GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Grønlandsudvalget 2016-17
GRU Alm.del Bilag 28
Offentligt

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Af Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Flemming Balvig

Abstract

A study toward public reactions to crime and victimization of crime has been car-

ried out in Greenland. The methodological concept and the design of the study

were based on earlier studies made in Denmark in 2006 and 2009, and because

of this several comparisons can be made with Denmark. The attitudes were ana-

lyzed by using three different methods on representative samples of the populati-

on in Greenland. In the first study, the general or spontaneous sense of justice

was measured by short questions in telephone interviews. The informed sense of

justice was examined by presenting vignettes of six cases in a postal survey. The

concrete sense of justice was studied through focus groups proposing reactions

after having seen a mock trial of a crime case and having discussed the case in

the group. The results from the different studies of attitudes towards crime and

reactions to crime were finally compared to the actual reactions according to as-

sessments from the courts and the police in Greenland. Considering that Green-

land has a rather special criminal law, which put more emphasis on rehabilitati-

on than is usual seen – and even more so if you go back in time – a major questi-

on and special for the study in Greenland, has been how the people view, what

should be the guiding principle for public reactions to crime: Special prevention

or repression?

1. Indledning

I 2010 trådte såvel en ny kriminallov som en ny retsplejelov i kraft for Grønland.

En nydannelse i retsplejeloven var indførelse af et råd, Rådet for Grønlands Rets-

væsen, som ifølge GR-Rpl. § 742 skal varetage koordinationen mellem Grøn-

lands selvstyre og rigsmyndighederne om kriminal- og retsplejelovgivningen,

herunder udvikle det lovgivningsmæssige grundlag,

iværksætte forskning i for-

bindelse hermed

(min kursivering) og følge de enkelte retsmyndigheders funktion

og uddannelsesbehov. Rådet består af 13 medlemmer: landsdommeren i Grøn-

land, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland, lederen af

kriminalforsorgen i Grønland, Kanukoka, en advokat, en forsvarer,

en universi-

tetslærer

(min kursivering), 2 repræsentanter for Grønlands selvstyre og repræ-

sentanter for Justitsministeriet, Domsstolsstyrelsen og Direktoratet for Kriminal-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

forsorgen. Siden rådets nedsættelse har formand for rådet været nu tidligere høje-

steretsdommer Per Walsøe, og undertegnede har af justitsministeren været be-

skikket i funktionen som universitetslærer.

Et af det grønlandske selvstyres første ønsker til rådet, for så vidt angår den

forskningsmæssige del, har været gennemførelse af en retsbevidsthedsundersø-

gelse. Motivationen herfor har været den særlige karakter, som kriminaliteten og

det kriminalretlige system har i Grønland, samt de i 2010 gennemførte ændringer,

der var et resultat af mange års forarbejde, ikke mindst i Den Grønlandske Rets-

væsenskommission (jf. Betænkning nr. 1442/2004). Spørgsmålet har været,

hvorvidt befolkningen kender til de grundlæggende træk i det grønlandske krimi-

nalretlige system, og hvilke følelser og holdninger man har i den forbindelse. Det

har måske også været en del af motivationen, at lignende undersøgelser var blevet

gennemørt i Danmark i 2006 og 2009 (Balvig, 2006; 2010), og i 2009 tillige i

Norge, Sverige, Finland og Island (Balvig et al, 2010; 2011; 2015; Olaussen,

2011), og det har i hvert fald været et bagvedliggende ønske at have et kriminal-

retligt system, der er i overensstemmelse med befolkningens grundlæggende øn-

sker og værdier. Denne

politiske

drivkraft bag undersøgelsens tilblivelse har ikke

i tilnærmelsesvis samme grad ligget bag de øvrige nordiske undersøgelsers tilbli-

velse.

2. Undersøgelserne

I forlængelse heraf gennemførtes i regi af Rådet for Grønlands Retsvæsen i 2014

en undersøgelse af retsbevidsthed i den grønlandske befolkning.

3 4

Retsbevidsthedsundersøgelsen i Grønland består i virkeligheden af et kom-

pleks af fire forskellige delundersøgelser, som vi for overskuelighedens skyld kan

benævne: Telefonundersøgelsen, Postundersøgelsen, Fokusgruppeundersøgelsen

og Praksisundersøgelsen. Det grundlæggende metodiske oplæg og undersøgel-

sesdesign afspejler den fremgangsmåde, der blev skabt og anvendt i undersøgel-

serne i Danmark i 2006 (og efterfølgende igen i Danmark samt i de øvrige andre

nordiske lande i 2009) (Balvig, 2015a).

5 6

2.1. Telefonundersøgelsen

Det primære formål med telefonundersøgelsen har været at forsøge at give et bil-

lede af den grønlandske befolknings

generelle

holdninger til kriminalitet og for-

anstaltninger over for kriminalitet, det der ofte betegnes som retsfølelsen, eller

mere specifikt den generelle retsfølelse eller den spontane retsfølelse. De mulige

svarpersoner blev ud fra deres telefonnumre udvalgt med henblik på at kunne ud-

gøre et repræsentativt udsnit af 18-74-årige personer, bosiddende i Grønland. Og-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

så personer med taletidskort har kunnet inddrages i udvælgelsesproceduren. Tele-

fonundersøgelsen blev foretaget i første kvartal 2014, og der opnåedes brugbare

telefoniske interviews med i alt 696 personer.

Geografisk set viser der sig blandt de 696 respondenter at være en vis overre-

præsentation af beboere fra Diskobugt-området. Respondenter fra bygder er lidt

underrepræsenteret i forhold til respondenter fra byer. Imidlertid bor der lidt flere

i bygder om sommeren end om vinteren (hvor undersøgelsen er foretaget), lige-

som den konstante fraflytning fra bygder formentlig også har reduceret andelen

med et par decimaler. Kønsfordelingen blandt respondenterne er meget tæt på

den faktiske kønsfordeling blandt 18-74-årige bosiddende i Grønland. Også al-

dersfordelingen blandt de 18-74-årige er tæt på den faktiske aldersfordeling i

Grønland.

Interviewene har gennemsnitligt varet omkring 20 minutter. Der blev anvendt

et spørgeskema med i alt 39 hovedspørgsmål om kriminalitet og foranstaltninger

over for kriminalitet, 4 betingede spørgsmål (tillægsspørgsmål) og 8 baggrunds-

spørgsmål (om køn, alders osv.). Ét af hovedspørgsmålene er kun stillet til kvin-

delige respondenter.

For at kunne vurdere om spørgsmålsformulering o.lign. påvirker de svar, man

får, er der for 9 af hovedspørgsmålenes vedkommende udformet to eller flere va-

rianter af spørgsmålsformuleringen og/eller af svarmuligheder. Disse er placeret i

tilsammen fire forskellige spørgeskemavariationer, og respondenterne er efter et

tilfældighedsprincip blevet interviewet efter et af disse fire skemaer. Som det og-

så gerne skulle være, foreligger der så også svar på omtrent lige mange af de fire

spørgeskemavariationer (fra 170 til 180).

Det har været op til svarpersonerne, om de har villet interviewes på grøn-

landsk eller dansk. 83 pct. af interviewene blev gennemført på grønlandsk, 17 pct.

på dansk.

For at vurdere om svarene kan være blevet påvirket af, hvem man er inter-

viewet af, foreligger der for hvert enkelt interview oplysninger om, hvem inter-

vieweren har været; interviewerens køn og alder – samt interviewerens indtryk af,

om den interviewede har været alene ved interviewet, har givet sig god tid, og om

den interviewede har svaret åbent og ærligt.

I nærværende artikel er det hovedsageligt resultater fra telefonundersøgelsen,

der gengives, hvorfor fremgangsmåden mv. i de øvrige – mere komplekse – un-

dersøgelser kun kort skal gengives her (se nærmere herom i Balvig, 2015b).

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

2.2. Postundersøgelsen

Et tilsigtet repræsentativt udvalg af de 18-74-årige har med posten fået tilsendt et

skema, hvor der på forsiden står:

Hvordan vil du dømme?

Skemaet indledes med

en beskrivelse af mulige foranstaltninger (som det hedder i Grønland), således

som de er oplistet i den grønlandske kriminallov. Mulighederne er suppleret med

konfliktråd, som endnu ikke findes i Grønland, men hvor en forsøgsordning er

undervejs.

Herefter følger så et antal konkrete sager, som svarpersonerne anmodes om at

gætte på, hvordan de ville blive pådømt ved en grønlandsk domstol; hvordan man

tror befolkningen flest ville dømme, samt hvordan man selv ville dømme. De en-

kelte sager er beskrevet på en A-4 side, inklusiv beskrivelse af personlige forhold

hos tiltalte. Sagerne vedrører partnervold, indsmugling af hash, seksuelt misbrug

af mindreårig, røveri, kontaktvoldtægt, indsmugling af hash samt en kriminalfor-

sorgssag, hvor det drejer sig om en indsats muligheder for at arbejde uden for an-

stalt og komme på udgang. De fire førstnævnte sager har også været anvendt i de

tilsvarende danske og øvrige nordiske retsbevidsthedsundersøgelser, mens hash-

indsmuglingssagen og kriminalforsorgssagen er specifik for den grønlandske un-

dersøgelse.

Formålet med postundersøgelsen har været at forsøge at afdække den såkaldt

informerede retsfølelse.

Postspørgeskemaet er et ganske kompliceret spørgeskema at besvare. Dels

kræver det megen læsning, og dels stiller selve måden at svare på også store krav

til den svarendes færdigheder og forudsætninger. Dette gør sig ikke mindst gæl-

dende i dets grønlandske udformning på grund af det grønlandske sprogs natur.

Svarprocenter mv. er i skrivende stund ikke endelig opgjort, men den samlede ef-

fektive svarprocent kommer til at ligge mellem 20 og 25 pct., og det ville ikke

overraske, hvis der viser sig større skævheder med hensyn til, hvem der har sva-

ret. Skemaet er klart lettere at gå til og besvare for dansksprogede sammenlignet

med grønlandsksprogede, og også for personer med en længerevarende uddannel-

se sammenholdt med personer med en kort eller begrænset skoleuddannelse.

2.3. Fokusgruppeundersøgelsen

Hensigten med fokusgruppeundersøgelsen har været at få et repræsentativt udsnit

af de 18-74-årige i Grønland til, fordelt på 18 grupper, at diskutere og overveje,

hvordan der (skal) dømmes i konkrete sager. Til brug herfor blev der produceret

to film, en der viste en retssag baseret på ovennævnte partnervoldssag, og en der

viste en retssag baseret på kontaktvoldtægtssagen. I filmene følges sagerne frem

til umiddelbart før proceduren, dvs. man præsenteres ikke for hverken anklage-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

myndighedens eller forsvarerens konkrete bud på, hvordan der skal foranstaltes,

eller begrundelserne herfor. Sproget i filmene er grønlandsk, men filmene er sup-

pleret med undertekster på dansk. Det er skuespillere, der varetager rollerne som

tiltalte og vidner, mens rollerne som dommer, forsvarer og anklager varetages af

personer, der også i det virkelige liv fungerer i disse roller.

Mødedeltagerne er blevet inviteret til et 2-3 timers møde om kriminalitet og

uden nogen nærmere specifikation, det være sig med hensyn til det nærmere ind-

hold, eller måden det skulle diskuteres på.

Efter en kort introduktion ved en neutral mødeleder udfyldtes individuelt et

spørgeskema, der grundlæggende svarede til det, der blev anvendt i postundersø-

gelsen, og svarpersonen påførte skemaet et nummer. Dog er kriminalforsorgssa-

gen ikke med i fokusgruppeundersøgelsen. Besvarelsen af spørgeskemaet har haft

den indirekte funktion, at alle tilførtes viden om, hvordan der kan foranstaltes, og

hvad de enkelte foranstaltninger nærmere går ud på. En særlig fordel ved fokus-

gruppeundersøgelsen er, at der her har været en mødeleder tilstede, der har kun-

net bistå med tekniske spørgsmål i forbindelse med spørgeskemabesvarelsen, det

være sig på grønlandsk eller dansk. Skemaerne er derfor utvivlsomt udfyldt mere

fyldestgørende, mindre »skævt« og mere korrekt. Efter spørgeskemaudfyldnin-

gen vistes en af de to indspillede film, uden at der eksplicit blev gjort opmærk-

som på, at retssagen i filmen faktisk vedrørte en af de sager, deltagerne lige havde

pådømt i spørgeskemaet. Umiddelbart efter filmen udfyldtes igen individuelt et

spørgeskema, der denne gang alene vedrørte, hvordan man troede retspraksis

ville være i den sag, man lige havde set på film, og hvordan man selv ville døm-

me. Skemaet påførtes samme nummer som det første skema. Herefter overgik

man til indbyrdes at diskutere sagen. Diskussionen var struktureret på den måde,

at man tog hver mulig foranstaltning op for sig, og diskuterede, hvad der kunne

være henholdsvis fordele og ulemper ved at anvende den enkelte foranstaltning i

den konkrete retssag, der var blevet vist på film.

Diskussionen af de forskellige foranstaltningers fordele og ulemper som mulig

dom i den konkrete sag afsluttedes med, at deltagerne for tredje gang udfyldte et

spørgeskema. Dette skema var identisk med skema nummer to, dvs. det vedrørte

hvordan man nu – efter at have haft yderligere muligheder for at tænke over og at

have gennemgået de mulige foranstaltninger – ville dømme i sagen. Igen påførtes

et nummer, der har haft den funktion, at deltagerne på den ene side har kunnet

bevare anonymitet i deres besvarelser, og på den anden side har muliggjort en

analyse af, hvordan de enkelte besvarer henholdsvis skema et, to og tre og even-

tuelle ændringer heri undervejs.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Til sidst på mødet opfordredes deltagerne til i plenum, hvis de havde lyst, at

tilkendegive, om de havde skiftet mening undervejs, og i givet fald hvorfor. Mø-

delederen spurgte også, om man troede, man kunne være blevet enige, hvis man

nu havde været en jury, og hvad foranstaltningen så skulle være.

Et enkelt af fokusgruppemøderne måtte opgives på grund af vejrlig og trans-

portproblemer, så man endte med i alt 17 møder, med i alt 199 deltagere. De en-

kelte møder adskilte sig indbyrdes med hensyn til, hvor i Grønland de foregik,

om det anvendte sprog var grønlandsk eller dansk, hvilken aldersgruppe der del-

tog, og hvilken konkret film/sag der blev vist/fokuseret på. For samtlige grupper

blev der tilstræbt en tilnærmelsesvis lige kønsfordeling, samt en majoritet af del-

tagere, der på det

generelle

plan syntes, at straffene/foranstaltninger var for milde

i Grønland, for sådan viste telefonundersøgelsen, at det forholdt sig. Omkring syv

ud af ti af deltagerne gik ind til møderne med den overbevisning, at straffe-

ne/foranstaltningerne i Grønland gennemgående var for milde. Efterfølgende

kontrol har vist, at dette ganske nøje svarer til holdningen i den grønlandske be-

folkning, jf. også nærmere herom i det følgende.

Retsfornuften er de holdninger og handlinger, den grønlandske befolkning

ville have og udøve, hvis de selv var dommere i konkrete retssager, og ikke var

bundet af at skulle forholde sig til eller følge retspraksis. Fokusgruppeundersøgel-

sen har været en bestræbelse på at kunne komme så nær denne situation som mu-

ligt, og er således undersøgelsens optimale bud på den grønlandske befolknings

retsfornuft, eller hvis man skulle foretrække det: Den konkrete retsfølelse.

2.4. Praksisundersøgelsen

I forskellige dele af undersøgelsen har der været et behov for at holde spørge-

skemabesvarelser mv. op mod, hvordan det faktisk forholder sig, ikke mindst

hvordan retspraksis faktisk er. Dette kunne måske lyde som en enkelt sag, men

dels mangler der i Grønland »almindelige« og aktuelle præcise statistiske oplys-

ninger for en del af de forhold, det kunne være relevant at belyse, og dels er der

nok en større variation i retspraksis i Grønland end f.eks. i Danmark, ikke mindst

fordi man kan sige, at dette sådan set er tilsigtet gennem en større betoning af

»gerningspersonprincippet« ved valg af straf/foranstaltning i Grønland (mere

herom i det følgende).

Landsdommerembedet i Grønland og Politiet i Grønland har gjort det optima-

le for at besvare de vanskelige spørgsmål om praksis m.v.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

3. Kriminaliteten

Den synsvinkel, der anlægges på kriminaliteten i de gennemførte undersøgelser,

er ikke primært kriminaliteten som et problem i sig selv, men kriminaliteten som

en mulig faktor til forståelse af og som en mulig forklaring på den grønlandske

befolknings retsbevidsthed.

Fokus er derfor på den del af kriminalitetsbilledet, der vedrører, hvad de 18-

74-årige har oplevet på egen krop (personkriminalitet) eller på egne besiddelser

(ejendomskriminalitet), og uanset om dette så er blevet anmeldt til politiet eller ej.

For at kaste lys over dette har telefonundersøgelsen indeholdt en række

spørgsmål om, hvorvidt man inden for en nærmere specificeret periode har ople-

vet sig udsat for forskellige former for kriminallovsovertrædelser, såsom vold,

tyveri mv. Telefonundersøgelsen har dermed fungeret som en såkaldt »offerun-

dersøgelse«.

En tilsvarende offerundersøgelse blev gennemført i Grønland i 1995/96. Her-

ved bliver det muligt at se, om der er sket ændringer i den grønlandske befolk-

nings udsathed for kriminalitet i de seneste knapt 20 år. Undersøgelsen i 1995/96

gennemførtes som et led i Den Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde, og

de tekniske detaljer ved og resultater af undersøgelsen er nærmere omtalt andet-

steds (Skydsbjerg, 1996; Balvig, 1999a). Undersøgelsen i 1995/96 gennemførtes

som postspørgeskemaundersøgelse, og antallet af besvarelser i aldersgruppen 18

til 74 år var 2.630.

Et referencepunkt, der yderligere kan belyse den grønlandske befolknings ud-

sathed for kriminalitet, er tilsvarende undersøgelser gennemført blandt 18-74-

årige i Danmark i henholdsvis 1995/96 og i 2013 (Balvig, 1998; Boesen Pedersen

et al, 2014). I begge tilfælde har der været tale om telefoninterviewundersøgelser.

Antallet af gennemførte interviews var i 1995/96 25.218 og i 2013 11.017.

3.1. Ejendomsforbrydelser

En ud af ni (11 pct.) af de 18-74-årige tilkendegav i telefonundersøgelsen i Grøn-

land i 2013/14, at de inden for det seneste år havde været udsat for tyveri, jf. op-

stilling 3.1.1.

Det var præcis det samme som i Danmark, og – med forbehold for stikprøve-

usikkerheden – et ganske markant fald i forhold til 1995/96, hvor det var omkring

en ud af seks (16 pct.), der havde oplevet sig udsat for tyveri. Også i Danmark er

der sket et fald fra 1995/96 og frem til den seneste undersøgelse.

Udsatheden for hærværk følger det samme mønster. Her er det 6 pct. i Grøn-

land i 2013/14, der har oplevet sig udsat for hærværk, hvilket – stikprøveusikker-

heden taget i betragtning – ligger på samme niveau som i Danmark 2013 (5 pct.).

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Igen er der tale om et fald i Grønland i løbet af den sidste snes år på omkring en

tredjedel, og også i Danmark er der et fald.

Opstilling 3.1.1. Procent af de 18-74-årige der inden for det seneste år har

oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk i Grønland, 1995/96 og 2013/14,

og i Danmark, 1995/96 og 2013

GRØNLAND

1995/96

Tyveri

Hærværk

Tyveri og/eller hærværk

2013/14

DANMARK

1995/96

2013

Ser vi samlet på ejendomskriminalitet, er det en ud af syv (14 pct.) blandt de 18-

74-årige Grønland i 2013/14, der inden for det seneste år forud for udspørgnings-

tidspunktet har været udsat for tyveri og/eller hærværk. Det er nøjagtig den sam-

me andel i Danmark 2013 og tendensen er begge steder – som i øvrigt i en stor

del af verden – et fald sammenlignet med situationen for et par årtier siden. En af

de mere betydningsfulde globale forklaringer på den faldende tendens i tyverier

mv. synes at være den øgede sikring og overvågning af ting, varer og besiddelser,

og den heraf følgende øgning i vanskeliggørelsen af tyveri mv. og øgede opda-

gelsesrisiko.

Hvor anmeldestilbøjeligheden for tyveri var lavere i Grønland end i Danmark

for en snes år siden, har dette ændret sig. Mens den har holdt sig nogenlunde kon-

stant i Danmark, er den steget betydeligt i Grønland. Stigningen har været så

kraftig, at anmeldelsestilbøjeligheden for tyveri (og hærværk) nu er på niveau

med situationen i Danmark, måske endog lidt højere.

Den faldende tendens for forekomsten af ejendomsforbrydelser som tyveri og

hærværk kan også iagttages i de registrerede ejendomsforbrydelser, dvs. i de

ejendomsforbrydelser der ved anmeldelse eller på anden måde er kommet til poli-

tiet kundskab. Faldet i den registrerede kriminalitet er ikke så kraftigt som i den

faktiske kriminalitet målt ved offerundersøgelsen, hvilket formentlig primært be-

ror på, at anmeldelsestilbøjeligheden samtidig er steget.

3.2. Personforbrydelser

En ud af ni, 11 pct., har i 2013/14 i Grønland oplevet sig udsat for vold og/eller

alvorlige trusler om vold inden for det seneste år. Det er ikke blot i sammenlig-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

ning med Danmark – hvor det i 2013 »kun« var en ud af tyve, 5 pct. – at voldsni-

veauet i Grønland målt på denne måde er højt. Det er det også internatio-

nalt/globalt. Det er meget få lande i verden, hvor niveauet af vold og trusler om

vold, som i Grønland, ligger på niveau med udsatheden for tyveri.

Endvidere er det i særdeleshed med hensyn til selve volden, at Grønland såvel

absolut som relativt set ligger højt. Hvor 1 ud af 100 i Danmark udsættes for vold

i løbet af et år, er det 1 ud af 20 i Grønland – altså i størrelsesordenen fem gange

så mange. Blandt 72 lande i verden, hvor man i perioden fra 1995 til 2005 har

undersøgt udsatheden for vold (»assault«), er der kun ét land, hvor der findes en

højere udsathed for vold end i Grønland, og forskellen er ikke engang statistisk

signifikant (Van Dijk, 2008). Det er Sydafrika, hvor 6 pct. har været udsat. Zim-

babwe placerer sig næsthøjest blandt de 72 lande med 5 pct. – altså det samme

som i Grønland. Herefter kommer Swaziland med 4 pct. og Zambia med 3 pct. I

de resterende 68 lande er det 3 pct. eller færre – og for langt de fleste 2 pct. eller

færre – der har oplevet sig udsat for vold inden for det seneste år forud for ud-

spørgningstidspunktet.

Den positive udvikling, vi har kunnet konstatere for ejendomskriminalitetens

vedkommende, genfindes ikke for vold, jf. opstilling 3.2.1. Også i 1995/96 var

det en ud af ni, 11 pct., der inden for det seneste år havde været udsat for vold

og/eller alvorlige trusler om vold. Dette skal ses i lys af, at der i Danmark har væ-

ret et mindre fald i volden, og at der også internationalt i mange lande er sket et

fald i denne form for kriminalitet.

Opstilling 3.2.1. Procent af de 18-74-årige der inden for det seneste år har

oplevet sig udsat for vold og/eller alvorlige trusler i Grønland, 1995/96 og

2013/14, og i Danmark, 1995/96 og 2013

GRØNLAND

1995/96

Vold

Alvorlige trusler

Vold og/eller alvorlige trusler

x = oplysninger foreligger ikke.

2013/14

DANMARK

1995/96

2013

Mellem forskellige befolkningsgrupper og mellem forskellige dele og områder af

Grønland findes der betydelige forskelle i risikoen for at blive udsat for vold

og/eller alvorlige trusler om vold (2013/14). Dette gælder dog ikke med hensyn

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

til, om man bor i by eller bygd; her er forskellen minimal. Der er heller ingen

større forskel mellem risikoen for personer født i Grønland, og personer der ikke

er født i Grønland.

Mænd har en lidt større risiko end kvinder: 13 pct. over for 9 pct. Dette beror

udelukkende på, at

unge

mænd (18-29 år) har en betydelig større risiko end

unge

kvinder. Hvor næsten hver tredje af de unge mænd, 30 pct., har oplevet sig udsat

for vold eller alvorlige trusler inden for det seneste år, er det »kun« hver femte af

de unge kvinder (20 pct.). Er man 30-74 år ligger risikoen på omkring 10 pct.,

uanset om man er mand eller kvinde.

Der eksisterer en tydelig social slagside i risikoen for at blive udsat for vold,

idet personer uden uddannelse eller med meget kort uddannelse løber en større

risiko end andre. Ufaglærte og personer beskæftigede som fiskere eller fangere

løber en større risiko end faglærte og funktionærer.

Geografisk set ligger risikoen over det gennemsnitlige i Nord-, Øst- og Syd-

grønland (14-15 pct.), mens den ligger betydeligt under det gennemsnitlige i

Midtgrønland (4 pct.). Niveauet i Midtgrønland svarer således til niveauet i Dan-

mark som helhed. Diskobugten ligger noget lavere end det gennemsnitlige (8

pct.), mens Nuuk placerer sig omkring det gennemsnitlige (11 pct.).

Op mod halvdelen af de tilfælde af vold og alvorlige trusler om vold, man har

været udsat for, er blevet anmeldt til politiet, såvel i 1995/96 som i 2013/14; det

har ikke ændret sig. Det er såvel sammenlignet med Danmark som den øvrige

verden, hvori voldsofferundersøgelser er blevet foretaget, en meget høj anmeldel-

sestilbøjelighed. I Danmark er anmeldelsestilbøjeligheden steget fra 1995/96 til

2013, men til trods herfor ligger anmeldestilbøjeligheden for vold og trusler om

vold også i 2013/14 på et klart højere niveau i Grønland end i Danmark.

En del af forskellen mellem Grønland og Danmark kan bero på, at voldssager

såvel relativt som absolut set oftere kommer til politiets kundskab på anden måde

end ved offerets egen anmeldelse, f.eks. via naboer eller andre der ringer til poli-

tiet. I 1995/96 var det hvert tredje af de tilfælde, som svarpersonerne havde været

udsat for, og som var kommet til politiets kundskab i Grønland, der var kommet

til politiets kundskab på anden måde end ved offerets anmeldelse. Det var især

typisk for den vold, der forekommer i hjemmet – ligesom 1995/96-undersøgelsen

i øvrigt viste, at en usædvanlig stor andel af den samlede vold i Grønland netop

forekom i hjemmet. Undersøgelsen i 2013/14 giver ikke tilsvarende mulighed for

at vurdere, på hvilken måde politiet i Grønland i givet fald har fået kundskab om

volden.

En af konsekvenserne af det noget mindre »mørketal« vedrørende vold og

trusler blandt voksne i Grønland er, at sammenligninger mellem den politiregi-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

strerede voldskriminalitet i Grønland og Danmark kommer til at give et noget

overdrevet billede af, hvor stor forskellen faktisk er.

En anden central del af personforbrydelserne er seksualkriminaliteten. Den er

ganske vanskelig at belyse i en telefoninterviewundersøgelse, dels pga. vanske-

ligheder med spørgsmålsformulering og dels pga. mulige problemer med svarvil-

lighed. Tilsvarende gør sig for så vidt også gældende for vold og trusler, men

problemerne er af endnu større mulig betydning ved seksualkriminalitet.

Den kvindelige halvdel af svarpersonerne er i blevet spurgt, om de inden for

de seneste fem år forud for udspørgningstidspunktet har været udsat for, at nogen

har tvunget dem til samleje eller forsøgt at tvinge dem til samleje. Kun kvinderne

blev spurgt, fordi en forprøve viste, at en del mænd, ærgerligt nok, syntes, at et

sådant spørgsmål var lidt »for sjovt« – ærgerligt fordi det kunne være lige så væ-

sentligt at få blotlagt mændenes udsathed på dette område.

En ud af hver tyve kvinder, 5 pct., svarede bekræftende på, at de havde været

udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de seneste fem år. Det er fem

gange så mange som i Danmark, hvor 1 pct. af kvinderne i 2013 havde været ud-

sat. Der er ikke stillet et helt tilsvarende spørgsmål i tidligere undersøgelser, så vi

har ikke mulighed for at belyse den tidsmæssige udvikling.

Det fordeler sig med omtrent lige mange, der har været udsat for fuldbyrdet

tvangssamleje og forsøg på tvangssamleje.

Den præcise ordlyd af spørgsmålet og svarmulighederne var følgende:

»Har du inden for de seneste 5 år været udsat for, at nogen har tvunget eller forsøgt at tvinge dig

til samleje?

INTERV: Kun ét kryds (ved det alvorligste)

Ja, jeg er blevet tvunget til samleje

Ja, men det blev ved forsøget

Nej, men jeg har været udsat for anden form for seksuel krænkelse

Nej, slet ikke«

Der er altså også muligt som svar at medtage anden sexkrænkelse end tvangssam-

leje, og forhåbningen med denne måde at spørge/svare på har været, at disse

eventuelle andre seksuelle krænkelser hører til i den relativt alvorlige ende. »Sek-

suel krænkelse« er et vidt begreb, om end nok ikke så vidt som »seksuel chika-

ne«, som ses anvendt i nogle undersøgelser.

På denne baggrund tillader vi os at omtale svar 1, 2 og 3 på spørgsmålet som

udsathed for »alvorlig seksuel krænkelse«. Der er 3 pct. af kvinderne, der tilken-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

degiver at have været udsat for anden form for seksuel krænkelse (end tvangs-

samleje, og således i alt 8 pct. der har oplevet sig udsat for alvorlig seksuel kræn-

kelse inden for de seneste fem år.

Det er de yngste kvinder, der har langt den største risiko. 17 pct. af de 18-29-

årige kvinder har oplevet sig udsat for alvorlig sexkrænkelse inden for de seneste

fem år, og i næsten alle tilfælde har der været tale om tvangssamleje eller forsøg

herpå. For kvinder på 30 år og derover er risikoen meget mindre, og her drejer det

sig lige så ofte eller oftere om anden seksuel krænkelse end tvangssamleje. Sær-

ligt er tvangssamleje eller forsøg herpå yderst sjældent over for »ældre« kvinder,

der er bosiddende i bygder.

Som ved vold har sexkrænkelserne social slagside. Blandt de bogligt uddan-

nede har 3 pct. været udsat for alvorlig sexkrænkelse, mens det er fire gange så

mange, 12 pct., blandt kvinder med kun folkeskoleuddannelse.

Den geografiske fordeling bliver meget usikker på grund af de små tal, men

umiddelbart ser risikoen for alvorlig sexkrænkelse ud til at være relativt høj i

Nord-, Øst- og Sydgrønland (13-17 pct.), mens den er relativt lav i Nuuk, Disko-

bugten og Midtgrønland (4-7 pct.). Med endnu en betoning af de statistisk set

usikre tal fremtræder byerne Nanortalik, Qaqortoq og Tasiilaq umiddelbart som

byer med særlig stor risiko (30-40 pct.).

Hvis alle kvinder i et telefoninterview har svaret åbent og ærligt og efter bed-

ste evne på et spørgsmål om, hvorvidt de har været udsat for alvorlig seksuel

krænkelse, skulle vi forvente, at det ikke har nogen betydning, hvem de er blevet

interviewet af og/eller de omstændigheder, hvorunder de blev interviewet.

Hvis

svarene varierer med disse omstændigheder, tyder det på, at der samlet set er tale

om en underrapportering, med mindre selvfølgelig der er tale om praleri el.lign.,

hvilket næppe er særligt sandsynligt her.

Kvinderne er efter et tilfældighedsprincip blevet interviewet af enten en mand

eller en kvinde, og som man kunne vente, er det også præcis den samme andel,

der på spørgsmålene om ejendomskriminalitet beretter, om de har været udsat

herfor eller ej. Derimod er der ved spørgsmålet om seksuel krænkelse en betyde-

lig forskel. Når kvinderne er blevet interviewet af mænd, er det 19 pct., der har

svaret, at de har været udsat for en alvorlig seksuel krænkelse, mens det kun er 5

pct. af de kvinder, der er blevet interviewet af kvinder. For tvangssamleje eller

forsøg herpå alene er procenterne henholdsvis 10 og 3 pct. Disse forskelle er sta-

tistisk signifikante. Om årsagerne kan man kun gisne. Umiddelbart kunne man

forestille sig, at en kvinde hellere ville berette om de ubehagelige oplevelser til en

anden »ligestillet og ligesindet« kvinde. Måske beror det på, at mandlige inter-

viewere i højere grad opleves og opfattes som beskyttere. Det er især i de inter-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

views, der er foregået på grønlandsk, hvor andelen af kvinder, der beretter om, at

de har været udsat for seksuel krænkelse, øges, når det er en mandlig interviewer.

Intervieweren har registreret, om de generelt oplevede den, de interviewede,

som åben og ærlig eller som mere forsigtig og undvigende. Blandt de interviewe-

de kvinder, der oplevedes som åbne mv., tilkendegav 9 pct., at de havde været

udsat for alvorlig seksuel krænkelse, mens det »kun« var 4 pct. blandt de forsigti-

ge mv.

På dette grundlag mistænker vi, at der er tale om en betydelig underrapporte-

ring af de alvorlige seksuelle krænkelser, de interviewede kvinder har været udsat

for. Måske er det ikke »kun« mindst en ud af 20 kvinder, der over en 5-årig peri-

ode har været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå, men mindst en ud af 10?

Og måske er det ikke »kun« mindst en ud af 12 kvinder, der har været udsat for

alvorlig seksuel krænkelse, men mindst en ud af hver femte? Med hensyn til de

unge kvinder (18-29 år) er det måske mindst en ud af tre, der har været udsat for

en alvorlig seksuel krænkelse inden for de seneste fem år, og måske mindst en ud

af fire, der har været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå.

Blandt de kvinder, der inden for de seneste fem år havde oplevet sig udsat for

tvangssamleje eller forsøg herpå, havde hver tredje – 33 pct. – anmeldt det til po-

litiet eller politiet angives at have fået nys om det på anden vis. I de tilsvarende

undersøgelser i Danmark ligger »anmeldelsesprocenten« på omkring 25.

Mange har også seksuelle krænkelser, der er sket, mens de var børn eller helt

unge, med i ballasten. Alle, såvel mænd som kvinder, blev spurgt, om de en eller

flere gange inden de fyldte 18 år var blevet udsat for, at nogen havde tvunget dem

til samleje eller forsøgt herpå eller anden form for seksuel krænkelse. Det viste

sig at være tilfældet for mellem hver femte og hver fjerde, 22 pct. – og mere end

halvdelen af disse havde været udsat flere gange. 13 pct. af drengene havde været

udsat for alvorlige seksuelle krænkelser som børn eller helt unge, og næsten hver

tredje – 30 pct. – af kvinderne. Især for mændene var der en tendens til enten-

eller: Enten havde de ikke været udsat, eller også havde de været udsat ikke blot

en enkelt gang, men flere gange.

Barndomskrænkelserne har ikke samme grad af sammenhæng med svarperso-

nernes nuværende bopæl og sociale situation (uddannelse og beskæftigelse), som

de krænkelser der er sket inden for de seneste fem år. Såvel de mænd som kvin-

der, der har fået en lang boglig uddannelse, har dog ikke i samme udstrækning

været udsat for alvorlige seksuelle krænkelser som børn, som de personer der ik-

ke har fået lang boglig uddannelse. De mænd, der på interviewtidspunktet boede i

Nord-, Øst- eller Sydgrønland, havde i større omfang oplevet sig alvorligt seksu-

elt krænket som børn, end de mænd der aktuelt boede andetsteds i Grønland. For

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

kvinder er der ikke større forskelle i forhold til deres aktuelle bosted, bortset fra

en vis overhyppighed blandt kvinder bosiddende i Sydgrønland.

For mænd gør det ingen forskel, om de er interviewet af en mand eller en

kvinde, mens det – som vedrørende de aktuelle erfaringer – gør en forskel for

kvindernes vedkommende. Bemærkelsesværdigt nok er det dog her det omvend-

te: Det er blandt de kvinder, der har været udspurgt af kvinder, at flest beretter, at

de er blevet alvorligt seksuelt krænket som børn: 32 pct., sammenlignet med 23

pct. af de kvinder, der er blevet interviewet af mænd.

15 pct. af de, der er blevet alvorligt seksuelt krænkede som børn, har anmeldt

det til politiet eller politiet har fået nys om det på anden måde – 10 pct. for dren-

genes vedkommende og 17 pct. for pigernes.

Mere end hver tredje af de adspurgte kvinder, 36 pct., har enten oplevet sig

udsat for alvorlig seksuel krænkelse, da de var børn. eller inden for de seneste

fem år forud for udspørgningstidspunktet – eller bege dele (hvilket drejede sig om

tre pct. af samtlige kvinder). For kvinder på 50 år og derover var det tæt ved

halvdelen, 46 pct., og her skal man betænke, at en del af de tilsyneladende ikke-

udsatte på grund af udspørgningsmetoden kan have været udsat for alvorlig sek-

suel krænkelse mellem det fyldte 18 år og frem til fem år før udspørgningstids-

punktet.

3.3. Samlet risiko

Det er almindeligt i offerundersøgelser at udarbejde og analysere et samlet mål

for udsathed for kriminallovsovertrædelser inden for en nærmere specificeret pe-

riode. Et sådant mål er naturligvis stærkt påvirkeligt over for hvilke lovovertræ-

delser, det er muligt at inddrage. Vi er begrænset til tyveri, hærværk, vold og al-

vorlige trusler, og på baggrund af det umiddelbart foregående er der især grund til

at gøre opmærksom på, at seksualkriminalitet således ikke indgår. Andre eksem-

pler på kriminallovsovertrædelser, der ikke indgår, er røveri, bedrageri og brand-

stiftelse. Endvidere ligger det i sagens natur, at såkaldt »offerløse« lovovertrædel-

ser ikke indgår, såsom narkotikakriminalitet.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Opstilling 3.3.1. Procent af de 18-74-årige, der inden for det seneste år har

oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk og/eller vold og/eller alvorlige

trusler (»kriminalitet«) i Grønland, 1995/96 og 2013/14, og i Danmark,

1995/96 og 2013

GRØNLAND

1995/96

Pct. udsat for »kriminalitet«

2013/14

DANMARK

1995/96

2013

Af opstilling 3.3.1 fremgår, at det i 1995/96 var hver fjerde, 25 pct., af de 18-74-

årige i Grønland, der havde været udsat for »kriminalitet«, dvs. tyveri og/eller

hærværk og/eller vold og/eller alvorlige trusler. Frem til 2013/14 er der et lille

fald i udsatheden for kriminalitet, der, som vi har set, beror på et fald i ejendoms-

kriminaliteten.

Udsatheden for »kriminalitet« var i 1995/96 en smule højere i Grønland end i

Danmark. I 2013/14 er forskellen vokset, fordi risikoen for »kriminalitet« er fal-

det mere i Danmark end i Grønland.

Risikoen for at blive udsat for »kriminalitet« var i Grønland i 2013/14 næsten

dobbelt så stor for mænd sammenlignet med kvinders risiko, 29 pct. over for 16

pct.

Generelt var det de unge, de 18-29-årige, der løb den største risiko (30 pct.),

mens der ikke var nogen særlig forskel mellem de 30-49-åriges og de 50-74-

åriges risiko (ca. 20 pct.). Det er især de unge mænd, der løber en betydelig risiko

for at blive udsat for »kriminalitet«, idet 41 pct. havde været udsat inden for det

seneste år. Blandt de 30-74-årige mænd var det omkring hver fjerde, der var ble-

vet udsat. De unge kvinder (18-29 år) havde kun halvt så stor risiko for at blive

udsat for »kriminalitet« (19 pct.), og de unge kvinders risiko var kun lettere for-

højet i forhold til de 30-74-årige (15 pct.).

Uddannelsesmæssigt og beskæftigelsesmæssigt synes forskelle i risiko for

»kriminalitet« især at afspejle underliggende forskelle i alder og i besiddelser

(som muligt objekt for berigelseskriminalitet). Bl.a. viser det sig, at studerende og

personer med en lang boglig uddannelse generelt har en højere risiko end andre.

Risikoen for at blive udsat for »kriminalitet« var noget højere i byer (23 pct.)

end i bygder (17 pct.). Den var bemærkelsesværdig lav i Midtgrønland (7 pct.),

og noget lavere end det gennemsnitlige i Diskobugten (17 pct.). For bosiddende i

Nuuk var risikoen 25 pct., og endnu lidt større var den i Nord- og Østgrønland

(27 pct.) og i Sydgrønland (28 pct.).

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Opstilling 3.3.2. Procent af de 18-74-årige, der inden for det seneste år har

oplevet sig udsat for tyveri og/eller hærværk og/eller vold og/eller alvorlige

trusler (»kriminalitet«) i Grønland, 1995/96 og 2013/14, og i Danmark,

1995/96 og 2013, som har anmeldt det til politiet eller hvor politiet har fået nyt

om forholdet på anden vis

GRØNLAND

1995/96

Pct. anmeldt »kriminalitet«

2013/14

DANMARK

1995/96

2013

For en snes år siden var der i Danmark sammenlignet med Grønland en lidt sam-

let større tendens til, at »kriminalitet«, som man var blevet udsat for, var blevet

meldt til politiet, eller at politiet havde fået nys om det på anden vis, jf. opstilling

3.3.2. Fordi »anmeldelsestilbøjeligheden« siden er steget i Grønland, men ikke i

Danmark, forholder det sig omvendt i 2013/14: »Anmeldelsestilbøjeligheden« er

større i Grønland.

3.4. Befolkningen og kriminaliteten

At den traditionelle kriminallovskriminalitet er faldet de senere år, ser ikke ud til

at være bemærket eller har fået gennemslag i, hvordan den grønlandske befolk-

ning opfatter det – tværtimod. Hele 62 pct. var i telefonundersøgelsen af den op-

fattelse, at kriminaliteten var steget, og hver tredje endog at den var steget meget.

Kun 11 pct. mente, den var faldet.

Denne kontrast mellem kriminalitetens faktiske udvikling og befolkningens

oplevelse af samme er næppe et særlig grønlandsk fænomen. Når man kigger på

forskellige undersøgelser foretaget på forskellige tidspunkter rundt omkring i

verden, synes det nærmest at være universelt, at et flertal i befolkningen oplever

kriminaliteten som stigende – uanset om dette er tilfældet eller ej. En undersøgel-

se foretaget i Danmark i 2013 viste, at det var 50 pct., der mente, at der var mere

kriminalitet i Danmark end for fem år siden, mens kun 10 pct. mente, at der var

mindre (Epinion, 2013) – selv om Danmark i denne periode reelt havde et ganske

markant fald i kriminaliteten. Måske er det en del af en bredere konceptuel ten-

dens til at mene, at »verden er af lave«, og at »det var bedre før i tiden«. Generelt

synes sådanne opfattelser af livet, samfundet og verden især at være udbredt

blandt ældre, og der er da også såvel i Grønland som i Danmark relativt flest æl-

dre, der har en oplevelse af, at kriminaliteten er stigende. Måske det specielt for

kriminalitetens vedkommende har sammenhæng med, at det er et område, hvor

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

man, især via medierne, erfarer, at der sker noget hele tiden, og at der næsten hver

dag er sket noget (helt) nyt.

De grønlændere, der har en korrekt oplevelse af udviklingen, er især at finde

blandt dem, der via deres uddannelse, arbejde eller profession har særligt gode

muligheder for at vide, hvordan det faktisk forholder sig. I den danske undersø-

gelse er der relativt flest blandt de højtuddannede, der deler den korrekte opfattel-

se af, at kriminaliteten har været faldende.

Kriminalitet har ry for at være et område, der optager alle, men dette viser sig

langt fra at gøre sig gældende for alle eller tilnærmelsesvis alle grønlændere. I så

henseende synes grønlænderne delt i tre nogenlunde lige store grupper: Ca. en

tredjedel der i meget høj eller temmelig høj grad følger med i, hvad der i medier-

ne skrives og fortælles om kriminalitet m.v.; en tredjedel der følger en del med –

og så en tredjedel der kun lidt eller slet ikke følger med i kriminalitetsstoffet.

Det er dog vigtigt at fremhæve, at man godt kan være stærkt optaget af krimi-

nalitetsproblemet mv., selv om man ikke følger så meget med i medierne. Til

trods for at det har været tidskrævende, har interessen således været stor for at

deltage i de forskellige undersøgelser, der ligger til grund for nærværende rap-

port, ikke mindst fokusgruppeundersøgelserne. Når filmene har været vist med

fiktive retssager om vold og voldtægt for mindre grupper rundt omkring i Grøn-

land har mange, især i de små samfund, siddet yderst på stolen for at følge med,

selv om disse film i spændingsniveau ville kunne være blevet udkonkurreret af en

hvilken som helst krimi. Det var tydeligt, at filmene rørte ved nogle problemstil-

linger, som optog mange. Her blev der visualiseret nogle problemer, som man op-

levede som tæt på – og som man syntes var store, og som der burde gøres noget

(mere) ved. Man kunne genkende de forurettede og/eller de tiltalte i form af egne

oplevelser eller fra nogen man kendte – eller fra noget man kendte til var sket –

og kunne ske igen.

