REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 22: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester m.v. (Ude-blivelsesdomme, forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straffesager m.v.).

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 22
Offentligt

”§

156 c.

Ved forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for for-

kyndt, hvis der sker åbning eller anden behandling af meddelelsen, den be-

sked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller et bilag eller en anden med-

delelse, der er vedhæftet beskeden. Forkyndelse anses for sket, den dag

meddelelsen, bilaget eller den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet,

åbnes eller på anden måde behandles.”

§ 334

indsættes som

stk. 7:

”Stk.

Justitsministeren kan fastsætte takster om salær til beskikkede

advokater.”

§ 334, stk. 4,

affattes således:

”Salær fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Hvis der er

fastsat takster efter stk. 7, fastsættes salæret i henhold til disse. Retten kan

dog forhøje salæret, hvis sagen har været særligt tidskrævende for den be-

skikkede advokat, eller nedsætte salæret, hvis sagen har været mindre tids-

krævende end normalt for den beskikkede advokat. Godtgørelse fastsættes

ligeledes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen af salær

og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller rets-

handlingens afslutning.”

§ 686, stk. 3, nr. 3,

indsættes efter ”dømte”: ”, samt de i § 61, stk. 1,

nævnte sager, hvor der alene kan blive spørgsmål om at idømme bøde i

forbindelse med den betingede dom for det forhold, der er begået før den

betingede dom”

§ 720, stk. 2, 6. pkt.,

ændres ”3. pkt.” til: ”4. pkt.”.

10.

§ 741, stk. 2,

ophæves og i stedet indsættes:

”Stk. 2.

Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen.

Hvis der er fastsat takster efter stk. 3, fastsættes vederlaget i henhold til

disse. Retten kan dog forhøje vederlaget, hvis sagen har været særligt tids-

krævende for den offentlige forsvarer, eller nedsætte vederlaget, hvis sa-

gen har været mindre tidskrævende end normalt for den offentlige forsva-

rer. Vederlaget fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning.”

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte takster om vederlag til offentlige

forsvarere.”

11.

§ 781, stk. 1, nr. 3,

ændres ”§ 59, stk. 7, nr. 1-5” til: ”§ 59, stk. 8, nr.

1-5”.

12.

§ 799, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter ”191,”: ”§ 191 a,”, og efter ”§

286, stk. 1, jf. § 276,” indsættes: ”§ 286, stk. 2,”.

13.

§ 835, stk. 2,

affattes således:

”Stk.

Anklagemyndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte

straks efter indledning af sagen. Retten skal senest samtidig med forkyn-

delse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2, forkynde kopi af anklageskriftet for

den pågældende.”

14.

§ 844, stk. 1, 3. pkt.,

ophæves.

15.

§ 844, stk. 2, 1. pkt.,

ændres ”Anklagemyndigheden” til: ”Retten” og

stk. 4, 1. pkt.,

ændres ”anklagemyndigheden” til: ”retten”.

16.

§ 855, stk. 3,

ændres ”kan” til: ”skal, hvis anklagemyndigheden frem-

sætter begæring herom,”.

17.

§ 855, stk. 3, nr. 3,

ændres ”6 måneder” til: ”1 år”.

18.

§ 855, stk. 3, nr. 4,

ændres ”3 måneder” til: ”6 måneder”.

19.

§ 897, stk. 1,

ændres ”kan” til: ”skal”.

20.

§ 902, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Hvis sagen er fremmet i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltal-

te anke, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten, hvis betingelserne i

stk. 2 i øvrigt er opfyldt.”

21.

§ 907, stk. 1, 2.

3. pkt.,

affattes således:

”Genpart af ankemeddelelsen sendes så vidt muligt samtidig til tiltalte

med Digital Post eller med anbefalet brev og til byretten og tiltaltes forsva-

rer. Er tiltalte varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning, jf. §

769, kan genpart af ankemeddelelsen dog sendes til det varetægtsfængsel

(arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er anbragt.”

22.

§ 920, stk. 3,

affattes således:

”Stk.

Retten kan endvidere ved kendelse afvise tiltaltes anke, hvis an-

klageskrift eller indkaldelse på grund af tiltaltes forhold ikke på sædvanlig

måde har kunnet forkyndes for tiltalte.”

23.

§ 987, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter ”forhandling”: ”, hvis domfældte

er afskåret fra at anke dommen i medfør af § 902, stk. 3, jf. stk. 2.” og i

pkt.,

ændres ” 4 uger” til: ”14 dage”.:

24.

§ 1017 b, stk. 1,

indsættes efter ”seksualforbrydelser”: ”eller straffe-

lovens § 210”.

§2

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1242 af 11.

november 2015, som ændret ved lov nr. 169 af 27. februar 2016 og lov nr.

641 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

§ 62, stk. 5,

indsættes efter ”Justitsministeren fastsætter regler om”:

”bæring af magtmidler og”.

§3

I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 128 af 7. februar 2014, som ændret ved lov nr. 741 af 1. juni 2015

og lov nr. 1567 af 15. december 2015, foretages følgende ændring:

§ 31, stk. 6,

indsættes efter ”politiet, ”: ”statsadvokaterne,”.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. marts 2017.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 17-20, finder anvendelse i straffesager, hvor der fo-

retages forkyndelse af indkaldelse for tiltalte, jf. retsplejelovens § 844, stk.

2, efter lovens ikrafttræden

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 21 og 24, finder anvendelse i straffesager, hvor der

afsiges udeblivelsesdom efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, efter

lovens ikrafttræden.

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Lovens § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i

kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forkyndelse i straffesager

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Lovforslagets udformning

2.2. Adgang for statsadvokaterne til at foretage telefonforkyndelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Lovforslagets udformning

2.3. Anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Lovforslagets udformning

2.4. Anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager og retten til

genoptagelse

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.3. Lovforslagets udformning

2.5. Anvendelse af domsmænd i straffesager, hvor der skal fastsættes

en fællesstraf efter straffelovens § 61, stk. 1

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

2.5.3. Lovforslagets udformning

2.6. Anonymisering af forurettedes identitet

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

2.6.3. Lovforslagets udformning

2.7. Kriminalitetskravet for at foretage hemmelig ransagning

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

2.7.3. Lovforslagets udformning

2.8. Bæring af magtmidler, herunder peberspray

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

2.8.3. Lovforslagets udformning

2.9. Fastsættelse af salær til forsvarere i straffesager, bistandsadvo-

kater samt til beskikkede advokater i ægteskabs-, forældre-

ansvars- og børnefjernelsessager

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

2.9.3. Lovforslagets udformning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det skal løbende sikres, at behandlingen af straffesager fungerer så effek-

tivt som muligt og på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, så sagerne

kan afsluttes inden for en rimelig tid af hensyn til både tiltalte og forurette-

de. Det er herudover væsentligt, at ressourcerne hos politiet, anklagemyn-

digheden og domstolene anvendes på en hensigtsmæssig måde.

Det er derfor vigtigt, at strafferetsplejen løbende tilpasses på baggrund af

de erfaringer med reglernes anvendelse i praksis, som alle relevante aktø-

rer gør i forbindelse med behandlingen af straffesager.

Lovforslaget indeholder på den baggrund en række ændringer af retspleje-

loven, lov om fuldbyrdelse af straf mv., og lov om elektroniske kommuni-

kationsnet og –tjenester, der har til formål at tilpasse dele af strafferets-

plejen bl.a. med henblik på at sikre respekten for retsvæsenet og en hen-

sigtsmæssig udnyttelse af politiets, anklagemyndighedens og domstole-

nes ressourcer.

Lovforslaget indebærer

for det første,

at opgaven med at foretage forkyn-

delse af meddelelser i straffesager som udgangspunkt organiseres hos ret-

terne, og at retsplejelovens regler om forenklet digital forkyndelse justeres,

således at det tilføjes, at det er tilstrækkeligt til, at der er sket forenklet di-

gital forkyndelse, at hovedbeskeden, hvortil meddelelsen er vedhæftet, el-

ler en ud af flere meddelelser eller bilag, der er vedhæftet beskeden, åbnes

eller på anden måde behandles.

Der henvises herom til 2.1 nedenfor.

Herudover indebærer lovforslaget

for det andet,

at vedkommende statsad-

vokat gives mulighed for at beskikke ansatte ved statsadvokaterne til at fo-

retage telefonforkyndelse.

Der henvises herom til 2.2 nedenfor.

Lovforslaget indebærer

for det tredje,

at der indsættes hjemmel til, at der

kan anvendes digital kommunikation i strafferetsplejen, ved at slå fast, at

anvendte formuleringer i loven ikke er til hinder for anvendelse af digital

kommunikation i det omfang, det er praktisk muligt.

Der henvises herom til 2.3 nedenfor.

I maj 2016 fremlagde regeringen sammen med de øvrige borgerlige partier

(aftalepartierne) det retspolitiske udspil »Respekt for det fælles – Respekt-

pakke I« (Respektpakken) med fokus på at øge respekten for det offentlige

rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste.

Det foreslås på den baggrund

som det fjerde

at ændre reglerne for afsigelse

af udeblivelsesdomme. Det foreslås i den forbindelse, at det skal fremgå

udtrykkeligt, at retten, hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring her-

om,

skal

afsige udeblivelsesdom, når betingelserne herfor er opfyldt, at

grænserne for, hvornår det er muligt at afsige udeblivelsesdom hæves, og

at den automatiske adgang til genoptagelse af visse udeblivelsesdomme

fjernes, og at der i stedet indføres adgang til anke.

Der henvises herom til 2.4 nedenfor.

For det femte

foreslås det, at der ikke skal deltage domsmænd i behand-

lingen af straffesager, når der ikke kan blive spørgsmål om højere straf

end bøde, når en person har modtaget en betinget dom og efterfølgende

sigtes for et strafbart forhold, der er begået før den betingede dom.

Der henvises herom til 2.5 nedenfor.

For det sjette

foreslås det at sidestille forurettede i en straffesag om incest

med forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om

seksualforbrydelser ved meddelelse af aktindsigt og ved offentlig omtale

af straffesager, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Der henvises herom til 2.6 nedenfor.

For det syvende

foreslås det at ændre kriminalitetskravet for at foretage

hemmelig ransagning, så det også bliver muligt for politiet at foretage ind-

greb i form af hemmelig ransagning ved overtrædelse af straffelovens §

191 a (dopingsager) og § 286, stk. 2 (grove sager om underslæb, bedrageri,

databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig), hvis de øvrige betingelser for

at foretage indgrebet er opfyldt.

Der henvises herom til 2.7 nedenfor.

For det ottende

foreslås det at ændre straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5.

Formålet med ændringen er at præcisere, at justitsministeren fastsætter

regler om bæring af magtmidler. I første omgang forudsættes det, at be-

stemmelsen anvendes således, at der fastsættes regler om, at fængselsbe-

tjente i de lukkede fængsler, på de lukkede fængsels- og arrestafdelinger

samt i arresthusene kan bære peberspray som en del af den almindelige

personlige udrustning.

I lyset af den seneste tids overfald på fængselsbetjente og stigningen i an-

tallet af episoder vedrørende vold og trusler om vold mod fængselsbetjente

er der behov for at styrke fængselsbetjentes sikkerhed og tryghed i de luk-

kede fængsler, på de lukkede fængsels- og arrestafdelinger samt i arresthu-

sene, således at der kan reageres hurtigt og effektivt, hvis der opstår en

konfliktsituation, ligesom bæring af peberspray kan forebygge, at tilspidse-

de situationer eskalerer.

Der henvises herom til 2.8 nedenfor.

For det niende

foreslås det at flytte reguleringen af takster for salærer til

forsvarere i straffesager, bistandsadvokater samt beskikkede advokater i

ægteskabs-, forældremyndigheds- og børnefjernelsessager fra landsrets-

præsidenterne til Justitsministeriet.

Der henvises herom til 2.9 nedenfor

Endelig indeholder lovforslaget en række konsekvensændringer, som ved

en fejl ikke er blevet medtaget i forbindelse med tidligere lovændringer.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forkyndelse i straffesager

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Reglerne om forkyndelse af processuelle meddelelser i civile sager

og straffesager findes i retsplejelovens kapitel 17.

Der sondres mellem meddelelser og forkyndelser. Forkyndelser har til for-

mål at sikre, at en meddelelse er kommet frem til adressaten, således at

adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet, samt at sik-

re den, der har iværksat forkyndelsen, det fornødne bevis for, at meddelel-

sen er kommet frem, således at de retsvirkninger, der er knyttet til forkyn-

delsen kan indtræde.

Forkyndelse i straffesager skal, jf. retsplejelovens § 153, stk. 2, kun ske,

hvis det er bestemt i retsplejeloven. Retsplejeloven indeholder en række

regler om forkyndelse af meddelelser i straffesager. Opgaven varetages af

såvel anklagemyndigheden som af retterne.

2.1.1.2.

Hvis anklagemyndigheden har truffet afgørelse om påtaleopgivel-

se eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet,

kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse,

hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder

fra afgørelsens dato, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2. Dette gælder dog ik-

ke, hvis sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelser-

ne for genoptagelse er til stede.

2.1.1.3.

Det følger af retsplejelovens § 835, stk. 1, at anklagemyndigheden

indleverer anklageskrift til retten. Ved indleveringen er straffesagen ind-

ledt ved retten. Det fremgår endvidere af bestemmelsens stk. 2, at anklage-

myndigheden sender kopi af anklageskriftet til tiltalte eller forkynder det

for den pågældende straks efter indledning af sagen. Anklagemyndighe-

den skal senest samtidig med forkyndelse af indkaldelse, jf. § 844, stk. 2,

forkynde kopi af anklageskriftet for den pågældende.

Inden hovedforhandlingen kan anklagemyndigheden berigtige angivelser i

anklageskriftet eller udvide tiltalen til andre strafbare forhold end de for-

hold, der er nævnt i anklageskriftet. Berigtigelser og udvidelser sker ved

indlevering og forkyndelse af yderligere eller nyt anklageskrift, jf. § 836,

stk. 1.

Efter § 844, stk. 1, 3. pkt., kan rettens underretning om tidspunkt for hoved-

forhandlingen og om eventuel forsvarerbeskikkelse gives af retten gennem

anklagemyndigheden i forbindelse med forkyndelse af indkaldelse. Det føl-

ger endvidere af § 844, stk. 2, at anklagemyndigheden sørger for, at en ind-

kaldelse med oplysning om tid og sted for hovedforhandlingen forkyndes

for tiltalte med mindst 4 dages varsel, idet retten dog kan fastsætte et kor-

tere varsel.

Efter § 844, stk. 4, indkaldes vidner og skønsmænd, som skal afhøres un-

der hovedforhandlingen, i tide af anklagemyndigheden. Er et vidne

fængslet eller hensat i forvaring, sørger anklagemyndigheden for, at den

pågældende bringes til retten.

I tilståelsessager, jf. § 831, er der ikke krav om forkyndelse af indkaldel-

sen, men forkyndelse sker i praksis, da udeblivelse fra et retsmøde kun kan

medføre retsvirkninger (f.eks. anholdelse efter § 757), hvis retten har for-

kyndt indkaldelsen indeholdende oplysninger om virkningerne af udebli-

velse for sigtede, jf. § 748, stk. 1 og 4.

I straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere, jf. retsplejelovens

kapitel 80, forkynder retten indkaldelsen for tiltalte. Ved forkyndelsen skal

der udleveres en kopi af anklageskriftet til tiltalte, jf. § 896, stk. 2. Det føl-

ger dog af § 896, stk. 4, at forkyndelse af indkaldelsen kan undlades, når

der under sagen ikke er spørgsmål om højere straf end bøde. I så fald sen-

der retten indkaldelsen og en kopi af anklageskriftet til tiltalte senest 2

uger før hovedforhandlingen. I bødesager, hvor der er fremsat erstatnings-

krav, skal tilsigelse dog forkyndes for tiltalte, jf. § 896, stk. 5.

2.1.1.4.

Det fremgår af retsplejelovens § 907, stk. 1, at vil anklagemyn-

digheden anke til skade for tiltalte efter § 902, jf. § 904, eller kontraanke

til skade for tiltalte over for tiltaltes anke efter samme bestemmelser, skal

en meddelelse om anke være landsretten i hænde inden udløb af fristen for

anklagemyndighedens anke eller kontraanke. Genpart af ankemeddelelsen

sendes så vidt muligt samtidig til tiltalte med almindeligt og anbefalet brev

og med almindeligt brev til byretten og tiltaltes forsvarer. Er tiltalte

varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning, jf. § 769, kan

genpart af ankemeddelelsen dog sendes som almindeligt brev til det

varetægtsfængsel (arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er anbragt.

Vil anklagemyndigheden i andre tilfælde anke (ekstraordinær anke) eller

kontraanke til skade for tiltalte, dvs. anke med Procesbevillingsnævnets til-

ladelse efter § 903 eller anke til Højesteret, jf. § 933, skal anklagemyndig-

heden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte inden udløb af fristen

for anklagemyndighedens anke eller kontraanke, jf. § 907, stk. 2.

Det fremgår videre af retsplejelovens § 919, at i sager, hvor anken omfatter

beviserne for tiltaltes skyld, udarbejder anklagemyndigheden snarest mu-

ligt et anklageskrift. Når anke er sket efter § 902, jf. § 904, sker underret-

ning om anklageskriftet efter fremgangsmåden i § 907, stk. 1. I andre til-

fælde forkyndes anklageskriftet for tiltalte.

Det følger ligeledes af retsplejelovens § 917, stk. 1, at hvis sagen omfatter

bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, finder en fuldstændig ny ho-

vedforhandling sted for landsretten. Anken forberedes, behandles og afgø-

res efter reglerne i retsplejelovens kapitel 77-79, medmindre andet er be-

stemt i retsplejelovens kapitel 82. Det indebærer, at r eglerne om forkyn-

delse af indkaldelse for tiltalte og vidner finder tilsvarende anvendelse i

ankesager.

Retten kan ved kendelse afvise en anke fra tiltalte, hvis anklageskrift eller

indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte, fordi

denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige

meddelelse herom, jf. § 920, stk. 3.

2.1.1.5.

Retsplejeloven indeholder også bestemmelser om forkyndelse af

domme og kendelser mv.

Det er udgangspunktet, at der ikke skal ske forkyndelse af straffedomme.

Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 219 a, stk. 5, 1. pkt., at ret-

ten meddeler tiltalte udskrift af dommen. Hvis en sag imidlertid er

fremmet i tiltaltes fravær, jf. § 855, stk. 3, nr. 1-5, skal udskrift af dom-

men forkyndes. Hvis sagen er fremmet efter § 855, stk. 3, nr. 4, om sa-

gens fremme, når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget

fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfra-

kendelse eller erstatning, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte

personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig,

jf. § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt.

2.1.1.6.

Retsplejelovens § 155 indeholder regler om de forskellige måder,

hvorpå der kan ske forkyndelse af meddelelser.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3, at forkyndelse kan ske ved, at

meddelelsen med eventuelle bilag ved digital kommunikation gøres til-

gængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikker

digital kommunikation med det offentlige (forenklet digital forkyndelse).

Ved forenklet digital forkyndelse anses meddelelsen for forkyndt, hvis

meddelelsen åbnes, jf. retsplejelovens § 156 c, 1. pkt. Forkyndelse anses

for at være sket, den dag meddelelsen åbnes, jf. retsplejelovens § 156 c, 2.

pkt.

2.1.1.7.

Bestemmelsen om forenklet digital forkyndelse blev indsat i rets-

plejeloven ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retspleje-

loven, straffeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjene-

ster (revision af reglerne om forkyndelse mv.). Lovforslaget (nr. L 12 af 3.

oktober 2012) byggede på arbejdsgruppebetænkning nr. 1528 om revision

af reglerne om forkyndelse fra november 2011 og Retsplejerådets udtalelse

af 27. juni 2012 om betænkningen.

Lovens § 5, stk. 2, bemyndiger justitsministeren til at fastsætte tidspunktet

for ikrafttræden af bestemmelsen om forenklet digital forkyndelse. Be-

stemmelsen blev ved bekendtgørelse sat i kraft den 1. februar 2015.

2.1.1.8.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at ar-

bejdsgruppen havde overvejet en ny digital forkyndelsesform ("forenklet

digital forkyndelse"), hvorefter den meddelelse, der skal forkyndes, med

eventuelle bilag gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkas-

se, der anvendes til sikker kommunikation med det offentlige (f.eks. bor-

ger.dk, virk.dk og e-boks.dk). Når meddelelsen åbnes, sendes en besked

om, at meddelelsen er blevet åbnet, automatisk retur til myndigheden.

Arbejdsgruppen bemærkede, at de digitale postkasser ikke på det tidspunkt

indeholdt en sådan automatisk funktion, hvorved afsenderen automatisk

får besked om, at modtageren har åbnet meddelelsen. Økonomistyrelsen

(nu Digitaliseringsstyrelsen) havde imidlertid oplyst, at det efter styrelsens

opfattelse ville være teknisk muligt at etablere en sådan teknisk funktion.

Retsplejerådet tilsluttede sig forslaget om forenklet digital forkyndelse.

Rådet fandt, at det af hensyn til borgeren bør fremgå tydeligt af meddelel-

sen, at denne anses for forkyndt på det tidspunkt, hvor den blev åbnet. Her-

ved gøres den, der skal forkyndes for, opmærksom på, at den pågældende

bør forholde sig til indholdet af meddelelsen, og at meddelelsen har

retsvirkning, når den er blevet åbnet.

Rådet pegede i den forbindelse på, at det ikke i forbindelse med forenklet

digital forkyndelse kan konstateres, hvem der har åbnet meddelelsen, idet

en person f.eks. kan have givet andre adgang til at åbne sin digitale post-

kasse. Rådet anbefalede på den baggrund, at bestemmelserne om forenklet

digital forkyndelse blev udformet således, at det ikke er et krav, at meddel-

elsen skal åbnes af "den pågældende", for at forkyndelse kan anses for

sket. Det bør således være den pågældendes eget ansvar, hvem den pågæl-

dende måtte give adgang til den digitale postkasse.

Justitsministeriet tilsluttede sig også arbejdsgruppens synspunkter og for-

slag om indførelse af forenklet digital forkyndelse, som blev udformet i

overensstemmelse med Retsplejerådets anbefaling.

2.1.1.9.

Det fremgår endvidere af de almindelige bemærkninger til lovfor-

slaget, at man var opmærksom på, at udgangspunktet efter lov om digital

post er, at en offentlig afsenders ansvar for og rådighed over en meddelelse

mv. ophører ved aflevering til postløsningen, hvilket betyder, at en borger

er dataansvarlig for indholdet i egen digital postkasse. Det betyder således

også, at en offentlig afsender ikke må modtage oplysning om, hvorvidt en

meddelelse mv. er læst, slettet eller på anden måde er behandlet af den på-

gældende borger.

Justitsministeriet pegede imidlertid i den forbindelse på, at formålet med

forkyndelse er at sikre, at en meddelelse kommer frem til adressaten, så

adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet. Formålet er

endvidere at sikre den, der har iværksat forkyndelsen, det fornødne bevis

for, at meddelelsen er kommet frem, så de retsvirkninger, der er knyttet til

forkyndelsen, kan indtræde.

Justitsministeriet fandt det derfor af afgørende betydning for ordningen, at

der blev skabt sikkerhed for, at den meddelelse med eventuelle bilag, der

skal forkyndes, faktisk er blevet åbnet. På den baggrund fandt Justitsmini-

steriet, at der i forhold til forenklet digital forkyndelse var grundlag for at

fravige udgangspunktet om, at den afsendende myndighed ikke må få be-

sked om, at en digital meddelelse er blevet åbnet.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.2.1.

Sagsbehandlingstiderne i straffesager må ikke være unødigt lange.

Det er en forudsætning herfor, at der er en effektiv proces frem mod ho-

vedforhandlingen i sagen, og at så mange retsmøder som muligt gennem-

føres uden udsættelser eller omberammelser.

Manglende forkyndelse for tiltalte og vidner er en af de hyppigste årsa-

ger til udsættelse eller omberammelse af straffesager, jf. ”Oplæg fra ar-

bejdsgruppen om optimering af straffesager (2015)” af 7. august 2015 ud-

arbejdet af Domstolsstyrelsen m.fl., hvilket medvirker til en forlængelse

af de samlede sagsbehandlingstider i straffesagskæden.

Justitsministeriet nedsatte i februar 2016 en projektgruppe, der udspringer

af arbejdsgruppen om optimering af berammelse af straffesager med del-

tagelse af Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Domstolsstyrel-

sen, retterne og kriminalforsorgen med henblik på at foretage en analyse

af den nuværende organisering af opgaven med at foretage forkyndelser i

forbindelse med straffesager og anvendelsen af forskellige forkyndelses-

metoder. Formålet var at belyse muligheder og potentialer ved en eventuel

reorganisering af forkyndelsesopgaven i straffesager, således at opgaven

fremadrettet varetages af én myndighed. Projektgruppen havde endvidere

til formål at udvikle en model for fremadrettet forkyndelsespraksis og at

etablere en teknisk løsning, som muliggør implementering af forenklet di-

gital forkyndelse (retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 3, og § 156 c), som un-

derstøtter en effektiv varetagelse af forkyndelsesopgaven.

Projektgruppen identificerede en række udfordringer som følge af den nu-

værende organisering af forkyndelsesopgaven og forskelle i anvendelsen

af de mulige forkyndelsesmetoder. Projektgruppen pegede således på, at

varetagelsen af forkyndelsesopgaven i straffesager hos forskellige myn-

digheder ikke understøtter en hensigtsmæssig opgavevaretagelse.

Manglende harmonisering af fremgangsmåden og manglende anvendelse

af den bedste praksis hindrer også en optimal effektivitet og fleksibilitet

i opgaveløsningen. Det er f.eks. ikke muligt at håndtere forkyndelse og

berammelse af retsmøder i én arbejdsgang i sager, hvor anklagemyndig-

heden foretager forkyndelse, idet det er retten, der berammer tidspunktet

for hovedforhandlingen i sagen.

Projektgruppen vurderede, at en samling af forkyndelsesopgaven hos ret-

terne vil være hensigtsmæssig, idet det er muligt at opnå stordriftsfordele

ved retterne, som i forvejen varetager forkyndelser i civile sager samt be-

rammelsen af hovedforhandlingen i straffesager. Forkyndelse og beram-

melse vil derfor i mange sager kunne ske i én arbejdsgang.

Projektgruppen pegede også på, at det på nuværende tidspunkt ikke er

praktisk muligt at foretage forenklet digital forkyndelse, hvor forkyndel-

sen gøres tilgængelig som Digital Post, hvilket kan medføre unødvendige

sagsskridt i kombination med mere omkostningsfulde forkyndelsesmetoder.

2.1.2.2.

Justitsministeriet er enig i projektgruppens vurdering af, at forkyn-

delsesopgaven i størst mulig udstrækning bør organiseres hos retterne.

Justitsministeriet lægger herved vægt på, at forkyndelsesopgaven i straf-

fesager bør organiseres, så der sikres en hensigtsmæssig opgavevaretagelse

og udnyttelse af myndighedernes ressourcer. Dermed sikres også den mest

effektive og fleksible proces frem mod hovedforhandlingen, så flest muli-

ge retsmøder kan gennemføres uden udsættelser eller omberammelser.

Endvidere sikres en større kvalitet og dermed en bedre service for rettens

brugere.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at det vil være hensigtsmæs-

sigt i størst muligt omfang at samle forkyndelsesopgaven hos retterne, der i

forvejen varetager forkyndelser i civile sager, og da forkyndelsesopgaven

har tæt sammenhæng med berammelsen af hovedforhandlingen i straffesa-

ger, som også sker ved retterne.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke betænkeligheder ved,

at organisere af forkyndelsesopgaven hos retterne. Retterne bør dog ikke

stå for forkyndelsen i sager, som endnu ikke er indbragt for retten, og hvor

overholdelse af en frist kan have betydning for retten.

F.eks. skal anklagemyndighedens omgørelse af afgørelser om påtaleopgi-

velse eller tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 724, fortsat forkyndes af an-

klagemyndigheden.

Det samme gælder anklagemyndighedens ekstraordinære anke eller kon-

traanke til skade for tiltalte, jf. § 907, stk. 2, dvs. anke med Procesbevil-

lingsnævnets tilladelse efter § 903 eller anke til Højesteret, jf. § 933, even-

tuel anke fra anklagemyndighedens side efter udløb af ankefristen efter §

910, stk. 2, 1. pkt., 1. led, samt statsadvokatens ankemeddelelse i visse

private straffesager, jf. § 990, stk. 1 og 2, og forkyndelse af kæremål efter

§ 970, stk. 1.

2.1.2.3.

Som anført ovenfor i pkt. 2.1.1.7 var det en forudsætning for ind-

førelsen af reglerne om forenklet digital forkyndelse, at der blev etableret

en automatisk funktion, hvorved afsenderen automatisk får besked om, at

meddelelsen, som skal forkyndes, er åbnet.

Der er siden vedtagelsen af loven etableret en sådan mulighed for, at en af-

sender automatisk kan få en bekræftelse på, at en meddelelse, som er sendt

til en digital postkasse, er åbnet.

Indholdet i den digitale postkasse kan imidlertid i dag tilgås og behandles

på forskellige måder. Spørgsmålet om, hvordan indholdet i den digitale po-

stkasse tilgås og behandles, har betydning for, i hvilke situationer den au-

tomatiske kvittering sendes retur til afsenderen.

2.1.2.4.

Hvis en meddelelse tilgås via den applikation (app) til mobiltele-

fon eller tablet, som leverandøren af Digital Post-løsningen e-boks.dk ud-

byder, vil meddelelsen fremstå som et vedhæftet dokument til en hovedbe-

sked. En åbning af meddelelsen vil således ske i to trin. Trykker modtage-

ren på hovedbeskeden i indbakken, vil modtageren i første omgang blive

præsenteret for en oversigt over den eller de vedhæftede meddelelser,

f.eks. et anklageskrift og en indkaldelse til et retsmøde, samt eventuelle bi-

lag (1. trin). Først når der trykkes på den enkelte vedhæftede meddelelse i

oversigten, åbnes meddelelsen (2. trin). Modtageren kan undlade at trykke

på den vedhæftede meddelelse og har således mulighed for at gå tilbage til

indbakken uden at åbne selve den vedhæftede meddelelse.

Den tekniske funktion, som gør det muligt for en afsender at modtage en

automatisk bekræftelse på, at en meddelelse er åbnet i den digitale postkas-

se, er indrettet på den måde, at den automatiske bekræftelse sendes retur til

afsenderen, når modtageren trykker på hovedbeskeden i indbakken (1.

trin).

2.1.2.5.

Hvis en meddelelse tilgås via borger.dk eller e-boks.dk, dvs. via en

internetbrowser, vil meddelelsen fremstå som et vedhæftet dokument til en

hovedbesked. I modsætning til den situation, hvor den digitale postkasse

tilgås via en app, jf. pkt. 2.1.2.4, vil meddelelser og eventuelle bilag kunne

ses direkte i indbakken. Trykkes der på en meddelelse eller et bilag i ind-

bakken, vil meddelelsen eller bilaget blive åbnet. Åbning af en meddelelse

sker således i et enkelt trin. Der er endvidere mulighed for ved afkrydsning

at markere og foretage forskellige behandlinger af hovedbeskeden, f.eks.

videresendelse, sletning eller flytning, uden at de vedhæftede meddelelser

eller bilag åbnes.

Den tekniske funktion, som gør det muligt for en afsender at modtage en

automatisk bekræftelse på, at en meddelelse er åbnet i den digitale postkas-

se, er indrettet på den måde, at den automatiske bekræftelse sendes retur til

afsenderen, når modtageren åbner en meddelelse eller et bilag. Der sendes

imidlertid også en automatisk bekræftelse retur til afsenderen, når modta-

geren foretager en behandling af den hovedbesked, hvortil meddelelsen er

vedhæftet, f.eks. foretager videresendelse, sletning eller flytning.

2.1.2.6.

Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1.1.5 er det efter de gældende regler en

betingelse for, at der er sket forenklet digital forkyndelse, at den meddelel-

se, som skal forkyndes, er åbnet. For at de retsvirkninger, som er knyttet til

forkyndelsen, kan indtræde, er det nødvendigt for den afsendende myndig-

hed at få bevis for, at meddelelsen er åbnet.

Som beskrevet ovenfor i pkt. 2.1.2.4 og 2.1.2.5, er den tekniske funktion,

hvorved der kan sendes en automatisk bekræftelse på, at en meddelelse er

åbnet, imidlertid i dag indrettet på en sådan måde, at den afsendende myn-

dighed i forskellige situationer – afhængig af hvordan indholdet i den digi-

tale postkasse tilgås – ikke opnår et bevis for, at selve den meddelelse, som

skal forkyndes, er åbnet.

Det gælder for det første i den situation, hvor indholdet i den digitale post-

kasse tilgås via en app, jf. pkt. 2.1.2.4, hvor der vil blive sendt en automa-

tisk bekræftelse retur til den afsendende myndighed, allerede når der tryk-

kes på hovedbeskeden i indbakken (1. trin).

Det gælder for det andet i den situation, hvor indholdet i den digitale post-

kasse tilgås via en internetbrowser, jf. pkt. 2.1.2.5, hvor der vil blive sendt

en automatisk bekræftelse retur til den afsendende myndighed i to forskel-

lige tilfælde. Der sendes således en bekræftelse retur, når modtageren åb-

ner et bilag, som er vedhæftet en hovedbesked, som tillige indeholder en

meddelelse, som skal forkyndes. Der sendes også en bekræftelse retur, når

modtageren – uden at foretage åbning af vedhæftede meddelelser eller bi-

lag – behandler den hovedbesked, hvortil meddelelsen, som skal forkyn-

des, er vedhæftet, f.eks. foretager videresendelse, sletning eller flytning.

Hertil kommer, at de tekniske muligheder for at tilgå og behandle indhol-

det af den digitale postkasse løbende ændres i takt med den teknologiske

udvikling.

2.1.2.7.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at det vil lette sags-

behandlingen i straffesagskæden yderligere at ændre bestemmelsen i rets-

plejelovens § 907, stk. 1, om anklagemyndighedens forpligtelse til at sende

genpart af ankemeddelelsen – i sager hvor denne ikke skal forkyndes –

med anbefalet og almindeligt brev til tiltalte, og med almindeligt brev til

byretten, tiltaltes forsvarer og eventuelt til det arresthus eller institution,

hvor tiltalte er anbragt.

Digital kommunikation er i dag generelt almindelig at anvende, mens der

på den anden side må påregnes flere dage og færre omleveringsdage mel-

lem afsendelse og modtagelse af almindelige breve end tidligere, jf. ”Po-

staftalen”, der blev indgået den 3. maj 2016 mellem regeringen, Socialde-

mokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Sociali-

stisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Det er på den baggrund

Justitsministeriets opfattelse, at anklagemyndigheden bør kunne sende an-

kemeddelelser, der ikke skal forkyndes, til tiltalte enten med Digital Post

eller med anbefalet brev, og at ankemeddelelsen bør sendes til byretten,

forsvareren og eventuelt til et arresthus mv., uden at anklagemyndigheden

er forpligtet efter bestemmelsen til at anvende en bestemt forsendelses-

form.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at

tilpasse retsplejelovens § 920, stk. 3, til de nyere forkyndelsesformer – te-

lefonforkyndelse, digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse. Be-

stemmelsen bygger også efter gældende ret på en forudsætning om, at det

er tiltalte der, når han selv har anket sagen, og dermed allerede har kend-

skab til, at der verserer en ankesag, bærer ansvaret for, at anklageskrift el-

ler indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes, fordi tiltalte

har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige meddelel-

se om det.

2.1.3. Lovforslagets udformning

2.1.3.1.

Det foreslås på den baggrund at ændre retsplejelovens § 835, stk.

2, § 844, stk. 2, 1. pkt., og § 844, stk. 4, 1. pkt., hvor det udtrykkeligt er

forudsat, at det er anklagemyndigheden, der foretager forkyndelse, således

at det fremover er retterne, der forkynder de relevante meddelelser i disse

straffesager.

Det foreslås herudover at ophæve § 844, stk. 1, 3. pkt., så rettens underret-

ning om tidspunkt for hovedforhandlingen og eventuel forsvarerbeskikkel-

se ikke længere kan gives gennem anklagemyndigheden, der efter forslaget

ikke skal foretage forkyndelse af indkaldelsen.

Der lægges med forslaget op til, at retterne overtager forkyndelsesopgaven

i straffesager i størst muligt omfang. Det vil sige, at retterne overtager for-

kyndelsesopgaven i alle instanser med hensyn til forkyndelse af anklage-

skriftet for tiltalte i en straffesag efter § 835, stk. 2, herunder forkyndelse

af et nyt eller yderligere anklageskrift, jf. § 836, stk. 1, når anklagemyn-

digheden har foretaget berigtigelse eller udvidelser.

Retterne overtager ligeledes forkyndelsesopgaven i alle instanser med hen-

syn til forkyndelse af indkaldelser med oplysning om tid og sted for tiltal-

te, jf. § 844, stk. 2, samt forkyndelse af indkaldelser af vidner og skøns-

mænd, jf. § 844, stk. 4.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmel-

sernes anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13-15, og bemærkningerne

hertil.

2.1.3.2.

Det foreslås på den baggrund endvidere, at retsplejelovens § 156 c

nyaffattes, således at forenklet digital forkyndelse ikke længere er begræn-

set til den situation, hvor den meddelelse, som skal forkyndes, åbnes. Med

ændringen er det således tilstrækkeligt til, at der er sket forenklet digital

forkyndelse, at den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller en ud af

flere meddelelser eller bilag, der er vedhæftet den samme besked, åbnes el-

ler på anden måde behandles.

Ændringen indebærer, at der fremover vil være sket korrekt forkyndelse i

de situationer, hvor en modtager åbner eller foretager anden behandling af

den meddelelse, som skal forkyndes, eller andre dokumenter, som er knyt-

tet hertil. Det sikres herved, at de forskellige måder, hvorpå indholdet i den

digitale postkasse i dag og i fremtiden kan tilgås og behandles, er omfattet

af bestemmelsen.

Samtidig omfattes de situationer, hvor der i dag sendes en automatisk be-

kræftelse retur til afsenderen om, at en hovedbesked er åbnet (når den digi-

tale postkasse tilgås via en app), eller om, at der er sket en behandling af

en hovedbesked eller en åbning af et bilag (når den digitale postkasse til-

gås via en internetbrowser).

Det forudsættes, at der ved åbning eller anden behandling af hovedbeske-

den, hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller åbning af en ud af flere med-

delelser eller bilag, der er vedhæftet den samme besked, tydeligt bliver

gjort opmærksom på, at alle de vedhæftede meddelelser, f.eks. et anklage-

skrift og en indkaldelse til et retsmøde, dermed er forkyndt for den person,

som meddelelsen eller meddelelserne angår, ligesom der skal gøres op-

mærksom på, at forkyndelsen har retsvirkninger, og den person, som med-

delelsen eller meddelelserne angår, derfor bør forholde sig til indholdet af

den eller de vedhæftede meddelelser.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke retssikkerhedsmæssige be-

tænkeligheder forbundet med en sådan ordning. Justitsministeriet har her-

ved lagt vægt på, at modtageren under alle omstændigheder skal foretage

sig noget aktivt i forhold til den besked, som indeholder den eller de med-

delelser, som skal forkyndes. Når den digitale postkasse tilgås via en app,

skal modtageren således trykke på hovedbeskeden. Når den digitale post-

kasse tilgås via en internetbrowser, skal modtageren foretage en behand-

ling af hovedbeskeden eller åbne ét bilag eller én meddelelse, som er ved-

hæftet hovedbeskeden.

Dette krav om, at modtageren skal foretage sig noget aktivt, er i sammen-

hæng med, at der – når denne aktive handling finder sted – tydeligt bliver

gjort opmærksom på, at den eller de vedhæftede meddelelser anses for for-

kyndt for den person, som meddelelsen eller meddelelserne angår, efter

ministeriets opfattelse tilstrækkeligt til at sikre, at den pågældende får lej-

lighed til at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Hertil kom-

mer, at der heller ikke med retsplejelovens øvrige forkyndelsesformer i al-

le tilfælde er sikkerhed for, at den person, som meddelelsen angår, rent

faktisk er vidende om, at meddelelsen er blevet forkyndt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.3.

Det forudsættes, at implementeringen af forkyndelsesopgaven hos

retterne – herunder af det nødvendige samarbejde med anklagemyndighe-

den og politiet – drøftes nærmere mellem Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet,

Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Der vil i den forbindelse bl.a. blive

udarbejdet en model for fremtidig forkyndelsespraksis, bl.a. med angivelse

af hvilke oplysninger, anklagemyndigheden skal sende til retten, og en

passende it-løsning, hvilket dog ikke er en forudsætning for opgaveover-

dragelsen. Det vil i den forbindelse tillige som en del af modellen blive

fastlagt, hvordan der som den altovervejende hovedregel skal foretages ef-

fektive forkyndelsesskridt i form af forenklet digital forkyndelse, telefon-

forkyndelse, brevforkyndelse eller postforkyndelse, inden politiet inddra-

ges.

2.1.3.4.

Det foreslås herudover at ændre retsplejelovens § 907, stk. 1, 2. og

3. pkt., således at anklagemyndigheden skal sende genpart af ankemeddel-

elsen til tiltalte med Digital Post eller med anbefalet brev. Ankemeddelel-

sen skal også sendes til byretten og til tiltaltes forsvarer. Det foreslås i den

forbindelse også, at hvis tiltalte er varetægtsfængslet eller undergivet an-

den foranstaltning, jf. § 769, kan genpart af ankemeddelelsen sendes til det

fængsel (arresthus) eller den institution, hvor den tiltalte er anbragt.

Der lægges med forslaget op til, at anklagemyndigheden ved fremsendelse

af genpart af ankemeddelelsen kan vælge mellem at sende den til tiltalte

enten med Digital Post eller som anbefalet brev.

Der lægges med forslaget endvidere op til, at anklagemyndigheden fortsat

skal sende genpart af ankemeddelelsen til byretten, tiltaltes forsvarer og

eventuelt arresthus mv. Efter forslaget bindes anklagemyndigheden dog ik-

ke længere til en bestemt forsendelsesform. Anklagemyndigheden vil såle-

des også kunne sende genparten digitalt, jf. lovforslagets pkt. 2.2.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens

anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 21, og bemærkningerne her-

til.

2.1.3.5.

Det foreslås endelig at ændre retsplejelovens § 920, stk. 3, således

at retten fremover ved kendelse kan afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift

eller indkaldelse på grund af tiltaltes forhold ikke på sædvanlig måde har

kunnet forkyndes for tiltalte.

Retten kan fortsat afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift eller indkaldelse

ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte, fordi denne har

skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige meddelelse

herom.

Der lægges med forslaget op til, at retten også kan afvise tiltaltes anke,

hvis anklageskrift eller indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet for-

kyndes for tiltalte, fordi tiltalte f.eks. har skiftet telefonnummer uden at gi-

ve den nødvendige meddelelse herom eller gennem en længere periode har

undladt at åbne sin digitale post eller lignende, og det ikke efter rimelige

forkyndelsesforsøg har været muligt at foretage forkyndelse ved brug af

andre forkyndelsesformer.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens

anvendelsesområde.

Det bemærkes, at reglerne om genoptagelse i en ankesag, jf. § 987, stk. 5,

ikke foreslås ændret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 22, og bemærkningerne her-

til.

2.2. Adgang for statsadvokaterne til at foretage telefonforkyndelse

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

Reglerne om telefonforkyndelse blev indført i retsplejeloven ved

lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven, straffe-

loven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Revision

af reglerne om forkyndelse m.v.).

Efter retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, sker telefonforkyndelse ved, at

den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag telefonisk gives

den pågældende, der forinden eller efterfølgende får tilsendt eller overdra-

get dokumentet og efterfølgende får tilsendt en bekræftelse på forkyndel-

sen. Telefonforkyndelse kan ikke anvendes, når der skal ske forkyndelse

for selskaber, foreninger, fonde og boer m.v. (juridiske personer), jf. rets-

plejelovens § 155, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 58, stk. 1, kan retspræsidenten i hver retskreds samt

ved landsretterne og Sø- og Handelsretten beskikke ansatte ved retten til at

foretage telefonforkyndelser.

Retsplejelovens § 58, stk. 2, giver polititjenestemænd og sognefogeder ad-

gang til uden en særlig beskikkelse at foretage telefonforkyndelser. Politi-

direktørerne og restanceinddrivelsesmyndigheden kan ligeledes beskikke

ansatte til at foretage telefonforkyndelser i medfør af retsplejelovens § 58,

stk. 3 og 5.

Retsplejelovens § 58, stk. 1, blev senest ændret ved lov nr. 737 af 25. juni

2014, hvor der blev indført mulighed for, at formanden for Arbejdsretten

kan beskikke ansatte ved retten til at foretage telefonforkyndelser.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt i pkt. 1 er et af formålene med lovforslaget at overføre opga-

ven med at forkynde i straffesager fra anklagemyndigheden til retterne.

Det indebærer, at statsadvokaterne fremover skal foretage forkyndelser i

færre sager end i dag. Statsadvokaterne skal imidlertid fortsat foretage for-

kyndelser i visse sager, jf. pkt. 2.1.3.1.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at ansatte ved statsadvokaterne –

i lighed med f.eks. ansatte i politikredsene – skal have adgang til at foreta-

ge telefonforkyndelse i de sager, hvor opgaven med at foretage forkyndel-

se fortsat er placeret hos anklagemyndigheden. En sådan ordning vil gøre

det administrativt lettere for statsadvokaterne at foretage forkyndelser i

disse sager.

2.2.3. Lovforslagets udformning

Med lovforslaget foreslås det i overensstemmelse hermed, at retspleje-

lovens § 58 ændres, således at vedkommende statsadvokat får mulighed

for at beskikke ansatte ved statsadvokaterne til at foretage telefonforkyn-

delse.

Med lovforslaget sker der dermed en udvidelse af kredsen af personer, der

kan beskikkes til at foretage telefonforkyndelse i overensstemmelse med

retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, om telefonforkyndelse (der ikke fore-

slås ændret), idet der skabes hjemmel til, at ansatte ved statsadvokaterne

kan beskikkes til at foretage telefonforkyndelse i overensstemmelse med

retsplejelovens regler herom.

Vedkommende statsadvokat skal i forbindelse med beskikkelsen instruere

den beskikkede i, hvordan den pågældende skal foretage telefonforkyndel-

ser og i øvrigt vejlede den beskikkede med hensyn til dennes pligter. Selve

telefonforkyndelsen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de regler om

telefonforkyndelse, der er fastsat i retsplejeloven og bekendtgørelse nr.

816 af 25. juni 2013 om forkyndelse.

Det foreslås samtidigt, at der gives mulighed for, at ansatte ved statsadvo-

katerne, der er beskikket til at foretage telefonforkyndelse, har adgang til

oplysninger om de hemmelige telefonnumre i nummeroplysningsdatabasen

(”118”) på linje med ansatte ved retterne, politiet og restanceinddrivel-

sesmyndigheden, jf. § 31, stk. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet

og -tjenester.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3 og § 3, nr. 1, og be-

mærkningerne hertil.

2.3. Anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Retsplejelovens fjerde bog om strafferetsplejen indeholder bestem-

melser om behandlingen af straffesager.

Bestemmelserne indeholder ikke særlige regler om digital kommunikation,

men de indeholder imidlertid en række formkrav til forskellige meddelel-

ser mv. f.eks. i form af skriftlighed eller underskrift. Krav om skriftlighed

eller underskrift mv. antages ikke i sig selv at være til hinder for digital

kommunikation. I stedet beror det på en konkret fortolkning af det pågæl-

dende formkrav, om der er noget til hinder for digital kommunikation. Det

er således antaget, at fremsendelse af anklageskrift eller anden retsmøde-

begæring ikke kan ske digitalt.

Herudover har Højesteret ved en kendelse af 5. april 2016 om forsvarerens

adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, udtalt, at forsva-

reren skal have udleveret kopi af det materiale, som politiet har tilveje-

bragt, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Højesteret anfører i ken-

delsen, at bestemmelsen med sproglige moderniseringer svarer til den tidli-

gere gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745. Denne bestemmelse

blev indsat i loven i 1978, hvor det ikke var muligt at mangfoldiggøre bi-

lag i elektronisk form, ligesom der endvidere endnu ikke er truffet en ge-

nerel beslutning om anvendelse af elektronisk sagsbehandling i det danske

retssystem i straffesager, og dette heller ikke er almindelig praksis i dag.

Højesteret fandt på den baggrund, at forsvareren som udgangspunkt efter

retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har krav på en papirkopi af sagens bilag,

selv om der stilles en elektronisk kopi af bilagene til forsvarerens rådighed.

Højesteret har ved en dom af 14. oktober 2014 vedrørende tiltaltes anke,

også udtalt sig om bestemmelsen i § 908, stk. 2, herunder om at tiltaltes

anke ved telefax ikke opfyldte kravet i retsplejelovens § 908, stk. 2, om, at

tiltaltes anke i en straffesag skal være forsynet med original underskrift af

tiltalte eller dennes forsvarer. Da ankemeddelelsen ikke blev fuldt op af en

original underskrevet ankemeddelelse, var anken ikke rettidig iværksat.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.2.1.

Formuleringen af og bemærkningerne til de enkelte bestemmelser

i retsplejelovens fjerde bog om strafferetsplejen sammenholdt med de digi-

tale muligheder på de tidspunkter, hvor bestemmelserne er indsat i rets-

plejeloven, kan i praksis efter en konkret fortolkning ofte udgøre en hin-

dring for digital kommunikation – både for så vidt angår indholdet i en

meddelelse og fremsendelsesmåden – og dermed for anvendelse af eksiste-

rende og kommende digitale løsninger.

En konsekvens heraf er, at der for så vidt angår behandlingen af straffesa-

ger i anklagemyndigheden og ved domstolene ikke er mulighed for at føl-

ge med den generelle digitale udvikling og de dertil hørende muligheder

for effektivisering, forenkling mv. Det gælder f.eks. muligheder for digital

fremsendelse, og muligheder for, at anvende indholdet i en meddelelse el-

ler et dokument digitalt.

Samfundet bliver stadig mere digitalt, og de fleste borgere, virksomheder

og myndigheder bruger i stadig stigende grad it-løsninger, herunder digital

kommunikation. Mange af domstolenes og anklagemyndighedens interes-

senter må derfor også forventes at stille stadig større krav om tidssvarende

og effektive muligheder for kontakt med myndighederne.

Anklagemyndigheden, retterne og advokater kommunikerer allerede i en

vis udstrækning digitalt såvel med hinanden som med tiltalte og andre par-

ter i en straffesag.

Efter Justitsministeriets opfattelse må retsplejeloven ikke være en hindring

for, at der kan anvendes digital kommunikation i strafferetsplejen i den ud-

strækning, det er muligt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

2.3.2.2.

Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet har indgået en

samarbejdsaftale om afvikling af digitale hovedforhandlinger i straffesa-

ger. Aftalen bygger på en enighed mellem myndighederne om at arbejde

hen imod en øget digitalisering af hovedforhandlingen, hvilket kan være

med til at sikre, at disse afvikles mere smidigt og effektivt til gavn for bor-

gere og interessenter. Aftalen har i den forbindelse til formål inden for

gældende ret at sikre, at sagens akter i visse sagstyper digitaliseres til brug

for hovedforhandlingen. Aftalen, der er begrænset til sager ved byretterne,

omfatter nævningesager, større sager om økonomisk kriminalitet og lig-

nende, sager om røveri og vold, sædelighedssager mod mindreårige og

børnepornosager.

I de sager, der er omfattet af aftalen, sender anklagemyndigheden anklage-

skrift eller retsmødebegæring, bevisfortegnelse, følgebrev og særakten til

byretterne med fysisk post. Samtidig sendes sagens akter digitalt til retten.

Samarbejdsaftalen skal evalueres hvert halve år. Formålet med evaluerin-

gen, der skal gennemføres under inddragelse af Danske Advokater, Advo-

katsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, er at samle erfa-

ringer fra alle involverede aktører, og i forbindelse med evalueringen skal

forbedringsmuligheder og yderligere udviklingsmuligheder vurderes, her-

under også eventuelle lovændringer.

2.3.2.3.

Mulighed for at anvende digital kommunikation i strafferetsplejen

vil efter Justitsministeriets opfattelse medvirke til at effektivisere behand-

lingen af straffesager bl.a. ved at sikre en bedre ressourceudnyttelse samti-

dig med, at retternes aktører i straffesager vil opleve en bedre service. På

samme måde sikres en mere smidig sagsbehandling hos og overgang af

oplysninger mellem de enkelte myndigheder og aktører i straffesagskæden.

Der er som nævnt ovenfor bred enighed om at arbejde hen imod øget digi-

talisering af strafferetsplejen. Justitsministeriet finder på den baggrund, at

det er hensigtsmæssigt allerede nu at tilvejebringe hjemmel til at anvende

digital kommunikation i strafferetsplejen. Der er efter Justitsministeriets

opfattelse behov for at indføre en udtrykkelig hjemmel til, at der kan an-

vendes digital kommunikation – dvs. e-boks, e-mail eller andre digitale

løsninger – i strafferetsplejen både for så vidt angår fremsendelsesmetoder

mv. og indholdet af meddelelser eller dokumenter, således at de retlige

hindringer for digital kommunikation og digital sagsbehandling i straffe-

retsplejen fjernes.

Digitale beviser indgår i dag i stadig større grad i straffesager. Muligheden

for at anvende digitalt materiale under hovedforhandlingen betyder, at ud-

fordringer med at gøre digitale beviser analoge undgås.

Justitsministeriet anser det for mest hensigtsmæssigt på nuværende tids-

punkt at indsætte en generel hjemmelsbestemmelse, hvor det af én enkelt

bestemmelse fremgår, at krav om skriftlighed eller underskrift i strafferets-

plejen ikke er til hinder for anvendelse af digital kommunikation eller an-

vendelse af digitale dokumenter under retsmøder. Hermed undgås det også

at indsætte en række enslydende bestemmelser i alle de relevante bestem-

melser.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at digital kommunikation i

strafferetsplejen bør anvendes i videst muligt omfang, således at digital

kommunikation er et tilbud til den part, der afsender et dokument mv. Ret-

terne, anklagemyndigheden, advokater, tiltalte, forurettede mv. skal såle-

des ikke være bundet til at anvende en bestemt forsendelsesform på grund

af formuleringerne i de enkelte bestemmelser. I stedet skal udveksling af

forskellige meddelelser og kommunikation kunne udvikle sig med den al-

mindelige teknologiske udvikling i samfundet på baggrund af de erfarin-

ger, der løbende gøres f.eks. i forbindelse med evalueringer af aftalen om

digitale hovedforhandlinger. Det endelige mål er med tiden at opnå en

fuldt digital straffesagskæde, hvor alle papirbårne arbejdsgange afskaffes,

således at straffesager kan behandles effektivt, og ressourcerne hos myn-

dighederne anvendes hensigtsmæssigt.

2.3.3. Lovforslagets udformning

2.3.3.1.

På den anførte baggrund foreslås det at indføre en udtrykkelig

hjemmel til, at der kan anvendes digital kommunikation i strafferetsplejen.

Med forslaget slås det fast, at krav om skriftlighed eller underskrift i straf-

feretsplejen ikke er til hinder for anvendelse af digital kommunikation bå-

de for så vidt angår fremsendelsesmetoder mv. og indholdet af meddelelser

eller dokumenter eller anvendelse af digitale dokumenter mv. under rets-

møder.

Dette indebærer, at bestemmelser i retsplejelovens fjerde bog om straffe-

retsplejen om meddelelser, skriftlighed, anmodninger, begæringer, under-

retninger, indlevering, indgivelse, indsendelse, at sende kopi eller udskrift,

udlevering, fremlæggelse, gennemsyn eller lignende således ikke er til hin-

der for anvendelse af digital kommunikation.

Forslaget indebærer endvidere, at der ikke tillige skal ske fremsendelse,

indsendelse, udlevering mv. i fysisk form. Forslaget indebærer dermed og-

så, at alle sagsgange i en straffesag kan være digitale, således at dokumen-

ter mv. ikke skal printes.

Anklagemyndigheden, retterne, advokater, tiltalte og andre parter i en

straffesag vil efter bestemmelsen kunne vælge at sende meddelelser til e-

boks eller en sikker e-mailadresse eller lignende, hvis en sådan er oplyst.

Forslaget gør det f.eks. muligt, at udlevering af en kopi til forsvareren af

det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtel-

sen angår, jf. § 729 a, stk. 3, kan ske digitalt. På tilsvarende vis kan den

kopi, der udleveres, være digital. Forsvareren vil således ikke efter den fo-

reslåede bestemmelse tillige kunne kræve at få udleveret sagens bilag i pa-

pirformat.

Lovforslaget gør det endvidere muligt, at anklagemyndigheden kan indle-

vere anklageskrift til retten, jf. § 835, stk. 1, 1. pkt., digitalt, eller sende ko-

pi af anklageskriftet til tiltalte, jf. § 835, stk. 2, 1. pkt., digitalt. På tilsva-

rende vis kan anklageskriftet indleveres eller sendes i digital form.

Lovforslaget gør det herudover f.eks. muligt, at anklagemyndigheden kan

indlevere dokumenter og andre synlige bevismidler, jf. § 837, stk. 1, eller

indsende ekstrakt i ankesager, jf. § 918, til retten, forsvareren og en even-

tuel bistandsadvokat digitalt. På tilsvarende vis kan dokumenterne mv.

indleveres eller sendes i digital form. Dokumenter og andre synlige bevis-

midler vil dermed ikke tillige kunne kræves at udleveret i papirformat.

Bestemmelsen tager ikke stilling til, i hvilket omfang digital kommunika-

tion i dag er teknisk mulig hos anklagemyndigheden og retterne.

Efter bestemmelsen har en afsender mulighed for at vælge, om kommuni-

kation skal ske digitalt – herunder hvilken form for digital kommunikation

– under forudsætning af, at den pågældende form for digital kommunika-

tion er teknisk mulig. Der pålægges således ikke en forpligtelse til at an-

vende digital kommunikation, men afsenderen har en ret til at vælge digital

kommunikation. En afsender kan således forsat anvende f.eks. fysisk frem-

sendelse eller indlevering af meddelelser, akter mv. Borgere pålægges hel-

ler ikke med forslaget en pligt til at modtage eller sende digital kommuni-

kation, ud over hvad der allerede følger af lovgivningen.

Med forslaget sikres det endvidere, at bestemmelser om oplæsning, frem-

lægning, forelæggelse, redegørelse, information og lignende ikke er til hin-

der for, at dokumenter kan anvendes i digital form under retsmøder. Doku-

menterne skal dermed ikke tillige være indsendt i eller foreligge i fysisk

form.

Med forslaget forudsættes det, at digital kommunikation skal anvendes i

videst muligt omfang af politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Der

vil således være tale om en løbende udvidelse af anvendelsen af digital

kommunikation og sagsbehandling, efterhånden som it-løsningerne udvik-

les og gennemføres.

Persondatalovgivningen vil fortsat skulle iagttages, når anklagemyndighe-

den, forsvarere og retterne behandler personoplysninger i forbindelse med

anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen.

Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i retsplejelovens regler om an-

klagemyndighedens og domstolenes sagsbehandling i straffesager.

2.3.3.2.

Det foreslås endvidere, at bestemmelser i strafferetsplejen, der stil-

ler krav om underskrift, ikke er til hinder for, at en meddelelse kan sendes

med digital post. Det er dog en betingelse, at meddelelsen er forsynet med

en digital signatur fra en person – herunder en juridisk person – eller en

myndighed.

Hensigten med kravet om digital signatur er at sikre, at meddelelsen stam-

mer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret un-

dervejs.

Det sikres f.eks. med forslaget, at meddelelser, der skal underskrives, kan

sendes f.eks. med Digital Post (e-boks).

2.3.3.3.

Det foreslås herudover, at en meddelelse, der sendes med digital

kommunikation, anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgæn-

gelig for modtageren.

Med forslaget anses en digital meddelelse for at være kommet frem til

modtageren på det tidspunkt, hvor modtageren er i stand til at behandle og

læse meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår modta-

geren faktisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dette indebæ-

rer, at en digital meddelelse, der er modtaget kl. 23.59 den 30. november,

anses for at være kommet frem den 30. november.

Der tilsigtes ingen ændring for så vidt angår situationer, hvor der modtages

meddelelser på papir. I disse tilfælde vil meddelelsen fortsat skulle modta-

ges inden for almindelig kontortid for at kunne anses for at være rettidig.

I de tilfælde, hvor der er behov for at modtage en meddelelse inden for et

bestemt tidspunkt, må der fastsættes en frist, der indeholder såvel en dato

som et præcist klokkeslæt for, hvornår meddelelsen skal være modtaget for

at være rettidig.

Modtagelsestidspunktet vil i de fleste it-systemer automatisk blive registre-

ret. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges

som følge af problemer med et it-system eller andre lignende problemer,

må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor

meddelelsen blev afsendt, hvis der kan skaffes pålidelige oplysninger om

afsendelsestidspunktet.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til bestemmelsen i retsplejelovens §

148 a, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.4. Anvendelse af udeblivelsesdomme i straffesager og retten til gen-

optagelse

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1.

En tiltalt skal, medmindre andet er bestemt i loven, personligt væ-

re til stede i retten under hele hovedforhandlingen i en straffesag, indtil sa-

gen er optaget til dom, jf. retsplejelovens § 853, 1. pkt.

Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald kan den pågældende fremstil-

les under anvendelse af tvang. Retten kan afsige anholdelsesbeslutning,

hvis det af indkaldelsen til hovedforhandlingen fremgår, at tiltalte skal mø-

de personligt og i udeblivelsestilfælde må forventes at blive anholdt.

Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen i en

straffesag, og kan den pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes

sagen, medmindre retten beslutter at fremme hovedforhandlingen helt eller

delvist, jf. retsplejelovens § 855, stk. 1.

Er tiltalte udeblevet trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald,

kan retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og skønsmænd, der

er mødt op, hvis retten finder, at dette er foreneligt med hensynet til tiltal-

te, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de

mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring kan dog kun

ske, hvis tiltaltes forsvarer er mødt, jf. § 855, stk. 2.

En hovedforhandling

kan

i visse situationer fremmes til dom i tiltaltes fra-

vær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, jf. § 855,

stk. 3. Heri ligger, at sagen til trods for tiltaltes udeblivelse skal være til-

strækkeligt oplyst.

En hovedforhandling kan således, hvis anklagemyndigheden fremsætter

begæring herom, fremmes til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte er undveget,

efter at anklageskriftet er forkyndt for den pågældende, når tiltalte efter at

være mødt ved sagens begyndelse har forladt retten uden tilladelse, når der

under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 6 måneder el-

ler derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte

har givet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen, når tiltalte ik-

ke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre

retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller når

retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil føre til tiltaltes fri-

findelse.

En hovedforhandling, hvor tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget

fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfra-

kendelse eller erstatning, kan dog kun fremmes i tiltaltes fravær, hvis tiltal-

te enten har samtykket heri, eller hvis tiltalte har været lovligt indkaldt til

hovedforhandlingen, og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden

oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som

tiltalen angår, jf. § 855, stk. 4.

2.4.1.2.

Retsplejelovens kapitel 80 vedrører straffesager, i hvilke der ikke

medvirker lægdommere. Det følger af § 897, stk. 1, nr. 1, at når der ikke

under sagen er spørgsmål om højere straf end bøde, kan retten, medmindre

omstændighederne taler imod det, behandle sagen, som om tiltalte har til-

stået det forhold, som den pågældende er tiltalt for, bl.a. hvis tiltalte ude-

bliver fra hovedforhandlingen uden oplyst lovligt forfald. Dommen i sagen

kan udfærdiges ved en påtegning på anklageskriftet, jf. § 897, stk. 2.

2.4.1.3.

Er en udebleven tiltalt blevet domfældt, uden at anke efter reglerne

i retsplejelovens kapitel 82 kan finde sted, kan domfældte begære sagen

genoptaget til ny forhandling, når den pågældende godtgør at have haft

lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstændigheder har været forhin-

dret fra i tide at anmelde dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet

til domfældtes kundskab, jf. § 987, stk. 1. Begæringen må fremsættes over

for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden sådan frist som bestemt i §

904, jf. § 910. Reglerne i §§ 979, stk. 2,-982 finder tilsvarende anvendelse.

Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klage-

ret efter reglerne om kære til Højesteret.

Hvis sagen i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes fravær, kan

domfældte uanset betingelserne i § 987, stk. 1, 1. pkt., begære sagen gen-

optaget til ny forhandling, jf. § 987, stk. 3. Begæringen må fremsættes

over for den ret, som har afsagt dom i sagen, inden 4 uger fra dommens

forkyndelse efter § 219 a, stk. 5. Retten kan undtagelsesvis genoptage sa-

gen, hvis begæring indgives senere, men inden 1 år efter dommens forkyn-

delse. Reglerne i § 987, stk. 1, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Udebliver domfældte under den nye hovedforhandling, hæver retten ved

kendelse sagen, og den afsagte dom bliver stående ved magt, jf. § 987, stk.

2.4.1.4.

Tiltalte kan anke en dom i en straffesag til landsretten, når tiltalte

har givet møde i byretten og er idømt mere end 20 dagbøder, en bøde på

over 3.000 kr., konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre

offentligretlige følger, jf. § 902, stk. 2.

Hvis en straffesag er fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 855, stk. 3, nr.

4, kan tiltalte anke sagen, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten,

hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld og

betingelserne i § 902, stk. 2, i øvrigt er opfyldt, jf. § 902, stk. 3.

Under de i § 987, stk. 1, 1. pkt., anførte betingelser kan tiltalte begære gen-

optagelse af en ankesag, som er afvist på grund af hans udeblivelse, jf. §

987, stk. 5. Er en anke afvist i medfør af § 920, stk. 3, kan tiltalte begære

genoptagelse, når han godtgør, at det skyldes ham utilregnelige omstæn-

digheder, at anklageskrift eller stævning ikke på sædvanlig måde har kun-

net forkyndes for ham. Begæring om genoptagelse må fremsættes over for

den ret, der har afvist anken. I øvrigt finder bestemmelserne i § 987, stk. 1,

2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.2.1.

Det fremgår af afsnit 3.1 i det retspolitiske udspil ”Respekt for det

fælles – Respektpakke I” (Respektpakken), at aftalepartierne er enige om,

at der skal gøres øget brug af udeblivelsesdomme, så tiltaltes udeblivelse –

og den mangel på respekt, det er udtryk for – ikke står i vejen for en kon-

sekvent strafforfølgning. Der lægges derfor i udspillet op til, at udgangs-

punktet for anvendelse af udeblivelsesdomme skal vendes, så domstolene

skal gennemføre en sag, når tiltalte udebliver, hvis betingelser herfor er

opfyldt. Det vil herefter kræve en særlig grund, hvis en straffesag ikke skal

gennemføres som udeblivelsessag, når muligheden foreligger.

Det forudsættes således, at der afsiges udeblivelsesdomme i samtlige sa-

ger, hvor reglerne giver mulighed for det.

Justitsministeriet finder, at forudsætningen i Respektpakken om en øget

brug af udeblivelsesdomme, så der afsiges udeblivelsesdomme i samtlige

sager, hvor reglerne giver mulighed for det, bør gennemføres ved at ændre

udgangspunktet i retsplejelovens § 855, stk. 3, således at det udtrykkeligt

fremgår af bestemmelsen, at en hovedforhandling

skal

fremmes til dom i

tiltaltes fravær, når anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, og

retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, og betingelserne for

at afsige udeblivelsesdom i øvrigt er opfyldt.

På samme måde bør udgangspunktet i retsplejelovens § 897, stk. 1, æn-

dres, så retten, når der ikke under sagen er spørgsmål om højere straf end

bøde,

skal

behandle sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den

pågældende er tiltalt for, medmindre omstændighederne taler imod det,

hvis tiltalte udebliver fra hovedforhandlingen uden oplyst lovligt forfald,

nægter at afgive forklaring eller har undladt at anmode om retsmøde, jf. §

896 a.

2.4.2.2.

Det fremgår endvidere af Respektpakken, at muligheden for at

fremme en hovedforhandling til dom i tiltaltes fravær, såfremt tiltalte har

givet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen, skal udvides. I

dag er grænsen for sådanne sager ubetinget fængsel i 6 måneder. Fremover

skal den være ubetinget fængsel i 1 år.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved at ændre rets-

plejelovens § 855, stk. 3, nr. 3, så grænsen for at fremme en hovedforhand-

ling til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte har givet samtykke til gennemfø-

relse af hovedforhandlingen, og når der under sagen alene er spørgsmål om

ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller derunder, ændres til 1 år eller

derunder.

2.4.2.3.

Det fremgår herudover af Respektpakken, at muligheden for at

fremme en hovedforhandling til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke

idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder, skal udvides. Af-

talepartierne er enige om, at grænsen fremover skal være ubetinget fængsel

i 6 måneder.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved at ændre rets-

plejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, så grænsen for at fremme en hovedforhand-

ling til dom i tiltaltes fravær, såfremt tiltalte har været lovligt indkaldt og

det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan

medføre, at tiltalte dømmes for det forhold, som tiltalen angår, ændres fra

ubetinget fængsel i 3 måneder til ubetinget fængsel i 6 måneder.

2.4.2.4.

Det fremgår endelig af Respektpakken, at tidsfristen for genopta-

gelse af en straffesag, hvor der er afsagt udeblivelsesdom, skal halveres fra

de nuværende 4 uger til 14 dage svarende til fristen for at anke en dom.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved, at fristen for at

begære en udeblivelsesdom afsagt efter § 855, stk. 3, nr. 4, genoptaget

nedsættes fra 4 uger til to uger i de sager, der er omfattet af en ankebe-

grænsning, jf. § 902, stk. 3, jf. stk. 2. Dette svarer til fristen for at anke sa-

gen.

2.4.2.5.

Det fremgår ligeledes af Respektpakken, at der skal gå så kort tid

som muligt fra forbrydelse til domfældelse, og at det er centralt for vores

fællesskab, at kriminelle hurtigt mærker konsekvensen af deres handlinger.

Samtidig er det også vigtigt, at straffesager gennemføres hurtigst muligt af

hensyn til at ofre for forbrydelser kan komme videre med deres liv.

Er der blevet afsagt udeblivelsesdom efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr.

4, fordi tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måne-

der eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstat-

ning, har den domfældte i dag efter retsplejelovens § 987, stk. 3, et ubetin-

get krav på at få sin sag genoptaget, uanset om de almindelige betingelser

for genoptagelse er opfyldt, jf. pkt. 2.4.1.3.

Den ubetingede ret til genoptagelse medfører, at en tiltalt, der er udeblevet

fra hovedforhandlingen i byretten, og som efterfølgende får sagen genopta-

get, reelt får mulighed for – og kan spekulere i – at forhale sagen og at få

skyldsspørgsmålet i sagen behandlet tre gange, hvis den pågældende efter

en fældende dom i den genoptagede sag for byretten vælger at anke sagen

til landsretten.

Der er – som det også er forudsat i Respektpakken – efter Justitsministeri-

ets opfattelse fortsat et reelt problem med tiltalte, der på trods af lovlig ind-

kaldelse, udebliver fra hovedforhandlingen i straffesager, hvilket indebæ-

rer et ikke ubetydeligt ressourcespild for politiet, anklagemyndigheden og

domstolene.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de gældende regler om genoptagelse

stiller en tiltalt, der bevidst udebliver fra en straffesags hovedforhandling i

byretten og dermed udviser mangel på respekt over for både ofret og over

for retssystemet, bedre end en tiltalt, der som påkrævet møder op til hoved-

forhandlingen. Der er endvidere efter Justitsministeriets opfattelse ikke det

samme hensyn til tiltaltes ret til at være til stede under sagens behandling i

retten, når tiltalte trods lovlig forkyndelse er udeblevet fra hovedforhand-

lingen.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at forudsætningen i Respektpak-

ken om at skærpe adgangen til genoptagelse mest hensigtsmæssigt gen-

nemføres ved at indskrænke den ubetingede ret til genoptagelse i sager, der

kan ankes efter de almindelige regler om anke. Dette vil efter Justitsmini-

steriets opfattelse også medvirke til, at adgangen til at afsige udeblivelses-

dom kan anvendes som forudsat, og at der samlet set i flere sager går kor-

tere tid, inden sagen er endeligt afsluttet.

En sådan ændring er efter Justitsministeriets opfattelse ikke forbundet med

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Det er for det første kun muligt at

afsige udeblivelsesdom efter den foreslåede bestemmelse i § 855, stk. 3,

nr. 4, når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 6 må-

neder, og da kun hvis den tiltalte – hvis denne ikke har samtykket i sagens

behandling – har været lovligt indkaldt til retsmødet, og at det af indkal-

delsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at

tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, jf. § 855, stk. 4. Herud-

over skal dommen fortsat forkyndes for tiltalte, hvis denne dømmes som

udebleven. Hvis tilsigelsen ikke er forkyndt for tiltalte personligt, skal

dommen forkyndes personligt.

For det andet skal retten fortsat finde fremgangsmåden forsvarlig, tiltalte

skal have en forsvarer, og der skal gennemføres en fuldstændig bevisførel-

se i sagen, selv om tiltalte udebliver fra hovedforhandlingen, for at tiltalte

kan dømmes i sagen. En udeblivelse anses ikke som en erkendelse i sagen.

Forsvareren kan under hovedforhandlingen begære tiltaltes forklaring til

politirapport oplæst efter § 871, stk. 2, nr. 6. Hvis bevisførelsen i sagen ik-

ke er tilstrækkelig, skal en tiltalt, som er udeblevet, som i alle andre sager

frifindes.

2.4.2.6.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de foreslåede ændringer er

forenelige med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 6 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der lægges i den forbindelse vægt på, at en tiltalt, der er dømt som udeble-

ven efter § 855, stk. 3, nr. 4, vil have mulighed for at anke sagen eller få

den genoptaget, jf. herom nedenfor.

For en gennemgang af forholdet til Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention henvises der i øvrigt til de almindelige bemærkninger til for-

slag nr. L 73 af 30. januar 2002 til lov om ændring af retsplejeloven (Ude-

blivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter m.v. og

politiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling), afsnit 3.3.8.

2.4.3. Lovforslagets udformning

2.4.3.1.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 855, stk. 3, så en hovedfor-

handling på anklagemyndighedens begæring skal fremmes til dom i tiltal-

tes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.

Med den foreslåede bestemmelse forudsættes anklagemyndigheden at ned-

lægge påstand om, at hovedforhandlingen fremmes trods tiltaltes udebli-

velse i alle sager, hvor tiltaltes tilstedeværelse ikke vurderes nødvendig, og

hvor betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse ændres udgangspunktet endvidere, så

retten skal fremme en hovedforhandling til dom i tiltaltes fravær, hvis be-

tingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

En hovedforhandling vil herefter skulle fremmes, hvis sagen trods tiltaltes

udeblivelse er tilstrækkeligt oplyst. Det forhold, at en forklaring fra den til-

talte kan være af betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmålet og stra-

fudmålingen, kan derfor ikke alene medføre, at sagen udsættes. Det be-

mærkes i den forbindelse, at en sag, hvor tiltalte er mødt, men undlader at

afgive forklaring bliver fremmet til dom. Hertil kommer, at der vil foregå

en helt sædvanlig bevisførelse og bevisvurdering, og at der – hvis der her-

efter er rimelig tvivl om tiltaltes skyld – skal ske frifindelse.

Det er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ubetænkeligt at lade det

være op til den tiltalte at afgøre, om den pågældende ønsker at møde op til

hovedforhandlingen og gøre eventuelle formildende omstændigheder gæl-

dende. Den pågældende er således lovligt indkaldt og er gjort opmærksom

på konsekvenserne af at udeblive. Hertil kommer, at der fortsat vil være

mulighed for at få prøvet både skylds- og sanktionsspørgsmålet igen ved

anke af dommen. Det forhold, at området for anvendelse af udeblivelses-

domme uden tiltaltes samtykke foreslås udvidet, så grænsen fremover bli-

ver 6 måneder, ændrer ikke herved. Det samme gør afskaffelsen af den

ubetingede ret til genoptagelse heller ikke.

Ændringen vil indebære, at der skal være konkrete grunde i den enkelte

sag for, at tiltaltes tilstedeværelse vurderes at være nødvendig under ho-

vedforhandlingen, jf. § 855, stk. 3. Det forudsættes i den forbindelse, at

retten angiver de konkrete grunde til, at sagen ikke findes at være tilstræk-

keligt oplyst, i retsbogen. Der vil efter Justitsministeriets opfattelse nor-

malt ikke foreligge sådanne grunde, jf. det ovenfor anførte.

Det foreslås på tilsvarende vis at ændre udgangspunktet i retsplejelovens §

897, stk. 1, så det bliver obligatorisk for retterne at behandle sagen som en

tilståelsessag i tiltaltes fravær mv., hvis betingelserne herfor i øvrigt er op-

fyldt.

Ændringen vil indebære, at der skal være konkrete omstændigheder i den

enkelte sag, der taler imod at behandle sagen som en tilståelsessag.

Det forudsættes, at domstolene, hvis forslaget vedtages, vil tillade, at en

hovedforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær i medfør af retspleje-

lovens § 855, stk. 3, i væsentligt videre omfang end forudsat i forarbejder-

ne til lov nr. 256 af 8. maj 2002 om ændring af retsplejeloven (Udeblivel-

sesdomme i straffesager, pressens adgang til domsudskrifter m.v. og poli-

tiklagenævnsmedlemmers sagsbehandling).

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmel-

sernes anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 16 og 19, og bemærkninger-

ne hertil.

2.4.3.2.

Der lægges med forslaget endvidere op til at ændre retsplejelovens

§ 855, stk. 3, nr. 3, således at grænsen for, hvornår der kan afsiges udebli-

velsesdom efter bestemmelsen, hæves fra ubetinget fængselsstraf i 6 måne-

der til ubetinget fængselsstraf i 1 år eller derunder.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmel-

sens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne her-

til.

2.4.3.3.

Det foreslås herudover at ændre retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4,

således at grænsen for, hvornår der kan afsiges udeblivelsesdom efter be-

stemmelsen, hæves fra ubetinget fængsel i 3 måneder til ubetinget fængsel

i 6 måneder.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmel-

sens anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, og bemærkningerne her-

til.

2.4.3.4.

Det foreslås endelig at ændre retsplejelovens § 987, stk. 3, 1. og 2.

pkt., således at adgangen for en domfældt efter § 855, stk. 3, nr. 4, til at be-

gære sagen genoptaget til ny forhandling, uanset om de almindelige betin-

gelser for genoptagelse i § 987, stk. 1, 1. pkt., er opfyldt, begrænses til sa-

ger, hvor den domfældte ikke kan anke dommen.

Det foreslås i den forbindelse tillige at ændre retsplejelovens § 902, stk. 3,

således at en sag, der er fremmet i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3,

nr. 4, kan ankes, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten, hvis betin-

gelserne for at anke i bestemmelsens stk. 2 i øvrigt er opfyldt.

Det foreslås endvidere, at fristen for at begære en sag genoptaget i de sa-

ger, der ikke kan ankes, jf. § 902, stk. 2, jf. stk. 3, ændres fra 4 til 2 uger.

Dette svarer til fristen for at anke sagen, jf. § 904, stk. 1.

Med forslaget vil en domfældt, hvor der er afsagt udeblivelsesdom efter

retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, kunne anke sagen både for så vidt angår

bevisspørgsmålet og strafudmålingen efter de almindelige regler om anke.

Er sagen omfattet af en ankebegrænsning, jf. § 902, stk. 2, kan domfældte

fortsat begære sagen genoptaget til ny forhandling i byretten efter reglerne

herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 20 og 23, og bemærkninger-

ne hertil.

2.4.3.5.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet anmode Dom-

stolsstyrelsen og Rigsadvokaten om at følge lovændringernes effekt og

hensigtsmæssighed, herunder om reglerne anvendes som forudsat.

2.5. Anvendelse af domsmænd i straffesager, hvor der skal fastsættes

en fællesstraf efter straffelovens § 61, stk. 1

2.5.1. Gældende ret

Straffelovens kapitel 7 indeholder regler om betinget fængsel. Det følger

af lovens § 56, stk. 1, at finder retten det upåkrævet, at fængselsstraf kom-

mer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsæt-

tes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.

Såfremt der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt mod den

person, der har modtaget en betinget dom, hvorved han sigtes for et straf-

bart forhold, der er begået før den betingede dom, fastsætter retten retsføl-

gen for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse, jf. § 61,

stk. 1.

Det følger af retsplejelovens § 686, stk. 2, at domsmænd medvirker i

straffesager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som

i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af

særlig offentlig interesse, medmindre andet følger af bestemmelsens stk. 3

og 4. Det følger bl.a. af § 686, stk. 3, nr. 3, at domsmænd ikke medvirker i

de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrøren-

de betinget dømte.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Ved fastsættelse af en fællesstraf efter straffelovens § 61, stk. 1, vil der al-

tid være spørgsmål om højere straf end bøde, da den dømte allerede er

idømt en betinget dom. Der skal derfor altid medvirke domsmænd i disse

straffesager. Dette gælder også, hvor der for det eller de forhold, der er be-

gået før den betingede dom, alene bliver spørgsmål om at idømme bøde i

forbindelse med den betingede dom, og hvor der derfor ikke ville skulle

medvirke domsmænd.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt, at domstolenes res-

sourcer anvendes mest hensigtsmæssigt, således at der ikke skal medvirke

domsmænd i straffesager, hvor det som følge af sagens karakter ikke er

nødvendigt.

Det er derfor efter Justitsministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, hvis det

ved behandlingen af disse sager afhænger af det konkrete strafbare for-

hold, der er begået før den betingede dom, om der skal medvirke doms-

mænd under dette forholds behandling i retten efter straffelovens § 61, stk.

1, således at domsmænd alene medvirker, hvis der for dette forhold – som

i andre straffesager – kan blive spørgsmål om højere straf end bøde.

Det bemærkes i den forbindelse, at tiltale i en sag efter gældende ret helt

eller delvist kan frafaldes, bl.a. hvor den påsigtede lovovertrædelse efter

loven ikke kan medføre højere straf end bøde, og forholdet er af ringe

strafværdighed, eller hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskelighe-

der, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold

til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt, jf.

retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1 og 5.

2.5.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås på den baggrund at ændre retsplejelovens § 686, stk. 3, nr. 3,

således, at der fremover ikke skal medvirke domsmænd i de straffesager,

der skal behandles efter straffelovens § 61, stk. 1, hvis der alene kan blive

spørgsmål om at idømme bøde i forbindelse med den betingede dom for

det eller de forhold, der er begået før den betingede dom.

Den foreslåede ændring vil særligt være relevant ved sager om overtrædel-

se af færdselslovgivningen.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i anvendelses-

området for straffelovens § 61, stk. 1, eller retsplejelovens § 686, stk. 2 og

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

2.6. Anonymisering af forurettedes identitet

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1.

Retsplejelovens kapitel 3 a indeholder regler om aktindsigt. Det

følger af § 41 e, stk. 4, at hvis dokumenter indeholder oplysninger om en-

keltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmelig-

heder, kan den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, be-

stemme, at dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymise-

res, således at de pågældendes identitet ikke fremgår. I straffesager skal

dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at

medvirkende lægdommeres identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse

af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser skal dokumentet inden

gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes iden-

titet ikke fremgår.

2.6.1.2.

Retsplejelovens kapitel 92 indeholder regler om offentlig omtale

mv. af straffesager. Det følger § 1017 b, stk. 1, at med bøde straffes den,

der i forbindelse med omtale af en sag om overtrædelse af straffelovens

kapitel 24 om seksualforbrydelser eller i øvrigt med henblik på en sådan

sag giver offentlig meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den foruret-

tede eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet.

2.6.1.3.

Uden for straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser findes

lovens § 210 om incest. Det følger af bestemmelsens stk. 1, at den, der har

samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel indtil 6

år. Adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab. Den, der har

samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år, dog

således at straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år, jf. bestem-

melsens stk. 2. Bestemmelserne finder, jf. stk. 3, tilsvarende anvendelse

med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Bestemmelserne i retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1,

har til formål at beskytte forurettede i de meget følsomme straffesager, der

er omfattet af straffelovens kapitel 24.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffesager om overtrædelser af

straffelovens § 210 på samme måde er særligt følsomme, og at ofre for in-

cest derfor bør nyde samme beskyttelse som ofre for seksualforbrydelser

omfattet af lovens kapitel 24 med hensyn til aktindsigt i og offentlig omta-

le af straffesager.

2.6.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås på den baggrund at ændre retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3.

pkt., og § 1017 b, stk. 1, således at forurettede i sager om overtrædelse af

straffelovens § 210 også omfattes af bestemmelserne.

Med forslaget skal dokumenter omfattet af aktindsigtsanmodninger i sager

om overtrædelse af straffelovens § 210 inden gennemsyn eller kopiering

anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

På tilsvarende vis gøres det strafbart i forbindelse med omtale af en sag om

overtrædelse af straffelovens § 210 eller i øvrigt med henblik på en sådan

sag at give meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede el-

ler på anden måde offentliggøre den pågældendes identitet.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer i bestemmel-

sernes anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 24, og bemærkningerne

hertil.

2.7. Kriminalitetskravet for at foretage hemmelig ransagning

2.7.1. Gældende ret

2.7.1.1.

Retsplejelovens kapitel 73 indeholder regler om ransagning, her-

under om hemmelig ransagning.

Det følger af retsplejelovens § 794, stk. 1, at ransagning af husrum, andre

lokaliteter eller genstande, som en

mistænkt

har rådighed over, kun må fo-

retages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lo-

vovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må anta-

ges at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Ved ransagning af de i § 793, stk. 1, nr. 1, nævnte arter – ransagning af bo-

liger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af

aflåste genstande – kræves tillige, enten at sagen angår en lovovertrædelse,

der efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde

til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan

findes ved ransagningen, jf. § 794, stk. 2.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person,

der

ikke er mistænkt,

har rådighed over, må, når den pågældende ikke har

meddelt skriftligt samtykke, kun ske, såfremt efterforskningen vedrører en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, og der er be-

stemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslag-

lægges, kan findes ved ransagningen, jf. § 795, stk. 1.

Det følger af § 799, stk. 1, om hemmelig ransagning, at såfremt det er af

afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden

at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efter-

forskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 el-

ler 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og

2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, §

237, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 288 eller § 289, ved kendelse træffe

bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3,

fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, an-

dre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er

udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring

som vidne i sagen, har rådighed over.

Reglerne i § 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 og § 788 finder anvendelse på

de i § 799, stk. 1, 1. pkt., omhandlede tilfælde, jf. § 799, stk. 2.

Retten kan bestemme, at der inden for det tidsrum, der efter bestemmel-

sens stk. 2 fastsættes i medfør af § 783, stk. 3, kan foretages gentagne

ransagninger. Retten skal i den forbindelse fastsætte antallet af ransagnin-

ger. Hvis særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der kan fore-

tages et ubestemt antal ransagninger, jf. § 799, stk. 3.

2.7.1.2.

Adgangen til at foretage hemmelig ransagning efter § 799 blev ud-

videt ved lov nr. 634 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, retsplej-

eloven og forskellige andre love (Styrket indsats over for økonomisk kri-

minalitet). Efter udvidelsen kan indgreb i form af hemmelig ransagning

også anvendes ved efterforskning af menneskesmugling, menneskehandel,

tyveri af særlig grov beskaffenhed, røveri og overtrædelse af særlig grov

karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af straffe-

lovens § 289 a (straffelovens § 125 a, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, §

288 og § 289) samt efterforskning af overtrædelse af lovgivningen om vå-

ben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder (straffe-

lovens § 192 a).

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

Rigsadvokaten har over for Justitsministeriet gjort opmærksom på, at man-

ge kriminelle handlinger i stadig større udstrækning foretages digitalt, og

at efterforskning af disse handlinger derfor også foregår digitalt. Dette kan

i praksis give anledning til problemer, da retsplejelovens bestemmelser om

tvangsindgreb ikke fuldt ud tager højde for denne udvikling.

Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. gjort Justitsministeriet opmærk-

som på, at det i praksis synes uhensigtsmæssigt, at det ikke er muligt at fo-

retage hemmelig ransagning i forbindelse med efterforskning af sager om

overtrædelse af straffelovens § 191 a (grove overtrædelser af lov om visse

dopingmidler), når det er muligt, hvis efterforskningen vedrører straffe-

lovens § 191 (grove overtrædelser af lov om euforiserende stoffer). Det be-

mærkes i den forbindelse også, at overtrædelser af straffelovens § 191 a i

dag ofte er digitale, f.eks. når dopingmidler sælges over internettet.

Rigsadvokaten har endvidere gjort Justitsministeriet opmærksom på, at det

i praksis er problematisk, at der ikke kan foretages hemmelig ransagning

ved overtrædelser af straffelovens § 286, stk. 2 (grove sager om underslæb,

bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig), når det er muligt,

hvis efterforskningen vedrører overtrædelse af § 286, stk. 1, jf. § 276

(grove tyverisager). Det bemærkes også i den forbindelse, at disse krimina-

litetstyper i stadig større grad begås digitalt.

Justitsministeriet er enig med Rigsadvokaten i, at de samme hensyn, som

gør sig gældende i narkotikasager og grove sager om tyveri, gælder efter

Justitsministeriets opfattelse også i grove dopingsager og grove underslæb,

bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig.

Adgang til at kunne hemmeligholde efterforskningen i sådanne sager om

meget alvorlig kriminalitet vil f.eks. kunne være af afgørende betydning,

hvis der formodes at være flere ukendte medgerningsmænd til forbrydel-

sen, og hemmeligholdelse af efterforskningen derfor er nødvendig for, at

disse kan identificeres og anholdes.

For at forbedre politiets efterforskningsmuligheder i de nævnte meget al-

vorlige sager og på baggrund af den teknologiske udvikling og udviklingen

i it-kriminaliteten finder Justitsministeriet derfor, at der er behov for at ud-

vide politiets adgang til at foretage hemmelig ransagning til også at omfat-

te disse særligt grove straffelovsovertrædelser.

2.7.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., således at ind-

greb i form af hemmelig ransagning også – når betingelserne i øvrigt er

opfyldt – kan foretages, såfremt efterforskningen angår en overtrædelse af

straffelovens § 191 a eller § 286, stk. 2.

Der lægges med forslaget op til at udvide muligheden for at anvende hem-

melig ransagning som indgreb under efterforskningen, således at indgrebet

også kan anvendes i sager om overtrædelse af straffelovens § 191 a (grove

overtrædelser af lov om visse dopingmidler) eller § 286, stk. 2 (grove sa-

ger om grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig

og skyldnersvig).

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for at anvende hem-

melig ransagning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne her-

til.

2.8. Bæring af magtmidler, herunder peberspray

2.8.1. Gældende ret

Reglerne om

anvendelse

af magt over for indsatte i kriminalforsorgens in-

stitutioner findes i straffuldbyrdelseslovens § 62.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, kan Direktoratet for Kriminal-

forsorgen og kriminalforsorgsområdet anvende magt over for en indsat,

hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, overvinde voldsom

modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Direk-

toratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan endvidere

anvende magt for at hindre undvigelse eller standse undvegne. Endelig kan

Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet anvende

magt for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig gen-

nemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at

følge personalets anvisninger herom.

Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav, peberspray og tåregas, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 2. Bestemmelsen antages at indeholde

en udtømmende opregning af, hvilke magtmidler der kan anvendes over

for indsatte. Ved lov nr. 183 af 8. marts 2011 om ændring af lov om fuld-

byrdelse af straf m.v. blev peberspray tilføjet som et af de magtmidler,

som kriminalforsorgens personale efter bestemmelsen kan anvende.

Straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 3, indeholder et almindeligt proportio-

nalitetsprincip, hvorefter magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt

det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet

må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Magtanvendelse skal endvidere foretages så skånsomt, som omstændighe-

derne tillader, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 4, og der skal gennem-

føres lægetilsyn efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom,

herunder om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendel-

sen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, fastsætter justitsministeren reg-

ler om anvendelse af magt over for indsatte. Reglerne herom findes i be-

kendtgørelse nr. 588 af 30. april 2015 om anvendelse af magt over for ind-

satte i kriminalforsorgens institutioner (magtanvendelsesbekendtgørelsen).

Reglerne om

bæring

af magtmidler i kriminalforsorgens institutioner fin-

des i magtanvendelsesbekendtgørelsen § 4 samt skrivelse nr. 9372 af 26.

april 2016 om bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i

kriminalforsorgens institutioner.

Efter § 4, stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen må peberspray kun

bæres, hvis der foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af pe-

berspray kan blive nødvendig. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at stav

kun må bæres, hvis der konkret foreligger en særlig risikosituation, hvor

anvendelse af stav kan blive nødvendig.

Tidligere kunne peberspray alene bæres, hvor der forelå en konkret risiko-

situation. Udvidelsen af adgangen til at bære peberspray i mere generelle

risikosituationer skete ved en ændring af magtanvendelsesbekendtgørel-

sen, jf. bekendtgørelse nr. 588 af 30. april 2015.

De særlige risikosituationer, hvor peberspray kan bæres, er nærmere be-

skrevet i skrivelse om bekendtgørelse om anvendelse af magt over for ind-

satte i kriminalforsorgens institutioner. Det fremgår af skrivelsens pkt. 2.1,

at den, der er bemyndiget hertil, kan give tilladelse til, at der udleveres og

bæres peberspray i akut opståede særlige risikosituationer, hvor der har

været en konkret episode med særlig fare eller risiko, f.eks. en episode

med en voldsom indsat eller gruppe af indsatte, og det vurderes, at perso-

nalet af sikkerhedsmæssige grunde har behov for at bære peberspray i en

periode. Der kan endvidere gives tilladelse til at udlevere og bære peber-

spray i en række andre særlige risikosituationer, hvor der er en klart forø-

get risiko for personalet. Dette omfatter transport af indsatte fra lukkede

afdelinger, lukkede fængsler og arresthuse, nattjeneste i fængsler og arrest-

huse, tjeneste i arresthuse, der er postbesat med døgnvagter, personale, der

er en del af et alarmberedskab i lukkede fængsler og arresthuse, hospi-

talsvagter, kriminalforsorgens hundeførere og tjeneste i de særligt sikrede

afdelinger og arrestafdelinger, hvor de indsatte efter en konkret beslutning

er placeret som følge af f.eks. farlig adfærd og karakter.

Uden for de særlige risikosituationer, som er nævnt i skrivelsen, opbevares

peberspray af institutionen på betryggende måde i særlige peberspraydepo-

ter og udleveres herfra, hvis der foreligger en særlig risikosituation som

nævnt ovenfor.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 2.8.1 ovenfor, følger det af straffuldbyrdelseslo-

vens § 62, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om anvendelse af

magt over for indsatte.

De indsatte i kriminalforsorgens institutioner er i dag mere kriminelt bela-

stede end tidligere. Dette skyldes bl.a., at flere idømmes en betinget dom

med vilkår om samfundstjeneste, og at flere afsoner en ubetinget straf i

elektronisk fodlænke. Dette medvirker til en større koncentration af indsat-

te, som har begået alvorlig kriminalitet, har lange domme og som er socialt

belastede. Derudover kan det stigende antal negativt stærke indsatte, som

har relation til rocker- og bande miljøet medvirke til, at miljøet i kriminal-

forsorgens institutioner bliver hårdere og mere råt. Trussels- og konfliktni-

veauet, særligt i de lukkede institutioner, er således øget.

Det øgede trussels- og konfliktniveau viser sig også i antallet af episoder

med vold og trusler om vold over for fængselspersonale, som i de seneste

år har været stigende.

På baggrund af bl.a. denne udvikling er der efter Justitsministeriets vurde-

ring behov for, at fængselsbetjente, særligt i de lukkede fængsler, på de

lukkede fængsels- og arrestafdelinger samt i arresthusene, kan bære peber-

spray som en del af den almindelige personlige udrustning, således at der

kan reageres hurtigt og effektivt i en situation, hvor anvendelsen af peber-

spray er nødvendig, og hvor mindre indgribende magtmidler er utilstræk-

kelige. Efter Justitsministeriets vurdering kan bæring af peberspray samti-

dig medvirke til at forebygge konfliktsituationer og undgå, at tilspidsede

situationer optrappes yderligere.

Det vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt at

præcisere i straffuldbyrdelsesloven, at justitsministeren ud over at fastsætte

regler om

anvendelse

af magt over for indsatte også fastsætter regler om

bæring

af magtmidler, herunder bl.a. peberspray. Der vil herefter kunne

fastsættes administrative regler om, at fængselsbetjente i de lukkede

fængsler, på de lukkede fængsels- og arrestafdelinger samt i arresthusene

kan bære peberspray som en del af deres almindelige personlige udrust-

ning.

2.8.3. Lovforslagets udformning

2.8.3.1.

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, indsæt-

tes, at justitsministeren fastsætter regler om bæring af magtmidler.

Den foreslåede ændring indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at

fastsætte regler om fængselsbetjentes adgang til at bære magtmidler, her-

under bl.a. peberspray. Formålet hermed er navnlig at give justitsministe-

ren mulighed for at bestemme, i hvilken udstrækning det skal være muligt

at bære peberspray som en del af fængselsbetjentes almindelige personlige

udrustning. Bestemmelsen vil endvidere give justitsministeren mulighed

for på et senere tidspunkt at træffe bestemmelse om at udvide eller be-

grænse adgangen til at bære peberspray eller at fastsætte bestemmelser om

bæring af andre magtmidler, som er omfattet af straffuldbyrdelseslovens §

62, stk. 2.

Det bemærkes, at adgangen til at fastsætte regler om bæring af magtmidler

ikke har nogen indflydelse på, hvornår anvendelse af magt kan finde sted,

og det forudsættes som hidtil, at det mindst indgribende magtmiddel an-

vendes i en situation, hvor anvendelse af magt er nødvendig. Hvilket magt-

middel, der i en konkret situation skal anvendes, må bero på en konkret

vurdering af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, samt under hensynstagen til proportionali-

tets- og skånsomhedsprincippet, jf. bestemmelsens stk. 3 og 4.

2.8.3.2.

Det forudsættes, at det i medfør af den foreslåede ændring af straf-

fuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, fastsættes administrativt i magtanvendel-

sesbekendtgørelsen, at peberspray udover i særlige risikosituationer også

må bæres som en del af den almindelige personlige udrustning for

fængselsbetjente i de lukkede fængsler, på de lukkede fængsels- og arre-

stafdelinger samt i arresthusene.

Efter Justitsministeriets vurdering kan der særligt i de lukkede fængsler, på

de lukkede fængsels- og arrestafdelinger samt i arresthusene være behov

for at bære peberspray som en del af den almindelig personlige udrustning,

således at der kan reageres hurtigt og effektivt i en situation, hvor anven-

delsen af peberspray er nødvendig, og hvor mindre indgribende magtmid-

ler er utilstrækkelige. Bæring af peberspray kan samtidig forebygge eska-

lering af konflikter og være medvirkende til at undgå, at tilspidsede situa-

tioner optrappes yderligere.

Konflikter kan opstå uvarslet og pludseligt, og det er derfor uhensigtsmæs-

sigt, at peberspray skal udleveres fra et depot, når der opstår en konfliktsi-

tuation, hvor bæring af peberspray kan have en forebyggende virkning, el-

ler anvendelse af peberspray kan blive nødvendig.

Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af administrative regler om

fængselsbetjentes adgang til at bære peberspray som en del af den almin-

delige personlige udrustning skal indgå i en bredere indsats for at styrke

fængselsbetjentes sikkerhed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.9. Fastsættelse af salær til forsvarere i straffesager, bistandsadvoka-

ter samt til beskikkede advokater i ægteskabs-, forældreansvars- og

børnefjernelsessager

2.9.1. Gældende ret

2.9.1.1.

De generelle regler om fri proces findes i retsplejelovens §§ 325-

336. Det følger af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 2, at fri proces indebæ-

rer beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskas-

sen.

Justitsministeren antager for hver ret et passende antal advokater til at ud-

føre sager for parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskik-

kes en advokat efter reglerne i retsplejeloven. Justitsministeren kan ved an-

tagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der ikke skal tilkomme

den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskred-

sen, jf. retsplejelovens § 333, stk. 1.

Der tilkommer i henhold til retsplejelovens § 334, stk. 2, den beskikkede

advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseud-

gifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog

§ 333, stk. 1, 2. pkt.

Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge

beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvist frafalder krav mod statskas-

sen om godtgørelse for rejseudgifter, jf. § 334, stk. 3.

Det følger af § 334, stk. 4, at salær og godtgørelse til den beskikkede advo-

kat fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen sker

ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslut-

ning.

Den beskikkede advokat må i henhold til § 334, stk. 5, ikke modtage salær

eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten. Dette gælder

dog ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten

om vederlaget, og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen. I de

i stk. 3 nævnte tilfælde og i tilfælde, hvor den beskikkede advokat giver

møde ved en anden ret, kan der desuden træffes aftale mellem parten og

advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af

statskassen.

2.9.1.2.

Retsplejeloven giver desuden mulighed for beskikkelse af en ad-

vokat i visse nærmere angivne sager, uanset om de økonomiske betingelser

herfor er opfyldt.

Det gælder bl.a. i ægteskabs- og forældemyndighedssager omfattet af rets-

plejelovens kapitel 42. Det følger således af retsplejelovens § 449, at ret-

ten, hvis den finder, at det ikke er muligt at behandle en sag omfattet af

retsplejelovens kapitel 42 på forsvarlig måde, uden at sagsøgte eller appe-

lindstævnte har advokatbistand, kan beskikke den pågældende part en ad-

vokat. Retten pålægger i givet fald samtidig med sagens afslutning parten

at erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen.

Der findes også i anden lovgivning bestemmelser om adgang til advokatbi-

stand. Dette gælder bl.a. i sager om tvangsfjernelse af børn, hvor det følger

af servicelovens § 72, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde foræl-

dremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advo-

katbistand under en sag om bl.a. anbringelse uden for hjemmet i medfør af

lovens § 58. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder sam-

me regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. § 72, stk. 4.

Salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der er beskikket i medfør af

de ovennævnte bestemmelser, fastsættes i medfør af retsplejelovens § 334,

der således tillige finder anvendelse, når beskikkelsen er sket med hjem-

mel i andre bestemmelser retsplejeloven samt i de tilfælde, hvor der i an-

den lovgivning henvises til retsplejelovens kapitel 31 i forbindelse med be-

skikkelse af advokat.

2.9.1.3.

Salæret til beskikkede advokater udmåles til det samme beløb,

som en part, der ikke har fri proces, ville have fået tilkendt til dækning af

udgifter til advokatbistand. Salæret til en beskikket advokat fastsættes der-

for med udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende satser for fast-

sættelse af et passende beløb til dækning af udgifter i proceduresager (pro-

ceduretaksterne), idet der tillige kan tages hensyn til det opnåede resultat,

sagens beskaffenhed og arbejdets omfang, jf. bl.a. Højesterets afgørelse re-

fereret i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, side 1414.

Landsretspræsidenterne har dog udarbejdet særskilte vejledende takster for

salærer til advokater, der beskikkes i ægteskabs-, forældreansvars- og bør-

nefjernelsessager. Taksterne reguleres ca. hvert andet år. De seneste vejle-

dende takster er fastsat pr. 1. oktober 2014 og finder anvendelse i sager,

hvor der tilkendes salær efter den 1. oktober 2014. Taksterne er offentligt

tilgængelige og bl.a. offentliggjort på domstol.dk.

For så vidt angår beskikkede advokater i sager om forældremyndighed

fremgår det af de vejledende takster, at salær i sager vedrørende forældre-

myndighed mv. sluttet efter hovedforhandling eller sluttet ved et forbere-

dende møde af en varighed, som i det væsentlige svarer til en normal ho-

vedforhandling, fastsættes til 10.300 kr. I sager vedrørende ægtefællebi-

drag eller lejlighed sluttet efter hovedforhandling eller sluttet efter et for-

beredende møde af en varighed, som det væsentlige svarer til en normal

hovedforhandling, fastsættes salæret til 6.900 kr. I andre sager fastsættes

salæret efter et konkret skøn.

Salæret, der tildeles begge parters advokat, dækker foruden et retsmøde af

almindelig varighed den tid, der i almindelighed må anses for nødvendig

til forberedelse af sagen ved retten. Salæret forhøjes med som udgangs-

punkt 600 kr. til den advokat, der har udarbejdet ekstrakt af sædvanligt

omfang. Salæret kan i øvrigt i særlige tilfælde, herunder hvor der i en sag

har været afholdt flere retsmøder og/eller udarbejdet relevant materiale-

samling og efter en konkret vurdering forhøjes eller nedsættes.

I børnefjernelsessager i 1. instans fastsættes et salær på 10.300 kr. for ho-

vedforhandlinger af normal varighed inklusiv sædvanlig forberedelse. For

en hovedforhandling og sædvanlig forberedelse af en sag om børnefjernel-

se i 2. instans fastsættes i henhold til de vejledende takster et salær på

6.900 kr.

2.9.1.4.

Reglerne om, hvornår der skal beskikkes en offentlig forsvarer for

sigtede i straffesager findes i retsplejelovens §§ 731-732.

Til at beskikkes som offentlig forsvarer antager justitsministeren i henhold

til retsplejelovens § 733, stk. 1, et passende antal af de advokater, der er

berettiget til møde for vedkommende domstol, eller, om fornødent, andre

dertil egnede personer. I påtrængende tilfælde kan en advokat, der ikke er

antaget af justitsministeren, men dog berettiget til at møde for vedkom-

mende ret, beskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæring kan endvidere

en beskikkes en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, til forsva-

rer, hvis vedkommende er mødeberettiget for den pågældende ret og er vil-

lig til at lade sig beskikke.

Forsvareren beskikkes af rettens præsident. Sagerne bør så vidt muligt for-

deles mellem de antagne forsvarere efter omgang. Ønsker sigtede en be-

stemt person beskikket og oplyser, at denne er villig, bør den pågældende

dog i reglen beskikkes, hvis der ikke er lovlige hindringer i vejen herfor, jf.

retsplejelovens § 735, stk. 1.

Der tilkommer i henhold til retsplejelovens § 741, stk. 1, den offentlige

forsvarer vederlag af statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter,

som han med føje har haft i forbindelse med hvervet. Bestemmelserne i §

333, stk. 1, 2. pkt., og § 334, stk. 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse,

hvilket bl.a. indebærer, at beskikkede forsvarere i straffesager som ud-

gangspunkt ikke må modtage vederlag ud over de beløb, der er fastsat af

retten. Der henvises til afsnit 2.9.1.1 ovenfor.

Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Vederlaget

fastsættes ved dommen eller ved særskilt beslutning, jf. § 741, stk. 2.

2.9.1.5.

Reglerne om beskikkelse af advokat for forurettede i straffesager

(bistandsadvokat) findes i retsplejelovens §§ 741 a-741 d.

Det følger af retsplejelovens § 741 d, at kompetencen til at beskikke en ad-

vokat for forurettede eller forurettedes nære pårørende følger de samme

regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.

Det fremgår desuden af retsplejelovens § 995 a, at retten kan give den

forurettede fri proces, når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved

opgørelsen af erstatningskravet og den forurettede opfylder de økonomiske

betingelser efter retsplejelovens § 325. Når omstændighederne taler derfor,

kan retten desuden i sager, hvor en person er afgået ved døden som følge

af en forbrydelse, beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med op-

gørelsen af erstatningskrav.

Fastsættelse af salær og godtgørelse for udlæg til bistandsadvokater regu-

leres af retsplejelovens § 334.

2.9.1.6.

Som anført under pkt. 2.9.1.3 har landsretspræsidenterne udarbej-

det vejledende takster for salærer til beskikkede advokater i ægteskabs-,

forældreansvars- og børnefjernelsessager. Landsretspræsidenternes takster

indeholder desuden vejledede takster for forsvarere i straffesager og bi-

standsadvokater.

De seneste vejledende takster, der er fastsat pr. 1. oktober 2014, fastlægger

for så vidt angår salæret til forsvarere i straffesager en grundsats pr. time

på 1.700 kr. Der er med udgangspunkt i grundsatsen fastsat salær for bl.a.

tilståelsessager og hovedforhandlinger af forskellig varighed. F.eks. er

salæret for en heldagshovedforhandling på 6 timer fastsat til 15.000 kr.

Det fremgår af taksterne, at der til hovedforhandlingens varighed medreg-

nes ventetid før sagens påbegyndelse og ventetid mellem sagens optagelse

til dom og dennes afsigelse, dog kun for så vidt forsvareren forbliver til

stede i retten.

Taksten for hovedforhandling omfatter også samtaler på kontoret med kli-

enten, indhentelse af oplysninger og forberedelse til hovedforhandlingen

og af procedure af normalt omfang. I sager, hvor forberedelsestiden har

overskredet det sædvanlige, kan der ydes et tillæg herfor med 1.700 kr. pr.

time for den tid, der må antages at være medgået til den yderligere forbere-

delse, ligesom der ved fastsættelsen af salær kan tages højde for, om der er

udarbejdet en relevant materialesamling. Salæret, der tilkendes ved hoved-

forhandlingens afslutning, omfatter normalt også arbejdet med anke af sa-

gen, ansøgning om 2. eller 3. instansbevilling og benådning og lign., såle-

des at der alene gives ”eftersalær” i særlige tilfælde.

Der er i de vejledende takster desuden fastsat salær for grundlovsforhør af

normal varighed, fristforlængelser og kortere retsmøder under sagens for-

beredelse, retsmøder af længere varighed samt afhøring hos politiet, rets-

møder mv. på søn- og helligdage, fængselsbesøg af normal varighed, frist-

forlængelser på skriftligt grundlag, ekspeditionssalær for sluttede sager

uden retsmøde samt (for så vidt angår landsretssager) ankefrafald inden

hovedforhandlingen og ved hovedforhandlingens begyndelse.

Der er i de vejledende takster endvidere taget stilling til forhøjelse af salæ-

ret ved rejsetid, forsvareres rejse til udlandet, forgæves fremmøde og rets-

møder aflyst med dags varsel og kortere frist.

For så vidt angår sager vedrørende særlig økonomisk kriminalitet, der ofte

kræver ekstra forberedelse, er der i de vejledende takster fastsat et forhøjet

salær for hovedforhandlingen på 18.000 kr. pr. hovedforhandlingsdag. Der

kan ved salærberegningen i denne type af sager ydes et særskilt vederlag i

tilfælde, hvor der indleveres en skriftlig procedure, eller hvor der efter på-

læg fra retten skal afgives en skriftlig oversigt.

For så vidt angår nævningesager og andre bevistunge sager, som f.eks. sa-

ger med mange teleoplysninger, fremgår det af de vejledende takster, at

der kan være grundlag for nogen forhøjelse af den anvendte sats. Væsentli-

ge forhøjelser af salærer, der er fastsat efter tidsforbrug i retten eller efter

sagens karakter, forudsætter i almindelighed en specificeret skriftlig time-

opgørelse fra advokaten.

For så vidt angår bistandsadvokater fremgår det af de vejledende takster, at

salær for deltagelse i hovedforhandlinger af indtil 2 timers varighed fast-

sættes med udgangspunkt i et tidsforbrug på mellem 2 og 4 timer til mel-

lem 3.400 og 6.800 kr. Taksten omfatter også samtaler på kontoret med

klienten, indhentelse af oplysninger, udarbejdelse af erstatningsopgørelse,

forberedelse til hovedforhandlingen og indsendelse af erstatningsopgørelse

til Erstatningsnævnet.

Der kan i henhold til de vejledende takster herudover ydes salær for rime-

ligt og relevant tidsforbrug, herunder ved deltagelse i hovedforhandlinger

af mere end 2 timers varighed, med 1.700 kr. pr. time.

2.9.1.7.

Det fremgår af § 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner,

at den person, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget

valg. Undersøgelseskommissionen kan beskikke en bisidder for personer

omfattet af stk. 1, jf. § 21, stk. 2.

Det fremgår af § 24, stk. 1, at justitsministeren fastsætter salær og godtgø-

relse til bisidderen efter de takster, der gælder for forsvarere i straffesager.

Undersøgelseskommissionen afgiver indstilling til justitsministeren herom.

Den beskikkede bisidder må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over

det beløb, der er fastsat efter stk. 1, jf. § 24, stk. 2.

2.9.1.8.

Der findes i retsplejelovens kapitel 39 særlige regler om behand-

ling af sager om mindre krav (småsager).

Reglerne i kapitel 39 finder ifølge retsplejelovens § 400 anvendelse på by-

retssager, herunder boligretssager, vedrørende krav, der ikke har en økono-

misk værdi, eller som har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr. Reglerne

finder desuden anvendelse på krav, hvor parterne, efter at tvisten er opstå-

et, aftaler, at reglerne i kapitel 39 skal finde anvendelse. I sager mellem er-

hvervsdrivende om forhold, der vedrører parternes erhverv, kan en sådan

aftale dog også indgås, før tvisten er opstået.

Det følger af retsplejelovens § 408, at sagsomkostningerne i småsager fast-

sættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 30, med den begrænsning der

følger af bestemmelsens stk. 2 for så vidt angår sager, der har en økono-

misk værdi indtil 10.000 kr.

Reglerne i kapitel 39 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 538 af 8. juni

2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og

domstolsreform). Det er i forarbejderne til loven forudsat, at standardbe-

løb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand i småsager,

svarer til et takstmæssigt salær for advokatens deltagelse i hovedforhand-

lingen og en passende forberedelse heraf. Det er endvidere forudsat, at

standardbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbistand,

fastsættes med udgangspunkt i landsretternes vejledende salærtakster for

hovedforhandling i straffesager.

Landsretspræsidenterne har i et notat af 20. december 2007 om sagsom-

kostninger i småsager mv. fastsat en tabel, som retterne tager udgangs-

punkt i, når der træffes afgørelse om fastsættelse af et passende beløb i 1.

instans til dækning af udgifter til advokatbistand eller anden dækningsbe-

rettiget bistand i en sag, der er behandlet efter småsagsprocessen. Tabellen

er senest blevet opdateret ved landsretspræsidenternes notat af 22. septem-

ber 2014 om dækning af udgift til advokat m.fl. i hovedforhandlede småsa-

ger på baggrund af de vejledende takster pr. 1. oktober 2014 for salær til

forsvarere i straffesager m.fl.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

Det følger af finansloven for 2017, at de vejledende takster pr. 1. oktober

2014 for salærer til forsvarere i straffesager, bistandsadvokater samt til be-

skikkede advokater i ægteskabs-, forældreansvars- og børnefjernelsessager

skal reduceres. Baggrunden for justeringen er, at taksterne i perioden fra

2007-2014 er steget med gennemsnitligt 5,8 pct. mere end den generelle

pris- og lønudvikling.

Justitsministeriet har efter drøftelse med landsretspræsidenterne besluttet,

at reguleringen af de vejledende salærtakster flyttes fra landsretterne til Ju-

stitsministeriet.

2.9.3. Lovforslagets udformning

2.9.3.1.

Der foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens

§ 334, stk. 7, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte takster om

salær til beskikkede advokater.

Hvis lovforslaget vedtages, agter Justitsministeriet med hjemmel i den fo-

reslåede bestemmelse bl.a. at fastsætte takster om salær til beskikkede ad-

vokater i ægteskabs- og forældremyndighedssager.

Justitsministeriet agter desuden med hjemmel i bestemmelsen at fastsætte

takster om salær til beskikkede advokater i såkaldte børnefjernelsessager,

dvs. i sager om anbringelse uden for hjemmet i medfør af servicelovens §

58, hvor Ankestyrelsens afgørelse er forelagt byretten i medfør af service-

lovens § 169.

Justitsministeriet agter endelig med hjemmel i bestemmelsen at fastsætte

takster om salær til bistandsadvokater, dvs. advokater, der er beskikket for

forurettede i straffesager.

Justitsministeriet vil ved fastsættelse af salærtaksterne tage højde for, at de

vejledende takster pr. 1. oktober 2014 for salærer til beskikkede advokater

i forældremyndigheds-, ægteskabs- og børnefjernelsessager samt bistands-

advokater i perioden fra 2007 til 2014 er steget med gennemsnitligt 5,8

pct. mere end den generelle pris- og lønudvikling.

Justitsministeriet agter ikke at fastsætte takster for salær til beskikkede ad-

vokater i andre typer af sager. Salæret til beskikkede advokater i andre sa-

ger end forældremyndigheds-, ægteskabs- og børnefjernelsessager vil såle-

des også fremover skulle fastsættes med udgangspunkt i landsretternes vej-

ledende proceduretakster.

Det vil fortsat være den ret, der har foretaget beskikkelsen, som fastsætter

salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i den konkrete sag. De

takster, som Justitsministeriet agter at fastsætte i medfør af den foreslåede

bemyndigelsesbestemmelse i § 334, stk. 7, vil således alene være vejleden-

de og skulle tjene som udgangspunkt for retten i forbindelse med salær-

fastsættelsen.

Det foreslås som følge heraf, at det i retsplejelovens

334, stk. 4, fastsæt-

tes, at retten ved fastsættelse af salær til den beskikkede advokat tager ud-

gangspunkt i de salærtakster, som er fastsat af justitsministeren i medfør af

den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 7, men at retten kan for-

høje salæret, hvis sagen har været særligt tidskrævende for den beskikkede

advokat, eller nedsætte salæret, hvis sagen har været mindre tidskrævende

end normalt for den beskikkede advokat. Herved understreges, at fastsæt-

telse af salær til en beskikket advokat beror på en konkret vurdering, og at

retten – som det også er tilfældet i dag – ved fastsættelse af salæret vil

kunne inddrage sagens karakter i sin afgørelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, og bemærkningerne

hertil.

2.9.3.2.

Der foreslås endvidere indsat en bemyndigelsesbestemmelse i rets-

plejelovens § 741, stk. 3, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsæt-

te takster om vederlag til offentlige forsvarere.

Hvis lovforslaget vedtages, agter Justitsministeriet med hjemmel i den fo-

reslåede bestemmelse at fastsætte takster om bl.a. salær til offentlige for-

svarere for tilståelsessager og hovedforhandlinger af forskellig varighed,

grundlovsforhør, fristforlængelser, herunder på skriftlig grundlag, retsmø-

der under sagens forberedelse samt afhøringer hos politiet. Justitsministeri-

et agter desuden at fastsætte takster om salær for bl.a. fængselsbesøg,

landsretssager, der afsluttes ved ankefrafald inden hovedforhandlingen, og

hovedforhandlinger, der aflyses med kort frist. Justitsministeriet agter end-

videre at fastsætte bestemmelser om forhøjede salærer til forsvarere i straf-

fesager vedrørende særlig økonomisk kriminalitet.

Justitsministeriet vil ved fastsættelse af salærtaksterne tage højde for, at de

vejledende takster pr. 1. oktober 2014 for salærer til forsvarere i straffesa-

ger i perioden fra 2007 til 2014 er steget med gennemsnitligt 5,8 pct. mere

end den generelle pris- og lønudvikling.

Det vil fortsat være den ret, der har foretaget beskikkelsen, som fastsætter

vederlaget til den offentlige forsvarer i den konkrete sag. De takster, som

Justitsministeriet fastsætter i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbe-

stemmelse i § 741, stk. 3, vil således alene være vejledende og skulle tjene

som udgangspunkt for retten i forbindelse med salærfastsættelsen.

Det foreslås som følge heraf, at det i retsplejelovens

741, stk. 2, fastsæt-

tes, at retten ved fastsættelse af vederlag til den offentlige forsvarer tager

udgangspunkt i de salærtakster, som er fastsat af justitsministeren i medfør

af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 3, men at retten kan

forhøje salæret, hvis sagen har været særligt tidskrævende for den offentli-

ge forsvarer, eller nedsætte salæret, hvis sagen har været mindre tidskræ-

vende end normalt for den offentlige forsvarer. Herved understreges, at

fastsættelse af vederlag til en offentlig forsvarer beror på en konkret vurde-

ring, og at retten – som det også er tilfældet i dag – ved fastsættelse af ve-

derlaget til en offentlig forsvarer vil kunne inddrage sagens karakter i sin

afgørelse.

Der foreslås ikke med lovforslaget en ændring af bestemmelserne i lov om

undersøgelseskommissioner om vederlag til beskikkede bisiddere. Dette

indebærer, at bisiddere, der er beskikket i medfør af lov om undersøgelses-

kommissioner, vil blive honoreret efter de takster om salær til forsvarere i

straffesager, som Justitsministeriet agter at fastsætte i henhold til den fore-

slåede bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens § 741, stk. 3, såfremt

lovforslaget vedtages.

Der lægges med lovforslaget heller ikke op til at ændre i forudsætningen

om, at de standardbeløb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokatbi-

stand i de såkaldte småsager, skal fastsættes med udgangspunkt i de vejle-

dende salærtakster for forsvarere i straffesager. Dette indebærer, at de be-

løb, der tilkendes til dækning af udgifter til advokat m.fl. i hovedforhand-

lede småsager vil skulle fastsættes med udgangspunkt i de takster om salær

til forsvarere i straffesager, som Justitsministeriet agter at fastsætte i hen-

hold til den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens § 741,

stk. 3, såfremt lovforslaget vedtages.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne her-

til.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

[…]

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

[…]

5. Administrative konsekvenser for borgerne

[…]

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder herudover ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra

den 14. oktober 2016 til den

11. november 2016

været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer mv.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International, Ankestyrelsen,

Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Fængselsfor-

bund, Dansk Journalistforbund, Dansk PEN, Danner, Dansk Kvindesam-

fund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske, Familie-

advokater, Danske Medier, Danske Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsy-

net, Den Danske Dommerforening, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventi-

ve Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforenin-

gen, Domstolsstyrelsen, Erstatningsnævnet, Faggruppen af Socialrådgivere

i Kriminalforsorgen, Fagligt Fælles Forbund (3F), Foreningen af

Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomichefer, Forenin-

gen af Offentlige Anklagere, Forsikring og Pension, FTF, Gadejuristen,

Hjælp Voldsofre, HK Danmark, HK Landsklubben for Danmarks Domsto-

le, HK Landsklubben for Kriminalforsorgen, HK Landsklubben for Politi-

et, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Joan-Søstrene, KFUKs socia-

le arbejde, KL, Kriminalforsorgens Lokale Præsteforening, Kriminal-

forsorgsforeningen, Kvinderådet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,

Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Krimi-

nalforsorgen, Mødrehjælpen, Offerrådgivningerne i Danmark, Politidirek-

tørforeningen, Politiforbundet i Danmark, Procesbevillingsnævnet, Red

Barnet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Soci-

alt Udsatte, samtlige byretter, SAVN, Seksualpolitisk Forum, Sikkerheds-

Branchen, Socialpædagogernes Landsforbund, Sundhedsstyrelsen, Trykke-

frihedsselskabet, Vestre Landsret, Ældre Sagen, og Østre Landsret.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

Negative konsekven-

ser/merudgifter

Økonomiske konse-

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Administrative kon-

sekvenser for stat,

kommuner og regio-

ner

Økonomiske konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Miljømæssige konse-

kvenser

Ingen

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Overimplementering af

EU-retlige minimumsfor-

pligtelser (sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af retsplejelovens § 41 e, stk. 4, at hvis dokumenter indehol-

der oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomhe-

ders erhvervshemmeligheder, kan den myndighed, der behandler en an-

modning om aktindsigt, bestemme, at dokumentet inden gennemsynet eller

kopieringen anonymiseres, således at de pågældendes identitet ikke frem-

går. I straffesager skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen

anonymiseres, således at medvirkende lægdommeres identitet ikke frem-

går. I sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om seksualforbry-

delser skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymise-

res, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., således at foru-

rettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 også bliver omfattet

af bestemmelsen.

Med forslaget skal dokumenter omfattet af aktindsigtsanmodninger i sager

om overtrædelse af straffelovens § 210 inden gennemsyn eller kopiering

anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Dette indebærer, at forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens §

210, der vedrører incest, sidestilles med forurettede i sager om overtrædel-

se af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.

Der er ikke i øvrigt med forslaget tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens

anvendelsesområde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 58, stk. 3, som et nyt 2. pkt. indsæt-

tes en bestemmelse om, at vedkommende statsadvokat kan beskikke ansat-

te ved statsadvokaterne til at foretage telefonforkyndelser.

Vedkommende statsadvokat skal i forbindelse med beskikkelsen instruere

den beskikkede i, hvordan den pågældende skal foretage telefonforkyndel-

ser, og i øvrigt vejlede den beskikkede med hensyn til dennes pligter.

Selve telefonforkyndelsen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de

regler om telefonforkyndelse, der er fastsat i retsplejeloven og bekendtgø-

relse nr. 816 af 25. juni 2013 om forkyndelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Justitsministeren kan i medfør af retsplejelovens § 58, stk. 6, fastsætte reg-

ler om, i hvilket omfang retterne, politiet, kriminalforsorgen og restance-

inddrivelsesmyndigheden skal foretage og medvirke ved forkyndelser.

Det foreslås, at der indsættes en hjemmel til, at det administrativt kan fast-

sættes, i hvilket omfang statsadvokaterne skal foretage og medvirke ved

forkyndelser.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring

i retsplejelovens § 58, stk. 3, om statsadvokaternes adgang til at foretage

telefonforkyndelse (jf. lovforslagets § 1, nr. 2).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Der findes ikke i dag bestemmelser i retsplejeloven, som generelt hjemler

adgang til digital kommunikation i straffesager.

Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny § 148 c om anvendelse

af digital kommunikation i strafferetsplejen med henblik på at sikre, at der

ikke er hindringer i retsplejeloven for anvendelse af digital kommunikation

som f.eks. e-boks, e-mail eller andre digitale løsninger både for så vidt an-

går fremsendelsesmetoder mv. og indholdet af meddelelser eller dokumen-

ter, eller digitale retsmøder.

Det foreslås i

stk. 1,

at krav om skriftlighed eller underskrift i strafferets-

plejen ikke er til hinder for anvendelse af digital kommunikation både for

så vidt angår fremsendelsesmetoder mv. og indholdet af meddelelser eller

dokumenter mv., eller anvendelse af digitale dokumenter under retsmøder.

Dette indebærer, at bestemmelser i retsplejelovens fjerde bog om straffe-

retsplejen om meddelelser, skriftlighed, anmodninger, begæringer, under-

retninger, indlevering, indgivelse, indsendelse, at sende kopi eller udskrift,

udlevering, fremlæggelse, gennemsyn eller lignende ikke er til hinder for

anvendelse af digital kommunikation.

Forslaget indebærer endvidere, at der ikke tillige skal ske fremsendelse,

indsendelse, udlevering mv. i fysisk form.

Anklagemyndigheden, retterne, advokater, tiltalte og andre parter i en

straffesag vil efter bestemmelsen f.eks. kunne vælge at sende meddelelser

til e-boks eller en e-mailadresse, hvis en sådan er oplyst.

Bestemmelsen tager ikke stilling til, i hvilket omfang digital kommunika-

tion i dag er teknisk muligt hos anklagemyndigheden og retterne.

Med forslaget sikres det endvidere, at bestemmelser om oplæsning, frem-

lægning, forelæggelse, redegørelse, information og lignende ikke er til hin-

der for, at dokumenter mv. kan anvendes i digital form under retsmøder.

Dokumenterne skal dermed ikke tillige foreligge i fysisk form.

Efter bestemmelsen har en afsender mulighed for at vælge, om kommuni-

kation skal ske digitalt – herunder hvilken form for digital kommunikation

– under forudsætning af, at den pågældende form for digital kommunika-

tion er teknisk mulig. Der pålægges således ikke en forpligtelse til at an-

vende digital kommunikation, men afsenderen har en ret til at vælge digital

kommunikation. En afsender kan således fortsat anvende f.eks. fysisk

fremsendelse eller indlevering af meddelelser, akter mv. Borgere pålægges

heller ikke med forslaget en pligt til at modtage eller sende digital kommu-

nikation, ud over hvad der allerede følger af lovgivningen.

Med forslaget forudsættes det, at digital kommunikation skal anvendes i

videst muligt omfang af politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Der

forudsættes således en løbende udvidelse af anvendelsen af digital kom-

munikation og sagsbehandling, efterhånden som it-løsningerne udvikles,

gennemføres og evalueres.

Persondatalovgivningen vil fortsat skulle iagttages, når anklagemyndighe-

den, forsvarere og retterne behandler personoplysninger i forbindelse med

anvendelse af digital kommunikation i strafferetsplejen.

Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i retsplejelovens regler om an-

klagemyndighedens og domstolenes sagsbehandling i straffesager.

Det foreslås i

stk. 2,

at bestemmelser i strafferetsplejen, der stiller krav om

underskrift, ikke er til hinder for, at en meddelelse kan sendes med digital

post. Det er dog en betingelse, at meddelelsen er forsynet med en digital

signatur fra en person – herunder en juridisk person – eller en myndighed.

Hensigten med kravet om digital signatur er at sikre, at meddelelsen stam-

mer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke er blevet ændret un-

dervejs.

Det sikres f.eks. med forslaget, at meddelelser, der skal underskrives, kan

sendes f.eks. med Digital Post (e-boks).

Det foreslås i

stk. 3,

at en meddelelse, der sendes med digital kommunika-

tion, anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for

modtageren.

Efter bestemmelsen anses en digital meddelelse for at være kommet frem

til modtageren på det tidspunkt, hvor modtageren er i stand til at behandle

og læse meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår

modtageren faktisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dette

indebærer, at en digital meddelelse, der er modtaget kl. 23.59 den 30.

november, anses for at være kommet frem den 30. november.

Der tilsigtes ingen ændring for så vidt angår situationer, hvor der modtages

meddelelser på papir. I disse tilfælde vil meddelelsen fortsat skulle modta-

ges inden for almindelig kontortid for at kunne anses for at være rettidig.

I de tilfælde, hvor der er behov for at modtage en meddelelse inden for et

bestemt tidspunkt, må der fastsættes en frist, der indeholder såvel en dato

som et præcist klokkeslæt for, hvornår meddelelsen skal være modtaget for

at være rettidig.

Modtagelsestidspunktet vil i de fleste it-systemer automatisk blive registre-

ret. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges

som følge af problemer med et it-system eller andre lignende problemer,

må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor

meddelelsen blev afsendt, hvis der kan skaffes pålidelige oplysninger om

afsendelsestidspunktet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Den foreslåede § 156 c ændrer den gældende § 156 c i forhold til betingel-

serne for, hvornår der er sket forenklet digital forkyndelse.

Ligesom efter gældende ret vil forenklet digital forkyndelse kunne ske

ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag, gøres til-

gængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikker

kommunikation med det offentlige (f.eks. borger.dk, virk.dk og e-

boks.dk), og at der sker åbning af meddelelsen.

Den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil være en række

yderligere situationer, hvor der er sket korrekt forenklet digital forkyndel-

se.

Det vil således være tilstrækkeligt, at der sker åbning af den hovedbesked,

hvortil den meddelelse, som skal forkyndes, er vedhæftet. Dette er for nu-

værende relevant, når indholdet af den digitale postkasse tilgås via en app.

Det vil endvidere være tilstrækkeligt, at der – uden at den eller de meddel-

elser, som skal forkyndes, åbnes – foretages en aktiv behandling af den ho-

vedbesked, hvortil den eller de meddelelser, som skal forkyndes, er ved-

hæftet. Der kan f.eks. være tale om, at hovedbeskeden videresendes, slettes

eller flyttes.

Det vil herudover være tilstrækkeligt, hvis en ud af flere meddelelser eller

bilag, der er vedhæftet den samme hovedbesked, åbnes eller på anden må-

de behandles. Dette indebærer, at det er tilstrækkeligt til, at der er sket kor-

rekt forkyndelse af en eller flere meddelelser, at et bilag, som er vedhæftet

hovedbeskeden sammen med den eller de meddelelser, som skal forkyn-

des, åbnes eller på anden måde behandles. Tilsvarende vil det være til-

strækkeligt, hvis en enkelt ud af flere meddelelser, som skal forkyndes, åb-

nes eller på anden måde behandles. I den sidstnævnte situation vil samtlige

vedhæftede meddelelser, som skal forkyndes, anses for at være forkyndt.

Dette er for nuværende relevant, når indholdet af den digitale postkasse til-

gås via en internetbrowser.

Det vil således ikke længere være en betingelse for, at der er sket forenklet

digital forkyndelse, at selve den meddelelse, som skal forkyndes, er åbnet.