REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 239
Offentligt

I FORSTÅELSENS TJENESTE?

EN EVALUERING AF DEN UAFHÆNGIGE POLITIKLAGEMYNDIGHED

LARS HOLMBERG

DETJURIDISKE FAKULTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

ISBN: 978-87-999463-3-4

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

INDHOLD

Forord

Kapitel 1: Et spørgsmål om tillid

1.1. Målet med evalueringen

Kapitel 2: Fra Politiklagenævn til Politiklagemyndighed —den officielle statistik

2.1. Sagsmængden

2.2. Trufne afgørelser

2.3. Sammenfattende om den officielle statistik

2.4. Hvad forklarer udviklingen?

Kapitel 3: Spørgeskemaundersøgelse blandt klagere

3.1. Undersøgelsens datagrundlag

3.2. Hvem klager?

3.3. Typer af klager og afgørelser

3.3.1. Typer af afgørelser

3.4. Sagsfordelingen: Hvad drejer klagerne sig om?

3.4.1. Hvem var involveret i hændelsen, der førte til klagen?

3.4.2. Om opstarten på klageprocessen

3.4.3. Hvad ønskede interviewpersonerne at få ud af klagen?

3.5. Afgørelserne

3.5.1. Notitssagerne

3.6.

Klagernes vurdering af sagsbehandlingen

Sagsbehandlingen hos Politiklagemyndigheden

Sagsbehandlingen hos Statsadvokaten

Sagsbehandlingen ved Politidirektøren

Er der betydende forskelle i vurderingen af de tre myndigheder?

Er Politiklagemyndigheden uafhængig?

Den samlede tilfredshed

—

en sammenligning mellem før og nu

kort fortalt

3.6.1.

3.6.2.

3.6.3.

3.6.4.

3.6.5.

3.6.6.

Kapitel 4: Fra Politiklagenævn til Politiklagemyndighed

4.1. Opstarten af klagen

4.2. Hvad mener respondenterne om afgørelserne?

4.3. Konklusion på sammenligning mellem 2008 og 2016

Kapitel 5: Hvad afhænger tilfredsheden af?

5.1. De ikke-signifikante variable

5.2. De signifikante variable

5.3. Hvad har betydning for, om klagen opleves taget alvorligt?

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Kapitel 6: Hvad siger politiet om Den Uafhængige Politiklagemyndighed?

6.1. Den nedre grænse

6.2. Politiklagemyndighedens mulige egeninteresse

6,3. Det efterforskningsmæssige håndværk

6.4. Før og nu

—

fra Statsadvokat til Politiklagemyndighed

6.5. Ulige behandling

6.6. Opsummerende om politifolkenes oplevelse af Politiklagemyndigheden

6.7. Politiforbundets indstilling til Politiklagemyndigheden

Kapitel 7: Hvad er på spil i klagesagerne?

7.1. Et spørgsmål om krænkelse

7.2. I sandhedens tjeneste2

7.3. Klagesystemet er reduktivt

Kapitel 8: Er Politiklagemyndigheden den bedst egnede til at løse den stillede opgave2

8.1. Hvordan øge klagernes tilfredshed?

8.1.1. Kan man øge de klagendes oplevelse af medhold?

8.1.2. Kan sagsbehandlingstiden forkortes?

8.1.3. Kan forståelsen for afgørelsen øges2

8.1.4. Kan man gøre mere for, at klager oplever klagen taget alvorligt?

8.2. Kan man forbedre politifolkenes vurdering af Politiklagemyndigheden?

8.2.1. Petitessegrænsen

8.2.2. Fra straffesag til adfærdsklage

8.2.3. Sagsbehandlingstiden

8.2.4. Politiklagemyndighedens mulige egeninteresse

8.3. Begrænsede muligheder for at gøre flere klagere tilfredse?

Kapitel 9: I forståelsens tjeneste?

9.1. Mægling i politiklagesager?

9.1.1. Udenlandske erfaringer med konfliktmægling i politiklager

9.1.2. En dansk forsøgsmodel?

9.2. En udvidet model

9.3. Hvis forståelse er målet

9.3.1. Mindre fokus på det individuelle ansvar2

Kapitel 10: Sammenfatning og konklusion

10.1. Den offentlige tillid til politiklagesystemet

10.2. Sammenligning mellem perioderne før og efter etableringen af Politiklagemyndigheden

10.3. Undersøgelse blandt dem, der klager

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

10.4. Hvordan har udviklingen været fra 2008-2016?

10.5. Hvad har betydning for den generelle tilfredshed?

10.6. Hvad mener politiet om Politiklagemyndigheden?

10.7. Hvad ligger der bag klagerne?

10.8. Hvad kan der gøres for at øge tilfredsheden?

10.9. Er mægling en mulighed?

10.10. Konklusion

Appendix: Metodisk redegørelse

Al. Brugerundersøgelse blandt klagerne

Ali. Opfølgende interviews

A.1.2. Regressionsanalysen

A.2. Interviewundersøgelse blandt politifolk

A.2.1. Interview i Politiforbundet

A.2.2. Uformelle interviews og samtaler

A.3. Observation hos Politiklagemyndigheden

A.4. Finansiering og interessekonflikter

Referencer

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

FORORD

Denne rapport omhandler en evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som overtog behandlin

gen af klager over politiet i Danmark i 2012. Det fremgår af lovgrundlaget for myndigheden, at dens virksom

hed forventedes evalueret efter nogle år, og rapporten er resultatet af denne evaluering. Arbejdet med eva

lueringen har taget længere tid end oprindelig forudsat, hvilket først og fremmest skyldes, at det viste sig

meget vanskeligt at komme i kontakt med en stor del af de personer, der havde klaget over politiet. For at

opnå et rimeligt antal besvarelser af det spørgeskema, der er den centrale datakilde i evalueringen, beslut

tede jeg i samråd med Politiklagemyndigheden og Justitsministeriet at forlænge dataindsamlingsperioden

med et halvt år og den blev dermed først afsluttet i efteråret 2016.

—

En evaluering som den foreliggende ville ikke være mulig uden velvillig medvirken fra en lang række personer.

Særligt vil jeg takke de mange klagere, der har valgt at deltage i telefonundersøgelsen og dem, der tillige har

deltaget i et personligt interview. Jeg vil også takke de politifolk, der har taget sig tid til at fortælle mig om

deres oplevelser med Politiklagemyndigheden, og dem, der lod mig deltage i deres afhøringer ved myndig

heden. Politiforbundet har også bistået undersøgelsen på forskellig vis. Personale og direktion hos Politikla

gemyndigheden har ligeledes været meget velvillige over for mit ønske om at observere arbejdet ligesom de

har svaret på mine mange spørgsmål.

Jeg har i undersøgelsen haft hjælp af studerende, nu cand.scient.soc. i kriminologi, Lærke Mogensen, der har

gjort en stor indsats i forbindelse med de personlige interviews med klagerne. Tak for det!

Jeg har i arbejdet med evalueringen diskuteret aspekter af undersøgelsen med en række af mine kolleger ved

Det Juridiske Fakultet ingen nævnt, ingen glemt men ansvaret for undersøgelsens resultater, og de kon

klusioner, jeg har draget af dem, er mit alene.

—

København, 13. marts 2017

Lars Holmberg

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 1: ET SPØRGSMÅL OM TILLID

Da Den Uafhængige Politiklagemyndighed’ blev oprettet i 2012, skete det først og fremmest på baggrund af,

at man ville bibringe offentligheden en oplevelse af, at behandlingen af klager over politiet var helt uafhængig

af anklagemyndighed og Justitsministerium. I betænkningen om behandling af klager over politiet2 fremgår

følgende af udvalgets kommissorium:

“Overordnet set er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at den nuværende klageordning

og herunder statsadvokaternes samarbejde med politiklagenævnene er velfungerende.

Det er imidlertid meget væsentligt, at der også i befolkningen er tillid til, at sagerne i enhver

henseende behandles sagligt og korrekt og inden for rimelig tid

(...)

—

Udvalget skal i den forbindelse overveje, om det er muligt inden for de overordnede rammer

for den nuværende klageordning i endnu højere grad at sikre offentlighedens tillid til, at

sager vedrørende politiets personale behandles på betryggende vis” (Betænkning 1507: 10).

—

Kommissoriet peger altså på en slags paradoks: Det eksisterende klagesystem (Politiklagenævnsordningen)

fungerer sådan set fint men det opfattes ikke således i offentligheden.

—

Denne holdning igen i Folketingsdebatten om lovforslaget vedr. Politiklagemyndigheden. Af justitsminister

Brian Mikkelsens skriftlige fremsættelse af lovforslaget fremgår følgende:

“Justitsministeriet er enig med udvalget i, at den gældende politiklageordning overordnet set

må anses for at være velfungerende, men at det bl.a. i lyset af den kritik, der har været af

ordningen, er vigtigt fremadrettet både hos befolkningen og politiet at sikre grundlaget for en

almindelig tillid til, at behandlingen af politiklager foregår korrekt, objektivt og retssikkerheds

mæssigt forsvarligt

(...)

Politiklagemyndighedens uafhængighed vil også kunne bidrage til øget

borgertilgængelighed og bedre informationsformidling og give befolkningen bedre indsigt i

behandlingen af politiklagesager, hvilket er vigtigt for tilliden til klageordningen og dermed

dens legitimitet.” (Skriftlig fremsættelse af L 88 9/12 2009).

Debatten i forbindelse med 1. behandlingen afspejler den samme holdning: Alle ordførere er tilhængere af,

at der oprettes en ny myndighed, og de fleste giver også udtryk for, at det ikke er det eksisterende systems

funktion i sig selv, der er noget galt med, men alene, at der ikke synes at herske tillid til det i offentligheden.

Som ordføreren fra de Konservative, Tom Behnke, udtrykker det:

“Også Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget her, også selv om den eksisterende

politiklageordning jo faktisk fungerer udmærket. Den gældende politiklageordning, altså den,

der gælder i dag, kan jeg huske blev indført under SR-regeringen, og begrundelsen for, at man

lavede den ordning, vi har i dag, var, at der efterhånden var manglende tillid til, at den gamle

ordning fungerede. Dengang var man også enige om, at den gamle ordning sådan set var vel-

fungerende, men tilliden var ved at vige, og derfor var man alene af den grund nødt til at lave

en fly ordning, og det gjorde man så.

Det er så den ordning, som vi har til debat i dag. Nu er det blevet den gamle ordning, som der

er en vigende tillid til bredt set, hvilket så bevirker, at vi nu laver en ny ordning. Det er egentlig

‘Herefter kaldet Politiklagemyndigheden.

Betænkning 1507

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

ikke, fordi den eksisterende ordning fungerer dårligt, det gør den ikke, men fordi det er vigtigt,

at der er tillid til, at den ordning, vi har for klager over politiet, er velfungerende.

Så når vi nu ændrer systemet og indfører en helt ny uafhængig politiklagemyndighed, håber

jeg, at vi den her gang får en længere levetid end for de forrige, for det, der har været en

tendens til, er, at de her ordninger lever 10-12 år, og så, uanset om det er strengt nødvendigt

at ændre den eller ej, ændrer man den, for så får vi ligesom rørt lidt rundt i gryden, og så får

vi igen dialogen, vi får dialogen med borgerne, og vi får lavet et system, hvor vi alle sammen

kan have tillid til hinanden”(Ordførertale, KF, 12/1 2010).

Kim Andersen, Venstre, tilslutter sig:

“Vi har jo hidtil haft en udmærket politiklageordning, hvor det efter de gældende regler pri

mært var statsadvokaterne, der behandlede klager over politifolks adfærd og de sager, som

politifolk måtte blive involveret i. Det er et system, som har været der i mange år, og som

sådan set har fungeret fagligt og sagligt ganske udmærket. Vi har ingen grund til overordnet

set at rette kritik mod det nugældende system.

Det er jo imidlertid en politisk opgave hele tiden at sørge for at forny samfundet og gøre det

parat til fremtiden, og det gælder også for samfundets institutioner og myndighedsfunktioner.

Og der har fra tid til anden været rejst diskussioner om det nuværende systems upartiskhed

og uafhængighed. Jeg tror ikke, der er baggrund for at forfølge det ræsonnement, men det

ændrer ikke ved, at det er vores opgave hele tiden at sørge for at have bedst mulig folkelig

legitimitet omkring vores myndighedsfunktioner og instanser og således også vedrørende kla

ger over politifolk” (Ordførertale, V, 12/1 2010).

Et par af ordførerne, herunder særligt Enhedslistens Line Barfoed, lægger særlig vægt på de bemærkninger i

lovforslaget, som angår en mulig forsøgsordning med konfliktmægling mellem politi og borgere. Hun foreslår

denne ordning bredt mere ud, end lovforslaget lægger op til, ligesom hun ønsker, at forsøget skal sættes i

gang hurtigst muligt. Line Barfoed siger også, ligesom Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, at hun er

kritisk over for det forhold, at anklagemyndigheden i den foreslåede model fortsat har påtalekompetencen:

“Vi havde gerne set, at man også fik adskilt anklagemyndigheden fra politiet, som vi har disku

teret flere gange tidligere i Folketinget, og det er noget at det, vi vil blive ved med at arbejde

for, fordi vi mener, det er et problem i mange sammenhænge og også i forhold til politiklager,

at anklagemyndighed og politi ikke er adskilt” (Line Barfoed, EL, ordførertale 12/1 2010).

“Den eneste ting, som vi godt kunne have tænkt os lidt anderledes end det, der er her, er, at

man også fik den helt klare adskillelse i forhold til anklagemyndigheden, sådan at man kunne

blive helt fri for de diskussioner, der har været, om, hvor stor sammenspisthed og hvor stort

sammenfald der har været mellem forskellige dele af systemet” (Simon Emil Ammitzbøll, LA,

ordførertale 12/1 2010).

Endelig er Enhedslisten kritisk over for det forhold, at afgørelser i adfærdssager truffet af Politiklagemyndig

heden, ikke kan påklages til anden myndighed, mens flere partier stiller spørgsmål vedr. sammensætningen

at Politiklagerådet og lægmandsrepræsentation heri.

Under udvalgsarbejdet stillede SF et ændringsforslag, hvorefter Politiklagemyndigheden skulle have mulig

hed for at pålægge ansættelsesmyndigheden (dvs. politidirektørerne i de enkelte kredse) at “iværksætte di

sciplinær forfølgning af den indklagede” (Betænkning vedr. L88, 4/3 2010: 2). Dette ændringsforslag, som

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

altså ville gøre det muligt for Politikiagemyndigheden at bestemme, at en konkret kritik af en polititjeneste

mand skulle have disciplinære følger, blev dog ikke vedtaget i 2. behandlingen. Der var i øvrigt ikke nogen

debat i Tinget i denne forbindelse.

Ved tredjebehandlingen 6/4 2010 blev forslaget vedtaget med stemmer fra alle Folketingets partier, også

denne gang uden forudgående debat.

Det samlede billede af Folketingets holdning til en forslaget om en ny Politiklagemyndighed er således stort

set i overensstemmelse med baggrunden for lovforslaget: Det er vigtigt, at der er tillid til, at klager over

politiet behandles korrekt, hurtigt og upartisk og det sker stort set allerede i Politiklagenævnene. Offentlig

kritik, ofte i forbindelse med enkeltsager, som får stor pressedækning, kan dog indikere, at offentligheden

ikke har tillid til, at klagesystemet fungerer efter hensigten, og derfor kan det være en god idé at lave et nyt

system.

—

Der er ikke nogen af ordførerne, der nærmere kommenterer på den væsentlige ændring i

efterforskningen

af klager mod politipersonalet, lovforslaget indebærer: Med Politiklagemyndigheden etableres en selvstæn

dig efterforskningsenhed, som både skal efterforske adfærds- og straffesager, og det er således ikke længere

politiet, der skal “undersøge sig selv” i adfærds- og straffesager.

1.1. MÅLET MED EVALUERINGEN

Loven om Politiklagemyndigheden, forarbejderne, udvalgsbehandlingen og Folketingsdebatten peger alle på,

at de centrale punkter i vurderingen af den nye myndighed er, om den skaber øget tillid i befolkningen, samt

at sagsbehandlingen ikke trækker i langdrag. I forbindelse med udvalgsbehandlingen blev ministeren stillet

spørgsmål om evaluering af ordningen, og svaret lød som følger:

“Justitsministeriet er indstillet på i givet fald at tage initiativ til, at den nye politiklageordning

evalueres 3 år efter ordningens ikrafttræden, og at sende en redegørelse herom til Folketin

gets Retsudvalg” (Besvarelse af spørgsmål nr. 16 vedr. L 88, 19/2 2010).

Den foreliggende rapport udgør denne evaluering. Der har ikke på forhånd foreligget nogen officielle ret

ningslinjer for, hvilke forhold, der skulle indgå i evalueringen, eller hvordan, den skulle foregå, ud over, at

fokus skulle være offentlighedens opfattelse af Politiklagemyndigheden, herunder særligt dennes uafhængig

hed. Jeg er blevet bedt om at udarbejde et oplæg hertil, som efterfølgende er diskuteret med Politiklage

myndigheden og Justitsministeriet, I forhold til det oprindelige oplæg om en ren brugerundersøgelse fandt

jeg det væsentligt også at inddrage de indklagedes dvs. politipersonalets perspektiv på myndighedens

arbejde, fortsat med fokus på tillid, uafhængighed og upartisk sagsbehandling.

—

Det centrale spørgsmål om tillid er imidlertid ikke helt enkelt at besvare, dels fordi det ikke er særlig klart,

hvem eller hvor mange, der i givet fald

ikke

havde tillid til den tidligere Politiklagenævnsordning, dels fordi

det kan være vanskeligt at vurdere “offentlighedens” tillid til den nye ordning. Det er naturligvis muligt at

gennemføre en undersøgelse af befolkningens viden om og holdning til Politiklagemyndigheden, men det må

forventes, at en stor del af befolkningen haren meget begrænset viden herom, samt at eventuelle holdninger

til Politiklagemyndigheden er præget af pressens behandling af denne, herunder af afgørelser i enkeltsager.

Desuden er det sådan, at der ikke eksisterer noget grundlag for at sammenligne med tidligere undersøgelser

af f.eks. Politiklagenævnsordningen. Rigsadvokaten gennemførte ganske vist en evaluering af denne ordning

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

i 1999, men denne bestod alene i, at relevante parter (herunder Politiklagenævnene, Politiforbundene, stats-

advokaterne og Advokatrådet) blev bedt om at vurdere ordningen. På denne baggrund anbefalede Rigsad

vokaten at fortsætte ordningen uændret.3

Fokus i den foreliggende undersøgelse ligger derfor på dem, der faktisk har erfaringer med Politiklagemyn

digheden: de klagende borgere og de politifolk, der klages over. Til en vurdering af mulige forskelle i forhold

til det tidligere system findes her en mindre undersøgelse af brugernes holdning til Politiklagenævnsordnin

gen, gennemført af Aalborg Universitet i forbindelse med udvalgets arbejde med betænkning 1507. Denne

undersøgelse er af et meget begrænset omfang, hvad angår antallet af respondenter, men da det er den

eneste, der foreligger, har den alligevel dannet udgangspunkt for den foreliggende evaluering, og resulta

terne af de to undersøgelser vil blive sammenholdt, hvor dette er relevant.

Det er væsentligt at understrege, at det ikke har været min opgave at vurdere de afgørelser, Politiklagemyn

digheden har truffet i undersøgelsesperioden. De centrale spørgsmål, den foreliggende undersøgelse har

søgt at besvare, er følgende: Opleves Politiklagemyndigheden som uafhængig af politi, anklagemyndighed og

Justitsministerium? Opleves sagsbehandlingen som upartisk? Hvor lang er sagsbehandlingen (set med kla

gernes øjne), og hvor tilfredse er de med sagsbehandlingstiden? Endelig er inddraget et mere overordnet

spørgsmål om den samlede tilfredshed med behandlingen af klagen. Som det fremgår, er evalueringen såle

des først og fremmest rettet mod borgernes (og politifolkenes) oplevelse af det nuværende klagesystem.

Dette er i overensstemmelse med hele målsætningen for Politiklagemyndigheden, der, som beskrevet oven

for, jo først og fremmest er etableret med henblik på at styrke netop oplevelsen af klagesystemet og dettes

uafhængighed. Som det vil fremgå, er det et åbent spørgsmål, om dette mål er opnået: Flertallet blandt dem,

der klager over politiet, oplever faktisk Politiklagemyndigheden som uafhængig, men denne oplevelse følges

ikke af nogen øget tilfredshed med klagebehandlingen. Jeg har derfor i den sidste del af evalueringen gjort

mig nogle mere overordnede tanker om, hvorvidt der kan tænkes andre/supplerende måder at behandle

klager over politiet på.

Et referat af den nævnte evaluering kan findes

Retsudvalget, alm. del,

bilag 100 1998-1999. http://webar

kiv.ft.dk/?/Samling/19981/udvbilag/REU/Almdel bila1000.htm, hentet december 2016.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 2: FRA POLITIKLAGENÆVN TIL POLITIKLAGEMYN

DIGHED DEN OFFICIELLE STATISTIK

2.1. SAGSMÆNGDEN

Siden Politiklagemyndigheden begyndte arbejdet

2012, har sagsmængden været temmelig konstant om

kring 1500-1600 sager på årsbasis, når man ikke medregner klager over politiets dispositioner, som Politikla

gemyndigheden ikke behandler, men blot videresender direkte til politikredsene. Som det fremgår af tabel

2.1 er den største enkeltkategori adfærdssager, som udgør 40 pct. af klagerne. “Øvrige” sager er primært

sager, hvor Politiklagemyndigheden af egen drift undersøger episoder, hvor personer er ramt af politiets

skud, jf, Retsplejelovens § 1020a, stk. 2. Da der i disse tilfælde ikke er tale om vurdering af klager indsendt til

myndigheden, vil de ikke blive behandlet yderligere i denne sammenhæng.

—

Tabel 2.1: Sager modtaget eller taget op af egen drift i Politiklagemyndigheden 2012-2016, fordelt på sagskategorier

(dispositionsklaget udeladt). (Kilde: Politiklagemyndigheden, diverse år)

2012*

2013

2014

2015

2016

I alt

Straffesager

Færdseissager

Adfærdssager

Øvrige**

I alt

398

433

496

466

464

2257

401

446

456

480

547

2330

655

652

651

509

50$

2975

1472

1547

1614

1476

1545

7654

Sager, som er modtaget

slutningen af 2011 er ikke medregnet.** Det er her primært tale om undersøgelser af skud

sager, hvor Politiklagemyndigheden efterforsker uden forudgående anmeldelse/klage.

En sammenligning mellem perioden 2002-2011, hvor klagesager blev behandlet af Politiklagenævnene og

Statsadvokaten, og de første 5 år af Politiklagemyndighedens virke viser, at der er sket en markant stigning i

det årlige antal behandlede straffesager (30$ sager pr. år til og med 2011, 451 sager pr. år 2012-2016). Det

samme gør sig gældende for færdselssager, hvor Politiklagenævnene behandlede 236 sager i gennemsnit pr.

år, mens Politiklagemyndigheden har behandlet 466 sager årligt. Hvad adfærdsklager angår, behandlede Po

litiklagenævnene 407 klager pr. år, mens Politiklagemyndigheden

gennemsnit har behandlet 595 klager år

ligt. Der er altså uanset sagstype tale om en væsentlig forøgelse i antallet af behandlede sager efter etable

ringen af Politiklagemyndigheden.

2.2. TRUFNE AFGØRELSER

Ser vi i stedet på de trufne afgørelser, er det væsentligt at være opmærksom på, at langt fra alle sager afgøres

i samme kalenderår, som Politiklagemyndigheden modtager dem. Derfor kan man ikke umiddelbart aflæse,

hvordan afgørelserne har været for klagerne i de enkelte år. 1 stedet opgør myndigheden antallet af

trufne

afgørelser i de enkelte år, se tabel 2.2.

Tal for perioden kan findes i Rigsadvokatens beretning vedr. politiklager (Rigsadvokaten,

2012).

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 2.2: Sager, hvor Politiklagemyndigheden har truffet afgørelse 2012-2016, fordelt på sagskategorier* (Kilde: Politi

klagemyndigheden, diverse år)

Straffesager

Færdselssager

Adfærdssager

I alt

Heraf

m. til-

foræl-

No-

forhal-

Heraf

I alt

tale-

I alt

tale-

I alt

det/til-

titsbe

det be- m. kritik

grund-

bage-

handlet

grund-

kla g et

lag

kaldt

2012**

173

305

288

233

999

2013

418

461

436

279

1594

468

463

2014

417

226

1574

2015

490

345

333

183

1351

2016

453

566

347

174

1540

Ialt

2002

2140

398

1821

163

113

1095

7058

Kategorien “øvrige” er udeladt, da der er tale om et meget begrænset antal sager, som Politiklagemyndigheden tager

op af egen drift. **Antallet for 2012 er usædvanlig lavt, da dette var første år, myndigheden modtog klager.

—

Det fremgår af tabel 2.2, at der i alt er behandlet 2002 klager vedr. straffesager, hvoraf Statsadvokaten har

vurderet, at der var tiltalegrundlag i 62, svarende til 3,1 pct. Afgørelser med tiltalegrundlag drejer sig om

sager, hvor der er rejst tiltale, udsendt bødeforlæg eller meddelt tiltalefrafald eller en advarsel.

Der har været tiltalegrundlag i 19 pct. af de i alt 2140 klager vedr. færdseissager en del af disse har ikke

været nærmere behandlet af Politiklagemyndigheden, da der har været tale om hastighedsoverskridelser,

hvor de tiltalte politifolk har erklæret sig skyldige og modtaget en bøde. Sådanne sager afgøres af Politidirek

tørenjf. Retsplejelovens

102Gb.

—

En sammenligning mellem afgørelserne i straffesager truffet i Politiklagenævnsperioden 2002-2011 og peri

oden 2012-2015 viser, at der ikke er nogen nævneværdig forskel i bedømmelsen, se tabel 2.3.

Tabel 2.3: Det samlede antal afgørelser i straffesager truffet af Statsadvokaten 2002-2011 og Politiklagemyndigheden

2012-2016, fordelt efter afgørelsestype (procentandel i parentes).

Samlet an-

tal afgørel-

ser

Antal afgørelser

uden tiltalegrundlag,

forholdet beklaget

Samlet antal afgø-

relser med tiltale

grundlag

“Medhold” i alt

116 (3,5 pct.)

232 (7,0 pct.)

Politiklagemyndigheden 2012-2016

2002

62 (3,1 pct.)

Note:

angiver, at denne type afgørelse ikke er relevant. Afgørelser med tiltalegrundlag omfatter sager, hvor der er

rejst tiltale, udsendt bødeforlæg eller meddelt tiltalefrafald eller en advarsel.

“-“

Statsadvokaten

2002-2011

3293

116 (3,5 pct.)

Hvor andelen med tiltalegrundlag i perioden 2002-2011 lå på 3,5 pct., har den i Politiklagemyndighedens

levetid været 3,1 pct., altså stort set den samme. Det hører med til billedet, at Statsadvokaten i perioden

2002-2011 i en række tilfælde ikke mente, at dervartiltalegrundlag, men alligevel valgte at beklage forholdet.

En sådan afgørelse træffer Politiklagemyndigheden kun i adfærdssager. Grundlæggende er der altså næppe

nogen betydende forskel i vurderingen af straffesager før og efter etableringen af Politiklagemyndigheden.

Til gengæld er det muligt, at det samlede

antal

straffesager, som ender med tiltalegrundlag, er øget efter

etableringen af Politiklagemyndigheden: I perioden 2002-11 var det gennemsnitlige, årlige antal sager med

tiltalegrundlag 11,6, hvor det i perioden 2013-2016 (2012 udelades, da antallet af afgørelser her var kunstigt

lavt grundet opstart af myndigheden) var 15,5. Da den sidste periode er meget kort, skal man være forsigtig

med at konkludere alt for håndfast, men tallene kunne tyde på, at det øgede antal klager betyder, at lidt flere

strafbare forhold afdækkes. Det overordnede billede er dog fortsat, at kun en meget lille del af klagerne

ender med tiltalegrundlag.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Af de i alt 2395 adfærdsklager er 1095, svarende til 38 pct., notitsbehandlet, dvs, at klager har talt om sagen

med en overordnet polititjenestemand. Af de resterende 1821 er 163 enten tilbagekaldt eller afvist som for

ældede. Af de tilbageværende 1658 har Politiklagemyndigheden udtalt kritik i 113 tilfælde, svarende til 6,8

pct. af klagerne.5 I yderligere 3,9 pct. af klagerne 64 i alt har Politiklagemyndigheden beklaget hændel

sen/forløbet, uden at der har været udtalt individuel kritik af de involverede politifolk. Samlet set er altså lige

over hver tiende adfærdsklagesag endt med, at klager har fået en form for medhold.

—

Hvad adfærdsklager angår, er sket en klar udvikling i medholdsprocenten. Adfærdsklagesagerne er den ene

ste sagskategori, hvor det i det nuværende system er Politiklagemyndigheden alene, der afgør, om der skal

udtales kritik, og myndigheden giver en større del af klagerne medhold, end det var tilfældet i politiklage

nævnsperioden, se tabel 2.4.

Tabel 2.4: Det samlede antal afgørelser i adfærdsklagesager truffet af Statsadvokaten 2002-2011 og Palitiklagemyndig-

heden 2012-2016, fordelt efter afgørelsestype natitssager ikke medregnet (procentandel i parentes).

—

Samlet antal afgØrel-

Antal afgørelser

Antal afgørelser med

ser (ekskl. tilbage-

kaldte og forældede)

Statsadvokaten 2002-2011

Pohtiklagemyndigheden 2012-2016

2705

1658

uden kritik, men

forholdet beklaget

102

kritik

(39%)

t68%)

I Politiklagenævnsperioden endte 3 pct. af adfærdsklagesagerne med kritik af enkelte politifolk i årene efter

er andelen 6,8 pct. Her er der til gengæld ingen forskel på andelen af klager, som resulterer i en beklagelse

af forholdet uden kritik af konkrete politifolk.

—

Der er ikke foretaget nogen sammenligning af afgørelser i færdselssager, fordi sagsgangen her er væsentlig

ændret, da politidirektørerne som nævnt træffer afgørelse i en stor del af sagerne.6

Endelig hører det med til billedet, at antallet af adfærdsklager, der løses som notitssager dvs, ved at klager

får en samtale med en overordnet polititjenestemand om klagens indhold er øget i den senere periode,

hvor der gennemsnitligt blev gennemført 219 notitssagsbehandlinger årligt, hvilket svarer til 38 pct. af alle

adfærdsklagesager. Under Politiklagenævnene var det gennemsnitlige, årlige antal notitssager 126, svarende

til 30 pct. af adfærdsklagerne. Den kraftige øgning i antallet af notitssager beror altså først og fremmest på,

at der er blevet flere klagesager i det hele taget, mens kun en mindre del af stigningen kan tilskrives, at en

større andel af sagerne sendes i denne form for behandling.

—

2.3. SAMMENFATTENDE OM DEN OFFICIELLE STATISTIK

Den samlede oversigt over tiden før og efter etableringen af Politiklagemyndigheden viser fire ting: For det

første behandler Politiklagemyndigheden væsentlig flere sager end Politiklagenævnene gjorde. For straffe-

og adfærdssager sager gælder det, at der er sket en stigning på omkring 50 pct. i det gennemsnitlige antal

årlige sager, mens færdselssagerne er øget til næsten det dobbelte. Denne stigning er vel at mærke ikke sket

Klager, der er tilbagekaldt eller

afvist

som forældede er udeladt af beregningen, da der ikke her er foretaget nogen

vurdering af klagens indhold.

Også undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2 er udeladt af sammenligningen, da der her er tale om undersøgelser af

skudsager, hvis antal er meget lavt og ikke kan tænkes at være påvirket af den nye politiklageordning.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

gradvist, men synes, særlig tydeligt for adfærds- og færdselssagerne, at knytte sig direkte til etableringen af

Politiklagemyndigheden, således som det er illustreret i figur 2.1.

Figur 2.1: Udviklingen i antallet af behandlede straffe-, odfærds- og færdselssager mod politipersonale i perioderne

2002-2011 og 2012-2016. Undersøgelsessager indgår ikke. Kilder: Politiklagemyndigheden (2017): Rigsadvokaten

(2012).

700

600

500

400

300

200

100

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

—Adfærdssager

—Straffesager

—Færdselssaget

Det fremgår af figuren, at antallet af alle tre typer sager har fluktueret i perioden med Politiklagenævn, men

også, at niveauet i 2011 stort set er det samme som i 2002. Herefter stiger antallet af sager, især hvad ad

færdsklagesagerne angår, indtil det i 2015-16 atter falder noget, dog ikke til niveauet før 2012, og ikke for

færdselssager. Udviklingen i færdselssagerne er formodentlig påvirket af en faktor, der intet har med klage-

systemet at gøre, nemlig den øgede hastighedskontrol i form af ATK-biler.7 Da en stor del af disse sager, som

nævnt ovenfor, afgøres af politidirektørerne uden medvirken af Politiklagemyndigheden, vil færdselssagerne

ikke blive genstand for nærmere behandling her.

For det andet er

andelen

af straffesager, der fører til påtale, stort set uændret i de seneste 15 år og synes

ikke påvirket af etableringen af det nye klagesystem, Øgningen i det absolutte antal af klager synes dog at

have medført en mindre stigning i antallet af afgørelser med tiltalegrundlag, men det er fortsat meget få

sager, der afgøres på denne måde. Det synes altså ikke at have haft nogen væsentlig betydning for afgørel

serne, at efterforskningen af straffesager nu varetages af Politiklagemyndigheden.

For det tredje er andelen af adfærdssager, som ender med kritik af enkelte polititjenestemænd, øget til lidt

over det dobbelte (fra 3 til 6,8 pct.), efter at Politiklagemyndigheden har overtaget afgørelseskompetencen i

disse sager. Der kan umiddelbart tænkes tre årsager hertil: 1) at efterforskningen af adfærdsklagerne er ble

vet grundigere, således at flere kritisable forhold afdækkes, 2) at Politiklagemyndigheden vurderer sagerne

mere alvorligt end Statsadvokaten gjorde, eller 3) at der blandt det øgede antal klagesager er flere kritisable

ATK: Automatisk trafikkontrol.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

forhold. Om, og i givet fald hvor meget, disse forskellige årsager har bidraget til den øgede andel af afgørelser

med kritik, kan ikke vurderes på det foreliggende grundlag.

For det fjerde ser det ud til, at der er sket et fald i andelen af klagesager, som ender med, at forholdet bekla

ges, uden at der rejses kritik af konkrete tjenestemænd. I politiklagenævnsperioden var det Statsadvokaten,

der afgjorde både straffe- og adfærdssager, og her endte 3,5 pct. af det samlede antal straffe- og adfærdsa

ger8 med, at forholdet blev beklaget. En sammenligning med Politiklagemyndighedsperioden viser, at afgø

relsen “forholdet beklaget” her blev truffet i 1,7 pct. af det samlede antal straffe- og adfærdssager.

Ser vi på adfærds- og straffesager under ét,9 er andelen af klagere, der får medhold, steget lidt: I perioden

2002-2011 fik 3,5 pct. af klagerne medhold, i perioden efter steg dette til 4,1 pct. Hvis man i stedet medregner

også de klager, som er endt med en generel beklagelse og hvor klager altså får anerkendt, at noget ikke

foregik, som det skulle ser billedet anderledes ud. Ud af i alt 6195 afgørelser i Politiklagenævnsperioden

endte

alt 414 (6,7 pct.) med individuel tiltale/kritik eller generel beklagelse. Politiklagemyndighed/statsad

vokat har til og med 2016 afgjort 3823 adfærds- og straffesager, heraf 239 (6,3 pct.) med tiltalegrundlag,

udtalt kritik eller beklagelse af forholdet. Vælger man denne opgørelsesmåde, er der altså ikke sket nogen

forøgelse i andelen af klager, der får medhold i en eller anden grad.’° Til gengæld er der, i og med at der efter

etableringen af Politiklagemyndigheden er sket en øgning i det absolutte antal indgivne klager, også er sket

en øgning i antallet af klagesager, hvor klager får en form for medhold.

—

Set fra

politiets

side har indførelsen af det nye klagesystem haft den konsekvens, at flere polititjenestemænd

får individuel kritik i adfærdssager: Dels er andelen af adfærdsklager, der udløser kritik, steget, dels er det

absolutte antal adfærdsklager steget efter etableringen af Politiklagemyndigheden.

2.4. HVAD FORKLARER UDVIKLINGEN?

Hvad stigningen i antallet af indgivne klagesager skyldes, er vanskeligere at vurdere. Som det fremgår oven

for, er der sket en stigning i andelen af sager, der fører til kritik, men de udgør fortsat en meget begrænset

del af det absolutte antal sager. Det forøgede klageantal skyldes altså næppe, at der pludselig er blevet meget

mere at klage over i politiets arbejde.’1 Blandt de interviewede politifolk er det en udbredt opfattelse, at

befolkningens tilbøjelighed til at klage over offentlige myndigheder i det hele taget er øget en opfattelse,

som også hyppigt diskuteres i medierne. Ser vi på udviklingen af klager over sundhedsvæsenet, bekræftes

denne antagelse: Patientombuddet modtog i 2015 6.648 klager, mens tallet i 2009 var lidt over 4.000. Ande

len af klager, der er endt med kritik af behandlingen, har været nogenlunde konstant i hele perioden

(Patientombuddet, 2016). Dette kunne bekræfte hypotesen om, at en generelt øget klagetendens var en del

af forklaringen.

—

Stigningen i antallet af klager over politiet falder imidlertid meget præcist sammen med etableringen af Po

litiklagemyndigheden, og det er derfor nærliggende at mene, at selve etableringen af Politiklagemyndighe

den er (en del af) årsagen. Hvis dette er tilfældet, kan der være flere forklaringer herpå:

Denne afgørelse findes også for

alt 5 færdseissager i perioden 2002-2011; disse er ikke medtaget

beregningen.

Notitssaget ikke medregnet.

‘°

denne opgørelse er hverken sager “forligt

politikredsen” 2002-2011 eller notitsbehandlede sager 2012-2015 med

regnet.

“

Det kunne

princippet tænkes, at det forøgede klageantal havde sin baggrund

i ændringer i politiets organisering i

forbindelse med politireformen, som blev iværksat i 2007, men i så fald burde øgningen være begyndt 3-4 år tidligere.

Dette er ikke tilfældet.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

En del borgere, som ønskede at klage over politiet inden etableringen af Politiklagemyndigheden, har

undladt dette, fordi de ikke regnede med at få en fair behandling af deres klage. Det kan ikke udelukkes,

at den genkommende offentlige diskussion om politiet, der populært sagt “undersøgte sig selv”, har af

skrækket nogle klagere. Hypotesen er altså, at selve det, at Politiklagemyndigheden er etableret og ikke

mindst annonceret som

uafhængig

af politiet har givet flere potentielle klagere mod på at klage.

En anden mulig forklaring kunne være, at det er blevet lettere at finde ud af, hvor man skal henvende sig

for at klage, hvilket igen fører til flere klager, og/eller at også politiet i de tilfælde, hvor klager i første

omgang henvender sig direkte til ordensmagten i højere grad hjælper klagere med at henvende sig det

rette sted.

