REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 301
Offentligt

Straffelovrådets betænkning om

freds- og ærekrænkelser

Betænkning nr. 1563

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådets betænkning

freds- og ærekrænkelser

Betænkning nr. 1563

København 2017

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Betænkning nr. 1563

Publikationen kan bestilles via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeri-

et.dk)

eller hos

Rosendahls Lager og Logistik

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

Telefon 43 22 73 00

[email protected]

http://jm.schultzboghandel.dk

ISBN: 978-87-93469-08-2

ISBN internet: 978-87-93469-09-9

Tryk: Rosendahls a/s

Pris: 150 kr. pr. bog incl. moms

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning............................................................................................................7

1. Straffelovrådets kommissorium .....................................................................................7

2. Straffelovrådets sammensætning....................................................................................9

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag.....................................................10

Kapitel 2. Gældende ret

.....................................................................................................21

1. Generelt ........................................................................................................................21

2. Fredskrænkelser............................................................................................................21

2.1. Brud på brevhemmeligheden mv. .........................................................................21

2.2. Hemmelig aflytning ..............................................................................................22

2.3. Husfredskrænkelse ................................................................................................23

2.4. Fotografering og iagttagelse af personer...............................................................24

2.5. Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved brud på brevhemmeligheden, hem-

melig aflytning, husfredskrænkelse eller fotografering eller iagttagelse af personer ..26

2.6. Videregivelse af meddelelser vedrørende private forhold ....................................27

2.7. Forbeholdet om, at handlingen skal være uberettiget ...........................................28

2.8. Strafferammer for krænkelse af privatlivets fred ..................................................29

2.9. Elektroniske informationssystemer .......................................................................30

3. Ærekrænkelse ...............................................................................................................31

4. Påtalekompetence .........................................................................................................34

5. Medieansvarsloven .......................................................................................................34

6. Persondataloven............................................................................................................37

Kapitel 3. Nordisk ret.........................................................................................................43

1. Generelt ........................................................................................................................43

Kapitel 4. Straffelovrådets overvejelser

...........................................................................44

1. Indledning.....................................................................................................................44

2. Privatlivets fred ............................................................................................................45

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.1. Generelt .................................................................................................................45

2.2. Straffelovens §§ 263, 263 a og 264.......................................................................49

2.2.1. Generelt om uberettiget adgang til kommunikation, optegnelser, steder mv.49

2.2.2. Forholdet mellem straffelovens §§ 263 og 264..............................................50

2.2.3. Straffelovens § 263 ........................................................................................51

2.2.3.1. Unddragelse.............................................................................................51

2.2.3.2. Lukkede meddelelser ..............................................................................52

2.2.3.3. Datasystemer ...........................................................................................55

2.2.3.4. Modtagne meddelelser ............................................................................64

2.2.3.5. Endnu ikke afsendte meddelelser............................................................66

2.2.3.6. Lukkede optegnelser ...............................................................................67

2.2.3.7. Gemmer...................................................................................................67

2.2.3.8. Aflytning og optagelse af udtalelser, samtaler og forhandlinger ............69

2.2.4. Straffelovens § 263 a......................................................................................72

2.2.5. Straffelovens § 264 ........................................................................................73

2.2.6. Straf vedrørende §§ 263, 263 a og 264 ..........................................................80

2.3. Straffelovens § 264 a.............................................................................................88

2.3.1. Gerningsindholdet ..........................................................................................88

2.3.2. Straf ................................................................................................................91

2.4. Straffelovens § 264 c.............................................................................................93

2.4.1. Gerningsindholdet ..........................................................................................93

2.4.2. Straf ................................................................................................................93

2.5. Straffelovens § 264 d ............................................................................................94

2.5.1. Gerningsindholdet ..........................................................................................94

2.5.1.1. Indledning ...............................................................................................94

2.5.1.2. Unge menneskers adfærd på internettet/de sociale medier .....................95

2.5.1.3. Digitale sexkrænkelser ............................................................................97

2.5.2. Straf ..............................................................................................................103

2.5.2.1. Retspraksis mv. .....................................................................................103

2.5.2.2. Straf ved videregivelse på internettet mv..............................................104

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.5.3. Videregivelse af oplysninger om en juridisk persons private forhold .........109

2.5.4. Samtykke......................................................................................................110

2.6. Systematisk overvågning ....................................................................................111

2.7. Forfølgelse mv. ...................................................................................................115

2.7.1. Indledning ....................................................................................................115

2.7.2. Systematisk indsamling af oplysninger........................................................116

2.7.3. Skygning ......................................................................................................118

2.7.4. Stalking ........................................................................................................119

2.8. Identitetstyveri.....................................................................................................126

2.9. Straffelovens § 266 c...........................................................................................129

3. Ærekrænkelse .............................................................................................................130

3.1. Gældende ret .......................................................................................................130

3.2. Overvejelser ........................................................................................................142

3.2.1. Fortsat kriminalisering .................................................................................142

3.2.2. Udformningen af bestemmelser om ærekrænkelse ......................................151

3.2.3. Fremsættelse og udbredelse .........................................................................152

3.2.4. Juridiske personer.........................................................................................153

3.2.5. Sandhedsbevis mv. .......................................................................................154

3.2.6. Retorsion ......................................................................................................159

3.2.7. Mortifikation ................................................................................................160

3.2.8. Offentliggørelse af dommen ........................................................................162

3.2.9. Afdøde personer ...........................................................................................163

4. Påtalekompetence .......................................................................................................167

4.1. Generelle overvejelser.........................................................................................167

4.2. Påtale af ærekrænkelse ........................................................................................174

5. Generelt om udmåling af straf for freds- og ærekrænkelser ......................................180

6. Håndhævelse ved videregivelse på internettet ...........................................................183

Kapitel 5. Lovudkast med bemærkninger

.....................................................................197

1. Lovudkast ...................................................................................................................197

2. Bemærkninger til lovudkastet ....................................................................................201

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Bilag

...................................................................................................................................230

1. Nordisk Ret ....................................................................................................................230

2. Bemærkninger fra Danske Medier ................................................................................289

3. Bemærkninger fra Dansk Journalistforbund .................................................................303

4. Bemærkninger fra rektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jens Otto

Kjær Hansen samt forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Vibeke Borberg .............................................................................................................315

5. Bemærkninger fra lektor på medievidenskab ved Institut for Kommunikation og

Kultur, Aarhus Universitet, Anja Bechmann ................................................................319

6. Guide om de presseetiske regler ....................................................................................327

7. Statistiske oplysninger om straf vedrørende freds- og ærekrænkelser ..........................347

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Kapitel 1

Indledning

1. Straffelovrådets kommissorium

Straffelovrådet blev nedsat ved Justitsministeriets brev af 3. oktober 1960 og har til opgave

efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige lovgivnings-

spørgsmål og principielle spørgsmål vedrørende fastsættelsen af administrative be-

stemmelser af strafferetlig karakter og den praktiske gennemførelse af kriminalpoliti-

ske foranstaltninger og

efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse at medvirke i det internationale straf-

feretlige samarbejde, herunder navnlig det nordiske strafferetlige lovsamarbejde.

Justitsministeriet anmodede ved brev af 18. maj 2015 Straffelovrådet om at behandle føl-

gende kommissorium om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse:

”1. Straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser indeholder bl.a. regler om

krænkelse af privatlivets fred (§§ 263-264 d) og ærekrænkelse (§§ 267-274) samt

regler om påtale af disse forbrydelser (§ 275).

Reglerne om krænkelse af privatlivets fred blev gennemgribende moderniseret ved

lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræ-

den af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig

konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.), der byggede på Straffelovrå-

dets betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred. Yderligere ændringer blev foreta-

get i bl.a. 1985 og 2004 på grundlag af Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985

om datakriminalitet, betænkning nr. 1417/2002 om it-kriminalitet fra det såkaldte

Brydensholt-udvalg og Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsæt-

telse og strafferammer.

Der er ikke siden 1939 foretaget en mere omfattende revision af reglerne om ære-

krænkelse. Dog blev der foretaget ændringer i bl.a. 2004 på grundlag af Straffelovrå-

dets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer.

Folketingets Kulturudvalg afgav den 17. december 2014 beretning nr. 3 om brugen

af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskel-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

se og privatlivskrænkelse (Alm. del, bilag 77). Beretningen er afgivet på baggrund af

en indstilling fra en parlamentarisk arbejdsgruppe om medieetik og medieansvar.

Kulturudvalget anfører i beretningen, at opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har

udviklet sig siden Straffelovrådets betænkning fra 1971, og at der kan være hensyn

til privatlivets fred i det 21. århundrede, som der ikke tages højde for. Derfor mener

udvalget, at der er behov for en udredning af privatlivsbeskyttelsen, af hvordan pri-

vatliv defineres, og om disse definitioner er tidssvarende. Udvalget opfordrer derfor

til, at der tages de nødvendige initiativer, så en nærmere undersøgelse af definitionen

af privatliv og privatlivsbeskyttelse finder sted.

Endvidere anfører Kulturudvalget i beretningen, at det er udvalgets opfattelse, at det

danske samfund i højere grad bør tage ansvar i sager, hvor borgernes privatliv kræn-

kes, eller hvor borgerne udsættes for bagvaskelse eller uretmæssigt hænges ud i me-

dierne. Udvalget opfordrer til, at det undersøges, om påtalekompetencen i sager om

urigtige historier, bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred med fordel kan æn-

dres til offentlig påtale.

I anledning af beretningen tilkendegav Justitsministeriet i besvarelse af 10. marts

2015 af spørgsmål nr. 105 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg, at ministeriet

var indstillet på at bede Straffelovrådet om at overveje, om der er behov for at foreta-

ge ændringer af straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred og ære-

krænkelse, herunder påtalereglerne.

Straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse

skal sammen med bl.a. erstatningsretlige regler sikre en afbalanceret ordning, hvor

der navnlig skal tages behørigt hensyn til på den ene side beskyttelse af den enkelte

og på den anden side ytringsfriheden. I den forbindelse indgår bl.a. Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv

og artikel 10 om ytringsfrihed.

I lyset af den samfundsmæssige udvikling siden tilblivelsen af straffelovens bestem-

melser om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse og den senere tids debat

herom er det relevant at underkaste disse bestemmelser og deres samspil med anden

lovgivning en nærmere, samlet vurdering.

Straffelovrådet anmodes på denne baggrund om at vurdere, om der er behov for at

modernisere eller i øvrigt foretage ændringer af straffelovens bestemmelser om

krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse. Rådet skal herunder bl.a. vurdere, om

der på den ene side er forhold omfattet af de gældende bestemmelser, som ikke læn-

gere bør kriminaliseres, f.eks. fordi formålet med reglerne mere hensigtsmæssigt kan

varetages på anden vis, og om der på den anden side er forhold, som ikke i dag er

strafbare, men som bør kriminaliseres. Rådet skal endvidere overveje strafniveauet i

disse sager med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yderligere initia-

tiver på dette område.

Påtalereglerne indebærer bl.a., at straffelovens bestemmelser om krænkelse af privat-

livets fred og ærekrænkelse er undergivet privat påtale, og at bestemmelserne om

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

krænkelse af privatlivets fred endvidere er undergivet betinget offentlig påtale, såle-

des at offentlig påtale kan ske, hvis forurettede anmoder om det. Formålet med påta-

lereglerne er bl.a. at give forurettede mulighed for at vælge, om sagen skal føres, idet

en offentlig retssag vil kunne føre til yderligere offentlig udbredelse af den pågæl-

dende private oplysning eller ærekrænkende sigtelse mv.

Straffelovrådet anmodes på den baggrund desuden om at vurdere, om reglerne om

påtale af straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred og ærekræn-

kelse fortsat er tidssvarende. Rådet skal herunder vurdere, i hvilket omfang der bør

gælde privat påtale, betinget offentlig påtale og offentlig påtale for overtrædelse af

bestemmelserne.

Straffelovrådet kan desuden, hvis rådet finder det relevant, foreslå ændringer af an-

den lovgivning af betydning for den strafferetlige forfølgning af krænkelser af privat-

livets fred og ærekrænkelser.

Straffelovrådet anmodes om at inddrage andre nordiske landes regler i overvejelser-

ne.

Straffelovrådet anmodes endvidere om at inddrage Danske Medier og Dansk Journa-

listforbund samt en eller flere medieforskere i arbejdet med dette kommissorium.

I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer, anmodes rådet

om at udarbejde et lovudkast.”

Straffelovrådet har behandlet kommissoriet i 12 møder.

Danske Medier, Dansk Journalistforbund, lektor på medievidenskab ved Institut for Kom-

munikation og Kultur, Aarhus Universitet, Anja Bechmann og rektor ved Danmarks Me-

die- og Journalisthøjskole Jens Otto Kjær Hansen samt forskningschef ved Danmarks Me-

die- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg har været inddraget i Straffelovrådets arbejde

med kommissoriet navnlig ved at deltage i to af rådets møder og ved efterfølgende at kom-

me med skriftlige bemærkninger om de på møderne rejste spørgsmål. Disse bemærkninger

er optrykt som bilag 2-5.

2. Straffelovrådets sammensætning

Straffelovrådet havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensætning:

Landsretspræsident Bent Carlsen (formand)

Politidirektør Elsemette Cassøe

Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Rigsadvokat Ole Hasselgaard

Afdelingschef Johan Kristian Legarth

Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen

Advokat Jakob Lund Poulsen

Direktør for Kriminalforsorgen (indtil 31/1-2017) Johan Reimann

Som sekretær for Straffelovrådet under arbejdet med denne betænkning har fungeret chef-

konsulent Ketilbjørn Hertz og specialkonsulent Marie Mølsted.

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag

3.1.

Straffelovrådets kommissiorium angår for det første straffelovens §§ 263-264 d om

krænkelse af privatlivets fred. Straffelovrådet har foretaget en gennemgang af disse be-

stemmelser, og rådet konkluderer på den baggrund, at bestemmelserne overordnet set fort-

sat er både relevante og dækkende for, hvordan privatlivets fred bør beskyttes. Straffelov-

rådet foreslår imidlertid en række sproglige og tekniske ændringer af bestemmelserne, lige-

som rådet foreslår en ny bestemmelse om ulovlig overvågning i § 264 b og en sidestraffe-

ramme i § 264 d, stk. 2, med et strafmaksimum på fængsel i 2 år.

Straffelovrådet har i sine overvejelser haft særlig fokus på, om opfattelsen af, hvad privat-

liv omfatter, har ændret sig, siden bestemmelserne om fredskrænkelse blev gennemgriben-

de moderniseret i 1972, herunder om der på den baggrund er behov for afkriminaliseringer

eller nykriminaliseringer.

Det er i den forbindelse Straffelovrådets overordnede opfattelse, at der – selv om der kan

peges på nogle tendenser, der imidlertid ikke ses at være entydige – generelt ikke er behov

for at ændre på straffelovens §§ 263-264 d i lyset af opfattelsen af, hvad der hører til pri-

vatlivet. Dette hænger bl.a. sammen med, at bestemmelserne er formuleret på en måde, så

de, herunder ved fortolkning af det gennemgående begreb ”uberettiget”, af domstolene kan

fortolkes og også bliver fortolket i lyset af den til enhver tid herskende opfattelse af, hvor-

dan privatliv bør beskyttes.

Straffelovrådet foreslår således hverken nye bestemmelser eller ophævelse af bestemmel-

ser i lyset af udviklingen af, hvad privatliv omfatter, men rådet har i et vist omfang nyaffat-

tet bestemmelserne og knyttet nogle bemærkninger til, hvordan de skal fortolkes i dag.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet har endvidere i sine overvejelser haft særlig fokus på, om den teknologiske

udvikling, der er sket siden 1972, har skabt nye muligheder for krænkelse af privatlivet,

som bør kunne imødegås med straf efter straffeloven. Disse overvejelser har ført til to kon-

krete tilføjelser til de eksisterende bestemmelser.

For det første finder Straffelovrådet behov for en kriminalisering i straffeloven af at regi-

strere en persons færden ved hjælp af et apparat. Overvågning af en persons geografiske

placering ved hjælp af f.eks. gps-udstyr er således efter rådets opfattelse i praksis mere

indgribende end traditionel manuel skygning, hvor en eller flere personer følger efter den

pågældende og dermed overvåger den pågældendes færden, og sådanne forhold er i almin-

delighed også udtryk for en krænkelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for en krimi-

nalisering i straffeloven.

Straffelovrådet foreslår på den baggrund en ny bestemmelse i straffelovens § 264 b om

uberettiget at registrere en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende appa-

rat. Gerningsindholdet vil bestå i selve registreringen i form af indsamling eller lagring af

data ved hjælp af et apparat, med henblik på at gerningsmanden gennem de registrerede

oplysninger vil kunne følge en anden (bestemt) persons færden. Bestemmelsen vil først og

fremmest finde anvendelse på registrering af en persons færden, der sker ved hjælp af en

gps, som er anbragt i eller på eksempelvis en persons bil, tøj eller taske.

Det bemærkes, at Straffelovrådet i relation til sine overvejelser om § 264 b har overvejet,

om der i øvrigt bør foretages ændringer i gældende ret vedrørende forfølgelse, skygning,

stalking, chikane, identitetsmisbrug mv. Rådet har imidlertid bl.a. på baggrund af reglerne i

lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, samt i relation til identitetsmisbrug på bag-

grund af straffelovens bestemmelser om formueforbrydelser, ikke fundet grundlag herfor.

For det andet finder Straffelovrådet behov for en sidestrafferamme i § 264 d om uberettiget

videregivelse af meddelelser eller billeder om private forhold, sådan at disse forhold, der

på nuværende tidspunkt har et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, fremover under

særligt skærpende omstændigheder vil kunne straffes med fængsel i indtil 2 år. Forslaget

om en sådan bestemmelse er navnlig begrundet i internettets udbredelse, idet videregivelse

af oplysninger om andres private forhold på internettet generelt kan indebære privat-

livskrænkelser af en alvor, som ikke tidligere er set. Oplysninger på internettet kan spredes

meget vidt og meget hurtigt og kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde umulige at

få slettet igen. Der er dermed en større risiko for store skadevirkninger og mere vedvarende

krænkelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte aviser, tidsskrifter mv., og den

samlede effekt af dette kan være foruroligende stor.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Forslaget hænger i høj grad sammen med den udvikling, der er set inden for kriminalitets-

typen digitale sexkrænkelser (hævnporno), og det er således også hensigten, at den skærpe-

de sidestrafferamme vil finde anvendelse på mere alvorlige tilfælde af denne type krimina-

litet, herunder navnlig når billeder/videoer med et seksuelt eller pornografisk indhold ube-

rettiget videregives på internettet.

Straffelovrådet har i øvrigt generelt overvejet betydningen af internettets massive udbredel-

se. Disse overvejelser har ikke ført til ændringer i den gældende kriminalisering, men rådet

har i relation til flere af de eksisterende bestemmelser anført, at det må anses som en skær-

pende omstændighed, når der udbredes privatlivsoplysninger mv. på internettet.

For så vidt angår straffelovens § 263, der omfatter en række til dels ret forskelligartede

forhold spændende fra åbning af papirbreve til hacking af datasystemer, finder Straffelov-

rådet, at det samlede indhold i vidt omfang bør videreføres, idet bestemmelsen dog i et vist

omfang findes at kunne moderniseres og gøres tydeligere, herunder således at den bedre

afspejler nutidens kommunikations- og arkiveringsformer. Straffelovrådet foreslår således,

at bestemmelsen fremover tager udgangspunkt i, at meddelelser i stadigt stigende omfang

sendes og opbevares elektronisk, og at traditionelle breve og andre skriftlige meddelelser

eller optegnelser får en stadig mindre betydning. Dette giver sig udslag i, at bestemmelsen

foreslås at tage udgangspunkt i det nuværende stk. 2 om uberettiget adgang til oplysninger

eller programmer og informationssystemer, således at det nuværende stk. 1 om traditionel

post mv. foreslås flyttet til stk. 2.

Straffelovrådet har overvejet kriminaliseringen af lukkede meddelelser i den gældende §

263, stk. 1, nr. 1. Lukkede meddelelser findes fortsat at burde være strafferetligt beskyttet

mod andres uberettigede adgang både før afsendelsen, under forsendelsen og efter modta-

gelsen, og rådet har som udgangspunkt ikke fundet anledning til at ændre bestemmelsens

samlede gerningsindhold, der grundlæggende stadig findes dækkende for, hvad der i dag

bør anses for ”lukket” for andre. Rådet har i den forbindelse overvejet, om det mere klart

kan angives, hvornår en meddelelse kan anses for ”lukket”, ligesom rådet har overvejet,

om begrebet ”lukket” kan erstattes af et andet begreb, der i højere grad lægger vægt på

samtykke og kontekst, men rådet har ikke fundet dette muligt.

Straffelovrådet foreslår på den baggrund udelukkende sproglige ændringer samt den tekni-

ske ændring af § 263, stk. 1, nr. 1, at kriminaliseringen af uberettiget at

unddrage

nogen en

lukket meddelelse mv. udgår, fordi det i relevant omfang er omfattet af § 291 eller § 293.

For så vidt angår § 263, stk. 1, nr. 2, om uberettiget adgang til andres gemmer, har Straffe-

lovrådet overvejet, om kriminaliseringen heraf fortsat er velbegrundet, hvilket rådet finder,

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

at den er, bl.a. fordi et gemme potentielt kan indeholde store værdier eller private oplysnin-

ger. Kriminaliseringen af at skaffe sig adgang til andres gemmer foreslås dog flyttet til §

264 om husfredskrænkelse, idet bestemmelsen har selvstændig betydning, når gernings-

manden ikke samtidig har overtrådt § 264.

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, om hemmelig aflytning findes i det hele fortsat dækkende

og tilstrækkelig, og rådet foreslår således, at bestemmelsen videreføres med en mindre

sproglig ændring. Strafskærpelsesbestemmelsen i § 263, stk. 3, videreføres også med en

mindre teknisk konsekvensændring.

For så vidt angår § 263, stk. 2, om uberettiget adgang til oplysninger eller programmer og

informationssystemer foreslås det som allerede nævnt, at § 263 fremover tager udgangs-

punkt i denne bestemmelse. Bestemmelsen foreslås i øvrigt videreført, herunder også for så

vidt angår data, der ikke aktuelt er tilsluttet et datasystem. Herudover foreslås kun sprogli-

ge ændringer af bestemmelsen.

Straffelovrådet har i sine overvejelser om § 263 a om adgangsmidler til ikke-kommercielle

informationssystemer også inddraget § 301 a om adgangsmidler til kommercielle informa-

tionssystemer. Bestemmelserne anvendes formentlig ikke særlig ofte, men Straffelovrådet

har alligevel fundet, at de bør opretholdes, idet de er indsat i straffeloven med henblik på at

beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb, som i tiltagende grad er et meget relevant

hensyn. Bestemmelserne foreslås imidlertid ud fra et hensyn om regelforenkling samlet i

en bestemmelse i § 263 a.

Straffelovrådet har for så vidt angår § 264, stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse fundet, at

bestemmelsen fortsat generelt er dækkende for, hvilke steder man ikke må skaffe sig ad-

gang til, idet rådet dog har fundet anledning til at præcisere, i hvilket omfang bestemmel-

sen finder anvendelse i relation til aflåste eller ikke aflåste bygninger, lokaler mv. Som

allerede nævnt har Straffelovrådet fundet, at bestemmelsen om at skaffe sig adgang til an-

dres gemmer flyttes fra § 263, stk. 1, nr. 2, til § 264, stk. 1, nr. 2. Dette indebærer en kon-

sekvensændring af § 264, stk. 3, idet der indsættes en henvisning til stk. 1, nr. 2. I øvrigt

videreføres stk. 3 uden ændringer. Bestemmelsen i § 264, stk. 1, nr. 2, videreføres i stk. 1,

nr. 3, med en mindre sproglig ændring.

Straffelovrådet har fundet § 264 a om uberettiget fotografering og iagttagelse ved hjælp af

et apparat velbegrundet, og rådet har i relation til bestemmelsen overvejet, om udbredelsen

af mobiltelefoner med indbygget kamera giver anledning til at ændre på bestemmelsens

gerningsindhold – enten i lempende eller i skærpende retning, men rådet har ikke fundet

grundlag herfor, og bestemmelsen videreføres således uden ændringer.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet foreslår også at videreføre § 264 c om udnyttelse af oplysninger, der er

fremkommet ved en overtrædelse af de forudgående bestemmelser om fredskrænkelse.

Rådet foreslår dog, at ”uberettiget” flyttes, så det kommer til at dække begge led i bestem-

melsen, ligesom bestemmelsen konsekvensændres, så den også omfatter den foreslåede §

264 b om ulovlig overvågning.

Straffelovrådet har i relation til § 264 d om uberettiget videregivelse af meddelelser eller

billeder vedrørende private forhold koncentreret sine drøftelser om tre hovedspørgsmål.

Det ene, der omhandler behovet for at forhøje bestemmelsens strafmaksimum, har som

anført ovenfor ført til et forslag om en sidestrafferamme med et strafmaksimum på 2 års

fængsel i tilfælde af særligt skærpende omstændigheder, som navnlig vil finde anvendelse i

tilfælde af videregivelse til en bred kreds af personer, hvilket i praksis ofte vil ske via inter-

nettet. Det andet hovedspørgsmål rådet har drøftet vedrører behovet for ændringer af be-

stemmelsens gerningsindhold med henblik på en bedre beskyttelse imod krænkende adfærd

på internettet/de sociale medier. Rådet har ikke på baggrund af disse drøftelser fundet an-

ledning til at foretage ændringer af bestemmelsen.

Endelig har rådet som det tredje hovedspørgsmål i relation til § 264 d drøftet, om der er

behov for ændringer af bestemmelsens gerningsindhold med henblik på en bedre beskyttel-

se imod videregivelse af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et seksuelt/por-

nografisk indhold. Rådet har i den forbindelse fundet anledning til at pointere, at videregi-

velse af sådanne fotos mv., hvis de har et seksuelt eller pornografisk indhold, i almindelig-

hed er omfattet af både § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 264 d, og der foreslås på

den baggrund ingen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold. Det bemærkes dog, at

forslaget om en sidestrafferamme i § 264 d forudsættes anvendt i grove sager om videregi-

velse af sådanne billeder eller videoer, og rådet har i den forbindelse understreget, at hen-

sigten med forslaget er, at der skal udmåles straffe, der afspejler forbrydelsens karakter og

grovhed, herunder at der for så vidt angår disse sager både er tale om en krænkelse af

seksuel karakter og af privatlivets fred. Rådet har endvidere på baggrund af drøftelser om

bl.a. Højesterets dom i UfR 2010.2448 H ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i

anvendelsesområdet for § 264 d i relation til offentliggørelse af billeder af nøgenbadende

mv., der befinder sig på et frit tilgængeligt sted.

Straffelovrådet har endelig for så vidt angår fredskrænkelser foreslået, at § 266 c om for-

følgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger ophæves som overflødig.

3.2.

Kommissoriet angår for det andet straffelovens §§ 267-274 om ærekrænkelse. Straffe-

lovrådet har drøftet, om og i givet fald i hvilket omfang kriminaliseringen af ærekrænkelse

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

bør videreføres. Disse overvejelser er bl.a. foretaget i lyset af, at internettets udbredelse har

medført, at der kommunikeres og debatteres let og hurtigt via e-mail, diverse debatfora, so-

ciale medier osv., og at nogle personer i den forbindelse anvender en hård tone med for-

nærmelser og beskyldninger, herunder både strafbare og ikke strafbare, ligesom internettets

udbredelse indebærer en risiko for, at ærekrænkelser udbredes i et hidtil uset tempo og

omfang. Denne grundlæggende præmis er indgået som et argument for, at der bør oprethol-

des et værn mod ærekrænkelser, så det er muligt at skride ind over for den tiltagende hårde

sprogbrug.

Rådets overvejelser er endvidere foretaget i lyset af, at straf er udtryk for en særlig afstand-

tagen fra samfundets side i forhold til handlinger, der falder inden for det strafbare område,

og at ærekrænkelsers strafværdighed i almindelighed er forholdsvis ringe, hvilket er indgå-

et i overvejelserne som et argument for afkriminalisering af ærekrænkelse helt eller delvist

ud fra en betragtning om, at det er for vidtgående at have et strafferetligt værn mod disse

navnlig i form af fornærmelser, men også beskyldninger, og at sådanne krænkelser således

kun bør imødegås civilretligt med f.eks. erstatning eller godtgørelse. Hensynet til ytrings-

friheden forstærker dette synspunkt, selv om bestemmelserne om ærekrænkelse som oven-

for anført fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Samlet set har Straffelovrådet særligt i lyset af den teknologiske udvikling med risiko for

hurtig og bred udbredelse på internettet og deraf følgende større risiko for øget skadevirk-

ning samt udviklingen i debattone mv. fundet det overvejende betænkeligt at afkriminalise-

re ærekrænkelser, herunder også i form af fornærmelser. Den omstændighed, at ærekræn-

kelser som det klare udgangspunkt er – og også efter Straffelovrådets forslag fortsat vil

være – undergivet privat påtale, og af den grund meget sjældent retsforfølges, bør efter

rådets opfattelse ikke i sig selv betyde, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for et straf-

feretligt værn. Der er således efter rådets opfattelse et vigtigt signal i værnet, selv om det

ikke anvendes effektivt.

Ærekrænkelse efter § 267 forslås fremover at kunne straffes med fængsel i indtil 1 år. Det-

te forhøjede strafmaksimum skal dels ses i sammenhæng med, at § 268 foreslås indsnævret

til kun at omfatte alvorlige og usande beskyldninger, jf. lige nedenfor, hvorfor det gælden-

de 2. led af bestemmelsen foreslås fremover kun at være omfattet af § 267, dels i sammen-

hæng med, at rådet foreslår, at der kun kan idømmes straf i form af bøde i private straffesa-

ger om ærekrænkelse. Det forhøjede strafmaksimum vil således kun finde anvendelse i de

få sager, som påtales offentligt.

Straffelovrådet har i relation til overvejelserne om fortsat kriminalisering af ærekrænkelser

fundet anledning til at bemærke, at kriminaliseringen kan erstattes eller suppleres af et ci-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

vilretligt værn, som giver den krænkede effektive muligheder for at gribe ind overfor kræn-

kelser.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, hvilke sager om ærekrænkelse af særlig grov be-

skaffenhed der fremover skal være omfattet af § 268 med en strafferamme på indtil 2 års

fængsel. Disse overvejelser er foretaget i lyset af, at bestemmelsen efter rådets opfattelse

bør undergives betinget offentlig påtale, og dette har ført til, at bestemmelsen efter rådets

forslag kun skal omfatte alvorlige og usande beskyldninger. Rådet finder dog på trods her-

af, at andre ærekrænkelser f.eks. i form af beskyldninger om grove strafbare forhold på et

mangelfuldt grundlag, grove ærekrænkelser, som udbredes i betydeligt omfang, og visse

shitstorme, der indeholder ærekrænkelser, også er særligt grove.

Straffelovrådet har herefter fundet anledning til at erstatte de gældende bestemmelser i §§

269-274 om ærekrænkelse med et mere enkelt regelsæt, der er udformet i lyset af Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolens praksis om

forholdet mellem konventionens artikel 8 om retten til privatliv og artikel 10 om ytringsfri-

hed.

Disse ændringer indebærer for det første, at §§ 269-272 (bortset fra § 270, stk. 2), der ved-

rører sandhedsbevis mv. og i øvrigt regulerer, i hvilket omfang ærekrænkende ytringer er

straffri, erstattes af en samlet bestemmelse i § 269, som bedre, men kun overordnet set,

afspejler gældende ret efter Menneskerettighedsdomstolens praksis, idet § 271, stk. 1, dog

foreslås videreført med sproglige ændringer i § 270.

Den gældende bestemmelse i § 273, stk. 1, om mortifikation videreføres i § 271, mens §

273, stk. 2, om offentliggørelse af en dom om ærekrænkelse ophæves som utidssvarende

og til dels overflødig. Bestemmelsen i § 274 om ærekrænkelse mod afdøde personer fore-

slås også ophævet, idet den delvist videreføres i § 267, stk. 2, således at beskyttelsen af

afdøde personer videreføres.

3.3.

Straffelovrådets kommissorium angår for det tredje påtalekompetence

Straffelovrådet har indledningsvist overvejet, om der er grundlag for at indføre offentlig

påtale af nogle af bestemmelserne om freds- og ærekrænkelse i kapitel 27, ligesom Straffe-

lovrådet har gjort sig tilsvarende overvejelser i relation til sager om brud på tavshedspligt,

hvor alene private interesser er krænket (§§ 152-152 d). Rådet har i den forbindelse fundet,

at hensynet til forurettede taler afgørende for, at der ikke skal være adgang til offentlig

påtale i sager om ærekrænkelse, sager om overtrædelse af § 264 a om uberettiget fotografe-

ring, § 264 d om private forhold og sager om tavshedspligt, hvor alene private interesser er

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

krænket. Baggrunden herfor er, at forurettede bør forskånes for, at der uden begæring føres

en straffesag med fremlæggelse af de udtalelser, oplysninger, meddelelser eller billeder om

den pågældendes private forhold, som den påståede lovovertrædelse vedrører, og som sø-

ges beskyttet gennem straffebestemmelserne.

Straffelovrådet har derimod fundet, at de hensyn til forurettede, som begrunder, at der kun

bør føres straffesag efter dennes begæring, ikke ses at gøre sig gældende i forhold til foru-

rettede i sager om §§ 263-264 (og § 264 c, jf. §§ 263-264), idet der typisk ikke i forbindel-

se med disse sager vil fremkomme oplysninger af en sådan privat karakter, at sagen kun

bør påtales efter forurettedes anmodning. Rådet har imidlertid med henvisning til det res-

sourceforbrug, som en sådan ændring vil indebære, og fordi der generelt er tale om sager af

mindre strafværdighed, ikke fundet grundlag for at anbefale offentlig påtale af sagerne, der

således efter rådets opfattelse fortsat bør kunne påtales privat eller af det offentlige efter

begæring.

Straffelovrådet har på den baggrund ikke fundet grundlag for at ændre på den gældende

ordning, hvorefter fredskrænkelserne i §§ 263-264 d både kan påtales privat og offentligt

efter begæring.

Straffelovrådet har imidlertid anført, at rådets principielle opfattelse er, at straf har en så-

dan særlig karakter, at spørgsmål om idømmelse af straf under en retssag mellem to private

parter i den borgerlige retsplejes former bør begrænses mest muligt, herunder i særlig grad,

når der er mulighed for at idømme fængselsstraf. På baggrund heraf har Straffelovrådet

foreslået, at der i straffelovens § 152 f om påtale af bestemmelserne om brud på tavsheds-

pligten og i § 275 om påtale af freds- og ærekrænkelse indsættes en bestemmelse om, at

der i private straffesager kun kan idømmes straf i form af bøde. Straffelovrådet har overve-

jet, om en sådan bestemmelse bør indsættes i straffelovens almindelige del eller i retspleje-

lovens kapitel 65 om påtalen, sådan at den får virkning for alle sager, der er undergivet

privat påtale. Rådet har dog ikke fundet grundlag herfor, idet rådet ikke har analyseret, i

hvilket omfang der anvendes fængselsstraf i private straffesager efter speciallovgivningen,

og konsekvenserne af et mere generelt forslag er dermed ikke belyst.

Ærekrænkelser er efter gældende ret undergivet privat påtale, og bestemmelserne anvendes

på den baggrund meget sjældent. Straffelovrådet har overvejet, om der også bør være ad-

gang til betinget offentlig påtale i disse sager med henblik på at give forurettede en bedre

beskyttelse mod ærekrænkelse og derved øge det strafferetlige værn. Rådet har imidlertid

ikke fundet grundlag herfor, idet et sådant forslag vil indebære et stort ressourceforbrug for

særligt politi og anklagemyndighed, og fordi sager om ærekrænkelse generelt er af ringe

strafværdighed.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet har imidlertid fundet, at der bør være adgang til betinget offentlig påtale af

de allergroveste ærekrænkelser, hvilket i hvert fald omfatter alvorlige og usande beskyld-

ninger (bagvaskelse). Straffelovrådet har efter grundige overvejelser fundet, at adgangen til

betinget offentlig påtale i ærekrænkelsessager må begrænses hertil, selv om rådet finder, at

også andre sager om ærekrænkelse er særligt grove. Baggrunden herfor er, at en videregå-

ende ordning med betinget offentlig påtale vil indebære et ikke ubetydeligt ressourcefor-

brug hos navnlig politi og anklagemyndighed til at udskille, behandle og forfølge grove

ærekrænkelser, uden at det i mange sager vil stå mål med sagernes grovhed. Hertil kom-

mer, at de fleste ærekrænkelsessager bedst egner sig til privat forfølgning, fordi der i man-

ge tilfælde skal føres sandhedsbevis, og det er i den forbindelse en fordel, at både den po-

tentielle gerningsmand og forurettede er parter i sagen og har rådighed over bevisførelsen,

ligesom de er bedst egnet til at vurdere, om de vil udsætte sig selv for bevisførelse om

sandhed.

Straffelovrådet har dog fundet anledning til at pege på hjemmelen i retsplejelovens § 727,

stk. 2, til offentlig påtale af lovovertrædelser, der er henvist til privat forfølgning, hvis al-

mene hensyn kræver det. Der vil således være mulighed for anklagemyndigheden til i de

alvorligste tilfælde af ærekrænkelser efter straffelovens § 267, som er undergivet privat

påtale, at rejse tiltale, hvis almene hensyn kræver dette.

For så vidt angår § 275 om påtale i sager om freds- og ærekrænkelse har Straffelovrådet

foruden de allerede nævnte ændringer videreført stk. 2, 2. pkt., idet rådet har foretaget

sproglige ændringer af bestemmelsen, ligesom der lægges op til ændringer af sidste led,

således at der er adgang til betinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig beskyldning

fremsættes i anonym form, og forurettede dermed har behov for politiets bistand til at ef-

terforske forholdet.

3.4.

Kommissoriet angår for det fjerde strafniveauet i sager om freds- og ærekrænkelse.

Som det er fremgået, har Straffelovrådet fundet, at der er behov for en sidestrafferamme

med mulighed for fængsel i indtil 2 år, der finder anvendelse i sager af særligt skærpende

karakter om § 264 d, og rådet har i tilknytning hertil særskilt behandlet spørgsmålet om

straf i sager om videregivelse af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et

seksuelt/pornografisk indhold. Rådet har endvidere justeret anvendelsesområdet for be-

stemmelserne om ærekrænkelse i §§ 267 og 268 og dermed også strafferammen i § 267, så

den foreslås fremover at give mulighed for fængsel i indtil 1 år, hvis sagerne påtales af det

offentlige, jf. forslaget til § 275.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet har herudover foretaget en gennemgang af statistisk materiale fra Kriminal-

registeret, jf. bilag 7, og af trykt retspraksis med henblik på ud fra det konkrete strafniveau

at vurdere, om der er behov for yderligere initiativer, herunder i relation til strafudmålin-

gen. Sagernes meget forskelligartede karakter indebærer imidlertid, at det er vanskeligt at

udlede noget generelt om det konkrete strafniveau efter de enkelte bestemmelser om freds-

og ærekrænkelser.

Det fremgår imidlertid af rådets gennemgang, at der i sager mod virksomheder eller orga-

nisationer gennemgående udmåles markant højere bøder end i sager mod enkeltpersoner,

jf. i den forbindelse også dom af 25. august 2016 fra Retten i Glostrup, hvor Aller Media

A/S blev idømt en samlet bødestraf på 10 mio. kr. i den såkaldte Se og Hør-sag. På samme

vis fremgår det, at frihedsstraf anvendes i et antal sager, og at domstolene ikke er tilbage-

holdende med at udmåle endog lange frihedsstraffe i sager af mere alvorlig karakter.

Straffelovrådet har med baggrund i den gennemgåede trykte retspraksis konkluderet, at

domstolene generelt på en tilfredsstillende måde inddrager de konkrete omstændigheder i

de meget forskelligartede sager, herunder ved i forbindelse med den konkrete strafudmå-

ling at lægge betydelig vægt på karakteren og alvoren af den konkret begåede forbrydelse,

og derved sikrer, at der konkret fastsættes en bøde- eller frihedsstraf, der står i passende

forhold til den begåede forbrydelse.

Straffelovrådet har på den baggrund ikke fundet behov for at komme med anvisninger om,

hvad udgangspunktet for straffen for en overtrædelse af de enkelte bestemmelser om freds-

og ærekrænkelse bør være.

Straffelovrådet har dog løbende beskrevet nogle omstændigheder, der bør tages i betragt-

ning i skærpende retning. Dette gælder særligt, når krænkelser udbredes på internettet, idet

en sådan udbredelse kan ske i et meget stort omfang, ligesom udbredelse på internettet

indebærer en vedvarende krænkelse.

I relation til udmåling af bødestraf til massemedier har rådet fundet anledning til at under-

strege, at det er af væsentlig betydning, at der (fortsat) lægges vægt på, at bøden skal have

en reel afskrækkende effekt, herunder at den skal have en sådan størrelse, at det ikke skal

kunne betale sig at spekulere i at begå den pågældende lovovertrædelse, fordi konsekven-

serne herved ikke overstiger den økonomiske vinding, man kan opnå ved lovovertrædelsen

f.eks. i form af øget salg af aviser, blade mv. I relation til strafudmålingen over for f.eks.

journalister og redaktører har rådet fundet anledning til at fremhæve medieansvarslovens §

26, stk. 2, hvorefter retten ved fastsættelse af bøde, der idømmes på baggrund af medie-

ansvarslovens ansvarsregler, navnlig skal lægges vægt på lovovertrædelsens karakter og

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

grovhed, det pågældende massemedies udbredelse samt den fortjeneste for massemediet,

som er eller kunne være opnået ved lovovertrædelsen.

3.5.

Straffelovrådet har som et mere gennemgående spørgsmål overvejet betydningen af

internettet, herunder særligt i relation til den udbredelse og vedvarende krænkelse, som

internettet indebærer risiko for.

På baggrund af bl.a. disse overvejelser har Straffelovrådet fundet anledning til at foreslå en

ny bestemmelse i § 272 om, at en domfældt i forlængelse af en dom for overtrædelse af §§

264 d, 267 eller 268 kan blive pålagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede, som

har tilknytning til overtrædelsen. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis den domfæld-

te har mulighed for at slette den pågældende udtalelse mv., dvs. hvis domfældte har rådig-

hed over den pågældende udtalelse. Det bemærkes, at pligten til at slette i et vist omfang

allerede følger af gældende ret, herunder i medfør af databeskyttelseslovgivningen. Der er

også efter forslaget adgang til at pålægge andre at slette udtalelsen mv., hvis disse har rå-

dighed over den pågældende udtalelse.

Bestemmelsen er aktualiseret i takt med internettets udbredelse, hvor det i modsætning til

trykte aviser mv. er muligt at fjerne f.eks. ærekrænkende ytringer, der er udbredt via Face-

book eller gennem en artikel i en internetavis, ligesom behovet for sletning er større i rela-

tion til internettet, hvor ytringer mv. er tilgængelige og nemt kan fremsøges. Straffelovrå-

det er opmærksom på, at der vil være tale om yderligere et indgreb i ytringsfriheden, men

rådet finder, at dette indgreb ligger i helt naturlig forlængelse af en straffedom for overtræ-

delse af §§ 264 d, 267 og 268, og at hensynet til forurettede går forud for hensynet til at

lade en ærekrænkende ytring forblive som del af f.eks. en allerede publiceret artikel.

København, den 5. april 2017

Bent Carlsen (formand)

Elsemette Cassøe

Ole Hasselgaard

Poul Dahl Jensen

Johan Kristian Legarth

Gorm Toftegaard Nielsen

Jakob Lund Poulsen

Johan Reimann

_________________

Marie Mølsted

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Kapitel 2

Gældende ret

1. Generelt

Som anført i kommissoriet indeholder straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser

bl.a. regler om krænkelse af privatlivets fred (§§ 263-264 d) og ærekrænkelse (§§ 267-274)

samt regler om påtale af disse forbrydelser (§ 275). Disse bestemmelser gennemgås nær-

mere nedenfor.

Straffelovens kapitel 27 indeholder endvidere en regel om trusler om at foretage en strafbar

handling (§ 266) og en meget sjældent anvendt bestemmelse om offentlig fremsættelse af

udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (§ 266 a). Hertil kom-

mer bestemmelsen om offentlige meddelelser, der truer, forhåner eller nedværdiger en

gruppe af personer på grund af dens race mv. (§ 266 b), samt en meget sjældent anvendt

bestemmelse om forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger (§ 266

c).

Da kommissoriet ikke lægger op til overvejelser vedrørende §§ 266-266 b, omtales disse

bestemmelser ikke nærmere her.

§ 266 c kan siges at have en vis sammenhæng med reglerne om ærekrænkelse og gennem-

gås derfor nærmere nedenfor, selv om kommissoriet ikke direkte lægger op til overvejelser

vedrørende § 266 c.

2. Fredskrænkelser

2.1. Brud på brevhemmeligheden mv.

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, kriminaliserer den, som uberettiget bryder eller unddrager

nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt

med indholdet.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Bestemmelsen beskytter lukkede meddelelser og optegnelser, herunder breve, dagbøger,

regnskabsbøger mv. Meddelelser og optegnelser, der er bestemt til at bruges i et elektro-

nisk informationssystem, er omfattet af § 263, stk. 2, jf. herom afsnit 2.9 nedenfor, men el-

lers omfatter § 263, stk. 1, nr. 1, både skriftlige meddelelser og optegnelser og eksempelvis

lydoptagelser.

Bestemmelsen kriminaliserer både at åbne de pågældende lukkede meddelelser og opteg-

nelser, at unddrage dem for nogen og at gøre sig bekendt med indholdet. At unddrage luk-

kede meddelelser og optegnelser for nogen og at gøre sig bekendt med indholdet dækker

også at unddrage og at gøre sig bekendt med sådanne meddelelser og optegnelser, efter at

de er blevet åbnet.

Beskyttelsen omfatter ikke åbne postkort eller angivelser uden på en lukket forsendelse

(eksempelvis angivelse af modtager og afsender).

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den, der uberettiget skaffer sig adgang til

andres gemmer. Herunder hører eksempelvis skabe, skuffer, tasker og lommer. Det er uden

betydning, om gemmet er aflåst.

2.2. Hemmelig aflytning

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, kriminaliserer den, der uberettiget ved hjælp af et apparat

hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden

samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som den pågældende ikke selv

deltager i, eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.

Beskyttelsen omfatter både udtalelser i enrum, samtaler og forhandlinger i lukkede møder.

Beskyttelsen af samtaler og forhandlinger gælder, uanset om de pågældende er til stede

samme sted, eller samtalen eller forhandlingen sker ved anvendelse af telekommunikation.

Det må antages, at beskyttelsen dog ikke omfatter ukrypteret radiokommunikation, hvor

aflytningen eller optagelsen sker ved at opfange det ukrypterede radiosignal (i modsætning

til eksempelvis ved at bryde ind i afsender- eller modtagerudstyret). Endvidere er oplysnin-

ger, der er bestemt til at bruges i et elektronisk informationssystem, omfattet af § 263, stk.

2, jf. herom afsnit 2.9 nedenfor.

Der skal være tale om samtaler mellem andre eller lukkede forhandlinger, som den pågæl-

dende ikke berettiget deltager i. Bestemmelsen er ikke til hinder for aflytning eller optagel-

se af en samtale, som den pågældende deltager i, eller af forhandlinger, som den pågælden-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

de berettiget deltager i. Det må i forlængelse heraf antages, at enhver deltager i samtalen

henholdsvis berettiget deltager i forhandlingerne kan give diskulperende samtykke til hem-

melig aflytning eller optagelse. Aflytning og optagelse falder således uden for bestemmel-

sen, hvis blot én deltager i samtalen henholdsvis berettiget deltager i forhandlingerne er

indforstået med aflytningen eller optagelsen.

Bestemmelsen kriminaliserer hemmelig aflytning eller optagelse ved hjælp af et apparat.

Hemmelig vil sige, at den eller de personer, hvis udtalelser, samtaler eller forhandlinger

aflyttes eller optages, ikke er bekendt med aflytningen eller optagelsen. At aflytning eller

optagelse skal ske ved hjælp af et apparat for at være omfattet betyder navnlig, at lytten

ved en dør eller et vindue falder uden for bestemmelsen, herunder når den lyttende løbende

optegner det sagte (eventuelt ved anvendelse af et apparat hertil). Det falder også uden for

bestemmelsen, at en person lytter til lukkede forhandlinger efter uberettiget at have skaffet

sig adgang hertil, men hvis forhandlingerne foregår et ikke frit tilgængeligt sted, vil der

efter omstændighederne være tale om en overtrædelse af § 264 om husfredskrænkelse, jf.

herom afsnit 2.3 nedenfor.

Bestemmelsen tager sigte på aflytning og optagelse af lyd (i form af udtalelser, samtaler

eller forhandlinger – bestemmelsen finder ikke anvendelse på aflytning eller optagelse af

andre lyde). En ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv. ved mundaflæsning falder

således udenfor lige såvel som ”aflytning” eller ”optagelse” af en samtale mv., der føres

ved tegnsprog. Sådan ”aflytning” eller ”optagelse” må således i givet fald bedømmes efter

reglerne om fotografering og iagttagelse af personer på et ikke frit tilgængeligt sted, jf.

herom afsnit 2.4 nedenfor.

2.3. Husfredskrænkelse

Straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, kriminaliserer den, som uberettiget skaffer sig adgang til

fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted.

Beskyttelsen omfatter huse og andre afgrænsede steder, som ikke er frit tilgængelige. Ste-

det kan f.eks. være afgrænset af en mur, et plankeværk eller en hæk. Det er ikke afgørende,

om en adgangsvej (f.eks. en dør eller en låge) er låst. Også biler, skibe, jernbanevogne og

fly er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen gælder ikke, hvis stedet er frit tilgængeligt,

eksempelvis fordi det er åbent for besøgende eller kunder. Nogle steder er frit tilgængelige

på visse tidspunkter og ikke frit tilgængelige på andre tidspunkter, eksempelvis kunde- og

publikumsarealer i butikker, restauranter, forlystelsessteder, udstillingsbygninger mv. hen-

holdsvis i og uden for åbningstiden. Det bemærkes, at spørgsmålet om betaling er uden

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

betydning for, om stedet er frit tilgængeligt i bestemmelsens forstand. Det er således ikke

husfredskrænkelse at tilsnige sig adgang til eksempelvis en forestilling eller udstilling uden

betaling, men sådan tilsnigelse rammes i stedet af straffelovens § 298, nr. 4.

Det antages, at der i formuleringen ”skaffe sig adgang” ligger, at den pågældende skal have

udvist en vis aktivitet, og at kravene afhænger af, hvilken lokalitet der er tale om (jf. Greve

mfl., Kommenteret straffelov. Speciel del, 10. udg. 2012, side 449). Som eksempler har

været anført, at hvis det er en privat lejlighed, kan det være tilstrækkeligt, at den pågælden-

de er gået ind, hvorimod det ikke nødvendigvis er en husfredskrænkelse at gå ind i en luk-

ket gård, idet der ofte må kræves en opbrydning af lås, svig mv. (anf.st.).

Straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den, som uberettiget undlader at forlade

fremmed grund efter at være opfordret dertil.

Bestemmelsen gælder, uanset om den fremmede grund er frit tilgængelig eller ej.

I forhold til ikke frit tilgængelige steder kan bestemmelsen have selvstændig betydning,

eksempelvis hvis den, der opfordres til at forlade stedet, ikke havde forsæt med hensyn til,

at stedet ikke var frit tilgængeligt.

I forhold til frit tilgængelige steder giver bestemmelsen mulighed for, at den, der har rådig-

hed over det pågældende sted, pålægger bestemte personer at forlade stedet med den virk-

ning, at forbliven på stedet kan straffes.

2.4. Fotografering og iagttagelse af personer

Straffelovens § 264 a kriminaliserer den, som uberettiget fotograferer personer, der befin-

der sig på et ikke frit tilgængeligt sted, såvel som den, der ved hjælp af kikkert eller andet

apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Beskyttelsen omfatter personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Ikke frit

tilgængelige steder skal som udgangspunkt forstås på samme måde som i § 264, stk. 1, nr.

