Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 20. januar 2017
Til udvalgets orientering fremsendes hermed udkast til lovforslag til ændring af lov
om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (Krav om etablering af
målrettede efterafgrøder).
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den frivillige ordning om målrettede
efterafgrøder, som indføres fra 2017. I denne ordning gives virksomhederne
mulighed for at indmelde frivillig udlægning af efterafgrøder mod kompensation. I
det omfang at der ikke indmeldes et tilstrækkeligt antal og korrekt placerede
hektar under den frivillige ordning, vil miljø- og fødevareministeren med hjemmel
i dette lovforslag fastsætte et krav om etablering af efterafgrøder i de områder,
hvor indsatsbehovet ikke er nået. Dermed vil lovforslaget kun finde anvendelse
såfremt der ikke udlægges tilstrækkelige arealer med efterafgrøder under den
frivillige ordning.
Hvis en virksomhed, som har indmeldt efterafgrøder under den frivillige ordning,
får et krav om etablering af yderligere efterafgrøder, kan virksomheden med
hjemmel i dette lovforslag fratrække de hektar, den har indmeldt under den
frivillige ordning, i det målrettede efterafgrødekrav.
Lovforslaget fremsættes februar II og forventes at træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. Den konkrete udmøntning vil ske i en
bekendtgørelse.
Med venlig hilsen
Esben Lunde Larsen
/
Jakob Ibsen-Jensen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk