REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 19
Offentligt

DIIS POLICY BRIEF SEPTEMBER 2016

Et radikalt forsvar for demokrati

GIV PLADS TIL ANTIDEMOKRATISKE

YTRINGER

Vores demokratiske kultur kan fungere som

bolværk mod radikalisering, hvis vi skaber

plads til flere radikale bevægelsers politiske

projekter i den offentlige debat.

Der bliver ofte peget på demokratiets frihedsgrader

som et af problemerne i konfrontationen med radikal-

isme og politisk vold: Ytringsfrihed understøtter

spredningen af radikale ideer, og forsamlingsfrihed

understøtter radikale fællesskaber. Men de demokrati-

ske frihedsgrader kan også være en del af løsningen.

De kan skabe offentlig debat om radikale og anti-

demokratiske bevægelsers anklagepunkter og utopier.

De kan invitere bevægelserne ud i det offentlige rum

og skabe synlighed om modkulturernes virkemåder.

Selvom mange politiske uenigheder er uløselige, og

ANBEFALINGER

■

Accepter en reel politisk uenighed og støt

initiativer, der skaber rum for en kritisk

samfundsdebat

■

Tag radikale holdninger, frustrationer og kritikker

alvorligt, giv plads til lovlige radikale ytringer i den

offentlige debat, og fokuser på bekæmpelse af

ulovlige handlinger

■

Adresser åbent de dilemmaer og kompromisser,

som er en del af moderne udenrigs- og

sikkerhedspolitik

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

Fundamental politisk uenighed er et

demokratisk grundvilkår

” Succeskriteriet for en effektiv forebyggelsespolitik er fraværet af politisk vold og

kriminalitet samt øget demokratisk deltagelse”

konsensus næppe er et realistisk ideal, kan alene

inklusionen i den offentlige debat skabe en følelse af

medansvar over for samfundsfællesskabet.

Demokratisering i stedet for afradikalisering

Der er to dominerende tilgange til radikale eller

antidemokratiske bevægelser og deres online-

propaganda. Enten vil man bekæmpe dem med

sanktioner og uddrive dem fra fællesskabet, eller også

skal de normaliseres og tales til fornuft. Begge

tilgange forhindrer en virkningsfuld demokratisk

offentlighed. Bekæmpelse og udgrænsning øger blot

modmagtspotentialet og eskalerer konflikten, og selv i

den parlamentariske debat er det sjældent argumen-

tet, som vinder (uanset hvor faktuelt velfunderet det

er). Det er derimod kompromisset, der respekterer

forskellene mellem de involverede parter, som skaber

en parlamentarisk fællesånd. Samme anerkendelse af

den radikale og antidemokratiske

Anden

som politisk

modstander er nødvendig, hvis vi skal forebygge

politisk vold. Anerkend derfor, at manglende konsen-

tisk grundvilkår – ikke udtryk for radikalisering.

Radikale modkulturer

politiske

Radikaliseringsdebatten hjemsøges af to vildfarelser.

På den ene side er det en misforståelse at antage, at

vi alle grundlæggende er ens, ønsker de samme ting

og har de samme mål i livet. På samme tid er det også

en misforståelse, at vi grundlæggende er forskellige

og adskilt af civilisatoriske og kulturelle essenser.

Problemet er, at den første tilgang underkender det

politiske, mens den anden tilgang essentialiserer det.

Den første tilgang får hele problemet til at handle om

nære sociale forhold og peger på normaliteten som

det ’gode’, apolitiske alternativ. Den anden tilgang,

som primært fokuserer på radikal Islam, vil enten

bruge såkaldte moderate imamer til at sende budska-

ber ind i radikale miljøer eller gå i rette med religionen

og ideologien, fordi den anses som hovedårsag til

volden eller som uforenelig med danske værdier.

Begge tilgange fjerner de politiske nuancer fra

problemstillingen.

Hvis modnarrativer og informationskampagner

eksempelvis konstrueres ud fra disse to misforståel-

ser, skaber det enten budskaber, som promoverer en

apolitisk multikulturel normalitet blottet for radikalitet

og samfundskritik, eller budskaber, som postulerer at

kende sandheden om verdens tilstand og religioners/

ideologiers rette betydning. Den første tilgang

konstruerer glansbilleder uden identifikation. Den

anden tilgang er en direkte provokation over for dem,

der er fundamentalt uenige med de præmisser og

virkelighedsbeskrivelser, modbudskaberne baseres

på. Selvom det ikke er intentionen, risikerer budska-

berne altså at fremstå arrogante i modtagernes øjne,

hvilket blot øger polarisering.

Accepter i stedet reel

politisk uenighed og støt initiativer, der skaber rum for

en kritisk samfundsdebat.

sus og uløselige uoverensstemmelser er et demokra-

Den nuværende radikaliseringsforebyggelse skaber i

modsætning til demokratisk inklusion et øget pres på

normaliteten. Almindelige, ungdommelige identitets-

eksperimenter (fx eksperimenter med online-

radikalisme) ses i stigende grad som udtryk for tidlig

radikalisering, hvorved mistrivsel og afvigelser fra den

’sunde’ normalitet uforvarende kobles til selv det

mindste spor af ideologisk fremmedhed. Det skaber et

øget pres på normalisering (normalbilledet indsnæv-

res og afpolitiseres), og alle samfundsborgere afrettes

efter den samme (politisk korrekte) skabelon. Herved

forringes den samfundsskabte spejlsal af mulige

identiteter og udtryksformer, som den enkelte kan

udtrykke sig igennem. Det styrker de ekskluderedes

had til normalbilledet, og modstanden forøges.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

Flere stemmer i debatten

Et alternativ til normalisering eller identitetspolitisk

koldkrig er at konkretisere og kontekstualisere det

mangefacetterede felt af problemstillinger, som

bevægelser og modkulturer vokser ud af. Det gøres

ved at inkludere radikale og antidemokratiske bevæ-

gelsers politiske og sociale kritikker i den offentlige

debat. Frem for at gøre udfordringerne fra radikale og

antidemokratiske ideer og bevægelser til spørgsmål

om statens suverænitet, sandheden om verdens

tilstand eller normalisering af politiske afvigere skal

debatten genrejse de politiske modsætningsforhold

og problemstillinger, som ellers i det skjulte genererer

følelser og politisk vilje til også med vold at søge

alternativer til den liberaldemokratiske velfærdsstat.

For at fremme den åbne, demokratiske debat, behøver

vi et endegyldigt opgør med forestillingen om, at der

er en 1:1 sammenhæng mellem radikale holdninger og

radikale handlinger. På den ene side opretholdes et

demokratisk status quo med voldelige midler, ved at

staten udøver sit legitime voldsmonopol. På den

anden side er det muligt at gå ind for samfunds-

omvæltninger uden direkte at udfordre voldsmonopo-

let. Åbenheden af de politiske mulighedsstrukturer,

dvs. statens vilje til at skabe adgang til de politiske

beslutningsprocesser og demokratisk debat om

beslutningernes grundlag, samt åbenheden af den

offentlige debat er med til at påvirke, om radikale

modstandsformer finder udtryk inden for det demo-

kratiske rum eller ender i voldelige excesser. Historisk

set har Danmarks været proaktiv i brugen af den

demokratiske frustrationsventil ved blandt andet at

give ytringsfriheden vide rammer. Vi bør også

fremadrettet stole på vores demokratiske åbenhed

frem for at satse på mindre frihed, mere censur og et

stærkere meningsmonopol.

Drop derfor ideerne om ideologisk afradikalisering af

vildfarne unge. Det indsnævrer blot samfundets

normalitetsforståelse og skaber en mindre margin for

ikke-voldelige modkulturer. Succeskriteriet for en

effektiv forebyggelsespolitik bør ikke være normalise-

ring, men fraværet af politisk vold og kriminalitet samt

øget demokratisk deltagelse.

Tag derfor radikale

holdninger, frustrationer og kritikker alvorligt, skab

mere plads til lovlige radikale ytringer, og fokuser på

bekæmpelse af ulovlige handlinger.

Tilgange til radikalisering

Første dominerende

tilgang

Essentialisering

(fokus på kulturel eller

religiøs andethed)

Anbefalet tilgang

Anden dominerende

tilgang

Tilgang til radikalisme

og politisk vold

Demokratisk debat

(repolitisering)

Afpolitisering og

individualisering

Konflikthåndtering på

politisk niveau

Kamp mellem ideologi-

er eller civilisationer

(Islam vs. Vesten)

Politisk konflikt

(samfundspolitikken ind-

drages i problemforståelse)

Ingen politisk konflikt mulig

(fokus er udelukkende på

nære sociale og individuelle

forhold)

Løsningsforståelse

Censur og forbud

(begrænsning af

frihedsrettigheder)

Åben politisk kultur

(accept af radikalisme og

antidemokratisme)

Afradikalisering og

normalisering

Dette brief anbefaler en bedre balancegang mellem de to dominerende tilgange til radikalisering.

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 19: Policy Briefs fra DIIS om strategiske modnarrativer

DIIS POLICY BRIEF SEPTEMBER 2016

Vi bør også fremadrettet stole på vores

demokratiske åbenhed frem for at satse på

mindre frihed, mere censur og et stærkere

meningsmonopol

”For at fremme den åbne, demokratiske debat, har vi brug for et endegyldigt opgør med

forestillingen om, at der er en 1:1 sammenhæng mellem radikale holdninger og radikale

handlinger

”

Ærlighed om de politiske realiteter

Informationskampagner har svært ved at forholde sig

til radikale kritikkers politiske kompleksitet. Princippet

om, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor

i glashus, burde derfor fungere som rettesnor for alle

modnarrativer og kampagner. Vestlig propaganda

arbejder ofte med stærkt forsimplede virkeligheds-

beskrivelser, samtidig med modparten anklages for at

gøre præcis det samme. Et budskab om at afstå fra

voldelig aktivisme i konfliktzoner risikerer at ramme

ved siden af, hvis afsenderen af budskabet selv er

voldeligt engageret (som fx den danske stats deltagel-

se i krigen i Syrien/Irak).

Meget brændstof til eksempelvis islamistiske og

jihadistiske gruppers fortællinger er netop den store

diskrepans mellem det, som vestlige regeringer siger,

de gør, og det, som de reelt foretager sig. Det realpoli-

tiske virkelighedsbillede spiller en helt central rolle i

onlinepropagandaen. Politikere taler om demokrati,

fred og menneskerettigheder, men arbejder ud fra en

diplomatisk pragmatisme på den internationale scene

og må indgå kompromisser for at sikre statens

interesser. Når realpolitikken nødvendiggør uhellige

alliancer med menneskerettighedskrænkende stater

som Israel, Tyrkiet eller Saudi Arabien, bør embeds-

mænd og politikere gøre mere for at legitimere den

realpolitiske diskurs i stedet for at overtrække

politikken med retorisk glassur, der fornægter den

politiske realitet.

Adresser derfor åbent de dilemmaer

og kompromisser, som er en del af moderne udenrigs-

og sikkerhedspolitik.

Tobias Gemmerli, cand.scient.pol., International Sikkerhed ([email protected])

Forsideillustration: Pawel Kuczynski

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER