REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 305
Offentligt

Procesbevillingsnævnet

Årsberetning 2016

Procesbevillingsnævnet

Årsberetning 2016

Udgivet af:

Procesbevillingsnævnet

St. Kongensgade 1-3, 2. sal

1264 København K

Telefon 33 12 13 20

Hjemmeside: www.procesbevillingsnaevnet.dk

Fotograf:

Kristian Brasen

Procesbevillingsnævnets årsberetninger fra årene 1996 til 2002 er kun i fysisk format.

Årsberetningerne for årene 2003 til 2016 kan tillige findes på nævnets hjemmeside

http://www.procesbevillingsnaevnet.dk

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Indholdsfortegnelse

Forord........................................................................................................................................................

Procesbevillingsnævnets virksomhed og opgaver

............................................................... 11

1.1

1.2

1.3

1.4

Nævnets opgaver og lovgivning om nævnets virksomhed ...................................................... 12

Nævnets afdeling for appeltilladelser ...................................................................................... 15

Nævnets afdeling for fri proces ................................................................................................ 17

Nævnets sekretariat ................................................................................................................. 17

Sagsbehandling

........................................................................................................................... 20

2.1

2.2

2.3

2.4

Forberedelse af nævnsbehandlingen ....................................................................................... 21

Nævnsbehandling ..................................................................................................................... 22

Underretning og aktindsigt ...................................................................................................... 23

Produktivitet............................................................................................................................. 25

Ansøgninger om appeltilladelse og klager over afslag på fri proces ............................... 25

Produktivitet pr. medarbejder ......................................................................................... 26

2.5

Status på nye regler fra 2014 om appelbegrænsning i civile sager.......................................... 27

Ændringer i appelbegrænsningsreglerne pr. 1. februar og 1. juli 2014 ........................... 27

Afgjorte sager om appeltilladelse i 2015 og 2016 efter de nye regler i civile sager ........ 28

2.6

2.7

2.8

Modetendenser i appelansøgninger ........................................................................................ 34

Sagsbehandler i Procesbevillingsnævnet

–

jobbet med de mange muligheder ...................... 37

Der var engang …

...................................................................................................................... 39

Nævnets virksomhed i 2016 i afdelingen for appeltilladelser

............................................ 41

3.1

Generelt.................................................................................................................................... 42

Nævnsbehandlede sager i 2016....................................................................................... 43

Sagsbehandlingstiden ...................................................................................................... 49

Anmodning om genoptagelse .......................................................................................... 50

Anmodning om aktindsigt ................................................................................................ 51

3.2

Civile sager................................................................................................................................ 52

2. instansbevillinger i civile sager..................................................................................... 52

3.2.1.1

3.2.1.2

Ankesager .................................................................................................................... 52

Kæresager .................................................................................................................... 53

3. instansbevillinger i civile sager..................................................................................... 55

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.2.2.1

3.2.2.2

3.3

Ankesager .................................................................................................................... 55

Kæresager .................................................................................................................... 57

Straffesager .............................................................................................................................. 58

2. instansbevillinger i straffesager ................................................................................... 58

3. instansbevillinger i straffesager ................................................................................... 60

3.3.2.1

3.3.2.2

Ankesager .................................................................................................................... 60

Kæresager .................................................................................................................... 64

Konkrete sager, der er afgjort i 2016 i nævnets afdeling for appeltilladelser

....................... 65

4.1

4.2

Generelt.................................................................................................................................... 66

Civile sager................................................................................................................................ 67

Civile ankesager ............................................................................................................... 67

Civile kæresager ............................................................................................................... 88

4.3

Straffesager .............................................................................................................................. 98

Anke i straffesager ........................................................................................................... 98

Kære i straffesager ......................................................................................................... 120

Nævnets virksomhed i 2016 i afdelingen for fri proces

......................................................... 125

5.1

Generelt.................................................................................................................................. 126

Nævnsbehandlede sager i 2016..................................................................................... 127

Sagsbehandlingstiden .................................................................................................... 128

Anmodning om genoptagelse ........................................................................................ 130

Anmodning om aktindsigt .............................................................................................. 131

5.2

Fri proces til sager i 1. instans ................................................................................................ 132

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325............................................................ 132

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328............................................................ 133

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329............................................................ 135

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336............................................................ 136

5.3

Fri proces til appelsager ......................................................................................................... 137

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325............................................................ 137

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328............................................................ 138

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329............................................................ 139

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336............................................................ 139

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

5.4

Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt.............................................................. 139

Konkrete sager, der er afgjort i 2016 i nævnets afdeling for fri proces

............................... 140

6.1

6.2

6.3

Generelt.................................................................................................................................. 141

Processuelle forhold og kompetencespørgsmål .................................................................... 141

Retsplejelovens § 325............................................................................................................. 143

Økonomiske betingelser ................................................................................................ 143

Retshjælpsforsikring ...................................................................................................... 144

6.4

Retsplejelovens § 328............................................................................................................. 145

Retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2, rimelig grund til at føre proces ............................... 145

Retsplejelovens § 328, stk. 3, formodningsreglen ......................................................... 146

Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssager........................................................ 147

6.5

6.6

6.7

Retsplejelovens § 329............................................................................................................. 149

Retsplejelovens § 336............................................................................................................. 151

Genoptagelse ......................................................................................................................... 152

Litteratur

........................................................................................................................................ 153

7.1

7.2

Litteratur om appeltilladelser ................................................................................................ 154

Litteratur om fri proces .......................................................................................................... 157

Bilag

.............................................................................................................................................. 158

8.1

8.2

8.3

8.4

8.5

Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet ............................................................. 159

Bekendtgørelse nr. 152 af 25. februar 2016 om forretningsorden for Procesbevillingsnævnet

160

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven mv. om meddelelse af appeltilladelse ........... 163

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces .................................................. 174

Lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i

henhold til menneskerettighedskonventioner som ændret ved lov nr. 263 af 16. marts 2016

178

Bekendtgørelse nr. 1435 af 1. december 2015 om fri proces................................................ 179

8.6

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Forord

Man kan med et glimt i øjet sige, at Procesbevillingsnævnet er verdens bedste

procesbevillingsnævn. Så vidt vides er det også det eneste af sin art!

Vi har i Procesbevillingsnævnet haft endnu et meget travlt og spændende år i 2016. I nævnets

afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces bliver vi samlet set konfronteret med alle

forekommende retsområder, og det stiller krav til os i hver eneste sag. Vi behandler både små

og meget store sager, alle forskellige sager med hver deres historie, og for den enkelte borger,

virksomhed eller myndighed er det selvsagt af stor betydning at kunne opnå en bevilling.

Vi gør os hver dag umage med til stadighed at sikre, at retssystemets ressourcer bruges på de

rigtige sager. Vi har respekt for den opgave, vi skal løse, og vi bestræber os på at udføre den

med høj faglig kvalitet. Vi skal være imødekommende, indlevende og grundige, men vi skal

samtidig behandle sagerne så effektivt og så hurtigt, som det er forsvarligt. Dette var blandt

andet de ord, vi formulerede i 2012 i forbindelse med en intern værdiproces, ordene indgik

også i en ekstern publikation om Procesbevillingsnævnets virksomhed, og er stadig nu 5 år

efter kendetegnende for den daglige sagsbehandling.

Procesbevillingsnævnet har i 2015 og 2016 haft flere sager end nogensinde. Begge år modtog

vi på årsbasis samlet henholdsvis næsten 3.400 og 3.300 nye sager i begge nævnets

afdelinger, nemlig ca. 2.400 sager hvert år i nævnets afdeling for appeltilladelser og lidt under

1.000 sager pr. år i nævnets afdeling for fri proces. Mens sagsvolumen i afdelingen for fri

proces gennem årene har ligget stabilt på mellem ca. 1.000-1.200 sager pr. år fra afdelingens

etablering i 2007 til 2014, har der i 2015 og 2016 været en dalende tendens i sagsindtaget.

Der har til gengæld særligt de seneste par år været en endog meget stor stigning i afdelingen

for appeltilladelser med mere end 700 flere sager på årsbasis i sammenligning med 2013. Det

er ikke desto mindre lykkedes på begge nævn at afgøre flere sager, end vi har modtaget i

2016. Den foreløbige prognose for år 2017 er, at Procesbevillingsnævnets sagsindtag samlet

set bliver mindst lige så stort som i 2016.

Procesbevillingsnævnet blev etableret i 1996 og behandlede fra starten alene ansøgninger om

appeltilladelser. Nævnets afdeling for appeltilladelser har således eksisteret i lidt mere end 20

år, og afdelingen for fri proces har eksisteret i 10 år.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Den fri proces reform, der blev implementeret i 2007, betød blandt andet, at kompetencen

overgik fra, at ansøgninger om fri proces blev behandlet af de daværende statsamter med

klageadgang til Civilstyrelsen, til en centraliseret ordning, hvorefter alle ansøgninger om fri

proces

blev

behandlet

Civilstyrelsen

som

instans

med

klageadgang

til

Procesbevillingsnævnet.

Denne udvidelse af Procesbevillingsnævnets virksomhed har medført en dynamisk udvikling

både i forhold til antallet af medarbejdere, nævnsmedlemmer, de fysiske lokaliteter og de

faglige og administrative opgaver. Som arbejdsplads har det været kompetencegivende og

givet øget mulighed for sekretariatets jurister og kontormedarbejdere til via arbejdet for begge

nævnets afdelinger at få en endnu større variation og dermed også endnu bedre overblik over

alle de forekommende retsområder i et stærkt samspil med nævnsbehandlingen som et

særdeles egnet forum for, at de enkelte nævnsmedlemmer bidrager med deres særlige

kendskab via det enkelte medlems hovedstilling.

Den digitale udvikling løber stærkt for alle aktører i retsvæsnet, og det gælder også

Procesbevillingsnævnets virksomhed. Nævnet har i flere år kommunikeret rent digitalt ved

meddelelser om sagsskridt og afgørelse mv. Som også fremhævet i andre sammenhænge er

vi helt afhængige af det velfungerende samarbejde, som vi har med alle retter,

anklagemyndigheden, Civilstyrelsen og advokater i forhold til at modtage de enkelte sagers

akter om muligt gerne digitalt. Særligt ved ansøgninger om appeltilladelse af processuelle

afgørelser i civile sager og straffesager er det desuden vigtigt, at vi hurtigt modtager akterne i

sagerne fra henholdsvis retterne og anklagemyndigheden.

Selvom den enkelte sag får en meget grundig behandling internt i sekretariatet og af nævnets

medlemmer, så er Procesbevillingsnævnets afgørelser i begge nævnets afdelinger udadtil

ordknappe, hvilket skyldes, at nævnets afgørelser efter lovgivningen herom alene skal

begrundes med henvisning til de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af

appeltilladelse eller fri proces. Vi har til gengæld i lighed med tidligere år meget fokus på

videndeling på forskellig måde. Dette sker blandt andet i form af ekstern brugerorienteret

videndeling.

Du kan

–

udover de årlige årsberetninger

–

læse mere om Procesbevillingsnævnets

oprettelse, opgaver og organisation på nævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk.

Hjemmesiden bliver løbende opdateret med nyheder om afgørelser og anden relevant

kommunikation om nævnets virksomhed. Du kan også finde ofte forekommende spørgsmål &

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

svar for begge nævnets afdelinger. Hjemmesiden indeholder desuden blanketter med

vejledninger, som kan anvendes ved indgivelse af enten ansøgning om appeltilladelse eller

klage over afslag på fri proces. Du kan også orientere dig om nævnets virksomhed på

LinkedIn.

Procesbevillingsnævnet afholder desuden årligt et eller flere såkaldte gå-hjem møder, hvor vi

inviterer eksterne aktører til at komme i Procesbevillingsnævnet og få en nærmere orientering

om udvalgte emner. De seneste tre møder angik de nye regler om civile sagers behandling

(oktober 2015), forskellige emner om fri proces (maj 2016) og udvalgte strafferetlige emner

(april 2017). Det næste gå-hjem møde vil formentlig blive afholdt i efteråret 2017.

Om de seneste publikationer kan nævnes, at der i november 2016 blev udgivet en bog

–

Appeltilladelser (Jurist- og Økonomforbundets Forlag)

–

af Hanne Kjærulff og Niels Fenger.

Emnet for bogen er behandlingen af sager i Procesbevillingsnævnets afdeling for

appeltilladelser. Hovedsigtet er at bringe en praktisk orienteret gennemgang af de gældende

regler om appeltilladelser i retsplejeloven og særlovgivningen. Der blev desuden tidligere i

2016 udgivet to artikler om de nye regler fra 2014 i civile sager, nemlig Niels Fenger og Hanne

Kjærulff i U 2016B.108

–

Retsplejelovens § 389 a om kære af byrettens afgørelser under

hovedforhandlingen og dennes forberedelse

–

status efter halvandet år

–

og Niels Fenger i U

2016B.239

–

Retsplejelovens § 368 a og afvisning af udsigtsløse anker. Der er desuden i UfR

2017B.231 en artikel

–

Varetægtsfængsling i praksis

–

forfattet af Sofie-Amalie Gregaard

Brandi og Cecilie Boel Winther. Der vil formentlig i løbet af 2017 også blive udgivet en artikel

om nævnets afdeling for fri proces forfattet af Christian Sivert Brogaard og Hanne Kjærulff.

Denne årsberetning omfatter i lighed med tidligere år en almindelig orientering om nævnets

virksomhed, sammensætning og sagsbehandling (se kapitel 1 og 2). Der er desuden en

statistisk del, der indeholder en række talmæssige opgørelser og grafiske illustrationer for

sagerne i begge nævnets afdelinger i 2016. Dette suppleres af en omtale af nogle konkrete

sager, der har været behandlet i begge nævnets afdelinger (se afsnit 2.5 og kapitel 3-4 om

afdelingen for appeltilladelser og kapitel 5-6 om afdelingen for fri proces).

Årsberetningen er krydret med et essay

–

Modetendenser i appelansøgninger

–

forfattet af

nævnets formand, højesteretsdommer Michael Rekling (se afsnit 2.6). Der er desuden et

indlæg

–

Sagsbehandler i Procesbevillingsnævnet

–

jobbet med de mange muligheder

–

Sofie-Amalie Gregaard Brandi og Joen Peter Sode (se afsnit 2.7). Endelig causerer Pernille

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kær Jensen

–

Der var engang

–

over udviklingen i den tid, hun har været ansat i

Procesbevillingsnævnet (se afsnit 2.8).

Vi er nu midt i et nyt og begivenhedsrigt år 2017, og vi glæder os til at fortsætte det vigtige og

udfordrende arbejde med til stadighed at sikre, at retssystemets ressourcer bruges på de

rigtige sager.

Vi ønsker god fornøjelse med beretningen.

Hanne Kjærulff

Sekretariatschef

Michael Rekling

Formand

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

1 P

ROCESBEVILLINGSNÆVNETS VIRKSOMHED

OG OPGAVER

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

1.1

Nævnets opgaver og lovgivning om nævnets virksomhed

Procesbevillingsnævnet blev etableret pr. 1. januar 1996 og har fra starten haft til opgave at

træffe afgørelse vedrørende ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og til Højesteret i

civile sager og i straffesager. Fra 2007 har nævnet endvidere været klageinstans i forhold til

Civilstyrelsens afslag på fri proces. De to sagstyper behandles i to forskellige afdelinger, dels i

en afdeling for appeltilladelser, dels i en afdeling for fri proces.

Procesbevillingsnævnet har siden 1. januar 1996 som nævnt forestået behandlingen af

ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og Højesteret i civile sager og straffesager.

Procesbevillingsnævnet er oprettet ved lov nr. 390 af 14. juni 1995 om ændring af

retsplejeloven (Oprettelse af et procesbevillingsnævn m.v.).

Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov

om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger

(Ændringer som følge af oprettelsen af Procesbevillingsnævnet) gennemførtes de nødvendige

konsekvensændringer i bestemmelser om procesbevillinger i særlovgivningen og i den særlige

lovgivning for Grønland og Færøerne. Loven trådte i kraft for Danmark og Grønland den 1.

januar 1996. Loven blev sat i kraft for Færøerne den 1. juli 1999 ved bekendtgørelse nr. 454 af

16. juni 1999.

Ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. (rekruttering af dommere

m.v.) blev nævnet bevillingsmæssigt og administrativt henlagt under Domstolsstyrelsen.

Procesbevillingsnævnet fik med virkning fra 1. januar 2007 som nævnt tillagt kompetencen til

at behandle klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejeloven. Den nye fri

proces-ordning blev indført ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces).

Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi-

og domstolsreform) blev Procesbevillingsnævnets opgaver i afdelingen for appeltilladelser

yderligere udvidet. Byretterne blev med virkning fra den 1. januar 2007 den almindelige

førsteinstans i alle civile sager, således at fri anke til Højesteret kun kunne finde sted i de

sager, der er henvist fra byret til landsret, og sager fra Sø- og Handelsretten. Ellers krævedes

nævnets tilladelse. Samtidig blev nævningesager med virkning fra 1. januar 2008 henlagt til

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

behandling i byretten som 1. instans med appeladgang til landsretten. Anke i straffesager til

Højesteret kan herefter kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Ved lov nr. 536 af 26. maj 2010 er der med virkning fra den 1. juli 2010 indført hjemmel til at

meddele begrænset 3. instansbevilling til Højesteret i både civile sager og straffesager.

Der er i 2014 trådt en række nye regler om appelbegrænsning i civile sager i kraft. Med

virkning fra 1. februar 2014 er der indført nye regler om blandt andet sagstilgangen til

Højesteret, jf. lov nr. 84 af 28. januar 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Med virkning fra 1. juli 2014 er der desuden indført nye regler om civile sagers

behandling, jf. lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Ved lovændringerne er der indført nye regler om civile sagers behandling, som blandt

andet betyder ændring af appelgrænsen og andre nye regler om appelbegrænsning i civile

sager. Se herom også afsnit 2.5 for en nærmere gennemgang af reglerne.

Der

desuden ved flere senere lovændringer

indføjet

enkelte nye regler

appelbegrænsning

–

ved appel af rettens afgørelse om anvendelse af domstolenes

sagsportal, jf. lov nr. 1867 af 29. december 2015

–

samt diverse konsekvensrettelser i

bestemmelser knyttet til reglerne om appeltilladelse.

Der er med virkning fra 1. april 2016 gennemført en ændring af lov om retshjælp til indgivelse

førelse

klagesager

for

internationale

klageorganer

henhold

til

menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven, jf. lov nr. 263 af 16. marts 2016.

Ændringen indebærer bl.a., at der er indført en klageadgang til nævnets afdeling for fri proces

i disse sager.

Lovreglerne om Procesbevillingsnævnets virksomhed er placeret i kapitel 1 a i retsplejeloven.

Kapitlet er medtaget som bilag 8.1 til årsberetningen. Af forarbejderne til bestemmelserne (FT

1994/95, tillæg A, side 2956 og 2959) fremgår, dels at Procesbevillingsnævnet ikke er en del

af domstolssystemet, dels at nævnet ikke er en del af den offentlige forvaltning, hvilket bl.a.

indebærer, at nævnet ikke er omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven.

persondataloven.

Procesbevillingsnævnets forretningsorden er senest blevet ændret i 2016 med virkning fra den

1. marts 2016, jf. bekendtgørelse nr. 152 af 25. februar 2016. Forretningsordenen er medtaget

som bilag 8.2 til årsberetningen.

For

nævnets

virksomhed

gælder

dog

bestemmelserne

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Som bilag 8.3 er desuden medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der på tidspunktet for

årsberetningens udfærdigelse i 2017 gav hjemmel for appeltilladelser.

Som bilag 8.4 er medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der giver hjemmel for

meddelelse af fri proces. Bilag 8.5 er lov nr. 263 af 16. marts 2016 om retshjælp til indgivelse

førelse

klagesager

for

internationale

retsplejeloven.

klageorganer

Bilag

8.6

til

henhold

til

menneskerettighedskonventioner

der var gældende for 2016.

årsberetningen

bekendtgørelse nr. 1435 af 1. december 2015 om de økonomiske betingelser for fri proces,

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

1.2

Nævnets afdeling for appeltilladelser

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser består af en højesteretsdommer

(formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en

professor i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse.

Beskikkelsen af de 4 førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra

henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.

Professoren beskikkes uden forudgående indstilling. Nævnets medlemmer kan kun afsættes

efter de regler, der gælder for dommere, det vil sige af Den Særlige Klageret. Der bliver

desuden beskikket en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Medlemmerne

og suppleanterne bliver beskikket for en periode på to år med mulighed for genbeskikkelse for

yderligere to år.

Nævnets afdeling for appeltilladelser bestod i perioden 1. januar - 30. juni 2016 af følgende 5

medlemmer:

•

Højesteretsdommer Michael Rekling

Landsdommer Inger Neergaard Jessen

Byretsdommer Martin Koch Clausen

Advokat Anne Buhl Bjelke

Professor Niels Fenger

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Højesteretsdommer Oliver Talevski

Landsdommer Dorte Jensen

Byretsdommer Marianne Lund Larsen

Advokat Klaus Kastrup Larsen

Advokat Birgitte Pedersen

Professor Ulla Neergaard

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

I overensstemmelse med reglerne om beskikkelse er der den 1. juli 2016 sket en delvis

udskiftning af nævnsmedlemmer og suppleanter, således at landsdommer Annette Dellgren er

ordinært medlem, og landsdommer Lone Kerrn-Jespersen og landsdommer Bo Østergaard er

indtrådt som suppleanter, ligesom byretsdommer Ingrid Therkelsen er ordinært medlem, og

byretsdommer Karen Duus Mathiesen og byretsdommer Ivan Larsen er indtrådt som

suppleanter.

Sammensætning af nævnets afdeling for appeltilladelser var herefter fra den 1. juli

–

31.

december 2016 følgende:

•

Højesteretsdommer Michael Rekling

Landsdommer Annette Dellgren

Byretsdommer Ingrid Therkelsen

Advokat Anne Buhl Bjelke

Professor Niels Fenger

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Højesteretsdommer Oliver Talevski

Landsdommer Lone Kerrn-Jespersen

Landsdommer Bo Østergaard

Byretsdommer Karen Duus Mathiesen

Byretsdommer Ivan Larsen

Advokat Klaus Kastrup-Larsen

Advokat Birgitte Pedersen

Professor Ulla Neergaard

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

1.3

Nævnets afdeling for fri proces

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces består af en landsdommer (afdelingsformand),

en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker efter indstilling til

justitsministeren

fra

henholdsvis

landsretterne,

Den

Danske

Dommerforening

Advokatrådet. Nævnets medlemmer og suppleanter kan kun afsættes efter de regler, der er

gældende for dommere, det vil sige af Den Særlige Klageret. Der bliver desuden beskikket en

eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Medlemmerne og suppleanterne

bliver beskikket for en periode på to år med mulighed for genbeskikkelse for yderligere to år.

Nævnets afdeling for fri proces bestod i perioden 1. januar

–

31. december 2016 af følgende 3

medlemmer:

•

Landsdommer Thomas Jønler (afdelingsformand)

Byretsdommer Henriette Sartvin

Advokat Asger Bagge-Jørgensen

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Landsdommer Michael Kistrup

Byretsdommer Jeanett Bukhave

Advokat Nikolaj Linneballe

Advokat Casper Gammelgaard

1.4

Nævnets sekretariat

Til Procesbevillingsnævnet er knyttet et sekretariat, der forestår alle sagers forberedelse.

Sekretariatet varetager alle opgaver forbundet med de indledende sagsskridt, udarbejdelse af

interne notater, der indeholder en gennemgang af sagens faktum, alle relevante juridiske

forhold for bedømmelse af sagen, de retlige overvejelser og en indstilling til nævnet om

afgørelse, ligesom sekretariatet forestår udsendelse af afgørelse i sagerne. Sekretariatet

varetager desuden øvrige generelle sager og alle administrative opgaver forbundet med

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

nævnets virksomhed. Årsværksforbruget i Procesbevillingsnævnets sekretariat var i 2016 på

24,3 årsværk. Sekretariatet bestod pr. 1. januar 2017 af følgende:

•

Sekretariatschef Hanne Kjærulff

Chefkonsulent Kristian Seierøe

Chefkonsulent Christian Sivert Brogaard

Specialkonsulent Ulrich Vorstrup Rasmussen

Specialkonsulent Sofie-Amalie Gregaard Brandi

Specialkonsulent Anne Kirstine Gørtz

Fuldmægtig Stine Harkov Hansen (orlov)

Fuldmægtig Vivi Nedergaard Lambert (orlov)

Fuldmægtig Joen Peder Sode

Fuldmægtig Anne Hastrup

Fuldmægtig Désirée Barslund Bøgelykke

Fuldmægtig Hanna Maria Carlsson

Fuldmægtig Flemming Krog Bjerre

Fuldmægtig Cecilie Boel Winther

Fuldmægtig Mads Severin Hansen

Fuldmægtig Pia Dybdal Kayser

Fuldmægtig Mai Frisk Steffensen

Fuldmægtig Sverre Kjeldgaard Johansen

Fuldmægtig Stine Fruergaard Andersen

Fuldmægtig Matilde Pedersen Blak

Fuldmægtig Tine Maria Anker

Kontorleder Pernille Kær Jensen (orlov)

Kontorfuldmægtig Louise Christensen

Kontormedarbejder Karin Kofoed Næsager

Kontormedarbejder Pia Jørgensen (orlov)

Kontormedarbejder Anja Rosenkrants Clausen

Kontormedarbejder Anita Martinsen Figgé

Kontormedarbejder Durita Pilar Rojas Madsen

Stud. jur. Nina Theodora Heuser Vester-Andersen

Stud. jur. Josefine Jul Vedelsby

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Øverst fra venstre: Karin Kofoed Næsager, Kristian Seierøe, Durita Pilar Rojas Madsen, Ulrich Vorstrup Rasmussen, Pia Jørgensen, Cecilie Boel Winther,

Anja Rosenkrants Clausen, Désirée Barslund Bøgelykke, Sofie-Amalie Gregaard Brandi, Pia Dybdal Kayser, Flemming Krog Bjerre, Hanne Kjærulff, Anita

Martinsen Figgé, Anne Kirstine Gørtz og Michael Rekling.

Nederst fra venstre: Mads Severin Hansen, Hanna Maria Carlsson, Christian Sivert Brogaard, Louise Christensen, Anne Hastrup, Mai Frisk Steffensen, Joen

Peter Sode og Sverre Kjeldgaard Johansen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2 S

AGSBEHANDLING

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.1

Forberedelse af nævnsbehandlingen

Reglerne om Procesbevillingsnævnets sagsbehandling findes i retsplejelovens kapitel 1 a og i

nævnets forretningsorden. Det fremgår af retsplejelovens § 25, at nævnet selv fastsætter sin

forretningsorden.

Nævnets forretningsorden er senest ændret med virkning fra 1. marts 2016 ved

bekendtgørelse nr. 152 af 25. februar 2016. Der er kun tale om mindre ændringer i forhold til

den forretningsorden, der var gældende i 2015.

Efter § 2 i forretningsordenen drager nævnets formand og afdelingsformand omsorg for

sagernes forberedelse med bistand fra nævnets sekretariat. En ansøgning om appeltilladelse

og klage over afslag på fri proces skal efter forretningsordenens § 3 være skriftlig og angive de

grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal ledsages af kopi af

den eller de afgørelser, som er truffet vedrørende sagen, samt kopi af dokumenter, der i øvrigt

er af betydning for sagens afgørelse.

En ansøger eller en klager kan anvende blanketter til ansøgning om appeltilladelse og klage

over

afslag

på

fri

proces.

Blanketter

med

vejledning

tilgængelige

på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside.

Beregning af ansøgnings- eller klagefristen sker i overensstemmelse med retsplejelovens

regler om anke- og kærefrister, jf. forretningsordenens § 3, stk. 4. Nævnet kan i en sag om

appeltilladelse se bort fra en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er

opfyldt. Ved en klage over afslag på fri proces kan nævnet se bort fra en fristoverskridelse,

hvis denne er undskyldelig.

En ansøgning eller klage kan sendes til Procesbevillingsnævnet enten med mail eller post, og

sker det med mail, er det derfor ikke nødvendigt tillige at sende med almindelig post.

Ansøgninger om appeltilladelse skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00

–

dog

inden udgangen af døgnet, hvis ansøgningen er sendt med digital post

–

den dag, hvor

ansøgningsfristen udløber, jf. forretningsordenens § 3, stk. 4.

I sager vedrørende appeltilladelse underretter sekretariatet efter forretningsordenens § 4, stk.

1 og 2, 1. pkt., ansøgeren og modparten i sagen om modtagelsen af ansøgningen. Er

anklagemyndigheden modpart, sker underretning i overensstemmelse med skriftlige

retningslinjer aftalt mellem Procesbevillingsnævnet og anklagemyndigheden, jf. § 4, stk. 2, 2.

pkt.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Alle ansøgninger og klager visiteres af sekretariatschefen eller dennes stedfortræder så vidt

muligt samme dag, som de bliver modtaget. Ved ansøgninger om appeltilladelser tilstræber

sekretariatet i umiddelbar forlængelse af modtagelsen at gøre ansøgerne opmærksom på en

eventuel mulighed for at appellere direkte i tilfælde, hvor dette er muligt, eller hvor det dog er

tvivlsomt, om Procesbevillingsnævnets tilladelse er nødvendig.

Der bliver konkret taget stilling til, om en modpart skal anmodes om at fremkomme med

eventuelle bemærkninger inden en nærmere angivet frist.

Formanden eller

indhentes.

Nævnsbehandlingen i begge nævnets afdelinger er gratis for ansøgeren eller klageren, og

hverken disse eller modparten kan blive pålagt sagsomkostninger i anledning af

nævnsbehandlingen.

En nærmere orientering om behandling af sager i Procesbevillingsnævnet kan ses på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside

(www.procesbevillingsnaevnet.dk).

afdelingsformanden

–

i praksis

sekretariatschefen

–

afgør

efter

forretningsordenens § 5, stk. 2, om akterne fra den forudgående behandling af sagen skal

2.2

Nævnsbehandling

Nævnets afgørelser i afdelingen for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces træffes efter

forretningsordenens § 6 ved møder, der almindeligvis afholdes en gang om ugen. Nævnets

behandling sker på grundlag af notater udarbejdet af sekretariatet for hver enkelt sag. Sagerne

til behandling på mødet udsendes til medlemmerne 1-2 uger før nævnsmødet. Hastende

sager kan dog udsendes med kortere frist.

Nævnets møder er ikke offentlige, og sagens parter har ikke adgang til møderne, jf.

forretningsordenens § 7, stk. 2.

I begge nævnets afdelinger deltager samtlige nævnsmedlemmer i møderne, det vil sige 5

medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 3 medlemmer i afdelingen for fri proces. I

tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant. Har et eller flere

medlemmer og disses suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis henholdsvis 3

medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 2 medlemmer i afdelingen for fri proces er til

stede, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed, jf. forretningsordenens § 11,

stk. 2, og § 14, stk. 2. I afdelingen for appeltilladelser er formandens stemme afgørende i

tilfælde af stemmelighed. I afdelingen for fri proces kræves enighed, hvis afgørelsen alene

træffes af 2 medlemmer.

Nævnets afdeling for appeltilladelser har fra nævnets start i 1996 til 2016 ikke benyttet den i

retsplejelovens § 25, stk. 2, givne adgang til at afgøre sagerne med 3-mandsnævn bestående

af en dommer, en advokat og en universitetslærer. Nævnet har imidlertid i 2017 i medfør af §

25, stk. 2, og forretningsordenens § 12

–

efter nærmere skriftlige retningslinjer i særlige

grupper af tilfælde

–

besluttet at afholde enkelte nævnsmøder med deltagelse af 3

nævnsmedlemmer.

I forretningsordenens § 8 er fastsat, at formanden henholdsvis afdelingsformanden uden

forelæggelse for nævnet kan tage stilling til behandlingen af henvendelser, som falder uden for

nævnets kompetence. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af

tilfælde i henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffe

afgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.

Nævnets afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces har bemyndiget formanden og

afdelingsformanden til at afgøre visse sagstyper. Bemyndigelsen til formanden og

afdelingsformanden omfatter bl.a. genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag for at

genoptage behandling af sagen, idet der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.

2.3

Underretning og aktindsigt

Nævnets afgørelse meddeles efter forretningsordenens § 17, stk. 1, ansøgeren eller klageren

uden angivelse af, hvilke medlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvordan de har

stemt. Efter begæring bliver det oplyst, hvem der har deltaget i sagens behandling.

I sager vedrørende appeltilladelser sender nævnet også afgørelsen i kopi til orientering til en

modpart, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen, og der gives tillige

underretning til den eller de retter, som har truffet afgørelse i sagen, jf. § 17, stk. 4 og 5. I

sager om fri proces sker dette kun, hvis modparten i selve retstvisten rent undtagelsesvist er

blevet hørt i forbindelse med klagen. I sager om fri proces bliver der altid givet underretning

om afgørelsen til Civilstyrelsen, og ved bevilling af fri proces i verserende retssager bliver

meddelelse om bevilling tillige givet til den ret, der behandler sagen, jf. § 17, stk. 6.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Som forudsat i forarbejderne til lovgivningen om Procesbevillingsnævnets virksomhed

begrundes nævnets afgørelser kun med henvisning til indholdet af de bestemmelser, der giver

hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces. En særlig bestemmelse herom er

optaget i forretningsordenens § 17, stk. 2.

Efter forretningsordenens § 18 meddeles aktindsigt af formanden eller afdelingsformanden i

overensstemmelse med retsplejelovens §§ 41-41 h, 255 a og 729 a-729 d med de fornødne

tillempninger. Begæring om indsigtsret fra den registrerede i medfør af lov om behandling af

personoplysninger behandles efter lovens §§ 31-34.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.4

Produktivitet

Ansøgninger om appeltilladelse og klager over afslag på fri proces

I nedenstående tabel ses udviklingen i antal ordinære sager

–

appeltilladelser

–

i perioden

2007-2016:

2007

Uafsluttede sager

fra året før

Antal modtagne

sager

Antal afsluttede

sager

Uafsluttede sager

ved årets udgang

217

1.379

1.158

438

2008

217

2009

153

2010

175

2011

120

2012

181

2013

269

2014

295

2015

496

2016

479

1.261

1.289

1.340

1.401

1.582

1.667

1.848

2.392

2.420

1.325

1.267

1.395

1.340

1.494

1.641

1.647

2.409

2.485

153

175

120

181

269

295

496

479

414

Udover ansøgninger om appeltilladelse har Procesbevillingsnævnet med virkning fra 2007

tillige behandlet klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces. I nedenstående tabel ses

udviklingen i antal ordinære sager

–

fri proces

–

for 2007-2016:

2007

Uafsluttede

fra året før

Antal

sager

Antal

sager

Uafsluttede sager

ved årets udgang

390

afsluttede

633

modtagne

1.023

sager

2008

390

2009

225

2010

255

2011

223

2012

215

2013

131

2014

219

2015

162

2016

153

1.084

1.124

1.268

1.147

1.170

1.081

1.126

992

840

1.249

1.094

1.300

1.155

1.254

993

1.186

1.001

860

225

255

223

215

131

219

162

153

133

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Produktivitet pr. medarbejder

Produktiviteten pr. medarbejder er for 2016

–

tilsvarende som i 2007-2015

–

beregnet med

udgangspunkt i det samlede antal sager i afdelingen for appeltilladelser og afdelingen for fri

proces. For at kunne foretage en sammenligning af tallene for produktivitet gennem en 10-årig

periode indgår antal sager for anmodninger om genoptagelse og anmodninger om aktindsigt

ikke i nedenstående skema. Antallet af årsværk omfatter samtlige medarbejdere i

Procesbevillingsnævnets sekretariat.

Udviklingen i antal afsluttede sager pr. årsværk 2007-2016

2007

Antal afsluttede

sager

–

appel

Antal afsluttede

sager

–

fri proces

Antal afsluttede

sager i alt

Antal årsværk*

Antal afsluttede

sager pr. årsværk

1.379

633

2.012

16,1

125,0

2008

1.325

1.249

2.574

20,0

128,7

2009

1.267

1.094

2.361

20,0

118,1

2010

1.395

1.300

2.695

22,0

122,5

2011

1.340

1.155

2.495

20,0

124,8

2012

1.494

1.254

2.748

20,3

135,4

2013

1.641

993

2.634

20,2

130,4

2014

1.647

1.183

2.830

20,7

136,7

2015

2.409

1.001

3.410

24,0

142,1

2016

2.485

860

3.345

24,3

137,7

I antal årsværk er fratrukket barselsorlov, langtidssygdom og anden orlov. Derimod er der i

årsværksforbruget for 2016 medregnet en større ferieafregning for en medarbejder, der ikke havde

arbejdsdage i nævnet i 2016.

Det er nævnets mål, at der årligt skal afsluttes mindst 135 sager pr. årsværk. Det skal i

forbindelse med opgørelsen af produktiviteten både for 2016 og for tidligere år tages i

betragtning, at der ikke indgår alle former for administration og varetagelse af øvrige opgaver.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i opgørelsen af produktiviteten ikke foretager en

såkaldt vægtning af sagerne.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.5

Status på nye regler fra 2014 om appelbegrænsning i civile

sager

Procesbevillingsnævnet fik i 2014 kompetence til at behandle ansøgninger om appeltilladelse i

civile sager i en række nye tilfælde som følge af, at der ved lovændringer med virkning fra

henholdsvis februar og juli 2014 blev indført nye regler om behandling af civile sager.

Ændringer i appelbegrænsningsreglerne pr. 1. februar og 1. juli 2014

Med virkning fra 1. februar 2014 er der indført nye regler om blandt andet sagstilgangen til

Højesteret, jf. lov nr. 84 af 28. januar 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Med virkning fra 1. juli 2014 er der desuden indført nye regler om civile sagers

behandling, jf. lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love.

Loven indeholder navnlig følgende ændringer af retsplejeloven mv., hvorefter appel kræver

Procesbevillingsnævnets tilladelse:

•

Kære af Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger til landsret, jf. § 392 a, stk. 2

De gældende appelbegrænsningsregler fra byret til landsret med en beløbsgrænse på

10.000 kr. er forhøjet til 20.000 kr., jf. § 368, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., § 389, stk. 2, 3. pkt., jf.

1. pkt., § 391, stk. stk. 2, 1. pkt. jf. stk. 1, 1. pkt., § 584, stk. 2, og § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1,

1. pkt.

•

Der er indført appelbegrænsning for kære til landsretten med en grænse på 20.000 kr. af

byrettens fastsættelse af salær på højst 20.000 kr. og af byrettens ophævelse af

sagsomkostninger, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger på højst

20.000 kr., jf. § 389, stk. 2, 3. pkt., jf. 2. pkt., § 389, stk. 3, § 391, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, 2.

pkt., § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og stk. 3.

•

Kære fra byret til landsret af kendelser og beslutninger, der

hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, jf. § 389 a.

Appel til landsret og til Højesteret af delafgørelser efter § 253, stk.4, § 392 a, stk. 1, og §

392, stk. 1.

Kære til Højesteret af landsrettens dom efter § 368 a om afvisning af en ankesag, jf. § 391,

stk. 4.

afsiges under

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

•

Anke fra byret til landsret i sager om tvangsanbringelse af børn, jf. lov om social service §

171.

De hidtil gældende ansøgningsfrister på 8 uger ved appel til Højesteret er ændret til 4

uger.

Diverse konsekvensrettelser.

Afgjorte sager om appeltilladelse i 2015 og 2016 efter de nye regler i civile

sager

Som det fremgår af de talmæssige opgørelser i årsberetningen, har Procesbevillingsnævnet i

2015 og 2016 oplevet et rekordstort antal modtagne ansøgninger om appeltilladelse til

landsretten og Højesteret på henholdsvis 2.392 og 2.420 sager i nævnets afdeling for

appeltilladelser. Dette skyldes de nye regler om appelbegrænsning i civile sager. I 2015 og

2016 er der således afgjort henholdsvis 614 og 643 sager efter de nye regler fra 2014 om

appelbegrænsning i civile sager.

På de næste sider er opgørelser efter hjemmel af antallet af nævnsbehandlede sager i 2015

og 2016, der blev afgjort efter de nye regler i civile sager. I de tilfælde, hvor en eksisterende

hjemmel er blevet udvidet ved en forhøjelse af indtægtsgrænsen fra 10.000 kr. til 20.000 kr., er

det totale antal ansøgninger behandlet efter den pågældende hjemmel angivet i parentes.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Opgørelsen for 2015 ser således ud:

2015

2. instans anke

Rpl. § 368, stk. 2

Servicelovens § 171

2. instans kære

Rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Rpl. § 389, stk.2

Rpl. § 389, stk. 3

Rpl. § 389 a

Rpl. § 391, stk. 2

Rpl. § 392 a, stk. 1, jf. § 253, stk. 4

Rpl. § 392 a, stk. 2

Rpl. § 584, stk. 2

Rpl. § 584 a, stk. 2

Rpl. § 584 a, stk. 3

3. instans civil anke

Rpl. 254, stk. 4, jf. § 371

3. instans civil kære

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 1

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3

Rpl. § 391, stk. 4

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

i alt

27 (79)

43 (96)

5 (17)

75 (192)

9 (25)

8 (21)

4 (14)

1 (13)

12 (23)

227

12 (26)

0 (9)

3 (6)

3 (10)

6 (12)

1 (4)

2 (12)

24 (58)

334

26 (59)

5 (27)

6 (31)

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Samme opgørelse ser for 2016 således ud:

2016

2. instans anke

Rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Rpl. § 368, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt.

Servicelovens § 171

2. instans kære

Rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Rpl. § 389, stk.2

Rpl. § 389, stk. 3

Rpl. § 389 a

Rpl. § 391, stk. 2

Rpl. § 392 a, stk. 1, jf. § 253, stk. 4

Rpl. § 392 a, stk. 2

Rpl. § 584, stk. 2

Rpl. § 584 a, stk. 2

Rpl. § 584 a, stk. 3

3. instans civil anke

Rpl. § 253, stk. 4, 2. pkt.

Rpl. § 253 stk. 4, jf. § 371

3. instans civil kære

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3

Rpl. § 391, stk. 4

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

i alt

23 (81)

39 (93)

6 (15)

68 (189)

22 (36)

5 (109)

6 (11)

0 (7)

14 (26)

258

12 (24)

5 (11)

2 (10)

1 (1)

1 (6)

3 (9)

0 (2)

37 (63)

355

18 (139)

14 (31)

2 (19)

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Ud af de afgjorte sager på henholdsvis 614 og 643 sager i 2015 og 2016 angik ikke mindre

end henholdsvis 334 sager og 355 sager ansøgning om kæretilladelse fra byret til landsret

efter kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. Bestemmelsen i § 389 a, stk. 1,

bestemmer,

kendelser

eller

andre

beslutninger,

der

afsiges

ikke

kan

byretten

kæres

under

uden

hovedforhandlingen

under

dennes

forberedelse,

Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sådan tilladelse kan meddeles, hvis kendelsen eller

beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende

betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten

som 2. instans.

Disse sager har angået byrettens afgørelser vedrørende eksempelvis spørgsmål om

henvisning af en sag til landsretten eller Sø- og Handelsretten, opsættende virkning, syn og

skøn, vidneførelse, edition, forelæggelse for en administrativ myndighed, udsættelse,

genoptagelse mv.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a har desuden givet anledning til en række spørgsmål

vedrørende selve anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Landsretterne har truffet en række rene processuelle afgørelser om afgrænsning af

bestemmelsen i § 389 a. Landsretterne har truffet afgørelse om byrettens afgørelser i civile

sager om tilfælde, der både falder inden for og uden for § 389 a. Procesbevillingsnævnet har i

2014 - 2017 meddelt tilladelse til kære til Højesteret af spørgsmålet om anvendelsesområdet

for

§ 389

vedrørende

række tilfælde,

Højesteret

har

udtalt

sig

anvendelsesområdet for § 389 a i de fleste af disse sager. Det drejer sig om følgende

afgørelser:

•

U 2015.2529 H - Kære af byrettens afslag på genoptagelse af en civil sag krævede

Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

U 2015.2534 H

–

Kære af byrettens afslag på genoptagelse af en civil sag krævede

Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

U 2015.2540 H

–

Kære af byrettens afslag på at tillægge et søgsmål opsættende virkning

krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

U 2015.3715 H

–

Kære af byrettens afgørelse afsagt under en sag om isoleret

bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343 krævede ikke Procesbevillingsnævnets

tilladelse.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

•

U 2016.545

–

Kære af byrettens afgørelse om, at dommeren i tre verserende civile

retssager

ikke

var

inhabil,

krævede

Procesbevillingsnævnets

tilladelse

efter

retsplejelovens § 389 a.

•

U 2016.813 H

–

Kære af byrettens afgørelse om beregning af retsafgiften i to verserende

civile retssager krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

U 2016.1966 H

–

Kære af byrettens afgørelse om afslag på fri proces afsagt under

forberedelsen

den

retssag,

der

blev

ansøgt

fri

proces

til,

krævede

Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a. Det kan tilføjes, at der

efter Højesterets afgørelse er fremsat lovforslag nr. 149/2017 (lovforslaget er fremsat den

15. marts 2017), hvorved bl.a. retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., foreslås udvidet til

også at omfatte, at uanset § 389 a kan kære af byrettens kendelser om afslag på fri proces

ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. På tidspunktet for trykning af årsberetningen

var lovforslaget endnu ikke vedtaget.

•

U 2016.3602 H

–

Kære af en afgørelse afsagt af skifteretten under forberedelsen af en

skifteretlig retssag om ikke for tiden at tillade tinglysning af sagens stævning på tre

ejendomme krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

Højesterets kendelse af 15. marts 2017 i sag 23/2017

–

Kære af byrettens afgørelse om

afvisning

§ 389 a.

sag

efter

voldgiftsloven

prøvelse

Voldgiftsnævnets

omkostningsfastsættelse krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens

Procesbevillingsnævnet har desuden meddelt kæretilladelse i følgende sager vedrørende

anvendelsesområdet for retsplejelovens § 389 a, der endnu ikke er afgjort af Højesteret:

•

Den 13. januar 2017 meddelte Procesbevillingsnævnet en advokat tilladelse til kære til

Højesteret af en kendelse, hvorved landsretten med henvisning til retsplejelovens § 389 a

havde afvist advokatens kære af en afgørelse fra byretten i en børneanbringelsessag om

ikke at ophæve et rejseforbehold.

•

Den 9. maj 2017 meddelte Procesbevillingsnævnet en far tilladelse til kære til Højesteret af

kendelse, hvorved landsretten med henvisning til retsplejelovens § 389 a havde afvist

farens kære af en kendelse fra byretten om stadfæstelse af en afgørelse fra

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Statsforvaltningen om afvisning af farens anmodning om ændring af forældremyndigheden

over en dreng.

Om afgrænsning af anvendelsesområdet for § 389 a se også Kjærulff og Fenger i

”Appeltilladelser”, 1. udgave,

2017, side 58 ff. Se også artiklen af Kjærulff og Seierøe af 17.

december 2014

”Retsplejelovens

§ 389 a

–

en ny regel om kærebegrænsning af byrettens

afgørelser

under

civil

sags

hovedforhandling

eller

forberedelse”

på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside. Artiklen analyserer for det første halve år af reglens

anvendelse i 2014, hvornår kære af byrettens beslutning eller kendelse i en civil sag kan ske

direkte til landsretten, og hvornår tilladelse til kære skal søges hos Procesbevillingsnævnet

efter § 389 a. Se desuden artiklen af Fenger og Kjærulff i U 2016 B.108

”Retsplejelovens

389 a om kære af byrettens afgørelser under hovedforhandlingen og dennes forberedelse

–

status efter halvandet år”.

Artiklen analyserer den navnlig utrykte retspraksis vedrørende § 389

a og diskuterer, hvilke kriterier Procesbevillingsnævnet almindeligvis lægger vægt på ved

behandlinger af ansøgninger efter denne bestemmelse.

Procesbevillingsnævnet har endvidere meddelt kæretilladelse til Højesteret vedrørende

afgrænsning af selve anvendelsesområdet for enkelte andre af de nye regler, som Højesteret

efterfølgende har fastslået retsstillingen for.

Se også Kjærulff og Fenger i ”Appeltilladelser”, 2017, side 151, om § 391, stk. 4, og bl.a. side

93 ff. om § 253, stk. 4. Særligt om nævnets kompetence til at meddele kæretilladelse

vedrørende landsrettens afvisning af ankesager efter den nye regel fra 2014 i § 368 a, jf. §

391, stk. 4, se også artiklen af Niels Fenger i U 2016 B.239 ”Retsplejelovens § 368 a og

afvisning af udsigtsløse anker”.

De nye regler om appelbegrænsning i civile sager fra 2014 er også beskrevet i

Procesbevillingsnævnets årsberetninger fra 2014 og 2015, afsnit 2.5.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.6

Modetendenser i appelansøgninger

Af højesteretsdommer Michael Rekling, formand for Procesbevillingsnævnet

Hvervet som formand for Procesbevillingsnævnet er en glimrende udkigspost for, hvad der

foregår i det samlede danske retssystem. Selv om man godt ved det, er det slående i hvor høj

grad emnerne ved domstolene er et temmeligt præcist spejlbillede af de emner, der også

optager befolkningen ude i samfundet.

Et af de mest markante eksempler på dette er, at spørgsmål om eller med relation til udvisning

af udenlandske statsborgere og frihedsberøvelse efter udlændingeloven fylder godt op på

appelnævnets dagsordener. Lejesager om boliglejemål er der også mange af. Her springer

det særligt i øjnene, at fraflytningskrav er et hyppigt stridspunkt. Sager om parkering på private

arealer er et kapitel for sig. Når bortses fra de helt tunge livsvigtige sager, såsom sager om

tvangsanbringelse

børn

uden

for

hjemmet,

forældremyndighedssager

personskadesager, er der ikke meget, der kan engagere og ophidse gemytterne så meget

som parkeringsafgifter. Sager om forskellige problemer vedrørende andelsboliger er der også

en del af. Det samme gælder sager om flyforsinkelse, hash eller skunkproduktion og andre

narkotikaforbrydelser, og sager der knytter sig til finansielle institutioners udbud af såkaldte

swap-aftaler. At der er mange sager om brug af håndholdt mobiltelefon under bilkørsel, er ikke

svært at forklare.

Når man sidder og funderer her på udkigsposten, er der således en række sagstyper, hvor det

er let at se forklaringen på, hvorfor der er mange sager vedrørende disse. Der er andre

sagstyper, hvor det er en større udfordring at prøve at se bag om tendensen til, at der er

mange sager inden for emnet. En dybere analyse end den, jeg har mulighed for i den daglige

sagsstrøm, vil formentlig for visse emners vedkommende kunne afsløre, at hyppigheden af

sager kan føres tilbage til en ændring af lovreguleringen eller praksis, og at der herefter

naturligt følger en tendens med mange sager på området for at få afprøvet afgrænsningerne af

den nye situation. Når det er sagt, sidder jeg imidlertid tilbage med en fornemmelse af, at der

er en resterende del af de hyppige sagstyper, hvor det er svært at finde forklaringen på,

hvorfor lige denne sagstype er oppe i tiden, og jeg spekulerer på, om der mon er en slags

modetendens i, at visse sagstyper vinder frem, mens andre falder tilbage.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Det første eksempel, der falder mig ind, er forskellige variationer

over temaet

ligebehandling/diskrimination. Jeg tænker på ligebehandling af mænd og kvinder, etnisk

ligebehandling og forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af race,

hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller

national, social eller etnisk oprindelse. Man kan selvfølgelig argumentere med, at dette også

er store og væsentlig emner, der optager befolkningen i almindelighed, og at det derfor er et

selvfølgeligt spejlbillede, at der også er mange sager ved domstolene om disse spørgsmål.

Man kan også hævde, at der til stadighed kommer ny lovregulering og domspraksis på

området, ikke mindst fra EU, og det også giver mange danske retssager. Alligevel tænker jeg,

at den tendens, der i hvert fald tidligere har været til mange sager på dette område, er så

kraftig, at de mange sager på området, der trods alt efterhånden har været tæt lovreguleret i

mange år, alligevel måske er drevet af en form for modetendens. Når én advokat ser ud til at

have fået et fornuftigt resultat for sin klient på området, bliver andre måske inspireret til at

forsøge sig med tilgrænsende problemstillinger, hvad enten man er på den ene eller på den

anden side af problemstillingen.

Et andet eksempel er sager om fradrag i grundværdien for forbedringer og andre skatteretlige

spørgsmål om fastsættelse af grundværdien. Hvorfor er der lige nu så mange sager om det?

Eller sager om hvornår breve skal anses for at være kommet frem til adressaten på det ene

eller det andet område. En særlig populær variant er diskussioner, om forældelsen af en

fordring er blevet afbrudt ved, at et påmindelsesbrev fra kreditor er kommet frem til debitor.

Det er en diskussion, der i princippet kunne være taget siden Danske Lov, men er meget oppe

i tiden nu, hvor brevpost i det hele taget er under neddrosling? Bruger man lup på de enkelte

sagstyper er der også nogle interessante iagttagelser. F.eks. er det interessant for mig som

gammel manuduktør i erstatningsret at se, at en klassiker som glatførebekæmpelse og

glatføreskader er blevet genoplivet, men er det blevet mere glat? Spørgsmål om inhabilitet i

mange varianter er der mange, der forsøger sig med, men er der grund til at nære større

bekymringer for dommeres, skønsmænds, anklageres og advokaters habilitet end tidligere?

Inden for strafferetten har jeg en fornemmelse af, at sager om vidnetrusler er i stigning. Er folk

begyndt at true vidner mere end før? Forældelse er der mange, der diskuterer, inden for et

bredt spektrum af emner, selv om det snart er 10 år siden, vi fik den "nye" forældelseslov.

Injuriesager er ikke længere en sjældenhed. Måske er vi begyndt at kommunikere med

hinanden på en mere sårende måde, eller måske er vi blevet mere nærtagende?

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Der er også eksempler på sagstyper, hvor jeg spekulerer på, hvorfor vi ikke ser dem mere.

F.eks. sager om skatteprojekter såsom de gode gamle containerinvesteringer og 10-

mandsprojekter. I et vist omfang skyldes ophøret af sådanne sager, at der er gennemført

lovindgreb, der standser muligheden for de pågældende projekter, men tidligere har

rådgiverne som regel været leveringsdygtige i nye typer af skatteprojekter, der ikke var hindret

af tidligere indgreb. Er rådgiverne eller udbyderne faldet i søvn, eller er moden skiftet?

Sådan kan jeg sidde i ledige stunder og tænke over det juridiske landskab. Noget af det

forbliver gådefuldt. Lige så gådefuldt som, hvorfor jeg nu skal begynde at gå med smalle slips,

når jeg har så mange pæne brede slips. Jeg tror, at jeg gemmer de brede, indtil moden skifter

igen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.7

Sagsbehandler i Procesbevillingsnævnet

–

jobbet med de

mange muligheder

Af specialkonsulent Sofie-Amalie Gregaard Brandi og fuldmægtig Joen Peter Sode

Som sagsbehandler i Procesbevillingsnævnet er den primære opgave at yde juridisk bistand til

nævnets to afdelinger; afdelingen for fri proces og afdelingen for appeltilladelser.

Sagsbehandlerne forbereder således sagerne til nævnet og udarbejder et notat vedlagt alle

relevante bilag om hver enkelt sag. Hvad enten der er tale om en ansøgning om

appeltilladelse eller en klage over et afslag på fri proces, indeholder notatet efter en kort

præsentation af de problemstillinger, som sagen rejser, en gennemgang dels af sagens

faktum, dels af de juridiske forhold i sagen. Notatet afsluttes med en indstilling om, hvordan

nævnet bør afgøre sagen.

Forinden

udsendelse

til

nævnsmedlemmerne

gennemgår

sekretariatets

chefkonsulenter

–

eller i nogle tilfælde sekretariatschefen

–

notatet, og vi drøfter herunder

sagens indhold og juridiske problemstillinger, ligesom sagsbehandlerne ofte sparrer med

hinanden om sagerne. Denne sparring er med til at udvikle ens evne til at skære sagerne til,

ligesom sparringen sikrer et altid højt fagligt niveau i sagsbehandlernes arbejde med de

enkelte sager.

På de ugentlige nævnsmøder overværer sagsbehandleren nævnets gennemgang af de sager,

som sagsbehandleren har behandlet. Man får på nævnsmødet således et unikt indblik i,

hvordan nævnsmedlemmerne med deres forskellige professionelle baggrunde ser på den

pågældende sag og de synspunkter, som sagsbehandleren har fremført i notitsen.

Procesbevillingsnævnet behandler sager inden for alle retsområder, og sagerne varierer i

omfang og kompleksitet. Som sagsbehandler behandler man sager inden for en bred vifte af

retsområder, hvilket gør, at man gennem sit arbejde i nævnet opnår et godt overblik over de

problemstillinger,

som

for

tiden

behandles

ved

domstolene,

ligesom

det

giver

sagsbehandleren mulighed for at opbygge en (endnu) stærkere juridisk metode. Den brede

vifte af sagsområder medfører tillige, at jobbet er et godt springbræt, uanset hvilken karrierevej

man påtænker at vælge.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Selvom hverdagen i nævnet er travl, er der stor fokus på det sociale sammenhold. Der

afholdes

jævnligt

sociale

arrangementer,

herunder

fredagsbarer,

spilaftener

familiearrangementer.

Som sagsbehandler i Procesbevillingsnævnet oplever man således høj faglighed og store

udviklingsmuligheder i et kollegialt og uformelt arbejdsmiljø.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2.8

Der var engang …

Af fhv. kontorleder Pernille Kær Jensen

Året var 2004, og kronprinsparret var lige blevet gift. Stedet var Rådhuspladsen, der ud over at

være hjemsted for utrolig mange sjove, anderledes og til tider meget larmende arrangementer,

også var hjemsted for en lille arbejdsplads. Arbejdspladsen havde til huse næsten oppe under

taget i nummer 45. Den lille arbejdsplads var Procesbevillingsnævnet. Nævnet havde egentlig

eksisteret siden 1996, men det er en helt anden historie

–

og langt før min tid i

kontorsekretariatet.

I 2004 var Procesbevillingsnævnet ikke en stor arbejdsplads. Kontorsekretariatet bestod kun

af 2 kontoransatte og 1 studentermedhjælper udover sekretariatschefen og de øvrige jurister i

sekretariatet. Der var også kun et nævn at servicere. Selvom det var en lille arbejdsplads, så

behandlede nævnet sager for hele Danmark, Grønland og Færøerne, og kontorsekretariatet

havde en bred berøringsflade med både anklagemyndigheden, domstolene, andre statslige

institutioner og ikke at forglemme alle borgerne.

Året 2007 var på mange måder et begivenhedsrigt år. Man kunne nævne et utal af

begivenheder, som hændte i det danske samfund men det var særligt én begivenhed som

optog Procesbevillingsnævnet sekretariat. Det var besluttet, at Procesbevillingsnævnet skulle

bestå af et nævn yderligere. Nævnets afdeling for fri proces opstod. Medarbejderstaben blev

udvidet, og i kontorsekretariatet gik vi fra 2 kontoransatte til 4 kontoransatte.

I slutningen af 2012 skiftede Procesbevillingsnævnet adresse. Rådhuspladsen blev til Store

Kongensgade, og sekretariatet blev med ét nabo til Domstolsstyrelsen. Man kunne på sin vis

godt

sige,

Procesbevillingsnævnet

havde

vokseværk,

selvom

lokalerne

på

Rådhuspladsen var et dejligt sted at komme på arbejde i, så var det tiltrængt med noget mere

plads. Flytningen foregik i december 2012 til lokaler, hvor Flygtningenævnet tidligere havde

haft adresse. Kontorsekretariatet kunne nu i et stort og lyst lokale tage vel i mod blandt andet

borgere, ansøgere om appeltilladelse og personer som ønskede at klage over Civilstyrelsens

afslag på fri proces. Det kan nævnes at kontorsekretariatet i 2012 bestod af 3 kontoransatte, 1

servicemedarbejder og 1 studentermedhjælper.

Da årene 2013 og 2014 oprandt, begyndte Danmark at blive mere digitaliseret. Dette gjaldt

selvfølgelig også Procesbevillingsnævnet. Først kom virksomhederne, og senere kom

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

borgerne. I disse år, særligt efter den seneste opgradering af nævnets IT systemer, var målet

at blive fuldstændig digitale. Selvom man for længst havde stillet skrivemaskinen på hylden og

arbejdede i IT systemer, så blev det alligevel en lille udfordring for det top tunede kontorteam.

Breve, som før blev afsendt i fine påstemplet kuverter, og videre ud i verden med postmanden,

blev nu omdannet til rette format og sendt til cpr- og cvr-numre.

Dagene fløj af sted. Sager kom ind, sager blev behandlet, sager blev afsluttet. Ja der kom

endda mange sager ind

–

ny lovgivning kom til.

Der skulle alligevel gå et par år yderligere, før tanken om en fuldstændig digitaliseret tilværelse

skulle afprøves, helt uden papir og helt uden sagsomslag. Det var året 2017. Men det er

fremtidshistorie, for denne historie handler jo om året 2016. I året 2016 kunne kronprinsparret

fejre kobberbryllup. Der var nu gået 12 �½ år, siden historien startede, siden det lille nævn var

lille, siden det lille nævn boede på Rådhuspladsen.

Kontorsekretariatet bestod nu af flere medarbejdere, end der nogensinde havde gjort. Med

god grund. Der var nok at tage sig af. Det vil der sikkert altid være. En ting er dog sikkert. Du

vil altid i Procesbevillingsnævnet finde gæve medarbejdere klar til at hjælpe, yde og betjene.

Der var engang …

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3 N

ÆVNETS VIRKSOMHED I

2016

I AFDELINGEN

FOR APPELTILLADELSER

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.1

Generelt

Nævnet har i 2016 afholdt 44 møder i afdelingen for appeltilladelser.

Den 1. januar 2016 var 479 sager uafsluttede.

Nævnet har i 2016 modtaget 2.420 sager om appeltilladelse.

År

Antal

2007

1.158

2008

1.261

2009

1.289

2010

1.340

2011

1.401

2012

1.582

2013

1.667

2014

1.848

2015

2.392

2016

2.420

Her er de modtagne sager fra 2007 til 2016 illustreret i et søjlediagram:

3000

2500

2000

1500

1000

500

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Tallene viser et støt stigende antal modtagne sager i perioden 2007-2013 og herefter en

markant stigning i årene 2014 og 2015, hvorefter antallet af modtagne sager i 2016 er på

nogenlunde samme niveau som i 2015. Der var en stigning på 181 flere modtagne sager i

2014 i forhold til 2013 og igen en stigning på henholdsvis 544 og 572 flere modtagne sager i

2015 og 2016 i forhold til 2014. Nævnet modtog således i 2016 hele 753 sager mere end i

2013. Den markante stigning i antallet af modtagne ansøgninger om appeltilladelse kan i langt

overvejende grad tilskrives de nye regler om appelbegrænsning i civile sager, der blev indført

med virkning fra 1. juli 2014. Se herom nærmere afsnit 2.5 og 3.2.

Der er i 2016 blevet afsluttet 2.485 sager. Af disse sager blev 398 sager afgjort uden

nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed, afvist som faldende uden for

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

nævnets kompetence herunder overskridelse af absolut ansøgningsfrist mv.). 38 af disse

sager vedrørte overskridelse af den absolutte 2-ugers frist i § 389 a, stk. 2.

Der var herefter den 31. december 2016 414 uafsluttede sager.

Et udvalg af de sager, som er afgjort af nævnet i 2016, er omtalt nærmere i kapitel 4.

Nævnsbehandlede sager i 2016

Nævnet har i 2016 afgjort 2.087 sager, der fordeler sig således:

Bevillinger

2. instans civile sager

3. instans civile sager

2. instans straffesager

3. instans straffesager

342

124

Realitetsafslag

485

543

305

Fristafslag

i alt

864

712

122

389

Nedenfor er den talmæssige fordeling grafisk gengivet:

2. instans civile sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sagerne fordeler sig således på henholdsvis anke og kære:

Bevillinger

2. instans civile sager (anke)

2. instans civile sager (kære)

3. instans civile sager (anke)

1,3

3. instans civile sager (kære)

2,3

2. instans straffesager

3. instans straffesager (anke)

3. instans straffesager (kære)

Realitetsafslag

128

357

338

205

193

112

Fristafslag

I alt

234

630

427

285

122

236

153

251

I gruppen med 3. instans civile ankesager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret i sager,

der behandles af landsretten og Sø- og Handelsretten som 1. instans og af landsretten som 2.

instans, kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse ved særskilt anke af sagsomkostninger i domme

jf. retsplejelovens § 368, stk. 8. Endvidere er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret i sager,

der behandles af landsretten som 1. instans, kræver Procesbevillingsnævnet tilladelse ved særskilt

anke af deldomme, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4, 2. pkt.

I gruppen med 3. instans civile kæresager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret af

kendelser og beslutninger afsagt i en sag, der behandles af landsretterne som 1. instans, kræver

Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3.

Der er i 1 civil ankesag, 1 civil kæresag og 3 ankestraffesager meddelt begrænset bevilling.

Fordelingen af afgjorte 2. instans civile sager og straffesager samt 3. instans civile sager

og straffesager er i det følgende grafisk angivet på henholdsvis anke- og kæresager:

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2. instans civile sager

anke

Bevilling

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans civile sager

kære

Bevilling

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile sager

anke

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile sager

kære

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

anke

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

kære

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

En undersøgelse af udviklingen i antallet af afgjorte nævnsbehandlede sager i årene 2007 til

2016 fremstår således:

Antal afgjorte

sager

2. instans civile

sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile

sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans

straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans

straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2007

1.059

168

464

392

114

312

249

2008

1.099

160

542

421

100

297

226

2009

1.075

187

525

419

269

216

2010

1.247

182

617

500

114

334

246

2011

1.164

157

576

466

108

323

249

2012

1.266

181

108

622

547

128

335

283

2013

1.413

246

100

131

685

594

145

337

286

2014

1.384

312

111

159

623

498

131

318

266

2015

1.935

781

249

471

630

105

484

146

378

311

2016

2.087

864

342

485

712

124

543

122

389

305

Som det fremgår, viser udviklingen over 10-året fra 2007 til 2016,

•

at det samlede antal sager i nævnets afdeling for appeltilladelser er fordoblet fra 2007 til

nu,

at antal 2. instans civile i perioden 2007 til 2013 ligger nogenlunde konstant på mellem 157

og 246 på årsbasis, at tallet i 2014 stiger til 312 sager og igen i 2015 og 2016 med en

markant

2.5),

at antal 3. instans civile sager er steget fra 464 sager i 2007 til det hidtil højeste antal på

712 sager i 2016,

at antal 2. instans straffesager ligger nogenlunde konstant på mellem 96 og 146 sager på

årsbasis,

at antal 3. instans straffesager tilsvarende ligger nogenlunde konstant på mellem 269 og

389 sager som det hidtil højeste antal i 2016, og

stigning

til

henholdsvis

781

864

sager,

hvilket

skyldes

appelbegrænsningsregler i 2014, som har fuld effekt i de følgende år (se bl.a. også afsnit

•

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

•

at bevillingsandelen i perioden er markant højere på 2. instans sager end 3. instans sager,

mens udviklingen i bevillingsandelen inden for de enkelte kategorier er nogenlunde på

konstant.

En undersøgelse af antallet af henholdsvis anke- og kæretilladelser til Højesteret i forhold til

antallet af realitetsbehandlede ansøgninger i årene 2007 til 2016 har givet følgende resultat:

2007

instans civile

sager (anke)

Ansøgninger efter rpl.

§ 371

Bevillinger efter rpl. §

371

Bevillingsandel i hele

procent

Ansøgninger efter rpl.

§ 253, stk. 4, 2. pkt.

Bevillinger efter rpl. §

253, stk. 4, 2. pkt.

Bevillingsandel i hele

procent

Ansøgninger efter rpl.

§ 368, stk. 8

Bevillinger efter rpl. §

368, stk. 8

Bevillingsandel i hele

procent

3. instans civile

sager (kære)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillingsandel i hele

procent

3. instans

straffesager (anke)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillinger i hele

procent

3. instans

straffesager (kære)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillingsandel i hele

procent

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

192

10 %

30 %

234

17 %

213

13 %

266

13 %

17 %

233

13 %

247

279

13 %

267

12 %

334

15 %

371

16 %

100%

11 %

232

256

15 %

251

16 %

308

18 %

280

17 %

333

365

10 %

290

17 %

241

22 %

258

21 %

185

170

16 %

157

18 %

155

15 %

180

22 %

214

156

13 %

178

213

14 %

222

13 %

100

21 %

106

21 %

162

30 %

133

19 %

107

19 %

169

11 %

129

20 %

149

15 %

151

26 %

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

I denne gruppe er medtaget ansøgninger og bevillinger efter følgende hjemler, hvor kriteriet for at

meddele tilladelse til anke til Højesteret ligesom i retsplejelovens § 371 er, at sagen er af principiel

karakter:

•

Retsplejelovens § 475, stk. 3, jf. § 371

•

Retsplejelovens § 475 i, stk. 3, jf. § 371

•

Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 371

•

Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 371

•

Færøernes retsplejelov

•

Grønlands retsplejelov

Endvidere er medtaget ansøgninger og bevillinger til Højesteret som 3. instans efter retsplejelovens

§ 253, stk. 4, jf. § 371, hvor kriterierne for at meddele tilladelse til anke til Højesteret er, at der

foreligger særlige grunde, og sagen desuden angår spørgsmål af principiel karakter.

Efter retsplejelovens § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt., kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til

anke til Højesteret af deldomme afsagt af landsretten i sager, der behandles af landsretten som 1.

instans, hvis der foreligger særlige grunde.

Efter retsplejelovens § 368, stk. 8, kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til særskilt anke til

Højesteret af bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt af landsretterne eller Sø- og

Handelsretten, såfremt afgørelsen herom er af principiel karakter.

I gruppen med 3. instans civile kæresager er udover ansøgninger efter retsplejelovens § 392, stk. 3,

vedrørende landsrettens kendelser og beslutninger medtaget ansøgninger og bevillinger efter

følgende hjemler, hvor kriteriet for at meddele tilladelse til kære til Højesteret ligesom i

retsplejelovens § 392, stk. 3, er, at sagen er af principiel karakter:

•

Retsplejelovens § 372, stk. 2, 7. pkt., jf. § 392, stk. 3

•

Retsplejelovens § 391, stk. 3

•

Retsplejelovens § 585

•

Retsplejelovens § 586, stk. 4, 5. pkt., jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Straffuldbyrdelseslovens § 121, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Færøernes retsplejelov

•

Grønlands retsplejelov

Desuden er medtaget ansøgninger efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3, hvor

kriterierne for at meddele tilladelse til kære til Højesteret er, at der foreligger særlige grunde, og

sagen desuden angår spørgsmål af principiel karakter.

Endelig er medtaget ansøgninger efter retsplejelovens § 391, stk. 4, vedrørende landsrettens

afvisning af en ankesag efter retsplejelovens § 368 a, hvor kriteriet for at meddele tilladelse til kære

til Højesteret er, at der foreligger særlige grunde.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sagsbehandlingstiden

Procesbevillingsnævnet foretager årligt en opgørelse af sagsbehandlingstiden i nævnets

afdeling for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces. Før 2011 blev den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid beregnet ud fra antal afsluttede sager i oktober kvartal. Fra 2011 er

sagsbehandlingstiden beregnet ud fra antal afsluttede sager over hele året.

En opgørelse over sagsbehandlingstiden for 2016 (2.485 sager) i afdelingen for

appeltilladelser sammenlignet med årene 2007

–

2015 giver følgende resultat:

Andel afsluttede

sager i %

Under 4 uger

Under 6 uger

Under 8 uger

Under 10 uger

Under 12 uger

Under 14 uger

Under 16 uger

Alle

Antal sager i alt

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

100

399

100

425

100

337

100

411

100

1.340

100

1.494

100

1.641

100

1.647

100

2.395

100

2.485

Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden bliver beregnet fra tidspunktet fra modtagelse af

ansøgningen

til

udsendelse

nævnets

afgørelse

mv.

sagen,

der

sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til kontradiktion og indhentelse af

nødvendige bilag fra ansøgeren, retterne mv.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for appeltilladelser var i 2016 på 12,1

uger. Der er således tale om en stigning på 0,8 uger i forhold til 2015, hvor den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid var på 11,3 uger. Som det fremgår af grafen på næste side, var

sagsbehandlingstiden i perioden 2008-2011 kortere end i 2012-2016.

Stigningen skyldes navnlig en markant årlig forøgelse af antallet af modtagne sager i årene

2012 - 2016 i forhold til tidligere år samtidig med, at årsværksforbruget ikke er steget

tilsvarende. Se herom også afsnit 2.4 om produktivitet.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal uger

2007-2016

14,2

10,4

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

6,6

6,3

5,8

8,6

Gennemsnitlig

sagsbehandlingstid

antal uger 2007-2016

10,6

11,3

12,1

Det er nævnets mål, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 8 uger. Nævnet

vil i 2017 have fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden til ca. 8 uger. Det bemærkes i den

forbindelse, at tallet for indkomne appelsager i 2017 forventes at være på samme niveau som i

2015 og 2016.

Anmodning om genoptagelse

Det bemærkes, at nævnets behandling af sager om anmodning om genoptagelse og af sager

om anmodning om aktindsigt indtil 1. januar 2012 blev journaliseret under den tidligere sag.

Med virkning fra 1. januar 2012 har nævnet journaliseret anmodning om genoptagelse og

anmodning om aktindsigt i særskilte sager.

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser har således udover de ovenfor nævnte

antal sager på 2.420 i 2016 modtaget 79 nye anmodninger om genoptagelse af sager i

afdelingen for appeltilladelse. Der henstod ved begyndelsen af 2016 ingen uafsluttede sager

om genoptagelse fra året før. 78 nye anmodninger om genoptagelse blev afsluttet i 2016 med

en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 5,8 uger. Der henstod herefter 1 uafsluttet ny

genoptagelsessag ved årets afslutning.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets

afdeling

for

appeltilladelser

har

bemyndiget

formanden

til

afgøre

genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag for at genoptage behandling af sagen,

idet der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.

