”Det da ske folkedrab”.
Danmark er på få år blevet en kynisk, mistroisk og antihuman nation, der plejer sig selv og gør alt for at
hævde egen egoistiske suverænitet og kræver at resten af verden skal tænke som vi og så bør de i øvrigt
kunne klare sig selv.
Dette er blevet en politisk virkelighed som er blevet mere markant de senere år, som er startet ikke mindst
efter Muhamed-tegningerne blev offentliggjort og hvad der deraf fulgte.
Danmark var og er vel fortsat et rigt land, men er blevet fattigere på empati, solidaritet og medfølelse for
de mange fattige i den tredje verden, som vi mener bør lære at kunne klare sig uden vores bidrag, men
samtidig bør tage imod vores råd og vejledning om hvad vej de bør gå for at få et samfund der ligner vores.
Jeg ønsker ikke med dette at komme ud i en længere filosofisk og politisk redegørelse om årsager eller
mangel på samme, men en ting man som frivillig organisation har bemærket er, at ethvert forsøg på at
hjælpe hårdt trængte mennesker straffes enten ved at mange folk påstår, at pengene man forsøger at ville
indsamle går i de forkerte lommer og politikerne prøver, så godt de kan, at regulere de få åndehuller
mange især små frivillige organisationer og foreninger føler de har for at kunne gøre en forskel, langsomt er
ved at blive undermineret af reguleringer fra politisk side samt fra visse dele af velgørenhedsbranchen selv.
Det virker som om, at især
store orga isatio er har e væse tlig i teresse i at ”kvæle” i dre i itiativer,
fordi de forsat ønsker en større del af de midler der er til rådighed for velgørende foreninger i Danmark.
Jeg vover den påstand at med den nye (2014) Indsamlingslov og tidligere tiltag, kan man sige at den er på
sin vis modarbejder fundamentale danske begreber som ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, der er så
rodfæstet og grundlæggende i den danske folkesjæl
–
det at vi frivilligt gider at hjælpe andre end os selv.
Hvordan så det? Ved bl.a. at pålægge gebyrer for at samle ind hvor formålet er at hjælpe andre ofte i nød,
det begrænser myndighederne altså mulighederne for især
s å Ngo’er
der ønsker at skabe deres platform
og at udbrede deres budskab, som nu skal koste penge, og det går fra dem man vil hjælpe og som ses som
en klar begrænsning af muligheder
e for s å Ngo’ers ha dlefrihed.
For hvem gider eller bliver motiveret af
at samle ind eller arbejde for et nobelt formål, hvis man fra start af skal have penge med hjemmefra?
Tidligere var det politiet der gav tilladelse til at indsamle forudsat at formålet var alemnyttigt, humanitært
og tilladelsen var ganske gratis, mod at man for politiet forelagde sit regnskab underskrevet af en revisor.
I dag skal man selvfølgelig også foreligge sit regnskab
–
hvilket kun er rimeligt
–
så alle kan se at pengene
bruges til det man har samlet ind til. Men i skyggen af den terrorforskrækket verden vi lever i, ofrer man så
vores grundlovssikret rettigheder for at få penge i kassen, godt støttet af ISOBRO, som har fået sine mere
indholdsfattige og luftige formuleringer med i den nye Indsamlingslov og i vejledningen til denne.
Det er en krampagtig fastholdelse af den lukrative forretning disse folk havde før indsamlingsnævnet blev
en realitet. Sjovt nok en organisation som ud over at honorerer folk fra branchen der i forvejen får en
fyrstelig gage fra deres egen organisation fik en pæn skilling for at sidde i bestyrelsen hos netop ISOBRO.
Samme ISOBRO har i øvrigt fået held til at placere 2-3 personer i indsamlingsnævnets bestyrelse, hvilket
ligner en form for statsaccepteret nepotisme inden for velgørenhedsbranchen.
Da vi selv i sin tid forsøgte at komme i dialog med ISOBRO for at høre hvad et evt. medlemskab og overskud
blev anvendt til, fik vi intet svar og det er vist sådan, at hvis en virksomheds indkomst udelukkende eller
overvejende stammer fra offentlige midler - det er midler indsamlet blandt offentligheden vel - så er man