MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 334: Samlelovforslag om opfølgning på Frikommuneforsøg for så vidt angår forslag om ændring af driftslov vedrørende kæmpe bjørneklo, høringsnotat, samt kopi af høringssvar

Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del Bilag 334
Offentligt

Høringsnotat

Sagsnr.

2016-9716

Doknr.

443835

Dato

09-02-2017

over

forslag til lov om ændring af lov om drift af landbrugsjorder, registreringsaf-

giftsloven, lov om kommunale borgerservicecentre og forskellige andre love

(Opfølgning på Frikommuneforsøget 2012-2015)

1. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag blev den 20. december 2016 sendt i høring hos:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Ankestyrelsen, Aqua Ferskvands-

center, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AutoBranchen Danmark, Autobranchens

Handels- og Industriforening i Danmark, AutoCamperRådet, BDO Kommunernes Re-

vision A/S, Borger- og retssikkerhedschefen i SKAT, Botanisk Have, København,

Business Danmark, Bæredygtigt Landbrug, Campingbranchen, Campingrådet, Center

for fiskeri, Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark, CEPOS, Cevea, DAKOFA,

Danish Operators, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks

Motor Union, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund,

Danmarks Tekniske Universitet (Aqua), Dansk Aktionærforening, Dansk Akvakultur,

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk AutoGenbrug, Dansk Automat Brancheforening,

Dansk Automobil Sports Union, Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Union,

Dansk Botanisk Forening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fåreavl, Dansk Gart-

neri, Dansk Handicapforbund, Dansk Haveselskab, Dansk Industri, Dansk Land- og

Strandjagt, Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), Dansk Lokalsyn, Dansk Ornitologisk

Forening, Dansk Pattedyrforening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteskole-

ejerforening, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Told- og Skatteforbund,

Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske Biologer (FaDB), Danske Busvogn-

mænd, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Svineproducenter,

Danske Synsvirksomheder, Danske Ældreråd, DANVA, Datatilsynet, DAZA, DCA –

Nationalt Center for Fødevare og Jordbrug, DCE – Nationalt Center for Miljø og Ener-

gi, De Danske Bilimportører, De Danske Skovdyrkerforeninger, Den Danske Bilbran-

che, Den Danske Dommerforening, DESA Dansk Erhvervssammenslutning, Det Cen-

trale Handicapråd, Det Danske Fjerkræråd, Dyrehandlernes Brancheforening, Dyre-

nes Beskyttelse, Entomologisk Forening, ERFAgruppen-Bilsyn, Erhvervspanellet,

FDL, FDM, Ferskvandsfiskeriforeningen, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finans-

rådet, Folketingets Ombudsmand, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Danske Pri-

vathavne, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af Miljø-, plan- og na-

turmedarbejdere i det offentlige (EnviNa), Foreningen Danske Revisorer, Foreningen

for Prydfjerkræ, Friluftsrådet, FSR – Danske Revisorer, Funktionærernes og Tjene-

stemændenes Fællesråd (FTF), Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder,

International Transport Danmark, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomst-

ansatte, Kommunernes Lønningsnævn, Kraka, Københavns Universitet (Life), Køben-

havns Universitet (Science), Københavns Universitet (SNM), Landbrug & Fødevarer,

Landsforeningen Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforeningen Ældresagen,

Landsorganisationen i Danmark (LO), Landsskatteretten, Motorcykel Forhandler For-

MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 334: Samlelovforslag om opfølgning på Frikommuneforsøg for så vidt angår forslag om ændring af driftslov vedrørende kæmpe bjørneklo, høringsnotat, samt kopi af høringssvar

eningen, Motorcykel Importør foreningen, Motorhistorisk Samråd, Natur- og Miljøkla-

genævnet, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Karosseribyggere og Au-

tooprettere i Danmark, SKAT, Skatteankestyrelsen, Skovdyrkerforeningerne, Smås-

kovsforeningen Danmark, SRF Skattefaglig Forening, Stats- og Kommunalt Ansattes

Forhandlingsfællesskab, Statsforvaltningen, Stenomuseet, Verdens Skove, Verdens-

naturfonden (WWF), Vestre Landsret, Ældreforum, Ældre Sagen, Østre Landsret,

Århus Universitet, Århus Universitet (DCE), Århus Universitet (JVF).

Økonomi- og Indenrigsministeriet har modtaget svar fra:

Bilbranchen, Dansk Erhverv, Danske Busvognmænd, Danske Ældreråd, Datatilsynet,

De danske bilimportører, Det kommunale tilsyn (Statsforvaltningen), DI, Dommerfor-

eningen, FDM, Forhandlingsfællesskabet, FSR danske revisorer, Institut for Menne-

skerettigheder, KL, Kommunernes Lønningsnævn, Landbrug og Fødevarer, LO, Mo-

torhistorisk Samråd, SRF Skattefaglig Forening, Statsforvaltningen, Ældresagen.

