Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 293
Offentligt
1763810_0001.png
30. maj 2017
POLITIOMRÅDET
Plan for nedbringelse af ventetider på køreprøver
Der har gennem længere tid været problemer med lange ventetider på
køreprøver i en række politikredse, herunder navnlig i Københavns Politi og på
Sjælland.
Problemet er siden årsskiftet intensiveret som følge af, at 17-årige har kunnet
tage kørekort, og at der derfor i 2017 er to årgange (17-årige og 18-årige), der
kan tage kørekort som førstegangserhververe. Derudover har det betydning, at
der efter politikredsenes opfattelse er sket en stigning i dumpeprocenterne i bl.a.
København, som har medført en uhensigtsmæssig belastning af politiets res-
sourcer. Endelig har det i nogle politikredse været svært at frigøre prøvesagkyn-
dige politifolk fra andre politiopgaver, ligesom overførslen af administrative
opgaver fra polititjenestemænd til administrativt personale i 2015/2016
(opgaveglidning) i en periode har betydet, at det har været nødvendigt for
politikredsene at anvende flere af de prøvesagkyndige som faglige vejledere for
nye civile prøvesagkyndige, hvorfor de ikke samtidig har kunne afvikle
køreprøver i samme omfang som tidligere.
Politikredsene har iværksat en række initiativer for at nedbringe ventetiderne,
men på trods af tiltagene er de nuværende ventetider på køreprøver desværre
fortsat uacceptabelt lange.
Justitsministeren har derfor bedt Rigspolitiet udarbejde en konsolideret plan for
nedbringelse af ventetiderne på køreprøver. På den baggrund har Rigspolitiet i
samarbejde med politikredsene udarbejdet denne handlingsplan, som har til
formål hurtigst muligt at få nedbragt ventetiden på køreprøver.
Styrkelse af udbuddet af køreprøver
Behovet for yderligere prøvesagkyndige varierer fra politikreds til politikreds, da
efterspørgslen på køreprøver er forskellig rundt omkring i landet. Måden, hvorpå
der tilvejebringes flere prøvesagkyndige, vil også kunne variere fra politikreds til
politikreds, men et centralt element bliver, at politiuddannede tjenestemænd med
den rette sagkyndige uddannelse flyttes til afholdelse af køreprøver, indtil vente-
tiderne er nedbragt.
Derudover har Rigspolitiet anmodet politikredsene om at begynde at anvende
medarbejdere, som ikke er prøvesagkyndige, herunder ATK-målere, som
tilsynsførende i forbindelse med afvikling af teoriprøver. På denne måde sikres
REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 293: Orientering og kopi af Rigspolitiets plan for nedbringelse af ventetider på køreprøver, fra justitsministeren
1763810_0002.png
det, at der frigøres flere prøvesagkyndige til afholdelse af de praktiske
køreprøver.
Et andet element bliver øget brug af merarbejde blandt de prøvesagkyndige,
herunder således at prøvesagkyndige i videre omfang end i dag vil kunne gen-
nemføre køreprøver på lørdage.
Kapaciteten vil endvidere blive øget ved, at der fra Forsvaret lånes 9
køredommere (Forsvarets prøvesagkyndige) i en periode fra medio juni 2017.
Køredommerne skal bistå politiet med afviklingen af køreprøver.
Desuden arbejdes på fortsat at rekruttere nye civile prøvesagkyndige til løsning
af opgaven med afholdelse af praktiske prøver. Der er i 2. halvår 2017 planlagt
afholdelse af uddannelsesforløb for civile sagkyndige på Sjælland og i Jylland.
Rigspolitiet har i den forbindelse bedt politikredsene overveje, hvordan det bedst
sikres, at de civile prøvesagkyndige fastholdes i politikredsene efter endt uddan-
nelse.
Endelig vil politikredsene fortsat ansætte pensionerede politiuddannede
prøvesagkyndige i vikarstillinger som civile prøvesagkyndige. Kredsene vil
således i forbindelse med den fortsatte rekruttering være meget opmærksomme
på, om flere pensionerede politiuddannede medarbejdere i en periode vil kunne
bistå med afviklingen af køreprøver.
Forventet effekt på kort sigt
Det er Rigspolitiets forventning, at der vil kunne konstateres en positiv udvikling i
ventetiden på køreprøver allerede kort tid efter iværksættelse af initiativerne i
denne plan. Området styrkes betydeligt, idet der bl.a. tilføres en større mængde
ressourcer til området.
På landsplan vil der således i forbindelse med planens iværksættelse blive tilført
ca. 30 årsværk til området med henblik på afholdelse af køreprøver, indtil
ventetiderne er nedbragt. Det vil afhænge af behovet i de enkelte politikredse,
hvor meget kapaciteten øges i den enkelte politikreds. Derefter forventes kapaci-
teten løbende forøget som følge af blandt andet ansættelser af civile prøvesag-
kyndige i andet halvår af 2017.
Det er på den baggrund Rigspolitiets målsætning, at ventetiderne på kort sigt vil
blive nedbragt markant, og at ventetiderne på køreprøver er normaliserede inden
udgangen af 2017, således at alle politikredse ved udgangen af 2017 lever op til
de servicemål, der er fastsat på området.
Mere hensigtsmæssig kapacitetsudnyttelse i fremtiden
Hvis der skal opnås fuld effekt af politiets styrkede indsats, vil det imidlertid kræ-
ve, at der tillige fokuseres på at bruge den tilgængelige køreprøvekapacitet bedst
muligt.
Side 2
REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 293: Orientering og kopi af Rigspolitiets plan for nedbringelse af ventetider på køreprøver, fra justitsministeren
1763810_0003.png
Det vurderes, at høje dumpeprocenter i praksis medfører spild af politiets res-
sourcer, når de samme køreskoleelever skal til køreprøve flere gange. Det sker
på bekostning af andre køreskoleelever og lærere. Navnlig de sjællandske politi-
kredse peger på, at dette er en medvirkende årsag til problemerne med lange
ventetider på køreprøver.
Erfaringsmæssigt fordeler problemerne med elever, som dumper til køreprøve,
sig ujævnt, idet nogle køreskoler har meget høje dumpeprocenter. Politikredsene
vil skærpe opmærksomheden i forhold til landets køreskoler bl.a. ved at etablere
et fælles kontrolteam fra politikredsene, som skal føre systematisk kontrol med
køreskolerne for at afdække snyd mv., f.eks. i forbindelse med afvikling af teori-
prøver eller i forbindelse med udfyldelse af lektionsplaner.
Derudover overvejer Færdselsstyrelsen, som er ansvarlig for køreuddannelsen
og kørelæreruddannelsen, og Rigspolitiet i øjeblikket, hvilke initiativer der kan
iværksættes for at højne kvaliteten af kørerlærerbranchen med henblik på bl.a. at
nedbringe ventetiderne på køreprøver og de høje dumpeprocenter. Det drøftes
bl.a., om der er behov for regelændringer på området.
Opfølgning
Det er på grund af mangelfulde data ikke muligt præcist at opgøre udbud og ef-
terspørgsel på køreprøver.
Det er en prioritet for Rigspolitiet, at der fortsat arbejdes på at skabe et bedre
datagrundlag, der skal gøre det muligt at følge udviklingen på området tæt og
hurtigt sætte ind med relevante initiativer.
For at sikre et løbende fokus på, om tilførslen af ressourcer står mål med beho-
vet, vil der i politiet blive etableret en særlig task force, som får til opgave at følge
udviklingen i køreprøvekapaciteten og i ventetiderne på køreprøver.
Task forcen vil også få til opgave at sikre tilvejebringelsen af et styrket statistisk
grundlag, som kan danne grundlag for en mere detaljeret overvågning af områ-
det. Det skal i samarbejde med Kommunernes Landsforening bl.a. undersøges,
hvordan data fra bookingsystemet kan forbedres.
Viser overvågningen af området, at de iværksatte initiativer ikke er tilstrækkelige
til at løse problemerne med ventetider på køreprøver, vil der blive tilført yderligere
ressourcer til området, så ventetiderne nedbringes hurtigst muligt.
Hvis det viser sig, at nogle politikredse nedbringer ventetiden på køreprøver
hurtigere end andre, vil Rigspolitiet bl.a. overveje at etablere et rejsehold
bestående af politiets prøvesagkyndige, der kan afholde køreprøver i de
politikredse, hvor ventetiden er længst, således at det sikres, at ventetiderne
nedbringes i alle politikredse.
Side 3