MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 521: Rapporten Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande som er udarbejdet af DTU i samarbejde med KU-SUND, fra miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del Bilag 521
Offentligt

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske

farvande

Fødevarestyrelsen har i brev af 22.maj 2017 anmodet om en analyse af risikoen for lakselus ved

placering af nye havbrug i danske farvande

J. nr

2017-14-81-04633, idet DTU Vet er blevet bedt

om at være tovholder på besvarelsen med inddragelse af ekspertise fra KU-Sund IVH og DTU

Aqua. Analysen skal beskrive hvilke lakselus-relaterede forholdsregler, der kan være relevante at

tage ved placering og drift af nye havbrug med regnbueørred og laks.

Sammendrag

Lakselus er for tiden det største problem for lakseindustrien i Norge, Skotland og Færøerne og

meget betydelige forskningsmidler anvendes på udvikling af bæredygtige profylaktiske og

terapeutiske tiltag. På baggrund af litteraturstudier og egne undersøgelser i Danmark har en gruppe

bestående af seniorforsker Anders Koed, DTU-Aqua, professor Kurt Buchmann, KU-Sund og

professor Niels Jørgen Olesen, DTU-Vet udarbejdet følgende rapport og kortfattede svar på de

stillede spørgsmål

•

områder, hvor lakselus sandsynligvis vil blive et stort problem under diverse

forudsætninger:

Ved salinitet >25 ‰

områder, hvor lakselus muligvis kan blive et problem:

Ved salinitet mellem 18 ‰ og 25 ‰

områder, hvor lakselus sandsynligvis ikke vil blive et problem:

Ved salinitet <18 ‰

Hvilke fiskearter vil udgøre infektionsreservoiret for lakselus i danske farvande:

Havørred,

Atlanterhavslaks og muligvis regnbueørreder

Eksisterende viden om udbredelsen af lakselus i den nuværende danske havbrugsproduktion:

Lakselus er observerede i danske havbrug ved høje saliniteter

Vurdering af om udbredelse af lakselus i nuværende havbrug har medført smitte til

modtagelige vilde fiskearter og eventuelt sygdomsproblemer hos modtagelige vilde

fiskearter:

Sandsynligheden for at der er sket smitte og efterfølgende sygdomsproblemer

vurderes at være lav

Vurdering af risikoen for smitte med lakselus fra havbrugsfisk til den modtagelige del af den

vilde fauna:

Risikoen vurderes at være lav m.h.t. nuværende havbrug men risikoen kan øges

ved øgede saliniteter.

Braklægning som begrænsende faktor for lakselus:

Vurderes at være positiv for reduktion af

eventuelt smittetryk.

Relevans af etablering af et overvågningsprogram for lakselus:

Det vil være relevant at

etablere et overvågningsprogram omfattende både opdrættede og vilde ørreder ved højere

saliniteter

•

MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 521: Rapporten Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande som er udarbejdet af DTU i samarbejde med KU-SUND, fra miljø- og fødevareministeren

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Baggrund:

Lakselus, (Lepeophtheirus

salmonis)

regnes som den vigtigste, begrænsende faktor for

lakseopdrættet i Norge (EURL workshop 2016). I forbindelse med eventuel oprettelse af havbrug i

Kattegat har der været rejst spørgsmål om sådanne kan medføre øgede risici for lakselusangreb i

fritlevende bestande af laks og ørred i Danmark.

Lakselusens biologi

Lakselus (Lepeophtheirus

salmonis)

er et parasitisk krebsdyr tilhørende copepod gruppen, som

findes på laksefisk, hvor den lever af slim, hud og blod. Hannerne bliver op til 5 mm og hunnerne

ofte mere end 10 mm lange. Lakselus har en generationstid på ca. 6 uger ved en temperatur på 10–

12 °C. Lakselus er en marin parasit og kan derfor ikke gennemføre livscyklus ved lav salinitet eller

i ferskvand. Den har en relativt kompleks livscyklus med en række livsstadier omfattende æg-,

nauplius-, copepodit, chalimus-, preadult- og voksenstadiet.

Lakselusen er naturligt hjemhørende på laks og havørred i danske farvande med høj salinitet. Arten

blev således beskrevet af den danske zoolog Henrik Nikolai Krøyer i 1837, og blev på det tidspunkt

betegnet som almindelig på atlanterhavslaksen

S. salar

(Krøyer 1837; Buchmann 1997).

Lakselus kan have betydelig negativ effekt på vilde havørreder og laks og for en nærmere

redegørelse herom henvises til Bilag 1.

Svar på spørgsmål:

Salinitet, temperatur og andre relevante forhold.

Salttolerancen varierer med lakselusens livsstadier, men opsummeret er lakselus afhængig af en

relativ høj salinitet for at gennemføre livscyklus. Der er en kompleks sammenhæng mellem

saltholdighed og temperatur og populationsdynamikken hos lakselus.

Et eksperimentelt studie af Johnson & Albright (1991) viste at aktive naupliuslarver kunne

produceres ved salinitet på 20 ‰ og derover men ikke ved 15 ‰, medens antallet af aktive

copepodider (første infektive stadie) forekom ved 30 ‰ og var fraværende ved 25 ‰ salinitet og

derunder på laks.

Bricknell et al. 2006 viste, at overlevelse af det frit svømmende copepoditstadium var væsentligt

nedsat ved salinitet under 29 ‰ og at de aktivt søgte mod højere salinitet ved 27 ‰. Til gengæld

kunne fasthæftede lus blive siddende længere på fisk ved lavere salinitet end forudset ud fra

overlevelsesdata af frit svømmende stadier. Således viste Hahnenkamp og Fyhn (1985) at medens

fritsvømmende stadier overlevede < 8 timer i ferskvand kunne voksne stadier overleve i mindst 1

uge under ferskvandsforhold.

Helland et al. 2012, Torstad et al. 2014 og Torstad et al. 2015 har vist betydelig effekt af lakselus på

vilde havørreder og at der er sammenhæg mellem afstand til lakseopdræt og luseantal. Alle

undersøgelser er dog foretaget på laks og med beregning på 34‰ salinitet og anbefaler yderligere

studier af effekten af salinitet.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Wright et al. 2016 beskriver effekten af ferskvandsbehandling på lakselus og viste op mod 100%

dødelighed på under en time af fritsvømmende copepodit- og naupliuslarver.i ferskvand (< 1‰).

Rittenhouse et al. (2016) har, i forbindelse med en udarbejdelse af en dynamisk model til

forudsigelse af infektionsrater for lakselus i havbrug, lavet en meta-analyse af betydningen af

saltholdighed og temperatur for lakselus’ populationsdynamik. Kendte dødeligheder og overlevelse,

fra en lang række videnskabelige undersøgelser, for alle lakselusens livsstadier, i forhold til salinitet

og temperatur, er inkorporeret i modellen. Modellen tager også højde for variationer i salinitet og

temperatur over året. Analysen viser, med brug af disse data og ved at parametrisere

salinitetsafhængige logistiske mortatitetskurver, at lakselus populationer er levedygtige (kan

opretholde populationsstørrelsen) på laks ved alle temperaturer, når saliniteten er 18 ‰ eller

derover. Rittenhouse et al. (2016) anvender bl.a. modellen til forudsigelse af lakselus

populationsdynamik på laks i havbrug ved Syd Newfoundland hvor salintetsregimet angives til ”5th

percentile = 19,92 ‰, median = 22,77 ‰, 95th percentile = 26.06 ‰ ”.

Et nyligt tilsvarende studium af Groner et al. 2016 viste positiv vækstrate af lakseluspopulationer

ved salinitet på over 21 ‰ ved 16 °C og på over 23 ‰ ved 12 °C, medens vækstraten var negativ

ved lavere saliniteter og under alle temperaturforhold. Da Johnson & Albright (1991) fandt at æg af

lakselus kan udvikle sig til levende nauplii ved saliniteter på 20 ‰ men ikke på 15 ‰ beregner

Groner et al. (2016), at æg af lakselus kan udvikle sig ned til ca. 18 ‰.

Fælles for alle publikationer er dog at

L. salmonis

har vækstoptimum ved fuld salinitet ned til 29 ‰.

Alle ovennævnte studier har beskæftiget sig med antal lus og overlevelse af lusens forskellige

stadier, og det har kun været muligt at finde litteratur om fekunditet af lus udsat for lav salinitet i en

enkelt artikel (se nedenfor), medens hidtidige studier af lakselus livscyklus og

reproduktionspotentiale alle er udført ved fuldstyrke salinitet på omkring 34 ‰. (Heuch and

Schram, 1999, Heuch et al. 2000). Et nyligt studium publiceret som preprint af Ljungfeldt et al.

2017 viste dog at der er genetisk betinget varierende overlevelse af voksne stadier af lakselus ved

lav salinitet (15.5-16.3 ‰) med 8,5% og op til 42% overlevelse af lus der stammer fra område med

stærk varierende salinitet mellem 13 ‰ og 30 ‰ i modsætning til 0,2% til 18,5% overlevelse af lus

fra høj saline områder. Til gengæld er fekunditeten af de overlevende voksne hunner efter lav salt

koncentration meget stærkt påvirket idet ingen levende copepoditer udvikledes fra de få nauplier

der blev klækket ved fuld salinitet fra mødre der havde været udsat for lav saltholdighed. Alle

undersøgelserne blev udført på laks og med lus indsamlede fra fjordområde med varierende salinitet

13-30 promille fra regnbueørreder medens lus fra fuld-saline områder var fra laks.

De overfor angivne livscyklusundersøgelser og modelberegninger er baseret på lakselus

parasiterende atlanterhavslaks. Der foreligger ikke tilsvarende undersøgelser for lakselus påhæftet

regnbueørreder, som udvikler en immunreaktion i huden mod lakselus, hvilket kan påvirke

parasittens fekunditet og dermed populationsforhold. Da den følgende besvarelse vedrører

regnbueørredopdræt i dansk farvand bør man tage udgangspunkt i observationer her.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

På baggrund af de teoretiske modelberegninger foretaget af Rittenhouse et al. (2016) og Groner et

al. 2016 med data om lakselus på Atlantisk laks sættes grænsen for hvor lakselus ”sandsynligvis vil

blive et stort problem til 25 ‰”. Da overlevelsesstudier medtaget i disse modelberegninger

ligeledes indikerer at lus vil kunne persistere ved saliniteter ned til 18 ‰ sættes den nedre grænse

for områder hvor lakselus muligvis kan blive et problem hertil.

De danske farvande kan derved inddeles i tre områder i forhold til salinitet (Figur 1):

•

25 ‰: områder, hvor lakselus sandsynligvis vil blive et stort problem under forudsætning af

forekomst af ægbærende hunlus og modtagelige værtsfisk

18 – 25 ‰: Områder hvor lakselus muligvis kan blive et problem og

< 18 ‰: Områder, hvor lakselus sandsynligvis ikke vil blive et problem

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Juli 2014 – juli 2015

Juli 2015 – juli 2016

Juli 2017 – juni 2017

Gennemsnit juli 2014 – juni 2017

Figur 1. Inddeling af de indre danske farvande efter den gennemsnitlige saltholdighed

(baseret på saliniteter i hhv. 0 m, 5 m, 10 og 15 m’s dybde) i forhold til hvor det

vurderes, at lakselus i havbrug kan blive et problem. Se tekst for yderligere forklaring.

Data vedrørende salinitet i perioden 6. juli 2014 – 11. juni 2017 er hentet fra EU

Kommissionens CMEMS (Copernicus Marine Environment Monitoring Service;

http://marine.copernicus.eu/).

