Bak de frivillige op!
Programmet
Statsministrene
er i de seneste uger blevet vist søndag aften. I den tredje udsendelse
fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at han de sidste tre år har lavet en
facebookjulekalender. Et år skrev han hver dag en låge om en person, der har sat et aftryk, og
nævner sin beundring for Poul Nyrup Rasmussens engagement for at skabe bedre forhold for de
psykiske syge og sårbare i vores samfund.
Lars Løkke Rasmussen siger: ”Jeg har enorm respekt for alt det arbejde, som du har lavet de
seneste år med sociale netværk og din enorme indsats for at fjerne tabuer knyttet til psykisk sygdom
og andet. I virkeligheden endnu mere vigtigt er det, at for alle de hundredetusindevis af frivillige har
du været med til at give et løft ved at investere dig selv i det, din egen person. Jeg ved bare, at det
gør en forskel for folk, der arbejder frivilligt, at de oplever, at en autoritet i samfundet giver dem et
klap på skulderen. Og det har du gjort der. Og det var det, jeg skrev om i den julekalender.” Så
følger et klip fra en åbning af det sekstende headspace center, der giver gratis og anonym
rådgivning til børn og unge om alt mellem himmel og jord.
Samtalen mellem statsministrene Rasmussen viser så udmærket, at når det kommer til frivilligt
og almennyttigt arbejde, som er udført af foreninger med et velgørende formål, er der en dyb
enighed og konsensus mellem folketingets partier. Så meget mere er det mærkeligt, at regeringens
finanslovsforslag rummer en afskaffelse af momskompensation for de projekter til velgørende
formål, der drives for indsamlede midler.
I 2007 under Foghs regering vedtog folketinget en lov, hvor det var muligt for godkendte
organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund med et velgørende og
almennyttigt formål at opnå momskompensation. Loven blev revideret i 2014, mens
socialdemokraten Benny Engelbrecht var skatteminister.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) begrundede begrænsningen i muligheden for at søge
momskompensation, at ordningen var gledet væk fra sit oprindelige formål ved nu også at omfatte
religiøse foreninger og festivaler. Påstanden er simpelthen forkert. De religiøse foreninger var tænkt
med i loven fra begyndelsen. Det var de helt selvfølgeligt. Når skatteministeren tilsyneladende kan
finde på et sådant argument, må det antageligt hænge sammen med, at den politiske opfattelse af
religion er under forandring - og det lover ikke godt for vores samfund
Religion er væsentligt og angår mennesket i dets grænsesituationer. Det har de religiøse
foreninger ikke patent på, men både historisk og aktuelt er de kirkelige og andre religiøse foreninger
en del af det frivillige sociale og kulturelle arbejde i Danmark. Disse foreninger løfter opgaver, som
er uundværlige for mange, hjælper svage borgere, kitter fællesskaber sammen og styrke relationer
mellem mennesker gennem fælles opgaver og oplevelser. Det er besynderligt, at den liberale og
konservative regering ønsker at begrænse det arbejde.
Ifølge brancheorganisationen Isobro betaler disse foreninger, der primært drives for indsamlede
midler, i år ca. 400 mio. kr. til statskassen. De ca. 150 mio. kr., som regeringen ønsker at begrænse
til ca. 67 mio. kr., er et indgreb med fatale konsekvenser.
Vi vil gerne bede skatteministeren svare på følgende:
1) Er det religiøse foreningsarbejde godkendt efter § 8a ikke længere almennyttig – eller
hvordan definerer ministeren det?
2) Kan ministeren fremlægge dokumentation for, at momskompensationsordningen oprindeligt
var tiltænkt en særlig målgruppe?
3) Ministeren bedes oplyse på hvilket grundlag, at de afsatte 67,1 mio. kr. skal fordeles blandt
almennyttige foreninger.
4) Vil ministeren bekræfte, at afskaffelsen af ordningen efterlader et hul på ca. 100 mio. kr. hos
de foreninger, der ikke tilgodeses med momskompensation for de udgifter, de har
budgetteret med i 2017?
Grundtvigsk Forum, formand Kirsten M. Andersen
Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, formand Hans-Ole Bækgaard
1