REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 235
Offentligt

5.1.1. Længstlevendes mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstaf-

dødes særbørn.....................................................................................13

5.1.2. Underretning om udlevering til uskiftet bo…………………..13

5.1.3. Formueoversigten vedrørende det uskiftede bos midler ..........14

5.2. Høringssvar .....................................................................................15

5.3. Justitsministeriets overvejelser........................................................17

5.3.1. Længstlevendes mulighed for at sidde i uskiftet bo med

førstafdødes særbørn ..........................................................................17

5.3.2. Underretning om udlevering til uskiftet bo ..............................18

5.3.3 Formueoversigten vedrørende det uskiftede bos midler ...........18

6. Andre emner...........................................................................................19

6.1. Successionsrækkefølger ..................................................................19

6.1.1. Reglerne om successionsrækkefølger ......................................19

6.1.2. Høringssvar ..............................................................................19

6.1.3. Justitsministeriets overvejelser.................................................20

6.1.3.1. Deklaratoriske regler for successionsrækkefølger ............20

6.1.3.2. Registrering af successionsrækkefølger ............................20

6.2. Fælles testamenter (længstlevendes testationsret) ..........................22

6.2.1. Reglerne om længstlevendes testationsret ...............................22

6.2.2. Høringssvar ..............................................................................22

6.2.3. Justitsministeriets overvejelser................................................23

6.3. Fælles testamenter (længstlevendes dispositionsadgang i levende li-

ve)...........................................................................................................25

6.3.1. Reglerne om længstlevendes dispositionsadgang ....................25

6.3.2. Høringssvar ..............................................................................26

6.3.3. Justitsministeriets overvejelser................................................26

6.4. Nødtestamenter ...............................................................................26

6.4.1. Regler om nødtestamenter........................................................26

6.4.2. Høringssvar ..............................................................................27

6.4.3. Justitsministeriets overvejelser.................................................27

6.5. Overlevelseskravet .........................................................................28

6.5.1. Reglerne om overlevelseskravet ..............................................28

6.5.2. Høringssvar ..............................................................................28

6.5.3. Justitsministeriets overvejelser.................................................28

6.6. Dødslejegaver.................................................................................29

6.6.1. Reglerne om dødslejegaver ......................................................29

6.6.2. Høringssvar ..............................................................................29

6.6.3. Justitsministeriets overvejelser.................................................29

6.7. Øvrige bemærkninger til arveloven ................................................30

7. Konklusion .............................................................................................30

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

1. Indledning

1.1.

Den 1. januar 2008 trådte den nye arvelov i kraft, jf. lov nr. 515 af 6.

juni 2007.

Forud for revisionen af arveloven var behovet for ændringer i den dagæl-

dende arvelov blevet overvejet af udvalget til revision af arveloven og lov

om skifte af fællesboer (herefter udvalget), som blev nedsat af justitsmini-

steren den 22. november 2000. Udvalget afgav i 2006 betænkning nr. 1473

om revision af arvelovgivningen mv. (herefter betænkningen), som danne-

de grundlag for justitsministerens lovforslag nr. L 100 om arveloven, der

blev fremsat den 6. december 2006 (herefter lovforslaget).

Med den nye arvelov er der bl.a. samlet set sket en betydelig styrkelse af

den længstlevende ægtefælles arveretlige stilling, idet ægtefællens legale

arv er forhøjet fra 1/3 til 1/2 af boet i de tilfælde, hvor arveladeren efterla-

der sig livsarvinger.

Samtidig er ægtefællens tvangsarv nedsat fra 1/2 til 1/4 af den legale arve-

lod, således at tvangsarven nu udgør 1/4 af den legale arvelod, uanset om

man er ægtefælle eller livsarving.

Den nye arvelov indeholder endvidere regler om udvidede samlevertesta-

menter, som har til hensigt på visse punkter at sidestille samlevende med

ægtefæller i arveretlig henseende.

1.2.

Det fremgår af justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 15, 25 og

28 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, at der efter et pas-

sende tidsrum, f.eks. 5 år efter lovens ikrafttræden, vil blive iværksat en

lovovervågning af de nye regler om udvidet samlevertestamente og ægte-

fællens tvangsarv.

Det fremgår endvidere af punkt 4.2.2.2.2 i de almindelige bemærkninger

til lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Revision af reglerne om behandling af civile sager og syn og

skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for

dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse

af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med

samstemmende påstande m.v.), at Justitsministeriet i forbindelse med lov-

overvågningen af den nye arvelov vil inddrage et forslag om ændring af

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

arvelovens §§ 21 og 22 fra en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen om

effektivisering af byretternes behandling af dødsboskiftesager.

1.3.

Justitsministeriet har til brug for lovovervågningen udarbejdet en ræk-

ke spørgsmål om anvendelsen af reglerne i arveloven, som relevante myn-

digheder og organisationer er blevet anmodet om at besvare.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns Byret, Retten i Næstved,

Retten i Holbæk, Retten i Glostrup, Retten i Nykøbing Falster, Retten i

Hjørring, Retten i Esbjerg, Retten i Aarhus, Retten i Herning, Retten i Hor-

sens, Retten i Sønderborg, Retten i Odense, Tinglysningsretten, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Danske Advoka-

ter, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Syddansk Universitet

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universi-

tet (Institut for Kultur og Samfund) og Advokaterne Sankt Knuds Torv

P/S.

Justitsministeriet har i forbindelse med høringssvarene modtaget en række

bemærkninger til anden lovgivning, som ikke er medtaget i denne redegø-

relse om arveloven. Justitsministeriet har imidlertid noteret sig synspunk-

terne, som vil indgå i Justitsministeriets overvejelser i øvrigt.

I det følgende gennemgås de modtagne høringssvar og Justitsministeriets

bemærkninger hertil.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Høringssvar

Advokatrådet

har oplyst, at ændringen af arveloven, hvorefter tvangsar-

ven blev nedsat fra 1/2 til 1/4, er blevet modtaget meget positivt blandt

arveladere.

Danske Advokater

Københavns Universitet

har oplyst, at den nye

arvelov overordnet set fungerer hensigtsmæssigt og tilfredsstillende.

Danske Advokater

har desuden anført, at de nye legale delingsregler for

de flestes vedkommende forekommer afbalancerede, og at de giver et vidt

spillerum for individuelle løsninger.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

3. Ægtefællers tvangsarv mv.

3.1. Reglerne om ægtefællers tvangsarv mv.

3.1.1. Tvangsarv

Med den nye arvelov blev ægtefællens tvangsarv nedsat fra 1/2 til 1/4 af

den legale arv, jf. arvelovens § 10.

Det fremgår af pkt. 3.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at

baggrunden for at nedsætte ægtefællens tvangsarv var, at ægtefællens ret

til tvangsarv formentlig kun har praktisk betydning i meget få tilfælde,

fordi ægtefæller som hovedregel ønsker at begunstige hinanden i et testa-

mente.

En begrænsning af ægtefællens arv til tvangsarven kan dog være hensigts-

mæssig som led i f.eks. et generationsskifte af en erhvervsvirksomhed. Det

kan endvidere ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor ægte-

fællen af andre grunde ved testamente begrænser den anden ægtefælles arv

til tvangsarven, jf. herved også Justitsministeriets besvarelse af 9. maj

2007 af spørgsmål nr. 28 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovfor-

slaget.

På den baggrund har Justitsministeriet spurgt høringsparterne, om adgan-

gen til at begrænse en ægtefælles arv udnyttes på en måde og i et omfang,

som indebærer en utilsigtet forringelse af ægtefællens retsstilling.

3.1.1.1. Høringssvar

Advokatrådet, Danske Advokater

Advokaterne Sankt Knuds Torv

P/S

har anført, at adgangen til at begrænse længstlevendes arv kun benyt-

tes i meget begrænset omfang og typisk kun i tilfælde, hvor længstlevende

er sikret på anden vis, f.eks. gennem pension eller anden formue, eller hvor

der har været uvenskab mellem parterne, og separation har været forestå-

ende.

Danske Advokater

har anført, at der i de tilfælde, hvor parterne ønsker at

begrænse længstlevendes arv, ofte indgås en aftale om arveafkald i stedet

for begrænsning af længstlevendes arv til tvangsarven.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

3.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har på baggrund af høringssvarene noteret sig, at ændrin-

gen af reglerne om ægtefællers tvangsarv er blevet modtaget positivt, og at

muligheden for at begrænse en ægtefælles arv til tvangsarven alene benyt-

tes i begrænset omfang og på en måde, som ikke indebærer en utilsigtet

forringelse af ægtefællens retsstilling.

3.1.2. Suppleringsarv

Længstlevende kan af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt

med længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil

740.000 kr. (2017-niveau), jf. arvelovens § 11, stk. 2.

Arvelovens § 16, stk. 1-6, indeholder regler om fordelingen af arven efter

længstlevende i tilfælde, hvor denne har benyttet sig af reglen i arvelovens

§ 11, stk. 2. Bestemmelserne om fordeling af arven efter længstlevende er

ikke til hinder for, at længstlevende ved testamente kan råde over hele bo-

et, jf. arvelovens § 16, stk. 7.

Justitsministeriet har anmodet høringsparterne om at oplyse, om arve-

lovens § 11, stk. 2, har haft praktisk betydning i sager, hvor længstleven-

des arv ved testamente er blevet begrænset til tvangsarven.

3.1.2.1. Høringssvar

Advokatrådet

har anført, at længstlevendes ret til suppleringsarv efter

arvelovens § 11, stk. 2, i et vist omfang har forenklet behandlingen af man-

ge boer, men at reglen i visse tilfælde opfattes som stødende af afdødes

børn, navnlig når der er særbørn. Advokatrådet har endvidere anført, at

ægtefællens ret til suppleringsarv ikke har haft nogen reel praktisk betyd-

ning i sager, hvor længstlevendes arv har været begrænset til tvangsarven.

Danske Advokater

har oplyst, at bestemmelsen om suppleringsarv kun

har været anvendt af et fåtal af de adspurgte advokater, men at den i prak-

sis er blevet anvendt i tilfælde, hvor en ægtefælles arv er blevet begrænset

på grund af sygdom, f.eks. demens, i hvilken situation den indsatte værge

er forpligtet til at påberåbe sig bestemmelsen.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Danske Advokater har endvidere peget på, at reglerne om suppleringsarv

kan medføre en skævdeling af arven i de tilfælde, hvor førstafdøde efterla-

der sig særbørn, idet førstafdødes særbørn ikke arver den ægtefælle, der

har overtaget boet efter arvelovens § 11, stk. 2, hvis ægtefællen indgår nyt

ægteskab eller opretter testamente. Danske Advokater har på den baggrund

anført, at det kan overvejes, om det er hensigtsmæssigt, at længstlevende

har testationskompetence.

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

har anført, at reglen om supple-

ringsarv sandsynligvis har haft praktisk betydning i dødsboer, hvor længst-

levendes arv er blevet begrænset til tvangsarven.

3.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er opmærksom på, at længstlevende – når denne har ud-

taget suppleringsarv – ved testamente kan afskære førstafdødes særbørn

fra at modtage arv. En regel, hvorefter længstlevende ikke ville kunne ud-

nytte sin testationskompetence i tilfælde, hvor længstlevende har udtaget

suppleringsarv, ville imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse være for

indgribende i forhold til længstlevendes testationskompetence. Hertil kom-

mer, at retten til suppleringsarv netop tager sigte på relativt mindre boer

som en social beskyttelsesregel i forhold til længstlevende, jf. pkt. 3.2.3 og

3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger .

Det bemærkes, at det i udvalget blev overvejet at gøre førstafdødes sær-

børn til tvangsarvinger for den del af arven, som førstafdødes særbørn ville

have modtaget, hvis længstlevende ikke havde benyttet sig af retten til at

udtage suppleringsarv. Udvalget fandt imidlertid, at ulemperne ved at få

førstafdødes særbørn som tvangsarvinger ville kunne afholde en del

længstlevende fra at udtage suppleringsarv, og reglen ville derfor ikke give

den tilsigtede beskyttelse af længstlevende i mindre boer. Arven ville i

givet fald skulle opgøres ved skiftet efter førstafdøde og pristalsreguleres i

tiden indtil længstlevendes død. Kompleksiteten af en sådan regel ville stå

i misforhold til den relativt beskedne arv, der er tale om. En sådan regel

ville endvidere kunne føre til urimelige resultater, hvis boet er væsentligt

formindsket ved længstlevendes død.

Justitsministeriet lægger vægt på, at reglerne ikke bliver unødigt komplice-

rede, ligesom der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er vægtige hen-

syn, der kan begrunde, at lovens udgangspunkt om testationskompetence

skal fraviges i situationer, hvor længstlevende har udtaget suppleringsarv.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Justitsministeriet finder derfor ikke anledning til at ændre reglerne om

længstlevendes testationskompetence, når længstlevende har udtaget sup-

pleringsarv.

4. Udvidet samlevertestamente

4.1. Reglerne om udvidet samlevertestamente

4.1.1. Betingelser for oprettelse af udvidet samlevertestamente

Med den nye arvelov blev der indført mulighed for, at ugifte samlevende

kan oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvilket indebærer, at en

række af reglerne om ægtefællers arveretlige stilling finder anvendelse for

ugifte samlevende. Det gælder f.eks. reglerne om suppleringsarv og arve-

henstand samt reglerne om fortrinsret til at overtage boets aktiver efter

vurdering.

Efter arvelovens § 87, stk. 1, kan to personer således ved testamente be-

stemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægte-

fæller. Det kan derimod ikke i et udvidet samlevertestamente bestemmes,

at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskif-

tet bo, skal finde anvendelse, jf. arvelovens § 87, stk. 2. Et testamente efter

stk. 1 indebærer derudover ikke, at § 10 om ægtefællens tvangsarv finder

anvendelse, jf. arvelovens § 87, stk. 3.

Et udvidet samlevertestamente er kun gyldigt, hvis parterne ikke er sø-

skende eller slægtninge i op- og nedstigende linje og ikke ved oprettelsen

var gift, i registreret partnerskab, fraseparerede eller sad i uskiftet bo. End-

videre må parterne ikke have oprettet et udvidet samlevertestamente, hvor-

efter en anden samlever har arveret.

Et udvidet samlevertestamente er endvidere kun gyldigt, hvis parterne på

tidspunktet for den førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles

bopæl og 1) ventede, havde eller havde haft et fælles barn eller 2) havde

levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sid-

ste 2 år.

Justitsministeriet har på baggrund af de nye regler om udvidet samleverte-

stamente anmodet om høringsparternes erfaringer med reglerne, herunder

med kravet om samliv på fælles bopæl i 2 år.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

4.1.2. Begrænsninger i livsarvingens tvangsarv som følge af oprettelse

af udvidet samlevertestamente

Efter arvelovens § 87, stk. 1, kan samlevende som nævnt ovenfor ved te-

stamente bestemme, at de helt eller delvist skal arve hinanden og arves,

som var de ægtefæller.

Efter arvelovens § 9, stk. 1, arver ægtefællen halvdelen af arveladerens

ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger. Efter arvelovens § 5, stk. 1,

udgør en fjerdedel af livsarvingens arvelod tvangsarv. Efterlader arvelade-

ren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene, jf. arvelovens § 9, stk. 2.

Hvis samlevere i et udvidet samlevertestamente bestemmer, at § 9 om æg-

tefællers arveret skal finde anvendelse, vil det udvidede samlevertestamen-

te således i sig selv – ligesom indgåelse af ægteskab – indebære en reduk-

tion i livsarvingernes legale arveret, idet livsarvingernes arvelod bliver

begrænset til halvdelen af arveladerens efterladte midler som følge af ar-

ven til den længstlevende samlever, jf. § 9, stk. 1.

Livsarvingernes arv vil desuden kunne reduceres yderligere til en fjerdedel

af arvelodden, jf. § 5, stk. 1, om tvangsarv.

Det er ikke er en gyldighedsbetingelse, at parterne har betegnet testamentet

som et udvidet samlevertestamente. Et testamente, hvori de ugifte samle-

vende har anført, at de ønsker at begunstige hinanden mest muligt, eller at

livsarvingerne skal arve mindst muligt, må forstås således, at parterne har

bestemt, at de skal arve mest muligt efter hinanden, dvs. at livsarvingernes

arv skal begrænses til tvangsarven, og at parterne i øvrigt ønsker arve-

lovens regler om ægtefæller bragt i anvendelse i videst muligt omfang,

medmindre konkrete omstændigheder taler imod en sådan forståelse, jf.

lovforslagets bemærkninger til § 87.

Justitsministeriet har anmodet om høringsparternes vurdering af, hvorvidt

de nye regler om udvidede samlevertestamenter har medført uhensigts-

mæssige økonomiske følger for livsarvingerne.

4.2. Høringssvar

Advokatrådet

har anført, at reglerne om udvidet samlevertestamente er

blevet modtaget meget positivt og har medført en væsentlig stigning i an-

tallet af testamentsoprettelser. Anvendelsen af udvidet samlevertestamente

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

har alene haft meget begrænset virkning for arveladers livsarvinger, og der

er endnu ikke oparbejdet større erfaring på området. Der har ikke – eller i

hvert fald kun i begrænset omfang – vist sig uhensigtsmæssigheder som

følge af kravet om 2 års forudgående samliv på fælles bopæl.

Danske Advokater

har anført, at langt de fleste samlevende, der henven-

der sig for at oprette et testamente, anvender muligheden for at oprette et

udvidet samlevertestamente. Mange samlevende tror dog fejlagtigt, at de

automatisk arver hinanden efter at have boet sammen i en vis periode, og

mange samlevende får derfor ikke oprettet det nødvendige testamente.

Selv om livsarvingernes arv bliver mindre, hvis længstlevende samlever

tillægges arv ved et testamente eller et udvidet samlevertestamente, er det-

te i de fleste tilfælde hensigtsmæssigt, da det f.eks. kan muliggøre, at

længstlevende samlever og en umyndig livsarving kan blive boende i den

fælles bolig.

Danske Advokater har foreslået, at arvelovens § 87 ændres således, at en

formulering i et testamente om, at samleveren skal arve mest muligt, auto-

matisk skal forstås som en begunstigelse efter § 87.

For så vidt angår kravet om 2 års samliv på fælles bopæl har Danske Ad-

vokater anført, at det i nogle tilfælde, f.eks. ved køb af fast ejendom, er

uhensigtsmæssigt, at samlevende skal have haft 2 års samliv på fælles

bopæl. Det bør derfor ifølge Danske Advokater overvejes, om reglen bør

fastholdes. Danske Advokater har dog bemærket, at i de tilfælde, hvor par-

terne ikke opfylder samlivskravet, oprettes det udvidede samlevertesta-

mente ofte med det samme, således at udvidelsen blot først træder i kraft

efter 2 år.

Københavns Universitet

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

har

foreslået, at arvelovens § 5 præciseres med en henvisning til arvelovens §

87, således at det står klart, at livsarvingernes tvangsarvelod begrænses

ved oprettelse af et udvidet samlevertestamente.

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

har desuden anført, at muligheden

for at oprette et udvidet samlevertestamente er populær, og at den ikke har

vist sig at have uhensigtsmæssige følger i forhold til livsarvingerne. Dog

har anvendelsen af udvidede samlevertestamenter muligvis skabt forvir-

ring hos nogle livsarvinger om størrelsen af deres tvangsarv. De mange

betingelser for gyldigheden af et udvidet samlevertestamente, f.eks. kravet

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

om, at arvelader ikke må sidde i uskiftet bo, hindrer flere par i at oprette

testamente.

Københavns Universitet

har desuden anført, at kravet om, at begge sam-

levere skal oprette et udvidet samlevertestamente, herunder kravet om gen-

sidighed, bør afskaffes.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

4.3.1. Betingelser for oprettelse af udvidet samlevertestamente

På baggrund af de indkomne høringssvar er det Justitsministeriets vurde-

ring, at reglerne om udvidet samlevertestamente i praksis fungerer efter

hensigten, og at reglerne løser en række arveretlige problemstillinger

blandt samlevende, der af forskellige årsager har valgt ikke at indgå ægte-

skab.

Justitsministeriet har overvejet, om kravet om 2 års samliv på fælles bopæl

er uhensigtsmæssigt, f.eks. ved ugifte samlevendes køb af fast ejendom.

Justitsministeriet finder det dog væsentligt at fastholde kravet om 2 års

samliv på fælles bopæl, således at der kun kan opnås arveret efter et udvi-

det samlevertestamente i tilfælde, hvor samlivet har haft en vis stabilitet,

og hvor det med rimelighed kan antages, at forholdet kan sidestilles med et

ægteskab. Kravet om fælles bopæl i 2 år skal endvidere ses i lyset af, at der

flere andre steder i lovgivningen anvendes et tilsvarende krav, f.eks. i leje-

lovens § 75, stk. 2, og § 77 a om retten til overtagelse af lejlighed ved

dødsfald eller samlivsophævelse og i boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra d,

samt § 22, stk. 1, litra d, om betaling af tillægsboafgift og gaveafgift.

Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at et par, der ikke opfyl-

der betingelserne for at opnå arveret efter et udvidet samlevertestamente,

opretter et almindeligt testamente, hvor de gensidigt sikrer hinanden. Et

sådan testamente kan oprettes på et hvilket som helst tidspunkt, uanset om

parterne har fælles bopæl eller ej.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at kravet om 2 års samliv på

fælles bopæl bør fastholdes.

I forhold til betingelsen om, at de ugifte samlevende ikke må sidde i uskif-

tet bo vil det kunne give anledning til betydelige skiftemæssige problemer,

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

hvis en samlever i uskiftet bo afgår ved døden efter at have oprettet et ud-

videt samlevertestamente, fordi der i givet fald ville skulle ske samtidigt

skifte af det uskiftede bo og af boet efter den førstafdøde samlever. Dette

ville således kunne føre til uoverskuelige situationer for både samleveren i

det uskiftede bo, den anden samlever og øvrige arvinger.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at kravet om, at par-

terne ikke må sidde i uskiftet bo, bør fastholdes.

For så vidt angår forslaget om at afskaffe kravet om flere oprettere, herun-

der gensidighed, ved oprettelse af et udvidet samlevertestamente, er det

Justitsministeriets opfattelse, at et udvidet samlevertestamente i vidt om-

fang skal afspejle de retsvirkninger, der følger af et ægteskab, herunder

den gensidige arveret. Det er således efter ministeriets opfattelse netop

derfor væsentligt at fastholde, at der kun kan opnås arveret efter et udvidet

samlevertestamente i tilfælde, hvor der er tale om gensidig arveret. Samle-

vende, der ikke ønsker at oprette et gensidigt udvidet samlevertestamente,

kan i stedet oprette et almindeligt testamente.

4.3.2. Begrænsninger i livsarvingens tvangsarv som følge af oprettelse

af udvidet samlevertestamente

I forhold til Danske Advokaters forslag om at justere arvelovens § 87, så-

ledes at en formulering i et testamente, hvorefter samleveren skal arve

mest muligt, automatisk skal anses for at være en begunstigelse efter § 87,

finder Justitsministeriet ikke behov for at foretage en sproglig præcisering

af bestemmelsen.

Med hensyn til forslaget om at indsætte en henvisning til § 87 i arvelovens

§ 5 er det Justitsministeriets opfattelse, at en sådan ændring ikke er egnet

til at tydeliggøre, at livsarvingens arv begrænses ved oprettelse af et udvi-

det samlevertestamente. En sådan ændring ville i øvrigt forudsætte, at der

blev henvist til arvelovens § 87 i alle bestemmelser, som er relevante ved

udvidede samlevertestamenter. Justitsministeriet finder på den baggrund,

at den generelle regel i § 87 er den mest enkle og konsekvente ordning.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

5. Uskiftet bo

5.1. Reglerne om uskiftet bo

5.1.1. Længstlevendes mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstaf-

dødes særbørn

Efter en ægtefælles død kan længstlevende overtage ægtefællernes fællese-

je, jf. dog § 23, stk. 2-6 (om livsforsikringer og pensionsydelser mv.), til

uskiftet bo med deres fælles livsarvinger, jf. arvelovens § 17.

Efterlader førstafdøde sig særbørn, kan boet kun udleveres til uskiftet bo

med samtykke fra særbørnene, jf. arvelovens § 18, stk. 1.

Justitsministeriet har anmodet høringsparterne om bemærkninger til regler-

ne om uskiftet bo, herunder oplysning om, i hvilket omfang muligheden

for at sidde i uskiftet bo anvendes.

5.1.2. Underretning om udlevering til uskiftet bo

Skifteretten skal underrette førstafdødes livsarvinger om udleveringen til

uskiftet bo, jf. arvelovens § 21. Reglen blev indført med den nye arvelov.

Som det fremgår af pkt. 5.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,

må det antages, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil have en sådan

tilknytning til længstlevende, at de i forvejen er bekendt med udleveringen

til uskiftet bo. I visse tilfælde kan forbindelsen til familien dog af den ene

eller anden årsag være brudt, og en underretningsregel kan i sådanne til-

fælde være hensigtsmæssig for livsarvingernes mulighed for at vurdere,

om længstlevende misbruger rådigheden over det uskiftede bo.

I forbindelse med gennemførelsen af en budgetanalyse af domstolene i

2013 blev der under Domstolsstyrelsen nedsat en arbejdsgruppe om effek-

tivisering af byretternes behandling af dødsboskiftesager. Arbejdsgruppen

foreslog i sin rapport af 11. juni 2013 bl.a., at den obligatoriske underret-

ning efter arvelovens § 21 afskaffes. Arbejdsgruppen anførte som begrun-

delse herfor, at skifteretterne bruger en del tid på at besvare henvendelser

fra livsarvingerne og vejlede om baggrunden for underretningen. Livsar-

vingerne er desuden som nævnt i langt de fleste tilfælde bekendt med

dødsfaldet og med, at længstlevende har overtaget boet til uskiftet bo.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Høringsparterne er i forlængelse af arbejdsgruppens anbefaling blevet an-

modet om bemærkninger til en eventuel afskaffelse af underretningspligten

i arvelovens § 21.

5.1.3. Formueoversigten vedrørende det uskiftede bos midler

Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal længstlevende til skifteretten indle-

vere en formueoversigt, som omfatter 1) førstafdødes fællesejemidler, 2)

længstlevendes fællesejemidler, 3) de i arvelovens § 23, stk. 2-6, nævnte

midler (livsforsikringer og pensionsrettigheder mv.), 4) længstlevendes

fuldstændige særeje og 5) førstafdødes fuldstændige særeje, jf. arvelovens

§ 22, stk. 1.

Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversig-

ten til livsarvingerne, jf. arvelovens § 22, stk. 5.

Arbejdsgruppen om effektivisering af byretternes behandling af døds-

boskiftesager anbefalede at ophæve pligten efter arvelovens § 22 til at ind-

levere en formueoversigt, dog således at længstlevende ved boets udleve-

ring i stedet skal afgive en erklæring om forsikringer og eventuelle aktiver,

som ikke fremgår af skattemappen, og en udtrykkelig erklæring om, at

ægtefællens bodel er solvent.

Det var arbejdsgruppens vurdering, at formueoversigten i langt de fleste

tilfælde er overflødig, idet retterne i forvejen via SKAT får adgang til skat-

temappen, som indeholder oplysning om begge ægtefællers økonomiske

forhold.

Arbejdsgruppen fandt på den ene side, at en afskaffelse vil medføre en

forenkling for længstlevende, der slipper for at udfærdige formueoversig-

ten, og være ressourcebesparende for skifteretten, der ikke vil skulle bruge

tid på at vejlede om og bistå med udfyldelsen.

På den anden side pegede arbejdsgruppen på, at en afskaffelse af formue-

oversigten vil kunne svække ægtefællens mulighed for at godtgøre, at for-

sikringer og pensioner, der senere kommer til udbetaling, ville skulle hol-

des uden for skiftet. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil dette hensyn dog

kunne varetages ved vejledning til ægtefællen om, at det til brug for et

eventuelt senere skifte i levende live kan være væsentligt at kunne doku-

mentere, hvilke aktiver der indgår i det uskiftede bo, og hvilke der kan

holdes uden for.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Arbejdsgruppen pegede endvidere på, at en afskaffelse af formueoversig-

ten vil kunne svække livsarvingernes mulighed for at føre bevis for længst-

levendes misbrug af adgangen til at disponere over det uskiftede bo, idet

der kan være aktiver efter afdøde, som ikke fremgår af skattemappen. Det

gælder for eksempel andelsboliger, kolonihavehuse, bygning på lejet

grund, private gældsbreve og udenlandske formueaktiver. Livsarvingerne

må således – i nogle tilfælde – antages at få vanskeligere ved at bevise, at

betingelserne for at kræve boet skiftet, at rejse et vederlagskrav eller at få

en gavedisposition omstødt er opfyldt.

Arbejdsgruppen anbefalede på den baggrund efter en samlet vurdering, at

kravet om indlevering af formueoversigten afskaffes, således at oplysnin-

gerne om boets formueforhold i stedet alene fremgår af skattemappen

kombineret med en erklæring om, at der ikke er andre aktiver i boet end

dem, som fremgår af skattemappen, samt om eventuelle forsikringer mv.

og – efter anmodning – en solvenserklæring. Derudover anbefalede ar-

bejdsgruppen, at skattemappen udbygges med oplysninger om i alt fald

andelsboliger samtidig med, at livsarvingerne får krav på efter anmodning

at få udleveret en udskrift heraf.

Arbejdsgruppen anbefalede, at der inden en eventuel afskaffelse af formu-

eoversigten foretages en undersøgelse af SKATs behov for oversigten og

en nærmere afklaring af bl.a. de tekniske og juridiske muligheder hos hen-

holdsvis SKAT og skifteretterne for at opbevare og udveksle de oplysnin-

ger, der fremgår af skattemappen.

Justitsministeriet har i forlængelse af arbejdsgruppens anbefaling anmodet

høringsparterne om bemærkninger til en eventuel ændring af arvelovens §

22.

5.2. Høringssvar

Byretterne

har anført, at det er en velkendt, men sjældent forekommende

problematik, at længstlevende har misbrugt sin rådighed over det uskiftede

bo. Problematikken er ikke ny og kan tillige opstå i uskiftede boer med

fællesbørn, og byretterne har ikke oplysninger om, at problemet skulle

være stigende eller særlig aktuelt for uskiftede boer med særbørn.

Advokatrådet

har anført, at muligheden for at sidde i uskiftet bo med

førstafdødes særbørn i vidt omfang anvendes. Det forekommer, at længst-

levende ”tømmer” hele boet, således at der ikke bliver nogen arv til

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

førstafdødes særbørn, men Advokatrådet er ikke bekendt med, hvor ofte

det sker.

Advokatrådet finder ikke, at en afskaffelse af skifterettens obligatoriske

pligt til at oplyse livsarvingerne om, at boet er udleveret til uskiftet bo, vil

få konsekvenser for livsarvingernes mulighed for at dokumentere et mis-

brug. I tilfælde, hvor livsarvingerne ikke har kontakt til forældrene, vil et

eventuelt misbrug dog være sværere at opdage, såfremt underretningsplig-

ten efter § 21 afskaffes.

Det vil efter Advokatrådets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at ændre

arvelovens § 22, da der er adskillige aktiver, herunder aktiver af større

værdi, der ikke fremgår af skattemappen.

Danske Advokater

har anført, at muligheden for at sidde i uskiftet bo med

førstafdødes særbørn anvendes i et vist omfang. Det forekommer dog mere

og mere sjældent og oftest ved ældre længstlevende. Det er den generelle

opfattelse blandt advokaterne, at længstlevende bør skifte, såfremt der er

likviditet i boet.

Danske Advokater har videre anført, at der altid vil være en risiko for, at

længstlevende misbruger formuen, og dette har ikke ændret sig med den

nye arvelov. En afskaffelse af skifterettens underretningspligt vil for livs-

arvinger, der ikke har kontakt med forældrene, betyde, at det kan være

vanskeligt at opdage et misbrug. Danske Advokater har desuden anført, at

det er en forudsætning for en eventuel ændring af arvelovens § 22, at skat-

temappen udbygges med oplysninger om f.eks. andelsboliger, kolonihave-

huse, private gældsbreve og udenlandske formueaktiver, da skattemappen

skal give et retvisende billede af formueforholdet. Udbygges skattemappen

med disse oplysninger, vil en ændring være hensigtsmæssig og gøre det

væsentligt lettere for skifteretten og længstlevende at håndtere skiftet. Det

er dog en afgørende forudsætning, at skattemappen for dødsåret bevares

hos SKAT, indtil længstlevende er død. Hvis der ikke kan indføres en ord-

ning, hvor skattemapperne arkiveres elektronisk og gøres tilgængelige i en

længere årrække efter dødsfaldet, kan Danske Advokater ikke støtte en

ændring af arvelovens § 22.

Aalborg Universitet, Aarhus Universitet

Syddansk Universitet

har

anført, at en afskaffelse af skifterettens obligatoriske pligt til at oplyse livs-

arvinger om, at boet udleveres til uskiftet bo, og afskaffelsen af pligten til

at udarbejde en formueoversigt umiddelbart vil have konsekvenser for

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

muligheden for at dokumentere misbrug af det uskiftede bo. En ændring af

arvelovens § 22 forudsætter, at alle relevante oplysninger i videst muligt

omfang vil kunne findes i skattemappen.

Universiteterne har desuden anført, at det ofte forekommer, at unge men-

nesker bliver anmodet om at samtykke til, at en forælders nye ægtefælle

kan sidde i uskiftet bo, uden at den unge får selvstændig rådgivning fra

egen advokat herom. En sådan anmodning gives ofte i en familiær relation,

hvor et afslag kan få katastrofale sociale, emotionelle og økonomiske kon-

sekvenser, og et afslag vil i praksis ofte indebære, at arven i stedet begræn-

ses til et minimum.

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

har anført, at muligheden for at

sidde i uskiftet bo med førstafdødes særbørn fortsat er noget, mange fami-

lier ønsker, selv om man nu ved testamente kan stille længstlevende på

næsten samme måde, som hvis længstlevende sad i uskiftet bo. Skifteret-

tens obligatoriske underretningspligt bør efter Advokaterne Sankt Knuds

Torv P/S’s opfattelse ikke fjernes, da det kan vanskeliggøre arvingernes

mulighed for at løfte bevisbyrden for et misbrugs omfang.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

5.3.1. Længstlevendes mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstaf-

dødes særbørn

Som det fremgår, har Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Syd-

dansk Universitet peget på, at unge kan stilles i en vanskelig situation, når

de som særbørn – uden den fornødne advokatrådgivning – bliver anmodet

om at samtykke til, at en forælders nye ægtefælle som længstlevende kan

sidde i uskiftet bo.

Justitsministeriet finder, at det er væsentligt at bevare muligheden for, at

længstlevende kan hensidde i uskiftet bo med førstafdødes særbørn. En

afskaffelse heraf vil således kunne medføre betydelige økonomiske konse-

kvenser for længstlevende, som f.eks. kan være nødt til at sælge sin bolig

for at udbetale arv til førstafdødes særbørn.

Justitsministeriet finder samtidig, at det er væsentligt at bevare kravet om,

at førstafdødes særbørn skal samtykke til udlevering til uskiftet bo. Justits-

ministeriet lægger herved bl.a. vægt på, at der ved uskiftet bo med særbørn

er en større risiko for misbrug af boet fra længstlevendes side.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at foretage æn-

dringer af reglerne om længstlevendes mulighed for at hensidde i uskiftet

bo med samtykke fra førstafdødes særbørn.

5.3.2. Underretning om udlevering til uskiftet bo

Som anført ovenfor under pkt. 5.1.2 har underretningspligten efter arve-

lovens § 21 til formål at styrke livsarvingernes mulighed for at vurdere,

om længstlevende misbruger rådigheden over det uskiftede bo.

En afskaffelse af underretningspligten i arvelovens § 21 ville indebære, at

livsarvinger, der ikke var i kontakt med førstafdøde, ikke i forbindelse med

dødsfaldet ville blive gjort opmærksom på muligheden for at anmode om

oplysninger om de økonomiske forhold i boet efter førstafdøde. Disse livs-

arvinger ville som følge deraf kunne få vanskeligere ved at dokumentere et

eventuelt misbrug i det uskiftede bo og i forlængelse heraf gøre et krav

gældende i boet.

Derudover må det antages, at de administrative lettelser for skifteretterne,

som en ophævelse af § 21 ville medføre, ville være relativt beskedne. En

sådan lettelse opvejer efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensynet til

førstafdødes livsarvingers mulighed for at varetage deres interesser i for-

hold til det uskiftede bo.

Justitsministeriet finder på den baggrund og i lyset af de indkomne hø-

ringssvar, at § 21 ikke bør ophæves.

5.3.3 Formueoversigten vedrørende det uskiftede bos midler

På baggrund af anbefalingerne fra arbejdsgruppen under Domstolsstyrel-

sen kan der efter Justitsministeriets opfattelse være grund til nærmere at

overveje, om reglerne om formueopgørelsen i arvelovens § 22 bør fasthol-

des i deres nuværende form.

Justitsministeriet vil derfor indlede drøftelser med Skatteministeriet og

Domstolsstyrelsen om muligheden for at udvide skattemappens indhold

med henblik på en eventuel ophævelse af arvelovens § 22.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

6. Andre emner

Udover de spørgsmål, som Justitsministeriet har anmodet høringsparterne

om at besvare, har

Danske Advokater, Københavns Universitet

Ad-

vokaterne Sankt Knuds Torv P/S

afgivet en række yderligere bemærk-

ninger til arveloven, som gennemgås i det følgende.

6.1. Successionsrækkefølger

6.1.1. Reglerne om successionsrækkefølger

Efter arvelovens § 60 kan friarv ved testamente indsættes i en successions-

rækkefølge, således at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads

og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller sene-

re pladser. Ved testamente kan arv eller legat ikke tillægges flere ved testa-

tors død ufødte personer efter hinanden.

Det blev i udvalget overvejet, om der i arveloven burde opstilles nærmere

deklaratoriske (dvs. fravigelige) regler om successionsrækkefølger, jf. be-

tænkningen side 335-337. Udvalget fandt ikke anledning til at indføre reg-

ler herom bl.a. under hensyn til, at det ville være vanskeligt at pege på en

bestemt lovgivningsløsning, der opfylder den enkelte arveladers ønsker.

Justitsministeriet tiltrådte i lovforslaget udvalgets overvejelser.

6.1.2. Høringssvar

Såvel

Danske Advokater

som

Københavns Universitet

har peget på be-

hovet for deklaratoriske regler om successionsrækkefølger.

Danske Advokater

har i den forbindelse anført, at successionsrækkefølger

bl.a. anvendes ved tilrettelæggelse af generationsskifte af virksomheder og

til sikring af, at en familieformue bliver i slægten i de kommende genera-

tioner. Danske Advokater har særligt anført, at de manglende regler fører

til, at ethvert juridisk aspekt af en successionsrækkefølge skal beskrives

detaljeret i stiftelsesdokumentet, hvilket er en både vanskelig og tidskræ-

vende opgave, og at successionsrækkefølger som følge heraf kun kan an-

vendes af borgere, som har de økonomiske ressourcer til juridisk rådgiv-

ning. Også domstolene har efter Danske Advokaters opfattelse vanskeligt

ved at finde faste holdepunkter for lovgivers holdning til, hvad det legale

indhold af en successionsrækkefølge skal være. Danske Advokater har

desuden bl.a. anført, at det giver anledning til problemer, at der ikke er

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

noget register for successionsrækkefølger og opfordrer til, at der etableres

et nationalt register over successionsrækkefølger svarende til Centralregi-

stret for Testamenter.

Københavns Universitet

har foreslået, at der – henset til successionsræk-

kefølgers voksende samfundsmæssige betydning og potentiale til at kunne

tilgodese komplekse familiestrukturers behov – nedsættes et udvalg til at

undersøge udfordringerne og mulighederne forbundet med succes-sions-

rækkefølger i dansk ret.

6.1.3. Justitsministeriets overvejelser

6.1.3.1. Deklaratoriske regler for successionsrækkefølger

Justitsministeriet overvejede i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse,

om der skulle indføres deklaratoriske regler om successionsrækkefølger.

Spørgsmålet blev endvidere overvejet grundigt af udvalget. Det er fortsat

Justitsministeriets opfattelse, at det ikke i praksis vil være muligt at udfor-

me dækkende deklaratoriske regler for alle former for successionsrække-

følger. Arveladers ønske om udarbejdelse af en successionsrækkefølge er

ofte konkret begrundet, hvorfor der ikke kan peges på en bestemt lovgiv-

ningsmæssig løsning.

På grund af successionsrækkefølgers komplicerede karakter forudsætter

anvendelse heraf efter Justitsministeriets opfattelse altid professionel råd-

givning, og successionsrækkefølger bør primært anvendes ved f.eks. gene-

rationsskifte af en virksomhed, eller når arvelader har et særligt ønske om,

at et bestemt aktiv skal gå i arv i familien.

Justitsministeriet finder derfor på nuværende tidspunkt ikke anledning til

at nedsætte et nyt udvalg, der i givet fald skulle se nærmere på reglerne om

successionsrækkefølger, eller i øvrigt foreslå ændringer i reglerne herom.

6.1.3.2. Registrering af successionsrækkefølger

Den daværende regering nedsatte i 2012 et udvalg om varetagelse af skif-

tesagsbehandlingen. Udvalget afgav i oktober 2013 sin redegørelse.

Udvalget anbefalede i sin redegørelse, jf. punkt 6.4.2.1.6, at der i den blan-

ket, der er optrykt som bilag 1 til Justitsministeriets bekendtgørelse nr.

1555 af 18. december 2007 om notarialforretninger, og som ved notartesta-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

menter skal udfyldes i forbindelse med testamentets registrering i Central-

registeret for Testamenter, jf. bekendtgørelsens § 18, tilføjes en ekstra ru-

brik, hvor det kan anføres, hvorvidt der i testamentet er successionsrække-

følger og i bekræftende fald CPR- eller CVR-nummer på de enkelte arvin-

ger/legatarer i successionen.

Justitsministeriet har i forlængelse heraf ved bekendtgørelse nr. 1161 af

28. oktober 2014 ændret blanketten i bilaget i overensstemmelse med ud-

valgets anbefalinger. Ændringsbekendtgørelsen trådte i kraft den 2.

november 2014.

Anvendelsen af den nye blanket giver ifølge Domstolsstyrelsen imidlertid

anledning til en række udfordringer i praksis. Det gælder navnlig i forhold

til kravet om at angive CPR- eller CVR-nummer på den enkelte arving

mv., ligesom det ikke er muligt at angive CPR-nummer på ufødte arvinger.

Domstolsstyrelsen har endvidere peget på, at der med den eksisterende

tekniske løsning alene er mulighed for at registrere successionsrækkeføl-

gen i tilknytning til den person, der opretter testamentet (og ikke i tilknyt-

ning til de arvinger, der er indsat i successionsrækkefølgen).

På den baggrund vil Justitsministeriet ændre bekendtgørelsen om notarial-

forretninger, således at rubrikken til angivelse af CPR- eller CVR-nummer

på de enkelte arvinger/legatarer i en successionsrækkefølge udgår. Rubrik-

ken til angivelse af, hvorvidt testamentet indeholder en successionsrække-

følge, vil dog blive opretholdt, således at det ved testators død vil fremgå,

at testamentet indeholder en successionsrækkefølge. Samtidig vil Dom-

stolsstyrelsen foranledige, at det i den vejledning, der udleveres til notaren,

præciseres, at successionsrækkefølgen alene registreres på testators navn.

Med hensyn til spørgsmålet om at etablere et nationalt register over suc-

cessionsrækkefølger har Domstolsstyrelsen oplyst, at der ikke synes at

være et praktisk behov for et egentligt register. På denne baggrund og i

lyset af, at Justitsministeriet ikke umiddelbart finder anledning til at indfø-

re deklaratoriske regler om successionsrækkefølger, er der efter Justitsmi-

nisteriets opfattelse heller ikke anledning til at tage initiativ til etablering

af et nationalt register.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

6.2. Fælles testamenter (længstlevendes testationsret)

6.2.1. Reglerne om længstlevendes testationsret

Arvelovens § 81 regulerer længstlevendes testationskompetence, når der

mellem ægtefællerne er oprettet et fælles testamente.

Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmel-

se om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan længstle-

vende som udgangspunkt ved testamente råde over friarven i boet efter

længstlevende, jf. arvelovens § 81, stk. 1. Længstlevende kan dog ikke ved

testamente råde over 1) friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde

førstafdødes særbørn, og 2) halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testa-

mente skal tilfalde fælles livsarvinger, jf. arvelovens § 81, stk. 2.

Arvelovens § 81, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse, hvis den fælles testa-

mentariske disposition indeholder anden bestemmelse om længstlevendes

testationsret, jf. arvelovens § 81, stk. 3.

6.2.2. Høringssvar

Danske Advokater

har anført, at langt de færreste ønsker, at længstleven-

de skal være fastlåst i sin testationskompetence, således at længstlevende

ikke kan testere over friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde

førstafdødes særbørn ved længstlevendes død. Reglen i § 81 opleves derfor

ifølge Danske Advokater som urimelig. Danske Advokater foreslår derfor

en udfyldende regel om, at længstlevende har testationskompetence i et

eller andet omfang, uanset om førstafdøde har særbørn.

Endvidere peger Danske Advokater på, at der er tale om lovgivning med

tilbagevirkende kraft, hvilket er meget uheldigt.

Københavns Universitet

har anført, at de indførte begrænsninger for

længstlevende testator er uhensigtsmæssige i flere henseender, først og

fremmest fordi de er deklaratoriske og ikke stemmer overens med det, den

gennemsnitlige testator ønsker og kan overskue.

Københavns Universitet foreslår derfor, at den deklaratoriske regel ændres,

således at længstlevendes testationskompetence i henhold til fælles testa-

mente, hvori det er bestemt, at arven ved længstlevende ægtefælles død

skal tilfalde førstafdødes særbarn, skal være fri, subsidiært at den forhøjes

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

til mindst halvdelen af længstlevende testators formue, eventuelt med et

loft i form af, hvad længstlevende arvede fra den førstafdøde testator. Kø-

benhavns Universitet foreslår endvidere, at længstlevende testators testa-

tionskompetence i henhold til et fælles testamente, hvori det er bestemt, at

arven ved længstlevendes død skal tilfalde et fællesbarn, skal være fri.

Københavns Universitet har endvidere anført, at det er problematisk, at

fælles testamenter, der er oprettet før den 1. januar 2008, omfattes af de

deklaratoriske regler i arvelovens kap. 13.

6.2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har i lyset af de indkomne høringssvar overvejet, hvor-

vidt reglerne bør ændres således, at længstlevende får udvidet testations-

kompetencen, når det i et fælles testamente er bestemt, at førstafdødes sær-

børn eller fælles livsarvinger skal modtage arv efter længstlevende.

Det bemærkes, at den nye arvelov i højere grad giver ægtefæller mulighed

for at begunstige længstlevende.

