Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del Bilag 116
Offentligt
Fra:
Svend Emil Nielsen
Sendt:
22. november 2016 11:33
Til Miljø- og fødevareudvalget
Undertegnede tillader sig herved at bede om foretræde for Miljø- og fødevareudvalget i
spørgsmålet om beskyttelse af Jyllands østkyster.
Jeg vil i givet fald give møde sammen med Ingrid og Jørgen Hansen, Hajstrup Mark i Haderslev
Kommune, hvis ejendom går ned til Lillebælt lige nord for Årøsund Havn.
Vi vil gerne over for udvalget argumentere for, at der i højere grad fra ministeriets og
Kystdirektoratets side er opmærksomhed omkring havets indvirkning på de østvendte kyster.
Der har i stigende grad været eroderinger og oversvømmelser på grund af en højere vandstand og
til tider kraftig blæst fra øst, nordøst og sydøst.
I Lillebælt har vi målt vandstande op til 3,5 meter over daglig vande, og når det kombineres med
stærk blæst til storm giver det en meget stor eroderingseffekt.
Det går mere og mere ud over de marker, som ligger lige ned til kysten, hvilket kan blive til stor
skade for de landmænd, som ejer jorden. I enkelte tilfælde velfærdstruende for landbofamilier.
Derudover vil vi gerne over for udvalget argumentere for, at det i højere grad bliver tilladt de
enkelte lodsejere - for egen regning - at lave foranstaltninger, der afhjælper de værste skader, som
havet forvolder.
En lempelse af lovens regler på dette punkt kunne måske kombineres med, at det overgår til
kommunerne at påse, at foranstaltningerne er rimelige og hensigtsmæssige uden at skade
nærmiljøet.
Venlig hilsen
Svend Emil Nielsen,
Skovgaard, Flovt
6100 Haderslev