1, om husfredskrænkelse.

Beskyttelsen omfatter således personer i huse og på andre afgrænsede steder, som ikke er

frit tilgængelige. Stedet kan f.eks. være afgrænset af en mur, et plankeværk eller en hæk.

Det er ikke afgørende, om en adgangsvej (f.eks. en dør eller en låge) er låst. Bestemmelsen

gælder ikke, hvis stedet er frit tilgængeligt, eksempelvis fordi det er åbent for besøgende

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

eller kunder. Nogle steder er frit tilgængelige på visse tidspunkter og ikke frit tilgængelige

på andre tidspunkter, eksempelvis kunde- og publikumsarealer i butikker, restauranter, for-

lystelsessteder, udstillingsbygninger mv. henholdsvis i og uden for åbningstiden.

Som en fravigelse i forhold til bestemmelsen om husfredskrænkelse må det dog antages, at

beskyttelsen mod fotografering og iagttagelse ikke omfatter personer i biler, når bilen be-

finder sig på et frit tilgængeligt sted (altså uanset at bilen i forhold til husfredskrænkelse i

sig selv er et ikke frit tilgængeligt sted). Muligvis gælder noget tilsvarende i forhold til

personer på skibsdæk (i modsætning til i kahytter mv.). I hvert fald fremgår det af forarbej-

derne, at det ikke har været hensigten at ramme sejlsportsfolk, der anvender kikkert for at

iagttage andre sejlere (1971-betænkningen, side 61).

Beskyttelsen omfatter for det første fotografering af personer, der befinder sig på et ikke

frit tilgængeligt sted. Fotografering af andet end personer er ikke omfattet. Det er uden

betydning, hvor fotografen eller fotoudstyret befinder sig, og om fotoudstyret eventuelt er

fjernbetjent eller virker automatisk. Fotografering omfatter optagelse af enkeltbilleder så-

vel som optagelse af levende billeder.

Beskyttelsen omfatter for det andet iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af

personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Iagttagelse af andet end personer

er ikke omfattet, og iagttagelse med det blotte øje er heller ikke omfattet. Det er uden be-

tydning, hvor iagttageren eller apparatet befinder sig.

Det følger af det anførte, at fotografering eller iagttagelse ved hjælp af et apparat, der er

monteret i en drone, er omfattet af bestemmelsen. Det samme vil gælde fotografering eller

iagttagelse ved hjælp af et apparat, der er monteret i en satellit, hvis opløsningen er høj nok

til, at der er tale om fotografering eller iagttagelse af personer.

Der vil ikke være tale om fotografering eller iagttagelse af personer i bestemmelsens for-

stand, hvis fotograferingen eller iagttagelsen retter sig mod eksempelvis et sommerhusom-

råde eller et landskab, og personer kun mere eller mindre tilfældigt og set på lang afstand

kommer med i billedfeltet. Omfattet er derimod eksempelvis fotografering med teleobjek-

tiv eller iagttagelse med kikkert rettet mod en eller flere personer, for så vidt personen eller

personerne befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Beskyttelsen gælder, uanset om fotograferingen eller iagttagelsen sker skjult eller åbenlyst

for den eller de fotograferede eller iagttagede personer.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.5. Udnyttelse af oplysninger fremkommet ved brud på brevhemmelig-

heden, hemmelig aflytning, husfredskrænkelse eller fotografering eller

iagttagelse af personer

Straffelovens § 264 c kriminaliserer den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer

sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelse af §§ 263,

264 og 264 a.

Bestemmelsen angår således oplysninger, som er fremkommet ved brud på brevhemmelig-

heden mv., hemmelig aflytning, husfredskrænkelse eller fotografering eller iagttagelse af

personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

Det er en betingelse, at oplysningerne er fremkommet på strafbar måde, idet en eller flere

af bestemmelserne i §§ 263, 264 eller 264 a objektivt set blev overtrådt. Det er derimod

ikke en betingelse, at nogen subjektivt kan drages til ansvar for overtrædelsen af §§ 263,

264 eller 264 a.

Bestemmelsen omfatter oplysninger i enhver form, både tekst, lyd og billeder og også op-

lysninger, der blot meddeles mundtligt.

Oplysningerne skal som nævnt være fremkommet ved overtrædelse af en af de nævnte

bestemmelser. Dette vil omfatte oplysninger om indholdet af lukkede meddelelser eller

optegnelser, som nogen uberettiget har gjort sig bekendt med, jf. § 263, stk. 1, nr. 1, og

oplysninger om indholdet af udtalelser, samtaler eller forhandlinger, som nogen uberettiget

har aflyttet hemmeligt, jf. § 263, stk. 1, nr. 3. Det vil også omfatte oplysninger om iagtta-

gelser, som nogen har gjort efter uberettiget at have skaffet sig adgang til andres gemmer,

jf. § 263, stk. 1, nr. 2, eller til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted, jf. § 264,

stk. 1, nr. 1. Endvidere vil det omfatte oplysninger, som nogen får ved uberettiget at foto-

grafere eller ved hjælp af et apparat iagttage personer, der befinder sig på et ikke frit til-

gængeligt sted, jf. § 264 a.

Straffelovens § 264 c angår dels at skaffe sig sådanne oplysninger, dels uberettiget at ud-

nytte sådanne oplysninger.

At skaffe sig oplysninger foreligger, når den pågældende har foretaget sig noget aktivt for

at komme i besiddelse af oplysningerne. Den blotte passive modtagelse af oplysninger på

en andens initiativ falder således udenfor.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Udnyttelse af oplysninger foreligger, når oplysningerne bruges til noget. Som hovedek-

sempler kan nævnes erhvervsmæssig brug og journalistisk brug.

2.6. Videregivelse af meddelelser vedrørende private forhold

Straffelovens § 264 d kriminaliserer den, der uberettiget videregiver meddelelser eller bil-

leder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under

omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen fin-

der også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Beskyttelsen efter 1. led angår ”private forhold”. Herunder hører bl.a. interne familiefor-

hold, seksualforbindelser, sygdom, stof- eller spiritusmisbrug, selvmord og selvmordsfor-

søg. Oplysninger om uddannelse, erhverv og arbejde vil derimod normalt ikke angå private

forhold. Oplysninger om, at en person har begået et strafbart forhold, falder antagelig uden

for beskyttelsen, hvorimod oplysninger om, at den pågældende har været offer for en for-

brydelse, afhængig af det strafbare forholds karakter kan falde indenfor.

Beskyttelsen gælder i forhold til både rigtige og urigtige oplysninger om de pågældende

private forhold.

Beskyttelsen efter 2. led angår billeder af den pågældende under omstændigheder, der

åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Dette led, som er tiltænkt et snævert an-

vendelsesområde, omfatter eksempelvis billeder af ofre for ulykker.

Beskyttelsen angår identificerbare enkeltpersoner. Afdøde beskyttes også uden nogen be-

stemt tidsgrænse, idet det beror på en konkret afvejning, hvor langt beskyttelsen strækkes i

tidsmæssig henseende. Det bemærkes, at de påtaleberettigede er afdødes ægtefælle, foræl-

dre, børn og søskende, jf. retsplejelovens § 725, stk. 1, 3. pkt. Da overtrædelse af bl.a. §

264 d er undergivet privat påtale eller betinget offentlig påtale, jf. herom afsnit 4 nedenfor,

forudsætter påtale mod en afdød dermed som udgangspunkt, at afdøde efterlader sig ægte-

fælle, forældre, børn eller søskende, og en yderste tidsgrænse kan dermed også siges at

være nået, når disse personer i givet fald selv er døde.

Beskyttelsen antages også at omfatte foreningers private forhold.

Bestemmelsen kriminaliserer videregivelse, hvilket omfatter videregivelse i enhver form

og både privat og offentlig videregivelse. Den blotte forevisning af billeder er ikke omfat-

tet, medmindre forevisningen indebærer, at der videregives en meddelelse vedrørende en

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

andens private forhold. Det generelle forbehold om, at der skal være tale om uberettigede

handlinger, omtales nedenfor i afsnit 2.7, men der skal dog allerede her gøres den bemærk-

ning i forhold til straffelovens § 264 d, at videregivelse i en snæver privat kreds ofte ikke

vil være uberettiget i bestemmelsens forstand.

2.7. Forbeholdet om, at handlingen skal være uberettiget

Bestemmelserne i straffelovens §§ 263 og 264-264 d indeholder alle det forbehold, at en

handling for at være omfattet af bestemmelserne skal være ”uberettiget”. (I § 263 c er ordet

”uberettiget” placeret, så det sprogligt kun er knyttet til ”udnytter” og ikke til ”skaffer sig”.

Det fremgår ikke af forarbejderne, om der er tale om en tilsigtet skelnen mellem de to led i

bestemmelsen).

Dette forbehold om, at handlingen skal være uberettiget har sammenhæng med princippet

om material atypicitet, dvs. det forhold, at en strafbestemmelse kan fortolkes, så den ikke

omfatter handlinger, der sproligt falder ind under gerningsbeskrivelsen, men er ganske aty-

piske i forhold til det, der er bestemmelsens sigte.

Når man i bestemmelserne om krænkelse af privatlivets fred ved udtrykkeligt forbehold

gør opmærksom på, at ikke enhver handling, der er omfattet af (den øvrige del af) ger-

ningsbeskrivelsen, bør falde ind under det strafbare område, skyldes det ifølge forarbejder-

ne, at man her har at gøre med bestemmelser, man har måttet give en så bred udformning,

at der helt regelmæssigt skal ske en udskillelse af legale handlinger, der i øvrigt ville falde

ind under bestemmelsens ordlyd, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om privatli-

vets fred, side 58.

Der kan generelt gives diskulperende samtykke til de handlinger, der er omfattet af §§ 263

og 264-264 d, og handlingen er i så fald selvfølgelig ikke uberettiget. Det er som udgangs-

punkt den, der har rådigheden over det pågældende forhold, der i givet fald kan give

samtykke.

For lukkede meddelelser er det afsenderen indtil afsendelsen og dernæst modtageren. For

lukkede optegnelser og gemmer er det den, der har rådigheden over disse.

Spørgsmålet opstår ikke selvstændigt i forhold til hemmelig aflytning, idet samtykke fra

blot én deltager i samtalen eller berettiget deltager i forsamlingen bringer aflytningen uden

for § 263, stk. 1, nr. 3, uanset om aflytningen holdes skjult for andre deltagere i samtalen

eller forhandlingen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

For så vidt angår husfredskrænkelse er det den, der har rådighed over stedet. Det bemærkes

herved, at ved fælles rådighed (f.eks. samboende) er samtykke fra én af de pågældende

ikke nødvendigvis tilstrækkeligt (men hvis den, der modtager samtykket, går ud fra, at den

pågældende er beføjet til at give samtykke for alle, foreligger der ikke forsæt til hus-

fredskrænkelse).

For så vidt angår fotografering og iagttagelse af personer er det formentlig tilstrækkeligt, at

enten den, som fotograferes eller iagttages, eller den, som har rådighed over det ikke frit

tilgængelige sted, giver samtykke.

Det bemærkes herved, at eksempelvis logerende og hushjælp, som bor hos arbejdsgiveren,

i relation til samtykkespørgsmålet selv har rådighed over deres værelse. Det er således den

logerende eller hushjælpen – og ikke husværten eller arbejdsgiveren – der kan give

samtykke til fotografering og iagttagelse af personer i et sådant værelse. Det er også hotel-

gæsten – og ikke hotellet – der i relation til samtykkespørgsmålet har rådighed over et ud-

lejet hotelværelse. Endvidere gælder for enkeltmandskontorer, at det er den pågældende

medarbejder – og ikke arbejdsgiveren – der i relation til samtykkespørgsmålet har rådighed

over kontoret.

Også andre forhold end samtykke kan gøre, at en handling, der i øvrigt falder ind under

ordlyden af straffelovens §§ 263 eller 264-264 d, ikke er uberettiget.

Eksempelvis viser retspraksis, at journalisters husfredskrænkelse ofte ikke vil være uberet-

tiget, hvis formålet med husfredskrænkelsen er journalistisk dækning af netop en hus-

fredskrænkelse begået af et større antal personer som led i en demonstration, happening

eller lignende.

Efter omstændighederne kan også fotografering af personer på et ikke frit tilgængeligt sted

i journalistisk øjemed være berettiget.

2.8. Strafferammer for krænkelse af privatlivets fred

Strafferammen for overtrædelse af straffelovens §§ 263 og 264-264 d er som udgangspunkt

bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Begås brud på brevhemmeligheden mv., hemmelig aflytning eller husfredskrænkelse i

form af at skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted (§ 263, stk. 1, og § 264, stk. 1,

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

nr. 1) med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksom-

heds erhvervshemmeligheder, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændighe-

der, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2. For så vidt

angår husfredskrænkelse i form af at skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted an-

ses som særligt skærpende omstændighed navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under

sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig

risiko herfor.

2.9. Elektroniske informationssystemer

Straffelovens § 263, stk. 2, kriminaliserer den, der uberettiget skaffer sig adgang til en an-

dens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.

Straf er ikke betinget af, at gerningsmanden har gjort sig bekendt med oplysningerne eller

programmerne – det er tilstrækkeligt at have skaffet sig adgang til dem.

Straffelovens § 264 c kriminaliserer den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer

sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelse af bl.a. §

263, stk. 2, dvs. oplysninger om indholdet af oplysninger eller programmer, som nogen er

blevet bekendt med efter uberettiget at have skaffet sig adgang til dem. Bestemmelsen om-

fatter oplysninger i enhver form, både tekst, lyd og billeder og også oplysninger, der blot

meddeles mundtligt. At skaffe sig oplysninger foreligger, når den pågældende har foretaget

sig noget aktivt for at komme i besiddelse af oplysningerne. Den blotte passive modtagelse

af oplysninger på en andens initiativ falder således udenfor. Udnyttelse af oplysninger fo-

religger, når oplysningerne bruges til noget. Som hovedeksempler kan nævnes erhvervs-

mæssig og journalistisk brug.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer forskellige handlinger med hensyn til koder og andre

adgangsmider til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er

beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning. Bestemmelsen gælder ikke i

forhold til informationssystemer, som er offentligt tilgængelige mod betaling, jf. herom

straffelovens § 301 a.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer i forhold til alle ikke offentligt tilgængelige informa-

tionssystemer, hvortil adgangen er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegræns-

ning, uretmæssigt erhvervsmæssigt salg og udbredelse i en videre kreds af en kode eller

andet adgangsmiddel, jf. stk. 1, og uretmæssig videregivelse af et større antal koder eller

andre adgangsmidler, jf. stk. 2. Kriminaliseringen omfatter således den, der uretmæssigt

erhvervsmæssigt sælger mindst én kode eller andet adgangsmiddel, den, der i en videre

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

kreds uretmæssigt udbreder mindst én kode eller andet adgangsmiddel, og den, der uret-

mæssigt videregiver et større antal koder eller andre adgangsmidler. Modsætningsvis om-

fatter kriminaliseringen efter stk. 1 og 2 ikke ikke-erhvervsmæssigt salg eller anden udbre-

delse af et mindre antal koder i en snævrere kreds.

Straffelovens § 263 a kriminaliserer endvidere i forhold til visse ikke offentligt tilgængeli-

ge informationssystemer enhver uretmæssig videregivelse af en kode eller adgangsmiddel

og også at skaffe sig en sådan kode, jf. stk. 3. Omfattet af denne strengere kriminalisering –

som svarer til kriminaliseringen i § 301 a i forhold til informationssystemer, der er offent-

ligt tilgængelige mod betaling – er samfundsvigtige informationssystemer, jf. § 193, og

informationssystemer, der behandler følsomme oplysninger, som er omfattet af persondata-

lovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, om flere personers personlige forhold.

Det bemærkes, at straf efter § 263 a, stk. 1-3, ikke er betinget af, at koden eller adgangs-

midlet har været anvendt til uberettiget adgang.

Straffen for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i § 263, stk. 2, § 263 c, jf. § 263, stk.

2, og § 263 a, stk. 1-3, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Straffen kan under

særligt skærpende omstændigheder stige til fængsel indtil 6 år, jf. § 263, stk. 3, og § 263 a,

stk. 4.

3. Ærekrænkelse

Straffelovens § 267 angår ærekrænkelse, mens § 268 angår den form for ærekrænkelse,

som betegnes bagvaskelse. Strafferammen for ærekrænkelse efter § 267 er bøde eller

fængsel indtil 4 måneder, mens straffen for bagvaskelse efter § 268 kan stige til fængsel i 2

år.

§ 267 omfatter dels ringeagtsytringer, dels beskyldninger (i lovteksten betegnet ”sigtel-

ser”).

Ringeagtsytringer omfatter stærkt hånende udtalelser og handlinger.

Beskyldninger er omfattet, når de er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres

agtelse. Beskyldningerne skal angå den fornærmedes moralske vandel og egenskaber, ek-

sempelvis beskyldninger om grove strafbare forhold. Udenfor falder ytringer om en per-

sons økonomiske forhold, videnskabelige eller kunstneriske præstationer, intelligens,

livsanskuelser, legemlig og åndelig sundhed, erhvervsmæssige færdigheder osv., medmin-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

dre der indirekte er tale om et angreb på personens moral, eksempelvis fordi ytringen indi-

rekte er en beskyldning om, at personen ikke på forsvarlig måde kan varetage sin stilling

eller hverv. Beskyldningen skal angå noget subjektivt dadelværdigt. En ytring om, at en

person alene objektivt er ansvarlig for et forhold, er ikke en ærekrænkelse.

Beskyldninger, hvis sandhed bevises, kan som udgangspunkt ikke straffes som ærekræn-

kelse, jf. § 269, stk. 1. Der kan dog straffes efter § 267 for sandfærdige beskyldninger, der

fremsættes i en utilbørlig fornærmende form, jf. § 270, stk. 1.

Både fremsættelse og udbredelse af ringeagtsytringer og beskyldninger er omfattet. Efter

ordlyden gælder det enhver fremsættelse eller udbredelse, herunder fremsættelse alene

over for den fornærmede selv. Det må imidlertid antages, at et neutralt referat alene over

for den fornærmede falder udenfor, så længe den refererende ikke gør ringeagtsytringen

eller beskyldningen til sin egen. Det må endvidere antages, at fremsættelse eller udbredelse

i en snæver, fortrolig kreds (eksempelvis inden for den nære familie eller på en lille ar-

bejdsplads) falder udenfor.

Straf forudsætter forsæt, jf. den almindelige regel i straffelovens § 19. Forsætskravet er

navnlig relevant i forhold til betydningen af de pågældende ytringer og i forhold til frem-

sættelse eller udbredelse. Hvis gerningsmanden ikke har forstået, hvordan ytringerne ville

blive forstået, kan forsæt mangle. Det samme gælder, hvis et ufærdigt udkast utilsigtet er

blevet udbredt (gerningsmanden er f.eks. kommet til at trykke send, før teksten var færdi-

gredigeret). Grundet strafferammen er forsøg på overtrædelse af § 267 ikke strafbar, jf.

straffelovens § 21, stk. 3.

Om en beskyldning er sandfærdig, er derimod ikke omfattet af forsætskravet. Hvis sandhe-

den bevises, er der ikke tale om ærekrænkelse, medmindre beskyldningen er fremsat i en

utilbørlig fornærmende form. Hvis sandheden ikke bevises, udelukker gerningsmandens

ukendskab til, om beskyldningen er sand, derimod ikke straf for ærekrænkelse.

Har gerningsmanden ligefrem forsæt med hensyn til, at beskyldningen er falsk, falder ger-

ningen under § 268 om bagvaskelse. Det samme gælder efter ordlyden af § 268, hvis ger-

ningmanden har ”savnet rimelig grund til at anse den for sand”. Som beskrevet nedenfor er

en beskyldning i en række tilfælde straffri, hvis gerningsmanden har haft rimelig grund til

at anse den for sand, og en anvendelse af § 268, 2. led, efter sin ordlyd kunne derfor let

føre til, at beskyldninger enten var bagvaskelse eller straffri. § 268, 2. led, anvendes for-

mentlig sjældent eller aldrig i praksis.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

En beskyldning fremsat i god tro er ikke strafbar som ærekrænkelse, hvis gerningsmanden

var forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almenin-

teresse eller af eget eller andres tarv, jf. § 269, stk. 1. God tro foreligger, når den pågælden-

de selv anser beskyldningen for sand.

God tro er tilstrækkelig til straffrihed, når den pågældende har været forpligtet til at udtale

sig, herunder i forbindelse med vidneforklaring for retten, jf. retsplejelovens § 168, anmel-

delse til politiet efter straffelovens § 141, underretning af Statsadvokaten for Særlig Øko-

nomisk og International Kriminalitet efter hvidvaskloven eller underretning af kommunen

efter lov om social service § 154.

Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv kræves ud over

god tro, at det er ”berettiget” at varetage interessen eller tarvet ved at fremkomme med den

pågældende beskyldning.

Ved varetagelse af åbenbar almeninteresse må det formentlig kræves, at der var en vis ob-

jektiv bestyrkelse af beskyldningens sandhed.

Fremsættelse af beskyldninger i forbindelse med varetagelse af eget eller andres tarv kan

f.eks. være relevant i forbindelse med politianmeldelser, ved privat påtale af forbrydelser,

ved sagsanlæg, ved forklaring til politiet, i lægeerklæringer og i skoleudtalelser. Ved vur-

deringen af berettigelsen skal der tages hensyn til, om der var rimelig grund til mistanke, til

den ivaretagne interesses betydning og til nødvendigheden af at varetage interessen på net-

op denne måde.

Ærekrænkelse kan også ske mod en afdød, jf. straffelovens § 274. Strafferammen er dog så

bøde eller, hvis der foreligger bagvaskelse, fængsel indtil 4 måneder. Endvidere ophører

beskyttelsen mod anden ærekrænkelse end bagvaskelse 20 år efter den pågældendes død.

Straffelovens § 266 c angår den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til

denne på ny fremsætter underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at

deres fremsættelse udarter til forfølgelse. Når oplysningerne er egnede til at skade den på-

gældende i offentlighedens omdømme, straffes sådan forfølgelse med bøde eller fængsel

indtil 4 måneder. Bestemmelsen anvendes sjældent eller aldrig.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

4. Påtalekompetence

Det følger af straffelovens § 275, at krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse som

udgangspunkt er undergivet privat påtale.

Offentlig påtale af krænkelse af privatlivets fred kan dog ske, når forurettede anmoder om

det.

Endvidere kan offentlig påtale af bestemte tilfælde af ærekrænkelse ske, når forurettede

anmoder om det. Det gælder for det første, når nogen, der virker (eller virkede) i offentlige

tjeneste eller hverv, beskyldes for et forhold, der kan medføre (eller kunne have medført)

stillingens eller hvervets fortabelse. Det gælder for det andet, når en beskyldning fremsæt-

tes anonymt eller under falsk navn.

Forfølgelse som nævnt i § 266 c er undergivet privat påtale.

Retten til privat påtale og til at begære offentlig påtale tilkommer forurettede, jf. retspleje-

lovens § 725. Er forurettede umyndig, kan værgen påtale eller fremsætte begæring om of-

fentlig påtale, dog kræves samtykke fra umyndige over 18 år, medmindre den pågældende

som følge af manglende forståelse for sagens betydning ikke kan tage stilling hertil, jf.

henvisningen i § 725 til § 257. Er forurettede død, eller når en mod en afdød rettet handling

er strafbar, tilkommer retten til privat påtale eller til at begære offentlig påtale forurettedes

ægtefælle, forældre, børn og søskende.

Ved siden af de almindelige forældelsesfrister, som regnes fra den strafbare virksomheds

ophør, jf. straffelovens §§ 93 og 94, gælder efter § 96, at adgang til privat påtale og til at

begære offentlig påtale bortfalder, når den berettigede ikke har anlagt sag eller fremsat

begæring inden 6 måneder efter, at den pågældende har fået sådan kundskab, at den pågæl-

dende har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller for at begære offentlig påtale.

Det bemærkes, at en anmeldelse til politiet fra den berettigede anses som en begæring om

offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen, jf. retsplejelovens § 720, stk. 2,

2. pkt.

5. Medieansvarsloven

Medieansvarsloven omfatter de traditionelle medier, dvs. trykte aviser, radio og tv. Elek-

troniske informationssystemer, som eksempelvis netaviser, kan tillige være omfattet af det

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

medieretlige ansvarssystem. Dette forudsætter, at den pågældende netavis anmelder sig til

Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.

Medieansvarslovens hovedformål er at sikre ytrings- og informationsfriheden og dermed

også samfundsdebatten bedst mulige vilkår. Medieansvarsloven tager bl.a. stilling til kred-

sen af ansvarssubjekter i forbindelse med overtrædelser af f.eks. straffeloven begået gen-

nem indholdet i et massemedie. Det særlige ansvarssystem indebærer, at kredsen af perso-

ner, som kan drages til ansvar, er begrænset, herunder at de normale regler om medvirken

ikke finder anvendelse, men at der altid er mindst én person, der er ansvarlig for et medies

indhold. Gruppen af ansvarlige indskrænkes som udgangspunkt til forfattere, ansvarsha-

vende redaktører og – i særlige tilfælde – udgivere.

Redaktøren kan være ansvarlig i flere situationer, herunder i visse tilfælde på objektivt

grundlag. Dette særlige redaktøransvar hænger sammen med, at redaktøren er den person,

der kan træffe den endelige afgørelse om massemediets indhold, og sikrer, at redaktionelle

beslutninger træffes uafhængigt og uden påvirkning fra andre aktører, herunder ejerne.

Ved fastsættelse af bøde, der idømmes på baggrund af medieansvarslovens ansvarsregler,

skal retten navnlig lægge vægt på lovovertrædelsens karakter og grovhed, det pågældende

massemedies udbredelse samt den fortjeneste for massemediet, som er eller kunne være

opnået ved lovovertrædelsen, jf. medieansvarslovens § 26, stk. 2. Denne særregel om ud-

måling af bødestraf sikrer, at bødens størrelse ikke kommer til at bero på redaktørens eller

forfatterens indtægtsforhold. I tilknytning til denne bestemmelse er det fastsat, at et medie-

foretagende umiddelbart hæfter for bøder og sagsomkostninger, jf. medieansvarslovens §

26, stk. 1.

Ansvarsplaceringen for strafbare handlinger, der ikke realiseres gennem indholdet af et

massemedie, reguleres af de almindelige strafferetlige regler, herunder bl.a. reglerne om

medvirken i straffelovens § 23. Dette indebærer, at en større kreds af personer samt udgi-

veren kan stilles strafferetligt til ansvar. Et eksempel herpå er den såkaldte ”Se og Hør-

sag”, hvor Retten i Glostrup ved domme af 15. august og 24. november 2016 dømte en

række medarbejdere, herunder skiftende chefredaktører, og udgiveren for overtrædelse af

straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, jf. § 23 til dels jf. § 264 c, og § 299, stk. 2 (for så vidt

angår dommen af 15. august 2016).

Medieansvarsloven indeholder endvidere regler om god presseskik og genmæle samt om

Pressenævnet, som er det ansvarlige organ herfor.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Begrebet ”god presseskik” er ikke defineret eller beskrevet i medieansvarsloven, men de

vejledende regler for god presseskik, der senest blev vedtaget af Dansk Journalistforbund

og Danske Medier i 2013, er sammen med Pressenævnets praksis grundlag for det nærmere

indhold af begrebet, der således går videre end straffelovens bestemmelser om freds- og

ærekrænkelser. De presseetiske regler er optrykt nedenfor som bilag 6.

I sager om god presseskik kan Pressenævnet udtale kritik over for massemediet. I sager om

genmæle kan nævnet pålægge massemediet at offentliggøre genmælet. I begge typer sager

kan Pressenævnet desuden pålægge mediet at offentliggøre nævnets afgørelse eller dele af

den. Pressenævnet kan derimod ikke idømme straf, erstatning eller på anden måde sikre

den omtalte person, organisation eller virksomhed økonomisk kompensation.

Pressenævnet afgiver hvert år en beretning om sin virksomhed. Af beretningen fra 2015

fremgår det på side 4 og 10-11, at antallet af indkomne sager i perioden 2006 til 2015 har

været ret stabilt på mellem 150 og 200 sager om året, bortset fra i 2012, hvor der var 211

sager. Heraf blev der årligt afgjort mellem 107 og 131 sager ved kendelse i nævnet. Det

fremgår endvidere af side 5, at antallet af sager, hvor klagen blev taget helt eller delvist til

følge, har ligget på mellem 35 procent (afrundet) og 40 procent (afrundet) i samme periode

bortset fra i 2006 (43 procent), 2012 (54 procent), 2013 (47 procent) samt i 2015, hvor

klagen helt eller delvist blev taget til følge i det færreste antal sager (32 procent) i perio-

den.

Det fremgår af beretningen fra 2005, side 8-10, at antallet af indkomne sager i perioden

1992 til 2005 har været højst 150 sager om året, bortset fra i 1997, hvor der indkom 184

sager, i 1999, hvor der indkom 151 sager, og i 2003, hvor der indkom 163 sager. Heraf

blev der årligt afgjort mellem 71 og 118 sager ved kendelse i nævnet, bortset fra i 1997,

hvor der blev afgjort 147 sager. I perioden fra 1992 til 2005 blev klagerne taget helt eller

delvist til følge i mellem 27 procent og 37 procent af sagerne, dog var procentandelen i tre

år af perioden over 40 procent, mens den et enkelt år kun var 19 procent.

Ser man isoleret på perioden 2006 til 2015 er antallet af sager på de nævnte parametre ret

stabilt. Ser man imidlertid på den samlede periode fra 1992 til 2015, kan der konstateres en

generel, men dog beskeden, stigning på alle de nævnte parametre. Denne stigning er sket

samtidig med internettets udbredelse og kunne umiddelbart synes at have sammenhæng

hermed, men der er imidlertid ikke Straffelovrådet bekendt forskningsmæssigt belæg for en

sådan sammenhæng.

Herudover kan nævnes, at der ses en meget svag stigning i antallet af sager, som afvises fra

behandling i Pressenævnet, fordi der er tale om et medie, der ikke er anmeldt efter medie-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

ansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3. Antallet af sager, der årligt afvises på den nævnte

baggrund, var typisk 0-1 sag i 1992 til og med 2007, men fra 2008 blev mellem 1 og 10 sa-

ger afvist på den nævnte baggrund. Stigningen er dog ikke konstant, idet antallet i 2015 var

1 og i 2014 gjorde det sig gældende for 3 sager.

6. Persondataloven

Ved persondataloven sker der i vid udstrækning en implementering af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysnin-

ger (databeskyttelsesdirektivet) i dansk ret.

Persondatadirektivet har overordnet bl.a. til formål at sikre den enkelte borgers integritet

og privatliv ved, at der på fællesskabsniveau opstilles rammer for, hvornår behandling af

personoplysninger kan finde sted.

Persondataloven finder ifølge lovens § 1, stk. 1, bl.a. anvendelse på såvel offentlige som på

private dataansvarliges behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages

ved hjælp af elektronisk databehandling, og på ikke-elektronisk behandling af personoplys-

ninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Persondatalovens § 2 indeholder en række undtagelsesbestemmelser til lovens anvendel-

sesområde. Det følger således bl.a. af persondatalovens § 2, stk. 3, at loven ikke gælder for

behandling af oplysninger, som en fysisk person foretager med henblik på udøvelse af akti-

viteter af rent privat karakter. Desuden indebærer reglerne i § 2, stk. 6-10, at mediernes

behandlinger i vidt omfang er undtaget fra lovens område.

Ved ”personoplysninger” forstås i persondatalovens forstand enhver form for information

om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede), jf. § 3, nr. 1. Det

brede udtryk ”identificerbar person” antages at dække enhver situation, hvor en person

direkte eller indirekte kan identificeres ved hjælp af oplysningerne, uanset om dette for

eksempel forudsætter kendskab til personnummer, registreringsnummer eller lignende sær-

lige identifikationer, og uanset at identifikationsoplysningen ikke er alment kendt eller

umiddelbart tilgængelig.

Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den registrerede ikke længere kan

identificeres, anses ikke for personoplysninger. Ved afgørelsen af, om en person er identifi-

cerbar, skal alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

identificere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af enhver anden person, tages

i betragtning.

Ved en ”behandling” af en personoplysning forstås i persondataloven enhver operation

eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplys-

ninger gøres til genstand for, jf. § 3, nr. 2. Dette omfatter – foruden indsamling, registre-

ring, opbevaring og brug – også videregivelse af en oplysning. Det følger af det anførte, at

persondataloven bl.a. gælder, når personoplysninger indsamles via internettet eller ved

hjælp af en gps.

De krav, der i persondataloven stilles til behandlingen af personoplysninger, findes i per-

sondatalovens kapitel 4 (§§ 5-14).

I persondatalovens § 5 er der fastsat nogle

grundlæggende principper

for behandling af

oplysninger efter persondataloven, som altid skal iagttages.

Det følger af bestemmelsen, at enhver behandling skal være i overensstemmelse med god

databehandlingsskik, hvorved i praksis navnlig forstås, at behandlingen skal være rimelig

og lovlig. Det er endvidere fastsat, at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt

angivne og saglige formål, og at senere behandling – for eksempel en videregivelse – af

oplysningerne som udgangspunkt ikke må være uforenelig med disse formål. Det kræves

desuden, at oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke om-

fatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsam-

les, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Desuden skal behandlingen til-

rettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne, og der skal

foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende

oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes

eller berigtiges. Endelig må de indsamlede oplysninger ikke opbevares på en måde, der

giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nød-

vendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

De grundlæggende principper i persondatalovens § 5 skal ses i sammenhæng med bestem-

melserne i navnlig §§ 6-8, hvori de nærmere

betingelser for lovlig behandling

af personop-

lysninger er fastsat.

Behandling af følsomme personoplysninger er reguleret i persondatalovens § 7 om oplys-

ninger, som efter persondatadirektivet skal anses som oplysninger om særligt følsomme

forhold, og i § 8 om oplysninger om rent private forhold, som – uden at det er et krav efter

persondatadirektivet – efter den danske persondatalov også skal anses for følsomme perso-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

noplysninger. For oplysninger, som hverken er omfattet af persondatalovens § 7 eller § 8,

finder behandlingsreglen i persondatalovens § 6 anvendelse. Hertil kommer, at der kan væ-

re tale om en særlig form for behandling af oplysninger, som falder ind under de særlige

bestemmelser i lovens §§ 9-13.

Persondatalovens § 6, stk. 1, omfatter ikke-fortrolige oplysninger og almindeligt fortrolige

personoplysninger (det vil sige personoplysninger, der må betragtes som fortrolige uden at

være følsomme og dermed omfattet af persondatalovens § 7 eller § 8). Dette kan f.eks.

efter omstændighederne omfatte oplysninger om enkeltpersoners indtægts- og formuefor-

hold, arbejds-, uddannelses- og ansættelsesmæssige forhold eller oplysninger om personers

færden.

Oplysninger omfattet af persondatalovens § 6, stk. 1, kan – foruden hvis den person, oplys-

ningen vedrører, har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen – f.eks. indsamles via

internettet eller ved hjælp af en gps, hvis dette er nødvendigt af hensyn til en af de interes-

ser, som er nærmere opregnet i § 6, stk. 1.

Behandling af oplysninger må således bl.a. finde sted, hvis behandlingen er nødvendig af

hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gen-

nemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgå-

elsen af en sådan aftale, jf. § 6, stk. 1, nr. 2, hvis behandlingen er nødvendig for at overhol-

de en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, hvis behand-

lingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse, jf. § 6,

stk. 1, nr. 5, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der

henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand,

til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, jf. § 6, stk. 1, nr. 6.

Herudover kan der ske behandling af oplysninger af den omhandlede karakter, hvis det er

nødvendigt for at varetage en berettiget interesse, der overstiger hensynet til den registrere-

de, jf. § 6, stk. 1, nr. 7.

De oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, der efter persondatadirektivet skal

anses for følsomme personoplysninger, er oplysninger om racemæssig eller etnisk bag-

grund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold

samt oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold, jf. persondatalovens § 7, stk.

1. Opregningen af typer af følsomme personoplysninger i § 7 er udtømmende.

Oplysninger omfattet af persondatalovens § 7 kan alene behandles, hvis de snævre betin-

gelser, som følger af § 7, stk. 2-7, er opfyldt.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Der er bl.a. mulighed for at behandle de i § 7 omhandlede oplysninger efter persondata-

lovens § 7, stk. 2, nr. 1, når den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behand-

lingen, efter § 7, stk. 2, nr. 3, når der er tale om oplysninger, som er blevet offentliggjort af

den registrerede, eller efter § 7, stk. 2, nr. 3, når behandlingen er nødvendig for, at et rets-

krav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Persondatalovens § 8 regulerer spørgsmålet om behandlingen af personoplysninger vedrø-

rende strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end

dem, der er nævnt i § 7. Opregningen i § 8, stk. 1, er ikke udtømmende.

Persondatalovens § 8 angiver således alene karakteren af de forhold, der gør, at en oplys-

ning må anses for at vedrøre rent private forhold. Sådanne oplysninger om andre rent pri-

vate forhold, som er omfattet af bestemmelsen, kunne for eksempel også være oplysninger

om selvmord eller selvmordsforsøg, interne familieforhold, familiestridigheder, separa-

tions- eller skilsmissebegæringer, adoptionsforhold, opdragelsesmåde og ulykkestilfælde.

Behandling af personoplysninger om de rent private forhold, der ikke er omfattet af per-

sondatadirektivet (artikel 8, stk. 1), men som er reguleret i persondatalovens § 8, kan ske,

hvis de ovenfor nævnte snævre betingelser i § 7 er opfyldt, jf. § 8, stk. 6.

Derudover indeholder bestemmelsen i § 8, stk. 2, en særlig videregivelsesregel vedrørende

de pågældende personoplysninger.

Bl.a. kan videregivelse af personoplysninger omfattet af § 8 ske efter § 8, stk. 2, nr. 2, hvis

det sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til

de interesser, som begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysnin-

gen angår. Sådanne hensyn kunne for eksempel efter en konkret vurdering være tilstrække-

ligt væsentlige hensyn til forbrugerbeskyttelse, folkesundheden, miljøbeskyttelse eller lig-

nende.

Om enkeltpersoners strafbare forhold bemærkes, at ikke enhver oplysning om anmeldelse

af et muligt strafbart forhold er omfattet af bestemmelsen i persondatalovens § 8. Det må

antages at forudsætte, at oplysningen i en eller anden form er underbygget.

Persondatalovens § 28 regulerer spørgsmålet om den dataansvarliges

oplysningspligt

over

for den registrerede i forbindelse med indsamling af oplysninger

hos den registrerede selv.

Formålet med oplysningspligten er dels at sikre, at den registreredes beslutning om at afgi-

ve oplysninger om vedkommende selv træffes på et pålideligt faktuelt grundlag med hen-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

syn til en række nærmere beskrevne forhold, dels at skabe gennemsigtighed og overblik

vedrørende personregistreringer.

Den dataansvarlige eller dennes repræsentant har ved indsamlingen – uanset om den sker

på den dataansvarliges eller den registreredes initiativ – pligt til af egen drift at give den

registrerede meddelelse om en række i persondatalovens § 28, stk. 1, nærmere angivne

forhold, medmindre den registrerede allerede er bekendt med de i bestemmelsen nævnte

oplysninger, jf. persondatalovens § 28, stk. 2.

Persondatalovens § 29 indebærer en pligt for den dataansvarlige eller dennes repræsentant,

der

ikke indsamler personoplysninger hos den registrerede selv, men hos tredjemand,

til

ved registreringen, eller – hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til

tredjemand – senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, af egen drift at give

den registrerede meddelelse om i al væsentlighed de samme forhold, som er nævnt i per-

sondatalovens § 28. Det er en forudsætning for, at den dataansvarlige kan vente med at

opfylde oplysningspligten til, når videregivelsen finder sted, at det på indsamlingstidspunk-

tet er klart, at oplysningerne skal videregives til tredjemand, og videregivelsen skal ske

indenfor en forholdsvis snæver periode. § 29, stk. 2 og 3, indeholder undtagelser fra oplys-

ningspligten efter § 29, stk. 1, bl.a. hvis underretning af den registrerede viser sig umulig

eller uforholdsmæssigt vanskelig, jf. § 29, stk. 3.

I persondatalovens § 30 er fastsat en række undtagelser, der knytter sig til den dataansvarli-

ges oplysningspligt i medfør af persondatalovens §§ 28 og 29. Bestemmelsen har kun be-

tydning, hvis underretning af den registrerede ikke kan undlades i medfør af § 28, stk. 2, og

§ 29, stk. 2 og 3.

Persondatalovens § 70, stk. 1, pålægger strafansvar for overtrædelse af en række af person-

datalovens bestemmelser i forbindelse med behandlinger, som udføres for private.

Det følger af bestemmelsen, at den, der ved overtrædelse af en eller flere af de opregnede

bestemmelser i persondataloven, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lov-

givning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det fremgår af forarbejderne til persondataloven, at affattelsen af bestemmelsen har til for-

mål at sikre, at handlinger, der tillige indebærer en overtrædelse af bestemmelser, som kan

medføre højere straf, kan henføres under sådanne bestemmelser. Det fremgår desuden, at

der herved navnlig tænkes på bestemmelsen i straffelovens § 264 d om bl.a. forsætlig, ube-

rettiget videregivelse af oplysninger om en anden persons private forhold. Der tænkes des-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

uden på forskellige andre bestemmelser i straffeloven om forbrydelser i offentlig tjeneste

eller hverv mv., herunder bl.a. §§ 152 og 152 c-f samt §§ 155-157.

Databeskyttelsesforordningen, som får virkning fra maj 2018, viderefører i vidt omfang

behandlingsreglerne i databeskyttelsesdirektivet og persondataloven.

Bl.a. indeholder databeskyttelsesforordningens artikel 5 grundlæggende behandlingsprin-

cipper, der ligner de gældende principper i persondatalovens § 5 om saglighed, proportio-

nalitet og formålsbestemthed.

Forordningen viderefører desuden databeskyttelsesdirektivets systematik i forhold til be-

handlingsgrundlag, og hjemlen til behandling af oplysninger skal således findes i forord-

ningens artikel 6, såfremt oplysningerne ikke er omfattet af særlige bestemmelser i forord-

ningen, f.eks. artikel 9 om følsomme oplysninger.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at persondatalovens § 8 som ovenfor anført er en

dansk særregel, og at oplysninger, som efter gældende ret er omfattet af denne bestemmel-

se, vil være omfattet af forordningens artikel 6 eller artikel 10 for så vidt angår straffedom-

me.

Artikel 6 og artikel 9 indeholder behandlingsbetingelser, der i vidt omfang svarer til gæl-

dende ret.

For så vidt angår sanktioner viderefører databeskyttelsesforordningens artikel 84 medlems-

staternes adgang til at fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af over-

trædelse af forordningen, men indsnævrer området for, hvornår medlemsstaterne kan fast-

sætte sanktioner ved at præcisere, at der navnlig ikke bør fastsættes sanktioner for overtræ-

delser, som er underlagt administrative bøder i henhold til forordningens artikel 83.

For så vidt angår persondatalovens § 37 om bl.a. ret til sletning af personoplysninger hen-

vises til kapitel 4, afsnit 6.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Kapitel 3

Nordisk ret

1. Generelt

Straffelovrådet anmodes i kommissoriet om at inddrage andre nordiske landes regler i

overvejelserne. Straffelovrådet har gennemgået svensk og norsk ret om freds- og ærekræn-

kelser, og rådet har i den forbindelse udarbejdet bilag 1 med oplysninger om svensk og

norsk ret.

Straffelovrådet har, hvor det er fundet særligt relevant, indarbejdet oplysninger om svensk

og norsk ret i relation til de relevante overvejelser om, hvordan de danske bestemmelser

bør udformes fremover.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Kapitel 4

Straffelovrådets overvejelser

1. Indledning

I kommissoriet anmodes Straffelovrådet om at vurdere, om der er behov for at modernisere

eller i øvrigt foretage ændringer af straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets

fred og ærekrænkelse.

Som anført i kommissoriet indeholder straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser

bl.a. regler om krænkelse af privatlivets fred (§§ 263-264 d) og ærekrænkelse (§§ 267-274)

samt regler om påtale af disse forbrydelser (§ 275).

Straffelovens kapitel 27 indeholder endvidere en regel om trusler om at foretage en strafbar

handling (§ 266) og en meget sjældent anvendt bestemmelse om offentlig fremsættelse af

udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (§ 266 a). Hertil kom-

mer bestemmelsen om offentlige meddelelser, der truer, forhåner eller nedværdiger en

gruppe af personer på grund af dens race mv. (§ 266 b) samt en meget sjældent anvendt

bestemmelse om forfølgelse ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger (§ 266

c).

Kommissoriet lægger ikke op til overvejelser vedrørende §§ 266-266 b, og Straffelovrådet

har ikke fundet anledning til at inddrage disse bestemmelser i rådets overvejelser.

Straffelovrådet overvejer heller ikke ændringer af persondataloven, men lovens regler er

imidlertid af relevans for rådets overvejelser bl.a. på den måde, at denne lov er en del af det

samlede regelsæt, som beskytter privatlivet. Det bemærkes, at EU-databeskyttelsesforord-

ningen finder anvendelse fra den 25. maj 2018.

Straffelovrådet overvejer ligeledes ikke ændringer af medieansvarsloven, selv om rådet

finder, at flere af bestemmelserne kunne give anledning til overvejelser. Dette gælder ikke

mindst i relation til det forslag, som medieforskerne fra Danmarks Medie- og Journalist-

højskole har præsenteret, jf. bilag 4, om, at lovens anvendelsesområde bør udvides, så digi-

tale nyhedsmedier automatisk omfattes af loven. Se kapitel 2, afsnit 5 om antallet af sager,

som afvises fra behandling i Pressenævnet, fordi der er tale om et medie, der ikke er an-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

meldt efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3. Medieansvarsloven er særlig rele-

vant i relation til freds- og ærekrænkelser pga. lovens ansvarsregler, der finder anvendelse i

relation til sager om krænkelser begået gennem et massemedie, der er omfattet af loven.

2. Privatlivets fred

2.1. Generelt

Grundloven indeholder ikke en generel bestemmelse om beskyttelsen af privatlivets fred.

Grundlovens § 72 fastsætter dog, at boligen er ukrænkelig, og at husundersøgelse, beslag-

læggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og tele-

fonhemmeligheden, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene må ske efter en

retskendelse.

Formålet med grundlovens § 72 er at yde beskyttelse mod statsmagtens indgriben i den

enkelte borgers privatliv, men bestemmelsen yder dog kun beskyttelse mod visse typer af

indgreb i privatlivet, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 2015,

side 439. Endvidere består beskyttelsen alene i, at de pågældende indgreb kun kan gen-

nemføres efter en forudgående kendelse fra en domstol, idet lovgivningsmagten dog er

givet adgang til at gøre særegen undtagelse fra kravet om forudgående retskendelse. Det

bemærkes herved, at den indledende udtalelse i § 72 om, at boligen er ukrænkelig, betrag-

tes som en programerklæring uden selvstændigt retligt indhold, jf. Jens Peter Christensen

m.fl., Grundloven med kommentarer, 2015, side 440.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 bestemmer, at enhver

har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Retten til

privatliv tager først og fremmest sigte på at muliggøre udvikling af den enkeltes personlig-

hed i forholdet til andre mennesker uden indblanding.

Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte mod uberettigede indgreb fra

offentlige myndigheder i de beskyttede rettigheder. Bestemmelsen fortolkes dog sådan, at

den også i et vist omfang pålægger staten positive handlepligter. Staten kan således have

en pligt til at beskytte den enkelte mod andre privates krænkelse af den pågældendes pri-

vatliv mv. Det er som udgangspunkt overladt til staten at vurdere, hvilke foranstaltninger

der skal bringes i anvendelse, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at indføre strafbe-

stemmelser.

EMRK artikel 8 skal ses i sammenhæng med EMRK artikel 10 om ret til ytringsfrihed.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovens kapitel 27 har overskriften ”Freds- og ærekrænkelser”, og §§ 263-264 d om-

tales traditionelt som regler om beskyttelse af privatlivets fred. §§ 263-264 rækker dog

videre, idet disse bestemmelser generelt beskytter kommunikation, optegnelser, it-systemer

og ikke frit tilgængelige steder mod andres uberettigede adgang. Beskyttelsen efter disse

bestemmelser er således ikke begrænset til privatlivets forhold, men omfatter også er-

hvervsvirksomheders forhold og offentlige myndigheders forhold. Derimod angår § 264 a

og § 264 d, 2. led, udelukkende enkeltpersoner. Hovedanvendelsesområdet for § 264 d, 1.

led, er enkeltpersoners forhold, men det er antaget, at dette led også kan anvendes på fore-

ningers forhold.

Straffelovrådet har bl.a. på baggrund af drøftelserne med medieforskere og medieorganisa-

tioner overvejet, hvordan mediernes magt og gennemslagskraft i samfundet som dagsor-

densætter og som forum for diskussion og meningsdannelse har ændret sig, siden straffe-

lovens regler om freds- og ærekrænkelse blev udformet. Der er grund til at sondre mellem

de traditionelle medier (massemedier), herunder disses brug af sociale medier, og andre

medier, herunder navnlig sociale medier. Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet,

om det tidligere – hvor der var få medier (f.eks. to landsdækkende tv-kanaler), som største-

delen af befolkningen benyttede – var lettere at skabe en bestemt opfattelse af f.eks. en

anden persons handling i en sag i befolkningen som helhed, end nu hvor antallet af tilgæn-

gelige medier er forøget væsentligt med mere valgfrihed for den enkelte til følge og der-

med en større spredning af, hvilke medier der anvendes.

Det kan i den forbindelse anføres, at mangfoldigheden af medier og deres intensive brug af

elektronisk nyhedsformidling har gjort, at befolkningen i betydeligt og stigende omfang er

modtagere af information. Hertil kommer, at diverse internetbaserede sociale medier i de

senere år er blevet en vigtig platform for diskussion, meningstilkendegivelse og videregi-

velse af oplysninger. Fælles er, at artikler, meningstilkendegivelser mv. via internettet ud-

bredes i væsentligt større omfang end for ganske få år tilbage – både i relation til antallet af

artikler mv. og til antallet af modtagere.

Det er på den baggrund nærliggende at antage, at det enkelte massemedie ikke har samme

magt eller indflydelse, som det gjorde sig gældende før i tiden. Det bemærkes i den forbin-

delse, at Straffelovrådet har noteret sig, at onlinenyheder i 2015 i Danmark dominerede

over tv-nyheder med 5 procentpoint som vigtigste nyhedskilde, jf. Kim Schrøder, Dansker-

nes brug af nyhedsmedier. Brugsmønstre og nyhedsrepertoirer 2015, Center for Magt, Me-

dier og Kommunikation, Roskilde Universitet, side 11.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Samtidig er det væsentligt at bemærke, at en del information, nyheder mv. deles og spredes

bredt på internettet, herunder via sociale medier, i et hidtil uset omfang, således at blandt

andet meningstilkendegivelser – også af freds- og ærekrænkende karakter – kan nå en stor

del af befolkningen – uanset deres valg af medie. Det synes således stadig muligt at skabe

en bestemt opfattelse i en større del af befolkningen af f.eks. en anden persons handling i

en sag.

Internettets udbredelse og anvendelse er ikke bare afgørende for den beskrevne udvikling,

den har også medført, at det ofte er meget vanskeligt og i nogle tilfælde i praksis umuligt

fuldstændigt at slette artikler, meningstilkendegivelser, billeder mv., når de er offentlig-

gjort og udbredt på internettet. På den baggrund og på grund af de søgemuligheder, der er,

indebærer udviklingen, at skadevirkningen af freds- og ærekrænkelser – når de udbredes på

internettet – forøges væsentligt, og denne omstændighed er en vigtig præmis for Straffe-

lovrådets arbejde i nærværende betænkning.