En tredje forklaring kunne være, at Politiklagemyndigheden er mere behjælpelig med at indgive en klage,

end det var tilfældet for Politiklagenævnene at det simpelthen kræver mindre at sætte gang i en klage-

sag, end det gjorde førhen. Om dette er tilfældet, ville man kunne få et fingerpeg om, hvis det var muligt

at sammenligne årsagerne til, at sager blev afvist af hhv. Statsadvokaten og Politiklagemyndigheden, men

det er desværre ikke tilfældet. Politiklagemyndigheden skelner i sine opgørelser mellem sager, der er

afvist som grundløse (efter ingen eller kun indledende efterforskning), og sager, hvor der er modstrid

ende forklaringer (og hvor efterforskning altså er

ført

til ende). Statsadvokaten slår disse sammen i én

kategori: afvist som ubegrundet. Det er derfor ikke muligt at vurdere, om der er forskel på andelen af

sager, som underkastes en nærmere efterforskning.

En fjerde, beslægtet forklaring kunne være, at en myndighed, hvis eneste opgave det er at behandle

klager over politiet, vil være motiveret for at modtage så mange klager som muligt, hvilket kan påvirke

f.eks. myndighedens rådgivning af potentielle klagere.

—

Det er min opfattelse, at særlig de tre første forklaringer kan være medvirkende til øgningen i antallet af

klagesager, men ud fra de tilgængelige data er det ikke muligt at vurdere nærmere.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 3: SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE BLANDT KLA

GERE

Som led i denne evaluering er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse via telefoninterview blandt per

soner, der har modtaget en afgørelse vedrørende en klage over politiet i perioden august 2014-marts 2016.

Der findes en nærmere redegørelse om undersøgelsens grundlag, gennemførelse, svarprocent mv. i appen

diks A, og det anvendte spørgeskema er gengivet i appendiks B. Her skal derfor kun redegøres for de vigtigste

forhold vedr, undersøgelsen.

3.1. UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG

KORT FORTALT

Der indgår i alt 658 klager

undersøgelsen, og der er kun medtaget én klage fra hver enkelt respondent. En

del af respondenterne har haft flere klager til behandling

den nævnte periode, og i de tilfælde, hvor den

enkelte har modtaget mere end én afgørelse, indgår kun den første, det er lykkedes at interviewe klageren

om. Alle, der har modtaget en afgørelse i undersøgelsesperioden er søgt interviewet, hvilket betyder, at der

i materialet også indgår dispositionssager (som behandles af politikredsen) og straffesager, hvor påtalemyn

digheden ligger hos Statsadvokaten.

I mange af klagesagerne angiver respondenterne, at de har klaget over flere forskellige forhold (f.eks. både

politiets adfærd og dispositioner), hvorfor det giver bedst mening at inddrage alle typer af sager. Interview-

skemaet har taget højde for dette, således at interviewpersoner, der har angivet, at deres sag er blevet sendt

til behandling hos politidirektøren hhv. Statsadvokaten, er blevet interviewet i overensstemmelse hermed.

Som det vil fremgå nedenfor, hersker der dog hos en del af respondenterne nogen forvirring om, hvem det

egentlig er, der har afgjort deres klage. Undersøgelsen har taget udgangspunkt i respondenternes opfattelse

af, hvem der har behandlet deres klage. Blandt andet derfor er andelen af sager, hvor der er svaret på spørgs

mål om sagsbehandlingen hos Statsadvokaten hhv. politidirektørerne, ret lille. Alle respondenter er blevet

bedt om at svare på generelle spØrgsmål, herunder om overordnet tilfredshed med klagebehandlingen og

sagsbehandlingstiden.

Svarprocenten i undersøgelsen 41 pct. er lavere, end man kunne ønske sig, og væsentlig lavere end i

generelle borgerundersøgelser om f.eks. politi og udsathed for kriminalitet.’2 Som det fremgår af den meto

diske redegørelse, skyldes dette i stor udstrækning, at det har været umuligt at komme i kontakt med inter

viewpersonerne/at de ikke har haft telefon (snarere end at de har nægtet at deltage i undersøgelsen), men

det betyder under alle omstændigheder, at de indkomne besvarelser ikke kan hævdes at være repræsenta

tive for hele gruppen af klagere.1’ Dette gør, at resultaterne af undersøgelsen skal fortolkes med forsigtighed.

—

De respondenter, der har besvaret spørgeskemaundersøgelsen, er desuden blevet spurgt, om de ville være

villige til at deltage i et opfølgende personligt interview. Blandt dem, der indvilligede, er en mindre gruppe

blevet kontaktet og efterfølgende interviewet, I redegørelsen for resultaterne i dette og de følgende kapitler

skelnes der mellem

respondenter—som

er personer, der har besvaret spørgeskemaet —og

interviewede,

som

både har besvaret spørgeskemaet og deltaget i et personligt interview.

‘

Men højere end

undersøgelser af klager over politiet

i USA,

se f.eks. De Angelis (2009).

Nærmere redegørelse findes i appendiks A.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

3.2. HVEM KLAGER?

Af de 658 respondenter, der har deltaget i undersøgelsen, er to tredjedele (69 pct.) mænd.14 Det er personer

i alle aldre, som klager: den yngste klager er 17 år, og den ældste 91. Af analytiske hensyn er de interviewede

blevet delt

tre aldersgrupper, se tabel 3.1.

Tabel 3.1: Respondenter fordelt på aldersgrupper (n=&49).

15-29

30-49

50-91

Antal

139

231

147

Procent

I alt

649

100

Som nærmere beskrevet i appendiks A, afviger aldersfordelingen noget fra aldersfordelingen i den samlede

gruppe af klagere: der er flere i den ældste aldersgruppe og færre i den yngste blandt de interviewede end i

den samlede gruppe af klagere.

For en del respondenter er den sag, de er blevet interviewet om, ikke den første klagesag mod politiet, de

har fået behandlet. 89 personer, svarende til 14 pct., angiver, at de har klaget over politiet tidligere.

3.3. TYPER AF KLAGER OG AFGØRELSER

En klage, der er indgivet til Politiklagemyndigheden, kan i princippet dreje sig om tre forskellige former for

forhold:

Dispositionskiager

handler om de skridt, politiet har taget som led i sagsbehandlingen. Det kan for ek

sempel være en klage over en anholdelse, den anholdte oplever som uberettiget, eller at politiet har

taget nogle skridt i efterforskningen, som den efterforskede mener, er uberettigede. Omvendt kan det

også dreje sig om en klage over, at politiet har valgt

ikke

at optage en anmeldelse, har valgt ikke at rykke

ud til en henvendelse fra en borger, eller at de har valgt at standse efterforskningen i en sag. Der er altså

oftest tale om konkrete skøn foretaget af politiet som led i det daglige arbejde. Dispositionsklager kan

indgives direkte til den lokale politikreds, men der modtages også en del klager i Politiklagemyndigheden,

som viser sig at omhandle dispositioner disse sendes videre til den relevante politikreds til behandling

der. Det er

ikke

Politiklagemyndighedens opgave at undersøge/efterforske sådanne klagesager, og be

handlingen af disse er fortsat stort set uændret fra den tidligere ordning med Politiklagenævn.

—

Straffesager

drejer sig om po! itipersonales strafbare handlinger i tjenesten. En stor del af disse klager

drejer sig om uberettiget/overdreven magtanvendelse, men der kan også være tale om klager over f.eks.

ulovlige efterforskningsskridt eller misbrug af betjentens stilling. Det er Politiklagemyndigheden, der vur

derer, om der er tale om mulige strafbare forhold, og det er myndigheden, der efterforsker sagerne.

Resultatet af efterforskningen sendes til Statsadvokaten, som træffer afgørelse i tiltalespørgsmålet. Po

litiklagemyndigheden kan i denne forbindelse komme med en anbefaling om tiltale til Statsadvokaten,

For 9 personers vedkommende findes ikke oplysninger om køn og alder. Som det ofte er tilfældet

større surveyun

dersøgelser, vil der ved de enkelte spørgsmål være nogle respondenter, som

ikke svarer. Dette viii de øvrige tabeller

kunne ses af, at antallet at besvarelser af det konkrete spørgsmål n angives i tabellerne. Personer, der ikke har vil

let svare, svaret ved ikke, eller af anden grund ikke har besvaret det pågældende spørgsmål, er udeladt af analyserne.

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

men denne er ikke forpligtet til at følge anbefalingen. Følger Statsadvokaten ikke Politiklagemyndighe

dens anbefaling, kan myndigheden påklage denne afgørelse til Rigsadvokaten.’5

2.a Færdseissager behandles i princippet lige som straffesager, men i mindre alvorlige tilfælde, hvor

den indkiagede tjenestemand erklærer sig skyldig (typisk ved at vedtage en bøde for en hastigheds

overskridelse), foretager Politiklagemyndigheden ikke nogen efterforskning, og afgørelse træffes af

den lokale politidirektør. Myndigheden efterforsker til gengæld i de tilfælde, hvor den indklagede

ikke erklærer sig skyldig. Det drejer sig ofte om tilfælde, hvor politiet har kørt hurtigere end det til

ladte, men hvor der er tvivl om, om det har været som led i udrykningskørsel. I sådanne tilfælde er

det Politiklagemyndigheden, der efterforsker, og Statsadvokaten, der har påtalemyndigheden.

Adfærdsklaget drejer sig om politiets opførsel, måde at tale på, hårdhændet adfærd mv. Sådanne klager

behandles og efterforskes af Politiklagemyndigheden, og det er også Politiklagemyndigheden, der beslut

ter, om der skal udtales kritik af de indklagede politifolk. Denne afgørelse kan ikke ankes. Til gengæld er

det politikredsens ledelse, som beslutter, om kritik fra Politiklagemyndigheden skal have disciplinære

følger for personalet.

3.a Notitssager drejer sig om adfærdsklager i den mindre alvorlige ende, Her kan Politiklagemyndig

heden tilbyde, at klageren vil blive kontaktet af en overordnet polititjenestemand for en samtale om

den konkrete klage. Behandles en klage som notitsklage, træffer Politiklagemyndigheden ikke nogen

afgørelse i sagen, og den indklagede tjenestemand kan ikke pålægges disciplinæransvar, hvis ved

kommende har givet oplysninger i forbindelse med sagens behandling, I visse tilfælde henvender

klager sig direkte til politiet i første omgang, og hvis politiet vurderer, at sagen kan behandles som

notitssag, modtager Politiklagemyndigheden blot en meddelelse herom og er altså ikke aktivt invol

veret i behandlingen af sagen.

I praksis kan det af og til være svært at trække den præcise grænse mellem de forskellige sagskategorier, lige

som en klage kan indeholde elementer af flere kategorier på én gang. Adfærds- og dispositionsklager hænger

ofte sammen, ligesom det for eksempel kan være vanskeligt at trække grænsen mellem, hvornår en klage

over hårdhændet adfærd egentlig bør behandles som en straffesag om vold, I de tilfælde, hvor Politiklage

myndigheden indstiller til Stadsadvokaten, at der bør rejses tiltale for strafbare forhold over for en polititje

nestemand, men hvor Statsadvokaten ikke er enig, kan det ske, at Politiklagemyndigheden efterfølgende

vælger at behandle klagen som en adfærdsklage og eventuelt udtale kritik af tjenestemandens adfærd.

De forskellige sagskategorier har væsentlig betydning i forhold til den foreliggende undersøgelse: Det har i

en del tilfælde været svært for klagerne at vurdere, hvilke(n) kategori(er) deres klage tilhørte, og der er i

mange tilfælde overlap, hvor en konkret klage dækker flere forskellige typer af forhold nogle klager inde

holder en længere række af konkrete klagepunkter. Jeg har derfor i det følgende valgt at redegøre for forde

lingen af de forskellige sagstyper fra to sider: Dels redegøres der for, hvordan de enkelte klager er rubriceret

af Politiklagemyndigheden, og dels redegøres der for, hvad klagerne selv mener, deres klage drejede sig om,

og hvem, de mener, har behandlet den. I en lang række sager er der ikke overensstemmelse mellem respon

denternes og myndighedens klassificering.

—

Ifølge Politiklagemyndigheden findes der ikke nogen fyldestgørende opgørelse af, hvor ofte, Statsadvokaten tilside

sætter myndighedens anbefalinger, eller af, hvor mange gange, myndigheden har påklaget afgørelser til Rigsadvoka

ten, men det sker angiveligt sjældent.

‘9

‘

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

3.3.1.

TYPER AF AFGØRELSER

Også

resultatet

af klagesagen kan det være vanskeligt at finde rundt i. Kfagerne kan i princippet have modta

get afgørelser fra 3 instanser, nemlig den lokale Politidirektør (dispositionsklager), Statsadvokaten (straffe

sager) og Politiklagemyndigheden (adfærdsklager). Endelig kan der være foretaget notitssagsbehandling,

hvor klager ikke modtager nogen formel afgørelse men hvor nogle klagere uanset

oplever,

at der er truffet

en afgørelse, f.eks. ved, at den politiansatte, de har talt med, har medgivet, at politiet har optrådt uheldigt.

Da dispositionskiager ikke behandles af Politiklagemyndigheden, findes der ikke i materialet fra myndigheden

nogen oplysninger om, hvad afgørelsen i sagen blev her findes alene de oplysninger, klageren har givet i

interviewet. For de øvrige klagetypers vedkommende kendes udfaldet af klagesagen, uanset om det er Stats-

advokaten eller Politiklagemyndigheden selv, der har truffet afgørelse.

—

I adfærdsklagesager kan Politiklagemyndigheden, som tidligere nævnt, træffe to afgørelser, som i princippet

giver klager medhold: Dels kan myndigheden udtale kritik af forskellig alvorlighedsgrad, hvor det altså er

individuelle tjenestemænd, der får kritik, dels kan myndigheden beslutte

ikke

at udtale individuel kritik, sam

tidig med at forholdet beklages. En sådan afgørelse kan af klageren opfattes som en form for medhold

myndigheden anerkender over for klageren, at der skete noget uhensigtsmæssigt i den konkrete situation

og disse afgørelser vil derfor i det følgende blive medregnet i gruppen af sager, hvor klager har fået medhold.

—

Også afvisninger af klager kan gives på forskelligt grundlag: For straffesagernes vedkommende er den hyp

pigste afvisningsgrund, at klagen umiddelbart vurderes at være grundløs, eller at den indledende efterforsk

ning ikke giver grundlag for at fortsætte (retsplejelovens § 749 stk. i og 2). For adfærdsklagernes vedkom

mende kan klager afvises som forældede eller umiddelbart grundløse, men mange afvises grundet modstrid

ende forklaringer (“påstand mod påstand”), hvor det ikke har været muligt at afgøre, om klager eller de ind-

klagede politifolk havde ret. Af de i alt 1821 adfærdsklager (eksklusive notitssager), Politiklagemyndigheden

har behandlet i perioden 2012-2016, er 1304 rubriceret som: “Ej kritik (herunder modstridende forklaringer

“påstand mod påstand”)”. I de 337 adfærdsklagesager, Politiklagemyndigheden har afgjort i undersøgel

sesperioden (august 2014-marts 2016), er 270 rubriceret tilsvarende. Af de 137 afgjorte adfærdsklager, der

indgår i interviewundersøgelsen, er 107 rubriceret som “påstand mod påstand”. Selv om det i nogle af disse

sager formodentlig er klart, at der ikke har været hold i klagen, gælder det alligevel for hovedpartens ved

kommende, at klagerne afvises, fordi Politiklagemyndigheden ikke er i stand til at vurdere, hvem af parterne,

der har ret i beskrivelsen af det konkrete hændelsesforløb. Dette er naturligt nok, da beviserne i mange til

fælde indskrænker sig til parternes (klagere og politifolk) forklaringer, men det er, som det vil fremgå senere,

et væsentligt punkt i vurderingen af klagernes tilfredshed med klagegangen.

3.4. SAGSFORDELINGEN: HVAD DREJER KLAGERNE SIG OM?

I det følgende skal vi alene koncentrere os om de 658 respondenter, der indgår i spørgeskemaundersøgelsen.

Indledningsvis er det vigtigt at understrege, at interviewskemaet har været tilpasset de forskellige sagskate

gorier, således at det ikke er alle klagere, der har skullet svare på alle spørgsmål. De interviewede har haft

mulighed for at svare ja eller nej til, om deres klage drejede sig om følgende kategorier: politiets hårdhæn

dede adfærd, politiets måde at tale på (disse to svarmuligheder udgør tilsammen kategorien “adfærd”6),

politiets overtrædelse af færdselsloven, politiets overtrædelse af andre love, politiets dispositioner, samt

Adfærdskategorien er splittet op

to spørgsmål af to grunde: Dels for at sikre, at interviewpersonerne får svaret så

fyldestgørende som muligt, dels fordi denne opsplitning er anvendt

en tidligere undersøgelse, se nærmere

de føl

gende kapitler.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

“andet”, hvor en del af interviewpersonerne har givet en individuel beskrivelse af, hvad klagesagen drejede

sig om, mens andre ikke har. En stor del af sagerne har ifølge interviewpersonerne drejet sig om en kombi

nation af flere forhold, hvilket gør det svært at præsentere svarene i overskuelig form. I tabel 3.2 ses besva

relserne fordelt på kategorier.

Tabel 3.2: Respondenternes egne svar på, hvad deres klagesag drejede sig om, fordelt på sagskategorier (n=658)

Antal

Procent

Politiets hårdhændede adfærd (adfærd)

251

Politiets dispositioner

231

Politiets måde at tale på (adfærd)

224

Andet

110

Politiets overtrædelse af andre love

Politiets overtrædelse af færdselsloven

I alt

955

100

*De interviewede har kunnet give mere end ét svar, og en del af svarene i kategorien “Andet” vil kunne henføres til de

øvrige kategorier. Procentfordelingen er beregnet på baggrund af de afgivne 955 svar.

—

Som det fremgår af tabel 3.2 er det først og fremmest adfærd og dispositioner, der klages over. Denne for

deling bekræftes, hvis man i stedet ser på, hvordan de 658 sager er rubriceret hos Politiklagemyndigheden,

se tabel 3.3.

Tabel 3.3: Politiklagemyndighedens fordeling af klogesager i kategorier.

Adfærdssager (herunder notitssager)

Dispositionssager

Straffesager

Færdseissager

I alt

Antal

256

219

147

658

Procent

Den vigtigste forskel i fordelingen mellem respondenternes og Politiklagemyndighedens vurdering af klagens

indhold er, at der er væsentlig flere straffesager’7 i Politiklagemyndighedens opgørelse. Som det fremgår af

tabel 3.4 nedenfor, er det kun 36 respondenter, som har angivet, at klagen alene drejer sig om politiets lov-

overtrædelser (bortset fra færdselsloven). En nærmere analyse viser, at af de 147 sager, Politiklagemyndig

heden har rubriceret som straftesager, er det kun de 45, som også interviewpersonerne har kategoriseret

som klager vedr, overtrædelse af lovgivningen.’8 Hovedparten af de øvrige var i de klagendes øjne enten

dispositions- eller adfærdsklager. Dette afspejler formodentlig, at de, som klager, først og fremmest klager

over en hændelse, de vurderede var forkert, snarere end en lovovertrædelse.

Der findes i materialet i alt 24 forskellige kombinationer af klagesager. De hyppigste kombinationer fremgår

af tabel 3.4.

Altså sager, der af Politiklagemyndigheden er vurderet til at være mulige straffesager, og som er efterforsket som

sådanne som det vil fremgå nedenfor, er det kun et mindre antal af disse sager, der faktisk ender som straffesager

mod politipersonale.

Forskellen fra de 36 til 45 skyldes, at nogle klager som nævnt drejer sig om flere forskellige ting.

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabe! 3.4: lnterviewpersonernes egen vurdering af, hvad deres klage drejede sig om, fordelt på de 10 hyppigste enkelt-

kategorier og kombinationer, samt Øvrige.

Adfærd

Kun adfærd

Kun dispositioner

Kun andet

dispositioner

Kun overtrædelser af andre love

Kun færdselslovsovertrædelser

Øvrige kombinationer

I alt

—

færdsel)

Antal

245

129

112

658

Pct.

102

3.4.1.

HVEM VAR INVOLVERET I HÆNDELSEN, DER FØRTE TIL KLAGEN?

De interviewede er blevet spurgt, hvem der var involveret i den episode, klagen drejer sig om, se tabel 3.5.

Tabel 3.5: Respondenternes svar på, hvem der var involveret i den episode, klagen drejede sig om

—

svar i procent (n=657, der var mulighed for at give flere svar).

lnterviewpersonen selv

Et eller flere familiemedlemmer

En eller flere venner eller bekendte

En eller flere personer, som ikke var personlige bekendte

Kun politiet

alt

Antal

532

168

Pct.

110

866

132

Fire ud af fem interviewpersoner

—

81 pct. har klaget over hændelser, de selv var involveret i. I hver fjerde

klage har der været familiemedlemmer involveret, og i hver sjette venner og bekendte. For disse to grupper

gælder, at interviewpersonen også selv var involveret i episoden i ca. 60 pct. af tilfældene. I alt var interview-

personen selv til stede i 600 ud af 658 klager. Der klages altså næsten udelukkende over hændelser, inter

viewpersonerne selv har været involveret i eller overværet.

—

3.4.2. OM

OPSTARTEN

PÅ

KLAGEPROCESSEN

Hovedparten af klagerne, 76 pct. har klaget direkte til Politiklagemyndigheden pr. brev, mail, telefon, via

myndighedens hjemmeside eller ved personligt fremmøde. 15 pct. har klaget direkte til politiet og er derefter

enten blevet henvist til Politiklagemyndigheden eller blevet kontaktet af myndigheden. 78 pct. oplyser, at

Politiklagemyndigheden oprettede deres klagesag, straks de henvendte sig, 3 pct. blev opfordret til at klage

via myndighedens hjemmeside, mens de resterende blev henvist til andre politiet eller andre myndigheder.

Selve processen omkring indgivelse af klagen synes altså for flertallets vedkommende at have fungeret til

fredsstillende. Der er ikke nogen, der har berettet om egentlige problemer i forhold til at indgive klagen, selv

om ikke alle har været helt klar over proceduren. Som én har uddybet sit svar: “Klagede direkte til politiet,

som så åbenbart har sendt det til Politiklagemyndigheden”.

Kun en mindre andel af de interviewede, 101 personer i alt, har besvaret spørgsmål om Politiklagemyndig

hedens hjemmeside. Her er hovedparten, 68 pct., enige i, at hjemmesiden var let at finde rundt på, 62 pct.

er enige i, at hjemmesiden gav god vejledning i, hvordan man klager, og endelig er 67 pct. enige i, at klage-

blanketten var let at udfylde. Et kritikpunkt, som er rejst, er dog, at klageblanketten ikke er lige velegnet til

alle former for klager. En kvinde, der har klaget over at være blevet dårligt behandlet, da hun kontakter

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

politiet for at få rettet en fejl i en tidligere indgivet anmeldelse om cykeltyveri, siger: “Det eneste, jeg har at

klage over, det er, at det var svært atfindeformularen, og at den ikke rigtig passede til min klage.”

Overordnet synes der ikke at være de store problemer mht. at få indgivet en klage langt de fleste tager

direkte kontakt med Politiklagemyndigheden, som så sørger for, at klagen bliver modtaget! når det rette sted

hen. Man skal dog her huske, at det alene er personer, som har klaget over politiet, som indgår i undersøgel

sen så det kan tænkes, at der findes borgere, som gerne ville klage, men ikke har været i stand til det. Det

faktum, at kun en enkelt af de personligt interviewede beretter om problemer i selve klageprocessen, tyder

dog ikke på, at dette skulle være noget stort problem.

—

81 pct. af de interviewede startede klagesagen på eget initiativ, mens 11 pct. blev opfordret til det af venner

og familie. 7 pct. angiver, at politiet opfordrede dem til at klage.

68 pct. af klagerne fortæller, at de ikke har fået hjælp af nogen i forbindelse med klagen. 16 pct. har fået

hjælp af en advokat, 9 pct. af en ven eller et familiemedlem, og 4 pct. af Politiklagemyndigheden. Ganske få

angiver at have fået assistance af en retshjælpsorganisation som f.eks. RUSK.

3.4.3.

HVAD ØNSKEDE INTERVIEWPERSONERNE AT

FÅ

UD AF KLAGEN?

Respondenterne har, som det fremgår af tabel 3.6, en lang række bevæggrunde til at klage.

Tabel 3.6: Respondenternes svor på spørgsmålet: “Hvad ønskede du atfå ud of din kloge?” svar i procent (n=

656,

der

kunne gives mere end ét svar).

—

At sørge for, at politiet ændrede adfærd en anden gang

At gøre politiets ledelse opmærksom på, at der var foregået noget forkert

307

At de politifolk, der var involveret i episoden, blev irettesat

228

At få en undskyldning fra politiet

172

de politifolk, der var involveret i episoden, blev straffet

122

Andet

At få en samtale med en overordnet fra politiet

I alt

207

1354

Blandt de 91, der har svaret “andet”, fordeler de hyppigste svar sig således: 21 af de interviewede ønskede

en form for erstatning, 15 ønskede at få en bøde/anden straf enten annulleret eller reduceret, mens 10 på

forskellig vis giver udtryk for ønsket om, at politiet skulle tage dem/deres sag alvorligt. De resterende fordeler

sig på en bred vifte af ønsker; nogle ønsker en forklaring på politiets handlemåde, og 3 ønsker de involverede

politifolk straffet/fyret.

Overordnet har hovedparten af klagesagerne baggrund i en form for “systemkritik”: Respondenterne mener,

at politiet har handlet forkert, og de ønsker med deres klage at medvirke til at korrigere dette fremadrettet,

således at andre ikke skal opleve det samme. I alt har 72 pct. af respondenterne angivet dette som (en del

af) motivet for at klage.19 Det er et mindretal, 46 pct., der ønsket individuelle politifolk straffet og/eller ret

tesat. Flere af de interviewede har berørt dette:

“Jeg havde håbet for det første, at de fremadrettet måske ville komme med en undskyldning.

Sige, at det var forkert, bare et eller andet

(...)

Det er lidt det, jeg forbinder DUP med, det er, at

Antal

375

Pct.

Dette er alene respondenter, der har angivet, at de “ønskede at gøre politiets ledelse opmærksom på, at der var

foregået noget forkert” og/eller at “de ville sørge for, at politiet ændrede adfærd en anden gang”.

‘

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

de siger, når politiet skal stramme op. Jeg mener ikke, betjentene behøver skulle blive fyret

eller betale en masse erstatning, det havde været nok bare at sige, at det varforkert”

“Jeg havde ikke nogle andre forventninger, andet end jeg bare skulle få en bekræftelse på, at

nogen ville tage en samtale med hende (betjenten). Og hvad der skulle ske, og hvad samtalen

skulle gå ud på, det var jeg ligeglad med. Mit eneste formål var, at hun skulle vide, at det ikke

var okay, og jeg håbede måske også, at hun skulle få lov til at lytte samtalen igennem, sådan

at hun kunne høre sig selv. Men det ved jeg ikke, om hun fik lov til (griner). Det, tror jeg, kunne

være en god ting, at de selv får lov til at høre det. For nogen gange kan man jo ikke høre selv,

at man måske har haft en dårlig dag.”

Som man kunne forvente, er det først og fremmest de interviewpersoner, hvis klagesager ifølge dem selv

drejede sig om politiets overtrædelse af lovgivningen, der ønsker straf: 30 pct. af dem, der klagede over

politiets overtrædelse af færdselsloven, ønsker at se politipersonalet straffet, og det samme gør 43 pct. af

dem, som har klaget over politiets overtrædelse af andre love. Det er bemærkelsesværdigt, at det heller ikke

blandt denne gruppe af klagere er flertallet, som ønsker, at deres klage skal udløse en egentlig straf til de

politifolk, de klager over.

Da respondenterne har haft mulighed for at afgive mere end ét svar, er det også af interesse at se, hvor

mange der udelukkende ønskede et individuelt ansvar placeret. Her gælder det, at 5 pct. angav som deres

eneste ønske, at de involverede politifolk blev straffet, mens ligeledes 5 pct. kun ønskede politipersonalet

irettesat. Samlet set ønskede 12 pct. af respondenterne, at deres klage udelukkende skulle føre til straf til

og/eller irettesættelse af politifolkene.20

3.5. AFGØRELSERNE

Når det gælder afgørelserne i klagesagerne, findes der to kilder at støtte sig til: deTs Politiklagemyndighedens

opgørelse af udfaldet af de enkelte sager, dels de interviewedes egen vurdering af, hvad der kom ud af kla

gesagen. Som tidligere nævnt har Politiklagemyndigheden ikke nogen opgørelse af afgørelser truffet i dispo

sitionssagerne, men for de øvrige sagstyper findes en detaljeret opgørelse. Det fremgår af denne, at langt

hovedparten af de klager, der indgår i undersøgelsen, ender med, at klager ikke får medhold.

pct. Ønskede altså både straf og irettesættelse.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 3.7: Politiklagemyndighedens opgørelse of klagesagerne, der indgår i interviewundersøgelsen —fordelt på katego

rier og efter, hvorvidt klager harfået medhold eller ej.

Kritik

Tiltale-

Forholdet

Ikke med-

I alt

grundlag

beklaget

hold

Adfærdssager (ekskl. notitssager)

129

141

Straffesager

147

143

Færdseissager

Ialt

324

306

Det fremgår af tabel 3.7, at der er blevet udtalt kritik/fundet påtalegrundlag mod polititjenestemænd i 13

sager i alt ud af 324, svarende til lige under 4 pct. af klagesagerne. Hvis man medregner de sager, hvor der

ikke er rejst individuel kritik af politifolk, men hvor forholdet er beklaget mere generelt, stiger “medholdsra

ten” til lidt under 6 pct.

Ser vii stedet på respondenternes egen oplevelse af, hvorvidt de har fået medhold i deres klage, bliver bille

det lidt vanskeligere at overskue. En del af de interviewede mener slet ikke at have modtaget nogen afgørelse

vedr, deres klage: Blandt dem, hvis klage er behandlet af Politiklagemyndigheden, siger 10 respondenter, at

der intet er sket efter deres klage, mens yderligere 3 fortæller, at klagen er indgivet gennem deres advokat,

og at de ikke har hørt noget om afgørelsen. Særlig blandt dem, der selv oplyser, at deres klage er behandlet

af Politidirektøren, 132 i alt, er der mange, som slet ikke mener at have fået svar: 54 respondenter svarer nej

til spørgsmålet: “Har politidirektøren har afgjort din klagesag?”

Opgørelsen vanskeliggøres yderligere af, at en del respondenter har en anden opfattelse af, hvordan deres

sag er behandlet, end det fremgår af den officielle kategorisering: Således mener hele 99 respondenter, hvis

sager er rubriceret som Dispositionssager, at det er Politiklagemyndigheden, som har behandlet og afgjort

sagen. Tilsvarende er der ifølge Politiklagemyndigheden hele 115 sager, der er blevet behandlet som notits-

sager, men kun 50 af respondenterne oplyser selv at være blevet tilbudt en samtale med en overordnet i

politiet. Den sidstnævnte gruppe har ikke modtaget nogen formel afgørelse på klagen da samtalen med

den overordnede i politiet træder i stedet for en afgørelse. Alligevel er der en del respondenter i denne

gruppe, som selv mener, at de har fået en afgørelse, heraf en del, som mener at have fået medhold i klagen,

som illustreret af kvinden i eksemplet herunder:

—

“De ringede til mig nogle uger senere, og der havde de lyttet samtalen igennem

(...)

og så gav

de mig ret i sagen. Så sagde de, at jeg også kunne gå et trin videre i sagen, fordi [betjenten]

havde været så uhøflig

(...)

Jeg mener, at der var nogle grader idet, så jeg kunne gå til en eller

anden anklager, men det ønskede jeg så ikke (...)jeg synes, at det var et rigtig fint forløb, og

for det første er det rigtig fint, at man kan klage på den måde, og at de ligesom ringede til mig

og gav mig ret.”

I opgørelsen af udfaldet af klagerne (tabel 3.8, 3.9 og 3.10) er sager, deraf myndigheden er klassificeret som

notitssager og som altså ikke har fået nogen egentlig afgørelse på deres klage udeladt.

—

Ser vi alene på dem, der selv angiver at have fået afgjort klagen af Politiklagemyndigheden, er der langt flere,

som mener at have fået medhold i deres klage, end den officielle opgørelse viser, se tabel 3.8.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 3.8 Svar på spørgsmålet: “Hvad blev resultatet af klagesagen?” blandt de interviewede, som selv angiver at have

fået behandlet sagen af Politiklagemyndigheden eksklusive klager rubriceret sam notitssager.

—

Politiklagemyndigheden har kritiseret den måde, politiet optrådte på

Politiklagemyndigheden afviste sagen, fordi der var modstridende forklaringer i sagen

Politiklagemyndigheden afviste sagen, fordi de ikke mente, at politiet havde gjort noget for-

kert

Politiklagemyndigheden afviste sagen af andre grunde, f.eks. forældelse

I alt

Antal

183

Pct.

321

Ser vi i stedet på de få straffesager, der ifølge de interviewede er afgjort af Statsadvokaten, er billedet

det omvendte: kun 2 sager er endt med, at der er indledt en straffesag mod politifolkene, se tabel 3.9.

—

Tabel 3.9 Resultatet af klagesagen blandt de interviewede, som selv angiver at have fået behandlet sagen afStatsadvo

katen eksklusiv flotitssager

—

Statsadvokaten har indledt en straffesag mod de involverede politifolk

Statsadvokaten har afvist klagen, og så er der ikke sket mere

Statsadvokaten har afvist klagen, og så tog Politiklagemyndigheden den op igen

I alt

Antal

Pct.

100

Da besvarelser vedrørende statsadvokatafgørelser som nævnt kun udgør en brøkdel af, hvad de burde i for

hold til Politiklagemyndighedens opgørelser, skal man næppe lægge for meget i dette resultat. Hvis man slår

de to sagskategorier sammen, angiver respondenterne altså at have fået medhold i 35 ud af 349 klagesager

(10 pct.), når dispositionssager og notitsager udelukkes hvilket er næsten det dobbelte af, hvad Politiklage

myndighedens opgørelse viser, selv når sager, hvor “forholdet beklages” uden konkret kritik, medregnes.

—

Blandt dem, der har fået sagen afgjort af Politidirektøren, er det også 16 pct., der oplever at have fået med

hold, hvis man også her udelukker de sager, der ifølge Politiklagemyndighedens opgørelse er løst via notits-

sagsbehandling, se tabel 3.10.

Tabel 3.10: Resultatet af klagesagen blandt de interviewede, som selv angiver at have fået behandlet sagen af Politidi

rektø ren eksklusiv notitssager

—

Antal

PolitidirektØren beklagede, hvad der var sket

PolitidirektØren afviste klagen

Andet

Ialt

Pct.

Da Politiklagemyndigheden ikke har nogen opgørelse over udfaldet af dispositionsklagerne, er det ikke muligt

at vurdere, om de interviewedes opfattelse af medhold svarer til den faktiske andel af klagerne, der ender

med en beklagelse. Da er samtidig er mange, som slet ikke mener at have modtaget en afgørelse fra Politidi

rektøren, skal også dette resultat vurderes med varsomhed.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Det overordnede billede er dermed, at det ifølge den officielle opgørelse kun er en lille del af klagerne i

adfærds- og straffesagerne, i alt 6 pct., der har fået medhold.21 Ser man på oplevelsen blandt denne gruppe

respondenter, mener 10 pct. selv, at de har fået medhold. Inkluderer vi respondenter med dispositionssager,

stiger andelen, som har oplevet medhold til 12 pct., og inkluderer vi tillige de notitssager, som responden

terne selv mener, at der er truffet formel afgørelse i, stiger andelen yderligere: blandt de 438 respondenter,

som har besvaret spørgsmål om, hvad afgørelsen blev i deres sag, mener 18 pct., at de har fået medhold i

form af, at Politiklagemyndigheden har udtalt kritik, at statsadvokaten har indledt en straffesag, eller at Po

litidirektøren har beklaget hændelsen.

3.5.1.

NOTITSSAGERNE

Ud over de egentlige afgørelser er der som nævnt en del sager, i alt 115, der ifølge Politiklagemyndighedens

opgørelse er løst ved notitssagsbehandling. Som nævnt ovenfor er der her stor forskel på den officielle stati

stik, og hvad respondenterne selv oplyser. Kun 50 af de interviewede oplyser, at de fik tilbudt en samtale

med en overordnet i politiet.22 38 af disse har besvaret en række spørgsmål om deres oplevelse af samtalen,

se tabel 3.11.

Tabel 3.11 Svar på spørgsmål vedr, samtalen med den overordnede i politiet: “Hvor enig eller uenig er du i at...” (besva

relser i pct., ubesvarede udeladt)

Helt enig

du fik lejlighed til at forklare

din opfattelse af sagen? fn=37)

din klage blev taget alvorligt? (n=36)

Enig

Hverken

enig eller

uenig

Uenig

Helt

uenig

I alt

101

100

Stort set alle respondenterne angiver at have fået lejlighed til at forklare deres egen opfattelse af sagen,

mens lige over halvdelen, 54 pct., føler, at deres klage blev taget alvorligt.

Som det fremgår af tabel 3.12, mener 70 pct., at de kun i ringe grad eller slet ikke fik nogen forklaring på

politiets handlemåde.

Tabe! 3.12: Svar på spørgsmål vedr, samtalen med den overordnede i politiet: “I hvor høj grad synes du, at...” i pct. (n=36)

(høj grad

duiløbetaf samtalen fiken forklaring på, hvor-

for politiet havde handlet, som de gjorde?

forklaringen på politiets handlemåde var til-

fredsstillende?

nogen

grad

I ringe

grad

Nej, slet

ikke

I alt

100

101

Inklusive sager, hvor forholdet er beklaget mere generelt.

En del af de

interviewede

har givet individuelle svar på en række af de andre spørgsmål, som tyder på, at også de

har haft en samtale med en overordnet, men de et af spørgeskematekniske grunde ikke blevet stillet spørgsmål om

denne samtale. Det drejer sig om Ca. 10 personer, så under alle omstændigheder er andelen, der selv mener at have

deltaget i notitsbehandling, væsentlig lavere end de officielle tal.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Alle respondenter er desuden blevet spurgt, om de fandt forklaringen på politiets handlemåde tilfredsstil

lende, og her er der angivet 73 pct., at forklaringen slet ikke eller kun i ringe grad var tilfredsstillende.

De uddybende interviews tyder på, at de politifolk, som står for samtalen med klager i notitssagerne, be

handler dem meget forskelligt. Én fortæller, at politilederen på den ene side påstod slet ikke at kende sagen,

samtidig med, at han i samtalens løb afslørede kendskab til detaljer, som klager ikke var kommet ind på:

“Han var meget afvisende og fuldstændig kølig overfor, hvad vi sagde og vores synspunkter

(...)

han havde ikke nogen indsigt i sagen, for det måtte han ikke have, så han ikke var forud-

bestemt eller et eller andet kaldte han det. Så han måtte ikke vide noget om sagen, og så

skulle jeg bare fremlægge den.”

—

En anden fortæller, at hun nogle uger efter indgivelse af klagen bliver ringet op af en overordnet

politiet,

som gennemfører en notitssamtale med det samme uden at klager på forhånd er varslet om opringningen:

—

“Man kan måske sige, at det var en lidt sjov måde, at det var en meget uformel snak

(...)

han

har jo ligesom fået sagen ind og har snakket med betjenten, ikke, og så snakker han med mig.