Af de 78 afsluttede sager om genoptagelse blev det besluttet at meddele afslag på

genoptagelse i 75 sager. I de resterende 3 sager besluttede nævnet at genoptage sagen, fordi

der forelå væsentlige nye oplysninger. I alle 3 sager fastholdt nævnet de tidligere meddelte

afslag.

Fornyede anmodninger om genoptagelse vedrørende samme ansøgning om appeltilladelse

journaliseres på samme sag som den første genoptagelsesanmodning, og nævnet har derfor

udover de nye genoptagelsesanmodninger desuden modtaget og behandlet et ukendt antal

fornyede genoptagelsesanmodninger.

Genoptagelsessager

Afslag på

genoptagelse

Genoptagelse og

bevilling

Genoptagelse og

fastholdelse

Anmodning om aktindsigt

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser har i 2016 desuden modtaget 44

anmodninger om aktindsigt. Der henstod ingen ubehandlede anmodninger om aktindsigt pr. 1.

januar 2016. Alle 44 anmodninger om aktindsigt blev afsluttet i 2016 med en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid på 1,2 uger.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.2

Civile sager

I afsnit 3.2 og 3.3 foretages en talmæssig gennemgang af de afgjorte sager i afdelingen for

appeltilladelser. I kapitel 4 er refereret en række af de sager, hvor Procesbevillingsnævnet har

meddelt appeltilladelse til Højesteret. Se også Procesbevillingsnævnets hjemmeside, hvor der

løbende bliver opdateret nyheder i afdelingen for appeltilladelser.

2. instansbevillinger i civile sager

3.2.1.1 Ankesager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 213 ansøgninger om tilladelse til anke fra byret til

landsret i sager angående krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 20.000

kr., jf. retsplejelovens § 368, stk. 2, samt sager omfattet af servicelovens § 171 vedrørende

tvangsfjernelse. Bevilling blev meddelt i 90 sager. Endvidere har nævnet i 2016 behandlet 6

ansøgninger om tilladelse til anke af byrettens deldomme til landsretten, jf. retsplejelovens §

253, stk. 4, 1. og 2. pkt. Bevilling blev meddelt i 1 sag.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Advokatnævnssager

Aftale- og formueret

Erstatning

Fast ejendom

Foreningsforhold

Lejeret

Parkering

Skatter og afgifter

Tvangsfjernelse

Andet

I alt

Afslag

128

26 af de 38 bevillinger blev meddelt i sager om kompensation efter EU-forordning 261/2004 om

flypassagerers rettigheder.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.2.1.2

Kæresager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet samlet 614 ansøgninger om tilladelse til kære fra byret

og Sø- og Handelsretten til landsret, og der blev meddelt bevilling i samlet 252 sager. Det er

som følger:

•

317 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 389 a om

kære af byrettens kendelser og beslutninger under hovedforhandlingen eller dennes

forberedelse. Der blev meddelt bevilling i 59 sager.

•

8 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 392 a, stk. 2,

om kære af Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger til landsretten. Der blev

meddelt bevilling i 6 sager.

•

212 ansøgninger om kæretilladelse i sager, hvor byretten har fastsat sagsomkostninger på

højst 20.000 kr., eller hvor byretten har ophævet sagens omkostninger, og der for

landsretten ikke vil være spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end

20.000, jf. retsplejelovens § 389, stk. 2, § 391, stk. 2, og § 584 a, stk. 2. Bevilling blev

meddelt i 152 sager. Det bemærkes, at 76 af de 152 bevillinger blev meddelt i 3 forskellige

sagskomplekser på henholdsvis 15, 24 og 37 sager.

•

17 ansøgninger om kæretilladelse, hvor byretten har fastsat salær til en beskikket advokat

på højst 20.000 kr., jf. § retsplejelovens § 389, stk. 3 og § 584 a, stk. 3. Der blev meddelt

bevilling i 8 af sagerne.

•

22 ansøgninger om kæretilladelse i sager om udlæg, der har en økonomisk værdi af højst

20.000 kr., jf. retsplejelovens § 584, stk. 2. Bevilling blev meddelt i 11 sager.

30 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 4,

1. og 2. pkt., om kære af byrettens delafgørelser. Der blev meddelt bevilling i 14 sager.

2 ansøgninger om kæretilladelse, der er omfattet af retsplejelovens § 392 a, stk. 1 jf. §

253, stk. 4, om kære af Sø- og Handelsrettens delafgørelser. Der blev meddelt bevilling i 1

af sagerne.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Ansøgninger efter rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Ansøgninger efter rpl. § 389, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 389, stk. 3

Ansøgninger efter rpl. § 389 a

Ansøgninger efter rpl. § 391, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 392 a, stk. 1, jf. § 253, stk. 4

Ansøgninger efter rpl. § 392 a, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584 a, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584 a, stk. 3

I alt

109

251

Realitetsafslag

258

362

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3. instansbevillinger i civile sager

3.2.2.1 Ankesager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 359 ansøgninger om tilladelse til at anke domme, som er

afsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens § 371. Bevilling blev

meddelt i 52 sager. Desuden har nævnet i 2016 behandlet 4 ansøgninger om tilladelse til anke

til Højesteret af deldomme, som er afsagt af landsretten som 2. instans, jf. retsplejelovens §

253, stk. 4, jf. § 371. Der blev meddelt bevilling i alle 4 sager.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Aftale- og formueret

Andelsboligforhold

Ansættelsesret

Arveret

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, tingsskade

Erstatning, andet

Familieret

Fast ejendom

Forsikringsret

Forældreansvarslov

Freds- og ærekrænkelser

Immaterialret

Kommunalret

Konkursret

Lejeret

Naboret

Retsplejelov

Skatter og afgifter

Socialret

Andet

I alt

Afslag

306

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Herudover har Procesbevillingsnævnet i 2016 realitetsbehandlet følgende ansøgninger om

tilladelse til anke til Højesteret:

•

28 ansøgninger om tilladelse til særskilt anke af bestemmelser om sagsomkostninger i

domme, som er afsagt af en landsret eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens § 368,

stk. 8. Nogle af sagerne vedrører domme, som er afsagt af landsretterne som 1. instans.

Bevilling blev meddelt i 3 sager.

•

3 ansøgninger i sager vedrørende administrativ frihedsberøvelse efter retsplejelovens §

475, stk. 3, jf. § 371. Der blev meddelt bevilling i 1 sag.

10 ansøgninger om tilladelse til anke af deldomme afsagt af landsretten i sager, som

behandles af landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt. Bevilling

blev meddelt i alle 10 sager, idet det bemærkes, at sagerne vedrørte samme

sagskompleks.

•

1 ansøgning efter den færøske retsplejelov. Der blev meddelt afslag i sagen.

4 ansøgninger efter den grønlandske retsplejelov. Der blev meddelt bevilling i 1 af

sagerne.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.2.1.

•

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.2.2.2 Kæresager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet samlet 258 ansøgninger om tilladelse til kære til

Højesteret, og der blev meddelt bevilling i samlet 53 sager. Det er som følger:

•

115 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes kendelser og beslutninger, jf.

retsplejelovens § 392, stk. 3. Bevilling blev meddelt i 22 sager.

66 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes afgørelser i fogedsager, jf.

retsplejelovens § 585. Bevilling blev meddelt i 11 sager.

29 ansøgninger om kæretilladelse efter konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk.

3. Der blev meddelt bevilling i 6 sager.

9 ansøgninger efter dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Der blev

meddelt bevilling i 1 sag.

7 ansøgninger efter straffuldbyrdelseslovens § 121, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Der

blev meddelt bevilling i 3 sager.

2 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens afgørelser efter retsplejelovens § 372,

stk. 2, 7. pkt., jf. § 392, stk. 3. Der blev meddelt afslag i begge sager.

2 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens afgørelser efter retsplejelovens § 586,

stk. 4, 5. pkt., jf. § 392, stk. 3. Der blev meddelt bevilling i begge sager.

1 ansøgning om tilladelse til kære af landsrettens domme om afvisning efter

retsplejelovens § 391, stk. 3. Der blev meddelt bevilling i sagen.

14 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens domme om afvisning efter

retsplejelovens § 391, stk. 4. Der blev meddelt bevilling i 3 sager.

11 ansøgninger efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3, 3. pkt., jf. tillige § 392,

stk. 3, 1. og 2. pkt., om landsrettens delafgørelser i en sag, der behandles af landsretten

som 2. instans. Der blev meddelt bevilling i 3 sager.

•

1 ansøgning efter den færøske retsplejelov. Der blev meddelt afslag i sagen.

1 ansøgning efter den grønlandske retsplejelov. Der blev meddelt bevilling i sagen.

•

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.2.2.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.3

Straffesager

2. instansbevillinger i straffesager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 99 ansøgninger om tilladelse til anke fra byret til landsret

i sager, hvor ankeadgangen er begrænset i medfør af retsplejelovens § 903, stk. 1, jf. § 902,

stk. 1 og 2.

ansøgningerne

var

indgivet

tiltalte,

mens

ansøgninger

var

fra

anklagemyndigheden. Bevilling blev meddelt i 45 sager, heraf 33 bevillinger til tiltalte og 12 til

anklagemyndigheden.

Tiltaltes ansøgninger om anke

Oversigt

over

ansøgninger

instansbevilling

fra

tiltalte,

som

nævnet

har

realitetsbehandlet i 2016:

Sager om overtrædelse af straffeloven:

Bevillinger

Freds- og ærekrænkelser

Hærværk

Tyveri

Anden berigelseskriminalitet

Overtr. mod tjenestemand

Andet

I alt

Afslag

3 af de 5 bevillinger i denne kategori vedrørte sager, hvor polititjenestemænd var dømt for

overtrædelse af straffelovens § 155 om embedsmisbrug

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Lov om euforiserende stoffer

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, andet

Ordensbekendtgørelsen

Våben og fyrværkeri

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

4 af de 6 bevillinger i denne kategori vedrørte sager, hvor ansøgeren var dømt for overtrædelse af

taxalovgivningen

Anklagemyndighedens ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 2. instansbevilling fra anklagemyndigheden i straffesager, som

nævnet har realitetsbehandlet i 2016:

Sager om overtrædelse af straffeloven:

Bevillinger

Tyveri

Anden berigelseskriminalitet

Personfarlig kriminalitet

I alt

Afslag

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Arbejdsmiljølovgivningen

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, andet

Natur- og miljøbeskyttelse

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

3. instansbevillinger i straffesager

3.3.2.1 Ankesager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 221 ansøgninger om tilladelse til at anke domme, som er

afsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens § 932.

218

ansøgningerne

var

indgivet

tiltalte,

mens

ansøgninger

var

fra

anklagemyndigheden. Bevilling blev meddelt i 29 sager, heraf 26 bevillinger til tiltalte og 3 til

anklagemyndigheden.

Nævnet har i 2016 desuden realitetsbehandlet 1 sag efter den grønlandske retsplejelov. Der

blev meddelt afslag i sagen. Ansøgningen var indgivet af tiltalte.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.3.1.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Tiltaltes ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 3. instansbevilling fra tiltalte, jf. retsplejelovens § 932, som

nævnet har realitetsbehandlet i 2016:

Sager om overtrædelse af straffeloven:

Bevillinger

Berigelseskriminalitet

Brand

Drab

Falsk forklaring og anklage

Freds- og ærekrænkelse

Overtr. mod tjenestemand

Narkotika

Personfarlig kriminalitet

Røveri

Sædelighedsforbrydelser

Udvisning

Andet

I alt

Afslag

123

10 af de 13 bevillinger vedrørte samme sagskompleks.

Inkluderer ikke røveri og drab, der er opgjort særskilt, eller vold mod tjenestemand, der er inkluderet i

rubrikken overtrædelser mod tjenestemand.

4 af de 8 afslag vedrørte sager, hvor tiltalte var dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a om

overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Arbejdsmiljølovgivning

Dyrebeskyttelseslovgivning

Erstatning for strafferetlig

forfølgning

Fiskeri

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, spiritus

Færdselslov, andet

Lov om euforiserende stoffer

Natur- og miljøbeskyttelse

Ordensbekendtgørelsen

Told-, skat-, afgiftslovgivning

Våben og fyrværkeri

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

5 af de 13 afslag vedrørte sager, hvor tiltalte var dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59,

stk. 8, om forsætlig bistand til en udlænding med ulovligt at indrejse i, opholde sig i eller rejse

gennem landet eller et andet land

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Anklagemyndighedens ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 3. instansbevilling fra anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens

§ 932, som nævnet har realitetsbehandlet i 2016:

Alle ansøgningerne fra anklagemyndigheden vedrørte overtrædelser af straffeloven:

Bevillinger

Sædelighedsforbrydelser

Udvisning

I alt

Afslag

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

3.3.2.2 Kæresager

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 147 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens

kendelser og beslutninger i ankesager, jf. retsplejelovens § 968 a, stk. 1, landsrettens

kendelser i kæresager, jf. retsplejelovens § 973, og landsrettens afgørelser om vederlag til

forsvarerne, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 3.

Bevilling blev meddelt i 37 sager.

Ansøgning var indgivet af tiltalte i 144 sager, heraf 40 sager vedrørende varetægtsfængsling.

Bevilling blev meddelt i 34 sager. 4 af disse sager vedrørte varetægtsfængsling.

Ansøgning var indgivet af anklagemyndigheden i 3 sager. Der blev meddelt bevilling i alle 3

sager.

Nævnet har i 2016 desuden behandlet 1 sag efter den færøske retsplejelov. Der blev meddelt

afslag i sagen. Ansøgningen var indgivet af tiltalte.

Nævnet har i 2016 endvidere behandlet 3 sager efter den grønlandske retsplejelov, heraf 1

sag vedrørende varetægtsfængsling. Bevilling blev meddelt i 2 sager, herunder sagen om

varetægtsfængsling. Alle 3 ansøgninger var indgivet af tiltalte.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.3.2.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

4 K

ONKRETE SAGER

DER ER AFGJORT I

2016

NÆVNETS AFDELING FOR APPELTILLADELSER

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

4.1

Generelt

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om appeltilladelser i civile sager og

straffesager. Nedenfor er omtalt et uddrag af sager, hvori Procesbevillingsnævnet har meddelt

appeltilladelse til Højesteret. I civile sager er kriteriet for at meddele tilladelse til appel til

Højesteret, at sagen er af principiel karakter, og i straffesager tillige, hvis der foreligger særlige

grunde.

Procesbevillingsnævnet skal sikre, at retsvæsnets ressourcer anvendes på de rigtige sager.

Afdelingen for appeltilladelser skal således blandt andet medvirke til, at Højesterets ressourcer

primært anvendes på sager, der rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og

retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. For at få tilladelse

til at indbringe en sag for Højesteret skal den således have en retlig betydning, der rækker ud

over den enkelte sag.

Procesbevillingsnævnet er opmærksom på, at der ved visse sagsområder kan være behov for

at meddele bevilling i et antal af sager vedrørende samme problemstilling, således at

Højesteret får mulighed for at fastlægge retspraksis ved at udstikke mere differentierede

retningslinjer på et givent område.

Årsberetningen for 2016 indeholder alene referater af udvalgte sager, hvori der er truffet

afgørelse i sager om tilladelse til anke eller kære til

Højesteret. Se desuden

Procesbevillingsnævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk, der har referater af de

sager, hvor der er meddelt appeltilladelse til Højesteret. Referaterne bliver løbende

offentliggjort. Retsplejelovens regler om appeltilladelser er medtaget som bilag 8.3.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

4.2

Civile sager

Civile ankesager

Grønlandsk

sag

fortolkning

reglerne

informeret

samtykke

landstingsforordningen om patienters retsstilling

En grønlandsk brystkræftpatient gjorde gældende, at hun forinden afgivelsen af samtykket til

en kræftoperation i Grønland havde haft krav på at modtage information om, at der i Danmark

blev tilbudt brystbevarende kræftoperationer, som ikke blev tilbudt indenfor det grønlandske

sundhedsvæsen, og som sundhedspersonalet í Grønland ikke kunne henvise til i Danmark.

Lægen, hospitalet og Departementet for Sundhed og Infrastruktur gjorde gældende, at

landstingsforordningen ikke stillede krav om information om behandlinger, der ikke blev tilbudt

i Grønland, og hvortil der ikke kunne ske henvisning uden for Grønland.

Retten i Grønland og Grønlands Landsret gav ikke patienten medhold

Retten i Grønland fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at forpligtelsen til at informere

patienter kunne strækkes længere end til at omfatte behandlinger, der kunne tilbydes i

Grønland, eller som sundhedspersonalet havde mulighed for at henvise til i Danmark.

Patienten ankede dommen til Grønlands Landsret, der stadfæstede Retten i Grønlands dom.

Højesteret stadfæstede Grønlands Landsrets dom

Patienten ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse Grønlands Landsrets dom til

Højesteret, der tiltrådte, at lægen ikke i forbindelse med behandlingen af patienten havde

tilsidesat sin forpligtelse efter § 12, nr. 1, jf. § 6 og § 7 i landstingsforordningen om patienters

retsstilling til at sikre, at patienten gav informeret samtykke til sin operation på grundlag af

fyldestgørende oplysninger om behandlingsmulighederne, idet denne forpligtelse kun omfatter

behandlingsmuligheder, der kan tilbydes i Grønland, eller som sundhedspersonalet har

mulighed for at henvise til i Danmark. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende erstatning

eller godtgørelse for tort i den anledning. Patienten kunne allerede af den grund heller ikke

rette sådanne krav mod hospitalet eller departementet.

Tilladelse til anke til Højesteret af 22. januar 2016 (PBN 2015-22-0466).

U 2017.1280 H.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

To sager om leasingarrangementer vedrørende kopi- og printudstyr indgået med

foreninger

Den første sag drejede sig om en forenings erstatningskrav mod en leverandør i anledning af,

at foreningen i perioden 2010-2012 indgik fire leasingaftaler vedrørende kopi- og printerudstyr.

Leasingarrangementet var således indrettet, at foreningen

–

før udløbet af den enkelte aftale

–

indgik en ny aftale om leasing af yderligere udstyr, hvorved den gamle aftale bortfaldt. I den

nye aftale indregnedes samtidig restgælden fra de tidligere aftaler. Herved steg foreningens

månedlige leasingydelse gradvist fra 4.600 kr. pr. 1. januar 2010 til 15.900 kr. pr. 1. januar

2013.

Det var blandt andet foreningens opfattelse, at fremgangsmåden ved leasingarrangementet

medførte en ugennemsigtig stigning i foreningens forpligtelser, herunder blandt andet som

følge af, at en del af det nyleasede udstyr blev opstillet, uden at foreningen havde behov

herfor, og uden at leverandøren oplyste om det nyleasede udstyrs pris i handel og vandel. En

sådan fremgangsmåde var efter foreningens opfattelse i strid med markedsføringslovens §§ 1

og 3.

Byretten og landsretten frifandt leverandøren

Byretten tog leverandørens påstand om frifindelse til følge, idet byretten fandt, at foreningen

ikke havde godtgjort, at leverandøren i forbindelse med de indgåede leasingaftaler havde

handlet i strid med blandt andet markedsføringslovens § 1 og § 3 uanset, at det efter byrettens

opfattelse måtte medgives foreningen, at det havde været vanskeligt for foreningen at

sammenligne de samlede driftsudgifter ved overgang fra den ene leasingaftale til den næste.

Foreningen ankede byrettens dom til landsretten, som fandt, at det heller ikke efter

bevisførelsen for landsretten kunne anses for godtgjort, at leverandøren i forbindelse med de

indgåede leasingaftaler havde handlet i strid med blandt andet markedsføringslovens §§ 1 og

3. Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af byretten, stadfæstede landsretten

byrettens dom.

Højesteret tilkendte foreningen erstatning

Foreningen ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret,

der fandt, at foreningen var blevet bibragt en opfattelse af og havde haft en berettiget

forventning om, at foreningens eksisterende leasingforpligtelser ikke ville blive forøget ved

indgåelsen af leasingaftalerne, og leverandøren var bl.a. derfor erstatningsansvarlig for det

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

tab, som foreningen havde lidt. Højesteret fastsatte den samlede erstatning til skønsmæssigt

500.000 kr.

Retten i Roskildes dom af 3. november 2014 (BS 8A-1481/2013).

Østre Landsrets dom af 11. december 2015 (B-3221-14).

Tilladelse til anke til Højesteret af 29. juni 2016 (PBN 2016-22-0008).

Højesterets dom af 4. maj 2017 (sag nr. 179/2016).

Den anden sag drejede sig om en forenings krav i anledning af, at foreningen i perioden 2008-

2010

indgik

en række

aftaler

leasing

kopi-

printerudstyr

med først

finansieringsselskab A og senere finansieringsselskab B. Det leasede udstyr havde

finansieringsselskaberne erhvervet fra samme leverandør, og denne leverandør stod for

leveringen

udstyret

til

foreningen

samt

den

løbende

service

på

udstyret.

Leasingarrangementet var overordnet set sådan indrettet, at foreningen

–

før udløbet af den

enkelte aftale

–

indgik en ny aftale om leasing af udstyr, hvorved den gamle aftale bortfaldt. I

den nye aftale indregnedes samtidig restgælden fra de tidligere aftaler. Ved den løbende

indgåelse af leasingaftaler leasede foreningen blandt andet fire kopimaskiner (to maskiner fra

hvert finansieringsselskab). Disse maskiner blev efterfølgende tilbagetaget og erstattet med

nye maskiner.

Foreningen lagde i juni 2012 sag an mod begge finansieringsselskaber og leverandøren med

påstand om, at leverandøren og finansieringsselskab A in solidum skulle betale 105.790 kr.,

mens leverandøren og finansieringsselskab B in solidum skulle betale 104.375 kr. Det

konkrete tvistepunkt i sagen angik navnlig, om finansieringsselskaberne og leverandøren hver

for sig eller solidarisk var forpligtet til at godskrive foreningen værdien af de fire tilbagetagne

og til dels genplacerede kopimaskiner og i givet fald med hvilket beløb.

Det

var

foreningens opfattelse,

foreningen

ud fra

almindelige

regler

tabsbegrænsningspligt skulle godskrives et beløb, og at dette beløb skulle fastsættes på

baggrund af udstyrets genplaceringsværdi, dvs. den værdi, som det var lykkedes at få

genplaceret det tilbagetagne udstyr til.

Byretten frifandt finansieringsselskaberne og leverandøren

Byretten tog finansieringsselskabernes og leverandørens påstand om frifindelse til følge, idet

byretten

fandt,

foreningen

ikke

havde

godtgjort,

leverandøren

eller

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

finansieringsselskaberne havde pådraget sig et erstatningsansvar eller på anden måde en

forpligtelse til godskrivning ved tilbagetagningen af de omhandlede kopimaskiner.

Landsrettens ændrede til dels byrettens dom

Foreningen ankede byrettens dom til landsretten, der udtalte, at hvor det ikke

–

som det var

tilfældet i Højesterets dom UfR 2012.117 H

–

følger direkte af aftalegrundlaget, at værdien af

tilbagetaget udstyr skal godskrives leasingtager, da følger en sådan godskrivningsforpligtelse

af de almindelige regler om tabsbegrænsningspligt, idet forpligtelsen dog alene vil kunne

udstrækkes til, hvad udstyret kan sælges for til en forhandler og ikke til genplaceringsværdien.

På baggrund heraf fandt landsretten, at finansieringsselskab A skulle godtgøre foreningen

21.000 kr., mens finansieringsselskab B blev frifundet, idet landsretten fandt, at

finansieringsselskabet i aftalegrundlaget med tilstrækkelig tydelighed havde gjort det klart, at

foreningen ikke skulle godskrives værdien af nedtaget udstyr.

I forhold til leverandøren fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at pålægge denne

solidarisk hæftelse. Landsretten lagde herved til grund, at leasingaftalerne var indgået mellem

finansieringsselskaberne og foreningen, og at der i den konkrete sag ikke var

omstændigheder, der gjorde, at der kunne ske identifikation mellem disse selskaber og

leverandøren.

leverandøren

øvrigt

ikke

kunne

antages

have

handlet

ansvarspådragende, blev leverandøren herefter frifundet.

Procesbevillingsnævnet meddelte også denne forening tilladelse til anke til Højesteret.

Retten i Hillerøds dom af 17. december 2014 (BS 43-873/2012).

Østre Landsrets dom af 26. februar 2016 (B-3474-14).

Tilladelse til anke til Højesteret af 14. august 2016 (PBN 2016-22-0175).

Under hvilke omstændigheder kan man som passager få kompensation for

flyforsinkelse på grund af dårlige vejrforhold på en tidligere flyvning med samme fly?

En række flypassagerer skulle den 13. september 2013 flyve fra Københavns Lufthavn til

Washington. Det fly, der skulle foretage flyvningen, fløj ligeledes den 12. september 2013 på

ruten fra Københavns Lufthavn til Washington. På flyvningen den 12. september 2013 var der

dårlige vejrforhold, og piloten besluttede derfor i stedet at lande i Baltimore. På grund af

lynnedslag i kontroltårnet i Baltimore lufthavn, kunne flyet imidlertid ikke lande i Baltimore, og

flyet blev derfor omdirigeret til landing i Philadelphia lufthavn. Flyets efterfølgende returflyvning

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

fra Washington til København blev aflyst, og flyet returnerede herefter med forsinkelse tomt til

København for at gennemføre flyvningen den 13. september 2013 fra Københavns Lufthavn til

Washington.

På grund af ovenstående forhold blev denne flyvning forsinket med mere end 3 timer, og

flypassagererne

krævede

efterfølgende kompensation

flyselskabet

efter

Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004.

Flyselskabet afviste kravene med henvisning til, at forsinkelsen skyldtes usædvanlige

omstændigheder, hvilket efter forordningens artikel 5, stk. 3, andet led, medfører, at

flypassagererne ikke har krav på kompensation, hvis forsinkelsen som følge af de

usædvanlige omstændigheder ikke kunne være undgået, selv om flyselskabet havde truffet

alle forholdsregler, som med rimelighed kunne træffes.

Flypassagererne anlagde herefter sag mod flyselskabet.

Byretten og landsretten pålagde flyselskabet at betale kompensation til flypassagererne

Byretten lagde til grund som ubestridt, at vejrforholdene i USA den 12. september 2013

medførte, at flyet ikke landede som planlagt i Washington lufthavn, og at denne flyvnings

forsinkede ankomst

til Washington faldt ind under begrebet ”usædvanlige omstændigheder” i

forordningens artikel 5, stk. 3.

Imidlertid fandt byretten, at de usædvanlige omstændigheder, der indtraf for flyvningen fra

Københavns Lufthavn til Washington den 12. september 2013, ikke kunne udstrækkes til mere

end den følgende returflyvning til Københavns Lufthavn og altså ikke til den efterfølgende

flyvning fra Københavns Lufthavn til Washington den 13. september 2013, og byretten fandt

således, at forsinkelsen på flyvningen Københavns Lufthavn til Washington den 13. september

2013 ikke skyldtes usædvanlige omstændigheder, som er omfattet af artikel 5, stk. 3.

Flyselskabet ankede byrettens dom til Østre Landsret, der stadfæstede byrettens dom.

Landsretten udtalte bl.a., at det i forordningen ikke er defineret, hvad der forstås ved

”usædvanlige omstændigheder”, men at det fremgår af præamblen til forordningen, at

sådanne omstændigheder navnlig kan indtræffe som følge af politisk ustabilitet, vejrforhold,

der er uforenelige med gennemførelsen af den pågældende flyvning, sikkerhedsrisici,

uforudsete

sikkerhedsproblemer

eller

strejker,

der

berører

det

transporterende

luftfartsselskabs drift. Endvidere lagde landsretten til grund som ubestridt bl.a., at flyselskabet

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

den 12. september 2013 modtog underretning om, at der på grund af uvejr var opstået

ventetid for landing i lufthavnen i Washington.

Landsretten udtalte herefter, at det var flyselskabet, som af egen drift den 12. september 2013

til imødegåelse af ventetid som følge af uvejret over Washington havde besluttet at ændre

flyets rute, og at der efter det oplyste var andre hensigtsmæssige og mulige

–

men ikke

nærmere belyste

–

alternativer for flyselskabet i den opståede situation, og at den af

flyselskabet valgte løsning kunne have været medvirkende til det pågældende flys forsinkede

ankomst den 13. september 2013 til Københavns Lufthavn. Landsretten fandt på denne

baggrund, at der ikke var godtgjort en entydig sammenhæng mellem flyets forsinkelse den 13.

september 2013 og vejrforholdene i Washington den 12. september 2013.

I tillæg hertil bemærkede landsretten, at det må antages at være et led i et flyselskabs

almindelige drift til stadighed at planlægge flyafgange på en sådan måde og råde over

sådanne ressourcer, at det forhold, at et fly må udgå af drift eller forsinkes i forbindelse med

en flyvning, ikke får unødvendige følgevirkninger for senere flyafgange, som det pågældende

fly var planlagt at skulle anvendes til.

Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at forsinkelsen den 13. september 2013 tillige

kunne henføres til, at flyselskabet ikke havde rådighed over eller skaffede sig flykapacitet, der

kunne indsættes på ruten. Forsinkelsen havde været forudsigelig og påregnelig for

flyselskabet senest på det tidspunkt, hvor flyet afgik fra Philadelphia lufthavn, og flyselskabet

valgte med udsigt til denne forsinkelse at fastholde afgangen den 13. september 2013 i stedet

for at annullere afgangen og ombooke flypassagererne til andre flyselskabers fly til

Washington.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten herefter, at flyselskabet ikke havde godtgjort, at

den opstående forsinkelse på mere end 3 timer på flyselskabets flyvning den 13. september

2013 skyldtes omstændigheder, som var omfattet af forordningens artikel 5, stk. 3, og som

ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne

træffes, var blevet truffet.

Højesteret frifandt flyselskabet

Flyselskabet ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret,

og for Højesteret blev der fremlagt yderligere faktiske oplysninger, herunder vedrørende

ankomster til Washington den 12. september 2013, hvoraf det blandt andet fremgik, at et

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

betydeligt antal af de fly, der havde planlagt ankomst i tidsrummet mellem kl. 15 og 16, blev

forsinket, men at der i det pågældende tidsrum var 11 planlagte ankomster fra Europa, der alle

på nær et landede i Washington. Af en oversigt over ankomster og afgange den 12.

september 2013 fra Washington fremgik, at der i tidsrummet mellem kl. 15 og 16 landede 17

fly. Det fremgik endvidere, at der lettede 3 fly i samme tidsrum. Flyselskabet oplyste endvidere

for Højesteret,

at der var planlagt en ”turnaround tid” på 5 timer og 5 minutter ved flyets

ankomst til København, men at den faktiske

”turnaround tid” var 1 time og 47 minutter.

For så vidt angår retsgrundlaget konstaterede Højesteret, at EU-Domstolen afsagde dom den

4. maj 2017 i sag C-315/15 (Pesková og Peska), som besvarede præjudicielle spørgsmål om

fortolkningen af artikel 5, stk. 3, i forordningen.

Højesteret udtalte herefter blandt andet, at retten til kompensation efter artikel 5, stk. 3, ikke

gælder, hvis aflysningen eller forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke

kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes,

faktisk var blevet truffet. Det indebærer, at fritagelse for at betale kompensation kræver, at to

betingelser skal være opfyldt: For det første skal aflysningen eller forsinkelsen skyldes

usædvanlige omstændigheder. For det andet skal flyselskabet godtgøre, at selv om det havde

truffet alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, ville det ikke have kunnet undgås,

at de usædvanlige omstændigheder førte til forsinkelsen.

Højesteret bemærkede vedrørende tilstedeværelsen af usædvanlige omstændigheder, at det

ikke i forordningen er defineret, hvad der forstås ved

”usædvanlige omstændigheder”,

men at

det fremgår af betragtning 14 til forordningen, at sådanne omstændigheder navnlig kan

indtræffe som følge af bl.a. vejrforhold, der er uforenelige med gennemførelsen af den

pågældende flyvning.

Kaptajnen på flyet fra København til Washington den 12. september 2013 havde for Højesteret

forklaret, at der var uvejr på den amerikanske østkyst, og at flyet derfor af lufttrafikkontrollen i

New York fik anvist en anden rute til Washington end planlagt. Det medførte, at flyet brugte en

del af sit ekstra brændstof. Vejrforholdene i lufthavnen i Washington gjorde det vanskeligt for

fly at lande. Lufthavnen i Baltimore var lukket på grund af lynnedslag, og alternativet til at

lande i Washington var derfor at flyve til Philadelphia. Flyet havde ikke tilstrækkeligt brændstof

til at flyve til New York, og desuden var vejret også dårligt der. Hvis flyet skulle have

tilstrækkeligt brændstof til at flyve til Philadelphia, kunne det kun vente over lufthavnen i

Washington i 15 minutter. Da de efter ca. 12 minutter fik besked om, at et andet fly netop

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

havde måttet opgive at lande på grund af vindforholdene, besluttede han at flyve til

Philadelphia. Det var hans vurdering, at de var nødt til at lande i Philadelphia, da sikkerheden

ellers ville være i fare.

På denne baggrund lagde Højesteret til grund, at kaptajnens beslutning om at flyve til

Philadelphia og lande flyet dér blev truffet af sikkerhedsmæssige grunde, som var foranlediget

af vejrforholdene, og Højesteret fandt derfor, at det var usædvanlige omstændigheder som

omfattet af artikel 5, stk. 3, der medførte, at flyet landede i Philadelphia og ikke i Washington,

og at det ikke kunne føre til et andet resultat, at det lykkedes for andre fly at lande i

Washington den pågældende eftermiddag.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at flyets landing i Philadelphia medførte en afledt

forsinkelse af flyafgangen fra København næste dag med det samme fly, som passagererne i

nærværende sag skulle med, og at det ikke fremgår af forordningens artikel 5, stk. 3, at kun

usædvanlige omstændigheder, der har ramt det forsinkede eller aflyste fly, kan være omfattet

bestemmelsen,

men

ikke

forsinkelser,

der

opstår

som

følge

usædvanlige

omstændigheder på en tidligere flyvning, ligesom det følger af betragtning 15 til forordningen,

at det betragtes som usædvanlige omstændigheder, hvis en beslutning, der træffes som led i

lufttrafikstyringen for så vidt angår et bestemt fly, medfører bl.a. aflysning af en eller flere

flyafgange.

Højesteret udtalte herefter, at en situation som den foreliggende, hvor en pilot af

sikkerhedsmæssige grunde, som er foranlediget af vejrforholdene, må beslutte at lande i en

anden lufthavn end planlagt med afledte konsekvenser for flere flyafgange, ganske må

sidestilles med den nævnte situation, hvor der er tale om en beslutning truffet af

lufttrafikstyringen.

Højesteret fandt på denne baggrund, at fritagelse for at betale kompensation efter artikel 5,

stk. 3, kan ske også i tilfælde, hvor usædvanlige omstændigheder, der er opstået under en

flyvning, medfører forsinkelse af en efterfølgende flyvning.

Højesteret bemærkede herefter, at forsinkelsen af det fly, som passagererne i denne sag var

med, skyldtes dels den oprindelige forsinkelse på grund af vejrforholdene, dels at landingen i

Philadelphia i stedet for Washington medførte yderligere forsinkelser på grund af manglende

handlingaftale i Philadelphia og på grund af arbejdstidsreglerne for besætninger.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret udtalte herefter, at det følger af EU-Domstolens dom af 12. maj 2011 i sag C-

294/10 (Egletis og Ratnieks), at undtagelsen i artikel 5, stk. 3, også kan omfatte en forøget

forsinkelse som følge af sekundære komplikationer

–

som f.eks. begrænsninger i

besætningens arbejdstid

–

der opstår efter, at de usædvanlige omstændigheder er ophørt.

På den anførte baggrund fandt Højesteret, at forsinkelsen af flyafgangen fra København til

Washington, som denne sag angår, var forårsaget af usædvanlige omstændigheder, jf.

forordningens artikel 5, stk. 3.

Højesteret behandlede herefter spørgsmålet om, hvorvidt flyselskabet havde godtgjort, at

forsinkelsen af flyet fra København ikke kunne have været undgået, selv om alle de

forholdsregler, som med rimelighed kunne træffes, var blevet truffet.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at det følger af EU-Domstolens dom af 22. december

2008 i sag C-549/07 (Wallentin-Hermann), præmis 41, at for at opfylde denne betingelse skal

flyselskabet godtgøre, at selv om det har anvendt alt det personale og alle de økonomiske

midler, som selskabet rådede over, kunne det åbenbart ikke på det pågældende tidspunkt,

uden at det ville være urimeligt belastende for virksomheden, undgå, at de usædvanlige

omstændigheder, som selskabet stod over for, førte til flyafgangens forsinkelse.

Højesteret udtalte endvidere, at det fremgår af Domstolens dom af 12. maj 2011 i sag C-

294/10 (Egletis og Ratnieks), præmis 30, og dom af 4. maj 2017 i sag C-315/15 (Pesková og

Peska), præmis 30, at Domstolen har lagt sig fast på en konkret og smidig forståelse af

rimelige foranstaltninger, hvorved det tilkommer den nationale ret at bedømme, om

flyselskabet i det konkrete tilfælde kunne anses for at have truffet foranstaltninger afpasset

efter situationen.