Hele to ud af tre af grønlænderne, 67 pct., mente, at kriminalitet var et meget

alvorligt problem for det grønlandske samfund, jf. opstilling 3.4.1. Kriminalitets-

problemet er noget næsten alle har en mening om. Ikke en eneste nægtede at sva-

re på dette spørgsmål, og kun få svarede ved ikke. 22 pct. tilkendegav, at de syn-

tes, at kriminalitet var et temmelig stort problem for det grønlandske samfund, og

kun en ud af ti, 10 pct., anså kriminalitetsproblemet for at være et lille problem

eller slet ikke noget problem.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Opstilling 3.4.1. Synes du at kriminalitet er et problem for det grønlandske

samfund? Procentfordeling (Telefonundersøgelsen)

Et meget stort problem

Et temmelig stort problem

Et lille problem

Ikke noget problem

Vil ikke svare

Ved ikke

I ALT procent

–

100

696

Til sammenligning kan nævnes, at det ifølge de seneste undersøgelser i Danmark

er mindre end hver tredje dansker, der synes, at kriminalitet er et meget alvorligt

problem for og i det danske samfund (Justitsministeriet, 2015).

Såvel demografisk som geografisk deles den stærke samfundsmæssige be-

kymring for kriminaliteten af praktisk talt alle undergrupper i den grønlandske

befolkning. Uddannelsesmæssigt er der dog en undtagelse, idet »kun« 45 pct. af

dem, der har en lang boglig uddannelse (universitetsuddannelse o.lign.), synes, at

kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske samfund.

En anden undtagelse er af geografisk karakter. I Aasiaat er det »kun« 49 pct.

af indbyggerne, der synes, at kriminalitet er et meget stort problem. Narsaq er et

andet område, hvor der er relativt få (59 pct.). Kontrasten er områderne Qaqortoq,

Maniitsoq, Sisimiut og Uummannaq, hvor omkring 8 ud af 10 vurderer kriminali-

tetsproblemet som værende meget stort. Nuuk placerer sig med 69 pct. omkring

det gennemsnitlige for hele Grønland. Generelt er det relativt set lidt flere i byg-

derne end i byerne, der anser kriminalitetsproblemet for at være meget stort, 74

pct. overfor 67 pct.

Såvel blandt mænd som blandt kvinder er det et stort flertal, der anser krimi-

nalitetsproblemet for at være meget stort, men flertallet er størst blandt kvinderne

(73 over for 62 pct.).

Blandt personer født i Grønland anser 70 pct. kriminalitetsproblemet for me-

get stort, hvilket er betydeligt flere end blandt personer bosiddende i Grønland,

men født i Danmark, hvor det »kun« er lige godt halvdelen, 53 pct. Samme gan-

ske markante forskel gør sig gældende, hvis opdelingen af »grønlændere« og

»danskere« foretages ud fra det sprog, som telefoninterviewet er gennemført på

(71 over for 52 pct.).

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Man kunne forestille sig, at det ville gøre en forskel, om man i sit daglige vir-

ke, eller i det mindste lejlighedsvis, havde berøring med kriminalitetsproblemer

med hensyn til, hvor stort man vurderede disse problemer til at være for det grøn-

landske samfund. Dette viser sig imidlertid i en række henseender ikke at være

tilfældet. Der er en svag tendens til, at personer, der arbejder inden for politiet,

domstolene eller det sociale system, vurderer problemerne som lidt større, men

forskellene er ikke statistisk signifikante. Personer, der ifølge deres egen tilken-

degivelse, ved mere om, hvordan domstolene dømmer i kriminalsager, vurderer

ikke kriminalitetsproblemets størrelsesorden anderledes end befolkningen i al-

mindelighed. Personer, der en eller flere gange selv har fungeret som dommer,

domsmand, anklager og/eller vidne, vurderer heller ikke kriminalitetsproblemets

størrelsesorden som anderledes end folk i almindelighed. Derimod vurderer per-

soner, der selv en eller flere gange har været den forurettede i en retssag

eller

den

tiltalte, gennemgående kriminalitetsproblemets som værende

mindre

stort end

andre.

Man kunne også forestille sig, at det spiller en rolle, om man har oplevet kri-

minaliteten på egen krop som offer. Måske lidt overraskende viser det sig imid-

lertid, at det ikke gør nogen forskel, om man inden for det seneste år forud for ud-

spørgningstidspunktet har været udsat for tyveri, hærværk, vold og/eller alvorlige

trusler om vold. For kvinder viser der sig at være en forholdsvis markant højere

andel af dem, der inden for de seneste fem år har været udsat for voldtægt, forsøg

på voldtægt eller anden form for sexkrænkelse, der anser kriminalitetsproblemet

for meget stort i det grønlandske samfund, end blandt dem der ikke har været ud-

sat. Mænd er, som tidligere nævnt, ikke blevet stillet dette spørgsmål. Til gen-

gæld er både mænd og kvinder blevet stillet spørgsmålet om, hvorvidt de som

børn eller unge (under 18 år) er blevet udsat for voldtægt eller anden sexkrænkel-

se. Her finder man igen en, om end noget afsvækket, tendens til at kvinder, der

har været udsat, vurderer kriminalitetsproblemet som større end de ikke-udsatte.

For de mandlige udsatte og ikke-udsatte er der ingen forskel.

Personer, der anser kriminalitetsproblemet for meget stort for det grønlandske

samfund, har – hvis de er blevet udsat for en forbrydelse – oftere anmeldt det til

politiet end andre ofre. Det kan tænkes, at der heri ligger en tilkendegivelse af, at

man i særlig grad har et ønske om, at der bliver gjort noget (mere) ved kriminali-

tetsproblemet og med de kriminelle. Man kan dog ikke se bort fra den mulighed,

at det helt eller delvist beror på forskelle i alvorlighedsgrad vedrørende den kri-

minalitet, man er blevet udsat for.

Det er blevet hævdet, at grønlændere sammenlignet med en række andre be-

folkningsgrupper, eksempelvis den danske, har en debat- og meningskultur, der

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

er temmelig absolut. Enten er man enig eller uenig – og hvis man er enig, så er

man meget enig – og hvis man er uenig, så er man meget uenig. Det kunne være

noget af forklaringen på, at så mange, som tilfældet er, vurderer kriminalitetspro-

blemet som

meget

stort – jævnfør også den nævnte forskel, hvor betydeligt flere

af de i Grønland bosiddende grønlændere end danskere vurderer kriminalitets-

problemet som

meget

stort. Dette er dog spekulation, idet man også skal lægge

mærke til, dels at der midt i 1980-erne i Danmark, da man begyndte på den slags

målinger, var omkring to ud af tre, der anså kriminalitetsproblemet som værende

meget stort (i Danmark), og dels, at der i 2014 er betydeligt flere af de i Grønland

bosiddende danskere, der anser kriminalitetsproblemet som værende meget stort i

det grønlandske samfund, end der er danskere bosiddende i Danmark, der anser

kriminalitetsproblemet som værende meget stort i det danske samfund.

En lidt beslægtet problemstilling vedrører den mulighed, at den betydelige

samfundsmæssige bekymring hos nogen snarere er et udtryk for, at de reagerer,

som de tror, det forventes af en samfundsbevidst borger, frem for at det er person-

ligt dybtfølt. Hvis man oplever, at samfundet og omgivelserne fokuserer meget på

et problem, og giver det stor opmærksomhed, kan det være vanskeligt personligt

helt eller delvist at afvise det som et problem. Man kan i så fald opleve sig set på

som ansvarsløs og mere eller mindre ligeglad med sine medmennesker. Hvis

holdningerne var dybtfølte, skulle vi forvente, at de ikke i samme grad, som hvis

dette ikke er tilfældet, ville lade sig påvirke af den kontekst, man svarer i. Vi fin-

der imidlertid, at svarene i en vis udstrækning synes at være påvirket dels af, om

man var alene, da man blev telefoninterviewet, og dels af interviewerens køn.

Eksempelvis var der blandt de, der var alene, da de blev telefoninterviewet, 65

pct. der angav, at de syntes, kriminalitetsproblemet var meget stort i det grønland-

ske samfund, mens dette var tilfældet for 70 pct. af dem, hvor det var usikkert,

om der var andre tilstede – og 75 pct. af dem, der ikke var alene. Dette kunne

godt tyde på, at der gør sig en vis »forstærkningseffekt« gældende vedrørende

holdningen til kriminalitetsproblemets størrelse, når den skal tilkendegives over

for andre, eller der i hvert fald er andre tilstede.

Det er helt tilfældigt, om man er blevet interviewet af en mand eller en kvinde.

Ikke desto mindre giver dette et statistisk signifikant udslag på, hvor stort man

svarer, at kriminalitetsproblemet er. 54 pct. af de, der blev interviewet af en

mand, svarede, at de mente, at kriminalitetsproblemet var meget stort, mens det

var hele 72 pct. af dem, der blev interviewet af en kvinde. Måske opfordrer en

mandlig interviewer ubevidst og utilsigtet mere til et »macho-svar«, hvor svaret

tilkendegiver, at man ikke er bange for noget, og en kvindelig interviewer til et

»omsorgs-svar«, hvor man viser, at man er parat til at se problemerne i øjnene og

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

få gjort noget ved dem? Hvis denne fortolkning har noget på sig, skulle vi bl.a.

forvente, at de to ekstremer ville være henholdsvis en mand, der blev interviewet

af en mand, og en kvinde, der blev interviewet af en kvinde. Og det er præcis så-

dan det forholder sig. Blandt de mænd, der blev interviewet af en mand, var der

44 pct., der mente, at kriminalitetsproblemet var stort i det grønlandske samfund,

mens det var 76 pct. blandt de kvinder, der blev interviewet af en kvinde.

At mene, at kriminalitet er et stort problem for det grønlandske samfund, be-

tyder ikke nødvendigvis, at man personligt frygter at blive udsat for kriminalitet.

Heller ikke det omvendte er nødvendigvis tilfældet: Man kan godt personligt væ-

re bange for at blive udsat for kriminalitet, uden at man nødvendigvis mener, at

kriminalitet er et stort problem for det grønlandske samfund som sådan. Den sam-

fundsmæssige og den personlige bekymring for kriminalitet er som udgangspunkt

to forskellige ting. På engelsk ville man kalde den første for »concern« og den

sidstnævnte for »fear«. Det er svært at finde et tilsvarende helt dækkende ord på

dansk for »concern«, mens »fear« er frygt, eventuelt angst.

Det viser sig at være hver syvende grønlænder mellem 18 og 74 år – 14 pct. –

der ofte eller næsten hele tiden i dagligdagen går rundt og tænker på deres per-

sonlige risiko for at blive udsat for kriminalitet. Til gengæld var det næsten halv-

delen, 48 pct., der aldrig skænkede deres personlige risiko for at blive udsat for

kriminalitet en tanke, og tager vi dem med, der sjældent tænker på det, var det tre

ud af fire – 76 pct.

Den personlige bekymring ligger altså på et langt lavere niveau end den sam-

fundsmæssige bekymring for kriminalitet. 67 pct. syntes, at kriminalitet var et

meget stort problem for det grønlandske samfund, mens »kun« 14 pct. hele tiden

eller ofte tænkte på deres personlige risiko for at blive udsat. 76 pct. tænkte som

nævnt aldrig eller kun sjældent på deres personlige risiko for at blive udsat for

kriminalitet, mens »kun« 10 pct. syntes, at kriminalitet ikke var noget problem

eller kun et lille problem for det grønlandske samfund.

Blandt svarpersoner, der næsten hele tiden eller ofte bekymrede sig om deres

personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet, var det den absolutte undta-

gelse, at man ikke anså kriminaliteten for at være et temmeligt eller meget stort

samfundsmæssigt problem. Blandt svarpersoner, der aldrig personligt bekymrede

sig for kriminalitetsrisikoen, var det alligevel 84 pct., der anså kriminaliteten for

et være et temmeligt eller meget stort problem, og »kun« hver sjette der syntes, at

kriminaliteten ikke var noget problem eller kun et lille problem.

Set den anden vej fra var det mindre end hver femte af dem, der syntes, at

kriminaliteten var et meget stort samfundsmæssigt problem, som selv ofte eller

næsten hele tiden gik rundt og personligt bekymrede sig for at blive udsat. 44 pct.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

tænkte aldrig på det i dagligdagen. For dem, der syntes, at kriminaliteten var et

lille eller slet ikke noget problem for det grønlandske samfund, var det undtagel-

sen, at man var bekymret for selv at blive udsat. Langt de fleste i denne gruppe

tænkte aldrig på deres personlige risiko.

Opstilling 3.4.2. Den personlige bekymring for kriminalitet blandt 18-74-årige

i Danmark og Grønland, 2014

Bekymrer sig ...

Næsten hele tiden

Ofte

Af og til

Sjældent

Aldrig

Uoplyst

I ALT

* Begge undersøgelser er gennemført i første kvartal 2014.

Grønland

100

696

Danmark

100

2.630

I opstilling 3.4.2 er det personlige bekymringsniveau med hensyn til kriminalitet i

Grønland sammenlignet med Danmark. Til trods for at kriminalitet, der har ka-

rakter af personlige overgreb, ligger på et betydeligt højere niveau i Grønland end

i Danmark, er bekymringsniveauet ikke højere. Snarere tværtimod. Når man tager

den statistiske usikkerhed i betragtning, er der omtrent lige mange, for hvem kri-

minalitetstruslen ofte eller næsten hele tiden er et problem, men der er i Grønland

dobbelt så mange som i Danmark, der aldrig skænker deres personlige risiko for

at blive udsat for kriminalitet en tanke.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at et af de forhold, der kunne have stor

betydning for den personlige frygt for kriminalitet, er, om man selv har været ud-

sat for kriminalitet. Det viser sig da også at gøre en forskel, men den er ikke

overvældende stor. 18 pct. af de, der havde været udsat for en eller anden form

for ejendoms- eller voldskriminalitet inden for det seneste år, tænkte ofte eller

næsten hele tiden på deres risiko for (påny) at blive udsat for kriminalitet, mens

det »kun« var 13 pct. blandt dem, der ikke havde været udsat. Overraskende nok

er det især ejendomskriminalitet – tyveri og hærværk – der gør en forskel, mens

de, der har været udsat for vold eller trusler om vold, ikke var mere frygtsomme,

end de der ikke havde været udsat herfor. Om man har været udsat for sexkræn-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

kelser som barn eller ung gør ingen forskel, men blandt kvinder, der har været

udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de sidste fem år forud for in-

terviewtidspunktet, var der langt flere – 38 pct. – der tænkte på risikoen for

(påny) at blive udsat for kriminalitet, end blandt de kvinder der ikke havde været

udsat (14 pct.). Generelt betød det mere for kvinders bekymring end for mænds,

om de havde været udsat for kriminalitet – og mere for yngres end ældres.

Det er bemærkelsesværdigt, at der findes en endnu stærkere sammenhæng

mellem bekymring for kriminalitet, og hvor meget man følger med i medierne

om kriminalitet, end mellem bekymring og personlig udsathed for kriminalitet.

Med hensyn til bekymring og medieeksponering skal man være opmærksom på,

at sammenhængen kan gå begge veje: Det er tænkeligt, at det at se, høre og læse

om kriminalitet i medierne øger bekymringen, men det er også tænkeligt, at de

mere bekymrede i højere grad følger med i medieres stof om kriminalitet. Blandt

de, der følger meget eller temmelig meget med i mediernes stof om kriminalitet,

er der næsten tre gange så mange, der er bekymrede for deres personlige risiko

for at blive udsat for kriminalitet – 23 pct. – sammenlignet med dem, der ikke

følger så meget med eller slet ikke følger med, 8 pct. Blandt de, der følger »en

del« med, var der 11 pct. bekymrede, så det er især den stærke medieeksponering

for kriminalitet, der har sammenhæng med et relativ højt bekymringsniveau.

Det selv at have været udsat for kriminalitet betyder ikke, at man følger mere

med i mediernes stof om kriminalitet. Der er ingen forskel i så henseende mellem

ofre og ikke-ofre. Den mulige angstfremkaldende reaktion på medieeksponering

for kriminalitet synes især at gøre sig gældende for personer, der ikke selv har

været udsat. Hver fjerde, 25 pct., der ikke selv havde været udsat, tænkte ofte el-

ler næsten hele tiden på deres personlige risiko for at blive udsat, over for »kun«

7 pct. af de ikke udsatte som ikke fulgte mediestof om kriminalitet. For de, der

fulgte meget med i stof om kriminalitet, syntes det personligt at blive udsat for

kriminalitet nærmest at have en »afdramatiserende« virkning, idet der her blandt

ofrene »kun« var 14 pct., der var bange, over for 19 pct. af dem, der ikke havde

været udsat.

Man kan komme tæt på kriminaliteten på andre måder end ved at blive udsat

for eller lade sig eksponere for den i medierne, bl.a. via overværelse af eller del-

tagelse i en retssag i en eller flere af de forskellige roller, der findes her. Blandt

personer, der har fungeret som dommere eller domsmænd i en kriminalsag, var

der meget få, der personligt var bekymrede for at blive udsat for kriminalitet,

sammenholdt med dem, der ikke havde været dommere eller domsmænd, mens

tendensen var den omvendte for folk, der havde deltaget som forurettede, tiltalte,

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

anklagere, forsvarere og/eller tilhørere. Om man havde været vidne i en retssag

eller ej havde ikke sammenhæng med personlig bekymring for kriminaliteten.

I mange lande og i mange undersøgelser har man fundet en tendens til, at der

er flere kvinder, der bekymrer sig for deres personlige risiko for at blive udsat for

kriminalitet, end mænd – men sådan er det ikke i Grønland. Der var ikke forskel

overhovedet. Heller ikke alder gjorde den store forskel. Der var kun en ganske

svag tendens til, at den personlige bekymring øgedes med alderen. Endvidere

gjorde det ingen forskel, om man var født i Grønland eller ej.

Til gengæld findes der betydelige geografiske forskelle i det personlige be-

kymringsniveau. I byerne var der næsten dobbelt så mange, der personligt var

bekymrede for kriminaliteten (14 pct.) som i bygderne (8 pct.). I Nord- og Øst-

grønland var der 18 pct., der ofte eller næsten hele tiden tænker på deres person-

lige risiko for at blive udsat for kriminalitet – over for »kun« 8 pct. i Midtgrøn-

land.

Også med hensyn til den personlige bekymring og angst kunne man forestille

sig, at der ville være en »interviewereffekt« – altså at ens villighed til at give ud-

tryk for sin eventuelle angst ville være afhængig af, hvem der spørger, og den si-

tuation man udspørges i. Hvad end forklaringen er, findes der en forholdsvis

markant tendens til, at flere giver udtryk for personlig bekymring for kriminalitet,

når de interviewes af en ung, end når de interviewes af en lidt ældre person. Tilli-

ge er der lidt flere, der giver udtryk for personlig bekymring, når de ikke har væ-

ret alene under interviewet. Måske har nogen oplevet en forventning om, »at kri-

minalitet er et stort problem, og det bør man selvfølgelig være personligt bekym-

ret for« og svaret herefter, uden at det dækker over en reel personlig bekymring?

Man kunne have en forventning om, at de personligt bekymrede i højere grad

end de ikke-bekymrede ville have en oplevelse af, at kriminaliteten var stigende –

og omvendt. Overraskende nok viste dette sig ikke at være tilfældet. Der var in-

gen eller i hvert fald kun en meget svag sammenhæng mellem oplevelsen af kri-

minalitetens udvikling i Grønland på den ene side og den personlige bekymring

for kriminaliteten på den anden.

4. Reaktioner på kriminalitet – formålet

Alle er enige om, at samfundet skal reagere på kriminalitet, eller i hvert fald den

del af kriminaliteten som det kriminalretlige system får kendskab til – men hvor-

dan, og med hvilket formål? Traditionelt sondres der mellem tre forskellige muli-

ge formål med at foranstalte/straffe:

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

1) Det repressive formål, der tidsmæssigt er bagudvendt og rettet mod (til) alle

andre end den person, der foranstaltes/straffes. Formålet er her via en eller an-

den form for tilsigtet lidelse for den dømte at opnå en følelse af, at retfærdig-

hed er sket fyldest. Med et mindre smigrende begreb kan man også sige, at al-

le vi andre herigennem forsøger at opnå en eller anden form for »hævn«. End-

videre kan man tillige udvide det til at inkludere en forhåbning om, at den

dømte via sin dom og under foranstaltningens/straffen vil »sone« sin brøde,

dvs. gennem en eller anden form for lidelsesproces angre og fortryde.

2) Det generalpræventive eller almenpræventive er også et formål, som retter sig

mod at give en gevinst for alle, men som tidsmæssigt sigter på fremtiden. Øn-

sket er her, at foranstaltningen/straffen skal tjene som et afskrækkende eksem-

pel, der afholder folk fra at begå en tilsvarende forbrydelse, eller forbrydelser i

det hele taget. Dette formål er altså af nyttemæssig karakter. Foranstaltnings-

systemet/straffesystemet og dets udformning og anvendelse i praksis har her

som formål at mindske kriminaliteten i samfundet.

3) Det specialpræventive eller individualpræventive formål er ligeledes af nytte-

mæssig karakter og retter sig mod at opnå en fremtidig gevinst. Formålet er

her at foranstaltningen/straffen skal bidrage til at mindske risikoen for, at den

dømte påny begår kriminalitet. Det kan enten ske gennem forsøg på uskade-

liggørelse (f.eks. ved at forhindre den dømtes eventuelle kriminalitet i sam-

fundet i en periode gennem indespærring el.lign.), og/eller forsøg på afskræk-

kelse og/eller forsøg på resocialisering (hjælp, social støtte, behandling mv.).

Det er ikke tilfældigt, at det i Grønland hedder en kriminallov og ikke, som bl.a. i

Danmark, en straffelov, og at de mulige reaktioner benævnes foranstaltninger, og

ikke straffe. Det afspejler på det principielle plan mindre vægtning af det repres-

sive og det almenpræventive formål i det, man ønsker at opnå ved at reagere på

kriminalitet, og en større vægtning af det individualpræventive. Det er også ofte

blevet omtalt og diskuteret som gerningsprincippet over for gerningspersonprin-

cippet, altså om det er beskaffenheden af den kriminelle handling, der lægges til

grund for at vurdere, hvad der skal ske, eller om det er personen og personens si-

tuation.

Der findes en interessant diskussion af, hvorfor gerningspersonprincippet fik

en så principielt fremtrædende betydning, som tilfældet var, da man i 1954 for

første gang fik en formaliseret kriminallov i Grønland.

Var det en kodificering

af praksis, som den allerede var, forankret i ikke blot, hvordan de grønlandske

retsmyndigheder samt den grønlandske befolkning synes det skulle være, jf. den

såkaldte juridiske ekspedition,

eller var det et ønske om, hvordan det bur-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

de/kunne være hos de jurister, der forberedte og udarbejdede kriminalloven, præ-

get som de måske var af de behandlingstanker mv., der på daværende tidspunkt

var i fokus såvel indenfor kriminologien som strafferetstænkningen i mange af de

europæiske straffesystemer (jf. bl.a. Breinholdt Larsen, 1999)? Man skal erindre

sig, at også den danske straffelov af 1930, som stadig er den gældende, var præ-

get af individualpræventive elementer.

Allerede på et tidligt tidspunkt få år efter 1954-lovens ikrafttrædelse, kunne

man konstatere, at det under alle omstændigheder ikke helt blev, som det var

tænkt og tilsigtet. De første egentlige undersøgelser af 1954-lovens virke blev

gennemført i 1960-erne, og her konstaterede man, at loven langt fra havde funge-

ret efter hensigten. Foranstaltningerne blev i langt højere grad, end det havde væ-

ret tilsigtet, fastsat med udgangspunkt i gerningens beskaffenhed. Domme, der

var udformet med henblik på resocialisering af gerningspersonen, var forholdsvis

sjældne, og specielt var der en meget udstrakt brug af bøder (jf. bl.a. Therbild,

1965). Tre mulige forklaringer på denne udvikling har været fremsat. Den ene går

ud på, jf. ovenstående, at hverken retsmyndigheder eller befolkning delte det in-

dividualpræventive udgangspunkt for at reagere på kriminalitet. Den anden peger

på, at det kan skyldes, at retsmyndighederne ikke havde de praktiske muligheder

for at iværksætte de vigtigste af lovens resocialiserende foranstaltninger, som ek-

sempelvis dom til uddannelse (Goldschmidt, 1963). Den tredje mulighed, der er

blevet peget på, er det grønlandske samfunds stigende modernisering og urbani-

sering i perioden, som også var fulgt at stigende kriminalitet. Fra at være baseret

på primærgrupper, hvor medlemmerne havde et intimt kendskab til hinanden, var

det grønlandske samfund nu i stigende grad præget af sekundær-relationer. Gold-

schmidt, der var en af den juridiske ekspeditions tre medlemmer, antog, at ...

»... the more urbanized these Greenland communities became, coinciding with emergence of

secondary relations, the more the original pattern of resocialization tended to weaken. The idea

behind this assumption is that the less people identify with all members of their community, and

consequently with local criminals, the more hostile they will be toward them« (Goldschmidt,

1973).

Goldschmidt mente, at det med denne samfundsudvikling var blevet sværere og

sværere at få befolkningen til at tage sig af de domfældte, og Goldschmidt mente

endvidere, at det grønlandske folk i almindelighed følte sig fremmedgjorte og

magtesløse over for den hurtige samfundsudvikling, der hovedsageligt var styret

af danske eksperter. Dette førte til apati og passivitet, der gav sig udslag i et skift i

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

holdning til lovovertrædere fra aktiv til passiv tolerance (her citeret efter Brein-

holt Larsen, 1999).

Hvor om alting er, så har den seneste kriminallov, der som tidligere nævnt

trådte i kraft i 2010, betydet (endnu) en vis nedgradering af gerningspersonprin-

cippet og en vis opgradering af gerningsprincippet, ikke mindst på det principielle

plan. Dog forholder det sig –

formentlig

– stadig sådan, at gerningspersonprincip-

pet har en mere fremtrædende vægt end f.eks. i det danske strafferetlige system.

I den nuværende kriminallov for Grønland hedder det i § 121:

Ved valget af foranstaltninger skal der tages hensyn til

1) Lovovertrædelsens grovhed, herunder samfundets interesse i at modvirke handlinger af den

pågældende art, og

2) Gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at afholde

den pågældende fra yderligere lovovertrædelser.

Tanken har været, at man nu skulle tage et ligeligt hensyn til handling og person

ved valg af foranstaltning.

§ 121 i den kriminallov, der trådte i kraft i 2010, afløste § 87 i den hidtil gæl-

dende kriminallov – en paragraf der ikke var blevet ændret siden den blev indført

i 1954:

Afgørelsen skal under fornøden hensyntagen til gerningens beskaffenhed og til samfundets inte-

resse i at modvirke handlinger af den pågældende art, træffes med særligt henblik på gernings-

mandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være

nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser.

At der stadig, i hvert fald på det principielle plan, skal tages et betydeligt hensyn

til personlige forhold afspejles også i selve den seneste kriminallovs opbygning,

hvor der som tidligere er en fuldstændig adskillelse mellem, hvad der kriminalise-

res, og hvordan der kan foranstaltes. Hvor der i de enkelte paragraffer i den dan-

ske straffelov angives, hvordan der kan straffes (eller i det mindste rammer her-

for), så har eksempelvis paragrafferne vedrørende drab og vold i Grønland føl-

gende ordlyd:

§ 86. For manddrab dømmes den, som dræber en anden.

§ 88. For vold dømmes den, som forsætligt beskadiger eller krænker en andens legeme. Det

samme gælder den, som uagtsomt tilføjer en anden betydelig skade på legeme eller helbred.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

De mulige foranstaltninger, der beskrives og afgrænses samlet og andetsteds i

kriminalloven, har karakter af en »foranstaltningsstige«, hvor den typiske udmå-

ling af foranstaltningen vil starte nedefra, og spørge hvilket »trin« handlingens

alvorlighedsgrad tilsiger, og hvor man så dels kan gå »op« eller »ned« i forhold

til personlige forhold eller afgøre den præcise udformning af det enkelte »trin«.

De mulige foranstaltninger er, nævnt i rækkefølge fra »nederste trin«: Advarsel,

Bøde, Betinget anstaltsanbringelse, Tilsyn, Samfundstjeneste, Tilsyn og anstalts-

anbringelse og Anstaltsanbringelse. Hertil kommer Forvaring på ubestemt tid,

samt særlige hjælpeforanstaltninger over for unge kriminelle og særlige foran-

staltninger over for psykisk syge kriminelle.

I overensstemmelse med opdelingen i de tre traditionelle og mulige formål

med at foranstalte/straffe, blev der i telefonundersøgelsen i Grønland stillet føl-

gende spørgsmål med følgende svarmuligheder:

Når en person har begået noget kriminelt som f.eks. vold eller tyveri, skal samfundet handle.

Synes du at måden at handle på først og fremmest skal være for ...

1) At skræmme andre fra at begå kriminalitet

2) At straffe gerningsmanden ham så han kan mærke at samfundet tager afstand fra hans krimi-

nalitet

3) At hjælpe og støtte gerningsmanden så han ikke gør det igen.

Af opstilling 4.1 kan man se, hvordan svarene fordelte sig. For det første er det

bemærkelsesværdigt, at der er meget få, der ikke har villet svare, eller som har

svaret »ved ikke«. Det ser ud til at være en problemstilling, som den grønlandske

befolkning har en mening om, og en mening som de gerne vil fortælle om.

For det andet viser der sig at være en overvældende majoritet – hele 77 pct. –

som mener, at en dom først og fremmest skal have det formål at hjælpe og støtte

gerningsmanden, så han ikke gør det igen, altså et individualpræventivt formål

med vægt på resocialisering.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Opstilling 4.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige

i Grønland og Danmark, 2014 (telefoninterviewundersøgelser):

Når en person har begået noget kriminelt som f.eks. vold eller tyveri,

skal samfundet handle. Synes du at måden at handle på først og fremmest

skal være for ...

Grønland

At skræmme andre fra at begå kriminalitet

At straffe gerningsmanden så han kan mærke at samfundet tager

afstand fra hans kriminalitet

At hjælpe og støtte gerningsmanden så han ikke gør det igen

Vil ikke svare

Ved ikke

I ALT procent

100

696

Danmark

100

976

* Undersøgelsen i Grønland er gennemført i første kvartal 2014, i Danmark i juli 2014.

15 pct. mener, at en dom først og fremmest skal have som formål at straffe ger-

ningspersonen, mens kun en ud af hver tyve, 5 pct., synes, at formålet først og

fremmest skal være at skræmme andre fra at begå kriminalitet.

Det kan således konkluderes, at gerningspersonprincippet er solidt forankret i

den grønlandske befolknings ønsker og forestillinger om, hvad formålet skal være

med at foranstalte/straffe en person.

Ved undersøgelsens gennemførelse blev der ikke fundet eksempler på, at

præ-

cis

det samme spørgsmål er stillet i andre lande, men svar på spørgsmål, der min-

der om det stillede i Grønland, tyder på, at det også efter en international måle-

stok kan være en usædvanligt stor del af befolkningen i Grønland, der peger på

resocialisering som det primære formål.

Ansporet af den grønlandske undersø-

gelse gennemførtes en tilsvarende undersøgelse i Danmark nogle få måneder se-

nere i 2014.

Det tilsvarende spørgsmål blev via Danmarks Statistiks omnibus-

undersøgelser stillet et repræsentativt udsnit af 18-74-årige i Danmark. Som det

kan ses af opstilling 3.1, viste holdningen sig her at være markant forskellig. Selv

om der trods alt var 29 pct. af danskerne, der mente, at det primære formål skulle

være hjælp og støtte med henblik på at reducere tilbagefald, så var det majorite-

ten, 57 pct., der mente, at det primære formål skulle være at straffe gerningsman-

den, så han kunne mærke, at samfundet tog afstand fra hans kriminalitet. Der var

også relativt flere i Danmark, der mente, at det primære formål skulle være at af-

skrække andre fra at begå kriminalitet.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Befolkningen i Grønland blev yderligere bedt om at tage stilling til, hvad de

syntes var det næst vigtigste. Blandt de, der syntes, at det primære formål var at

straffe, var der 83 pct., der syntes, at det næst vigtigste formål skulle være resoci-

alisering. Blandt de, der syntes, at det primære formål var at afskrække andre fra

at begå kriminalitet, var der 69 pct., der syntes, at det næst vigtigste formål var

resocialisering. Alt i alt betyder det, at 95 pct. af svarpersonerne i Grønland pege-

de på resocialisering som enten det vigtigste eller næst vigtigste formål.

20 21

Det kunne være nærliggende at tro, at de, der personligt (for nyligt) havde væ-

ret udsat for kriminalitet, ville prioritere gengældelse o.lign. højere end andre,

men dette viser sig ikke at være tilfældet. Der er kun få, små og statistisk set ube-

tydelige forskelle mellem de, der har været udsat for kriminalitet, og de der ikke

har, med hensyn til, hvad der skal være det vigtigste formål med at foranstal-

te/straffe. Selv ikke kvinder, der havde været udsat for alvorlig seksualkriminali-

tet, var mere »hævngerrige« end andre, snarere tværtimod: 88 pct. af de kvinder,

der havde været udsat for tvangssamleje eller forsøg herpå inden for de seneste

fem år forud for interviewtidspunktet, syntes det primære formål skulle være re-

socialisering, mens det var 82 pct. af de kvinder, der ikke havde været udsat.

Blandt kvinder som helhed var der lidt flere end blandt mænd som helhed, der

syntes, at det primære formål skulle være resocialisering – 82 pct. over for 76 pct.

Derimod spillede alder ingen betydende rolle for, hvad man syntes skulle være

det primære formål.

De, der syntes, at kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske

samfund, og/eller som var meget eller temmelig bange for personligt at blive ud-

sat for kriminalitet, gav oftere end andre udtryk for, at de syntes, at

resocialise-

ring

burde være det primære formål, og ikke omvendt som man måske umiddel-

bart kunne forvente.

Der tegner sig et billede af, at det især var i »det traditionelle Grønland«, der

var den aller største opslutning til og opbakning bag gerningspersonprincippet:

Den relativt lavt uddannede del af befolkningen, der var af grønlandsk afstamning

og som boede i bygderne. 89 pct. af dem, der havde det til fælles, at de alene hav-

de gået i folkeskole eller evt. havde taget en meget kort uddannelse; at de var født

i Grønland, samt at de boede i en bygd, mente, at resocialisering burde være det

primære formål. Det samme mente »kun« 50 pct. af dem, der havde det til fælles,

at de havde taget en håndværksmæssig eller boglig uddannelse; at de var født i

Danmark, samt at de boede i en by.

Ser man på sammenhængen med de enkelte dimensioner i »det traditionelle

Grønland« i forhold til »det ikke-traditionelle Grønland«, er billedet følgende: 88

pct. i bygderne mente, at resocialisering skulle være det primære formål over for

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

78 pct. i byerne (68 pct. i Nuuk); 83 pct. af dem, der var født i Grønland, over for

56 pct. af dem, der var født i Danmark; 88 pct. af dem der alene havde gået i fol-

keskole eller alene havde en meget kort uddannelse, over for 72 pct. af dem der

havde en håndværksmæssig eller en boglig uddannelse.

Forsøger vi os med en mere findelt geografisk opdeling, bliver tallene meget

små, men tendensen er klar. I samtlige områder er det et flertal, der synes, at re-

socialisering skal være det primære formål, og i mange områder er det mere end

90 pct., der har denne holdning blandt de udspurgte, såsom i Nanortalik, Qasigi-

annguit, Qeqertarsuaq, Tasiilaq og Illoqqortoormiut.

Blandt svarpersonerne i telefonundersøgelsen indgår kun et lille antal, der selv

har været dommere eller domsmænd. Tal baseret herpå skal derfor tolkes med

særlig stor forsigtighed. Umiddelbart ser det ud til, at de, der er eller har været

dommere/domsmænd, i endnu højere grad end andre går ind for gerningsperson-

princippet som det primære. 85 pct. af dem tilkendegav, at hjælp og støtte til en

kriminalitetsfri tilværelse burde være det primære, over for 79 pct. af dem, der

ikke er eller ikke havde prøvet at være dommere eller domsmænd.

Et tegn på, at den dominerende holdning til, at resocialisering skal være det pri-

mære formål med at foranstalte/straffe, er – udover de få »undvigende« svar – at

den mening, svarpersonerne er fremkommet med, ikke, eller i hvert fald stort set

ikke, har vist sig at være afhængig af, hvem man blev interviewet af, eller de om-

stændigheder hvorunder man er blevet interviewet. Eksempelvis gør det således in-

gen forskel, om man har været alene under interviewet eller ej, eller om man af in-

tervieweren er vurderet som svarende åbent og ærligt eller som forsigtig/undvi-

gende. Kun er der en svag tendens til, at kvindelige interviewere lidt oftere har fået

svar, der fremhæver hjælp og støtte som det vigtigste, end mandlige interviewere.

Et er, hvad der skal være afgørende for valg af foranstaltning, noget andet

hvad man synes bør være sigtet med den enkelte foranstaltning, når denne er ble-

vet pådømt. Derfor blev grønlænderne også stillet over for følgende spørgsmål i

telefonundersøgelsen vedrørende specielt anstaltsanbringelse:

Hvis en person efter at have begået kriminalitet dømmes til at opholde sig et stykke tid i en an-

stalt for domfældte, synes du så, at formålet

først og fremmest

skal være:

1 at straffe ham så han kan mærke at samfundet tager afstand fra hans kriminalitet

ELLER

2 at han kan modtage hjælp i form af fx behandling (misbrugsbehandling, psykiatrisk behand-

ling el.lign.) for at få bedre muligheder for at leve uden kriminalitet efter løsladelsen.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Langt de fleste, 86 pct., syntes, at formålet skulle være at hjælpe, og kun 13 pct.

mente, at formålet primært skulle være at straffe (1 pct. uoplyste).

Endelig kunne man spørge – og det har vi gjort – hvordan man synes, der bør

reageres over for personer, der ikke følger rammerne og spillereglerne for de en-

kelte foranstaltninger. Her er det igen anstaltsanbringelse, vi har spurgt ind til.

En af de »afvigelser«, der især har været fokus på i de grønlandske anstalter, er

brug af hash. I 2013 blev der ikendt 372 disciplinære foranstaltninger, hvoraf bag-

grunden for næsten halvdelen – 48 pct. – var besiddelse og indsmugling af hash og

rygeredskaber. Nærmeste »konkurrent« var undvigelse og udeblivelse (15 pct.).

Derfor stillede vi følgende spørgsmål:

Rygning af hash forekommer af og til blandt de indsatte i anstalterne for domfældte. Personalet

gør, hvad de kan for at forhindre det og tager jævnligt urinprøver for at undersøge, om de indsat-

te har indtaget hash.

Hvordan bør personalet reagere, hvis de opdager, at den indsatte har røget hash? Bør de ...

Give den indsatte en advarsel og understrege, at næste gang bliver reaktionen mere alvorlig

Straffe den indsatte med mærkbare indgreb i anstaltsvilkårene allerede første gang

Prøve at motivere den indsatte til at holde op med at ryge hash, fx i form af behandling

Praksis er at give de indsatte en mindre disciplinærstraf efterfulgt af en samtale.

Det viste sig imidlertid at være hele 62 pct. af befolkningen, der syntes, at reakti-

onen ikke burde være en straf, men en motiverende samtale og evt. behandling.

Herudover ville 13 pct. nøjes med en advarsel. Kun 22 pct. ville straffe den ind-

satte (3 pct. uoplyste).

Betoningen af hjælp, støtte og bistand viser sig således i alle led af foranstalt-

ningsprocessen som det dominerende hensyn og formål for den altovervejende

del af den grønlandske befolkning.

Man er også indstillet på, at der bør anvendes flere midler og ressourcer på re-

socialisering. Selv når det modsatte »foreslås« i den måde spørgsmålet udformes

på, er det mindst halvdelen, der protesterer, og mener, at der i hvert fald ikke skal

skæres ned. Efter et lodtrækningsprincip blev den ene halvdel af de telefoninter-

viewede stillet følgende spørgsmål: »Der bruges alt for mange ressourcer på at

hjælpe folk, der er dømt for at have begået kriminalitet, til efterfølgende at kunne

leve en normal tilværelse uden kriminalitet«? 50 pct. var uenige heri, 38 pct. var

enige (mens 12 pct. hverken var enige eller uenige; evt. uoplyste). Den anden

halvdel fik stillet spørgsmålet om det samme på følgende måde: »Der bruges alt

for få ressourcer på at hjælpe folk, der er dømt for at have begået kriminalitet, til

efterfølgende at kunne leve en normal tilværelse uden kriminalitet«? Formuleret

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

på denne måde var det 78 pct., der var enige, mens kun 10 pct. var uenige (og og-

så her var det 12 pct., der hverken var enige eller uenige; evt. uoplyste). Den for-

skel, der er i, hvordan spørgsmålet besvares, alt efter påstandens ordlyd, tyder

dog på, at en del måske nok føler, at der ydes rigeligt, men at det ikke rigtigt er

socialt acceptabelt at give udtryk for denne holdning over for en interviewer.

Man kunne spørge, hvad der dybere ligger i at have en individualpræventiv

tilgang sammenlignet med at have, hvad vi, for enkelthedens skyld, kan kalde en

repressiv tilgang? Hvad er konsekvenserne heraf, som befolkningen ser det? Det

har vi kunnet udnytte såvel telefonundersøgelsen og postundersøgelsen som fo-

kusgruppeundersøgelsen til at få et lille indblik i. Den individualpræventive til-

gang er forbundet med en større tilbageholdenhed og skepsis over for at anvende

anstaltsanbringelse som reaktion på kriminalitet, og en større skepsis over for at

anvende lange anstaltstanbringelser,

når

man ikke synes, at man kan komme

uden om at anstaltsanbringe (som ved de aller mest alvorlige forbrydelser). Det

indgår endvidere i den individualpræventive tankegang, at de anstalter, det er

nødvendigt at have, i praksis bør være »natfængsler«, hvor de indsatte i den våg-

ne tid fortrinsvis og hurtigt efter indsættelsen arbejder eller uddanner sig eller føl-

ger en eller anden form behandling ude i lokalsamfundet (eventuelt et andet lo-

kalsamfund end hvor forbrydelsen er begået, hvilket jo er identisk med en slags

forvisning), og i det meste af fritiden udnytter lokalsamfundets fritidstilbud og er

sammen med, primært, familie. For de ikke særligt alvorlige forbrydelser er de

reaktioner, de individualpræventivt orienterede grønlændere forestiller sig, først

og fremmest bøder/erstatninger; for de noget mere alvorlige og reelt helt over til

de aller mest alvorlige samfundstjeneste og/eller en betinget dom med vilkår.

Vilkårene kan typisk være pålæg om ikke at færdes bestemte steder eller med be-

stemte personer (evt. udvisning til et andet lokalsamfund), vilkår om forskellige

former for behandling og vilkår om at følge en bestemt uddannelse mv. Om man

som flertallet af grønlændere synes, at gerningspersonprincippet skal være det af-

gørende element ved valg af foranstaltning såvel som for foranstaltningens gen-

nemførelse, eller som mindretallet synes, at det skal være gerningsprincippet, har

interessant nok kun meget begrænset sammenhæng med holdningerne til det læge

element i retsplejen. Tendensen går faktisk i retning af, at de individualpræventivt

orienterede ønsker en lidt stærke juridificering og professionalisering af dommere

og forsvarere, end det aktuelt opleves som værende tilfældet.

5. Reaktioner på kriminalitet – hvordan?

Grønlands Domstole er en del af Danmarks Domstole og består af fire kredsretter

og Retten i Grønland, der alle behandler sager i 1. instans, samt Grønlands Lands-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

ret, som behandler sager i 2. instans. Som udgangspunkt starter alle sager i Grøn-

land ved en af de fire kredsretter. Siden 2010 har kredsdommerne været fastansatte

og på fuld tid. Kredsdommerkandidaterne, der er under uddannelse som kreds-

dommer, er også fuldtidsansatte. Dommerne i kredsretterne er således uddannede

på Retten i Grønlands kredsdommeruddannelse, eller også har de – men det er und-

tagelsen – en egentlig juridisk uddannelse. Retten i Grønland er en ny domstol, der

blev oprettet i forbindelse med den retsreform, der trådte i kraft i 2010. Formålet

var bl.a. at gøre kredsretterne uafhængige af landsretten, der tidligere bistod dem

med vejledning. Retten i Grønland er placeret i Nuuk, men behandler sager fra hele

landet. Retten behandler de sager, som ved lov er henlagt til denne instans som 1.

instans, herunder insolvenssager som f.eks. konkurs og gældssanering. Desuden

behandler retten sager, der er henvist fra de fire kredsretter. Kredsretterne kan hen-

vise alle sagstyper til Retten i Grønland, hvis de er komplicerede eller principielle

og derfor kræver, at dommeren er uddannet jurist (Grønlands Domstole, 2014).

Trods den øgede professionalisering og juridificering er hovedreglen stadig, at

en kriminalsag behandles af ikke-jurister: Dommere og forsvarere (bisiddere) har

gennemgået kortevarende uddannelser, der i udstrækning ikke svarer til en typisk

bacheloruddannelse. Anklageren er en politimand. Eventuelle domsmænd er, nu

som før, lægmænd.

5.1. Dommerne

Af opstilling 5.1.1 fremgår, baseret på telefonundersøgelsen, den grønlandske be-

folknings holdning til, at de fleste dommere ikke er jurister.

Opstilling 5.1.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige

i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Her i Grønland er de fleste kreds-

dommere ikke-jurister, som har gennemgået en kortvarig dommeruddannelse.

Hvad synes du i almindelighed om denne ordning?

Det er OK som det er nu

Det er OK, men de burde uddannes bedre

Det burde i noget højere grad være uddannede jurister

Det burde i meget højere grad være uddannede jurister

Det burde kun være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede

Vil ikke svare

Ved ikke

I ALT procent

–

100

696

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Der er ret få, 15 pct., der synes, at det er OK, som det er nu (i 2014), men endnu

færre – 9 pct. – der mener, at alle kredsdommere burde være uddannede jurister,

selvom de er dansksprogede. Den store gruppe, over halvdelen, mener enten, at

det er OK, som det er nu, men at kredsdommerne burde uddannes bedre, og/eller

at kredsdommerne i noget højere grad burde være jurister. Det er næppe urimeligt

at tolke sidstnævnte svar som et ønske om, at det i givet fald (især) er grønland-

ske/grønlandsksprogede jurister, der ønskes. Set fra den anden led er det kun godt

hver fjerde, 29 pct., der synes, at kredsdommerne udelukkende eller fortrinsvis (»i

meget højere grad«) burde være uddannede jurister. Der er altså en ganske ud-

bredt forståelse for og ønske om, at de fleste kredsdommere ikke rekrutteres fra

de juridiske uddannelser på universiteterne, men fra den almindelige befolkning.

Det er interessant, hvad de, der selv har været udsat for kriminalitet og i brede-

re forstand de, der deltager eller har deltaget i en eller anden funktion ved en

domstol, synes i forhold til andre.

Holdningen til kredsdommernes rekruttering og baggrund fordeler sig ikke

anderledes blandt de, der personligt en eller flere gange har haft rollen som foru-

rettet i en retssag, sammenlignet med dem der ikke har. Tilsvarende er der ikke

betydelige forskelle mellem svarpersoner, der inden for det seneste år har været

udsat for tyveri, hærværk, vold og/eller trusler om vold, og dem der ikke har.

Blandt kvinder, der inden for de seneste fem år forud for interviewtidspunktet har

været udsat for sexkrænkelser, er der derimod en tendens til i noget eller meget

højere grad at ønske sig uddannede jurister blandt kredsdommerne, sammenlignet

med dem der ikke har været udsat, men der er ikke flere der mener, at det kun bør

være jurister.

Holdningen til kredsdommernes baggrund mv. blandt tiltalte fordeler sig på

tilsvarende måde som holdningen blandt forurettede – dvs. at der ikke er forskel i

forhold til den øvrige del af befolkningen.

I alt er der ud af de 688 personer, der har svaret på spørgsmålet, 46 der er eller

som tidligere selv har prøvet at være dommer eller domsmand. Opstilling 4.1.2

viser, hvordan holdningen fordeler sig i denne gruppe sammenlignet med de 642,

der ikke har prøvet at være dommer eller domsmand.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Opstilling 5.1.2. Holdningen til kredsdommernes baggrund og uddannelse

blandt personer, der er eller har været dommere eller domsmænd, og blandt

personer der ikke har det. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling

Har været dommer/

domsmand?

Det er ok som det er nu

Det er ok, men de burde uddannes bedre

De burde i noget højere grad være uddannede jurister

De burde i meget højere grad være uddannede jurister

De burde kun være uddannede jurister, selvom de er

dansksprogede

I ALT

100

NEJ

100

642

100

688

ALLE

* Uoplyste er ikke medtaget i fordelingerne. Der er, som det fremgår af figur 4.1.1, kun ganske

få uoplyste.

Blandt dommerne/domsmændene er der et stort flertal, 63 pct., der synes, at det

er OK, som det er nu, eventuelt at kredsdommerne burde uddannes noget bedre,

mens stort set ingen – 2 pct. – synes, at det udelukkende burde være uddannede

jurister. Blandt de, der ikke selv er og aldrig har været dommere eller domsmænd,

er de tilsvarende procenter henholdsvis 42 og 10.

Jo større problem, man synes kriminalitet er for det grønlandske samfund,

og/eller jo mere man personligt frygter at bliver udsat for kriminalitet, desto stær-

kere tendens til at ønske mere uddannelse for kredsdommerne og flere jurister.

Igen er der dog selv blandt de, der anser kriminaliteten for et meget stort problem

for det grønlandske samfund, og/eller som selv er meget ængstelige for at blive

udsat for kriminalitet, kun en lille gruppe der synes, at kredsdommerne alle burde

være uddannede jurister.

Holdningen til kredsdommernes uddannelse mv. fordeler sig ensartet for

mænd og kvinder, og også for svarpersoner født i Grønland sammenlignet med

svarpersoner født i Danmark. De yngre har en tendens til i noget højere grad end

de ældre at være stemt for mere uddannelse og flere jurister. Det samme gør sig

gældende for svarpersoner bosiddende i byerne sammenholdt med svarpersoner

bosiddende i bygder.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

5.2. Forsvarerne

Som nævnt er det som udgangspunkt fortsat en lægperson, der fungerer som for-

svarer (bisidder) for tiltalte i en kriminalsag. Efter reformen i 2010 styrkede man

dog forsvareren ved, at forsvarerens rolle blev præciseret og udstrakt til også at

gælde forud for tiltalerejsning. Det blev ligeledes et krav, at en forsvarer skal

gennemgå en form for forsvareruddannelse for at kunne blive autoriseret som for-

svarer. I sager af alvorlig karakter fik retten tillige mulighed for at beskikke en

advokat som forsvarer for den tiltalte eller som rådgiver for den ikke juridisk ud-

dannede forsvarer. I den forbindelse blev der indført en telefonrådgivning, som

de autoriserede forsvarere kan benytte. Der findes fortsat kun meget få advokater

i Grønland.

Af opstilling 5.2.1 kan man se, hvordan den grønlandske befolkning forholder

sig til, at de fleste forsvarere er ikke-jurister. Fordelingen ligner næsten til for-

veksling fordelingen af holdningerne til kredsdommerne uddannelse mv., og der

er da også en meget stærk sammenhæng mellem holdningen til disse to forhold.

Synes man, at det er OK med kredsdommerne, som det er nu, så synes man også,

det er OK med forsvarerne, som det er nu. Synes man, at kredsdommerne alle

skulle være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede, så synes langt de

fleste også, at forsvarerne alle burde være uddannede jurister, også selvom de er

dansksprogede.

Opstilling 5.2.1. Svarfordeling for følgende spørgsmål blandt 18-74-årige

i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Også de fleste forsvarere er ikke-

jurister. Disse forsvarere har gennemgået et korterevarende kursus.

Hvad synes du i almindelighed om denne ordning?

Det er OK som det er nu

Det er OK, men de burde uddannes bedre

Det burde i noget højere grad være uddannede jurister

Det burde i meget højere grad være uddannede jurister

Det burde kun være uddannede jurister, selvom de er dansksprogede

Vil ikke svare

Ved ikke

I ALT procent

100

696

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Ser man endvidere på de svarpersoner, der selv er eller har været forsvarer – det

er i alt kun 16 svarpersoner, så talmaterialet er særdeles usikkert på dette punkt –

finder vi en klar tendens til, at de i højere grad end andre synes, det er OK, som

det er nu eller »blot« skal uddannes bedre, og at det i hvert fald ikke kun skal væ-

re jurister. Tendensen og proportionerne er helt tilsvarende dem vi så for dom-

mernes vedkommende.

For de svarpersoner, der selv er eller har været anklagere i en eller flere rets-

sager, finder vi måske ikke helt overraskende tendenser, der går i modsat retning,

såvel vedrørende holdningen til kredsdommere som holdningen til forsvarere. 45

pct. af anklagerne synes, at kredsdommerne i meget højere grad burde være juri-

ster, eventuelt at det kun skulle være jurister, over for 30 pct. af de svarpersoner,

der ikke har været anklagere. 48 pct. af anklagerne synes, at forsvarerne i meget

højere grad burde være jurister, eventuelt at de kun skulle være jurister, over for

28 pct. af de svarpersoner, der ikke har været anklagere. Man bemærker sig dog,

at det selv blandt anklagerne trods alt er et, om end knebent, mindretal, der ønsker

sig, at kredsdommere/forsvarere i meget højere grad eller udelukkende burde væ-

re jurister.

6. Reaktioner på kriminalitet – hvilke?

Retsfølelse er ikke noget entydigt begreb, men den mest udbredte brug af begre-

bet vedrører spørgsmålet om, hvor strengt eller hårdt, befolkningen på det gene-

relle plan synes, at der skal straffes/foranstaltes over for kriminalitet. Det drejer

sig om punitivitet.

Ofte omtales dette også som den »generelle retsfølelse« eller

den »uinformerede retsfølelse«.

6.1. Hvor streng skal man være?

På et spørgsmål om, hvorvidt man syntes, at de foranstaltninger, der idømmes i

Grønland gennemgående er passende, for strenge eller for milde – som man roligt

kan udnævne til at være det klassiske retsfølelsesspørgsmål – viste det sig at være

flertallet, 62 pct., der syntes, at de gennemgående var for milde; 24 pct. syntes, at

de var passende, og 3 pct. at de var for strenge (jf. opstilling 6.1.1). Der er på det-

te spørgsmål relativt mange ubesvarede, 11 pct.

Et tilsvarende spørgsmål er blevest stillet i rigtig mange undersøgelser, i rigtig

mange lande, og det generelle billede er – indtil videre – at der

altid

er et flertal,

der synes, at foranstaltningerne/straffene gennemgående er for milde, uanset

hvordan straffeniveauet rent faktisk er. På denne baggrund er der således ikke

noget specielt overraskende i, at der også i Grønland er et flertal, der har denne

holdning på det generelle plan.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Opstilling 6.1.1. Holdning til, om man gennemgående synes at straffene/

foranstaltningerne er passende, for strenge eller for milde blandt 18-74-årige

i Danmark (december 2013) og Grønland (første kvartal 2014)

Straffene/foranstaltningerne er ...

Passende

For strenge

For milde

Uoplyst

I ALT

Grønland

100

696

Danmark

100

884

Faktisk er de 62 pct., der synes, at straffene er for milde, som en målestok for

punitivitet i den lave ende internationalt set – ligesom i Danmark, hvor det i en

måling omkring samme tidspunkt som i Grønland var 63 pct., der havde denne

holdning, jf. opstilling 6.1.1. I den nordiske retsbevidsthedsundersøgelse fra

2009-10, var der således færre i Danmark end i de øvrige nordiske lande, der øn-

skede strengere straffe. Som et led i de såkaldte

European Social Survey’s

blev

repræsentative udsnit af befolkningerne (15 år og opefter) i 25 europæiske lande i

2010 bl.a. stillet et spørgsmål om, hvorvidt man var enige i, at de, der overtræder

loven, bør straffes

langt

(min fremhævelse) hårdere, end de bliver i dag. Vurderet

ud fra svarene på dette spørgsmål placerede danskerne sig som de mindst punitivt

indstillede overhovedet. 45 pct. af danskerne var enige, over for bl.a. 55 pct. af

svenskerne, 58 pct. af nordmændene og 76 pct. af finnerne (jf. bl.a. Kyvsgaard &

Boesen Pedersen, 2012). Danmark var det eneste land, hvor det var under halvde-

len af befolkningen, der syntes, at der burde straffes

langt

hårdere.

Der er som ved vurderingen af kriminaliteten som samfundsmæssigt problem

tendenser, der kunne tyde på, at nogle mere har svaret, som de har troet, det for-

ventes af dem, end i overensstemmelse med deres egne personlige følelser vedrø-

rende dette emne (eller mangel herpå = ved-ikke). Når der har været andre tilste-

de under interviewet, er det 70 pct., der har svaret, at de syntes foranstaltningerne

gennemgående var for milde, mens det »kun« var 61 pct., når der var andre tilste-

de. Hvor intervieweren har vurderet svarpersonen til at være lukket og svare und-

vigende, er det 72 pct., der har svaret, at de syntes foranstaltningerne var for mil-

de, men »kun« 61 pct., når de er blevet vurderet til at være åbne og svare ærligt.

Endelig er det 71 pct. af dem, interviewerne har vurderet til at have travlt, og som

gerne ville have interviewet overstået hurtigst muligt, der har svaret, at de fandt

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

foranstaltningerne for milde, over for 61 pct. af dem, der vurderes til at give sig

god tid. Disse tendenser synes dog ikke at være stærkere, end at der stadig er et

flertal af den grønlandske befolkning, der på det generelle plan mener, at foran-

staltningerne gennemgående er for milde – men en del synes altså at ligge under

for et forventningspres om at vise sig »hård«. Grønlænderne er også i telefonun-

dersøgelsen blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt de var enige eller uenige i

følgende påstand: Samfundet bør reagere langt ... end i dag mod voldsforbrydere.

Efter et tilfældighedsprincip er prikkerne i halvdelen af interviewene erstattet

med »hårdere«, og i den anden halvdel med »mildere«. Forelagt, at man burde

reagere »hårdere«, var der hele 87 pct., der var enige heri, men forelagt at man

burde reagere »mildere«, var det »kun« 58 pct., der var uenige.

Når den holdning, der forsøges aflæst via spørgsmålet om, hvorvidt foran-

staltningerne er for milde, kaldes for den »uinformerede retsfølelse«, skyldes det

dels, at spørgsmålet er meget generelt formuleret (»kriminalitet«, »foranstaltnin-

ger«, »for milde« osv.), og dels at vi af andre dele af undersøgelsen kan se, at den

foreliggende viden i befolkningen om, hvordan der faktisk foranstaltes og disse

foranstaltningers indhold,

gennemgående

ligger på et relativt, for ikke at sige me-

get lavt, niveau – som i så mange andre samfund.

Det har derfor en helt særlig interesse at se på, om holdningen til foranstalt-

ningernes strenghed har sammenhæng med, hvad man faktisk ved om, hvordan

der foranstaltes.

Opstilling 6.1.2. Procent der synes, at foranstaltningerne gennemgående

er for milde set i forhold til svarpersonernes uddannelse. Telefonundersøgelsen

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Vi ved, at uddannelse har en vis sammenhæng med, hvor meget mennesker i al-

mindelighed og gennemsnitligt ved om kriminalitet og retsforhold. Af opstilling

6.1.2 fremgår det, at det blandt svarpersoner med lang boglig uddannelse »kun«

er lige godt halvdelen, 52 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er

for milde. Blandt andet i de i Danmark gennemførte undersøgelser finder man, at

jo længere uddannelse, man har, desto færre synes, at straffene er for milde. På

den baggrund er det ikke overraskende, at det også i Grønland er blandt de længst

uddannede, at der er færrest, men i Grønland er der ikke nogen lineær sammen-

hæng mellem holdningen til foranstaltningernes grad af strenghed og uddannelse.

I Grønland er det blandt svarpersoner med den relativt korteste uddannelse (fol-

keskole), man finder det næstlaveste niveau (59 pct.) for den holdning, at foran-

staltningerne gennemgående er for milde, mens det i hele mellemgruppen uddan-

nelsesmæssigt set er langt flere, 80 pct.

Svarpersonerne er blevet spurgt, om de efter deres egen opfattelse vidste mere

eller mindre end gennemsnittet om, hvordan man dømmer i Grønland, og opstil-

ling 6.1.3 viser, hvordan denne vurdering af egen viden hænger sammen med,

hvad man synes om foranstaltningerne.

Jo større man vurderer sin egen viden om, hvordan der dømmes i Grønland,

som værende, i desto mindre grad vurderer man foranstaltningerne som gennem-

gående værende for milde. Således er det »kun« lige godt 52 pct. af dem, der vur-

derer, at de ved en hel del mere end gennemsnittet om, hvordan der dømmes i

Grønland, der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, mens det

er 63 pct. blandt dem, der vurderer deres viden som gennemsnitlig eller ringere

end gennemsnittet.

Der kan være forskellige grunde til, at nogle mener at vide mere om, hvordan

der dømmes, end andre. En af de vigtigste faktorer er utvivlsomt, om man er eller

har været involveret i det strafferetlige system på en eller flere måder.

Det er dog ikke kun mere viden over for mindre viden, der er indholdet, når vi

sammenligner retsfølelsen hos dem, der i forskellige funktioner deltager eller har

deltaget i den kriminalretlige proces (retsmøder) med dem, der ikke har. Vigtig

her er også den konkrete funktion, der er tale om, og at det ikke er tilfældigt,

hvem der (især) deltager og har deltaget i de enkelte funktioner.

Det viser sig, at det ikke gør nogen afgørende forskel med hensyn til retsfølel-

sen, om man har været tilhører i et retsmøde eller ej, og ej heller om man har væ-

ret vidne. Mere overraskende kan det være, at det heller ikke gør nogen forskel i

retsfølelsen, om man har været forurettet eller ej

– og heller ikke om man har

været tiltalt eller ikke har været tiltalt.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Opstilling 6.1.3. Procent der synes, at foranstaltningerne gennemgående er

for milde set i forhold til svarpersonernes uddannelse. Telefonundersøgelsen

Ser vi derimod på de mere faste positioner i retsprocessen, forholder det sig an-

derledes. Blandt de, der er eller har været dommere/domsmænd, er der »kun« 52

pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, mens det er 63

pct. blandt dem, der ikke har været det. Lidt svagere, men dog samme tendens,

findes for dem, der er eller har været forsvarere (56 pct.), sammenlignet med dem

der ikke har været det – 62 pct. – men især her skal man huske, at der kun er gan-

ske få forsvarere blandt svarpersonerne, og dermed stor usikkerhed om tallene.

Der er heller ikke mange anklagere blandt svarpersonerne, men umiddelbart ser

det ud til, at tendensen for dem går i den modsatte retning. Blandt de, der er eller

har været anklagere, er der 76 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgåen-

de er for milde, over for 61 pct. af ikke-anklagere.

Flere af disse tendenser underbygges yderligere, når retsfølelsen ses i forhold

til, om svarpersonerne i deres daglige beskæftigelse, eller i et bijob eller i fritiden,

er i berøring med kriminalitet og det kriminalretlige system.

Blandt de personer, der i det daglige har beskæftigelse ved domstolene, er det

kun 29 pct., der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde, og det

store flertal som synes, at det er passende, som det er nu. Blandt personer, der i

det daglige er beskæftiget ved politiet, er det derimod 83 pct., der synes, at foran-

staltningerne gennemgående er for milde. Der er så få af svarpersonerne, der i det

daglige er beskæftiget i kriminalforsorgen, at der ikke er grundlag for at vurdere

tendensen her. Måske ville man ikke umiddelbart forvente det, men blandt svar-

personer, der i det daglige er i berøring med kriminalitet og det kriminalretlige

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

system gennem arbejde i det sociale system, arbejde med behandling mv., er der

lidt flere (69 pct.), der synes, at foranstaltningerne gennemgående er for milde,

end blandt dem der slet ikke har berøring med kriminalitet mv. i deres daglige be-

skæftigelse (61 pct.).

Ofte, bl.a. i Danmark, finder man en tendens til, at kvinder

på det generelle

plan gennemgående er lidt strengere end mænd,

men det er ikke tilfældet i

Grønland. Der er forholdsmæssigt lige mange mænd og kvinder, der synes, at

foranstaltningerne gennemgående er for milde. Heller ikke alder spiller nogen be-

tydende rolle for, hvad man mener om foranstaltningernes strenghed.

I det hele taget synes almindelige baggrundsfaktorer (bortset fra uddannelse)

kun at have ringe eller ingen sammenhæng med holdningen til foranstaltninger-

nes strenghed. Personer født i Grønland er gennemgående lidt »strengere« end

personer født i Danmark, men der er ikke forskel i holdningen blandt de (pri-

mært) grønlandsk talende og blandt de (primært) dansk talende. I bygderne er

man gennemgående lidt »strengere« end i byerne, men forskellen er ikke stor.

Hvordan man skal fortolke, og hvilken betydning man kan eller skal lægge i,

at retsfølelsen for de fleste menneskers vedkommende, uanset hvordan straffeni-

veauet faktisk er, ønsker strengere straffe/foranstaltninger, er et særdeles kompli-

ceret spørgsmål. Bl.a. det forhold, at det synes at være universelt, kunne tyde på,

at der primært er tale om et grundlæggende menneskeligt evolutionært forsvar:

Når mennesket på en eller anden måde konfronteres med en fare, som man umid-

delbart skal reagere på, så reagerer man ved at forsøge at eliminere eller fjerne

denne fare, som eksempelvis – i straffetermer – ved vold eller dødsstraf, ved in-

ternering som eksempelvis i et fængsel eller ved bortfjernelse/udvisning, fordi det

er det mest selvbeskyttende her og nu (Bang Petersen, 2007). Denne tolkning

støttes også af, at man i undersøgelsen i Grønland som i mange andre, herunder

de tilsvarende danske, finder en tæt sammenhæng mellem ønsket om strengere

foranstaltninger/straffe på den ene side, og på den anden side opfattelsen af, at

kriminalitet er et meget stort problem for det samfund, man lever i, og at krimina-

liteten har været og er (stærkt) stigende – uanset hvor sandt dette så i virkelighe-

den er. Man føler, at man med hensyn kriminalitet står over for en stor og stadigt

stigende og voldsom risiko og trussel. Grundlæggende er det måske ikke lige

præcis strengere foranstaltninger/straffe, man ser som

løsningen,

men det er et led

i, at man først og fremmest mener, at der børe gøres

noget.

Karakteristisk nok,

viser ønsket om strengere foranstaltninger/straffe sig i undersøgelser

positivt

kor-

releret med ønsket om at gøre næsten hvilket som helst andet med henblik på at

mindske kriminaliteten, man foreslår: mere politi, bedre skoler, mere behandling,

mere kriminalitetsforebyggende arbejde osv.

Der er altså ingen modstrid på det

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

generelle plan mellem at ønske strengere foranstaltninger/straffe og mere krimi-

nalitetsforebyggelse, tværtimod.

Set i dette fortolkningsperspektiv, som et evolutionært forsvar, er det mere

bemærkelsesværdigt, at der er 38 pct. af grønlænderne, der ikke umiddelbart har

et ønske om strengere foranstaltninger/straffe, end at der er 62 pct., der har det.