Neden for er angivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.

2. Høringssvarene

Bilbranchen, Det kommunale tilsyn (Statsforvaltningen), Dommerforeningen, FDM,

Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Lønningsnævn, Motorhistorisk Sam-

råd, SRF Skattefaglig Forening, Statsforvaltningen og Ældre Sagen har ingen be-

mærkninger til lovforslaget.

2.1. Bekæmpelse af kæmpebjørneklo

2.1.1. Generelle bemærkninger

Landbrug og Fødevarer

tilslutter sig udkastet til lovforslaget.

2.1.2. Bekæmpelse af andre invasive arter

anfører i høringssvaret, at forslaget også bør inkludere de invasive arter rynket

rose og bjergfyr på landbrugsjorder og øvrige matrikler – men kun på de begrænsede

arealer, hvor de ifølge de statslige Natura 2000-planer for 2015-2021 skal bekæmpes.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Nærværende udkast til lovforslag omhandler for Miljø- og Fødevareministeriets ressort

alene en ændring, der giver yderligere mulighed for bekæmpelse af kæmpebjørneklo,

hvilket er en opfølgning på Frikommuneforsøget 2012-2015. Det ligger således uden

for rammen af nærværende lovforslag at inddrage andre arter end kæmpebjørneklo.

2.1.3. Maksimumpriser for bekæmpelse af kæmpebjørneklo

anfører: "De i lovbemærkningerne angivne maksimale priser for bekæmpelse af

kæmpebjørneklo matcher maskinel bekæmpelse. Men bekæmpelsen vil ofte skulle

ske ved gentagen manuel bekæmpelse, jf. Miljø- og Fødevareministeriets anbefalin-

ger, se

http://svana.dk/natur/national-naturbeskyttelse/invasive-ar-ter/hvad-kan-jeg-

selv-goere/bekaempelse/bekaempelse-bjoerne-klo/.”

foreslår derfor, at der i lovbemærkningerne tilføjes det følgende med kursiv angiv-

ne: ”..bør

maskinel

bekæmpelse af kæmpebjørneklo for ejerens eller brugerens reg-

ning ikke uden en veldokumenteret begrundelse overstige en maksimumpris per kva-

dratmeter på 3,81 kr. væsentligt.

Ved manuel bekæmpelse bør prisen per kvadratme-

ter ikke overstige markedsprisen for en tilsvarende lokalitet.

Der fastsættes ikke en

minimumspris for bekæmpelsen.”

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Det fremgår af udkastet til bemærkningerne, at maksimumprisen på 3,81 kr. per kva-

dratmeter er indsat for at sikre, at ejeren eller brugeren ikke rammes uforholdsmæs-

sigt hårdt økonomisk. Den sikring af ejeren eller brugeren bør efter Miljø- og Fødeva-

reministeriets opfattelse gælde uanset kommunens valg af bekæmpelsesmåde. Mini-

steriet bemærker yderligere, at det vil blive skrevet ind i bemærkningerne, at maksi-

mumprisen årligt skal reguleres med nettoprisindekset.

2.1.4. Retningslinjer for kommunens bekæmpelse på lodsejerens regning

Landbrug & Fødevarer

anfører, at det er vigtigt, at der opstilles meget klare retnings-

linjer for, hvornår kommunerne kan udføre bekæmpelse for lodsejerens regning, og

hvordan sagsgangen skal være. Herunder er det anført, at det er vigtigt, at offentliggø-

relsen af indsatsplanen finder sted på en måde, så de berørte lodsejere har en reel

mulighed for at blive bekendt med indsatsplanen. Landbrug & Fødevarer opfordrer

derfor til, at der i forbindelse med offentliggørelsen af indsatsplanen tages kontakt til

de lodsejere, der ligger indenfor indsatsplanens område. Endvidere anføres det, at

det bør fremgå af indsatsplanen, hvad konsekvensen vil være, såfremt påbud om

bekæmpelse ikke overholdes, samt at ejeren eller brugeren fra et retssikkerheds-

mæssigt synspunkt gentagne gange gøres opmærksom på, hvad konsekvenserne er,

hvis bekæmpelse ikke udføres i overensstemmelse med indsatsplanen, og det fore-

slås, at kommunen årligt gennemfører en oplysningskampagne om bekæmpelse af

kæmpebjørneklo.

Landbrug & Fødevarer

understreger vigtigheden af, at forvaltningslovens almindelige

bestemmelser om partshøring iagttages. En sådan varsling af påbud indgår ikke i

bestemmelserne i dag, og der bør derfor, ifølge Landbrug og Fødevarer, ske en æn-

dring af bekendtgørelsen, således at der er overensstemmelse med forvaltningslovens

bestemmelser.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet er enig i, at det er vigtigt, at der opstilles retningslinjer

for, hvornår kommunen kan foretage bekæmpelse for ejerens eller brugerens regning.

Det er dog ministeriets opfattelse, at sådanne retningslinjer også er fastsat i den gæl-

dende bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo (bek. nr. 871 af 27. juni

2016), hvor det fremgår, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre forslag til indsats-

plan med mindst 8 ugers høring, før planen kan vedtages. Det fremgår også, at ind-

satsplanen skal indeholde angivelse af omfattede områder, samt at det skal fremgå af

kommunens påbud om fjernelse, at kommunen kan foretage bekæmpelsen, hvis på-

buddet ikke efterkommes. Endelig fremgår det af bekendtgørelsen, at det skal stå i

påbuddet, hvornår kommunen vil foretage kontrol af, om påbuddet er efterkommet,

idet det samtidig skal fremgå, at bekæmpelse ved kommunens foranstaltning ved

samme lejlighed kan iværksættes.

Ministeriet er endvidere enig i, at forvaltningslovens almindelige bestemmelser om

partshøring skal iagttages i forbindelse med kommunens udstedelse af påbud. Parts-

høring skal således foretages, forinden påbud udstedes. Dette vil ske, selvom parthø-

ringsbestemmelser ikke fremgår af bekendtgørelsen.

2.1.5. Varsling af kommunens bekæmpelse

Landbrug & Fødevarer

anfører, at såfremt lodsejer ikke efterkommer et påbud om

bekæmpelse, bør der endvidere fastsættes regler om, at kommunen, inden den

igangsætter bekæmpelse, skal kontakte lodsejer og informere om, hvor, hvornår og

hvordan bekæmpelse planlægges foretaget, og hvis lodsejer herefter ønsker at fore-

tage bekæmpelse selv, skal dette være muligt.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet er enig i, at ejeren eller brugeren skal informeres, om

hvor og hvornår bekæmpelse vil finde sted. Ministeriet henviser i det hele til ”Vejled-

ning om håndhævelse af Naturbeskyttelsesloven, Planloven og Byggeloven (maj

2007)”. De beskrevne regler gælder således, uanset at de ikke fremgår af bekendtgø-

relsen, og det findes derfor ikke nødvendigt at indskrive sådanne regler. Idet ejeren

eller brugeren får 14 dages varsel til at foretage bekæmpelsen finder ministeriet, at

dette er tilstrækkelig tid for ejeren eller brugeren til at foretage bekæmpelse.

2.1.6. Erstatningsansvar

Landbrug og Fødevarer

anfører, at såfremt kommunen på trods af reglerne i be-

kendtgørelsen gennemfører en bekæmpelse, der strider mod retningslinjer for økolo-

gisk drift, plejegræs- eller andre miljøordninger eller som på anden måde påfører

lodsejer økonomiske omkostninger ud over omkostningerne ved selve bekæmpelsen,

skal kommunen kunne holdes økonomisk ansvarlig herfor, således at lodsejer holdes

skadesløs.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet bemærker, at en kommunes eventuelle erstatningsan-

svar skal afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

2.1.7. Muligheden for bødestraf ved manglende efterlevelse af kommunalt påbud

Landbrug & Fødevarer

har til lovforslagets specielle bemærkninger anført, at be-

mærkningen "hvis kommunen vælger at foretage bekæmpelse for ejerens eller bruge-

res regning forudsættes det, at kommunen ikke samtidig tager initiativ til at indgive

politianmeldelse”, bør skærpes, eller at det bør skrives ind i loven eller bekendtgørel-

sen, at kommunerne ikke har mulighed for både at opkræve betaling for bekæmpelse

og samtidig foretage politianmeldelse.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

På baggrund af Landbrug & Fødevarers bemærkninger vil Miljø- og Fødevareministe-

riet udelade forudsætningen fra lovbemærkningerne og i stedet ændre bekendtgørel-

sen om bekæmpelse af kæmpebjørneklo, således at det ikke vil være muligt for bor-

gerne at ifalde bødestraf for overtrædelse af et kommunalt udstedt påbud.

2.1.8. Dokumentation af kommunens faktiske udgifter til bekæmpelse

Landbrug & Fødevarer

finder, at kommunens faktiske udgift til bekæmpelse skal

dokumenteres, således at kommunen ikke som udgangspunkt fastsætter en maksi-

mumspris på 3,81 kr.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet er enig i, at kommunen skal dokumentere sine faktiske

udgifter til bekæmpelsen, og således ikke blot kan opkræve maksimumprisen.

2.1.9. Bekæmpelse på offentligt ejede arealer

Landbrug & Fødevarer

forudsætter, at den foreslåede mulighed for bekæmpelse for

ejerens eller brugerens regning også vil gælde for offentlige myndigheder.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet kan bekræfte, at kommunens mulighed for at foretage

bekæmpelse for ejerens eller brugerens regning også vil gælde for offentlige myndig-

heder, som er ejere eller brugere af et areal.

2.1.10. Valg af den billigste og bedste bekæmpelsesmetode

Landbrug & Fødevarer

anfører, at det følger af bemærkningerne til frikommuneloven,

at frikommunens bekæmpelse for ejerens eller brugerens regning skal foretages efter

den billigste og bedste bekæmpelsesmetode. Landbrug & Fødevarer finder, at dette

hensyn også bør medtages i dette lovforslag.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Bekæmpelse af kæmpebjørneklo kan ske effektivt på flere måder, enten via fy-

sisk/maskinel bekæmpelse eller bekæmpelse ved hjælp af plantebeskyttelsesmidler.

Kommunen kan i deres indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo have taget

stilling til, hvilke bekæmpelsesmetoder kommunen vil benytte på de arealer, kommu-

nen forvalter. Hvis kommunen bekæmper kæmpebjørneklo på private arealer, skal

denne bekæmpelse som udgangspunkt gennemføres efter den billigste og bedste

bekæmpelsesmetode. Hvis kommunen ikke ønsker at benytte kemiske bekæmpel-

sesmetoder på egne arealer, kan dette forhold også gælde for de private arealer, hvor

lodsejeren ikke selv bekæmper planten, og opgaven derfor udføres af kommunen.

Hvis kommunen omvendt bruger kemiske midler til bekæmpelse af kæmpebjørneklo,

skal det sikres, at den valgte bekæmpelsesmetode ikke er til skade for økologiske

bedrifter eller er i modstrid med anden regulering for arealet.

Miljø- og Fødevareministeriet vil på den baggrund skrive i bemærkningerne, at be-

kæmpelsen skal foretages efter den bedste og billigste metode indenfor rammen af

kommunens indsatplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo.

2.1.11. Tydeliggørelse af, at klager ikke har opsættende virkning

Landbrug & Fødevarer

anbefaler, at det tydeliggøres i loven eller bekendtgørelsen,

at klager ikke har opsættende virkning.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet finder ikke umiddelbart grundlag for en ændring, da det

følger af de almindelige forvaltningsretlige regler, at udgangspunktet er, at indgivelse

af klage ikke har opsættende virkning, hvorfor det alene er angivet i bemærkningerne.

2.1.12. Opfølgning på lovændringen

Landbrug & Fødevarer

foreslår, at lovændringen følges op af en vejledning, og

Landbrug & Fødevarer finder det hensigtsmæssigt at evaluere loven efter en periode

på 3 år.

Miljø- og Fødevareministeriets bemærkninger:

Miljø- og Fødevareministeriet udarbejder løbende vejledning bl.a. vedrørende be-

kæmpelse af kæmpe-bjørneklo, og ministeriet vil på baggrund af den foreslåede lov-

ændring udarbejde en vejledning i anvendelsen af de nye regler.

Ministeriet noterer opfordringen til at evaluere loven efter 3 år og vil inddrage dette i

sine løbende overvejelser.

2.2. Afgiftsfri busser

2.2.1. Generelle bemærkninger

Danske Ældreråd, De Danske Bilimportører

tilslutter sig udkastet til lov-

forslaget.

2.2.2. Uddannelse af chaufører, evt. statsligt provenutab samt konkurrence med priva-

te busselskaber

Dansk Erhverv

anfører, at brancheorganisationen generelt støtter lovinitiativer, der

sikrer en effektiv organisering og åbner op for åben konkurrence og øget frit valg for

borgeren. Organisationen kan imidlertid ikke støtte den del af lovforslaget, der vedrø-

rer institutionsbusser.

Dansk Erhverv

finder, at kommunerne med forslaget får en konkurrencemæssig for-

trinsstilling i forhold til de private busselskaber, der er omfattet af en række krav til

erhvervsmæssig personbefordring.

Dansk Erhverv

anfører, at kommunerne ikke skal leve op til samme krav til grundud-

dannelse, løbende efteruddannelse og erfaring hos den person, der fører bussen som

en privat operatør.

Dansk Erhverv

bemærker endvidere, at lovforslaget ikke forholder sig til det forvente-

lige provenutab, der vil være en konsekvens af, at flere kommunalt ejede busser

fremover bliver fritaget for registreringsafgift.

Danske Busvognmænd

er af den opfattelse, at lovforslaget potentielt kan reducere

det provenu, staten opnår i forbindelse med indregistrering af busser til ikke-

erhvervsmæssig personbefordring.

Danske Busvognmænd

anfører videre, at den erhvervsmæssige personbefordring

med bus er omfattet af lov om buskørsel og herunder en række krav til tilladelser,

faglighed, økonomi og vandel til operatøren / køretøjsejeren. Tilsvarende er der krav

om såvel grunduddannelse som løbende efteruddannelse og erfaring hos den person,

der fører bussen.

En konsekvens af lovforslaget (øget fleksibilitet) vil ifølge Danske Busvognmænd væ-

re, at den mængde buskørsel, der udføres af og for plejecentre og lignende institutio-

ner, forøges. Dermed vil en større trafikmængde blive udført af institutioner (og chauf-

fører), der ikke har de økonomiske og faglige forudsætninger, der kræves i henhold til

lov om buskørsel. Alt andet lige vil beboerne og de hjemmeboende ældre, der benyt-

ter bustrafikken, ifølge Danske Busvognmænd, få et ringere og mindre fagligt velfun-

deret kørselstilbud, end tilfældet er i dag.

anfører, at der med lovforslagets § 2 åbnes for, at flere kørselsopgaver vil kunne

udføres som ikkeerhvervsmæssig transport, opgaver der således ikke vil være omfat-

tet af lov om buskørsel mv. og de deraf følgende krav til tilladelser, faglighed, økonomi

og vandel til operatøren / køretøjsejeren. Tilsvarende er der krav om såvel grundud-

dannelse som løbende efteruddannelse og erfaring hos den person, der fører bussen.

Med den foreslåede lovændring vil en større transportmængde blive udført af instituti-

oner (og chauffører), der ikke har de økonomiske og faglige forudsætninger, der kræ-

ves i henhold til lov om buskørsel.

tilføjer, at det i forbindelse med ændringens gennemførsel er vigtigt, at det med

løbende tilsyn sikres, at institutionerne ikke bevæger sig ud over de i loven omhandle-

de kørselsopgaver.

Skatteministeriets bemærkninger

Formålet med forslaget er at skabe mulighed for en mere effektiv lokal opgaveløsning

til gavn for borgerne. Dette sker på baggrund af erfaringerne med frikommuneforsø-

gene.

Baggrunden for, at det i bemærkningerne til lovforslaget er skønnet, at der ikke vil

være noget mindreprovenu, er en antagelse om, at den øgede fleksibilitet vil kunne gå

flere veje. Nogle institutioner eller tilbud kan ved at slå sig sammen om busserne, med

fordel, kunne klare sig med færre busser, mens andre i fællesskab vil kunne udnytte

flere busser.

Det kan bekræftes, at institutioner ikke vil skulle opfylde buslovgivningens krav til øko-

nomi. Men når det gælder førere af busser, er reglerne ændret pr. 1. januar 2017,

således at førere af ikke-erhvervsmæssige busser, der modtager betaling for at føre

bussen, skal opfylde samme krav om grundlæggende kvalifikationsuddannelse og

efteruddannelse hvert 5. femte år, på samme måde som chauffører, der f.eks. kører

for en busvognmand. De skal dog ikke have erhvervskørekort. Dette gælder f.eks. for

altmuligmanden på ældrecentret, læreren og pædagogen.

Undtagelsen er, hvis bussen føres af en frivillig hjælper, der ikke modtager betaling af

nogen art for at føre bussen. I givet fald er der kun krav om kørekort til bus.

Hvis institutionen har en bus godkendt i en nedstolet udgave til højst 8 passagerer,

skal føreren – i modsætning til føreren af erhvervsmæssige biler – ikke opfylde andre

krav end kørekortskrav.

2.3. Fælleskommunale callcentre

2.3.1. Generelle bemærkninger

Dansk Erhverv

støtter forslaget under henvisning til, at det kan medføre en mere

effektiv kommunal organisering.

bemærker, at lovforslaget indeholder en hjemmel, der gøre det muligt, at medar-

bejdere i fælleskommunale callcentre, som yder service til personer med bopæl i de

deltagende kommuner, kan få adgang til de deltagende kommuners systemer. Det er

KL’s vurdering, at dette kan styrke både nye og allerede etablerede fælleskommunale

samarbejder og styrke kommunernes mulighed for at yde og facilitere en nær og til-

gængelig, sammenhængende og effektiv service for og med borgere og virksomhe-

der.

2.3.2. De ansattes rettigheder og pligter i fælleskommunale callcentre

Forhandlingsfællesskabet

finder, at der er behov for klarhed over arbejdsgiveran-

svar og ansættelsesvilkår m.v. i forhold til arbejdet i fælleskommunale callcentre. Det

bør således, ifølge Forhandlingsfællesskabet, tydeligt fremgå af lovbemærkningerne,

at medarbejderne i callcentret er ansat i én kommune, og at medarbejderne som følge

af denne kommunes samarbejde med andre kommuner i et fælleskommunalt callcen-

ter kan varetage opgaver på vegne af andre kommuner.

Forhandlingsfællesskabet

foreslår endvidere, at det uddybes i bemærkningerne,

hvad der ligger i at varetage opgaver ”på vegne af og under ansvar over for kommu-

nalbestyrelsen i denne anden kommune”. Forhandlingsfællesskabet finder det f.eks.

vigtigt at få præciseret, at ansvaret ved denne konstruktion ligger i kommuner og ikke

hos de enkelte medarbejdere.

Landsorganisationen Danmark (LO)

bemærker, at det må være forudsætning for

etablering af fælleskommunale callcentre, at der skabes klarhed over, hvilke rettighe-

der og pligter medarbejdere i callcentre har, når de som ansatte i en kommune vare-

tager opgaver vedrørende forhold i en anden kommune.

Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger

Af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, fremgår, hvad der skal forstås

ved fælleskommunale callcentre, herunder at samarbejdsmodellen indebærer, at

medarbejdere i én kommune, når de i callcentret varetager opgaver vedrørende bor-

gere eller virksomheder i en anden kommune, varetager opgaver på vegne af og un-

der ansvar over for kommunalbestyrelsen i denne anden kommune. Det fremgår end-

videre, at der således er tale om, at kommunalbestyrelserne overlader opgaver til

hinanden ved delegation.

Økonomi- og Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at den enkelte

medarbejders rettigheder og pligter følger af de almindelige regler for ansættelse i det

offentlige. Det er således den kommune, hvor vedkommende medarbejder er ansat,

der er ansættelsesmyndighed.

Da der ikke skal gælde særlige regler for medarbejdere, der arbejder i fælleskommu-

nale callcentre, finder Økonomi- og Indenrigsministeriet det ikke hensigtsmæssigt at

beskrive de ansattes rettigheder og pligter nærmere i lovforslaget.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

2.3.3. Om hjemlen til behandling af oplysninger

vurderer, at borgere og virksomhederne vil kunne modtage en bedre service, så-

fremt callcentrene tillige får ret til at modtage oplysninger fra borgerne, og at medar-

bejderne kan indberette oplysningerne til nye og eksisterende sager. KL oplyser i den

forbindelse, at kommunerne rent teknisk vil kunne blive klar til opgaven med f.eks. den

kommende fælleskommunale løsning SAPA (Sags- og partsoverblik). I forlængelse

heraf foreslår KL, at den foreslåede § 3a, stk. 2, i lov om kommunale borgerservice-

centre, ændres fra ”… adgang til de deltagende kommuners elektroniske dokument-

håndteringssystemer” til ” adgang til de samme oplysninger som den delegerende

kommune”. KL begrunder ændringsforslaget i ønsket om at undgå konkrete form-

/systemkrav, da det kommunale it-systemlandskab er under konstant forandring.

Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger.

Økonomi- og Indenrigsministeriet bemærker indledningsvis, at det fremgår af de spe-

cielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at der med elektroniske dokument-

håndteringssystemer forstås de deltagende kommuners almindelige sagsbehand-

lingssystemer. Denne formulering finder ministeriet er dækkende.

KL foreslår, at medarbejderne tillige skal kunne modtage oplysninger fra borgerne til

de sager, som borgerne har. Dette forslag ligger ud over, hvad der i bestemmelsen i §

29 a i lov om frikommuner forsøgsmæssigt er givet hjemmel til, idet der her alene er

hjemmel til, at de deltagende kommuner kan oplyse borgerne om status i borgerens

sag.

Det fremgår således af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i § 29 a i lov om

frikommuner, at der med service forstås håndtering af telefoniske henvendelser fra

borgere om status i de verserende sager, som borgeren, der retter henvendelse til

callcentret, er part i. Som eksempel på en sådan henvendelse kan f.eks. nævnes fo-

respørgsel om status på en verserende sag, som borgeren har i en af de deltagende

kommuner, herunder f.eks. forventet sagsbehandlingstid eller bekræftelse af modta-

gelse af brev eller mail fra borgeren.

Formålet med herværende lovforslag er at udbrede fire konkrete frikommuneforsøg,

som generelle muligheder for alle kommuner, herunder forsøget vedrørende fælles-

kommunale callcentre.

Det ligger derfor uden for rammerne af dette lovforslag at udvide de opgaver, som et

fælleskommunalt callcenter kan varetage.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

Forhandlingsfællesskabet

foreslår, at det anføres eksplicit i lovbemærkningerne, at

§ 3 a, stk. 2, skal forstås sådan, at loven giver direkte hjemmel til at udveksle og be-

handle personoplysninger i henhold til persondataloven og forvaltningsloven.

Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger.

Økonomi- og Indenrigsministeriet bemærker, at det fremgår af de specielle bemærk-

ninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at

medarbejdere i et fælleskommunalt callcenter, som yder service til borgere og virk-

somheder i en af de kommuner, der deltager i det fælleskommunale callcenter, kan

tilgå de deltagende kommuners elektroniske dokumenthåndteringssystemer ved bor-

gerens eller virksomhedens henvendelse til det fælleskommunale callcenter.

Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at per-

sondatalovens regler finder anvendelse ved opslag i de deltagende kommuners elek-

troniske systemer, og at det forudsættes, at en eventuel indhentelse af oplysninger

omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 2, kun kan ske i det omfang, det er nødven-

digt, for at callcentret kan yde den service, som følger af bestemmelsen i § 3 a, stk. 1.

Økonomi- og Indenrigsministeriet finder, at beskrivelsen af den konkrete hjemmel til

behandling af oplysninger i bemærkningerne er retvisende.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

2.3.4. Om persondataretlige aspekter

Datatilsynet

bemærker, at der ved lovforslaget indsættes en ny bestemmelse i lov om

kommunale borgerservicecentre (§ 3 a, stk.1), om at kommunalbestyrelsen sammen

med en eller flere andre kommunalbestyrelser kan beslutte at oprette et fælleskom-

munalt callcenter, som yder service til borgere og virksomheder i de kommuner, der

deltager i det fælleskommunale callcenter, og at det endvidere følger af forslaget til en

ny § 3 a, stk. 2, at det fælleskommunale callcenter til brug for varetagelsen af den i

stk. 1 nævnte service har adgang til de deltagende kommuners elektroniske doku-

menthåndteringssystemer.

Datatilsynet noterer sig, at bestemmelsen har samme ordlyd som frikommunelovens §

29 a.

Datatilsynet

noterer sig endvidere, at det af de specielle bemærkninger til lovforsla-

gets § 5, bl.a. fremgår,

persondatalovens regler finder anvendelse ved opslag i de

deltagende kommuners elektroniske systemer,

de enkelte deltagende kommuner i

et fælleskommunalt callcenter vil være dataansvarlig,

den kommune, der som led i

callcenterfunktionen foretager opslag i de øvrige deltagekommuners systemer på

vegne af disse kommuner, er databehandler for disse kommuner, og

der skal ind-

gås en databehandleraftale mellem de enkelte kommuner.

Datatilsynet

henviser endvidere generelt til pkt. 4 i tilsynets høringssvar af 18. marts

2013 til Økonomi- og Indenrigsministeriet, som blev afgivet i forbindelse med høringen

over lovforslag nr. 188 af 20. marts 2013 om ændring af lov om frikommuner vedrø-

rende § 29 a om fælleskommunale callcentre.

Datatilsynet

fremhævede i sit høringssvar af 18. marts 2013 i pkt. 4 særligt med hen-

syn til identifikation af borgeren, der retter henvendelse til callcentret, at den dataan-

svarlige myndighed skal sikre sig, at medarbejderne i callcentret kun afgiver person-

oplysninger til den rette person. Tilsynet understregede, at datasikkerheden ikke måtte

baseres alene på, at borgeren kan oplyse et personnummer. Datatilsynet opfordrede

til, at problemstillingen om sikring af identiteten indgik i det videre arbejde.

Datatilsynet

anførte videre bl.a. i sit høringssvar af 18. marts 2013 i pkt. 4, at person-

datalovens begrænsninger navnlig ligger i kravet om, at offentlige myndigheder ikke

må behandle eller have adgang til oplysninger, som de ikke har behov for i forbindelse

med deres konkrete myndighedsudøvelse. En generel adgang for medarbejdere til

alle borgerrelaterede oplysninger var efter tilsynets opfattelse meget vidtgående og

vanskelig at forene med visse af persondatalovens bestemmelser.

Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger.

Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal såvel private virksomheder som offentlige

myndigheder, der er dataansvarlige, træffe de fornødne tekniske og organisatoriske

sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres,

fortabes eller forringes eller kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i

øvrigt behandles i strid med loven.

Den dataansvarlige - og en eventuel databehandler - skal derfor sikre sig, at den, der

meddeles oplysninger til, er rette person, så oplysninger om den registrerede ikke

kommer til uvedkommendes kendskab. Der må kun udleveres oplysninger, når ved-

kommende har legitimeret sig behørigt, eller når der på anden måde er skabt sikker

hed for, at den, der f.eks. fremsætter en indsigtsbegæring, er identisk med den per-

son, som oplysningerne vedrører.

Der gælder ikke specifikke regler for, hvorledes dette skal sikres. Navnlig i forbindelse

med udlevering af fortrolige oplysninger, herunder særligt oplysninger om rent private

forhold (f.eks. oplysninger om strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold

og væsentlige sociale problemer), er det vigtigt at sikre, at oplysningerne ikke udleve-

res til uvedkommende.

Ved telefoniske henvendelser og ved elektroniske henvendelser i form af en e-post,

der ikke er forsynet med elektronisk signatur med tilhørende kvalificeret certifikat, skal

der ligeledes træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger for, at der kun udleveres

oplysninger til de rette personer. Det kan f.eks. være nødvendigt at foretage en kon-

trolopringning.

Det er ikke tilstrækkelig legitimation, at en person ved personligt fremmøde eller ved

telefonisk henvendelse er i stand til at oplyse en registreret persons personnummer.

Her skal det på anden måde sikres, at den pågældende er identisk med den registre-

rede eller på andet grundlag, f.eks. en fuldmagt, har lovlig adkomst til oplysningerne.

I sidste ende beror det på en konkret vurdering i den enkelte situation, hvilke sikker-

hedsforanstaltninger der skal træffes ved udlevering af oplysninger.

Der henvises til vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i

lov om behandling af personoplysninger (vejledning nr. 126 af 10. juli 2000).

Økonomi- og Indenrigsministeriet skal endvidere henvise til, at det fremgår af de spe-

cielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at det er de deltagende kommuner, der

som dataansvarlige har pligt til at sikre sig, at callcentret indrettes i overensstemmelse

med persondatalovens og sikkerhedsbekendtgørelsens bestemmelser.

Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at det

fælleskommunale callcenters adgang til de deltagende kommuners elektroniske do-

kumenthåndteringssystemer alene må omfatte de oplysninger, som er nødvendige for

callcentrets varetagelse af dets serviceopgave.

Det fremgår endelig af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 3, at brugen

af medarbejdere til løsning af opgaver på tværs af flere kommuner gør det påkrævet,

at der i forbindelse med etableringen af fælleskommunale callcentre og IT-

understøttelsen heraf er fokus på behandlingssikkerheden, herunder med hensyn til

styring af brugerrettigheder, interne kontrolordninger samt uddannelse og vejledning

af medarbejderne om behandling af personoplysninger.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

2.3.5. Om mulighed for samarbejde med private

Dansk Erhverv

finder det afgørende, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af loven,

at kommuner kan samarbejde med private om løsningen af callcenteropgaver. Dansk

Erhverv bemærker i forlængelse heraf, at såfremt de opgaver, som callcentrene vare-

tager, indebærer myndighedsudøvelse, bør der udtrykkelig tages stilling til, om de

private aktører kan varetage disse myndighedsopgaver eller ej. Derfor vil det efter

Dansk Erhvervs opfattelse være oplagt, at det i loven eller lovbemærkningerne define-

res, hvilke opgaver der ikke indebærer myndighedsudøvelse.

Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger.

Lovforslaget har til formål at skabe hjemmel til, at kommunale medarbejdere på tværs

af kommunegrænser kan varetage vejledningsopgaver i forhold til borgerne for derved

mere effektivt at udnytte de kommunale ressourcer.

Bemærkningerne giver ikke anledning til ændringer.

2.3.6. Moms

FSR (Danske Revisorer)

efterlyser Skatteministeriets holdning til den momsmæssige

behandling for ydelser leveret til andre borgere end kommunens egne fra callcentrene

og spørger i den forbindelse om,

• der er tale om levering mod vederlag?

• ydelserne er omfattet af momslovens § 9 eller § 13?

• hvordan Skatteministeriet påtænker, at dette skal behandles i forhold til momslovens

bestemmelser generelt med hensyn til momsfradragsret?

Skatteministeriets bemærkninger

Moms forvaltes af SKAT, som også står for fortolkningen af momsloven og momssy-

stemdirektivet. Kommentaren fra FSR er derfor blevet forelagt SKAT. SKAT udtaler, at

der ved en momsmæssig vurdering særligt ses på om der er tale om levering mod

vederlag.

Umiddelbart er det SKAT´s opfattelse, at callcentrenes aktiviteter falder uden for

momslovens anvendelsesområde.

Der er tale om et samarbejde mellem 2 eller flere kommuner, som foregår på et selv-

stændigt retligt grundlag, hvor private udbydere ikke kan operere, dvs. at kommunen

ikke anses for at være afgiftspligtig i betydningen: ”andre statslige, regionale og kom-

munale institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, for så vidt de leverer varer

og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.”

SKAT tilføjer, at når aktiviteten falder uden for momslovens anvendelsesområde, skal

der ikke tages stilling til, om ydelserne er omfattet af momslovens § 9 (leverancer)

eller § 13 (fritagelser), og der skal heller ikke tages stilling til momsfradragsretten.