Højesteret bemærkede, at da flyet i den foreliggende sag måtte lande i Philadelphia, sørgede

flyselskabet for, at den besætning, som skulle flyve flyet tilbage til København, og som befandt

sig i Washington, blev transportereret med taxa de mere end 200 km til Philadelphia, og

flyselskabet indgik aftale med en ad hoc handling agent i Philadelphia. Flyselskabet besluttede

at flyve flyet til København uden passagerer med henblik på så vidt muligt at undgå eller

begrænse forsinkelse af den flyvning, som sagen angik. En ny besætning blev fløjet fra

København til Oslo, så den var klar til at afløse den tidligere besætning, som på grund af

arbejdstidsreglerne ikke måtte flyve flyet helt til København. Forsinkelsen blev endvidere

nedbragt som følge af, at der i København kun blev anvendt 1 time og 47 minutter af den

planlagte ”turnaround tid” på 5 timer og 5 minutter.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret lagde til grund, at det ikke var muligt at indleje et andet fly og få de nødvendige

tilladelser fra de amerikanske myndigheder på den tid, der var til rådighed inden flyafgangen

næste dag. På denne baggrund og under hensyn til, at den endelige forsinkelse til Washington

for passagererne kun blev på 3 timer og 43 minutter, lagde Højesteret endvidere til grund, at

ombookning til andre interkontinentale fly ikke ville have medført en mindre forsinkelse for

passagererne, og at flyselskabet kun kunne have undgået eller yderligere begrænset

forsinkelsen, hvis flyselskabet havde haft en ny besætning til rådighed i Philadelphia, hvis

flyselskabet havde haft et andet fly med samme kapacitet til rådighed i København, eller hvis

flyselskabet havde haft en handlingaftale i lufthavnen i Philadelphia, som man ikke befløj.

Højesteret fandt, at det ville være en urimelig belastning for flyselskabet at skulle have et

sådant beredskab til rådighed med henblik på situationer som den foreliggende, hvor der

indtræder en forsinkelse på mindre end 4 timer som følge af, at et fly af sikkerhedsmæssige

grunde foranlediget af vejrforhold må opgive at lande i den planlagte lufthavn, på grund af

lynnedslag ikke kan lande i den første af de planlagte alternative lufthavne, og som følge heraf

må lande i en lufthavn, hvortil luftfartsselskabet normalt ikke flyver.

Højesteret fandt på denne baggrund, at flyselskabet havde godtgjort, at selskabet havde truffet

alle de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, for at undgå eller begrænse

forsinkelsen.

Herefter konkluderede Højesteret, at flyselskabet havde godtgjort, at forsinkelsen af flyet fra

København til Washington den 13. september 2013 skyldtes usædvanlige omstændigheder,

som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne

træffes, faktisk blev truffet, jf. forordningens artikel 5, stk. 3. Flyselskabet skulle derfor ikke

betale kompensation til de indstævnte passagerer, hvorfor Højesteret tog flyselskabets

påstand om frifindelse til følge.

Københavns Byrets dom af 16. juli 2015 (BS 27B-1094/2014).

Østre Landsrets dom af 27. juni 2016 (B-1868-15).

Tilladelse til anke til Højesteret af 13. september 2016 (PBN 2016-22-0415).

Højesterets dom af 2. juni 2017 (sag nr. 214/2016).

I Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2015 er omtale af 4 tidligere anketilladelser til

Højesteret i sager vedrørende flypassagerers krav på kompensation efter Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004. Sagerne vedrørte alle flyforsinkelse som

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

følge af tekniske forhold vedrørende flyet. Højesteret afsagde den 4. april 2016 domme i to af

disse sager, og afgørelserne er trykt som U 2016.2357 H og U 2016.2377 H. De resterende to

sager er efter det oplyste bortfaldet.

Sag om formueordningen vedrørende indtægter af særeje samt om muligheden for

anpartssæreje

I 1978 erhvervede en kvindelig ægtefælle 1/3 af en gård fra sin mor. Købesummen udgjorde et

beløb på 680.000 kr., hvoraf et beløb på 300.000 kr. var en gave fra moderen, som moderen

havde bestemt skulle være hendes særeje. Moderen havde ikke taget stilling til, hvilken

formueordning eventuelle indtægter fra og/eller surrogater for ejendommen skulle have.

Ægtefællen solgte gården i 1987, hvor hun fik afregnet et handelsprovenu på 2.124.000 kr.,

hvilket beløb blev indsat på en særskilt konto. I 1988 købte hun en anden gård af moderen for

et beløb på 3.521.335 kr., hvoraf 220.000 kr. blev berigtiget som en gave fra moderen, som

moderen ikke havde gjort til særeje. Resten af købesummen blev berigtiget med

handelsprovenuet fra salget af den tidligere gård og ved optagelse af lån.

Den 1. oktober 1990 trådte ændringer til retsvirkningsloven i kraft, således at indtægter af

særeje ligeledes var særeje, medmindre andet var bestemt. Før ændringen trådte i kraft, var

indtægter af særeje fælleseje, medmindre andet var bestemt.

Byretten fandt, at gården og indtægterne fra den var hustruens særeje

Byretten fandt, at ægtefællen havde godtgjort, at gården var erhvervet for hendes

særejemidler i et sådant omfang, at hele gården var hendes særeje. Byretten afviste, at der

ved erhvervelsen af gården for både særejemidler og fællesejemidler herved var opstået

anpartssæreje. Byretten fandt endvidere, at indtægterne fra gården efter 1. oktober 1990, hvor

retsvirkningslovens ændringer trådte i kraft, var hendes særeje, og at hendes mand således

kun havde et vederlagskrav på 220.000 kr.

Landsretten ændrede byrettens dom for så vidt angik indtægterne fra gården

Landsretten fandt, at der havde været et så væsentligt og betydeligt gavemoment ved

overdragelsen af den første gård, at denne i sin helhed måtte anses som hustruens særeje.

Det samme gjorde sig derfor gældende for den anden gård. Landsretten fandt derimod, at

indtægterne fra gården også efter 1. oktober 1990 var fælleseje, da der ikke forelå sikre

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

holdepunkter for at antage, at indtægter af særejet, som var etableret forud for

ændringslovens ikrafttræden, efter lovændringen skulle anses som særeje. Landsretten fandt

herefter, at manden havde et vederlagskrav på 3.500.000 kr.

En enig Højesteret stadfæstede, at der ikke kan etableres anpartssæreje, og Højesteret

stadfæstede med dissens landsrettens dom vedrørende indtægterne

Begge ægtefæller ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret.

Alle

dommere

bemærkede

vedrørende

spørgsmålet

særeje

eller

anpartssæreje, at Højesteret ved dom af 29. maj 1984 (U 1984.564 H) og ved dom af 19.

august 1987 (U 1987.763 H) har fastslået, at en ejendom i sin helhed skal anses for særeje for

en ægtefælle, som har modtaget den som gave med vilkår om særeje, når overdragelsen efter

en samlet vurdering af sagens omstændigheder indeholder et betydeligt gavemoment.

Ved erhvervelsen af den første gård i 1978 udgjorde værdien af gaven 44,12 % af

overdragelsessummen, og alle Højesteret fandt herefter, at denne ejendom blev særeje i sin

helhed for i henhold til den kvindelige ægtefælles moders bestemmelse herom, jf. den

dagældende § 21, stk. 1, nr. 2, i retsvirkningsloven. Salgsprovenuet, som den kvindelige

ægtefælle opnåede ved salget af ejendommen i 1988, var derfor også særeje, jf. § 21, stk. 1,

nr. 3.

Da hun købte den anden gård i 1988, skulle spørgsmålet om særeje afgøres efter forholdene

på dette tidspunkt, jf. herved Højesterets dom af 18. august 2015 (U 2015.3857 H).

Købesummen udgjorde 3.521.235 kr., og der var enighed om, at 1.041.812,50 kr. blev

finansieret ved lån. Af restkøbesummen på 2.479.422,50 kr. bestod 2.124.000 kr. af

salgsprovenuet fra salget af den første gård, som derfor var særeje. Under disse

omstændigheder tiltrådte Højesteret, at den anden gård måtte anses for den kvindelige

ægtefælles særeje i sin helhed. Det forhold, at en del af købesummen bestod af

fællesejemidler, kunne alene give grundlag for et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23,

stk. 2, og således ikke for et såkaldt anpartssæreje.

Alle dommere fandt, at heller ikke særejereformen i 1990, jf. lov nr. 396 af 13. juni 1990, der

bl.a. indførte mulighed for brøkdelssæreje, giver grundlag for at anerkende anpartssæreje.

Otte dommere udtalte vedrørende spørgsmålet om indtægterne af særejet, at den

dagældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 21 indeholdt regler om, hvad der var særeje,

herunder særeje etableret ved gave. Efter § 21, stk. 2, var indtægt af særeje fælleseje,

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

medmindre andet gyldigt var bestemt. Retsvirkningslovens § 21 blev som nævnt ophævet ved

lov nr. 396 af 13. juni 1990 og erstattet af § 28 og § 28 a, der trådte i kraft den 1. oktober 1990.

Efter § 28 a kan en gavegiver træffe bestemmelse om særeje vedrørende gaven. En sådan

bestemmelse om særeje omfatter efter § 28, stk. 3, også indtægter af særejet, medmindre

andet er bestemt af gavegiver. Ved reformen i 1990 er der således sket en ændring af den

udfyldende regel om, hvilken formueart indtægter af særeje har, når andet ikke er aftalt eller

bestemt.

Som anført foran blev den første gård særeje for den kvindelige ægtefælle i

overensstemmelse med gavegivers bestemmelse herom ved overdragelsen til hende i 1978.

Gavegiver traf ingen udtrykkelig bestemmelse om, hvad der skulle gælde for indtægterne af

særejet. Indtægterne af det oprindelige særeje

–

den første gård

–

og senere indtægterne af

den anden gård, der i 1988 trådte i stedet for det oprindelige særeje, er herefter fælleseje, jf.

den dagældende § 21, stk. 2.

Spørgsmålet er, om bestemmelsen i § 28, stk. 3, hvorefter indtægter af særeje er særeje, fører

til, at indtægter af E2, der optjenes efter den 1. oktober 1990, ikke længere er fælleseje, men i

stedet særeje.

Den dagældende bestemmelse i § 21, stk. 2, og den nugældende bestemmelse i § 28, stk. 3,

har karakter af regler, der fylder en aftale eller bestemmelse om særeje ud ved at fastlægge,

hvilken formueart indtægter af særeje har, når der i aftalen eller bestemmelsen om særeje ikke

er taget stilling hertil.

De otte dommere fandt, at bestemmelsernes karakter af udfyldende regler indebærer, at

formuearten af fremtidige indtægter af særejet fastlægges endeligt på det tidspunkt, hvor

aftale om særeje indgås, eller hvor bestemmelse om særeje træffes af gavegiver eller

arvelader. Det er således lovgivningen på dette tidspunkt, som de disponerende har mulighed

for at indrette sig efter. Det er også ud fra forholdene på dette tidspunkt, at det afgøres, om

selve aktivet er særeje, jf. Højesterets dom af 18. august 2015 (U 2015.3857 H).

Heraf følger, at reglen i § 28, stk. 3, kun finder anvendelse på særejebestemmelser, som en

gavegiver har truffet, før reglen trådte i kraft den 1. oktober 1990, hvis loven indeholder en

overgangsregel herom. En sådan overgangsregel indeholder loven ikke.

På denne baggrund tiltrådte de otte dommere, at indtægterne af den anden gård, herunder

også de indtægter, der var indtjent efter den 1. oktober 1990, var fælleseje.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Når det således lægges til grund, at indtægterne af den anden gård også efter den 1. oktober

1990 er fælleseje, er der mellem parterne enighed om, at den mandlige ægtefælle havde et

vederlagskrav på de 3,5 mio. kr., som landsretten havde fastsat efter en samlet skønsmæssig

vurdering.

De otte dommere stemte herefter for i det hele at stadfæste landsrettens dom.

En dommer udtalte, at efter retsvirkningslovens § 21, stk. 2, var indtægt af særeje fælleseje,

medmindre andet gyldigt var bestemt. Denne bestemmelse blev ophævet ved lov nr. 396 af

13. juni 1990 og afløst af § 28 og § 28 a, og det følger af § 28, stk. 3, at indtægter af særeje er

særeje, medmindre andet er bestemt i ægtepagten, der danner grundlag for særejet, eller af

gavegiveren eller arveladeren, der har truffet bestemmelse om, at det pågældende aktiv skal

være særeje, jf. § 28 a. Som anført af skifteretten og landsretten indeholder loven fra 1990

ikke overgangsregler vedrørende indtægter af særeje, hvor særejet blev etableret ved

ægtepagt, arv eller gave fra før 1990.

Den kvindelige ægtefælles moder har ikke truffet bestemmelse om, hvorvidt indtægterne af det

særeje i form af en andel af den første gård, som hun gav til som datter i 1978, skulle være

særeje eller fælleseje. Efter denne dommers opfattelse var der ikke fremlagt noget, der gav

belæg for at fortolke moderens undladelse af at træffe bestemmelse om indtægternes

formueart som udtryk for et ønske om, at de skulle være fælleseje - svarende til resultatet i

henhold til den dagældende § 21, stk. 2, når intet andet var bestemt. Hendes undladelse

betød derfor alene, at hun netop ikke har truffet nogen bestemmelse om indtægternes

formueart, og at formuearten for indtægterne måtte bestemmes efter de regler, der er

gældende om sådanne indtægter på det tidspunkt, hvor indtægterne erhverves.

Indtægter af særeje er ifølge ordlyden af § 28, stk. 3, særeje, når intet andet er bestemt, og

det gælder uden hensyn til, om det særeje, som indtægterne stammer fra, er etableret før eller

efter 1990, og uden hensyn til, om det pågældende særeje er etableret ved ægtepagt, gave

eller arv.

Uden særlige overgangsregler var der efter denne dommers opfattelse ikke hjemmel til

anvendelse af § 21, stk. 2, på indtægter af særeje, som erhverves efter den 1. oktober 1990,

hvor loven fra 1990 trådte i kraft, og § 21 blev ophævet. Indtægter af særeje, der erhverves

efter den 1. oktober 1990, skal i stedet behandles efter reglen i § 28, stk. 3, som trådte i stedet

for § 21, stk. 2. Det er således tidspunktet for erhvervelsen af indtægterne - og ikke tidspunktet

for erhvervelsen af det særeje, som indtægterne hidrører fra - som er afgørende for, om det er

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

den gamle regel i § 21, stk. 2, eller den nye regel i § 28, stk. 3, der skal anvendes. Dette

resultat er også i overensstemmelse med de almindelige intertemporalretlige regler, idet

dommeren herved bemærkede, at det efter § 28, stk. 3, er erhvervelsen af indtægterne og ikke

etableringen af særejet, som er den relevante retsstiftende kendsgerning, og at en

regelændring med virkning for indtægter, som erhverves efter den 1. oktober 1990, ikke

indebærer et indgreb i et kontraktforhold mellem gavegiver og gavemodtager i en situation

som den foreliggende, hvor gavegiver netop intet har bestemt om disse indtægter.

Da det af de anførte grunde er § 28, stk. 3, der efter denne dommers opfattelse fandt

anvendelse på de indtægter af særeje, som den kvindelige ægtefælle havde erhvervet efter

den 1. oktober 1990, stemte dommeren for at stadfæste skifterettens bestemmelse om disse

indtægter.

Som følge af flertallets afgørelse om indtægterne af den anden gård efter 1990, fandt

dommeren ikke anledning til at udtale sig om størrelsen af vederlagskravet efter

retsvirkningslovens § 23, stk. 2.

Højesteret stadfæstede som følge af denne stemmeafgivning landsrettens dom.

Tilladelser til anke til Højesteret af 1. marts 2016 (PBN 2015-22-0573 og 2015-22-0618).

U 2017.462/2 H.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Var politianmeldelse 10 dage efter en voldtægt sket rettidigt med den virkning, at der

kunne opnås offererstatning?

En kvinde blev natten mellem en fredag og en lørdag udsat for voldtægt af en ukendt

gerningsmand. Efter kvindens forklaring rettede hun om mandagen henvendelse til sin egen

læge og til politiet, hvor hun fortalte om voldtægten. Kvinden forklarede endvidere, at hun i de

følgende dage rettede flere henvendelser til politiet i to forskellige politikredse, idet der

angiveligt var tvivl om, hvilken politikreds sagen hørte til. Først 10 dage efter voldtægten blev

der hos politiet registreret en egentlig anmeldelse.

Efterfølgende søgte kvinden om erstatning efter offererstatningsloven, men Erstatningsnævnet

afslog kvindens ansøgning, idet nævnet fandt, at kvinden først havde anmeldt forholdet 10

døgn efter, at forholdet var blevet begået, hvilket ikke kunne anses for anmeldelse uden

unødigt ophold, jf. den tidligere gældende offererstatningslovs § 10, stk. 1. Erstatningsnævnet

fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger i sagen, som medførte, at nævnet skulle se bort

fra den sene politianmeldelse, jf. den tidligere gældende offererstatningslovs § 10, stk. 2.

Byretten og landsretten frifandt Erstatningsnævnet

Kvinden indbragte sagen for byretten med påstand om, at Erstatningsnævnet skulle

anerkende, at der var sket rettidig anmeldelse efter offererstatningslovens § 10, og at nævnet

skulle realitetsbehandle kvindens ansøgning om erstatning.

Byretten lagde som Erstatningsnævnet til grund, at anmeldelsen først skete 10 dage efter

voldtægten, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse om, at

anmeldelsen ikke var sket uden unødigt ophold. Byretten fandt endvidere ikke grundlag for at

tilsidesætte Erstatningsnævnets skøn, hvorefter forholdene ikke talte for at fravige kravet om

politianmeldelse uden unødigt ophold. Byretten frifandt derfor Erstatningsnævnet.

Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets skøn, hvorefter

kvinden ikke havde foretaget anmeldelse uden unødigt ophold. Landsretten lagde herved

vægt på, at voldtægten først blev anmeldt 10 dage efter, at den havde fundet sted.

Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets skøn, hvorefter

forholdene ikke havde talt for at fravige kravet om, at politianmeldelse skulle ske uden unødigt

ophold.

Landsretten lagde herved vægt på oplysningen om, at kvinden 2 døgn efter voldtægten var i

stand til at rette henvendelse til egen læge om voldtægten, og landsretten udtalte i den

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

forbindelse, at kvindens forklaring om hendes henvendelser til politiet den samme dag og i den

efterfølgende periode og de foreliggende oplysninger om hendes helbredsmæssige tilstand i

perioden indtil anmeldelsen 10 dage efter voldtægten ikke kunne føre til en anden vurdering.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Kvinden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

fandt, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at anmeldelsen kunne anses

for at være indgivet uden unødigt ophold.

Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets

afgørelse om, at der ikke var forhold, som talte for at fravige betingelsen om, at

politianmeldelse skal ske uden unødigt ophold, jf. § 10, stk. 2. Det var derfor med rette, at

Erstatningsnævnet havde afvist at behandle kvindens ansøgning om erstatning.

Københavns Byrets dom af 13. maj 2015 (BS 29C-5617/2011).

Østre Landsrets dom af 7. marts 2016 (B-1222-15).

Tilladelse til anke til Højesteret af 9. juni 2016 (PBN 2016-22-0169).

Højesterets dom af 3. maj 2017 (sag nr. 145/2016).

Medfører afsigelse af konkursdekret over en andelsboligforening lejerstatus for

andelshaverne?

Efter afsigelse af konkursdekret over en andelsboligforening anmeldte to andelshavere et krav

i konkursboet navnlig med henvisning til, at der ved konkursens indtræden var sket ejerskifte

af andelsboligforeningens ejendom, hvorfor andelshaverne havde opnået lejerstatus, og at

den af kurator opkrævede boligafgift var højere end den omkostningsbestemte leje. Kurator

afviste ved fordringsprøvelsen andelshavernes krav, hvorefter andelshaverne indbragte sagen

for skifteretten med påstand om, at konkursboet skulle anerkende kravet som anmeldt.

Konkursboet påstod frifindelse.

Under sagens forberedelse besluttede skifteretten at udskille spørgsmålet om, hvorvidt

afsigelse af konkursdekret over en andelsboligforening medfører, at der er sket ejerskifte af

andelsboligforeningens ejendom, til særskilt afgørelse.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Skifteretten og landsretten afviste, at andelshavere får lejerstaturs ved afsigelse af

konkursdekret

Skifteretten fastslog, at afsigelse af konkursdekret i medfør af konkurslovens § 29 ikke betød,

at andelsboligforeningens ejendom i formueretlig henseende overgik til konkursboet, hvorfor

der

ikke

medfør

andelsboligforeningslovens

var

sket

ejerskifte

andelsboligforeningens ejendom. Andelshaverne havde derfor ikke status som lejere, hvorfor

lejelovgivningens bestemmelser om omkostningsbestemt leje ikke fandt anvendelse i forholdet

mellem andelshaverne og konkursboet. Skifteretten frifandt herefter konkursboet.

Landsretten fandt ligesom skifteretten, at andelshaverne ikke havde opnået lejerstatus, og

bemærkede i tilslutning til det af skifteretten anførte, at en naturlig og sproglig forståelse af

andelsboligforeningslovens § 4 ikke gav grundlag for at fastslå, at andelshavere overgik til at

være lejere ved afsigelse af konkursdekret over en andelsboligforening. Landsretten fandt

tillige,

andelshavernes

synspunkt

ikke

havde

støtte

forarbejderne

til

andelsboligforeningslovens § 4. Landsretten stadfæstede herefter skifterettens dom.

Procesbevillingsnævnet meddelte andelshaverne tilladelse til anke til Højesteret.

Sø- og Handelsrettens skifterets dom af 4. maj 2015 (P-8-13).

Østre Landsrets dom af 18. maj 2016 (B-1146-15).

Tilladelse til anke til Højesteret af 6. oktober 2016 (PBN 2016-22-0297).

I Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2015 er omtale af en kæretilladelse til Højesteret i

en sag om, hvorvidt en andelsboligforening kan have retlig interesse i konkursbehandling.

Højesteret afsagde den 11. maj 2016 kendelse i sagen, og afgørelsen er trykt som U

2016.2802 H.

Hvordan skal optællingen af 120 sygedage ved delvist sygefravær foretages?

120-sygedagsreglen, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2, var vedtaget i en ansættelseskontrakt

imellem en arbejdsgiver og en funktionær. Funktionæren blev på et tidspunkt delvist

sygemeldt, således at hun var sygemeldt først én fast dag om ugen og siden to faste dage om

ugen. Funktionæren blev opsagt med henvisning til 120-sygedagsreglen med én måneds

varsel.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Funktionæren indbragte sagen for retten, idet det blev gjort gældende, at det ikke havde været

berettiget at opsige med et forkortet varsel på én måned efter funktionærlovens § 5, stk. 2, idet

funktionæren ikke havde været syg i 120 dage på opsigelsestidspunktet.

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at funktionæren havde været syg i 122,15 dage på

opsigelsestidspunktet, idet sygefraværet skulle opgøres efter en gennemsnitsmetode,

hvorefter sygefraværet, når en funktionær er sygemeldt i et fast ugentligt mønster, beregnes

forholdsmæssigt på hver enkelt dag, dvs. også på arbejdsfri dage og på faktiske arbejdsdage.

Byretten og landsretten gav funktionæren medhold

Byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke berettiget kunne beregne funktionærens sygefravær

som sket, men at sygefraværet skulle beregnes som sket af funktionæren.

Landsretten udtalte, at en funktionær, der alene er delvist uarbejdsdygtig som følge af

sygdom, kun oppebærer løn under sygdom for den af sygdommen udløste fraværstid, idet

lønnen for den præsterede arbejdstid er løn for arbejde. På den baggrund fandt landsretten, at

der ikke er grundlag for ved beregningen af antallet af sygedage at medregne nogen del af de

dage, hvor funktionæren havde været på arbejde. Landsretten kunne derfor ikke tiltræde

arbejdsgiverens beregning af antallet af sygedage. Landsretten fandt således, at funktionæren

var berettiget til et opsigelsesvarsel svarende til det legale opsigelsesvarsel i henhold til

funktionærlovens § 2, og landsretten dømte på den baggrund arbejdsgiveren til at betale løn i

den fulde opsigelsesperiode.

Procesbevillingsnævnet meddelte arbejdsgiveren tilladelse til anke til Højesteret.

U 2016.3182 Ø.

Tilladelse til anke til Højesteret af 25. november 2016 (PBN 2016-22-0354).

Procesbevillingsnævnet har den 3. februar 2017 meddelt anketilladelse til Højesteret i

yderligere en sag om optælling af 120 sygedage. I den sag var spørgsmålet, om

–

og i givet

fald hvilken

–

optællingsmæssig betydning det skal have, hvis arbejdsgiveren afviser

funktionærens tilbud om sin delvise arbejdskraft. Sagen er omtalt på Procesbevillingsnævnets

hjemmeside.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Var den naboretlige tålegrænse overskredet ved genskin fra sortglaserede teglsten?

Et ægtepar erhvervede i 1993 en ejendom i et parcelhusområde. Ægteparret fik udskiftet taget

på ejendommen i 2005, således at tagbelægningen blev ændret fra brunt tegltag til

sortglaseret tegltag. I 2012 påtalte ægteparrets nabo, der havde boet ved siden af ægteparret,

også før det nye tag blev lagt, at der var genskinsgener fra det sortglaserede tegltag. Naboen

rettede desuden henvendelse til kommunen, der meddelte naboen, at kommunen ikke kunne

gribe ind over for glaserede teglsten, idet der ikke for området var regler, der forbød blanke

eller reflekterende materialer på taget. Naboen indbragte sagen for retten med principal

påstand om, at ægteparret skulle fjerne genskinsgenerne fra den del af taget, der vendte ind

mod naboens ejendom, og subsidiært med påstand om, at naboerne skulle betale kr. 150.000

til naboen. Naboerne påstod frifindelse.

Byretten og landsretten gav naboen medhold

Byretten fandt, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at genskinnet særligt i

perioder om sommeren, men også i et vist omfang i forårs- og efterårsmånederne, var af et

sådant omfang, at det gav anledning til væsentlige gener for naboen. Byretten lagde endvidere

til grund, at genskinsgenerne havde et sådant omfang, at de medførte en værdiforringelse af

naboens ejendom på 150.000 kr. Endelig lagde byretten til grund, at sortglaserede tegltage

ikke var sædvanlige i det pågældende parcelhuskvarter, ligesom ægteparrets valg af

teglstenene

ikke

var

udtryk

for

samfundsmæssig

eller

teknisk

udvikling

tagbeklædningsmaterialer, som havde gjort valget naturligt, men derimod alene var valgt ud

fra æstetiske årsager.

På den baggrund fandt byretten, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og byretten

dømte ægteparret i overensstemmelse med naboens principalt nedlagte påstand, således at

ægteparret blev tilpligtet at fjerne genskinsgener på den del af taget, der vendte ind imod

naboens ejendom. Byretten fandt desuden, at den omstændighed at naboen først havde påtalt

generne 7 år efter, at taget blev lagt, ikke kunne føre til et andet resultat.

Ægteparret ankede byrettens dom til landsretten, der var enig i byrettens begrundelse og

resultat og stadfæstede byrettens dom.

Procesbevillingsnævnet meddelte ægteparret tilladelse til anke til Højesteret.

MAD 2016.464 V.

Tilladelse til anke til Højesteret af 30. december 2016 (PBN 2016-22-0577).

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Var en aftale i en ægtepagt om betaling af et kompensationsbeløb gyldig?

I sagen indgik en kvinde og en mand i april 2006

–

få dage før de indgik ægteskab

–

ægtepagt om skilsmissesæreje, hvori det ligeledes fremgik, at kvinden i tilfælde af separation

eller skilsmisse skulle tilkendes et kompensationsbeløb, der var afhængigt af ægteskabets

varighed, idet kompensationsbeløbet var angivet som en procentdel (2 �½ %) af den seneste

offentlige vurdering af mandens ejendom for hvert år efter det tredje år efter ægteskabets

indgåelse. Ægtepagten blev tinglyst uden anmærkninger. Parterne blev separeret i april 2014.

Efter separationen undlod manden at honorere den indgåede kompensationsaftale, idet han

blandt andet gjorde gældende, at aftalen var ugyldig, da den var i strid med

retsvirkningslovens § 28. Kvinden lagde efterfølgende sag an mod manden med påstand om

betaling af ca. 1 mio. kr., idet hun gjorde gældende, at kompensationsaftalen var gyldig.

Skifteretten fandt, at kompensationsaftalen var gyldig

Skifteretten tog kvindens betalingspåstand til følge, idet skifteretten blandt andet fandt, at

retsvirkningslovens § 28 ikke var til hinder for den indgåede kompensationsaftale.

Landsrettens ændrede med dissens skifteretten afgørelse

Manden ankede skifterettens dom til landsretten, hvis flertal fandt, at ægtepagtens

bestemmelser om kompensation fraveg retsvirkningerne af den formueordning om

skilsmissesæreje, som parterne havde valgt ved ægtepagten. En sådan fravigelse havde ikke

hjemmel i retsvirkningslovens § 28 og var derfor ugyldig. Under hensyn til sagens samlede

omstændigheder, herunder ægteskabets varighed og ægtefællernes formueforhold, fandt

flertallet dog, at kvinden havde krav på en godtgørelse efter ægtefælleskiftelovens § 67.

Godtgørelsen blev skønsmæssigt fastsat til 200.000 kr.

Landsrettens mindretal fandt derimod, at ægtepagtens bestemmelser om kompensation, som

var klar og overskuelig, og som var indgået efter grundig vejledning af begge parter, reelt

havde karakter af et aftrapningssæreje. Retsvirkningslovens § 28 var derfor ikke til hinder for

kompensationsaftalens gyldighed.

Procesbevillingsnævnet meddelte kvinden tilladelse til anke til Højesteret.

Skifteretten i Viborgs dom af 2. november 2015 (BS SKSæ-1297/2014).

Vestre Landsrets dom af 9. september 2016 (B-1848-15).

Tilladelse til anke til Højesteret af 30. december 2016 (PBN 2016-22-0544).

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Civile kæresager

Kæresager om landsretternes afvisning af ankesager efter retsplejelovens § 368 a

Procesbevillingsnævnet har i 2016 i 3 tilfælde meddelt kæretilladelse til Højesteret i sager,

hvor landsretten har afvist ankesager efter retsplejelovens § 368 a, der trådte i kraft den 1. juli

2014, og hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er

udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter,

eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Den første sag omhandlede en mands eventuelle krav mod et forsikringsselskab på erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et trafikuheld, som han havde været udsat for. Et

spørgsmål om forældelse blev udskilt til særskilt forhandling og afgørelse.

Byretten fandt, at et eventuelt erstatningskrav var forældet

Byretten

fandt,

eventuelt

erstatningskrav

var

forældet

frifandt

således

forsikringsselskabet. Byretten lagde bl.a. vægt på, at parternes skriftveksling forud for

sagsanlægget ikke kunne anses for at have karakter af egentlige forhandlinger om kravet,

hvorfor skriftvekslingen ikke kunne afbryde forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 21, stk.

2. Byretten lagde også vægt på, at indhentelse af en vejledende udtalelse fra

Arbejdsskadestyrelsen vedrørende mandens erhvervsevnetab heller ikke kunne afbryde

fristen, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

Landsretten afviste ankesagen

Manden ankede dommen til Østre Landsret med påstand som for byretten. Til støtte for anken

gentog manden sine anbringender for byretten samt gjorde nogle yderligere anbringender

gældende til støtte for sin påstand, herunder bl.a. at det ikke i retspraksis er afklaret, om

indhentelse af en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen vedrørende erhvervsevnetabet

medfører foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen i det foreliggende tilfælde.

Landsretten afviste ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a, stk. 1, med henvisning til,

at der efter resultatet af byrettens dom sammenholdt med mandens begrundelse for anken

ikke var udsigt til, at afgørelsen ville få et andet udfald end i byretten. Landsretten henviste

endvidere til, at sagen ikke er af principiel karakter, og at der heller ikke forelå andre grunde,

der talte for, at sagen skulle behandles af landsretten.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Manden kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

bemærkede, at den afviste ankesag alene angik spørgsmålet om forældelse, og at der ikke for

landsretten var fremsat nye påstande eller nye anbringender eller fremlagt nye beviser.

Højesteret udtalte herefter, at det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 368 a, at

bestemmelsen forudsættes benyttet i tilfælde, hvor landsretten på grundlag af en indledende

vurdering har fundet, at der ikke af ankesagens parter er oplyst forhold, som gør, at der er

udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og hvor landsretten endvidere har

fundet, at sagen ikke er af principiel karakter, og at der ikke i øvrigt foreligger grunde til, at

sagen skal prøves i to instanser.

Højesteret bemærkede herefter, at landsretten i den foreliggende sag havde foretaget en

sådan vurdering. Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af landsretten, og da det,

som manden havde anført for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede

Højesteret landsrettens dom om at afvise ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.

Tilladelse til kære til Højesteret af 12. januar 2016 (PBN 2015-22-0532).

U 2016.3335 H.

Den anden sag angik en mand, der havde været tvangsindlagt i 1981, og vedrørte lovligheden

af tvangsindlæggelsen samt regionens eventuelle erstatningsansvar for de helbredsmæssige

skader, som manden gjorde gældende at have pådraget sig i forbindelse med

tvangsindlæggelsen.

Spørgsmålet om lovligheden af tvangsindlæggelsen blev prøvet af byretten og landsretten i

medfør af retsplejelovens kapitel 43 a i 1981.

I 1997 stævnede manden amtskommunen med påstand om, at såvel tvangsindlæggelsen og

tvangstilbageholdelsen som tvangsbehandlingen af ham i 1981 havde været ulovlig. Byretten

og landsretten afviste sagen, der blev behandlet som et almindeligt civilt søgsmål, landsretten

under henvisning til retskraften af dommen fra 1981.

Også i 2001 og 2004 anlagde manden lignende søgsmål, herunder med påstande vedrørende

såvel tvangsindlæggelsen og tvangstilbageholdelsen som den behandling, han havde fået.

Begge søgsmål blev endeligt afvist af samme grund som det forrige.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Manden anlagde i 2014 på ny en almindelig civil sag med påstand om, at regionen skulle

anerkende, at tvangsindlæggelsen af ham i 1981 og den efterfølgende tvangsbehandling var

ubeføjet. Herudover nedlagde han påstand om, at regionen skulle anerkende at være

erstatningsansvarlig for de helbredsmæssige skader, han havde pådraget sig som følge af

tvangsindlæggelsen og den fejlagtige medicinering.

Byretten afviste sagen

Byretten

afviste

sagen

med

henvisning

til,

spørgsmålet

lovligheden

tvangsindlæggelsen var blevet endeligt afgjort af landsretten i 1981, ligesom der ikke var

fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af

tvangsindlæggelsen.

Landsretten afviste ankesagen

Manden ankede dommen til landsretten med påstand om, at sagen skulle fortsætte ved

byretten, subsidiært ved landsretten. Der blev ikke anført nye oplysninger til støtte for, at

sagen ikke skulle afvises fra domstolene, og landsretten afviste ankesagen i medfør af

retsplejelovens § 368 a, stk. 1, med henvisning til, at der ikke var udsigt til, at ankesagen ville

få et andet udfald end i byretten, ligesom der ikke i øvrigt var grunde, der talte for, at sagen

skulle behandles i to instanser.

Højesteret ophævede landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved

landsretten

Manden kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

bemærkede, at der hverken ved landsrettens dom fra 1981 eller ved de senere domme afsagt

af landsretten var taget stilling til bl.a. de spørgsmål om tvangsbehandling og erstatning for

helbredsmæssige skader, som han havde nedlagt påstand om i den nu foreliggende sag.

Uanset om en realitetsbehandling af disse spørgsmål måtte føre til frifindelse eller

domfældelse af regionen, fandt Højesteret, at der herved var udsigt til, at sagen i landsretten

ville få et andet udfald end i byrettens dom om afvisning. Betingelserne for at afvise mandens

anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a fandtes herefter ikke opfyldt, hvorfor

højesteret ophævede landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.

Tilladelse til kære til Højesteret af 7. april 2016 (PBN 2016-22-0022).

U 2017.704 H.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

I den tredje sag havde en lejer anlagt sag mod sin udlejer ved boligretten blandt andet med

påstand om, at huslejen for hans boliglejemål skulle nedsættes. Herudover omhandlede sagen

et spørgsmål om størrelsen af udlejers træk på kontoen for indvendig vedligeholdelse samt et

spørgsmål om, hvorvidt udlejer uberettiget havde inddraget fællesarealer i ejendommen.

Forud for sagsanlægget havde huslejenævnet afsagt kendelse om, at der ikke var grundlag for

at nedsætte huslejen, idet huslejen ikke kunne antages væsentligt at overstige den leje, der

oppebæres for sammenlignelige lejemål. Huslejenævnet havde endvidere skønsmæssigt

fastsat det beløb, som udlejer kunne fratrække vedligeholdelseskontoen.

