Kort orientering
I årene forud for fusionen i 2004 var der i finansloven, udover det særlige tilskud til Dansk Kirke i
Sydslesvig, af gode grunde tale om to forskellige tilskud, til to forskellige organisationer.
For sø a dskirker var der tale o ”tilskud til aflø i g af sø a dspræster og assiste ter”. Det
var hensigten, at tilskuddet skulle dække omkostningen til det aftalte antal stillinger, og hvis man
går langt tilbage i historien, var der tale om egentlige bevillinger af stillinger og dermed
efterbetaling, hvis den økonomiske bevilling ikke var tilstrækkelig. På et tidspunkt var beløbet dog
blevet fastfrosset, og der var op mod fusionen en vis underfinansiering af de forventede stillinger.
For a dre udla dskirker var der deri od tale o ”Tilskud til dæk i g af 50% af udgifter e” til
præstelønningerne ved kirkerne i fem konkrete storbyer plus mindre tilskud til dels au-pair
virksomhed, dels administration.
I forbindelse med fusionen var der store forhåbninger, og også politiske hensigtserklæringer, om
at kirkerne skulle ligestilles, på den måde at hele lønnen skulle dækkes af finanslovsbevillingen,
også for præster i storbykirkerne. Denne forhåbning og forventning var for mange af de
involverede et afgørende element i beslutningen om at gå ind for fusionen.
Virkeligheden blev imidlertid, at bevillingerne var uændrede, nu blot udbetalt til samme
organisation.
Lige siden har alle drøftelser om tilskuddets størrelse taget udgangspunkt i samme sum, reelt
baseret på 100% til nogle præster og 50% til andre.
Eneste realvækst i tilskuddet har været en genopretning (Finanslov 2008) i forhold til, at tilskuddet
gennem en lang årrække kun var fremskrevet med omkostningspristallet, ikke lønindekset. Dog er
der i hvert af årene 2015 og 2016 overført en stilling og 600.000 kr. fra bevillingen vedr. Sydslesvig
til bevillingen vedr. den øvrige verden. En forbedring, men udgiftsneutralt for statskassen.
Når vi også i dag har et stærkt ønske om, at præsternes løn kunne finansieres fra Danmark, skyldes
det ikke så meget de ovennævnte gamle forventninger, som det skyldes ønsket om at sikre
præsterne integritet og ansættelsesmæssige uafhængighed af menighedsrådet, ligesom det
gælder inden for Danmark.
Dertil kommer en ren rimelighedsbetragtning, på baggrund af at danskerne i udlandet betaler
langt mere i kirkeskat, end der gives i finanslovstilskud til deres kirkelige betjening
–
dette på trods
af, at langt størstedelen af kirkernes brugere slet ikke er beskattede i Danmark.
DSUK
–
september 2017