Det er således Straffelovrådets opfattelse, at spørgsmålet om krænkelse af privatlivets fred

og ærekrænkelse navnlig er aktualiseret af udviklingen på medieområdet og af den tekno-

logiske udvikling, herunder internettet. Dette fremgår også af baggrunden for kommissori-

et. En krænkelse af privatlivets fred eller en persons ære vil som anført i kraft af ikke

mindst de elektroniske medier kunne udbredes hurtigere og til en større personkreds og

dermed med en betydelig større skadevirkning for den krænkede end for blot få årtier si-

den.

Samme antagelse har fundet udtryk i præamblen til EU-databeskyttelsesforordningen, der

som anført finder anvendelse fra 25. maj 2018:

”(6) Den hastige teknologiske udvikling og globaliseringen har skabt nye udfordrin-

ger, hvad angår beskyttelsen af personoplysninger. Omfanget af indsamlingen og de-

lingen af personoplysninger er steget betydeligt. Teknologien giver både private sel-

skaber og offentlige myndigheder mulighed for at udnytte personoplysninger i et

hidtil uset omfang, når de udøver deres aktiviteter. Fysiske personer udbreder i sti-

gende grad deres personoplysninger offentligt og globalt. Teknologien har ændret bå-

de økonomien og sociale aktiviteter og bør yderligere fremme den frie udveksling af

personoplysninger inden for Unionen og overførslen af oplysninger til tredjelande og

internationale organisationer, samtidig med at der sikres et højt niveau for beskyttel-

se af personoplysninger.

(7) Denne udvikling kræver en stærk og mere sammenhængende databeskyttelses-

ramme i Unionen, som understøttes af effektiv håndhævelse, fordi det er vigtigt at

skabe den tillid, der gør det muligt, at den digitale økonomi kan udvikle sig på det in-

dre marked. Fysiske personer bør have kontrol over deres personoplysninger. Sikker-

heden både retligt og praktisk bør styrkes for fysiske personer, erhvervsdrivende og

offentlige myndigheder.”

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

I sammenligning hermed har der ikke i samme grad været fokus på de mere klassiske reg-

ler om husfredskrænkelse og beskyttelse af brevhemmeligheden.

Bl.a. i lyset af, at den seneste større gennemskrivning af straffelovens bestemmelser om

krænkelse af privatlivets fred skete i 1971, har Straffelovrådet dog fundet behov for en

grundig gennemgang af alle straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred.

Der er i den forbindelse bl.a. grund til at gennemføre en generel sproglig fornyelse, der

bl.a. tager højde for, at internettet er kommunikationsplatform for mange krænkelser.

Straffelovrådet har overvejet, hvordan opfattelsen af, hvad privatliv omfatter, har ændret

sig siden 1971, og dette spørgsmål er også drøftet med de medieforskere og medieorgani-

sationer, som har været inddraget i rådets arbejde.

Det er generelt opfattelsen, at der på den ene side kan peges på omstændigheder, der tyder

på, at man er blevet mere privat. Dette gælder navnlig i forhold til afklædthed, hvor ten-

densen synes at være, at man i mindre grad optræder nøgen eller topløs på (befolkede)

strande, og hvor der i stigende omfang er efterspørgsel efter privat omklædning i f.eks.

svømmehaller. Omvendt er der formentlig en stigende tendens til nøgenbadning visse (øde)

steder.

På den anden side kan der peges på en modsat tendens, som bl.a. også må antages at være

affødt af udbredelsen af mobiltelefoner og internettet, og som går i retning af, at mange i

offentligheden, herunder på Facebook, eksponerer deres privatliv åbent – også om emner,

der tidligere kun blev drøftet i et mere snævert rum.

Hertil kommer, at uanset at mange mennesker på det abstrakte plan kan være bekymrede

over videregivelse af privatoplysninger, overvågning mv., synes mange også villige til

uden videre at dele privatoplysninger, herunder ved at erklære sig ”enig” i forbindelse med

aktivitet på internettet, hvis det i den konkrete (og korte) sammenhæng ses som en fordel.

Selv om der kan peges på nogle tendenser, er disse ikke entydige, og de fører efter Straffe-

lovrådets opfattelse ikke til, at der generelt er behov for at ændre på straffelovens bestem-

melser om freds- og ærekrænkelser. Bestemmelserne er formuleret på en måde, så de, her-

under ved fortolkning af det gennemgående begreb ”uberettiget”, af domstolene kan fortol-

kes og også bliver fortolket i lyset af den til enhver tid herskende opfattelse af, hvordan

privatliv bør beskyttes.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet foreslår således hverken nye bestemmelser eller ophævelse af bestemmel-

ser i lyset af udviklingen af, hvad privatliv omfatter, men rådet har i et vist omfang nyaffat-

tet bestemmelserne og i den forbindelse knyttet nogle bemærkninger til, hvordan de skal

fortolkes i dag.

Et tværgående spørgsmål med hensyn til sprogbrugen er, at der i de fleste bestemmelser

om krænkelse af privatlivets fred som generelt forbehold står ”uberettiget”, i § 263 a står

dog ”uretmæssigt”, og i § 264 c dækker forbeholdet ”uberettiget” sprogligt ikke hele be-

stemmelsen. Straffelovrådet foreslår, at ”uberettiget” bruges i alle bestemmelser, herunder

i begge led i § 264 c.

2.2. Straffelovens §§ 263, 263 a og 264

2.2.1. Generelt om uberettiget adgang til kommunikation, optegnelser, steder

mv.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det velbegrundet, at der i straffelovens kapitel 27 om

bl.a. fredskrænkelser findes generelle regler om andres uberettigede adgang til kommuni-

kation, optegnelser og steder mv.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville der således ikke være væsentlige fordele forbundet

med en opdeling af reglerne herom efter, om beskyttelsesinteressen angår privatlivet eller

andre forhold, herunder erhvervsvirksomheders forhold eller offentlige myndigheders for-

hold.

Bestemmelserne tager grundlæggende sigte på tilfælde, hvor en person skaffer sig adgang

til noget, der i forhold til ham eller hende med rimelighed kan ventes at være et lukket om-

råde, det vil sige utilgængeligt. Krænkelsen og dermed det strafbare forhold består i selve

det at skaffe sig adgang til det lukkede område. Videregående hensigt eller videregående

følger er normalt uden betydning for strafbarheden, men kan efter omstændighederne have

betydning for strafudmålingen.

Hvis der ud over at skaffe sig adgang foretages yderligere, kan andre bestemmelser i straf-

feloven være relevante. Ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af andres ting er så-

ledes omfattet af straffelovens § 291, mens uberettiget brug af en andens ting er omfattet af

straffelovens § 293. Er der tale om at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, kan der

afhængig af den nærmere fremgangsmåde være tale om en berigelsesforbrydelse som f.eks.

tyveri, underslæb, bedrageri eller databedrageri, jf. straffelovens §§ 276-279 a.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.2.2. Forholdet mellem straffelovens §§ 263 og 264

Som berørt ovenfor tager straffelovens § 263 sammen med § 264 sigte på at beskytte ube-

rettiget adgang til noget, der med rimelighed kan ventes at være et lukket område. § 264

angår en persons egen fysiske uberettigede tilstedeværelse på et sådant lukket område,

mens § 263 angår alle andre tilfælde.

Straffelovrådet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at ændre på afgrænsningen

mellem § 263 og § 264, jf. dog afsnit 2.2.3.7, om at skaffe sig adgang til andres gemmer.

Ligesom i dag vil der efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af § 263 i

sammenstød med § 264, hvis der i forbindelse med en krænkelse omfattet af § 263 også

har været tale om, at en person uberettiget er trængt ind som nævnt i § 264, jf. i den forbin-

delse også afsnit 2.2.3.4 om sammenstød mellem §§ 263 og 264.

Straffelovens § 263 omfatter i dag en række til dels ret forskelligartede forhold spændende

fra åbning af papirbreve til hacking af datasystemer.

Efter Straffelovrådets opfattelse er straffelovens § 263 grundlæggende stadig dækkende

for, hvad der i dag bør anses for ”lukket” for andre og dermed beskyttet mod uberettiget

adgang gennem en straffelovsbestemmelse.

Det samlede indhold af § 263 kan dermed efter Straffelovrådets opfattelse i vidt omfang

videreføres, men rådet finder, at bestemmelsen dog i et vist omfang kan moderniseres og

gøres tydeligere, herunder således at den bedre afspejler nutidens kommunikations- og

arkiveringsformer. Det vil således være naturligt, at bestemmelsen fremover tager ud-

gangspunkt i, at meddelelser i stadigt stigende omfang sendes og opbevares elektronisk, og

at traditionelle breve og andre skriftlige meddelelser eller optegnelser får en stadig mindre

betydning. Traditionelle breve vil fortsat, men formentlig i faldende antal blive sendt og

eventuelt gemt, og papirarkiver vil formentlig fortsat bestå mange år fremover, om end de

eksisterende i et vist omfang vil blive erstattet af digitaliserede og dermed elektronisk op-

bevarede arkiver.

Kriminaliseringen af uberettiget at unddrage nogen en lukket meddelelse eller optegnelse

kan dog udgå af § 263, fordi det efter omstændighederne er omfattet af § 291 eller § 293,

og kriminaliseringen af at skaffe sig adgang til andres gemmer bør flyttes fra § 263 til §

264, jf. herom nedenfor afsnit 2.2.3.7.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.2.3. Straffelovens § 263

2.2.3.1. Unddragelse

Efter Straffelovrådets opfattelse kan kriminaliseringen af uberettiget at unddrage nogen et

brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse passende udgå af § 263, da et

sådant forhold mere naturligt hører under § 291 om ødelæggelse, beskadigelse eller bort-

skaffelse af ting, der tilhører en anden. Beskyttelsesinteressen bag § 263 er som nævnt at

beskytte mod andres uberettigede adgang til et lukket område, her indholdet af brevet eller

den lukkede meddelelse eller optegnelse. Hvis brevet, meddelelsen eller optegnelsen ikke

åbnes, men fjernes, bør § 291 anvendes. En eventuel senere åbning vil være omfattet af §

263, og hvis der ved fjernelsen er forsæt til åbning, vil der kunne straffes for forsøg på

overtrædelse af § 263.

For så vidt angår at unddrage nogen en elektronisk meddelelse (e-mail, sms mv.) bemær-

kes særligt, at bl.a. straffelovens § 291, stk. 1 og 2, og § 293, stk. 2, blev nyaffattet ved lov

nr. 352 af 19. maj 2004 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, markedsføringsloven

og ophavsretsloven (It-kriminalitet mv.). Det fremgår af forarbejderne til denne lovæn-

dring, at der ikke fandtes at være behov for en særskilt straffelovsbestemmelse om data-

hærværk, og at hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291, der har et bredt anvendelses-

område, var tilstrækkeligt dækkende, hvorfor der ikke var behov for en ændring af denne

bestemmelse. Det fremgår endvidere, at der ved uberettiget sletning eller ændring af data

eller programmel foreligger beskadigelse eller ødelæggelse af ting, jf. straffelovens § 291.

Med ændringen af § 293, stk. 2, var det forudsat, at bestemmelsen nu også omfatter elek-

troniske rådighedshindringer. Der henvises til pkt. 5.2 og 5.3 i de almindelige bemærknin-

ger til lovforslag nr. L 55 fremsat den 5. november 2003.

Efter Straffelovrådets opfattelse ligger det i hvert fald efter denne lovændring – hvor som

nævnt bl.a. § 291, stk. 1, blev nyaffattet – fast, at ødelæggelse eller beskadigelse af data

udgør hærværk uafhængig af datamediet. Straf for hærværk forudsætter således ikke, at

man – som i Straffelovrådets betænkning nr. 1032/1985, side 37 og formentlig på grundlag

bl.a. heraf UfR 1987.216 Ø – betragter ødelæggelse eller beskadigelse af data på et data-

medium som en beskadigelse af datamediet med tilhørende data. Dette vil i hvert fald i

vore dage heller ikke være en tilstrækkelig beskyttelse, bl.a. fordi datamediet og dataene

kan tilhøre forskellige personer, og fordi også data, der alene befinder sig i et datasystems

arbejdshukommelse, bør være beskyttet. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at

Straffelovrådet i 1985-betænkningen anførte, at rådet fandt det mest sandsynligt, at den

dagældende hærværksbestemmelse ville blive fortolket således, at den også omfattede rene

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

indgreb i data, men at dette næppe havde stor praktisk betydning, fordi man under alle om-

stændigheder kunne opfatte det som en beskadigelse af datamediet med tilhørende data.

Unddragelse af elektroniske meddelelser vil på denne baggrund kunne straffes enten som

hærværk, jf. § 291, stk. 1 (hvis meddelelsen slettes), eller som rådighedshindring, jf. § 293,

stk. 2 (hvis meddelelsens modtagelse hindres, eller meddelelsen gøres utilgængelig).

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at ”unddragelse” i det hele kan udgå af straffe-

lovens § 263. Det bemærkes, at en sådan ændring vil indebære, at unddragelse af en lukket

meddelelse herefter vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. §

291, stk. 1 (hvis meddelelsen slettes), eller med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. § 293, stk.

2, 1. pkt. (hvis meddelelsens modtagelse hindres). Idet der efter den gældende § 263, stk. 1,

højst kan idømmes fængsel indtil 6 måneder (hvilket ikke foreslås ændret), indebærer den

foreslåede ændring et forhøjet strafmaksimum. Straffelovrådet finder det imidlertid velbe-

grundet, at unddragelse af en lukket meddelelse kan straffes på lige fod med unddragelse af

andre ting, fordi beskyttelsesinteressen er den samme, og strafværdigheden kan være den

samme.

2.2.3.2. Lukkede meddelelser

Lukkede meddelelser som nævnt i § 263, stk. 1, nr. 1, hører til kerneområdet for, hvad der

også i dag med rimelighed kan forudsættes at være utilgængeligt for andre.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør lukkede meddelelser således fortsat være strafferetligt

beskyttet mod andres uberettigede adgang, og dette gælder ligesom efter gældende ret både

før afsendelsen, under forsendelsen og efter modtagelsen.

Lukkede meddelelser bør være beskyttet uanset deres form, altså bl.a. uanset om der er tale

om papirbreve eller om skriftlige eller mundtlige meddelelser i elektronisk form, herunder

e-mails, sms’er og talebeskeder. Alle forsendelsesformer bør være omfattet, altså eksem-

pelvis offentlig postbesørgelse, forsendelse med bud og kabelbåret eller trådløs elektronisk

transmission, ligesom alle datamedier, herunder harddiske, usb-stik, cd’er, cd-rommer, bør

være omfattet.

For så vidt angår hvornår en meddelelse i strafferetlig forstand kan anses for ”lukket”, er

det Straffelovrådets opfattelse, at det ikke er muligt en gang for alle at fastslå fuldstændig

entydigt, hvad der i strafferetlig henseende skal anses for lukkede meddelelser. Teknologi

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

og praksis udvikler sig løbende og påvirker, hvad der med rimelighed kan nyde strafferet-

lig beskyttelse som ”lukkede meddelelser”.

Lovgivningen må på den baggrund på det abstrakte plan indskrænke sig til så klart og tyde-

ligt som muligt at angive de kriterier og hovedhensyn, der er afgørende for, om en meddel-

else i strafferetlig henseende kan anses for ”lukket”. Herudover kan der opregnes hovedek-

sempler på, hvad der på det tidspunkt, hvor lovgivningen udformes, sædvanligvis må anses

som ”lukket”. Efterhånden som tiden går, vil det imidlertid være op til praksis – og i sidste

ende domstolene – om nødvendigt at justere den nærmere afgrænsning i takt med udviklin-

gen.

Efter Straffelovrådets opfattelse er et vigtigt kriterium, hvor let eller svært det er for uden-

forstående at gøre sig bekendt med indholdet af en meddelelse, uden at det er umiddelbart

synligt for modtageren, at meddelelsen har været åbnet. Eller set fra den anden side, om

afsenderen uden væsentlig udgift eller besvær for sig eller modtageren kunne have sikret

meddelelsen bedre. Ved siden af sådanne rent tekniske og praktiske omstændigheder bør

der imidlertid også lægges vægt på traditioner og sædvanlig praksis for kommunikation.

Hvis en bestemt kommunikationsform har vundet hævd som enten lukket eller åben kom-

munikation, bør der således skulle temmelig meget til, før den pågældende kommunika-

tionsform skifter status fra lukket til åben eller fra åben til lukket eksempelvis i lyset af den

teknologiske udvikling.

Som eksempel på, hvad der som følge af kommunikationsformen stadig ikke bør være

strafferetligt beskyttet som lukkede meddelelser, kan nævnes ukrypteret radiokommunika-

tion. Dette gælder, selv om der ikke i Danmark – som det er tilfældet i Sverige – er tradi-

tion for at operere med et selvstændigt begreb om ”æterens frihed”. Som et andet eksempel

kan nævnes åbne postkort eller i det hele taget meddelelser, som skrives uden på en kuvert

og sendes med posten. Som et tredje eksempel kan nævnes kommunikation ved hjælp af

signalflag eller lignende.

Som eksempler på lukkede meddelelser kan nævnes breve i lukkede kuverter og elektroni-

ske meddelelser, der formidles via kabel eller via krypteret radiokommunikation. Herunder

hører e-mails, sms’er, talebeskeder mv. Det bemærkes i den forbindelse, at øjeblikkelig

mundtlig kommunikation via telenet og datanet fortsat ikke bør indtænkes i reglerne om

beskyttelse af lukkede meddelelser, idet beskyttelsen af øjeblikkelig mundtlig kommunika-

tion mest hensigtsmæssigt reguleres af reglerne om hemmelig aflytning, jf. herom nedenfor

afsnit 2.2.3.8.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Det bemærkes, at i det omfang en kuvert er gennemsigtig, og man derfor kan læse indhol-

det, er der ikke tale om en lukket meddelelse. Dette gælder ikke alene forsendelser i f.eks.

gennemsigtig plastic, men også rudekuverter, hvor man ved at ryste kuverten eventuelt kan

læse lidt af brevet gennem ruden. Det er kun den del af brevet, man kan læse på den måde,

der så ikke er en lukket meddelelse – resten af brevet vil stadig være lukket i strafferetlig

forstand.

Med hensyn til e-mails bemærkes, at e-mails i dag anvendes på en måde, som forudsætter,

at også ukrypterede e-mails er lukkede meddelelser, som er utilgængelige for uvedkom-

mende. Det er så vidt vides set i forhold til antallet af e-mails også faktisk sjældent, at

uvedkommende skaffer sig adgang til en ukrypteret e-mail under forsendelsen. På denne

baggrund bør såvel krypterede som ukrypterede e-mails fortsat betragtes som lukkede

meddelelser i strafferetlig forstand. Dette gælder, selv om afsenderen i nogle tilfælde vil

have pligt til at sende en given e-mail krypteret, eksempelvis som følge af persondataretli-

ge regler om behandlingssikkerhed. Og beskyttelsen efter reglerne om brevhemmelighed

vil gælde, selv om afsenderen konkret måtte have handlet retsstridigt ved at sende en given

e-mail ukrypteret. Det bemærkes herved også, at der ikke er nogen fysisk hindring for, at et

papirbrev brydes af en medarbejder ved postvirksomheden, og at beskyttelsen efter regler-

ne om brevhemmelighed også omfatter eksempelvis et brev, som indeholder oplysninger af

en sådan klassifikationsgrad, at afsenderen har handlet retsstridigt ved at sende dem i et

almindeligt brev.

Også et billede uden ledsagende tekst kan være en lukket meddelelse.

Straffelovrådet har drøftet, om masseforsendelser bør anses som lukkede meddelelser. Rå-

det finder, at hustandsomdelte reklamer ikke kan anses som lukkede, medmindre de er i

lukket kuvert. Hvis de er i lukket kuvert, må de til gengæld anses som lukkede, selv om der

er tale om identiske reklamer omdelt til et stort antal husstande. Rådet finder endvidere, at

e-mails og andre elektroniske meddelelser, der er adresseret til nogen, uanset deres indhold

må anses som lukkede, selv om de er sendt til et meget stort antal – eventuelt flere millio-

ner – modtagere.

Straffelovrådet finder således, at det fortsat bør være meddelelsens form – frem for dens

indhold – der skal være afgørende for, om den i forhold til beskyttelsen af brevhemmelig-

heden skal anses for lukket. Det grundlæggende princip er, at borgere og virksomheder kan

kommunikere, hvad de vil, privat, og at beskyttelsen mod andres indsigt i privat kommuni-

kation er uafhængig af, om indholdet af kommunikationen i sig selv har en fortrolig karak-

ter.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Det bemærkes i øvrigt i forhold til bl.a. e-mails, sms’er mv., at hvis der skaffes adgang til

disse ved uberettiget at skaffe sig adgang til et datasystem eller en del heraf, herunder ved

at skaffe sig adgang til en computer, hvorfra der er adgang til e-mailsystemet, eller et usb-

stik med oplysninger, vil forholdet være omfattet af den foreslåede § 263, stk. 1. Uberetti-

get adgang til papirudskrifter af e-mails, sms’er mv. vil kunne være omfattet af den foreslå-

ede § 263, stk. 2, nr. 1, jf. om forslaget til ny § 263 lige nedenfor afsnit 2.2.3.3.

Det bemærkes, at Straffelovrådet både i relation til meddelelser og optegnelser har overve-

jet udtrykket ”lukket” som kriterium, idet udtrykket sprogligt ikke fuldt ud omfatter de

situationer, hvor en meddelelse eller optegnelse er blevet åbnet eller endnu ikke er blevet

lukket.

Spørgsmålet om at anvende udtrykket ”lukket” blev drøftet på Straffelovrådets møder med

medieforskere og medieorganisationer. Det blev i den forbindelse anført, at ”lukket” ikke

bør være den bærende præmis ved afgrænsningen af bestemmelsen, men at der snarere bør

lægges vægt på samtykke og kontekst.

Straffelovrådet er principielt enig heri, men med henblik på at sikre at straffelovens § 263

objektivt afgrænses så klart og præcist som muligt, finder rådet, at det er mest hensigts-

mæssigt, at bestemmelsens anvendelsesområde fortsat afgrænses af begrebet ”lukket” frem

for et mere subjektivt begreb, der tager udgangspunkt i, hvad afsenderen har tænkt.

Hertil kommer, at der er tale om et indarbejdet udtryk, som ikke ses at have givet anled-

ning til problemer i praksis. Rådet foreslår på den baggrund ingen ændringer på dette

punkt.

2.2.3.3. Datasystemer

Straffelovens § 263 sondrer i sin gældende form mellem at bryde eller gøre sig bekendt

med indholdet af lukkede meddelelser eller optegnelser (stk. 1, nr. 1) og at skaffe sig ad-

gang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informa-

tionssystem (stk. 2). Overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, betegnes i visse sammen-

hænge som hacking, selv om bestemmelsen omfatter mere, end der sædvanligvis sigtes til

med dette begreb.

Som anført er det Straffelovrådets opfattelse, at det under hensyn til den udbredte brug af

datasystemer til såvel kommunikation som opbevaring af meddelelser og data i øvrigt vil

være naturligt at lade beskyttelsen af data i et datasystem og på datamedier være det frem-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

tidige udgangspunkt for en beskyttelse af ”brevhemmeligheden”, men suppleret af bestem-

melser – som den gældende – om beskyttelse af traditionelle breve og andre lukkede med-

delelser eller optegnelser.

Der vil således efter rådets opfattelse fortsat være behov for at have en bestemmelse om at

sikre beskyttelsen af data i et datasystem og på datamedier og at bevare den gældende be-

skyttelse af brevhemmeligheden i øvrigt. En ændring som den nævnte vil således i højere

grad have karakter af en redaktionel modernisering end en ændring af bestemmelsens sam-

lede materielle indhold.

Ligesom efter gældende ret bør datasystemer således generelt nyde beskyttelse mod ube-

rettiget adgang, og Straffelovrådet foreslår, at en bestemmelse herom placeres som stk. 1 i

straffelovens § 263.

Den gældende § 263, stk. 2, angår som anført ikke alene at skaffe sig adgang til et datasy-

stem, men også at skaffe sig adgang til data på et datamedium, som ikke aktuelt er tilsluttet

et datasystem, herunder et usb-stik, der ikke er tilsluttet et datasystem. Straffelovrådet har

overvejet, om dette også bør være omfattet af den foreslåede stk. 1, hvor den gældende

strafferamme efter stk. 2 med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder foreslås opret-

holdt, eller om denne del af den gældende stk. 2 bør placeres i den foreslåede stk. 2 sam-

men med det gældende stk. 1 med en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det kan på den ene side anføres, at den højere strafferamme på 1 år og 6 måneders fængsel

bør forbeholdes tilfælde af uberettiget at skaffe sig adgang til et datasystem ud fra et syns-

punkt om, at det ikke er lige så groft at skaffe sig uberettiget adgang til et datamedium, der

ikke aktuelt er tilsluttet et datasystem, som det er at skaffe sig uberettiget adgang til et da-

tasystem som sådan. Der kan i den forbindelse henvises til, at det som begrundelse for en

højere strafferamme i den gældende stk. 2 netop er anført, at det IT-baserede samfund er

meget sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føleligt for offeret, der i praksis ofte

er nødt til at gennemgå hele systemet for at være sikker på, om der er sket skader, jf. pkt.

2.2.1.4 og 2.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 55 fremsat den 5.

november 2003.

På den anden side kan det anføres, at forholdet allerede i dag er omfattet af stk. 2, og at

gerningsmanden – selv om denne ikke skaffer sig adgang til et datasystem – potentielt

skaffer sig adgang til en meget omfattende mængde materiale placeret på f.eks. et usb-stik,

og at dette også kan begrunde en hævet strafferamme. Det foreslås på den baggrund, at

anvendelsesområdet ikke ændres i det gældende stk. 2, som foreslås indsat som stk. 1 i §

263. Der kan som efter gældende ret i forbindelse med den konkrete strafudmåling lægges

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

vægt på den forskel, der er på at skaffe sig adgang til oplysninger på f.eks. et usb-stik og at

skaffe sig adgang til et datasystem.

Straffelovrådet er opmærksom på, at en overtrædelse af det gældende stk. 1, som foreslås

flyttet til stk. 2, også potentielt omfatter det at skaffe sig uberettiget adgang til en meget

omfattende mængde papirmateriale (uden forholdet er omfattet af stk. 3 med en strafferam-

me på 6 års fængsel), men det er efter Straffelovrådets opfattelse generelt mere strafvær-

digt, hvis materialet befinder sig på f.eks. et usb-stik, der meget let og hurtigt kan kopieres.

Straffelovrådet finder det i den forbindelse hensigtsmæssigt fremover at anvende udtrykket

”datasystem” i lovteksten fremfor ”informationssystem”, som i dag anvendes i straffe-

lovens § 263.

Udtrykket ”informationssystem” kom ind i straffelovens § 193, § 263, § 263 a og § 301 a i

2004. Ifølge forarbejderne valgte man at anvende betegnelsen ”informationssystem” i ste-

det for det tidligere anvendte udtryk ”anlæg til elektronisk databehandling” under henvis-

ning til, at informationssystem er neutralt i forhold til mulige teknologiske løsninger (jf.

pkt. 2.2.1.1 og 2.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 55 fremsat den 5.

november 2003). Forarbejderne indeholder ikke nogen definition af begrebet informations-

system, idet der alene nævnes forskellige eksempler på informationssystemer.

Udtrykket ”informationssystem” betegner ifølge Den Danske Ordbog et ”struktureret, edb-

baseret system som enten automatisk informerer om bestemte forhold, eller som brugeren

kan søge information i efter behov – ofte stillet til rådighed for et bredere publikum, fx i

form af en database eller et elektronisk arkiv”.

Denne ordbogsdefinition af udtrykket ”informationssystem” er umiddelbart snævrere, end

hvad der ligger i straffelovens brug af udtrykket, idet straffelovens regler om informations-

systemer finder anvendelse på enhver form for automatisk databehandling uanset formål,

målgruppe og omfang.

Hertil kommer, at udtrykket ”informationssystem” ud fra de led, som indgår i udtrykket,

umiddelbart blot betegner et system til behandling af information og dermed for så vidt

rækker videre, end hvad der ligger i straffelovens brug af udtrykket, idet straffelovens reg-

ler om informationssystemer finder anvendelse på systemer, hvor databehandlingen sker

automatisk, dvs. ved hjælp af en maskine.

Artikel 1, litra a, i rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA af 24. februar 2005 om angreb på

informationssystemer definerer ”informationssystem” på følgende måde:

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

”enhver enhed eller gruppe af indbyrdes forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf

en eller flere ved hjælp af et program udfører automatisk behandling af edb-data samt

edb-data, som lagres, behandles, fremfindes eller overføres i forbindelse med syste-

mernes drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse”

Artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU af 12. august 2013

om angreb på informationssystemer, der som følge af retsforbeholdet ikke gælder for Dan-

mark, definerer ”informationssystem” på følgende måde:

”enhed eller gruppe af indbyrdes forbundne eller beslægtede enheder, hvoraf en eller

flere ved hjælp af et program, som automatisk behandler edb-data, samt edb-data,

som lagres, behandles, fremfindes eller overføres af denne enhed eller gruppe af en-

heder i forbindelse med dens eller deres drift, brug, beskyttelse og vedligeholdelse”

”Edb-data” defineres i rammeafgørelsens artikel 1, litra b, og direktivets artikel 2, litra b,

på følgende måde:

”enhver form for gengivelse af fakta, informationer eller begreber i et format, der eg-

ner sig til behandling i et informationssystem, herunder et program, som kan anven-

des til at få et informationssystem til at udføre en funktion”

Disse definitioner indeholder et element af cirkularitet, idet et informationssystem bl.a. er

defineret ud fra, at det behandler edb-data, som så er defineret efter, at de er i et format, der

egner sig til behandling i et informationssystem.

I den norske straffelov anvendes udtrykket ”datasystem” i betydningen indretning, beståen-

de af hardware (norsk: maskinvare) og data, som foretager behandling af data ved hjælp af

dataprogrammer.

Det kunne på denne baggrund overvejes inspireret af det tidligere anvendte udtryk ”anlæg

til elektronisk databehandling” i stedet for ”informationssystem” at anvende ”enhed eller

anlæg til automatisk databehandling”. Medtagelsen af ”enhed” ved siden af anlæg ville

afspejle, at automatisk databehandling i dag også foregår på helt små enheder, og ændrin-

gen fra ”elektronisk” til ”automatisk” ville sikre sproglig dækning for også automatiserede

databehandlingssystemer, som måtte benytte en eventuel fremtidig ikke-elektronisk tekno-

logi.

At erstatte det nuværende udtryk ”informationssystem” med et så langt udtryk ville imid-

lertid i flere af straffelovens bestemmelser føre til ganske tunge sætningskonstruktioner på

grund af den sammenhæng, udtrykket indgår i. Der er heller ikke noget, der tyder på, at

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

udtrykket ”informationssystem” har givet anledning til afgrænsningsvanskeligheder eller

andre problemer. Det kan efter Straffelovrådets opfattelse heller ikke anses for nødvendigt

at anvende et mere udførligt udtryk i lovteksten, hvis et mere enkelt udtryk er tilstrækkeligt

entydigt og præcist. Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at ”datasystem” er

et mere hensigtmæssigt udtryk end ”informationssystem”, fordi ”datasystem” i højere grad

end ”informationssystem” peger henimod den automatiserede databehandling, som udtryk-

ket er tilsigtet at skulle dække.

Straffelovrådet har i forhold til datasystemer drøftet, om en person, der har berettiget tek-

nisk adgang til et datasystem eller en del heraf, kan være uberettiget til at skaffe sig adgang

til denne del af datasystemet, herunder de oplysninger, som indgår i det. Problemstillingen

angår tilfælde, hvor den tekniske adgang er berettiget og tildelt af en, der berettiget har

rådighed over sådanne tildelinger. Anvendelse af en svigagtigt opnået teknisk adgang til et

datasystem vil således uden videre være uberettiget, og også anvendelse af en fejlagtigt

tildelt teknisk adgang vil være uberettiget, men straf for anvendelse af en fejlagtigt tildelt

teknisk adgang forudsætter forsæt med hensyn til, at der er sket en fejl, eller at adgangen i

øvrigt er uberettiget.

Som praktiske eksempler kan nævnes tilfælde, hvor medarbejdere teknisk har adgang til

oplysninger i deres arbejdsgivers datasystem, som de ikke nødvendigvis konkret har noget

arbejdsmæssigt behov for at tilgå. Dette kan f.eks. angå medarbejdere, hvis arbejdsopgaver

omfatter administration eller overvågning af datasystemet, og som derfor har vidtgående

tekniske adgangsrettigheder til datasystemet, men som i tilfælde, hvor der ikke er et sy-

stemadministrativt behov, ikke har nogen arbejdsmæssig begrundelse for f.eks. at læse

oplysninger, som behandles i systemet. Det kan også angå andre medarbejdere, som af

arbejdsmæssige grunde er tildelt tekniske adgangsrettigheder til bestemte kategorier af

oplysninger, men som kun har et arbejdsmæssigt begrundet behov for at arbejde med en

del af de oplysninger, som de teknisk har adgang til.

Medarbejdere er kort omtalt i forarbejderne til de gældende regler, jf. Straffelovrådets be-

tænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet, side 26:

”Udtrykket ”en andens” er efter udkastets formulering knyttet til ”oplysninger eller

programmer”, ikke til ”anlæg”, idet man herved kan gøre det klart, at der kan forelig-

ge en strafbar krænkelse af andres interesse ved uberettiget brug af eget dataanlæg,

f.eks. hvis udlejeren af et dataanlæg uberettiget skaffer sig adgang til lejerens oplys-

ninger eller programmer, som er indkodet i dataanlægget.

Ligesom med hensyn til en række andre fredskrænkelser må det anses for nødvendigt

at indføje ordet ”uberettiget” som led i gerningsbeskrivelsen. Det antydes herved, at

der kan forekomme tilfælde, hvor man kun ved et konkret skøn kan afgøre, om en

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

handling, der formelt falder under bestemmelsens ordlyd, skal anses som strafbar.

Det nævnte forbehold får næppe nogen praktisk betydning, når det drejer sig om

handlinger foretaget af personer, der mangler enhver adkomst til at beskæftige sig

med det pågældende dataanlæg. For så vidt angår ansatte, vil resultatet være det sam-

me, såfremt den pågældende har benyttet en personlig kode, der ikke tilkommer ham,

og på den måde har skaffet sig adgang til oplysninger, der ligger udenfor hans be-

myndigelse. Men der kan tænkes grænsetilfælde, hvor den ansatte vel må siges at

være gået udenfor sine arbejdsopgaver, men dog ikke på en sådan måde, at han bør

straffes. Med henblik på sådanne tilfælde vil ordet ”uberettiget” indicere, at der skal

anlægges en konkret vurdering af den pågældendes forhold.”

Det fremgår tydeligt heraf, at hvis en medarbejder benytter en andens kode og på den måde

skaffer sig adgang til data uden for sin bemyndigelse, vil det som et klart udgangspunkt

være uberettiget i strafferetlig forstand. Om der gælder et tilsvarende eller et modsat ud-

gangspunkt eller eventuelt ikke noget bestemt udgangspunkt i tilfælde, hvor en medarbej-

der benytter sin egen kode eller en berettiget adgang i øvrigt, fremgår derimod ikke tyde-

ligt af disse bemærkninger.

Trykt retspraksis om dette spørgsmål er meget sparsom, idet der så vidt ses kun foreligger

UfR 1996.979 Ø. I denne dom skete frifindelse med den begrundelse, at det efter bevisfø-

relsen lægges til grund, at tiltalte i kraft af sit ansættelsesforhold på det omhandlede tids-

punkt har været berettiget til under anvendelse af sit password at gå ind i edb-systemet. Der

var tale om en bankansat, der, umiddelbart før han sagde sin stilling op, havde kopieret

kundeoplysninger og oplysninger om bankens hensættelser. Ifølge den pågældendes forkla-

ring gjorde han det af idioti og kådhed og skulle og kunne ikke bruge oplysningerne til

noget.

Dommen er kritiseret af Mads Bryde Andersen i artiklen ”Overvågning af medarbejdere”

trykt i festskriftet ”Med lov…”, 1998, side 60, og i IT-retten, 2. udg., 2005, side 746, hvor-

imod Gorm Toftegaard Nielsen i en anmeldelse i UfR 1998 B 270 af det nævnte festskrift

anfører, at han ud fra et strafferetligt synspunkt er mere enig med Østre Landsret end med

Bryde Andersen.

Kritikken af UfR 1996.979 Ø bunder navnlig i, at dommen kan læses til støtte for, at en

berettiget tildelt adgangskode eller berettiget adgang i øvrigt i sig selv udelukker, at adgan-

gen til visse oplysninger er uberettiget i strafferetlig forstand, men en sådan læsning af

dommen er efter Straffelovrådets opfattelse ikke tvingende og bør i hvert fald ikke være

retningsgivende for retstilstanden. Bl.a. udtrykket ”efter bevisførelsen” i dommens præmis-

ser taler efter Straffelovrådets opfattelse imod, at dommen er udtryk for en så principiel

stillingtagen til spørgsmålet om ansattes anvendelse af egen adgangskode.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der – som også anført i rådets 1985-betænkning – bør

anlægges en konkret vurdering af sagens omstændigheder i relation til ”uberettiget”, når en

medarbejder mv. anvender en berettiget adgang til at tilgå oplysninger i f.eks. en arbejdsgi-

vers datasystem. Der vil i den forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på medarbejderens vide-

regående forsæt i relation til, om formålet med at tilgå oplysningerne er, at de skal anven-

des i en sammenhæng, der ikke vedrører arbejdsgiveren, herunder at oplysningerne skal

videregives. Sådanne tilfælde skal efter Straffelovrådets opfattelse som udgangspunkt an-

ses for at være uberettiget adgang og altså inden for det strafbare område. Dette gælder

også, selvom oplysningerne i sig selv ikke er omfattet af f.eks. § 264 d. Omvendt bør dom-

stolene være mere tilbageholdende med at anse det for uberettiget, hvis en medarbejder

alene af nysgerrighed og uden et videregående forsæt i relation til brug eller videregivelse

tilgår oplysninger, der ikke er relevante for arbejdet. I den forbindelse vil oplysningernes

karakter imidlertid spille en væsentlig rolle, og den blotte tilgang til følsomme personop-

lysninger vil således kunne udgøre en uberettiget adgang i sig selv.

For så vidt angår den omvendte situation – arbejdsgiverens adgang til en medarbejders

private oplysninger, som måtte være placeret i arbejdsgiverens datasystem, herunder navn-

lig private e-mails – må udgangspunktet være, at arbejdsgiveren ikke er berettiget til at

tilgå en medarbejders private oplysninger, selv om disse findes i arbejdsgiverens datasy-

stem. Det er imidlertid vanskeligt i generel form at fastslå, under hvilke omstændigheder

dette udgangspunkt kan fraviges. Afgrænsningen af, hvornår arbejdsgiverens adgang er

berettiget, må således bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder

navnlig af hvad der eventuelt er aftalt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om brugen

af arbejdsgiverens systemer til private formål.

Der er ikke i trykt retspraksis i principiel og overordnet form taget stilling til spørgsmålet

om grænserne for en arbejdsgivers adgang til en medarbejders private oplysninger. Hø-

jesteret har i en civil sag gengivet i UfR 2015.1525 H udtalt sig om en situation, hvor en

arbejdsgiver – under fortrolige forhold – havde gennemgået en tidligere medarbejders kor-

respondance med en anden person på grundlag af en mistanke om læk af oplysninger til

den pågældende person. Højesteret kom frem til, at gennemgangen ikke var en krænkelse

af medarbejderens privatliv, der kunne begrunde godtgørelse efter erstatningsansvarslo-

vens § 26. Det kan formentlig heraf udledes, at gennemgangen heller ikke var i strid med

straffelovens § 263. Begrundelsen for resultatet bunder i en konkret vurdering af særligt de

vilkår, der fremgik af ansættelseskontrakten, herunder at medarbejderen ikke som forudsat

havde angivet i emnefeltet, at der var tale om privat post, og at e-mailene derfor som ud-

gangspunkt tilhørte arbejdsgiveren, at de pågældende e-mails både indeholdt private og

arbejdsrelaterede meddelelser, og at det ikke var godtgjort, at arbejdsgiveren havde gen-

nemgået meddelelser af privat karakter i videre omfang, end det var nødvendigt for at kun-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

ne udskille den del af mailkorrespondancen, der var relevant i forhold til undersøgelsens

formål.

I UfR 2016.2666 V var der tale om bl.a. en arbejdsgiver, der havde læst private sms’er på

en mobiltelefon, som tilhørte arbejdsgiveren, men som en medarbejder, der var sikkerheds-

repræsentant, havde haft udleveret til både arbejdsmæssig og privat brug. Landsrettens

flertal tog ikke stilling til forholdets forenelighed med straffelovens § 263, fordi der var

indgået en fratrædelsesaftale mellem parterne, og denne aftale måtte fortolkes sådan, at

medarbejderen havde givet afkald på sin ret til at anmode om offentlig påtale. Det var

imidlertid byrettens og den dissentierende landsdommers opfattelse, at arbejdsgivernes

gennemgang af sms’erne var i strid med straffelovens § 263. Der blev herved lagt vægt på,

at arbejdsgiveren ikke havde udstukket retningslinjer for den nærmere private brug af mo-

biltelefonen, ligesom der ikke var indgået aftale herom, at medarbejderen ikke havde grund

til at forvente, at arbejdsgiveren ville læse private sms’er, at arbejdsgiveren havde grund til

at antage, at en del af medarbejderens korrespondance med kolleger havde et fortroligt og i

nogle sammenhænge privat indhold, men at denne korrespondance alligevel blev gennem-

gået, at muligheden for at undersøge medarbejderens mobiltelefon opstod tilfældigt, og at

gennemgangen ikke skete på baggrund af en generel ledelsesbeslutning om at undersøge et

anstrengt forhold mellem medarbejdere og ledelse, ligesom det ikke kunne lægges til

grund, at udlæsningen af korrespondancen var udtryk for en nøje planlagt proces fra hav-

nens ledelse, og at der ikke var en nærmere konkret mistanke mod medarbejderen.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af gældende ret på dette

punkt.

Beskyttelsen af datasystemer og data bør ligesom i dag gælde alle former for data, dvs.

både programmer, indholdsdata og metadata. Det er således ikke alene indholdet af eksem-

pelvis elektronisk kommunikation, der er beskyttet, men også eksempelvis oplysninger om

afsender og modtager af en e-mail, antallet af udvekslede e-mails mellem bestemte perso-

ner, størrelsen af vedhæftede filer mv. Og ligesom i dag er f.eks. elektronisk kommunika-

tion beskyttet både før afsendelsen, under forsendelsen (transmissionen) og efter modtagel-

sen, herunder efter at være blevet læst af rette modtager.

Straffelovrådet har overvejet, om det kan være uberettiget at skaffe sig adgang til en privat

server eller andre enheder, hvortil der er adgang fra internettet.

Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at hvis en enhed er koblet til internettet

på en sådan måde, at enhver ved anvendelse af almindelige programmer til internetkom-

munikation, eksempelvis en sædvanlig webbrowser, kan tilgå oplysninger på enheden, bør

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

sådan tilgang som et klart udgangspunkt ikke anses for uberettiget adgang til en andens op-

lysninger. Det er herved forudsat, at enhedens tilkobling til internettet på denne måde ikke

er sket mod ejerens vilje, idet det samtidig bemærkes, at hvis tilkoblingen er sket mod eje-

rens vilje, vil udenforstående, der tilgår enheden via internettet uden kendskab hertil, kun-

ne mangle forsæt til uberettiget adgang til en andens oplysninger.

I forlængelse heraf kan den adgang, man skaffer sig til en sådan enhed med henblik på at

tilgå sådanne oplysninger, ikke anses som uberettiget adgang til et datasystem. Der sigtes

her alene til adgang med henblik på læsning af oplysninger. Hvis man skaffer sig adgang

til enheden for at slette eller ændre oplysninger, uden at ejeren har ønsket at give adgang

hertil, vil der være tale om uberettiget adgang til et datasystem. Det samme gælder, hvis

man skaffer sig adgang til enheden for uden ejerens indforståelse at udnytte maskinkraften

til egne formål (hvad enten disse isoleret set er lovlige eller ulovlige). Endvidere vil slet-

ning eller ændring af oplysninger kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 291 om

hærværk, og udnyttelse af maskinkraften vil kunne være en overtrædelse af straffelovens

§ 293 om uberettiget brug.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det nævnte udgangspunkt også i tilfælde, hvor en

person ved direkte indtastning af en url-adresse opnår adgang til dele af enheden, selvom

ejeren af oplysningerne på enheden ikke ønsker, at der skal være offentlig adgang hertil.

Der vil i praksis kunne være en glidende overgang, både for den, der læser på enheden, og

for den, der ejer oplysningerne på den. Den, der læser, kan benytte direkte indtastning af

url-adressen blot for at komme hurtigere til det ønskede og kan også have fået url-adressen

af tredjemand (herunder læst den på internettet) uden kendskab til, at ejeren af oplysninger-

ne har et ønske om ikke at give adgang til den pågældende del af enheden. Men den, der

læser, kan også helt bevidst gå efter oplysninger, som den pågældende positivt formoder

ønskes hemmeligholdt af ejeren af oplysningerne. Den, der ejer oplysningerne, kan blot

have undladt at forholde sig specifikt til, hvad den pågældende ønsker at give adgang til,

men kan også have et positivt ønske om ikke at give adgang til bestemte oplysninger, men

uden at have sikret oplysningerne tilstrækkeligt mod direkte indtastning af url-adressen,

eksempelvis på grund af utilstrækkeligt kendskab til, hvordan en webserver fungerer.

Sådanne tilfælde er efter Straffelovrådets opfattelse sammenlignelige med andre situatio-

ner, hvor oplysninger fejlagtigt gøres tilgængelige for andre, eksempelvis hvor en e-mail

(eller for den sags skyld et papirbrev) sendes til en forkert adressat eller med en forkert

vedhæftet fil, hvor man lægger en forkert version ud på internettet, eller hvor man, før det

var tilsigtet, offentliggør noget på internettet. Man kan også sige det på den måde, at perso-

ner, der tilkobler en enhed til internettet, som udgangspunkt selv bærer ansvaret for, hvad

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

man ved anvendelse af sædvanlige programmer til internetkommunikation kan læse på

den, herunder ved direkte indtastning af url-adressen.

Det skal understreges, at der hermed alene sigtes til adgangen til oplysningerne. I forhold

til videregivelse og anden brug vil andre strafbestemmelser (eksempelvis om erhvervshem-

meligheder, tavshedspligt, insiderhandel eller videregivelse af oplysninger om en andens

private forhold) kunne anvendes, hvis gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at oplys-

ningerne utilsigtet er blevet gjort tilgængelige.

2.2.3.4. Modtagne meddelelser

Som nævnt er det Straffelovrådets opfattelse, at beskyttelsen af lukkede meddelelser mod

uvedkommendes adgang ikke alene bør gælde under forsendelsen, men også efter modta-

gelsen. Ligesom efter gældende ret bør beskyttelsen også gælde meddelelser, som modta-

geren har åbnet, og som ikke længere er lukkede, men hvor det klart fremgår, at meddelel-

sen har været sendt som en lukket meddelelse.

Den strafferetlige beskyttelse af brevhemmeligheden vil således fortsat skulle omfatte ikke

alene meddelelser, der er genlukket og ligger i en lukket kuvert, men også breve eller ud-

skrevne e-mails, som ligger på borde eller hylder i sagsomslag eller lignende eller blot i en

bunke, så kun det øverste papir er umiddelbart synligt for den, der ikke giver sig til at blad-

re i papirerne. Meddelelserne kan også ligge i lukkede skabe og skuffer, som er omfattet af

det gældende § 263, stk. 1, nr. 2, om andres gemmer.

Efter Straffelovrådets opfattelse taler mest således for at anse sådanne modtagne lukkede

meddelelser for omfattet af den strafferetlige beskyttelse. Det må således efter rådets opfat-

telse i en række tilfælde anses for rimeligt at forudsætte, at besøgende ikke gør sig bekendt

med indholdet af sagsmapper og papirbunker mv., som ligger på borde og hylder, endsige

med indholdet af meddelelser, som ligger i skuffer eller skabe.

Som nævnt er skabe og skuffer omfattet af § 263, stk. 1, nr. 2, men som berørt nedenfor vil

man i mange tilfælde ikke anse besøgendes åbning af uaflåste skabe og skuffer for uberetti-

get adgang til andres gemmer i strafferetlig forstand. Det betyder, at besøgende i en række

tilfælde straffrit vil kunne åbne uaflåste skuffer og skabe og kaste et blik ned i skuffen eller

ind i skabet. Det betyder imidlertid ikke, at besøgende også straffrit vil kunne foretage en

nærmere gennemgang af skuffens eller skabets indhold, endsige gennemgå de modtagne

lukkede meddelelser, som måtte være placeret i skuffen eller skabet. I forhold til beskyttel-

sen af brevhemmeligheden vil besøgende på denne baggrund efter omstændighederne

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

straffrit kunne kaste et blik ned i en skuffe eller ind i et skab og dermed eventuelt se med-

delelser, som er umiddelbart synlige, når man har åbnet skuffen eller skabet, men videregå-

ende gennemgang af meddelelser i skabe og skuffer – ligeså vel som gennemgang af med-

delelser i sagsmapper, bunker mv. på åbne hylder eller på borde – vil som udgangspunkt

være en strafbar krænkelse af brevhemmeligheden.

I tråd med gældende ret bør åbnede meddelelser, som ligger frit fremme eller er fremme på

en skærm, og som kan læses uden at bladre eller lignende, ikke nyde strafferetlig beskyttel-

se i forhold til personer, der berettiget er til stede. Dette gælder også, hvis meddelelsen

fotograferes. En fotografering vil ganske vist ofte gøre det lettere for personen at fastholde

erindringen om indholdet af den åbnede meddelelse end den blotte erindring i kraft af synet

af meddelelsen. Imod en generel kriminalisering af selve fotograferingen af sådanne med-

delelser taler efter Straffelovrådets opfattelse, at man kan gardere sig mod læsning og foto-

grafering ved at sørge for, at meddelelser mv. ikke er umiddelbart synlige, og at et straffe-

retligt værn på den baggrund vil være for vidtgående.

Hertil kommer, at læsning eller fotografering af meddelelser – eller i det mindste videregi-

velsen af oplysninger opnået på denne måde – imidlertid afhængig af de nærmere omstæn-

digheder vil kunne være omfattet af andre strafbestemmelser, eksempelvis markedsførings-

lovens § 19 og straffelovens § 299 a om erhvervshemmeligheder, straffelovens §§ 152-152

f om brud på tavshedspligt eller straffelovens § 264 d om videregivelse af oplysninger om

en andens private forhold.

Personer, der uberettiget er til stede, vil i almindelighed i givet fald kunne straffes for hus-

fredskrænkelse, og mest taler efter Straffelovrådets opfattelse for, at straffen for hus-

fredskrænkelsen som udgangspunkt også omfatter det forhold, at den pågældende læser

meddelelser, der ligger fremme og er umiddelbart synlige for tilstedeværende personer.

Beskyttelsesinteressen bag reglerne om husfredskrænkelse må således dække ikke alene

selve den uberettigede tilstedeværelse, men også den mulighed, den pågældende dermed

har for at se, hvad man kan se, blot man er til stede. Det indebærer også den fordel, at der

for så vidt angår brevhemmeligheden ikke bliver behov for at sondre mellem, om gernings-

mandens tilstedeværelse det pågældende sted var berettiget eller ej. Et selvstændigt ansvar

for overtrædelse af reglerne om brevhemmeligheden bør dog efter omstændighederne kun-

ne komme på tale for den, der uberettiget trænger ind i et rum, hvor heller ikke lovligt be-

søgende har adgang til at se, hvad der måtte ligge fremme.