Boligretten frifandt udlejer

Boligretten fandt det ikke bevist, at lejen væsentligt oversteg det lejedes værdi, ligesom

boligretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det af huslejenævnet foretagne skøn

vedrørende trækket på vedligeholdelseskontoen. Endvidere fandt boligretten ikke, at udlejer

uberettiget havde inddraget fællesarealer, idet der ikke forelå sådanne særlige holdepunkter,

der kræves for at ansøger skal kunne anses for at have erhvervet brugsrettigheder som en del

af lejeforholdet.

Boligretten frifandt derfor udlejer for samtlige de nedlagte påstande.

Landsretten afviste ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a

Lejer ankede dommen til landsretten med påstande som for byretten. Til støtte for anken

gentog lejer sine anbringender for byretten samt gjorde nogle yderligere anbringender

gældende til støtte for sine påstande. Endvidere anmodede lejer om tilladelse til yderligere

bevisførelse i form af en besigtigelse, hvilket landsretten dog afslog.

Efter at have indhentet parternes bemærkninger til spørgsmålet om afvisning af anken i

medfør af retsplejelovens § 368 a, stk. 1, afviste landsretten anken. Som begrundelse herfor

anførte landsretten blandt andet, at den efter en gennemgang af sagens dokumenter og de

forklaringer, der blev afgivet under hovedforhandlingen af sagen i byretten, parternes

synspunkter og byretsdommens begrundelse var enig i byrettens vurdering såvel med hensyn

til sagens beviser som til de retlige spørgsmål i sagen.

Landsretten anførte endvidere, at lejer for landsretten havde nedlagt samme påstande og gjort

de samme synspunkter gældende til støtte for påstandene som for byretten, ligesom

bevisførelsen for landsretten ville være den samme som for byretten.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Under disse omstændigheder var der ikke udsigt til, at ankesagen vil få et andet udfald end i

byretten, og der var ikke i øvrigt grunde, der talte for, at sagen skulle behandles i to instanser.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Lejer kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

bemærkede, at der ikke for landsretten var fremsat nye påstande eller nye anbringender eller

fremlagt nye beviser. Med i øvrigt samme begrundelse som ovenfor i den første af de tre

sager, dvs. med henvisning til forarbejderne til retsplejelovens § 368 a sammenholdt med den

vurdering, som landsretten havde fortaget, stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Tilladelse til kære til Højesteret af 26. april 2016 (PBN 2016-22-0104).

U 2017.332 H.

Procesbevillingsnævnet meddelte i 2015 i to tilfælde tilladelse i medfør af retsplejelovens §

391, stk. 4, til kære til Højesteret af landsretsdomme om afvisning af ankesager efter

retsplejelovens § 368 a. Sagerne er omtalt i Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2015,

herunder med oplysning om Højesterets afgørelse i den ene sag, der er trykt som U

2016.1145/2 H. Højesteret fik ikke lejlighed til at behandle den anden af de to sager om

retsplejelovens § 368 a, der er omtalt i årsberetningen for 2015.

Skulle tavshedspligten for tjenestemænd i Finanstilsynet afløftes i en sag om

erstatningsansvar for tidligere direktion, bestyrelse og revision i en bank?

Kendelsen drejede sig om, hvorvidt der i en sag anlagt af Finansiel Stabilitet A/S om et

eventuelt erstatningsansvar for den tidligere direktion, bestyrelse og eksterne revisorer i en

bank var grundlag for i medfør af retsplejelovens § 169, stk. 2, at afkræve vidneforklaring af tre

tidligere og nuværende embedsmænd fra Finanstilsynet om forhold, der var omfattet af deres

tavshedspligt.

Landsretten ophævede embedsmændenes tavshedspligt

Landsretten fandt, at hensynet til hemmeligholdelse burde vige for hensynet til sagens

oplysning, og at der således forelå sådanne omstændigheder, at betingelserne i

retsplejelovens § 169, stk. 2, var opfyldt. Landsretten ophævede derfor tavshedspligten for de

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

tre embedsmænd, således at de kunne afgive forklaring om forhold i relation til banken og

kunder i banken, som blev omfattet af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed i perioden 2005-2008.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Finanstilsynet kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens afgørelse til

Højesteret, der

udtalte, at der ved afgørelsen af, om tavshedspligten skulle ophæves,

skulle foretages en afvejning af de hensyn, der lå bag tavshedspligten, over for hensynet

til sagens oplysning.

Højesteret fandt, at vidneforklaringerne måtte antages at være af afgørende betydning for

sagens oplysning, og at hensynene bag tavshedspligten måtte vige for hensynet til sagens

oplysning. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at sagen var af principiel karakter, at den

vedrørte et erstatningskrav på 1 mia. kr., og at der ved Finanstilsynets tilsynsrapporter

blev påpeget en lang række kritisable forhold ved driften af banken. De tre medarbejdere

havde deltaget i tilsynet og møder med banken, og der forelå kun i meget begrænset

omfang mødereferater.

Endvidere lagde Højesteret vægt på, at banken var erklæret konkurs, og at kunder, hvis

økonomiske forhold kunne blive belyst ved forklaringerne, var erklæret konkurs,

tvangsopløst, likvideret, afgået ved døden eller frakendt retten til at drive virksomhed,

ligesom der allerede forelå en lang række oplysninger om disse kunder i sagen.

Højesteret udtalte endelig, at hensynet til sagens oplysning ikke i tilstrækkeligt omfang

kunne tilgodeses ved en skriftlig erklæring.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

Tilladelse til kære til Højesteret af 25. august 2016 (PBN 2016-22-0398 og 2016-22-0399).

U 2017.816 H.

Skulle der ske udlevering af fortrolige dokumenter fra Finanstilsynet i ikke

anonymiseret form i en banksag?

En sag, der var anlagt af Finansiel Stabilitet, og som verserede for landsretten, drejede sig

om, hvorvidt der var erstatningsansvar for den tidligere ledelse og revision i en

sparekasse. Under sagen blev der indgivet editionsbegæring, og landsretten afsagde en

kendelse, der pålagde Finanstilsynet at fremlægge en række dokumenter, herunder

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

oplysninger omfattet af Finanstilsynets skærpede tavshedspligt i henhold til lov om

finansiel virksomhed § 354, stk. 1. Landsretten tog ikke ved kendelsen stilling til, om

materiale, der indeholdt detaljerede økonomiske oplysninger om enkeltkunders forhold,

var omfattet af editionsbegæringen.

Efter at Finanstilsynet havde fremsendt en række dokumenter i anonymiseret form,

bestemte landsretten ved en senere kendelse, at materialet skulle udleveres i ikke

anonymiseret form, medmindre Finanstilsynet i relation til enkelte konkrete dokumenter

anmodede landsretten om at bestemme, at dokumenterne skulle forblive anonymiseret.

Finanstilsynet anmodede herefter landsretten om at bestemme, at alle de omhandlede

dokumenter skulle forblive anonymiseret. Finanstilsynet henviste bl.a. til, at materialet i sin

helhed indeholdt kundeoplysninger, som var undergivet tilsynets skærpede tavshedspligt,

jf. lov om finansiel virksomhed § 354, stk. 1.

Landsretten pålagde Finanstilsynet at udlevere materialet i ikke anonymiseret form

Landsretten pålagde Finanstilsynet at udlevere det tidligere udleverede materiale i sin

helhed i ikke anonymiseret form, jf. retsplejelovens § 299, stk. 1, jf. § 169, stk. 2.

Landsretten henviste bl.a. til, at adgangen til materialet i ikke anonymiseret form var

uomgængeligt nødvendig for, at sagens problemstillinger kunne belyses tilstrækkeligt.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Finanstilsynet kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse til

Højesteret, som fandt, at det var af afgørende betydning for sagen, at materialet blev

fremlagt i ikke anonymiseret form, og at hensynene bag tavshedspligten måtte vige for

hensynet til sagens oplysning.

Højesteret lagde navnlig vægt på, at der var tale om en principiel sag med et

erstatningskrav på 275 mio. kr., at de sagsøgte i kraft af deres hverv i sparekassen måtte

antages at have haft adgang til oplysningerne, at oplysninger om kunders økonomiske

forhold i betydeligt omfang indgik i sagen i ikke anonymiseret form, og at oplysningerne

vedrørte kundeforhold, der var ophørt i 2006-2008. Højesteret stadfæstede herefter

landsrettens kendelse.

Tilladelse til kære til Højesteret af 25. august 2016 (PBN 2016-22-0400).

U 2017.1526 H.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Skal perioderne for to konkurskarantæner, der pålægges samtidig, lægges i

forlængelse af hinanden?

I tilknytning til konkursbehandlingen af to ikke-koncernforbundne selskaber blev der

indledt konkurskarantænesager mod et tidligere ledelsesmedlem for dennes deltagelse i

ledelsen af de to selskaber. I hver af sagerne nedlagde kurator påstand om, at

ledelsesmedlemmet skulle pålægges konkurskarantæne i 3 år.

Skifteretten lod perioderne løbe parallelt

Skifteretten fandt det i begge sager godtgjort, at ledelsesmedlemmet reelt havde deltaget i

ledelsen af selskaberne senere end 1 år før fristdagen, og at ledelsesmedlemmet havde

udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse i relation til selskaberne. I begge kendelser

pålagde skifteretten herefter ledelsesmedlemmet konkurskarantæne i 3 år. I begrundelsen

for begge kendelser var det anført, at den pålagte karantæne regnes fra det tidspunkt,

hvor kendelsen er endelig.

Landsrettens bestemte, at perioderne skulle løbe i forlængelse af hinanden

Ledelsesmedlemmet kærede skifterettens kendelser til landsretten med påstand i begge

sager om frifindelse. Kurator påstod i begge sager stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede med dissens skifterettens kendelser med den ændring, at de

pålagte konkurskarantæneperioder skulle løbe i forlængelse af hinanden.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skulle løbe

parallelt eller i forlængelse af hinanden fandt landsrettens flertal nemlig, at konkurslovens

§ 158, stk. 2, sammenholdt med lovens forarbejder skal forstås således, at

konkurskarantæneperioder, der pålægges samtidigt vedrørende to eller flere ikke-

koncernforbundne konkursboer, skal løbe i forlængelse af hinanden. Endvidere

bemærkede flertallet, at kurator i begge sager havde nedlagt en selvstændig påstand om

konkurskarantæne i tre år.

Landsrettens

mindretal

var

principielt

enig

der

kan

pålægges

flere

konkurskarantæneperioder i forlængelse af hinanden, men konstaterede, at kurator ikke

havde nedlagt udtrykkelig påstand om konkurskarantæne i i alt op til seks år, og at

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

ledelsesmedlemmet ikke under sagernes forløb var blevet gjort bekendt med en eventuel

konsekvens af konkurskarantæne i i alt op til seks år. Mindretallet fandt herefter, at

ledelsesmedlemmet ikke havde haft lejlighed til at varetage sine interesser i denne

henseende.

Videre

fandt

mindretallet,

spørgsmålet

fastlæggelse

konkurskarantæneforløbet i forhold til de to samtidigt afsagte kendelser således ikke var

blevet behandlet af skifteretten. Mindretallet stemte derfor for at stadfæste skifterettens

kendelser om at pålægge konkurskarantæne, men således at det nævnte spørgsmål blev

hjemvist til behandling af skifteretten.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Ledelsesmedlemmet kærede med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet landsrettens

kendelse til Højesteret. Tilladelsen var begrænset til at angå den del af kendelsen, der

vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skulle lægges i

forlængelse af hinanden.

Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsrettens flertal havde anført, at bestemmelsen i

konkurslovens § 158, stk. 2, må forstås således, at også konkurskarantæneperioder, der

pålægges samtidigt vedrørende to eller flere ikke-koncernforbundne selskaber, skal løbe i

forlængelse af hinanden.

Højesteret fandt, at der som følge heraf ikke er hjemmel til at lade de to

konkurskarantæneperioder løbe parallelt.

Det forhold, at skifterettens kendelser indebar, at de to karantæneperioder som

udgangspunkt ville komme til at løbe parallelt, og at kurator for landsretten alene havde

nedlagt påstand om stadfæstelse af skifterettens afgørelser, kunne ikke føre til et resultat,

der fraveg lovens ordning. Højesteret bemærkede herved, at det af lovforarbejderne til

ordningen

med

konkurskarantæne

fremgår,

skifteretten

ved

afgørelsen

konkurskarantænens længde ikke er bundet af parternes påstande, idet det dog må

forventes, at der normalt ikke vil være anledning til at fastsætte konkurskarantænen til en

længere periode end påstået af kurator. Landsretten måtte på tilsvarende måde være

ubundet af påstandene, når en sag om konkurskarantæne er indbragt for landsretten. I det

foreliggende tilfælde, hvor kurator ikke

–

hverken i sine påstande for skifteretten eller for

landsretten

–

havde forholdt sig til, hvordan de to karantæneperioder skulle afvikles i

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

forhold til hinanden, burde landsretten dog have givet parterne lejlighed til at udtale sig om

spørgsmålet og konsekvenserne heraf, inden landsretten traf afgørelse i sagen.

På den anførte baggrund tiltrådte Højesteret, at de to konkurskarantæneperioder i det

foreliggende tilfælde skulle lægges i forlængelse af hinanden.

Herefter, og da spørgsmålet om længden af de to konkurskarantæneperioder ikke var

omfattet af procesbevillingen til Højesteret, stadfæstede Højesteret kendelsen.

Tilladelse til kære til Højesteret af 31. maj 2016 (PBN 2015-22-0572).

U 2017.1533 H.

Procesbevillingsnævnet har i såvel 2015 som 2017 meddelt yderligere kæretilladelser til

Højesteret i sager om konkurskarantæne. Sagerne er omtalt på Procesbevillingsnævnets

hjemmeside.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

4.3

Straffesager

Anke i straffesager

Anvendelse af ændrede regler om øget brug af samfundstjeneste som alternativ til

ubetinget frihedsstraf

Procesbevillingsnævnet har i 2016 i 2 tilfælde meddelt anketilladelse til Højesteret i sager om

anvendelse af de ændrede regler om øget brug af samfundstjeneste som alternativ til

ubetinget frihedsstraf.

Den første sag handlede om distribution af børneporno, og hvor den tiltalte i byretten og

landsretten blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1, ved at have været

i besiddelse af 75 billeder og 7 filmsekvenser indeholdende børnepornografisk materiale, samt

over 5 dage at have udbredt 29 filer med børnepornografisk materiale til 3 andre personer.

Byretten og landsretten idømte betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste

Den tiltalte blev ved byrettens dom idømt betinget fængsel i 60 dage med vilkår om

samfundstjeneste. Retten lagde ved strafudmålingen blandt andet vægt på, at der med lov nr.

152 af 18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Samfundstjeneste m.v.) skete en udvidelse af adgangen til anvendelse af samfundstjeneste

som alternativ til ubetinget fængsel, og at kriminalitetens art skulle tillægges mindre betydning.

Retten fandt, at hverken længden af den udmålte straf eller øvrige forhold talte imod, at

straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten og påstod skærpelse, således at

fængselsstraffen blev gjort ubetinget. Landsretten henviste som byretten til sigtet med

lovændringen i 2015 og bemærkede, at overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1, forud for

lovændringen som udgangspunkt blev straffet med ubetinget fængsel. Landsretten lagde vægt

på, at tiltalte alene havde besiddet det børnepornografiske materiale i en kortere periode og

kun havde udbredt en begrænset mængde børnepornografisk materiale i 5 dage, at tiltalte er

ustraffet og er i et behandlingsforløb om sine seksuelle problemer, hvorfor landsretten fandt

det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten

stadfæstede derfor byrettens dom.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret idømte ubetinget fængsel

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der

udtalte, at sager om besiddelse og udbredelse af børnepornografisk

materiale omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed. Nogle sager vil derfor

skulle afgøres med en ubetinget dom, i andre sager kan straffen gøres helt eller delvis

betinget med vilkår om samfundstjeneste, og i atter andre sager kan straffen gøres

betinget uden vilkår herom.

Højesteret udtalte endvidere, at der ved valget mellem de tre sanktionsformer må tages

hensyn til de konkrete omstændigheder, herunder antallet af børnepornografiske

fremstillinger, grovheden af det børnepornografiske indhold, og om der alene er tale om

besiddelse eller også om udbredelse og i givet fald omfanget heraf. Der må endvidere

tages hensyn til tiltaltes personlige forhold.

Højesteret fremhævede, at den tiltalte i den foreliggende sag var fundet i besiddelse af 10

billeder med fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold, herunder seksuel aktivitet

med meget små børn. Højesteret bemærkede endvidere, at den tiltalte havde været i

besiddelse af 23 billeder og 5 filmsekvenser med gengivelse af børn, der indgik i seksuel

aktivitet, og havde udbredt 29 filer med børnepornografisk indhold. Højesteret bemærkede

også, at tiltalte i forbindelse med udbredelsen af de omhandlede filer havde

chatkorrespondance med personer, som han delte filer med og modtog filer fra, og i den

forbindelse efterspurgte tiltalte bl.a. materiale med små børn, der blev udsat for

ekstrem/hård seksuel behandling.

Højesteret fandt, at der i hvert fald ikke under disse omstændigheder var grundlag for at

gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, og Højesteret gjorde herefter den

idømte straf ubetinget.

Tilladelse til anke til Højesteret af 22. januar 2016 (PBN 2015-25-0310).

U 2017.29 H.

Den anden sag vedrørte unddragelse af moms og skat. Tiltalte var indehaver af en

rengøringsvirksomhed, og i perioden fra 1. kvartal 2011 til 3. kvartal 2012 afgav han

momstilsvaret for lavt, således at statskassen blev unddraget for ca. 400.000 kr. Ligeledes

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

angav han sine skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 for lavt, hvorved det

offentlige blev unddraget i alt ca. 800.000 kr. Endelig havde han som indehaver af

rengøringsvirksomheden ikke sikret, at bogføringen var i overensstemmelse med god

bogføringsskik.

Byretten idømte ubetinget fængsel

Sagen blev behandlet som en tilståelsessag i byretten, som idømte tiltalte, der tidligere

ved dom fra 2005 var blevet idømt fængsel i 40 dage og en tillægsbøde på 275.000 kr. for

overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, fængsel i 1 år og en tillægsbøde på

1.225.000 kr.

Ved strafudmålingen og ved beslutningen om ikke at gøre en del af straffen betinget lagde

byretten blandt andet vægt på, at tiltalte var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, at

unddragelserne havde strakt sig over 7 kvartaler, at de personlige forhold ikke

selvstændigt talte for anvendelse af betinget dom, og at tiltalte ikke havde betalt nogen del

af det unddragne beløb tilbage.

Landsretten og Højesteret stadfæstede byrettens dom

Tiltalte ankede dommen til landsretten med påstand om formildelse, således at straffen

gjordes helt eller delvist betinget eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten

fandt under henvisning til de grunde, der var anført af byretten, ikke grundlag for at gøre

straffen helt eller delvist betinget, og stadfæstede dommen.

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

udtalte, at der efter tidligere retspraksis som udgangspunkt ikke var grundlag for at anvende

betinget dom, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, som straf for forsætlig skattesvig,

men at det af forarbejderne til ændring af reglerne om samfundstjeneste i 2015 fremgik, at der

ikke var grundlag for fortsat at udvise særlig tilbageholdenhed med at anvende

samfundstjeneste i sådanne sager. Det fremgik videre af forarbejderne, at straffen efter

omstændighederne også kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis tiltalte

tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, idet der måtte foretages en samlet vurdering af

dels grovheden af den nu foreliggende kriminalitet som udtrykt ved længden af

fængselsstraffen, dels omfanget og alvoren af den tidligere kriminalitet. Herudover kunne det

indgå, hvor lang tid der var gået siden den tidligere kriminalitet.

100

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 1 år. Henset til, at tiltalte nu var dømt for

at have unddraget statskassen et betydeligt beløb ved moms- og skattesvig, og at han i 2005

var idømt fængsel i 40 dage for ligeartet kriminalitet, tiltrådte Højesteret endvidere, at der

uanset tiltaltes gode personlige forhold ikke var grundlag for at gøre straffen helt eller delvist

betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 16. september 2016 (PBN 2015-25-0162).

U 2017.1185 H.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i 2015 i tre tilfælde meddelte anketilladelse til

Højesteret vedrørende emnet. Sagerne

–

to sager om simpel vold og en sag om brandstiftelse

–

er omtalt Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2015, herunder med oplysning om

Højesterets afgørelse to af sagerne. Disse er nu begge trykt

–

henholdsvis som U 2016.2484

H (restaurationsvold) og U 2016.3032 H (brandstiftelse). Den tredje sag (trafikvold) blev hævet

for Højesteret.

Procesbevillingsnævnet har den 6. januar 2017 meddelt yderligere en anketilladelse

vedrørende anvendelsen af de nye regler om udvidet brug af samfundstjeneste. Sagen angik

grov vold, og den tiltalte blev i såvel byretten som landsretten fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 245 og idømt betinget fængsel med vilkår om blandt andet samfundstjeneste.

Sagen er omtalt på Procesbevillingsnævnets hjemmeside. Højesteret afsagde dom i sagen

den 25. april 2017, og ændrede straffen til ubetinget fængsel. Højesteret udtalte blandt andet,

at det i forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af reglerne om

samfundstjeneste mv. må anses for forudsat, at udgangspunktet ved grov vold, jf.

straffelovens § 245, fortsat er, at der skal fastsættes en ubetinget frihedsstraf, og at betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde taler for

det.

Medvirken til salg fra hashboder på Christiania

Ved anklageskrift af 1. maj 2014 rejste anklagemyndigheden tiltale mod i alt 76 personer

for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. jf. stk. 2, jf. lov om euforiserende

101

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

stoffer og bekendtgørelse om euforiserende stoffer, ved at have deltaget i hashhandel på

Christiania. Tiltalen førte til 6 domsmandssager, der hver især omhandlede mellem 10 og

16 tiltalte.

I den ene af disse 6 sager erkendte de 10 tiltalte alle at have solgt hash fra den bod på

Christiania, som de hver især var tilknyttet, men de tiltalte gjorde gældende, at de alene

skulle dømmes for salg af hash i det omfang, som politiet rent faktisk havde observeret

dem i den enkelte bod, mens anklagemyndigheden fastholdt, at de tiltalte skulle dømmes

for det samlede salg fra den enkelte bod.

Sagerne rejste ved byretten således navnlig spørgsmål om, hvorvidt de tiltalte på

baggrund af organiseringen af hashhandlen på Christiania og i den enkelte bod kunne

anses for skyldige i salg af hash også på tidspunkter, hvor anklagemyndigheden ikke

havde dokumentation for, at de tiltalte selv har været til stede i de respektive boder. Der

var endvidere spørgsmål om, hvordan mængden af hash solgt fra den enkelte bod i givet

fald skulle opgøres.

Byretten fandt, at de tiltalte kunne dømmes for medvirken til det samlede salg fra

den enkelte bod

Byretten fandt, at de tiltalte kunne dømmes for medvirken til det samlede salg, der var sket

fra den bod, som de var tilknyttet, i den periode, som tiltalen vedrørte. Byretten henviste i

denne forbindelse navnlig til, at det var bevist, at de tiltalte havde været bekendt med

omfanget af den hashhandel, der var foregået, og at de tiltalte ved deres egen deltagelse i

den systematiske og organiserede handel havde tilskyndet til og gjort salget af den

samlede mængde handlede hash mulig i den bod, som den pågældende havde været

tilknyttet, ligesom de tiltalte ved deres tilstedeværelse og deltagelse i handlen med hash

havde holdt den organiserede hashhandel i gang kontinuerligt.

For at beregne den samlede mængde hash, som var solgt fra hver enkelt bod, og som

den enkelte tiltalte dermed kunne dømmes for medvirken til, tog byretten udgangspunkt i

politiets beregninger af kvantum, der byggede på de observationer, som politiet havde

foretaget af antallet af kunder og mængden af hash pr. salg. Byretten fandt dog, at

politiets gennemsnitsberegninger var forbundet med usikkerhed, og at denne usikkerhed

102

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

skulle komme de tiltalte til gode, hvorfor byretten blandt andet foretog en skønsmæssig

nedrunding af kvantum.

Byretten fandt på denne baggrund, at de tiltalte hver kunne dømmes for salg af mellem 85

og 200 kg hash. Byretten idømte herefter de tiltalte mellem 1 år og 9 måneders fængsel

og 2 år og 9 måneders fængsel.

Landsretten fandt i det væsentligste, at de tiltalte kunne dømmes for medvirken til

det samlede salg fra den enkelte bod

De tiltalte ankede byrettens dom til landsretten i det væsentligste med påstand om

frifindelse i det ikke erkendte omfang samt formildelse.

Anklagemyndigheden kontraankede byrettens dom og nedlagde i det væsentligste

påstand om, at de tiltalte skulle dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet.

Landsretten fandt, at en bod udgjorde en selvstændig forretning, som blev drevet af flere i

forening, og at de personer, der var tilknyttet en bestemt bod, dermed havde deltaget i den

pågældende bods drift, hvorfor de tiltalte i det væsentligste kunne gøres strafferetligt

ansvarlige for den samlede mængde hash, der var solgt af gruppen fra den pågældende

bod i hele den periode, der var beviser for, at de tiltalte havde været aktive. Landsretten

fandt endvidere, at det forhold, at en tiltalt havde været bortrejst i en eller flere perioder,

ikke kunne føre til, at vedkommende ikke kunne dømmes for salget i denne periode.

For at beregne den samlede mængde hash, som den enkelte tiltalte kunne dømmes for,

tog landsretten i det væsentligste udgangspunkt i antallet af dage, der var sket salg fra

boderne, det gennemsnitlige antal kunder pr. bod og den gennemsnitlige mængde hash,

der var blevet solgt ved hver handel. Landsretten fandt endvidere, at den samlede vægt af

hashmixet i joints (dvs. både den almindelige tobak og hashen) skulle indgå ved

beregningen af de solgte mængder hash.

Landsretten fandt på denne baggrund, at de tiltalte hver kunne dømmes for salg af mellem

100 og 214 kg hash. Landsretten, der sondrede mellem bodmedarbejdere (personer, der

medvirker til at få handlen til at fungere) og sælgere (personer, der sætter rammerne for

salget), idømte herefter bodmedarbejderne 1 år og 9 måneders fængsel, de sælgere, der

ikke var tidligere straffet eller kun i begrænset omfang var straffet for ligeartet kriminalitet,

103

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2 år og 6 måneders fængsel, og de sælgere, der tidligere var dømt for ligeartet kriminalitet

i ikke ubetydeligt omfang, fængsel i 2 år og 9 måneder.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens retsanvendelse eller

for

statuere,

landsretten

havde

begået

fejl

forbindelse

med

bevisbedømmelsen

De tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret,

der bemærkede, at det om medvirken følger af straffelovens § 23, at den, der ved

tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til en strafbar handling, kan straffes for denne. I den

konkrete sag fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fastslå, at landsretten ikke

havde foretaget en konkret og objektivt funderet bevisbedømmelse, som var nærmere

begrundet, eller at landsretten

–

på baggrund af det bevisresultat, som landsretten var

nået frem til

–

havde anvendt straffelovens § 23 urigtigt ved at dømme de tiltalte for

medvirken.

For så vidt angår de mængder hash mv., som de tiltalte var dømt for i landsretten, fandt

Højesteret, at landsretten

–

i overensstemmelse med princippet om den frie be-

visbedømmelse

–

havde foretaget en konkret og objektivt funderet bevisbedømmelse,

som var begrundet, for så vidt angår de opgjorte mængder.

Tilladelser til anke til Højesteret af 10. februar 2016 (PBN 2015-25-0326, 2015-25-0335, 2015-25-0337, 2015-25-0341, 2015-25-

0342, 2015-25-0343, 2015-25-0344, 2015-25-0349, 2015-25-0351 og 2016-25-0022).

U 2016.2838 H.

Var grænserne for en civil agents medvirken under efterforskningen af en narkosag

overskredet?

I 2012 og 2013 foretog det amerikanske narkotikapoliti efterforskning rettet mod blandt

andet en tysk og en colombiansk statsborger, idet man mistænkte, at disse medvirkede til

at smugle narkotika fra Colombia til Europa. Der blev i Colombia afholdt en række møder

mellem de mistænkte og en civil agent fra det amerikanske narkotikapoliti, der udgav sig

for at være sælger af kokain. På møderne drøftede man angiveligt en leverance på 500 kg

kokain, ligesom der var drøftelser om, at kokainen skulle sendes til Danmark. Det

amerikanske narkotikapoliti rettede på baggrund heraf henvendelse til Rigspolitiet i

104

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Danmark med henblik på dansk politis bistand i forbindelse med eventuelle møder i

Danmark mellem de mistænkte og den civile agent.

I oktober 2013 blev der afholdt møde i København mellem den ene mistænkte og den

civile agent, hvorunder man drøftede et kvantum på 200 kg eller 500 kg kokain samt

prisen for kokainen. Møderne blev rumaflyttet, ligesom et større hold observatører fra

dansk politi overvågede den pågældende mistænktes færden.

I december 2013 blev der i Aarhus afholdt to møder mellem de mistænkte og blandt andet

en engelsk politiagent, der udgav sig for at være sælger, der deltog i møderne på vegne af

den civile agent, som de mistænkte tidligere havde mødtes med. På møderne indgik man

blandt andet aftale om en indledende handel på 10 kg kokain til 300.000 euro. Disse

møder blev tillige rumaflyttet. I forlængelse af et af møderne blev de mistænkte anholdt.

De mistænkte blev herefter tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 og 2, jf.

§ 21, ved at have forsøgt at smugle 200 kg kokain ind i Danmark, og under sagen blev der

rejst spørgsmål om, hvorvidt grænserne for anvendelse af civile agenter var overskredet.

Byretten fandt, at der var sket overskridelse af grænserne for en civil agents

medvirken efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2

Byretten fandt de tiltalte skyldige i overensstemmelse med tiltalen. Byretten fandt dog, at

det amerikanske narkotikapolitis civile agent under møderne i både Colombia og

København havde overskredet grænserne for en civil agents medvirken i retsplejelovens §

754 b, stk. 2.

Byretten henviste blandt andet til, at den civile agent havde haft en aktiv rolle under

møderne i København, og at det ikke havde været muligt at få udleveret materiale fra det

amerikanske narkotikapoliti eller de colombianske myndigheder vedrørende møderne i

Colombia, hvorfor det ikke havde været muligt at få overblik over den civile agents rolle

under disse møder.

I relation til den engelske politiagent fandt byretten ikke, at der var grundlag for at statuere,

at denne havde medvirket til en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed, jf.

retsplejelovens § 754 b, stk. 1, jf. § 754 a.

105

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Byretten anførte herefter, at overskridelsen af agentforbuddet i relation den civile agent

ikke kunne føre til, at de tiltalte skulle frifindes, men at overskridelsen skulle tillægges

betydning ved straffastsættelsen. Byretten idømte herefter de tiltalte henholdsvis 9 og 10

års fængsel, ligesom de tiltalte blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

De tiltalte ankede byrettens dom til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært

formildelse.

Landsretten fandt som byretten, at der var sket overskridelse af grænserne for en

civil agents medvirken

Landsretten fandt ligesom byretten, at der forelå en overtrædelse af straffelovens § 191,

stk. 1 og 2, jf. § 21.

Endvidere tiltrådte landsretten, at der ikke var grundlag for at antage, at den engelske

politiagent havde overskredet provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 b, stk. 1, jf. §

754 a, men at der for så vidt angik det amerikanske narkotikapolitis civile agent var sket

overskridelse af grænserne for en civil agents medvirken i retsplejelovens § 754 b, stk. 2.

Henset til, at de tiltalte havde udvist interesse for at indgå en handel om en stor mængde

kokain, at forløbet strakte sig over en lang periode med møder i Colombia, og at de tiltalte

under hele forløbet i Danmark havde udvist en stor vedholdenhed i forhold til at indgå

aftalen, fandt landsrettens flertal ikke, at der var grundlag for at antage, at den civile

agents rolle havde været afgørende for de tiltaltes vilje og evne til at indgå aftalen.

Landsrettens flertal fandt på denne baggrund ikke, at der forelå sådanne særlige

omstændigheder, at forholdet skulle anses for straffrit, eller at domfældelse ville være i

strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Landsrettens flertal

anførte dog, at der skulle tages hensyn til overskridelsen af agentforbuddet ved

strafudmålingen, hvorefter flertallet idømte de tiltalte henholdsvis 10 og 12 års fængsel,

ligesom de tiltalte blev udvist.

Procesbevillingsnævnet meddelte de tiltalte tilladelse til anke til Højesteret.

U 2016.1001 V.

Tilladelser til anke til Højesteret af 6. maj 2016 (PBN 2015-25-0313 og 2015-25-0321).

106

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Var opretholdelse af en udvist libanesers opholds- og meldepligt i 5 år et proportionalt

indgreb?

En libaneser blev i 1990 meddelt asyl i Danmark, men ved Højesterets dom i 2005 blev

udlændingen idømt fængsel i 8 år og udvist af Danmark for bestandig for overtrædelse af

straffelovens § 191.

Udlændingemyndighederne

traf

ved

hans

prøveløsladelse

fra

afsoningen

fængselsstraffen i 2009 afgørelse om, at han skulle udrejse af Danmark, men at han ikke

kunne tvangsudsendes til sin nationalstat.

Rigspolitiet pålagde ham daglig meldepligt til Rigspolitiet i Center Sandholm, og

udlændingemyndighederne pålagde udlændingen at være indkvarteret samme sted.

Der blev efterfølgende rejst straffesag mod ham for en lang række overtrædelser af

opholds- og meldepligten.

Byretten fandt libaneseren skyldig

I en tilståelsessag blev libaneseren idømt fængsel i 40 dage for i alt 1.335 tilfælde af

overtrædelse af meldepligten og i alt 180 tilfælde af overtrædelse af opholdspligten i

perioden fra februar 2010 og til februar 2015. Byretten lagde ved strafudmålingen til grund,

at han løbende havde orienteret Rigspolitiet om, hvor han opholdt sig, at han konsekvent

og systematisk i flere år ikke havde overholdt sin opholds- og meldepligt, at

sagsbehandlingstiden omvendt havde været meget lang, og at han havde forklaret, at han

ville forsætte med at blive boende med sin familie i Aarhus.

Landsrettens flertal stadfæstede byrettens dom

Libaneseren ankede dommen til landsretten med påstand om strafbortfald i medfør af

straffelovens § 83, 2. pkt., da han mente, at opretholdelsen af opholds- og meldepligten

udgjorde

uproportionalt

indgreb.

Subsidiært

påstod

han

formildelse.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt, at det efter sagens karakter påhvilede retten at foretage en vis prøvelse

af Rigspolitiets og udlændingemyndighedernes afgørelser, og landsretten inddrog i

afgørelsen de kriterier, som Højesteret havde opstillet i U 2012.2874 H vedrørende artikel

2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

107

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Landsrettens flertal på fem dommere udtalte herefter, at på baggrund af, at libaneseren

var blevet idømt 8 års fængsel for grov narkokriminalitet, at han, siden han blev

prøveløsladt i 2009, var straffet 4 gange, dog alene med bødestraf, at han siden 2011 ikke

havde overholdt påbuddene om opholds- og meldepligt, at der i tiltaleperioden ikke havde

været udsigt til, at han kunne tvangsudsendes, og at hans opholdssted formentligt havde

kunnet identificeres, var den pålagte opholds- og meldepligt i tiltaleperioden ikke et

uproportionalt indgreb, som kunne begrunde strafnedsættelse eller strafbortfald. En

dommer fandt, at den meddelte opholdspligt i Center Sandholm i løbet af den lange

periode, som tiltalen omfattede, havde antaget et uproportionalt indgreb.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Højesteret fandt, at indgrebet i en del af perioden havde været uproportionalt og

nedsatte straffen

Libaneseren ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der bemærkede, at Udlændingestyrelsen løbende havde vurderet, om fortsat

ophold i Center Sandholm måtte anses for proportionalt, og styrelsen havde i den periode,

tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom den 9. oktober 2013.

Højesterets flertal udtalte herefter blandt andet, at da Udlændingestyrelsen traf afgørelse

den 9. oktober 2013, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder.

Udlændingestyrelsen havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke

var konkret risiko for, at libaneseren ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at

udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som

følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed

for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne

udrejse til.

Højesterets flertal fandt, at libaneserens pligt til at tage ophold i Center Sandholm fra den

9. oktober 2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med

artikel 2 i Tillægsprotokol 4. Udlændingestyrelsens afgørelse af 9. oktober 2013 om fortsat

ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i Center Sandholm ugyldig fra

dette tidspunkt.

108

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Libaneseren blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden

frem til den 9. oktober 2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne

dato. Som konsekvens heraf nedsatte Højesteret dem idømte straf til fængsel i 30 dage.

Tilladelse til anke til Højesteret af 21. september 2016 (PBN 2016-25-0149).

U 2017.1228 H.

