København den. 4. juni 2017.
Til Kulturudvalget
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur søger hermed om foretræde for Kulturudvalget, med
henblik på at fremføre vores synspunkter overfor medlemmerne angående beskæringerne på
byfornyelsesmidlerne.
I forbindelse med en række af regeringens initiativer bliver puljerne til byfornyelse beskåret voldsomt til
fordel for jobpræmieordningen og bandepakke
III.
Landsforeningen stiller naturligvis ikke spørgsmålstegn
ved regeringens udmærkede initiativer, men er meget ked af, at de finansieres som foreslået.
De statslige puljer kan bruges til istandsættelse og nedrivning. Byfornyelsesmidlerne er i dag delt op i flere
redskaber: Områdefornyelse, bygningsfornyelse og pulje til landsbyfornyelse.
Puljerne er meget vigtige redskaber i kommunernes indsats for at forskønne bygninger og byrum, hvor de
statslige midler bl.a. bidrager til istandsættelse af klimaskærmen på fredede og bevaringsværdige
bygninger. I særdeleshed er midlerne af stor betydning i byer og områder med faldende befolkningstal,
hvor priserne på ejendommene ikke stiger og, hvor butikker står tomme.
En støtte fra byfornyelsesmidlerne er ofte den eneste hjælp til vedligeholdelse af bevaringsværdige
ejendomme. Disse bygninger har en stor historisk og visuel betydning for lokalsamfundet, men også for
turister og mulige tilflyttere til områderne. Bevaringsværdige bygninger er af afgørende betydning for
kulturmiljøerne.
Det er således i fællesskabets interesse, at de bevaringsværdige bygninger vedligeholdes og fastholder
deres bevaringsværdier. Når en ejer står med valget imellem at lade sin bygning forfalde eller f.eks. imellem
en billig utilpasset tagbelægning og et kvalitetsprodukt, som kan være med til at højne bevaringsværdien af
ejendommen, er det vigtigt, at det offentlige bidrager med en del af de ekstraudgifter som er forbundet
med at vedligeholde en bevaringsværdig ejendom. Til glæde for fællesskabet og os alle sammen.
Mange kommuner prioriterer heldigvis istandsættelse i stedet for nedrivning af bevaringsværdige
bygninger. Tal fra Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet viser tydeligt, at byfornyelsesmidler også
motiverer til private investeringer: Når stat og kommune investerer 1 kr. i områdefornyelse, investerer
private bygherrer i gennemsnit 3,5 kr. Der startes en god cirkel til glæde for både landsbyer og købsstæder
med midlerne til byfornyelse.
Landsforeningen ser frem til at møde udvalget.
Med venlig hilsen
Karen Margrethe Olsen
Formand