Til Folketingets Kulturudvalg
Vi skriver til jer for at anmode om foretræde ved et af jeres kommende møder i foråret. CPH STAGE er
Danmarks største teaterfestival for professionelt voksenteater. En gang om året samler festivalen
forestillinger og teaterfolk fra hele landet – og udlandet i København. Festivalen fungerer dermed som
internationalt udstillingsvindue og skaber samling og udvikling af dansk scenekunst.
Vi vil gerne præsentere udvalget for CPH STAGE og uddybe vores visioner for festivalen og dens rolle i det
danske scenekunstmiljø, herunder potentialet i festivalen som international udstillingsplatform og aktør.
Betydningen af sidstnævnte er særligt aktuel i lyset af Kulturministeriets nyligt udsendte strategiplan for
Det Internationale Kulturpanel og dets fællesministerielle internationale målsætning på kulturområdet.
Store dele af både formål, principper og fokusområder i strategiplanen går igen i festivalens målsætninger
og indsatsområder.
Om CPH STAGE:
CPH STAGE blev skabt som et initiativ nedefra af fire mindre københavnske teatre og fandt
sted første gang i 2013. Festivalen finder sted hvert år i maj/juni på stort set alle de københavnske scener
og præsenterer scenekunst fra hele landet og fra udlandet. Siden grundlæggelsen har festivalen haft en
treledet målsætning om:
-
-
-
At skabe en årligt tilbagevendende scenekunstfestival i København, der samler branche og
publikum om en fejring af scenekunsten.
At festivalen skal skabe opmærksomhed om dansk scenekunst og fungere publikumsudviklende for
scenekunsten over hele landet.
At festivalen skal skabe international opmærksomhed om dansk teater og scenekunst og bidrage til
at udvikle dansk scenekunst ved at styrke udvekslingen med udlandet.
I 2016 præsenterede festivalen 110 forestillinger på 40 venues. De i alt over 400 arrangementer tiltrak
30.000 publikummer. 11 af forestillingerne var internationale, og over 50 % af forestillingerne på festivalen
var tilgængelige for ikke-dansktalende. Gennem et målrettet invitationssamarbejde tiltrak festivalen 40
internationale opkøbere og presenters, der så over 60 forskellige forestillinger i løbet af festivalen.
I 2017 finder CPH STAGE sted fra d. 31. maj – 11. juni. Årets program er festivalens hidtil største med 120
forestillinger og indtil flere nye samarbejder med bl.a. biblioteker og kommunale institutioner. Årets
festivalcentrum bliver på Det Kongelige Teaters Skuespilhus, ligesom vi indtager Ofelia Plads med et mindre
udendørsprogram i weekend og helligdage under festivalen. Udover at samle og kommunikere festivalens
omfattende program og internationale tiltag, laver festivalen et større brancheprogram og en længere
række tiltag rettet mod særlige publikumsgrupper, som f.eks. ældre, unge, ex-pats og fysisk handicappede.
Fremadrettet er vi i gang med at iværksætte internationale udvekslingssamarbejder med en række
spillesteder og festivaler i Norden, ligesom vi er i tæt kontakt med aktører i Tyskland og England om
samarbejdstiltag.
Festivalens store udfordring er fraværet af en egentlig kurateret linje. På bare fem år er CPH STAGE blevet
en stor succes og en væsentlig begivenhed i dansk scenekunst. Hvis vi skal realisere vores store potentiale
inden for netop de formål, vi deler med strategiplanen, er sikringen af et program af allerhøjeste
kunstneriske kvalitet gennem en kurateret linje vejen frem.