Spørgsmål om tilregnelseskravet i en sag om kursmanipulation

I februar 2010 udstedte et børsnoteret selskab en selskabsmeddelelse, der indeholdt

positive oplysninger om selskabets udvikling af et lægemiddel, herunder at et studie havde

vist, at lægemidlets

”primary end point” var

mødt. Kursen på selskabets aktier steg som

følge heraf fra kurs 85 til kurs 224.

I marts 2010 blev der afholdt ordinær generalforsamling i selskabet, hvorunder selskabets

administrerende direktør valgte at udnytte en option på køb af aktier i selskabet til kurs

156,04. Direktøren solgte kort efter aktierne til kurs 176, hvorved han opnåede en ikke

ubetydelig fortjeneste.

I april 2010 udstedte selskabet en korrigerende selskabsmeddelelse, hvoraf det fremgik,

at oplysningerne i den tidligere selskabsmeddelelse om, at ”primary end point” var mødt,

havde været baseret på, at der var foretaget en justering for forskelle i patienters

genetiske disponering for den sygdom, som lægemidlet vedrørte. Kursen på selskabets

aktier faldt herefter fra kurs 170,50 til kurs 120.

På baggrund heraf anmeldte Finanstilsynet selskabet til Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk og International Kriminalitet, der rejste tiltale mod selskabet og selskabets

administrerende direktør for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed.

Byretten dømte både selskabet og den administrerende direktør

Både selskabet og den administrerende direktør blev i byretten fundet skyldige i

overtrædelse af forbuddet mod kursmanipulation og idømt en bøde på henholdsvis 5 mio.

kr. og 1 mio. kr.

Byretten henviste blandt andet til, at den oprindelige selskabsmeddelelse gav urigtige

signaler, som var egnede til at påvirke kursen, og at den administrerende direktør havde

109

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

været bekendt med, at ”primary end point” ikke var mødt, men at han på trods heraf

medvirkede til at udarbejde og udsende selskabsmeddelelsen. Byretten fandt imidlertid

ikke,

der

forelå

kursmanipulation

særlig

grov

beskaffenhed,

idet

selskabsmeddelelse med et korrekt indhold om studiets resultat måtte antages tillige at

have medført en stigning i selskabets aktiekurs.

Landsretten dømte selskabet men frifandt direktøren

Selskabet og den administrerende direktør ankede byrettens dom til landsretten med

påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse for så vidt angik selskabet og henviste til, at

selskabsmeddelelsen havde været egnet til at give urigtige eller vildledende signaler, idet

det ikke af

selskabsmeddelelsen fremgik, at ”primary end point” kun var mødt, hvis der

blev justeret for forskelle i patienters genetiske disponering, og idet der var tale om

offentliggørelse af et forskningsresultat i et medicinalfirma. Endvidere henviste landsretten

til, at den administrerende direktør forud for udstedelsen af den oprindelige

selskabsmeddelelse var advaret om risikoen ved at udstede en selskabsmeddelelse,

hvoraf det fremgik, at ”primary end point” var mødt, hvorfor det var bevist, at direktøren

havde kendskab til, at studiets primære analyse var fejlet, at oplysningerne i den

oprindelige selskabsmeddelelse var ukorrekte og vildledende, og at oplysningerne om, at

”primary end point” var mødt, kunne få mærkbar betydning for kursdannelsen.

For så vidt angik den administrerende direktør frifandt landsretten denne under henvisning

til, at købet og salget af aktierne ikke fandt sted umiddelbart efter udstedelsen af den

oprindelige selskabsmeddelelse, og at der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at hans

dispositioner havde andet sigte end at varetage selskabets interesser.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Selskabet ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret

og gjorde blandt andet gældende, at det efter forarbejderne til værdipapirhandelslovens §

38 er en betingelse for at straffe selskabet for kursmanipulation, at selskabet ved

offentliggørelsen af oplysningerne i selskabsmeddelelsen havde til formål at påvirke

kursen på sine aktier.

110

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret lagde med henvisning til landsrettens bevisresultat til grund, at selskabets

direktør havde kendskab til, at studiets primære analyse var fejlet, at oplysningerne i

meddelelsen var ukorrekte og vildledende, og at oplysningen om, at ”primary end point”

var mødt, kunne få mærkbar betydning for kursdannelsen på selskabets aktier.

Højesteret bemærkede, at kursmanipulation efter værdipapirhandelslovens § 38, stk. 1, nr.

1, omfatter handlinger, der er egnet til at påvirke kursen på værdipapirer i en retning, der

afviger fra disses værdi i markedet, ved udbredelse af oplysninger, der er egnet til at give

urigtige eller vildledende signaler om bl.a. kursen på værdipapirer. Bestemmelsen gælder

også for udstedere og stiller efter sin ordlyd ikke særlige krav til tilregnelsen. Der kan

derfor også dømmes for kursmanipulation, når bestemmelsen overtrædes ved

uagtsomhed, jf. straffelovens § 19.

Højesteret fastslog endvidere, at det, som er anført i forarbejderne om, at der ved en

udsteders undladelse af at offentliggøre intern viden alene kan dømmes for

kursmanipulation i grovere tilfælde, hvor formålet har været at påvirke kursen, ikke kan

antages at sigte på tilfælde, hvor udstederen ved en handling udbreder urigtige eller

vildledende oplysninger i strid med bestemmelsen. Højesteret fandt endvidere, at forholdet

ikke kunne henføres under værdipapirhandelslovens § 94, stk. 1, 2. pkt., jf. nu

straffelovens § 299 d, stk. 1, nr. 1, om skærpende omstændigheder.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 16. marts 2016 (PBN 2015-25-0291).

U 2017.558 H.

111

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kan der ske konfiskation af en personbil, som den tiltalte i en færdselsstraffesag

om kørsel i frakendelsestiden ikke ejede på gerningstidspunktet?

Den tiltalte, der i september 2011 var blevet frakendt førerretten i 3 år, blev i byretten

idømt 40 dages fængsel for i 4 tilfælde inden for en periode på 3 år at have kørt i

frakendelsestiden.

Byretten traf bestemmelse om konfiskation af 3 biler, der nu tilhørte tiltalte,

herunder den nyerhvervede bil

Byretten traf i medfør af den på gerningstidspunktet gældende færdselslovs § 133 a, stk.

4, jf. stk. 8 (nu stk. 6, jf. stk. 11), bestemmelse om konfiskation af henholdsvis en

Mercedes-Benz, en BMW og en Chrysler, som alle var ejet af tiltalte. Byretten anførte, at

der ikke var særlige grunde, der undtagelsesvis talte for ikke at konfiskere bilerne, jf. den

på gerningstidspunktet gældende færdselslovs § 133 a, stk. 9 (nu stk. 12).

Landsretten opretholdt konfiskationen af den nyerhvervede bil

Tiltalte ankede byrettens dom til landsretten blandt andet med påstand om frifindelse for

påstanden om konfiskation.

For så vidt angik den nyerhvervede bil

–

af mærket BMW

–

fandt landsrettens flertal, at

der kunne ske konfiskation af bilen, uagtet at denne ikke var erhvervet på tidspunktet for

lovovertrædelserne, idet det kunne lægges til grund, at denne bil var ejet af tiltalte,

ligesom han i sagens forhold 4 kørte i en ganske tilsvarende bil, som han kort tid efter

skiftede ud med den i sagen omhandlede BMW. Landsrettens flertal bemærkede, at der

herved ikke for én kørsel skete konfiskation af flere biler. Landsrettens flertal tiltrådte, at

der ikke forelå særlige grunde, der undtagelsesvis talte for ikke at konfiskere bilen.

Landsrettens mindretal fandt, at der ikke kunne

ske konfiskation af BMW’en på grundlag

af sagens forhold 4, da reglerne i den på gerningstidspunktet gældende færdselslovs §

133 a, stk. 4 og 8 (nu stk. 6 og 11), ikke kunne antages at indeholde hjemmel til

konfiskation af et køretøj, som først blev erhvervet af tiltalte efter den pågældende kørsel.

Endvidere fandt landsrettens mindretal, at der ikke kunne ske konfiskation af BMW’en som

følge af sagens forhold 5, da tiltalte anvendte en af de øvrige konfiskerede biler under

dette kørselsforhold, og idet der i færdselslovens § 133 a ikke sås at være fornøden

112

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

hjemmel til, at der hos en person, der har kørt i frakendelsestiden i egen bil, kan ske

konfiskation af yderligere biler.

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse vedrørende konfiskation af den

nyerhvervede bil

Den tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der udtalte, at færdselslovens § 133 a, stk. 11, efter sin ordlyd og forarbejder

må forstås således, at den er et supplement til stk. 2-10 og angår de tilfælde, hvor tiltalte

ikke er ejer af det køretøj, som anvendes ved den aktuelle overtrædelse, og som derfor

ikke kan konfiskeres efter disse bestemmelser.

Tiltalte benyttede ved de to sidste kørsler i frakendelsestiden, der gav grundlag for

obligatorisk konfiskation, et motorkøretøj, som han selv var ejer af. § 133 a, stk. 11,

hjemlede herefter ikke obligatorisk konfiskation af tiltaltes andre biler, der ikke blev

anvendt ved den aktuelle overtrædelse. Ved den fjerde kørsel i frakendelsestiden

anvendte tiltalte en bil, som skulle konfiskeres efter § 133 a, stk. 6, og denne kørsel kunne

derfor ikke give anledning til konfiskation af yderligere køretøjer. Ved den tredje kørsel i

frakendelsestiden anvendte tiltalte sin oprindelige BMW. Dette køretøj skulle ligeledes

have været konfiskeret efter § 133 a, stk. 6, men det var imidlertid solgt og erstattet af den

nye BMW, inden politiet foretog beslaglæggelse.

Højesteret tiltrådte, at der også for det nye køretøj var hjemmel til obligatorisk konfiskation,

da det var anskaffet til erstatning for det køretøj, der blev anvendt ved kørslen. Der forelå

ikke sådanne særlige grunde, der undtagelsesvis kunne tale for at fravige reglerne om

obligatorisk konfiskation.

Tilladelse til anke til Højesteret af 28. september 2016 (PBN 2016-25-0075).

U 2017.540 H.

113

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

To sager om udvisning af henholdsvis en somalisk og en tyrkisk statsborger, der begge

havde haft ophold i Danmark det meste af deres liv og tidligere var betinget udvist

I begge sager var de tiltalte blevet dømt for forsøg på et egentligt hjemmerøveri.

Den somaliske statsborger:

Byretten og landsretten udviste betinget

Den tiltalte, der var tidligere straffet blandt andet for røveri og tidligere betinget udvist af

Danmark, blev i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk.

1, nr. 1, samt straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Byretten fastsatte straffen til

fængsel i 4 år. Byretten fandt endvidere, at det ville være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser at udvise den tiltalte, som var en 24-årig somalisk statsborger,

der var indrejst i Danmark som 6-årig, og som var uden tilknytning til Somalia, uanset

karakteren af den tidligere og nu begående kriminalitet, og at tiltalte tidligere var blevet

udvist betinget. Byretten udviste derfor den tiltalte betinget på ny.

Vedrørende strafudmålingen ændrede landsretten byrettens afgørelse, da landsretten

fandt, at der alene var tale om forsøg på hjemmerøveri. Landsretten skærpede dog

samtidig straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.

Vedrørende spørgsmålet om udvisning stadfæstede landsretten byrettens afgørelse om

betinget udvisning efter en samlet afvejning, hvorefter udlændingelovens § 26, stk. 2, var

til hinder for udvisning af den tiltalte.

Højesteret udviste ubetinget

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets (begrænsede) tilladelse

spørgsmålet om udvisning til Højesteret, der ændrede landsrettens afgørelse til ubetinget

udvisning

med

indrejseforbud

for

bestandig,

idet

Højesteret

bemærkede,

udlændingelovens betingelser for udvisning var opfyldt, og den tiltalte derfor skulle derfor

udvises, medmindre udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

nærmere bestemt artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til

privatliv og familieliv. Dette afhang af en proportionalitetsvurdering efter de kriterier, som

Menneskerettighedsdomstolen havde fastlagt i udvisningssager.

114

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Tiltalte var en nu 25-årig somalisk statsborger. Han var kommet til Danmark som 6-årig og

havde boet her siden. Der skulle derfor foreligge meget tungtvejende grunde, hvis han

skulle udvises. Tiltalte var også tidligere dømt for bl.a. røverier og i den forbindelse

betinget udvist af Danmark. Højesteret vurderede, at der var en betydelig risiko for, at

tiltalte også fremover ville begå personfarlig kriminalitet i Danmark, såfremt han ikke blev

udvist. Han var ikke gift eller samlevende og havde ingen børn, men han havde kontakt til

sine forældre og 12 halvsøskende, som boede her i landet. Han kunne ikke anses for

velintegreret her i landet, idet han ikke havde nogen uddannelse og ikke havde haft en

fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han talte somali flydende, om end han ikke

havde været i Somalia, siden han kom til Danmark.

Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at udvisning med indrejseforbud for

bestandig måtte anses for en proportionel foranstaltning med henblik på at forebygge uro

eller forbrydelse. Udvisning var dermed ikke i strid med Danmarks internationale

forpligtelser.

Retten i Holbæks dom af 27. april 2016 (60-678/2016).

Østre Landsrets dom af 10. august 2016 (S-1257-16).

Tilladelse til anke til Højesteret af 8. december 2016 (PBN 2016-25-0248).

Højesterets dom af 16. marts 2017 (sag nr. 309/2016).

Den tyrkiske statsborger:

Byretten udviste betinget

Den tiltalte, der var tidligere straffet blandt andet for simpel og kvalificeret vold og betinget

udvist af Danmark, blev i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk.

2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, samt straffelovens § 245, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. § 247, stk. 1.

Den tiltalte blev idømt fængsel i 7 år og 8 måneder (tillægsstraf). Vedrørende spørgsmålet

om udvisning bestemte byretten, at den tiltalte alene skulle udvises af Danmark betinget.

Byretten fandt således, at udvisning af den tiltalte, som var tyrkisk statsborger, 25 år

gammel på gerningstidspunktet, født og opvokset i Danmark, og som havde sin nærmeste

familie i Danmark, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 8, stk. 2, selvom den aktuelt begåede kriminalitet måtte anses for meget alvorlig, og

selvom den tiltalte tidligere var udvist betinget.

115

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Landsretten udviste ubetinget

Landsretten stadfæstede byrettens strafudmåling, men ændrede byrettens afgørelse

vedrørende spørgsmålet om udvisning, således at den tiltalte blev udvist med

indrejseforbud for bestandig. Landsretten fandt under hensyn til grovheden af den aktuelle

kriminalitet, grovheden og omfanget af tidligere kriminalitet, som den tiltalte havde begået,

den omstændighed at det nuværende forhold var begået i prøvetiden for en betinget

udvisning, at den tiltalte ikke havde en ægtefælle eller børn i Danmark, at han havde

begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og at han i kraft af sit sprogkundskab og sine

familierelationer havde en vis tilknytning til sin nationalstat, og uanset at den tiltalte var

født og opvokset i Danmark og havde sine forældre og søskende her, at der kunne ske

udvisning, uden at dette ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Den tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets (begrænsede) tilladelse landsrettens

dom til Højesteret for så vidt angik spørgsmålet om udvisning.

Mens ankesagen verserede, indgik tiltale ægteskab med en herboende tyrkisk

statsborger.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de grunde, der er anført af landsretten, og

med den bemærkning, at den omstændighed, at den tiltalte i oktober 2016 indgik

ægteskab med en herboende tyrkisk statsborger, ikke kunne føre til et andet resultat.

Højesteret lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået efter landsrettens dom om

udvisning af tiltalte, og at ægtefællerne derfor ikke kan have haft en berettiget forventning

om at kunne blive sammen i Danmark.

Retten i Roskildes dom af 10. november 2015 (9-3319/2015)

Østre Landsrets dom af 24. august 2016 (S-3065-15)

Tilladelse til anke til Højesteret af 8. december 2016 (PBN 2016-25-0249)

Højesterets dom af 16. marts 2017 (sag nr. 310/2016).

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet den 2. marts 2017 har meddelt yderligere en tyrkisk

statsborger (begrænset) tilladelse til anke til Højesteret af spørgsmålet om udvisning. Der er

tale om 29-årig tiltalt, der i landsretten blev fundet skyldig i tredobbelt drabsforsøg, og hvor

116

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

landsretten fandt, at den tiltalte skulle udvises. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at tiltalte på

baggrund af karakteren af sine handlinger måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og

tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser. Disse voterende

fandt endvidere efter en samlet bedømmelse af på den ene side, at tiltalte er idømt en

langvarig ubetinget fængselsstraf for forsøg på manddrab begået mod tre personer, og på den

anden side til tiltaltes tilknytning til Danmark, hvor han er født og opvokset, at afvejningen af

disse forhold sammenholdt med, at tiltalte har en væsentlig tilknytning til Tyrkiet, navnlig idet

tiltaltes mindreårige børn og ægtefælle bor der, medfører, at Danmarks internationale

forpligtelser ikke er til hinder for udvisning. Sagen er omtalt på Procesbevillingsnævnets

hjemmeside.

To sager om, hvorvidt betingelserne for at idømme forvaring for seksualforbrydelser i

førstegangstilfælde var opfyldt

Den første sag: Tiltalte, der tidligere var straffet for anden personfarlig kriminalitet end

seksualforbrydelser, herunder grov vold, blev blandt andet dømt for at have begået seksuelle

overgreb i form af blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje mod 4

søskende på mellem 2 og 8 år samt for medvirken til seksualforbrydelser begået af

tredjemænd mod børn under 12 år, idet tiltalte blandt andet administrerede to hjemmesider

indeholdende

børnepornografi,

hvor

medlemmerne

jævnligt

skulle

uploade

nyt

børnepornografisk materiale for at bibeholde medlemskabet.

Retslægerådet havde udtalt, at tiltalte på grund af en personlighedsforstyrrelse og henset til

omfanget og arten af den tidligere pådømte og nu påsigtede kriminalitet udgjorde en så

nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at forvaring, jf. straffelovens § 70,

stk. 2, måtte anses for påkrævet for at forebygge denne fare.

Byretten og landsretten fandt ikke, at betingelserne for at idømme forvaring var opfyldt

Byrettens flertal fandt ikke, at der var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at idømme tiltalte

forvaring i medfør af straffelovens § 70, stk. 2, og idømte tiltalte 6 års fængsel.

Vedrørende strafudmålingen fandt landsretten under henvisning til, at tiltalte ikke var tidligere

straffet for seksualforbrydelser, og at de alvorligste af de overgreb, som han var fundet skyldig

i, ikke var foretaget af ham selv, men af andre med tiltaltes tilskyndelse, at der

–

uanset

omfanget og karakteren af den pådømte kriminalitet og oplysningerne om tiltaltes person,

117

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

herunder Retslægerådets udtalelse

–

ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at idømme tiltalte

forvaring. Landsretten idømte herefter tiltalte 7 års fængsel.

Højesteret idømte forvaring

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret. Tilladelsen var begrænset til spørgsmålet om straffastsættelse.

Højesteret bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 70, stk. 2, at det

”ikke [skal] være udelukket at idømme

forvaring allerede første gang en person tiltales for

grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person er betydelig risiko

for gentagelse, som bør forhindres”,

og Højesteret udtalte, at disse bemærkninger må forstås

sådan, at det i sager, hvor den tiltalte ikke tidligere er dømt for en alvorlig seksualforbrydelse,

må kræves, at de begåede forhold og oplysningerne om tiltaltes person i særlig høj grad giver

grundlag for at antage, at der er en risiko for gentagelse, som gør forvaring påkrævet.

Højesteret fandt på baggrund af omfanget, karakteren og grovheden af de begåede

seksualforbrydelser sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes person, herunder udtalelsen

fra Retslægerådet, at betingelserne i straffeloven for forvaring var opfyldt.

I forlængelse heraf udtalte Højesteret, at den omstændighed, at nogle af overgrebene ikke

blev foretaget af tiltalte selv, men af andre efter hans tilskyndelse, ikke kunne føre til en anden

bedømmelse af risikoen for, at han selv eller andre med hans medvirken begår nye overgreb

mod børn.

Herefter tog Højesteret anklagemyndighedens påstand om forvaring til følge.

Retten i Randers’ dom

af 4. marts 2016 (2-3568/2015).

Vestre Landsrets dom af 30. september 2016 (S-0514-16).

Tilladelse til anke til Højesteret af 30. december 2016 (PBN 2016-25-0315).

Højesterets dom af 18. maj 2017 (sag nr. 4/2017).

Den anden sag: Tiltalte blev havde over en periode på 7 måneder i 5 tilfælde begået voldtægt

og frihedsberøvelse eller forsøg herpå mod unge kvinder i København.

Af den psykiatriske erklæring fremgik det, at tiltalte

–

uagtet at risikoen for egentlig

voldsadfærd blev vurderet som værende lav, og at der ikke vurderedes at være overbevisende

tegn på dyssocial personlighedsforstyrrelse

–

måtte antages at udgøre en væsentlig risiko for

118

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

andres (kvinders) liv, legeme, helbred eller frihed, hvorfor man anbefalede forvaring. Af

Retslægerådets udtalelse fremgik det, at der måtte antages at være en væsentlig risiko for ny

personfarlig kriminalitet, hvorfor tiltalte vurderedes at udgøre væsentlig fare for andres liv,

legeme, helbred eller frihed, og at forvaring, jf. straffelovens § 70, stk. 2, måtte antages at

være påkrævet for at forebygge denne fare.

Byretten og landsretten fandt, at betingelserne for at idømme forvaring var opfyldt

Byrettens flertal fandt, at betingelserne for at idømme forvaring, jf. straffelovens § 70, stk. 2,

var opfyldt. Byrettens flertal henviste blandt andet til den psykiatriske erklæring, indtrykket af

tiltaltes person, forholdenes grove karakter, antallet af forhold og at forholdene var begået over

en periode på cirka 7 måneder mod tilfældige kvinder. Tiltalte blev tillige udvist med

indrejseforbud gældende for bestandig.

Vedrørende strafudmålingen fandt landsrettens flertal under henvisning til tiltaltes farlighed, at

tiltalte i 5 tilfælde havde begået voldtægt og frihedsberøvelse eller forsøg herpå over for

forskellige unge piger, som tiltalte opsøgte ved nattetide på offentlig vej, og at forvaring

fandtes påkrævet for at forebygge denne fare, at betingelserne for at idømme forvaring, jf.

straffelovens § 70, stk. 2, var opfyldt.

Højesteret stadfæstede

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Tilladelsen var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at idømme forvaring

var opfyldt.

Højesteret gentog det udtalte ovenfor under den første sag om forståelsen af forarbejderne til

straffelovens § 70, stk. 2, og Højesteret tiltrådte på baggrund af omfanget, karakteren og

grovheden af de begåede seksualforbrydelser i sagen sammenholdt med oplysningerne om

tiltaltes person, herunder Retslægerådets udtalelse, at betingelserne i straffeloven for forvaring

var opfyldt.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Københavns Byrets dom af 21. oktober 2015 (SS 3-13044/2015).

Østre Landsrets dom af 26. august 2016 (S-2916-15).

Tilladelse til anke til Højesteret

–

af tekniske grunde først afsendt den 3. februar 2017 (PBN 2016-25-0261).

Højesterets dom af 18. maj 2017 (sag nr. 34/2017).

119

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kære i straffesager

Kan det i forbindelse med en afgørelse om edition pålægges en bank at give oplysning

om fremtidige transaktioner på bankkonti?

Under efterforskningen af en straffesag om såkaldt kædesvig anmodede anklagemyndigheden

om, at det skulle pålægges en bank at udlevere en række oplysninger vedrørende nogle

bestemte bankkonti. Editionsbegæringen omfattede dels oplysninger om allerede foretagne

transaktioner, og dels oplysninger om fremtidige kontobevægelser i en bestemt periode,

således at banken løbende skulle udlevere oplysninger om transaktioner på bankkontiene.

Den for de mistænkte beskikkede indgrebsadvokat protesterede imod editionspålægget for så

vidt angik den fremadrettede edition.

Byretten imødekom anklagemyndighedens begæring

Byretten meddelte i 2 ens kendelser banken editionspålæg i overensstemmelse med

anklagemyndighedens begæring, idet byretten fandt, at der i retsplejelovens § 804, stk. 1, er

hjemmel til at få oplyst om kontobevægelser, når de foretages.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Den beskikkede indgrebsadvokat kærede herefter kendelserne til Østre Landsret, der

stadfæstede byrettens kendelser. Landsretten fandt

–

ligesom byretten

–

at der er hjemmel til,

at det kan pålægges banken at oplyse om kontobevægelser, når de foretages.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Den beskikkede indgrebsadvokat kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens

kendelse til Højesteret, der udtalte, at efter forarbejderne til § 804, stk. 1, kan det pålægges en

person at udlevere genstande, herunder oplysninger fra pengeinstitutter, som den

pågældende har eller

–

inden for et nærmere fastsat fremtidigt tidsrum

–

vil få rådighed over. I

overensstemmelse hermed er det i retspraksis fastslået, at en kendelse om oplysning om

transaktioner på en identificeret bankkonto også kan angå fremtidige transaktioner i en

nærmere angivet periode.

Herefter bemærkede Højesteret, at der ved lov nr. 634 af 12. juni 2013 blev indsat et nyt

stykke (stk. 3) i retsplejelovens § 806, som giver mulighed for editionspålæg inden for et

tidsrum på højst 4 uger over for flere banker på baggrund

af en enkelt retskendelse (”kendelse

120

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

på transaktion”), så en transaktion lettere kan følges fra bank til bank. I forarbejderne til § 806,

stk. 3, er den nævnte retspraksis vedrørende § 804, stk. 1, lagt til grund.

På den anførte baggrund fandt også Højesteret, at der i retsplejelovens § 804, stk. 1, er

hjemmel til inden for et tidsrum på 4 uger at pålægge en bank at oplyse om fremtidige

kontobevægelser.

Tilladelse til kære til Højesteret af 26. maj 2016 (PBN 2016-25-0063).

U 2017.293 H.

Kunne der ske varetægtsfængsling efter udlændingeloven af en svensk statsborger?

En svensk statsborger blev af politiet antruffet i Københavns Lufthavn sammen med en

kvinde. Han var i besiddelse af kvindens pas og bar hendes bagage. Det viste sig, at passet

ikke tilhørte kvinden. Manden blev anholdt og sigtet for menneskesmugling. Under

grundlovsforhøret nægtede manden sig skyldig og forklarede om sine personlige forhold, at

han oprindeligt var fra Irak, men at han havde været svensk statsborger i 12 år, ligesom han

havde fast bopæl i Sverige, hvor han var indehaver af fire supermarkeder. Han havde også et

transportfirma i Tyskland. Han var på vej til Dublin sammen med kvinden.

Byretten varetægtsfængslede den svenske statsborger

Byretten varetægtsfængslede manden i 18 dage efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1,

efter hvilken bestemmelse det bl.a. er en betingelse, at der er bestemte grunde til at anse

varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og

under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes. Byretten

fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt blandt andet under hensyn til, at

manden ikke havde nogen tilknytning til Danmark, at han selv havde forklaret, at han både

opholdt sig i Sverige og Tyskland, og at han ville til Irland, fordi han skulle

”have

et nyt forhold

–

et nyt liv”.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Landsretten, der var enig i byrettens begrundelse og resultat, stadfæstede byrettens

afgørelse.

121

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Den svenske statsborger kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens

kendelse til Højesteret, der

blandt andet udtalte, at det måtte lægges til grund, at manden

var svensk statsborger, og at han på fængslingstidspunktet var tilmeldt en adresse i

Sverige og havde forældre, børn og anden familie der, ligesom han efter det oplyste

arbejdede der. Det måtte imidlertid samtidig lægges til grund, at manden i

grundlovsforhøret forklarede, at han normalt bor i Sverige og Tyskland, og at han ville til

Irland, fordi han skulle ”have et nyt forhold

et nyt liv”. Det var endvidere i

grundlovsforhøret oplyst, at manden var registreret med ukendt adresse i Sverige, og han

forklarede, at han drev virksomhed i både Sverige og Tyskland.

Under disse omstændigheder tiltrådte Højesteret, at der var bestemte grunde til at anse

varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre mandens tilstedeværelse under sagen, indtil

en eventuel udvisning kunne fuldbyrdes.

Tilladelse til kære til Højesteret af 31. marts 2016 (PBN 2016-26-0004).

U 2016.3589 H.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i 2015 meddelte kæretilladelse til Højesteret

vedrørende varetægtsfængsling af to svenske statsborgere efter udlændingeloven. Sagen er

omtalt i Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2015. Højesterets afgørelse er trykt som U

2015.3263 H.

Det bemærkes endvidere, at Procesbevillingsnævnet i 2014 meddelte en svensk statsborger

tilladelse til kære til Højesteret af en afgørelse om varetægtsfængsling efter retsplejelovens

bestemmelse om unddragelsesrisiko. Sagen er omtalt i Procesbevillingsnævnets årsberetning

for 2014. Højesterets afgørelse er trykt som U 2015.1794 H.

Under

hvilke

betingelser

kan

retshåndhævelsesarrest

anvendes

sager

berigelseskriminalitet?

En tiltalt, der under byretssagen havde været varetægtsfængslet under hensyn til

kollusionsfaren, var ved byrettens dom idømt 6 års fængsel samt frakendt retten til

erhvervsmæssigt at udøve virksomhed med valutaveksling indtil videre for blandt andet hæleri

122

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

og forsøg på hæleri for et samlet beløb af 184 mio. kr. begået i forbindelse med udøvelse af

vekselvirksomhed.

Tiltalte ankede byrettens dom til landsretten, og anklagemyndigheden nedlagde påstand om,

at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet indtil ankedommen af hensyn til retshåndhævelsen,

jf. retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, hvilket tiltalte protesterede imod.

Landsretten bestemte, at tiltalte af hensyn til retshåndhævelsen skulle forblive

varetægtsfængslet indtil ankedom

Landsretten fandt under henvisning til karakteren af de pådømte forhold og den ved byretten

idømte straf, at betingelserne for at varetægtsfængsle tiltalte af hensyn til retshåndhævelsen

var opfyldt, idet landsretten dog i første omgang, henset til at der endnu ikke var berammet

hovedforhandling, fandt, at tiltalte alene skulle forblive varetægtsfængslet i 4 uger.

Hovedforhandlingen blev efterfølgende berammet, hvorefter landsretten bestemte, at tiltalte

skulle forblive varetægtsfængslet indtil ankedom af hensyn til retshåndhævelsen, jf.

retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 2, nr. 1.

Landsretten henviste til, at tiltalte ved byrettens dom var idømt 6 års fængsel for blandt andet

hæleri og forsøg på hæleri, og at frihedsberøvelsen ikke fandtes at være i strid med de

proportionalitetshensyn, der er nævnt i retsplejelovens § 762, stk. 3.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

Tiltalte kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse til Højesteret,

der

udtalte, at varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke er

begrænset til bestemte kriminalitetsformer, men forudsætter, at der foreligger forhold, som

ved endelig dom må forventes at udløse en straf på mindst 1 års ubetinget fængsel eller

en anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning. Der må

endvidere foretages en konkret vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen efter

forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Ved denne konkrete

vurdering kan kriminalitetens art spille en rolle, og der må i almindelighed kræves mere til

at begrunde fængsling i sager om økonomisk kriminalitet end i sager om personfarlig

kriminalitet.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse om fængsling under henvisning til, at tiltalte

var idømt den højst mulige sanktion inden for strafferammen, og at forholdene var begået

123

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

af flere i forening over flere år op til anholdelsen og angik et beløb på ca. 184 mio. kr. i

forbindelse med tiltaltes udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Tilladelse til kære til Højesteret af 23. juni 2016 (PBN 2016-26-0015).

U 2017.273 H.

124

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

5 N

ÆVNETS VIRKSOMHED I

2016

I AFDELINGEN

FOR FRI PROCES

125

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

5.1

Generelt

Etableringen af nævnets afdeling for fri proces trådte som nævnt i kraft med virkning fra 1.

januar 2007.

Nævnet har i 2016 afholdt 37 møder i afdelingen for fri proces.

Den 1. januar 2016 var 153 sager uafsluttede.

Nævnet har i 2016 modtaget 840 sager om fri proces.

År

Antal sager

2007

1.023

2008

1.084

2009

1.124

2010

1.268

2011

1.147

2012

1.170

2013

1.081

2014

1.126

2015

992

2016

840

Her er de modtagne sager fra 2007 til 2016 illustreret i et søjlediagram:

1500

1000

500

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Der er i 2016 blevet afsluttet 860 sager. Af de 860 sager er 81 sager blevet afgjort uden

nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed, afvist som faldende uden for

nævnets kompetence mv.).

Der var herefter den 31. december 2016 133 uafsluttede sager.

Et udvalg af de sager, som er afgjort af nævnet i 2016, er omtalt nærmere i kapitel 6.

126

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnsbehandlede sager i 2016

Nævnet har i 2016 afgjort 779 sager, der fordeler sig således:

Bevillinger

Fri proces til

sager i 1.

instans

Fri proces til

appelsager

Aktindsigts-

klager

Stadfæstelse

460

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

I alt

646

117

131

I tallene for bevillinger og hjemvisning indgår også delvise bevillinger eller delvise hjemvisninger,

hvilket også gælder for oversigterne vedrørende de enkelte bestemmelser i de følgende afsnit.

I tallene indgår også sager, hvor nævnet har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på genoptagelse af en

ansøgning om fri proces. I 2016 har nævnet stadfæstet 5 klager over Civilstyrelsen afslag på

genoptagelse af en ansøgning om fri proces til en sag i 1. instans.

Gruppen dækker bl.a. over sager, hvor nævnet har afvist at behandle sagen under henvisning til, at

ansøgningen eller klagen er indgivet for sent i forhold til retssagens hovedforhandling, eller hvor

retssagen er afsluttet ved forlig, der omfatter sagens omkostninger. Gruppen omfatter endvidere

sager, hvor nævnet har stadfæstet Civilstyrelsens afgørelse om afvisning.

1. instans sager

Bevillinger

Stadfæstelse

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

Fri proces til

appelsager

Bevillinger

Stadfæstelse

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

127

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sagsbehandlingstiden

Procesbevillingsnævnet foretager årligt en opgørelse af sagsbehandlingstiden i nævnets

afdeling for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces. Før 2011 blev den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid beregnet ud fra antal afsluttede sager i oktober kvartal. Fra 2011 er

sagsbehandlingstiden beregnet ud fra antal afsluttede sager over hele året.

En opgørelse over sagsbehandlingstiden for 2016 (860 sager) i afdelingen for fri proces har

givet følgende resultat:

Sagsbehandlingstid

Under 4 uger

Under 6 uger

Under 8 uger

Under 10 uger

Under 12 uger

Under 14 uger

Under 16 uger

Alle

Antal sager i alt

I alt

13 %

26 %

38 %

51 %

64 %

74 %

84 %

100 %

860

Det bemærkes, at der i sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til indhentelse af

nødvendige bilag fra klageren, Civilstyrelsen og retterne samt eventuel kontradiktion.

128

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal uger

2007-2016

18,3

10,3

10,7

10,7 9,9 10,3

10,4 8,6

8,8

8,6

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Gennemsnitlig

sagsbehandlingstid antal

uger 2007-2016

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for fri proces var i 2016 på 10,3 uger. Der

er således tale om en stigning på 1,7 uge i forhold til 2015, hvor den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid var 8,6 uger. Det er nævnets målsætning at have en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid i sager om klage over Civilstyrelsens afgørelser om fri proces på 8 uger,

nævnet

vil

derfor

2017 have fokus på at

nedbringe den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid.

Tallene viser desuden, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for fri proces

faldt væsentligt fra 2007, hvor afdelingen blev etableret, til 2008, mens den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid i perioden fra 2008 til 2016 har svinget mellem 10,7 uger og 8,6 uger.

129

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Anmodning om genoptagelse

Det bemærkes, at nævnets behandling af sager om anmodning om genoptagelse og af sager

om anmodning om aktindsigt indtil 1. januar 2012 blev journaliseret under den tidligere sag.

Med virkning fra 1. januar 2012 har nævnet journaliseret anmodning om genoptagelse og

anmodning om aktindsigt i særskilte sager.

Der henstod pr. 1. januar 2016 10 ubehandlede nye anmodninger om genoptagelse i

afdelingen for fri proces.

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces har udover det ovenfor nævnte antal modtagne

sager i 2016 på 840 modtaget 112 nye anmodninger om genoptagelse af sager i afdelingen

for fri proces. Nævnet har i 2016 afgjort 113 anmodninger om genoptagelse. Sagerne blev

afgjort med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 7,8 uger. Dette er en stigning i

sagsbehandlingstiden på 3,2 uger sammenlignet med 2015.

Der henstod herefter 9 uafsluttede nye anmodninger om genoptagelse i afdelingen for fri

proces pr. 31. december 2016.

Nævnets afdeling for fri proces har bemyndiget formanden til at meddele afslag på

genoptagelse, når der ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af en sag, fordi der ikke

foreligger nye væsentlige oplysninger. Formanden har endvidere bemyndigelse til at træffe

afgørelse om genoptagelse og meddele yderligere fri proces i genoptagelsessager om

påstandsudvidelse vedrørende de samme påstande, som det samlede nævn tidligere har

meddelt fri proces til. Endelig er der bemyndigelse til, at formanden træffer afgørelse om

genoptagelse og meddeler fri proces til en betalingspåstand i sager, hvor det samlede nævn

tidligere har meddelt bevilling til en anerkendelsespåstand.