I forhold til fælles testamenter er længstlevendes testationskompetence

blevet udvidet, idet testationskompetencen for længstlevende nu er fri, når

ægtefællerne ikke efterlader sig særbørn eller fælles livsarvinger. I den

tidligere arvelov var længstlevendes testationskompetence begrænset til

længstlevendes særeje og halvdelen af det tidligere fællesbo, uanset om

der var særbørn og fælles livsarvinger. Den nye arvelov giver herunder

mulighed for, at ægtefællernes særbørn og fælles livsarvinger i højere grad

end tidligere kan ligestilles økonomisk efter længstlevendes død. Der er

samtidigt indført regler, der beskytter førstafdødes særbørn, når arven skal

fordeles efter længstlevende.

I tilfælde, hvor ægtefællerne i et testamente har bestemt, at førstafdødes

særbørn ved længstlevendes død helt eller delvist skal kompenseres for

den arv, de ikke modtog ved førstafdødes død, fordi længstlevende er be-

gunstiget mest muligt, udgør reglen i § 81, stk. 2, nr. 1, efter Justitsmini-

steriets opfattelse et vigtigt værn for førstafdødes særbørn.

Justitsministeriet har overvejet hensynet til førstafdødes særbørn over for

hensynet til længstlevendes testationskompetence ved f.eks. indgåelse af

nyt ægteskab eller oprettelse af testamente til fordel for ny samlever eller

andre særbørn. Da et fælles testamente er oprettet af ægtefællerne i fore-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

ning, bør førstafdødes vilje, hvorved særbørnene tilgodeses, efter Justits-

ministeriets opfattelse ikke kunne tilsidesættes af længstlevende, medmin-

dre der er taget forbehold for, at længstlevende skal have testationskompe-

tence. En retstilstand, hvorefter længstlevende som den deklaratoriske ho-

vedregel frit ville kunne nedsætte friarven i strid med førstafdødes ønsker

og forudsætninger, ville således ikke sikre den fornødne balance mellem

hensynet til længstlevendes retsstilling og hensynet til førstafdødes sær-

børn.

Konsekvensen af reglen i arvelovens § 81, stk. 2, nr. 1, er, at længstleven-

de ikke kan tilsidesætte eller begrænse arven til førstafdødes særbørn, hvil-

ket også gælder den arv, der reelt stammer fra længstlevendes formue.

Ægtefæller, der testerer til fordel for den enes særbørn ved længstlevendes

død, bør derfor efter omstændighederne rådes til at forholde sig til længst-

levendes testationskompetence. Udvalget forudså allerede i betænkningen

denne problemstilling, og reglerne blev – i overensstemmelse med udval-

gets forslag – således gjort deklaratoriske for at sikre, at testatorerne frit

kan udforme reglerne om længstlevendes testationsret. Det bør således

efter Justitsministeriets opfattelse allerede ved testamentets oprettelse ind-

gå i ægtefællernes overvejelser, om længstlevende skal gives yderligere

testationskompetence, således at længstlevende ikke er bundet af arve-

lovens § 81, stk. 2, nr. 1.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre

arvelovens § 81, stk. 2, nr. 1.

For så vidt angår arvelovens § 81, stk. 2, nr. 2, om længstlevendes adgang

til at testere over friarv til fælles livsarvinger ville en deklaratorisk hoved-

regel, hvorefter længstlevende ville kunne nedsætte arven til fælles livsar-

vinger til tvangsarven, efter Justitsministeriets opfattelse give mulighed for

en for stor begrænsning af de fælles livsarvingers arv og være i strid med

førstafdødes forudsætninger for arvens fordeling.

Reglen giver således efter Justitsministeriets opfattelse fælles livsarvinger

en rimelig beskyttelse mod, at deres arv nedsættes i strid med førstafdødes

forudsætninger, og Justitsministeriet finder derfor heller ikke anledning til

at foretage en ændring af arvelovens § 81, stk. 2, nr. 2.

Med hensyn til det, Danske Advokater og Københavns Universitet har

anført om overgangsbestemmelsen og lovgivning med tilbagevirkende

kraft, bemærkes, at loven finder anvendelse i tilfælde, hvor arvelader dør

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

efter lovens ikrafttræden. Det gælder således også, selv om testamentet er

oprettet før lovens ikrafttræden. I forhold til fælles testamenter indebærer

det, at § 81 finder anvendelse i tilfælde, hvor længstlevende er død efter

lovens ikrafttræden, uanset hvornår førstafdøde døde. Udvalget overveje-

de, jf. side 384 f. i betænkningen, om det kunne give anledning til betæn-

keligheder, at man derved ændrede på de legale regler om testationskom-

petence, som førstafdøde havde haft som forudsætning ved testamentets

oprettelse, på et tidspunkt, hvor denne er død og derfor selvsagt ikke kan

ændre det. Udvalget fandt imidlertid under henvisning til, at bestemmel-

serne om længstlevendes testationsret alene finder anvendelse, hvis der

ikke i testamentet er taget stilling til spørgsmålet om længstlevendes testa-

tionskompetence, at det ikke var betænkeligt at lade udvidelsen af længst-

levendes testationskompetence omfatte også de tilfælde, hvor førstafdøde

er død før lovens ikrafttræden. Hvis førstafdøde havde haft en forudsæt-

ning om, at det gensidige testamente ikke skulle kunne ændres af længstle-

vende, kunne dette være opnået ved at gøre testamentet uigenkaldeligt.

Justitsministeriet tilsluttede sig i lovforslaget udvalgets overvejelser på

området og finder fortsat ikke, at overgangsbestemmelsen giver anledning

til betænkeligheder.

6.3. Fælles testamenter (længstlevendes dispositionsadgang i levende

live)

6.3.1. Reglerne om længstlevendes dispositionsadgang

Har ægtefæller ved fælles testamente truffet bestemmelse om arvens forde-

ling efter længstlevendes død, som længstlevende ikke kan tilbagekalde,

kan længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved 1) at give ga-

ver eller arveforskud, hvis værdi står i misforhold til formuen, eller 2) at

indsætte en begunstiget i en livsforsikring eller en lignende ordning, der er

oprettet for et beløb, der står i misforhold til formuen, jf. arvelovens § 83,

stk. 1.

Arvelovens § 83, stk. 2-4, indeholder regler om, at sådanne dispositioner

efter omstændighederne kan omstødes. Efter arvelovens § 83, stk. 5, finder

reglerne om omstødelse ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testa-

mentet.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

Arvelovens § 84 indeholder processuelle regler om behandlingen af en

omstødelsessag efter § 83.

Hvis længstlevende ved dispositioner som nævnt i § 83 væsentligt har for-

mindsket sin formue ved begunstigelse af en arving, kan en anden arving,

når boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne bo, medmindre andet er

bestemt ved testamente, jf. § 85.

Det fremgår af § 86, at §§ 83-85 finder tilsvarende anvendelse, når fælles

testamente er oprettet af andre end ægtefæller.

6.3.2. Høringssvar

Danske Advokater

Københavns Universitet

har anbefalet, at reglerne

i arvelovens §§ 83-86 om længstlevendes dispositionsadgang i levende

live ændres, således at bestemmelserne alene finder anvendelse, hvis de

tilvælges af testator.

6.3.3. Justitsministeriets overvejelser

Det deklaratoriske regelsæt om længstlevendes dispositionsadgang sikrer

de begunstigede testamentsindsatte arvinger mod, at længstlevende udhu-

ler førstafdødes testamentariske bestemmelser ved at give gaver og arve-

forskud mv., der står i misforhold til formuen og testamentet. Uden sådan-

ne regler ville længstlevende kunne gøre testamentets bestemmelser om

arvens fordeling illusorisk ved gaver o.l. Reglerne kan desuden fraviges

ved testamente i overensstemmelse med ægtefællernes ønsker, og ægtefæl-

lerne har således mulighed for selv at fastsætte nærmere retningslinjer for

længstlevendes dispositionsadgang.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at reglerne om længstleven-

des dispositionsadgang i levende live bør ændres.

6.4. Nødtestamenter

6.4.1. Regler om nødtestamenter

De situationer, hvor et nødtestamente kan oprettes, vil ofte være stærkt

pressede eller følelsesladede, hvorfor der ikke bør stilles strenge formkrav

til oprettelsen. Med den nye arvelov blev de tidligere gældende formkrav

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

derfor ophævet, således at et nødtestamente nu kan oprettes på en hvilken

som helst måde.

Det følger således af arvelovens § 65, stk. 1, at den, der på grund af syg-

dom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette testamente efter ar-

velovens § 63 (notartestamente) og arvelovens § 64 (vidnetestamente), på

en hvilken som helst måde kan oprette et nødtestamente. Et nødtestamente

bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette

testamente efter § 63 og § 64, jf. arvelovens § 65, stk. 2.

Efter arvelovens § 72 er et nødtestamente ugyldigt, hvis 1) det ikke kan

anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er

oprettet af denne, eller 2) det må antages, at testator ikke var i stand til

fornuftmæssigt at oprette testamentet. Det er den, der vil anfægte nødtesta-

mentet, der har bevisbyrden herfor.

6.4.2. Høringssvar

Københavns Universitet

har foreslået, at henvisningen i arvelovens § 65,

stk. 2, til § 64 om vidnetestamenter ophæves, således at det afgørende for,

om et nødtestamente er bortfaldet, bliver, om testator var afskåret fra at

oprette et notartestamente.

Københavns Universitet har desuden peget på, at det er uhensigtsmæssigt

at vælte bevisbyrden over på den eller de personer, der vil anfægte, at et

nødtestamente stammer fra testator og er udtryk for testators beslutning,

når formkravet netop er blevet fjernet ved den nye arvelov. Det foreslås

derfor, at bevisbyrden placeres hos den, der vil gøre gældende, at en form-

løs disposition stammer fra testator og er udtryk for dennes beslutning.

6.4.3. Justitsministeriets overvejelser

Efter Justitsministeriets opfattelse bør arvelovens § 65, stk. 2, henvise til

både notartestamenter og vidnetestamenter, idet et nødtestamente alene

undtagelsesvist bør anvendes, hvis det ikke har været muligt at benytte en

af de gyldige testamentsformer, som kan oprettes efter arveloven. Det er

således Justitsministeriets opfattelse, at den nuværende ordlyd i arvelovens

§ 65, stk. 2, bør fastholdes.

I forhold til spørgsmålet om bevisbyrden for, hvornår et nødtestamente

skal lægges til grund, bemærkes det, at der ikke stilles strenge krav til be-

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

viset for, at et nødtestamente ikke er udtryk for testators beslutning og op-

rettet af testator, jf. lovforslagets bemærkninger til § 72. Baggrunden for

disse lempelige beviskrav er navnlig, at et nødtestamente oprettes uden

den kontrol, der er knyttet til oprettelsen af et notartestamente, jf. herved

også betænkningens side 248. På den baggrund finder Justitsministeriet

ikke anledning til at foreslå ændringer af bevisbyrdereglen i forhold til

nødtestamenter.

6.5. Overlevelseskravet

6.5.1. Reglerne om overlevelseskravet

Det såkaldte overlevelseskrav indebærer, at medmindre andet er bestemt

ved testamente, tilkommer arveret den, som lever ved arveladerens død,

eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født, jf. arve-

lovens § 94, stk. 1. Er to personer, som havde arveret efter hinanden, døde,

uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have

overlevet den anden, jf. arvelovens § 94, stk. 2.

6.5.2. Høringssvar

Københavns Universitet

har anført, at overlevelseskravet kan føre til

skævdeling af arven i tilfælde, hvor en arving dør kort tid efter arvelade-

ren, og at det derfor bør overvejes, om der i arveloven bør indsættes en

deklaratorisk bestemmelse om samtidig død, f.eks. knyttet til en ulykkes-

begivenhed og/eller den tidsmæssige periode mellem de to dødsfald.

6.5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at de nugældende regler om overlevelseskravet

kan medføre en vis skævdeling af arven f.eks. mellem ægtefællernes fælles

livsarvinger på den ene side og særbørn på den anden side. Den skævde-

ling af arven, der kan opstå som følge af, at førstafdøde og længstlevende

afgår ved døden med et par minutters eller timers mellemrum – f.eks. som

følge af samme ulykke – vil ofte virke urimelig og tilfældighedspræget for

de fælles livsarvinger og særbørn, der skal arve.

Denne skævdeling vil i et vist omfang kunne imødegås med en regel, hvor-

efter to personer, der dør som følge af samme ulykkesbegivenhed eller

ganske kort tid efter hinanden, ikke arver hinanden. En sådan regel rejser

dog en række spørgsmål af bl.a. afgrænsningsmæssig karakter, og der vil

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

fortsat i konkrete sager kunne opstå situationer, hvor arvefordelingen vil

virke urimelig.

Et norsk udvalg afgav i februar 2014 en betænkning om et forslag til en ny

arvelov, hvor en tilsvarende regel bl.a. blev foreslået. Efter det oplyste er

udvalgets forslag endnu ikke gennemført i norsk ret.

Justitsministeriet vil på denne baggrund og med inddragelse af de norske

overvejelser og relevante interessenter overveje behovet for og hensigts-

mæssigheden af en ændring af overlevelseskravet i arvelovens § 94.

6.6. Dødslejegaver

6.6.1. Reglerne om dødslejegaver

Efter arvelovens § 93 finder reglerne om testamente tilsvarende anvendel-

se på gaver, der 1) gives i giverens levende live, men som er bestemt til at

opfyldes efter giverens død, og 2) er givet kort tid før giverens død på et

tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar

over dette. Sidstnævnte gælder dog ikke for sædvanlige gaver.

6.6.2. Høringssvar

Københavns Universitet

har anført, at ægtefællers aftaler om formueord-

ninger (ægtepagter) ikke kan eller bør sidestilles med gavedispositioner,

selv om de umiddelbart ligner gavedispositioner. Reglerne om dødslejega-

ver bør derfor ifølge Københavns Universitet ikke finde anvendelse på

ægtepagter.

6.6.3. Justitsministeriets overvejelser

Formålet med reglen i arvelovens § 93 er at sikre, at dispositioner, der reelt

alene har virkning efter giverens død, sker i overensstemmelse med testa-

mentsreglerne både for så vidt angår formkrav og reglerne om tvangsarv.

Reglen vil således efter omstændighederne også kunne finde anvendelse

på ægtepagter, der er oprettet på et tidspunkt, hvor døden er nært forestå-

ende, og ægtefællen er klar over dette. Om en ægtepagt udgør en dødsleje-

gave, vil bero på en konkret vurdering.

Justitsministeriet finder under hensyn til formålet med reglen ikke anled-

ning til at undtage ægtepagter fra arvelovens § 93.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 235: Redegørelse om lovovervågning af arveloven samt høringssvar, fra justitsministeren

6.7. Øvrige bemærkninger til arveloven

Advokaterne Sankt Knuds Torv P/S

har foreslået nogle mindre, tekniske

ændringer samt præciseringer af arveloven, som vil blive inddraget i Ju-

stitsministeriets løbende overvejelser på området.

7. Konklusion

På baggrund af de modtagne høringssvar er det samlet set Justitsministeri-

ets vurdering, at den nye arvelov fungerer godt i praksis, og at der ikke er

grundlag for at foretage mere vidtgående ændringer af arveloven.

Justitsministeriet vil – som anbefalet af arbejdsgruppen om effektivisering

af byretternes behandling af dødsboskiftesager – indlede drøftelser med

Skatteministeriet og Domstolsstyrelsen om muligheden for at udvide skat-

temappens indhold med oplysninger fra formueopgørelsen, jf. arvelovens §

22, med henblik på en eventuel ophævelse af denne bestemmelse.

Justitsministeriet vil endvidere overveje behovet for at ændre overlevelses-

kravet i arvelovens § 94.

Endelig vil Justitsministeriet på baggrund af Domstolsstyrelsens anbefa-

ling ændre i den blanket, der er optrykt som bilag 1 til bekendtgørelsen om

notarialforretninger.