Det evolutionære forsvar er imidlertid ikke rent biologisk. Det formes og påvirkes

af en socialisering i det samfund og den kultur, hvori man befinder sig, hvoraf

den vigtigste dimension nok er det menneskesyn, der udvikles. Ser man på andre

mennesker som grundlæggende en trussel, man skal være forsigtig overfor, eller

møder man tilværelsen med den forestilling, at andre mennesker i almindelighed

er til at stole på? Dette klassiske tillidsspørgsmål blev også stillet i telefonunder-

søgelsen, og der viste sig en klar sammenhæng: Blandt de grønlændere, der gik

ind for strengere foranstaltninger/straffe, var det et flertal, der mente, at man, når

man havde med andre mennesker at gøre, skulle være meget forsigtige, mens der

blandt de grønlændere, der ikke gik ind for strengere straffe/foranstaltninger, var

et flertal, der mente, at man i al almindelighed kunne stole på de fleste andre

mennesker.

Hvordan man kan/skal fortolke betydningen af, at et flertal på det generelle

plan ønsker strengere foranstaltninger/straffe, har ikke kun akademisk interesse,

men også politisk. I den fortolkningsramme, der er givet her, er indbygget den

antagelse, at selv om man så skærpede foranstaltningerne/straffene, så ville det

ikke nævneværdigt påvirke befolkningens generelle holdning eller tilfredshed.

Der ville stadig være et flertal, der ønskede, at de skulle være (endnu) strengere.

Det er støttende for denne formodning, at der ikke på samfundsmæssigt niveau

synes at være nogen entydig sammenhæng mellem straffeniveau og andelen af

befolkningen, der ønsker strengere straffe, og heller ikke over tid. I USA, eksem-

pelvis, har der ganske vist – som i flere andre lande – været en nedgang i andelen

af borgere, der synes, at domstolene dømmer for mildt, men det er stadig et stort

flertal der har denne opfattelse til trods for de meget betydelige strafskærpelser,

der er sket, og som nu har betydet, er at USA er det land i verden, som har flest

indsatte i fængsler i forhold til folketallet. I 1972 var det 74 pct. af amerikanerne,

der syntes, at straffene ved deres lokale domstole i almindelighed var for milde, i

2012 64 pct.,

og der var i 2012 omkring 4 gange så mange indsatte i forhold til

indbyggertallet som i 1972.

I den anlagte fortolkningsramme er det antagelsen,

at det vil have større effekt på befolkningens holdning til graden af strenghed i

retssystemet at styrke den sociale kapital, der netop typisk defineres og måles ud

fra graden af den generelle tillid, som befolkningen har til hinanden (jf. blandt

mange andre Putnam, 2001; Tinggaard Svendsen, 2014). Det vigtigste fortolk-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

ningssignal at sende i politisk henseende er, at det drejer sig om den

uinformerede

retsfølelse. De gennemførte undersøgelser har vist, at befolkningens viden om,

hvordan der reelt foranstaltes, er meget lille, og, som det bl.a. fremgår af det føl-

gende, at de forestillinger befolkningen gør sig om, hvordan der foranstaltes, i be-

tydelig grad undervurderer strenghedsgraden. Hvis man politisk ønsker at korri-

gere strenghedsniveauet i forhold til befolkningens ønsker herom, må reference-

rammen være befolkningens retsfornuft, hvor den nødvendige viden har været til

stede, og hvor der har været tid til at tænke over og bearbejde sagen pr. definition

har været til stede, og ikke den spontane uinformerede retsfølelse.

For Grønlands vedkommende kommer hertil, at når hovedformålet med at

foranstalte er resocialisering, har spørgsmålet om det generelle syn på foranstalt-

ningernes grad af mildhed eller strenghed hverken samme interesse eller indhold,

som når hovedformålet er af repressiv eller af generalpræventiv art. Det grund-

læggende valg – dommen – er ikke primært styret af strengheds-parameteren,

men nogle kan selvfølgelig være af den opfattelse, at strenghed kan have betyd-

ning for resocialisering/recidiv i form af inkapaciterings- eller skræmmeeffekter.

Under alle omstændigheder bliver det afgørende og mest interessante spørgsmål,

også i kriminalpolitisk henseende, hvordan befolkningen synes, der konkret bør

foranstaltes i konkrete sager.

6.2. Foranstaltninger ved drab

Den grønlandske befolkning er hverken i postundersøgelsen eller i fokusgruppe-

undersøgelsen blevet spurgt om, hvordan den synes, der bør foranstaltes i tilfælde

af den alvorligste forbrydelse, en konkret drabssag, og drab kan jo dække over

meget forskelligartede hændelser. Det er imidlertid det absolutte indtryk, at drab

såvel som faktisk forekomst som i forestillingerne er mere entydige i Grønland

end i eksempelvis Danmark. For det meste og for de fleste er drab identisk med

en hændelse, hvor en person dræber en bekendt eller beslægtet; forud er gået en

voldsom alkoholkonsumption, typisk for begge parters vedkommende; stedet er

et privat hjem, og det foregår om natten – oftest efter et forudgående værtshusbe-

søg eller en eller anden form for fest.

Hvor den typiske dom for drab i Danmark lyder på 12 års ubetinget fængsel,

er den typiske straf for drab i Grønland 6 års ubetinget anstaltsanbringelse.

De interviewede i telefonundersøgelsen er efter et tilfældighedsprincip blevet

opdelt i fire grupper og hver på forskellig måde stillet et spørgsmål om, hvordan

de generelt ville dømme i drabssager. Den første af grupperne fik spørgsmålet

stillet på følgende måde: Hvis en person begår et drab, og herfor bliver idømt 4

års anbringelse i en anstalt, ville du så synes, at disse 4 år er ... osv. Gruppe

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

nummer to fik samme spørgsmål, men med et »forslag« om 6 års anbringelse, og

gruppe nummer tre ditto med et »forslag« om 8 års anbringelse. Opstilling 6.2.1

viser, hvordan svarene fordelte sig for de tre grupper.

Opstilling 6.2.1. Reaktionerne på, hvordan man synes, der skal foranstaltes

for drab, på baggrund af et »forslag« om en bestemt foranstaltning vedrørende

et givet antal års anbringelse i anstalt. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling

»Foreslået tid«

4 år

6 år

8 år

Alt for Noget for Passende Noget for

lang tid lang tid

kort tid

Alt for

kort tid

I ALT %

100

*n ved 4 år er 180, ved 6 år 177 og ved 8 år 170.

Fra metodologiske undersøgelser i forbindelse med retsbevidsthedsundersøgel-

serne i Danmark ved vi, at denne måde at spørge på primært er relateret til den

generelle retsfølelse. »Forslaget« opfattes som et bud på, hvordan der faktisk

dømmes, og har man således den holdning, at der generelt straffes eller foranstal-

tes for mildt, så har man – inden for vide grænser – også en tendens til at mene, at

der for bestemte forbrydelser straffes for mildt, uanset hvilken forbrydelse, der er

tale om, og uanset hvad der »foreslås«. I og med, at et flertal generelt synes, at

der straffes for mildt, må man således også forvente, at der vil være et flertal, der

synes, at de stillede »forslag« er for milde, op til et punkt, hvor man ikke længere

mener, der i forslaget kan være tale om en beskrivelse af retspraksis. Dette viser

sig da også at være tilfældet. I alle tre grupper er der et flertal, der synes, at hen-

holdsvis 4, 6 og 8 års anstaltsanbringelse er for kort tid. Samtidig kan man dog

tillige se, at det gør en forskel, hvad der »foreslås«. 78 pct. synes, at 4 år vil være

for kort tid, 67 pct. synes at 6 år vil være kort tid og kun lige et knebent flertal, 51

pct., at 8 år vil være for kort tid.

At der primært er tale om et gennemslag af den generelle retsfølelse fremgår

af, hvordan de personer, der generelt mener, at foranstaltningerne er for milde i

Grønland, forholder sig til »forslagene« om 4, 6 og 8 års anstaltsanbringelse for

drab. Når 4 år forslås, er det 93 pct. i denne gruppe, der synes, at det vil være for

lidt; når 6 år foreslås, er det 79 pct., og når 8 år foreslås, er det 68 pct. – altså i alle

tilfælde mindst to ud af tre, der synes, at det foreslåede er for lidt. Her over for

står de personer, der generelt mener, at foranstaltningerne er passende eller for

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

strenge. Når denne gruppe får »forslaget« om 4 år, svarer 55 pct., at de synes, det

er for lidt; når forslaget lyder på 6 år, som er identisk med retspraksis, er det kun

36 pct., der synes, at det er for lidt – og når 8 år foreslås er det mindre end hver

tredje, 31 pct.

Den måde, de tre grupper har fået stillet spørgsmålet på, har implicit den ka-

rakter, at den primært lægger op til at få svarpersonen til at tænke i »strenghed« i

forhold til forbrydelsen fremfor andre mulige hensyn som ikke mindst resociali-

sering, samt at indsnævre de mulige valg af konkrete foranstaltninger til at dreje

sig om (ubetinget) anstaltsanbringelse. Den fjerde og sidste gruppe i telefonun-

dersøgelsen fik derfor stillet spørgsmålet om, hvordan de ville dømme i tilfælde

af drab, på en måde, der i højere grad overlod til dem selv at afgøre, hvilke hen-

syn de ville tage ved valg af foranstaltning samt hvilke konkrete foranstaltninger

der kunne komme på tale. Spørgsmålet havde følgende ordlyd: Hvis du skulle be-

stemme, hvilken dom synes du så en person, der har begået drab, skulle have?

Svarmulighederne og svarene fremgår af opstilling 6.2.2. I tilfælde af, at de inter-

viewede ville dømme til anbringelse i en anstalt, blev de supplerende spurgt om,

hvor lang tid ca. de så ville synes, det var passende, at personen skulle idømmes.

Opstilling 6.2.2. Svarfordeling i procent for følgende spørgsmål blandt

18-74-årige i Grønland, 2014 (telefonundersøgelsen): Hvis du skulle bestemme,

hvilken dom synes du så en person, der har begået drab, skulle have:

En stor bøde og en stor erstatning til offeret

Samfundstjeneste i f.eks. 200 timer af hans fritid

Samfundstjeneste hver weekend gennem meget lang tid

Betinget dom med tilsyn og behandling

Anstalt, < 6 år

Anstalt, 6 år

Anstalt, > 6 år

Anstalt, ved ikke hvor lang tid

Vil ikke svare

Ved ikke

I ALT procent

100

170

Herved afdækkes det – måske overraskende, i betragtning af hvor alvorlig for-

brydelse, der er tale om – at kun lige netop præcis halvdelen (50 pct.) ville

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

idømme ubetinget anstaltsanbringelse i det hele taget. 55 pct. ville enten ikke

idømme en ubetinget anstaltsanbringelse i det hele taget eller en ubetinget an-

staltsanbringelse på under de 6 år, der er den nuværende domspraksis. Når næsten

hver tredje, 32 pct., ville idømme en betinget dom med tilsyn og behandling, må

det igen ses som udslag af den betydning for valg af foranstaltning, som en stor

del af den grønlandske befolkning tillægger det formål at hjælpe og støtte ger-

ningspersonen, så han ikke begår ny kriminalitet.

Når spørgsmålet formuleres som et forslag om 6 års anstaltsanbringelse, så er

det to ud af tre, der synes, at der skal mere til; når spørgsmålet formuleres mere

åbent og med flere reaktionsmidler, så er det mindre end hver tredje, der synes, at

der skal mere end 6 års anstaltsanbringelse til.

At vi med denne »fyldigere« måde at spørge på fjerner os fra spørgsmålet om

den generelle punitivitet viser det forhold, at der her ikke er nogen forskel mellem

tilbøjeligheden til at ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse for den gruppe,

der generelt mener, at foranstaltningerne er for milde, sammenlignet med den

gruppe, der mener, at foranstaltningerne er passende eller for strenge. I den først-

nævnte gruppe var der 51 pct., der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse, i

den sidstnævnte gruppe 49 pct. Paradokset er tydeligt: Mens der blandt »stram-

merne« er to ud af tre, der umiddelbart synes, at 8 års anstaltsanbringelse vil være

for lidt til en drabsmand, så er det i den samme gruppe halvdelen, der mener, at

der slet ikke skal anvendes ubetinget anstaltsanbringelse.

6.3. Foranstaltninger ved partnervold

Mens drab ganske vist forekommer med en betydeligt højere frekvens i Grønland

end eksempelvis i Danmark, og er den alvorligste form for vold, så er vold, uden

dødelig udgang, i nære relationer, herunder ikke mindst vold mod en partner (æg-

tefælle/kæreste, tidligere ægtefælle/kæreste) langt den mest udbredte. I såvel

postundersøgelsen som i fokusgruppeundersøgelsen blev de interviewede bedt

om at dømme i følgende sag:

Peter og Anna er gift og har boet sammen i 6 år. Sammen har de en datter på 4 år. Deres ægte-

skab har gennem det seneste års tid fungeret dårligt, og de skændes oftere og oftere.

Peter og Anna beslutter at forsøge at få talt ud om problemerne. De afsætter en weekend til

at være sammen alene og skaffer en barnepige. Allerede fredag aften bliver de imidlertid uven-

ner, og det udvikler sig til et voldsomt skænderi. Peter forlader herefter lejligheden i vrede og

går sammen med nogle venner i byen.

Anna er ked af, at aftenen har udviklet sig sådan, men ønsker ikke at sidde alene tilbage.

Kort efter forlader hun derfor også lejligheden for at være sammen med nogle venner.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

I løbet af aftenen fortryder Peter, at de har forspildt muligheden for at få talt ud om tingene.

Han ringer derfor flere gange hjem til Anna, som imidlertid ikke er hjemme. Peter forsøger også

at ringe til Annas mobiltelefon, men der bliver ikke svaret, og Anna ringer ikke tilbage.

Peter tager tilbage til lejligheden klokken ca. 1 om natten. Kl. næsten 2 kommer Anna hjem.

Peter vil vide, hvor Anna har været. Anna siger »Jeg gider ikke snakke med dig nu«. Peter vil

imidlertid have talt ud og vil vide, hvor Anna har været. Anna svarer stadig ikke på Peter’

spørgsmål og ønsker ikke at tale med ham.

Peter begynder at blive jaloux, fordi Anna ikke vil tale om aftenens forløb. Desuden er Peter

sur over, at Anna tilsyneladende ikke er villig til at forsøge at få talt ud om deres problemer. Da

Anna stadig ikke vil svare på Peters spørgsmål, begynder Peter at beskylde Anna for utroskab.

Anna bliver gal, og de skændes højlydt og beskylder gensidigt hinanden for utroskab. Peter bli-

ver mere og mere ophidset. På et tidspunkt siger Anna, at det vist er bedre at blive skilt. Peter

bliver nu så ophidset, at han slår Anna hårdt i brystet. Anna vælter omkuld. Peter sparker 2 gan-

ge Anna i ryggen. Anna forsøger at værge for sig med hænderne, men Peter sparker igen Anna

dels i siden og dels over hænderne og tildeler Anna yderligere et knytnæveslag, der rammer i

baghovedet. Anna kommer på benene og råber, at nu er det definitivt slut. Anna løber herefter

fra lejligheden. Anna henvender sig på skadestuen, hvor hun bliver undersøgt og røntgenfotogra-

feret. Anna har blå mærker på brystet og på ryggen og har smerter i nakken, ryggen, ribbenene

og nyrerne i de følgende 4-5 dage. Anna har desuden brækket 2 fingre på højre hånd. Anna sø-

ger straks om separation, og parret bliver siden skilt.

Peter er 32 år. Peter har hele sit liv boet i en by. Han har en almindelig familiemæssig bag-

grund og fast arbejde. Peter er ikke tidligere blevet dømt for nogen form for kriminalitet.

Svarmulighederne var her hele 34 forskellige foranstaltninger, omfattende alle

hovedforanstaltninger i den grønlandske kriminallov, og underopdelinger af disse

(eksempelvis forskellige tidsperioder for anbringelse i anstalt). Retspraksis i en

sag som denne er i Danmark 3-4 måneders ubetinget fængsel og i Grønland 40

dages ubetinget anstaltsanbringelse, evt. 40 timers samfundstjeneste. Blandt de

grønlændere, der i grupperne har haft denne sag i fokus, og som dels har haft lej-

lighed til at se retssagen med vidneafhøringer mv. på film, og dels sammen med

de andre i gruppen at diskutere fordele og ulemper ved de forskellige foranstalt-

ningsmuligheders anvendelse i netop denne sag, viser der sig kun at være 11 pct.,

der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse, heraf de 3 pct. under 2 måneder.

Det store flertal ville idømme en betinget dom med tilsyn, samt eventuelt behand-

ling. Hovedparten af de interviewede i fokusgruppeundersøgelsen (84 pct.) tror

også, at praksis ved de grønlandske domstole er, at man i en sådan sag ikke

idømmes ubetinget anstaltsanbringelse,

og man tror også, at de fleste grønlæn-

dere vil være enige heri, altså at der ikke skal idømmes en ubetinget anstaltsan-

bringelse. I de danske retsbevidsthedsundersøgelser finder man i partnervoldssa-

gen som i de øvrige sager en klar tendens til, at den danske befolkning gennem-

gående ser sig selv som mildere, end de tror flertallet er i deres holdninger. En

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

tilsvarende tendens findes ikke i den grønlandske undersøgelse. Grønlænderne

har gennemgående den opfattelse, at deres egne holdninger er identisk med, hvad

de fleste andre grønlændere mener.

6.4. Foranstaltninger ved voldtægt

En anden form for personovergreb (end »ren« vold), der som påvist såvel absolut

som relativt udgør et betydeligt problem for og i det grønlandske samfund, er

seksuelle overgreb. Vi har derfor også interesseret os for, hvordan den grønland-

ske befolkning synes, der skal foranstaltes i sådanne sager, eksempelvis i tilfælde

af voldtægt.

Ligesom ved drab har vi ud fra et tilfældighedsprincip delt de interviewede op

i fire forskellige grupper, og de tre af dem har vi »foreslået« en ubetinget an-

staltsanbringelse i henholdsvis �½, 1 og 1�½ år, og spurgt, hvorvidt de mente, dette

var en passende dom, jf. opstilling 6.4.1. Den typiske foranstaltning for voldtægt

idømt ved de grønlandske domstole er 1 års ubetinget anstaltsanbringelse, i Dan-

mark efterhånden typisk længere.

Opstilling 6.4.1. Reaktionerne på, hvordan man synes, der skal foranstaltes for

voldtægt, på baggrund af et »forslag« om en bestemt foranstaltning vedrørende

et givet antal års anbringelse i anstalt. Telefonundersøgelsen. Procentfordeling

»Foreslået tid«

�½ år

1 år

1�½ år

Alt for Noget for Passende Noget for

lang tid lang tid

kort tid

Alt for

kort tid

I ALT %

100

*n ved 1�½ år er 180, ved 1 år 177 og ved 1�½ år 170.

På grund af et interview- og opgørelsesteknisk problem blev svarfordelingen for

den fjerde gruppe, der – helt som ved drab – mere åbent blev spurgt om, hvordan

de ville dømme for voldtægt forelagt en række forskellige mulige foranstaltnin-

ger, ikke fordelt på den planlagte måde for så vidt angår længden for dem, der

pegede på ubetinget anstaltsanbringelse. Det fremgår dog, at der her på det gene-

relle plan er et klart flertal, der ville idømme ubetinget anstaltsanbringelse (60

pct.), og altså flere end ved drab! »Kun« hver fjerde, 26 pct., ville idømme betin-

get dom med tilsyn og behandling (n = 170).

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Der er ved spørgsmålet om, hvordan der skal foranstaltes ved voldtægt, præcis

de samme sammenhænge med den generelle holdning til, hvordan der skal foran-

staltes, som vi så ved drab, og igen forholder det sig sådan, at der ved den »fyldi-

gere« måde at spørge på ikke er nogen signifikant forskel med hensyn til, hvad

»strammerne« og »slapperne« mener, der skal dømmes.

Voldtægt var den anden sag, der ved siden af ovennævnte partnervoldssag,

blev fokuseret på i fokusgrupperne med visning af film mv. Den sag, de blev fo-

relagt, var følgende:

Katrine og Poul som ikke kender hinanden, men de har mange fælles bekendte. De møder hin-

anden på Manhattan en fredag aften. De drikker sammen med fælles venner shots og danser ude

på dansegulvet. De aftaler at tage videre til en efterfest efter, at Manhattan lukker klokken 03.

På vej mod efterfesten spørger Poul Katrine, om han ikke må give hende et knus. Katrine

siger ja, og de giver hinanden et knus. Da de skal til at gå videre, inviterer Poul Katrine på en øl

på hans værelse, som ligger på 1 sal i det hus, hvor efterfesten bliver afholdt. Katrine siger ja

tak, og de følges ad til Pouls værelse.

Katrine sætter sig i en stol på værelset, og Poul sætter sig på sengen. Stemningen er god, de

sludrer og drikker et par øl. Da Poul kommer tilbage efter et toiletbesøg, går han hen til Katrine

og læner sig ind over hende, og begynder at kysse hende. Katrine siger, at det gider hun ikke.

Hun tager fat i hans hænder og forsøger at skubbe dem væk. Poul ignorerer imidlertid hendes

afvisning. Han trækker Katrines bluse op og lukker hendes BH op og rører ved og kysser hendes

bryster, mens Katrine forgæves forsøger at skubbe ham væk. Katrine rejser sig og siger, at hun

vil gå, men Poul tager fat i hende og trækker hende hen til sengen.

Katrine protesterer, og siger, at Poul skal lade hende gå. Poul overhører protesterne og træk-

ker Katrines bukser, trusser og bluse af hende. Han presser hende ned i sengen og lægger sig

oven på hende og holder hende fast. Samtidig får han sine egne bukser krænget ned, og presser

sig op i Katrine, hvor han gennemfører et kort, vaginalt samleje. Da han har fået udløsning,

trækker han sig ud og rejser sig fra sengen. Katrine løber ud på toilettet, tørrer sig hurtigt med et

håndklæde og tager bukser og bluse på. Derefter samler hun resten af sit tøj, og forlader straks

Pouls værelse.

Tidligt lørdag morgen ringer Katrine til sin søster, og fortæller, hvad der er sket. Søsteren

bringer Katrine på SANA, hvor Katrine bliver undersøgt. Der konstateres ikke fysiske skader,

men Katrine er chokeret, meget ked af det og bange. Om onsdagen – 4 dage efter voldtægten

fandt sted – anmelder Katrine sagen til politiet.

Poul er 28 år gammel og har boet hele sit liv i en by. Han har en almindelig familiemæssig

baggrund og fast arbejde. Poul er ikke tidligere blevet dømt for nogen form for kriminalitet.

Slutresultatet af fokusgruppernes arbejde med at finde frem til, hvordan der burde

dømmes i denne sag blev, at et flertal, 54 pct., syntes, at der skulle idømmes en

ubetinget anstaltsanbringelse, men der var jo altså så alligevel 46 pct., der syntes,

at det skulle man ikke – og som først og fremmest pegede på en betinget dom

med tilsyn og behandling.

21 pct. ville idømme en ubetinget anstaltsanbringelse

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

på mindre end den nævnte retspraksis på 1 år, så det er i alt to ud af tre – 67 pct. –

der ville være »mildere« i deres domme end retspraksis, vurderet ud fra diskussi-

onerne i fokusgrupperne først og fremmest af behandlingsmæssige og resocialise-

rende grunde.

Den mediant udmålte foranstaltning, som fokusgruppedeltagerne ville idøm-

me for kontaktvoldtægten, var 4 måneders ubetinget anstaltsanbringelse. Der var

en klar tendens til, at man undervurderede, hvor »streng« retspraksis faktisk var i

denne slags sager, idet medianen med hensyn til, hvordan man troede sagen ville

blive afgjort ved en domstol, var 50 dages ubetinget anstaltsanbringelse. Heri lig-

ger således indbygget en tendens, som ses ved flere andre sager, til, at man ser sig

selv som lidt »strengere« end domstolene, men faktisk er man »mildere«. Sam-

menlignet med situationen i Danmark, således som den fremgår af de der gen-

nemførte retsbevidsthedsundersøgelser, er forskellene mellem, hvad man selv

mener, hvordan man tror en domstol vil dømme, og hvordan man tror folk flest

vil dømme, betydeligt mindre i Grønland. En usædvanlig – set med dansk måle-

stok – stor del af den grønlandske befolkning er af den opfattelse, at sådan som de

selv ville dømme også er sådan, som der ville blive dømt i kredsretten, og det er

også sådan, de tror, folk flest i Grønland ville dømme.

7. Reaktioner på kriminalitet – anstalterne

Kriminalforsorgen i Grønland er en del af den danske statsadministration og er

underlagt Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. I sit daglige virke

opererer Kriminalforsorgen i Grønland imidlertid som en selvstændig organisati-

on med kompetence på alle væsentlige sagsbehandlingsområder. Ledelsen af

Kriminalforsorgen i Grønland er i kriminalloven bemyndiget til på en lang række

områder at fastsætte regler om fuldbyrdelse af foranstaltninger og har i henhold

hertil udsendt et stort antal bekendtgørelser (Kriminalforsorgen i Grønland,

2014).

I anstalterne indsættes personer, som enten er dømt til anbringelse eller som er

tilbageholdte, mens deres sag behandles. Ved udgangen af 2013 var kapaciteten

194 pladser, fordelt på syv anstalter. I løbet af 2013 blev der foretaget 548 ind-

sættelser, fordelt på 403 domfældte, 124 tilbageholdte og 21 anholdte. Kriminal-

forsorgen måler belægget i anstalter i form af belægstal fra de enkelte anstalter,

og man beregner en samlet belægsmasse. Beregningen foretages ved, at én indsat,

som opholder sig i en anstalt i ét døgn, indgår i beregningen med værdien 1. I

2013 var belægsmassen, beregnet på denne måde, 63.746, fordelt på 50.201 dom-

fældte og 13.545 tilbageholdte. De domfældte har i 2013 således gennemsnitligt

tilbragt omkring 4 måneder i anstalt, og de tilbageholdte omkring 3 måneder. Be-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

lægstallet i 2013, som er det i skrivende stund seneste, hvorom der foreligger en

mere omfattende og detaljeret statistik, var dog atypisk, idet kapaciteten i hele

året var midlertidigt forhøjet med 30 pladser (i Kangerlussuaq) med henblik på at

afvikle en såkaldt »ventekø«. I 2014 har kapaciteten svinget fra 184 i de første tre

måneder til 155 resten af året.

Det gennemsnitlige belæg i 2013 var 175, hvilket er identisk med 309 pr.

100.000 indbyggere (International Centre of Prison Studies, 2015); 79 pct. var

domfældte og 21 pct. tilbageholdte. I 2014 har det gennemsnitlige daglige belæg

været 137, svarende til 241 pr. 100.000 indbyggere.

241 indsatte på en gennem-

snitsdag pr. 100.000 indbyggere er langt over det globale niveau, og 3-4 gange

højere end i Danmark (og Norge, Sverige og Finland). I Island var der i 2013

gennemsnitligt 47 indsatte pr. 100.000 indbyggere og på Færøerne 21. Hos en

anden nabo, i Canada, var der i 2012 118 indsatte pr. 100.000 indbyggere. På en

liste over brug af fængsler i hele verden i 2012/13 placerede Grønland sig som nr.

31 ud af i alt 202 lande, og i umiddelbart selskab med lande som Litauen (315),

Iran og Sydafrika (290) og Brasilien (289). Blandt de forholdsvis få lande i ver-

den, der i 2012/13 brugte fængsler/anstalter mere end i Grønland, var først og

fremmest USA og en række lande med tæt tilknytning til USA (som Guam, Sa-

moa, Puerto Rico m.fl.) (Walmsley, 2014).

Grønland har efterhånden i mange år placeret sig relativ højt ikke mindst i

nordisk sammenhæng med hensyn til brug af anstaltsanbringelse, men det nuvæ-

rende helt ekstraordinært høje niveau er resultatet af en kraftig stigning også i in-

deværende årtusinde. I 2000 var der gennemsnitligt 157 indsatte i de grønlandske

anstalter pr. 100.000 indbyggere, altså »kun« omkring det halve sammenlignet

med 2013, og det er en udvikling, der er sket til trods for, at kriminaliteten gene-

relt i hvert fald ikke, som tidligere påvist, har været stigende i Grønland.

Udvik-

lingen synes at være et produkt af dels at idømme anstaltsanbringelse relativt of-

tere i kriminalsager og dels af relativt længere varighed, eksempelvis som ved

drab. Der forefindes for tiden desværre ikke grønlandsk kriminalstatistik for årene

efter 2009, men i 2000 var det 3 pct. af kriminalsagerne, der blev afgjort med an-

staltsanbringelse og i 2009 11 pct. (Kriminalstatistikken for Grønland, 2000 og

2009; Grønlands Statistik).

Situationen med hensyn til brug af anstaltsanbringelse i Grønland er blevet kaldt

for »Den Store Grønlandske Indespærring« (Lauritsen, 2011; 2012) og bliver endnu

mere paradoksal af, at det med den første kriminallov, der indførtes i Grønland i

1954, var hensigten, at Grønland slet ikke skulle have fængsler eller fængselslig-

nende institutioner. Dette blev bl.a. kædet sammen med gerningspersonprincippet,

hvor man forestillede sig, at succesfuld resocialisering skulle foregå i samfundet og

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

ikke mere eller mindre uden for samfundet i et fængsel eller en anstalt (Gold-

schmidt, 1954). Til trods for intentionerne etableredes den første anstalt i Grønland

i 1967. Denne anstalt blev opført i Nuuk og havde 18 pladser. Anstalten havde til at

begynde med nærmest karakter af et kollegium – et »natfængsel« så at sige, med

dansk terminologi – idet det forudsattes, at de indsatte skulle gå på arbejde uden for

anstalten. Der opstod hurtig overbelægning, og flere anstalter kom til.

Det danske folketing har besluttet, at der skal bygges en ny anstalt i Nuuk til

afløsning af den gamle anstalt fra 1967. Som et væsentligt element skal den nye

anstalt udstyres med et lukket afsnit, som bl.a. skal tjene til fuldbyrdelse af forva-

ringsdomme og dermed sætte en stopper for godt 60 års »nedsendelse« af forva-

ringsdømte til Anstalten i Herstedvester i Danmark. Anstalten vil få 76 pladser,

heraf 40 i det lukkede afsnit. Efter planen skal anstalten stå klar til at blive taget i

brug i slutningen af 2017. I telefonundersøgelsen blev den grønlandske befolk-

ning stillet følgende spørgsmål: I 2017 skal en ny lukket anstalt for domfældte stå

klar i Nuuk. Den får en høj mur rundt omkring sig og kommer til at ligne et fæng-

sel. Hvad synes du om, at vi får sådan en anstalt?

Over halvdelen, 51 pct., svarede, at de syntes, dette var »Virkelig godt«, og

yderligere 31 pct., at det var »OK«. Kun 5 pct. syntes, at det var »Helt forkert«.

10 pct. gav udtryk for, at de var »Noget skeptisk«, mens de resterende 3 pct. ikke

havde nogen holdning til dette spørgsmål eller ikke ville svare.

Ud fra en forventning om, at mange har fundet ordningen med at »nedsende«

forvaringsdømte til Danmark problematisk, fulgtes op med følgende spørgsmål:

De grønlandske indsatte, som i dag afsoner i Herstedvester i Danmark, skal flyt-

tes til den nye anstalt i Nuuk, når den er færdig. Hvad mener du om, at de Her-

stedvester-dømte fremover skal afsone i Grønland?

Her svarede mere end to ud af tre, 69 pct., at »Det er godt«. Yderligere 18 pct.

svarede »Det er i orden – men gør mig utryg«, mens kun 10 pct. mente, at de skal

blive i Herstedvester. Igen var det 3 pct., der svarede »Ved ikke«, eller som ikke

ønskede at svare.

Når man igennem årtier har »nedsendt« forvaringsdømte grønlændere til afso-

ning i et lukket dansk fængsel, ville det være forkert at påstå, at man ikke har haft

eller har lukkede anstalter i Grønland. Det er kun i geografisk forstand korrekt.

Traditionelt har anstalterne på grønlandsk jord principielt været åbne, såvel i tek-

nologisk og overvågningsmæssig henseende og som nævnt med hensyn til de

indsattes muligheder for under anstaltstiden at befinde sig i lokalsamfundet uden

for anstalterne.

Det kan i imidlertid diskuteres, om det (længere) er dækkende i teknolo-

gisk/overvågningsmæssig henseende at karakterisere anstalterne i Grønland som

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

åbne. I vidt omfang er anstalterne eksempelvis blevet forsynet med bl.a. NATO-

pigtråd, panserglas for vinduerne, låste døre, kameraovervågning mv. Der opere-

res med »gårdtur« og »celler«, og man har begrænset mobiltelefoni.

I de eksisterende anstalter dominerer »cellerne«, og gennemgående er der få og

små rum til øvrige aktiviteter, såsom beskæftigelse, undervisning og fritidsaktivi-

teter. Baggrunden herfor har netop været, at det aktive liv skulle foregå ude i lo-

kalsamfundet, men sådan er det ikke (længere). Historisk

har

specielt beskæftigel-

sen af de indsatte hovedsageligt fundet sted uden for anstalterne, og arbejdsgiverne

har typisk været positive over for at ansætte indsatte fra anstalterne. Arbejdsgiver-

ne har ofte foretrukket de dømte frem for andre arbejdere; de er mere stabile (Gre-

ve, 2012). I 2013 foregik imidlertid hele 82 pct. af beskæftigelsen inden for anstal-

terne, mens blot 18 pct. foregik uden for. I 2014 synes det dog at være lykkedes at

vende denne trend, så relativt flere af de indsatte (igen) beskæftiges uden for an-

stalterne, men dog ikke anderledes, end at flertallet stadig må afsone deres an-

staltsdom i en temmelig lukket anstalt uden ret mange muligheder for noget at give

sig til, først og fremmest på grund af anstalternes fysiske indretning.

En undersøgelse i Grønland har vist, at de rammer, der findes nu til dags for,

hvad en foranstaltningsdom til ubetinget anstaltsanbringelse skal betyde, og hvad

der foregår eller måske især ikke foregår under en anstaltsanbringelse, ikke blot pa-

radoksalt nok står i kontrast til et samfund, hvor det hedder straf og fængsler, som

f.eks. i Danmark, men også grundtanken i gerningspersonprincippet og resocialise-

ringsformålet (Lauritsen, 2012). I en avisoverskrift er det blevet udtrykt således:

»Den åbne anstalt er et fængsel i forklædning. De grønlandske anstalter er fængsler i forklædning,

og forholdene er så pinefulde, at de nedbryder mange af de indsatte mentalt. Faktisk er vilkårene

værre end i de lukkede anstalter« (Maria Hornbek Hansen, knr.dl/da/nyheder, 23. februar 2012).

De kvalitative dele af de gennemførte undersøgelser tyder på, at de fleste grøn-

lændere ligger under for den fejlagtige opfattelse, at anstaltsanbragte som hoved-

regel har deres beskæftigelse ude i lokalsamfundet og har udgang til besøg mv.,

altså således som det faktisk forholdt sig tilbage i tiden. I telefonundersøgelsen

stillede vi den grønlandske befolkning følgende spørgsmål vedrørende anbragtes

mulighed for arbejde mv. i lokalsamfundet: Efter den grønlandske kriminallov

indebærer anbringelse i anstalt for domfældte normalt, at de domfældte har større

mulighed for at være beskæftiget med arbejde, uddannelse og fritidsvirksomhed

uden for anstalten, end det kendes fra andre lande. Hvad synes du om denne ord-

ning? Hele 77 pct. syntes, at denne ordning er ok, og godt en fjerdedel af befolk-

ningen, 26 pct., syntes oven i købet, at man skulle gøre det i endnu højere grad,

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

end man (formoder) ordningen aktuelt praktiseres. 23 pct. syntes, man skulle gøre

det i mindre grad, og 3 pct. var uoplyste. Det skal understreges, at disse svar skal

ses og fortolkes i perspektiv af, at »denne ordning« af de fleste grønlændere ople-

ves som en ordning, hvor man hurtigt og som hovedregel arbejder uden for an-

stalten og går på besøg mv. For den majoritet af grønlændere, der syntes, at det

primære formål med at foranstalte og bl.a. at afgøre, om der skal være tale om an-

staltsanbringelse, er at hjælpe og støtte gerningspersonen, var der en endnu klare-

re hældning i retning af at mene, at man i højere grad end den oplevede situation,

burde have mulighed for at komme ud og opholde sig uden for anstalterne. Selv

blandt den lille minoritet af »straforienterede« var der 17 pct., der syntes at mu-

lighederne for at komme og være uden for anstalten burde øges, og 40 pct. der

synes, at det var passende som de forestillede sig, det var nu.

Men hvordan synes man det skal være, hvis det ikke blot drejer sig om den

gennemsnitskriminelle med en relativ kort anstaltsanbringelse, men en person, der

har begået en meget alvorlig personforbrydelse i det lokale samfund? I postunder-

søgelsen bad vi om den grønlandske befolknings stillingtagen til følgende sag:

Peter Olsen er ved kredsretten dømt til anbringelse i anstalt i 1 år og 8 måneder for i en sen nat-

tetime at have begået voldtægt mod den mindreårige Sofie, som han havde mødt samme nat, da

de hos en fælles bekendt deltog i en efterfest, som blev arrangeret, da byens diskotek lukkede kl.

3. Der blev drukket ret meget under festen. Peter og Sofie havde danset tæt sammen og kælet

lidt med hinanden, men på et tidspunkt blev Sofie træt og faldt i søvn i et værelse i lejligheden.

Peter fandt hende og begyndte at tage tøjet af hende, og da hun ikke gjorde modstand – tydelig-

vis fordi hun var så alkoholpåvirket, at hun ikke sansede, hvad der foregik – krængede Peter

hendes bukser og trusser af og gennemførte et fuldbyrdet samleje med hende. Peter var klar

over, at Sofie kun var 14 år gammel. Kredsretten fandt Peter skyldig i voldtægt begået mod en

person under 15 år, idet han havde skaffet sig samleje med Sofie, der befandt sig i en tilstand, i

hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen – såkaldt »tilsnigelse« – og idet han

vidste, at hun ikke var fyldt 15 år.

Peter, der er 31 år, bor i samme by, hvor han arbejder som chauffør og altmuligmand på by-

ens hotel. Hans kone, Marie, 27 år, arbejder på fuld tid som pædagogmedhjælper i en daginstitu-

tion. De har to børn – Ivaana på 8 år, der går i skole og på fritidshjem, og Malik på 5 år, der går i

børnehave.

Forud for dommen havde Peter været tilbageholdt i en måned, de første 13 dage i detentio-

nen og resten af tiden i Anstalten for Domfældte. Da han havde fået sin dom, havde han således

allerede på forhånd gennemført den første måned af anstaltstiden.

Straks efter dommen søger Peter om tilladelse til dagligt at forlade anstalten i arbejdstiden

for at genoptage sit arbejde på hotellet. På hotellet har man været meget tilfreds med Peters ar-

bejdsindsats, og man vil gerne beholde ham. Peter vil meget gerne genoptage arbejdet hurtigst

muligt, dels for at bevare jobbet, dels for derved at kunne bidrage til familiens økonomi, idet

Maries indtægt ikke alene kan klare familiens daglige udgifter.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Samtidig søger Peter om tilladelse til at besøge familien i hjemmet i dagtimerne på fridage

og efter fyraften på arbejdsdage, således at han returnerer til anstalten til sengetid. Han begrun-

der navnlig ansøgningen med hensynet til børnene, som savner deres far, og som Marie har

svært ved at styre alene.

Peter har af personalet fået oplyst, at han vil have udsigt til ordinær prøveløsladelse efter to

tredjedele af anbringelsestiden (dvs. efter et år, en måned og 10 dage), hvis det vurderes, at han har

stabile personlige og sociale forhold, således at der ikke er væsentlig risiko for nye forbrydelser.

I forlængelse af denne sagsbeskrivelse blev der stillet følgende spørgsmål med

følgende svarmuligheder:

Først med hensyn til hans ansøgning om at måtte fortsætte med sit arbejde:

Hvad synes du om det?

Sæt denne gang ét – og kun ét –

kryds i hver søjle:

Hvad tror du,

Hvad synes du

folk i alminde-

anstalten

ville

selv,

at svaret

lighed

synes, at

svare på Peters

skulle være?

svaret skulle være?

ansøgning om at

arbejde på hotellet?

Peter bør have tilladelse til straks

at kunne arbejde uden for anstalten

– uden særlige vilkår ...

– med særligt vilkår om, at han ikke

opsøger ofret (Sofie) ...

Peter bør

ikke

have tilladelse til

straks at arbejde, men først på et

senere tidspunkt ...

– en uge efter dommen ...

– 14 dage efter dommen ...

– efter 2 måneders samlet anbringelse

(inkl. tilbageholdelse) ...

– efter 6 måneders samlet anbringelse

(inkl. tilbageholdelse) ...

– efter 10 måneders samlet anbrin-

gelse (inkl. tilbageholdelse) ...

Peter bør

ikke på noget tidspunkt

have tilladelse til at arbejde uden

for anstalten

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Tilsvarende blev der efterfølgende med hensyn til Peter Olsens ansøgning spurgt

om, hvad man syntes om muligheden for, at han måtte besøge familien på fridage

og i aftentimer på hverdage. Svarfordelingerne fremgår af opstilling 7.1.

Opstilling 7.1. Holdning til, hvornår en indsat i en bestemt sag skal have lov til

at fortsætte med at arbejde udenfor anstalt og/eller besøge familie på fridage m.v.

Postundersøgelsen. Procentfordeling

Fortsætte med arbejde

udenfor anstalt

Straks, uden særlige vilkår

Straks, med særlige vilkår

1 uge efter dom

14 dg. efter dom

2 mdr. efter samlet anbringelse

6 mdr. efter samlet anbringelse

10 mdr. efter samlet anbringelse

Slet ikke

I ALT

* Kriminalforsorgens praksis.

100

269

Besøge familie på

fridage m.v.

100

250

Relativt store andele uoplyste (»ved ikke«) vidner om, at det nok mere er reglen

end undtagelsen, at befolkningen kender til praksis i sådanne sager, og det er

øjensynligt heller ikke noget, de fleste (ofte) har diskuteret med andre, for der er

endnu flere uoplyste, når man beder de interviewede gætte på, hvordan folk flest i

Grønland ville mene, man skulle forholde sig til ansøgningerne. Af svarene på det

ene bispørgsmål får vi bekræftet, at befolkningen har en ganske overdreven fore-

stilling om mulighederne for at komme ud i lokalsamfundet under en anstaltsan-

bringelse. Over halvdelen, 51 pct., tror, at en indsat som Peter Olsen straks efter

sin anbringelse i en anstalt kan komme ud og fortsætte sin beskæftigelse i sam-

fundet, og 49 pct. at han straks kan komme på familiebesøg mv. (yderligere 6 pct.

tror, for begge forhold, at det kan ske efter en uges anstaltsanbringelse).

Også når det drejer sig om egne holdninger spores der en relativ stor usikker-

hed i befolkningen. 10 pct. har ikke svaret på spørgsmålet om udgang til beskæf-

tigelse, og 16 pct. ikke på spørgsmålet om udgang til besøg hos familie mv. Der

er i opstilling 7.1 set bort fra uoplyste.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Den grønlandske kriminalforsorgs faktiske praksis i konkrete sager som denne

er, at der ville kunne bevilges udgang til beskæftigelse og/eller til familiebesøg

mv. efter 2 måneders samlet anbringelse (dvs. efter 10 pct. af den faktiske an-

bringelsestid). Det store flertal af den grønlandske befolkning, der har taget stil-

ling, synes imidlertid, at det kunne/burde bevilges (meget) tidligere. 48 pct. syn-

tes, at udgang til arbejde burde bevilges straks efter indsættelsen, eventuelt med

særlige vilkår, og over halvdelen – 52 pct. – at udgang til at besøge familie mv.

burde kunne bevilges med det samme. I alt er der 62 pct., der mener, at udgang til

beskæftigelse burde kunne bevilges tidligere end praksis er, og 64 pct. med hen-

syn til udgang til familie mv. Knapt hver femte, 18 pct., var af den overbevisning,

at personer som i den beskrevne sag ikke under deres anstaltsanbringelse overho-

vedet skulle have mulighed for udgang til beskæftigelse eller familiebesøg mv.

8. Sammenfatning og konklusion

I 1948-49 udsendtes fra Danmark en juridisk ekspedition til Grønland. Formålet

var bl.a. dels at kortlægge, hvordan man i Grønland reagerede på kriminelle

handlinger (»retspraksis«), og hvordan man syntes, der skulle og burde reageres

(»retsbevidsthed«). Resultatet af dette arbejde blev en kriminallov, der trådte i

kraft i 1954, og hvis styrende princip, såvel ved de foranstaltninger, der skulle

kunne idømmes, som ved valg af foranstaltninger, primært var af individualpræ-

ventiv art, dvs. følge det såkaldte gerningspersonprincip – hvilket man mente var

i overensstemmelse med grønlandsk sædvane, i handling som i holdning. Loven

er blevet kaldt for verdens mest liberale kriminallov, ikke mindst fordi den impli-

cerede, at der ikke skulle være fængsler i Grønland. Samtidig skulle den praktise-

res i et kriminalretligt system domineret af ikke-jurister, ikke mindst som dom-

mere og forsvarere (bisiddere). Udover at man på det tidspunkt (og for så vidt

stadig den dag i dag) ikke praktisk havde mulighed for andet – og det var nok den

vægtigste grund – så var rationalet, at det var de almindelige mennesker i det lille

samfund, der kendte hinanden bedst, og således også bedst vidste, hvad der skulle

til for at få en given person til at holde op med at begå kriminalitet.

