NOAH/ No Patents On Seeds
Erling Frederiksen, Landevejen 26, 4532 Gislinge, tel.: 28 21 29 89
Patent- og Varemærkestyrelsen /
Erhvervsministeriet
Helgeshøj Allé 81
2630 Taastrup
Att.: Mette Wiuff Korsholm
Journal nr.: 16/00770
14. feb. 2017
Klage over afgørelse om aktindsigt af 23. januar 2017
Der klages over afslag på sagsakterne i akt nr. 33, 37, 48, 88, 111, 113 og 116 fra aktlisten
fremsendt af Patent- og Varemærkestyrelsen den 4. januar 2017.
Patent- og Varemærkestyrelsen bedes genoverveje om ikke hensynet til offentlighedens (her
konkret NOAH & No Patents On Seeds) er af så omfattende betydning for den offentlige debat og
muligheden for, at vi som interesseorganisationer for miljøet og den biologiske diversitet kan
vurdere og kvalificere debatten. Det forudsætter indsigt i, hvilke forhandlinger og overvejelser
Danmark og den danske regering har med Det Europæiske Patentkontor (EPO), medlemslandene og
de tilknyttede administrative organer.
EPO er en selvstændig økonomisk institution med økonomiske interesser i at udstede flest mulige
patenter. Herunder altså også på planter, hvilket som bekendt har affødt voldsom kritik fra EU-
Parlamentet og i november 2016 også fra Kommissionen.
Markedet for planter, planteforædling og frø er stort set monopoliseret af få multinationale firmaer,
hvis interesser ikke er sammenfaldende med den danske befolknings interesse i fødevaresikkerhed
og et dynamisk miljø for planteforædling. Patenter på planter koncentrerer viden, indsigt og
adgangen til plantematerialet på få hænder frem for at udbrede og dele det.
En drøftelse af disse problemstillinger vil kvalificeres ved, at vi får aktindsigt i alle sagsakter der
vedrører dette.
Det er uhensigtsmæssigt, at EPO, de multinationale patentinteresser og regeringen/ Patent- og
Varemærkestyrelsen holder drøftelser bag lukkede døre.
Der klages over afslag på sagsakterne i akt nr. 110, 117, 119, 120, 123, 124, 125 og 126 fra
aktlisten fremsendt af Patent- og Varemærkestyrelsen den 4. januar 2017.
I forhold til patenter på planter, så kan Danmark vanskeligt have interesser, der ikke må eller kan
offentliggøres. Tværtimod må en offentlig debat kunne understøtte de danske synspunkter og
interesser. Eventuelle oplysninger om andre landes synspunkter vil kunne overstreges i
aktindsigten.
Man kan opfatte afslaget på aktindsigt som et forsøg på at skjule regeringens hensigter for
befolkningen.
Vi anmoder derfor om, at man genovervejer afslaget på aktindsigt.