Justitsminister Søren Pape Poulsen
Vedr.: Stor borgmesterbekymring over anvendelsen af Københavns
Vestegns Politis mandskab til politiopgaver i København
Dato: 14. september 2017
Sags nr.: 14.01.16-A00-1-17
Det er med stor bekymring, at borgmesterkredsen i Københavns Vestegns
Politi ser, at store dele af kredsens mandskab overflyttes til at løse
politiopgaver i København og grænsekontrol. Vi taler om 25 uniformerede
politifolk.
Udover de 25 mand, der stort set permanent er afgivet til andre opgaver, er
Københavns Vestegns Politi siden 1. januar 2016, blev skåret med 100
uniformerede årsværk.
Vi er klar over, at en del kan henføres til mere effektiv drift og overførsel af
opgaver til administrativt og teknisk personale. Det ændrer ikke ved, at
reduktionen er et markant dræn i antallet af politimandstillinger, der således
ikke er synlige i gadebilledet. Det øger vestegns-borgernes utryghed.
Vi kan konstatere, at der aktuelt er afgivet betydeligt mandskab til løsning af
politiopgaver i København. Det er opgaver som omfatter længerevarende
terrorberedskab og assistance ved større og mindre arrangementer, der følger
af, at København er hovedstad.
Det er vores opfattelse, at regering og Folketing - en gang for alle - må træffe
beslutning om at tilføre Københavns Politi ressourcer til at håndtere de
politiopgaver, der følger af, at København er en storby og hovedstad.
Situationen er efter vores vurdering kritisk for borgerne på Vestegnen.
Indsatsen i forhold til at bekæmpe fødekæderne til banderne lider alvorligt,
især i vores udsatte boligområder og øger tilslutningen til bandemiljøet.
Borgerne efterlyser langt mere synligt lokalt politi, end det man ser i dag. Store
dele af den langsigtede indsats i forhold til trafiksikkerhed ligger brak og vil
øge risikoen for alvorlige trafikulykker med trafikdræbte.
Det er en særdeles alvorlig situation, som kalder på, at Regering og Folketing
finder en løsning i forbindelse med finansloven for 2018.
Albertslund Kommune
Nordmarks Allé 2
2620 Albertslund
www.albertslund.dk
T 43 68 68 68
BORGMESTEREN