Ilulissat og det grønlandske samfund i perioden 2000 til 2016.
Jeg opholdt mig i Ilulissat i to år omkring år 2000 og har i år opholdt mig 3 måneder i byen.
I det følgende vil jeg forsøge at beskrive mine opleverser af de forandringer – og mangel på samme, jeg har set i
perioden 2000 – 2016.
Affald.
Det første der springer i øjnene efter ankomst er at byen blevet meget ren. Afflad i gaderne er væk og der er
indsamling af storskrald. Glasskår og cigaretskod ligger der endnu – også der hvor hundene nu snart skal løbe
med slæderne, og der findes forskellige steder i byen ”oplagspladser” med ting og sager, der aldrig vil blive brugt
igen – anslået 100 gamle bilvrag, 100 både og 200 bådmotorer. Hertil kommer byggematerialer fiskegrej osv.
Hvis du f.eks går en tur ud til det gamle stenbrud, og over for Hotel Isefjord kan du få syn for sagen. Er det det
billede turisterne skal have af byen?
Hunde.
Antallet af hunde er mindre som følge af, at de bruges mindre til fiskeri, og de er flyttet ud af byen. Det betyder at
hundenes efterladenskaber også er væk fra byen og at de næsten ikke høres. Det sidste savner vi lidt. Går du
en tur i områder med hundepladser møder du ofte løse hunde. Ofte bliver især børn bidt, og turisterne mangler
information om ,at hundene ikke er kæledyr.
Turister.
Antallet af turister er større og i vækst. De præger bybilledet her i sommertiden, og det er tydeligt, når vi ser på
antallet af turistkontorer i bymidten. Der satses meget på turismen. Den nyanlagte gangbro til Sermermiut er et
godt initiativ. Optagelsen af Isfjorden som VERDENSARV er fantastisk og det har sat byen og dens omegn på
verdenskortet.
Prisudviklingen.
For år tilbage var der megen snak om, at Elke Meisner og hendes mand tog meget høje priser for deres tilbud til
turisterne. I kraft af, at de er tyskere havde de let ved at få kontakt til det tyske publikum. Nu er de rejst, og alle
øvrige turistkontorer har tilsyneladende lært noget af Elke. I hvert fald er priserne steget betydeligt. En
1