Af de 113 afsluttede nye sager om genoptagelse blev 73 behandlet af formanden alene i

henhold til ovennævnte bemyndigelser. I 6 sager besluttede formanden at genoptage sagen

og meddele yderligere fri proces. I 10 sager besluttede formanden at genoptage sagen og

hjemvise denne til fornyet behandling i Civilstyrelsen. Dette kan f.eks. være i situationer, hvor

der bliver søgt om genoptagelse med henblik på at få fri proces til udvidelse af påstanden i

sagen, men hvor der er tale om en helt ny erstatningspost, som hverken Civilstyrelsen eller

Procesbevillingsnævnet tidligere har taget stilling til. I 57 sager besluttede formanden at

meddele afslag på genoptagelse.

130

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

I 36 sager blev den nye anmodning om genoptagelse behandlet på et nævnsmøde af det

samlede nævn. I 9 sager genoptog nævnet behandlingen af sagen og meddelte fri proces. I 6

sager genoptog nævnet sagen og hjemviste denne til fornyet behandling i Civilstyrelsen. I 14

sager genoptog nævnet sagen, men fastholdt det tidligere meddelte afslag på fri proces, og i 7

sager meddelte nævnet afslag på genoptagelse, fordi der ikke forelå nye væsentlige

oplysninger.

Endelig blev 4 nye sager om genoptagelse tilbagekaldt.

Fornyede anmodninger om genoptagelse vedrørende samme fri proces-sag journaliseres på

samme sag som den første genoptagelsesanmodning, og nævnet har derfor udover de nye

genoptagelsesanmodninger desuden modtaget og behandlet et ukendt antal fornyede

genoptagelsesanmodninger.

Genoptagelsessager

Afslag på genoptagelse

Genoptagelse og bevilling

Genoptagelse og fastholdelse

Genoptagelse og hjemvisning

Tilbagekaldelse

Anmodning om aktindsigt

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces har i 2016 desuden modtaget 19 anmodninger

om aktindsigt, som alle er afgjort i 2016.

Sagerne blev afsluttet med en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid på 1,4 uger, idet der ved beregningen er set bort fra en senere henlagt

sag med en særlig lang sagsbehandlingstid. Dette er en stigning i sagsbehandlingstiden på

0,3 uger sammenlignet med 2015.

131

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

5.2

Fri proces til sager i 1. instans

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 95 sager efter retsplejelovens § 325.

Heraf omhandlede 27 sager betingelsen om, at ansøger ikke må have en retshjælpsforsikring,

der dækker omkostninger forbundet med sagen. Nævnet stadfæstede 22 sager under

henvisning til, at denne betingelse ikke var opfyldt. I 16 af de 22 sager traf nævnet tillige

afgørelse om stadfæstelse i henhold til retsplejelovens § 329. 5 af sagerne hjemviste nævnet

til fornyet behandling i Civilstyrelsen.

1 af de 5 sager blev hjemvist under henvisning til, at nævnet fandt, at der tillige var ansøgt om

fri proces efter retsplejelovens § 329, og at Civilstyrelsen ikke havde taget stilling til denne del

af ansøgningen. De 4 øvrige sager blev hjemvist under henvisning til, at nævnet fandt, at det

var åbenbart, at sagens omkostninger ville overstige retshjælpsforsikringens maksimum, jf.

retsplejelovens § 329.

68 sager vedrørte opfyldelsen af de økonomiske betingelser for fri proces.

Nævnet stadfæstede 63 afslag på fri proces under henvisning til, at de økonomiske

betingelser ikke var opfyldt. I 40 af de 63 sager traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse i

henhold til retsplejelovens § 329. 5 af sagerne hjemviste nævnet til fornyet behandling i

Civilstyrelsen, fordi nævnet fandt, at de økonomiske betingelser var opfyldt. Der var i 4 af de 5

sager fremsendt yderligere økonomiske oplysninger til Procesbevillingsnævnet i forbindelse

med klagen over Civilstyrelsens afgørelse.

132

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328

Nævnet realitetsbehandlede 471 sager efter retsplejelovens § 328 i 2016.

Nævnet meddelte bevilling i 105 sager, heraf 64 under henvisning til bestemmelsen i

retsplejelovens § 328, stk. 3, hvorefter lejere, arbejdstagere og skadelidte anses for at have

rimelig grund til at føre proces i retssager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af

boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade, medmindre forhold som nævnt i §

328, stk. 2, nr. 2-5, klart taler imod.

Nævnet stadfæstede 346 afslag på fri proces efter retsplejelovens § 328, heraf 133 sager, der

var omfattet af retsplejelovens § 328, stk. 3. I 39 sager blev fri proces afslået under henvisning

til, at retssagen udsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4,

nr. 1. I 7 sager stadfæstede nævnet afslag i retssager om ærekrænkelse, jf. retsplejelovens §

328, stk. 4, nr. 2.

Af de i alt 346 stadfæstelser vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 49 sager tillige

meddelt afslag efter retsplejelovens § 329.

20 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen med henblik på fornyet behandling. Af de 20 sager blev

5 sager hjemvist under henvisning til, at sagen var omfattet af reglen i retsplejelovens § 328,

stk. 3. 5 sager blev hjemvist, idet nævnet fandt, at ansøgningen ikke kunne afslås under

henvisning til, at retssagen udsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens §

328, stk. 4, nr. 1. 3 sager blev hjemvist som følge af, at nævnet vurderede, at sagen efter

indgivelsen af klagen havde ændret karakter på en sådan måde, at Civilstyrelsens stillingtagen

til sagen, som den nu forelå, var fornøden. 7 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen til behandling

efter retsplejelovens § 328 under henvisning til andre årsager, herunder 2 sager som følge af,

at nævnet fandt, at ansøgningen ikke kunne afslås under henvisning til, at den administrative

klageadgang ikke var udtømt, og 2 sager som følge af, at nævnet fandt, at der tillige var

ansøgt om fri proces efter retsplejelovens § 329, og Civilstyrelsen ikke havde taget stilling til

denne del af ansøgningen.

Af de i alt 346 stadfæstelser vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 49 sager tillige

meddelt afslag efter retsplejelovens § 329.

133

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevilling

Ansættelsesret

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Fast ejendom

Formueret

Forældremyndighed og bopæl

Injurier

Lejeret

Skatteret

Sociale ydelser

Strafbare forhold

Udlændingeret

Andet

I alt

105

Stadfæstelse

120

346

Hjemvisning

134

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 31 sager alene om fri proces efter retsplejelovens § 329.

I 11 sager blev der meddelt bevilling. I 20 sager stadfæstede nævnet afslag på fri proces alene

i medfør af retsplejelovens § 329.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevilling

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Fast ejendom

Formueret

Lejeret

Skatteret

Sociale ydelser

Strafbare forhold

Udlændingeret

Andet

I alt

Stadfæstelse

135

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 10 sager efter retsplejelovens § 336, hvorefter der kan

ydes en ansøger, som har en retshjælpsdækning, der dækker omkostninger forbundet med

sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens

maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at

omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum, og de

sædvanlige betingelser for fri proces endvidere er opfyldt. I 1 af sagerne meddelte nævnet

bevilling. I 9 sager stadfæstede nævnet afslag på godtgørelse efter retsplejelovens § 336.

136

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

5.3

Fri proces til appelsager

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 18 sager efter retsplejelovens § 325.

Sagerne vedrørte opfyldelsen af de økonomiske betingelser for fri proces samt betingelsen

om, at ansøger ikke må have en retshjælpsforsikring, der dækker omkostningerne forbundet

med sagen.

Nævnet

stadfæstede 6 afgørelser under henvisning

til,

ansøgeren havde en

retshjælpsforsikring. I 5 af sagerne traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse af afslag i

henhold til retsplejelovens § 329.

Nævnet stadfæstede 7 afgørelser under henvisning til, at de økonomiske betingelser for fri

proces ikke var opfyldt. I 5 af sagerne traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse af afslag i

henhold til retsplejelovens § 329. Nævnet hjemviste 5 sager til Civilstyrelsen til fornyet

behandling, idet nævnet i alle sager fandt, at de økonomiske betingelser var opfyldt.

137

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328

Nævnet realitetsbehandlede i 2016 88 sager efter retsplejelovens § 328. Nævnet meddelte

bevilling i 22 sager.

Nævnet stadfæstede i 66 sager Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejelovens § 328.

I 5 af de 66 sager blev fri proces afslået under henvisning til, at retssagen udsprang af

ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1.

Af de i alt 66 stadfæstelser vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 19 sager tillige meddelt

afslag efter retsplejelovens § 329.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevilling

Ansættelsesret

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Fast ejendom

Formueret

Forældremyndighed og bopæl

Injurier

Lejeret

Sociale ydelser

Udlændingeret

Andet

I alt

Stadfæstelse

138

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 10 sager om fri proces efter retsplejelovens § 329.

Nævnet meddelte bevilling i 6 sager. Nævnet stadfæstede Civilstyrelsens afslag på fri proces

efter denne bestemmelse i 3 sager. 1 sag blev hjemvist til Civilstyrelsen.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevilling

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Familie- og arveret

Fast ejendom

Forældremyndighed og bopæl

Andet

I alt

Stadfæstelse

Hjemvisning

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336

Nævnet har i 2016 realitetsbehandlet 3 sager efter retsplejelovens § 336, hvorefter der kan

ydes en ansøger, som har en retshjælpsdækning, der dækker omkostninger forbundet med

sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens

maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at

omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum, og de

sædvanlige betingelser for fri proces endvidere er opfyldt. I alle 3 sager stadfæstede nævnet

Civilstyrelsens afslag på godtgørelse.

5.4

Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt

Procesbevillingsnævnet har i 2016 realitetsbehandlet 2 klager over Civilstyrelsens afgørelser

om aktindsigt. I begge sager stadfæstede nævnet styrelsens afgørelse.

139

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6 K

ONKRETE SAGER

DER ER AFGJORT I

2016

NÆVNETS AFDELING FOR FRI PROCES

140

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.1

Generelt

Årsberetningen for 2016 indeholder referater af udvalgte sager, der er afgjort i afdelingen for fri

proces i 2016.

Retsplejelovens regler om fri proces er placeret i lovens kapitel 31. Reglerne er medtaget som

bilag 8.4 til årsberetningen. Bekendtgørelse om fri proces er medtaget som bilag 8.6.

6.2

Processuelle forhold og kompetencespørgsmål

Civilstyrelsen skulle realitetsbehandle ansøgning om fri proces, uanset at klager

ønskede at anlægge sag ved Østre Landsret som første instans

Klager søgte om fri proces til at anlægge en sag mod Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikring og Patienterstatningen om erstatning i anledning af en trafikulykke i

2003. Klager, der ikke var repræsenteret ved advokat, havde i ansøgningen om fri proces

anført, at han ønskede at anlægge sagen ved Østre Landsret som første instans.

Civilstyrelsen afviste ansøgningen under henvisning til, at Civilstyrelsen ikke havde mulighed

for at tage stilling til ansøgningen, fordi klager ikke for tiden havde mulighed for at føre proces.

Civilstyrelsen henviste til, at sagen ikke kunne anlægges ved Østre Landsret uden en

henvisning fra byretten, jf. retsplejelovens § 226. Procesbevillingsnævnet fandt, at der ikke var

grundlag for at afvise ansøgningen om fri proces alene med denne begrundelse. Nævnet

hjemviste derfor sagen til realitetsbehandling i Civilstyrelsen.

Afgørelse af 19. august 2016 (PBN 2016-31-0300) (Civilstyrelsen 15-210-08464).

Manglende kompetence i sag om midlertidigt forbud

Klager var blevet sagsøgt af en virksomhed, som han tidligere havde været direktør i, og

sagen omhandlede spørgsmålet om nedlæggelsen af et forbud mod videregivelse af

erhvervshemmeligheder vedrørende et IT-system. Civilstyrelsen afslog ansøgningen om fri

proces under henvisning til, at sagen udsprang af klagers erhvervsvirksomhed, jf.

retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Sagen var anlagt ved Sø- og Handelsretten som en sag om

midlertidigt forbud og påbud, jf. retsplejelovens § 411, der er en del af retsplejelovens kapitel

40 om ”Midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag”. I retsplejelovens

kapitel

40 er ligeledes fastsat regler om rettens mulighed for at meddele fri proces til personer, der

141

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, hvis den pågældende har behov

for bistand, jf. retsplejelovens § 422, stk. 2. Procesbevillingsnævnet fandt, at Civilstyrelsen og

Procesbevillingsnævnet ikke havde kompetence til at meddele fri proces efter retsplejelovens

§ 328, jf. § 325, idet sagen var anlagt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 40, jf. lovens §

422, stk. 2. Nævnet afviste derfor sagen.

Afgørelse af 22. januar 2016 (PBN 2015-31-0864) (Civilstyrelsen 15-210-09279).

Afvisning i forligt sag

Klager havde søgt om fri proces til en arveretlig sag. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri

proces efter retsplejelovens § 328 under henvisning til, at klager ikke havde udsigt til at få

medhold. Efter indgivelse af klagen til Procesbevillingsnævnet blev der indgået forlig i sagen.

Af forligsaftalen fremgik det, at det som led i forliget var aftalt, at det skulle overlades til retten

at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Det var i forligsteksten samtidig angivet, at det

var en forudsætning for forliget, at parterne ikke skulle betale omkostninger til den anden part.

Efter forliget traf byretten afgørelse om, at hver part skulle bære egne sagsomkostninger. Det

fremgår af retsplejelovens § 332, at det i sager, hvor der er meddelt fri proces, er retten, der

træffer afgørelse om sagsomkostninger. Efter Procesbevillingsnævnets opfattelse indebar

indholdet af forligsteksten, at retten reelt var blevet frataget muligheden for at træffe

bestemmelse om fordelingen af sagens omkostninger, hvorfor der allerede af den grund ikke

kunne meddeles fri proces. Procesbevillingsnævnet afviste derfor sagen.

Afgørelse af 6. april 2016 (PBN 2016-31-0035) (Civilstyrelsen 15-210-08764).

142

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.3

Retsplejelovens § 325

Økonomiske betingelser

Økonomiske betingelser ikke opfyldt på grund af en væsentlig indtægtsstigning

Klager havde søgt om fri proces til en sag mod et forsikringsselskab om erstatning for

erhvervsevnetab som følge af en personskade. Indtægtsgrænsen for fri proces var 444.000

kr., da klager var samlevende og havde et hjemmeboende barn under 18 år.

Indtægtsgrundlaget ifølge parrets årsopgørelser for 2014 var 431.795 kr., hvilket således ikke

overskred indtægtsgrænsen. Den fremsendte dokumentation for parrets aktuelle indtægt viste

et samlet aktuelt indtægtsgrundlag på ca. 520.000 kr. årligt. Civilstyrelsen meddelte afslag på

fri proces under henvisning til, at de økonomiske betingelser ikke var opfyldt, idet den aktuelle

indtægt afveg væsentligt fra de oplysninger, som fremgik af årsopgørelserne for 2014, jf. § 2 i

bekendtgørelsen om fri proces. Det blev i klagen over Civilstyrelsens afgørelse navnlig gjort

gældende, at indtægtsgrænsen for enlige skulle anvendes, da retssagens tvist var opstået,

inden parret lærte hinanden at kende, og at parret således havde modstående interesser i

sagen, jf. retsplejelovens § 325, stk. 4, 2. pkt. Procesbevillingsnævnet stadfæstede

Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 31. oktober 2016 (PBN 2016-31-0417) (Civilstyrelsen 14-210-04878).

Afslag under henvisning til uvæsentlige omkostninger går forud for såkaldt

”bagatelafslag”.

Klager havde søgt om fri proces til at anlægge en sag mod et varmeværk om tilbagebetaling af

836 kr., som klager mente at have betalt for meget i udgifter til varmeforsyning. Civilstyrelsen

meddelte afslag på fri proces under henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at føre

proces på grund af sagsgenstandens ringe størrelse, jf. retsplejelovens § 328, stk. 2, nr. 3, et

såkaldt ”bagatelafslag”. Klager, der var enlig og uden børn, havde en indtægt ifølge

årsopgørelsen for 2014 på 180.510 kr., hvilket var under indtægtsgrænsen på 308.000 kr.

Procesbevillingsnævnet fandt imidlertid, at omkostningerne ved sagen måtte antages at blive

uvæsentlige

forhold

til

klagers

indtægtsgrundlag.

Nævnet

stadfæstede

således

Civilstyrelsens afgørelse, men med ændret hjemmel under henvisning til uvæsentlige

sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 325, stk. 2.

Afgørelse af 21. december 2016 (PBN 2016-31-0649) (Civilstyrelsen 16-210-12291).

143

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Retshjælpsforsikring

Afslag på fri proces under henvisning til klagers retshjælpsforsikring i ankesag om

erstatning som følge af overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1

Klager var blevet idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk.

1, for at have tildelt en person et slag i ansigtet med en flaske. Forurettedes

erstatningspåstand blev taget til følge, således at klager blev dømt til at betale 36.823,35 kr. i

erstatning til den forurettede. Klager ankede i den civile retsplejes former dommens

bestemmelse om erstatning til landsretten, jf. retsplejelovens § 996, og søgte om fri proces til

ankesagen.

Det

var

anført

ansøgningen

fri

proces,

klager

havde

retshjælpsforsikring, men at der ikke var søgt retshjælpsdækning, da klager var dømt for

forsætlig vold. Civilstyrelsen meddelte afslag under henvisning til, at der ikke var rimelig grund

til at føre proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, idet sagen udsprang af et forsætligt strafbart

forhold, som klager var fundet skyldig i, og det krav, som var rejst mod klager, ikke var

åbenbart urimeligt. Procesbevillingsnævnet fandt imidlertid ikke, at sagen efter sin art klart

faldt uden for forsikringsdækningen, og nævnet stadfæstede således Civilstyrelsens afgørelse,

men med ændret hjemmel under henvisning til klagers retshjælpsforsikring, jf. retsplejelovens

§ 325.

Afgørelse af 22. september 2016 (PBN 2016-32-0086) (Civilstyrelsen 16-210-11260).

Klager anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen hos Procesbevillingsnævnet under

henvisning til, at klagers forsikringsselskab nu havde meddelt afslag på retshjælpsdækning.

Forsikringsselskabet havde henvist til, at der ikke var rimelig grund til at føre proces.

Procesbevillingsnævnet fandt, at der forelå væsentlige nye oplysninger om klagers

forsikringsforhold, og at klager nu opfyldte betingelsen i retsplejelovens § 325, stk. 1, om at

ansøgeren ikke må have en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagens

omkostninger. Nævnet genoptog derfor sagen, men ændrede fortsat ikke Civilstyrelsens

tidligere afgørelse om fri proces i sagen under henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at

føre proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, idet sagen udsprang af et forsætligt strafbart

forhold, som klager var fundet skyldig i, og det krav, som var rejst mod klager, ikke var

åbenbart urimeligt.

Afgørelse af 16. november 2016 (PBN 2016-32-0119).

144

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.4

Retsplejelovens § 328

Retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2, rimelig grund til at føre proces

Sag om afbrydelse af praktikforløb på læreruddannelse

Klager, der var lærerstuderende og havde været i praktikforløb på en skole, havde blandt

andet søgt om fri proces til en sag mod skolen om lovligheden af, at skolen under henvisning

til flere forskellige forhold vedrørende klager havde afbrudt hans praktikforløb før tid.

Praktikforløbet var en del af læreruddannelsen, og klager modtog SU under praktikforløbet,

der skulle have varet 6 uger. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til,

at klager ikke havde udsigt til medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2.

Civilstyrelsen meddelte endvidere afslag på fri proces efter retsplejelovens § 329.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 22. marts 2016 (PBN 2015-31-0865) (Civilstyrelsen 15-210-09080).

Tilbagesendelse til Civilstyrelsen af en sag om familiesammenføring, der efter klagens

indgivelse væsentligt havde ændret karakter

Fem klagere, der var syriske statsborgere og var meddelt midlertidig opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), havde søgt om fri proces til en

retssag, de havde anlagt mod Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet i anledning af

skærpelsen af udlændingelovens § 9, stk. 1, litra d, om mindst 3 års opholdstilladelse før

familiesammenføring for personer, der havde opnået beskyttelsesstatus og dermed midlertidig

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der var ikke på tidspunktet for indgivelsen

ansøgningen

fri

proces

ved

sagsanlæg

truffet

afgørelse

udlændingemyndighederne vedrørende ansøgninger om familiesammenføring fra de fem

syriske statsborgere. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces efter retsplejelovens § 328

og § 329 under henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at føre proces, idet

Udlændingestyrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse om familiesammenføring, og at

muligheden for administrativ behandling således ikke var udnyttet. Efter indgivelse af klage

over afgørelsen til Procesbevillingsnævnet blev der afholdt et forberedende retsmøde i sagen.

Parterne var blevet enige om, at rette sagsøgte i stedet var Udlændingestyrelsen, og retten

havde udsat sagen på Udlændingestyrelsens afgørelser, ligesom klagernes påstande i sagen

ville blive ændret, når afgørelserne fra Udlændingestyrelsen forelå. Advokaten oplyste

145

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

desuden over for Procesbevillingsnævnet, at den ene af klagerne efter klagens indgivelse

havde fået imødekommet sin ansøgning om familiesammenføring, hvorfor sagen efterfølgende

ville blive hævet for hendes vedkommende. Procesbevillingsnævnet fandt, at sagen samlet set

efter klagens indgivelse væsentligt havde ændret karakter, og at Civilstyrelsen ikke havde

taget stilling til sagen, som den nu forelå. Nævnet besluttede derfor at tilbagesende sagen til

Civilstyrelsen til ny behandling, således at Civilstyrelsen

–

som første instans

–

kunne tage

stilling til, om betingelserne for at meddele fri proces var opfyldt.

Afgørelse af 7. november 2016 (PBN 2016-31-0469) (Civilstyrelsen 16-210-10946).

Retsplejelovens § 328, stk. 3, formodningsreglen

Sag om ophør af tidsbegrænset lejekontrakt, som var forlænget 3 gange, var omfattet af

formodningsreglen

Klager havde søgt om fri proces til at anlægge en sag mod klagers udlejer med påstand om, at

udlejeren skulle anerkende, at klagers lejemål var tidsubegrænset. Klager havde med

udlejeren indgået et boliglejemål, som oprindeligt var tidsbegrænset i to år under henvisning

til, at udlejeren forgæves havde forsøgt at sælge ejendommen. Inden lejemålets

tidsbegrænsning udløb, indgik klager og udlejeren en ny aftale om forlængelse af

boliglejemålet. Lejemålet blev forlænget på denne måde 3 gange af hver 1 års varighed. Da

den sidste forlængelse udløb, nægtede klager at fraflytte lejemålet med henvisning til, at

lejemålet efter de 3 forlængelser måtte anses for tidsubegrænset. Civilstyrelsen meddelte

afslag på fri proces under henvisning til, at der var omstændigheder i sagen, der klart talte

imod at meddele fri proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, idet klager ikke havde udsigt til

medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2. Procesbevillingsnævnet fandt

–

ligesom Civilstyrelsen

–

at sagen var omfattet af formodningsreglen i retsplejelovens § 328,

stk. 3, idet klager ville miste sin bolig, hvis han tabte sagen. Nævnet meddelte i øvrigt klager fri

proces i medfør af retsplejelovens § 328.

Afgørelse af 15. november 2016 (PBN 2016-31-0447) (Civilstyrelsen 16-210-11278).

146

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Afslag

på

fri

proces

under

henvisning

til

muligheden

for

behandling

ved

Ligebehandlingsnævnet, selvom sagen allerede var hovedforhandlet i byretten

Klager havde søgt om fri proces til en sag mod hans tidligere arbejdsgiver i anledning af

ophøret af hans ansættelsesforhold. Klager havde blandt andet nedlagt påstand om

godtgørelse for usaglig afskedigelse samt betaling for manglende løn og godtgørelse for

manglende ansættelsesbevis. Civilstyrelsen havde afslået ansøgningen for den del af kravet,

der drejede sig om godtgørelse for usaglig afskedigelse, under henvisning til, at klager ikke

havde rimelig grund til at føre proces, idet klager kunne få forelagt denne del af sagen for

Ligebehandlingsnævnet, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, jf. stk. 1 og 2, nr. 5. Civilstyrelsen

afslog ansøgningen i forhold til den øvrige del af kravet under henvisning til, at der var

omstændigheder, der klart talte imod at meddele fri proces, idet klager ikke havde udsigt til at

få medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, jf. stk. 1 og 2, nr. 2. Den del af

Civilstyrelsens afgørelse, der vedrørte kravet om godtgørelse for usaglig afskedigelse, blev

påklaget til Procesbevillingsnævnet. Sagen blev hovedforhandlet få dage efter klagens

indgivelse. Nævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 31. oktober 2016 (PBN 2016-31-0544) (Civilstyrelsen 16-210-11363).

Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssager

Fri proces til frifindelsespåstand alene for så vidt angår den del af sagen, der

omhandlede klagers boliglejemål, i sag vedrørende lejemål, der var delvist beboelse og

delvist erhverv

Klager havde søgt om fri proces til en sag, som klagers udlejer havde anlagt mod klager om

betaling i henhold til en slutopgørelse vedrørende et lejemål, der var delvist til beboelse og

delvist til erhverv. Civilstyrelsen meddelte fri proces efter retsplejelovens § 328 til at nedlægge

påstand om frifindelse, men udspecificerede, at dette var i forhold til den del af sagen, der

omhandlede klagers boliglejemål. Civilstyrelsen meddelte herefter afslag på fri proces for så

vidt angår den del af sagen, der vedrørte klagers erhvervslejemål under henvisning til, at

kravet udsprang af klagers erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Denne

del af afgørelsen blev påklaget til Procesbevillingsnævnet, der stadfæstede Civilstyrelsens

afgørelse.

Afgørelse af 16. december 2016 (PBN 2016-31-0663) (Civilstyrelsen 16-210-12152).

147

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Sag om ophavsretlige krav vedrørende kortfilm produceret under studie var ikke

erhvervsmæssig

To klagere havde under deres studie i forbindelse med et afgangsprojekt produceret en

kortfilm, som de sammen med en tredje studerende havde ophavsretlige enerettigheder til.

Klip fra filmen var efterfølgende blevet anvendt af et tv-selskab i forbindelse med en tv-

udsendelse. Klagerne søgte fri proces til at anlægge en sag mod tv-selskabet blandt andet

med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at benyttelsen af filmklippene var uberettiget,

og at tv-selskabet skulle betale en godtgørelse herfor. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri

proces under henvisning til, at kravene i sagen havde forbindelse med klagernes bierhverv, jf.

retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Procesbevillingsnævnet fandt, at der ikke var grundlag for

at meddele afslag efter retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, og hjemviste derfor sagen, således

at Civilstyrelsen kunne tage stilling til, om klagerne havde rimelig grund til at føre proces, jf.

retsplejelovens§ 328, stk. 1 og 2.

Afgørelse af 21. december 2016 (PBN 2016-31-0656 og 2016-31-0657) (Civilstyrelsen 16-210-12101 og 16-210-12103).

148

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.5

Retsplejelovens § 329

Fri proces til et mindreårigt barn i en sag mod Ankestyrelsen om retten til børnetilskud

Klager, der var et mindreårigt barn, havde søgt om fri proces til en sag mod Ankestyrelsen om

retten til ordinært og ekstraordinært børnetilskud. Klager havde siden sin fødsel boet hos

mormoren, som varetog alle opgaver og afholdt alle udgifter i forbindelse med barnet, idet

moren var ude af stand hertil. Efter overførsel af den fulde forældremyndighed til mormoren

blev udbetalingen af ordinært og ekstraordinært børnetilskud standset, idet Udbetaling

Danmark fandt, at det var en betingelse for modtagelse af børnetilskud, at den som varetog

forsørgelsen af barnet, var omfattet af den lovbestemte forsørgelsespligt. En sådan lovbestemt

forsørgelsespligt har kun biologiske forældre og adoptivforældre. Ankestyrelsen stadfæstede

Udbetaling Danmarks afgørelse. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning

til, at klager ikke havde udsigt til medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr.

2. Civilstyrelsen meddelte endvidere afslag efter retsplejelovens § 329 under henvisning til, at

sagen ikke var principiel eller af almindelig offentlig interesse, ligesom sagen i øvrigt ikke

havde en så væsentlig betydning for klagers sociale eller erhvervsmæssige situation, at

bestemmelsen kunne finde anvendelse. Procesbevillingsnævnet meddelte fri proces efter

retsplejelovens § 329.

Afgørelse af 18. marts 2016 (PBN 2015-31-0889) (Civilstyrelsen 15-210-08682).

Fri proces efter retsplejelovens § 329 til ankesag om erstatning efter en trafikulykke,

hvor klager havde vundet sagen i byretten, og modparten havde anket byrettens dom til

landsretten

Klager var i 2010 udsat for en trafikulykke og kom alvorligt til skade. Der opstod efterfølgende

en tvist med forsikringsselskabet om klagers opgørelse af erstatningskravet. Klager lagde

herefter sag an mod forsikringsselskabet og fik ved byrettens dom næsten fuldt medhold i sin

påstand. Forsikringsselskabet ankede herefter byrettens dom til landsretten. Klager havde ikke

fri proces til byretssagen, og hun havde derfor ikke automatisk fri proces i henhold til

retsplejelovens § 331, stk. 5. Klager opfyldte ikke de økonomiske betingelser, hvorfor

landsretten ikke havde kompetence til at meddele fri proces i henhold til retsplejelovens § 327,

stk. 2, jf. stk. 5. Klager søgte derfor Civilstyrelsen om fri proces efter retsplejelovens § 329 til at

nedlægge påstand om stadfæstelse af byrettens dom i ankesagen. Civilstyrelsen meddelte

afslag på fri proces under henvisning til, at der ikke var grundlag for at dispensere fra, at

149

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser efter forarbejderne til retsplejelovens § 329,

hvorefter der kan ses bort fra, at de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, såfremt ansøgeren

skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at

blive ekstraordinært store. Procesbevillingsnævnet meddelte bevilling efter retsplejelovens §

329, hvorefter der desuden kan meddeles fri proces, når særlige grunde taler for det, herunder

navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelige offentlig interesse, eller som

har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.

Afgørelse af 21. december 2016 (PBN 2016-32-0128) (Civilstyrelsen 16-210-11391).

Vurderingen af ekstraordinært store sagsomkostninger i en situation, hvor klagers

aktuelle indkomst afviger væsentligt fra årsopgørelsen, men indkomsten fortsat er over

indtægtsgrænsen

Klager havde søgt om fri proces til at anlægge en sag mod et forsikringsselskab om erstatning

for et erhvervsevnetab på 50 % i anledning af en trafikulykke. Der var nedlagt påstand om

betaling af 3,4 mio. kr. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til, at

klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces, jf. retsplejelovens § 325, stk. 1,

jf. stk. 2-5, og at der ikke var grundlag for at dispensere fra de økonomiske betingelser efter

forarbejderne til retsplejelovens § 329, hvorefter der kan ses bort fra, at de økonomiske

betingelser ikke er opfyldt, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for

bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store. Indtægtsgrænsen

var 391.000 kr., idet klager var gift og uden hjemmeboende børn. Klager overskred

indtægtsgrænsen både efter årsopgørelserne for 2014, hvor ægtefællernes årlige indkomst

var 1.394.690 kr., og efter ægtefællernes aktuelle årlige indkomst, som kunne opgøres til ca.

558.000 kr. Nævnet fastslog, at der ved vurderingen af, om der er tale om ekstraordinært store

sagsomkostninger skal tages udgangspunkt i den aktuelle indkomst

–

selv om denne indkomst

også overskrider indtægtsgrænsen

–

hvis der er tale om en væsentlig afvigelse i forhold til

indtægten ifølge årsopgørelserne. Procesbevillingsnævnet

afgørelse.

Afgørelse af 11. oktober 2016 (PBN 2016-31-0489) (Civilstyrelsen 16-210-11121).

stadfæstede Civilstyrelsens

150

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.6

Retsplejelovens § 336

Godtgørelse efter retsplejelovens § 336 til patientskadesag om forsørgertabserstatning

som følge af diagnoseforsinkelse, og fri proces til ankesagen efter retsplejelovens § 329

Klager havde anlagt sag mod Ankenævnet for Patienterstatningen om, hvorvidt klager var

berettiget til forsørgertabserstatning mv. som følge af en diagnoseforsinkelse på cirka 4

måneder vedrørende hendes nu afdøde ægtefælles spiserørs- og mavesækskræft. Byretten

tiltrådte Patientforsikringen, Ankenævnet for Patientforsikringen og Patientombuddets

ubestridte vurdering af, at behandlingen af klagers ægtefælle i forbindelse med dennes

spiserørs- og mavesækskræft ikke var i overensstemmelse med den erfarne specialists

standard. På baggrund af Retslægerådets besvarelse fandt byretten det imidlertid godtgjort, at

klagers ægtefælle med overvejende sandsynlighed ville være afgået ved døden som følge af

hans grundsygdom, testikelkræft, også selvom spiserørs- og mavesækskræften var blevet

diagnosticeret rettidigt, hvorfor den forsinkede diagnosticering ikke havde været årsag til

dødsfaldet. Klager havde retshjælpsdækning til sagen, men omkostningerne kunne ikke

holdes inden for forsikringens maksimum, hvorfor klager ansøgte Civilstyrelsen om

godtgørelse efter retsplejelovens § 336 til dækning af de omkostninger, der oversteg

forsikringens maksimum. Klager ankede desuden byrettens dom til landsretten og søgte om fri

proces til ankesagen. Civilstyrelsen meddelte afslag på godtgørelse efter retsplejelovens §

336 under henvisning til, at der var omstændigheder i sagen, der klart talte imod at meddele fri

proces, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, idet klager ikke havde haft udsigt til medhold i sagen,

jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2. Civilstyrelsen meddelte herudover afslag på fri

proces til ankesagen under henvisning til, at klager ikke havde udsigt til medhold i ankesagen,

jf. retsplejeloven § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2. Civilstyrelsen meddelte endvidere afslag på fri

proces til ankesagen efter retsplejelovens § 329. Procesbevillingsnævnet fandt for så vidt

angår byretssagen, at betingelserne for godtgørelse efter retsplejelovens § 336 var opfyldt.

Nævnet meddelte herudover klager fri proces efter retsplejelovens § 329 til ankesagen.

Afgørelser af 12. juli 2016 (PBN 2016-31-0229 og PBN 2016-32-0051) (Civilstyrelsen 16-210-10400).

151

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

6.7

Genoptagelse

Udvidelse af påstand i sag om erstatning for kasseret indbo var omfattet af tidligere

meddelt bevilling

Procesbevillingsnævnet havde i februar 2015 efter retsplejelovens § 328 meddelt klager fri

proces til under en sag mod klagers tidligere udlejer at nedlægge påstand om betaling af

100.000 kr. i erstatning for bortskaffet indbo. Klager anmodede nu om fri proces til at udvide

påstanden

sagen

på

baggrund

skønserklæring,

hvoraf

det

fremgik,

genanskaffelsesværdien for det kasserede indbo udgjorde 112.510 kr. Efter praksis kan en

ændring af en påstand, der er meddelt fri proces til, navnlig anses for omfattet af den

oprindelige bevilling, hvis påstandsændringen støtter sig på de samme anbringender og

beviser som den oprindelige påstand, og hvis påstandsændringen ikke medfører en væsentlig

forøgelse af sagens omkostninger. Procesbevillingsnævnet meddelte klager, at den ansøgte

påstandsudvidelse kunne anses for omfattet af nævnets tidligere meddelte bevilling i sagen.

Afgørelse af 10. juni 2016 (PBN 2016-31-0119).

152

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

7 L

ITTERATUR

153

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

7.1

Litteratur om appeltilladelser

Jens Anker Andersen i Fuldmægtigen 1990, side 83-86: Gælder den nye

appelbegrænsning i små sager også for fogedrets-, skifterets- og tinglysningsafgørelser?

Karen Dyekjær-Hansen i Lov&Ret 1992, nr. 2, side 4-6: Ingen ideelle løsninger når det

gælder tredje instans bevilling.

Jørgen Jochimsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B, side 97-105: De nye regler om

appelbegrænsning i civile retssager.

Bernhard Gomard i Lov&Ret 1995, nr. 6, side 18-25: Pragmatik, principper og

internationalisering

i 1990’ernes procesret.

Eva Smith i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 14-17: Ny lov, der stækker Højesteret baseret på

urigtige oplysninger.

Bjørn Westh i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 17-18:

Ikke hold i Eva Smith’s kritik, Kommentar.

Jens Anker Andersen i Auktioner, 3. udgave, 1996, side 451-454 og 456-463.

Thomas Rørdam i Lov&Ret 1996, nr. 6, side 29-32: Anke-praksis i strid med Folketingets

forudsætning.

Bernhard Gomard m.fl. i Fogedret, 4. udgave, 1997, side 416-417.

Jens Anker Andersen i Tvangsfuldbyrdelse, 3. udgave, 1997, side 314-316 og 319-320.

Kristine Queitsch i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 12-18: Nogle bemærkninger om

appelbegrænsning i civile retssager

–

10.000 kr.s grænsen.

Ivan Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 221-223: Ankebegrænsninger i de

tidligere statsadvokatsager.

Bent Unmack Larsen i Advokaten 1997, nr. 9, side 178-179: Procesbevillingsnævnets

praksis.

Steen Bønsing i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 531-535: Procesbevillingsnævnets

retlige status

–

kommentar til UfR 1997.1062 H.

Ole Dybdahl og Hans Kardel, under medvirken af Susanne Gamberg, Hanne Lübeck

Johansen og Kristine Queitsch, Procesbevillinger (GadJura), 1998.

Torben Jensen i Højesteret og retsplejen (GadJura), 1999, side 43-44, 46, 49-51, 74-75,

104-105, 140-141, 144, 167-188, 191-192, 200-205, 210, 215-221, 228-229, 445-446.

Jonas Christoffersen og Jakob Fink Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, side 387-

394: Om kære til Højesteret i civile sager.

Lindencrone og Werlauff i Dansk retspleje, 6. udgave (Karnov Group), 2014.

154

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Bjarne Christensen i Dommeren i det 20. århundrede

–

Dommerforeningens 100 års

jubilæum (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2000, side 337-338.

Niels Viltoft, Benedikte Holberg og Lone Dahl Frandsen i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 B,

Den særlige Klageret i 60 år, side 380.

Eva Smith i Civilproces

–

Grundlæggende regler og principper, 4. udgave (GadJura), 2000,

side 240-243.

Mads Østergaard og Jørgen Nørgaard i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 B, side 491-501:

Procesbevillingsnævnets tilladelse til appel til Højesteret af sagsomkostningsafgørelser i

civile sager.

Erik Werlauff i Juristen 2003, nr. 8, side 296-308: At søge procesbevilling.

Jonas Christoffersen i Lov&Ret 2003, nr. 6, side 7ff: Hvem skal lempe retsafgiften?

Ole Dybdahl i Ugeskrift for Retsvæsen 2003 B, side 284-286: Reform af Den Særlige

Klageret og Procesbevillingsnævnet.

Kim K. Gabriel i Ugeskrift for Retsvæsen 2004 B, side 314-321: Udlændingelovens § 50 i

praksis.

Michael Kistrup, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Fogedsager, 4.

udgave (Karnov Group) 2010.

Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.

Bernhard Gomard og Michael Kistrup i Civilprocessen, 7. udgave (Karnov Group) 2013,

side 58-59, 69-71, 86, 777-801, 864-874

Jørgen Jochimsen i Hovedforhandling i straffesager, 3. udgave (Karnov Group) 2014.

Eva Smith, Jørgen Jochimsen, Michael Kistrup og Jakob Lund Poulsen i Straffeprocessen,

2. udgave, 2008, side 45-51, 788, 792, 806-807, 827, 846-854, 866- 867.

Kommenteret Retsplejelov, 9. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2013, Bind I,

side 48-58 (kommentar til kapitel 1a. Procesbevillingsnævnet) samt kommentarer til de

enkelte hjemler for appeltilladelser.

Marianne Højgaard Pedersen i Juristen 2009, nr. 2, side 31-35: Procesbevillingsnævnet

efter domstolsreformen.

Peter Juul Agergaard i Advokaten 2011, nr. 3, side 38-41: Højesteret skaber klarhed om

kære af sagsomkostninger.

Jon Stokholm i Procesbevillingsnævnets årsberetning fra 2011, side 17-18: Indtryk fra to år

som formand i Procesbevillingsnævnet.

155

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Thomas Elholm i Procesbevillingsnævnets

Procesbevillingens betydning for strafferetten.

årsberetning

fra

2013,

side

23-41:

Henrik Waaben i Advokaten 2014, nr. 9, side 22-24: Det principielle skal stå i flammeskrift.

Hanne Kjærulff og Kristian Seierøe: Retsplejelovens § 389 a

–

en ny regel om

kærebegrænsning af byrettens afgørelser under en civil sags hovedforhandling eller

forberedelse, offentliggjort den 17. december 2014 på Procesbevillingsnævnets

hjemmeside.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen og Lasse Højlund Christensen: Den civile retspleje, 3.

udgave, (Forlaget Pejus), 2015.

Christian Dahlager: Civile retssager, 2. udgave, 2015, side 36.

Niels Fenger og Hanne Kjærulff i U 2016B.108: Retsplejelovens § 389 a om kære af

byrettens afgørelser under hovedforhandlingen og dennes forberedelse

–

status efter

halvandet år.

Niels Fenger i U 2016B.239: Retsplejelovens § 368 a og afvisning af udsigtsløse anker.

Per Magid i Procesbevillingsnævnets årsberetning fra 2016, side 29-30: Iagttagelser fra

arbejdet som medlem af Procesbevillingsnævnet.

Hanne Kjærulff og Niels Fenger: Appeltilladelser, 1. udgave (Jurist- og Økonomforbundets

Forlag), 2017.

Henrik Waaben i U 2017B.72/2: Anmeldelse af Kjærulff og Fenger, Appeltilladelser.

Sofie-Amalie Gregaard Brandi

Varetægtsfængsling i praksis.

Cecilie

Boel

Winther

UfR

2017B.231:

156

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

7.2

Litteratur om fri proces

Holger Kallehauge i Ugeskrift for Retsvæsen 1973 B, side 153-167: Nogle bemærkninger

om fri proces.

Frederik Chr. Schydt: Fri proces, 1. udgave, (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 1992,

side 243-323.

Jens Røn i Juristen 2006, nr. 5, side 175-185: Nye love

–

nye regler om

sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.

Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207: En ny småsagsproces.

Bernhard Gomard og Michael Kistrup: Civilprocessen, 7. udgave (Karnov Group) 2013,

side 778-788.

Kommenteret Retsplejelov, 9. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2013, Bind I,

side 752-780 (kommentar til §§ 325-336).

Cecilie Maarbjerg Qvist og Louise Falkenberg i Juristen 2010, nr. 4, side 114-120: Nogle

bemærkninger om behandlingen af fri proces sager.

Astrid Mavrogenis, Fri proces-retshjælp, 1. udgave (Karnov Group Denmark A/S), 2012.

Christian Dahlager: Civile retssager, 2. udgave, 2015, side 58.

157

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

8 B

ILAG

158

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

8.1

Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet

§ 22.

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og

tredjeinstansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter

regler i denne lov

og afslag på retshjælp efter lov om retshjælp til indgivelse og førelse af

klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettigheds-konventioner.

§ 23.

Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en

byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab

eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire

førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret,

landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efter

indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret til

genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer

(afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker

efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dommerforening

og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2

finder tilsvarende anvendelse.

§ 24.

Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et

medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

§ 25.

Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af

oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes

bestemmelser om skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse nærmere bestemte

afgørelser på nævnets vegne, eller at sager om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling

kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en

universitetslærer.

§ 26.

Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen varetager Procesbevillingsnævnets bevillingsmæssige

administrative forhold.

§ 27.

Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for

en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte

partens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.

159

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

8.2

Bekendtgørelse nr. 152 af 25. februar 2016 om forretningsorden

for Procesbevillingsnævnet

I medfør af § 25 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. november 2015,

fastsættes:

For nævnets virksomhed gælder bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 1 a og i nævnets

forretningsorden samt i lov om behandling af personoplysninger.

Procesbevillingsnævnet

§ 1.

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og

tredjeinstansbevilling (appeltilladelse), jf. retsplejelovens § 22, stk. 1. Ved behandling af

ansøgninger om meddelelse af appeltilladelse består nævnet af 5 medlemmer under ledelse

af nævnets formand, jf. dog §§ 10-12.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces, jf.

retsplejelovens § 22, stk. 2. Ved behandling af klager over afslag på fri proces består nævnet

af 3 medlemmer under ledelse af nævnets afdelingsformand, jf. dog §§ 13-14.

Stk. 3. Ledelsen af nævnets administrative funktioner varetages af nævnets formand med

bistand af et sekretariat, som denne antager.

Forberedelse af nævnsbehandlingen

§ 2.

Nævnets formand og afdelingsformand drager omsorg for sagernes forberedelse med

bistand fra nævnets sekretariat.

§ 3.

Ansøgning om appeltilladelse og klage over afslag på fri proces skal være skriftlig og

angive de grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal

ledsages af kopi af den eller de afgørelser, der er truffet vedrørende sagen, samt kopier af

dokumenter, der i øvrigt er af betydning for sagens afgørelse. Procesbevillingsnævnet kan

pålægge ansøgeren eller klageren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens

behandling.

Stk. 2. En ansøger eller en klager kan anvende blanketter til ansøgning om appeltilladelse og

klage over afslag på fri proces. Blanketter med vejledning er tilgængelige på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk.

Stk. 3. Sekretariatet bistår om nødvendigt en ansøger eller en klager, som ikke er

repræsenteret ved advokat, med udfærdigelse af ansøgningen eller klagen.

Stk. 4. Ansøgningen eller klagen skal være nævnets sekretariat i hænde senest kl. 15.00

–

dog inden udgangen af døgnet, hvis ansøgningen eller klagen er sendt med digital post

–

den

dag, hvor ansøgnings- eller klagefristen udløber. Beregning af ansøgnings- eller klagefristen

sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om anke- og kærefrister. Nævnet kan i en

appeltilladelsessag bortse fra en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er

opfyldt. Ved en klage over et afslag på fri proces kan nævnet bortse fra en fristoverskridelse,

hvis denne er undskyldelig.

§ 4.

Sekretariatet anerkender modtagelsen af ansøgningen eller klagen.

Stk. 2. I sager vedrørende appeltilladelse underrettes modparten om ansøgningen. Er

anklagemyndigheden modpart, sker underretning i overensstemmelse med skriftlige

retningslinjer aftalt mellem Procesbevillingsnævnet og anklagemyndigheden. I sager

vedrørende fri proces underrettes modparten om klagen efter persondatalovens regler herom.

160

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Formanden eller afdelingsformanden bestemmer, i hvilke tilfælde en modpart skal anmodes

om at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden en nærmere angiven frist.

Stk. 3. Nævnet kan indhente en udtalelse fra Civilstyrelsen i anledning af en klagesag.

§ 5.

Formanden eller afdelingsformanden afgør, om akterne fra den forudgående behandling

af sagen skal indhentes. Videregivelse af akter fra en anden myndighed til nævnet kan ske

uden samtykke fra ansøgeren eller klageren.

Stk. 2. Nævnet kan til brug for behandling af en sag anvende akter fra tidligere sager ved

nævnet vedrørende samme retstvist, uanset om akterne vedrører en ansøgningssag eller en

klagesag.

Nævnsbehandling

–

fælles bestemmelser

§ 6.

Nævnets afgørelser træffes ved møder i nævnet. Møderne afholdes almindeligvis en gang

ugentlig. Sagerne til behandling på mødet udsendes til medlemmerne ugedagen før. Hastende

sager kan dog udsendes med kortere frist. Forhandlingerne foregår mundtligt. Formanden

eller afdelingsformanden kan dog i særlige tilfælde træffe bestemmelse om en anden

behandlingsform.

Stk. 2. Spørgsmål om inhabilitet afgøres efter retsplejelovens regler herom.

§ 7.

Nævnets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. Sagens parter har ikke adgang til møderne.

Stk. 3. Efter formandens eller afdelingsformandens bestemmelse kan møderne overværes af

medarbejdere i sekretariatet.

§ 8.

Formanden og afdelingsformanden kan uden forelæggelse for nævnet tage stilling til

behandlingen af henvendelser, som falder uden for nævnets kompetence.

Stk. 2. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af tilfælde i

henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffe

afgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.

§ 9.

I tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant.

Behandling af ansøgninger om appeltilladelse

§ 10.

I tilfælde af forfald for formanden og dennes suppleant ledes forhandlingerne af

landsdommeren og i tilfælde af også dennes forfald af det ældste tilstedeværende medlem af

nævnet.

§ 11.

Har medlemmer og suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis 3 medlemmer

er til stede.

Stk. 2. Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Ethvert tilstedeværende medlem kan kræve behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet

ikke er fuldtalligt.

§ 12.

I henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, kan

afgørelse i særlige grupper af tilfælde træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en dommer,

en advokat og en universitetslærer. Hvert af de i sagens behandling deltagende medlemmer

kan dog i disse tilfælde kræve en sag behandlet i det samlede nævn.

161

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Behandling af klager over afslag på fri proces

§ 13.

I tilfælde af forfald for afdelingsformanden og dennes suppleant ledes forhandlingerne af

byretsdommeren.

§ 14.

Har medlemmer og suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis 2 medlemmer

er til stede.

Stk. 2. Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. Hvis afgørelsen træffes

af 2 medlemmer, kræves enighed.

Stk. 3. Ethvert tilstedeværende medlem kan kræve behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet

ikke er fuldtalligt.

Genoptagelse og protokollering

§ 15.

Nævnet kan på begæring omgøre en afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye

oplysninger.

§ 16.

Nævnets beslutninger indføres i en særlig protokol.

Stk. 2. Ethvert medlem kan kræve at få tilført protokollen en kort begrundelse for sin

stemmeafgivning.

Underretning og aktindsigt

§ 17.

Nævnets afgørelse meddeles ansøgeren eller klageren uden angivelse af, hvilke

medlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvorledes de har stemt.

Stk. 2. I meddelelsen om nævnets afgørelse begrundes afgørelsen med henvisning til

indholdet af de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri

proces.

Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen underskrives af formanden eller afdelingsformanden eller af

den, som disse bemyndiger hertil.

Stk. 4. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse underretning om afgørelsen til en modpart

i sagen, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen eller klagen.

Stk. 5. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse tillige underretning til den eller de retter,

som har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 6. Der gives i sager vedrørende fri proces tillige underretning til Civilstyrelsen. Meddelelse

om bevilling af fri proces i verserende retssager gives tillige til den ret, der behandler sagen.

§ 18.

Aktindsigt meddeles af formanden eller afdelingsformanden i overensstemmelse med

bestemmelserne i retsplejelovens §§ 41-41 h, 255 a og 729 a-729 d med de fornødne

tillempninger.

Stk. 2. Begæring om indsigtsret fra den registrerede i medfør af lov om behandling af

personoplysninger behandles efter reglerne i lovens §§ 31-34.

Ændringer

§ 19.

Ændringer i nævnets forretningsorden forudsætter enstemmighed.

Ikrafttræden

§ 20.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1338 af 3. december 2007 om forretningsordenen for

Procesbevillingsnævnet ophæves.

162

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

8.3

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven mv. om meddelelse

af appeltilladelse

Retsplejeloven

Kapitel 16.

Almindelige bestemmelser om procesmåden

§ 148 a.

Borgerlige retssager og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav anlægges

og behandles ved anvendelse af en digital sagsportal, som domstolene stiller til rådighed.

Enhver skriftlig henvendelse om sagen skal ske på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 2. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for

retten.

Stk. 3. Sager i medfør af udlændingeloven anlægges og behandles ikke på domstolenes

sagsportal. Betalingspåkrav og indsigelser mod betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, indleveres

ikke på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 8. Fremkommer der rettidigt indsigelser mod

kravet, eller træffer fogedretten afgørelse om genoptagelse, jf. § 477 e, stk. 1 eller 5, og har

fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning,

jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, overgår sagen til behandling på domstolenes sagsportal.

Stk. 4. Vurderer retten, at der foreligger særlige forhold, som gør, at en part, skønsmand m.v.

ikke må forventes at kunne anvende domstolenes sagsportal, beslutter retten, at den

pågældende fritages fra at anvende domstolenes sagsportal. Rettens beslutning om fritagelse

fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå kan ikke uden

Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret. Procesbevillingsnævnet kan dog

meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for

sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i

øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret. Ansøgning om kæretilladelse

skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen er truffet.

Stk. 5. Retten kan i øvrigt, når der foreligger særlige forhold, beslutte, at en sag ikke skal

anlægges og behandles eller et processkrift eller et andet dokument ikke skal fremsendes

ved anvendelse af domstolenes sagsportal.

Stk. 6. Vedkommende retspræsident kan, når der foreligger særlige forhold, beslutte, at

rettens sager eller en del heraf i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på

domstolenes sagsportal.

Stk. 7. Beslutninger efter stk. 5 og 6 kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 8. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, kære af

afgørelser, som træffes af Tinglysningsretten og fogedretten, og kære af afgørelser, som

træffes af skifteretten i andre sager end dem, der efter dødsboskiftelovens § 98,

ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 4, og konkurslovens § 243 behandles efter den borgerlige

retspleje, skal indleveres og behandles ved anvendelse af domstolenes sagsportal.

Stk. 9. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes

sagsportal.

163

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kapitel 23.

Delafgørelser i civile sager

§ 253.

Retten kan bestemme, at forberedelsen eller hovedforhandlingen foreløbig skal

begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller

spørgsmål, til et af disse.

Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter

sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse.

Stk. 3. Særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilke der er fremsat modkrav,

kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod

eller uden sikkerhedsstillelse skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme

gælder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens

behandling af sagen eller et af kravene i sagen.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret i forbindelse med den

endelige

afgørelse

sagen,

medmindre

afgørelsen

kan

fuldbyrdes

eller

Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan tilladelse kan

gives, hvis der foreligger særlige grunde. Hvis tilladelse skal gives til at indbringe en afgørelse

for Højesteret som 3. instans, skal sagen desuden angå spørgsmål af principiel karakter, jf. §

371, stk. 1, og § 392, stk. 3. En tilladelse til at indbringe afgørelsen for Højesteret som 3.

instans kan begrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det.

Stk. 5. Ansøgning om tilladelse efter stk. 4 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden

udløbet af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. § 371, stk. 2, 2. pkt., og § 392,

stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Meddeles tilladelsen, skal sagen indbringes for

den overordnede ret inden 4 uger.

Kapitel 31.

Retshjælp og fri proces

§ 327.

Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans

1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i

sager om ændring af en aftale eller dom efter

forældreansvarslovens § 14

eller § 17, stk.

2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud

efter

markedsføringsloven

nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og

3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i Advokatnævnet, jf. § 146, et

huslejenævn eller et beboerklagenævn eller et centralt statsligt klagenævn med

undtagelse af Forbrugerklagenævnet og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller af modparten til ændring af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet.

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået

medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 3. Fri proces kan, jf. § 325, gives under skifterettens behandling af boer omfattet af § 1 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få

medhold i sagen.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan

indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 3, og §

392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller

af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.

164

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

§ 334.

Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident. Beskikkelsen omfatter også

retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for

udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf.

dog § 333, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge

beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse

for rejseudgifter.

Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Hvis der er

fastsat takster efter stk. 7, fastsættes salæret på baggrund af disse. Fastsættelsen af salær

og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens

afslutning.

Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb,

der er fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde og i tilfælde, hvor den beskikkede advokat

giver møde ved en anden ret, jf. stk. 1, 2. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og

advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1.

pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten om

vederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen.

Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden

forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af

forsikringen.

Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte takster for salær til beskikkede advokater.

Kapitel 36.

Anke civile sager

§ 368.

Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten

ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr., kan

dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af

stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse.

Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men

inden 1 år efter afsigelsen.

Stk. 3. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans, kan af parterne ankes til

Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, kan af parterne ankes til Højesteret

eller landsret. Anke kan ske til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel

betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig

rækkevidde i øvrigt, eller hvis andre særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen behandles af

Højesteret som 2. instans. Anke til landsret sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle

have været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 5. Når en part anker en dom afsagt af Sø- og Handelsretten til landsret, har andre parter i

sagen, også selv om der alene påstås stadfæstelse, krav på, at ankesagen behandles af

Højesteret, hvis betingelserne i stk. 4, 2. pkt., er opfyldt. Ønsker en anden part, at ankesagen

behandles af Højesteret, indbringer denne part ankesagen for Højesteret ved at afgive et

svarskrift til Højesteret med kopi til landsretten inden udløbet af den frist, som landsretten har

fastsat for afgivelse af svarskrift.

165

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Stk. 6. Højesteret påser af egen drift, at betingelserne i stk. 4, jf. stk. 5, for anke til Højesteret

er opfyldt. Er betingelserne for anke til Højesteret ikke opfyldt, afviser Højesteret anken ved

kendelse. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, kan sagen herefter inden den ordinære ankefrists

udløb, eller, hvis den ordinære ankefrist udløber inden 2 uger, inden 2 uger efter afsigelsen af

Højesterets kendelse om ankens afvisning, indbringes for landsretten. Indbringes sagen

senere, finder § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., tilsvarende anvendelse. I de tilfælde, der er nævnt i stk.

5, fortsættes sagens behandling ved landsretten.

Stk. 7. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, for så vidt ikke andet er

bestemt ved lov.

Stk. 8. Bestemmelser om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller af

Sø- og Handelsretten, kan kun ankes særskilt med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Ved særskilt anke af en bestemmelse om sagsomkostninger i en dom, der er afsagt af

Sø- og Handelsretten, finder stk. 4-6 tilsvarende anvendelse.

§ 368 a.

Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at

sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller

andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Landsretten kan

dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Stk. 2. Hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, underrettes parterne

herom. Parterne kan herefter inden 2 uger efter at have modtaget meddelelsen give retten

og den anden part underretning om deres bemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse.

Stk. 3. Retten træffer ved dom afgørelse om afvisning på det indkomne skriftlige grundlag.

Hvor særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig

forhandling. Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i den mundtlige

forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er

uhensigtsmæssig.

§ 371.

Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af

principiel karakter. Hvis særlige grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af

det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af

disse.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet

inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse,

hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.

§ 372.

Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra dommens afsigelse.

Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning til den ret, hvis dom indankes. Den ret,

hvis dom indankes, sender inden 1 uge efter modtagelse af anken sagens dokumenter til

ankeinstansen. Anke skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse

efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade

anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger

efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved

behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse

kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 3-5.

166

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Stk. 3. En anke, der hæves eller afvises af anden grund end overskridelse af fristen efter stk.

2, kan med rettens tilladelse på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning

indleveres på rettens kontor inden 2 uger efter, at sagen blev hævet eller afvist.

Kapitel 37.

Kære civile sager

§ 389.

Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt

i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan

ikke kæres. Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den

anden part, kan afgørelsen herom kun indbringes uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet,

hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr.

Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke

kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 og 3 skal indgives til Procesbevillingsnævnet

inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse,

hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

§ 389 a.

Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen

eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele

tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning

for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade

afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.

§ 391.

Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til

mere end 20.000 kr., kan indbringes særskilt for landsret ved kære. Hvis det er bestemt, at

ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan bestemmelsen herom

kun indbringes særskilt, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere

end 20.000 kr.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om

sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Bestemmelserne i § 389, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller

ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, kan indbringes for højere ret ved

kære. Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun ske med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører

spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2

uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er

truffet.

Stk. 4. Domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368 a, kan indbringes for Højesteret

ved kære. Kære kan kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan

gives, hvis særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

167

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter at afgørelsen er

truffet.

§ 392.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret efter reglerne i § 253 i en sag,

der behandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, hvis afgørelsen kan

fuldbyrdes eller Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan

tilladelse kan gives, hvis der foreligger særlige grunde, jf. § 253, stk. 4.

Stk. 2. En kendelse om afvisning, der afsiges af en landsret efter § 226, stk. 5, kan kæres til

Højesteret uden forudgående tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Stk. 3. I andre tilfælde kan landsrettens kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører

spørgsmål af principiel karakter. Hvis kendelsen eller beslutningen er afsagt efter reglerne i §

253, skal der desuden foreligge særlige grunde, jf. § 253, stk. 4.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 og 3 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

give tilladelse efter stk. 3, 1. og 2. pkt., hvis ansøgning indgives senere, men inden 6

måneder efter at afgørelsen er truffet.

Stk. 5. Hvis særlige grunde taler for det, kan en tilladelse efter stk. 3 til at kære til Højesteret

som 3. instans begrænses til en del af sagen.

§ 392 a.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af Sø- og Handelsretten efter reglerne i §

253, kan kæres til landsretten, hvis afgørelsen kan fuldbyrdes eller Procesbevillingsnævnet

har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan tilladelse kan gives, hvis der foreligger

særlige grunde, jf. § 253, stk. 4. Kære sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle have

været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 2. I andre tilfælde kan Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger kæres til

landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren

vedrører spørgsmål af principiel karakter. Kære sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle

have været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 og 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

give tilladelse efter stk. 2, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter at

afgørelsen er truffet.

§ 394.

Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger.

Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 148

a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, § 391, § 392 eller § 392 a, stk. 2, inden 2 uger efter, at

tilladelsen er meddelt ansøgeren. Hvis der er meddelt tilladelse efter § 392, stk. 3, jf. § 253,

stk. 4, skal kære ske, inden 4 uger efter at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes

kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog

undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald

indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder

tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens

udløb.

§ 395.

Kære har ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det

bestemmes af den ret, hvis afgørelse kæres, eller den ret, hvortil afgørelsen kæres. Det

samme gælder ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære efter § 389 a.

168

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kapitel 43 a.

Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse

§ 475.

Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse.

Byretten sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer

mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af

denne bestemt varsel. Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-8. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for

byretsbehandlingen.

Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2.

pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse

påankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.

Kapitel 43 b.

Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke

§ 475 i.

Ankefristen er 4 uger ved anke til landsret og 4 uger ved anke til Højesteret. Der kan

ikke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb.

Stk. 2. Anke til landsret sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til

retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten.

Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2.

pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Om kære gælder reglerne i kapitel 37. Der kan dog ikke i medfør af § 394, stk. 2,

meddeles tilladelse til at kære de i § 475 b, stk. 4, nævnte kendelser efter kærefristens udløb.

Stk. 5. Om sagens behandling i landsretten og Højesteret gælder tilsvarende regler som

fastsat for byretsbehandlingen.

Kapitel 53.

Appel af fogedrettens afgørelser

§ 584.

Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er bestemt i loven,

kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr., kan

ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger

efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3, § 563, § 566, stk. 3, 3.

pkt., § 569, stk. 1, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577,

stk. 2, kan ikke kæres.

§ 584 a.

Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 20.000 kr., kan

særskilt kæres. Det samme gælder afgørelser, hvorved det er bestemt, at ingen af parterne

skal betale sagsomkostninger til den anden part, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af

sagsomkostninger med mere end 20.000 kr.

169

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om

omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke

kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger

efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen

indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.

§ 585.

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog

meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særlige

grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af sagen.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger

efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586.

Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget, eller, hvis forretningen

ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse, som kæres.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2-4, eller § 585, skal

kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj, der er registreret i en

fremmed stat, som har tiltrådt Genèvekonventionen af 19. januar 1948, er fristen dog 6

måneder efter salgsdagen, dersom den kærende som grund for ophævelsen påberåber sig,

at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen

kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6

måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens

meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse

kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 3-5.

Kapitel 82.

Anke til landsretten

–

straffesager

§ 902.

Anklagemyndigheden kan kun anke, når der efter loven kan idømmes andre

offentligretlige følger end bøde eller konfiskation for lovovertrædelsen.

Stk. 2. Tiltalte kan kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt

1) mere end 20 dagbøder,

2) en bøde på over 3.000 kr.,

3) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller

4) andre offentligretlige følger.

Stk. 3. Hvis sagen er fremmet i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte anke, selv om tiltalte

ikke har givet møde i byretten, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for

tiltaltes skyld og betingelserne i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.

Stk. 4. Afgørelser efter §§ 899 og 900 kan ikke indbringes for højere ret.

§ 903.

Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902,

stk. 1-3, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen som i § 904,

170

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

stk. 2 og 3. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning

indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden,

der ønsker at anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet sende

underretning om ansøgningen til tiltalte. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan

afvises.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tilladelse til anke af de

afgørelser, der er nævnt i § 902, stk. 4.

Stk. 4. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til

anke efter stk. 1 eller 3, indbringer anklagemyndigheden sagen for landsretten. Sagen skal

indbringes inden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet

anklagemyndigheden om tilladelsen. Hvis det er anklagemyndigheden, der har fået tilladelse

til anke, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte, jf. § 907, stk.

2, inden udløb af den frist, der er anført i 2. pkt.

§ 904.

Ankefristen er 14 dage og regnes fra dommens afsigelse, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis dommen skal forkyndes efter § 219 a, stk. 5, regnes tiltaltes ankefrist fra

forkyndelsen.

Stk. 3. Hvis sagen er afgjort efter § 897 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt med

tidspunktet for dommens afsigelse, regnes tiltaltes ankefrist fra den dag, hvor retten har sendt

en udskrift af dommen til tiltalte.

Kapitel 83.

Anke til Højesteret

–

straffesager

§ 932.

Landsrettens domme i straffesager kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets

tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige

grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, herunder med

hensyn til de grunde, hvorpå anken kan støttes, jf. § 933, stk. 2, hvis særlige grunde taler for

det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter reglerne

i § 904, stk. 2 og 3, og § 904, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvis sagen er behandlet

efter § 930 a. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning

indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden,

der vil anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet underrette tiltalte

om ansøgningen. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.

Stk. 3. Når ansøgning om tilladelse til anke er indgivet, kan Højesteret beslutte, at

fuldbyrdelse af dommen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke

tillades.

§ 933.

Ved iværksættelse af anken til Højesteret finder § 903, stk. 4, § 905, stk. 1 og 3, § 906,

§ 907, stk. 2-4, § 910, stk. 1 og 2, og § 913 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Anke kan ske under henvisning til de grunde, der er nævnt i § 912, stk. 1, nr. 1-3.

Reglen i § 912, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Sager om opløsning af politiske foreninger kan altid indbringes for Højesteret.

171

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Kapitel 85.

Kære til højere ret

–

straffesager

§ 968 a.

Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en

ankesag, kan kun kæres til Højesteret af sagens parter eller de personer, der er nævnt i §

968, stk. 2, under tilsvarende betingelser som anført i § 968 og med Procesbevillingsnævnets

tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel

karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Er det tiltalte, der vil kære, og har tiltalte

ikke været til stede ved afsigelsen, regnes ansøgningsfristen fra forkyndelsen af afgørelsen.

Procesbevillings-nævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden 1 år efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Hvis det er

anklagemyndigheden, der vil kære, skal den samtidig med ansøgningen til

Procesbevillingsnævnet give underretning om ansøgningen til den, som kendelsen eller

beslutningen vedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.

Stk. 3. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til

kære efter stk. 1, indbringer anklagemyndigheden sagen for Højesteret. Sagen skal

indbringes inden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet

anklagemyndigheden om tilladelsen.

Stk. 4. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en

ankesag, og som retter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan kæres til Højesteret

under tilsvarende betingelser som anført i § 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013, stk.

§ 973.

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres til Højesteret med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår

spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan

begrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og

3, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 91.

Sagsomkostninger

–

straffesager

§ 1013.

Når en dom er påanket, prøver den overordnede ret omkostningsspørgsmålet, for så

vidt dettes afgørelse afhænger af ankens udfald, eller det særlig er inddraget under anken. En

tilsvarende regel gælder, når kæremål rejses mod en kendelse, der har pålagt erstatning af

omkostninger i forbindelse med straf eller lignende følger. I andre tilfælde kan kæremål rejses

mod rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet, når afgørelsen er uafhængig af sagens

udfald, og de pålagte omkostningers beløb kan antages at ville overstige 40 kr.

Stk. 2. Foranstående regler gælder også med hensyn til fastsættelse af vederlag til offentlige

anklagere, hvor derom bliver spørgsmål, og til forsvarere.

Stk. 3. Landsrettens afgørelser om vederlag til forsvarere kan ikke kæres.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til, at afgørelsen kæres til Højesteret, hvis

kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller andre særlige grunde i øvrigt taler for

det. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Pålagte omkostninger kan af restanceinddrivelsesmyndigheden inddrives efter

reglerne i § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-5, og § 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

172

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Lov nr. 1867 af 29. december 2015 om ændring af retsplejeloven, lov om

Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af retsprocessen i

borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase m.v.):

§ 5.

Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på alle sager, som anlægges, appelleres eller henvises efter

lovens ikrafttræden. For sager, der er anlagt, appelleret eller henvist før lovens ikrafttræden,

finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. § 1, nr. 2, 40, 41 og 47, finder anvendelse på sager, der er anlagt, appelleret eller

henvist før lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at sager i bestemte retskredse og

retsinstanser, som anlægges, appelleres eller henvises i en nærmere fastsat periode efter

lovens ikrafttræden, ikke skal anlægges eller behandles på domstolenes sagsportal. For disse

sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5. Sager, som er anlagt før lovens ikrafttræden og appelleres efter lovens ikrafttræden,

skal gøres tilgængelige på domstolenes sagsportal af den ret, hvis afgørelse appelleres.

Stk. 6. Retten kan beslutte, at en sag, som er anlagt før lovens ikrafttræden eller behandles

efter de hidtil gældende regler, jf. stk. 4, 2. pkt., skal behandles efter reglerne i denne lov.

Beslutningen kan ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår

spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der

ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en

højere ret. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2

uger efter at beslutningen er truffet. Kære skal ske, inden 2 uger efter at tilladelsen er meddelt

ansøgeren.

Stk. 7. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at alle verserende borgerlige retssager og

sager om optagelse af bevis om borgerlige krav skal behandles efter reglerne i denne lov.

Serviceloven

Kapitel 30

Klage og domstolsprøvelse

§ 171.

Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan

dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler

derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse.

Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men

inden 1 år efter afsigelsen.

173

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

8.4

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces

Kapitel 31

Retshjælp og fri proces

§ 325.

Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser

efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker

omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.

Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de

økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må

antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren

fastsætter regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.

Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.

Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen

udgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes

dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab

eller forældremyndighed, jf. kapitel 42, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og

indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.

Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år,

herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad

forsørges af denne.

§ 326.

De i § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med

2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en

satsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter § 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste hele

kronebeløb, der kan deles med 10. De regulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes til det

nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af de på

reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år,

hvilke reguleringer der skal finde sted.

§ 327.

Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans

1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i

sager om ændring af en aftale eller dom efter forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk.

2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud

efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og

3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i Advokatnævnet, jf. § 146, et

huslejenævn eller et beboerklagenævn eller et centralt statsligt klagenævn med

undtagelse af Forbrugerklagenævnet og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller af modparten til ændring af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet.

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået

medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 3. Fri proces kan, jf. § 325, gives under skifterettens behandling af boer omfattet af § 1 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få

medhold i sagen.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan

indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 392, stk. 3, og §

174

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af

landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.

§ 328.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis

ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces.

Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet

1) sagens betydning for ansøgeren,

2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,

3) sagsgenstandens størrelse,

4) størrelsen af de forventede omkostninger og

5) muligheden for at få sagen behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, et

administrativt nævn eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervs- og

vækstministeren.

Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller

ansættelsesforhold eller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og

skadelidte for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2,

nr. 2-5, klart taler herimod.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til

1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller

2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er

udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget

påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om

afslaget.

§ 329.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efter

ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i

sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har

væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces,

kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået

meddelelse om afslaget.

§ 330.

Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og

om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.

§ 331.

Fri proces medfører for vedkommende part

1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,

2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,

3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,

4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og

5) i boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. fritagelse for

a) sikkerhedsstillelse for omkostninger ved boets behandling,

b) betaling af partens andel af bobehandlerens salær og

c) hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle, jf. § 44, stk. 1, i lov om

ægtefælleskifte m.v.

Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.

Stk. 3. I boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. gælder følgende:

1) Fritagelsen for afgifter efter stk. 1, nr. 1, omfatter ikke skifteafgift efter §§ 34 a og 34 b i lov

om retsafgifter.

175

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

2) Stk. 1, nr. 2, finder kun anvendelse, når skifteretten beskikker en advokat i medfør af § 23 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

3) Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse.

Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den

procedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samt

fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn til

forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.

Stk. 5. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans,

såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten og den part, der har fri proces, helt eller

delvis har fået medhold i den foregående instans.

Stk. 6. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.

Stk. 7. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt,

viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører

virkningerne af fri proces.

§ 332.

Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri

proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter

sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er

fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, betales

sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger,

tilfalder beløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning

af sagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten.

Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens

udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens

forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det.

§ 333.

For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sager for

parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne i

denne lov. Justitsministeren kan ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der

ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for

retskredsen.

Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den

foregående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremt

advokaten er mødeberettiget for denne ret.

Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret,

beskikkes, såfremt det findes forsvarligt og advokaten er mødeberettiget for retten og villig til

at lade sig beskikke.

Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret,

kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog en

betingelse, at sagen ikke på forhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler

samtykke hertil.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater,

der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren

bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.

§ 334.

Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident. Beskikkelsen omfatter også

retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg,

herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog §

333, stk. 1, 2. pkt.

176

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 305: Publikation: Procesbevillingsnævnet, årsberetning 2016

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge

beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse

for rejseudgifter.

Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Hvis der er

fastsat takster efter stk. 7, fastsættes salæret på baggrund af disse. Fastsættelsen af salær og

godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens