Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del Bilag 217
Offentligt
1715436_0001.png
NOTAT
Vandforsyning
Ref. KIS
Den 16. januar 2017
Notat om midlertidig godkendelse af landmænd til
bekæmpelse med antikoagulanter, under supervision af en
autoriseret bekæmper
Problemstilling
Landbrug & Fødevarer (L&F) har sat fokus på en bekymring i landbruget om effektiviteten af muse- og
rottebekæmpelsen på landet efter udfasningen af den sidste rottegift, som måtte bruges forebyggende.
For at imødekomme udfordringerne i landbruget har SVANA udarbejdet et forslag om landmændenes
mulighed for selv at forestå en del rottebekæmpelsen.
Baggrund
De alternative metoder til antikoagulante midler, der findes på markedet i dag, er ofte forholdsvist
dyre løsninger. Samtidig oplever landmændene at bekæmpelsesfirmaerne sætter prisen på
sikringsordninger op, fordi de mener, at fraværet af permanent udlægning betyder flere besøg hos
kunden og dermed højere udgifter. Derfor er der fra L&F et ønske om, at landmænd kan få en
midlertidig godkendelse til at udlægge antikoagulante midler ved bekæmpelse, indtil der findes
billigere og ligeså effektive alternativer.
I dette notat fremlægger SVANA en kompromis løsning, som vi mener, bedst muligt dækker
landbrugets behov og imødekommer de indsigelser, vi har fået fra KL, Brancheforeningen for
skadedyrsfirmaer, Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks
Naturfredningsforening.
Løsning
Grundlæggende er løsningen, at en landmand kan få en godkendelse til selv i forbindelse med en
bekæmpelse at udlægge og føre tilsyn med antikoagulanter under supervision af en autoriseret
rottebekæmper fra det firma landmanden har en sikringsaftale med. Det vil betyde, at de fleste af den
autoriserede bekæmpers opfølgende besøg i forbindelse med bekæmpelse af rotter og mus vil kunne
klares af landmanden.
For at sikre en effektiv bekæmpelse og samtidig begrænse risikoen for primær forgiftning af
mennesker og andre dyr, samt sekundær forgiftning af små rovpattedyr og rovfugle, er der en række
betingelser, der skal være opfyldt:
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 20 00 • CVR 37606030 • EAN 5798000860810 • [email protected] • www.svana.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 217: Kopi af notat fra Brancheforeningen for Skadedyrsbekæmpelse om bekæmpelse af rotter og mus i Landbruget
Grundvilkår
Landmanden skal for at opnå en godkendelse have et gyldigt sprøjtecertifikat og bestået et 1-dags
kursus.
Landmanden skal have en sikringsaftale med et bekæmpelsesfirma.
Landmanden må ikke få udleveret og besidde bekæmpelsesmidler til bekæmpelse af rotter med
mindre, at en autoriseret person har konstateret forekomst af rotter på ejendommen, og
forekomsten er anmeldt til kommunen.
Landmandens brug af antikoagulante midler er begrænset til ædegifte og ikke de 3 stærkeste
antikoagulanter. Det kan revideres, når nye rotte- og musegift produkter godkendes.
Proces for bekæmpelsen
Før der anvendes antikoagulante midler, skal den autoriserede person i samarbejde med
landmanden nøje have vurderet om bekæmpelsen kan klares med alternative midler som fx
fælder.
Før en bekæmpelse med antikoagulante midler indledes udleverer den autoriserede person de
skriftlige instruktioner til landmanden, som de er blevet enige om på deres gennemgang af
ejendommen. Instruktionerne kan med fordel suppleres med et kort med indtegning af
foderstationer på ejendommen.
Når en bekæmpelse med antikoagulante midler indledes, placerer og fylder den autoriserede
person giftdepoterne samt udleverer midler til landmanden til efterfølgende genopfyldninger.
Når en bekæmpelse er i gang er landmanden ansvarlig for korrekt opbevaring og håndtering af
antikoagulante midler samt indsamling af døde rotter ud fra etikettens ansvisninger.
Når en bekæmpelse afsluttes leverer landmanden de antikoagulante midler, der ikke er blevet
ædt under bekæmpelsen, tilbage til bekæmpelsesfirmaet.
En autoriseret person fra bekæmpelsesfirmaet skal efter gældende retningslinjer stå for at
indlede, planlægge og afslutte en bekæmpelse under tilstedeværelse af landmanden.
Efter den autoriserede person har startet bekæmpelsen, kan landmanden fortsætte bekæmpelsen
med tilsyn af foderstationerne mindst 1 gang om ugen til bekæmpelsen er slut, dog højst 35 dage.
Hvis der senest efter 35 dage stadig er rotteaktivitet, eller der opstår problemer med
bekæmpelsen fx manglende nedgang i fortæret giftmængde, skal den autoriserede person
genbesøge stedet for at effektivisere bekæmpelsen.
Indberetning
Bekæmpelsesfirmaet er ansvarlig for bortskaffelse af de bekæmpelsesmiddelrester landmanden
har returneret.
Bekæmpelsesfirmaet står for indberetningen til kommunen af giftforbruget.
Landmanden skal løbende registrere og udlevere oplysninger om brug af antikoagulante midler
samt andre relevante oplysninger til den autoriserede person, således at den autoriserede person
på fyldestgørende måde kan udfylde bilag 2 i bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af
rotter, samt vurdere bekæmpelsens forløb og eventuel forekomst af resistens.
Hvis der er resistens mod de svage antikoagulante midler, skal den autoriserede person overtage
bekæmpelsen.
Kommunerne har ansvaret for at føre tilsyn med sikringsordninger og herunder bekæmpelse i
sikringsordninger. Det gælder uanset om bekæmpelsesfirmaet alene står for bekæmpelsen eller
en landmand bidrager undervejs.
2
MOF, Alm.del - 2016-17 - Bilag 217: Kopi af notat fra Brancheforeningen for Skadedyrsbekæmpelse om bekæmpelse af rotter og mus i Landbruget
1-dags kursus
Kurset skal give landmanden viden om rotters biologi og adfærd, hvordan giftene virker, personlige
værnemidler og ikke mindst praktisk bekæmpelse herunder vurdering af bestandstørrelse og
udbredelse samt alternative metoder til bekæmpelse. Kurset er af 1 dags varighed og afsluttes med en
prøve. Der kan på sigt arbejdes for, at kurset bliver en integreret del af kurset for sprøjtecertifikatet.
Godkendelsens varighed
Godkendelsen gøres tidsbegrænset, således at godkendelsen skal fornys efter en nærmere aftalt
tidsperiode.
Adgang til autorisationskursus
Godkendelsen der kan opnås efter et 1-dags kursus er begrænset til landmænd med sprøjtecertifikat.
Dette vil udelukke fx økologiske landmænd og akvakulturer, hvilket er problematisk, men nødvendigt
for en klar afgrænsning. Frø, grovvare- og fødevarevirksomheder står ligeledes med en særlig
udfordring i forhold til fødevaresikkerheden, da de udgør en kilde til føde for gnavere, og forekomst af
mus og rotter kan få store økonomiske konsekvenser.
Derfor vil SVANA i forbindelse med den kommende revision af bekendtgørelsen om forebyggelse og
bekæmpelse af rotter fremsætte forslag om, at reglerne for adgang til autorisationskurset bliver
revideret, således at alle, der som en del af deres erhverv skal bruge en væsentlig del af deres arbejdstid
på forebyggelse og bekæmpelse af mus og rotter, kan opnå en almindelig autorisation.
3