Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del Bilag 586
Offentligt
Om kulbrinteskat og kvotekonger
I 1982 indførte vi en særlig afgift på udnyttelsen af ressourcer-
ne i undergrunden. Hvorfor valgte vi da 20 år senere at over-
lade ressourcerne i havet til en snæver kreds af personer?
Som A.P. Møller i 1962 fik fiskerne en eneretsbevilling. Gratis.
Af Jørn Astrup Hansen
Tidligere bankdirektør, cand. oecon.
en 15. august 2017 offentliggjorde Rigsrevisionen sin beretning om
kvotekoncentrationen i dansk fiskeri. Seks dage senere oplyste A.P. Møller
Mærsk, at selskabet havde solgt Mærsk Olie & Gas, der siden 1974 har været
operatør på Dansk Undergrunds Consortiums aktiviteter i Nordsøen, til det franske
olieselskab Total. Det ligger lige for med en sammenligning af den måde, vi forholder
os til fiskeressourcerne på, med den måde, hvorpå vi har forvaltet adgangen til
ressourcerne i undergrunden.
Fra 40 kroner i stempelgebyr
til 418 milliarder kroner i kulbrinteskat
Salget af Maersk Olie & Gas gav pressen anledning til at genopfriske historien om den
danske nordsøolie og den gamle skibsreder, der i 1960, af nationale grunde, tilbød
regeringen at forestå efterforskningen og udvinding af olie og gas i den danske
undergrund. Tilbuddet førte i juli 1962 til en aftale, som eftertiden har bedømt som
for
favorabel. For Maersk og selskabets udenlandske partnere. A.P. Møller, der for
koncessionen måtte betale 40 kroner i stempelgebyr, havde inden et år videresolgt 75
pct. af rettighederne ifølge koncessionen.
A.P. Møller, der forpligtede sig til et efterforskningsbudget på 30 millioner kroner, fik
en eneretsbevilling på 50 år, dog således at bevillingen efter 10 år skulle falde tilbage
til staten, såfremt der ikke forinden var iværksat en produktion. Man kan få det
indtryk, at regeringen ikke helt matchede hr. Møller i forretningsmæssig kløgt;
formanden for Ministeriernes Undergrundsudvalg var ekspert i privatbanernes forhold.
Viggo Kampmann, der indgik aftalen med A.P. Møller, forudså, at der senere kunne
komme krav om en genforhandling, såfremt bevillingerne førte til betragtelige,
overnormale gevinster for A.P. Møller. - Den tid, den fryd, som Kampmann udtrykte
sig. Men ret fik han. Der blev senere gjort indhug i eneretten, og i 1982 vedtog
Folketinget at beskatte det overnormale afkast (ressourcerenten) ved udvinding af
olie og gas i undergrunden; Danmark fik en kulbrinteskat.
Fiskerettigheder for 14 milliarder kroner
Med fiskerireformen i 2002 fik vi omsættelige fiskekvoter. Vi gav en afgrænset kreds
af fiskere (dem, der tilfældigvis var i erhvervet ved reformens ikrafttræden) eneret til
D
 MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 586: Henvendelse af 2/9-17 fra Jørn Astrup Hansen, København Ø, om koncentrationen af fiskekvoter
at hente fisk op af havet til en årlig anslået værdi af 3,5 milliarder kroner. A.P. Møller
betalte 40 kroner for eneretten. Fiskerne fik den foræret. A.P. Møller fik eneret i 50 år.
Til fiskekvoterne var der oprindeligt knyttet et opsigelsesvarsel på 8 år, som siden er
forlænget til 16 år. Kvoterne kan således tidligst inddrages i 2033; eneretten vil
dermed komme til at gælde i mindst 30 år.
Siden 1982 har staten opkrævet en kulbrinteskat på 418 milliarder kroner. Beløbet
repræsenterer en særlig beskatning af det overnormale afkast, der er forbundet med
at pumpe olie og gas op af undergrunden. Men hvis der skal betales en særlig skat af
det overnormale afkast
–
og det har, som man kan se, været betydeligt
–
hvorfor skal
fiskerne da ikke svare en særlig skat af det overnormale afkast, der er forbundet med
retten til at pumpe fisk op af havet? I vidt omfang bliver fisken faktisk pumpet op!
Det Økonomiske Råd har tidligere skønnet værdien af fiskerettighederne til ca. 14
milliarder kroner. Skønnet forekommer sandsynligt; med kvoterne følger retten til
hvert år at hente fisk op af havet til en værdi af ca. 3,5 milliarder kroner. Uden at
skulle betale for det. Det er dog de færreste virksomheder, der kan se bort fra
udgifter til indkøb af råvarer.
Fiskerne betaler
–
men til de forkerte
Til alt dette vil fiskerne indvende, at de allerede har betalt for fiskekvoterne, og at den
kvotekoncentration, som har givet anledning til så megen fortrydelse blandt
politikerne, er et resultat af en markedsmæssig tilpasning, som de samme politikere
slap løs, da fiskekvoterne blev gjort omsættelige.
Det er naturligvis korrekt, at der er betalt for kvoter, som er omsat, siden kvoterne
blev gjort omsættelige. Men fiskerne har betalt til hinanden. Efter omstændighederne
til sig selv
–
ved koncerninterne transaktioner, der booster den bogførte egenkapital
og fører afskrivninger med sig. De bedste handler er ofte dem, man laver med sig selv
–
og skattevæsenet.
Stordriftsfordele fører til koncentration
Det er klart, at indførelsen af omsættelige kvoter har ført til en omfordeling af
kvoterne. Det var jo netop hensigten. Men hvorfor blev kvotekoncentrationen
åbenbart så meget større, end politikerne havde forestillet sig? Det gjorde den, fordi
al fiskeri
–
bortset fra lystfiskeri
–
er kendetegnet ved meget betydelige
stordriftsfordele.
Når kvoterne er frit omsættelige, bliver de mindre fiskere uvægerlig udkonkurreret af
de store redere. Et stort skib, og de største
er
meget store, kan for praktiske formål
opfiske yderligere kvoter med en uændret fangstindsats. Jo større skib, jo mere er
den næste kvote værd for rederen. At kvoterne ender hos de største redere kan ikke
undre. Men det kan undre, at de ikke skal betale samfundet for fisken.
En ressourceafgift vil stabilisere fiskeriet
Kulbrinteskatten indbragte i 2013 staten 23,6 milliarder kroner; i 2016 androg beløbet
blot 1,9 milliarder kroner. Med faldet i olieprisen faldt også det overnormale afkast på
nordsøolien
–
og dermed ressourcerenten og kulbrinteskatten. I fiskerierhvervet
opkræves ressourcerenten ikke. Men når rederne erhverver kvoter, betaler de for
forventet fangst i opsigelsesperioden; det er åbenbart, at mange i erhvervet helt ser
 MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 586: Henvendelse af 2/9-17 fra Jørn Astrup Hansen, København Ø, om koncentrationen af fiskekvoter
bort fra, at rettighederne kan inddrages. Det er en risikabel business. For sent vil det
gå op for rederne og långiverne.
Det ville stabilisere forholdene i fiskerierhvervet, om man ikke kapitaliserede den
forventede værdi af fiskerettighederne men løbende betalte en særlig afgift af det
overnormale afkast (ressourcerenten), der måtte være forbundet med fiskeriet. Det
ville i svær grad reducere kapitalbindingen og de finansielle risici i erhvervet. Og det
ville lette adgangen til erhvervet, som i dag er forbeholdt en eksklusiv klub.
Kronikken kunne den 2. september 2017 læses i Berlingske