Det beskrevne indebærer, at det ikke vil være brud på brevhemmeligheden med det blotte

øje at se en meddelelse, herunder ved at se en person over skulderen i bussen, toget eller

flyet eller ved at se på skærme, borde, hylder og vægge et sted, hvor man befinder sig. Det

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

beskrevne indebærer endvidere, at det ikke vil være brud på brevhemmeligheden som til-

stedeværende at fotografere sådanne meddelelser, som man på det tidspunkt, hvor fotogra-

feringen sker, kan se med det blotte øje. Det bør således være op til den, der råder over

meddelelsen, selv at beskytte sig mod at blive set over skulderen og mod besøgendes mu-

ligheder for umiddelbart at se meddelelser, som ligger frit fremme. Og i forhold til uberet-

tiget indtrængen bør krænkelsen af adgangen til eventuelle meddelelser, der ligger frit

fremme, normalt betragtes som indeholdt i husfredskrænkelsen og dermed i givet fald

sanktioneret gennem straffen herfor, eventuelt således at det ved udmålingen af straffen

anses som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig adgang til og

gjort sig bekendt med meddelelser i forbindelse med husfredskrænkelsen.

Derimod kan man ikke med rimelighed forudsætte, at personer beskytter deres meddelelser

mod eksempelvis udspejdning gennem et vindue ved hjælp af en kikkert, fotografering på

lang afstand eller fotografering ved hjælp af et skjult kamera, som nogen har installeret,

endsige mod udspejdning ved opfangning af elektromagnetisk stråling fra en skærm eller

computer. At skaffe sig adgang til modtagne lukkede meddelelser på denne måde bør der-

for være omfattet af den strafferetlige beskyttelse, selv om meddelelsen på det pågældende

tidspunkt i forhold til tilstedeværende personer ligger frit fremme og kan ses med det blotte

øje.

2.2.3.5. Endnu ikke afsendte meddelelser

Som nævnt er det Straffelovrådets opfattelse, at beskyttelsen af lukkede meddelelser mod

uvedkommendes adgang ikke alene bør gælde under forsendelsen, men også før afsendel-

sen. Ligesom efter gældende ret bør beskyttelsen også gælde meddelelser, som afsenderen

endnu ikke har lukket, men hvor det klart fremgår, at meddelelsen skal sendes som en luk-

ket meddelelse.

Med hensyn til den nærmere afgrænsning af beskyttelsen henvises til bemærkningerne

ovenfor vedrørende modtagne meddelelser, herunder om, at meddelelser, som ligger frit

fremme eller er fremme på en skærm, og som kan læses uden at bladre eller lignende, ikke

bør nyde strafferetlig beskyttelse i forhold til tilstedeværende personer.

2.2.3.6. Lukkede optegnelser

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Som ovenfor anført bør lukkede optegnelser, der har karakter af data i et datasystem eller

på et datamedium, fortsat være beskyttet imod uberettiget indtrængen i datasystemet eller

adgang til datamediet.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør beskyttelsen også fortsat omfatte egne lukkede opteg-

nelser i mere traditionel form, eksempelvis i sagsmapper, regnskabsbøger eller notesbøger.

Også i dag kan egne lukkede optegnelser således med rimelighed forudsættes at være util-

gængelige for andre. Dette gælder både optegnelser under udarbejdelse og færdige opteg-

nelser.

Med hensyn til den nærmere afgrænsning af beskyttelsen henvises til bemærkningerne

ovenfor vedrørende meddelelser, herunder om, at det, som ligger frit fremme eller er frem-

me på en skærm, og som kan læses uden at bladre eller lignende, ikke bør nyde strafferetlig

beskyttelse i forhold til tilstedeværende personer.

2.2.3.7. Gemmer

Bestemmelsen i § 263, stk. 1, nr. 2, om uberettiget at skaffe sig adgang til andres gemmer

har selvstændig betydning i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke samtidig har overtrådt §

264 om husfredskrænkelse.

Bestemmelsen har dermed selvstændig betydning, navnlig hvor gerningsmanden skaffer

sig adgang til gemmet på eller fra et frit tilgængeligt sted, og hvor gerningsmanden beretti-

get befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, men er uberettiget til at skaffe sig adgang

til et gemme på dette sted.

I den nye norske straffelov, der trådte i kraft i 2015, er en tidligere gældende bestemmelse

om at skaffe sig adgang til andres låste gemmer ikke videreført. Dette blev begrundet med,

at sådanne gemmer ”praktisk talt altid” vil befinde sig på et område underlagt nogens ejen-

domsret og dermed indirekte være beskyttet af reglerne om husfredskrænkelse. Når hus-

fredskrænkelse ikke er relevant, fordi gerningsmanden er berettiget til at opholde sig det

pågældende sted (men ikke til at skaffe sig adgang til det pågældende låste gemme), vil

andre strafbestemmelser i visse tilfælde kunne anvendes, eksempelvis hærværksbestem-

melsen, hvis låsen beskadiges. Den tidligere gældende bestemmelse havde heller ikke haft

stor betydning i praksis.

Straffelovrådet bemærker hertil, at den danske bestemmelse rækker videre end den nu op-

hævede norske bestemmelse, idet den danske bestemmelse også omfatter uaflåste gemmer.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Efter svensk ret gælder en snævere kriminalisering, idet beskyttelsen alene angår at skaffe

sig adgang til noget, som opbevares forseglet eller under lås eller ellers lukket. Herunder

hører f.eks. låste skuffer, men ikke f.eks. frakkelommer eller uaflåste skuffer, medmindre

eksempelvis døren til det pågældende lokale er låst (jf. Holmqvist m.fl., Brottsbalken. En

kommentar, Del I, Studentutgåva 6, 2009, side 4:38). Som eksempler på, hvad der dermed

falder uden for den svenske kriminalisering, kan nævnes en rengøringsmedarbejders under-

søgelse af en uaflåst skrivebordsskuffe og en garderobemedarbejders undersøgelse af frak-

kelommer. Efter Straffelovrådets opfattelse er sådanne handlinger (i modsætning til blot at

kaste et blik i f.eks. en skrivebordsskuffe) imidlertid så dadelværdige, at de bør kunne mø-

des med straf.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det stadig rimeligt at forudsætte, at andre ikke leder i

ens lommer eller i ens taske, som man har stillet fra sig eller afleveret i en garderobe, og

tilsvarende gælder med hensyn til skabe og skuffer i forhold til personer, som har lovligt

ærinde hos en, ligesom et gemme potentielt kan indeholde store værdier eller private oplys-

ninger, og bestemmelsen bør på den baggrund efter Straffelovrådets opfattelse videreføres.

Straffelovrådet er opmærksom på, at der efter omstændighederne nødvendigvis må anlæg-

ges en ganske lempelig vurdering af, hvornår det er berettiget at gå i andres gemmer. Ek-

sempelvis vil det i vore dage allerede af sikkerhedsmæssige grunde normalt være berettiget

at skaffe sig adgang til henstillede tasker, kufferter og pakker, hvis besidderen ikke ganske

umiddelbart kommer til stede. Mindre dramatisk vil det også uden videre være berettiget at

skaffe sig adgang til tilsyneladende tabte, efterladte eller glemte effekter med henblik på at

søge efter oplysninger om rette ejermand.

I mange tilfælde vil man næppe heller anse besøgendes åbning af uaflåste skabe og skuffer

for uberettiget adgang til andres gemmer i strafferetlig forstand. I Waaben, Strafferettens

specielle del, 6. udg. ved Lars Bo Langsted, 2014, side 239, nævnes som eksempel på

straffri forhold, at en gæst eller håndværker ”af nysgerrighed lukker op for et bogskab eller

køleskab for at kigge på indholdet”.

Disse bemærkninger tager sigte på bestemmelsen om andres gemmer. Hvis gemmet inde-

holder lukkede meddelelser eller optegnelser, vil åbning ikke alene af gemmet, men også

af den lukkede meddelelse eller optegnelse skulle bedømmes efter reglerne herom, hvor

bedømmelsen kan være strengere.

Det bemærkes, at uaflåste affaldsbeholdere i almindelighed ikke kan anses som et gemme i

bestemmelsens forstand. Derimod må en affaldsbeholder, der er aflåst, eksempelvis fordi

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

den indeholder fortroligt materiale, der skal sikkerhedsmakuleres, i almindelighed anses

som et gemme i bestemmelsens forstand.

Endvidere er der ikke grund til at se lempeligt på åbning af aflåste skabe eller skuffer. Her

må formodningen være for, at uvedkommendes åbning af gemmet er uberettiget, og at kun

særlige omstændigheder kan gøre åbningen af gemmet berettiget.

Straffelovrådet har overvejet bestemmelsens placering. Som nævnt indledningsvis har be-

stemmelsen betydning i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke samtidig har overtrådt § 264

om husfredskrænkelse. Bestemmelsen kan efter rådets opfattelse på den baggrund naturligt

ses som et supplement til § 264. Bestemmelsen finder da også anvendelse, uanset om gem-

met indeholder meddelelser eller optegnelser. Straffelovrådet foreslår på denne baggrund

at flytte bestemmelsen om at skaffe sig adgang til andres gemmer fra § 263 til § 264.

2.2.3.8. Aflytning og optagelse af udtalelser, samtaler og forhandlinger

Hvad der bør være omfattet af kriminaliseringen i § 263, beror som berørt ovenfor især på,

hvad der med rimelighed kan forventes at være utilgængeligt for andre.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det stadig mundtlige udtalelser, samtaler og for-

handlinger som nævnt i § 263, stk. 1, nr. 3. Efter rådets opfattelse er det således stadig ri-

meligt at forudsætte, at mundtlige udtalelser i enrum, samtaler og forhandlinger i lukket

møde ikke må aflyttes eller optages af udenforstående ved hjælp af et apparat.

Beskyttelsen bør ligesom i dag gælde, uanset om udtalelserne, samtalerne eller forhandlin-

gerne finder sted på et ikke frit tilgængeligt sted eller på et frit tilgængeligt sted.

Beskyttelsen bør ligesom i dag kun gælde i forhold til aflytning og optagelse ved hjælp af

et apparat. Straffelovrådet er opmærksom på, at det kan være usympatisk, hvis man hem-

meligt lytter til andres udtalelser i enrum, samtaler eller forhandlinger i lukkede møder,

selv om det sker uden anvendelse af et apparat. Efter rådets opfattelse vil det imidlertid

forrykke den rimelige balance, der i dag er mellem på den ene side beskyttelsen af udtalel-

ser, samtaler og forhandlinger og på den anden side borgernes handlefrihed, hvis kriminali-

seringen af aflytning udvides til også at omfatte lytten ved døre mv.

Straffelovrådet er opmærksom på, at man kunne forestille sig en kriminalisering alene af

visse tilfælde af lytten ved døre mv., eksempelvis hvor den eller de, der udsættes for aflyt-

ning, befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Rådet er også opmærksom på, at forsæts-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

kravet og forbeholdet om, at aflytningen skal være uberettiget, ville sætte grænser for, hvor

omfattende en eventuel udvidet kriminalisering i praksis ville blive.

Ikke desto mindre finder Straffelovrådet, at den eksisterende afgrænsning af det strafbare

område bør videreføres. Rådet lægger bl.a. vægt på, at det er uforholdsmæssigt meget nem-

mere at beskytte sig mod lytten ved døre mv. end at beskytte sig mod aflytning ved hjælp

af et apparat. Den, der ønsker at beskytte sine udtalelser, samtaler og forhandlinger i lukket

møde mod aflytning uden brug af et apparat, bør således selv have et ansvar for at sikre sig

ved om nødvendigt at lukke døre og vinduer mv. Rådet lægger endvidere vægt på hensynet

til ikke at komplicere reglerne unødigt ved at indføre yderligere afgrænsninger og sondrin-

ger.

Beskyttelsen bør ligesom i dag kun gælde i forhold til udenforståendes aflytning eller opta-

gelse. I forhold til en deltager i en samtale eller en berettiget deltager i en forhandling i

lukket møde er det, der bliver sagt, ikke utilgængeligt, og ligesom den del af § 263, der

angår skriftlige meddelelser, ikke regulerer modtagerens videregivelse af meddelelsen til

udenforstående, bør § 263 ikke regulere en deltagers optagelse eller transmission af samta-

len eller forhandlingen.

Det brud på fortrolighed, der kan ligge i, at en person røber indholdet af en skriftlig med-

delelse eller en samtale eller forhandling for andre, er således væsensforskelligt fra, at

udenforstående skaffer sig adgang til skriftlig eller mundtlig kommunikation mellem an-

dre. Der er altså væsentlig forskel på på den ene side, at B lader C læse et brev fra A til B

eller lader C optage eller lytte med på en samtale mellem A og B, og på den anden side, at

C uden A’s og B’s vidende skaffer sig adgang til et brev fra A til B eller optager eller aflyt-

ter en samtale mellem A og B. Det er alene sidstnævnte, der er kriminaliseret og bør krimi-

naliseres inden for rammerne af § 263. Førstnævnte bør i givet fald reguleres af andre be-

stemmelser i straffeloven, herunder §§ 107 og 108 om spionage, §§ 152-152 f om brud på

tavshedspligt, § 264 d om videregivelse af oplysninger om en andens private forhold og §

299 a om uberettigede handlinger med hensyn til virksomheders erhvervshemmeligheder

under særligt skærpende omstændigheder (der er en overbygningsbestemmelse til mar-

kedsføringslovens § 19), eller af anden lovgivning, herunder persondataloven.

Den gældende kriminalisering af aflytning ved hjælp af et apparat er begrænset til hemme-

lig aflytning. Den øvrige del af § 263 om eksempelvis brud på brevhemmeligheden og at

skaffe sig adgang til andres gemmer er derimod ikke begrænset til handlinger, der sker

skjult for den, der krænkes.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Denne forskel skal formentlig ses i lyset af, at en åbenlys krænkelse af ”samtalehemmelig-

heden” i sagens natur sker, mens samtalen finder sted, således at de talende i givet fald kan

afbryde deres samtale (jf. Hertz i UfR 2008 B 130 note 15). I modsætning hertil er det for

sent at standse et brev (e-mail, sms osv.), når tredjepart uberettiget gør sig bekendt hermed.

Det bemærkes herved, at ”hemmelig” aflytning eller optagelse ikke alene foreligger, når

aflytningen eller optagelsen uden de talendes vidende foregår ved anvendelse af skjulte

mikrofoner mv., men også når der f.eks. er synlige mikrofoner i lokalet, som de talende

blot ikke er klar over, er i funktion.

Eftersom samtykke fra blot én deltager i samtalen eller berettiget deltager i forhandlingen i

lukket møde bringer en aflytning eller optagelse helt uden for kriminaliseringen, har be-

grænsningen til hemmelig aflytning og optagelse ikke stor betydning i praksis. Når der

foreligger samtykke fra én sådan person, er det således under alle omstændigheder uden

betydning, om aflytningen eller optagelsen sker hemmeligt eller åbenlyst for de øvrige

deltagere i samtalen eller forhandlingen.

Begrænsningen til hemmelig aflytning og optagelse har dog den praktiske betydning, at når

aflytningen eller optagelsen sker åbenlyst for alle deltagere i samtalen eller forhandlingen,

er der ikke behov for at vurdere, om mindst én af deltagerne – i og med, at de taler uanset

viden om aflytningen eller optagelsen – har givet (stiltiende) samtykke til aflytningen eller

optagelsen. Selve det, at aflytningen eller optagelsen sker åbenlyst, bringer nemlig forhol-

det uden for kriminaliseringen.

Svensk og norsk ret indeholder meget lignende bestemmelser om hemmelig aflytning ved

hjælp af et apparat. Så vidt ses er den eneste betydende forskel, at den norske regel ikke

kriminaliserer aflytning og optagelse af udtalelser fremsat i enrum.

Sammenfattende finder Straffelovrådet, at den gældende bestemmelse om hemmelig aflyt-

ning af andres udtalelser, samtaler og forhandlinger bør videreføres uden ændringer.

Det bemærkes samtidig, at rådets forslag om ændring af § 263’s opbygning bl.a. medfører,

at den specifikke bestemmelse om aflytning bliver subsidiær i forhold til den generelle

bestemmelse om at skaffe sig adgang til et datasystem. Aflytning, der sker ved at skaffe sig

adgang til et datasystem, vil derfor fremover alene høre under bestemmelsen om at skaffe

sig adgang til et datasystem.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.2.4. Straffelovens § 263 a

Straffelovens § 263 a om adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer og

§ 301 a om adgangsmidler til kommercielle informationssystemer blev indsat ved lov nr. 352 af 19.

maj 2004 efter anbefaling fra det såkaldte Brydensholt-udvalg i betænkning nr. 1417/2002

om IT-kriminalitet.

Bestemmelserne anvendes formentlig ikke særlig ofte, hvilket må antages bl.a. at bero på,

at deres fuldbyrdelsesmoment er fremrykket, og at bestemmelserne dermed kriminaliserer

visse forberedende handlinger, der i mange tilfælde allerede er strafbare (og i praksis også

straffes) som forsøgshandlinger, herunder forsøg på overtrædelse af straffelovens § 263,

stk. 2, eller § 279 a.

Baggrunden for bestemmelserne fremgår af betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet,

side 58 ff., og det fremgår heraf, at der til beskyttelse af privatlivets fred og mod hærværk

mv. bør være en tidligere strafferetlig beskyttelse af passwords og andre adgangsmidler til

informationssystemer, og at denne beskyttelse bør ligge tidligere end forsøget på at anven-

de sådanne adgangsmidler. Hertil kommer, at strafbarheden således ikke er afhængig af,

om der kan føres tilstrækkelig bevis for forsøg eller forsøg på medvirken i relation til en

senere kriminalitet. Endelig blev der peget på, at der foreligger en så væsentlig interesse i

at beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb, at hensynet hertil kan begrunde, at der i

et vist omfang etableres en meget tidlig strafferetlig beskyttelse.

Bestemmelserne skal i øvrigt også ses i lyset af artikel 6 i Europarådets konvention om it-

kriminalitet, der dog ikke nødvendiggør dem.

Straffelovrådet finder af ovennævnte grunde, herunder navnlig at bestemmelserne er indsat

i straffeloven med henblik på at beskytte IT-samfundet mod uberettigede angreb, og at

dette hensyn må antages at være mindst lige så relevant i dag, at den beskyttelse, som be-

stemmelserne indeholder, bør opretholdes. Straffelovrådet har herved også lagt vægt på, at

udviklingen kan indebære, at bestemmelserne vil kunne blive anvendt mere i fremtiden.

Straffelovrådet finder imidlertid, at de lidt komplicerede bestemmelser kan forenkles.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om bestemmelserne bør samles i straffelovens

§ 263 a, eller om dette vil være et ulogisk brud på straffelovens systematik, hvor

§ 301 a indgår som en formueforbrydelse og dermed er placeret adskilt fra § 263 a. Straf-

felovrådet finder imidlertid ud fra hensynet til regelforenkling, at bestemmelserne bør samles i § 263 a,

selv om visse dele efter en snæver systematisk betragtning henhører under kapitel 28.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet foreslår på den baggrund en nyaffattelse af § 263 a, som også kommer til at

indeholde gerningsindholdet fra § 301 a.

2.2.5. Straffelovens § 264

Straffelovens § 264 blev nyaffattet i 1971 ved den generelle modernisering af strafbestem-

melserne om krænkelse af privatlivets fred, men der var ikke tilsigtet realitetsændringer i

forhold til den hidtil gældende bestemmelse. Af forarbejderne til lovændringen i 1971

fremgår bl.a. følgende om fortolkningen af den hidtil gældende bestemmelse (jf. betænk-

ning nr. 601/1971, side 34-35):

”Det er antaget, at der i udtrykket »trænger sig ind i« må lægges, at der ved hand-

lingen skal være overvundet en vis fysisk modstand, således at den blotte indtræn-

gen i lokaliteten ikke kan rammes efter bestemmelsen (…). Der er i teorien enig-

hed om, at bestemmelsen ikke kan anvendes på personer, der åbent – men på en

ikke pågående måde – indfinder sig i et bestemt ærinde, selv om dette er ulovligt

som f. eks. betleri.

Efter straffelovrådets opfattelse er det ikke muligt mere præcist at udtale sig om,

hvilken overvindelse af fysisk modstand der skal ligge i gerningsmandens handling

for at henføre den under straffebestemmelsen, uden samtidig at tage i betragtning

hvilken nærmere lokalitet det drejer sig om. Fortolkningen må ske i sammenhæng

med det anvendte udtryk »fremmed hus, husrum eller skib eller på andet ikke frit til-

gængeligt sted.«

Er der tale om lejligheder eller private beboelseshuse, må det formentlig være til-

strækkeligt, at den fremmede er gået ind uden at have noget ærinde til beboerne. Det

samme må gælde, hvor den pågældende skaffer sig adgang under urigtig foregivelse

af at have et retmæssigt ærinde, medens den reelle begrundelse er en sådan, at ved-

kommende ikke kunne forvente at blive indladt, jfr. herved dommene i U 1956,

s. 158 Ø og J.D. 1957, s 85 om privatdetektivers virksomhed. Dette harmonerer med,

at sådanne handlinger ikke vil kunne rammes efter politivedtægten.

Er den pågældende søgt ind i private haver, i kælder- eller loftsrum eller i udhuse –

altså på steder, som kun den pågældende ejer eller lejer er berettiget til at benytte –

må man formentlig (…) lægge vægt på, om lokaliteten har været aflukket på en så-

dan måde, at det ikke umiddelbart har været muligt at gå ind. Er der tale om opbrud

af døre, indstigning gennem vinduer, klatren over hegn el. lign., vil det være rimeligt

at anvende straffelovens bestemmelse, medens det i tilfælde, hvor der har været

umiddelbar adgangsmulighed for alle og enhver, vil være muligt at anvende politi-

vedtægternes ordensbestemmelser. Lignende synspunkter kan formentlig anlægges

på den, der søger ind på værksteds- og fabriksområder og byggepladser.

Drejer det sig endelig om steder som trappeopgange og gårde til sådanne ejendom-

me, der er beregnet til fælles benyttelse for et større antal beboere, vil en uvedkom-

mendes tilstedeværelse – selv om adgangen er skaffet på en usædvanlig måde – hyp-

pigst have karakter af en ordensforseelse, der bør behandles efter politivedtægten.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Kun hvor der er tale om opbrud af døre o. lign., synes anvendelsen af straffelovsbe-

stemmelsen rimeligt begrundet.

Vægrer den pågældende sig ved efter opfordring at forlade stedet, vil forholdet altid

være omfattet af § 264, stk. 2. Eksistensen af denne supplerende regel vil naturligvis

i en række praktiske tilfælde bevirke, at tvivl om udstrækningen af bestemmelsen i

stk. 1 ikke får afgørende betydning.

Der findes kun få trykte domme om overtrædelse af § 264. Dette hænger sammen

med, at langt de fleste husfredskrænkelser finder sted som led i andre forbrydelser,

navnlig tyveri. Hertil kommer, at overtrædelsen er undergivet privat påtale (…). Be-

stemmelsen er bl.a. anvendt i tilfælde, hvor mænd er trængt ind til sovende kvinder

gennem åbentstående vinduer. De jævnligt forekommende tilfælde, hvor subsistens-

løse findes sovende på trappeopgange eller lofter i beboelsesejendomme, behandles i

praksis som overtrædelse af politivedtægten.”

Efter svensk ret gælder bestemmelsen i BB 4 kap. 6 §, der omfatter både uberettiget ind-

trængen og forbliven. Bestemmelsen falder i to dele. Første del omfatter steder, hvor nogen

har sin bolig, herunder midlertidigt som eksempelvis i et hotelværelse, en kahyt på en båd

eller et telt. Det er ikke et krav, at beboeren aktuelt opholder sig i boligen, men det skal

være den pågældendes bolig, idet forladte boliger ikke er omfattet. Også tilhørende gårde,

gårdspladser og haver og derværende udhuse er omfattet, hvorimod mere fjerntliggende

udhuse ikke er omfattet. Anden del omfatter kontorer, fabrikker, andre bygninger, fartøjer,

oplagspladser og lignende steder. Andre lignende steder omfatter f.eks. indhegnede bygge-

pladser eller andre pladser, der er indrettet til et vist formål, og som det er hensigtsmæssigt

at kunne beskytte mod uvedkommende.

I Sverige har adgangen til naturen siden 1994 været grundlovssikret, idet regeringsformen

2 kap. 18 § fastsætter, at alle skal have adgang til naturen efter allemandsretten (allemans-

rätten). Allemandsretten – som er langt ældre end grundlovsfæstelsen – indebærer grund-

læggende en ret til uden samtykke at færdes, i det mindste til fods, og i kortere tid opholde

sig på land og vand, som tilhører en anden. Allemandsretten skal udøves med hensyntagen

til ejerens privatliv og økonomiske interesser, til plante- og dyreliv og til andre mennesker

i nærheden. BB 12 kap. 4 § sætter en – ikke videre præcis – grænse for allemandsretten

ved at forbyde uberettiget at tage vej over ”tomt eller plantering” eller andet sted, som kan

skades deraf. At tage vej betyder at færdes ad en rute, som ikke allerede fremstår som en

vej eller sti. ”Tomt” betyder i denne sammenhæng et område omkring en bygning og navn-

lig omkring beboelsesbygninger, mens ”plantering” sigter til et temmelig intensivt brugt og

ikke alt for vidtstrakt område, eksempelvis planteskoler, haver og parkanlæg. Skove og

marker er ikke omfattet af ”plantering”, så her bliver det afgørende, om stedet kan tage

skade af, at nogen tager vej over det, jf. bestemmelsens sidste led.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

De anvisninger, der følger af ovenstående forarbejder til § 264, er efter Straffelovrådets op-

fattelse i det væsentlige fortsat dækkende for retstilstanden, men dette gælder dog ikke på

alle punkter.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det antages, at det i mangel af særlig berettigelse som

et klart udgangspunkt vil være uberettiget at skaffe sig adgang til en aflåst bygning eller et

aflåst lukket område. Dette gælder, hvad enten området anvendes til beboelse, erhverv eller

offentlige formål, og det gælder også aflåste trappeopgange og lignende. Det gælder endvi-

dere ikke alene adgang, som opnås ved opbrydning eller opdirkning af låse, knusning af

vinduer, forcering af hegn (herunder hække), klatring (jf. som eksempel UfR 2006.1584 Ø

– Greenpeace på taget af DLG-bygningen) mv., men også adgang, som opnås ved falske

foregivender eller ved at smutte med ind, når en adgangsvej åbnes af eller for en anden.

Det er således f.eks. som et klart udgangspunkt strafbart at ringe på en dørtelefon og bede

om at få åbnet døren under angivende af falsk ærinde (det beskrevne udgør forsøg – hvis

døren åbnes, og man går ind, er forholdet fuldbyrdet, selv om man ikke opnår adgang til

andet end en trappeopgang). Det er ligeledes som et klart udgangspunkt strafbart at smutte

med ind, når en aflåst gadedør til en beboelsesejendom åbnes af eller for en anden, hvis

ikke ens adgang er berettiget f.eks. i kraft af ens tilknytning til en af beboerne. Tilsvarende

gælder, hvis man smutter med ind, når en aflåst dør til en arbejdsplads åbnes af eller for en

anden, eller hvis man kører så tæt efter en anden bil, at man smutter med ind i en garage

eller et parkeringsanlæg med adgangskontrol, når porten eller bommen åbner for den for-

ankørende bil (såkaldt tailgating). Dog bør tilsnigelse til en garage eller et parkeringsan-

læg, hvor der er adgang mod betaling, alene bedømmes efter straffelovens § 298, nr. 4, og

ikke § 264. Det bemærkes, at der foreligger en trykt dom, hvor Vestre Landsret anså uaflå-

ste trappeopgange for omfattet af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, jf. TfK 1999.9 V, men

som anført nedenfor bør denne ikke være retningsgivende for retstilstanden i fremtiden.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det endvidere antages, at det samme gælder med hen-

syn til adgang til bygninger og lukkede områder, hvor det ud fra forholdene på stedet er

tydeligt, at der er etableret adgangskontrol til bygningen eller området. Hvis det efter for-

holdene på stedet er klart, at besøgende skal henvende sig hos en vagt eller i en reception,

er det f.eks. som et klart udgangspunkt strafbart at snige sig forbi vagten eller receptionen

og videre ind i bygningen eller området, hvis ikke ens adgang er berettiget f.eks. i kraft af

en invitation. Dog bør tilsnigelse i tilfælde, hvor der er adgang mod betaling, alene bedøm-

mes efter straffelovens § 298, nr. 4, og ikke § 264.

Endvidere vil det i mangel af særlig berettigelse som et klart udgangspunkt være uberetti-

get i § 264’s forstand, hvis man går ind i et privat hus eller lejlighed, også selv om døren er

uaflåst eller ligefrem står åben.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Efter Straffelovrådets opfattelse må det omvendt antages, at det ikke er uberettiget i

§ 264’s forstand åbent og på en ikke pågående måde ad den sædvanlige adgangsvej at

indfinde sig for at henvende sig til nogen i et konkret ærinde. Dette gælder, selv om man

ikke har ærinde til en bestemt person, men blot ønsker at træffe den eller dem, der måt-

te befinde sig det pågældende sted. Som eksempler kan nævnes, at man går ind i en uaf-

låst trappeopgang for at henvende sig til en eller flere beboere eller kontorer i opgangen,

eller at man gennem en uaflåst låge går ind ad en havegang eller adgangsvej for at hen-

vende sig til dem, der bor eller arbejder det pågældende sted. Når adgangen sker på den

nævnte åbne og ikke pågående måde og ad den sædvanlige adgangsvej, er det uden betyd-

ning, om ærindet er mere eller mindre anerkendelsesværdigt. Det gør altså ingen forskel,

om man overbringer en besked eller en forsendelse, ønsker at spørge om vej, ønsker at

bede om hjælp, ønsker at bede om en tjeneste, ønsker at bede om et bidrag til en indsamling,

ønsker at missionere eller ønsker at sælge noget.

For så vidt angår henvendelser til forbrugere i salgsøjemed bemærkes, at forbrugeraftale-

lovens § 4 indeholder et strafsanktioneret forbud mod, at erhvervsdrivende uden forudgåe-

nde anmodning herom retter personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejds-

plads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller

senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

I modsætning til hvad der ret klart siges i forarbejderne, ligger det imidlertid i dag fast, at

indtrængen i indhegnede private haver er omfattet af § 264, også hvor gerningsmanden

alene er gået igennem en uaflåst eller for den sags skyld åbentstående låge, jf. UfR

1994.988 H – Svend Aukens have, hvor Højesteret lagde til grund, at en journalist havde

skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted, jf. straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, ved

at gå ind i Svend Aukens have, der var afgrænset fra vejen af en hæk, gennem en uaflåst

låge. Det bemærkes herved, at frifindelsen i denne dom skyldtes den journalistiske interes-

se i at dække happeningen i den pågældende have – der er ikke tvivl om, at uden en sådan

særlig berettigelse er en sådan indtrængen omfattet af § 264. Det anførte skal ikke forstås

på den måde, at man ikke stadig kan anse det for berettiget og dermed straffrit at gå ind i

en have uden at spørge om lov for at hente en bold, der er røget over hækken, eller ”at gå

ind på en andens flisegang for at kalde på en hund” (”næppe strafbart” ifølge Waaben,

Strafferettens specielle del, 6. udgave ved Lars Bo Langsted, 2014, side 244).

Efter Straffelovrådets opfattelse bør eksempelvis udhuse, garager, kælder- og loftsrum,

som nogen har eksklusiv brugsret til, nyde samme beskyttelse efter § 264 som private ha-

ver. Beskyttelsen bør altså gælde, selv om døren ikke er låst eller står åben.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Derimod vil det formentlig være rimeligt i overensstemmelse med, hvad der er anført i

forarbejderne, fortsat at holde uaflåste fællesarealer i beboelsesejendomme uden for be-

skyttelsen i § 264, stk. 1, nr. 1. Det kan f.eks. være trappeopgange, gårdrum, cykel- og va-

skekældre eller tørrelofter, men kun hvis de er uaflåste.

Straffelovrådet finder anledning til at bemærke, at det kan give anledning til tvivl, hvor

grænsen skal gå i forhold til den strafferetlige beskyttelse af private udhuse, garager mv,

som nogen har eksklusiv brugsret til, over for fællesarealer i beboelsesejendomme, herun-

der også om der skal lægges afgørende vægt på, om døren er låst. Rådet har lagt vægt på,

at et kendetegn ved fællesarealer er, at der i forvejen er adgang for personer fra flere hus-

stande, herunder personer som ikke nødvendigvis kender hinanden, og at man kan bringe

uvedkommendes færden inden for den strafferetlige beskyttelse af brugergruppen blot ved

at holde døren låst. Omvendt er kendetegnet ved udhuse, garager mv., som nogen har en

eksklusiv brugsret til, netop at kun ejeren har adgang til stedet.

Det bemærkes endvidere, at uvedkommende generende ophold, herunder hjemløses over-

natning sådanne steder, i modsætning til, hvad der var gældende i perioden 1978-2005, hvor

der savnedes hjemmel hertil, vil kunne straffes efter ordensbekendtgørelsens § 7, stk. 1, der

er sålydende:

”Uvedkommende må ikke tage ophold på trapper, i porte, i indgange eller opgange til

huse, i kælder- eller loftsrum, i ubeboede huse eller lejligheder, i gårde, haver eller

udhuse, på byggepladser, i køretøjer, togvogne eller lignende.”

Efter ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, er straffen bøde.

Henvisningen til perioden 1978-2005 skal forstås på den måde, at det ved Vestre Landsrets

dom af 31. oktober 1978 i sag 3-1813/1978 (omtalt i UfR 1979.201 V note 2), som blev

retningsgivende, blev fastslået, at en bestemmelse i politivedtægten, der svarede til ordens-

bekendtgørelsens § 7, stk. 1, savnede hjemmel i politiloven af 1871. For så vidt havde den

pågældende bestemmelse i politivedtægten aldrig haft hjemmel, men frem til dommen i

1978 var bestemmelsen – som også omtalt i 1971-betænkningen – faktisk blevet håndhæ-

vet, herunder ved domstolene. Med den nye lov om politiets virksomhed, der trådte i kraft

den 1. august 2004, var der fornøden hjemmel til en sådan bestemmelse, og ordensbekendt-

gørelsen trådte i kraft den 1. juli 2005.

Det anførte indebærer, at afgørelsen TfK 1999.9 V, hvor generende ophold i en uaflåst

trappeopgang, herunder ved at ringe og banke på døre om natten, blev straffet efter straffe-

lovens § 264, ikke bør være retningsgivende for retstilstanden i fremtiden. Det bemærkes

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

herved, at dommen er afsagt i den periode, hvor der i modsætning til i dag ikke var anden

hjemmel til at straffe sådant ophold, og at den har været kritiseret i litteraturen (jf. T. Rør-

dam i Vestergaard, Forbrydelser og andre strafbare forhold, 2. udg. 2013, side 256 note

34).

Det anførte indebærer endvidere, at det sådanne steder alene vil være kriminaliseret at ”ta-

ge ophold”. Det vil således f.eks. ikke i sig selv være strafbart gennem en uaflåst port at gå

ind i gården til en etageejendom, når blot man ikke bliver der så længe, at man må anses

for at have ”taget ophold” i gården. I overensstemmelse hermed nævner Waaben, Straffe-

rettens specielle del, 6. udgave ved Lars Bo Langsted, 2014, side 244, at det næppe er

strafbart at ”gå gennem en port på Christianshavn for at se på gamle baghuse”.

Det anførte skal desuden ses i lyset af, at den, der har rådighed over et sådant sted, til en-

hver tid kan anmode uvedkommende om at forlade stedet med den virkning, at uberettiget

forbliven på stedet vil kunne straffes efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2.

Mark- og vejfredslovens § 17 bestemmer, at den, som uden ejerens tilladelse eller anden

hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved

færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den på-

gældende art er forbudt, straffes med bøde.

Bestemmelsen supplerer straffelovens § 264 på den måde, at den generelt forbyder uhjem-

let færden på anden mands grund. Færden på private veje, herunder markveje, skovstier

mv., er dog tilladt, medmindre det ved opslag udtrykkeligt er forbudt. Ifølge en udtalelse

fra Folketingets Ombudsmand (FOB 1984.72) skal opslaget være placeret ved den ad-

gangsvej, den pågældende har benyttet, og i mangel heraf er bestemmelsen ikke overtrådt,

selv om den pågældende på anden måde er bekendt med, at vejejeren har forbudt færdsel

ad vejen.

Naturbeskyttelseslovens kapitel 4 indeholder forholdsvis detaljerede regler om offentlighe-

dens adgang til naturen. Adgang i overensstemmelse med disse regler er berettiget og der-

med ikke omfattet af straffelovens § 264 eller mark- og vejfredslovens § 17.

Straffelovrådet finder ikke anledning til nærmere at overveje hverken mark- og vejfredslo-

vens § 17 eller naturbeskyttelseslovens kapitel 4. Rådet bemærker herved, at anvendelsen

af mark- og vejfredslovens § 17 i tilfælde, der grænser op til straffelovens § 264, ses at

være i harmoni med det, der er anført ovenfor om fortolkningen af § 264. Som eksempel

kan nævnes den frifindende UfR 1994.995 Ø, hvor en fotograf ad den sædvanlige adgangs-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

vej var gået ind på gårdspladsen til en ubeboet og forfalden gård og derfra havde fotografe-

ret nogle af gårdens bygninger.

I modsætning til de tilsvarende bestemmelser i Norge og Sverige omfatter straffelovens

§ 264, stk. 1, nr. 1, efter ordlyden kun den, der uberettiget ”skaffer sig adgang”, og dermed

ikke den, der berettiget skaffer sig adgang, men uberettiget forbliver på stedet. Som ek-

sempler på forhold, der efter ordlyden ikke er omfattet af nr. 1, kan nævnes at blive i en bu-

tik, forlystelsessted eller udstillingsbygning efter lukketid og en havnearbejders forbliven

på et skib efter arbejdets ophør.

Er den pågældende imidlertid opfordret til at forlade et sted, men bliver der alligevel, kan den

pågældende straffes efter § 264, stk. 1, nr. 2. Det må bero på de konkrete omstændigheder,

om der er givet en sådan opfordring.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå ændringer på

dette punkt. Rådet lægger navnlig vægt på, at sådanne steder ikke ligger i kerneområdet for

husfredskrænkelse, at den gældende bestemmelses udformning ikke ses at have givet an-

ledning til problemer i praksis, og at ordensbekendtgørelsens § 18 om uvedkommendes

ophold efter omstændighederne vil kunne anvendes.

Straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2, kriminaliserer den, som uberettiget undlader at forlade

fremmed grund efter at være opfordret dertil. ”Grund” omfatter alle fremmede steder, altså

ud over grunde i snæver forstand også bygninger, transportmidler, søer og vandløb. For

bedre at afspejle dette foreslår Straffelovrådet at ændre ”grund” til ”område”.

I forhold til ikke frit tilgængelige steder har nr. 2 navnlig selvstændig betydning i tilfælde,

hvor den, der opfordres til at forlade stedet, ikke har haft forsæt med hensyn til, at stedet

ikke var frit tilgængeligt.

I forhold til frit tilgængelige steder giver nr. 2 mulighed for, at den, der har rådighed over

det pågældende sted, pålægger bestemte personer at forlade stedet med den virkning, at

uberettiget forbliven på stedet kan straffes. Bestemmelsen giver således eksempelvis mu-

lighed for at bortvise bestemte personer fra en butik, sportshal, park eller lignende. Hvis

den, der har rådighed over området, har givet almenheden adgang til området (herunder

eventuelt med en aldersgrænse), må det dog antages, at der skal være en anerkendelsesvær-

dig grund til at bortvise bestemte personer (som opfylder en eventuel aldersgrænse) med

den virkning, at forbliven i området kan straffes. Det kan f.eks. tænkes, at den pågældende

har optrådt forstyrrende eller utryghedsskabende eller (i øvrigt) har overtrådt ordensbe-

stemmelser. Der er delte holdninger i den juridiske litteratur til, hvorvidt bestemmelsen

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

finder anvendelse i forhold til en ulovlig bortvisning af en person, eksempelvis fordi den

strider mod lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. Det er imidlertid

Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes, hvis bortvisning af

en person ligefrem i sig selv er ulovlig.

I tilfælde, hvor der foreligger en aftale om råden over området, må eventuelle tvister mel-

lem aftaleparter om adgangen til området som udgangspunkt behandles civilretligt. Be-

stemmelsen kan i hvert fald ikke anvendes i forhold til lejemål, hvor en udlejer, der mener,

at lejeren skal forlade lejemålet, vil være henvist til at anmode fogedretten om udsættelse,

om nødvendigt efter en retssag, hvis fogedretten ikke finder grundlag for en umiddelbar

fogedforretning.

Det er kun uberettiget forbliven trods opfordring om at forlade stedet, der kan straffes. For-

bliven på stedet er ikke uberettiget, hvis den er hjemlet ved aftale eller i naturbeskyttelses-

lovens regler om adgang til naturen.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at § 264 videreføres alene med en præcisering af

stk. 1, nr. 2, således at ”grund” ændres til ”område”.

2.2.6. Straf vedrørende §§ 263, 263 a og 264

Den mest anvendte strafferamme i straffelovens kapitel 27 for krænkelse af privatlivets

fred er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Denne strafferamme anvendes således i § 263,

stk. 1 og § 264, stk. 1. I § 263, stk. 2, og § 263 a, stk. 1-3, anvendes en strafferamme på

bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Hertil kommer, at der efter både § 263, § 263 a

og § 264 er mulighed for under særligt skærpende omstændigheder, at straffen kan stige til

fængsel i 6 år, jf. § 263, stk. 3, § 263 a, stk. 4, og § 264, stk. 2.

Det er karakteristisk, at det brede spænd i strafferammen gående fra bøde til fængsel indtil

6 år under særligt skærpende omstændigheder gælder de bestemmelser, som ikke alene

beskytter enkeltpersons privatliv, men generelt beskytter private steder, meddelelser og

oplysninger, og hvor den krænkede derfor også kan være eksempelvis en erhvervsvirksom-

hed eller en offentlig myndighed (§§ 263-264).

Normalstrafferammen i § 263, stk. 2 (der foreslås ændret til stk. 1), er, som det er fremgået,

højere end i de øvrige bestemmelser om fredskrænkelser bortset fra § 263 a. Dette begrun-

des på følgende måde i forarbejderne (jf. pkt. 2.2.1.4 og 2.3.1.3 i de almindelige bemærk-

ninger til lovforslag nr. L 55 fremsat den 5. november 2003):

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

”2.2.1.4. Udvalget har overvejet, om strafferammen i § 263, stk. 2 (hacking), på 6

måneders fængsel er tilstrækkelig i de situationer, der ikke omfattes af stk. 3. Efter

Brydensholt-udvalgets opfattelse er der behov for en forhøjelse af strafmaksimum i

§ 263, stk. 2, for bedre at afspejle forbrydelsens alvor i strafferammen. Udviklingen

på dette område siden bestemmelsens indsættelse i 1985 gør, at der i dag er behov for

en forhøjelse af strafmaksimum. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at det IT-ba-

serede samfund er meget sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føleligt for

offeret, der i praksis ofte er nødt til at gennemgå hele systemet for at være sikker på,

om der er sket skader. På den baggrund foreslår udvalget, at strafferammen i § 263,

stk. 2, hæves til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

2.3.1.3. (…) Justitsministeriet kan tilslutte sig Brydensholt-udvalgets betragtninger

om behovet for at hæve strafmaksimum i § 263, stk. 2, og forslaget er udformet i

overensstemmelse hermed.”

Ifølge bilag 7, der indeholder statistiske oplysninger om freds- og ærekrænkelser i perioden

2011 til 2015, blev der i perioden afgjort to til seks straffesager om året (i alt 19 sager),

hvor straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, om brud på brevhemmeligheden var eneste forhold

(solosag) eller hovedforholdet i en sag med flere tiltaler efter samme eller andre bestem-

melser (sagskompleks). Af disse 19 sager blev 14 afgjort med bøde og en med et tiltalefra-

fald. Den gennemsnitlige bødestørrelse – uanset om der var tale om solosager eller sager

med flere forhold – var ca. 2.000-3.000 kr. De øvrige fire sager blev afgjort med en fri-

hedsstraf, hvoraf én sag blev afgjort med ubetinget fængsel i 4 måneder.

Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, kan der bl.a. henvises til

TfK 2012.1078 V, hvor T var indehaver af et vagtselskab, som bl.a. havde til opgave at ud-

føre vagtopgaver på et rådhus. T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 263,

stk. 1, nr. 1, ved på et tidspunkt, hvor han fungerede som patruljevagt på rådhuset, at have

læst og kopieret et tilbud fra et konkurrerende vagtselskab og for overtrædelse af straffe-

lovens § 264, stk. 1, nr. 1, om ulovlig indtrængen, ved uberettiget at have skaffet sig ad-

gang til en golfklub, hvor T tidligere havde fungeret som vagt. T blev straffet med 30

dages fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev i med-

før af straffelovens § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2, frakendt retten til at udøve vagtvirksomhed

i 1 år fra landsrettens dom.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort seks straffesager, hvor straffelovens

§ 263, stk. 1, nr. 2, om adgang til andres gemmer var hovedforholdet. Fire af sagerne blev

afgjort med bøder på højst 3.000 kr., og to sager blev afgjort, uden at der blev udmålt en

straf. Der ses ikke at foreligge nyere trykt retspraksis om overtrædelse af bestemmelsen.

Der henvises dog til omtalen af UfR 1997.65 Ø nedenfor, hvor der bl.a. blev straffet for

overtrædelse af § 263, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort fem straffesager, hvor straffelovens

§ 263, stk. 1, nr. 3, om ulovlig aflytning og optagelse blev bedømt som eneste forhold. Tre

sager blev afgjort med bøde på i gennemsnit 1.600 kr. To sager blev afgjort med betinget

fængsel.

Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, kan der bl.a. henvises til

UfR 2008.2081 Ø, hvor T blev idømt udsat straffastsættelse for overtrædelse af straffe-

lovens § 263, stk. 1, nr. 3, ved i forbindelse med jobaktivering at have optaget en ansats

udtalelser under en fortrolig telefonsamtale, som den ansatte i enrum foretog med en kolle-

ga.

Der kan endvidere henvises til UfR 1997.198V, hvor T blev fundet skyldig i overtrædelse

af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, ved i en periode på ca. 2 måneder at have aflyttet en

tidligere samlever, idet T havde anbragt en radiosender med mikrofon under sofaen i hen-

des lejlighed. Straffen fastsattes til 14 dages betinget hæfte samt en tillægsbøde på 2.000

kr.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort 84 straffesager, heraf 34 i 2015,

hvor straffelovens § 263, stk. 2, om ulovlig adgang til informationssystemer var hovedfor-

holdet. Af disse sager blev 47 afgjort med en frihedsstraf, heraf blev der i fire sager idømt

en ubetinget fængselsstraf. Den gennemsnitlige bødestørrelse i sager efter bestemmelsen er

mellem 2.000 og 3.500 kr. Det bemærkes, at nedennævnte dom i UfR 2015.3615 Ø, hvor

der blev straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet § 263,

stk. 3, jf. stk. 2, på baggrund af oplysningerne fra Kriminalregisteret er registreret under

§ 263, stk. 2, i tabellerne i bilag 7.

Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 263, stk. 2, kan nævnes TfK 2015.612Ø,

hvor T var tiltalt for 47 enslydende forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 263,

stk. 2, ved uberettiget at have skaffet sig adgang til en andens oplysninger eller program-

mer bestemt til at bruges i et informationssystem, idet han i en periode på ca. et år ved an-

vendelse af fjernstyringsprogrammet »Netwire« havde skaffet sig adgang til andre perso-

ners computere. Henset til arten, omfanget og varigheden af lovovertrædelsen og den skete

krænkelse fastsatte landsretten straffen til fængsel i 6 måneder, hvoraf 3 måneder blev gjort

betinget.

Der kan ligeledes henvises til UfR 2015.345Ø, hvor T blev fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 263, stk. 2, jf. § 21, ved via internettet fra sin computer at have forsøgt at

skaffe sig adgang til oplysninger i en andens skattemappe. Efter forholdets karakter og

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

alvor fandtes straffen ikke at burde fastsættes til en bødestraf, og T blev således efter en

samlet vurdering idømt en betinget dom med udsat straffastsættelse.

Der kan endvidere henvises til UfR 2002.1064 V, hvor den tiltalte blev idømt en betinget

dom med udsat straffastsættelse ved fra sin computer med et hackerprogram at have for-

søgt at skaffe sig adgang til en andens computer.

Endelig kan nævnes UfR 2000.1450 Ø, hvor den tiltalte blev idømt en betinget dom med

udsat straffastsættelse for to overtrædelser af straffelovens § 263, stk. 2, til dels § 21, ved at

have aktiveret et hackerprogram og i det ene tilfælde at have skaffet sig adgang til en privat

computer.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort fire straffesager, hvor straffelovens

§ 263, stk. 3, om brud på stk. 1 og 2 under særligt skærpende omstændigheder var hoved-

forholdet. Alle sagerne blev afgjort med en frihedsstraf, heraf en med ubetinget fængsel i

30 dage. Det bemærkes, at nedennævnte dom i UfR 2015.3615 Ø, hvor der blev straffet

med fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet § 263, stk. 3, jf. stk. 2, på

baggrund af oplysningerne fra Kriminalregisteret er registreret under § 263, stk. 2, i tabel-

lerne i bilag 7.

I 2016 er der (i hvert fald) afsagt domme om § 263, stk. 3, jf. stk. 2, i den såkaldte Se og

Hør-sag. Der kan således henvises til to utrykte domme af 25. august 2016 fra Retten i

Glostrup, hvor Aller Media A/S, en redaktionssekretær/nyhedschef og en redaktionschef

blev fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, jf. § 23, ved at

have medvirket til, at en ansat hos PBS/IBM systematisk skaffede sig uberettiget adgang til

virksomhedens EDB-systemer og udleverede kreditkortoplysninger vedrørende en række

kendte personer til ansatte hos Se og Hør til brug for artikler i ugebladet. Aller Media A/S

og begge ansatte blev ligeledes fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 299,

stk. 2, ved at have betalt den ansatte hos PBS/IBM for disse oplysninger. Forholdet havde

stået på i ca. 3 �½ år fra 2008 til 2012, og den ansatte havde i denne periode udleveret op-

lysninger ikke under 662 gange. Retten fastsatte bøden til Aller Media A/S til 50 dagbøder

á 200.000 kr., i alt 10.000.000 kr. Begge ansatte blev straffet med fængsel i 6 måneder,

som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retten lagde ved fastsættelsen af

straffene i skærpende retning vægt på, at forholdene blev begået systematisk over en meget

lang periode og i et meget stort omfang, og at der var tale om erhvervsmæssig anvendelse

af de ulovligt indhentede oplysninger. Retten lagde også vægt på den krænkelse, som lov-

overtrædelserne havde medført for de forurettede, ved at oplysningerne om private forhold

blev videregivet og i et vist omfang offentliggjort. Der er for de to ansatte lagt vægt på, at

de begge i hele perioden kendte til forholdet og selv modtog og videregav oplysninger til

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

brug for artikler. De havde begge ledende og betroede stillinger i redaktionen og var i en

del af perioden med i den ”inderkreds”, der kendte til brugen af kilden. Retten har dog i

formildende retning for dem begge blandt andet lagt vægt på, at de ikke har deltaget i ind-

gåelse af aftalen eller har haft et overordnet ansvar for at fastholde aftalen, ligesom retten

har tillagt deres personlige forhold betydning.

Der kan endvidere henvises til Retten i Glostrups dom af 24. november 2016, der også ved-

rører den såkaldte Se og Hør-sag, hvor en tidligere medarbejder hos PBS/IBM blev fundet

skyldig i overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, ved uberettiget at have skaffet

sig adgang til oplysninger om en lang række offentligt kendte personers kreditkorttransakti-

oner. Herudover blev to tidligere chefredaktører hos Se og Hør og to tidligere journalister

hos Se og Hør fundet skyldige i at have medvirket til IBM-medarbejderens overtrædelser af

§ 263, stk. 3, jf. stk. 2. IBM-medarbejderen blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og 6 måne-

der og den ene chefredaktør, der havde indgået en aftale med IBM-medarbejderen om, at

denne mod kontant betaling løbende skulle skaffe kreditkortoplysninger til Se og Hør, blev

idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 3 måneder skulle fuldbyrdes i forlængelse af

dommen, mens den resterende del af straffen blev gjort betinget. Retten lagde ved straffens

udmåling for disse tiltalte bl.a. vægt på omfanget og karakteren af det strafbare forhold, at

det var dem, der i 2008 indgik aftalen, og at aftalen indebar en systematisk overvågning af

en lang række offentligt kendte personers færden og dermed en betydelig krænkelse af dis-

se personer og et brud på den grundlæggende tillid, offentligheden må have til håndteringen

af private personers betalingsoplysninger. Retten tillagde det endvidere skærpende betyd-

ning, at hensynet bag indgåelsen af aftalen var at tjene penge på at levere oplysninger uden

samfundsmæssig værdi, der alene skulle bruges til ren underholdning, og at der samlet blev

udbetalt ikke under 365.503 kr. Den anden tidligere chefredaktør blev idømt 1 års betinget

fængsel, og retten lagde herved bl.a. vægt på, at han som chefredaktør på ethvert tidspunkt

havde mulighed for at stoppe samarbejdet med IBM-medarbejderen, men at han til trods

herfor og uagtet, at han modtog advarsler om at anvende kilden og i 2009 af ledelsen fik be-

sked om at stoppe samarbejdet med denne, fortsatte anvendelsen helt frem til ved årsskiftet

2011/2012. Straffen blev gjort betinget pga. hans personlige og helbredsmæssige forhold.

De to tidligere journalister, der modtog kreditkortoplysningerne, blev idømt 4 måneders be-

tinget fængsel. Ved udmålingen af straffen for de to tidligere ansatte journalister lagde ret-

ten vægt på omfanget af deres medvirken og formålet hermed, men at de på den anden side

som menige medarbejdere ikke havde haft et ledelsesmæssigt ansvar for, at aftalen med

IBM-medarbejderen blev indgået eller fortsatte, og at de fik opgaven med at være kontakt-

personer til kilden tildelt. IBM-medarbejderens dom er for så vidt angår strafudmålingen

anket til Østre Landsret.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 263, stk. 3 (der imidlertid er registreret i ta-

bellerne i bilag 7 som en sag om § 263, stk. 2), kan nævnes UfR 2015.3615 Ø, hvor T blev

fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, jf. til dels § 21 og

§ 291, stk. 2, ved i 2012, i forening med en anden, uberettiget og under særligt skærpende

omstændigheder og på systematisk eller organiseret vis at have forsøgt og at have skaffet

sig adgang til et samfundsvigtigt informationssystem, som indeholdt en stor mængde data

med bl.a. følsomme oplysninger tilhørende private og offentlige virksomheder, og i den

forbindelse i betydeligt omfang at have beskadiget informationssystemet, ligesom de kopi-

erede og til IP-adresser bl.a. i Tyskland, Iran og Cambodia downloadede et stort antal filer

indeholdende oplysninger fra dansk politis registre, herunder kriminalregisteret, kørekort-

registeret, Schengen informationssystem og CPR-registeret mv. samt RACF-databasen.

Landsretten fremhævede, at sagen var den hidtil alvorligste af sin karakter. T, der var stats-

borger i Sverige, og som i 2013 i Sverige var blevet idømt fængsel i 1 år for alvorlig data-

indtrængning, idømtes fængsel i 3 år og 6 måneder og blev udvist for bestandig.

Der kan endvidere fra tidligere retspraksis henvises til UfR 1997.65 Ø, hvor T fik en anden

til at skaffe erhvervshemmeligheder fra et firmas gemmer og interne optegnelser, som T

kunne anvende i salgsarbejde for en anden virksomhed. Endvidere skaffedes oplysninger

om en civil sag, firmaet førte mod T. Straffen efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1 og 2, jf.

stk. 3, fastsattes til 6 måneders delvist betinget fængsel.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 i alt afgjort én straffesag efter straffelovens

§ 263 a om adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer. Sagen blev afgjort

med betinget fængsel.

Der ses ikke at foreligge trykte domme vedrørende overtrædelse af straffelovens § 263 a.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort ca. 400-500 straffesager om året,

hvor straffelovens § 264, stk. 1, om husfredskrænkelse var hovedforholdet. Hovedparten af

sagerne blev afgjort med bøde, og bødestørrelserne var i gennemsnit ca. 1.200 kr. i solosa-

ger og ca. 3.000 kr. i sagskomplekser. Herudover blev 232 sager afgjort med fængsel,

hvoraf ca. halvdelen blev afgjort med ubetinget fængsel med en gennemsnitlig straflængde

på mellem 10 og 90 dages fængsel. Langt hovedparten af sagerne, der blev afgjort med en

frihedsstraf, var en del af et sagskompleks, dvs. dommen angik et hovedforhold, der ved-

rørte § 264, stk. 1, men den angik også andre forhold vedrørende samme bestemmelse eller

andre bestemmelser.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Ifølge bilag 7 blev der ifølge registreringerne i Kriminalregisteret i perioden 2011 til 2015

ikke afgjort nogen sager, hvor straffelovens § 264, stk. 2, om husfredskrænkelse under sær-

ligt skærpende omstændigheder var hovedforholdet.

I nyere trykt retspraksis om sager, hvor overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, er

hovedforholdet, ses der alene at være udmålt bødestraf.

Der kan bl.a. henvises til TfK 2016.361 Ø, hvor en pressefotograf sammen med nogle unge

var trængt ind i en virksomhed som led i en aktion for at markere årsdagen for rydningen

af ungdomshuset på Jagtvej. Pressefotografen tog billeder af episoden, der senere blev

bragt i et magasin. Landsretten udtalte, at pressefotografen havde skaffet sig adgang til et

ikke-tilgængeligt sted, og at det derfor var afgørende, om hendes adfærd var »uberettiget«.

Ved vurderingen heraf skulle der ske en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over

for krænkelsens karakter. Aktionen fandt sted syv år efter rydningen af ungdomshuset.

Landsretten fandt, at aktionen ikke havde en sådan samfundsmæssig interesse eller aktuel

nyhedsværdi, som over for hensynet til beskyttelsen af privatlivets fred berettigede presse-

fotografen til at følge med ind på kontoret uden samtykke. Landsretten fastsatte herefter

straffen til 4 dagbøder á 200 kr.

Der kan endvidere henvises til UfR 2012.2510 Ø, hvor medlemmer af en forening, G, hav-

de skaffet sig adgang til 5 fiskekuttere, som lå i Gilleleje Havn, hvor de havde installeret

gps-udstyr med henblik på at afsløre ulovligt fiskeri i Kattegat. Uanset at de tiltalte havde

handlet med det formål at indsamle beviser for et angiveligt ulovligt fiskeri, havde de som

led heri tilsidesat væsentlige retssikkerhedsgarantier for de ejere af fiskekuttere, der gen-

nem fredskrænkelserne fik påmonteret sporingsudstyr på kutterne. Efter en samlet vurde-

ring fastsattes straffen for G til en tillægsstraf af 25 dagbøder á 1.000 kr. og for G's logisti-

kansvarlige, T, til 15 dagbøder á 150 kr.

Der kan også henvises til UfR 2006.1584 Ø, hvor en forening blev idømt 25 dagbøder á

2.000 kr. ved som led i en aktion under deltagelse af 15 personer uberettiget at have skaffet

sig adgang til taget af en bygning, der var et ikke frit tilgængeligt sted.

Ved dommen gengivet i TfK 2005.267 Ø blev T dømt for husfredskrænkelse, idet han en

eftermiddag med en medgerningsmand, der tidligere havde øvet vold mod A, indfandt sig

på A's bopæl, som T herefter skaffede sig adgang til ved at opbryde et vindue. T blev af

byretten straffet med 20 dages fængsel. Landsretten nedsatte straffen til 4 dagbøder á 250

kr.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Der kan ligeledes henvises til UfR 2001.2149 Ø, hvor T blev straffet med 4 dagbøder á 250

kr. for at have skaffet sig adgang til sin fraseparerede ægtefælles bopæl.

Trykt retspraksis giver langt fra et fyldestgørende billede af strafniveauet for hus-

fredskrænkelse, idet der i perioden fra 2011-2015 ses at være idømt frihedsstraf i 232 sa-

ger, jf. ovenfor om bilag 7, tabel 2 og 3.

Straffelovrådet finder bl.a. på baggrund af de statistiske oplysninger om bestemmelsernes

anvendelse, jf. bilag 7, samt ovenstående gennemgang af den begrænsede mængde trykt

retspraksis, der findes om bestemmelserne, at de eksisterende strafferammer for krænkelser

af privatlivets fred efter §§ 263-264 som udgangspunkt er hensigtsmæssige, idet de giver

mulighed for en nuanceret strafudmåling vedrørende de meget forskelligartede forhold, der

omfattes af bestemmelserne, ligesom de er tilstrækkelig rummelige til at indeholde alle

tænkelige forhold, som bestemmelserne omfatter.

Straffelovrådet finder mere specifikt, at den højere strafferamme i § 263, stk. 2 (efter for-

slaget stk. 1) med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder bør opretholdes. Det samme

gælder den tilsvarende strafferamme i § 263 a, der er begrundet i, at de omhandlede kræn-

kelser har samme strafværdighed som forbrydelser rettet mod mere traditionelle værdier,

og derfor bør svare til normalstrafferammen for tyveri, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf.

pkt. 2.3.1.1, jf. pkt. 2.3.1.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 55 fremsat

den 5. november 2003.

Straffelovrådet finder, at det er meget vanskeligt at udlede noget generelt om det konkrete

strafniveau efter bestemmelserne, idet det dog bemærkes, at en forholdsvis stor andel sager

afgøres med bødestraf, samt at den gennemsnitlige bødestørrelse, jf. bilag 7, tabel 6, er

forholdsvis beskeden. Det fremgår imidlertid også, at der i sager mod virksomheder eller

organisationer i gennemsnit udmåles markant højere bøder end i sager mod enkeltpersoner,

jf. i den forbindelse også ovennævnte dom af 25. august 2016 fra Retten i Glostrup, hvor

Aller Media A/S blev idømt en samlet bødestraf på 10 mio. kr. På samme vis fremgår det,

at frihedsstraf anvendes i et antal sager, og at domstolene ikke er tilbageholdende med at

udmåle endog lange frihedsstraffe i sager af mere alvorlig karakter. Straffelovrådet finder

på den baggrund ikke anledning til at komme med forslag med henblik på at ændre det

konkrete strafniveau.

Rådet finder endvidere ud fra den begrænsede mængde trykt retspraksis, at domstolene på

en tilfredsstillende måde inddrager de konkrete omstændigheder i de meget forskelligarte-

de sager, herunder ved at der gennem den konkrete strafudmåling lægges vægt f.eks. på

karakteren og alvoren af den konkret begåede forbrydelse, og at der på den vis udmåles

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

enten en bøde- eller frihedsstraf, der står mål med den begåede forbrydelse. Straffelovrådet

finder på den baggrund ikke behov for at tilkendegive noget udgangspunkt for niveauet for

overtrædelser af bestemmelserne.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4, der indeholder nogle mere generelle overvejelser om

straf i relation til freds- og ærekrænkelser.

2.3. Straffelovens § 264 a

2.3.1. Gerningsindholdet

Straffelovrådet finder det velbegrundet, at der er en strafbestemmelse, som regulerer foto-

grafering og iagttagelse af personer ved hjælp af et apparat.

I modsætning til straffelovens §§ 263 og 264, der beskytter det private i betydningen ”det,

som andre ikke har adgang til” (herunder f.eks. oplysninger og steder, der tilhører en virk-

somhed eller en offentlig myndighed), værner straffelovens § 264 a alene fysiske personer.

Straffelovrådet finder, at bestemmelsen er afgrænset på en hensigtsmæssig måde, både

med hensyn til at den alene beskytter personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt

sted, med hensyn til at den omfatter fotografering og iagttagelse ved hjælp af et apparat (og

ikke iagttagelse med det blotte øje), og med hensyn til at den omfatter fotografering og

iagttagelse af personer (og ikke fotografering og iagttagelse af dyr eller ting).

Straffelovrådet bemærker, at det afgørende er, hvor den, der uberettiget fotograferes eller

iagttages, befinder sig. Bestemmelsen gælder således både i tilfælde, hvor gerningsmanden

for sit vedkommende befinder sig på et frit tilgængeligt sted, og i tilfælde, hvor gernings-

manden også befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, herunder hvor gerningsmanden

berettiget befinder sig samme sted som den, der uberettiget fotograferes.

Straffelovrådet er opmærksom på, at den næsten universelle udbredelse af mobiltelefoner

med indbygget kamera har forøget de faktiske muligheder for at fotografere personer, der

befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Rådet er også opmærksom på, at der forment-

lig fotograferes personer på ikke frit tilgængelige steder i væsentligt videre omfang i dag,

end da straffelovens § 264 a blev indført i 1972.

Straffelovrådet har overvejet, om denne navnlig teknologisk drevne udvikling giver anled-

ning til at foreslå ændringer af bestemmelsen, eventuelt i lempende retning, fordi udbredel-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

sen af mobiltelefoner med kamera i vidt omfang har normaliseret det at fotografere alle ste-

der, men har ikke fundet grundlag herfor. Rådet lægger bl.a. vægt på, at bestemmelsen kri-

minaliserer uberettiget fotografering, og at fotografering med støtte i samtykke, herunder

stiltiende samtykke, eller kutyme således ikke er kriminaliseret. Rådet lægger endvidere

vægt på, at den potentielle skadevirkning for den enkelte af en fotografering på et ikke frit

tilgængeligt sted er mindst lige så stor og formentlig også større i dag end i 1972. Den me-

get vide udbredelse af digital fotografering gør det således væsentligt nemmere, hurtigere

og billigere end tidligere at kopiere og videreformidle fotografier til andre, og internettet

giver i den forbindelse mulighed for potentielt at give hele verden adgang til fotografier.

Straffelovrådet finder omvendt heller ikke grundlag for at udvide bestemmelsen, eksempel-

vis til visse tilfælde af fotografering af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt

sted, jf. herom nedenfor afsnit 2.5.1.3 om nøgenbadning, hvor der ikke findes grundlag for

at udvide straffelovens § 264 a til at omfatte fotografering af nøgenbadende på et frit til-

gængeligt, men øde, sted og så meget desto mere heller ikke på andre offentligt tilgængeli-

ge steder. Rådet bemærker samtidig, at beskyttelsen mod videregivelse af oplysninger om

en anden også kan omfatte fotografier af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt

sted, jf. herom afsnit 2.5.1.3 nedenfor.

Straffelovrådet har overvejet, om den teknologiske udvikling i øvrigt giver anledning til at

foreslå ændringer i bestemmelsen, men har ikke fundet grundlag herfor. Efter rådets opfat-

telse omfatter den gældende bestemmelse, der anvender begreberne fotografering og iagt-

tagelse ved hjælp af et apparat, utvivlsomt også fotografering og iagttagelse med eksem-

pelvis infrarødt kamera.

Derimod kan den gældende bestemmelse ikke antages at omfatte ”iagttagelse” af en per-

son, der ikke gengiver personen visuelt i en eller anden form, men eksempelvis følger den

pågældendes færden ved hjælp af en gps-sender eller ud fra den pågældendes passage af

døre mv. med adgangskontrol, måler den pågældendes puls, åndedræt, temperatur mv. eller

optager eller transmitterer lyd. Den gældende bestemmelse omfatter heller ikke ”iagttagel-

se” af en persons brug af eksempelvis mobiltelefon, tablet eller computer (dvs. iagttagelse

af, hvad den pågældende taster, eller hvad der vises på skærmen), medmindre apparatet

netop bruges til fotografering eller iagttagelse af en person på et ikke frit tilgængeligt sted.

Efter Straffelovrådets opfattelse rejser sådan ”iagttagelse” eller overvågning så forskellig-

artede spørgsmål, at de ikke er egnede til regulering i en bestemmelse, der angår fotografe-

ring og iagttagelse ved hjælp af et apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit til-

gængeligt sted. Allerede den omstændighed, at det for mange af de nævnte forhold i rela-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

tion til beskyttelseshensynet forekommer mindre relevant, om personen befinder sig på et

frit eller et ikke frit tilgængeligt sted, gør en fælles regulering uhensigtsmæssig.

Straffelovrådet vender senere tilbage til spørgsmålet om en ny strafbestemmelse om syste-

matisk overvågning og forfølgelse. Rådet skal endvidere henlede opmærksomheden på, at

flere af de nævnte forhold kan indebære, at der uberettiget skaffes adgang til et datasystem,

og at forholdet i det omfang både efter gældende ret og efter rådets forslag om datasyste-

mer vil være kriminaliseret. Der erindres i den forbindelse om, at f.eks. en mobiltelefon

eller en tablet i sig selv er et datasystem i straffelovens forstand.

Straffelovrådet har noteret sig, at Højesterets afgørelse i UfR 2012.2328 H, hvor Højesteret

med dissens frifandt to journalister fra DR for overtrædelse af straffelovens § 264 a, har

givet anledning til betydelig debat. Journalisterne havde med skjult kamera fotograferet i

en privat bolig, som blev anvendt til ulovlig erhvervsmæssig handel med hunde. Fokus for

optagelserne var hundene og viste kun den forurettede i, hvad Højesterets flertal betegner

som ”korte øjeblikssekvenser”. Efter en samlet vurdering af en række forhold fandt flertal-

let, at fotograferingen ikke var uberettiget i § 264 a’s forstand. Flertallet fandt bl.a. kræn-

kelsen ved fotograferingen af den forurettede beskeden. I modsætning hertil fandt mindre-

tallet bl.a., at optagelsen med skjult kamera i den forurettedes bolig indebar en grov kræn-

kelse af hendes ret til beskyttelse af sit privatliv og hjem.

Om dommen bemærkes i øvrigt, at sagen angik overtrædelse af straffelovens § 264 a, der

angår fotografering af personer (og ikke eksempelvis dyr eller ting, heller ikke dyr eller

ting i private hjem). Tiltalen angik fotografering af den forurettede i hendes køkken (hvor-

fra hun solgte hunde). (Højesterets mindretal anfører, at den forurettede også blev fotogra-

feret i sin stue; dette nævnes ikke af Højesterets flertal og fremgår ikke af tiltalen). Tiltalen

angik således ikke direkte den videre anvendelse af optagelserne i en tv-udsendelse, men

det var dog nævnt i tiltalen, at fotograferingen skete som led i journalisternes arbejde på et

tv-program.

Dommen har givet anledning til en betydelig debat om bl.a. afvejningen af hensynet til

privatlivets fred over for andre hensyn. Der henvises i den forbindelse til Peter Blumes

artikel i UfR 2012 B 390, Vibeke Borbergs artikel i UfR 2014 B 258, Peter Skovs og Peter

Lamberts kommentar i UfR 2014 B 359 til Vibeke Borbergs artikel, Sten Schaumburg-

Müllers kommentar i UfR 2015 B 9 til Vibeke Borbergs artikel og Trine Baumbachs arti-

kel i TfK 2015.515.

Efter Straffelovrådets opfattelse giver Højesterets dom og den debat, den affødte, ikke an-

ledning til at foreslå ændringer af straffelovens § 264 a. Rådet henviser herved til det, der

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

er anført ovenfor. Det bemærkes i øvrigt, at dommen skal ses i sammenhæng med andre

domme, hvor en overtrædelse er sket i forbindelse med journalistisk virksomhed, jf. i den

forbindelse Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del, 10. udg. 2012, side 126

og 535.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet ingen ændringer af gerningsindholdet i straffe-

lovens § 264 a.

2.3.2. Straf

I § 264 a, der alene beskytter enkeltpersoner, er strafferammen bøde eller fængsel indtil 6

måneder, ligesom strafferammerne i øvrigt er for de fleste andre krænkelser af privatlivets

fred.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort 22 straffesager, hvor straffelovens

§ 264 a var hovedforholdet. Hovedparten af sagerne blev afgjort med bøde, mens to sager

blev afgjort med betinget fængsel. Bødeniveauet var i gennemsnit ca. 2.500 kr. i solosager

og ca. 8.000 kr. i sagskomplekser.

Der ses ikke at foreligge nyere trykte domme vedrørende overtrædelse af straffelovens

§ 264 a. Fra retspraksis kan dog nævnes to ældre domme, som begge er afgjort med dagbøder.

UfR 1986.203 V angår tv-overvågning med optagelse af trafikken på bl.a. fortov og vej

foran en restaurant. Overvågningen fandtes i strid med tv-overvågningslovens § 5, jf. § 1,

og straffelovens § 264 a, uanset at formålet med optagelsen alene var optagelse af biler

med vareleverancer til den konfliktramte restaurant, da det måtte have stået de tiltalte klart,

at det var overvejende sandsynligt, at optagelserne i betydeligt omfang ville omfatte personer,

der befandt sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Straffen blev fastsat til henholdsvis 25 dag-

bøder for T1 og 20 dagbøder for T2 og T3, idet dagbødernes størrelse under hensyn til, at de

tiltalte var på understøttelse, fastsattes til 75 kr.

Der kan ligeledes henvises til UfR 1982.490/2 Ø, hvor T blev fundet skyldig i overtrædelse

af straffelovens § 264 a ved til brug for en avis, hvor han var ansat som fotograf, imod P's

protest at have fotograferet P, mens han stod i indgangsdøren til sin ejendom, og som sam-

me dag om morgenen fra sin lejlighed havde været vidne til et umiddelbart ud for ejen-

dommen begået voldsforhold med dødelig udgang. Østre Landsret udtalte, at det måtte

anses som en skærpende omstændighed, at T, uanset at P, efter at billedet var taget, havde

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

tilkendegivet, at han ikke ønskede at blive fotograferet, har fremkaldt billedet og overladt

det til D, som uberettiget bragte fotografiet i en avis sammen med en artikel om den an-

meldte voldshandling. T idømtes 10 dagbøder á 100 kr.

Straffelovrådet finder, at overtrædelse af straffelovens § 264 a fortsat bør kunne straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Dette strafmaksimum anvendes i relation til selve

fotograferingen eller iagttagelsen af personer på et ikke frit tilgængeligt sted og til en even-

tuel udnyttelse efter § 264 c.

Straffelovrådet har imidlertid overvejet, om udgangspunktet om fængsel indtil 6 måneder

bør suppleres af en højere strafferamme i tilfælde, hvor fotograferingen eller iagttagelsen

sker med forsæt til, at fotografiet eller meddelelse om iagttagelsen videregives til en større

kreds af personer, herunder særligt på internettet, eller hvor gerningsmanden efterfølgende

beslutter at videregive fotografiet eller iagttagelsen til en sådan større kreds. Det er på den

ene side med til at forøge den krænkelse, som den forurettede har været udsat for, hvis fo-

tografier mv. deles i en større kreds af personer. På den anden side vil videregivelse af fo-

tografier mv., som vedrører forurettedes private forhold, være omfattet af beskyttelsen i

straffelovens § 264 d, herunder af den skærpede sidestrafferamme med fængsel indtil 2 år

for overtrædelser af § 264 d, som foreslås nedenfor, og som netop tager sigte på udbredelse

i en større kreds. Det bemærkes, at forholdet kan straffes med fængsel indtil 2 år, hvis der

er tale om beluring omfattet af § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Tilbage står herefter primært de fotografier mv., som videregives, men som ikke vedrører

en andens private forhold. Sådanne forhold synes fortsat, uanset at de anførte omstændig-

heder tillægges en strafskærpende virkning, at kunne rummes inden for den eksisterende

strafferamme.

Endelig kan det overvejes, om den teknologiske udvikling har medført en mulighed for

f.eks. mere vedvarende overvågning i form af konstante optagelser med videokamera, som

i sig selv kan begrunde en højere strafferamme. Det er imidlertid Straffelovrådets opfattel-

se, at også sådanne forhold kan rummes inden for den eksisterende strafferamme, og der er

således ikke samlet set påvist et behov for et højere strafmaksimum end det gældende på 6

måneders fængsel.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5, der indeholder nogle mere generelle overvejelser om straf

i relation til freds- og ærekrænkelser.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.4. Straffelovens § 264 c

2.4.1. Gerningsindholdet

Straffelovens § 264 c angår at skaffe sig eller udnytte oplysninger, der er fremkommet ved

en overtrædelse af § 263 om brevhemmelighed, § 264 om husfredskrænkelse eller § 264 a

om fotografering eller iagttagelse ved hjælp af et apparat af personer, der befinder sig på et

ikke frit tilgængeligt sted.

Bestemmelsen i § 264 c omfatter alene den, der ikke (forsætligt) har medvirket til den op-

rindelige overtrædelse. For personer, der selv ved en overtrædelse af § 263, § 264 eller

§ 264 a er kommet i besiddelse af oplysninger, vil en eventuel videre udnyttelse af oplys-

ningerne i givet fald kunne indgå som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen

efter § 263, § 264 eller § 264 a.

Straffelovens § 264 c omfatter uberettiget udnyttelse af alle oplysninger, som er fremkom-

met ved en overtrædelse af § 263, § 264 eller § 264 a. Det er således eksempelvis ikke ale-

ne oplysninger om enkeltpersoners private forhold, der er omfattet, men også oplysninger

om virksomheder eller offentlige myndigheder. Udnyttelsen skal imidlertid være uberetti-

get, og hvis oplysningerne i forvejen er offentligt tilgængelige, vil en udnyttelse af dem

ikke nødvendigvis være uberettiget. Tilsvarende kan et journalistisk formål efter omstæn-

digheder gøre en udnyttelse af oplysningerne berettiget.

Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af gerningsindholdet i straffelovens § 264 c ud

over, at ordet ”uberettiget” flyttes, så det sprogligt kommer til at dække begge led i be-

stemmelsen, jf. afsnit 2.1 ovenfor.

2.4.2. Straf

Straffen efter § 264 c er den samme som efter de bestemmelser (§§ 263, 264 og 264 a),

som bestemmelsen henviser til.

I de tilfælde, hvor der i kommercielt og/eller journalistisk øjemed offentliggøres oplysnin-

ger, som er fremkommet ved en overtrædelse af §§ 263-264, vil der i almindelighed være

tale om uberettiget udnyttelse som nævnt i § 264 c, således at strafferammerne i §§ 263-

264 finder tilsvarende anvendelse. Der vil dermed under særligt skærpende omstændighe-

der være mulighed for at idømme op til 6 års fængsel.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et massemedie har udnyttet oplysninger, der er

fremkommet ved uberettiget indtrængen i et datasystem, jf. det gældende § 263, stk. 2, og

rådets forslag til § 263, stk. 1. Under særligt skærpende omstændigheder kan også den vi-

dere udnyttelse af oplysningerne straffes med op til 6 års fængsel, jf. straffelovens § 264 c,

jf. § 263, stk. 3. Det vil også gælde den udnyttelse, der måtte have bestået i ikke at offent-

liggøre oplysninger (f.eks. oplysninger om anvendelse af betalingskort), men i at lokalisere

en person f.eks. med henblik på at iagttage eller fotografere den pågældende og eventuelle

ledsagere.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 ikke afgjort nogen sager, hvor straffelovens

§ 264 c var hovedforholdet. Der ses endvidere ikke at foreligge nyere trykte domme vedrø-

rende overtrædelse af straffelovens § 264 c.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af straffelovens § 264 c.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5, der indeholder nogle mere generelle overvejelser om straf

i relation til freds- og ærekrænkelser.

2.5. Straffelovens § 264 d

2.5.1. Gerningsindholdet

2.5.1.1. Indledning

Straffeloven indeholder ved siden af § 264 c en bestemmelse i § 264 d, som generelt – dvs.

uanset hvordan oplysningerne er fremkommet – kriminaliserer uberettiget videregivelse af

meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold. Endvidere kriminaliserer

§ 264 d uberettiget videregivelse af billeder af en person under omstændigheder, der åben-

bart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor

meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Straffelovrådet har med baggrund i de senere års erfaringer fundet anledning til at koncen-

trere drøftelserne om straffelovens § 264 d vedrørende krænkelser af privatlivets fred til

følgende tre hovedspørgsmål:

Er der behov for ændringer af bestemmelsens gerningsindhold med henblik på en

bedre beskyttelse imod navnlig unge menneskers adfærd på internettet/de sociale

medier, jf. nedenfor afsnit 2.5.1.2?

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Er der behov for ændringer af bestemmelsens gerningsindhold med henblik på en

bedre beskyttelse imod videregivelse af nøgenfotos eller såkaldte digitale sexkræn-

kelser (hævnporno), jf. nedenfor afsnit 2.5.1.3?

Er der behov for at forhøje bestemmelsens strafmaksimum for at kunne udmåle

passende straffe, hvor videregivelse af oplysninger eller billeder vedrørende private

forhold sker til en stor kreds, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende om-

stændigheder, jf. nedenfor afsnit 2.5.2?

2.5.1.2. Unge menneskers adfærd på internettet/de sociale medier

Straffelovrådet er opmærksom på, at der har været en del offentlig debat om navnlig unges

videregivelse af billeder af sig selv og hinanden med og uden samtykke. Rådet er også op-

mærksom på, at både en række mindre undersøgelser eller enqueter og større videnskabeli-

ge undersøgelser har vist, at børn og unge generelt har en opfattelse af, hvad der er accep-

tabel netadfærd, at normerne for acceptabel netadfærd undertiden overtrædes, at andre bru-

gere jævnligt reagerer mod sådanne overtrædelser på forskellig måde, og at børn og unge

ikke nødvendigvis kender de præcise juridiske grænser for, hvornår videregivelse af med-

delelser og billeder om andre kan være ikke bare uacceptabel, men strafbar.

Straffelovrådet er også opmærksom på, at der formentlig stadigvæk er en ret skarp genera-

tionstærskel mellem personer, der fra barn af har været vant til at anvende sociale medier

på internettet, og personer, der først som voksne og eventuelt i en relativt høj alder er ble-

vet brugere af sociale medier.

Den første store danske sociale netværksside var Arto, der åbnede i 1998 og lukkede den 1.

juni 2016. På højdepunktet i 2007 blev det anslået, at 85 % af alle danske børn og unge

mellem 12 og 18 år havde en profil på siden (Malene Charlotte Larsen, Unge og online

sociale netværk (ph.d.-afhandling), 2010, side 7). Sidens egen minimumsalder var 10 år,

men ifølge Wikipedia var der eksempler på, at børn ned til 8 år havde oprettet en profil

(med urigtig aldersangivelse).

Arto var i 2005 og 2006 genstand for negativ medieomtale med hensyn til mobning og

pædofili. Malene Charlotte Larsen gennemførte i 2005 til brug for en specialeafhandling en

undersøgelse af brugen af Arto, hvor hun over otte måneder besøgte hjemmesiden hver dag

og foretog deltagende observationer, skrev feltnoter, tog screenshots og interviewede unge

brugere. Hendes observationer stod i kontrast til den negative mediedækning (Larsen,

op.cit., side 4), der således næppe kan anses for repræsentativ for brugen af Arto på det

pågældende tidspunkt. Det bemærkes herved, at Arto utvivlsomt i et vist omfang blev for-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

søgt anvendt af voksne, der ønskede seksuel kontakt (online eller fysisk) med unge, herun-

der eventuelt med børn under den seksuelle lavalder, men at det generelle indtryk fra Lar-

sens undersøgelse er, at de unge brugere var fuldt ud opmærksomme herpå og tog afstand

herfra (herunder ved at afbryde kontakt, blokere og eventuelt anmelde til administrator

eller politi).

Facebook har i dag afløst Arto som den mest populære sociale netværkstjeneste for børn og

unge, og da Facebook også bruges af voksne, bruger børn, unge og voksne således i dag i

vidt omfang den samme sociale netværkstjeneste, hvilket i 2010 blev betegnet som noget

nyt i en dansk kontekst (Larsen, op.cit., side 7).

Af Danmarks Statistiks seneste undersøgelse af it-anvendelse i befolkningen fremgår, at 65%

af internetbrugerne mellem 16 og 89 år i 2015 var tilknyttet en social netværkstjeneste. Blandt

16-24-årige og 25-34-årige var det henholdsvis 89 % og 84 %, mens det for eksempelvis 44-

54-årige og 55-64-årige var henholdsvis 65 % og 50 %. Blandt 75-89-årige var det 23 %. (Jf.

It-anvendelse i befolkningen 2015, side 18). Det bemærkes herved, at andelen af dem, der al-

drig bruger internettet, i 2015 udgjorde 3 % af befolkningen i alderen 1674 år og 40 % af de

75-89-årige (side 15). Den seneste undersøgelse indeholder ikke oplysninger om brugen af

specifikke sociale netværkstjenester, men i 2014 havde 95 % af brugerne af sociale netværk-

stjenester i alderen 16-89 år en profil på Facebook (svarende til knap 2,7 mio. mennesker), mens 24 %

(687.000 personer) brugte Instagram og 18 % (511.000 personer) havde en Twitter-konto (It-

anvendelse i befolkningen 2014, side 19).

Ungeprofilundersøgelsen 2015 er en selvrapporteringsundersøgelse gennemført i 38 kom-

muner, hvor børnene via et anonymt spørgeskema har svaret på en række spørgsmål vedrø-

rende deres liv. Undersøgelsen er i to dele, hvoraf den første omfatter elever i 7.-9. klasse

og den anden elever i 10. klasse og ungdomsuddannelser. Blandt undersøgelsens resultater

kan fremhæves:

7 % af eleverne i 7.-9. klasse og 18 % af 15-25 årige har inden for det sidste år sendt eller

postet et seksuelt billede af sig selv (i undertøj eller nøgen).

4 % af eleverne i 7.-9. klasse og 7 % af 15-25 årige har inden for det sidste år sendt eller

postet et seksuelt billede af andre (i undertøj eller nøgen).

6 % af eleverne i 7.-9. klasse og 15 % af 15-25 årige har inden for det sidste år oplevet, at

andre har sendt eller postet et seksuelt billede af den pågældende (i undertøj eller nøgen).

4 % af eleverne i 7.-9. klasse og 5 % af 15-25 årige er inden for det sidste år blevet opfor-

dret til at udføre seksuelle ydelser mod gaver eller andre goder.

1 % af eleverne i 7.-9. klasse og 1 % af 15-25 årige har inden for det sidste år udført seksu-

elle ydelser mod gaver eller andre goder.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Efter Straffelovrådets opfattelse giver de foreliggende oplysninger om særligt børn og un-

ges internetadfærd mv. ikke grundlag for nye strafferetlige initiativer. De gældende regler i

straffelovens § 264 d er efter rådets opfattelse også dækkende for videregivelse på internet-

tet, og den beskrevne adfærd giver efter rådets opfattelse heller ikke grundlag for hverken

skærpelse eller lempelse af de gældende regler om videregivelse af oplysninger og billeder

om en andens private forhold. Med hensyn til de groveste krænkelser i form af de såkaldte

digitale sexkrænkelser henvises til den særskilte diskussion nedenfor afsnit 2.5.1.3, og

Straffelovrådet overvejer også særskilt spørgsmålet om håndhævelse på internettet, jf. ne-

denfor afsnit 6. Endelig henvises til overvejelserne i afsnit 2.5.2 nedenfor vedrørende straf-

ferammen i straffelovens § 264 d.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet ingen ændringer af kriminaliseringen i straffe-

lovens § 264 d.

Straffelovrådet bemærker samtidig, at der fra flere myndigheders og organisationers side er

taget en række initiativer med henblik på at hjælpe børn og unge med at håndtere eventuel-

le krænkelser på internettet mv. Eksempelvis driver Det Kriminalpræventive Råd og Red

Barnet hjemmesiden sikkerchat.dk, der indeholder materiale rettet mod både børn i forskel-

lige aldersklasser og mod voksne. Ligeledes er der på Børns Vilkårs hjemmeside gode råd

med henblik på at stoppe spredningen af nøgenbilleder.

2.5.1.3. Digitale sexkrænkelser

Uberettiget videregivelse, herunder offentliggørelse, af såvel meddelelser som billeder

vedrørende en andens private forhold er strafbar efter straffelovens § 264 d, 1. led. For

sådanne oplysningers vedkommende er karakteren af disse som private som udgangspunkt

afgørende, men stedet og omstændighederne omkring en fotografering kan indebære, at en

offentliggørelse er berettiget.

Endvidere er uberettiget udnyttelse og herunder kommerciel og/eller journalistisk offentligg-

ørelse af billeder af en person, der uden samtykke hertil er blevet fotograferet, mens den på-

gældende befandt sig på et ikke frit tilgængeligt sted, strafbar efter § 264 c, jf. § 264 a.

For sådanne fotografiers vedkommende er billedets nærmere indhold således som ud-

gangspunkt uden betydning, idet billedets indhold og de nærmere omstændigheder i forbin-

delse med fotograferingen dog efter omstændighederne kan have betydning for, om en of-

fentliggørelse er berettiget og dermed ikke strafbar.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Endelig er det sådan, at uberettiget videregivelse og herunder offentliggørelse af billeder af

en person under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, er

strafbar efter § 264 d, 2. led. Bestemmelsen skal efter forarbejderne og retspraksis fortolkes

snævert og omfatter i almindelighed ikke billeder af personer, der færdes nøgne på et frit

tilgængeligt sted (uanset om stedet er øde, og fotograferingen er sket på lang afstand).

Straffelovrådet har fundet anledning til at drøfte visse spørgsmål om, hvornår videregivelse

af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et seksuelt/pornografisk indhold (di-

gitale sexkrænkelser), er omfattet af straffelovens § 264 d, 2. led.

For så vidt angår digitale sexkrænkelser bemærkes, at begrebet ”digitale sexkrænkelser”

ikke er nærmere defineret i hverken straffeloven eller retspraksis. Begrebet sigter imidler-

tid normalt til situationer, hvor der sker deling eller offentliggørelse – ofte via internettet

eller mms – af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et seksuelt/pornografisk

indhold, uden samtykke fra den afbildede person, og begrebet skal i denne betænkning

forstås på en sådan måde. Den mere mundrette betegnelse hævnporno skyldes, at begrebet

oprindelig er blevet anvendt om typisk en tidligere partners udbredelse af sådant materiale

som hævn for, at den afbildede eller filmede person har afsluttet forholdet. I praksis ses

udtrykket – ligesom det tilsvarende engelske udtryk revenge porn – imidlertid anvendt og-

så om tilfælde, hvor der ikke er tale om hævn, men f.eks. om udbredelse i berigelsesøje-

med, for at demonstrere sin kunnen eller afsløre sikkerhedsbrist.

Der kan være tale om billeder eller videoer, der er optaget af den pågældende selv eller

med dennes samtykke, men hvor der altså ikke foreligger samtykke til videregivelse eller i

hvert fald ikke til videregivelse til den kreds, som det er sket. Der kan imidlertid også være

tale om billeder eller videoer, der er optaget uden samtykke og eventuelt skjult. Endelig

kan der også være tale om billeder eller videoer, der er billedmanipuleret, så de er blevet

pornografiske, men hvor det oprindelige fotografi eller den oprindelige film, som den afbil-

dede eller filmede person eventuelt har givet samtykke til videregivelse af, ikke var det, jf.

i den forbindelse TfK 2013.627 Ø. Videregivelse af sådanne billeder eller videoer kan i

nogle tilfælde udgøre et alvorligt brud på den intimsfære, der er baggrund for, at den anden

person er i besiddelse af billedet.

Videregivelse af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et seksuelt/pornogra-

fisk indhold af identificerbare personer over 18 år, uden samtykke udgør i almindelighed

en overtrædelse af straffelovens § 264 d om uberettiget videregivelse af meddelelser og

billeder vedrørende en andens private forhold. Der vil også efter omstændighederne være

tale om en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse (i forhold til

den afbildede). Straffelovens § 232 er således en opsamlingsbestemmelse, der omfatter en

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

række forskelligartede seksuelle krænkelser af grovere karakter. Selv om videregivelse af

nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer med et seksuelt/pornografisk indhold (til per-

soner, der gerne vil modtage materialet) ikke hører til de traditionelle kerneområder for

blufærdighedskrænkelse (omfattende først og fremmest beføling, beluring, blottelse og

seksuelle henvendelser), må sådan videregivelse efter Straffelovrådets opfattelse i dag som

det klare udgangspunkt i sig selv i forhold til den afbildede anses for at være omfattet af

straffelovens § 232.

Dette stemmer overens med forarbejderne til moderniseringen i 2013 af straffelovens kapi-

tel 24 om seksualforbrydelser, jf. pkt. 6.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.

L 141 fremsat den 6. februar 2013:

”Særligt med hensyn til videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til

andre bemærkes, at der i retspraksis er eksempler på, at dette efter sin art ikke er ble-

vet anset som blufærdighedskrænkelse (UfR 1999.177 V, domfældelse for

fredskrænkelse, jf. straffelovens § 264 d), og på, at tiltalen og dermed dommen har

været udformet på den måde, at blufærdighedskrænkelsen bestod i senere modtagne

henvendelser af seksuel karakter, som skyldtes videregivelsen af oplysningerne af

seksuel karakter (UfR 2001.2573 Ø og TfK 2005.712 Ø). Det må imidlertid antages,

at videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre i sig selv kan

udgøre en blufærdighedskrænkelse, forudsat at forholdet har den grovhed, som kræ-

ves for anvendelsen af straffelovens § 232. Der kan i overensstemmelse hermed hen-

vises til TfK 2003.692 Ø.”

For så vidt angår pornografiske billeder og videoer af personer under 18 år, herunder fikti-

ve pornografiske afbildninger, der fremstår tilnærmelsesvis som billeder og videoer af per-

soner under 18 år, gælder, at videregivelse kan straffes efter straffelovens § 235, stk. 1, om

udbredelse af børnepornografi. Dette gælder, uanset om der måtte foreligge samtykke fra

personen under 18 år til optagelsen og eventuelt også til videregivelsen. Udbredelse af bør-

nepornografi (af andre end én selv) er altid strafbar uden hensyn til eventuelle samtykker,

og den afbildede person kan heller ikke give diskulperende samtykke (eksempelvis til

fremtidig udbredelse), efter at den pågældende er fyldt 18 år.

Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå ændringer med hen-

syn til kriminaliseringen af digitale sexkrænkelser, ligesom rådet ikke finder behov for at

indsætte en særskilt bestemmelse i straffeloven herom. Baggrunden herfor er, at de gæl-

dende strafbestemmelser på hensigtsmæssig måde kriminaliserer sådanne forhold, herun-

der som både en seksuel krænkelse og en krænkelse af privatlivets fred.

Det fremgår endvidere af retspraksis, at der efter omstændighederne kan tilkendes godtgø-

relse for tort for den krænkelse, som en uberettiget videregivelse af pornografiske billeder

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

og videoer har påført nogen, herunder i tilfælde, hvor billedernes pornografiske karakter er

fremkommet ved billedmanipulation, jf. UfR 2015.2561 H.

Det bemærkes, at strafbar videregivelse af nøgenbilleder skal afgrænses over for f.eks. for-

ældres videregivelse af hverdagsbilleder af deres mindre, nøgne børn, idet denne videregi-

velse typisk ikke vil være uberettiget i § 264 d’s forstand, og fotograferingen og videregi-

velsen vil heller ikke være omfattet af §§ 232 eller 235.

Der kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke foretages en klar og objektiv afgrænsning af

anvendelsesområdet for § 264 d i relation til videregivelse af nøgenbilleder i øvrigt, idet

der er en glidende overgang mellem tilfælde, hvor man bør kunne have en berettiget for-

ventning om, at billeder ikke bliver videregivet, og tilfælde, hvor man har bragt sig i en

sådan situation, at beskyttelsen mod videregivelse af nøgenbilleder kun bør være civilret-

lig, jf. lige nedenfor om UfR 2010.2448 H.

Der kan ligeledes ikke opstilles klare retningslinjer for, hvilket motiv billedet skal vise, for

at billedet kan karakteriseres som et nøgenbillede. Som udgangspunkt vil der være tale om

et nøgenbillede, hvis billedet viser kønsdele eller bryster, men det beror på en konkret vur-

dering, om billedet viser så meget af enten kønsdele eller bryster, at forholdet kan være

omfattet af straffelovens § 264 d. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke vil være tale

om en fredskrænkelse, der er omfattet af § 264 d, hvis hverken billedet eller omstændighe-

derne i forbindelse med videregivelsen muliggør identifikation af den afbildede.

Trine Baumbach har i Strafferet og menneskeret, 2014, side 302-313, rejst en principiel

diskussion af Straffelovrådets overvejelser i 1971-betænkningen om offentliggørelse af

fotografier af nøgenbadende og dansk retspraksis herom (navnlig UfR 1986.405 Ø og UfR

2010.2448 H) sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols generelle

retspraksis vedrørende forholdet mellem retten til privatliv og ytringsfrihed særligt i sager

om offentliggørelse af fotografier af personer (navnlig de to von Hannover-sager, dom af

24. juni 2004 og dom af 7. februar 2012).

Straffelovrådet har bl.a. på ovennævnte baggrund overvejet, om udviklingen siden 1972

bør give anledning til ændringer i de retningslinjer for afgrænsningen af området for straf-

bar offentliggørelse af billeder, som er givet i forarbejderne til lovændringen i 1972, og

som er bekræftet ved Højesterets dom i UfR 2010.2448 H og senest ved Østre Landsrets

dom i UfR 2015.3802 Ø, hvor den tiltalte blev frifundet for overtrædelse af § 264 d efter at

have offentliggjort en filmsekvens med titlerne ”perverse svin” og ”liderbasser”, der viste

fem nøgenbadende mænd.

100

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

De pågældende forarbejder indeholder bl.a. følgende afgrænsning af, hvordan § 264 d, 2.

led om ”billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges

unddraget offentligheden” skal forstås, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om

privatlivets fred, side 53:

”Straffelovrådet er opmærksom på, at man på dette område må lægge stor vægt på

det modstående hensyn til nyhedsmidlernes virksomhed. Der kan derfor ikke være

tale om at fastsætte noget vidtrækkende strafferetligt værn. Hovedsynspunktet må i

overensstemmelse med det ovenfor anførte være, at personer, der befinder sig uden-

for det hjemlige område, må være forberedt på at kunne blive fotograferede, og at

optagelsen kan blive brugt af pressen, uden at der bør være plads for nogen diskus-

sion af, hvorvidt offentligheden havde nogen berettiget interesse i at se optagelsen.

På den anden side vil det næppe være rigtigt at foretage afvejningen af pressens in-

teresse i frit at kunne bruge billeder over for den enkeltes interesse i beskyttelse mod

at se sig udstillet offentligt således, at pressens interesse i enhver situation skal have

overvægt. I de grelleste tilfælde, hvor det på forhånd er klart, at den pågældende vil

føle sig overordentlig generet ved en offentliggørelse af hans billede i den ekstraordi-

nære situation, bør der gives den pågældende et værn. Straffelovrådet har overvejet, i

hvilket omfang dette værn vil kunne gives i form af den nedenfor i kap. IX omhand-

lede udbygning af de civilretlige regler. Det er hensigten, at den udvidede erstat-

ningsretlige beskyttelse skal få et meget væsentligt virkefelt netop på et område som

det her omhandlede, hvor afvejningen af de modstående hensyn normalt må ske i ly-

set af den konkrete sag. Alligevel har man ment, at der i særlige tilfælde burde være

plads for også den markering af samfundets misbilligende holdning, som en straffe-

bestemmelse indebærer. Man har herved tænkt på tilfælde, hvor den private, uden at

han selv har haft nogen direkte indflydelse på det, er bragt i den pågældende situation

- således, som tilfældet vil være i det tidligere omtalte eksempel med trafikulykken

[hvor en person, der har været udsat for en trafikulykke, er afbildet med klæderne i

stærk uorden]. Hvor den pågældende selv har bragt sig i den ekstraordinære situa-

tion, bør der, selv om vedkommende ikke har tænkt på muligheden af fotografering, i

almindelighed ikke blive tale om anvendelse af straffebestemmelsen, men eventuelt

af den civilretlige beskyttelse. Et eksempel af sidstnævnte karakter har foreligget,

hvor en person, der dyrkede nøgenbadning på en øde strand, uden at vide det er ble-

vet fotograferet med teleobjektiv, og billedet derefter er offentliggjort på en sådan

måde, at identiteten fremgik.”

Straffelovrådet har i lyset af den teknologiske udvikling, der har medført, at man kan opta-

ge billeder af høj kvalitet fra meget lang afstand, herunder ved hjælp af droner, overvejet,

om disse bemærkninger fortsat bør være udtryk for, hvad der strafferetligt bør gøre sig

gældende vedrørende offentliggørelse af nøgenbilleder af personer, der befinder sig på et

frit tilgængeligt sted, som umiddelbart fremstår øde, og hvor man således ikke forventer at

blive iagttaget eller fotograferet, selv om der er en risiko herfor.

Som det fremgår ovenfor er udviklingen siden 1972 af, hvad der hører til privatlivet, gået i

retning af, at mange mennesker er mere blufærdige i forhold til at vise deres kroppe frem,

101

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

hvilket kan tale for en bedre beskyttelse heraf – særligt i kombination med den lige ovenfor

beskrevne teknologiske udvikling. Der er imidlertid også oplysninger, der tyder på, at an-

dre mennesker eller mennesker i andre situationer er blevet mindre blufærdige i forhold til

at optræde nøgne i det offentlige rum, herunder i forbindelse med vinterbadning. Dette

indebærer i de sidstnævnte tilfælde imidlertid ikke, at de pågældende ønsker eller direkte

samtykker i, at billeder heraf skal offentliggøres.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at det lovteknisk vil være vanskeligt entydigt at beskrive

og i praksis vil være vanskeligt konkret at fastlægge, hvilke områder der er frit tilgængeli-

ge, men samtidig så øde, at fotografering og videregivelse af billeder af nøgne personer

skal være strafbar. Hertil kommer, at det fortsat er Straffelovrådets opfattelse, at man i vidt

omfang kan gardere sig mod sådanne billeder ved at undlade at optræde nøgen på frit til-

gængelige steder – uanset om der er tale om øde eller mindre befolkede områder.

Straffelovrådet finder således efter en samlet vurdering, at den krænkelse, som videregivel-

se indebærer for den person, der er afbilledet, ikke i almindelighed er så grov, at den bør

sanktioneres strafferetligt. Rådet har herved også lagt vægt på, at krænkelsen kan sanktio-

neres civilretligt, herunder ved at der tillægges den forurettede en godtgørelse. Rådet har

ikke forholdt sig til spørgsmålet om godtgørelsernes størrelse, men finder dog anledning til

at bemærke, at der i tilfælde af grove krænkelser fortsat bør tilkendes godtgørelser, som

afspejler krænkelsens grovhed og er følelige for krænkeren.

Sammenfattende er offentliggørelse af billeder af nøgenbadende, der befinder sig på et frit

tilgængeligt sted, i almindelighed ikke strafbar efter § 264 d, men kan efter omstændighe-

derne udgøre en sådan krænkelse af de nøgenbadendes privatliv, at de pågældende kan

tilkendes en godtgørelse for tort, sådan som det skete i f.eks. UfR 2010.2448 H.

Straffelovrådet understreger, at den beskyttelse af sit privatliv, som den enkelte har krav på

efter artikel 8 i EMRK, ikke behøver at være strafferetlig. Der er intet til hinder for, at be-

skyttelsen i nogle situationer alene er civilretlig, sådan som det er tilfældet efter gældende

dansk ret. Der er således heller ikke noget menneskeretligt behov for at udvide den straffe-

retlige beskyttelse af offentliggørelse af billeder i forhold til gældende dansk ret. For så

vidt angår von Hannover-dommene bemærkes særligt, at præmisserne i UfR 2010.2448 H

tydeligvis er skrevet bl.a. under hensyntagen til den første von Hannover dom af 24. juni

2004. Den anden von Hannover-dom af 7. februar 2012 ligger efter Højesterets afgørelse,

men giver efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for en anden vurdering, hvorved

bemærkes, at von Hannovers rettigheder i 2012-dommen i øvrigt ikke fandtes krænket.

102

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet finder anledning til at bemærke, at eksempelvis privates offentliggørelse af

billeder på internettet som udgangspunkt skal overholde persondataloven. Som følge heraf

vil private i mange tilfælde ikke lovligt kunne offentliggøre fotografier af andre personer

uden samtykke, medmindre fotografiet allerede er offentliggjort. Privates overtrædelse af

persondatalovens behandlingsregler kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,

jf. lovens § 70.

2.5.2. Straf

2.5.2.1. Retspraksis mv.

Straffelovens § 264 d beskytter altovervejende enkeltpersoner, og strafferammen er bøde

eller fængsel indtil 6 måneder.

Ifølge bilag 7 blev der i perioden 2011 til 2015 afgjort 106 straffesager, hvor straffelovens

§ 264 d var hovedforholdet. Der blev i lidt under halvdelen af sagerne straffet med

fængsel, heraf blev otte sager afgjort med ubetinget fængsel med en gennemsnitlig straf-

længde på mellem 17 og 56 dages fængsel. Den gennemsnitlige bødestraf for overtrædelse

af bestemmelsen var ca. 2.500 kr. til 3.500 kr.

Fra nyere trykt retspraksis om straffelovens § 264 d kan nævnes UfR 2016.3125 Ø, hvor T

som pensioneret polititjenestemand efter sin pensionering udgav en bog om opklaringen af

syv drabssager, herunder en sag hvor A var gerningsmand. I bogen blev der bl.a. givet op-

lysninger om A's følelsesmæssige reaktioner under afhøringen af ham, herunder at A be-

gyndte at græde, var ophidset og helt usammenhængende, samt om fund af stærkt porno-

grafisk materiale med pædofile undertoner hos A. Selvom A i bogen var omtalt som B, var

det som følge af øvrige oplysninger i bogen let at identificere A som gerningsmanden. T

fandtes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d og idømtes 6 dagbøder á 550 kr.

Der kan endvidere henvises til TfK 2008.499 Ø, hvor tre ansvarshavende redaktører på

nogle dagblade og et ugeblad samt fire journalister på disse blade blev straffet for overtræ-

delse af straffelovens § 264 d i anledning af nogle artikler, hvoraf det fremgik, at en kendt

tv-vært havde ophævet eller var ved at ophæve samlivet med sin mand. Grundlaget for

artiklerne var, at hun havde erhvervet en ejendom alene i nærheden af parternes fælles bo-

lig. Landsretten bemærkede bl.a., at tv-værten ikke havde fremlagt sit privatliv, herunder

sine ægteskabelige forhold, for medierne således, at medierne derved kunne være i god tro

om hendes holdning til den omtvistede omtale. De tre ansvarshavende redaktører blev her-

efter hver straffet med 20 dagbøder á 500 kr., mens de fire journalister, der havde skrevet

103

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

artiklerne, hver blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. De tre ansvarshavende redaktører

blev endvidere hver in solidum med de ansvarlige journalister dømt til at betale tv-værten

en tortgodtgørelse på 20.000 kr.

Der kan ligeledes henvises til TfK 2005.709/1 Ø, hvor T via internettet havde sendt nøgen-

billeder til flere personer af en kvinde, han tidligere var kommet sammen med, og samtidig

havde sendt en pornografisk tekst, som gav indtryk af, at det var kvinden, som sendte bille-

der og tekst. T blev i medfør af straffelovens § 264 d straffet med 20 dages fængsel.

Der kan endvidere henvises til TfK 2003.239/2 Ø, hvor T fremsendte oplysninger om sin

tidligere ægtefælle A's forhold til sine børn, forhold til tidligere ægtefæller, sygdomme,

arbejdsforhold og kæresteforhold til en stor del af beboerne i to boligblokke, som lå ved

A's bopæl, og til A's daværende arbejdsgiver og kolleger. T blev straffet med 10 dagbøder

á 200 kr.

Ved Østre Landsrets dom gengivet i FED 2001.2520 Ø blev en journalist C og chefredak-

tør D, der begge var ansat på ugebladet U, fundet skyldige i at have overtrådt straffelovens

§ 264 d ved på forsiden og i en artikel i U at have bragt omtale af, at journalisterne A og B

var kærester, selv om A og B tidligere over for U udtrykkeligt havde frabedt sig offentlig

omtale af deres forhold. C blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. og D blev straffet med

15 dagbøder á 1.000 kr. C og D skulle in solidum betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse til

hver af sagsøgerne, A og B.

Der kan endelig henvises til UfR 1999.177 V, hvor T scannede 7 nøgenbilleder af sin tidli-

gere hustru H og lagde dem ind på sin hjemmeside på internettet med en angivelse af hen-

des personnummer, adresse og telefonnummer og med en stærkt krænkende tekst til hvert

billede. T idømtes ubetinget hæfte i 20 dage.

2.5.2.2. Straf ved videregivelse på internettet mv.

Straffelovrådet finder, at videregivelse af oplysninger om andres private forhold på inter-

nettet generelt kan indebære privatlivskrænkelser af en alvor, som ikke tidligere er set. Op-

lysninger på internettet kan spredes meget vidt og meget hurtigt og kan i praksis være van-

skelige og i visse tilfælde næsten umulige at få slettet igen. Der er dermed en større risiko

for store skadevirkninger og mere vedvarende krænkelser, end der f.eks. er ved krænkelser

gennem trykte aviser, tidsskrifter eller bøger eller gennem æterbårne medier, og den samle-

de effekt af dette kan være foruroligende stor.

104

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der bør være mulighed for i tilfælde af særligt

skærpende omstændigheder af videregivelse af oplysninger om andres private forhold at

idømme en højere straf end fængsel i 6 måneder. Rådet finder således, at straffen for sær-

ligt grove overtrædelser af § 264 d bør kunne stige til fængsel i 2 år. Rådet lægger herved

bl.a. vægt på, at strafferammen for blufærdighedskrænkelse efter § 232 (af personer over

15 år) er bøde eller fængsel indtil 2 år.

I de tilfælde, hvor der i kommercielt og/eller journalistisk øjemed offentliggøres oplysnin-

ger vedrørende en andens private forhold, som er fremkommet ved en overtrædelse af

§ 263 eller § 264, vil der i almindelighed være tale om uberettiget udnyttelse som nævnt i

§ 264 c, således at strafferammerne i §§ 263 og 264 finder tilsvarende anvendelse. Der vil

dermed også under særligt skærpende omstændigheder være mulighed for at idømme op til

6 års fængsel.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et massemedie har udnyttet oplysninger, der er

fremkommet ved uberettiget indtrængen i et datasystem, jf. det gældende § 263, stk. 2, og

rådets forslag til § 263, stk. 1. Under særligt skærpende omstændigheder kan også den vi-

dere udnyttelse af oplysningerne straffes med op til 6 års fængsel, jf. straffelovens § 264 c,

jf. § 263, stk. 3. Det vil også gælde den udnyttelse, der måtte have bestået i ikke at offent-

liggøre oplysninger (f.eks. oplysninger om anvendelse af betalingskort), men i at lokalisere

en person f.eks. med henblik på at iagttage eller fotografere den pågældende og eventuelle

ledsagere.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en ny skærpet sidestrafferamme for overtrædel-

ser af § 264 d, når der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og

omfang eller antallet af berørte personer er tale om særligt skærpende omstændigheder.

Den skærpede sidestrafferamme vil f.eks. kunne finde anvendelse på udbredelse i en større

kreds via internettet, herunder på sociale medier.

Straffelovrådet overvejelser om en skærpet sidestrafferamme har bl.a. baggrund i den sene-

ste tids udvikling i relation til digitale sexkrænkelser, herunder navnlig når billederne/vi-

deoerne videregives på internettet. Sådanne krænkelser bør give anledning til overvejelser

om strafskærpelse for på den måde at understrege alvoren af handlingerne. Selv om der

kan ligge mange forskellige motiver bag en digital sexkrænkelse – lige fra videregivelse ud

fra et hævnmotiv til blot ubetænksomhed – vil det i alle tilfælde kunne være særdeles yd-

mygende for de forurettede, ligesom det i mange tilfælde vil have vidtrækkende psykologi-

ske konsekvenser for disse.

105

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovens § 264 d om videregivelse af oplysninger om en andens private forhold straf-

fes som anført med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, og blufærdighedskrænkelse efter

straffelovens § 232 straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Udbredelse af børneporno-

grafi straffes efter § 235 med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 6 år.

Dette betyder, at strafmaksimum for digitale sexkrænkelser er fængsel i indtil 2 år, jf. straf-

felovens § 232 og § 264 d, jf. § 88, stk. 1. Hvis forurettede er under 18 år, er forholdet om-

fattet af straffelovens § 235, stk. 1, hvor strafmaksimum også som udgangspunkt er

fængsel i 2 år, men hvor der under særligt skærpende omstændigheder kan straffes med

fængsel indtil 6 år. Det kan ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor strafmak-

simum i medfør af § 232, 2. led, vil være 4 år, fordi der er tale om billeder eller videoer

med et seksuelt, men ikke pornografisk, indhold af et barn under 15 år. Det bemærkes

imidlertid, at videregivelse af pornografiske billeder, der straffes efter § 235, hvor straf-

maksimum er fængsel i 2 år, som det klare udgangspunkt bør føre til en strengere straf end

videregivelse af nøgenbilleder uden et pornografisk indhold, og det forhøjede strafmaksi-

mum i § 232, 2. led, må på den baggrund antages sjældent at få afgørende betydning for

den straf, som udmåles i den konkrete sag, idet dette strafmaksimum er begrundet med, at

§ 232 supplerer de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 15 år,

og det er således forbeholdt grovere overtrædelser.

Der foreligger kun få trykte afgørelser om det konkrete strafniveau for sager om digitale

sexkrænkelser eller lignende omfattet af § 264 d og § 232. I TfK 2014.641 Ø blev en per-

son idømt ubetinget fængsel i 40 dage for medvirken til blufærdighedskrænkelse, jf. straf-

felovens § 232, jf. § 23, og for overtrædelse af straffelovens § 264 d. Den domfældte havde

uberettiget videregivet links til private fotos af seksuelt indhold af sin ekskone til adskillige

personer på en sexchat. Han havde herudover i et enkelt tilfælde oplyst hendes identitet til

en anden mand, hvilket medførte, at den pågældende kontaktede hende.

I TfK 2013.627 Ø blev en person idømt ubetinget fængsel i 6 måneder for medvirken til

blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og overtrædelse af straffelovens § 264 d,

jf. § 23, medvirken til udbredelse af børnepornografisk materiale efter straffelovens § 235,

stk. 1, jf. § 23, samt for besiddelse af børnepornografisk materiale efter straffelovens § 235,

stk. 2. Den domfældte blev fundet skyldig i uden samtykke fra de pågældende at have lagt

billeder af 11 kvinder, heraf 3 kvinder under 18 år, ud på en hjemmeside, hvor billederne

blev eller skulle blive manipuleret, så de kom til at fremstå som utugtige eller porno-

grafiske. Den domfældte blev endvidere fundet skyldig i at videregive kontaktoplysninger

på i hvert fald en af de piger, som var afbilledet, hvilket medførte henvendelser til den på

106

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

gældende. Han blev endelig fundet skyldig i at have besiddet 1.450 fotografier og 45 film

omfattet af straffelovens § 235, stk. 2.

Baggrunden for den begrænsede landsretspraksis vedrørende digitale sexkrænkelser eller

lignende overtrædelser af straffelovens § 232 og § 264 d skønnes dels at være, at der er tale

om et relativt nyt fænomen, dels at der ikke i alle tilfælde af digitale sexkrænkelser har

været rejst tiltale eller er domfældt efter begge bestemmelser. Rigsadvokaten har imidlertid

i november 2015 udarbejdet en intern videnspakke til anklagemyndigheden om it-krimina-

litet. Det fremgår af denne videnspakke, at der i sager om digitale sexkrænkelser skal rejses

tiltale efter både straffelovens § 232 og § 264 d. Rigsadvokaten forventer på den baggrund,

at anklagemyndighedens strafpåstand og domstolenes straffastsættelse vil afspejle forbry-

delsens karakter og grovhed, herunder at der både er tale om en krænkelse af seksuel ka-

rakter og om videregivelse af private billeder/videoer.

Anklagemyndigheden har i øvrigt på nuværende tidspunkt fokus på sager om digitale sex-

krænkelser. Sager om blufærdighedskrænkelse på internettet er således medtaget i Rigs-

advokatens oversigt over anklagerfaglige fokusområder i retspraksis, og dette indebærer

bl.a., at retspraksis skal følges med fokus på strafniveauet.

På baggrund af den sparsomme landsretspraksis og anklagemyndighedens fokus på, at der

rejses tiltale efter både straffelovens § 232 og § 264 d, og at strafpåstanden afspejler dette,

er det vanskeligt at slå fast, hvad strafniveauet er eller vil blive ved et typisk tilfælde af

digital sexkrænkelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det er svært at definere et typisk

tilfælde, idet de konkrete omstændigheder i sagerne kan være vidt forskellige, herunder i

relation til karakteren og antallet af billedet eller billederne, til omfanget af udbredelsen, til

om billedet er ledsaget af tekst, og til om forholdet er begået med et hævnmotiv, ligesom

forholdene i vidt omfang også begås af og mod personer under 18 år.

Det er navnlig i forhold til unge lovovertrædere mere end tvivlsomt, hvorvidt alene en

strafskærpelse er den mest hensigtsmæssige måde at søge at opnå en adfærdsændring og

herved begrænse denne form for kriminalitet, der i et vist omfang er et udslag af, at der for-

mentlig i stigende grad er eller har været en tendens til at sende nøgenbilleder mv. af sig

selv til f.eks. en kæreste. Særligt i forhold til de unge vil det formentlig på den baggrund

være nærliggende at supplere en konsekvent retsforfølgning med en oplysningsindsats,

som sikrer viden om, at videregivelse af seksuelle/pornografiske billeder eller videoer er

strafbart, og at det har vidtrækkende konsekvenser for de forurettede for forbrydelserne.

Straffelovrådet har i den forbindelse noteret sig regeringens udspil om en skærpet indsats

mod digitale sexkrænkelser, der blev præsenteret i februar 2017.

107

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådets forslag om en skærpet sidestrafferamme på fængsel indtil 2 år for overtræ-

delser af straffelovens § 264 d er begrundet i de alvorlige skadevirkninger og mere vedva-

rende krænkelser, der er forbundet med videregivelse af oplysninger eller billeder om an-

dres private forhold på internettet, fordi oplysningerne eller billederne kan spredes meget

vidt og hurtigt, og i praksis kan være vanskelige og i visse tilfælde næsten er umulige at få

slettet igen.

Forslaget hænger som anført ovenfor i høj grad sammen med den udvikling, der er set in-

den for kriminalitetstypen digitale sexkrænkelser, og det er således også hensigten, at den

skærpede sidestrafferamme vil finde anvendelse på mere alvorlige tilfælde af denne type

kriminalitet, herunder hvor gerningsmanden har videregivet billeder/videoer af særlig

krænkende karakter, i et stort omfang, på internettet eller af et stort antal forurettede.

Digitale sexkrænkelser er som nævnt typisk også omfattet af § 232 om blufærdighedskræn-

kelse, der har et strafmaksimum på 2 års fængsel. Idet § 232 omfatter en bred vifte af

krænkelser af en vis grovere karakter, herunder visse berøringer af seksuel karakter, er det

imidlertid Straffelovrådets vurdering, at straffen for digitale sexkrænkelser efter gældende

retspraksis som udgangspunkt må forventes at blive udmålt som en frihedsstraf i den lavere

ende af strafferammen i § 232.

Det er på baggrund af den meget betydelige krænkelse, som digitale sexkrænkelser kan

indebære, Straffelovrådets opfattelse, at det kan give anledning til tvivl om, hvorvidt de

straffe, der efter gældende praksis udmåles i sager om digitale sexkrænkelser efter §§ 232

og 264 d, i de groveste tilfælde i tilstrækkeligt omfang afspejler forbrydelsens grovhed, når

de sammenlignes med strafniveauet for andre krænkelser.

For de fleste mennesker udgør nøgenbilleder, herunder billeder og videoer af den pågæl-

dende i seksuelle situationer noget meget privat og intimt. Udbredelse af fotografisk mate-

riale i form af nøgenbilleder og lignende mod den afbildedes vilje må således antages som

udgangspunkt at blive opfattet som særdeles indgribende og krænkende af den afbildede.

Det gælder særligt, hvis materialet er udbredt i en bred kreds eksempelvis via internettet,

hvor den krænkedes mulighed for at fjerne materialet er stærkt begrænset, og hvor der der-

for er tale om en vedvarende krænkelse. Efter Straffelovrådets opfattelse bør grove digitale

sexkrænkelser således anses som meget alvorlige privatlivskrænkelser, der omfattes af den

foreslåede § 264 d, stk. 2, og af § 232. Straffelovrådet forudsætter således også, at der for

sådanne grove krænkelser vil være grundlag for at udmåle straffe, som ligger noget højere

end den straf, der må forventes at blive udmålt efter de gældende bestemmelser i §§ 232 og

264 d. Hensigten med rådets forslag er således, at der skal udmåles straffe på et niveau,

som afspejler forbrydelsens karakter og grovhed, herunder at der både er tale om en kræn-

108

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

kelse af seksuel karakter og af privatlivets fred, og som er egnede til at virke afskrækkende

på potentielle gerningsmænd.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at et strafmaksimum på 2 års fængsel er passende i for-

hold til at rumme alle alvorlige tilfælde af overtrædelse af § 264 d, herunder digitale sex-

krænkelser af den type, hvor gerningsmanden for eksempel på basis af et datalager udbre-

der mange billeder/videoer af forskellige personer. Ligeledes er et sådant maksimum efter

rådets opfattelse passende afbalanceret i forhold til straffelovens strafferammer i øvrigt.

Sidstnævnte hensyn er imidlertid i vidt omfang et spørgsmål af mere politisk karakter. Det

bemærkes i øvrigt, at strafmaksimum vil være 6 år, hvis forholdet er begået mod personer

under 18 år, og der foreligger særligt skærpende omstændigheder, herunder udbredelse af

mere systematisk eller organiseret karakter, jf. § 235, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes, at Straffelovrådet ikke finder behov for at tilkendegive noget udgangspunkt

for det konkrete strafniveau efter § 264 d. Bestemmelsen omfatter så forskelligartede for-

hold, at det i de konkrete tilfælde er op til domstolene at udmåle enten en bøde- eller fri-

hedsstraf, der står mål med den begåede forbrydelse.

Ud over straf vil der i denne type sager også være mulighed for at kræve godtgørelse efter

erstatningsansvarslovens § 26.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5, der indeholder nogle mere generelle overvejelser om straf

i relation til freds- og ærekrænkelser.

2.5.3. Videregivelse af oplysninger om en juridisk persons private forhold

Det er som tidligere omtalt rigtigt og rimeligt, at bestemmelserne om brevhemmelighed og

husfredskrænkelse i straffelovens §§ 263 og 264 beskytter ikke alene enkeltpersoners pri-

vatliv, men også erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder. Omvendt beskytter de

bestemmelser, der angår billeder af personer (straffelovens § 264 a og § 264 d, 2. led), i

sagens natur alene enkeltpersoner.

Straffelovrådet har overvejet, om juridiske personer bør kunne nyde beskyttelse efter straf-

felovens § 264 d, 1. led, mod videregivelse af oplysninger eller billeder vedrørende den

juridiske persons private forhold.

109

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

En juridisk person vil under alle omstændigheder være beskyttet efter § 264 c mod udnyt-

telse af oplysninger, som er fremkommet ved en krænkelse af brevhemmeligheden eller

husfreden.

Endvidere vil enkeltpersoner, der deltager i en juridisk persons virke, for deres vedkom-

mende kunne være beskyttet af § 264 d, 1. led, hvis aktiviteterne må henregnes til deres

privatliv.

Efter gældende ret må det antages, at erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder

ikke har et ”privatliv”, der kan nyde beskyttelse efter § 264 d, 1. led, om oplysninger og

billeder vedrørende en andens private forhold, mens det er tvivlsomt, om eksempelvis en

forening også uafhængig af den beskyttelse, der tilkommer de enkelte medlemmer, kan

nyde beskyttelse efter § 264 d, 1. led. Dette blev antaget af landsretten i UfR 1982.750 H,

der drejede sig om et fogedforbud, mens Højesteret uden at citere straffelovens § 264 d

anførte, at frimurerordenens optagelsesceremonier henhørte under dennes private forhold

og dermed var beskyttet mod uberettiget offentliggørelse. Højesterets afgørelse kan således

forstås på den måde, at den alene angår den civilretlige beskyttelse.

Spørgsmålet ses ikke at have været rejst i trykt praksis siden dommen fra 1982, og Straffe-

lovrådet ser ikke et behov for nærmere afklaring ad lovgivningsvejen.

2.5.4. Samtykke

Videregivelse af oplysninger om en andens private forhold er ikke uberettiget og dermed

ikke strafbar efter straffelovens § 264 d, hvis videregivelsen sker med den pågældendes

samtykke. Et samtykke vil i almindelighed frit kunne tilbagekaldes, indtil videregivelse er

sket, hvorimod tilbagekaldelse af et samtykke normalt ikke vil kunne tillægges betydning i

forhold til en videregivelse, der allerede er sket.

Det bemærkes, at det følger af persondatalovens § 38, at den registrerede kan tilbagekalde

et samtykke. Virkningen af, at den registrerede tilbagekalder sit samykke, vil ifølge be-

mærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen være, at den behandling af oplysninger, som

den registrerede har meddelt sit samtykke til, normalt ikke må finde sted fremover. Der kan

imidlertid i en anden af behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8 være hjemmel til, at

behandlingen kan fortsætte. De grundlæggende betingelser om bl.a. saglighed og propor-

tionalitet i persondatalovens § 5 skal desuden i alle tilfælde iagttages.

110

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.6. Systematisk overvågning

Straffelovens beskyttelse mod krænkelse af privatlivets fred er bygget op som en række

bestemmelser, der tager stilling til, hvor grænserne for den strafbare adfærd skal sættes i

forhold til de enkelte krænkelsesmuligheder. Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at

det bl.a. under hensyn til de krav, der må opstilles med hensyn til en præcis formulering af

strafbestemmelser, ikke er muligt at udforme en mere generel grundsætning om beskyttelse

af privatlivets fred sanktioneret gennem straf, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971

om privatlivets fred, side 76.

Ved lovændringen i 1972, der bl.a. byggede på 1971-betænkningen, skete der en ajourfø-

ring af de allerede dengang gældende strafbestemmelser med henblik på at klargøre disses

rækkevidde og en forhøjelse af strafferammerne, og der blev indført nye strafbestemmelser

til beskyttelse mod aflytning og udspejdning (fotografering) samt andres udnyttelse af de

oplysninger, der er fremkommet ved den ulovlige virksomhed.

Endvidere blev der ved lovændringen i 1972 indført en generel adgang til godtgørelse for

ikke-økonomisk skade (tort) i tilfælde af forsætlig eller uagtsom krænkelse af privatlivets

fred. Før 1972 var det en betingelse for tortgodtgørelse, at krænkelsen var strafbar og her-

under begået med den fornødne tilregnelse, normalt forsæt. Hvis den krænkede har lidt et

økonomisk tab, kan dette kræves erstattet efter almindelige erstatningsretlige regler; dette

var også tilfældet før 1972. I UfR 2010.2448 H, der også er omtalt ovenfor afsnit 2.5.1.3,

beskriver Højesteret retstilstanden på følgende måde (med særligt fokus på billeder og på

pressens brug heraf, idet den konkrete sag angik dette):

”Sagen angår privatlivets fred og retten til eget billede. Privatliv omfatter ikke kun,

hvad der foregår i den egentlige privatsfære fri for offentlig iagttagelse, men i et vist

omfang også hvad en person foretager sig uden for sit hjem i ordinære hverdagssitua-

tioner. Beskyttelsen af privatlivets fred og retten til eget billede er i dansk ret baseret

på almindelige retsgrundsætninger og enkelte lovregler. Der kan således efter almin-

delige retsgrundsætninger nedlægges forbud mod retsstridige krænkelser af privatli-

vets fred og retten til eget billede, der kan kræves godtgørelse for tort efter reglerne i

erstatningsansvarslovens § 26 om retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære

eller person, og der er for de groveste krænkelser et strafferetligt værn i bl.a. straffe-

lovens § 264 a og § 264 d. Har krænkelsen tillige medført et økonomisk tab, f.eks.

ved tilegnelse af et billedes markedsføringsmæssige værdi, kan dette forlanges erstat-

tet efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Sagen angår samtidig pressens ytringsfrihed og offentlighedens interesse i at blive in-

formeret. Om pressen kan gengive et billede af en person eller oplysninger om den-

nes privatliv uden samtykke, beror på en afvejning af hensynet til den enkelte over

for hensynet til den samfundsmæssige interesse i offentliggørelse. Ved afgørelsen af,

hvilken vægt der skal tillægges hensynet til ytrings- og pressefrihed, spiller det en

111

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

rolle, om offentliggørelse sker som led i en behandling af samfundsmæssigt relevante

spørgsmål. Særligt om personer, der er kendte i offentligheden, spiller det en rolle,

om offentliggørelsen angår forhold, der er relevante i forhold til det, som vedkom-

mende er kendt for.

[…]

Billederne angår en ordinær, dagligdags situation ved stranden om sommeren, og de

er ikke optaget og bragt som led i en mere systematisk overvågning af forurettedes

privatliv. Højesteret finder, at der - uanset at situationen for så vidt må anses for at

henhøre under hendes privatliv - ved offentliggørelsen af billederne og den ledsagen-

de tekst ikke afsløres noget om hendes private forhold i § 264 d's forstand. Højesteret

tiltræder derfor, at offentliggørelsen ikke er strafbar efter § 264 d, 1. led.”

Sagen angik som tidligere anført offentliggørelse af billeder af en kvinde, der badede top-

løs på en næsten mennesketom strand. Højesteret frifandt for overtrædelse af straffelovens

§ 264 d, herunder bl.a. fordi billederne ikke var optaget og bragt som led i en mere syste-

matisk overvågning af den pågældendes privatliv, men tilkendte godtgørelse for tort under

henvisning til, at offentliggørelsen af de pågældende billeder udgjorde en retsstridig kræn-

kelse.

Straffelovrådet har i afsnit 2.2-2.5 ovenfor gennemgået de gældende strafbestemmelser om

beskyttelse af privatlivets fred. Som det fremgår heraf, foreslår rådet, at bestemmelserne i

vidt omfang videreføres, dog med visse mindre ændringer og omformuleringer.

På samme måde som i 1971-betænkningen har Straffelovrådet i forlængelse heraf overve-

jet, om den teknologiske udvikling har skabt nye muligheder for krænkelse af privatlivet,

som bør kunne imødegås med straf efter straffeloven.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det muligheden for på afstand at følge en persons

færden. Overvågning af en persons geografiske placering ved hjælp af gps-udstyr er såle-

des efter rådets opfattelse i praksis mere indgribende end traditionel manuel skygning, hvor

en eller flere personer følger efter den pågældende og dermed overvåger den pågældendes

færden. Som følge af omkostningerne er der således grænser for, hvor langvarig en manuel

skygning i praksis vil vare, og det kan også være nemmere at opdage, at man bliver skyg-

get, end at man overvåges ved hjælp af gps-udstyr.

Det bemærkes, at persondatalovens regler sætter grænser for f.eks. private virksomheders

mulighed for at kunne overvåge personer med gps-udstyr, og at overtrædelse af disse regler

kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det er således Straffelovrådets opfattelse, at en overvågning af en persons geografiske pla-

cering, der finder sted på afstand ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, i al-

112

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

mindelighed er udtryk for en krænkelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for at over-

veje en kriminalisering i straffeloven. Efter rådets opfattelse vil det endvidere være muligt

at udforme en strafbestemmelse herom, der tilstrækkeligt præcist afgrænser de strafbare

handlinger.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en ny bestemmelse i straffeloven om uberetti-

get at registrere en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat. Ger-

ningsindholdet vil bestå i selve registreringen i form af indsamling eller lagring af data ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat, med henblik på at gerningsmanden gennem

de registrerede oplysninger vil kunne følge en anden (bestemt) persons færden. Bestem-

melsen vil først og fremmest finde anvendelse på registrering af en persons færden, der

sker ved hjælp af en gps, som er anbragt i eller på eksempelvis en persons bil, tøj eller ta-

ske. Dette gælder, hvor gerningsmandens forsæt omfatter selve registreringen, og bestem-

melsens hovedområde vil således være tilfælde, hvor gerningsmanden har anbragt den på-

gældende gps. Det gælder desuden, uanset om gps’en har indbygget en sender, hvis signa-

ler gerningsmanden opfanger, herunder ved selv at styre, hvornår der sendes signaler, så

personens færden kan følges løbende, eller gps’en alene lagrer gps-koordinaterne, som

gerningsmanden efterfølgende skaffer sig adgang til. Det er imidlertid afgørende, at der er

tale om registrering med henblik på at kunne følge den anden persons færden fremadrettet.

Det er omvendt ikke et krav, at registreringerne har ført til, at gerningsmanden har fulgt

den anden persons færden, dvs. har skaffet sig det registrerede overblik over, hvor den an-

den person, har befundet sig. Gerningsindholdet er således fuldbyrdet, når registreringen er

foretaget, hvis registreringen er egnet til at følge den anden persons færden.

Det foreslås, at strafferammen i den nye bestemmelse skal være bøde eller fængsel indtil 6

måneder i lighed med strafferammen i øvrigt for de fleste andre krænkelser af privatlivets

fred, hvor alene enkeltpersoner beskyttes, idet strafferammen særligt skal ses i sammen-

hæng med strafferammerne i straffelovens § 264 a (bøde eller fængsel i indtil 6 måneder)

og i persondataloven (bøde eller fængsel i indtil 4 måneder).

De fleste smartphones, tablets mv. har i dag indbygget gps, og sådanne kan – evt. sammen

med en app eller et lignende program – lagre brugerens færden. Hvis registreringen foreta-

ges ved hjælp af en indbygget gps i f.eks. en mobiltelefon, som forurettede uafhængig af

gerningsmanden har aktiveret, vil forholdet være omfattet af den foreslåede § 263, stk. 1

(der svarer til den gældende bestemmelse i § 263, stk. 2), om uberettiget adgang til et data-

system eller en del heraf, hvis gerningsmanden – når denne skaffer sig adgang til oplysnin-

gerne – skaffer sig adgang til mobiltelefonen mv., idet en mobiltelefon eller en tablet i sig

selv anses som et datasystem i straffelovens forstand. I øvrigt vil den person, som blot af-

læser dataene, efter at registreringen er afsluttet, ikke have realiseret den foreslåede over-

113

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

vågningsbestemmelses gerningsindhold, der omfatter selve registreringen af oplysninger-

ne.

Tilfælde, hvor gerningsmanden selv har skaffet sig adgang til telefonen mv. og slået gps’en

mv. til med henblik på senere at aflæse de data om brugerens færden, som hermed bliver

lagret i telefonens system, vil efter omstændighederne kunne straffes i medfør af både den

foreslåede § 263, stk. 1, og forslaget om ulovlig overvågning i § 264 b.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse på brug af andre lignende apparater til at registre-

re en persons færden, eksempelvis pejling af radiosignaler, der udsendes af noget, som

personen har med sig.

Bestemmelsen vil således finde anvendelse både i tilfælde, hvor personens færden ved

hjælp af gps-koordinater kan følges meget præcist, og i tilfælde, hvor personens færden

følges ved pejling med mindre præcision end ved brug af gps-koordinater, og både i tilfæl-

de, hvor personens færden følges løbende (”live”), og i tilfælde, hvor personens færden

kortlægges efterfølgende på grundlag af en løbende registrering af personens geografiske

placering.

Bestemmelsen vil være begrænset til tilfælde, hvor personens færden kan følges (herunder

retrospektivt, jf. ovenfor), og enkeltstående lokaliseringer af en person på de nævnte måder

vil således ikke være omfattet. Også kortvarigt at følge en person (eksempelvis en halv til

en hel time) vil imidlertid være omfattet. Kravet om, at personens færden skal kunne føl-

ges, skal desuden forstås på den måde, at der skal være tale om, at personens geografiske

placering løbende eller med korte mellemrum transmitteres eller lagres, herunder filmes af

et videokamera. Lokalisering, der følger af, at personen checker ind eller ud med sit rejse-

kort, vil således falde uden for bestemmelsen, det samme gælder lokalisering i forhold til

en mobiltelefonmast, der sker, fordi den pågældende ringer eller sender en besked fra sin

mobiltelefon, og heller ikke lokalisering som led i automatisk nummerpladekontrol vil væ-

re omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen vil kun omfatte tilfælde, hvor personens færden registreres uberettiget, hvil-

ket f.eks. ikke er tilfældet, hvis det sker som led i strafudståelse med anvendelse af fodlæn-

ke. At registrere personens færden kan endvidere f.eks. være berettiget, hvis det sker med

samtykke. Anvendelse af gps uden samtykke kan eksempelvis have hjemmel i lov om soci-

al service § 125. En registrering af oplysninger, der ikke i sig selv er i strid med personda-

talovens bestemmelser (og fra 25. maj 2018 med persondataforordningens bestemmelser

eller bestemmelser med tilknytning hertil), vil ikke af denne grund være berettiget efter den

foreslåede bestemmelse i straffeloven. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således med

114

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

andre ord (også) at kriminalisere registreringer af en anden persons færden, selv om sådan-

ne registreringer kan foretages inden for rammerne af persondataloven (persondataforord-

ningen).

Det vil være en konsekvens af den nye bestemmelse, at politiets anvendelse af sporings- og

pejlingsudstyr som omhandlet i bestemmelsen i forbindelse med efterforskningen af straf-

bare forhold fremover i alle tilfælde vil være at anse som et straffeprocessuelt tvangsind-

greb, som skal have hjemmel i retsplejeloven. Efter gældende ret anses sådan sporing og

pejling som et straffeprocessuelt tvangsindgreb, hvis det f.eks. er nødvendigt at bryde ind i

en bil for at anbringe udstyr, men ikke hvis udstyr anbringes uden på en bil, som befinder

sig et frit tilgængeligt sted. Når der er tale om et straffeprocessuelt indgreb, anvendes rets-

plejelovens § 791 a om observation analogt, jf. UfR 2000.2476 H og UfR 2003.137 H.

Lokalisering af en mobiltelefon er dog direkte omfattet af retsplejelovens § 791 a, stk. 5,

om teleobservation. Der vil således på baggrund af forslaget skulle etableres hjemmel i

retsplejeloven til, at politiet under nærmere fastlagte betingelser kan foretage den form for

overvågning, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Der vil i den forbindelse efter

Straffelovrådets opfattelse fortsat kunne tages udgangspunkt i retsplejelovens § 791 a, stk.

1, herunder også således, at indgrebet ikke kræver en forudgående kendelse fra retten.

Straffelovrådet foreslår tillige med forslaget til § 264 b en ændring af straffelovens § 264 c,

så bestemmelsen kommer til at omfatte det forhold, at nogen uberettiget skaffer sig eller

udnytter oplysninger, som er fremkommet ved en overtrædelse af den foreslåede overvåg-

ningsbestemmelse i § 264 b.

2.7. Forfølgelse mv.

2.7.1. Indledning

Som berørt ovenfor gælder der i dansk ret en beskyttelse af privatlivets fred, der bygger på

almindelige retsgrundsætninger og således rækker ud over den beskyttelse, der kan bygges

på specielle lovregler. Som eksempler på områder, der ikke falder under de eksisterende

strafbestemmelser, men hvor en beskyttelse, der bygger på en almindelig retsgrundsætning,

kan blive aktuel, kan nævnes systematisk indsamling af oplysninger om en anden, skyg-

ning for at få et bestemt forhold oplyst, forfølgning med henvendelser mv. (jf. 1971-be-

tænkningen, side 40).

115

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

2.7.2. Systematisk indsamling af oplysninger

Forarbejderne til straffeloven af 1930 indeholder overvejelser om kriminalisering af ud-

forskning af private livsforhold. U I indeholdt således bl.a. følgende bestemmelse:

”§ 340. Den, som uden Hjemmel i et ham af en offentlig Myndighed eller af Styrel-

sen for et af det offentlige anerkendt Samfund retmæssig overdraget Hverv gør sig en

Næringsvej af at udforske private, det almindelige Erhvervsliv uvedkommende Livs-

forhold, straffes med Bøde eller, hvis falske Forestillinger om Hjemmelen ere frem-

kaldte eller benyttede, med simpelt Fængsel.

Samme Straf finder Anvendelse paa den, der til saadan Efterforskning benytter no-

gen efter foranstaaende Bestemmelse uberettiget Person.”

U II indeholdt følgende bestemmelse:

”§ 187. Den, som i Strid med derom givne Bestemmelser gør sig Næringsvej af at

udforske private Livsforhold, straffes med Bøde eller under skærpende Omstændig-

heder med simpelt Fængsel.”

U III indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse, jf. herom U III, side 306:

”I K. U. 1912 § 310 og indenfor visse Grænser T. U. § 187 fastsættes Straf for

uhjemlet Udforsken af Privatlivet, jfr. Bemærkninger i K. U. 1912 Mot. S. 290 og T.

U. Mot. S. 177-178. I det foreliggende Udkast er ikke optaget nogen saadan Bestem-

melse. Kommissionen er enig i, at der tiltrænges regulerende Lovbestemmelser

angaaende det paagældende Forhold, men mener, at disse maa gives ved særlig Lov.”

Særlig lovgivning om bl.a. ”Udforskning af private Livsforhold m. v. (Detektivbureauer)”

fandtes tidligere i den såkaldte vinkelskriverlov (lov nr. 63 af 3. marts 1948 om Ydelse af

juridisk Bistand samt om Inkasso- og Detektivvirksomhed m.v.). Lovens regler om detek-

tivbureauer indskrænkede sig imidlertid til et forbud mod at give indtryk af, at virksomhe-

den havde offentlig godkendelse, et forbud mod at anvende betegnelser som ”retshjælp”,

”juridisk kontor” eller lignende, et forbud mod annoncering med ydelse af juridiske rådgvi-

ning eller retshjælp, en særlig rettighedsfrakendelsesmulighed og en adgang for politiet til

at forlange oplysning om virksomhedens drift og stille krav til bogføringen.

Vinkelskriverloven blev ophævet den 1. juli 2006 ved lov om juridisk rådgivning. Denne

lov indeholder ikke særlige bestemmelser om udforskning af private livsforhold (detek-

tivvirksomhed), og lovens anvendelse beror på, om der erhvervsmæssigt ydes juridisk råd-

givning til forbrugere, jf. lovens § 1. Juridisk rådgivning omfatter skriftlige og mundtlige

anbefalinger og vejledninger om retsgrundlaget på et bestemt område samt oplysninger om

umiddelbare konsekvenser af den rådsøgendes valg. Loven indeholder bl.a. regler om, at

116

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

rådgivning skal ske i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning og om For-

brugerombudsmandens tilsyn.

Indsamling af oplysninger om identificerbare enkeltpersoner udgør en behandling af per-

sonoplysninger i persondatalovens forstand. Systematisk indsamling af sådanne oplysninger

for private vil i vidt omfang være omfattet af persondataloven og dermed de generelle prin-

cipper om bl.a. saglighed og proportionalitet i lovens § 5 og betingelserne for lovlig be-

handling i §§ 6-8. Loven gælder dog ikke for behandlinger, som en fysisk person foretager

med henblik på udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter (§ 2, stk. 3), og mediernes

behandling af personoplysninger er i vidt omfang undtaget fra lovens anvendelsesområde

(§ 2, stk. 6-10). Det bemærkes, at databeskyttelsesforordningen – der finder anvendelse fra

den 25. maj 2018 – tilsvarende ikke gælder for behandling af oplysninger, som foretages af

en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter (artikel 2, stk. 2,

litra c), og bl.a. giver mulighed for at fastsætte undtagelser og fravigelser fra forordningens

almindelige regler for så vidt angår behandling i journalistisk øjemed eller med henblik på

akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed (artikel 87).

Anvendelse af ulovlige midler til indsamling af personoplysninger kan straffes efter de

regler, der er beskrevet henholdsvis foreslået i afsnit 2.2-2.6 ovenfor. Det gælder, hvad

enten oplysningerne er skaffet ved uberettiget indtrængen i et datasystem, brud på brev-

hemmeligheden, husfredskrænkelse, ulovlig fotografering eller – hvis forslaget herom gen-

nemføres – ulovlig gps-overvågning mv.

Som eksempel kan nævnes indsamling af oplysninger om bestemte personers anvendelse

af deres betalingskort, hvis oplysningerne er fremkommet ved en uberettiget indtrængen i

et datasystem, herunder en medarbejders uberettigede adgang til oplysninger.

Andres udnyttelse af oplysninger, der er fremkommet ved sådanne overtrædelser, kan også

straffes, jf. straffelovens § 264 c og afsnit 2.4 ovenfor.

Som eksempel kan nævnes udnyttelse af oplysninger om bestemte personers anvendelse af

deres betalingskort, som er fremkommet ved en uberettiget indtrængen i et datasystem, til

at lokalisere, følge efter og fotografere de pågældende personer.

Endvidere kan uberettiget videregivelse af oplysninger om en andens private forhold –

uanset om oplysningerne er indsamlet lovligt – også straffes, jf. straffelovens § 264 d og

afsnit 2.5 ovenfor.

117

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

På denne baggrund er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for at foreslå

en yderligere kriminalisering af selve indsamlingen af oplysninger om en person, som sker

med lovlige midler inden for de rammer, som persondataloven sætter. Rådet lægger herved

også vægt på, at persondataloven – og databeskyttelsesforordningen – er udtryk for en

samlet afvejning af en række forskellige hensyn over for hinanden, herunder hensynet til

retten til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og retten

til ytringsfrihed, jf. samme konventions artikel 10.

2.7.3. Skygning

Straffelovrådet har noteret sig lov nr. 1728 af 27. december 2016 om ændring af straffe-

loven, lov om fuldbyrdelse af straf mv. og forskellige andre love (øget respekt for det of-

fentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste mv.), hvormed der

indsættes en ny strafbestemmelse i straffelovens § 119 a, hvorefter den, som krænker en af

de i § 119 nævnte personers fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere

den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det fremgår af lovforslaget til § 119 a (jf. pkt. 2.5.3.1 i de almindelige bemærkninger), at

bestemmelsen omfatter det at forfølge en af de beskyttede personer, f.eks. ved at gernings-

manden følger efter, iagttager eller overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig,

således at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan betegnes som kontakt.

Bestemmelsen har baggrund i, at der i den seneste tid forud for lovforslagets fremsættelse

har været en række episoder, hvor personer i offentlig tjeneste eller hverv har været udsat

for systematisk og grov chikane.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det på nuværende tidspunkt være for vidtgående herud-

over at gøre det strafbart i sig selv at gennemføre en systematisk manuel overvågning af en

persons færden. Straffelovrådet henviser herved til det, der er anført ovenfor om straf ved

anvendelse af ulovlige midler, straf ved udnyttelse af oplysninger, der er fremkommet ved

anvendelse af ulovlige midler, straf ved uberettiget videregivelse af lovligt indsamlede

oplysninger om en andens private forhold samt straf for overtrædelse af persondataloven.

Rådet bemærker særligt, at det ved vurderingen af, om eksempelvis et massemedies videre-

givelse af oplysninger om en persons private forhold er strafbar, antagelig kan tillægges

betydning, om oplysningerne er indsamlet ved en mere systematisk overvågning af den

pågældendes privatliv, jf. herved UfR 2010.2448 H, hvor der ikke var tale om en sådan

118

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

systematisk overvågning, hvilket indgik i Højesterets begrundelse for, at forholdet ikke var

strafbart efter § 264 d.

Der vil endvidere ligesom efter gældende ret efter omstændighederne være mulighed for at

pålægge krænkeren at betale en godtgørelse for tort til den forurettede, og der vil også efter

omstændighederne være mulighed for at gribe ind over for en systematisk overvågning af

nogens færden gennem et tilhold, så fortsat overvågning kan straffes.

På denne baggrund er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for at foreslå

en yderligere kriminalisering af en systematisk manuel overvågning, jf. endvidere afsnit

2.7.4 om stalking lige nedenfor.

2.7.4. Stalking

I publikationen ”Stop Stalking”, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og

Justitsministeriet udgav i marts 2016, defineres stalking på følgende måde (side 6):

”Stalking er, når en person oplever gentagen, påtrængende og uønsket kontakt og kom-

munikation af vedvarende og systematisk karakter fra et andet menneske. Stalking er

ikke kun chikane, men chikanen er typisk en del af stalkingen.”

Såfremt der som led i stalking sker overtrædelser af strafbestemmelser, kan stalkeren na-

turligvis straffes herfor og efter omstændighederne pålægges at betale godtgørelse for tort

og erstatning for et eventuelt økonomisk tab til den krænkede. Ud over vold, trusler og

hærværk kan der f.eks. være tale om uberettiget indtrængen i et datasystem, brud på brev-

hemmeligheden, husfredskrænkelse, ulovlig aflytning, ulovlig fotografering mv.

Såfremt stalkeren ikke begår konkrete strafbare forhold, men udelukkende følger efter den

krænkede på frit tilgængelige steder og udelukkende sender den krænkede ikke-truende

beskeder, vil forfølgelsen i sig selv efter gældende ret ikke kunne straffes. Forfølgelsen vil

imidlertid efter omstændighederne kunne sanktioneres civilretligt ved at pålægge stalkeren

at betale godtgørelse for tort til den krænkede.

Hertil kommer muligheden for efter lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, jf. lov

nr. 112 af 3. februar 2012 med senere ændringer, administrativt at give et strafsanktioneret

opholdsforbud eller forbud (tilhold) mod at opsøge eller på anden måde kontakte eller føl-

ge efter en anden.

119

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Stalking skal efter lovens § 21, stk. 2, anses som en skærpende omstændighed ved fastsæt-

telse af straffen for overtrædelse af et tilhold eller et opholdsforbud. Stalking er i bestem-

melsen defineret som ”systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane”, og det frem-

går af de specielle bemærkninger til § 21, at det er en betingelse for bestemmelsens anven-

delse, at den eller de aktuelle overtrædelser – eventuelt sammen med tidligere forhold –

antager karakter af en sådan stalking, jf. lovforslag nr. 10 fremsat den 9. november 2011.

I norsk ret findes ud over bestemmelser om tilhold og straf for overtrædelse heraf to be-

stemmelser i den norske straffelov om bl.a. stalking. Efter § 266 om hensynsløs adfærd

straffes den, som ved ”skremmende eller plagsom opptreden eller annen hensynsløs atferd

krenker en annens fred, med bot eller fengsel indtil 2 år”. Efter § 266 b om alvorlig person-

forfølgelse (stalking) straffes den, som ”gjentatte ganger truer, følger etter, iakttar, kontak-

ter eller gjennom andre sammenlignbare handlinger forfølger en annen på en måte som er

egnet til å fremkalle frykt eller engstelse, med fengsel inntil 4 år”.

I svensk ret findes ligeledes bestemmelser om tilhold og straf for overtrædelse heraf, men

disse er suppleret af følgende bestemmelse om stalking i brottsbalkens 4 kap. 4 b §:

”Den som förföljer en person genom brottsliga gärningar som utgör

1. misshandel enligt 3 kap. 5 § eller försök till sådant brott som inte är ringa,

2. olaga tvång enligt 4 kap. 4 § första stycket,

3. olaga hot enligt 4 kap. 5 § första stycket,

4. hemfridsbrott eller olaga intrång enligt 4 kap. 6 §,

5. kränkande fotografering enligt 4 kap. 6 a §,

6. olovlig identitetsanvändning enligt 4 kap. 6 b §,

7. ofredande enligt 4 kap. 7 §,

8. sexuellt ofredande enligt 6 kap. 10 §,

9. skadegörelse enligt 12 kap. 1 § eller försök till sådant brott,

10. åverkan enligt 12 kap. 2 § första stycket, eller

11. överträdelse av kontaktförbud enligt 24 § lagen (1988:688) om kontaktförbud

döms, om var och en av gärningarna har utgjort led i en upprepad kränkning av per-

sonens integritet, för olaga förföljelse till fängelse i högst fyra år.”

Straffelovrådet har overvejet, om de eksisterende ordninger yder en tilstrækkelig beskyttel-

se mod forfølgelse og stalking, eller om der bør anbefales en egentlig regel om stalking i

straffeloven. Der kunne f.eks. være tale om en bestemmelse om stalking som strafforhøjel-

sesgrund, der ligesom den svenske regel skærper straffen, hvor allerede strafbare forhold

som trusler og vold antager karakter af forfølgelse af en person.

120

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

En sådan bestemmelse blev overvejet af Strafferetsplejeudvalget i betænkning nr.

1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, og udvalget anfører følgende herom

på side 137:

”Udvalget skal i den forbindelse bemærke, at de gældende danske regler om straf-

fastsættelse i straffeloven allerede indebærer, at der kan fastsættes en skærpet straf i

tilfælde, der ville falde under en regel som den svenske. Det vil således være en væ-

sentlig strafskærpende omstændighed, at flere forhold af f.eks. overtrædelse af til-

hold, husfredskrænkelse, hærværk, trusler og vold begået over for samme person og

eventuelt tillige dennes nærmeste har karakter af elementer i en mere systematisk

forfølgelse.”

Udvalget fandt dog anledning til at foreslå den allerede omtalte strafskærpelsesbestemmel-

se om stalking i § 21, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Straffelovrådet deler Strafferetsplejeudvalgets opfattelse af, at der ikke er behov for en

bestemmelse om stalking som strafforhøjelsesgrund. Ved overtrædelse af straffelovens

enkelte delikter er der inden for de eksisterende strafferammer mulighed for en nuanceret

strafudmåling, hvor der lægges vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder om

forbrydelsen udgør en særlig grov overtrædelse af den pågældende bestemmelse, eller om

der er begået et stort antal overtrædelser til samtidig pådømmelse. Hertil kommer den spe-

cifikke strafforhøjelsesgrund i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der bør indføres en bestemmelse om straf for

stalking, som rammer adfærd, der ikke i forvejen er strafbar (medmindre der er givet et

tilhold), men hvor der ikke stilles krav om et forudgående tilhold.

Straffelovrådet er i den forbindelse opmærksom på, at en sådan bestemmelse flere gange

tidligere har været overvejet, herunder i rådets udtalelse af 15. februar 1988 (optrykt i be-

tænkning nr. 1526/2011, side 233-239) og af Strafferetsplejeudvalget i betænkning

nr. 1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, side 95-102. Såvel Straffelovrådet

som Strafferetsplejeudvalget fandt, at der ikke bør indføres en ny strafbestemmelse om

fredskrænkelser i form af forfølgelse eller lignende, hvilket Justitsministeriet tilsluttede sig

i pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 10 fremsat den 9. november

2011.

Baggrunden herfor var bl.a., at der vil være tale om kriminalisering af handlinger, der ikke

i sig selv er forulempende, men som på grund af den sammenhæng, de indgår i, får karak-

ter af forfølgelse, forulempelse eller lignende. Det er således kravet om et på forhånd med-

delt tilhold, der bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område, og i mangel af

121

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

et forudgående tilhold vil der kunne opstå problemer med at bevise gerningsmandens for-

sæt, det vil sige hans eller hendes forståelse af, at breve, opringninger, fremmøde mv. vir-

ker krænkende.

Det blev endvidere fremhævet, at en strafbestemmelse for stalking uden forudgående til-

hold helt overvejende kun ville blive anvendelig i tilfælde, hvor der i forvejen ville være

grundlag for straf, fordi de systematiske og vedvarende fredskrænkelser for længst ville

have passeret tærsklen for tilhold, som de fortsatte krænkelser ville udgøre en strafbar

overtrædelse af.

Det bemærkes, at flere justitsministre i flere sammenhænge siden Strafferetsplejeudvalgets

betænkning 1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning har henvist til ovenståen-

de argumenter mod en særskilt bestemmelse om stalking, herunder ved Folketingets be-

handling af beslutningsforslag nr. B 4 (2015-16).

Straffelovrådet er endvidere opmærksom på, at Ministeriet for Børn, Undervisning og Li-

gestilling og Justitsministeriet den 8. marts 2016 præsenterede udspillet ”Stop Stalking”

med 7 forskellige tiltag, der skal skærpe indsatsen mod stalking. Det første initiativ i ud-

spillet betegnes ”Strakstilhold” og er udmøntet ved lov nr. 1724 af 27. december 2016 om

ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Strakstilhold). Følgende fremgår

af forarbejderne til loven (jf. pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 19

fremsat den 5. oktober 2016):

”Med lovforslaget foreslås det, at der gives mulighed for at meddele en foreløbig af-

gørelse om tilhold (et såkaldt strakstilhold) som midlertidigt skal beskytte den foru-

rettede og eventuelt medlemmer af forurettedes husstand, indtil der af politidirektø-

ren kan træffes en endelig afgørelse om tilhold eller opholdsforbud. Strakstilholdet

omfatter de samme typer af forbud og har samme retsvirkning som et tilhold, der

meddeles efter de gældende bestemmelser i tilholdsloven.

Forslaget indebærer navnlig en lempelse af det almindelige mistankekrav (”begrun-

det mistanke”) ved meddelelse af tilhold med henblik på at sikre en hurtig beskyttel-

se af den forurettede. Det foreslås således, at et foreløbigt tilhold kan gives, hvis en

person med rimelig grund er mistænkt for at krænke en anden, der er bestemte grun-

de til at antage, at personen fortsat vil krænke den anden, og den pågældende ikke

har en rimelig interesse i at kontakte den forurettede.”

Det andet initiativ i udspillet betegnes ”Hårde straffe” og beskrives således (udspillets side

10):

”Strafniveauet for overtrædelse af tilhold mv. i sager om stalking og anden forfølgel-

se og chikane skal afspejle de store psykiske omkostninger, det kan have for stal-

122

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

kingudsatte. Gerningsmanden skal opleve straffen som en afskrækkende sanktion, li-

gesom de udsatte og samfundet skal opleve, at forbrydelsen tages alvorligt og har

konsekvenser.

Strafferammen for grovere overtrædelser af tilhold og opholdsforbud, herunder navn-

lig sager om stalking, er i dag bøde eller fængsel op til 2 år.

Rigsadvokaten vil gennemføre en række prøvesager for at få afklaret strafniveauet i

gældende retspraksis.

På baggrund af disse prøvesager vil der blive taget stilling til, om strafniveauet i de

grovere sager må anses for passende.”

Straffelovrådet noterer sig i øvrigt, at udspillet ”Stop Stalking” også indeholder initiativer,

der tager sigte på at styrke politiets håndtering af sager om stalking, rådgivnings- og be-

handlingstilbud til stalkingramte, uddannelse og træning af fagpersoner og bedre viden om

stalking.

Straffelovrådet er endelig opmærksom på lov nr. 1728 af 27. december 2016 om ændring

af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf mv. og forskellige andre love (øget respekt for

det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste mv.). Ved loven

indsættes en ny strafbestemmelse i straffelovens § 119 a, hvorefter den, som krænker en af

de i § 119 nævnte personers fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere

den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,

straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Den pågældende strafbestemmelse omfatter

bl.a. stalking mod personer i offentlig tjeneste eller hverv.

Samlet set, herunder i lyset af de initiativer, der allerede er taget, finder Straffelovrådet på

nuværende tidspunkt ikke behov for at foreslå en generel strafbestemmelse om stalking i

straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der – bl.a. på baggrund af den omtalte strafbe-

stemmelse i straffelovens § 119 a – er behov for en tilsvarende bestemmelse i straffelovens

kapitel 27 med henblik på at sikre en generel beskyttelse mod den form for chikane, be-

stemmelsen omfatter.

En sådan bestemmelse rammer – ligesom en specifik bestemmelse om stalking – adfærd,

der ikke i forvejen er strafbar (medmindre der er givet et tilhold), uden at der stilles krav

om et forudgående tilhold, men den vil ikke være begrænset til tilfælde af stalking.

Følgende fremgår af pkt. 2.5.3.1 i det lovforslag, der ligger til grund for den nye § 119 a:

”Bestemmelsen omfatter for det første chikanøs kontakt. Kontakt kan forekomme på

forskellig måde, og det er efter den foreslåede bestemmelse afgørende, om den på-

123

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

gældendes adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt fra gerningsper-

sonen til den beskyttede person.

Bestemmelsen omfatter for det andet den som på chikanøs vis forfølger en beskyttet

person. Det kan eksempelvis forekomme ved, at den pågældende følger efter, iagtta-

ger eller overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig, således at adfærden

ikke eller ikke med sikkerhed kan betegnes som kontakt.

Bestemmelsen omfatter for det tredje den, som på anden måde chikanerer den be-

skyttede person. Udtrykket chikanere skal forstås bredt og kan omfatte alle typer af

handlinger, herunder fysisk ageren og forskellige former for kommunikation. Der

kan eksempelvis være tale om videooptagelse eller fotografering af den beskyttede

person i private sammenhænge eller videregivelse, herunder offentliggørelse, af pri-

vate personoplysninger mv.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at kontakten, forfølgelsen mv. udgør en

krænkelse af den beskyttede persons fred, og at der er tale om adfærd af en sådan ka-

rakter og grovhed, at der er tale om chikane af den pågældende.”

Både svensk og norsk ret indeholder generelle bestemmelser om chikanøs adfærd. Følgen-

de fremgår af den svenske brottsbalks 4. kap 7 §:

”Den

som

handgripligen

antastar

eller

medelst

stenkastning, oljud eller annat hänsynslöst beteende

annan, döms för ofredande till böter eller fängelse i högst ett år.”

skottlossning,

eljest ofredar

I betænkning SOU 2016:7 om integritet och straffskyld foreslås bestemmelsen omformule-

ret til følgende:

”Den som agerar hänsynslöst mot någon annan på ett sätt som är ägnat att kränka den

andres frid på ett kännbart sätt, döms för ofredande till böter eller fängelse i högst ett

år.”

Den norske straffelov indeholder den ovenfor nævnte bestemmelse om hensynsløs adfærd i

§ 266. Den svenske bestemmelse blev indsat i 1993, og den norske bestemmelse er fra

2009.

Straffelovrådet har som ovenfor anført tidligere overvejet behovet for en lignende bestem-

melse om straf for fredskrænkelser mv. uden forudgående tilhold.

Baggrunden for, at man afstod fra at stille forslag om en sådan bestemmelse, var ud over

det, der allerede er nævnt i relation til en specifik bestemmelse om stalking, at de forhold,

der i givet fald skulle omfattes af bestemmelsen, meget ofte udspiller sig mellem samle-

vende personer eller personer, som tidligere har været samlevende. Den personlige bag-

grund bevirker, at den ene part ikke på forhånd kan siges at være en fremmed og uvedkom-

mende person i forhold til den anden. Det var således vurderingen, at forholdene adskiller

124

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

sig herved fra husfredskrænkelser, krænkelser af brev- eller telefonhemmeligheden og lig-

nende, hvor det i de fleste tilfælde let kan fastslås, at en person ikke har nogen rimelig

grund til at blande sig i andres forhold.

Det fandtes på den baggrund betænkeligt at indføje en bestemmelse i straffeloven om, at

henvendelser mv. efter omstændighederne bliver umiddelbart strafbare, uden at den pågæl-

dende på forhånd er gjort opmærksom på, at hans eller hendes optræden krænker den an-

dens fred, og at det vil være strafbart at fortsætte.

Der blev herefter peget på, at der alene kunne blive tale om en kriminalisering uden forud-

gående tilhold, såfremt man indføjede en nyaffattet straffebestemmelse, hvor der beskrives

en strafværdig gerningstype af mere begrænset omfang end de i den daværende bestem-

melse i straffelovens § 265 nævnte forhold. Samtidig skal en sådan ny gerningsbeskrivelse

naturligvis ikke være omfattet af allerede eksisterende straffebestemmelser om f.eks. trus-

ler, vold, blufærdighedskrænkelse og husfredskrænkelse, idet en nykriminalisering i så fald

vil være overflødig. Det fandtes imidlertid ikke muligt at formulere en sådan bestemmelse.

Endelig blev der lagt vægt på, at ordningen med polititilhold indebærer en bedre beskyttel-

se af den forurettede end en bestemmelse om straf uden forudgående tilhold. Det skyldes,

at der med hensyn til tilhold er lavere beviskrav end med hensyn til straf, idet der alene

kræves begrundet mistanke om fredskrænkelse mv. som betingelse for et tilhold. Når til-

hold først er givet, stilles der for at straffe for overtrædelse heraf de sædvanlige, strengere

beviskrav til domfældelse i en straffesag, nemlig at tiltaltes skyld er bevist uden for rimelig

tvivl. Men tilhold har efter lovændringen i 2012 et objektiveret indhold, og der skal derfor

alene føres bevis for eksempevis en kontakt i strid med tilholdet, og der kræves dermed

eksempelvis ikke bevis for forsæt til, at forurettedes fred er krænket.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der på den ene side kan peges på enkeltstående hand-

linger, hvor der kan være god grund til at skride ind med straf, uden at der er tildelt et for-

udgående tilhold.

På den anden side er det imidlertid fortsat Straffelovrådets opfattelse, at de forhold, der

tidligere er fremhævet mod en strafbestemmelse uden forudgående tilhold, herunder at

tilholdet bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område, fortsat bør tillægges

stor vægt. Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet i bemærkningerne til § 119 a

i straffeloven har lagt vægt på, at det er et særligt kendetegn for denne form for chikane,

at den er rettet mod en person i offentlig tjeneste eller hverv, der som udgangspunkt er

uvedkommende i forhold til gerningsmanden, og at der derfor ikke er samme behov som i

125

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

samlivsrelationer for ved et tilhold at markere over for gerningsmanden, at den andens fred

krænkes.

Det kan endvidere fremhæves, at der efter tilholdsloven er mulighed for at skride ind med

et tilhold på baggrund af en enkeltstående krænkelse, hvis den er tilstrækkelig grov, lige-

som der herefter kan straffes for overtrædelsen af tilholdet på baggrund af kun en enkelt

handling. Hertil kommer, at politi og anklagemyndighed har stor opmærksomhed på sager

om tilhold.

Disse omstændigheder taler også i retning af, at der ikke er et behov for en ny strafbestem-

melse for chikane uden forudgående tilhold, idet en sådan ikke nødvendigvis vil være et

mere effektivt håndhævelsesmiddel.

Det kan endelig fremhæves, at § 119 a er konkret begrundet i, at der i den seneste tid forud

for lovforslagets fremsættelse har været en række episoder, hvor personer i offentlig tjene-

ste eller hverv har været udsat for systematisk og grov chikane.

Samlet set finder Straffelovrådet under henvisning til det ovenfor anførte, at der ikke på

nuværende tidspunkt er behov for i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser at

indsætte en generel strafbestemmelse om chikane mv., der svarer til § 119 a i straffeloven.

2.8. Identitetstyveri

Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for særskilt at kriminalisere brug af en

andens identitet, såkaldt identitetstyveri eller identitetsmisbrug.

I svensk ret er følgende bestemmelse om ulovlig identitetsanvendelse trådt i kraft 1. juli

2016, jf. brottsbalken 4. kap. 6 b §:

”Den som genom att olovligen använda en annan persons identitetsuppgifter utger

sig för att vara honom eller henne och därigenom ger upphov till skada eller olä-

genhet för honom eller henne, döms för olovlig identitetsanvändning till böter eller

fängelse i högst två år.”

Følgende fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Prop. 2015/16:150, side 14f:

”Syftet med en kriminalisering av olovlig identitetsanvändning är att motverka

missbruk av identitetsuppgifter och ge skydd mot den integritetskränkning det in-

nebär att få dessa uppgifter utnyttjade.

126

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffbestämmelsen om olovlig identitetsanvändning kan ofta förväntas ingå som ett

led i andra brott, främst förmögenhetsbrott. Den kan också ha ett överlappande til-

lämpningsområde med andra straffstadganden, såsom exempelvis i vissa fall vid

brukande av falsk urkund, falsk tillvitelse och missbruk av urkund (14 kap. 10 §

respektive 15 kap. 7 § första stycket och 12 § första och andra styckena). Det kan

därför förutses att konkurrenssituationer kommer att vara vanliga i rättstillämpnin-

gen. Allmänna regler om konkurrens gäller.”

I den norske straffelov blev der i 2009 indsat følgende bestemmelse om identitetskrænkel-

se:

”Med bot eller fengsel inntil 2 år straffes den som uberettiget setter seg i besittelse av

en annens identitetsbevis, eller opptrer med en annens identitet eller med en identitet

som er lett å forveksle med en annens identitet, med forsett om å

oppnå en uberettiget vinning for seg eller en annen, eller

påføre en annen tap eller ulempe”

Om bestemmelsens selvstændige anvendelsesområde fremgår følgende af bestemmelsens

forarbejder, jf. Ot. Prp. nr. 22 (2008-2009), side 44 f:

”Flere av tilfellene som kan rammes av forslaget til bestemmelse om identitetskren-

kelse, vil i dag kunne rammes som forsøk på (data)bedrageri. Det betyr at det kan

være en glidende overgang og delvis overlapping mellom hva som vil utgjøre en full-

byrdet identitetskrenkelse og hva som vil være forsøk på andre straffbare forhold.

Sett i sammenheng med den eksisterende straffebestemmelsen i straffeloven 1902

§ 372 annet ledd, vil lovforslaget innebære en relativt beskjeden grad av nykrimina-

lisering. Selv om flere handlinger som kan tenkes omfattet av straffebudet om identi-

tetskrenkelse i dag er straffbare som forsøk på andre forbrytelser, er det likevel et be-

hov for bestemmelsen. Identitetskrenkelse kan krenke menneskers integritet og sik-

kerhet uavhengig av om den rent faktisk fører til videre lovbrudd eller ikke. Det vil

også være enklere å bevise identitetskrenkelse enn (forsøk på) den fullbyrdete bedra-

gerihandlingen.”

Identitetstyveri sker som altovervejende hovedregel med henblik på at begå anden krimina-

litet, herunder navnlig forskellige former for berigelseskriminalitet, hacking samt chikane

og trusler. Identitetstyveri tjener således typisk som middel til at begå andre former for

kriminalitet.

Identitetstyveri vil desuden kunne indgå som led i en strafbar freds- eller ærekrænkelse.

Det vil således efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis eksempelvis en person

videregiver oplysninger om private forhold vedrørende den person, som vedkommende

udgiver sig for at være.

127

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Justitsministeriet har tidligere ikke fundet behov for en særskilt strafbestemmelse, jf. be-

svarelse af 29. februar 2012 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 5 vedrørende beslutningsfor-

slag nr. B 3 (2011-2012) (uddrag):

”Når det gælder spørgsmålet om en særskilt kriminalisering af identitetstyveri, inde-

holder straffeloven allerede i dag en række bestemmelser – herunder reglerne om for-

mueforbrydelser og freds- og ærekrænkelser – som dækker denne form for kriminali-

tet. De handlinger, der vedrører misbrug af en andens identitet, og hvor der i praksis

kan være behov for et strafferetligt værn, er således allerede kriminaliseret. Jeg kan i

den forbindelse henvise til mine bemærkninger under førstebehandlingen den 17. ja-

nuar 2012 af beslutningsforslaget.

Hertil kommer, at identitetstyveri spænder meget vidt. En særskilt bestemmelse her-

om ville således i givet fald skulle omfatte såvel meget alvorlige former for formue-

forbrydelser begået ved identitetstyveri, herunder groft bedrageri med en strafferam-

me på helt op til 8 års fængsel, som tilfælde, der (i dag) falder helt uden for det straf-

feretlige område.

Når henses til ønsket om størst mulig præcision og forudsigelighed i straffelovgiv-

ningen, vil det kunne være vanskeligt at indordne en egentlig strafbestemmelse om

identitetstyveri i den systematik, som straffeloven bygger på. En sådan særregel vil

kunne medføre afgrænsnings- og sammenstødsproblemer og dermed være unødigt

kompliceret i lyset af, at identitetstyveri allerede er kriminaliseret i de situationer,

hvor det kan være praktisk relevant.”

Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets besvarelse af 22. maj 2012 af Retsudval-

gets spørgsmål nr. 12 vedrørende beslutningsforslag nr. B 3 (2011-2012) (uddrag):

”Når det gælder spørgsmålet om en særskilt kriminalisering af identitetstyveri, er det

efter Justitsministeriets opfattelse afgørende, at straffeloven allerede i dag indeholder

en række bestemmelser, som dækker denne form for kriminalitet. Bl.a. på den bag-

grund er det ministeriets vurdering, at en selvstændig kriminalisering af identitetsty-

veri ikke vil have nogen reel merværdi i forhold til indsatsen på området.”

Straffelovrådet er grundlæggende enig i, at der ikke er behov for og også vil være uhen-

sigtsmæssigheder forbundet med en generel bestemmelse om identitetstyveri.

Som det også fremgår af de citerede svar, kan der imidlertid tænkes former for identitetsty-

veri, som i dag falder uden for det strafbare område, og hvor der derfor i dag alene efter

omstændighederne vil kunne reageres civilretligt eller eventuelt med et tilhold, så fortsat

identitetstyveri, der medfører, at den krænkede modtager henvendelser, vil kunne straffes.

Det kan på denne baggrund overvejes, om der er grundlag for at foreslå en ny strafbestem-

melse om identitetstyveri, som er subsidiær i forhold til gældende relevante strafbestem-

melser og således kun vil finde anvendelse i tilfælde, der ikke allerede er kriminaliseret.

128

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Alle tilfælde, hvor der indgås økonomiske forpligtelser, herunder foretages bestillinger af

varer eller tjenester, i en andens navn med forsæt til, at den pågældende risikerer at betale

for noget, som den pågældende ikke har bestilt, eller at leverandøren risikerer at gå glip af

betalingen, er således allerede strafbare. Det er også i alle tilfælde strafbart i et retsforhold

uberettiget at anvende en andens identitet i et dokument, der fremtræder som bestemt til at

tjene som bevis, herunder eksempelvis en elektronisk bestillingsformular på internettet,

eller at gøre brug af et ægte dokument vedrørende en anden person. Det samme gælder

tilfælde, hvor gerningsmanden i forbindelse med identitetstyveriet anvender oplysninger,

som gerningsmanden eller tredjemand har fremskaffet på strafbar måde, herunder ved ha-

cking, brud på brevhemmeligheden og ulovlig aflytning. Også uberettiget videregivelse af

oplysninger om en andens private forhold, som er opnået ved et identitetstyveri, er allerede

strafbar. Og hvis der var forsæt til uberettiget videregivelse, da identitetstyveriet fandt sted,

kan der straffes for forsøg, selv om oplysningerne måtte være fremskaffet på en måde, der

ikke er strafbar for modtageren.

Det er på denne baggrund alene den mildeste form for identitetstyveri, hvor der hverken

søges opnået økonomisk vinding eller har været tale om hacking, brud på brevhemmelig-

heden, ulovlig aflytning eller fotografering, dokumentfalsk el.lign., som ikke allerede er

strafbar. Eksempelvis vil det ikke i sig selv være strafbart at give sig ud for at være en an-

den, herunder ved at oprette en Facebook-profil i en andens navn.

Selv om sådanne former for identitetstyveri kan være meget generende for de personer,

som får misbrugt deres identitet, er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke på nuværen-

de tidspunkt er behov for yderligere kriminalisering af identitetstyveri.

Straffelovrådet bemærker herved, at i det omfang identitetstyveri i dag efter omstændighe-

derne kan påføre den krænkede besvær, udgifter og andre ubehageligheder, herunder i de

alvorligste tilfælde en måske langvarig utryghed, beror det efter rådets opfattelse på selve

forbrydelsens karakter i sammenhæng med mulige afværge- og genopretningstiltag og ikke

på manglende kriminalisering. Det er endvidere efter rådets opfattelse også i dag generelt

muligt at straffe forbrydelser, der er begået ved brug af en anden persons identitet, med

passende hårde straffe i grove tilfælde.

2.9. Straffelovens § 266 c

Straffelovens § 266 c indeholder en meget sjældent anvendt bestemmelse om forfølgelse

ved hyppig fremsættelse af underkendte beskyldninger.

129

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 87 af 15. marts 1939, og baggrunden for bestemmel-

sen var, at man ønskede at bekæmpe serier af bevidst usande beskyldninger, der fremsættes

så hyppigt, at de får karakter af forfølgelse, jf. Rigsdagstidende, Forhandlinger i Landstin-

get, 91de ordentlige Samling 1938-39, spalte 925. Som et argument mod bestemmelsen

blev det under forhandlingerne bl.a. anført, at det ville være mere naturligt at henvise til

den berigtigelsesret, som var indført gennem presseloven (nu medieansvarsloven), og som

i vidt omfang vil kunne bringes til anvendelse, jf. spalte 944.

Allerede i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

(delbetænkning 1 om sanktionsspørgsmål), side 202 blev det fremhævet, at bestemmelsen

muligvis kunne udgå af straffeloven som overflødig. Dette blev gentaget i Straffelovrådets

betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, side 873, med en be-

mærkning om, at det faldt uden for rammerne af betænkningen at gå ind i en vurdering, der

endeligt afdækker dette spørgsmål.

Der ses ikke at være trykt retspraksis om bestemmelsen, og Kriminalregisteret har oplyst,

at der ikke pr. 30. november 2016 er registreret nogen afgørelser, der omhandler straffe-

lovens § 266 c i registeret, hvilket bekræfter de tidligere antagelser af, at bestemmelsen er

overflødig. Straffelovrådet finder på den baggrund, at bestemmelsen kan ophæves som

overflødig.

3. Ærekrænkelse

3.1. Gældende ret

Straffelovens §§ 267-274 om ærekrænkelser stammer med få undtagelser og ændringer fra

straffeloven af 1930. Enkelte af reglerne går endnu længere tilbage. Bestemmelserne byg-

ger bl.a. på en hovedsondring mellem beskyldninger (i lovteksten benævnt ”sigtelser”) og

ringeagtsytringer (i lovteksten betegnet ”fornærmelige ord og handlinger”), som ifølge

lovteksten bl.a. har betydning for ordningerne vedrørende sandhedsbevis og mortifikation.

Ifølge lovteksten kan det som udgangspunkt kræves, at der føres bevis for beskyldninger,

hvorimod der ifølge lovteksten slet ikke er adgang til at føre bevis for ringeagtsytringer.

Beskyldninger kan ifølge lovteksten mortificeres, hvis de ikke bevises, mens ringeagtsyt-

ringer ikke kan mortificeres.

Højesteret fastslog første gang i UfR 1997.259/2 H, at reglerne om ærekrænkelser skal

fortolkes i lyset af EMRK, herunder navnlig artikel 8 om ret til respekt for privatliv og

130

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

familieliv og artikel 10 om ytringsfrihed, og de retningslinjer, der følger af Menneskeret-

tighedsdomstolens praksis.

Som anført i afsnit 2.1 ovenfor bestemmer EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for

sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Retten til privatliv tager først og

fremmest sigte på at muliggøre udvikling af den enkeltes personlighed i forholdet til andre

mennesker uden indblanding. Heri ligger også en ret til beskyttelse mod uberettigede an-

greb på ens gode navn og rygte (reputation). Når der er tale om beskyldninger om strafbare

forhold, er der en glidende overgang til beskyttelsen efter konventionens artikel 6, stk. 2,

hvorefter enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans

eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven (uskyldsformodningen).

Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte mod uberettigede indgreb fra

offentlige myndigheder i de beskyttede rettigheder. Bestemmelsen fortolkes dog sådan, at

den også i et vist omfang pålægger staten positive handlepligter. Staten kan således have

en pligt til at beskytte den enkelte mod andre privates krænkelse af den pågældendes gode

navn og rygte mv. Det er som udgangspunkt overladt til staten at vurdere, hvilke foranstalt-

ninger der skal bringes i anvendelse, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at indføre

strafbestemmelser.

EMRK artikel 8 skal som nævnt ses i sammenhæng med artikel 10 om ytringsfrihed, og i

forbindelse med en konkret sag om ærekrænkelse skal der foretages en afvejning af hensy-

net til individets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre personers gode navn og

rygte eller rettigheder efter EMRK artikel 8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i

den konkrete situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 10. EMRK artikel

10 er sålydende:

”Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed

til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig

myndighed og uden hensyn til landegrænser. […]

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den

underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser,

som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund […] for at be-

skytte andres gode navn og rygte eller rettigheder […].”

Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis udviklet en standard for at vurdere, om der

er sket en krænkelse af artikel 10. Indledningsvis vurderes, om der konkret er sket et ind-

greb i ytringsfriheden. Dette spørgsmål giver sjældent anledning til tvivl i sager om ære-

krænkelser. Når det er fastslået, at der er sket et indgreb, vurderes det, om indgrebet er fo-

131

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

reskrevet ved lov, om det varetager et sagligt hensyn, og om det er nødvendigt i et demo-

kratisk samfund for at varetage det pågældende hensyn.

I sager om ærekrænkelse kan denne vurdering på det generelle plan beskrives som en af-

vejning af på den ene side hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og

på den anden side andre personers gode navn og rygte eller rettigheder, der er selvstændigt

beskyttet i EMRK artikel 8 om bl.a. retten til privatliv. Se f.eks. Axel Springer mod Tys-

kland, dom af 7. februar 2012 (pr. 87), og Ungváry og Irodalom Kft. mod Ungarn, dom af

3. december 2013 (pr. 43).

I den konkrete afvejning indgår en række fortolkningsfaktorer, herunder kategoriseringen

af udtalelsen som enten ”value judgment” (værdidom) eller ”statement of facts” (beskyld-

ning), udtalelsens emne og formål, udtalelsens afsender og adressat, udtalelsens forum og

muligheden for kontradiktion, udtalelsens form samt konteksten for udtalelsen, jf. f.eks.

Karman mod Rusland, dom af 14. december 2006 (pr. 33), og Krasulya mod Rusland, dom

af 22. februar 2007 (pr. 35). Der kan også henvises til Europarådets rapport: Freedom of

expression and defamation – A study of the case law of the European Court of Human

Rights (2016), side 13.

Som eksempler på afvejningen i nyere dansk retspraksis kan ud over nedennævnte dom i

UfR 2015.3106 H endvidere henvises til UfR 2016.151 H om en journalists udsagn i avis-

artikler om en jordemoder, der havde deltaget i behandlingen af en patient, der afgik ved

døden. Journalisten havde bl.a. anvendt udtrykket ”Det såkaldte morfindrab”, selv om det

stod klart, at der var tale om en behandlingsfejl. Udsagnet var straffrit bl.a. på baggrund af

den sammenhæng, som udsagnet indgik i.

Betydningen af de opregnede momenter uddybes i det følgende:

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis er sondringen mellem ”value judgment” og

”statement of facts” central. Den ledende dom på området er Lingens mod Østrig, dom af

8. juli 1986. I sagen havde journalisten Peter Lingens betegnet den østrigske kansler Bruno

Kreisky som ”umoralsk” og ”uværdig”. Baggrunden for udtalelserne var, at Kreisky havde

samarbejdet med en politiker, der havde en fortid i SS. Lingens blev dømt for udsagnet i

Østrig bl.a. med henvisning til, at Lingens ikke havde ført sandhedsbevis for sine udsagn.

Domstolen udtalte i pr. 46 bl.a.:

”In the Court’s view a careful distinction needs to be made between facts and value

judgments. The existence of facts can be demonstrated, whereas the truth of value-

132

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

judgments is not susceptible of proof […]. As regards value-judgments this require-

ment is impossible of fulfillment and it infringes freedom of opinion itself.”

Domstolen fandt, at Lingens’ udsagn var ”value judgments”. Der kunne derfor ikke kræ-

ves, at Lingens førte sandhedsbevis. Derimod var det afgørende, om der var et vist faktuelt

belæg for udsagnene, og om disse blev fremsat i god tro. Denne beskrivelse af vurderingen

i sager om bedømmelse af ”value judgments” er gentaget og anvendt mange gange siden af

Menneskerettighedsdomstolen, jf. f.eks. Oberschlick mod Østrig, dom af 23. maj 1991 (pr.

63), hvor en journalist sammenlignede et konkret forslag på udlændingeområdet fra politi-

keren Jörg Haider med nazisternes politik under Anden Verdenskrig. Også i dette tilfælde

var der tale om en værdidom med et heraf følgende lempeligere krav til faktuelt belæg for

ytringen.

Europarådets rapport, a.st., side 28, indeholder følgende uddybende beskrivelse af begrebet

”value judgment” med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis:

”The concept of value judgment, as espoused by the Court, is wider than mere com-

ment in that it embraces assessment and analysis of facts as well as opinion.”

”Statement of facts” dækker derimod over udsagn, der kan føres bevis for, det vil sige

egentlige beskyldninger, hvis rigtighed lader sig be- eller afkræfte. I sagen Perna mod Itali-

en, dom af 25. juli 2001, blev udsagn om, at en anklager havde fabrikeret beviser i en straf-

fesag, anset for beskyldninger, som det var berettiget at kræve bevis for. Se også McVicar

mod Storbritannien, dom af 7. maj 2002 (pr. 83-86), hvor Domstolen fandt, at det ikke ud-

gjorde en krænkelse af EMRK artikel 10, at en journalist var blevet pålagt at føre bevis for

beskyldninger om, at en sportsstjerne var en snyder, der anvendte præstationsfremmende

stoffer for at få succes.

I sager om beskyldninger for strafbare forhold indgår hensynet til uskyldsformodningen

efter EMRK artikel 6, stk. 2, også i vurderingen, jf. Peer Lorenzen m.fl. Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udgave (2011), side 845 og 858, og

Søren Sandfeld Jakobsen og Sten Schaumburg-Müller: Medieretten (2013), side 261.

Udtalelsens emne og formål har også betydning. Ifølge praksis fra Menneskerettigheds-

domstolen er der et meget snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytringer

om vigtige samfundsmæssige anliggender, jf. f.eks. Wingrove mod Storbritannien, dom af

25. november 1996 (pr. 58). Fra dansk retspraksis kan der henvises til UfR 2003.2044 H.

Sagen angik en politiker, der havde udtalt, at hun meget nødigt ville identificeres med en

anden politikers ”racistiske synspunkter”. Højesteret fandt – modsat by- og landsret – at

133

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

udtalelsen var straffri og henviste bl.a. til, at var tale om en værdidom, og at udtrykket var

fremkommet i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender. Også i oven-

nævnte sag i UfR 2015.3106 H indgik det forhold, at flere af tiltaltes udsagn rettede sig kri-

tisk mod forurettedes bidrag til den offentlige debat om emner af væsentlig samfundsmæs-

sig interesse, i Højesterets begrundelse for at frifinde i relation til disse udsagn.

Der ydes ikke en tilsvarende beskyttelse af ytringer eller andre meningstilkendegivelser,

som ikke har almen interesse, men f.eks. blot har til formål at tilfredsstille et publikums

nysgerrighed, jf. ovennævnte Von Hannover mod Tyskland, dom af 24. juni 2004 (pr. 65),

om viderebringelse af fotos af prinsesse Caroline af Monaco.

Formålet med ytringen blev bl.a. tillagt betydning i sagen Thorgeirson mod Island, dom af

25. juni 1992. I dommen indgik det således i Menneskerettighedsdomstolens vurdering, at

hovedformålet med nogle ytringer om Reykjaviks politi ikke var at skade politiets omdøm-

me, men derimod at opfordre justitsministeren til at nedsætte en kommission, der skulle

undersøge påståede overgreb begået af politiet (pr. 66). Tilsvarende blev det i sagen Jersild

mod Danmark, dom af 23. september 1994 (pr. 33), tillagt betydning, at formålet med en

tv-udsendelse ikke var at udbrede racistiske synspunkter, men derimod at forklare, hvorfor

de interviewede personer (grønjakkerne) havde disse synspunkter.

Udtalelsens afsender og adressat indgår også i vurderingen. I denne sammenhæng indtager

pressen efter Menneskerettighedsdomstolens praksis en særstilling, hvilket skal ses i sam-

menhæng med pressens rolle som ”public watchdog”, jf. f.eks. Jersild mod Danmark (pr.

33) og Bladet Tromsø mod Norge, dom af 20. maj 1999 (pr. 59). Der skal således meget

tungtvejende grunde til at retfærdiggøre indgreb i pressens ytringsfrihed, jf. også Jon Fri-

drik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen for praktikere, 4. udgave

(2017), side 984.

Selv når der er tale om egentlige beskyldninger (”statement of facts”), der er fremsat af

tredjemand og viderebragt af pressen, har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at pres-

sen indtager en særstilling i forbindelse med viderebringelsen. Ifølge domstolen er det i

sådanne tilfælde ikke afgørende, om journalisten kan bevise rigtigheden af de viderebragte

påstande, men derimod om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt grundlag

for ytringen, hvilket skal vurderes i forhold til ytringens grovhed, jf. f.eks. Pedersen og

Baadsgaard mod Danmark, dom af 17. december 2004 (pr. 78), og Dyundin mod Rusland,

dom af 14. oktober 2008 (pr. 35).

Det er endvidere væsentligt, hvem der er genstanden for en ytring. Jon Fridrik Kjølbro op-

stiller, a.st., side 994, følgende skala, hvor retten til ytringsfrihed som udgangspunkt er

134

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

faldende, og den pågældendes krav på beskyttelse er stigende: (1) kritik af regeringen, (2)

kritik af politikere, (3) kritik af offentlige myndigheder, (4) kritik af offentligt ansatte og

(5) kritik af privatpersoner. Se nogenlunde tilsvarende Europarådets rapport, a.st., side 30-

41, der dog nuancerer og tilføjer flere kategorier.

Udtalelsens forum og muligheden for kontradiktion er yderligere momenter i afvejningen.

En ytrings skadelige effekt er langt større, hvis ytringen er fremsat i en landsdækkende tv-

udsendelse, end hvis ytringen er fremsat i et lukket møde med få deltagere, jf. f.eks. Jersild

mod Danmark (pr. 31). Har der været mulighed for, at den, som ytringen er rettet mod, har

kunnet komme til orde, kan det omvendt tale imod at sanktionere ytringen. Sagen Nilsen

og Johnsen mod Norge, dom af 25. november 1999, angik to politimænd, der havde kritise-

ret en professors beskyldninger i en række bøger og artikler om politivold. Menneskerettig-

hedsdomstolen lagde bl.a. vægt på, at politimændenes udsagn var mundtlige udsagn givet i

interview-form og viderebragt af pressen

”[…] thereby – presumably – reducing or eliminating the applicants’ possibilities of

reformulating, perfecting or retracting their statements before publication.“

Højesterets dom gengivet i UfR 1999.122 H angik dokumentarudsendelsen “Politiets blin-

de øje”, der stillede sig kritisk over for politiets efterforskning i den såkaldte Pedal Ove-

sag. Pedal Ove blev først dømt for drab, men senere frifundet, efter at sagen var blevet

genoptaget af Den Særlige Klageret. I dokumentarudsendelsen rettede to journalister alvor-

lige beskyldninger mod en navngiven politiinspektør. I sin redegørelse for de momenter,

der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis måtte tillægges betydning ved vurderin-

gen af, om disse beskyldninger var strafbare, fremhævede Højesteret bl.a., at politiinspek-

tøren som følge af den på tidspunktet for udsendelsen verserende genoptagelsessag ikke

havde kunnet medvirke i udsendelsen. Sagen blev indbragt for Menneskerettighedsdomsto-

len, der ikke fandt, at det var i strid med EMRK artikel 10 at straffe journalisterne for deres

udsagn. Menneskerettighedsdomstolen lagde bl.a. vægt på, at journalisterne ikke var dømt

for at have kritiseret politiets efterforskning eller for at have videreformidlet vidneudsagn.

Der var derimod tale om en konkret beskyldning om et strafbart forhold fremsat af journa-

listerne selv, jf. den førnævnte Pedersen og Baadsgaard-sag (pr. 72).

Udtalelsens form kan også spille ind, jf. f.eks. Axel Springer mod Østrig (pr. 108). Sagen

angik en kendt skuespiller, der var blevet anholdt for kokainbesiddelse under en øl-festival

i München. Forholdet blev sammen med en række fotos af skuespilleren fremdraget i en

række artikler i et tysk blad. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at det udgjorde en kræn-

kelse af EMRK artikel 10, at bladet var blevet sanktioneret som følge af artiklerne og lagde

135

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

bl.a. vægt på artiklernes form og indhold, der navnlig beskæftigede sig med omstændighe-

derne omkring anholdelsen.

Omvendt er udtalelser, der støder, chokerer eller forstyrrer (”offend, shock or disturb”)

også beskyttet af EMRK artikel 10, jf. f.eks. Tromsø mod Norge-sagen (pr. 63) og Peder-

sen og Baadsgaard-sagen (pr. 71).

Såfremt en udtalelses indhold anses for omfattet af EMRK artikel 10, vil et stødende ord-

valg eller en stødende stil ikke i almindelighed udgøre et selvstændigt grundlag for et ind-

greb i ytringsfriheden, jf. Mohammad Ahsan, Juristen nr. 7 – 2002: Ytringsfrihed og ære-

krænkelser i et menneskeretligt perspektiv, side 263.

Graden af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhængig af konteksten for ytringen.

Blander en privatperson sig f.eks. i den offentlige debat, er der videre rammer for den kri-

tik, som den pågældende må tåle, jf. Kulis mod Polen, dom af 18. marts 2008 (pr. 47). Se

også Lombardo m.fl. mod Malta, dom af 24. april 2007 (pr. 60), og Dyuldin og Kislov mod

Rusland, dom af 31. oktober 2007 (pr. 49), der begge vedrørte udtalelser i den politiske

debat. I begge sager udtalte Domstolen:

”[…] the distinction between statements of fact and value judgments is of less signi-

ficance in a case such as the present one, where the impugned statement was made in

the course of a lively political debate at local level and where elected officials and

journalists should enjoy a wide freedom to criticise the actions of a local authority,

even where the statements made may lack a clear basis in fact.”

Højesterets dom gengivet i UfR 2013.1067/2 H angik en tidligere borgmester, som i et

interview i TV 2 News havde beskyldt en forhenværende dommer for at være sin åbenlyse

politiske modstander og for at være en yderligtgående nationalist, der havde tilrettelagt

hele retssagen mod den pågældende tidligere borgmester. Højesteret betonede, at borg-

mesteren havde udtalt sig på TV 2 News’ foranledning, og at interviewet fandt sted, umid-

delbart efter at landsretten havde afsagt dom i ankesagen mod ham om embedsmisbrug og

mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Den tidligere borgmester måtte ”under disse om-

stændigheder have ganske vide rammer for at udtale sig kritisk.” Konkret var det imidlertid

ikke tilstrækkeligt til at anse de grove beskyldninger for straffri, jf. straffelovens § 269,

stk. 1.

Sondringen mellem udsagn om statement of facts (beskyldning) og value judgment (værdi-

dom) er i udgangspunktet klar. Det er eksempelvis et udsagn om faktiske omstændigheder,

hvis man siger, at X har taget imod bestikkelse. Eksempler på værdidomme kan være ud-

sagn om, at X er umoralsk, uværdig eller umenneskelig. Allerede Hurwitz omtalte sondrin-

136

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

gen mellem værdidomme (eksempel: ”A er en slubbert”) og udsagn om bestemte kendsger-

ninger (eksempel: ”A har taget af kassen”) og anførte, at sondringen til en vis grad falder

sammen med en sondring mellem ubestemte og bestemte beskyldninger (Den danske Kri-

minalret, Speciel Del, 1955, side 334).

I praksis er der, som det fremgår ovenfor, imidlertid en glidende overgang mellem be-

skyldninger og værdidomme, og der kan dermed også være tale om en glidende skala for,

hvor sikkert et faktuelt grundlag der skal være for et givent udsagn, for at det er beskyttet

mod indgreb. Hvis sagen har væsentlig samfundsmæssig interesse, kan der heller ikke i

forhold til beskyldninger stilles krav om, at udsagnets rigtighed kan bevises uden for en-

hver rimelig tvivl under en efterfølgende retssag.

Hertil kommer, som det også fremgår, at der er forskel på selv at fremsætte et udsagn og at

referere andres udsagn. Referat af andres udsagn som led i journalistisk nyhedsformidling,

der lever op til sædvanlige krav til research og adgang til kontradiktion, kan således være

berettiget og beskyttet mod indgreb, selv om udsagnets rigtighed ikke kan bevises. Det

ligger imidlertid bl.a. i henvisningen til sædvanlige krav til research, at der også i sådanne

tilfælde skal foreligge i det mindste et vist faktuelt grundlag for udsagnet.

Højesterets flertal har i ovennævnte dom gengivet i UfR 2015.3106 H bl.a. beskrevet ret-

stilstanden således:

”For den, der fremsætter ærekrænkende sigtelser som led i en offentlig debat om em-

ner af væsentlig samfundsmæssig interesse, kan det efter Menneskerettighedsdom-

stolens praksis ikke kræves, at den pågældende præsterer fuldt sandhedsbevis for sig-

telsen for at kunne være beskyttet af hensynet til ytringsfriheden. Imidlertid skal den

pågældende opfylde den standard, der også gælder for journalister, dvs. ”act in good

faith and on an accurate factual basis and provide ”reliable and precise” information

in accordance with the ethics of journalism” (”due diligence”), jf. præmis 40 og 50 i

Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. november 2014 i sagen Braun mod Polen.

(…)

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der i en situation som den

foreliggende skal foretages en afvejning af på den ene side hensynet til [A’s] ytrings-

frihed efter menneskerettighedskonventionens artikel 10 og på den anden side hensy-

net til beskyttelsen af [B’s] omdømme efter konventionens artikel 8. Ved denne afvej-

ning skal der som fastslået i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. februar 2012 i

sagen Springer AG mod Tyskland inddrages følgende kriterier ”(a) contribution to a

debate of general interest; (b) how well known the person concerned is and what the

subject of the publication was; (c) prior conduct of the person concerned; (d) method

of obtaining the information and its veracity; (e) content, form and consequences of

the publication; and (f) severity of the sanction imposed.”, jf. herved præmis 45 i

Menneskerettighedsdomstolens dom af 3. december 2013 i sagen Ungváry og Iroda-

lom Kft. mod Ungarn. Det forhold, at der er spørgsmål om at pålægge [A] mortifika

137

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

tion, tortgodtgørelse og straf, der kan virke afskrækkende på deltagelse i en sam-

fundsmæssig betydningsfuld debat, medfører, at der i forbindelse med afvejningen

skal foretages ”the most careful scrutiny”, jf. dommens præmis 48.”

Det forhold, at der er tale om en glidende overgang, har bl.a. den konsekvens, at der fore-

kommer sager, der ligger på grænsen, hvilket i praksis bl.a. kan vise sig ved, at den endeli-

ge afgørelse ved Højesteret eller Menneskerettighedsdomstolen om krænkelse af EMRK

artikel 10 træffes med dissens.

Som eksempel kan nævnes Pedersen og Baadsgaard mod Danmark, dom af 17. december

2004, der også er gengivet lige ovenfor, hvor et flertal på 9 dommere i Menneskerettig-

hedsdomstolens storkammer ikke fandt artikel 10 krænket bl.a. under henvisning til, at de

pådømte udsagn var udtryk for en beskyldning om, at en navngiven enkeltperson havde

begået et alvorligt strafbart forhold. Et mindretal på 8 dommere fandt artikel 10 krænket

bl.a. under henvisning til, at de pådømte udsagn ikke var udtryk for en sådan beskyldning,

idet udsagnene var en præsentation af muligheder eller værdidomme eller provokerende

hypoteser vedrørende faktiske oplysninger, som blev givet i det pågældende tv-program.

Som et andet eksempel kan nævnes UfR 2015.3106 H, hvor et flertal på fem dommere

dømte for ærekrænkelse bl.a. under henvisning til, at der ikke i det materiale, der lå til

grund for de fremsatte beskyldninger om, at forurettede var agent, var tilstrækkelig belæg

for disse beskyldninger, der blev anset for at være beskyldninger om at have realiseret ger-

ningsindholdet i straffelovens §§ 107 eller 108 om spionage, og at den historiker, der frem-

satte beskyldningerne, således ikke havde udvist den ”due diligence”, som efter Menneske-

rettighedsdomstolens praksis kræves for at beskytte de fremsatte ytringer. Et mindretal på

to dommere ville frifinde under henvisning til, at de påberåbte ærefornærmende udsagn

måtte forstås sådan, at forurettede blev beskyldt for at være påvirkningsagent, hvilket var i

overensstemmelse med opfattelsen i det materiale fra PET, der lå til grund for beskyldnin-

gerne.

Dommene er udtryk for, at der kræves mere – stærkere faktuelt grundlag og/eller større

samfundsmæssig interesse – for at berettige en præcis beskyldning om konkrete strafbare

forhold end for at berettige mere generelle krænkende udsagn. Dommerne i de to sager var

antagelig ikke uenige om retstilstanden eller principperne for afvejningen mellem ytrings-

frihed og personers gode navn og rygte, men flertallet og mindretallet i dommene fortolke-

de de påberåbte krænkende udsagn forskelligt og kom derfor til forskellige resultater.

Tilsvarende forskel i fortolkning og dermed resultat kan ses i UfR 2015.1813 Ø, hvor by-

rettens frifindelse under henvisning til et vist faktuelt grundlag for de påtalte udsagn om

138

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

”grov dyremishandling” og ”grusom dyremishandling” på en række minkfarme antagelig

er udtryk for, at byretten opfattede udsagnene som værdidomme, mens landsretten dom-

fældte bl.a. under henvisning til, at udsagnene fremstod som statement of facts (beskyld-

ninger) og ikke som meninger i bred forstand (værdidomme), og at de pågældende ikke

havde været i fornøden god tro ved fremsættelsen af udsagn af denne karakter.

Påvirkningen fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har betydet, at sondrin-

gen mellem sigtelser og fornærmelige ord eller handlinger (ringeagtsytringer) ikke længere

har de retsvirkninger, der fremgår af straffelovens ordlyd og ældre retspraksis.

I forhold til straffelovens sondring mellem sigtelser og ringeagtsytringer er værdidomme

en mellemform, således at forstå at såvel nogle udsagn, der i ældre praksis blev anset for

ringeagtsytringer, som nogle udsagn, der efter dansk ret stadig traditionelt betegnes sigtel-

ser, i dag må rubriceres som værdidomme. Statement of facts udgør således alene en del-

mængde af de udsagn, der i dansk ret betegnes sigtelser.

Hovedretsvirkningen af, at et udsagn rubriceres som en værdidom, er, at der i sådanne til-

fælde ikke må kræves sandhedsbevis (men alene et vist faktuelt grundlag) – altså i en vis

forstand det modsatte af den traditionelle danske ordning, der er udtrykt i straffeloven,

hvor der enten kræves sandhedsbevis eller ikke er adgang til sandhedsbevis.

Det kan give anledning til tvivl, hvordan ringeagtsytringer, der alene helt generelt giver

udtryk for en foragtende, forhånende, latterliggørende eller på anden måde nedvurderende

opfattelse af en anden, vil blive bedømt i dag. Der er ikke tvivl om, at mere udviklede ud-

sagn, der i ældre dansk praksis blev kategoriseret som ringeagtsytringer og dermed som

udgangspunkt strafbare (uden adgang til sandhedsbevis), i dag ofte må anses som værdi-

domme, der ikke må gribes ind overfor, hvis de har et vist faktuelt grundlag. Som eksem-

pel kan nævnes følgende udsagn, der i UfR 1958.1182 H blev anset som ringeagtsytringer,

og som med udgangspunkt i EMD-praksis med stor sandsynlighed vil blive anset som en

værdidom:

”I det sidste par måneder har han logret for uretten. Han har bjæffet til piskens pris,

han har løftet ben mod ret og menneskelighed, og selv om han stadig snærrer, bety-

der det ikke noget. Han er bare en lydig skødehund.”

Det betyder ikke nødvendigvis et andet slutresultat. I 1958-dommen bortfaldt straffen for

de pågældende udsagn efter straffelovens § 272 om retorsion; i dag vil det afgørende være,

om værdidommen har et vist faktuelt grundlag.

139

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Der er heller ikke tvivl om, at kortfattede ringeagtsytringer, som tidligere uden videre blev

anset som strafbare, i dag må behandles efter de beskrevne principper for værdidomme,

hvis udsagnet med rimelighed kan anses som en sådan. Det gælder antagelig eksempelvis

udsagn som ”åndelig falittenspiller” og ”åndelig gøgler” (UfR 1935.676 H).

Tvivlen angår derimod udtryk, der reelt alene er skældsord, eksempelvis ”svin”, ”kloakrot-

te”, ”skadedyr”, ”spaghettitøs”, ”horeunge”, ”kreatur” (VLT 1941.104), ”modbydelige

snotabe” og ”kvajhoved” (UfR 1966.483 Ø – § 121). Menneskeretligt gælder for så vidt

det samme – hvis udsagnet (læst i sin kontekst) med rimelighed kan anses som en værdi-

dom, må det behandles som en sådan, dvs. der må ikke gribes ind over for udsagnet, hvis

det har et vist faktuelt grundlag, og det er udbredt som led i en offentlig debat om emner af

væsentlig samfundsmæssig interesse. Spørgsmålet er imidlertid, om rene skældsord over-

hovedet kan have et faktuelt grundlag. Til gengæld er der i teorien rejst tvivl ved, om så-

danne skældsord overhovedet vil blive anset som strafbare ærekrænkelser efter gældende

dansk ret. Jakobsen og Schaumburg-Müller anfører således i Medieretten, 2013, side 256,

at der så vidt ses ikke er dømt for ringeagtsytringer siden straffelovens ikrafttræden i 1933,

og at det er svært overhovedet at forestille sig rene ringeagtsytringer, dvs. ytringer uden

noget som helst påstandsindhold, blive sanktioneret. Det skal i den forbindelse bemærkes,

at Østre Landsret i FED 2006.283 Ø anførte, at betegnelserne ”neurotisk” og ”a nasty slick

boy” i den pågældende sammenhæng måtte anses for ringeagtsytringer, der er omfattet af

straffelovens § 267, og idømte straf og godtgørelse herfor. Ligeledes anførte Østre Lands-

ret i FED 2003.1438, at en udtalelse med ordlyden ”Og advare om uhyrer som B, C, D og

A. Det er fire perverse svin.” var at anse som ringeagtsytringer, som ligger langt ud over,

hvad der selv i en meget åben debat vil kunne tillades. Der kan endvidere også henvises til

den ovenfor nævnte dom i UfR 1958.1182 H, hvor der blev straffet for ringeagtsytringer.

Det bemærkes, at de nævnte domme antagelig med udgangspunkt i Mennneskerettigheds-

domstolens praksis ville blive anset som værdidomme, og at de således ikke vedrører rene

skældsord uden noget som helst påstandsindhold.

I Norge blev ærekrænkelse afkriminaliseret ved den nye straffelov, der trådte i kraft i 2015.

Afkriminaliseringen blev begrundet med, at straf ikke længere er en praktisk eller formål-

stjenlig sanktion mod rene omdømmekrænkelser. Ved høringen over et udkast til lovfor-

slag fik en afkriminalisering god støtte, på trods af at udkastet lagde op til at videreføre

strafansvar for ærekrænkelse. Det norske justitsministerium lagde særlig vægt på, at både

Advokatforeningen og Rigsadvokaten gik ind for at ophæve strafbestemmelserne. Det blev

anført, at afkriminalisering kan føre til, at man i nogle fremtidige situationer ikke vil kunne

strafforfølge enkelte forhold, som mange vil anse som strafværdige, men hidtidig praksis

tilsagde, at det ville dreje sig om så få tilfælde, at de ikke kunne begrunde en videreførelse

af generelle bestemmelser om straf for omdømmekrænkelser.

140

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

De svenske regler om ærekrænkelse er anderledes og på nogle punkter mere vidtgående

end de gældende danske regler. De svenske regler sondrer mellem ærekrænkelse (förtal) og

fornærmelse (förolämpning). Ærekrænkelse består i at meddelele oplysning om en anden,

som er egnet til at udsætte den pågældende for andres ringeagt (missaktning). Fornærmelse

består i krænkende tiltale eller adfærd over for den berørte person selv. Som eksempler på

ærekrænkelse nævner lovteksten udpegning som kriminel (brottslig) eller bebrejdelsesvær-

dig i sit levned (klandervärd i sitt levnadssätt). Oplysningen skal angå en fysisk person

eller en afdød. Bestemmelserne om ærekrænkelse omfatter således ikke juridiske personer.

Oplysningen skal være meddelt til en anden end den ærekrænkede selv.

Udgangspunktet efter svensk ret er, at der er privat påtale i sager om ærekrænkelse, men

der er imidlertid også adgang til betinget offentlig påtale i visse grovere situationer, hvor

dette anses som nødvendigt ud fra et alment synspunkt.

Det er efter svensk ret som udgangspunkt uden betydning, om oplysningen er rigtig eller

forkert. Dette skal ses i lyset af, at der i svensk ret ikke som i Danmark og Norge findes en

generel strafbestemmelse om videregivelse af oplysninger om en andens private forhold.

De svenske regler om ærekrænkelse anvendes således også på videregivelse af oplysnin-

ger, som i Danmark og Norge vil kunne straffes efter reglerne om videregivelse af oplys-

ninger om en andens private forhold. Ved pligt til at udtale sig, eller hvis det under hensyn

til omstændighederne i øvrigt var forsvarligt at meddele den pågældende oplysning, er for-

holdet dog straffrit, hvis oplysningen beviseligt er sand, eller hvis den, der har meddelt

oplysningen, havde rimelig grund (skälig grund) for den. Processuelt indebærer det, at i

tilfælde, hvor der var pligt til, eller det i øvrigt var forsvarligt at meddele den pågældende

oplysning, tillades der ikke bevisførelse om den meddelte oplysnings sandhed (hverken for

eller imod).

I en svensk betænkning SOU 2016:7 om integritet og strafskydd foreslås der ændringer af

de svenske ærekrænkelsesbestemmelser i kombination med en bestemmelse om videregi-

velse af oplysninger om en andens private forhold, herunder foreslås følgende bestemmelse

i 4. kapitel i brottsbalken:

”1 § Den som lämnar uppgift om att någon är brottslig eller en annan nedsätande up-

pgift om någon döms, om uppgiften var ägnad att skada anseendet hos den som up-

pgiften avser, för förtal till böter. Om han eller hon var skyldig att uttala sig eller om

det annars med hänsyn till omständigheterna var försvarligt att lämna uppgiften, och

visar han eller hon att uppgiften var sann eller att han eller hon hade skälig grund för

den, ska det inte dömas till ansvar.”

141

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Det bemærkes i øvrigt, at Europarådets Parlamentariske Forsamling i 2007 vedtog Rekom-

mandation 1814 (2007) til Europarådets Ministerkomité om at igangsætte et arbejde om en

henstilling til medlemsstaterne om ærekrænkelser med henblik på at fjerne muligheden for

at misbruge reglerne til uberettiget retsforfølgning. Ministerrådet har som svar på rekom-

mandationen anført, at rådet – i betragtning af de generelle principper, som Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstol har udviklet gennem sin retspraksis om EMRK artikel 10

– ikke har fundet det hensigtsmæssigt på dette tidspunkt at udvikle særskilte regler om ære-

krænkelse for medlemslandene.

3.2. Overvejelser

3.2.1. Fortsat kriminalisering

Straffelovrådet har overvejet, om og i givet fald i hvilken form kriminaliseringen af ære-

krænkelse bør videreføres.

Overvejelserne er foretaget i lyset af, at internettets udbredelse har medført, at der kommu-

nikeres og debatteres let og hurtigt via e-mail, diverse debatfora, sociale medier osv., og at

nogle personer i den forbindelse anvender en hård tone med fornærmelser og beskyldnin-

ger, herunder både strafbare og ikke strafbare. Dette kan være med til at afspore en debat,

dels fordi fokus fjernes fra sagen til de personangreb, som er fremkommet, dels fordi det

kan afføde, at man afholder sig fra at ytre sig i frygt for at blive udsat for personangreb.

Det er i mange sammenhænge blevet fremhævet, at der generelt anvendes en hårdere

sprogbrug, når der kommunikeres elektronisk og hurtigt, end når man kommunikerer

mundtligt.

Denne grundlæggende præmis er indgået i Straffelovrådets overvejelser som et argument

for, at der bør opretholdes et værn mod ærekrænkelser, så det er muligt at skride ind over

for den tiltagende hårde sprogbrug. Straffelovrådet er imidlertid opmærksom på, at det

samtidig kan anskues sådan, at grov sprogbrug i nogle sammenhænge er sædvanlig og ind-

arbejdet og måske dermed i mindre grad strafværdig.

I visse tilfælde ses også det, der populært kaldes ”shitstorme”, hvor mange personer ytrer

sig i negative vendinger, herunder også ved brug af ærekrænkelser, om en person eller en

virksomhed. Der findes angiveligt grupper i de sociale medier med det formål at organisere

shitstorme ved at anmode tilmeldte personer om at give en bestemt negativ holdning til

kende.

142

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Internettets udbredelse har endvidere medført risiko for, at ærekrænkelser mv. udbredes i et

hidtil uset tempo og omfang, og dette kan være med til at forøge skadevirkningen af en

ærekrænkelse med risiko for store personlige omkostninger til følge. Hertil kommer, at in-

ternettet anvendes konstant, og at den krænkede derfor sjældent vil kunne undgå at blive

mindet om krænkelsen, som derved får en mere vedvarende karakter.

Rådets overvejelser er endvidere foretaget i lyset af, at straf er udtryk for en særlig afstand-

tagen fra samfundets side i forhold til handlinger, der falder inden for det strafbare område,

og straf har dermed en anden kvalitet end f.eks. civilretlige beføjelser som erstatning og

godtgørelse. Set fra domfældtes side kan straf virke meget indgribende, uanset om der er

tale om en forholdsvis begrænset bødestraf, og som modstykke hertil kan det for den foru-

rettede virke som en stærkere oprejsning i forhold til f.eks. en ærekrænkelse, at krænkeren

idømmes straf og dermed stemples som straffelovsovertræder.

Det kan således diskuteres, om det er velbegrundet at videreføre en uændret kriminalise-

ring af ærekrænkelser. Bør det således være statens opgave gennem strafbestemmelser at

beskytte det enkelte individs ære, og bør det i givet fald også være statens opgave i højere

grad at tage ansvar for påtalen i sager om ærekrænkelse, eller skal det fortsat overlades til

den krænkede selv at sagsøge krænkeren med påstand om straf og/eller erstatning og/eller

godtgørelse.

Begrebet ære dækker både over en persons omdømme blandt andre mennesker og perso-

nens følelse af eget værd. Det er overordnet set en helt grundlæggende værdi for menne-

sker at nyde en vis anseelse hos andre mennesker og at opnå anerkendelse, og æresbegre-

bet kan på den baggrund siges at være retligt beskyttelsesværdigt. Når der opstilles regler

om ærekrænkelse, udgør disse imidlertid et indgreb i ytringsfriheden og bør allerede af den

grund afgrænses præcist og forholdsvis snævert. Der skal således i et demokratisk samfund

være mulighed for en åben og kritisk debat, som også skal give mulighed for endog meget

kritiske vurderinger og udsagn om andre personer – ikke mindst i en politisk sammenhæng

– uden at debattørerne i unødigt omfang føler sig begrænset af risikoen for at blive straffet

for udtalelserne. Det indgreb i ytringsfriheden, som et strafferetligt værn om ærekrænkelser

udgør, kan imidlertid også anses for at være til gavn for den, som gerne vil ytre sig, idet

(verbale) angreb eller risikoen herfor som anført ovenfor kan afholde nogle fra at ytre sig.

Straffelovrådet vil på den ene side pege på, at ærekrænkelsers strafværdighed i almindelig-

hed er forholdsvis ringe, og at der af den grund kunne ske en afkriminalisering af ærekræn-

kelse helt eller delvist ud fra en betragtning om, at det er for vidtgående at have et straffe-

retligt værn mod disse navnlig i form af fornærmelser, men også beskyldninger, og at så-

danne krænkelser således kun bør imødegås civilretligt med f.eks. erstatning eller godtgø-

143

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

relse. Hensynet til ytringsfriheden forstærker dette synspunkt, selv om bestemmelserne om

ærekrænkelse som ovenfor anført fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 10.

Straffelovrådet har således overvejet, om ærekrænkelse bør afkriminaliseres generelt, dog

med undtagelse af bagvaskelse efter § 268, 1. led, idet det strafferetlige værn mod ære-

krænkelse som anført nedenfor efter Straffelovrådets opfattelse har en så stærk begrundel-

se, at det vil være for vidtgående at afkriminalisere (i hvert fald de groveste) beskyldnin-

ger, der fremsættes eller udbredes mod bedre vidende.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at det særligt i lyset af den teknologiske udvikling med

risiko for hurtig og bred udbredelse på internettet og deraf følgende større risiko for øget

skadevirkning vil være for vidtgående at afkriminalisere i hvert fald den form for beskyld-

ninger, der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kategoriseres som bestemte kends-

gerninger (statement of facts). Krænkelsen ved uretmæssigt at blive beskyldt for at have

begået f.eks. alvorlig kriminalitet er efter rådets opfattelse så alvorlig, at der fortsat bør

være adgang til at skride ind over for en sådan beskyldning med straf, herunder også på

grund af den generalpræventive virkning, som risikoen for straf må antages at have. Det

bemærkes i den forbindelse, at den generalpræventive virkning må antages at have betyd-

ning særligt i forhold til massemedierne, hvor det for mange ansvarshavende chefredaktø-

rer må antages at have en stor betydning, at de personligt risikerer at blive mødt med en

straf pga. medieansvarslovens regler om personligt ansvar for redaktører.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der er tilstrækkeligt grundlag for en fortsat kri-

minalisering af værdidomme (value judgment). Idet der på den ene side ”kun” er tale om

en vurdering af forurettede og altså ikke konkrete beskyldninger, og udsagnene således

ofte vil være af mere ubestemt karakter, kan dette efter rådets opfattelse i et vist omfang

tale i retning af afkriminalisering.

På den anden side finder rådet imidlertid, at den omstændighed, at en værdidom ifølge

Menneskerettighedsdomstolens praksis kan have et vist faktuelt grundlag, der kan være

genstand for bevis, taler for fortsat kriminalisering. Det vil således i mange sammenhænge

være særdeles krænkende at blive kaldt f.eks. nazist eller fascist eller at blive beskyldt for

at være umoralsk eller uværdig, og det kan have en så stor skadevirkning, at der kan være

behov for at kunne skride ind med straf.

Endelig har Straffelovrådet overvejet, om ringeagtsytringer (fornærmelser), der falder uden

for EMRK’s beskyttelse af ytringsfriheden, fordi de ikke har noget påstandsindhold, bør

afkriminaliseres.

144

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Da der alene kendes få eksempler på, at en domfældelse for ærekrænkelse er sket med hen-

visning til sådanne ytringer, vil en afkriminalisering heraf få ringe betydning i praksis,

samtidig med at det vil indebære en forenkling af bestemmelserne om ærekrænkelse.

Hertil kommer, at ringeagtsytringer i særlige tilfælde vil være omfattet af andre strafbe-

stemmelser. Det gælder hån, skældsord og anden fornærmelig tiltale mod personer i offent-

lig tjeneste eller hverv, jf. straffelovens § 121, det gælder fornærmelig optræden på steder,

hvortil der er almindelig adgang, når det er egnet til at forstyrre den offentlige orden, jf.

ordensbekendtgørelsen § 3, stk. 1, og det gælder fornærmelig adfærd, der er egnet til at

forstyrre den offentlige orden eller medføre ulempe for andre tilstedeværende eller ombo-

ende, på steder, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved

salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, jf. restaurationslovens § 32, stk. 1.

Der kan endvidere peges på – og dette gælder i relation til enhver form for afkriminalise-

ring af ærekrænkelse – at virkningen af afkriminalisering er begrænset for den forurettede,

fordi det ikke indskrænker mulighederne for civilretlig indgriben, enten forudgående ved et

midlertidigt forbud eller efterfølgende med krav om erstatning og/eller godtgørelse. Det er

i forvejen udgangspunktet, at sager om ærekrænkelse er undergivet privat påtale og be-

handles i den borgerlige retsplejes former. En afkriminalisering vil dermed i de fleste til-

fælde alene have den virkning, at der under en sag ikke vil kunne idømmes straf. Straffe-

lovrådet bemærker herved, at idømt bødestraf tilfalder statskassen og ikke den forurettede.

Endvidere bemærkes, at en idømt bødestraf i en sag om ærekrænkelse i sammenligning

med idømte godtgørelses- og sagsomkostningsbeløb ofte udgør et forholdsvis begrænset

beløb. Som eksempel kan nævnes, at i den ovennævnte UfR 2015.3106 H var straffen 10

dagbøder af 1.000 kr. (dvs. i alt 10.000 kr.), mens godtgørelsen var 100.000 kr., og

sagsomkostningerne til modparten var 502.700 kr. (for to instanser – begge parter havde fri

proces for Højesteret), hvortil kommer egne sagsomkostninger for byret og landsret. Bøde-

straffen udgjorde således i denne sag formentlig under en procent af domfældtes samlede

udgifter som følge af retssagen.

Det forekommer også, at en privat sagsøger alene nedlægger påstand om mortifikation,

betaling af et beløb til offentliggørelse af dommen og godtgørelse for tort, men ikke om

straf, jf. som eksempel UfR 2015.1813 Ø. Undertiden nedlægges alene påstand om mortifi-

kation, jf. som eksempel UfR 2014.729 Ø.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at den omstændighed, at egentlige ringeagtsytringer kun

har meget begrænset betydning i retspraksis, ikke i sig selv betyder, at der ikke er et til-

strækkeligt grundlag for et strafferetligt værn. Den meget begrænsede håndhævelse af rin-

geagtsytringer skyldes efter Straffelovrådets opfattelse ikke mindst, at ærekrænkelse er

145

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

undergivet privat påtale med procesrisiko og (risiko for) omkostninger til følge, jf. afsnit

4.2.

Det er i den offentlige debat om kommunikationen på internettets forskellige offentlige

debatfora blevet anført, at den hårde debattone, hvor der i vidt omfang indgår ærekrænkel-

ser navnlig i form af ringeagtsytringer, kan være begrænsende eller konkret ødelæggende

for den frie debat og sender et forkert signal om, hvordan man bør udtrykke sig om og til

hinanden. I hvert fald i visse grovere tilfælde af brug af ringeagtsytringer er det Straffelov-

rådets opfattelse, at krænkelsen for forurettede kan være så betydelig og samtidig konflik-

toptrappende og –skabende, at et strafferetligt værn forekommer relevant og berettiget.

Dette gælder navnlig, hvor enkeltpersoner bliver genstand for en såkaldt shitstorm, hvor

mange personer fremsætter negative kommentarer, ikke sjældent i form af grove ringe-

agtsytringer, i forhold til en person, som eventuelt har ytret sig i en debat. Der er ikke tvivl

om, at sådanne massehenvendelser med brug af grove ringeagtsytringer på grund af hen-

vendelsernes antal kan være meget krænkende og formentlig have store personlige omkost-

ninger for den, der udsættes for dem.

Selv om det har givet anledning til tvivl, er det samlet set Straffelovrådets opfattelse, at

udviklingen i debattone mv. og risikoen for øget alvorlig skadevirkning ved udbredelse på

internettet gør det overvejende betænkeligt generelt at afkriminalisere ringeagtsytringer. En

fortsat kriminalisering af ærekrænkende ringeagtsytringer vil formentlig i samspil med

diverse oplysningskampagner, navnlig i forhold til unge mennesker, kunne have en præ-

ventiv virkning og således være et af flere midler til at mindske udbredelsen af shitstorme

og ringeagtsytringer i øvrigt.

Hertil kommer, at afkriminalisering efter Straffelovrådets opfattelse harmonerer dårligt

med den øgede beskyttelse af offentligt ansatte, som der lægges op til med lov nr. 1728 af

27. december 2016 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf mv. og for-

skellige andre love (øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og perso-

ner i offentlig tjeneste mv.).

Straffelovrådet finder imidlertid anledning til at bemærke, at afkriminalisering af ærekræn-

kelse, herunder hvor grænsen i givet fald skal trækkes, i vidt omfang er et politisk spørgs-

mål, som både skal ses i lyset af beskyttelsen af borgernes ytringsfrihed, i sammenhæng

med spørgsmålet om påtalekompetence og dermed statens rolle som led i beskyttelsen af

den enkelte borgers ære og i sammenhæng med relevante civilretlige instrumenter.

146

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Uanset om man vælger fortsat at kriminalisere ærekrænkelser i større eller mindre omfang,

bør det efter rådets opfattelse give anledning til nærmere overvejelser om, hvorvidt krimi-

naliseringen bør erstattes eller suppleres af et civilretligt værn, som giver den krænkede ef-

fektive muligheder for at gribe ind over for krænkelser. I tilfælde af afkriminalisering kan

det signal, der ligger heri, i nogen grad opvejes af en bedre mulighed for at begrænse ska-

devirkningen af krænkelsen og at opnå genoprejsning. Dette skal ses i sammenhæng med,

dels at ærekrænkelsers strafværdighed i almindelighed er forholdsvis ringe, dels rådets

overvejelser om påtalekompetence, jf. afsnit 4.2, hvoraf det fremgår, at det strafferetlige

værn mod ærekrænkelser sjældent anvendes, og at rådet efter nøje overvejelse er betænke-

lig ved at anbefale, at reglerne generelt undergives betinget offentlig påtale, som ville kun-

ne styrke håndhævelsen af reglerne.

Som allerede anført vil en eventuel afkriminalisering ikke afskære den krænkede fra at føre

en civil sag om et midlertidigt forbud eller om erstatning og/eller godtgørelse, ligesom det

også i dag er muligt at føre en sådan civil sag i stedet for en privat straffesag. Adgangen

hertil er forbundet med omkostninger og den procesrisiko, der er forbundet med at føre en

retssag, hvilket antagelig afholder mange fra at anlægge sag, ligesom der i meget begræn-

set omfang anlægges private straffesager om ærekrænkelse. Dette forstærkes i tilfælde,

hvor der f.eks. er tale om en shitstorm, og hvor der således kan være anledning til at sagsø-

ge flere personer. Det kan endvidere anføres, at der kun undtagelsesvis gives fri proces

efter retsplejelovens § 328 til sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ære-

krænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedie eller i øvrigt til en videre

kreds. Endvidere kan det anføres, at reglerne i retsplejelovens kap. 39 om behandling af

sager om mindre krav (småsagsprocessen) bl.a. ikke gælder for behandlingen af private

straffesager, jf. retsplejelovens § 400, stk. 3.

Det ligger imidlertid uden for Straffelovrådets kommissorium at komme med forslag til,

om og i givet fald hvordan det civilretlige værn mod ærekrænkelser kan styrkes.

Sammenfattende er det – på baggrund af de nuværende civilretlige regler – Straffelovrådets

opfattelse, at kriminaliseringen af ærekrænkende beskyldninger i form af ”statements of

facts” og værdidomme i form af ”value judgments” bør opretholdes. Rådet er samtidig

betænkelig ved at anbefale en afkriminalisering af ærekrænkende ringeagtsytringer. Det

anbefales således, at straffelovens § 267 videreføres med samme gerningsindhold som i

dag, men med en sproglig modernisering. Det bemærkes, at det – som det fremgår neden-

for – anbefales, at strafferammen ved videreførelsen af § 267 bør give mulighed for

fængsel i indtil 1 år, idet det dog samtidig anbefales, at det fremover ikke bør være muligt

at idømme fængselsstraf i private straffesager. Idømmelse af fængselsstraf efter straffe-

lovens § 267 vil således være forbeholdt sager vedrørende særligt grove overtrædelser,

147

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

hvor anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 275 eller retsplejelovens § 727, stk. 2,

rejser tiltale.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der er behov for en bestemmelse om ærekræn-

kelser af særlig grov beskaffenhed i lighed med straffelovens § 268 om bagvaskelse, der (i

tilfælde af (betinget) offentlig påtale) straffes efter en højere strafferamme end de øvrige

ærekrænkelser.

Som anført ovenfor er det Straffelovrådets opfattelse, at strafansvaret for ærekrænkelse har

sin stærkeste begrundelse i tilfælde af bagvaskelse efter § 268, 1. led, om fremsættelse eller

udbredelse af en sigtelse mod bedre vidende, og der er således ikke tvivl om, at en sådan

bestemmelse bør videreføres eventuelt med justeringer. Afhængig af beskyldningens og

udbredelsens karakter kan sådanne forhold have betydelige skadevirkninger for forurette-

de, og når gerningsmanden ved, at beskyldningen er usand, har forholdet desuden en sådan

subjektiv grovhed, at samfundets indgriben med straf er velbegrundet. Som nærmere be-

skrevet i afsnit 4.2 nedenfor er det i den forbindelse endvidere Straffelovrådets opfattelse,

at forhold af denne grovhed efter begæring bør påtales af det offentlige.

Straffelovrådet har herefter overvejet, om der kan forekomme andre ærekrænkelser end

bagvaskelse efter gældende § 268, 1. led., der er så grove, at det kan være velbegrundet at

kunne straffe dem efter den højere strafferamme i § 268. Rådets overvejelser herom skal

også ses på baggrund af de i afsnit 4.2 nedenfor anførte overvejelser om at lade § 268 være

undergivet betinget offentlig påtale.

Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at navnlig særligt grove beskyldninger,

dvs. beskyldninger der er egnede til væsentligt at skade nogens omdømme, herunder især

beskyldninger om grove strafbare forhold, er meget strafværdige, hvis de er urigtige. Så-

danne beskyldninger vil allerede afhængig af gerningsmandens forsæt kunne være omfattet

af straffelovens § 268. Der kan f.eks. være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag

beskyldes for et drab, og grovheden heraf forstærkes, hvis beskyldningen udbredes gennem

et landsdækkende medie.

Der vil endvidere kunne være tale om ærekrænkelser af en sådan grovhed, at de er meget

strafværdige, hvis de er fremsat på en måde, så de udbredes i betydeligt omfang, eller der

er en risiko for sådan udbredelse, herunder navnlig på internettet eller gennem indholdet af

et massemedie, og denne udbredelse i kombination med ærekrænkelsernes karakter vil

kunne have en langvarig og/eller alvorlig skadevirkning for forurettede.

148

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Visse shitstorme, der indeholder ærekrænkelser, herunder i form af ringeagtsytringer, kan

efter rådets opfattelse også være af en sådan strafværdighed, at det bør overvejes, om den

enkelte gerningsmand bør kunne straffes med fængselsstraf under forudsætning af, at den

pågældende har samvirket med andre gerningsmænd eller i hvert fald har indset, at hans

egen ringeagtsytring i samspil med andres tilsvarende ytringer ville kunne bevirke en væ-

sentlig krænkelse af en anden person. En shitstorm kendetegnes som anført ovenfor ved, at

nogen eller noget bliver mødt med voldsom kritik og usædvanlig mange negative reaktio-

ner og udtalelser. Der er ikke tvivl om, at sådanne massehenvendelser med brug af grove

ringeagtsytringer på grund af henvendelsernes antal kan være meget krænkende og for-

mentlig have store personlige omkostninger for den, der udsættes for dem. Er der tale om,

at en sådan massiv og systematisk kritik rammer f.eks. en privatperson som gengæld for et

sagligt indlæg, som vedkommende har formidlet f.eks. på Facebook, finder Straffelovrådet,

at det kan udgøre en krænkelse af særlig grov karakter.

En shitstorm af den omhandlede art må i givet fald tage udgangspunkt i, at den enkelte

gerningsmand har fremsat en ærekrænkende beskyldning eller ringeagtsytring, som kan

straffes i medfør af straffelovens § 267. De særligt skærpende omstændigheder, som skal

kunne bevirke, at forholdet kan anses for at være så groft, at der kan overvejes at henføre

det til den forhøjede strafferamme i § 268, kan navnlig være det forhold, at gerningsman-

den indser, at hans ringeagtsytring er eller vil blive en del af et meget betydeligt angreb på

en anden person. Det er ikke nødvendigt, at den enkelte ærekrænkelse i sig selv er særlig

grov, men samlet set skal der være tale om ærekrænkende ytringer, der i kombination med

mængden af angreb indebærer, at der foreligger en særlig grov krænkelse af en anden per-

son.

Straffelovrådet har tidligere peget på, at der kunne være grund til at overveje at ophæve

§ 268, 2. led, jf. betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 203

og betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, side 883. Det drejer

sig om de tilfælde, hvor gerningsmanden har savnet rimelig grund til at anse sigtelsen for

sand.

Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at de ærekrænkelser, som omfattes af straffe-

lovens § 268, 2. led, ikke har en grovhed, der svarer til bestemmelsens 1. led, og at det der-

for må give anledning til tvivl, om bestemmelsen bør opretholdes som en del af § 268. På

den anden side kan det ikke afvises, at der kan forekomme tilfælde, hvor for eksempel et

massemedie udbreder en beskyldning om grov kriminalitet, som mediet har savnet rimelig

grund til at anse for sand, og hvor der kan være behov for at idømme fængselsstraf. Da

rådet ikke kan anbefale, at der idømmes fængselsstraffe i forbindelse med private straffesa-

ger, er det følgelig af betydning, om forhold omfattet af straffelovens § 268 undergives

149

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

betinget offentlig påtale. Som det fremgår nedenfor om påtale af ærekrænkelser, er Straffe-

lovrådet af flere årsager overvejende betænkelig ved at anbefale, at en så bred bestemmelse

om ærekrænkelse undergives betinget offentlig påtale.

Straffelovrådet finder bl.a på den baggrund, at § 268 bør afgrænses mere snævert med ud-

gangspunkt i det nuværende 1. led af bestemmelsen, dvs. hvis en beskyldning er fremsat

eller udbredt mod bedre vidende. De beskyldninger, der i dag er omfattet af § 268, 2. led,

vil således fremover alene være omfattet af § 267, men som det fremgår nedenfor, hæves

strafmaksimum efter § 267 på den baggrund til fængsel i indtil 1 år for så vidt angår sager,

der påtales af det offentlige, jf. i den forbindelse forslaget til § 275.

Den groveste form for ærekrænkelse i relation til gerningsmandens forsæt er netop bagva-

skelse efter § 268, 1. led. Angår en beskyldning imidlertid noget mindre dadelværdigt, kan

krænkelsen på trods af forsættet anses for at være mindre end i tilfælde, hvor der er tale om

en beskyldning om et alvorligt strafbart forhold, f.eks. drab, men hvor gerningsmanden

ikke har udtalt sig mod bedre vidende, og hvor forholdet dermed ikke er omfattet af § 268,

1. led.

Det er på den baggrund Straffelovrådets opfattelse, at § 268 fremover bør begrænses til

alvorlige beskyldninger, der er fremsat eller udbredt mod bedre vidende, og at bestemmel-

sen bør indeholde et strafmaksimum af fængsel indtil 2 år og undergives betinget offentlig

påtale.

Alvorlige beskyldninger vil primært omfatte beskyldninger om grove strafbare forhold.

Det vil være op til anklagemyndigheden at foretage en vurdering af, om der er tale om en

tilstrækkelig alvorlig beskyldning til, at anklagemyndigheden på begæring kan påtale for-

holdet, og i sidste ende er det op til domstolene at henføre forholdet til § 267 eller § 268.

For så vidt angår strafferammen for ærekrænkelse er det Straffelovrådets opfattelse, at

§ 268 – der, som det er fremgået, foreslås afgrænset mere snævert end efter gældende ret –

fortsat bør indeholde en strafferamme med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ærekrænkelse ef-

ter § 267 kan i dag straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Da § 268, 2. led, om

den, der har savnet rimelig grund til at anse en sigtelse for sand, ikke videreføres, vil denne

del fremover blive straffet som en overtrædelse af § 267, og Straffelovrådet finder på den

baggrund, at strafmaksimum efter § 267 bør være fængsel i 1 år. Som det fremgår neden-

for, er det Straffelovrådets principielle opfattelse, at der ikke bør være adgang til at idøm-

me fængselsstraf i private straffesager, og rådet anbefaler et forslag herom i straffelovens

§ 275. Dette vil indebære, at muligheden for fængselsstraf i indtil 1 år efter § 267 og indtil 2

150

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

år efter § 268 som ovenfor anført kun vil omfatte de få, men alvorlige, sager, der påtales af

det offentlige efter straffelovens § 275 eller retsplejelovens § 727.

3.2.2. Udformningen af bestemmelser om ærekrænkelse

Der er generel enighed i nyere juridisk litteratur om, at straffelovens bestemmelser om ære-

krænkelse i §§ 267-274 bør omskrives med henblik på at indrette bestemmelserne sådan, at

de afspejler de principper, som følger af EMRK artikel 10 og Menneskerettighedsdomsto-

lens praksis, og som således er afgørende for strafbarheden af ærekrænkende udsagn.

Straffelovrådet er enig i, at der er behov for at nyaffatte bestemmelserne om ærekrænkelse,

sådan at de bedre afspejler gældende ret i relation til EMRK. Dette gælder navnlig bestem-

melserne i §§ 269-271 om sandhedsbevis mv. Som bestemmelserne er formuleret i dag, er

de forskellige principper dels absolutte, hvilket ikke stemmer overens med Menneskeret-

tighedsdomstolens praksis, dels er de svære at danne sig et overblik over, fordi de mange

principper, der i vidt omfang er indbyrdes forbundne, er spredt ud på flere bestemmelser.

Endelig er de kun delvist udtryk for den vurdering, der skal foretages i relation til EMRK’s

bestemmelser.

Den overordnede forskel mellem straffelovens regler om ærekrænkelser og EMRK er, at

straffelovens regler er knyttet til spørgsmålet om, hvorvidt et udsagn er sandt eller falskt.

Det centrale spørgsmål efter EMRK er derimod, om en ytring fortjener beskyttelse i den

sammenhæng, hvori ytringen er fremkommet. I vurderingen efter EMRK indgår en lang

række momenter, som tillægges varierende betydning afhængig af den kontekst, som ytrin-

gen er fremsat i. Der er tale om en retlig standard, der er udfyldt og fortsat udfyldes af

Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at §§ 267-268, der omfatter gerningsindholdet for ære-

krænkelse og bagvaskelse, kan nyaffattes, så gerningsindholdet – på samme vis som i dag

– fremstår klart og rimeligt præcist. Det er imidlertid vanskeligt at udarbejde en klar og

meget præcis lovregel i § 269, som giver et samlet overblik over de kriterier mv., der er

relevante at tage i betragtning, når det skal vurderes, om en udtalelse eller meddelelse, der

er egnet til at skade en andens omdømme, er strafbar eller har været berettiget og dermed

er straffri. Hertil kommer, at det vil være vanskeligt i lovteksten at medtage alle relevante

kriterier, herunder også fordi Menneskerettighedsdomstolen løbende udvikler nye princip-

per, kriterier mv., som fremadrettet kan få betydning for de danske domstoles forståelse og

anvendelse af en sådan bestemmelse i straffeloven.

151

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet har på den baggrund udarbejdet et lovudkast, hvor lovteksten fastlægger et

gerningsindhold (§§ 267 og 268) og herunder kun helt overordnet afspejler den vurdering,

der skal foretages i relation til EMRK, og hvor den nærmere beskrivelse af disse principper

fremgår af lovbemærkningerne (§ 269).

3.2.3. Fremsættelse og udbredelse

Straffelovens § 267 omfatter ærekrænkelse ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved

at ”fremsætte eller udbrede” sigtelser.

Der er enighed i den juridiske litteratur om, at både fremsættelse og udbredelse af ringe-

agtsytringer er omfattet af bestemmelsen på trods af den noget uklare formulering.

Straffelovrådet har overvejet, om der bør være en nedre grænse for, hvornår fremsættelse

af en ærekrænkelse er omfattet af bestemmelsen. I princippet omfatter bestemmelsen udta-

lelser, der fremsættes af gerningsmanden direkte over for forurettede.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om ”fremsættelse” bør udgå af § 267, såle-

des at bestemmelsen kun skal finde anvendelse i forhold til at ”udbrede” ærekrænkelser.

Overvejelserne kan også anskues som et spørgsmål om, hvorvidt § 267 skal beskytte en

persons ære både i form af selvagtelse (ærefølelse) og i form af omdømme (det gode navn

og rygte) eller kun af sidstnævnte.

Det kan i den forbindelse på den ene side anføres, at ærekrænkelser, der ikke udbredes,

generelt er mindre strafværdige, netop fordi krænkelsen ikke kommer til andres kundskab,

og at det på den baggrund vil være for vidtgående at beskytte en persons ærefølelse. Der

vil i praksis formentlig også kun meget sjældent blive rejst en straffesag i sådanne tilfælde.

På den anden side kan fremsættelse direkte over for den, som ærekrænkelsen vedrører,

være konfliktskabende eller –optrappende, og det kan på den baggrund være hensigtsmæs-

sigt at sikre den krænkede en mulighed for at opnå oprejsning gennem en straffesag, herun-

der også for at den krænkede ikke skal gribe til selvtægt f.eks. i form af vold.

Samlet set er det Straffelovrådets opfattelse, at § 267 fortsat skal omfatte både fremsættelse

og udbredelse. Særligt når bestemmelsen som det klare udgangspunkt undergives privat

påtale, findes det ubetænkeligt at opretholde muligheden for den krænkede til at reagere

med et sagsanlæg.

152

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

I den juridiske litteratur gives der endvidere udtryk for den opfattelse, at en ærekrænkelse

er straffri, hvis den fremsættes i en fortrolig (snæver) kreds, og hvor den, som krænkelsen

angår, ikke er til stede – dette gælder hvert fald ifølge Krabbe for så vidt angår referat af

sigtelser, jf. Krabbe, Borgerlig Straffelov, 1947, side 614. Hurwitz vil også anerkende

straffrihed for egne udtalelser inden for den nære familie eller lignende (f.eks. små arbejds-

pladser), når fremsættelsen er sket i fortrolighed og i forventning om, at den ikke videregi-

ves, jf. Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del, 1955, side 349.

Straffelovrådet finder i den forbindelse, at fremsættelse af ærekrænkende udtalelser i en

snæver kreds (nær familie, nære venner, lille arbejdsplads), hvor fortrolighed kan forven-

tes, normalt ikke bør straffes. Dette giver imidlertid ofte sig selv, idet der – hvis fortrolig-

heden ikke brydes – ikke vil blive rejst en straffesag.

Hvis fortroligheden derimod brydes, er det også i denne sammenhæng Straffelovrådets

opfattelse, at dette må indgå i den konkrete vurdering af alle sagens omstændigheder i for-

bindelse med behandlingen af en sag mod enten den, der fremsatte krænkelsen, eller den

der udbredte krænkelsen.

Det bemærkes, at bestemmelserne om ærekrænkelse også i relation til ”at fremsætte eller

udbrede” vil skulle fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, der bl.a. indebærer, at der ikke

kan skrides ind over for enhver udbredelse af ærekrænkelser, herunder i tilfælde hvor me-

dierne viderebringer en ærekrænkelse på baggrund af et tilstrækkeligt præcist og trovær-

digt faktuelt grundlag.

3.2.4. Juridiske personer

Juridiske personer, herunder kollektive enheder, er beskyttet af straffelovens § 267, og i

den juridiske litteratur anføres det bl.a. om behovet herfor, at f.eks. hæderlighed eller det

modsatte kan være en egenskab ved en offentlighed myndigheds udøvelse, eller en fore-

nings eller en forretnings virksomhed, jf. Waaben, Strafferettens specielle del, 6. udg. ved

Lars Bo Langsted, 2014, side 262.

For så vidt angår medlemmer af en kollektiv enhed bemærkes det, at det – efter afsmitning

fra Menneskerettighedsdomstolens praksis – er vanskeligt at opnå dom for ærekrænkelse,

herunder navnlig hvis ytringen har en vis faktuel tilknytning og ikke er grebet ud af den blå

luft, og hvis emnet har en vis almen interesse, jf. Sandfeld Jakobsen og Schaumburg-Mül-

ler, Medieretten, 2013, side 258. Når udtalelsen ikke vedrører enheden som sådan, men en

153

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

mere ubestemt kreds af dens medlemmer, vil den typisk være så vag, at den ikke er straf-

bar, jf. Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 10. udg. 2012, side 476.

Straffelovrådet finder, at det er velbegrundet, at ærekrænkelsesbestemmelserne beskytter

juridiske personer. Dette er særlig velbegrundet i forhold til beskyldninger om f.eks. grove-

re strafbare forhold, ligesom juridiske personer kan rammes af shitstorme. Det bemærkes i

den forbindelse, at alvorlige ærekrænkelser mod f.eks. en virksomhed vil kunne få afgøren-

de betydning for virksomhedens videre eksistens.

3.2.5. Sandhedsbevis mv.

Det fremgår af straffelovens § 269, at beskyldninger er straffrie, hvis der føres sandhedsbe-

vis for dem. Der er ikke adgang til at føre bevis for ringeagtsytringer, og disse straffes efter

straffelovens ordlyd derfor uden videre.

Bestemmelsen skal imidlertid fortolkes i lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis,

der indebærer, at der vil kunne skrides ind over for krænkende udsagn mod navngivne en-

keltpersoner vedrørende statement of facts, hvis rigtighed ikke bevises, eller hvis de i øv-

rigt ikke har et fornødent grundlag. Krænkende værdidomme kan derimod ikke kræves

bevist, men der kan dog skrides ind over for dem, hvis de ikke har det fornødne faktuelle

grundlag. Det centrale spørgsmål er således ikke kun et spørgsmål om sandhed, men om en

ytring er beskyttelsesværdig i den sammenhæng, som den er fremsat i, jf. Sandfeld Jakob-

sen og Schaumburg-Müller, Medieretten, 2013, side 282.

Sandhedsbeviset har en central og grundlæggende funktion, idet der som det klare ud-

gangspunkt ikke bør straffes for bevisligt sande beskyldninger. Sandhedsbeviset beskytter

ikke kun den påståede krænker, men også de personer, som er uskyldige i forhold til de

beskyldninger, der rettes mod dem. Det bemærkes i øvrigt, at det efter Menneskerettig-

hedsdomstolens praksis er et krav, at der er mulighed for at føre sandhedsbevis i relation til

statement of facts.

Straffelovrådet har udformet et forslag til en ny bestemmelse i § 269, der i overensstem-

melse med Menneskerettighedsdomstolens praksis fokuserer på, om den udbredte ære-

krænkelse fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den. Bestemmel-

sen afspejler således den afgørende afvejning af på den ene side hensynet til individets

ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og på den anden side andre personers gode navn og

rygte eller rettigheder, der er selvstændigt beskyttet i EMRK artikel 8 om bl.a. retten til

privatliv.

154

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Bestemmelsen fokuserer ikke som den gældende på sandhed som en afgørende betingelse

for straffrihed, men på den samlede anledning til udbredelsen af en ytring. Herved under-

streges relationen mellem på den ene side udtalelsens eller meddelelsens indhold og klar-

hed og på den anden side kravet til den sandsynliggørelse af rigtigheden af udtalelsen eller

meddelelsen, som skal opfyldes for at opnå straffrihed. Med henblik på at betone vigtighe-

den af sandhed mv. foreslås det i bestemmelsens stk. 2, at der ved vurderingen efter stk. 1

af, om ærekrænkelsen fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den,

skal tages hensyn til, om en beskyldnings sandhed bevises, eller om der var et tilstrække-

ligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om udbredelsen heraf skete i god tro og til

varetagelse af en berettiget interesse.

Straffelovrådet har overvejet at behandle statement of facts og value judgment mere ud-

trykkeligt i to forskellige bestemmelser for derved at understrege forskellen mellem de

krav, som Menneskerettighedsdomstolen stiller i forhold til disse to kategorier af ærekræn-

kende udtalelser. Rådet har imidlertid ikke fundet grundlag herfor, da sondringen mellem

de to typer af ærekrænkende udtalelser kan give anledning til tvivl med en deraf glidende

overgang, og da kravene til sandhedsbevis mv. også er vanskelige at beskrive entydigt,

ligesom sandhed ikke nødvendigvis er afgørende for, om der kan gribes ind over for udta-

lelsen. Rådet har på den baggrund behandlet begge typer af udtalelser mere indirekte i

samme stykke, og der redegøres i stedet i udkastet til lovbemærkninger for, at stykket både

omfatter beskyldninger med deraf følgende krav til grundlag og anledning samt værdidom-

me med deraf følgende mindre krav til grundlag og anledning.

Straffelovrådet har således valgt at udforme bestemmelsen i § 269, så den overordnet gen-

giver den konkrete helhedsvurdering, der skal foretages, frem for en mere præcis regel,

som ikke fuldt ud vil kunne afspejle den afgørende helhedsvurdering. Rådet har valgt den-

ne løsning, selv om andre bestemmelser i straffeloven, der skal fortolkes i lyset af EMRK,

ikke er udformet, så vurderinger i forhold til EMRK er afspejlet i bestemmelsens ordlyd, jf.

f.eks. straffelovens § 121. Ulempen ved en bestemmelse som den sidstnævnte er, at den

kan foregive en præcision i gerningsindholdet, som ikke er reel, da det skal fastlægges i

lyset af EMRK. Fordelene ved den foreslåede bestemmelse er, at den ikke er meget præcis,

men nøjes med at angive de momenter, der skal indgå i vurderingen af ytringens eventuelle

berettigelse, hvilket stemmer bedst overens med Menneskerettighedsdomstolens praksis,

og at de principper, der er afspejlet i de gældende bestemmelser i §§ 269-272, kan indlæses

i bestemmelsen som en del af den helhedsvurdering, der skal foretages.

Den foreslåede bestemmelse sondrer kun delvist mellem forskellige typer af udtalelser, jf.

den gældende § 267, hvor der sondres mellem sigtelser og fornærmelser, og Menneskeret-

155

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

tighedsdomstolens praksis, hvor der sondres mellem statement of facts og value judgment,

men hvor sidstnævnte sondring ikke svarer til sondringen i straffeloven. Når den foreslåede

bestemmelse i § 269 kun udtrykkeligt omtaler beskyldninger, men i øvrigt ikke har en son-

dring mellem typer af ytringer, er det dels fordi, der efter rådets opfattelse ikke findes et

passende dansk ord for value judgment, idet ”værdidom” ikke findes at burde anvendes i

en lovbestemmelse, dels fordi der er en glidende overgang mellem statement of facts og

value judgment, som gør det vanskeligt at udforme en sondring mellem de to kategorier i

en lovbestemmelse, hvilket også svækker værdien af en sådan lovmæssig sondring.

I tilknytning til straffelovens nuværende udgangspunkt om sandhedsbevisets betydning

som straffrihedsgrund gælder de følgende bestemmelser i § 269, stk. 1 (i øvrigt) og 2,

§ 270, stk. 1 og 2, § 271, stk. 1 og 2, og § 272. Bestemmelserne er i vidt omfang afspejlet

i de principper, som der lægges vægt på i den samlede afvejning efter Menneskerettigheds-

domstolens praksis. Visse af bestemmelserne er imidlertid efter deres ordlyd absolutte og

harmonerer som sådanne ikke alle med domstolens praksis.

Efter § 269, stk. 1, er beskyldninger straffrie, hvis de under visse omstændigheder er frem-

sat i god tro. Dette gælder for det første, hvis fremsætteren har været forpligtet til at udtale

sig, eller hvis fremsætteren har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse

eller af eget eller andres tarv.

Tilsvarende momenter lægges der også efter Menneskerettighedsdomstolens praksis vægt

på i den samlede afvejning, herunder navnlig og helt generelt spørgsmålet om god tro. I

relation til ”åbenbar almeninteresse” bemærkes det, at domstolens praksis antagelig fører

til, at der alene kan straffes, hvis fremsættelsen åbenbart ikke tjener nogen almeninteresse,

jf. Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 10. udg. 2012, side 488. Dette må

imidlertid også antages at bero på udtalelsens karakter og grundlag mv.

Momenterne bør videreføres som en del af retsstillingen, men bortset fra ”god tro” og ”va-

retagelse af en anerkendelsesværdig interesse” fremgår de ikke direkte af ordlyden af den

foreslåede § 269, der imidlertid er formuleret så bredt, at den kan favne samtlige kriterier,

der er relevante i relation til vurderingen af, om en ærekrænkende ytring er strafbar, herun-

der også de kriterier i §§ 269-272, der kan anses som gældende ret, jf. dog om § 271 ne-

denfor.

Bestemmelsen i § 269, stk. 2, hvorefter straf kan bortfalde, når der oplyses omstændighe-

der, som gav føje til at anse sigtelsen for sand, er i overensstemmelse med Menneskerettig-

hedsdomstolens praksis, hvor der som et vigtigt element lægges vægt på god tro på bag-

grund af et vist faktuelt grundlag.

156

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Straffelovrådet har tidligere udtalt følgende om bl.a. § 269, stk. 2, jf. betænkning nr.

1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer II, side 881:

”Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt §§ 269, stk. 2, og § 272 som udtryk for al-

mindelige strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i kapitel 10 om straffens fast-

sættelse, f.eks. i den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i

§ 1, nr. 6, i rådets lovudkast. Heroverfor kan anføres, at de omhandlede bestemmelser

er en integreret del af straffelovens øvrige bestemmelser om ærekrænkelser, og at vi-

dere overvejelser om at ophæve dem derfor bør ske i anden sammenhæng. Straffe-

lovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet om

placeringen af §§ 269, stk. 2, og 272 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning at frem-

komme med forslag herom.”

Det er Straffelovrådets opfattelse, at det princip, der er indeholdt i § 269, stk. 2, fortsat som

en del af det samlede retsgrundlag vedrørende grundlaget for en ytring, herunder med af-

smitning fra Menneskerettighedsdomstolens praksis, mest hensigtsmæssigt bør indgå som

en integreret del af bestemmelserne om ærekrænkelser i kapitel 27 i straffeloven, og prin-

cippet er således også direkte afspejlet i Straffelovrådets forslag til § 269. Rådet finder så-

ledes allerede af den grund ikke anledning til at placere bestemmelsen i straffelovens 10.

kapitel. Det bemærkes dog, at princippet efter forslaget til § 269 kun kan føre til straffrihed

og ikke strafbortfald, men at samme princip vil kunne føre til strafbortfald efter straffe-

lovens § 83, og at der således ikke er tilsigtet nogen ændring i den manglende udtrykkelige

videreførelse af bestemmelsen i kapitel 27.

Straffelovens § 270, stk. 1, og § 271, stk. 2, omhandler tilfælde, hvor sande ærekrænkende

udtalelser på trods af udgangspunktet om straffrihed alligevel kan straffes. Bestemmelserne

har et meget snævert anvendelsesområde.

Straffelovrådets forslag til § 269 er som nævnt formuleret, så alle relevante kriterier kan

indgå i afvejningen mellem hensynet til privatliv og ytringsfrihed, og principperne i § 270,

stk. 1, og § 271, stk. 2, kan således også tages i betragtning efter bestemmelsen.

Efter § 270, stk. 2, afskæres sandhedsbevis som udgangspunkt, og dette er i strid med EM-

RK, hvorfor denne bestemmelse ikke skal indlæses i forslaget til § 269.

I § 271, stk. 1, bestemmes det, at tidligere frifindende domme afsagt i ind- eller udland

indebærer, at der ikke kan føres sandhedsbevis om den beskyldning, som fremsættes, og

som dommen omhandlede, idet dommen har renset den forurettede.

157

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

Det er Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen bør videreføres som et generelt princip,

og rådet har således opretholdt princippet i en særskilt bestemmelse, jf. forslaget til § 270,

hvorefter der ikke kan føres bevis for en strafbar handling, hvis den, beskyldningen rettes

mod, er frifundet for handlingen ved endelig dom.

Når dette princip er opretholdt i en særskilt bestemmelse i modsætning til de fleste øvrige

principper i de gældende §§ 269-272, hænger det sammen med, at princippet ikke kan ind-

læses i den generelle og mere overordnede bestemmelse, som rådet foreslår i § 269.

Straffelovrådet finder, at den foreslåede bestemmelse i § 270 kun bør finde anvendelse i

relation til udenlandske domme, hvis Danmark ved overenskomst eller på andet retligt

grundlag anerkender dommene fra det pågældende land. Dette vil i øvrigt være i overens-

stemmelse med det tilsvarende princip i straffelovens § 10 a, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer ikke, at enhver kritik af en frifindelse ved endelig dom skal anses

for en retsstridig beskyldning mod den frifundne for at have begået det eller de forhold,

som tiltalen angik. F.eks. kan det efter omstændighederne være berettiget, at medierne for-

holder sig kritisk til den proces, der førte frem til den frifindende dom, dog således at de

udtalelser, som fremsættes, ikke hermed underminerer den frifindelse, der er endeligt af-

gjort i forbindelse med straffesagen.

I UfR 2004.1773 H var en person ved en byretsdom fundet skyldig i 4 forhold vedrørende

seksuelle overgreb mod børn i den børnehave, hvor han var ansat, men efter anke blev han

frifundet. I forlængelse af frifindelsen bragte et dagblad på forsiden og i en artikel udtalel-

ser fra moren til et af de børn, som forholdene vedrørte. På forsiden stod: ”Ulykkelig mor

efter sex-frifindelse: Jeg vil hænge ham ud som pædofil”. I artiklen hed det blandt andet:

”Når manden kunne gå fri, var baggrunden især, at de forklaringer på video, børnene havde

givet til politiet, ikke måtte vises i retten.” På den baggrund anlagde den frifundne person

straffesag om ærekrænkelse mod dagbladets chefredaktør, der blev frifundet. Højesteret

lagde i den forbindelse vægt på, at dagbladets indhold i relation til sagen fremtrådte i det

væsentlige som citat og referat af udtalelser fremsat af moren med kritik af frifindelsen,

som efter hendes opfattelse var en følge af, at anklagemyndigheden i landsretten var blevet

afskåret fra at benytte de foreliggende videoafhøringer af de involverede børn som bevis, at

den frifundne persons navn ikke blev nævnt i dagbladet, og at omtalen var rimeligt begrun-

det som led i en offentlig debat om de særlige bevis- og retssikkerhedsproblemer, som sa-

ger om seksuelle overgreb på børn giver anledning til. Endvidere udtalte Højesteret følgen-

de om straffelovens § 271, stk. 1:

158

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 301: Publikation: Straffelovrådets betænkning om freds- og ærekrænkelser

”Efter straffelovens § 271, stk. 1, er det ikke tilladt at føre bevis for en strafbar hand-

ling, for hvilken den, der sigtes, er frifundet ved endelig dom. Det kan ikke indlæg-

ges i denne bestemmelse, at enhver kritik af en frifindelse ved endelig dom skal an-

ses for en retsstridig sigtelse mod den frifundne for at have begået det eller de for-

hold, som tiltalen angik. Om en sådan kritik er strafbar efter straffelovens § 267,

stk. 1, må bero på en konkret vurdering, hvori indgår, hvornår, af hvem og over for

hvem kritikken fremsættes eller udbredes, samt kritikkens baggrund, indhold og form.”

3.2.6. Retorsion

Efter straffelovens § 272 kan straf for en ærekrænkelse bortfalde, hvis ærekrænkelsen ikke

er omfattet af § 268, og handlingen enten er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den foruret-

tede, eller denne har øvet gengæld mod gerningsmanden.

Bestemmelsen er fakultativ, og det overlades således til domstolene at tage stilling til, om

der er grundlag for at lade straffen bortfalde. I retspraksis anvendes retorsionssynspunkter

bredt af domstolene, hvilket synes at være bedst i overensstemmelse med Menneskerettig-

hedsdomstolens praksis, jf. bl.a. UfR 1988.83 Ø, hvor der uden at henvise til § 272 blev

frifundet for en fremsat ærekrænkelse med henvisning til dens retorsionslignende karakter.

Retorsionssynspunkter indgår efter Menneskerettighedsdomstolens praksis i den samlede

vurdering af, om der kan skrides ind over for en ytring. Der skal bl.a. tages hensyn til den

kontekst, som ytringen er fremsat i. Der er imidlertid alene tale om ét moment i den samle-

de vurdering.

Bestemmelsen er udtryk for et bredere princip, der også kommer til udtryk i straffelovens

§ 248 og § 83, jf. § 82, nr. 5 (for så vidt angår 1. led i § 272). Straffelovrådet har da også

tidligere udtalt følgende, jf. betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferam-

mer II, side 881: