Ajour med Det Kongelige Teater
En slags kunstnerisk årsopgørelse
Det Kongelige Teater har altid haft en særlig evne til at tiltrække sig opmærksomhed. Også for det, der ikke
forgår på scenerne. Det er på én gang en forbandelse og en velsignelse. En forbandelse, fordi selv mindre
uoverensstemmelser bliver blæst ud over det ganske land og kan være med til at tegne et billede af kaos og
manglende styr på tingende. En velsignelse, fordi det vidner om, at folk faktisk føler, at Det Kongelige
Teater er noget, der vedrører dem, og derfor også fuldt berettiget føler, at de skal have en mening om, det
der sker på stedet.
Nu er 2017 afsluttet, Årsrapporten er afleveret og godkendt, og det er tid til at gøre status. Og jo tak, det
går faktisk rigtig godt.
Balletten er i sit livs form. Efter for få år siden at have været noget i knæ, har den nu rejst sig på en måde,
så man uden overdrivelse kan sige, at den tilhører den absolutte verdenselite. Danserne nomineres og
udnævnes som verdens bedste og efterspørgslen rundt om i verden er langt større, end vi er i stand til at
efterkomme. I sommer blev det dog til en turné til Kina under ledsagelse af Prinsesse Benedikte og samtidig
en anledning til at trække stor opmærksomhed om dansk erhvervsliv, der også var delvist involveret i
finansieringen af turneen.
Balletten har nu også etableret et eksperimenterende korps af dansere – ”Corpus” – der skal være med til
at afsøge nye veje for dansen. Corpus har tidligere eksisteret som en løs konstruktion, men nu har den fået
egne rammer, faste dansere og en kunstnerisk chef, der er tanket op med det mod, der skal til for at vinde
nyt land for den levende dans.
Også Skuespillet er blevet fuldstændig revitaliseret under den nytiltrådte skuespilchef, Morten Kirkskov.
Med et fast ensemble og et arsenal af friske ideer lagde de i slutningen af 2016 fra land med en stribe
markante stykker, der både trak fulde huse og stor applaus fra en ellers ganske blasert anmelderskare.
Med Skuespillet og Balletten i god gænge rettes vores fokus på Operaen. Her har der igennem en længere
periode været problemer som konsekvens af de fortsatte besparelser, der har ramt både personale og
produktioner. Formentlig har problemerne syntes særligt voldsomme, fordi man kom fra et højt
bevillingsniveau, da Operaen åbnede i 2005. Siden hen har det været brydsomt at tilpasse organisationen
til den ny og langt mere nøjsomme virkelighed.
Det positive, der er at sige, er at produktionerne trods faldende budgetter, fortsat holder et tårnhøjt
niveau, og at publikum synes at strømme til i omtrent samme omfang, som da Operaen åbnede. Når
besøgstallet i dag samlet set er lavere, skyldes det ganske enkelt, at der kun er råd til at sætte langt færre
produktioner op.
Under indtryk af den voldsomme nedgang i de offentlige bevillinger, er det lykkedes at generere andre
indtægter gennem fonds- og sponsorstøtte og via kommercielle arrangementer. Det sidste er ikke bare en
kilde til bedre økonomi, det er også en anledning til at komme i kontakt med andre publikummer, end dem
som teatret i forvejen er bekendt med. Dansk Industris Årsmøde og udlejning til dansesuccesen, ”Dirty
Dancing” var to markante arrangementer i den afdeling.