Hvis man nu var meget sortseende omkring det, så kunne det jo lige så godt bare være: ‘jamen

det skal jeg gøre, så derfor ringer jeg til denne her person og høre hendes historie’, mens de

tænker ‘ja, ja, det er bare en eller anden dum trunte, som har en eller anden holdning til, hvor

dan vi udfører vores arbejde, men vi ved bedst selv, hvordan vi gør’. Det ville jo være en nederen

version, hvis man kan sige det på den måde. Og det har jeg jo ikke nogen mulighed for at vide,

fordi at han jo er i kontakt med den betjent, og fordi at det virkede uformelt. Hvis han nu havde

været mere: ‘jeg vil gerne have svar på de og de ting, og helt konkret, hvordan synes du så, han

skulle have tacklet situationen, og hvad skulle der ligesom’ —ja, så havde det måske virket på

en anden måde.”

Respondenterne er endelig blevet spurgt om, hvor tilfredse de samlet set er med forløbet af notitssagsbe

handlingen, jf. tabel 3.13.

Tabel 3.13: Svar på spørgsmålet: “Samlet set, hvor tilfreds er du så med forløbet af samtalen med den overordnede i

politiet?” i

pct. (n=38)

Vil du sige, at du er...

Meget til-

freds

Temmelig

tilfreds

Mindre til-

freds

Slet ikke

tilfreds

I alt

100

Samlet set er over halvdelen, 58 pct., tilfredse eller meget tilfredse med samtalen med den overordnede

polititjenestemand. Det svarer nogenlunde til andelen, der oplever, at deres klage blev taget alvorligt. På den

anden side er det under en tredjedel, der mener, at de fik en forklaring på politiets handlemåde og ligeledes

under en tredjedel, der fandt forklaringen tilfredsstillende. Den mest nærliggende tolkning er, at selve det at

få lejlighed til at fortælle sin version af sagen har stor betydning for tilfredsheden. Da kun 14 pct. er uenige i,

at de fik lejlighed til at forklare sig, og det samlede antal besvarelser er så lille, kan dette dog ikke nærmere

vurderes. Det kan også tænkes, at en del af denne gruppe respondenter uanset at de godt selv er klar over,

at de har deltaget i notitssagsbehandling simpelthen oplever, at de har fået medhold i deres klage.23

—

Dette var, som beskrevet tidligere, oplevelsen hos en stor del af de respondenter, hvis sager ifølge Politiklagemyn

digeden er behandlet som notitssager, men som ikke selv var klar over dette. Da folk, som selv har oplyst, at de deltog

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

3.6.

KLAGERNES VURDERING AF SAGSBEHANDLINGEN

Som det er fremgået ovenfor, mener langt hovedparten af de interviewede, at det er Politiklagemyndighe

den, der har behandlet deres sag og truffet afgørelse. Da formålet med den foreliggende undersøgelse er at

belyse klagernes vurdering af myndigheden, forekommer det mest rimeligt at følge interviewpersonernes

opfattelse, også i tilfælde hvor myndighedens indsats har været begrænset (feks. i nogle dispositionssager,

som af interviewpersonerne opfattes anderledes).24 I dette afsnit vil der blive nærmere redegjort for de in

terviewedes opfattelse af sagsbehandlingen hos Politiklagemyndigheden, Statsadvokaten og politikredsene.

3.6.1.

SAGSBEHANDLINGEN HOS POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN

I det følgende ser vi alene på de respondenter, som selv mener, at det er Politiklagemyndigheden, der har

afgjort deres klagesag respondenter, der har oplyst, at det er Statsadvokaten eller politidirektøren, som

afgjorde sagen, samt respondenter, der selv har oplyst, at deres sag var genstand for notitsbehandling, indgår

ikke.

—

Tabel 3.14: Svar på spørgsmål vedr. sagsbehandlingen blandt dem, der mener at have fået behandlet klagen af Politi

klagemyndigheden: “Hvor enig eller uenig er du i at

(be5varelser i pct.).

Helt

enig

Enig

Hverken

enig el-

ler

uenig

Uenig

Helt

uenig

Ved

ikke!

uoplyst

I alt

politiklagemyndigheden tog din

klage alvorligt (n=425)

du fik mulighed for at give alle

nødvendige oplysninger i forbin-

delse med din klage (n=450)

politiklagemyndigheden

tog parti for politiet (n=450)

politiklagemyndigheden tog parti

for dig som klager (n=450)

politiklagemyndigheden gjorde,

hvad de kunne, for at komme frem

til en retfærdig afgørelse (n=403)

afgØrelsen var skrevet i et

letforstaeligt sprog (n=450)

101

100

Som det ses af tabel 3.14, føler halvdelen af klagerne (48 pct.), at deres klage blev taget alvorligt, mens 40

pct. er af den modsatte opfattelse. To tredjedele, 63 pct., mener, at de har fået mulighed for at give alle

nødvendige oplysninger, hvilket for mange af de interviewede var meget vigtigt:

i en samtale med en overordnet i politiet, ikke er blevet spurgt om afgørelsen i deres sag (da der formelt set ikke er

nogen afgørelse), kan dette ikke undersøges nærmere.

Da det samtidig er således, at efterforskningen

i såvel adfærds- som straffesager gennemføres at Politiklagemyndig

heden, og at Politiklagemyndigheden normalt medsender en vurdering af påtalespørgsmålet i stratfesager til Statsad

vokaten, er det langt hen ad vejen Politiklagemyndighedens sagsbehandling, der vurderes også

straffesager.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

SP: Har du nogen anbefalinger til DUP’en?25

“Altså, det mindste, de kan gøre, det er da at tage et møde med klager og virkelig sikre sig, at

de har forstået, hvad der er foregået

(...)

og sikre sig at de har fået alt med, inden de træffer

en afgørelse. Der mangler nogen grundighed. Der mangler et samarbejde med den, der klager,

og som er blevet forurettet.”

Når det gælder selve behandlingen af klagen, er opfattelsen heller ikke positiv: 58 pct. mener, myndigheden

tog parti for politiet, mens kun 9 pct. føler, at myndigheden tog parti for dem som klagere, og under hver

fjerde, 22 pct., mener, at Politiklagemyndigheden gjorde, hvad den kunne for at nå den mest retfærdige

afgørelse.

Langt hovedparten af dem, der har en mening om sproget i den afgørelse, de har modtaget, synes, det var

let at forstå. Til gengæld er forståelsen for afgørelsens indhold ikke så stor blandt de interviewede, se tabel

3.15

Tabel 3.15: De interviewedes grad afforståelse for afgørelsen i deres sag ved Politiklagemyndigheden (svar i pct., n—385)

I høj

nogen

grad

hvor høj grad synes du, at det var let at forstå,

hvorfor afgørelsen

din sag blev som den blev?

grad

I ringe

grad

Nej, slet

ikke

I alt

101

68 pct. har ringe eller ingen forståelse for den afgørelse, der er truffet. Klagerne er også blevet spurgt om

deres generelle tilfredshed med behandlingen af klagen, se tabel 3.16.

Tabel3.16: Svar på spørgsmålet: “Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din kloge?” blandt dem, der mener at

have fået behandlet klagen af Politiklagemyndigheden (svar i pct., n=432).

Meget til-

freds

Tilfreds

Utilfreds

Meget util-

freds

I alt

101

Vil du sige, at du er...

Der er en stor overvægt af utilfredse —74 pct.

utilfredse.

—

og halvdelen

af alle respondenter erklærer sig endda meget

3.6.2.

SAGSBEHANDLINGEN HOS STATSADVORATEN

Det er kun et lille antal af de interviewede, 24 i alt, der har svaret på spørgsmål om sagsbehandlingen hos

Statsadvokaten. Som det vil fremgå af dette afsnit, er vurderingen af Statsadvokaten umiddelbart mere ne

gativ, men grundet det lille antal besvarelser må svarene vurderes med forsigtighed. Hertil kommer, at selve

efterforskningen af straffesager ligger hos Politiklagemyndigheden, så besvarelserne her handler altså til dels

om myndighedens arbejde.

DUP: en forkortelse af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som benyttes af nogle af de interviewede klagere og

stort set alle interviewede politifolk.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 3.17: Svar på spørgsmål vedr. sagsbehandlingen blandt dem, der mener at have fået behandlet klagen af Stats-

advokaten: Hvor enig eller uenig er du i at (besvarelser i pct., n=24).

...

Helt

enig

Enig

statsadvokaten tog din klage al-

vorligt

du fik mulighed for at give alle

nødvendige oplysninger i forbin

delse med din klage

statsadvokaten

tog parti for politiet

statsadvokaten tog parti for dig

som klager

statsadvokaten gjorde, hvad de

kunne, for at komme frem til en ret

færdig afgørelse

afgørelsen var skrevet i et

letforståeligt sprog

Hverken

enig el-

ler

uenig

Uenig

Helt

uenig

Ved

ikke!

uoplyst

I alt

101

100

Som det fremgår af tabel 3.17, er ingen af de interviewede uenige i, at Statsadvokaten tog parti for politiet,

og ingen mener, at der blev taget parti for dem som klagere. Der er ingen betydende forskel i vurderingen af

Statsadvokatens og Politiklagemyndighedens bestræbelser på at komme frem til en retfærdig afgørelse, og

heller ikke forskel på vurderingen af sproget i afgørelsen. Sagsbehandlingstiden opleves en anelse længere,

hvilket er forventeligt, fordi Politiklagemyndigheden efterforsker og derefter oversender til Statsadvokaten.

77 pct. af de interviewede er utilfredse eller meget utilfredse med sagsbehandlingstiden.

Stort set alle interviewede mener, at det var vanskeligt eller umuligt at forstå, hvorfor afgørelsen i deres sag

blev som den blev, se tabel 3.18.

Tabel 3.18: De interviewedes grad afforståelse for afgørelsen i deres sag ved Statsadvokaten (svar i pct., n=24).

I høj grad

hvor høj grad synes du, at det var let at forstå,

I nogen

grad

I ringe

grad

Nej, slet

ikke

I alt

hvorfor afgørelsen i din sag blev som den blev?

101

Som det fremgår aftabel 3.19, er den generelle tilfredshed med klagens behandling hos Statsadvokaten lige

ledes meget ringe 84 pct. af de interviewede er utilfredse eller meget utilfredse.

—

Tabel 3.19: Svar på spørgsmålet: “Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?” blandt dem, der mener at

have fået behandlet klagen afstatsadvokaten (svar i pct., n—24).

Vil du sige, at du er...

Meget til-

freds

Tilfreds

Utilfreds

Meget util

freds

I alt

101

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

3.6.3.

SAGSBEHANDLINGEN VED POLITIDIREKTØREN

Som tidligere nævnt, findes der ikke nogen officielle opgørelser af, hvordan dispositionssagerne er blevet

afgjort, da disse behandles af den lokale politidirektør. Det fremgik også tidligere, at en del af responden

terne slet ikke mente, at deres dispositionssag var blevet afgjort.26 Der er dog 55 respondenter, som mener

at have modtaget en afgørelse fra politiet/politidirektøren. Deres opfattelse af sagsbehandlingen er gengi

vet i tabel 3.20.

Tabel 3.20: Svar på spørgsmål vedr. sagsbe handlingen blandt dem, der mener at have fået behandlet klagen af politi-

direktøren: Hvor enig eller uenig er du i at (besvarelser i pct., n=55).

...

Helt

enig

Enig

Hverken

enig el-

ler

uenlg

Uenig

Helt

uenig

Ved

ikke!

uoplyst

I alt

politiet tog din klage alvorligt

du fik mulighed for at give alle

nødvendige oplysninger i forbin-

delse med din klage

politiet tog parti for politiet

politiet tog parti for dig som

klager

politiet gjorde, hvad de kunne, for

at komme frem til en retfærdig af-

gørelse

afgørelsen var skrevet i et

letforstaeligt sprog

100

101

Besvarelsen af spørgsmålene vedr. politidirektørens behandling af klagesagerne ligger tæt op ad de fordelin

ger, vi så vedr. Politiklagemyndigheden: 40 pct. er enige i, at deres klage blev taget alvorligt, og 73 pct. ople

vede, at de fik mulighed for at give alle relevante oplysninger i forbindelse med klagen. Tre ud af fem ople

vede, at der blev taget parti for politiet, mens kun hvertiende oplevede, at der blev taget parti for ham/hende

som klager. Også her mener flertallet, at afgørelsen var skrevet, så den var til at forstå, men to ud af tre er

uenige eller meget uenige i, at politiet gjorde, hvad de kunne for at nå en retfærdig afgørelse. Som det frem

går af tabel 3.21 er det stort set samme andel, som har ringe eller ingen forståelse for afgørelsens udfald.

To bel 3.21: De interviewedes grad afforståelse for afgørelsen i deres sag ved Palitidirektøren (svar i pct., n=52).

høj

grad

I hvor høj grad synes du, at det var let at forstå,

hvorfor afgørelsen i din sag blev som den blev?

nogen

grad

I ringe

grad

Nej, slet

ikke

alt

100

På trods at, at kun klagere,

der

havde

fået afgjort

sagen, et blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Også den samlede tilfredshed med klagens behandling hos politiet ligger tæt på, hvad vi så vedr. Politikla

gemyndigheden; 68 pct. er utilfredse eller meget utilfredse, se tabel 3.22.

Tabel3.22: 5varpå spørgsmålet: “Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?” blandt dem, der mener at

have fået behandlet klagen afPolitidirektøren (svar i pct., n—53).

Meget til-

freds

Vil du sige, at du er...

Tilfreds

Utilfreds

Meget util

freds

alt

100

66 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med sagsbehandlingstiden ved Politidirektøren.

ER DER BETYDENDE FORSKELLE I VURDERINGEN AF DE TRE MYNDIGHEDER?

Som det fremgår ovenfor, ligger vurderingen af Politidirektørens og Politiklagemyndighedens sagsbehandling

ret tæt op ad hinanden, mens Statsadvokaten vurderes noget mere negativt. Man skal her være opmærksom

på, at indholdet i sagerne er forskelligt, og at dette kan påvirke vurderingen af sagsbehandlingen. Der er dog

under alle omstændigheder kun et enkelt forhold, hvor forskellen er statistisk signifikant, se tabel 3.23.

Tabel 3.23: Respondenternes grad af forståelse for afgørelsen i deres sag, fordelt efter, hvilken myndighed de mener,

der har truffet afgørelsen (svar i pct. i parentes)

3.6.4.

Statsadvokaten

I høj eller nogen grad

I ringe grad eller slet ikke

Politiklagemyndigheden

124

(13)

(82)

(101)

(32)

261

(68)

385

(100)

Chi 4,098, df=1, p<O,05

I alt

127

(31)

282

(69)

409

(100)

Det fremgår af tabel 3.23, at kun 13 pct. af dem, der har modtaget en afgørelse fra Statsadvokaten, har

forståelse for, hvorfor afgørelsen blev, som den blev. For Politiklagemyndighedens vedkommende er denne

andel 32 pct., altså en væsentlig mindre negativ vurdering.27

Hvad den generelle tilfredshed angår, erklærer 27 pct. af dem, der har fået afgjort klagen af Politiklagemyn

digheden, sig tilfredse eller meget tilfredse, mod 32 pct. af dem, der har modtaget afgørelse fra Politidirek

tøren og 17 pct. af dem, der har modtaget afgørelse fra Statsadvokaten. Denne forskel er ikke statistisk sig

nifikant.

På baggrund af den lave grad af tilfredshed ville det være nærliggende at tro, at mange af klagerne ville mene,

at deres klage havde været spild af tid. I et forsøg på at vurdere dette, er de interviewede stillet spørgsmålet,

om de ville have klaget, selv om de på forhånd havde vidst, hvad der ville komme ud af klagen? Her svarer to

tredjedele 63 pct. at de helt sikkert havde klaget alligevel, og yderligere 11 pct. tror, de ville have klaget.

10 pct. tror ikke, de ville have klaget, mens 16 pct. er sikre på, at de ikke ville have klaget. Det gør ingen

signifikant forskel, hvem der har truffet afgørelse i sagen, og heller ikke notitssagerne adskiller sig markant

fra resten.

—

Forskellen

i forhold

til tabel 3.15

(32

pct. over for 33 pct.) skyldes procentaftunding

i tabel 3.23.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

ER POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN UAFHÆNGIG?

De interviewede er afslutningsvis blevet spurgt om, hvad de ved om Politiklagemyndighedens formelle sta

tus, se tabel 3.24.

Tabel 3.24: lnterviewpersonernes svar på spørgsmålet: “Ved du, om der er en forbindelse mellem Politiklagemyndighe

den, politiet og Justitsministeriet?” i procent (n=651).

Politiklagemyndigheden

Ved ikke, vil ikke svare

Andet

Ialt

er en afdeling under politiet

er en afdeling under anklagemyndigheden

er en afdeling under Justitsministeriet

er uafhængig af politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet

Pct.

3.6.5.

Som det ses, mener flertallet af de interviewede, 58 pct., at Politiklagemyndigheden er en uafhængig myn

dighed, mens 17 pct. mener, den er en afdeling under politiet. Nogle af de interviewede har selv nævnt uaf

hængigheden som vigtig:

“Det var faktisk det, sam ligesom var trygheden for mig, det var, at jeg vidste, at de [Politikla

gem yndigheden] sad oppe på, de har adresse på Banegårdspladsen her i Aarhus, det ligger et

helt andet sted i byen. Og ved det, at det kom et helt andet sted hen, så vidste jeg at der ligesom

var en snor at holde i med den sag.”

Ganske mange, hver syvende, har valgt ikke at svare på spørgsmålet, hvilket kunne tyde på, at de er usikre

på, hvordan Politiklagemyndigheden er organiseret. De 2 procent, som har svaret “andet”, har stort set alle

tilkendegivet, at de var klar over, at der er tale om en uafhængig myndighed, men at de alligevel mener, den

er for tæt på politiet: “den skulle være uafhængig, men jeg føler ikke, den er

det”,

“den skulle være uafhængig,

men da det er gamle betjente, som sidder i klagemyndigheden, er den ikke uafhængig.” Netop spørgsmålet

om en del af personalets baggrund som tidligere politifolk er også blevet berørt i nogle af interviewene:

“Jeg havde godt hørt om dem, men jeg har altid været meget skeptisk overfor dem, fordi det

erjo tidligere politifolk, sam skal sidde og køre sag imod egne folk, og det ved jeg da også godt

selv inde fra militæret, at det kommer da aldrig til at ske

f...)

Det er tidligere politifolk, som

undersøger politiet selv, og allerede dér så slår det fuldstændig fejl i min optik. Det skal nær

mest være politi-hadere, som sidder i en politiklagemyndighed, der kun har ét formål, og det

er at være på borgerens side.”

Det samlede resultat er altså, at flertallet blandt klagerne anser Politiklagemyndigheden for at være uaf

hængig, samtidig med, at de (som vist i tabel 3.14 ovenfor) mener, at myndigheden i den konkrete sagsbe

handling har taget parti for politiet. Dette afspejler formodentlig, at mange klagere skelner mellem vurderin

gen af myndigheden mere generelt, og så vurderingen af, hvordan den konkrete sag er behandlet: Blandt

dem, der opfatter Politiklagemyndigheden som uafhængig, mener 57 pct., at myndigheden tog parti for po

litiet i den konkrete afgørelse.

DEN SAMLEDE TILFREDSHED

Ser vi på besvarelserne under ét, er der en række spørgsmål, som alle respondenter har besvaret, herunder

spørgsmål om sagsbehandlingstid og generel tilfredshed med behandlingen af klagen.

3.6.6.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Sagsbehandlingstiden varierer ifølge respondenterne mellem 0 og 36 måneder med et gennemsnit på 7

måneder. Halvdelen af sagerne er afgjort på 5 måneder eller derunder, men kun 41 pct. af respondenterne

er tilfredse eller meget tilfredse med sagsbehandlingstiden. Som man ville forvente, stiger utilfredsheden

med den oplevede behandlingstid, se tabel 3.25.

Tabel 3.25: Tilfredshed med sagsbehandlingstiden set iforhold til den oplevede behandlingstid

(n=470)

—

flotitssa get undtaget

0-3 måneder

4-6 måneder

7-12 måneder

13-24 måneder

25-36 måneder

Tilfreds/meget tilfreds

Utilfreds/meget utilfreds

I alt

100

Til sammenligning har de respondenter, der selv mener at have deltaget i notitssagsbehandling, oplevet en

væsentlig kortere sagsbehandlingstid: 61 pct. angiver, at der gik op til en måned, fra de indgav klagen, til de

deltog i samtalen, og 79 pct. angiver sagsbehandlingstiden til 3 måneder eller derunder. I denne gruppe er

56 pct. tilfredse eller meget tilfredse med sagsbehandlingstiden.

Samlet set er 73 pct. af respondenterne utilfredse eller meget utilfredse med behandlingen af deres klage.

Også her skiller notitssagerne sig ud: blandt de 115 sager, som af Politiklagemyndigheden er rubriceret som

notitsbehandlet, er 48 pct. utilfredse eller meget utilfredse med den overordnede behandling af deres klage.

Blandt de 50 respondenter, som

selv

har angivet, at deres sag er notitsbehandlet, er 58 pct. utilfredse. Vi

vender tilbage til en nærmere analyse af dette forhold i kapitel 5.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 4: FRA POLITIKLAGENÆVN TIL POLITIKLAGEMYN

DIGHED EN SAMMENLIGNING MELLEM FØR OG NU

Som det er fremgået indledningsvis, findes der kun meget begrænsede muligheder for at bedømme, hvordan

de, der klager over politiet, vurderer klagesystemet. Der findes en række rapporter om tidligere politiklage

ordninger, blandt andet Amnesty (2008), men disse har alle fokus på reglerne, herunder særligt spørgsmålet

om det tætte forhold mellem statsadvokater og politi og den dermed forbundne usikkerhed om den uvildige

sagsbehandling. Herudover bygger de primært på en kritisk gennemgang af en række konkrete sager, hvor

det menes, at der kan rejses tvivl om afgørelserne.

Der findes dog én såkaldt “brugerundersøgelse” (Bjørnholt & Jørgensen 2008) blandt personer, der har fået

afgjort en klage over politiet i perioden 1/11 2007-1/4 2008, altså i Politiklagenævnsperioden (denne under

søgelse betegnes i det følgende som 2008-undersøgelsen). Spørgeskemaet i den foreliggende evaluering byg

ger i stort omfang på denne tidligere undersøgelse, således at det skulle være muligt at sammenligne resul

taterne.

Som det fremgår mere detaljeret af appendiks A, er der dog flere problemer i forhold til en sådan sammen

ligning:

•

Først og fremmest indgår kun 110 respondenter i 2002-undersøgelsen, hvilket betyder, at det kan være

vanskeligt at finde statistisk signifikante forskelle mellem respondenternes vurderinger i de to perioder.28

For det andet er opgørelsesmåden for nogle af resultaterne (særlig i de tilfælde, hvor respondenter har

kunnet give flere svar på samme spørgsmål) i 2008-undersøgelsen anderledes, end den er i undersøgel

sen fra 20152016.29

For det tredje gælder, at sammenligningen med 2008 alene baserer sig på tabelmaterialet i den publice

rede undersøgelse, hvilket umuliggør en mere dybtgående analyse.

Endelig er der i 2016-undersøgelsen inkluderet respondenter, som har klaget over politiets dispositioner,

hvilket ikke er tilfældet i 2008-undersøgelsen. For at skabe det bedst mulige sammenligningsgrundlag, er

de klagesager, der ifølge Politiklagemyndigheden er kategoriseret som dispositionssager, ikke medtaget

i den analyse, der fremlægges i dette kapitel. Sager, der er behandlet som notitssager, indgår i analysen,

da der i 2008-undersøgelsen indgår sager, der er “forligt i politikredsen”, hvoraf i hvert fald en del må

formodes at være løst gennem en samtale mellem klager og overordnet politipersonale. Udelukkelsen af

dispositionsklagesagerne betyder, at nogle af procentfordelingerne for 2016 vil afvige fra dem, der er

bragt i tidligere kapitler.

•

Med disse forbehold er det min vurdering, at sammenligningen kan give et fingerpeg om, hvorvidt oplevelsen

af klagesystemet har ændret sig væsentligt fra Politiklagenævnstiden til i dag.

4.1.

OPSTARTEN AF KLAGEN

I tabel 4.1 ses de centrale resultater vedr, baggrunden for klagerne.

opnå statistisk signifikans.

Denne undersøgelse vil i det følgende blive kaldt 2016-undersøgelsen.

Når så

få respondenter indgår, skal forskellene mellem deres svar

de to undersøgelser være meget store for at

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

To bel 4.1: Karakteristika ved klagesager, som indgår i hhv. 2008- og 2016-undersøgelsen af respondenternes oplevelse

af behandlingen af klagesagen. (n (2008): mellem 106 og 110; n (2016): mellem 432 og 439). Di5positionsklager ude

ladt.

2008

Hvad karakteriserer dem, som klager?

Andel, som startede klage på eget initiativ

Andel, som ikke fik hjælp med klagen

Andel, som fik hjælp af advokat

Andel mænd blandt klagerne

Andel 20-29 år

Andel 30-49 år

Andel 50-69 år

Andel, som har klaget over politiet før nuværende klage?

Hvad drejede sagen sig om

Politiets adfærd

Færdselslov

Andet

Den oplevede sagsbehandlingstid

Andel af klagerne som er afgjort inden for 6 månederb

n.s.

—

2016

Signifikans

ris.

n.s.

fl.S.

n.s.

ifølge klageren?a

ris.

n.s.

/2016 var der mulighed for at angive mere end ét svar, derfor er totalen for indholdet af klagerne over 100 pct. bDet

er ikke muligt af 2008-undersøgelsen at se, om den sjette måned er inkluderet eller ej grundet overlappende kategorier

i tabellen (Bjørn holt & Jørgensen 2008: tabel 6.17).

Som det ses i tabel 4.1, er der ingen signifikante forskelle på sagerne fra de to perioder. Det er vanskeligt at

sammenligne, hvad den konkrete sag drejede sig om, fordi der i 2016 indgår flere mulige kategorier end i

2008, og fordi respondenterne har fået mulighed for at give flere svar, hvad de ikke havde i 2008. For de

kategorier, det er muligt at sammenligne, er der ingen signifikante forskelle.

Det er ikke muligt direkte at sammenligne respondenternes samlede forventninger/ønsker til, hvad de ville

have ud af klagen. Det skyldes, at en af kategorierne i 2008-undersøgelsen alene angår Statsadvokaten, og

at der indgår væsentlig flere svarkategorier i 2016-undersøgelsen.3°

I 2008 mente 23 pct. af de adspurgte, at de slet ikke havde fået tilstrækkelige muligheder for at afgive forkla

ring i deres sag i 2016 var 22 pct. uenige eller helt uenige i, at de havde fået sådanne muligheder. Vurde

ringen af afgørelserne fremgår af tabel 4.2.

—

Således er der

2008 slet

ikke givet mulighed for at svare

“at sørge for, at politiet ændrer adfærd en anden gang”

eller “at gøre politiets ledelse opmærksom på, at der var foregået noget forkert”. Disse kategorier er medtaget i 2016,

da det vurderedes, at kategorierne anvendt i 2008 var for få og for snævre. Desuden er der

2016 spurgt, hvad kla

gerne ønskede at få ud af klagen, mens formuleringen i 2008 var, hvad de forventede.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 4.2: Klagers oplevelse af den trufne afgørelser i hhv. 2008- og 2016-undersøgelsen, (n (2008): 93 og 100; n

(2016): 344 og 324). Dispositionsklager udeladt.

2008

Andel, som var enige i, at afgørelsen var

skrevet

et letforståeligt sprog

Andel, som slet ikke synes, det var let at forstå,

hvorfor afgørelsen blev, som den blev

2016

Signifikans

n.s.

Heller ikke her er der betydende forskelle på de to undersøgelser, og hovedkonklusionen bliver dermed, at

der grundlæggende ikke er nogen forskel på hverken klagernes baggrund eller deres oplevelse af klagesager

nes forløb og indhold i de to undersøgelser.

Der er til gengæld forskel, når det gælder sagernes afgørelse. Også her er det vanskeligt at sammenligne

direkte mellem undersøgelserne, da 2008-undersøgelsen opererer med 4 mulige afgørelser: Afvist, Forligt i

politikredsen, Tilbagekaldt og Medhold. Særlig vedr. Farligt i politikredsen er det umuligt at vurdere, i hvilket

omfang, klagerne har oplevet dette som en form for medhold. Her kan der f.eks. være tale om, at klager har

fået at vide, at der er taget en samtale med de involverede betjente, at forholdet er beklaget uden konkret

kritik af personalet, samt en række andre udfald. I alt udgør denne type afgørelser 24 pct. af besvarelserne i

2008-undersøgelsen, mens notitsklager udgør 26 pct. af 2016-materialet.

Ingen af klagerne i 2008 har fået formelt medhold af Statsadvokaten, hvor ganske mange af respondenterne

i 2016 oplever at have fået medhold, hvilket må formodes at påvirke deres syn på klagesagens behandling, I

hvilken grad, forskelle i afgørelser i de to undersøgelser kan have påvirket respondenternes holdning til hhv.

Statsadvokat/Politiklagenævn og Politiklagemyndigheden, er det desværre ikke muligt at vurdere på det fo

religgende grundlag.

4.2.

HVAD MENER RESPONDENTERNE OM AFGØRELSERNE?

Den sidste sammenligning mellem de to undersøgelser er sådan set den vigtigste, her gælder det nemlig

spørgsmålet om tilfredshed. Respondenterne har svaret på to spørgsmål herom, nemlig om deres tilfredshed

med sagsbehandlingstiden og deres tilfredshed med sagsbehandlingen i det hele taget, se tabel 4.3.

Tabel 4.3: Tilfredshed med sagsbehandlingstiden og den generelle tilfredshed med klogens behandling i hhv. 2008 og

2016—ipct. (n (2008)=107/107, n(2016)=430/479)

Meget

Tilfreds

Hverken til-

Utilfreds

Meget util-

I alt

tilfreds

freds eller

utilfreds

Tilfredshed med sagsbehandlingstiden

freds

200$

2016

100

Generel tilfredshed med klagens behandling

200$

2016

100

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Sammenligningen31 viser, at det er lidt større tilfredshed med sagsbehandlingstiden i 2016. Hvis andelen af

tilfredse/meget tilfredse sættes over for resten, er 40 pct. tilfredse i 2016 mod 29 pct. i 2008.32 Hvad den

generelle tilfredshed med klagens behandling angår, er der stort lige mange tilfredse i begge undersøgelser

(29 pct.), men andelen af utilfredse/meget utilfredse er højere i 2016: 71 pct. mod 58 pct. i 2008. Dette kan

dog blandt andet skyldes, at der

2016 ikke var mulighed for at svare “hverken tilfreds eller utilfreds”. For at

vurdere styrken af denne forskel, er der gennemført en yderligere, forenklet analyse, hvor meget utilfredse

respondenter (hhv. 40 og 47 pct.) holdes op mod resten. Denne analyse viser, at forskellen ikke er signifi

kant.33

Som tidligere nævnt er der den væsentlige forskel på de to undersøgelser, at ingen af de adspurgte i 2008

oplevede at have fået medhold i deres klage, mens en del af de adspurgte i 2016 oplevede at have fået

medhold. Dette kan have betydning for den generelle tilfredshed med klagebehandlingen. I gruppen, der i

2016

ikke

har oplevet at få medhold, er 55 pct. meget utilfredse med den overordnede behandling af deres

klage (mod 40 pct. i 2008). Denne forskel er statistisk signifikant.34 Der synes altså at være en tendens til, at

gruppen af meget utilfredse er større i 2016. Om denne øgede utilfredshed kan tilskrives omorganiseringen

af klagesystemet, kan undersøgelsen ikke sige noget afgørende om. Der kan tænkes en række andre mulige

forklaringer, som undersøgelserne ikke belyser, f.eks. ændringer i befolkningens tilbøjelighed til at klage i det

hele taget.

4.3.

KONKLUSION PÅ SAMMENLIGNING MELLEM

2008

2016

Den foreliggende sammenligning er foretaget på et meget begrænset grundlag, da brugerundersøgelsen kun

indeholder svar fra 110 adspurgte. Nok så væsentligt er det, at det i 2008 var statsadvokaterne, der, bla.

med hjælp fra Rejseholdet, efterforskede klager over politiet, hvorfor det ikke på daværende tidspunkt gav

mening at spørge, om klagerne oplevede efterforskningen af deres sag som uafhængig af politiet. Der er

derfor alene spurgt om klagernes viden om Politiklagenævnenes sammensætning og formelle status, og her

viser undersøgelsen, at over halvdelen af de adspurgte —54 pct. ikke vidste, hvem der sad i Politiklagenæv

net, og at 43 pct. ikke vidste, om der var forbindelse mellem nævnet, Justitsministeriet og statsadvokaterne.

Kun 11 pct. angav, at Politiklagenævnet var uafhængigt. Der er her en meget stor forskel til 2016-undersø

gelsen, hvor 58 pct. af respondenterne angiver, at Politiklagemyndigheden er uafhængig af politi og Justits

ministerium. Dette resultat må, alt andet lige, betragtes som en succes for den nye myndighed, særlig i lyset

af, at kun 17 pct. af respondenterne angiver, at myndigheden hører under politiet (se tabel 3.24).

—

Til gengæld følges opfattelsen af myndigheden som uafhængig ikke af en større tilfredshed med klagebe

handlingen. Generelt er der ikke de store forskelle på klagesagerne i de to undersøgelser, hvilket bekræfter

konklusionen fra kapitel 2, nemlig at det øgede antal klagesager ikke hænger sammen med betydende æn

dringer i sagernes karakter. Den eneste væsentlige forskel synes at være, at andelen, der er meget utilfredse

med den samlede behandling af deres sag, er større i 2016 end i 2008. I begge undersøgelser er det lidt under

hver tredje, der erklærer sig tilfreds eller meget tilfreds.

2008 er spørgsmålet om generel tilfredshed stillet således: “Hvordan oplever du alt

alt behandlingen af din

klage?”, hvor svarkategorierne går fra “Meget tilfredsstillende”

til “Meget utilfredsstillende”. I 2016 lyder spørgsmålet:

“Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?”, og svarkategorierne går fra “Meget tilfreds” til “Meget

utilfreds”. Der er ikke givet mulighed for at svare Hverken/eller. Forskellen i spørgsmålstormuleringen kan teoretisk

set påvirke svarene, men det er vurderingen, at dette næppe er tilfældet her.

Forskellen er statistisk signifikant (p<0,05).

pt 0,158.

p<0,Ol.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Da ingen af de adspurgte 2008 havde fået medhold i deres klage, kunne man have forventet en lavere grad

af tilfredshed end i 2016, hvor omkring hver tiende oplevede at have fået medhold i straffe- og adfærdskla

gesager, men resultatet er det omvendte. Hvis man i 2016 udelukkende medtager de respondenter, som ikke

oplevede at få medhold, falder andelen af tilfredse til 16 pct., mens andelen af meget utilfredse stiger til 55

pct., hvor den i 2008 var 40 pct. Som nævnt ovenfor kan man ikke uden videre konkludere, at det er over

gangen til Politiklagemyndigheden, som alene er årsag til den øgede utilfredshed, men sammenligningen

viser i hvert fald, at tilfredsheden ikke er steget i kraft af, at Politiklagemyndigheden har overtaget klagebe

handlingen. Dette til trods for, at behandlingen ved Politiklagemyndigheden faktisk synes at have betydet, at

en lidt større andel af klagerne får medhold, særlig i adfærdssager.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL

HVAD AFHÆNGER TILFREDSHEDEN AF?

I det foregående har vi sammenlignet resultaterne af de to undersøgelser, og det er klart, at der i begge

undersøgelser er en overvægt af klagere, som er utilfredse med den samlede behandling af deres klage.

Denne sammenligning siger imidlertid ikke noget om, hvorfor klagerne er utilfredse. I et forsøg på at ind-

kredse dette nærmere, er der på basis af 2016-undersøgelsen gennemført en logistisk regressionsanalyse,

hvor den samlede tilfredshed indgår som den afhængige variabel. Af hensyn til analysen er tilfredsheden

dikotomiseret, således at respondenter, der har erklæret sig tilfredse eller meget tilfredse med sagens be

handling er sammenlignet med resten (der har erklæret sig utilfredse eller meget utilfredse, eller som ikke

har besvaret spørgsmålet).35

Som uafhængige variable er indgået følgende:

•

køn

alder

sagstype

om klager har fået hjælp til at indgive klagen

om klager oplever, at han/hun har fået lejlighed til at give alle relevante oplysninger

om den pågældende har klaget over politiet tidligere

om klager oplever Politiklagemyndigheden som uafhængig eller ej

om klager ønskede de involverede politifolk straffet eller irettesat

om klager Ønskede at fremkomme med systemkritik (at gøre opmærksom på, at der var foregået noget

forkert, uden nødvendigvis at stille individuelle politifolk til ansvar)

om klager har forståelse for, hvorfor afgørelsen blev, som den blev

tilfredshed med sagsbehandlingstiden

om den pågældende oplever, at hans/hendes klage er blevet taget alvorligt

om klager har fået medhold eller ej

De samme analyser er gennemført med respondenterne delt på anden vis: Meget tilfredse mod resten, og meget

utilfredse mod resten. Den her valgte model er den, der har den bedste forklaringskraft.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.1.

Logistisk regressiansanalyse

af hvorvidt man

overordnet er tilfreds med behandlingen

af klagen

set ifar

hold til bag grundsfaktorer og svar på

øvrige spørgsmål

Mand

Kvinde

15-29 år

Aldersgruppe

30-49 år

50-91 år

Dispositionssag

Sagstype ifølge

politiklagemyndigheden

Notitssag

Straffesag inkl, færdsel

Adfærdssag

Ikke fået hjælp

Fået hjælp til klagen?

Ja, affamilie

Ja, af advokat

Klaget over politiet før?

Ønsker politifolk straffet

Ønsker at komme med systemkritik

•

Konfidensinterval

Nedre

Øvre

4,139

2,653

3,054

3,462

4,459

1,374

3,489

1,767

2,155

2,142

4,043

2,745

8,733

12,516

0,443

21,875

39,247

Signifik.

Køn

1,000

1,599

1,000

0,723

0,851

1,000

0,778

1,532

0,442

1,000

0,654

0496

1,000

0,684

1,000

0,849

1,000

1,572

1,000

1,088

1,000

2,830

1,000

4,801

1,000

0,156

1,000

9,419

1,000

0,000***

4,055

0,000***

0,055

O,000***

1,841

0,001**

0,917

0,070

0,431

0,858

0,611

0,348

0,337

0,729

0,217

0,517

0,123

0,139

0,620

0,279

0,175

0,526

0,142

0,742

0,434

0,158

0,197

0,237

0,624

0,8]

0,618

0,333

Nej

Uenig/helt uenig

Enig/helt enig

Nej

I høj, nogen eller ringe grad

Slet ikke

Er Politiklagemyndigheden

uafhængig?

Fået lejlighed til at give alle op-lys-

ninger i sagen uanset myndighed

Oplever at have fået medhold i kla-

gen?

Har forståelse for, hvorfor afgørelsen

i sagen blev, som den blev

Tilfreds med sagsbehandlingstiden?

Utilfreds/meget utilfreds

Tilfreds/meget tilfreds

Uenig/helt uenig

Enig/helt enig

3,600

11,887

Cox & Snell R2

0,457; Nagelkerke R2

0,666. I alt indgår 288 respondenter i analysen.

*Meget tilfredse eller »Tilfredse med behandlingen af deres klage alt i alt.

Oplever klagen taget alvorligt

Det fremgår af tabel 5.1, at modellen kan forklare omkring to tredjedele (67 pct.) af variationen i tilfredshe

den, hvilket er en høj forklaringsgrad. Indledningsvis er det interessant at se på nogle af de variable, som

ikke

har sammenhæng med tilfredsheden.

5.1. DE

IKKE-SIGNIFIKANTE VARIABLE

Det er nogle umiddelbart lidt overraskende resultater i regressionsanalysen i tabel 5.1. For eksempel viser

analysen, at det ikke har nogen selvstændig betydning for tilfredsheden med sagsbehandlingen, om man har

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

klaget over politiet før. Som det er beskrevet i det metodiske appendiks, har ganske mange af responden

terne klaget en eller flere gange tidligere, og med den lave medholdsrate kunne man forestille sig, at denne

gruppe ville være mindre tilfredse. Sammenhængen går da også i denne retning, men den er langt fra at opnå

statistisk signifikans.

Det er også overraskende, at der ikke er signifikant sammenhæng mellem ønsker til sagens resultat og den

generelle tilfredshed. Her var det for eksempel nærliggende at forvente, at de respondenter, som ønskede

et individuelt ansvar placeret i form af kritik eller strafferetlig påtale mod de involverede betjente ville

være mindre tilfredse, fordi det kun er et fåtal af sagerne, der ender på denne måde. Også her ser vi en

tendens i denne retning, men også den er langt fra statistisk signifikans.

—

Af særlig interesse er spørgsmålet om Politiklagemyndighedens uafhængighed, fordi det netop var ønsket

om at signalere uafhængighed, der var et af de centrale mål med etableringen af myndigheden. Heller ikke

her er der nogen signifikant sammenhæng. I tabel 5.2 er sammenhængen vist mere detaljeret.

Tabel 5.2. Tilfredshed med den generelle sagsbehandling fordelt efter opfattelsen af Politiklagemyndighedens status.

Kolonneprocenter i parentes.

en afdeling

under poli-

tiet?

Utiif re d se

en afdeling

under ankla-

gemyndighe-

den?

Er Politiklagemyndigheden...

en afdeling

...en uaf-

Andet?

underiustits- hængig myn-

ministeriet?

dighed

107

(7)

(93)

(100)

Ved ikke/vil

ikke svare

I alt

168

(27)

460

(73)

628

(100)

(17)

(83)

110

(24)

(76)

(100)

(36)

(64)

(100)

(29)

261

(71)

368

(100)

Chi 10,482, df=5, p=O,063.

(30)

(70)

(100)

Heller ikke i den mere detaljerede tabel 5.2 der nogen signifikant sammenhæng mellem tilfredshed og anta

gelser om Politiklagemyndighedens status. Det fremgår her, at andelen af utilfredse er størst blandt dem, der

mener, at Politiklagemyndigheden er en afdeling af politiet. Hvis man

alene

sammenligner tilfredsheden hos

dem, der mener, Politiklagemyndigheden er en afdeling under politiet, og dem, der mener, at myndigheden

er uafhængig, er forskellen i tilfredshed signifikant fp<0,O5). Dette kunne tyde i retning af, at det har en be

tydning for tilfredsheden hos de klagende, at Politiklagemyndigheden er uafhængig af

politiet.

Man skal dog

samtidig være opmærksom på, at forskellen ikke er voldsomt stor (12 pct.-point) det er under alle omstæn

digheder hovedparten af klagerne, der er utilfredse med sagsbehandlingen.

—

DE SIGNIFIKANTE VARIABLE

Fire variable har statistisk signifikant sammenhæng med den overordnede tilfredshed med klagebehandlin

gen: Tilfredsheden er større hos dem, der har oplevet at få medhold i klagen, hos dem, der er tilfredse eller

meget tilfredse med sagsbehandlingstiden, og hos dem, der har oplevet, at deres klage blev taget alvorligt.

Tilfredsheden er mindre hos dem, der slet ikke kan forstå, at afgørelsen i deres sag blev, som den blev. Endelig

fremgår det af analysen, at der er en tendens til, at de respondenter, som mener, de har fået mulighed for

at give alle nødvendige oplysninger i deres sag, er mere tilbøjelige til at være tilfredse med sagsbehandlingen.

Da der indgår et relativt begrænset antal respondenter i analysen, er konfidensintervallerne store, og man

5.2.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

skal derfor ikke lægge for meget i den præcise størrelse af DR.36 Vi kan her nøjes med at konstatere, at be

tydningen af at have fået medhold i klagen og betydningen af at have givet alle nødvendige oplysninger er af

nogenlunde samme størrelsesorden, mens tilfredshed med sagsbehandlingstiden og at opleve sin klage taget

alvorligt synes at have lidt større betydning for tilfredsheden med sagsbehandlingen.

I tabellerne herunder vises de signifikante sammenhænge

detaljeret form.37

Tabel 5.3: Overordnet tilfredshed med klagebehandlin gen fordelt efter respondentens grad afforståelse for, hvorfor

afgørelsen blev, som den blev. Rækkeprocenter i parentes.

Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?

Meget tilfreds

Tilfreds

Utilfreds

Meget utilfreds

(36)

(39)

(11)

(14)

(9)

(49)

(29)

(13)

(1)

(17)

(42)

(41)

185

(1)

(4)

(41)

(54)

100

239

(7)

(19)

(22)

(52)

I hvor høj

grad synes

du,detvar

let at forstå,

hvorforaf-

gØrelsen

blev, som

den blev?

I hø’

gra d

nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

I alt

(100)

(101)

229

(100)

459

(100)

Chi 275,787, df=9, p<0,OOl

Det fremgår af tabel 5.3, at omkring halvdelen af respondenterne slet ikke har kunnet forstå, hvordan afgø

relsen i deres sag blev, som den blev, og at andelen af disse, som er utilfredse eller meget utilfredse med

sagsbehandlingen er hele 95 pct.

Sammenhængen mellem at opleve at have fået medhold og den generelle tilfredshed er vist i tabel 5.4.

odds ratio. DR udtrykker lidt forenklet forholdet mellem forholdet mellem odds for et bestemt udfald i dette

tilfælde tilfredshed med klagebehandlingen for de forskellige værdier, den uafhængige variabel kan have. Et eksem

pel: DR for oplevet medhold er 4,801, og konfidensintervallet er 1,841-12,516. Dette skal forstås således, at de re

spondenter, som har oplevet at få medhold i deres klage, er mellem 1,8 og 12,5 gange mere tilbøjelige til at være til

fredse med den overordnede sagsbehandling, sammenlignet med de respondenter, som

ikke

oplevede at få medhold.

Denne sammenhæng er stærkt statistisk signifikant (p<O,OOi), og det er dermed meget usandsynligt, at den er tilfæl

dig.

I de følgende tabeller indgår flere respondenter, end der indgik

regressionsanalysen. Det skyldes, at respondenter,

som ikke har svaret på et eller flere af de andre spørgsmål, der indgår

regressionsanalysen, ikke medtages i denne. I

krydstabellerne indgår alle, der har besvaret de to spørgsmål, som indgår i den enkelte tabel.

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.4: Overardnet tilfredshed med klagebehandlingen fordelt efter, om respondenten mener at have fået medhold

i sin klage. Rækkeprocenter i parentes.

Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?

Oplever

klager at fa

medhold’

Meget tilfreds

(30)

Nel

a It

(3)

(7)

Tilfreds

(40)

(14)

(19)

Utilfreds

(18)

(26)

105

(24)

Meget utilfreds

(12)

206

(58)

215

(50)

alt

(100)

355

(101)

432

(100)

Chi 116,491, df=3,

p<O,OOl

Det ses i tabel 5.4, at 70 pct. af de respondenter, som oplever at have fået medhold i deres klage, uanset

hvilken sagstype, der er tale om, er tilfredse eller meget tilfredse med behandlingen af klagen. Blandt dem,

der ikke mener at have fået medhold, er kun 17 pct. tilfredse. Da mere end tre ud af fire respondenter ikke

fik medhold, ser vi her en væsentlig del af forklaringen på den generelt høje utilfredshed med klagebehand

lingen.

Tabel 5.5: Overardnet tilfredshed med klagebehondlingen fordelt efter, om respondenten er tilfreds med sagsbehand

lingstiden. Rækkepracenter i parentes.

Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?

Meget

tilfreds

Tilfreds med

sagsbehand-

lingstid’

Tilfreds

Util-

freds

Meget

utilfreds

a I

Chi 271,385, df=9, p<O,OOl

Meget tilfreds

(42)

(11)

(2)

(1)

(8)

Tilfreds

(31)

(39)

(17)

(5)

107

(20)

Utilfreds

(12)

(24)

(46)

(12)

122

(23)

Meget utilfreds

(15)

(27)

(35)

165

(83)

257

(49)

alt

(100)

161

(101)

116

(100)

315

(101)

528

(100)

Også sagsbehandlingstiden spiller en rolle for den generelle tilfredshed, som det ses i tabel 5.5. Blandt de

respondenter, som er meget tilfredse med sagsbehandlingstiden, er langt hovedparten (73 pct.) også til

fredse eller meget tilfredse med klagebehandlingen i sin helhed. Omvendt er 95 pct. af dem, der er meget

utilfredse med den tid, det har taget at behandle sagen, også utilfredse eller meget utilfredse med den sam

lede sagsbehandling. Der er, som man ville forvente, en meget tydelig sammenhæng mellem tilfredsheden

med sagsbehandlingstiden, og den oplevede længde af sagsbehandlingen, som det også fremgår af inter

views med klagerne:

“Jeg synes, at tiden var et problem, iforhold til at der går så lang tid, kan man sige. Havde

man ligesom kogt det bare en smule ned, det behøves ikke ske fra den ene dag til den anden,

men at der ikke skal gå så lang tid imellem, at man næsten når at glemme hvad det handler

om. Fra start til slut, der er jo gået næsten to år.”

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

I tabel 5.6 ses sammenhængen mellem oplevet sagsbehandlingstid og tilfredshed hermed.38

Tabel

5.6: Tilfredshed med sagsbehandlingstiden fordelt efter den oplevede tid fra klo

geindgivelse til afgørelse. Række-

procenter i parentes.

Hvor tilfreds er du med sagsbehandlingstiden?

Meget tilfreds

Hvor lang tid

gik der Ca.,

fra du kla-

gede, til du

modtog den

endelige af-

gØrelse i sa-

gen?

0 3 m

(23)

(2)

(3)

(0)

Tilfreds

(49)

(27)

(12)

(10)

145

Utilfreds

(17)

(30)

(29)

(16)

102

Meget utilfreds

(12)

(42)

(56)

(75)

173

I alt

200

(101)

112

(101)

(100)

(101)

470

(101)

4-6 m

7 12 m d

Over 12

md.

Chi 168,860,

dfz9,

p<0,001

(11)

(31)

(22)

(37)

Tre ud af fire (72 pct.), der mener at have modtaget en afgørelse inden for 3 måneder efter, at de klagede,

er tilfredse eller meget tilfredse med sagsbehandlingstiden. Oplever man, at der går 4-6 måneder, falder

andelen af tilfredse til under hver tredje, og hos dem, der mener, at sagsbehandlingen varede over et år, er

det kun hver tiende, der er tilfreds. Dette er også nævnt af nogle af de interviewede:

“Jeg synes, at tiden var et problem, iforhold til at der går så lang tid, kan man sige. Havde man

ligesom kogt det bare en smule ned, det behøves ikke ske fra den ene dag til den anden, men

at der ikke skal gå så lang tid imellem, at man næsten når at glemme, hvad det handler om.

Fra start til slut, der erjo gået næsten to år!”

Nok så væsentligt for den overordnede tilfredshed er oplevelsen af at blive taget alvorligt, se tabel 5.7.

Som det fremgår, er det

tilfredsheden

med sagsbehandlingstiden, der er brugt som målestok

her, og ikke selve sags

behandlingstiden. Det skyldes, at det for mange vil være vanskeligt at huske den præcise sagsbehandlingstid, hvor

imod det vil være lettere at erindre, om den forekom urimeligt lang eller ej.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.7: Overordnet tilfredshed med klagebehandlin gen fordelt efter, om respondenten oplever, at hans/hendes

klage er blevet taget alvorligt uanset sagstype. Rækkeprocenter i parentes.

Hvor

tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage?

Helt enig

Hvor enig

eller uenig

er du i, at

din klage

blev taget

alvorligt?

Enig

Hverken enig

eller uenig

enig

Meget uenig

a It

Meget tilfreds

(27)

(8)

(2)

(1)

(0)

(2)

Tilfreds

(37)

(40)

(6)

(4)

(2)

104

(20)

Utilfreds

(18)

(26)

(47)

(41)

(8)

122

(23)

Meget utilfreds

(19)

(27)

(45)

(54)

138

(90)

258

(49)

I alt

113

(101)

134

(101)

(1002

(100)

154

(100)

526

(100)

Chi 275,848, df=12, p<O,OOl

Blandt de respondenter, der er helt enige i, at deres klage blev taget alvorligt, er hver fjerde meget tilfreds

med sagsbehandlingen, og hver tredje tilfreds. Samlet set er det altså to ud af tre (64 pct.) der er tilfredse.

Blandt dem, der er lidt mere forbeholdne enige i, at klagen blev taget alvorligt er det samlet set hver

anden (48 pct.) som er tilfreds eller meget tilfreds. Til gengæld er utilfredsheden udbredt blandt dem, som

ikke mener at være blevet taget alvorligt. Således er hele 90 pct. af dem, der er meget uenige i, at deres klage

blevet taget alvorligt, meget utilfredse med sagsbehandlingen som helhed.

—

De fire forhold, der er gennemgået ovenfor: Forståelse for afgørelsen, Medhold i klagen, (tilfredshed med)

Sagsbehandlingstiden samt Oplevelsen af, at klagen blev taget alvorligt, har altså vist sig at have

selvstændig

betydning for tilfredsheden med den samlede sagsbehandling, når alle andre forhold ved de enkelte sager

holdes konstant. Det betyder f.eks. noget for tilfredsheden, om klagen opleves taget alvorligt,

uanset

klager har fået medhold eller ej, og uanset de øvrige forhold, der karakteriserer den enkelte klage. Det er

således i princippet forhold, som, hvis det var muligt at ændre på dem, må formodes at kunne få indflydelse

på den samlede tilfredshed med Politiklagemyndighedens arbejde. Dette skal vi vende tilbage til i kapitel 8.

HAR BETYDNING FOR, OM KLAGEN OPLEVES TAGET ALVORLIGT?

En betydende faktor, når det gælder tilfredsheden med sagsbehandlingen, er oplevelsen af, at klagen bliver

taget alvorligt, I et forsøg på at vurdere, hvilke forhold, der påvirker denne oplevelse, er der foretaget en

yderligere regressionsanalyse, hvor dette spørgsmål er den afhængige variabel, I analysen er indgået alle

variable fra den første analyse. I tabel 5.8 er gengivet de faktorer, der var signifikante:

5.3.

HVAD

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.8: Logistisk regressionsanalyse af hvorvidt man oplever, at klagen er blevet taget alvorligt0 set iforhold til

baggrundsfaktorer ag svar på Øvrige spørgsmål

Mand

Kvinde

Dispositionssag

Sagstype ifølge

politiklagemyndigheden

Notitssag

Straffesag inkl, færdsel

Adfærdssag

Ikke fået hjælp

Fået hjælp til klagen?

Fået lejlighed til at give alle op-lys-

ninger i sagen uanset myndighed

Har forståelse for, hvorfor afgørelsen

Ja, af familie

Ja, af advokat

Uenig/helt uenig

Enig/helt enig

I høj, nogen eller ringe grad

1,000

2,123

1,000

7,190

1,647

2,180

1,000

0,202

0,422

1,000

9,161

1,000

Konfidensinterval

Nedre

Øvre

4,490

33,934

3,436

5,101

0,694

0,900

18,236

0,279

Signifik.

Køn

1,004

1,523

0,790

0,932

0,059

0,197

4,602

0,049*

0,013*

0,183

0,072

0,011*

0,026*

0,000***

0,000’’

i sagen blev, som den blev

Slet ikke

0,150

0,081

0,384; Nagelkerke R2

0,513. I alt indgår 289 respondenter i analysen.

Cox & Snell R2

Enige eller helt enige

at deres klage blev taget alvorligt.

Det fremgår af tabel 5.8, at kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at opleve, at deres klage blev taget

alvorligt. Det samme er respondenter, som har deltaget i notitssagsbehandling, og dem, der føler, det har

fået lejlighed til at give alle relevante oplysninger i sagen. Omvendt er der blandt respondenter, der har fået

hjælp til at indgive klagen, samt blandt respondenter, der slet ikke har forståelse for sagens afgørelse, færre,

der oplever at deres klage er blevet taget alvorligt.

Forskellen mellem kvinder og mænd som i øvrigt kun lige er statistisk signifikant kan i praksis være så lille,

at den ingen praktisk betydning har. Hvorfor de, der har fået hjælp til at indgive klagen, er mindre tilbøjelige

til at føle sig taget alvorligt, er det vanskeligt at vurdere ud fra det foreliggende materiale, men da det først

og fremmest gælder respondenter, der har fået hjælp af advokater, kunne en forklaring være, at de har min

dre føling med sagen end dem, der selv har klaget. For eksempel forklarer en af de interviewede:

—

“Ja, altså, jeg var glad

for,

at der var mulighed

for

at sende denne virkelig lange, detaljerede

klage ind, men jeg kunne måske godt have tænkt mig, at der var blevet fulgt mere op på den,

når de kunne se, at det var en advokat, der havde sendt den. At de måske havde rettet hen

vendelse til mig og havde spurgt mig om klagen istedet for. Sådan så man følte, at det var lidt

mere personligt end bare atfå et svar tilbage til ens advokat.”

Sammenhængen mellem sagstype og oplevelse af at blive taget alvorligt ses i tabel 5.9.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

label 5.9: Oplevelse af, hvorvidt klagen blev taget alvorligt, fordelt efter sagstype som rubriceret afPolitiklagemyndig

heden. Rækkeprocenter i parentes.

Oplevede klagen taget alvorligt?

Helt enig

Disposi-

tionssag

Notits-

sag

Straffe-

sag inkl.

færdsel

Ad-

færds-

sag

Chi 36,997, df=12, p<O,OOl

(15)

(36)

(21)

(18)

114

(21)

Enig

(26)

(36)

(25)

(22)

142

(26)

Sagstype

som katego-

riseret af Po-

litiklage-

myndighe-

den

Hverken enig

eller uenig

(8)

(9)

(11)

Uenig

(14)

(13)

(12)

(15)

Helt uenig

(37)

(7)

I alt

154

(100)

(101)

169

(100)

131

(101)

470

(101)

(31)

156

(29)

(13)

(10)

(14)

To forhold er væsentlige her: for det første, at der helt overordnet er nogenlunde lige mange, som mener, at

deres klage er taget alvorligt, som der er respondenter, der

ikke

mener, at dette er tilfældet. For det andet

ses det, at notitssagerne skiller sig væsentligt ud: her er hele 72 pct. enige eller helt enige i, at deres klage

blev taget alvorligt. Som der er redegjort for tidligere, er denne opgørelse baseret på Politiklagemyndighe

dens kategorisering af sagerne. Det er langt fra alle, som ifølge denne opgørelse har fået behandlet deres

klage som en notitssag, som

selv

mener, at dette er tilfældet. Alligevel er der altså en stærk tendens til, at

denne gruppe oplever deres sag taget alvorligt. Der kan tænkes to nærliggende forklaringer herpå. For det

første er der i denne gruppe flere, der har oplevet at få medhold, hvilket burde styrke opfattelsen af, at man

er blevet taget alvorligt, og for det andet har klager her deltaget i en samtale med en overordnet i politiet.

Selv om det ikke er alle notitssagsbehandlede, der har oplevet lydhørhed fra politiets side, er det alligevel

troligt, at deltagelse i en sådan samtale må påvirke opfattelsen af at blive taget alvorligt i positiv retning.

Det samme gør sig gældende for muligheden for at give alle relevante oplysninger i forbindelse med sagen,

se tabel 5.10.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.10: Oplevelse af, hvarvidt klagen blev taget alvorligt, fordelt efter om fik lejlighed til at fremkomme med alle

nødvendige aplysninger til sagen. Rækkepracenter i parentes.

Helt enig

Hvor enig

du i, at du fik

lejlighed til

at give alle

nødvendige

oplysninger i

forbindelse

med din sag?

Helt enig

E nig

Hverken enig

el. uenig

I ringe grad

Slet ikke

301,101, df16, p<0,OOl

(50)

(14)

(6)

(4)

(0)

113

(21)

—

Oplevede klagen taget alvorligt?

Enig

Hverken

Uenig

enig eller

uenig

(23)

(6)

(10)

(43)

(11)

(14)

(11)

(26)

(23)

(16)

(24)

(32)

(4)

(5)

137

(26)

(10)

(14)

Helt uenig

I alt

(11)

(20)

(34)

(24)

(88)

154

(29)

163

(101)

199

(102)

(100)

(101)

530

(100)

—

Her fremgår det, at hovedparten af respondenterne mener, de fik lejlighed til at forklare sig. Det fremgår

også, at der blandt dem, der mener at have haft lejlighed hertil, er en del samlet set mere end hver femte

der på trods heraf

ikke

mente, at deres klage blev taget alvorligt. Til gengæld er der blandt dem, der ikke

fik lejlighed til at give de nødvendige oplysninger, stort set ingen, der oplevede klagen taget alvorligt. Sam

menhængen her er altså først og fremmest af negativ art: Hvis respondenten ikke føler sig hørt, opleves

klagen heller ikke taget alvorligt. Til gengæld kan man godt føle sig hørt, uden at man af den grund oplever,

at klagen tages alvorligt.

—

Endelig er det let at forstå, at de, der har forståelse for afgørelsen i deres sag, også har lettere ved at føle, at

deres klage blev taget alvorligt. Sammenhængen ses i tabel 5.11.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel 5.11: Oplevelse af, hvorvidt klagen blev taget alvorligt, fordelt efter om respondenten havdeforståelsefor afgø

relsen. Rækkeprocenter i parentes.

Oplevede klagen taget alvorligt?

Helt enig

I hvor høj

grad synes

du,detvar

let at forstå,

hvorfor afg. i

din sag blev,

som den

blev?

Enig

(29)

(49)

(29)

(14)

113

I høj

grad

nogen

grad

I ringe

grad

Slet

ikke

(60)

(24)

(16)

(9)

Hverken enig

eller uenig

(2)

(12)

(11)

Uenig

(5)

(21)

(15)

Helt uenig

(5)

(10)

(23)

115

(51)

145

I alt

(101)

(100)

(101)

225

(100)

453

(20)

(25)

(10)

(13)

(32)

(100)

Chi 167,737, df=12, p<0,OOl

Som det fremgår, er der blandt dem, der har stor eller nogen forståelse for afgørelsen, stort set ikke nogen,

der oplever, at deres klage ikke er taget alvorligt. Blandt dem, der slet ikke har forståelse for afgørelsen, er

to ud af tre uenige i, at deres klage blev taget alvorligt.

Med dette er gennemgangen af resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen tilendebragt. I det næste kapitel

skal vi se nærmere på, hvad politiet mener om Politiklagemyndigheden.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 6: HVAD SIGER POLITIET OM DEN UAFHÆNGIGE

POLITIKLAGEMYNDIGHED?

I de foregående kapitler har vi primært beskæftiget os med de klagendes perspektiv på Politiklagemyndighe

den og dens sagsbehandling. Det er imidlertid også af interesse at se nærmere på, hvad de politifolk, der står

på den anden side af sagerne, mener om sagsbehandlingen. Dette er undersøgt på tre forskellige måder.

For det første er der foretaget interviews med en række politifolk, hvis sager er blevet afgjort i undersøgel

sesperioden, herunder primært tjenestemænd, som ikke er blevet tiltalt/har modtaget kritik, og et par tje

nestemænd, som er blevet tiltalt/har modtaget kritik.

For det andet harjeg spurgt Dansk Politiforbund om deres holdning til Politiklagemyndigheden. Dette er sket

ud fra den betragtning, at forbundet har stor erfaring med klagesager, da deres tillidsmænd oftest optræder

som bisiddere for indklagede politifolk, og fordi forbundet mere generelt har ytret sig om klageprocessen.

Endelig harjeg taget emnet op, når jeg i anden anledning har truffet politifolk rundt omkring i landet, blandt

andet på møder med en række tillidsmænd og en række mellemledere. Der har her ikke altid været tale om

politifolk, der havde personlig erfaring med at være indklagede, og der har heller ikke været tale om mere

dybtgående interviews, men det har været gode lejligheder til at få afklaret, om nogle af de holdninger, jeg

har mødt i enkeltinterviews, har haft bredere klangbund.

Samlet set er det væsentligt med det samme at understrege to ting: for det første, at jeg ikke har haft nogen

mulighed for og heller ikke nogen ambition om at verificere sagsforløbet i de sager, jeg har fået beretning

om. På samme måde, som det har været tilfældet for de klagere, der er interviewet, har jeg forsøgt at få

oplyst interviewpersonernes oplevelser og holdninger bedst muligt.

—

For det andet har jeg heller ikke haft mulighed for at vurdere, hvor udbredte bestemte holdninger til Politi

klagemyndigheden er blandt politiets ansatte. En del af de informanter, jeg har interviewet enkeltvis, har

fortalt, at de forinden interviewet har diskuteret Politiklagemyndigheden med deres kolleger, og nogle har

direkte sagt, at de viderebragte synspunkter fra kolleger. Jeg har mange gange fået at vide, at “det er en

udbredt holdning i politiet, at...” eller “vi på holdet er enige om, at...”, men i hvor høj grad, det faktisk er

tilfældet, er det selvsagt ikke muligt at vurdere. Denne del af undersøgelsen bidrager således først og frem

mest med at redegøre for en række problemstillinger vedr. politiklagesystemet, som det ser ud med politiets

øjne.

6.1. DEN NEDRE GRÆNSE

Det kritikpunkt, flest af de interviewede politifolk har nævnt, er spørgsmålet om den nedre grænse for, hvilke

sager Politiklagemyndigheden vælger at efterforske. Der synes at herske en udbredt opfattelse af, at myn

digheden ikke selv foretager nogen vurdering af klagernes indhold, før de starter undersøgelser op, herunder

involverer de indklagede politifolk. Her fremhæves særlig det forhold, at mange klager i dag er vedlagt video

klip, som den klagende eller tilskuere har optaget af den situation, der klages over. Her er der eksempler på,

at denne videodokumentation i sig selv underminerer klagens påstand:

“Han beskyldte mig blandt andet for ikke at lade ham tale

(...)

til trods for, at han filmede det

hele på sin mobiltelefon og vedlagde klippet til klagen, som også blev sendt til mig, og i den

her videosekvens spørger jeg tydeligt: ‘har du noget, du gerne vil udtale til sagen?’ og nej, han

nægter at udtale sig til sagen og alligevel skal jeg bruge tid på at forklare, at ‘som du [efter

forskeren hos Politiklagemyndigheden] tydeligt kan se i det her videoklip, som du selv har

sendt, har jeg givet anledning til at, han kunne komme med udtalelser eller forklare situationen

eller et eller andet, hvilket han ikke ville’

(...)

Jeg synes, det er åndssvagt altså, de vælger selv

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

hvor mange spørgsmål, de stiller og at jeg så skal bruge tid på det. Altså, jeg kan godt forstå,

rent objektivt, at når der er nogen, der klager, så er det fint, at der er nogen, der sidder og

kigger på det, og siger: ‘hvad gør vi ved det her’. Og de skal jo også stille spørgsmål men at

de så sender beviser, der svarer på deres egne spørgsmål, det, synes jeg, er lidt åndssvagt,

ikke? Så kan de jo bare spørge, om det er mig på videoen”.

—

En anden fortæller:

“Den seneste, jeg har været involveret i, det var godt nok en kollega, men jeg var med. Der er

klaget over en visitation, som foregik på en tankstation, der er videoovervåget. Igen, så ind

henter man materialet, og kan se, at det erfaktiskforegåetfuldstændig, som der er skrevet i

rapporten... (informanten tier)”

SP: I sådan en sag der, ville du så sige, at DUP’en burde læse rapporten, se videoovervågningen

og så sige: ‘Farvel’?

“Ja, det gør man jo selv som efterforsker: hvis man får en anmeldelse, så skal man jo vurdere,

om der er hold i den... Man kan sige, at hvis jeg tager fat i dig, så kan du godt føle dig krænket,

og det skal du have din gode ret til. Og så kan man sige, hvad lå der forud iforløbet, og det har

vi så dokumenteret ikke i en rapport, for den kan jo i princippet være subjektiv men i video

overvågningen. Man kan jo sagtens tage sagen op, og så indhente det materiale, der er nød

vendigt, og så se, at den er sgu’ åbenbart grundløs: Man kan se, at borgeren har sgu’ nok

misforstået det. Det er ikke sikkert, at han egentlig vi! anklage betjenten for noget, men han

har nok misforstået det, der skete. Og så kunne man jo godt allerede der sige: ‘Kære ven, vi har

set noget videomateriale, kan det forholde sig sådan og sådan?’ Og så kunne man orientere

kollegaen bagefter om, at der er foregået en efterforskning. Det er bare meget tidskrævende,

at hver gang der skal vi køre til Århus.”

—

En tredje fortæller, at der blev klaget over, at han og en kollega havde trukket en demonstrant hen ad jorden

og påført hende skader på armene under en demonstration. Klagen var vedlagt videooptagelser af episoden,

hvoraf det fremgik, at demonstranten ikke var blevet trukket hen ad jorden, samt vedlagt lægeerklæringer,

hvoraf det fremgik, at der ikke kunne konstateres skader på hendes arme. Sagen endte uden individuel kritik,

men Politiklagemyndigheden beklagede forholdet over for klager:

“Og så er det, jeg tænker, hvorfor sender de det her frem til mig, for de kan jo selv se, hvad der

er sket. De kan selv se i den dokumentation, hun fremsender, at der ikke er hold i det, hun

påstår

(...)

[I afgørelsen fra Politiklagemyndigheden] står sådan set bare, at de beklager, at hun

harforstuvet sine håndled, uagtet at skadestue og egen læge ikke har konstateret nogen for

stuvning

(...)

Og det kan jeg jo sådan set godt leve med, at de beklager men jeg har ikke

været årsag ti!, at hun har forstuvet sine håndled, i hvert fald

(...)

Så lyder det lidt sam om for

mig, at vi har gjort et eller andet, det kunne bare ikke lige dokumenteres eller fremvises. Og

der bliver man sådan lidt: det var godt nok besynderligt

(...)

Nu sidder jeg jo selv som efterfor

sker, og når jeg får en anmeldelse ind, det første, jeg gør, det er at undersøge, om der er hold

i anmeldelsen. Her, der laver de afhøringer og sender spørgsmål, jeg skal svare på. Men jeg

ringede derover og sagde, ‘er vi enige om, at! har fremsendt det her til mig?’ Ja, det var vi

enige om. ‘Er vi så også enige om, at dokumentationen viser sådan og sådan?’ Det havde de

ikke gen nemset! Så siger jeg: ‘Nå, så I fremsender ukritisk det, som klager nu mener, der er

foregået og det ska! jeg så svare på, uden at I tager stilling til inden, om der overhovedet er

hold i anmeldelsen?’ ‘Ja, det var sådan, de arbejdede.’

(...)

Og så kunne jeg jo, hvis jeg ikke

havde haft lidt is i maven, have talt mig ind i en sigtelse for vold uden at have en sigtets

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

rettigheder og deslige. Der føler man lidt, at de prøver at snigløbe en lidt ved at sige, at ‘du

skal svare på det her, og så ser vi så, hvad det kan blive til’, og så kunne der så komme en

sigtelse den anden vej. Så jeg skulle ligesom erkende et eller andet, og så kunne de sigte mig,

hvor den normale procedure

er,

at du har ikke pligt til at udtale dig, og du har ret til en forsvarer

og i den dur der. Det blev jeg sådan lidt irriteret og frustreret over, for hvorfor skal jeg ikke

nyde samme retssikkerhed som hr. ogfru Danmark?

(..)

Men det erjo irriterende, at jeg skal

bruge så meget tid på sådan noget, når der ligger den dokumentation der. Og det er næsten

det, der irriterer mig allermest, at der går så lang tid med det og der går ukristelig lang tid

der er en afgørelse et år efter, på trods

af,

at der er den dokumentation dér.”

—

En fjerde fortæller om en sag, hvor han som tillidsmand var med:

“Det har været så langt nede, at en cyklist, der kørte overfor rødt, han bliver stoppet, og påtalt

for det og får en tilkendegivelse (bødeforelæg) for det. Og så klager han over, at han diskuterer

med betjenten om han skal skrives eller ej. Så siger betjenten: ‘Jamen, duharkørtoverforrødt,

det må man ikke, du burde være gammel nok til at vide, at det er ulovligt at køre overfor rødt.’

Den kommentar, den fik han kritik for af DUP’en, og det erjo en almindelig taleform. Der er

det jo så det med petitesse grænsen

(...)

DUP’en, de søger efter noget, som der ikke er at finde.”

En femte fortæller:

“Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at iforbindelse med, at jeg skulle tale med dig, 56

harjegforhørt mig rundt hos kollegerne. Folk, der bliver kaldt ind til en afhøring, og så starter

de med at sige, at ‘vi har godt nok ikke kunnet

få

fat i klager, så ham har vi ikke afhørt’, hvor

man bare tænker, at hvordan fanden kan man køre en sag, hvor klager ikke vil lade sig afhøre,

eller DUP’en ikke kan få fat i ham. Hvorfor skal de så fortsætte med at køre den sag, og hvorfor

skal det gå ud over mig

?“

For politifolkene er den slags eksempler tegn på, at Politi klagemyndigheden bruger alt for store ressourcer

(dels myndighedens egne, men først og fremmest de indklagede politifoiks) på at efterforske i sager, hvor

det foreliggende bevismateriale allerede i udgangspunktet viser, at klagen er uberettiget. Det er en tilbage

vendende kritik, at Politiklagemyndighedens arbejdsform her afviger væsentligt fra, hvad der efter informan

ternes mening karakteriserer godt politiarbejde, nemlig dels, at man iagttager borgernes retssikkerhed, dels

at man har blik for procesøkonomi: Der er ingen grund til at bruge ressourcer på sager, der ikke fører nogen

vegne. På denne måde kommer Politiklagemyndigheden til at stå som en slags antitese til politiet selv.

6.2. POLITIKLAGEMYNDIGHEDENS MULIGE EGENINTERESSE

Én mulig grund til den efter politifolkenes mening overdrevne efterforskning angives at være, at Politikla

gemyndigheden har en egeninteresse i at gennemføre så mange undersøgelser som muligt. Informanterne

har nævnt to sider af dette spørgsmål: for det første har nogle fremført, at det er deres oplevelse, at Politi

klagemyndigheden opfatter sig som værende på borgernes side imod politiet, og for det andet mener nogle,

at myndigheden har en egeninteresse i at få så mange sager som muligt, hvor der kan udtales kritik eller hvor

statsadvokaten indleder straffesag. En informant opsummerer begge disse positioner, da jeg spørger, om det

er hans opfattelse, at myndigheden er uafhængig:

—

“Det fornemmer vi ikke helt”

SP: Jamen, hvad side er DUP’en på, så?

“Den er på borgernes side det har jo chefen selv derovre udtalt, det har hun faktisk gjort i en

eller anden pressemeddelelse. Jeg ved ikke, om hun siger, at ‘vi kæmper borgernes sag’ eller

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

sådan noget lignende, og så siger vi: ‘ok, så er det ikke sådan helt upartisk’. Jeg ved også godt,

at jeg anholderjo heller ikke de uskyldige, jeg går også efter banditten, så jeg har også den

side, når jeg er på gaden men det virker bare som om, at de er sat i verden for at nå nogle

sager

(...)

‘for at vi kan vurderes udfra vores præstationer, så skal vi nå, så skal vi nå X antal

sigtelser om året.’ Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er sådan en fornemmelse vi har.”

—

SP: At der skal være en vis andel af de klager, der kommer ind, som skal...

(Afbryder) “Ja, som måske oven i købet udmønter sig i en eller anden form for kritik.”

En anden informant siger, at

“Personligt har jeg oplevet objektiv behandling, men det er jo også fordi, jeg ikke har gjort

noget forkert.” Vi kommer ind på en meget omtalt sag fra Blågårds Plads, hvor informanten

har forstået, at der er udtalt meget stærk kritik af, at den ene betjent i denne situation har sagt

til en mand, at ‘du har ikke nogen rettigheder’. Informanten mener, at dette er kritisabelt, men

mener, at der let kan tænkes langt mere kritisabel opførsel, så det giver dårlig mening at bruge

den mest alvorlige kritik her: “Men DUP’en er også blevet beskyldt for ikke at være uafhængig,

så hvis de gik hen og ikke gjorde noget stort med den sag, så ville det være benzin på bålet for

dem, som beskylder dem for nepotisme eller et eller andet.”

Den underliggende antagelse er således, at Politiklagemyndigheden for at demonstrere sin uafhængighed

kan være nødsaget til at reagere (for) skarpt i sager, der har stor offentlig bevågenhed og at den dermed

kan ende med at tage parti for klagerne, netop for at fremstå upartisk.

—

På den anden side er der også nogle informanter, der mener, at Politiklagemyndigheden har en rent institu

tionel interesse i at opretholde et højt sagsflow:

“Mit indtryk af DUP’en er, at mange ting er unødvendige, og det er simpelthen for at retfær

diggøre deres eksistens. Altså, hvis ikke de generererjournalnumre, og hvis ikke de tager alle

klager ind, så risikerer de at blive skåret ned og at nogen bliver fyret, fordi der er ikke behov

for det på samme måde.”

Argumentet er altså, at Politiklagemyndigheden, hvis eksistensberettigelse er, at den behandler klager over

politiet, vil være utilbøjelig til at sortere i klagerne, fordi et stort antal sager i sig selv viser, at der er behov

for myndighedens indsats. Et par af de interviewede mente endog, at Politiklagemyndigheden af denne grund

kunne være forudindtaget mod politiet:

“Det ser skidegodt ud, hvis de kan

få

en eller anden fyret, det ser godt ud i deres verden. Fordi

hver gang de har en sag, og når de laver den der bog, når året er færdigt, hvis der så ikke står

noget som helst, hvor der er nogen, der bliver fyret eller et eller andet, så er der jo på et eller

andet tidspunkt nogen, der vil tænke: ‘Hvorfor fanden spilder vi så vores penge på dem?’ Altså,

de har incentive til lige at gå ud ogfå neglene i nogen”.

Det væsentlige her er, at Politiklagemyndigheden nok opfattes som selvstændig og uafhængig, men at netop

disse egen5kaber ifølge politifolkene fører til, at myndigheden ikke altid handler helt upartisk den har sine

egne interesser at pleje.

—

6.3. DET EFTERFORSKNINGSMÆSSIGE HÅNDVÆRK

Den udtrykte mistillid til Politiklagemyndighedens arbejde er først og fremmest er rettet mod det overord

nede plan. Når det gælder samarbejdet med de konkrete medarbejdere i myndigheden, er vurderingen ikke

slet så mistroisk eller negativ. En informant fortæller:

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

SP: Og selve afhøringen?

“Den har jeg ikke noget imod!

(...)

Jeg har haft en derovre, det var en efterforsker, der ville til

bunds. Og så må han også gerne være kritisk

(...)

Han må godt angribe det mål, han nu har sat

sig for at angribe. Men han var også af den opfattelse, fornemmede jeg, at ‘Ok, jeg har forsøgt

at angribe det der, og der er ikke en skid at komme efter så kan jeg lige så godt være bad cop

good cop’. Og så fortsatte afhøringen helt almindeligt. Det har jeg sådan set ikke noget

imod.”

—

Denne informant syntes nærmest at udtrykke respekt for den efterforsker, der havde afhørt ham: Informan

ten så ikke noget problem i, at efterforskeren gik hårdt til ham, eller at efterforskeren forfulgte sin linje i

afhøringen vel at mærke fordi efterforskeren kun forfulgte sagen, indtil den var fuldt oplyst. En anden in

formant beskriver Politiklagemyndighedens personale på følgende måde:

—

“Professionelle! På ingen måde ubehageligt eller uhøfligt eller noget. Meget sagligt, selvføl

gelig er nogen dygtigere end andre, nogen har mere erfaring end andre.”

“Så jeg var iÅrhus og blive afhørt med en sigtets rettigheder af en fyr, der var yderst professi

onel han gjorde fuldstændig, som jeg ville have gjort, hvis det var mig, der skulle sidde med

det der. Han spurgte ind til det kriminelle forhold, der måtte eller ikke måtte have været reali

seret, og søgte at afdække det. Og så de punkter, der var i klagers forklaring, der var i mod

strid med min forklaring, der borede han naturligvis i det; det havde jeg også gjort, hvis det

var mig, der havde skullet efterforske det. Og da han var færdig, så var det dét. Han var gan

ske sober, og jeg havde ikke en oplevelse af, at der var nogen form for heksejagt på mig eller

noget som jeg har hørt kollegaer oplyse.

—

En tredje siger:

“Men om DUP’en selv, jeg synes, de til dels fremstår professionelle, og de gør jo egentlig bare

deres arbejde. Måske lidt til den naive side, og jeg savner egentlig bare, at de har muligheden

for at sige, at ‘det her, det gider vi ikke arbejde med’. De skal løfte det hele, og det kan være

en længere proces, når de skalfinde et vidne og fremskaffe videoovervågning og partshøringer

og så videre!

SP: Du siger lidt til den naive side

—

hvad mener du med det?

“At man kan sidde og bruge så mange timer på en sag, som der åbenlyst ikke er noget i. Jeg

ved jo, at det bliver registreret, når jeg har været derovre, og klager har jo mulighed for atfå

oplyst, hvor mange der har klaget over mig, og hvor mange sager, jeg har haft. Jeg ved ikke,

om de kører det samme register [over de klo gende borgere] og siger: ‘Nu skal du høre her, det

er femte gang, du klager over noget, og der har ikke været noget i alle 5 klager så vi behøver

måske ikke at løfte den her’

(...)

der er grundløse klager, som der bliver brugt altfor lang tid

på. Jeg ved ikke, om det er fordi, man ikke må lukke dem, eller man ikke tør lukke dem (...)for

mig fremstår man bare lidt naive, fordi man vil undersøge det hele til bunds. Jeg kan godt se

det fra deres side, men det er bare en kæmpe belastning fra vores side

(...)

men helt specifikt

afhøringen, den foregår meget professionelt, det kan jeg ikke sige noget til.

—

Flere har nævnt, at de oplever stor forskel på den efterforskningsmæssige kompetence, særligt mellem Poli

tiklagemyndighedens jurister og øvrige efterforskere.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

“Men der er selvfølgelig forskel på, om det er en jurist eller en politier

(...)

Den politimæssige

næse er større end den juridiske. Det svarer lidt til at sætte en bager til at lave tømrerarbejde

i min verden og så fornærmer jeg dem sikkert rigtig meget derovre men man kan tydeligt

mærke, at en politier har næse for at spørge til de rigtige ting”.

—

“Så fandt jeg ud af, at det var jo bare en jurist ikke at der er noget galt med jurister, men de

har jo bare ikke den erfaring med at være på gaden og arbejde som politi, og hvad der kræ

ves.”

—

Nogle har nævnt, at der findes eksempler på, at Politiklagemyndighedens efterforskere har været “lige lov

lig kreative” i deres arbejdsmetoder, f.eks. ved at møde uanmeldt op på betjentes privatadresser for at fo

retage afhøringer (hvor den afhørte så ikke kunne have en bisidder med), men noget sådant hører39 tilsyne

ladende til sjældenhederne.

6.4. FØR OG NU - FRA STATSADVOKAT TIL POLITIKLAGEMYNDIGHED

En del af informanterne har erfaringer med klagesager før etableringen af Politiklagemyndigheden, og her er

en del af den opfattelse, at klagesystemet fungerede mindst lige så godt, da Statsadvokaten efterforskede

klagesagerne:

“Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ændrede Statsadvokaten, det har jeg faktisk ikke. Vi

havde en [statsadvokat], han forsøgte sgu atfåfatidig, han varmegetmålrettetisin afhøring,

og jeg tror, at havde man haft noget at skjule dér, så var man sgu også blevet plukket ud. Og

så ligesom, når han havde forsøgt at bore godt i dig, det lykkedes ikke, jamen så kan vi lige tale

slut om det lige som nogle af de gode efterforskere derovre [i DUP’en]

(...)

Men der må jo

selvfølgelig have været nogle klager, der gjorde det, eller nogle statistikker om, at politiet blev

aldrig sigtet.”

—

SP: Jeg nævner, at kritikken blandt andet gik på, at politiet undersøgte sig selv, og at man ville

have et uafhængigt organ.

“Det giver selvfølgelig god mening i det samfund, vi lever i. Men den afgørelse, DUP’en træffer

iforhold til mig, den kan jeg ikke anke

(...)

Der mangler viet eller andet. Borgeren kan jo klage

(...)

Vi har bare ingen muligheder, og det er vi lidt kede af også.”

Også andre informanter har nævnt, at efterforskningen tidligere var mindst lige så grundig, som den er nu

i de sager, som blev efterforsket.

—

“Jeg har haft en klogesag tidligere, men der var det Rejseholdet, der efterforskede, og der

havde man indtryk af, at de vidste jo godt, hvad det handlede om. Det var professionelle folk,

og dygtige efterforskere, endnu mere dygtige end de almindelige. Og den kørte også snorlige,

og der var heller ikke noget i den, uagtet at der var klaget over både det ene og det andet. Og

der tænkte man, at det var en god oplevelse, for der var man på bølgelængde. Man talte med

nogen, der godt vidste, hvad det handlede om, som havde været på samme sted på et eller

andet tidspunkt. Nu har man indtryk af, at det er nogen udefra, som ikke har arbejdet så meget

med politi.”

Selvsagt bedømt ud fra et begrænset empirisk materiale.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Argumentet her er altså, at efterforskningen ved Statsadvokaten, ofte assisteret af Rejseholdet, var bedre,

netop fordi efterforskerne havde indgående kendskab til politiets arbejde. Set fra disse informanters syns

punkt var det altså en fordel, at “politiet undersøgte sig selv”, netop fordi de havde det bedste udgangspunkt

for at komme til bunds i sagerne. Der er dog også eksempler på den modsatte opfattelse:

“Du skal jo huske på, at de [Statsadvokaten] undersøger jo alting én, to eller sommetider tre

gange. Den sidste gang, jeg var der, var det en mand anklagede mig for vold hvor det var

bevisligt dokumenteret, at jeg ikke var på arbejde den dag. Men han udpegede mig alligevel

som gerningsmand til vold, og det han fortalte, hvis det var rigtigt, så var det vold. Men der

var Statsadvokaten, de er slet ikke lige så professionelle; det virkede bare ikke lige så tjekket...

lige så objektivt som DUP’en er. Der sad en jurist

(...)

og jeg skulle bare svare på de spørgsmål,

jeg blev bedt om, og så skulle jeg ellers bare holde min mund, for jeg var under hende. Når jeg

prøvede at forklare både telefonisk og på skrift, og så skulle jeg også møde op derinde, at jeg

var der slet ikke, og det ligger der bevis for... Altså, et godt sted at starte, det er tjenestelisten,

og der var jeg ikke. Når du spørger de kollegaer, der var der den dag, så varjeg ikke på arbejde.

Og på den måde: Hvis du siger sådan noget til DUP’en —jeg blev kontaktet iforbindelse med

den sag med de der Tibet-flag der, jeg var på arbejde inde på hotel Radisson den aften eller

nat, hvor flaget blev taget fra de her demonstranter

(...)

og så blev jeg spurgt om, hvad jeg

kunne bevidne den aften. Jeg sagde, at jeg sad og holdt øje med en dør, hvor der boede en eller

anden vigtig statsieder, og så sagde de bare tak for udtalelsen og på den måde virker det

mere som rigtigt professionelt politiarbejde, de laver, når jeg sammenligner med Statsadvoka

ten. Det er grundigt, og det er relevant, og det betyder så også, at jeg personligt har en stor

tillid til dem.”

—

En anden fordel ved tidligere tiders sagsbehandling var, at Statsadvokaten var bedre til at skelne mellem

væsentligt og uvæsentligt. To informanter har næsten enslydende kommentarer:

“Jeg kender jo til sagsgangen fra før DUP’en, og [hvis der var sket noget tilsvarende] så ville

jeg jo bare have fået den ind til udtalelse og have sagt “jamen det har jeg ikke” og så ville

der ikke være mere i det.”

—

“Statsadvokaten ville bare skrive “er det her rigtigt” “nej det er det ikke”, så ville der ikke være

mere i det, man ville ikke være gået over og have flyttet det over på det formelle en efter

forskning.”

—

Endelig er det opfattelsen, at der tidligere var bedre muligheder for at søge uformelle løsninger:

“I gamle dage, der kom folk ind og klagede, og så tog P1 eller K14° en snak med dem, og så hvis

man kunne finde den i mindelighed. Det kunne være P1, der sagde: ‘Jeg kan godt se, at der er

sket et regelbrud her, ved du hvad, det beklager jeg’

(...)

Og så kom man bagefter ind til

P1,

der

sagde: ‘Der har lige været en borger inde og klage over dig, han sagde sådan og sådan, og det

kan vise af døgnrapporten, at det stemmer overens; det må du sgu lige lave om næste gang’

(...)

Det var selvfølgelig adfærdsklager, men så var de overstået.”

p• PolitiinspektØr,

Kl:

Kriminalinspektør.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

“Nu har jeg jo været under begge systemer grundet min tjenestealder, og i gamle dage, når

man fik en adfærdsklage eller dispositionsklage, så var det nærmeste leder, der tog den, og så

skulle man komme med en redegørelse derfra. Og det erjo sådan, som det er: Folk skal have

ret til at klage, hvis det er, at de er groft behandlet, så skal de have lov at klage, og hvis de skal

have erstatning, så skal de også have erstatning

(...)

men nogen af de klager, der kommer, der

tænker man, at hvis det skulle være rigtigt, så er verden et meget sygt sted. Men det går

DUP’en som udgangspunkt udfra, indtil andet er bevist.”

SP: Er det anderledes end under Statsadvokaten?

“Ja, der kom en klage, men så så man også realiteten i det: var det noget, som kunne være

sket? Og det savnerjeg idag: at man rent politifagligt vurdere, om der er sammenhæng i, hvad

der klages over, og hvad der kan være sket.”

6.5. ULIGE BEHANDLING

Et særligt anstødspunkt er de straffesager, som er endt med en frikendelse i retten, eller hvor Statsadvokaten

har afvist påtale. Nogle af disse tager Politiklagemyndigheden efterfølgende op til fornyet behandling som

adfærdsklager, hvor de kan ende med, at der udtales kritik.

“Jeg blev frikendt i retten, og der er det jo så, at proceduren er ikke den samme for politifolk

som for kriminelle i samfundet. Jeg blev frifundet i retten for den, men så valgte man så at lave

den om til en adfærdsklage. Så der har man muligheden for, at kan man ikke blive straffet for

det ene, så kan man blive straffet for det andet, og sådan er det jo ikke i den almindelige rets

praksis. Og der fik jeg så kritik og skulle modtage en disciplinær sanktion. Og det kan jo være

altfrafyring til en irettesættelse

(...)

og for mange kollegaer, inklusive mig selv, der er DUP’ens

arbejde faktisk sådan lidt forhadt. En almindelig person, der bliver rejst tiltale, og han så bliver

frifundet, så er sagen slut der. Men åbenbart for politifolk, der gælder det meget anderledes

(...)

den tankegang, det betyderfor politifolk, at vi ikke har de samme rettigheder og retsstilling

som andre i samfundet

(...)

du kan være sikker på, at hvis ikke de prøver det ene, så skal du nok

være sikker på, at de prøver det andet.”

En anden fortæller:

“Altså, jeg tænkte jo allerede ved Statsadvokaten: ‘Nå, der er ikke noget strafbart i det her, der

er ikke noget gerningsindholdjævnfør paragrafferne, der er opfyldt, så den erjo lukket her. Og

så vælger de [Politiklagemyndigheden] et stykke tid efter at tage den op, og sige: ‘OK, det her

finder vi kritisabelt’. Jeg kan trække på smilebåndet og sige, jeg er ikke enig, men det er ikke

mig, der beslutter det.” Informanten fortæller, at sagen har taget over halvandet år, og at den

kritik, han har modtaget, endnu ikke har fået konsekvenser på hans arbejdsplads: “Der er ikke

nogen, der har været voksne nok til at fortælle mig, hvad det her betyder. Og så kan man sige,

jeg kunne jo også bare gå op og banke på og spørge, hvad fanden det her betyder men der

er jeg nok blevet lidt trodsig: hvis ikke I kan fortælle mig, hvad det her indebærer, så kan det

også være lige meget.”

—

Det centrale i kritikken her er, som også fremhævet af andre informanter, som er citeret tidligere i dette

kapitel, at politifolkene føler sig udsat for en behandling, der ikke bygger på de retsgarantier, de selv skal

sikre de mistænkte, de griber ind over for: En straftesag er ikke nødvendigvis slut, fordi betjenten frikendes i

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

retten, fordi dele af den efterfølgende kan blive vurderet som en adfærdssag. Derudover er der

klagesager ingen mulighed for at anke en eventuel kritisk afgørelse.

—

i adfærds

“Det er også lidt sjovt, den måde, det er bygget op på. Det erjo lidt mærkeligt, at man ikke kan

anke en DUP-sag. På den anden side kan jeg sige, at alle mine sager er afvist, og så har jeg

heller ikke noget problem med, at jeg ikke skal igennem møllen igen en gang til [i en ankesag].

Til gengæld, hvis der blev udtalt kritik i en eller anden sag, hvor jeg tænkte, det ikke var i orden,

så ville jeg være voldsomt utilfreds. Mig bekendt er der ikke andre offentlige klo geinstanser,

hvor der ikke kan ankes, så det erjo lidt et retsprincip på en måde.”

Endelig er der også nogle, der klager over, at de enten ikke har fået at vide, hvad de konkrete anklager mod

dem handlede om, eller at de, som informanten herunder, slet ikke har fået at vide, at de har været del af en

efterforskning, før denne er afsluttet:

“Jeg finder sådan set først ud af, at jeg er blevet undersøgt for embedsmisbrug, da jeg får et

brev om, at efterforskningen er indstillet. Det har jeg aldrig nogensinde fået at vide.”

SP: Så du får et brev tilbage om, at ‘vi finder ikke, at du har misbrugt din stilling’?

“Ja, det er på det tidspunkt, ot jeg finder ud

af,

at det har de også undersøgt mig for. Da jeg

første gang var oppe i DUP’en, der ville de godt lige ville vide, hvad der var sket, fordi de havde

fået en klage. De fortæller mig ikke noget om, hvad de undersøger mig for. Det er vijo sådan

set vant til, at det gør

vi,

når vi er på arbejde. Vi har en 30-dages frist, når det for eksempel er

vold, som de så også har undersøgt mig for. Jeg venter over halvandet årpå atfå den endelige

afgørelse. Det er lang tid at blive holdt på pinebænken. 5elv om jeg går og bilder mig selv ind,

at ‘det her, det har ikke nogen indflydelse på dig’, så ligger den et eller andet sted.”

En anden fortæller:

“Jeg kunne jo også søge aktindsigt i mine krænkede følelser

(...)

men min umiddelbare ople

velse er, at jeg har været udsat for en hemmelig proces, og DETsynes jeg ikke er rimeligt. Og

det fremkalder følelsen af at være krænket og så kan man sige, ‘Jamen øh, du er vel bare

udsat for de metoder, som du hver dag er med til, at andre bliver udsat for?’ Og når du får

udleveret sådan et brev, hvor du ikke er blevet hørt der er noget kafkask over det.”

—

Flere informanter har, som det også sker i citatet ovenfor, bemærket, at de i forbindelse med klagesagen har

været udsat for en behandling/efterforskning, der på nogle måder ligner det, de selv udsætter mistænkte

borgere for. Oplevelsen af at blive mistænkeliggjort er central for mange af informanterne. De oplever, at de

har gjort deres arbejde efter bogen, og at der i forbindelse med klagesagen bliver sat spørgsmålstegn ved,

om dette nu også har været tilfældet. Det kan opleves stødende, også selv om klagen ikke får medhold:

“Vi har en advokat, som skriver nogle meget farverige klager, nogle gange direkte løgnagtige.

Men omvendt, min mulighed for efterfølgende at anmelde for falsk anklage, de erjo ikke-eksi

sterende, på grund af den måde, som DUP’en vælger at afslutte sagerne på: at de kunne ikke

finde beviser for —ja, men jeg synes, det er en meget nedladende måde, de ofte skriver deres

afgørelser på. De kunne ikke finde beviser på, at jeg havde gjort noget forkert. Nej, men det

kunne jo også være, at jeg ikke havde gjort noget forkert.”

SP: Det er to forskellige måder at formulere sig på?

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

“Ordlyden, den er tit: ‘Vi tænker, du er skyldig, vi kunne bare ikke finde det fældende bevis, og

vi bliver nødt til at slutte her.’ Ordlyden af slutningsskrivelsen der, den kan jeg godt finde stø

dende også.”

Oplevelsen af at blive mistænkeliggjort er et genkommende tema, og denne oplevelse synes at ramme særlig

stærkt, fordi politifolkene opfatter sig selv som repræsentanterfor lov og orden. Når de selv skal udføre deres

arbejde uden at krænke borgernes retssikkerhed, forstår de ikke, at de samme regler ikke synes at omfatte

dem selv. Samtidig er det klart, at det for en del af respondenterne har givet anledning til selvransagelse at

blive genstand for en klagesag særlig de første gange:

—

“Første gang, man får en klage, der tænker man nok meget mere over det, end efter at man

har fået nogen stykker. Første gang, der tænkte man, ‘Gud, og hvad er det herfor noget?’

(...)

Første gang, jeg fik en klage, der skrev jeg et halvanden eller to siders hændelsesforløb nu,

der holder jeg mig til de fire spørgsmål, jeg får, og det er sjældent, at det er mere end en eller

to sætninger, jeg svarer. Så det har jo ændret sig i den forstand, at jeg tager det jo ikke så

tungt.”

—

SP: Du tog det tungt i starten?

“Ja, hvis der er en, der kritiserer dig, så kan man godt gå hen og blive, jeg ved ikke, om nervøs

er det rigtige ord, men mon kan tænke, ‘hvad har jeg nu gjort?’ Det erjo vigtigt for mig at lave

et godt stykke arbejde, og når du bliver kritiseret, så bliver din faglige stolthed ramt, og jeg

tænker også, at hvad nu, hvis de udtaler kritik af mig?Sådan har jeg det ikke længere, jeg står

inde for det, jeg laver.”

Som det fremgår af citatet, er der to sider af selvransagelsen: Dels skaden på den faglige stolthed selve det,

at den enkeltes indsats drages i tvivl dels bekymringen om, hvilke konsekvenser, en klagesag eventuelt kan

få.

—

“For os, der er DUP’en sådan etjoke-emne.”

SP: Men når du fortæller om det, lyder det som mere end en joke?

“Jo, men i bund og grund, så er det jo en jake, som... vi har jo en frygt, fordi i sidste ende, hvis

de finder noget forkert, jamen så kan det koste dig dit arbejde

(...)

og den fremgangsmåde,

som de har, og den bevisbyrde, som de søger at finde, jamen den går langt over, hvad vi som

politier bruger af ressourcer.”

Selv om hovedparten af klagerne ender med, at klager ikke får medhold, kan selve sagsbehandlingen, og den

tid, den tager, alligevel have konsekvenser for de indklagede betjente. Politifolk, der har verserende klagesa

ger, kan angiveligt have svært ved at skifte job (feks. ved at søge ind til specialafdelinger), fordi de ikke kan

få ny ansættelse, før sagerne er afgjort. Herudover kan antallet af verserende sager få konsekvenser for den

enkeltes daglige arbejde:

“Jeg synes jo et eller andet sted, at det er godt, vi har en uafhængig politiklagemyndighed, så

vi ikke kan blive beskyldt for at holde hånden over os selv. Men jeg må også konstatere, at jeg

synes, de løfter altfor mange ubetydelige sager også. Jeg kan godt se, at borgerne skal have

et sted at klage, men når sagen skriger til himlen om, at det her, det er der intet i, så er det lidt

frustrerende, at du stadigvæk kan gå 3 måneder og vente på noget, som du ved ikke bliver til

noget som helst. For antallet af klager, der kører oppe i DUP’en, det har indflydelse på, om jeg

må køre på gaden, om jeg ikke må køre på gaden, om jeg har opbakning fra min ledelse eller

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

ej. Jeg risikerer, at de siger til mig: ‘Nej, nu har du simpelthen for mange, nu ryger du på kontor’,

fordi DUP’en er lang tid om at behandle de klager, som måtte køre.”

Respondenten bag dette citat uddybede med at fortælle, at mange af hans kolleger er bekymrede for, om

de en dag kan ende med at få kritik eller det, der er værre, på trods af, at de blot har passet deres arbejde.

Denne bekymring deles dog ikke af alle: De fleste af de interviewede har haft mere end en klagesag ved Po

litiklagemyndigheden, og en del af disse “erfarne” fortæller, at selv om det ganske vist første gang kunne

vække en del uro hos dem at blive midtpunkt i en klagesag, er denne uro forsvundet med tiden dels fordi

de, som én udtrykte det, “havde ren rØv at trutte i”, dels fordi de havde oparbejdet erfaring nok til at være

sikre på deres egen måde at arbejde på. De var fortsat kritiske over for Politiklagemyndigheden, men ikke

personligt bekymrede for at ende i fedtefadet.

—

6.6. OPSUMMERENDE OM POLITIFOLKENES OPLEVELSE AF POLITIKLAGEMYN

DIGHEDEN

Som det er fremgået, findes der hos de hovedparten af de politifolk, jeg har talt med, en udbredt skepsis over

for Politiklagemyndighedens virke, og det er deres opfattelse, at den deles af hovedparten af deres kolleger.

Det er væsentligt endnu engang at understrege, at det, der er belyst her, er politifolkenes oplevelse af myn

digheden, og at en del af denne oplevelse bygger på, hvad man har hørt andre fortælle om. Der er fem over

ordnede kritikpunkter:

Politiklagemyndigheden har ingen petitessegrænse, og myndigheden sorterer ikke de sager fra, som al

lerede på baggrund af sagens omstændigheder eller det materiale, klager har vedlagt klagen, må vurde

res som ubegrundede.

Straffesager, hvor indklagede frikendes i en retssag, eller hvor Statsadvokaten afviser at rejse påtale,

ender af og til med, at Politiklagemyndigheden efterfølgende behandler sagen som en adfærdsklage og

udtaler kritik i den forbindelse. Dette opleves som en form for dobbelt straf.

Nogle sager iværksættes, uden at den indklagede får noget at vide om, hvad klagen nærmere indeholder,

og ikke alle er blevet orienteret om, at de overhovedet er genstand for efterforskning, før sagen er slut.

Afgørelser i adfærdsklagesager kan ikke ankes. Herved bliver politifolkenes retsstilling forringet.

De lange sagsbehandlingstider kan have konsekvenser for politifolkene, også selv om sagerne ender uden

straf/kritik, fordi det at have verserende sager ved myndigheden kan betyde, at der er arbejdsopgaver,

man ikke må bestride, eller stillinger, man ikke kan søge, før sagen er afgjort.

Ud over disse konkrete kritikpunkter er der en mere generel klage over, at Politiklagemyndigheden kan tæn

kes at have sin egen dagsorden og sine egne interesser i både at opretholde en høj sagsmængde og i at nogle

afgørelser skal gå politiet imod. Interessant nok er denne kritik mest rettet mod Politiklagemyndigheden i

mere generel forstand; når det gælder den konkrete sagsbehandling, er der få ankepunkter de fleste af de

interviewede mener, at sagsbehandlingen er i orden, selv om nogle mener, at Statsadvokaten og Rejseholdet

havde bedre greb om at vurdere konkret politiarbejde.

—

På et mere overordnet plan er dét at være genstand for en klagesag for en del af de interviewede forbundet

med en fornemmelse af at blive krænket. Denne fornemmelse er meget godt opsummeret af en informant,

der i øvrigt selv var positivt stemt over for Politiklagemyndigheden, som han opfattede som meget professi

onel:

“Det, som

er så urimeligt i det her arbejde og det har du sikkert hørt hundredevis afgange

det er, at det, du har et halvt sekund til at vurdere, det har de et halvt år til. Og der er mange

kollegaer og jeg kan også selv blive frustreret over det engang imellem som så person ifice

rer den urimelighed i DUP’en. Det erjo ikke helt rimeligt, fordi det kan godt ske, at det er sådan,

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

men de undersøger det jo objektivt

(...)

Men den frustration over, at tingene er, som de er, den

bliver så person ificeret i, at der sidder en efterforsker fra DUP’en, som så afh Ører dig, sandt for

dyden også nogen gange med en sigtets rettigheder. Og det erjo ikke os, der er sigtede; altså,

vi erjo hold Blå, det er os, der er de gode. Så derfor bliver folk vrede på den baggrund der, og

så skal der ikke ret meget sunget fra DUP’en, før at man synes, at de gør det dårligt. De skal

ikke lave fejl faktisk skal de ikke lave nogen overhovedet, det skal bare insinueres og der

hidser folk hinanden op.”

—

Dette opsummerer ganske godt det generelle billede, jeg selv har fået gennem samtaler og interviews: Der

synes at være opbygget et slags fjendebillede, hvor Politiklagemyndigheden opfattes som en institution, der

grundlæggende er imod politiet: myndigheden har en egeninteresse i at generere klagesager, og ligeledes en

egeninteresse i at give klagere medhold. Det er værd at bemærke, at denne opfattelse først og fremmest

ligger på det overordnede plan. Den konkrete sagsbehandling opfattes med visse vigtige undtagelser, heraf

først og fremmest myndighedens mangel på selvstændig stillingtagen i sagernes indledende fase som pro

fess ione I.

—

6.7. POLITIFORBUNDETS INDSTILLING TIL POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN

Politiforbundets retspolitiske udvalg har i forbindelse med evalueringen gennemført en undersøgelse af kla

gesagsbehandlingen fra 2013-2015, konkret i form af en gennemgang af sager, hvor der fra kredsenes side

var rejst tvivl om sagsbehandlingen eller den disciplinære opfølgning. Resultatet af denne undersøgelse er

samlet i et notat (Politiforbundet, Udateret) er videregivet til mig, og jeg har i den forbindelse haft en samtale

med medlemmerne af udvalget.

Notatet konstaterer følgende:

•

Det er opfattelsen, at Politiklagemyndigheden generelt vælger at afhøre de vidner, der er relevante for

den enkelte sag, herunder også kolleger til indklagede.

Der var i starten visse vanskeligheder med visitation af sagerne (særlig, om de skulle behandles som

straffesager eller adfærdssager), men det er nu indtrykket, at kun “et fåtal af sager visiteres forkert” (s.

Der har været “frustrationer” over, at indklagede ikke altid har kunnet få fuld aktindsigt. Politiforbundet

har hidtil ikke valgt at føre nogen sager om dette emne.

Hvor Politiforbundet tidligere tilrådede de indklagede ikke at gennemlæse og underskrive deres forkla

ring til myndigheden, anbefaler man i dag, at medlemmerne gennemlæser med det samme. Dette skyl

des, at adfærdsklager ikke kan påklages til anden myndighed, og at forklaringen lægges til grund for af

gørelsen. Derfor er det vigtigt, at eventuelle misforståelser opklares med det samme.

I udgangspunktet har det været opfattelsen, at Rigspolitiet ikke foretog nogen vurdering af de nærmere

omstændigheder i de sager, hvor der var udtalt kritik, men blot valgte en disciplinær sanktion, som pas

sede til graden af kritik, I den senere tid er det flere gange set, at Rigspolitiet har valgt ikke at iværksætte

disciplinær forfølgning af politifolk, der har fået kritik, “hvilket i de angivne sager kan betegnes som god

dømmekraft”.

Politiforbundet advarer mod, at politifolk udfærdiget notitser om hændelsesforløbet, når deres klagesag

kører som notitssag. Dette for at undgå, at notitsen efterfølgende kommer til at indgå, hvis klager forlan

ger sagen behandlet som adfærdsklagesag.

•

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

•

Der har været klagesager, hvor bestemte praksisser f.eks. atemi-tryk4’ er blevet kritiseret. Her er det

forbundets opfattelse, at kritikken burde rettes til ansættelsesmyndigheden og ikke den konkrete be

tjent.

Forbundet har anmodet Politiklagemyndigheden om at tilkendegive, når det er politiet selv, der har an

meldt sager til myndigheden dette for at demonstrere, at politiet udøver selvdisciplin i fornødent om

fa ng.

Sagsbehandlingstiden er generelt tilfredsstillende, selv om den kan føles lang (s. 6), og man konstaterer,

at Politiklagemyndigheden udviser fleksibilitet.

Der er tilfredshed med efterforskning af straffesager, mens behandlingen af adfærdsklager opleves som

præget at “manglende indsigt

politiets arbejdsvilkår” (s. 7),

Det er uhensigtsmæssigt, at myndigheden ikke har et kontor i Københavnsområdet, da en meget stor del

af sagerne kommer herfra.

Indklagede bør altid orienteres skriftligt om sagens indhold.

Det bør ikke være muligt for Politiklagemyndigheden at påklage Statsadvokatens afgørelser til Rigsadvo

katen.

Det bør ikke være muligt at behandle en sag som adfærdsklage, hvis den først har været færdigbehandlet

som straffesag.

Der bør være ankemulighed for afgørelser i adfærdsklager.

—

I en uddybende samtale om notatet og Politiforbundets mere generelle opfattelse af Politiklagemyndighe

den, blev blandt andet følgende berørt:

Politiforbundet beretter, at et af de store problemer er sagsbehandlingstidens længde, som blandt andet

beror på, at det tager lang tid for Politiklagemyndigheden at få fat i de politifolk, der er indklaget.

Herudover har man bemærket, at der i nogle afgørelser synes at være tale om kritik, der egentlig burde rettes

til politiledelsen, men som kommer til at ramme individuelle politifolk:

“Der kan være nogle sager, hvor DUP’en rent faktisk går ind og lægger nogle grænser for pall

tiarbejde som sådan, som jeg måske ikke i alle tilfælde mener, de er kompetente til at gøre. Vi

har nogle eksempler, hvor der udtalt kritik af anvendelse af atemi-tryk i nogle forskellige sam

menhænge, hvor det, som sagen synes fremstillet, faktisk er den mest hensigtsmæssige måde

at gribe den pågældende opgave an. For hvis du havde anvendt nogle andre midler, ville det

have haft større konsekvenser. Så går DUP’en ind og nærlæser på, hvornår skal atemi-trykfak

tisk bruges, og så udtaler de kritik på baggrund af det, og det betyder så, at kollegaen får en

advarsel eller en irettesættelse, fordi den kritik kan arbejdsgiveren ikke sidde overhø rig. Men

alt andet lige er det jo sådan set arbejdsgiveren, der definerer de lovlige magtanvendelsesmid

ler, og det er også dem, der underviser i, hvordan de skal anvendes. Og så kan man sige, at så

er det lige pludselig den enkelte kollega, der står som personligt eksponeret i den her sag og

i virkeligheden er det, han har gjort, måske noget, han har lært på politiskolen

(...)

vi må jo

lægge til grund, at der er udtalt kritik, men der kunne jeg godt ønske, at vores arbejdsgiver

brugte en lidt mere selvstændig vurdering iforhold til det konkrete: ‘Ja, du må udtale kritik, det

bliver vi nødt til at lære af som organisation’ men skal det også afspejle sig i, at den enkelte

—

‘

Et smertepåførende tryk, der bruges som distraktionsmiddel.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

ikke længere er sin stilling og tillid værdig? Det kan jeg godt stille spørgsmålstegn ved engang

imellem.”

“Der findes en sag, dér rejser man ikke kritik direkte: De har indtransporteret en fulderik, og

det er så gået lidt vildt til, men man kan ikke rejse kritik. Det man så alligevel rejser kritik af,

det er, at man ikke har rekvireret en transportvogn til atfå ham indtransporteret. Og jeg ved

ikke, I har vel transportvogne i København? Det her, det foregik ovre iiylland, og der findes

ikke nogen transportvogne iiylland. Så man har altså henvist til, at det burde man have gjort,

men det er ikke noget, der eksisterer i politiet. Så det er en eller anden, der har haft total man

gel på indsigt i virkeligheden, som har udtalt den kritik

(...)

Det er sådan lidt et udtryk for, at

folk [de politiansatte] tænker, ‘hvad fanden bilder de sig ind”.

SP: Så der er en række sager, hvor opfattelsen er, at den konkrete viden om, hvad der egentlig

foregår almindeligt politiarbejde er ikke så stor er det sådan, det skal forstås?

—

“Det gælder nok især adfærdssagerne, for straffesagerne behandles jo af nogle efterforskere,

som alle i dag har en fortid i politiet, hvorimod adfærdssagerne behandles afjurister. Ikke, at

der er noget i vejen med jurister, men de har måske ikke det samme kendskab til organisatio

nen, som efterforskerne har.”

Forbundet tilkendegiver et nuanceret syn på spørgsmålet om ankeadgang i adfærdssager:

“Når DUP’en foretager en afgørelse, og der erjo tale om en afgørelse, så kan den i modsæt

ning til en ‘normal’forvaltningsretlig afgørelse ikke påklages til nogen administrativ myndig

hed. Og det kan man se som en fordel eller en ulempe: altså, eftersom langt de fleste sager

bliver sluttet uden nogen kritik, så kan klager jo heller ikke påklage det. Det erjo en fordelfor

stort set alle, og måske især systemet. Men så er der jo ind imellem nogen, som er så inde-

brændte over den kritik, der er blevet rejst de mener, at den er truffet på et forkert grundlag,

og de har ikke mulighed for at påklage den og den eneste mulighed, de har, er at prøve atfå

rejst et anerkendelsessøgsmål. Og i sidste ende er der jo tale om et skøn, så det kommer man

nok ikke nogen vegne med. Så vores advokat, han advokerer en delfor, at der burde være en

klageadgang

(...)

men ret skal være ret, der er også nogen, der ikke savner den klageadgang.”

—

Forbundet oplever, at kritikken af Politiklagemyndigheden er aftaget med årene: “Over tiden er det blevet

mere afmyst,ficeret”. Man har også gjort sig nogle overvejelser om den mere generelle udvikling i klagebe

handlingen:

“Ved det, at man får retliggjort klagesystemet, så får du også nogle sager, som tidligere kunne

være håndteret rent ledelsesmæssigt, forholdsvis elegant, ved at man tog fat i dem, der var

klagere, og så fik løst det ved nogle fornuftige samtaler— altså, politifolk kan jo godtgøre nogle

ting forkert og det er i dag blevet sådan en retlig ting. Det erjo sjældent, at der kommer en

afgørelse fra DUP’en på under 5-6 sider, uanset hvad det er for noget. Og viser jo altså sager,

hvor politifolk bliver beskyldt for både tyveri og røveri, fordi defratagerfolkfarlige genstande

ved en anholdelse og det skal de jo faktisk gøre efter Retsplejelo vens bestemmelser

(...)

det bliver jo undersøgt og efterforsket, og det er jo næsten ikke værd at tage alvorligt. Før i

tiden kunne man håndtere den der slags, men det kan man ikke længere. Systemet er bygget

op på en måde, hvor man er nødt til at tage det alvorligt.”

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Vedrørende spørgsmålet om aktindsigt har også Politiforbundet øje for, at der til en vis grad er tale om, at

politiet udsættes for de metoder, politiet selv anvender:

“Det erjo det samme, politiet gør, de undtagerjo også fra aktindsigt, hvis der er efterforsk

ningsmæssige hensyn så det er lidt svært at slå DUP’en i hovedet med, at de foretager den

der efterforskningsmæssige overvejelse.”

—

Netop dette argument anvendes ifølge forbundet ofte, når politifolk klager over, at de ikke ved, hvad der er

klaget over. Her anbefaler man ofte at ringe direkte til sagsbehandleren.

Samlet set har Politiforbundet påpeget en række af de samme problemstillinger, som er rejst af de politifolk,

der er blevet interviewet, men der synes at være en gradsforskel, hvor betjentenes kritik er en tand mere

skarp end forbundets. Det samlede billede er dog klart: Der hersker ikke nogen høj grad af tillid til Politikla

gemyndigheden fra politiets side.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 7: HVAD ER

PÅ

SPIL I KLAGESAGERNE?

Man kan anskue resultaterne af den foreliggende evaluering på flere måder. Det snævre fokus vil være, om

det formulerede mål med den nye myndighed er nået, altså om det er lykkedes at skabe en klagebehandling,

som er uafhængig af politi og anklagemyndighed, og som også opleves som sådan. Her er svaret både positivt

og negativt. Myndigheden opfattes som uafhængig af et flertal blandt dem, der klager, selv om der fortsat er

plads til forbedring på dette område. Samtidig er der et nogenlunde lige så stort flertal, næsten tre ud af fem,

som mener, at myndigheden i sin klagebehandling har taget parti for politiet. Og nok så væsentligt: tre ud af

fire respondenter er samlet set utilfredse eller meget utilfredse med behandlingen af deres klage.

Både klagere og indklagede opfatter Politiklagemyndigheden som uafhængig men de opfatter den ikke som

uhildet. Der er utilfredshed med forskellige aspekter af sagsbehandlingen på begge sider. Dette er ikke noget

enkelt udgangspunkt for en nærmere diskussion af, hvad der eventuelt kan gøres for at forbedre forholdene.

Der kan ganske vist peges på nogle konkrete ændringsforslag af visse dele af Politiklagemyndighedens prak

sis, men det er næppe forslag, der for alvor vil ændre på opfattelsen af myndighedens virke (dette vender vi

tilbage til i kapitel 8).

—

Det kan derfor være værd et øjeblik at overveje, hvad det egentlig er, der er på spil, når borgere klager over

politiet?

7.1. ET SPØRGSMÅL OM KRÆNKELSE

Hvis der er ét begreb eller én følelse, om man vil som sammenfatter resultatet af den foreliggende un

dersøgelse, er det krænkelse. Folk, der klager over politiet, er krænkede over politiets handlemåde, hvad

enten det er konkret over for dem selv eller andre, eller mere generelt, f.eks. ved, at politiet overtræder

færdselsreglerne. Omvendt oplever politipersonalet, at Politiklagemyndigheden gør, hvad der står i dens

magt for at finde noget at kritisere/retsfor[Ølge, og at de selv ikke har de retsgarantier, borgerne har, f.eks.

mulighed for at anke. De finder det krænkende, at de kritiseres for at passe deres arbejde.

—

Set i denne optik er Politiklagemyndighedens opgave altså at dele sol og vind lige mellem to krænkede parter,

men de midler, myndigheden har til sin rådighed, er ikke nødvendigvis særlig egnede til at råde bod på den

krænkelse, parterne har oplevet. Oven i købet kan dervære en tendens til, at tiltag, der kan øge tilfredsheden

hos den ene part, samtidig let kan komme til at øge utilfredsheden hos den anden part: Hvis myndigheden

afviser sager som grundløse uden nærmere efterforskning, risikerer man at give klager oplevelsen af, at

hans/hendes klage ikke bliver taget alvorligt hvis man omvendt efterforsker enhver sag uanset hvor lille,

får de indklagede opfattelsen af, at myndigheden er alt for nidkær og/eller forudindtaget til fordel for bor

gerne. Hvis man f.eks. læser følgende uddrag af et interview, er det tydeligt, at klager som har klaget over

en række forhold, som er behandlet af både Statsadvokaten og den lokale Politidirektør, men ikke fået med

hold i nogen af klagepunkterne føler sig både godt behandlet og godt vejledt af Politiklagemyndigheden:

—

“Jeg vil sige, at vi er meget tilfredse med det. Når vi ringede op, så fik vi vejledning i, hvordan

vi skulle klage. Og da de så afviste, at det var noget, som de kunne tage sig af, fordi det var

dispositionskiager, så var det dem, som åbnede vores øjne for, at hvis vi mente, noget af det

kunne være strafbart, så kunne DUP’en behandle det

(...)

Uden at kunne gå ind i alle detaljerne

så vil jeg sige, at generelt når man ringer til dem, så har de taget telefonen, og der har være

en kompetent medarbejder, som har gjort sit bedstefar at give os nogle gode råd. Og det har

hele tiden været med den på “hvordan kan vi komme igennem med nogle klager”. Det har ikke

været noget med “hvordan kan vi bedst afvise dem

(...)

Det er de første i de her system, som

rent faktisk lytter og rent faktisk giver et indtryk af, at de tager det seriøst.”

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Her taler en borger, som virkelig oplever, at Politiklagemyndigheden har gjort sit yderste for at tage klagen

alvorligt og for at vejlede om de muligheder, der findes i klagesystemet. Eksemplet illustrerer, at det at føle

sig taget alvorligt i sig selv påvirker tilfredsheden med sagsbehandlingen. Men læser man i stedet citatet med

politiets briller, kan det let tolkes som et eksempel på, at myndigheden aktivt sØger at fremme klagers sag

og/eller øge klagefrekvensen.

7.2. I SANDHEDENS TJENESTE?

Politiklagemyndighedens opgave er at vurdere, om der i forbindelse med den enkelte klage kan findes beviser

for, at de involverede politifolk har begået noget kritisabelt eller strafbart. Kan der ikke det, må klagen afvises

(bortset fra de tilfælde, som henvises til notitssagsbehandling, og hvor der slet ikke træffes en afgørelse, og

de få tilfælde, hvor myndigheden udtrykker en mere generel beklagelse uden individuel kritik). Som det er

fremgået af undersøgelsen, har klagerne mange forskellige grunde til at klage, og ligeledes mange forskellige

forhåbninger til, hvad der skal komme ud af klagen. Sådanne forhåbninger spiller en meget begrænset rolle

i klagebehandlingen.

Når klagerne behandles i klagesystemet, sker der dels en kategorisering: er der tale om en dispositionsklage,

en adfærdsklage eller en mulig straffesag? og dels en forenkling: målet med klagebehandlingen reduceres til

spørgsmålet om, hvorvidt der findes beviser, altså om klager har ret. Denne målsætning afspejles meget

præcist i Politiklagemyndighedens “motto”, som er optrykt på bagsiden af myndighedens årsberetning, hvor

man kan læse følgende:

“I sandhedens tjeneste. Den Uafhængige Politiklagemyndighed behandler klager over politiet og varetager

efterforskningen af straffesager mod politipersonale. Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld

uafhængighed af både politi og anklagemyndighed” (Politiklagemyndigheden, 2016).

Denne hensigtserklæring er helt i overensstemmelse med myndighedens opdrag, som det er beskrevet i lov

givningen, og det er også min (samt flertallet af de klagendes) vurdering, at myndigheden arbejder uaf

hængigt. Alligevel er hovedparten af klagerne utilfredse med forløbet. Det må give anledning til at spørge,

om der er tale om implementeringsfejl eller designfejl?

Med implementeringsfejl menes, at selve politiklagesystemet er hensigtsmæssigt udformet, men at Politikla

gemyndigheden fog/eller andre aktører) udfylder deres rolle forkert/ikke evner at handle efter de givne ret

ningslinjer. Er der omvendt tale om designfejl, er det den overordnede indretning af klagesystemet, der er

problematisk, og man må forvente negative resultater, uanset at Politiklagemyndigheden udfylder sin rolle

helt, som den er tænkt. Jeg er af den opfattelse, at problemet med den ringe tilfredshed hos klagerne er en

designfejl resultatet er forventeligt, når vi ser på, hvordan klagesystemet er skruet sammen.

—

7.3. KLAGESYSTEMET ER REDUKTIVT

Den norske kriminolog, Nils Christie, skrev for 40 år siden en banebrydende artikel, hvor han betegnede kon

flikter som “ejendom” (Christie, 1977). Han beskrev, hvordan både ofre og gerningsmænd blev statister i

egne retssager og betegnede de professionelle aktører, advokater og dommere, som konflikttyve. Hans

grundlæggende pointe var, at retssystemet forenklede og overtog folks konflikter i en grad, som gjorde det

meget vanskeligt at lære noget af konflikterne, og ligeledes meget vanskeligt for offeret at komme til orde

med sin oplevelse og at opnå restitution, og for gerningsmanden at se sit ansvar (og sit offer) i øjnene.

Hvis vi ser bort fra betegnelserne offer og gerningsmand og i stedet ser klagere og indklagede som parter i

en konflikt, er der en række paralleller til behandlingen af klagesager over politiet. Lidt forenklet fremstillet

kan man sige, at det typiske klageforløb ser således ud: Folk, der klager over politiet, klager over en hændelse,

der har krænket dem på den ene eller anden måde. De klager over noget, (de oplever) politiet har gjort, ikke

nødvendigvis over et strafbart forhold, en disposition eller en politiadfærd. For mange er der tale om en klage

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

over politiet som myndighed snarere end over konkrete betjente. I mødet med Politiklagemyndigheden bli

ver dette noget vurderet og kategoriseret, hvorefter den klagesag, der er resultatet af myndighedens vurde

ring, bliver behandlet i overensstemmelse med retningslinjerne for den pågældende sagskategori. Når sagen

er så godt oplyst, som det er muligt, træffer den sagsbehandlende myndighed en afgørelse, som meddeles

klager og de indkiagede politifolk.

Denne proces er reduktiv i sin karakter: Klagerens rolle er nu at give oplysninger og at kommentere andre

oplysninger i sagsforløbet, som det oven i købet kan være vanskeligt at holde rede i,42 samt at afvente afgø

relsen. Som en af de interviewede sagde, ville han anbefale myndigheden at inddrage klagerne mere i sagen,

“i stedet for at de bare tager beslutninger på et kontor.” På den måde ville klageren føle, at han blev taget

alvorligt, hvilket han virkelig savnede i sit eget sagsforløb.

Politifolkenes rolle er at svare på de spørgsmål, myndigheden stiller, samt at afvente den afgørelse, Politikla

gemyndigheden/Statsadvokaten træffer.

Myndighedens hovedanliggende er at undersøge og eventuelt placere et individuelt ansvar43 uanset at

dette ikke er ønsket (og slet ikke det eneste Ønske) hos hovedparten af klagerne. Mange af de borgere, der

klager, vil have en undskyldning og/eller sørge for, at politiet optræder anderledes en anden gang. De vil

have anerkendt deres krænkelse.

—

Det er måske her, klageprocessens reduktive karakter er tydeligst. Det svar, de fleste får på deres klage, er i

princippet hverken en anerkendelse eller en underkendelse af deres krænkelse, det er en vurdering af bevi

sets stilling ofte formuleret i retning af, at det ikke kan bevises, at der er foregået noget kritisabelt eller

strafbart. For de klagende kan en sådan afgørelse imidlertid let opleves som en underkendelse. Påstand står

mod påstand, myndigheden finder det ikke bevist, at der er foregået noget forkert eller kritisabelt. For nogle

af de klagere, der er blevet interviewet i forbindelse med denne undersøgelse, selvfølgelig navnlig de klagere,

som ikke har fået medhold i deres klage, har klageprocessen nærmest krænket dem yderligere. En af de

interviewede svarer på spørgsmålet om, hvad hun havde regnet med at få ud af klagen:

—

“Jeg havde ikke gjort mig så mange forhåbninger, det var mest for, at jeg skulle få en bedre

mavefornemmelse, og det var meget for, at de betjente skulle vide, at det havde været så ube

hageligt for mig, så, ja, det var egentlig mest det, jeg håbede lidt, at de skulle konfronteres

med det og forstå, at man måske skulle have været lidt anderledes næste gang.”

SP: Tænker du, at det er opnået?

“Øhm, jeg tror ikke, at de kommer til at bide så meget mærke i det, som jeg godt kunne tænke

mig —jeg tror, det er hverdag, altså jeg tror ikke, at de ville kunne huske mig —så nej.”

SP: En bedre mavefornemmelse, har du fået det, så?

“Øhm,

...

(længere pause).”

SP: Eller er det nærmest blevet værre af at få...?

“Ja, det tror jeg lidt. Altså, jeg tror også, at jeg læser den [afgørelsenJ på en anden måde, end

andre ville gøre. Men jeg læser den meget, som om at jeg lyver, den mail som jeg harfået. Når

Som det er fremgået af undersøgelsen, er det for en del af klagerne uklart, præcis hvad deres klage er blevet vurde

ret som, og hvem der faktisk har behandlet den.

Samt i nogle tilfælde at give en generel beklagelse og/eller påpege problemer af mere generel karakter.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

man læser hele ti sider igennem —så nej, jeg har ikke fået en bedre mavefornemmelse, det har

jeg faktisk ikke. Men jeg havde håbet på det!”

Dette lille uddrag af et interview med en yngre kvinde illustrerer flere af problemerne: Hendes mål med

klagen var at få de involverede betjente til at se deres handlemåde med hendes øjne, men hun ender med

at føle, at det er hendes egen troværdighed, der bliver draget i tvivl. Hendes oplevelse svarer i øvrigt fuld

stændig til oplevelsen hos en af de interviewede politifolk,44 som også fandt, at myndighedens begrundelse

for ikke at udtale kritik af hans handlemåde var formuleret på en måde, som antydede, at der faktisk var hold

i klagen. Også han følte sig på sæt og vis underkendt.

Pointen er, at den slags oplevelser hos klagere (og indklagede) nærmest er forudsigelige de må genereres

af et klagesystem, som behandler komplekse hændelser og oplevede krænkelser som et spørgsmål om (be

viser for) skyld, Det betyder efter min mening, at en evaluering af Politiklagemyndigheden ikke bare er et

spørgsmål om at vurdere, om myndighedens/klagesystemets nuværende form er den bedst egnede til at løse

den stillede opgave man må også mere overordnet overveje, om den stillede opgave er i overensstemmelse

med det grundlæggende problem. Disse to spørgsmål skal vi se nærmere på i de følgende kapitler.

—

Se s. 61

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 8: ER POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN DEN BEDST EG

NEDE TIL AT LØSE DEN STILLEDE OPGAVE?

Mit grundlæggende svar på dette spørgsmål må være ja. Politiklagemyndigheden har etableret sig som en

uafhængig myndighed, som er i stand til selvstændigt at efterforske klager over politiet og træffe afgørelser

i adfærdsklagesager. Flertallet af klagere opfatter den som uafhængig af politiet og det justitsministerielle

område i Øvrigt, selv om de ikke nødvendigvis opfatter de trufne afgørelser som upartiske.45 Blandt de ind-

klagede politifolk er meningerne mere delte, nogle mener, at myndigheden i for høj grad tager borgernes

parti, andre at myndigheden først og fremmest tager parti

forsig selv,

fordi dens eksistens ses som afhængig

af, at der er en støt strøm af klager. Til gengæld synes politifolkene at have tillid til, at den konkrete efter

forskning foregår professionelt. Alligevel er den overvejende del af dem, der klager over politiet, utilfredse

med behandlingen af deres sag, og der synes at herske mistillid til myndigheden hos mange politifolk. Spørgs

målet er derfor, om der

inden for de givne rammer

kan gøres noget for at forbedre tilfredsheden og/eller

politiets indstilling til myndigheden?

8.1. HVORDAN ØGE KLAGERNES TILFREDSHED?

Der er i undersøgelsen afdækket en række problemstillinger, som man i hvert fald teoretisk kan forsøge

at gøre noget ved. Blandt klagerne er der en del borgere, som synes at være i tvivl om, hvordan og af hvem,

deres klage egentlig er blevet behandlet. Dette er efter min mening en logisk følge af, at selve klagesystemet

tre forskellige typer klager, som afgøres af tre forskellige myndigheder (og tillige kan notitssagsbehandles)

er vanskeligt at overskue, men man kan selvfølgelig altid overveje, om det er muligt at forbedre vejlednin

gen om sagsgangen. Her er det måske særlig væsentligt, at klagere, hvis sag overgives til notitssagsbehand

ling, får en klar idé om, hvad de kan forvente.

—

Nok så væsentligt er spørgsmålet, om der kan ændres væsentligt på klagernes

tilfredshed

med den samlede

sagsbehandling. Som det fremgik af kapitel 5, hænger tilfredsheden sammen med i hvert fald fire forhold: 1)

om klager har oplevet at få medhold i sin klage; 2) om klager var tilfreds med sagsbehandlingstiden; 3) om

klager har forståelse for, hvorfor afgørelsen blev, som den blev samt 4) om klager oplevede, at hans/hendes

klage blev taget alvorligt.

MAN ØGE DE KLAGENDES OPLEVELSE AF MEDHOLD?

Den første, oplevet medhold, har Politiklagemyndigheden begrænset mulighed for at ændre på. Forudsæt

ningen for dette argument er, at Politiklagemyndigheden allerede

dag undersøger klagerne til bunds, og at

de træffer de rette afgørelser. Som tidligere nævnt har det ikke været min opgave at gennemgå myndighe

dens

afgørelser

i enkelte sager,46 men på baggrund af egne observationer og interviews med indklagede po

litifolk (se nærmere herom i kapitel 6), er det mit indtryk, at myndigheden gør, hvad der står i dens magt for

at undersøge sagerne og nå den rigtige afgørelse.47 Man kan her også hæfte sig ved, at to tredjedele af re

spondenterne (65 pct.) mener, at de har fået mulighed for at fremlægge alle relevante synspunkter i deres

sag.

En grundig sagsbehandling er imidlertid ikke ensbetydende med en høj andel af klager, som får medhold.

Selv om der, som tidligere vist, synes at være sket en Øgning

andelen af adfærdsklager, der får medhold,

8.1.1.

KAN

Men dette kan selvsagt være påvirket

af,

at kun få klagere får medhold.

Hvilket jeg heller ikke har nogen faglige forudsætninger for at gøre

Det er naturligvis ikke alle respondenter, som er enige

dette.

7’

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

gælder dette stadigvæk kun omkring hver tiende adfærdsklage og en væsentlig mindre andel af straffesa

gerne. En betragtelig del af klagerne kan kun vurderes ud fra udsagn fra klager og de indklagede politifolk, og

den slags klager vil typisk ikke få medhold, selv om der i enkelte tilfælde udtales en mere generel beklagelse.

Konklusionen er, at Politiklagemyndigheden næppe gennem endnu grundigere efterforskning vil kunne på

virke fordelingen af afgørelser væsentligt.

Der er dog to forbehold her: for det første har spørgeskemaundersøgelsen vist, at de respondenter, som

ifølge Politiklagemyndighedens kategorisering har deltaget i notitssagsbehandling, generelt er mere tilbøje

lige til at være tilfredse med sagsbehandlingen. Denne sammenhæng fremgår ikke af regressionsanalysen,

hvilket skyldes, at der

denne gruppe samtidig er en langt højere andel, der oplever at have fået medhold i

klagen.48 En nærliggende konklusion er, at hvis det overordnede mål er at få tilfredse klagere, så burde no

titssagsbehandling udstrækkes til en større andel af sagerne, end det er tilfældet i dag, simpelthen fordi

denne form for sagsbehandling i højere grad giver den klagende en oplevelse af, at han/hun har fået med

hold. Det hører med til billedet, at det ikke er alle deltagere

notitsbehandling, der er lige positive over for

ordningen; nogle af de interviewede har berettet om forløb, der kunne tyde på, at den lokale politiledelse

har gennemført samtalen med borgeren meget kursorisk. Skal ordningen bruges mere, er det muligt, at der

bør opstilles nogle nærmere retningslinjer for den.

Det andet forbehold drejer sig om myndighedens mulighed for at løfte bevisbyrden. Som nævnt ovenfor kan

en del sager alene vurderes ud fra vidneudsagn fra klager(e) og politifolk, og i de mange tilfælde, hvor der er

uenighed om, hvad der er sagt og gjort, vil sagerne typisk slutte med, at det ikke kan konstateres, hvem der

har ret. Der findes imidlertid i dag teknologi, som kan lette efterforskningen. Jeg tænker her på kropsbårne

kameraer, som nogle steder i verden, blandt andet i mange politidistrikter i USA, er en del af politiets almin

delige udrustning.

Tanken med brugen af den slags kameraer er, at de mindsker politiets tilbøjelighed til at misbruge deres

beføjelser (herunder særlig brug af magtmidler), og at dette vil medføre en nedgang i klager over politiet.

Effekten på politiets brug af magt er omdiskuteret (se f,eks. Ariel, Farrar, and Sutherland (2015) for en over

sigt over tilgængelige studier), men meget tyder på, at brugen af kropsbårne kameraer faktisk reducerer

antallet af klager over politiet. Et nyligt studie baseret på 7 randomiserede eksperimenter (Ariel et al., 2017)

finder en reduktion i antallet af klager på hele 93 pct. Det fremgår dog ikke, hvor i verden de 7 eksperimenter

er gennemført, så i hvor høj grad resultaterne kan overføres til danske forhold kan ikke vurderes.49 Det er

ikke tanken her at tage stilling til, om indførelsen af sådanne kameraer er en god ide eller ej, eller hvordan

den i givet fald vil påvirke klageantallet. Jeg ønsker blot at påpege, at optagelser fra kameraerne i en række

tilfælde burde give bedre mulighed for at afgøre, om der er substans i klagerne eller ej. Det vil sandsynligvis

betyde, at færre sager må afsluttes som påstand mod påstand men det er ikke til at vide, om der af den

grund vil være flere afgørelser, hvor klager får medhold. Til gengæld kan man forudse en række andre pro

blemer, særligt i de tilfælde, hvor teknikken svigter eller ikke er aktiveret sådanne tilfælde vil næppe bidrage

til hverken tilfredsheden hos klagerne eller tiltroen til politiet.

—

Når “oplevet medhold” ikke inddrages

analysen, er notitssagsbehandlede signifikant mere tilfredse end resten.

Denne sammenhæng forsvinder,

når

“oplevet medhold” inddrages.

Det angives alene, at der er tale om to engelsksprogede lande. En reduktion

klageantallet på 93 pct. synes umiddel

bart at være meget høj, så der kan

hvert fald næppe være tale om klagesystemer, der umiddelbart kan sammenlig

nes med det danske.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

8.1.2.

KAN

SAGSBEHANDLINGSTIDEN

FORKORTES?

Det andet forhold —tilfredsheden med sagsbehandlingens længde —er det muligvis enklere at ændre på. Den

mest nærliggende løsning på dette problem er naturligvis at søge at reducere sagsbehandlingstiden mest

muligt. Hvordan dette bedst kan opnås, er jeg ikke den rette til at vurdere. Det er klart, at hvis man kunne

afslutte en større del af klagerne som åbenbart grundløse (uden at inddrage de indklagede politifolk), ville

det umiddelbart påvirke sagsbehandlingstiden, men det er meget tænkeligt, at det samtidig ville få konse

kvenser for klagers oplevelsen af, om klagen blev taget alvorligt.

FORSTÅELSEN FOR AFGØRELSEN ØGES?

Det tredje punkt drejer sig om klagers forståelse for den trufne afgørelse. Her gælder det, at halvdelen af

respondenterne har i det mindste nogen grad af forståelse for, hvorfor afgørelsen i deres sag blev, som den

blev, mens den anden halvdel slet ikke forstår det. Forståelsen for afgørelsen hænger blandt andet sammen

med, om man har oplevet medhold, men også mange, som ikke har fået medhold, har givet udtryk for for

ståelse for afgørelsen. En af de ting som nogle interviewede har bemærket, er dog de sager, som afsluttes

som påstand mod påstand. Her kan selve den måde, afgørelserne formuleres på, virke stødende på nogle,

som også eksemplificeret tidligere i dette kapitel.

“Men det gør de ikke. De efterforsker ikke. De skriver en sludder for en sladder. ‘Vi har en for

modning om at der ikke er begået noget strafbart’ den der standardsætning.”

—

8.1.3.

KAN

En formulering om, at der ikke er fundet beviser for klagers påstand som jo søger at gøre det klart, at

myndigheden ikke kan tage stilling til, om klagers version af hændelsen er korrekt, og at man derfor ikke kan

gøre mere i sagen kan af nogen klagere læses, som om myndigheden faktisk siger, at de ikke tror på dem.

Jeg skal ikke kunne sige, om det er muligt at finde en anden formulering i sådanne tilfælde, men blot påpege,

at der er et muligt problem her.

—

MAN GØRE MERE FOR, AT KLAGER OPLEVER KLAGEN TAGET ALVORLIGT?

Dette sidste punkt er nok det væsentligste: Det har stor betydning for tilfredsheden med klagebehandlingen,

at den klagende borger oplever, at hans/hendes klager bliver taget alvorligt. Som det fremgik af kapitel 5,

hænger oplevelsen af at blive taget alvorligt blandt andet sammen med køn5° og med, om klager har fået

hjælp til klagen. Disse forhold kan Politiklagemyndigheden selvsagt ikke påvirke på nogen måde.

Herudover er der sammenhæng med klagers forståelse for afgørelsen, som vi allerede har berørt i forrige

afsnit, samt med om klageren har fået lejlighed til at give alle nødvendige oplysninger i sagen. For sager

behandlet af Statsadvokaten og Politiklagemyndigheden gælder, at to ud af tre klagere er enige eller helt

enige i, at de fik lejlighed til at fremkomme med alle nødvendige oplysninger i sagen. Det er set i forhold til

de øvrige faktorer, der er behandlet her en høj grad af tilslutning. Det er derfor et spørgsmål, hvor meget

Politiklagemyndigheden kan gøre yderligere, sålænge vi taler den traditionelle sagsbehandling.

—

8.1.4.

KAN

Den sidste faktor, der betyder noget for oplevelsen af at blive taget alvorligt, er spørgsmålet om selve be

handlingen af klagen. Her gælder det, at klagere, der har deltaget i notitsbehandling, er mere tilbøjelige til at

opleve sig taget alvorligt. Der er som tidligere nævnt flere mulige årsager hertil (feks. at disse klagere er

mere tilbøjelige til at opleve, at de har fået medhold i klagen), men der er også klare tegn på, at flere notits

behandlede føler, at deres version af sagen er blevet hørt: 81 pct. er enige eller helt enige i, at de fik lejlighed

Som tidligere nævnt er denne sammenhæng dog temmelig svag.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

til at forklare deres opfattelse af sagen. Dette er for mig at se et argument for at udvide denne form for

sagsbehandling yderligere.

8.2. KAN MAN FORBEDRE POLITIFOLKENES VURDERING AF POLITIKLAGE

MYNDIGHEDEN?

Som det er fremgået af kapitel 1, var den overordnede målsætning med etableringen af Politiklagemyndig

heden at skabe større tiltro til klagebehandlingen hos klagerne og i offentligheden. Det fremgår dog også af

betænkningen, at udvalget har lagt vægt på, at også de indkiagede politifolk skulle kunne have tillid til klage-

systemet. Som det er fremgået af kapitel 6, synes dette mål ikke rigtig indfriet. Blandt de interviewede her

sker en udbredt mistillid til Politiklagemyndigheden, og det er deres opfattelse, at denne deles af en stor del

af deres kolleger.5’

De interviewede politifolk fremhæver særlig 4 forhold som problematiske: manglen på petitessegrænse i de

sager, myndigheden behandler, myndighedens mulighed for at behandle straffesager, der ikke ender med

påtale, som adfærdssager, sagsbehandlingstiden og myndighedens mulige egeninteresse.

PETITESSEGRÆNSEN

Spørgsmålet om petitessegrænsen er allerede behandlet ovenfor, hvor argumentet er, at Politiklagemyndig

heden her må afveje to modsatrettede interesser: borgernes interesse i, at deres klager underkastes en grun

dig behandling, og politifolkenes interesse i ikke at skulle bruge tid på at besvare grundløse klager særligt

de tilfælde, hvor det af selve klagen og det medsendte materiale måtte fremgå, at klagers fremstilling af

sagen ikke er korrekt. I hvilket omfang, det faktisk er et problem, at der fra Politiklagemyndighedens side ikke

foretages nogen indledende vurdering af klagematerialet, før der indhentes udtalelser fra de indklagede, kan

jeg ikke vurdere, men det fremgår af Politiklagemyndighedens årsberetninger, at meget få klager afgøres

som grundløse jf. Retsplejelovens

1019d. I 2016 behandledes i alt 521 adfærdsklager, hvoraf 20 afvistes på

dette grundlag. Af de 422 afgørelser i adfærdssager, der indgår i det samlede grundlag for den foreliggende

undersøgelse,52 er 12 afvist som grundløse. Det er tænkeligt, at en del af de øvrige adfærdssager, som er endt

uden kritik, også er afsluttet tidligt i forløbet dette kan ikke ses af hverken årsberetning eller datamateriale

men det er muligt, at myndigheden bør overveje, om grænsen for, hvornår der skal ske yderligere under

søgelse, ligger det rigtige sted. Det fremgår af Retsplejelovens § 1019c, at Politiklagemyndigheden “kan ind

hente oplysninger fra klageren, indklagede og andre”, så der er altså ikke noget krav herom. Til gengæld kan

risikoen i visse tilfælde være, at klagerne vil opleve, at deres sager ikke tages alvorligt.

—

8.2.1.

8.2.2.

FiA

STRAFFESAG TIL ADFÆRDSKLAGE

Det andet punkt, som har været genkommende i politiinterviewene, er spørgsmålet om de straffesager, der

enten afvises af Statsadvokaten eller ender med frifindelse, men hvor Politiklagemyndigheden efterfølgende

behandler sagen som en adfærdsklage. Som det erfremgået, opleves dette fra nogle politifolks side som om,

Politiklagemyndigheden vil gå meget langt for at give klagerne medhold, og det medvirker til en opfattelse

af, at de er dårligere stillet rent retssikkerhedsmæssigt end de borgere, de arbejder for og iblandt. Det frem

går ikke af myndighedens årsberetninger, hvor ofte sager behandles på denne måde, men det gør det af

datamaterialet til denne undersøgelse. Af de 422 afgørelser i adfærdssager vedrører 33 sager, der tidligere

Som allerede nævnt andre steder

rapporten, kan jeg ikke med sikkerhed vurdere, hvor udbredt mistilliden

til

myn

digheden er.

Heri

er medregnet alle sager, inklusive dublettet (sager, hvor klager har fået afgjort mere end

én klage i perioden).

‘

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

er behandlet som straffesager, og af disse er 5 afgjort med kritik. Denne type sager fylder altså ikke meget

i det samlede antal afgørelser, men til gengæld en del i afgørelser med kritik.54 Det sidste er sådan set forstå

eligt, da man må gå ud fra, at sager, hvor Politiklagemyndigheden anbefaler Statsadvokaten at rejse påtale,

ligger i den alvorlige ende. I hvilket omfang, Politiklagemyndigheden eventuelt er forpligtet til at forfølge

sagerne på denne måde, må bero på en juridisk vurdering, som ligger uden for min kompetence. Under alle

omstændigheder er det klart, at det kunne gavne politifolkenes syn på myndigheden, hvis der kunne skabes

forståelse for myndighedens praksis på dette område.

SAGSBEHANDLINGSTIDEN

Dette punkt er der allerede gjort rede for ovenfor. Som det fremgår af interviews med indklagede politifolk

er sagsbehandlingstiden også for dem en væsentlig anstødssten, særlig i de tilfælde, hvor de er forhindret i

at skifte arbejdsfunktion grundet verserende sager. Jeg vil dog påpege, at længden af sagsbehandlingstiden

ikke alene er Politiklagemyndighedens ansvar, I de tilfælde, hvor indklagede politifolk får bistand fra advoka

ter, kan travlhed hos disse forsinke proceduren, særlig da politiet synes at have tendens til at benytte de

samme, få advokater i rigtig mange sager. En del politifolk har endvidere forklaret, at de ikke ønsker at del

tage i videoafhøringer, men i stedet tager til Århus, hvilket i sig selv medvirker til at øge sagsbehandlingstiden.

8.2.3.

8.2.4.

POLITIKLAGEMYNDIGHEDENS MULIGE EGEN INTERESSE

Dette sidste punkt drejer sig om den opfattelse, der erfremført af en del af de interviewede politifolk, nemlig

at Politiklagemyndigheden har en selvstændig interesse i at opretholde en stor sagsmængde samt at give

klagere medhold i videst muligt omfang af hensyn til at understrege behovet for myndighedens eksistens.

Det er ikke usædvanligt, at der opstår sådanne fjendebilleder i forhold til kontrol- eller klageinstanser, hver

ken i eller uden for politiet, men det kan selvsagt have negative konsekvenser for politifolkenes forståelse

for, og samarbejde med, Politiklagemyndigheden. Om, og i givet fald hvordan, man kan ændre opfattelsen

hos politifolkene, har jeg ikke noget godt bud på, men jeg vil dog sige, at det ikke er Politiklagemyndighedens

opgave alene. Som mange politifolk, både i forbindelse med den foreliggende undersøgelse og i andre sam

menhænge, har bemærket, så er der tegn på, at klager over myndigheder i det hele taget tager til i omfang.

Det må også være en del af politiets opgave at tilpasse sig en sådan udvikling.

—

8.3. BEGRÆNSEDE MULIGHEDER FOR AT GØRE FLERE KLAGERE TILFREDSE?

Den samlede konklusion på spørgsmålet om, hvordan man øger tilfredsheden hos klagerne må være, at der

ikke er nogen lette løsninger. Selve klagesystemets indretning synes ikke at have den store betydning for

afgørelsen af sagerne: Ganske vist finder Politiklagemyndigheden anledning til at udtale kritik i en noget

større andel af sagerne, end Statsadvokaten gjorde, men det er stadig en meget begrænset andel af sagerne,

der ender med medhold til den klagende part.

Som vi har set, er det muligt, at Politiklagemyndighedens uafhængighed af politiet (men ikke af andre dele af

justitsvæsenet) spiller en selvstændig rolle for tilfredsheden: De klagere, der opfatter Politiklagemyndighe

den som en afdeling under politiet, er mindre tilfredse end dem, der ser myndigheden som helt uafhængig.

Forskellen i andelen af tilfredse er imidlertid ikke så stor, at det forekommer sandsynligt, at det vil hjælpe

noget særligt på tilfredsheden at gøre mere ud af at understrege myndighedens uafhængighed. For det første

er det allerede i dag flertallet, som mener, at myndigheden er uafhængig, og for det andet er der også inden

for denne gruppe et flertal, som overordnet set er utilfredse med sagsbehandlingen.

Hvor mange af straffesagerne, som er endt med, at Statsadvokaten har afvist at rejse en sag, og hvor mange, der er

endt med en frikendelse, fremgår ikke.

“

Der et i alt 29 afgørelser med kritik i perioden.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Det er derfor min vurdering, at Politiklagemyndigheden har begrænsede muligheder for at øge tilfredsheden

hos klagerne inden for rammerne af det nuværende klagesystem. Der er muligheder for mindre justeringer,

som oplistet ovenfor, men de vil næppe have nogen afgørende betydning. Jeg mener således heller ikke, at

en anden organisering af behandlingen af klager over politiet vil have den store virkning så længe målet

med klagebehandlingen er det samme. Denne konklusion er sådan set allerede draget af mindretallet i be

tænkning 1507, hvor Gorm Toftegaard Nielsen “finder det tvivlsomt, om det udarbejdede forslag vil medføre

en væsentlig forøgelse af offentlighedens tillid til klagesystemet” (s. 190).

—

Dog kan man overveje ét tiltag, som muligvis ville påvirke i hvert fald nogle af klagerne. Som det er fremgået

af evalueringen, er det langt fra alle klagere, som forstår, hvordan klagesystemet er indrettet: de har misfor

stået, hvordan og af hvem klagen er blevet behandlet. Det er ikke mærkeligt, da klagesystemet er indviklet

at forstå. Dette kan selvfølgelig ikke lægges Politiklagemyndigheden til last, da det ikke er myndigheden, der

har udformet klagesystemet, men det kommer reelt til at påvirke opfattelsen af myndigheden.

—

Én mulighed for at gøre noget ved disse problemer kunne være, at man i højere grad undersøgte, hvad den

klagende part egentlig ønsker at få ud af klagen. Altså ikke alene at afdække omstændighederne omkring den

hændelse, der klages over, men også at afdække motiver til klagen mv. Som det er fremgået, er det mindre-

tallet af klagerne, der ønsker et individuelt ansvar placeret, og kun en meget lille del af dem, der har dette

som det eneste mål med klagen, samtidig med at dette spørgsmål står helt centralt i myndighedens arbejde.

Samtalen kunne tage udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der egentlig ligget bag ønsket om at klage: hvad

er det for et problem, klager har, og hvilke løsningsmuligheder ser/ønsker han/hun? En sådan tilgang er

blandt andet afprøvet i Danmark under betegnelsen Styrket Borgerkontakt (Styrket borgerkontakt, 2012), og

det har vist gode resultater i form af færre klager, der videresendes til formel behandling, og større tilfreds

hed blandt de potentielle klagere.

I den foreliggende sammenhæng ville en sådan samtale måske også kunne give klagerne et bedre indtryk af,

hvad der egentlig kan komme ud af en klage, og hvordan den vil blive behandlet, ligesom den, ordentligt

gennemført, ville kunne øge klagers oplevelse af at blive hørt og blive taget alvorligt. Hvis dette, sådan som

det er set på de forvaltningsområder, Styrket Borgerkontakt er afprøvet i, betyder, at en del af klagerne væl

ger ikke at gå videre med klagen, kan der også være ressourcemæssige fordele i det, både for myndigheden

og for politiet. Politiklagemyndigheden har over for mig oplyst, at man allerede nu aktivt tager kontakt til

klager med henblik på at forklare klagegangen mv., men jeg vil fortsat mene, at det kunne være værd at

afprøve en mere udvidet model, hvor klagers behov for at forklare sig kunne dækkes, og hans/hendes ønsker

til resultatet af klagen kunne afklares.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 9: I FORSTÅELSENS TJENESTE?

I dette afsluttende kapitel skal jeg give mit bud på spørgsmålet om, hvorvidt det nuværende klagesystem er

det bedst egnede til at behandle det grundlæggende problem, som ligger i klager over politiet. Som beskrevet

i kapitel 7, er det min opfattelse, at mange klager over politiet drejer sig om krænkelse og restitution heraf.

Her kan bide være tale om en personlig krænkelse og en mere generel form, f.eks. krænket retsfølelse (et

eksempel kunne være klager over politiets færden i trafikken). Politiklagemyndighedens opgave er ikke at

behandle oplevelsen af krænkelse,55 men derimod at vurdere, om det kan bevises, at der er foregået noget

strafbart eller kritikværdigt. De midler, myndigheden har til sin rådighed sagsbehandling, efterforskning,

bevisvurdering er velegnede til at løse kerneopgaven, og den grundige behandling også af sager, der må

formodes ikke at føre til nogen form for påtale, kan anskues som myndighedens forsøg på at råde bod på

oplevelsen af krænkelse men det er langt fra altid noget effektivt plaster på såret. Det er meget tænkeligt,

at det forsurer samarbejdet med politiet, og som vi har set, kan en grundig sagsbehandling, som ender i

påstand mod påstand, opleves som en form for afvisning af den klagendes oplevelse af sagen. Som det blev

bemærket af en repræsentant for Politiforbundet (se afsnit 6.7) har “retliggørelsen” af klagesystemet nogle

konsekvenserforsmidigheden i klagebehandlingen. Spørgsmålet erså, hvad man eventuelt kan gøre i stedet?

—

9.1. MÆGLING I POLITIKLAGESAGER?

Det fremgår af betænkning 1507, at det ses som en mulighed, at ordningen med notitssagsbehandling kan

udvides til et egentligt forsøg med konfliktmægling i visse adfærdssager. Udvalget bag betænkningen har dog

også en række reservationer over for en sådan ordning, særligt i forhold til fortrolighed i mæglingen, og om

rimeligheden i, at det

sådanne sager ikke efterfølgende er muligt at iværksætte disciplinære sanktioner over

for de deltagende politifolk. Da en sådan ordning i udgangspunktet må være baseret på frivillighed, både hos

klager og indklagede, kan der opstå risiko for, at sager, der i udgangspunktet er nogenlunde ens, ender med

at blive behandlet helt forskelligt. Ikke desto mindre lægger udvalget op til, at denne form for klagebehand

ling kan forsøges, og denne anbefaling er også nævnt i behandlingen af lovforslaget.

ERFARINGER MED KONFLIKTMÆGLING I POLITIKLAGER

Der findes en række udenlandske forsøg og evalueringer af brugen af konfliktmægling i politiklageregi, og de

viser overvejende positive erfaringer:

I USA er der gennemført en række undersøgelser af, hvordan klagere og indklagede opfatter mægling i for

hold til traditionel behandling af klager over politiet, I New York fandt Bartels and Silverman (2005) at både

klagere og politifolk var mere tilfredse efter mægling end efter almindelig klagebehandling, og at mægling

blandt andet gav klagerne en væsentlig bedre forståelse for hændelsen set fra politiets side. Da undersøgel

sen havde en meget lav svarprocent (18 pct.) og i forvejen havde et begrænset antal mulige respondenter,

skal resultaterne vurderes med forsigtighed. I Denver finder Schaible, Angelis, Wolf, and Rosenthal (2012), at

både klagere og politifolk er signifikant mere tilfredse med klagebehandling via mægling en den traditionelle

klagebehandling. Her er svarprocenten blandt dem, der har deltaget i mægling meget høj (hele 99 pct.), mens

svarprocenten blandt dem, der har deltaget i traditionel klagesagsbehandling er væsentlig lavere (19 pct. af

klagerne, 35 pct. af politifolkene), hvilket kan tænkes at påvirke vurderingen af den traditionelle Idagebe

handling i negativ retning.56 Det er muligt, at forskellen i tilfredshed overvurderes og den er stor: Blandt

klagerne er det særligt processen, der opleves forskel på (11 pct. tilfredse i almindelig behandling, 79 pct. i

mæglingssager), men også tilfredsheden med resultatet er meget forskelligt (7 pct. i almindelig behandling,

—

9.1.1.

UDENLANDSKE

Selv om det sker ind imellem, f.eks.

form af generelle beklagelser uden fastlægning af individuelt ansvar.

Det kan tænkes, at de mest utilfredse er mest tilbøjelige til at deltage

undersøgelsen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

63 pct. i mæglingssager). Nogenlunde tilsvarende forskelle findes i et tidligere studie fra Denver. Et tredje

studie uden konkret stedsangivelse (De Angelis, 2009) finder også, at klagere, der har deltaget i mægling, er

væsentlig mere tilfredse.

I Storbritannien finder en undersøgelse (Hill, Cooper, Hoyle, & Young, 2003), at ca. halvdelen af de klagende

er interesserede i en uformel løsning på klagen, men også, at en del er utilfredse efter forløbet. En senere

undersøgelse fra samme område (Young, Hoyle, Cooper, & Hill, 2005), denne gang med brug af kontrol-

gruppe, finder, at klagere, der har deltaget i mægling, er mere tilfredse med resultatet af klagen, mere til

fredse med sagsbehandlingstiden og mere tilfredse med selve processen, når de sammenlignes med en

gruppe, der har deltaget i traditionel klagebehandling. Forskellene mellem de to grupper er dog ikke så store,

som det er tilfældet i de amerikanske undersøgelser (hvilket formodentlig skyldes, at forholdet mellem politi

og borgere er meget forskelligt i de to lande).

Et review af forskellige systemer til behandling af klager over politiet finder, at der er meget stor forskel på,

hvor tilfredse klagere og indklagede er med forskellige former for uformel behandling af klagerne, men også

at politifolk generelt synes at se positivt på egentlige konfliktmæglinger (Prenzler, Mihinjac, & Porter, 2013).

Det samlede billede af mulighederne for at anvende en form for konfliktmægling i politiklager synes overve

jende positivt, men det skal understreges, at den videnskabelige litteratur på området er begrænset, ikke

blot i omfang, men også i videnskabelig styrke. De evalueringer, der findes, har meget begrænsede deltager

antal og især lave svarprocenter, og der synes ikke at findes nogen egentlige kontrollerede eksperimenter.

Der savnes klart forskning på dette område, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der foreløbig ikke

findes vældig mange eksempler på, at mægling udgør en væsentlig del af behandlingen af klager over politiet.

—

9.1.2. EN

DANSK FORSØGSMODEL?

Politiklagemyndigheden har, blandt andet på baggrund af erfaringer med mægling

andre offentlige institu

tioner og modeller afprøvet af amerikansk politi, udformet en model for et forsøg med mægling

klagesager,

Det fremgår heraf, at forsøget skulle omfatte adfærdsklagesager, der vurderedes at ligge lige over notitssags

niveau, dvs, sager, hvor der kunne blive tale om kritik af indklagede i mildere grad, samt særlig de sager, hvor

påstand står mod påstand. Mere alvorlige adfærdsklagesager samt straffesager skulle ikke indgå, ligesom

sager med flere indklagede politifolk ikke skulle indgå. Forslaget indebærer brug af en uafhængig mægler

(altså ikke en ansat i myndigheden), og kræver frivillig deltagelse af såvel klaget som indklaget. Oprindelig

var det tanken, at klagen, såfremt mæglingen blev gennemført, dermed skulle være afsluttet, uanset om

klager/indkiagede var tilfreds med resultatet. Justitsministeriet var dog af den opfattelse, at der ikke var lov-

hjemmel til en sådan afskæring fra formel klagebehandling, og Politiklagemyndigheden ændrede efterføl

gende forslaget, således at ovenstående model var udgangspunktet, men at “klageren har dog mulighed for

på fly at rette henvendelse til DUP med anmodning om, at sagsbehandlingen genoptages. I så fald kan DUP

ikke tage hensyn til oplysninger, der er fremkommet under mæglingen, og genoptagelsen kan ikke resultere

i disciplinære sanktioner for polititjenestemanden.”57 Politifolk, der deltager i mægling, skal således ikke

kunne risikere disciplinære sanktioner efterfølgende. Gennemføres mæglingen ikke, kan klagesagen videre

føres på normal vis. Modellen tænkes afprøvet i en enkelt politikreds, og det foreslås, at forsøget skal evalu

e res.

Forsøget er dog foreløbig ikke gennemført, da såvel Rigspolitiet som Politiforbundet havde væsentlige ind

vendinger.

2. udgave af forslag til forsØgsordning med mægling, s. 17-18 (udateret og upubliceret).

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Politiforbundet anfører58 blandt andet,

•

at der muligvis savnes hjemmel til en sådan forsøgsordning

at politifolkenes retsstilling bliver usikker, når man ikke ved, om sagen efterfølgende kan ende som al

mindelig klagesag

at man ikke kan være sikker på, at oplysninger fremkommet under mæglingen ikke går videre til en even

tuel klagesagsbehandling

at man ikke kan være sikker på, at der ikke vil blive iværksat disciplinære tiltag efter mæglingen, fordi det

ikke er Politiklagemyndigheden, men derimod Rigspolitiet, der tager beslutning herom

at der ikke kendes mæglingsordninger i vesteuropæiske lande

at “udøvelse af politimyndighed i særligt tilspidsede situationer skaber grundlag for en konflikt mellem

borgeren og politiet i selve situationen, som i sagens natur kan føre til en klage og at klagerens opfattelse

af situationen i de fleste tilfælde næppe vil ændres, selv om hændelsen bliver gjort til genstand for mæg

Ting.”

Politiforbundet kan derfor ikke tilslutte sig forslaget om en forsøgsordning. Holdningen til forslaget blev ud

dybet i interviewet med det retspolitiske udvalg. Et tidligere forslag fra Politiklagemyndigheden blev afvist af

forbundet, fordi:

“Justitsministeriet havde resolveret, at det forhold, at man indgik i en mægling, det kunne ikke

afskære klager fra rent faktisk at fastholde sin klage efterfølgende. Og det betyder så, at uan

set om man laver regler om, at det, der var sket under mødet, ikke kunne lægges direkte til

grund, så kunne det ikke forhindre klager iat bringe de aspekter, som var kommetfrem under

mødet, op til DUP’en, så de rent faktisk var nødt til at undersøge det. Det kan godt være, at

man ikke kunne bruge det, der var sket under selve mæglin gen, men de kunne i hvert fald blive

nødt til at undersøge de oplysninger, der var kommet frem. Det mente vi rent faktisk var rets

sikkerhedsmæssigt betænkeligt

(...)

Det er jo ikke ensbetydende med, at vi endegyldigt har

sagt, at det ikke kunne være en god ide. Hvis man vælger denne her vej, så må der også være

politiske og rets5ikkerhedsmæssige garantier om, at hvis man åbner sig iforbindelse med en

mægling, så skal man ikke kunne

få

det smidt direkte i hovedet igen bagefter [i en efterføl

gende klagesag]. Rigspolitiet ville heller ikke afskære sig fra at anvende disciplinære sanktio

ner, fordi der var sket mægling, for der kunne man risikere, at to ensartede sager blev behand

let forskelligt

(...)

Der var også det, at almindelige kolleger sammenlignede det med mæglinger

mellem offer og gerningsmand. Og så ville de gerne vide, om de skulle have rollen som offer

eller gerningsmand! Så der var også noget der, som associerede i en forkert retning

(...)

Vi har

ikke eksplicit forholdt os

til,

om det vil være en god lUe eller ej, vi har kun forholdt os til det

konkrete forslag. Vi har egentlig ikke taget overordnet stilling til, om det er en god ide eller ej.

Vi har i hvert fald ikke afvist det, men vi har nok heller ikke rakt begge hænder op og sagt, at

vi synes, det er verdens bedste lUe.”

Det er korrekt, at Rigspolitiet også afviser forsøgsordningen, som den var skitseret, særligt fordi man er be

tænkelig ved, at der ikke findes lovhjemmel for at fritage politifolk for disciplinærforfølgning efter deltagelse

i mægling. Man er også bekymret for muligheden for genoptagelse af klagesagen efter mægling, fordi den

HØringssvar dateret

juni 2015.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

mundtlige form i mæglingen gør det “overordentlig vanskeligt at sikre, at disse oplysninger [fra de deltagende

politifolk] ikke får nogen indflydelse på den senere klagesagsbehandling.”59

Det centrale i høringssvarene er de lovgivningsmæssige aspekter, og det er klart, at der faktisk er nogle pro

blemer her, som må afklares, før et eventuelt forsøg igangsættes. Hvad angår Politiforbundets sidste indven

ding om de særlige situationer, der leder til klager over politiet er det min opfattelse, at langt fra alle

klager angår “særligt tilspidsede situationer”. Hertil kommer, at erfaringer fra konfliktråd har vist, at sådanne

kan gennemføres med positivt udkomme også i andre former for tilspidsede situationer, f.eks. rØverier mv.

Jeg mener således ikke, at det på forhånd kan udelukkes, at en form for mægling kan have succes.

—

Et punkt, som ingen af høringssvarene berører, er spørgsmålet om, hvad

politiet

i givet fald ville få ud af en

sådan ordning. For det første ville de deltagende politifolk slippe for at skulle afvente udfaldet af en ofte

langstrakt sagsbehandling. For det andet ville de i hvert fald nogle gange få et perspektiv på deres egen

måde at agere på, som kunne hjælpe dem i deres udvikling af egen praksis.

—

De politifolk, der er interviewet til denne undersøgelse, har haft meget forskellige indstillinger til spørgsmålet

om mægling. Nogle har gjort det klart, at de under ingen omstændigheder ønsker at deltage i noget sådant,

fordi de mener at have handlet korrekt og ikke ser noget behov for at gøre yderligere. Andre ser muligheden

for, at i hvert fald nogle af sagerne kunne løses på denne måde, men udtrykker også skepsis over for, hvor

ofte mægling vil kunne bruges. Særligt peger de på, at det vil være vanskeligt at indgå i mæglingsforløb, hvis

borgeren var beruset i den situation, der er klaget over. Politifolkenes perspektiv på sådanne mulige mæg

unger har konsekvent været, at det kunne give

borgeren

en mulighed for at forstå baggrunden for politiets

ageren, så det er klart, at det vil kræve nogen tilvænning at indgå i et sådant forløb på lige fod med den

klagende hvilket blandt andet vil indebære, at også politifolkene skal forsøge at forstå klagerens perspektiv

på hændelsen.

—

Under alle omstændighed er det klart, at der foreløbig ikke er gennemført noget forsøg med mægling i poli

tiklagesager, og at det er vanskeligt at se, hvordan et sådant forsøg skal etableres inden for den gældende

lovgivning.

9.2. EN UDVIDET MODEL

Som det fremgår af forrige afsnit, er der en række indvendinger mod selv et begrænset forsøg med konflikt

mægling i politiklagesager primært i forhold til spørgsmålet om mulige sanktioner over for de indkiagede

politifolk. Sådanne overvejelser ligger i naturlig forlængelse af de overvejelser, der har ført til skabelsen af

Politiklagemyndigheden og dennes mandat: klager over politiet skal undersøges uvildigt og til bunds, og po

litifolk, der har optrådt forkert eller ulovligt skal irettesættes eller straffes. Den underliggende tankegang er

selvfølgelig, at muligheden for at straffe politifolk, der træder ved siden af, skal medvirke til at sikre, at politiet

optræder i overensstemmelse med lovgivning og adfærdskodeks.

—

Ser man på, hvordan systemet fungerer i praksis, er det klart, at straf og kritik reelt udgør en meget lille del

af Politiklagemyndighedens afgørelser. Langt hovedparten af sagerne ender uden konsekvenser for individu

elle politifolk, hvilket for mange klagere tilsyneladende er i orden: de klager ikke først og fremmest for at få

konkrete politifolk straffet. De vil til gengæld gerne have oprejsning, f.eks. i form af, at politiet erkender, at

der var noget galt, og ændrer adfærd. En sådan oprejsning er det til gengæld kun et mindretal, der får.

Rigspolitiet, høringssvar dateret 1.

juni 2015.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Endemålet et velfungerende politi, som retter op på fejl og mangler, når de opstår kan således siges at

være mere eller mindre det samme hos borgere, lovgivere og myndighed, men man må overveje, om det

nuværende system er det mest velegnede til at opnå dette mål. Det fremgår af betænkning 1507, at udvalget

overvejede modeller i stil med dem, der findes i sundhedsvæsenet og luftfarten, hvor man opererer med

forskellige former for “frit lejde-ordninger”, hvor man kan indrapportere fejl uden risiko for at blive draget

personligt til ansvar. Tanken bag er, at det er vigtigere, at problemer bliver opdaget og fejl rettet, end at

individuelle ansatte stilles til regnskab. Fokus ligger altså på et lærende system, hvor indrapporterede fejl

bruges som udgangspunkt for fejlretning og optimering af procedurer, arbejdsgange og uddannelse. Flertal

let i udvalget bag betænkning 1507 afviser, at en sådan ordning skulle kunne anvendes i politiet, og de angiver

to hovedargumenter herfor: for det første mener flertallet, at “klager over politiet bliver formentlig i højere

grad, end det er tilfældet på andre forvaltningsområder, opfattet som en klage over den enkelte polititjene

stemand” (betænkning 1507:189). Det fremgår ikke, hvem der i givet fald nærer en sådan opfattelse, eller

hvad udvalgets flertal her bygger sin antagelse på. Resultatet af den foreliggende evaluering peger, for en

ikke uvæsentlig del af klagernes vedkommende, i en anden retning det er også politiet som sådan, klageren

ønsker at påvirke.

—

Flertallets anden overvejelse går på spørgsmål om uagtsomhed og forsæt. Her mener flertallet, at politiets

handlinger stort set altid i modsætning til handlinger foretaget af f.eks. sundhedspersonale eller ansatte i

flyveledelsen vil være forsætlige eller i hvert fald groft uagtsomme, og at det vil være betænkeligt, at man

ikke kan drage politifolk til ansvar for sådanne handlinger. Det tidligere nævnte mindretal foreslår heroverfor,

at Politiklagemyndigheden skal have beføjelse til at “udelukke et strafansvar, hvis det er åbenbart, at der ikke

er grundlag for et sådant” (Betænkning 1507: 194). Jeg forstår mindretallets argumentation på den måde, at

selv om der er handlet forsætligt f.eks. i forbindelse med magtanvendelse, kan man ikke her sige, at en even

tuel overdreven brug af magt er sket

med den hensigt

at anvende overdreven magt. “Der er ingen grund til

at skjule, at politiets arbejdsvilkår ofte er ekstremt vanskelige i forhold til vilkårene for andre offentligt an

satte, og at der under disse omstændigheder ofte af konfrontativ karakter uundgåeligt vil blive begået

fejltagelser. Kun de alvorligste af disse medfører og bør medføre et personligt ansvar, uanset at polititjene

stemanden teoretiske kan hævdes at have handlet “med vilje”. Men i en række tilfælde bør dette ikke være

til hinder for erkendelsen af, at der i den enkelte sag er anvendt for megen magt” (s. 197). Mindretallet synes

altså at hælde i retning af et system, der ligner det, der kendes fra sundhedsvæsenet, blandt andet fordi det

så bliver lettere at give klagerne ret.

—

Efter min mening støtter resultaterne af undersøgelsen blandt klagerne langt hen ad vejen mindretallets

vurdering. Ud over de argumenter vedr. klagesystemets reduktive karakter, der er anført ovenfor, kan man

sige, at systemet er dårligt egnet til at fremme overvejelser hos den enkelte polititjenestemand om, hvorvidt

hun eller han i en given sag kunne have løst opgaven på en anden måde. Langt de fleste sager ender med, at

klager ikke får medhold, hvilket de indklagede politifolk naturligt må tolke som udtrykfor, at de altså ikke har

gjort noget forkert. Men selv om man ikke har gjort noget kritisabelt eller strafbart, kunne det jo godt tænkes,

at man kunne have gjort noget anderledes. Sådanne overvejelser fremmes ikke af det nuværende klagesy

stern; at være indklaget i en politiklagesag fremmer ikke lysten til at se hændelsen fra borgerens side.

9.3. HVIS FORSTÅELSE ER MÅLET...

Konklusionen må derfor være, at såfremt man ønsker, at klager over politiet skal bidrage til en øget forståelse

mellem politi og borgere, så er det nuværende klagesystem ikke noget særlig godt instrument. Det skyldes

først og fremmest, at det primære formål med klagebehandlingen er at vurdere, om der kan pålægges poli

titjenestemænd et individuelt ansvar. Dette princip fraviges i dag kun i de adfærdssager, der vurderes at være

så lidt alvorlige, at de kan overlades til notitssagsbehandling, Som det er fremgået, er der en tendens til, at

klagere, der har deltaget i en sådan form for behandling, er mere tilbøjelige til at opleve sig taget alvorligt.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Hvorvidt politiet som organisation lærer noget af disse samtaler, kan jeg ikke vurdere. Bedømt ud fra klager-

nes oplevelser kunne det se ud til, at nogle notitssager af politiet bliver behandlet som noget, der skal over

stås, en nem løsning på en klage, mens andre får en mere grundig behandling. Notitssagsbehandling er ikke

nogen mirakelkur men det er den almindelige sagsbehandling bestemt heller ikke.

—

Som det fremgik af kapitel 1, er det ikke første gang, der er lavet ændringer i politiklagesystemet det er

sket flere gange. Der er imidlertid ikke ændret på grundlæggende præmis for klagesystemet: vurderingen af

det individuelle ansvar. For mig at se er der ikke grund til at tro, at der inden for denne ramme kan tænkes

ændringer i politiklagesystemet, som vil ændre afgørende på klagernes tilfredshed med systemet. Hvis en

klages “succes” måles på, om klager får medhold, må et system, hvor det kun sker for et fåtal, generere en

høj grad af utilfredshed.

—

Hvis der ønskes et klagesystem, som i højere grad skaber tilfredshed blandt klagerne, må den grundlæggende

præmis tænkes om: mindre fokus på det individuelle ansvar, mere fokus på organisatorisk ansvar og udvik

ling, samt ikke mindst på muligheden for at de to parter i konflikten bedre forstår, hvad der var baggrunden

for den andens handlemåde. For mig at se bør et sådant klagesystem have som mål at øge forståelsen mellem

politi og borgere mest muligt.

Som det er beskrevet i afsnittet om mægling ovenfor, tyder meget på, at det rent juridisk vil være vanskeligt

at udvide brugen af notitsbehandling og/eller at etablere en forsøgsordning med mægling i visse sager inden

for den eksisterende lovgivning. Skal der ske afgørende ændringer i behandlingen af klager over politiet, er

det således en forudsætning, at lovgrundlaget for klagesystemet ændres, således at følgende forudsætninger

er opfyldt:

•

Konfliktmægling bør være en mulighed i de sager, hvor både den klagende borger og den indklagede

polititjenestemand er indforstået hermed. Dette bør gælde i både adfærds- og straffesager med undta

gelse af de mest alvorlige. Jeg ser ikke de store problemer i at inddrage mindre alvorlige straffesager, da

der allerede i det nuværende system stort set ikke er nogen politifolk, der tiltales i sådanne sager.

Hvis klageren er indforstået med konfliktmægling som “løsning” på klagen, og mæglingen gennemføres,

afskærer klager sig dermed fra at få afgjort klagen på traditionel vis uanset om klager er tilfreds med

udfaldet af mæglingen.

Oplysninger og andre udsagn fra den deltagende polititjenestemand, der erfremkommet som led i mæg

ling, kan ikke efterfølgende danne grundlag for disciplinære foranstaltninger over for tjenestemanden.

—

•

Det er klart, at en sådan ændring af klagegangen vil tage tid at indføre, og at en del klagere og politifolk vil

være skeptiske. Det er væsentligt, at der er tale om frivillig deltagelse fra begge parter, og at den traditionelle

klagebehandling fortsat findes som alternativ i de tilfælde, hvor den ene eller begge parter fravælger at del

tage i mægling.

Jeg er heller ikke blind for, at der også kan ses problemer i et sådant mæglingsbaseret klagesystem. Det ligger

i sagens natur, at der vil blive tale om ulighed i klagebehandlingen, hvis for eksempel nogle klagere fravælger

mægling, fordi de ønsker de indklagede politifolk straffet. Her er det for mig væsentligt, at politifolk ikke

stilles ringere, end de er i dag der skal selvfølgelig ske samme grundige efterforskning og sagsbehandling,

som findes i det nuværende system. Men det må anerkendes, at der i visse tilfælde vilske en ulige behandling

af sager, der i udgangspunktet er meget ens.

—

En anden indvending kan være, at nogle politifolk måske vil fravælge mægling, fordi de nærer modvilje mod

klageren. Her er det så klager, der risikerer at blive “ulige” behandlet, men heller ikke her stilles klager ringere

end i det nuværende system.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

En tredje indvending kunne være, at politifolk vil vælge at deltage i mægling uden for alvor at gå ind på

mæglingens præmisser simpelthen for at slippe for en klagesag. Om dette vil være et reelt problem, er det

umuligt at sige noget om på forhånd.

—

En fjerde indvending handler om de forskellige positioner, borgere og politifolk indtager fra udgangspunktet.

Politifolk har en række bundne opgaver og en række lovlige midler til at løse disse opgaver, hvor borgerne på

mange måder står mere frit. Det kan tænkes, at disse forskellige udgangspunkter kan gøre en mæglingspro

ces mere vanskelig. Om det er tilfældet, kan kun afgøres i praksis.

Disse og andre indvendinger listen er næppe udtømmende gør, at det for mig at se er helt afgørende, at

mægling i politiklagesager i første omgang alene indføres på forsøgsbasis. Forsøget bør løbe over en længere

periode, da man må formode, at det særlig i starten vil være vanskeligt at få en del af politifolkene til at

deltage. Forsøget bør selvsagt også evalueres både undervejs og ved udløbet af forsøgsperioden.

—

Sluttelig er der grund til at understrege, at den eller de modeller, der afprøves, skal være realistiske. Det

kræver, så vidt jeg kan se, at det nuværende lovgrundlag for behandlingen af politiklager ændres, således at

det er muligt at afprøve mægling ud fra de retningslinjer, der er skitseret ovenfor.

9.3.1.

MINDRE FOKUS PÅ DET INDIVIDUELLE ANSVAR?

En model, hvor mægling indgår i behandlingen af politiklager, er et skridt væk fra fokus på den enkelte poli

titjenestemands individuelle ansvar. Ud over et eventuelt forsøg med mægling bør det også overvejes, om

der i det hele taget kan findes en model for behandling af politiklagesager, som i højere grad sigter mod at

placere ansvar hos politiet som organisation.

Der findes naturligvis eksempler på, at politifolk groft og forsætligt har overtrådt lovgivning og adfærdsko

deks, og i sådanne tilfælde må der reageres med straf eller disciplinære foranstaltninger. Men sådanne ek

sempler er sjældne. Langt de fleste politifolk opfører sig ordentligt, fordi det er en del af deres professionelle

selvforståelse de sætter en ære i at gøre deres arbejde bedst muligt og efter reglerne. Det er ikke truslen

om straf eller disciplinære foranstaltninger fra arbejdsgiveren, som er udslagsgivende. Jeg mener her, der

kan være grund til at genoverveje de argumenter, mindretallet i udvalget vedr, behandlingen af politiklager

er fremkommet med, særlig argumenterne for at nedtone fokus på placeringen af et individuelt ansvar: På

grund af de meget høje beviskrav placeres et sådant ansvar meget sjældent, og der vil derfor være sager,

hvor det er mest sandsynligt, at klager har ret, men hvor klager alligevel ikke får medhold. For egen regning

vil jeg tilføje, at der også kan tænkes klagesager, hvor politiet har handlet efter reglerne, men hvor der kunne

have været alternative måder at løse opgaven på. Det nuværende klagesystem opfordrer ikke til selvreflek

sion, det opfordrer i stedet de indkiagede politifolk til at fokusere på at demonstrere, at de formelle regler

er overholdt.

—

Hvis man Ønsker et system til behandling af politiklager, der i højere grad sigter mod at skabe forståelse

mellem politi og borgere, samt at skabe de bedste betingelser for politiets fortsatte refleksioner over og

udvikling af egen praksis, kræves der et opgør med den grundlæggende præmis om, at systemets endemål

er placering af et individuelt ansvar med mulige disciplinære eller strafferetlige følger. Er der ikke villighed til

at slække på denne, er der efter min mening ingen grund til at ændre på det nuværende politiklagesystem.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

KAPITEL 10: SAMMENFATNING OG KONKLUSION

Den foreliggende evaluering er gennemført som følge af, at det ved vedtagelsen af loven om etablering af

Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev besluttet, at myndighedens virke skulle evalueres efter en år

række. Evalueringen bygger på en række forskellige datakilder, og de væsentligste resultater bliver opsum

meret herunder.

10.1. DEN OFFENTLIGE TILLID TIL POLITIKLAGESYSTEMET

I kapitel 1 redegøres for baggrunden for etableringen af Politiklagemyndigheden, som først og fremmest blev

etableret af hensyn til befolkningens oplevelse. For hovedparten af de politiske partier var det sådan, at de

på den ene side mente, at det eksisterende system med Politiklagenævn, hvor Statsadvokaten efterforskede

og traf afgørelser i såvel straffe- som adfærdsklagesager fungerede fint, som det var mens de på den anden

side mente, at der i offentligheden var mistillid til ordningen, fordi den ikke blev oplevet som uafhængig af

politiet. På denne baggrund blev det foreslået at etablere en ny myndighed, som selvstændigt skulle efter

forske sagerne samt træffe afgørelser i adfærdsklagesager.

—

10.2. SAMMENLIGNING MELLEM PERIODERNE FØR OG EFTER ETABLERINGEN

AF POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN

I kapitel 2 er der foretaget en sammenligning af antal og karakter af klagesager samt de trufne afgørelser i

perioden 2002-2011, hvor Statsadvokaten var ansvarlig for behandlingen af adfærds- og straffesager mod

politiet, og perioden 2012-2016, hvor Politiklagemyndigheden behandler og efterforsker disse sager. I den

senere periode er det tillige myndighedens opgave at træffe afgørelser i adfærdssager, mens Statsadvokaten

fortsat har påtalekompetencen i straffesager. Det fremgår af den officielle statistik, at der er sket en substan

tiel stigning i antallet af klager over politiet, som er tidsmæssigt sammenfaldende med etableringen af Poli

tiklagemyndigheden, og som formodentlig hænger sammen med denne. Hvad afgørelserne angår, viser sam

menligningen, at der ikke er afgørende forskel på andelen af straffesager, der ender med påtalerejsning:

Statsadvokaten vurderede, at der vartiltalegrundlag i 3,5 pct. afstraffesagerne behandlet frem til 2011, mens

det i den efterfølgende periode var 3,1 pct.

Hvad adfærdsklagerne angår, er der sket en stigning i andelen, som er resulteret i kritik og dermed mulig

disciplinær sanktion af politifolk. Dette var tilfældet i 3 pct. af adfærdssagerne frem til 2011, mens det i de

første 5 år af Politiklagemyndighedsperioden har været 6,8 pct. Om dette skyldes en strengere vurdering hos

Politiklagemyndigheden, eller at der klages over et større antal kritisable forhold, kan ikke vurderes ud fra

det tilgængelige materiale. Samlet set betyder det, at der i Politiklagemyndighedsperioden er placeret et

individuelt ansvar i 3,5 pct. af straffe- og adfærdssagerne, mod 4,6 pct. af sagerne i frem til 2011.

—

10.3. UNDERSØGELSE BLANDT DEM, DER KLAGER

I kapitel 3 redegøres for resultaterne af en undersøgelse blandt personer, der har fået afgjort en klage over

politiet i perioden august 2014-marts 2016. I alt 658 personer har besvaret spørgsmål om, hvordan de har

oplevet behandlingen af deres klage. Det fremgår her, at en del af de adspurgte er i tvivl om, hvem der faktisk

har behandlet deres klage (Politiklagemyndigheden, Statsadvokaten eller den lokale politidirektør), og at en

del af dem, der har fået klagen behandlet som notitsklagesag (hvor der ikke træffes nogen formel afgørelse),

alligevel mener, at der er truffet afgørelse i sagen. Denne forvirring skyldes formodentlig, at selve klagesy

stemet er indviklet at forstå.

De klagende er blevet spurgt, hvad de ønsker at få ud af klagen, og har haft mulighed for at afgive flere

forskellige svar. Det fremgår af besvarelserne, at hovedparten af klagerne —72 pct. blandt ønsker andet at

deres klage skal resultere i en form for “systemkritik”: at politiet ændrer adfærd en anden gang, eller at

ledelsen bliver opmærksom på, at noget ikke foregår, som det skal. Lidt under halvdelen 48 pct. ønsker

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

blandt andre ting individuelle politifolk enten straffet eller irettesat. Lidt over hver tiende

angivet, at dette er deres eneste mål med klagen.

—

12 pct.

—

har

Blandt dem, der har fået truffet afgørelse i deres sag af enten Statsadvokaten eller Politiklagemyndigheden,

har 4 pct. fået medhold, mens myndigheden i knap 2 pct. af sagerne har valgt at beklage forholdet mere

generelt. Samlet set har lidt under 6 pct. fået “medhold” i adfærds- og straffesager. Der er imidlertid væsent

lig flere, der selv mener at have fået medhold: 10 pct. af dem, der mener, det er Politiklagemyndigheden, der

har afgjort deres sag, mener, at myndigheden har udtalt kritik af politiet. Dette må igen tilskrives forvirring

over klagesystemets indretning, og måske særligt, at en del notitsbehandlinger ikke er oplevet som sådan:

Ifølge de officielle tal er 125 klager notitsbehandlet, men kun 50 af de adspurgte har selv oplyst, at de er

blevet tilbudt en samtale med en overordnet i politiet. Hvis man inkluderer notitssager og dispositionssager

(som behandles af Politidirektøren), mener i alt 18 pct. af de adspurgte at have fået medhold altså tre gange

så mange som de officielle tal viser.

—

58 pct. af de adspurgte mener, at Politiklagemyndigheden er uafhængig af politi, anklagemyndighed og

iustitsministerium, men stort set den samme andel mener, at myndigheden i sin konkrete afgørelse hartaget

parti for politiet. To ud af tre er uenige eller meget uenige i, at myndigheden gjorde, hvad den kunne for at

nå en retfærdig afgørelse. Omkring halvdelen oplever, at deres klage er blevet taget alvorligt, og lidt over

halvdelen mener, at afgørelsen var skrevet i et letforståeligt sprog. Til gengæld siger næsten lige så mange

48 pct. at de slet ikke kan forstå, hvorfor afgørelsen i deres sag blev, som den blev.

—

Samlet set er 73 pct. af de adspurgte utilfredse eller meget utilfredse med behandlingen af deres klage, men

alligevel ville 63 pct. klage igen en anden gang.

10.4. HVORDAN HAR UDVIKLINGEN VÆRET FRA 2008-2016?

I kapitel 4 sammenlignes resultaterne fra en brugertilfredshedsundersøgelse gennemført i 2008 og den fore

liggende undersøgelse fra 2015-2016. Sammenligningen lider af den svaghed, at 2008-undersøgelsen kun

omfattede 110 personer, og at nogle af spørgsmålene stillet i 2015-2016 ikke indgår i den tidligere undersø

gelse.

Med disse forbehold er resultatet afsammenligningen, at der ikke er mange forskelle mellem besvarelserne

i de to undersøgelser, på nær to: For det første er der ingen i 2008-undersøgelsen, som har fået medhold,

mens altså omkring 6 pct. af deltagerne i 2015-2016 har fået medhold. For det andet, at der er flere (47 pct.)

i 2015-2016 end i 2008 (40 pct.), som er meget utilfredse med klagens behandling som helhed. Hvis man

alene inddrager dem, der i 2015-2016 ikke har oplevet at få medhold, stiger andelen af meget utilfredse til

55 pct.

På baggrund af det begrænsede datagrundlag skal man være forsigtig med at drage alt for vidtrækkende

konklusioner, men det er klart, at den overordnede tilfredshed med sagsbehandlingen i hvert fald ikke er

større i 2015-2016, end den var i 2008.

10.5. HVAD HAR BETYDNING FOR DEN GENERELLE TILFREDSHED?

I kapitel 5 findes en nærmere analyse af, hvilke faktorer, der hænger sammen med den generelle tilfredshed

med sagsbehandlingen. Der er følgende fire signifikante sammenhænge: Der er en større sandsynlighed for,

at klageren vil være tilfreds med sagsbehandlingen, hvis...

•

klager har forståelse for, hvorfor afgørelsen i sagen blev, som den blev. Blandt dem, som i høj grad

synes, afgørelsen var let at forstå, er 36 pct. tilfredse/meget tilfredse med sagsbehandlingen, mens

det blandt dem, der slet ikke har forståelse for afgørelsen, kun er 5 pct.

...

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

•

klager oplever at have fået medhold i sin klage. Blandt dem, der har fået medhold, er 70 pct. til

fredse eller meget tilfredse, blandt dem, der ikke mener at have fået medhold, er 17 pct. tilfredse.

Det er her værd at bemærke, at der altså også blandt dem, der ikke har fået medhold, er en del, der

er tilfredse med klagebehandlingen.

klager er tilfreds med sagsbehandlingstiden: Jo mere tilfreds med den medgåede tid, jo mere til

freds med klagebehandlingen i det hele taget. Som man kunne forvente, afhænger tilfredsheden

med sagsbehandlingstiden af, hvor lang denne har været. Blandt dem, der mener, at sagen blev af

sluttet inden for 3 måneder, er 72 pct. tilfredse/meget tilfredse med sagsbehandlingstiden, men al

lerede blandt dem, der har oplevet en sagsbehandlingstid på 4-6 måneder, er andelen af (meget)

tilfredse nede på 30 pct. Blandt dem, der har oplevet en sagsbehandlingstid på over 12 måneder, er

der ingen meget tilfredse, og kun 10 pct. er tilfredse.

klager oplever sin klage taget alvorligt. Dette er den faktor, der har den største betydning for den

generelle tilfredshed: blandt dem, der er helt enige i, at deres klage blev taget alvorligt, er 64 pct.

tilfredse/meget tilfredse med sagsbehandlingen blandt dem, der er meget uenige i, at deres klage

blev taget alvorligt, er kun 2 pct. tilfredse.

...

—

Der er yderligere foretaget en analyse af, hvad der influerer på opfattelsen af, at klagen er taget alvorligt. Her

spiller følgende faktorer en rolle. Der er en større andel af de klagende, som oplever klagen taget alvorligt

blandt dem, der...

•

har indgivet klagen uden hjælp fra andre. Særligt dem, der har fået hjælp af en advokat er tilbøje

lige til at opleve, at deres klage ikke blev taget alvorligt sandsynligvis fordi de ikke har haft samme

tætte forbindelse til forløbet.

føler, de har fået lejlighed til at give alle relevante oplysninger i sagen.

har forståelse for, hvorfor afgørelsen i deres sag blev, som den blev.

har fået behandlet sagen som notitssag. Det drejer sig her om dem, der ifølge den officielle opgø

relse har deltaget i notitssagsbehandling: nogle af disse hartilsyneladende ikke selv været klare over,

at deres sag har været behandlet som notitssag, men de har alligevel en større tilbøjelighed til at

opleve deres sag taget alvorligt. Dette kan hænge sammen med, at en del af de politifolk, der har

foretaget notitssamtalerne, har formuleret sig på måder, der dels har vist, at de har taget klagers

oplevelse alvorligt, dels har kunnet tolkes som en form for medhold.

...

—

...

Endelig er det væsentligt at bemærke, at opfattelsen af Politiklagemyndighedens status uafhængig eller del

af politi/anklagemyndighed/Justitsministerium ikke synes at have selvstændig betydning for tilfredsheden

med klagebehandlingen. Dog er der lidt flere utilfredse blandt dem, der mener, at myndigheden hører under

politiet end blandt dem, der mener, der er tale om en uafhængig institution.

—

10.6. HVAD MENER POLITIET OM POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN?

I kapitel 6 gengives politiets syn på myndigheden. Jeg har foretaget interviews med en række indklagede

politifolk, uformelle interviews med andre politiansatte, samt interview med Politiforbundets retspolitiske

udvalg. Blandt de indklagede politifolk er der stor skepsis over for Politiklagemyndigheden, hvor følgende

forhold fremhæves:

•

Politiklagemyndigheden synes i politifolkenes optik— ikke at operere med nogen petitessegrænse

for, hvornår myndigheden efterforsker sagerne, herunder beder om udtalelser fra dem, sagen drejer

sig om. Flere har givet eksempler på sager, der i deres øjne tydeligvis ikke ville føre til nogen form for

kritik, fordi det materiale, klager havde sendt med som dokumentation, tydeligt modbeviste klagers

påstand. I sådanne sager mener politifolkene, at myndigheden bruger alt for mange ressourcer (både

egne og politiets) på at efterforske sagerne.

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

•

Nogle anfører, at myndigheden har en egeninteresse i at efterforske så mange klagesager som muligt

og også at give klager medhold i en vis del af sagerne af hensyn til at opretholde egne ressourcer.

En særlig anstødssten er de sager, som først behandles som straffesager for derefter (hvis Statsad

vokaten ikke vælger at forfølge sagen, eller hvis en rejst straffesag ender med frifindelse) at blive

behandlet som adfærdsklager. Nogle politifolk opfatter dette som en form for dobbelt strafbarhed,

hvilket får dem til at mene, at de nyder en ringere beskyttelse i retssystemet end almindelige bor

gere. Denne opfattelse forstærkes af det faktum, at Politiklagemyndighedens afgørelser i adfærds

sager ikke kan påklages til anden instans.

Sagsbehandlingstiden er også for politifolkene en kilde til irritation, særlig fordi det at have verse

rende sager i Politiklagemyndigheden kan have indvirkning på, om de får lov at bevare deres normale

jobfunktion og på deres muligheder for at søge nye stillinger i politiet.

På den positive side skal nævnes, at der hersker en positiv opfattelse af selve efterforskningen og de

afhøringer, politifolkene har deltaget i. Her opleves myndigheden som professionel.

—

Samlet set er det klart, at der blandt hovedparten af de interviewede synes at have tegnet sig et billede af

Politiklagemyndigheden som en fjendtlig institution, der først og fremmest står på borgernes side mod poli

tiet.

Politiforbundets repræsentanter har taget fat i nogle af de samme forhold som politifolkene, men generelt

er kritikken fra forbundets side mere afdæmpet. Ud over de ovennævnte punkter har Forbundet enkelte

eksempler på afgørelser, som efter deres mening afspejler manglende konkret viden om politiarbejde, og

ligeledes eksempler på sager, hvor kritik af individuelle politifolk egentlig burde rettes mod politiets ledelse,

da de indklagede faktisk har fulgt de retningslinjer, der har været udstukket.

10.7. HVAD LIGGER DER BAG KLAGERNE?

I kapitel 7 diskuteres det, hvordan man skal forstå baggrunden for klager over politiet. Det er min opfattelse,

at mange klagere føler sig krænket på den ene eller anden vis, og at deres klage kan ses som et ønske om

genopretning eller restitution af denne krænkelse. Tilsvarende føler nogle politifolk sig krænkede over at

blive genstand for klager og efterforskning. Politiklagemyndigheden har imidlertid meget ringe muligheder

for at gøre noget ved klagernes

og politifolkenes) oplevelse af krænkelse. Myndighedens opgave er at vur

dere, om der kan placeres et ansvar på individuelle politifolk, og den kommer derved til at reducere klager

over mere eller mindre komplicerede hændelsesforløb til et spørgsmål om beviser for skyld. Da kun meget

få klagere får medhold, kan myndighedens afgørelser let opleves som en underkendelse af klagernes ople

velse af situationen, selv om dette ikke er hensigten. Konklusionen er, at den høje andel af utilfredse klagere

er et forventeligt resultat af et system, hvor placeringen af et individuelt ansvar står centralt.

10.8. HVAD KAN DER GØRES FOR AT ØGE TILFREDSHEDEN?

I kapitel 8 ses der nærmere på, om der kan gøres noget for at øge andelen af tilfredse klagere (og politifolk)

inden for det eksisterende systems rammer. Reduktion af sagsbehandlingstiden vil formodentlig have en vis

virkning, men om det overhovedet er muligt at reducere denne, er et åbent spørgsmål. Hvis en større del af

klagerne afsluttes på et tidligt stadie, vil det selvsagt reducere sagsbehandlingstiden, men det kan til gengæld

betyde, at de klagende borgere oplever, at myndigheden ikke tager klagen alvorligt. Politiklagemyndigheden

har i øvrigt ikke mange muligheder for at øge hverken oplevelsen af medhold eller klagers oplevelse af, at

hans/hendes klage tages alvorligt. Èn mulighed kunne være, at myndigheden i højere grad gik i dialog med

de klagende om, hvad disse egentlig ønskede at få ud af klagen. Dette ville dels give dem, der klager, en

mulighed for allerede tidligt at forklare deres syn på sagen, dels give mulighed for, at myndigheden kunne

rådgive dem om, hvorvidt deres ønsker er realistiske. Der findes eksempler fra andre forvaltningsgrene på,

at en sådan indsats øger tilfredsheden hos dem, der klager.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

10.9. ER MÆGLING EN MULIGHED?

I kapitel 9 diskuteres muligheden for, at nogle sager kunne løses ved en form for mægling mellem borgere

og politifolk. Allerede i forbindelse med etableringen af Politiklagemyndigheden blev det foreslået, at der

skulle gennemføres et forsøg med mægling, men Politiklagemyndighedens forsøg på at etablere et sådant

forsøg er foreløbig strandet på, at hverken Rigspolitiet eller Politiforbundet mener, at det realistisk kan gen

nemføres inden for rammerne af den eksisterende lovgivning, særligt fordi det ikke kan sikres, at gennemfø

relse af mægling vil udelukke klager fra efterfølgende at forlange klagesagen behandlet på traditionel vis.

Hvis et sådant forsøg skal kunne etableres, kræver det derfor, at der skabes de lovgivningsmæssige rammer

for, at oplysninger fremkommet i forbindelse med mægling ikke senere kan indgå i hverken almindelig kla

gesagsbehandling eller i forbindelse med disciplinærsager. Man kan endvidere overveje, om det bør være

muligt i højere grad at fravige princippet om, at målet med klagesagsbehandlingen er at vurdere, om der kan

pålægges polititjenestemænd et individuelt ansvar. Noget sådant er foreslået af et mindretal i udvalget bag

betænkningen om behandling af politiklager, og fordelen kan være, at dette vil give mulighed for i nogle

sager, hvor et individuelt ansvar ikke kan placeres, i højere grad at anerkende klagers oplevelse af, at noget

ikke er sket, som det burde.

10.10. KONKLUSION

I indledningen til denne evalueringsrapport pegede jeg på, at etableringen af Den Uafhængige Politiklage

myndighed kunne ses som en slags paradoks: Man havde et politiklagesystem, som efter Justitsministeriets

opfattelse i det store og hele fungerede efter hensigten, men som samtidig var udsat for en del kritik i offent

ligheden. Derfor måtte systemet laves om, uden at man dog af den grund ændrede på de grundlæggende

vilkår for klagebehandlingen. Resultatet af evalueringen er, ironisk nok, også noget paradoksalt: Det er lyk

kedes at etablere en klagemyndighed, som af flertallet blandt klagerne opfattes som uafhængig, og som sy

nes at have givet flere mod på at klage over politiet uden at andelen af klagere, der er tilfredse med be

handlingen af deres klage af den grund er øget. De utilfredse udgør fortsat det store flertal.

—

Det er min klare opfattelse, at en væsentlig årsag til utilfredshed med klagebehandlingen er, at meget få

klagere får medhold i et klagesystem, hvor medhold i princippet er det eneste “positive” resultat, klager kan

få. Nogle klagere erganske vist tilfredse, selv om de ikke harfået medhold, men det gælder ikke hovedparten,

Undersøgelsens resultater indikerer, at det for nogle klagere har en betydning, at de opfatter Politiklagemyn

digheden som uafhængig af politiet, men effekten er ikke så stor, som man måske har forestillet sig, da pla

nerne for den nye myndighed blev udarbejdet.

Årsagen til denne begrænsede effekt er efter min mening først og fremmest, at der ikke er ændret i de grund

læggende vilkår for behandlingen af klager over politiet. Det er fortsat det primære mål med klagebehand

ungen at vurdere, om det kan bevises, at politipersonale har handlet strafbart eller kritisabelt i den sammen

hæng, der klages over. Her er klagesystemet ikke i samklang med ønsket hos flertallet af dem, der klager.

Klagerne ønsker mange ting ud over straf og irettesættelse: undskyldninger, ændringer i politiets praksis og

ledelsesmæssigt fokus på uhensigtsmæssig adfærd. Det er min tolkning, at mange ønsker anerkendelse af

deres oplevelse og en form for genoprettelse af den krænkelse, de synes, de har lidt. Den slags er politikla

gesystemet ikke i stand til at tilbyde ret mange klagere.

Min konklusion er på denne baggrund toleddet. Hvis det overordnede fokus for klagesystemet fortsat skal

være at afdække polititjenestemændenes mulige individuelle ansvar og kritisable/strafbare handlinger, så er

det nuværende system med en uafhængig Politiklagemyndighed nok nogenlunde det bedste, der kan tæn

kes. Det er muligt, at der kan foretages nogle mindre justeringer rundt omkring, men der er ikke grund til at

tro, at disse vil ændre afgørende på klagernes opfattelse af systemet eller på den fremherskende utilfreds

hed med klagebehandlingen.

—

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Hvis man i stedet ønsker at fokusere mere på klagernes oplevelse/tilfredshed og på at øge forståelsen mellem

politi og borgere, er det nødvendigt at gøre op med det grundlæggende fokus på det individuelle ansvar.

Dette er allerede tilstanden i dag i de sager, der behandles som notitssager. Her falder ikke nogen formel

afgørelse, men i stedet “løses” sagen gennem en samtale mellem klager og en overordnet i politiet. Denne

løsning synes at gøre flere klagere tilfredse, men den omfatter kun de mindst alvorlige adfærdsklager. Der er

fra politisk hold ytret ønske om, at mægling skal forsøges som et alternativ, men som det er fremgået, vil

dette kræve en lovændring, således at det bliver muligt at sikre, at de indklagede politifolk kan deltage fuldt

ud i en sådan proces uden at frygte, at det, de siger, efterfølgende kan bruges mod dem i f.eks. en discipli

nærsag. Efter min mening er der god grund til at skabe mulighed for sådanne mæglingsprocesser, både i

adfærdssager og straffesager af mindre alvorlig karakter. Mægling i politiklager er ikke uproblematisk, men

erfaringer fra udlandet tyder på, at der kan være positive effekter.

Politiklagesystemet har igennem mange år opereret i, hvad Politiklagemyndigheden kalder “sandhedens tje

neste”, og der er ikke meget, der tyder på, at ændringer i systemet inden for denne overordnede ramme gør

nogen afgørende forskel. Skal der ske grundlæggende forandringer med klagernes (og politiets) opfattelse af

klageprocessen, må fokus lægges et andet sted. Her er vi på mere uprøvet grund, men for mig at se kan der

være god grund til at arbejde hen imod et klagesystem, der først og fremmest arbejder “i forståelsens tjene

ste”.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

APPENDIX: METODISK REDEGØRELSE

Den foreliggende undersøgelse bygger på to grupper af informanter: Dels personer, der har klaget over poli

tiet og modtaget en afgørelse i en nærmere defineret periode, dels politifolk, som harværet indklaget i nogle

af de klagesager, der er afgjort i perioden.

A.1. BRUGERUNDERSØGELSE BLANDT KLAGERNE

Brugerundersøgelsen omfatter personer, der har fået en afgørelse af en klage til Politiklagemyndigheden i

perioden august 2014 marts 2016. Det var oprindelig meningen, at undersøgelsen kun skulle løbe i et år,

men det stod tidligt klart, at svarprocenten i undersøgelsen var lavere end forventet, og jeg besluttede derfor

at forlænge dataindsamlingsperioden for at opnå et større datagrundlag. Kontaktoplysninger på dem, der

har fået en afgørelse i perioden, er fra Politiklagemyndigheden leveret til DST Survey, som har stået for da

taindsamlingen. I den nævnte periode er der i alt 1706 afgørelser, hvor der findes fulde kontaktoplysninger i

form af CPR-nummer, og 81 afgørelser, hvor der kun findes delvise kontaktoplysninger på klager. Den sam

lede population udgør dermed 1787 personer.

—

Imidlertid vedrører en del af afgørelserne de samme personer, nemlig i de tilfælde, hvor en klager har indgi

vet, og modtaget afgørelse i, flere af hinanden uafhængige klager i undersøgelsesperioden. Enkelte borgere

er meget aktive klagere i forhold til Politiklagemyndigheden: Således modtog én person i alt afgørelser på 9

klager. For at undgå, at personer med mange klager får uforholdsmæssigt stor vægt i undersøgelsens resul

tater, blev det på forhånd besluttet, at hver klager kun måtte indgå én gang i under5øgelsen. De resterende

sager er frasorteret efter følgende princip: Hvis det er lykkedes at opnå interview med den pågældende kla

ger, indgår interviewet i undersøgelsesmaterialet, mens de øvrige sager ikke indgår. I nogle tilfælde er der

ved en fejl gennemført interviews med den samme klager i mere end én sag i disse tilfælde indgår kun det

først gennemførte interview i undersøgelsen. Hvis der ikke er opnået interview med klageren i nogen af sa

gerne, indgår kun den første afgørelse fra perioden i bortfaldsanalysen.6° Omfanget af “gengangere” og det

antal sager, der er taget udaf undersøgelsen, fremgår af tabel Al.

—

Tabel Al: Undersøgelsespopulationen fordelt efter antal modtagne afgørelser august 2014-marts 2016, samt antal

dubletter, sam ikke er medtaget i undersøgelsen

Personer med i afgørelse

Personer med 2 afgørelser_________

Personer med 3 afgØrelser_______

Personer med 4 afgørelser

Personer med 5 afgørelser

Personer med 6 afgørelser

Personer med 7 afgørelser

Personer med8afgørelser

Personer med 9 afgørelser

I alt

Antal afgørelser

1465

206

Antal dubletter

103

Antal personer

1465

103

—

1787

189

1597

I alt indgik altså 1597 personer i undersøgelsespopulationen med én sag hver. Kontaktoplysninger vedr. 95

af disse nåede ved en fejl ikke frem til interviewafdelingen i DST Survey, hvorfor de aldrig er forsøgt kontaktet

Personer med mange klager spredt over undersøgelsesperioden vil også med denne metode

—

alt andet lige

—

have

en lidt større chance for at blive interviewet til undersøgelsen, fordi de blevet kontaktet i forbindelse med hver enkelt

afgørelse, indtil der er opnået interview med dem.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

i forbindelse med undersøgelsen.6’ Da de burde have været kontaktet, medtages de i beregningen af bort

faldet, som fremgår af tabel A.2.

Tabel A.2: Gennemførte og ikke-gennemførte interviews samt årsag til bortfald

lnterviewgennemført

Interview delvis gennemført

Nægter

Sygdom/bortrejst

Ikke truffet

Flyttet, herunder til udland

Andet, herunder sprogvanskeligheder

Død

Telefonnummer ikke fundet

Antal

655

Procent

41,0

0,2

Kumulativ procent

41,0

41,2

49,3

50,7

58,3

62,7

64,6

64,9

94,1

100

129

122

8,1

1,4

7,6

4,4

1,9

0,3

29,1

5,9

99,9

465

Ikke forsøgt kontaktet

I alt

1597

Den samlede svarprocent er 41, hvilket må anses for lavt, hvis man sammenligner med andre danske under

søgelser vedr. politi og kriminalitet. Offerundersøgelserne, som gennemføres hvert år i regi afJustitsministe

net, har således en svarprocent på 63 over perioden 2005-2016 (Boesen Pedersen, Balvig, & Kyvsgaard,

2016), mens borgerundersøgelserne i forbindelse med evalueringen af den danske politireform (Balvig,

Holmberg, & Højlund Nielsen, 2011) havde svarprocenter mellem 57 og 66 procent i 2008-2011. Det er dog

værd at bemærke, at hovedårsagen til den lave svarprocent i den foreliggende evaluering er, at det har været

umuligt for DST Survey at finde telefonnumre på næsten en tredjedel af populationen (29 procent). Dette er

langt højere end i offerundersøgelserne, hvor det kun gælder 11 procent. Faktisk udgør gruppen, det ikke er

lykkedes at finde telefonnummer på over halvdelen —52 pct. af det samlede bortfald.

—

Der er gennemført en nærmere analyse af bortfaldet på baggrund af de 147$ personer, som der findes CPR

nummer på, se tabel A.3. Det fremgår her, at mænd er i overtal blandt dem, der klager, men også, at der ikke

er nogen væsentlig kønsforskel i andelen af klagere, der har valgt at deltage i undersøgelsen. Det fremgår

også, at der er langt flere yngre blandt klagerne end i befolkningen som helhed, og at det er de yngste, der

er dårligst repræsenteret i undersøgelsen. Dette kan blandt andet forklares ved den høje andel, det ikke er

lykkedes at finde telefonnummer på. Der er en større andel indvandrere og efterkommere blandt klagerne

end i den samlede befolkning, men det er samtidig denne gruppe, det har været vanskeligst at få til at deltage

i undersøgelsen denne gruppe er væsentligt underrepræsenteret. Der er ikke de store forskelle på svarvil

ligheden, når vi ser på grupper med forskellig socioøkonomisk status, bortset fra, at personer uden for er

hverv udgør den største enkeltgruppe i undersøgelsespopulationen, men samtidig er dem, der er dårligst

repræsenteret blandt besvarelserne. Personer med indkomst i den lavere ende af skalaen (0-200.000 kr.)

udgør omkring 60 pct. af undersøgelsespopulationen, men har en besvarelsesprocent under 50, mens over

halvdelen af personerne med højere indkomster har deltaget i undersøgelsen. Endelig fremgår det, at perso

ner, hvis højeste afsluttede uddannelse er grundskole, har en væsentlig lavere deltagelsesprocent end per

soner med højere uddannelser.

—

Der er tale om personer, som har modtaget en afgørelse

i februar 2015.

Da fejlen først blev opdaget i efteråret

2016, vurderede jeg, at der var gået for lang tid siden sagens afgørelse til, at det gav

mening at interviewe de pågæl

dende, og der er derfor ikke gjort forsøg på at kontakte dem.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Tabel A.3: Køn, alder, herkomst, socioØkonomisk status, indkomst og uddannelsesniveau i oktober 2015 for undersø

gelsespopulotionen som helhed fordelt efter, om de har deltaget i undersøgelsen eller ej, samt sat iforhold til befolk

ningen som helhed. Befolkningstol januar 2016.

KØn

Mænd

Kvinder

Uoplyst

I befolkningen

I populationen

Besvaret

Ikke besvaret

15-24

25-34 år

35-44 år

45-54 år

55-64 år

65+år

Uoplyst

Alder

I befolkningen

Herkomst

I befolkningen

I populationen

Besvaret

Dansk oprindelse

Indvandrere

Efterkommere

Uoplyst

Socioøkonomisk status

I befolkningen

I populationen

Besvaret

Selvstændig

Løn modtager mellemniveau+

Lønmodtagergrundniveau

Studerende

Pensionister/Efterlønsmodtagere

Udenforerhverv

Uoplyst

Disponibel personindkomst

I befolkningen

I populationen

Besvaret

Ingen indkomst

-100

100-200

200-300

300-400

400+

Uoplyst

Højeste fuldførte uddannelse oktober 2015/januar 2016

I befolkningen

I populationen

Besvaret

Grundskole

Gymnasiale uddannelser

Erhvervsfaglige uddannelser

Korte eller ml.lange videregående udd.

Lange videregående udd.

Uoplyst

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Samlet set må det konstateres, at de, der klager over politiet, ikke er repræsentative for befolkningen som

helhed. Det synes ligeledes klart, at den gruppe af klagere, der har valgt at deltage i undersøgelsen, ikke kan

siges at være repræsentativ for hele undersøgelsespopulationen: unge, indvandrere og efterkommere, per

soner uden for arbejdsmarkedet, personer med ingen eller lav indkomst samt personer med kort uddannelse

er underrepræsenterede i undersøgelsen. Hvordan disse skævheder i undersøgelsen påvirker det samlede

resultat, er det desværre ikke muligt at vurdere nærmere. Det skyldes, at den bortfaldsanalyse, der er gengi

vet i tabel A.3, er foretaget på aggregeret niveau. På grund af personbeskyttelseshensyn har det ikke været

tilladt at knytte baggrundsoplysninger til de enkelte personers besvarelser, og det er derfor ikke muligt at

undersøge, om der er væsentlige forskelle i holdningen til Politiklagemyndigheden i de forskellige befolk

ningsgrupper.

Ud over de allerede nævnte skævheder i undersøgelsesmaterialet, er der er også stor forskel på svarprocen

ten mellem de forskellige typer klager, se tabel A.4

Tabel A.4. Afgørelser fordelt efter sagstype samt hvorvidt undersøgelsen er besvaret.

Sagstype

Dispositionssag

Notitssag

Deltaget i undersøgelsen?

Nej

219

(48 %)

115

(57 %)

147

(35 %)

241

(52 ¾)

alt

460

(100 %)

(43 ¾)

275

(65 ¾)

(37 %)

200

(59 %)

(79%)

201

(100 ¾)

422

(100%)

(100 ¾)

337

(100 %)

(100%)

Stra if esag

F ær d se I ssag

Adfærdssag

Adfærdssag efter statsadvokat

(63 ¾)

137

(41 %)

(21%)

658

(44%)

838

(56%)

1496

(100%)

X2=45,14, p<0,OO1. Sager uden indhoidskode indgår ikke i beregningen.

De sagskategorier, hvor andelen af besvarelser er lavest, straffesager og adfærdssager, er samtidig de sager,

hvor der er den største generelle utilfredshed blandt de klagere, der har deltaget i undersøgelsen: 80 procent

af klagerne er utilfredse eller meget utilfredse med afgørelsen i adfærdsklagesager, mens omvendt 52 pro

cent af de klagere, som har deltaget i notitsbehandling, er tilfredse eller meget tilfredse. Samlet set betyder

forskellene i svarprocent mellem sagskategorier derfor, at den samlede vurdering af utilfredsheden med

sagsbehandlingen sandsynligvis undervurderer andelen af utilfredse lidt.

Der er også forskel på, hvor mange, der ifølge Politiklagemyndighedens opgørelse har fået medhold. Blandt

de deltagende i undersøgelsen er i alt 5,5 pct. af adfærdsklager og straffesager62 endt med kritik, tiltale eller

generel beklagelse. Blandt dem, der ikke har deltaget, er det 3,0 pct. Denne forskel er ikke statistisk signifi

kant (p=O,O84), og under alle omstændigheder er antallet af klager, der får medhold, så lille, at denne skæv

hed ikke betyder noget for det samlede resultat.

Samlet set må det på baggrund af de to dele af bortfaldsanalysen konkluderes, at undersøgelsens resultater

ikke kan forventes at være repræsentative for alle de mennesker, der har klaget til Politiklagemyndigheden i

Dispositions- og notitssager er ikke medregnet

opgørelsen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

den undersøgte periode: Blandt dem, der ikke har deltaget i undersøgelsen, er der en større andel unge

klagere, flere indvandrere/efterkommere, flere med lav indkomst og begrænset uddannelse og flere uden

tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er desuden en mindre andel, der har fået medhold, samt en væsentlig

mindre andel, hvis klager er løst ved notitsbehandling. Sammenholdes dette med de generelle resultater af

undersøgelsen, forekommer det sandsynligt, at en væsentlig højere svarprocent og en mere repræsentativ

fordeling ville have trukket den samlede vurdering af Politiklagemyndigheden i en lidt mere negativ retning.

For nogle spørgsmåls vedkommende er der er en ret høj procentdel, som har valgt at svare “andet”. Der har

i disse tilfælde fordi det på forhånd var forventet, at de faste svarkategorier ikke altid ville være dækkende

været mulighed for at give et uddybende svar, men det er langt fra alle, der har valgt at benytte sig af denne

mulighed, I de tilfælde, hvor den uddybende beskrivelse gør det muligt med sikkerhed at rubricere svarene i

en af de foruddefinerede kategorier, er dette gjort i den efterfølgende databehandling, men for en stor dels

vedkommende har det ikke været muligt.

—

A.1.1.

OPFØLGENDE INTERVIEWS

Der er gennemført uddybende interviews med en række af de personer, der besvarede telefonundersøgel

sen. Alle der deltog er blevet spurgt, om de ville deltage i et efterfølgende personligt interview, og om de

ville oplyse et telefonnummer, de kunne kontaktes på. lnterviewpersonerne er efterfølgende udvalgt på bag

grund af deres besvarelser, således at vi har talt med personer, der har fået behandlet deres klager af hhv.

Politiklagemyndigheden, Statsadvokaten og den lokale politidirektør, samt personer, der har deltaget i no

titssagsbehandling. Det er ligeledes forsøgt at få interviews både med personer, dervartilfredse og personer,

der var utilfredse med behandlingen af deres sag. Endnu et kriterie har været, at interviewpersonerne skulle

have modtaget afgørelse i deres sag inden for et par måneder før, interviewet skulle finde sted. Da vi alene

havde oplysninger om kontakttelefon, var det ikke muligt på forhånd at vide noget nærmere om interview-

personerne eller hvor i landet, de boede, men den geografiske spredning har vist sig at være god. Inter

viewene erforetaget enten i deltagernes hjem eller på lokaler på Københavns Universitet, og hartypisk været

af en varighed på en halv til en hel time. Der er foretaget båndoptagelse i forbindelse med interviewene. Der

er i alt gennemført 21 personlige interviews ca. halvdelen i efteråret 2015 og de resterende i efteråret 2016.

Interviewene er forestået af undersøgelsens forfatter eller den tilknyttede studentermedhjælper/praktikant.

—

A.L2.

REGRESSIONSANALYSEN

I en undersøgelse som den foreliggende kan en lang række forhold have sammenhæng med tilfredsheden

med klagebehandlingen. Det betyder, at man kan risikere at finde sammenhænge mellem den generelle til

fredshed med sagens behandling (“Hvor tilfreds er du alt i alt med behandlingen af din klage”) og enkelte

andre variable f.eks. køn, sagstype, om man har fået medhold, har klaget før, eller hvad man ønskede at få

ud af klagen som i virkeligheden skyldes bagvedliggende faktorer. For eksempel synes tilfredsheden blandt

de respondenter, der ifølge Politiklagemyndighedens kategorisering har deltaget i en notitssagsbehandling,

at være langt højere (52 pct. tilfredse) end blandt dem, hvis sag er behandlet på anden vis (22 pct. tilfredse).

Som det fremgår af rapporten, er det imidlertid langt fra alle respondenter, der selv har været klar over, at

deres sag er behandlet som notitssag, og deres forøgede tilfredshed må derfor tilskrives andre faktorer, her

under først og fremmest, at en væsentlig større andel af denne gruppe oplever at have fået medhold i deres

klage.

—

Den mest velegnede metode til at vurdere sådanne komplicerede sammenhænge er en regressionsanalyse,

der populært sagt er i stand til at estimere betydningen af hver enkelt faktor for sig, mens betydningen af

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

alle andre faktorer holdes konstant. Der er i denne rapport gennemført en bivariat regression63, hvor den

afhængige variabel den overordnede tilfredshed med behandlingen af klagen er dikotomiseret (dvs, an

tallet af mulige svar er reduceret til to). Respondenterne havde fem svarmuligheder: meget tilfreds, tilfreds,

utilfreds, meget utilfreds, samt ved ikke/vil ikke svare, I det foreliggende tilfælde er der gennemført analyser

med forskellige konstruktioner af den afhængige variabel: Meget tilfredse mod resten (inklusive ved ikke);

meget tilfredse og tilfredse mod resten (inklusive ved ikke); meget tilfredse og tilfredse mod utilfredse og

meget utilfredse (hvor ved ikke er taget ud af analysen); meget utilfredse mod resten (inklusive ved ikke).

Det bedste fit har modellen, hvor meget tilfredse og tilfredse kontrasteres med de resterende cases.

—

For de uafhængige variable gælder, at disse kan være konstrueret på to måder: I de tilfælde, hvor respon

denterne har haft mulighed for at vælge mere end ét svar, er spørgeskemaet rent teknisk konstrueret med

delspørgsmål, således at for hver enkelt svarmulighed udgår et spørgsmål for sig, med to mulige svar: Besva

ret og ikke besvaret. For eksempel er spørgsmålet: “Hvad ønskede du at få ud af din klage? Gerne flere svar”

delt op i følgende underspørgsmål:

•

At få en samtale med en overordnet i politiet

At få en undskyldning fra politiet

At de politifolk, der var involveret i episoden, blev irettesat

At de politifolk, der var involveret i episoden, blev straffet

At gøre politiets ledelse opmærksom på, at der var foregået noget forkert

At sørge for, at politiet ændrede adfærd en anden gang

Andet, hvad________

Herfindes desuden et mindre antal, hvor svaret ikke er registreret.64 Da respondenter, som ikke har besvaret

ét af delspørgsmålene, typisk har besvaret et eller flere af de andre, er alle sådanne variable kodet således,

at de besvarede (dem, der har sagt “ja” til feks. at ønske politifolkene irettesat) er sat over for resten. Her

indgår altså alle ubesvarede (inklusive dem, der slet ikke har svaret), i “Nej”-kategorien. Respondenter, som

slet ikke har besvaret nogen af underspørgsmålene, er udeladt af analyser, hvor det pågældende hoved-

spørgsmål indgår.

I de spørgsmål, hvor respondenterne har haft flere svar at vælge imellem f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt

de har fået det ud af at klage, som de gerne ville, hvor svarkategorierne er “I høj grad, i nogen grad, i ringe

grad, slet ikke” er respondenter, som ikke har svaret, udeladt af analysen, da man ikke her meningsfuldt

kan sige, hvor de ubesvarede skal placeres.

—

I de tilfælde, hvor der er konstrueret nye variable på baggrund af flere af de eksisterende, er samme princip

anvendt: i variablen “Ønsker straf eller irettesættelse” er alle, der har angivet, at de ønskede de involverede

politifolk enten straffet eller irettesat, kodet “Ja”, mens resten er kodet “Nej”.

Ud over de variable, der er inddraget i analysen, kunne det være relevant at inddrage yderligere en variabel,

nemlig om respondenten oplevede, at den behandlende myndighed tog parti for politiet. Nærmere analyser

har imidlertid vist, at der er en høj grad af korrelation (Pearson korrelation

0,515, p<O,Ol) mellem svarene

på dette spørgsmål og svarene på spørgsmålet om, hvorvidt respondenterne oplevede, at deres klage blev

taget alvorligt. Da spørgsmålet desuden ikke er stillet til deltagere i notitssagsbehandling, er det udeladt af

Rent teknisk som en Backward LR-analyse

SPSS,

hvor de uafhængige variable, som ikke viser signifikante sammen

hænge fjernes trinvis.

F.eks. hvis respondenten

ikke har villet svare.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

analysen til fordel for spørgsmålet om, hvorvidt klagen blev taget alvorligt. Sidstnævnte variabel er konstru

eret på baggrund af svarene på følgende spørgsmål: “Hvor enig er du i, at din klage blev taget alvorligt?”

(stillet til respondenter, som har deltaget i notitsbehandling) og “Hvor enig er du i at Politiklagemyndighe

den/Statsadvokaten/Politiet tog din klage alvorligt?” (stillet til respondenter, der selv har angivet, at en af de

tre instanser har behandlet deres sag).

I den anden regre5sionsanalyse, hvor det er oplevelsen af, at klagen blev taget alvorligt, som er den af

hængige variabel, er den ovennævnte variabel inddraget i analysen.

I de tilfælde, hvor variable med mere end to svarkategorier (f.eks. helt enig, enig, hverken enig eller uenig,

uenig og helt uenig) er reduceret til dikotome variable, er variablen, med mindre andet er angivet, delt mel

lem Helt enig/enig (Ja) og uenig/helt uenig (Nej), mens mellemkategorier (hverken/eller) samt ubesvarede

udeladt af analysen.

A.2. INTERVIEWUNDERSØGELSE BLANDT POLITIFOLK

For at belyse politiets holdning til Politiklagemyndigheden er der gennemført i alt 9 semistrukturerede inter

views med indklagede tjenestemænd, 8 mænd og i kvinde. Personerne er udvalgt på baggrund af oplysnÉnger

fra Politiklagemyndigheden, som har leveret emailadresser på de politifolk, der indgik i de afgjorte klagesa

ger. Da Politiklagemyndigheden ikke behandler dispositionsklager og notitssager, er der alene tale om politi

folk, der har været part i adfærds- og straffesager.65 Også her er udvælgelsen sket på baggrund af afgørel

serne alene, således at både dem, der har fået kritik/påtale, og dem, der ikke har, er blevet kontaktet. Det

viste sig dog meget vanskeligt at få kontakt med tjenestemænd, som havde modtaget en negativ afgørelse i

deres sag. Mange har slet ikke besvaret opfordringen, mens andre har skrevet, at de ikke ønskede at deltage

nogle af dem med tilføjelse om, at de “ikke havde noget godt at sige om DUP’en” og derfor ikke ville være

med. Jeg bad derfor Politiforbundet om at opfordre sine medlemmertil at deltage, hvilket forbundet velvilligt

gjorde, men det lykkedes alligevel kun at opnå interview med to politifolk, som begge havde modtaget kritik

i adfærdssager— begge i øvrigt efter, at sagerne havde været i retten som straffesager, hvor de blev frikendt.

—

Blandt de øvrige har der været flere villige deltagere end der faktisk er interviewet, nogle er udgået af prak

tiske årsager. Der er interviewet politifolk fra halvdelen af landets politikredse, dog flest fra Sjælland. Da jeg

ikke på forhånd havde oplysninger om tjenestested eller i øvrigt andre identifikationsoplysninger ud over

navn, emailadresse og sagstype, er den geografiske og kredsmæssige fordeling tilfældig.

Alle interviews er gennemført af undersøgelsens forfatter, og alle er optaget på bånd. De har varet mellem

en halv og halvanden time, og er foregået dels på tjenestesteder rundt om i landet, dels på politifolkenes

privatadresser, samt et enkelt på mit kontor. I gengivelsen af interviewuddrag er der i enkelte tilfælde fore

taget ændringer i beskrivelsen af de faktiske omstændigheder ved klagesagerne af hensyn til interviewper

sonernes anonymitet.

A2.1.

INTERvIEw I POLITIFORBUNDET

Jeg har deltaget i et længere møde med Politiforbundets retspolitiske udvalg, hvor emnet var evaluering af

Politiklagemyndigheden. Her drøftede vi forbundets erfaringer med myndigheden samt de problemstillinger,

de særligt lagde vægt på i forbindelse med myndighedens arbejde. Forbundet havde på forhånd gennemført

Da det kun er disse, der kan tænkes at have været i kontakt med Politiklagemyndigheden, er der ikke no

get problem heri.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

en mindre undersøgelse af en række klagesager (hovedkonklusionerne er gengivet i kapitel 5) og udfærdiget

et notat herom. Dette dannede udgangspunkt for drøftelserne. Som nævnt ovenfor har jeg desuden bedt

forbundet om at opfordre sine medlemmer til at deltage i undersøgelsen. Dette gjorde forbundet på to må

der: dels via lokale tillidsmænd, dels ved, at jeg modtog et brev fra forbundets formand Claus Oxfeldt, hvori

han opfordrede medlemmerne til at deltage. Dette brev er medsendt i en del af de mails, jeg har sendt til

mulige interviewpersoner.

A.2.2.

UFORMELLE INTERVIEWS OG SAMTALER

Ud over de formaliserede interviews har jeg benyttet enhver lejlighed til at diskutere klagesystemet med

politifolk, jeg har mødt i andre sammenhænge. Jeg har i undersøgelsesperioden holdt flere foredrag i politi

regi, herunder blandt andet for en række tillidsmænd og mellemledere, og jeg har truffet en lang række

politifolk i andre konstellationer, herunder undervisning. Erfaringer herfra indgår i et vist omfang i undersø

gelsen.

A.3. OBSERVATION HOS POLITIKLAGEMYNDIGHEDEN

Endelig har jeg i nogle dage observeret arbejdet hos Politiklagemyndigheden i Århus. Her har jeg deltaget i

visitation afsager, overværet afhøringer, orienteret mig i sager og sagsgang samt udspurgt en række af med

arbejderne. Der er ikke tale om noget længerevarende feltarbejde, men jeg mener at have fået et godt indblik

i, hvordan arbejdet med klagesagerne foregår.

A.4. FINANSIERING OG INTERESSEKONFLIKTER

Den foreliggende undersøgelse er finansieret af Politiklagemyndigheden/Justitsministeriet, som har bevilli

get i alt 672.000 kr. til undersøgelsen. Disse penge er givet som ekstern finansiering til Københavns Universi

tet, som har administreret bevillingen. Hovedparten af beløbet er gået til at dække udgifter til brugerunder

søgelsen, herunder først og fremmest telefonundersøgelsen, som er gennemført af DST Survey. Det reste

rende beløb er brugt til aflønning af studentermedhjælp samt til dækning af rejse- og opholdsudgifter i for

bindelse med interviews, observationer og møder hos Politiklagemyndigheden.

Jeg har som undersøgelsens forfatter ikke modtaget noget honorar for at udarbejde evalueringen dette

arbejde er indgået som en del af min almindelige forskningsforpligtelse i mit arbejde som lektor ved Det

Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet. Jeg har ikke nogen personlig interesse i resultatet af undersø

gelsen, men det skal nævnes, at jeg har et begrænset forretningsmæssigt samarbejde66 med ét af medlem

merne af Politiklagerådet, professor Thomas Elholm, SDU. Dette var såvel Politiklagemyndigheden som

Justitsministeriet oplyst om, før jeg påtog mig opgaven med evalueringen, men vurderingen var, at dette ikke

gjorde mig inhabil i forhold til opgaven.

—

Hverken Justitsministeriet eller Politiklagemyndigheden har haft nogen indflydelse på indhold eller konklusi

oner i undersøgelsen, Myndighedens direktør, Kirsten Dyrman, har gennemlæst de empiriske dele afrappor

ten forinden offentliggørelse med henblik på at rette eventuelle faktuelle fejl og misforståelser. Der er

påpeget to uklarheder, som er rettet. Rettelserne har ikke haft nogen konsekvenser for analyser eller kon

klusioner i den endelige tekst.

—

er begge medejere af en vinimport.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 239: Oversendelse af evalueringen I forståelsens tjeneste? En evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed

REFERENCER

Anet, B., Farrar, W. A., & Sutherland, A. (2015). The effect of police body-worn cameras on use of force and

citizens’ complaints against the police: A randomized controlled trial. Journal ofQuantitative

Criminology, 31(3), 509-535.

Ariel, B., Sutherland, A., Henstock, D., Young, i., Drover, P., Sykes, J.,. Henderson, R. (2017). “Contagious

Accountability”. CriminalJustice and Behavior, 44(2), 293-316. doi:doi:1O.1177/0093854816668218

Balvig, F., Holmberg, L., & Højlund Nielsen, M. P. (2011). Verdens bedste politi. Politireformen i Danmark

2007-2010. København: Jurist- og økonomforbundets forlag.

Bartels, E. C., & Silverman, E. B. (2005). An Exploratory Study of the New York City Civilian Complaint

Review Board M ediation Program. Policing: An International Journal of Police Strategies and

Management, 28, 619-630.

Boesen Pedersen, A.-J., Balvig, F., & Kyvsgaard, B. (2016). UDSATHED FOR VOLD OGANDRE FORMER FOR

KRIMINALITET Offerundersøgelserne 2005-2015. København: Justitsministeriet.

Christie, N. (1977). CONFLICTSAS PROPERTY. The British Journal of Criminology, 17(1), 1-15.

De Angelis, J. (2009). Assessing the lmpact of Oversight and Procedural Justice on the Attitudes of

Individuals Who Elle Police Complaints. Police Quarterly, 12(2), 214-236.

doi: 10. 1177/1098611109332425

Hill, R., Cooper, K., Hoyle, C., & Young, R. (2003). Introducing Restorative Justice to the Police Complaints

System: dase Encounters of the Rare Kind. Oxford: Centre for Criminological Research, University of

Oxford.

Patientombuddet. (2016). Årsberetning 2015. København: Styrelsen for Patientsikkerhed.

Politiforbundet. (Udateret). Notat vedrørende indsamling alfakta vedrørende Den uafhængige

Politiklagemyndighed til anvendelse iforbindelse med evaluering af myndigheden.

Politiklagemyndigheden. (2013). Årsberetning 2012. København.

Politiklagemyndigheden. (2014). Årsberetning 2013. København.

Politiklagemyndigheden. (2015). Årsberetning 2014. København.

Politiklagemyndigheden. (2016). Årsberetning 2015. København.

Politiklagemyndigheden. (2017). Årsberetning 2016. København.

Prenzler, I., Mihinjac, M., & Porter, L. E. (2013). Reconciling stakeholder interests in police complaints and

discipline systems. Police Practice & Research, 14(2), 155-168. doi:10.1080/15614263.2013.767095

Rigsadvokaten. (2012). Rigsadvokatens beretning 2010 og 2011. Behandling af klager over politiet.

København.

Schaible, L. M., Angelis, J. 0., Wolf, B., & Rosenthal, R. (2012). Denver’s Citizen/Police Complaint Mediation

Program. CriminaI Justice Policy Review, 24(5), 626-650. doi:10.1177/0$8?403412455327

Styrket borgerkontakt, s. f. (2012). Rapport om forsøg med Styrket Borgerkontakt. En proaktiv,

løsningsorienteret metode til håndtering af klager. København: Viemose forha ndlingsrådgivning.

Young, R., Hoyle, C., Cooper, K., & Hill, R. (2005). Informal resolution of complaints against the police.

Criminal Justice, 5(3), 279-317. doi: 10.1177/1466802505055837