Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Naturforvaltning
J.nr. SVANA-600-00021
Ref. MEH
Den 1. september 2017
Høring af udkast til ændring af lov om jagt og vildtforvaltning.
Miljøstyrelsen sender hermed udkast til ændring af lov om jagt og vildtforvaltning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017, i offentlig høring.
Miljø- og fødevareministeren besluttede i december 2016 en ny model for
forvaltning af kronvildt med det formål at sikre flere ældre hjorte i bestandene,
sikre en bedre køns- og aldersfordeling i bestandene, sikre færre skader på marker
og i skovene, fortsat sikre en etisk jagtudøvelse samt sikre bedre geografisk
spredning af bestandene.
Som en del af opfølgningen på modellen skal dette lovforslag bidrage til opfyldelse
af disse formål og skabe rammerne for den fremtidige forvaltning af kronvildt til
gavn for både jægere, lodsejere og borgerne i øvrigt.
Lovforslaget indeholder derfor dels en mulighed for at ministeren kan fastsætte
nærmere regler om iværksættelse af tidsbegrænsede initiativer med henblik på en
forskningsmæssig afprøvning af jagt- og vildtforvaltningsformer, redskaber og
metoder. Desuden har lovforslaget til formål at skabe mulighed for, at ministeren
kan fastsætte nærmere regler om fodring af vildt og om jagtformer. Desuden
indeholder lovforslaget en mulighed for at ministeren kan fastsætte nærmere
regler med henblik på at iværksætte undersøgelser af buejagt på kronvildt og
dåvildt, ligesom lovforslaget indeholder hjemmel til, at ministeren kan fastsætte
regler om jagt med visse rovfugle.
Endelig skaber lovforslaget hjemmel til at ministeren kan udstede regler, der gør
det muligt at fjerne aflæggelse af haglskydeprøve som en betingelse for at aflægge
riffelprøve eller buejagtprøve.
Afgivelse af høringssvar
Eventuelle høringssvar bedes være Miljøstyrelsen i hænde
senest fredag den
29. september 2017 kl. 12.00.
Der gøres opmærksom på, at høringssvar oversendes til Folketingets Miljø-og
Fødevareudvalg.
Miljøstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100
København Ø
Tlf. 72 54 40 00