REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 19
Offentligt

DIIS POLICY BRIEF SEPTEMBER 2016

Normaliseringskampagner forebygger ikke radikale onlinekulturer

UNDGÅ MODNARRATIVERNES

FALDGRUBER

Modnarrativer og normalitetspromoverende

kampagner bliver ofte fremhævet som

universalmidler mod militante bevægelsers

online propaganda. Men kampagnerne er

drevet af en række uheldige antagelser og er

svære at anvende i praksis.

Når befolkningen i almindelighed skal oplyses og

opdrages gribes der ofte til informationskampagner.

Kampagnerne fremhæves også som mulige redskaber

til bekæmpelse af radikale og militante modkulturer på

internettet. Men ét er at ramme brede segmenter i

befolkningen. Det er straks vanskelligere at rette

kommunikationen mod et mindre publikum –

ANBEFALINGER

■

Brug kun modnarrativer, hvis formål, målgruppe

og succeskriterier kan formuleres præcist, og

distributionsstrategien er gennemtænkt fra start

■

Baser ikke modnarrativer på en forestilling om at

kunne redegøre for ’fakta’ om ’virkeligheden’, men

lad i stedet narrativerne tale til følelser, drømme

og holdninger, de unge kan spejle sig i

■

Undlad at anvende kampagner, der promoverer

normalitet som positivt alternativ til radikalisme

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

Virkelighedsforståelse og politisk ståsted

er ikke livsstilsvalg på linje med forbrug

af økologisk kaffe

”Ved at overdrive den jihadistiske propagandas betydning og indflydelse er vestlige

medier og politiske modforanstaltninger blot med til at booste jihadismens

modmagtspotentiale”

sårbare unge, radikaliserede, ideologiske afvigere,

voldelige ekstremister, fremmedkrigere, etc. – som

ikke uden videre lader sig identificere og definere.

Kend formål, målgruppe og afsender præcist

Modnarrativer og kampagner, der promoverer

normalitet som positivt alternativ til radikalisme, kan

have vidt forskellige formål. En succesfuld strategi

fordrer derfor, at formålet formuleres præcist. Er

formålet eksempelvist at få unge mennesker til at

afstå fra Jihad-rejser til konfliktområder i Mellemøsten

eller afstå fra brugen af vold i den hjemlige kontekst?

Er formålet at påvirke dem til at forlade voldelige

miljøer, eller er det at få individer eller grupper til at

skifte holdning – at erstatte deres radikale ideologi og

virkelighedsopfattelse med noget mere moderat og

alment accepteret? Formålene er meget forskellige og

fordeler sig over en bred vifte fra exit og disengage-

ment (adfærdspåvirkning) til afradikalisering og

normalisering (holdningspåvirkning).

Målgruppe og succeskriterier varierer naturligvis med

formålet, og her står modnarrativerne over for en

vanskelig opgave. På grund af radikaliserings-

begrebets flygtighed og manglende præcision vil

målgruppen forblive vanskelig at identificere og

definere. Hvem er de sårbare unge eller de ideologiske

afvigere? Skal man satse på at påvirke holdninger eller

adfærd? Kategoriseringerne er abstrakte og svære at

anvende i praksis. Desuden er det usikkert, hvordan

man kan måle onlinekampagnernes succes. Antallet

af clicks, likes eller delinger er i sig selv ikke tilstrække-

lige mål, da det hverken siger noget om udbredelse

eller effekt i målgruppen. Usikkerhed om målgruppe

og succeskriterier gør således modnarrativerne til en

tilgang med mange faldgruber.

Brug derfor kun

modnarrativer, hvis formål, målgruppe og succeskrite-

rier kan formuleres præcist fra start.

Herudover melder spørgsmålet sig om, hvem der skal

stå for udbredelsen af et givent modnarrativ. Det

sætter kampagnerne i et afsenderparadoks. Blandt de

mest centrale argumenter er her, at afsenderen helst

ikke skal associeres med myndighederne, ellers vil det

blot styrke modsætningsforholdet og virke kontra-

produktivt. Samtidig er det dog en identitetspolitisk

misforståelse at opfatte eksempelvis moderate

imamer som stemmer ’indefra’, der kan tale unge

radikale islamister og fremmedkrigere til fornuft.

Imamerne repræsenterer præcis den normalitet og

autoritet, som de unge forsøger at gøre op med. Her

vil en hjemvendt kriger formodentlig være et bedre

bud. Men denne ’tvivlens stemme’ indefra er nærmest

umulig at gøre til genstand for myndighedernes

strategiske kommunikation uden derved at ødelægge

effekten. Modnarrativers distributionsstrategi skal

derfor også nøje gennemtænkes.

Modnarrativer som diskursive våben

I jagten på nye våben til det diskursive arsenal af

forskelligartede modnarrativer pakkes problemforstå-

elsen ofte ind i to metaforiske rammer, der peger

forebyggelsespolitikken i en forkert retning. Den første

problematiske metafor – som dette policy brief også

låner sin sprogbrug fra – er krigsmetaforen. Her er

den grundlæggende antagelse, at informationer kan

forstås og anvendes strategisk som våben i en virtuel

krig. Modnarrativer tænkes som informationsbomber

med kognitive vira, der smitter ved kontakt og påvirker

individers handlinger. De diskursive propaganda-

bomber skal derfor ifølge logikken ramme så mange

som muligt. Den mere præcise forklaring på (mod)

propagandaens påvirkningseffekt omtales dog aldrig,

og påvirkningen forstås ofte implicit som en naturlig

effekt af eksponering. Udbredelsen af informationerne

eller narrativerne er dog ikke lig påvirkning, og

mennesker påvirkes ikke så direkte og entydigt til

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

handling, som propagandakrigstilgangene forudsæt-

ter. Modnarrativer kan ikke planlægges og forberedes

som troppebevægelser på en slagmark.

Set i et større perspektiv er den militante jihadismes

propaganda, som myndighederne ofte forsøger at

forsvare sig imod, blot en dråbe i internettets hav af

normalitetsstabiliserende og provestlige budskaber.

Der findes kun én hegemon på det globale informati-

onsmarked; USA og Vesten. Ved at overdrive den

jihadistiske propagandas betydning og indflydelse er

vestlige medier og politiske modforanstaltninger

således blot med til at booste jihadismens mod-

magtspotentiale.

De forskellige modnarrativer anvender en forsimplet

individforståelse, hvor (sårbare) unge reduceres til at

være sociale produkter af de forhåndenværende

informationer. Men radikale onlinekulturer udspringer

af meget andet end simpel propaganda. Radikale

narrativer udgøres ikke bare af strategisk valgte ord,

men af mennesker og sociale praksisser. Relationer,

drømme, følelser, politik etc. spiller en væsentlig rolle.

Radikale onlinekulturer handler om det sociale

fællesskab og den identitet, som blandt andet skabes

omkring delingen af budskaber og billeder. Når visse

modnarrativer forsøger at fremstille ’fakta’ om,

hvordan virkeligheden ser ud, ignorerer de den

kendsgerning, at narrativer altid fremhæver nogle

informationer frem for andre og taler ind i en specifik

politisk kontekst. Dette kan de fleste radikale unge

gennemskue, hvorfor modnarrativerne får en aura af

manipulation.

Baser derfor ikke modnarrativer på en

forestilling om at kunne redegøre for ’fakta’ om virkelig-

heden, men lad dem i stedet tale til følelser, drømme og

holdninger, de unge kan spejle sig i.

Normalitetskampagner til identitetsmarkedet

Den anden problematiske metafor, markeds-

metaforen, er grundlagt på ideen om, at man kan

sælge de unge mennesker et bedre alternativ til

eksempelvis islamisme eller den militante jihadisme.

Her tænkes identitet og politisk ståsted som et

spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og unge

Udfordringerne fra onlineradikalisme og voldsforherligende propaganda kan ikke blot forstås som et strategispil, og modnarrativer kan ikke smi-

des som informationsbomber på de sociale medier. Foto: Amerikanske soldater smider pamfletter over en irakisk landsby i 2008.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

DIIS POLICY BRIEF SEPTEMBER 2016

mennesker betragtes som forbrugere på et identitets-

marked. Denne metafor leder til en forestilling om, at

de rationelle identitets-shoppere blot mangler de

korrekte informationer og de attraktive alternativer for

at kunne foretage sunde livsvalg, når de står ved

maskehylden og skal vælge deres identitet. Men for

det første er det at ’sælge’ identitet ikke som at sælge

andre produkter til en forbruger. Inden for markeds-

analogien svarer onlineradikalismens normalitetskriti-

ske ungdom til en kritik af forbrugerisme. Her er det

nødvendigt først at skabe alternative forbrugsmøns-

tre, hvor det etiske valg er indlejret (som fx i fair trade

produkter). Reelle alternativer til normalitet er

påkrævet.

For det andet er det en noget større udfordring at

’sælge’ et andet verdenssyn – en anden ideologi –

end blot at sælge et alternativt konsumprodukt.

Virkelighedsforståelse og politisk ståsted er ikke

livsstilsvalg på linje med forbrug af økologisk kaffe.

Derfor er udfordringen ikke kun et spørgsmål om at

analysere den radikale propaganda og alliere sig med

marketingseksperter og manuskriptforfattere til at

udforme overbevisende modfortællinger, der promo-

verer den danske middelklassenormalitet som et

positivt alternativ til radikalisme. En del af radikalis-

mens tiltrækningskraft er netop, at den gør op med en

normalitetsforståelse, der for mange unge forekom-

mer uopnåelig, og som ikke rummer den politiske og

religiøse forskellighed, de efterspørger.

Undlad derfor

at anvende normalitetskampagner.

Læs mere om radikalisering i de to policy briefs fra 2015

Kampen mod online radikalisering starter offline

Radikalisering: Et

politisk konstrueret begreb

af Tobias Gemmerli,

Tobias Gemmerli, cand.scient.pol., International Sikkerhed ([email protected]) .

Forsideillustration: Pawel Kuczynski

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER