ÅBENT BREV TIL REGERINGEN:
KVINFOS BIBLIOTEK ER VIGTIGT FOR
UNDERVISNING, FORMIDLING OG FORSKNING
Vi ser med stor bekymring på Regeringens seneste beslutning om at lukke KVINFOs
bibliotek som selvstændig enhed. Som undervisere på landets universiteter i køns-
og kulturfag kender vi betydningen af KVINFOs bibliotek for vores studerende. Her
kan de indhente den nyeste danske og internationale forskning om køn og
ligestilling fra alle discipliner. Særligt vigtigt er den kvalificerede, kompetente og
venlige vejledning og rådgivning, som biblioteket tilbyder studerende og andre
interesserede. Hjælp til informationssøgning og adgang til viden er essentiel, når de
studerende skal skrive selvstændige forskningsbidrag, som fx bachelorprojekter,
specialer eller ph.d.-afhandlinger. Den specialiserede og forskningsbaserede
vejledning på KVINFOs bibliotek er et uovertruffent og vigtigt bidrag til
uddannelserne på universiteterne. Med den nyindførte gymnasiereform, der kræver
øget fokus på ligestilling og køn for både undervisere og elever, vil nødvendigheden
af KVINFOs biblioteks ekspertise, ikke mindst deres Skoletjeneste, kun vokse.
Køns- og kulturfagene på universitetet ligger typisk på store institutter, hvor større
fag dominerer. Der er således kun få institutionelle tilbud til studerende og forskere
på universitetet. KVINFO har gennem en årrække sikret, at den tværdisciplinære
forskning i køn og ligestilling har et fælles bibliotek med specialiseret viden.
Som forskere på landets universiteter kender vi også KVINFOs betydning for
formidling af dansk forskning om køn og ligestilling, hvorved nyskabt viden sættes i
spil og anskueliggøres såvel nationalt som internationalt. Disse forskningsresultater
bliver anvendt i uddannelserne på bl.a. gymnasier, seminarer og universiteter. Vi
bruger selv jævnligt KVINFOs formidling af nyeste forskningsresultater og
oversigter over nye udgivelser i vores forskning. Derudover løfter KVINFOs
webmagasin en yderst relevant og vigtig opgave ved at formidle vanskeligt
tilgængelig og kompleks forskning i et sprog, som alle kan forstå. KVINFO er således
et uvurderlig bindeled mellem akademia og den omgivende samfund.
Den viden om køn og ligestilling, som KVINFO formidler, er skabt gennem
videnskabelige metoder og er godkendt af de videnskabelige samfund gennem bl.a.
peer-review processer i internationale tidsskrifter. Videnskabelig viden skal ikke stå
til ansvar over for politiske partier og vinde, men over for metodiske og
videnskabelige standarder. Og den viden, som KVINFO formidler, forholder sig
aktivt til samfundet og samtiden og kan kvalificere og understøtte den offentlige
debat og politiske beslutninger. I 2017 er det 30 år siden, at KVINFO blev en
selvejende institution. I alle årene har KVINFO bidraget med vigtig og kvalificeret