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Figur 2. Saliniteten på to udvalgte stationer, nord for Samsø og øst for Grenå, i hhv. 0 m, 5 m, 10 og 15 m’s

dybde (ved Grenå er max dybden lavere end 15 m og er derfor ikke vist). Figuren illustrer, at der er store

variationer i saliniteten i forhold til årstid, år-til-år og vanddybde på begge lokaliteter.

Danske netbure til regnbueørreder er typisk mellem 5 og 8 m dybe, dog med enkelte ned til 10

meter hvor forholdene tillader det. Det må forventes at netbure vil være dybere, ned til 16 m i

eventuelt kommende havbrug i Danmark.

I Kattegat varierer saliniteten betydeligt, både rumligt og med årstiden (Figur 1 og Figur 2) – se link

for en animation, der viser middel saliniteten i de øverste 15 meter af vandsøjlen

(http://130.226.135.83/temp/meanSalt.mp4 ). Animationen viser bl.a., at saliniteten i hele Kattegat

kan være omkring eller over 20 ‰ gennem længere perioder og kan nå op på optimal salinitet for

lakselus på over 29 ‰ i kortere perioder. Det skal bemærkes, at salinitetsmodellen er baseret på

punktmålinger og dermed behæftet med en vis usikkerhed.

Variationen i salinitet i de indre farvande mellem årene er betragtelig, og det kan på den baggrund

forventes, at eventuel forekomst af lakselus vil være ganske varierende fra år til år.

Ud fra teoretiske betragtninger kan det foreslås, at etablering af havbrug med regnbueørreder i

områder, som er på grænsen af lakselusens udbredelsesområde i forhold til salinitet, kan skabe et

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

selektionstryk, der kan resultere i fremkomst af populationer af lakselus, med øget tolerance over

for lav salinitet. Ljungfeldt et al (2017) påpeger således, at behandling af laks mod lakselus med

ferskvand kan føre til at lus udvikler øget tolerance mod lavere saliniteter. Lakselusen har generelt

en høj tilpasningsevne. Den har vist sig at være særdeles god og hurtig til at udvikle resistens mod

diverse bekæmpelsesmidler, og Igboeli et al. (2014) har beskrevet populationer med nedsat

følsomhed overfor hydrogen-peroxid, som er et udbredt bekæmpelsesmiddel i havbrug (Helgesen et

al. 2015). Studier i British Columbia indikerer at lakselus muligvis har tilpasset sig lavere salinitet

end på østkysten (Groner et al 2016). I Danmark har der ikke været gennemført løbende

overvågningsprogrammer m.h.t. lakselusforekomst i vilde og opdrættede bestande. DTU-VET og

KU-SUND har dog jævnligt undersøgt havbrugsregnbueørreder i forbindelse med

fiskehelseundersøgelser, og har ikke observeret problemer med forekomst af lakselus. Som det er

angivet nedenfor er der ved gennemførelse af to målrettede specifikke lakselusundersøgelser

observeret et mindre antal lus (ikke-ægbærende individer).

Hvilke fiskearter vil udgøre infektionsreservoiret for lakselus i danske

farvande?

Havørred

Salmo trutta og

atlanterhavslaks

Salmo salar

er yderst modtagelige for lakselus (Dawson

et al. 1997) og begge arter vides i danske farvande at bære kønsmodne hunner med ægstrenge. KU-

SUND har således i årene 2011, 2012, 2013 og 2014 gennemført en undersøgelse af

lakselusforekomsten på i alt 58 atlanterhavslaks i Danmark. Opgangslaks i hhv. Skjern å og Gudenå

indgik i opgørelsen. Der fandtes på alle laks infektion med kønsmodne hunlus med veludviklede

ægstrenge på disse vilde atlanterhavslaks, som vandrede ind i åsystemerne fra de marine områder.

Ikke-systematiske men løbende registreringer på KU-SUND af lakselus på danske havørreder

(indsendelser fra sportsfiskere af fundne lus, fotos) har vist, at voksne hunlus med ægstrenge

transporteres på vilde havørreder i mindre salte områder, herunder bl.a. Storebælt og Horsens fjord.

En væsentlig forskel på Atlantisk laks og havørred er, at laks altid bevæger sig op i Norskehavet og

Polarhavet på fødevandring, dvs. tilbagevendende gydelaks kommer fra fuldstyrke saltvand, dvs. ca.

34 ‰. Danske havørreder lever derimod, i vid udstrækning, hele deres marine liv i de indre danske

farvande, hvor saliniteten er lavere. En del undersøgelser har vist, at havørreder fra Karup Å, tilløb

til Mariager Fjord og tilløb til Randers Fjord i høj grad vandrer fra Kattegat sydpå til de indre

danske farvande (Pedersen & Rasmussen 2004; Pedersen et al. 2006; Johansen & Løfting 1919;

Kim Aarestrup, personlig kommunikation). Fund af voksne hunlus med ægstrenge i de danske

farvande kan således tyde på, at lakselus gennemfører hele livcyklus her.

Oncorhynchus-arterne

Pukkellaks (Oncorhynchus

gorbuscha)

og ketalaks (Oncorhynchus

keta)

modtagelige for infektion med

L. salmonis

(Morton et al. 2004) ligesom regnbueørred

(Oncorhynchus

mykiss),

kongelaks (Oncorhynchus

tshawytscha)

og coholaks (Oncorhynchus

kisutch)

(Johnson et al. 1992, Fast et al. 2002). Oncorhynchus arter regnes for mindre modtagelige

og følsomme end

Salmo

arterne, hvilket kan tilskrives højere lysosym aktivitet i slim, hurtigere

immunsvar og tykkere hudlag i

Oncorhynchus

(Fast et al. 2002a; Fast et al. 2002b). Men

regnbueørreders følsomhed er fortsat ikke endelig afklaret og der mangler forskning på området

(Gjerde and Saltkjelvik 2009). Det skal her understreges, at følsomhed kan tolkes ud fra

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

sammenligning af antal lakselus pr g. fisk, som er den metode der mest er brugt, eller som

forskellige arters evne til at udvikle kønsmodne hunner med ægstrenge og levedygtige nauplius–

larver, hvor tilstedeværelse

af ægstrenge på en hunlus vil være en indikation på, at værten kan tjene

som reservoir.

Ved løbende undersøgelser på DTU-VET og KU-SUND samt to systematiske undersøgelser ved

KU-SUND er der er endnu ikke registreret eller rapporteret om regnbueørreder med påhæftede

voksne hunlus med ægstrenge i danske regnbueørred-havbrug. Immunmekanismer i huden på

forskellige fiskearter kan påvirke ægproduktion og kvalitet af æg produceret hos ektoparasitter,

hvilket efterfølgende kan påvirke infektiviteten af af infektive larver. Det er derfor væsentligt at

påpege, at arter indenfor slægten

Oncorhynchus,

herunder regnbueørreden (Johnson & Albright

1992; Fast el. 2002), kan inficeres af copepoditstadiet, som efterfølgende kan udvikles til senere

stadier, men fiskene reagerer stærkere (end laks og ørred) med innate immunmekanismer i huden

ved påslag af lakselus.

Et studium fra Irland (O´Donohoe et al. 2016) har vist, et betydeligt antal lus på regnbueørreder i et

havbrug der blev fulgt over 14 år hvoraf de første syv år var sammen med Atlantisk laks og fandt

ingen signifikant forskel mellem antallet på de to arter og studiet omtaler, at forekomsten af mobile

lakselus var den samme for begge arter. Studiet viste til gengæld at behandlingsbehovet for

regnbueørreder var tre gange mindre end for laks. Ved en undersøgelse, der belyser undslupne

regnbueørreders betydning som vektorer for spredning af lakselus, i fjordsystemet omkring Osterøy

i det vestlige Norge, blev der fundet en del voksne hun-lakselus på (redskabsfangede) udsatte eller

undslupne regnbueørreder (Skilbrei 2012). Ved en undersøgelse af brakvandstolerance hos lakselus

anvendte Ljungfeldt et al. (2017) voksne kønsmodne lakselus fra regnbueørreder, som stammede fra

et havbrug i Oster Fjorden hvor saliniteten svinger mellem 13 og 30 ‰. Dette indikerer, at lakselus

kan gennemføre livscyklus på regnbueørred under svingende salinitetsforhold.

Det kan således med vores nuværende viden ikke konkluderes, hvor stor forskel der er på

modtageligheden af regnbueørreder af

Onchorynchus-slægten

i forhold til laks og havørreder af

Salmo-slægten,

da der fortsat mangler undersøgelser under standardiserede salinitets- og

temperaturforhold på regnbueørreder. Det vides således heller ikke om regnbueørreder i opdræt kan

udgøre et infektionsreservoir for lakselus i danske farvande. Vi ved at indvandrende

atlanterhavslaks, som vandrer op i Gudenå kan være inficerede med ægbærende hunlus, og på den

vis vil inficerede laks udgøre et infektionsreservoir. Det er sandsynligt, at vilde havørreder inficeres

i de danske farvande. Denne art vil således også udgøre et reservoir.

Eksisterende viden om udbredelsen af lakselus i den nuværende danske

havbrugsproduktion?

Der er i 2012, 2013 og 2016 af KU-SUND blevet gennemført undersøgelser vedr.

parasitforekomster i de danske havbrug. Disse opgørelser har vist, at der ikke forekommer lakselus i

hovedparten af de danske regnbueørredhavbrug. Der blev registreret få lakselus på enkelte

lokaliteter i området mellem Horsens fjord og Samsø. I 2012 og 2013 (en del af disse resultater er

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

rapporteret af Skov et al. 2014) blev der i tre havbrug fundet i alt 19 individer af lakselus ved

udtagning af en stikprøve på 10 fisk pr havbrug af i alt 190 regnbueørreder. Parasitterne, som blev

indsamlet ved den undersøgelse, var en blanding af forskellige stadier omfattende copepodit-,

chalimus- og preadult-stadier. Der blev ikke fundet adulte hunner med ægstrenge i havbrugene.

Skov et al. (2014) nævner i artiklen, at lakselus-infektionsraten kan være underestimeret, idet

fiskene blev opbevaret i op til fem dage på is og endvidere håndteret (suget op fra burene) i

forbindelse med slagtningen. Hvis man udregner gennemsnits-infektionen (alle udviklingsstadier) i

havbrug i de mest marine områder i Danmark (salinitet 20-24 ‰), hvor lakselus blev registreret, vil

infektionsraten nå op på 0.27, idet der i alt undersøgtes 70 fisk fra dette område. Da andelen af

hunlus (preadult) var under 30 % vil gennemsnittet for netop dette udviklingsstadium være 0.08.

Det skal dog nævnes, at i alle områder blev hunlus med ægstrenge ikke konstateret.

Ved 2012 og 2013 undersøgelserne kunne det ikke udelukkes, at nogle lakselus blev mistet og

derved overset pga. transport og

post mortem

tid inden undersøgelsen var gennemført. De vigtige

informationer af de første registreringer af lus i opdræt gav således baggrund for yderligere

undersøgelser i 2016, som specifikt var iværksat for at belyse forekomsten i yderligere detaljer og

effekten af indsamlingsmetoderne anvendt i 2012 og 2013.

Den målrettede undersøgelse foretaget af KU-SUND i 2016 var således med henblik på at opnå en

yderligere belysning af forekomst og udbredelse i danske havbrug med særligt fokus på havbrug i

de mest saline områder (området fra Horsens fjord og Samsø). Ved denne undersøgelse blev der

heller ikke fundet lakselus i de indre danske farvande med lavere salinitet medregnet Storebælt og

Lillebælt ved undersøgelser af 10 fisk pr. havbrug. I området mellem Horsens Fjord og omkring

Samsø undersøgtes i alt 150 fisk. Af disse undersøgtes de 110 på lokaliteten nord for Samsø

(Nordby bugt), umiddelbart efter fangst, med henblik på at udelukke eventuelle tab af parasitter ved

transport og opbevaring inden undersøgelsen. Ved undersøgelsen registreredes en enkelt parasit, en

preadult hanlus, på disse 110 fisk. Infektion med lakselus i de danske regnbueørred-havbrug i de

mest saline områder må derfor på basis af disse undersøgelser betegnes som varierende mellem

årene, og under alle omstændigheder lav. Da kun helt lakselusfri regnbueørreder udsættes i

netburene efter vinterbraklægningen må det formodes, at de lakselus, som er registreret i anlæggene

stammer fra påslag af infektive copepoditstadier, som enten er produceret ved lokaliteten eller

bringes til lokaliteten med havstrømme fra diverse marine områder, hvor vilde laks og havørreder

har genereret et infektionstryk.

Vurdering af om udbredelsen af lakselus i nuværende havbrug har medført

smitte til modtagelige vilde fiskearter og eventuelt sygdomsproblemer hos

modtagelige vilde fiskearter?

Det er ikke undersøgt om der sker overførsel af lakselus fra regnbueørred i danske havbrug til

elementer i den vilde fauna. Pt. er det derfor ikke muligt at vurdere evt. omfanget af dette i danske

havbrug, men sandsynligheden må på basis af de ovenfor nævnte undersøgelser, der ikke påviste

fund af ægbærende hunlus, vurderes at være lav.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Braklægning som begrænsende faktor for lakselus:

Braklægning, som den praktiseres indenfor dansk havbrug, hvor opdrætsområdet ligger fri for

regnbueørreder i perioden fra december til marts, er hensigtsmæssig vurderet fra en

sundhedsmæssig vinkel. Det gælder således også lakselusforekomster. En kritisk parameter for

forekomst af lakselus i den norske lakseindustri er opholdstiden i havet, og kontinuert produktion i

de samme havområder, hvor laks typisk går 14-18 måneder i havet, medens regnbueørreder typisk

kun går 8-10 mdr. med braklægning mellem produktionsperioderne (december-marts). Derfor

arbejdes der i Norge på at nedbringe opholdstiden for laks i havet især med henblik på at nedbringe

effekten af lakselus. Ægbærende lakselus overlever betydeligt længere og producerer længere

ægstrenge ved lave temperaturer (Heuch et al. 2000) og kan overvintre på laks til gydning om

foråret. Braklægning om vinteren med brud på denne cyklus vil således have en effekt på

nedbringelse af smittetryk (Costello 2006, Heuch et al. 2005).

Relevans af etablering af et overvågningsprogram for lakselus. Hvis dette findes

relevant for de to arter:

Der er pt. ingen planer om at opdrætte laks i danske havbrug, men hvis sådanne brug etableres bør

der etableres et overvågningsprogram på de enkelte anlæg efter samme retningslinjer som for

tilsvarende anlæg i Norge.

For regnbueørredopdræt vil en eventuel spredning af lakselus fra havbrug til modtagelige arter i det

danske havmiljø kunne belyses ved et løbende overvågningsprogram, der bør omfatte både

regnbueørreder i havbrugene, opvandrende vilde havørreder og atlanterhavslaks (eksempelvis

fanget at lystfiskere eller med andre redskaber i kystnære områder, f.eks. via DTU Aquas

nøglefiskere) i områder med og uden opdrætsanlæg. Atlanterhavslaks (specielt dem i Gudenåen)

kan ved opvandring indfanges ved elektrofiskeri og undersøges under bedøvelse, hvorved

undersøgelsen vil være ikke-lethal. Indsamlingen kan også ske i forbindelse med at moderfisk

opfiskes til avl om efteråret. Det vil yderligere styrke kundskaben vedr. infektionsdynamik, hvis

man løbende vurderer ægkvalitet fra lakselushunner indsamlet fra hhv. atlanterhavslaks, havørred

og regnbueørred i havbrug. Infektivitet kunne belyses eksperimentelt ved eksponering af f.eks.

atlanterhavslaks, som er særdeles modtagelig. Denne procedure er nødvendig med henblik på at

opnå viden, ikke kun om overlevelse, men også om hele livscyklus kan gennemføres i

regnbueørredopdræt i danske farvande.

Som nævnt varierer saliniteten betydeligt i Kattegat og de indre farvande, både rumligt og med

årstiden (Figur 1 og Figur 2). Salinitetsmodellen er baseret på punktmålinger og dermed behæftet

med en vis usikkerhed. Det kunne derfor være hensigtsmæssigt, i forhold til at belyse evt. risiko for

problemer med lakselus på laks eller regnbueørreder, at lave supplerende kontinuerte

salinitetsmålinger i områder der er aktuelle i forhold til fremtidige havbrug.

Objektive kriterier for hvilke havbrug, der skal foretage løbende monitorering

af forekomst af lakselus eventuelt opdelt efter de ovennævnte 3 områder.

Da forholdene i de danske farvande er væsentligt forskellige fra forhold i de norske opdrætszoner

vil ”Forskriften om bekjempelse av lakselus i akvakulturanlegg” (https://lovdata.no), som pt.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

anvendes i de norske lakseopdrætszoner ikke være egnet til umiddelbar anvendelse i Danmark. Der

kan derfor anbefales en modificeret overvågningsprotokol, med en prøvetagning på 10 fisk pr

måned. To bure pr havbrug bør inddrages om muligt. Det skal tilsvarende tilstræbes at undersøge et

tilsvarende antal vilde havørreder og laks, som skitseret ovenfor. Lus der er faldet af og opsamlet i

bedøvelseskar skal medtages i tællingerne. Alle stadier af lakselus skal indsamles og konserveres i

70 % ætanol til videre arts- og stadiebestemmelse (morfometri og DNA-undersøgelse) i et egnet

laboratorium (KU-SUND).

Objektive kriterier for behandlingskrævende niveauer af lakselus

I Norge er der fastlagt lovmæssige grænseværdier for hvor høj lakselus infektionsraten må være i

havbrugsanlæg: https://lovdata.no/dokument/SF/forskrift/2012-12-05-1140

Formålet med den norske forskrift er ”at reducere forekomsten af lakselus så skadevirkninger på

fisk i akvakulturanlæg og i vildtlevende bestande af laksefisk minimeres, samt reducere og

bekæmpe resistensudviklingen hos lakselus”.

Det fremgår bl.a. at grænsen for infektionsraten om efteråret/vinteren i havbrugsanlæg til enhver tid

skal være under 0,5 voksne hun-lakselus i gennemsnit pr. fisk (der skelnes ikke i forskriften mellem

laks og regnbueørred). Dette gælder både for Nord- og Sydnorge. Om foråret, hvor ungfisk af laks

og ørred trækker ud i havet fra vandløbene, er grænseværdien 0,2 voksne hun-lakselus i gennemsnit

pr. fisk. Overskrides grænserne er der krav om behandling eller slagtning af fiskene i det

pågældende anlæg. Årsagen til behandling har primært været mhp. beskyttelse af vilde lakse- og

havørredbestande. Da regnbueørredens status, som bærer af kønsmodne hunlus med ægproduktion i

de danske havbrug, er ukendt vil direkte brug af tilsvarende regler først blive anbefalet overført til

danske forhold når dette emne er belyst, idet både 0.2 og 0.5 hunlus i sig selv ikke truer velfærden

hos opdrættede regnbueørreder med en kropsvægt på flere kg.

Mulige behandlingsstrategier ved lakselusforekomster, som giver anledning til

sygdomsproblemer hos laks eller regnbueørred.

Der er endnu ikke registreret lakselusinfektioner af danske havbrugsregnbueørreder, som har krævet

behandling, men i tilfælde af at der skulle opstå en sådan situation, vil det ud fra et

dyrevelfærdssynspunkt være relevant at iværksætte en behandling. Det kan dog bemærkes at der

ved en telefonsamtale mellem Kurt Buchmann og en lokal dyrlæge i slutningen af firserne blev

omtalt påslag af skottelus og lakselus i et anlæg på en ikke nærmere defineret position i

Limfjordsområdet (Der er ikke længere regnbueørred havbrug i Limfjorden). Da Kurt Buchmann

ikke var nærmere involveret og således ikke kender prævalens, intensitet og udviklingsstadier eller

til artsidentifikationen bortset fra oplysningerne givet pr. telefon er oplysninger forbundet med stor

usikkerhed. Lakselus menes således at kunne forekomme på regnbueørred i Limfjorden. Dyrlægen

diskuterede dengang om infektionerne krævede behandling, men der foreligger inden data om dette

blev gjort. Her anbefales ikke umiddelbart anvendelse af lægemidler såsom pyrethroider,

avermectiner og organofosfater, idet resistensudvikling vides at kunne forekomme efter få års brug

af denne type lægemidler. Behandling med miljøvenlige midler, såsom brintoverilte, selvom der

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

kan forekomme en mindre grad af resistens, vil derfor anbefales som første valg. Det skal dog

nævnes, at biologisk bekæmpelse ved brug af rensefisk, herunder både læbefisk og stenbider, som

æder lus fra værtens krop, har en dokumenteret effekt på lakselusinfektioner.

Tre områder hvor lakselus hhv. vil, kan eller ikke vil blive et problem:

Laks er en god vært for lakselus og afgivelse af lakselusæg fra inficerede laks er veldokumenteret,

men viden om de samme forhold for regnbueørred forefindes endnu ikke. Hvis man vil vurdere

risikoen ud fra et scenarie om lakseopdræt i danske farvande, kan man anvende

tolerance/salinitetsdata fra en række kilder. Da man imidlertid endnu ikke har videnskabeligt belyst

om regnbueørreden kan skabe et problem mht. lakselusforekomst, kan man ikke udtale sig præcist

om dette spørgsmål. Ud fra et forsigtigheds princip kan man vælge at give ensartede retningslinjer

for de to arter med baggrund i, at der ikke findes videnskabelig dokumentation for, hvor stor

forskellen er mellem de to arter.

Referencer

Bricknell, I. R., S. J. Dalesman, B. O'Shea, C. C. Pert & A. J. M. Luntz. 2006. Effect of environmental salinity

on sea lice

Lepeophtheirus salmonis

settlement success. Diseases of Aquatic Organisms 71(3): 201-212.

Buchmann, K. 1997. Profile: Henrik Nikolaj Krøyer (1799-1870). Systematic Parasitology 37: 79-80.

Costello, M.J. 2006. Ecology of sea lice parasitic on farmed and wild fish. Trends Parasitol. 22(10): 475–483.

doi: 10.1016/j.pt.2006.08.006.

Dawson, L.H.J., Pike, A.W., Houlihan, D.F. & McVicar, A. H. 1997. Comparison of the susceptibility of sea

trout (Salmo

trutta

L.) and Atlantic salmon (Salmo

salar

L.) to sea lice (Lepeophtheirus

salmonis

(Krøyer,

1837)) infections. ICES Journal of Marine Science 54: 1129-1139.

Gjerde B. and Saltkjelvik B. (2009) Susceptibility of Atlantic salmon and rainbow trout to the salmon lice

(Lepeophtheirus

salmonis)

Aquaculture 291) 31–34.

Groner, M. L., McEwan, G. F., Rees, E. E., Gettinby, G., Revie, C. W. 2016. Quantifying the influence of

salinity and temperature on the population dynamics of a marine ectoparasite. Canadian Journal of Fisheries

and Aquatic Sciences 73: 1281-1291.

7. Hahnenkamp Lutz and Hans Jorgen Fyhn (1985) The osmotic response of salmon louse,

Lepeophtheirus salmonis ( Copepoda :

Caligidae), during the transition from sea water to fresh

water. J Comp Physiol B ~155:357

8. Helgesen K.O., Romstad, H., Romstad S.M. & Horsberg, T.E. 2015. First reports of reduced

sensitivity towards hydrogen peroxide found in

Lepeophtheirus salmonis

in Norway. Aquaculture

Reports 1, 37-42.

Helland, I.P, Finstad, B., Uglem, I., Diserud, O.H., Foldvik, A., Hanssen, F., Bjørn, P.A., & Nilsen, R., &

Jansen, P.A. 2012. Hva avgjør lakselusinfeksjon hos vill laksefisk? Statistisk bearbeiding av data fra nasjonal

lakselusovervåking, 2004-2010 - NINA Rapport 891. 51 s.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

10. Heuch PA. Schram TA, 1999 crustaceae (krepsdy.:

Fiskehelse og fiskesykdommer

TT Poppe, Ø Bergh -

Universitetsforlaget

p 219-228.

11. Heuch PA, Nordhagen JR, Schram, TA 2000. Egg production in the salmon louse

Lepeophtheirus salmonis

(Krøyer) in relation to origin and water temperature. Aquaculture Research 31: 805-814

12. Jackson, D., Deady, S., Leahy, Y. & Hassett, D. 1997. Variations in parasitic caligid infestations on farmed

salmonids and implications for their management. ICES Journal of Marine Science, 54: 1104-1112.

13. Heuch Peter Andreas, Arne Bjørn Bengt Finstad, Jens Christian Holst,Lars Asplind, Frank Nilsen (2005) A

review of the Norwegian National Action Plan Against Salmon Lice on Salmonids: The effect on wild

salmonids Aquaculture 246 79– 92.

14. Johnson S.C and L. J. Albright (1991) Development, Growth, and Survival of

Lepeophtheirus salmonis

(Copepoda: Caligidae) Under Laboratory Conditions. Journal of the Marine Biological Association of the

United Kingdom Volume 71, Issue 2 pp. 425-436.

15. Johnson, S. C., Albright, L. J. 1992. Comparative susceptibility and histopathology of the response of naïve

Atlantic, Chinook and coho salmon to experimental infection with

Lepeophtheirus salmonis

(Copepoda:

Caligidae). Diseases of Aquatic Organisms 14: 179-193.

16. Fast, M.D., Ross, N.W., Mustafa, A., Sims, D.E., Johnson, S.C., Conboy, G.A., Speare, D.J., Johnson, G. &

Burka, J.F. 2002. Susceptibility of rainbow trout

Oncorhynchus mykiss,

Atlantic salmon

Salmo salar

and coho

salmon

Oncorhynchus kisutch

to experimental infection with sea lice

Lepeophtheirus salmonis.

Diseases of

Aquatic Organisms 52: 57-68.

17. Fast M.D., Simsa D.E., Burkaa J.F., Mustafaa A., Ross N.W. (2002) Skin morphology and humoral non-

specific defence parameters of mucus and plasma in rainbow trout, coho and Atlantic salmon. Comparative

Biochemistry and Physiology Part A 132 645–657.

18. Igboeli O., Burka J. & Fast M. 2014.

Lepeophtheirus salmonis:

a persisting challenge for salmon aquaculture.

Animal Frontiers 4(1), 22-32.

19. Johansen, A.C. & Løfting, J.C. 1919. Om Fiskebestanden og Fiskeriet i Gudenaaens Nedre Løb og Randers

Fjord. Skrifter udgivet af kommissionen for havundersøgelser. Nr. 9, 144 pp.

20. Krøyer, H. N. 1837/38. Om snyltekrebsene – især med hensyn til den danske fauna. Naturhistorisk Tidsskrift

1: 1-628.

21. Ljungfeldt, L. E. R., María Quintela1, Francois Besnier1, Frank Nilsen2, Kevin Alan Glover (2017) A

pedigree-based experiment with the salmon louse,

Lepeophtheirus salmonis

reveals variation in salinity and

thermal tolerance. Evolutionary Applications preprint.

22. Morton A., Richard Routledge, Corey Peet, and Aleria Ladwig (2004) Sea lice (Lepeophtheirus

salmonis)

infection rates on juvenile pink (Oncorhynchus

gorbuscha)

and chum (Oncorhynchus

keta)

salmon in the

nearshore marine environment of British Columbia, Canada. Can. J. Fish. Aquat. Sci. 61: 147–157.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

23. O’Donohoe, P., Kane, F., McDermott, T. & Jackson, D. 2016 Sea reared rainbow trout

Oncorhynchus mykiss

need fewer sea lice treatments than farmed Atlantic salmon

Salmo salar.

Bull. Eur. Ass. Fish Pathol., 36(5)

2016, 201.

24. Pedersen, S. & Rasmussen, G. 2004. Udsætningsforsøg med ørred (Salmo

trutta)

i Gudenåen og Randers

Fjord. Gennemført 1982-83, 1987-89 og 1994-96. DFU-rapport nr 131-04. 55 pp. Danmarks

Fiskeriundersøgelser, Silkeborg., Rep. No. DFU-rapport nr. 134-04. Danmarks Fiskeriundersøgelser.

25. Pedersen, S., Christiansen, R., & Glüsing, H. 2006. Comparison of survival, migration and growth in wild,

offspring from wild (F1) and domesticated sea-run trout (Salmo

trutta

L.). In Sea Trout Biology, Conservation

& Management, Proceedings of the First International Sea Trout Symposium, Cardiff, July 2004 (eds G. Harris

& N. Milner), pp. 377-388 (520pp). Blackwell Publishing.

26. Rittenhouse, M.A., Revieb, C.W., Hurforda, A. (2016). A model for sea lice (Lepeophtheirus

salmonis)

dynamics in a seasonally changing environment. Epidemics 16, 8–16.

27. Skov, J., Mehrdana, F., Marana, M.H., Bahlool, Q.Z.M., Jaafar, R.M., Sindberg, D., Jensen, H.M., Kania,

P.W., & Buchmann, K. (2014). Parasite infections of rainbow trout (Oncorhynchus

mykiss)

from Danish

mariculture. Aquaculture 434: 486–492.

28. Svåsand, T., Karlsen, Ø, Kvamme, B.O., Stien, L.H., Taranger, G.L. & Boxaspen, K.K. (2016).

Risikovurdering norsk fiskeoppdrett 2016. Havforskningsinstituttet, NINA, Fiskeridirektoratet, NOFIMA.

Fisken og havet, særnummer 2-2016.

29. Taranger G.L., Karlsen Ø., Bannister R.J., Glover, Husa, V., Karlsbakk, E., Kvamme, B.O., Boxaspen, K.K.,

Bjørn, P.A., Finstad, B., Madhun, A.S., Morton, H.C. & Svåsand, T. (2015). Risk assessment of the

environmental impact of Norwegian Atlantic salmon farming. ICES J Mar Sci 72: 997−1021.

30. Thorstad, E.B., Todd, C.D., Bjørn, P.A., Gargan, P.G., Vollset, K.W., Halttunen, E., Kålås, S., Uglem, I., Berg,

M. & Finstad, B. 2014. Effekter av lakselus på sjøørret - en litteraturoppsummering. NINA Rapport 1071, 1-

144.

31. Thorstad, E.B., Todd, C.D., Uglem, I., Bjørn, P.A., Gargan, P.G., Vollset, K.W., Halttunen, E., Kålås, S., Berg,

M. & Finstad, B. 2015. Effects of salmon lice

Lepeophtheirus salmonis

on wild sea trout Salmo trutta—a

literature review

32. Wright, D.W., Oppedal, F., and Dempster, T. 2016. Early-stage sea lice recruits on Atlantic salmon are

freshwater sensitive. J. Fish Dis.: 2011–2015. doi: 10.1111/jfd.12452.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Bilag 1

Hvad kan problemet være med lakselus

I bl.a. Norge, Skotland og Irland kan lakselus udgøre et stort problem for vilde laks og havørred.

Lakselus forekommer naturligt i begrænsede mængder, men når laks opdrættes i havbrug

opformeres og øges mængden af lakselus dramatisk i havområdet omkring disse anlæg. Vildfisk,

både postsmolt (ungfisk som lige er trukket ud fra vandløbene) og gydefisk, som svømmer tæt forbi

havbrug kan inficeres med lus fra anlæggene. Ofte i en sådan grad, at fiskene dør.

Taranger et al. (2015) undersøgte dødelighedsrisikoen for unge vildfisk af havørred ved forskellige

infektionsrater med lakselus, og fandt følgende dødeligheder:

<0,1 lus pr. g kropsvægt: 0 %

0,1−0,2 lus pr. g kropsvægt: 20 %

0,2−0,3 lus pr. g kropsvægt: 50 %

>0,3 lus pr. g kropsvægt: 100 %

Det betyder at 10-15 lakselus, afhængig af fiskens størrelse, vil være dødelig for en postsmolt af

havørred (en postsmolt er ungfisk af havørred eller laks som er vandret ud i havet fra vandløbene

om foråret).

Også voksne fisk kan rammes hårdt. I et større antal medfører de sygdom og ved hundredvis af lus

på en fisk kan det medføre død. Norske undersøgelser viser, at det er overvejende sandsynligt, at

lakselus som stammer fra havbrug har forårsaget omfattende reduktion af vilde laksbestande samt

reduceret det ”høstbare overskud” af laks betragteligt, i områder hvor der sker intensivt

havbrugsopdræt (Helland et al. 2012; Svåsand et al. 2016). Det ”høstbare overskud” er det antal

laks, som kan fanges i fiskeriet, f.eks. lystfiskeri, uden at dette påvirker laksebestandene negativt

I et review af Thorstad et al. (2015), er det angivet, at der sker omfattende negativ påvirkning af

lakselus fra havbrug på havørredbestande, at infektionsraterne med lakselus hos havørred er

forhøjet inden for en radius af 30 km til nærmeste havbrug samt at en negativ påvirkning kan ske på

endnu større afstande.

Forhold omkring eventuelle regnbueørredhavbrug i Kattegat er ikke direkte sammenlignelige med

opdræt af atlanterhavslaks i norske fjorde, men lakselus-problematikken vil i den sammenhæng

fortrinsvis være relevant i forhold til danske og svenske havørredbestande, laks i Gudenåen og

vestsvenske laksebestande.

Analyse af risikoen for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande

Kgs. Lyngby 26.06.2017

Referencer

Helland, I.P, Finstad, B., Uglem, I., Diserud, O.H., Foldvik, A., Hanssen, F., Bjørn, P.A., & Nilsen, R., &

Jansen, P.A. 2012. Hva avgjør lakselusinfeksjon hos vill laksefisk? Statistisk bearbeiding av data fra nasjonal

lakselusovervåking, 2004-2010 - NINA Rapport 891. 51 s.

Svåsand, T., Karlsen, Ø, Kvamme, B.O., Stien, L.H., Taranger, G.L. & Boxaspen, K.K. (2016).

Risikovurdering norsk fiskeoppdrett 2016. Havforskningsinstituttet, NINA, Fiskeridirektoratet, NOFIMA.

Fisken og havet, særnummer 2-2016.

Taranger G.L., Karlsen Ø., Bannister R.J., Glover, Husa, V., Karlsbakk, E., Kvamme, B.O., Boxaspen, K.K.,

Bjørn, P.A., Finstad, B., Madhun, A.S., Morton, H.C. & Svåsand, T. 2015. Risk assessment of the

environmental impact of Norwegian Atlantic salmon farming. ICES J Mar Sci 72: 997−1021.

Thorstad, E.B., Todd, C.D., Bjørn, P.A., Gargan, P.G., Vollset, K.W., Halttunen, E., Kålås, S., Uglem, I.,

Berg, M. & Finstad, B. 2014. Effekter av lakselus på sjøørret - en litteraturoppsummering. NINA Rapport

1071, 1-144.