Der er i tidens løb blevet rejst forskellige grundlæggende spørgsmål vedrøren-

de ekspeditionens arbejde, der dels vedrører dens datagrundlag (som alene omfat-

tede Vestgrønland og som tilsyneladende i langt højere grad omfattede kontakt

med forskellige myndighedspersoner frem for almindelige mennesker) og dels de

tolkninger af det, den så, hørte og læste: Var den individualpræventive tilgang

faktisk den, der var dominerende i de grønlandske sædvaner, eller var det selekti-

ve briller og implicitte ønsker om, hvordan det kunne eller burde være, inspireret

af tidens tanker i Europa, der i større eller mindre grad andre steder var resulteret

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

i nye straffelove med en større vægt på gerningspersonprincippet end tidligere,

herunder den danske straffelov af 1930?

I 2013-14 har der været udsendt en ny ekspedition til Grønland, og den har det

tilfælles med den forrige, at den udsendte er dansk – med den særlige risiko dette

giver for misforståelser og fejltolkninger. Kommissoriet denne gang har været

mere begrænset end for 65 år siden, idet det næsten udelukkende – men dog ikke

helt – har omhandlet »retsbevidsthed«. Til gengæld har datagrundlaget i 2013-14

været hele Grønland, og det har været den almindelige befolkning, der er blevet

talt med, og som er blevet interviewet. I alt er der blevet talt med og interviewet

omkring 1.200 tilsigtet repræsentative grønlændere i alderen 18-74 år. Samtalerne

og interviewene er foregået på forskellig måde: Ca. 700 er blevet interviewet pr.

telefon om mere generelle retsbevidsthedsmæssige spørgsmål (retsfølelsen), ca.

300 har besvaret postspørgeskemaer, der vedrørte stillingtagen til konkrete sager

(retsfornuften), og ca. 200 har deltaget i fokusgruppemøder, hvor man også skulle

tage stilling til konkrete sager, men her med betydelig mere information om sa-

gerne (bl.a. via foreviste film) samt mulighed for diskussion med andre (igen her

retsfornuften).

Man kan sige, at denne anden ekspedition til Grønland startede med Den

Grønlandske Retsvæsenskommission, der var i funktion fra 1994-2000. Her ar-

bejdede man også med at kortlægge og diskutere rettens arbejde, og det resultere-

de i den nye kriminallov og den nye retsplejelov, der begge trådte i kraft i 2010. I

bakspejlet kan det undre, at denne kommission gjorde uforholdsmæssigt meget

ud af »retspraksis«, forstået i sin brede forstand, og uforholdsmæssigt lidt ud af

befolkningens »retsbevidsthed« – forarbejdet med og forudsætningerne for den

eksisterende kriminallov fra 1954 taget i betragtning. Hvis dette læses som en be-

brejdelse, er det i så fald også en selvbebrejdelse, fordi nærværende forfatter selv

var medlem af kommissionens undersøgelsesgruppe! Hvor om alting er, så kom

retsplejeloven af 2010 til at betyde, at man nedsatte Rådet for Grønlands Retsvæ-

sen, og at det eksplicit af loven fremgår, at dette råd skal iværksætte relevant

forskning og i sammenhæng hermed have en forsker som fast medlem – og det er

ud af dette råd den nu gennemførte retsbevidsthedsundersøgelse i Grønland ud-

springer. Den gennemførte undersøgelses design og metode er modelleret efter

tilsvarende undersøgelser gennemført i Danmark i 2006 og 2009, og i 2009 tillige

i de øvrige nordiske lande – og er derfor til dels sammenlignelig med specielt un-

dersøgelsen i Danmark i 2009.

Den grønlandske kriminallov fra 1954 er blevet kaldt for et socialt eksperi-

ment, men eksperimentet har ikke været ledsaget af nogen kontrolgruppe, og i det

hele taget ikke en plan for, hvordan det skulle evalueres. Det er klart, at det først

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

og fremmest må vurderes og måles på kriminaliteten, men præcis hvordan?

Umiddelbart er det svært at finde indikationer i retning af, at eksperimentet har

været en succes, i hvert fald i det lange løb. Kriminaliteten har været stigende,

stigningen løjer noget af i løbet af 1980-erne, og de aller seneste år har der været

et fald. Dette svarer præcis til udviklingen i mange andre lande, herunder i Dan-

mark. Ifølge de målinger, der er fortaget i forbindelse med retsbevidsthedsunder-

søgelsen, ligger den faktiske udsathed for person- og ejendomskriminalitet under

ét i Grønland på et lidt højere niveau end i Danmark, og de kriminallovsovertræ-

delser, der ved anmeldelse eller på anden måde er kommet til politiets kundskab,

set i forhold til folketallet, ligger også efter de seneste opgørelser (2013) på et hø-

jere niveau end i Danmark – en overhyppighed der er forstærket af en højere an-

meldelsestilbøjelighed i Grønland. For personkriminalitetens vedkommende, så-

som drab, vold og voldtægt, er niveauet mange gange større i Grønland end

Danmark, hvad enten man ser på den faktiske udsathed eller på kriminalstatistik-

ken. En ud af hver tyve af de politiregistrerede straffelovsovertrædelser i Dan-

mark er personforbrydelser, i Grønland er det tæt ved en ud af hver fire. To ud tre

af de udspurgte grønlændere i den gennemførte telefonundersøgelse anser krimi-

naliteten for et være et meget stort problem i og for det grønlandske samfund,

men tre uf af fire skænker dog aldrig eller kun sjældent risikoen en tanke for at

blive udsat for kriminalitet i deres egen dagligdag. Det er langt fra at være et sam-

fund, der er lammet af kriminalitetsfrygt. I modsætning til, hvad der faktisk er til-

fældet, viser de fleste grønlændere sig at have en oplevelse af, at kriminaliteten

har været stigende de seneste år, og der er et udbredt og stærkt ønske om, at der

anvendes flere ressourcer på det kriminalitetsforebyggende arbejde.

Den mest simple forklaring på, at eksperimentet tilsyneladende ikke har vir-

ket, kan være, at det aldrig for alvor er blevet realiseret, og der er rigtig meget,

der tyder på, at det forholder sig sådan. Teorien er ikke blevet omsat til praksis.

Selv om man kan finde en række domme, der kan ses som udslag af et gernings-

personprincip, så er det tydeligt, at dommene stort set allerede fra starten i væ-

sentlig grad fulgte et gerningsprincip, og dette er blevet tydeligere over tid. Der

har udviklet sig et takstsystem, som først og fremmest følger gerningens alvorlig-

hedsgrad, og med den nye kriminallov, der trådte i kraft i 2010, har man indskre-

vet, at de to hensyn, gerningsprincippet og gerningspersonprincippet, nu skal li-

gestilles ved valg af foranstaltning. I det danske straffesystem tages der også hen-

syn til personlige forhold ved strafudmålingen, og når man ser på praksis, kan

man godt komme i tvivl om, hvorvidt der (længere) er nogen reel forskel mellem

Grønland og Danmark i så henseende. – måske vil nogen vurdere, at det efter-

hånden forholder sig lige omvendt. Grønland skulle have været landet uden

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

fængsler, men hurtigt fik man den første anstalt, hvor kriminelle kunne anbringes,

og hurtigt begyndte man på en praksis med at sende forvaringsdømte til den luk-

kede forvaringsanstalt i Herstedvester i Danmark på ubestemt tid. I dag hører

Grønland til i den øverste del på det globale landkort over, hvor mange man har

siddende i anstalter/fængsler, set i forhold til folketallet – med tre-fire gange flere

i anstalt/fængsel end i Danmark, idet man dog ved en sådan sammenligning må

tage kriminalitetsmønstret med de relativt mange personforbrydelser i Grønland i

betragtning. Sprogligt omtales anstalterne i Grønland som åbne, men efterhånden

minder de mere om lukkede fængsler med deres udbredte brug af NATO-pigtråd,

låste døre, kameraovervågning osv. I 2017 er selv æraen med de på papiret åbne

anstalter i Grønland en saga blot, idet en ny anstalt i Nuuk her tages i brug, en an-

stalt der efter grønlandske forhold og i forhold til folketallet har et meget stort

lukket afsnit. Det er ikke (længere) hovedreglen, som oprindelig tænkt, at de ind-

satte om dagen opholder sig uden for anstalterne (på arbejde mv.) – det har nu i

flere år været undtagelsen. Samtidig er anstalterne på sin side gennemgående for

små og for uhensigtsmæssigt indrettede til i noget videre omfang at kunne byde

på arbejde, uddannelse og fritidsmuligheder.

Det viser sig, at såvel den grønlandske befolknings oplevelse af, hvordan situ-

ationen faktisk er, som holdningen til, hvordan det bør være, i flere og grundlæg-

gende henseender mere er i tråd med sigtet i den oprindelige kriminallov fra 1954

end med den udvikling, der er sket siden, og situationen som den faktisk er i dag.

De fleste grønlændere

tror,

at anbringelse i anstalt anvendes langt mindre, end

det faktisk er tilfældet, og de fleste

tror,

at det (stadig) forholder sig sådan, at det

er det normale, at indsatte med det samme eller hurtigt får udgang og tilbringer

dagen med arbejde og besøg i lokalsamfundet. I det hele taget er viden om ikke

blot kriminaliteten og det kriminalretlige system i befolkningen gennemgående

begrænset – og som nævnt ofte fejlagtig – til trods for at en tredjedel følger meget

med i, hvad der sker på dette område, og yderligere en tredjedel en del med.

Det store flertal af grønlændere er af den

opfattelse,

at det primært styrende

princip, når der skal reageres på kriminalitet, skal være det individualpræventive

princip, dvs. gerningspersonen skal hjælpes og støttes til ikke at begå ny krimina-

litet (gerningspersonprincippet). Et endnu større flertal synes, at dette også skal

være det centrale princip, hvorefter de enkelte foranstaltninger indrettes, og selve

den måde, de dømte reagerer på, f.eks. ved ikke at overholde de spilleregler, der

er forbundet med de enkelte foranstaltninger, mener de fleste grønlændere først

og fremmest skal imødegås med motiverende samtaler, behandling o.lign. Som

en af de interviewede med et godt kendskab til systemet, så burde man ikke have

fået en kriminallov med en foranstaltningsstige, men i stedet for med et foran-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

staltningsfad. Fadet skulle i stil med foranstaltningsstigen byde på 6-8 mulige re-

aktioner, baseret på den viden man har om, hvad der bedst kan forebygge krimi-

nalitet, såsom uddannelse/træning, behandling mv., herunder også diverse alter-

nativer til anstaltsanbringelse såsom især samfundstjeneste (som findes i den nu-

gældende lov) og konfliktråd. Domstolen skulle så have til opgave at vælge fra

dette fad og dernæst – men som det sekundære – at tilpasse i forhold til et ger-

ningspersonprincip: Er det her

for

mildt eller

for

hårdt, og hvilke justeringer eller

tiltag skal der så i givet fald til/fra? Det er klart, at hvis man skulle revitalisere

gerningspersonprincippet som udgangspunkt for, hvordan der kan og skal reage-

res i kriminalsager, så skal man lære af den internationale erfaring og skabe et

værn mod de excesser, sådanne forsøg fik i mange lande i form af tidsubestemte

straffe, uproportionalitet osv.

Der er ikke et flertal, der – som det

måske

var for 60-70 år siden – ønsker, at

Grønland skal være uden fængsler eller fængselslignende institutioner, og der er

udbredt tilfredshed med, at man får en ny anstalt i Nuuk, hvor bl.a. forvarings-

dømte fremover kan afsone i stedet for i Danmark. Når man ser på, hvordan be-

folkningen synes, der

konkret

skal dømmes i alvorlige sager, så gør der sig som

nævnt for det første en tendens gældende til, at befolkningen undervurderer, hvor

ofte anstaltsanbringelse anvendes, og hvor lang tid, der idømmes, og for det andet

en tendens til, at man synes, at anstaltsdommene burde være kortere. Disse vurde-

ringer og holdninger gør sig især gældende for dem, der mener den individual-

præventive tilgang bør være den primære, men langt fra udelukkende for dem.

Med hensyn til indretningen af de anstalter, man nu engang mener, er nødvendi-

ge, kan man sige – måske lidt spidsformuleret – at befolkningen på dette område

ønsker anstalterne tilbage til den måde, de startede på i 1950-erne: Som en bolig

for dømte, der i øvrigt brugte dagen på arbejde mv. ude i lokalsamfundet; stort set

fra dag ét eller kort tid efter indsættelse, og eventuelt med forskellige pålæg om,

hvor man må være hvornår og/eller sammen med. Det styrende princip for, hvad

der skal foregå i selve anstalterne bør, ifølge de flestes mening, være hjælp og

støtte til at kunne klare en kriminalitetsfri tilværelse.

Vi har ikke haft mulighed for at belyse, hvad befolkningen ved og forestiller

sig om selve rejseplejen såsom f.eks. kredsdommernes baggrund og ansættelses-

forhold, men kun holdningerne hertil. Der er flere, der synes, at det er fint med

ordningen vedrørende kredsdommere (og forsvarere), som den er nu, end som

ønsker, at det udelukkende skal være jurister, også selv om de er dansksprogede.

Flertallet samler sig om, at der nok burde en noget højere grad af juridificering i

form af øget uddannelse o.lign. af kredsdommere og forsvarere. Mange er sig

sikkert også bevidste om, at det ikke inden for en overskuelig årrække overhove-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

det ville være realistisk, at alle kredsdommere og forsvarere skulle være jurister,

og ikke mindst hvis det skulle være grønlandsksprogede jurister.

Selv om det i 1950-erne nok var praktiske forhold, der var hovedgrunden til,

at det blev lægdomstole, der skulle fungere med den nye kriminallov, så blev det

dog også ideologisk kædet samme med gerningspersonprincippet. En sådan

sammenkædning er ikke at finde i den grønlandske befolkning anno 2014. Man

opfatter det som to separate problemstillinger. Der er således ikke betydende for-

skelle med hensyn til holdningen til juridificering af domstolene set i forhold til,

hvad man mener, skal være det styrende princip for reaktioner mod kriminalitet,

gerningsprincippet eller gerningsmandsprincippet. Den lille forskel, der er, går

faktisk i retning af, at tilhængere af gerningsmandsprincippet går ind for en vis

øget juridificering i højere grad end tilhængerne af gerningsprincippet. Det giver

vel i dagens grønlandske samfund også god mening at adskille disse to problem-

stillinger, og mene, at for domstolenes vedkommende, og spørgsmålet om deres

grad af juridificering, drejer det sig ikke så meget om, hvorvidt den primære lede-

tråd skal være gernings- eller gerningspersonprincippet, men om deres formåen

og kapacitet til at skabe og producere ensartethed.

Det er selvfølgelig rent tankespind, men alligevel en principiel overvejelse

værd, om det kunne være gået anderledes med kriminalloven i 1954 og de føl-

gende år, dvs. om man kunne have realiseret og fastholdt gerningspersonprincip-

pet. At det ikke lykkedes i noget videre omfang at realisere gerningspersonprin-

cippet havde helt givet med andet end domstolsopbygning at gøre, først og frem-

mest den øvrige samfundsudvikling i Grønland. Jurister – gode jurister – er sær-

ligt gode til at fortolke, forstå og anvende en lovtekst, og i det her tilfælde forelå

der jo en lov – skrevet og udarbejdet af andre jurister. Jurister – gode jurister – er

også særligt gode til at få etableret en praksis – og at fastholde en praksis. Jurister

– gode jurister – er særligt gode til at skabe ensartethed og lighed i forhold til

nogle grundlæggende principper – uanset hvad principperne så end er! Måske

havde en juridisk domstol derfor været bedre end en lægmandsdomstol, og de her

nævnte egenskaber i situationen vigtigere end det læge element, idet der dog selv-

følgelig under alle omstændigheder kunne have medvirket lægdommere. Selv om

gerningspersonprincippet også dengang – som nu – var et element i den danske

strafferet, så skulle det nok have været nogle jurister, der ikke var blevet alt for

omfattende undervist i strafferetlige systemer, der som det danske i højere grad

tog afsæt i gerningsprincippet, og så kunne man i givet fald også have risikeret at

have fået nogle af de nævnte excesser med fra, hvordan dele af gerningsperson-

princippet blev praktiseret i Danmark o.lign. lande. Mon ikke det først og frem-

mest skulle have været jurister, der var blevet oplært i, og som var blevet rigtige

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

dygtige til civilret. Og selvfølgelig burde det have været en grønlandsk uddannel-

se – og grønlandske jurister.

Litteratur

Adriaenssen, A. & Aertsen, I. (2015). »Punitive attitudes: Towards an operationalization to

measure individual punitivity in a multidimensional way«,

European Journal of Criminolo-

gy,

12(1), s. 92-112.

Aebi, M.F. & Kuhn, A. (2000). »Influences on the prisoner rate: The number of entries into

prison, length of sentence and crime rate«,

European Journal on Criminal Policy and Re-

search,

8, s. 65-75.

Balvig, F. (1998).

Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet. Oversigt over resultater fra voldsof-

ferundersøgelsen 1995/96.

Rigspolitichefen, København.

Balvig, F. (1999a). »Den faktiske kriminalitet i Grønland og Danmark«, I: Balvig, F. & Krarup

(red.):

Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?,

Rapport fra NSfK’s 41. forskerseminar

Illulisat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 46-51.

Balvig, F. (1999b). »Dommerne og de dømte i Grønland«, i Balvig, F. & Krarup, N. (red.):

Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?,

Rapport fra NSfK’s 41. forskerseminar Illuli-

sat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 126-131.

Balvig, F. (2006).

Danskernes syn på straf.

Advokatsamfundet, København. 391 s.

Balvig, F. (2010).

Danskernes retsfølelse og retsfornuft – et forspil.

Det Juridiske Fakultet, Kø-

benhavns Universitet. 200 s.

Balvig, F., Gunlaugsson, H., Jerre, K., Olaussen, L.P. & Tham, H. (2010). »Den nordiske rets-

bevidsthedsundersøgelse«,

Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

Nr. 3, s. 232-250.

Balvig, F., Gunlaugsson, H. & Tham, H. (2011). »Ikke kun strenghed – replik om de nordiske

retsbevidsthedsundersøgelser«,

Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,,

Nr. 3, s. 228-238.

Balvig, F. (2015a).

Retsfølelse og retsfornuft – i Danmark. Metoder og materialer, 2006 og

2009.

289 s.

Balvig, F. (2015b).

Retsfølelse og retsfornuft – i Grønland. Metoder og materialer, 2014.

Nor-

disk Samarbejdsråd for Kriminologi. 510 s.

Balvig, F., Gunlaugsson, H., Jerre, K. & Tham, H. (2015). »The public sense of justice in Scan-

dinavia: A study of attitudes towards punishments«,

European Journal of Criminology,

12,

s.1-20.

Barcley, G.C. (2000). »The comparability of data on convictions and sanctions: Are internation-

al comparisons possible?«,

European Journal on Criminal Policy and Research,

8, s. 13-26.

Boesen Pedersen, A.-J., Kyvsgaard, B. & Balvig. F. (2014).

Udsathed for vold og andre former

for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2015 med særligt afsnit om køn og vold.

Justitsministeriet, København. 168 s.

Breinholt Larsen, F. (1999). »Den grønlandske kriminallov som ideologisk konstruktion«. I:

Balvig, F. & Karup, N. (red).:

Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?,

Nordisk Samar-

bejdsråd for Kriminologi, København, s. 90-96.

Breinholt Larsen, F. (2002).

Kriminaliteten I Grønland. Omfang, årsager og handlemuligheder.

Udgivet af Den Grønlandske Retsvæsenskommission, Rapport nr. 7. Direktoratet for Krimi-

nalforsorgen.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Christensen, E., Kristensen, L.G. & Baviskar, S. (2008).

Børn i Grønland. En kortlægning af 0-

14-årige børns og familiers trivsel.

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Kø-

benhavn.

Christie, N., Andenæs, J. & Skirbekk, S. (1965). »A study of self-reported crime«. I: Karl O.

Christiansen:

Scandinavian Studies in Criminology,

Vol. 1, Universitetsforlaget, Oslo, s. 86-

116.

Epinion (2013).

Danskernes forestillinger om kriminalitet.

Det Kriminalpræventive Råd, Kø-

benhavn.

Goldschmidt, V. (1954). »Den grønlandske kriminallov og dens sociologiske baggrund«,

Nor-

disk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

s. 242-268.

Goldschmidt, V. (1963). »New Trends in Studies on Greenland Social Life«. I:

Folk,

vol. 5, s.

199.

Goldschmidt, V. (1973). »Social Tolerance and Frustration. An Analysis of Attitudes Toward

Criminals in a Changing Arctic Town«,

International Journal of Sociology,

vol. 3, s. 147-

163.

Greve, V. (2012).

Træk af kolonistrafferetten i komparativ belysning.

Jurist- og Økonomforbun-

dets Forlag, København.

Grønlands Domstole 2014,

udgivet af Grønlands Domstole, Retten i Grønland, Nuuk.

International Centre of Prison Studies (2015). www.prisonstudies.org/country/greenland-

denmark

Justitsministeriet (2015).

Bekymring for vold og kriminalitet 2014.

Justitsministeriets Forsk-

ningskontor, København.

Kahneman, D. (2012).

Thinking, Fast And Slow.

Penguin Books, Great Britain.

Kriminalforsorgen i Grønland (2014).

Årsberetning 2013.

Nuuk.

Kutchinsky, B. (1970).

Den almindelige retsbevidsthed.

Almqvist & Wiksell, Stockholm.

Kyvsgaard, B. & Boesen Pedersen, A.-J. (2012).

Danskernes holdning til kriminalitet, straf, po-

liti og domstole m.v. En sammenligning med andre europæere.

Justitsministeriets Forsk-

ningskontor, Justitsministeriet, København.

Lappi-Seppalä, T. (2010). »Explaining variations in the use of imprisonment in developed de-

mocracies«, I: Lemann Kristensen, B. & Storgaard, S. (red.):

Nordisk retssociologi. Status –

aktuelle udfordringer – visioner.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.

Lappi-Seppalä, T. (2011). »Explaining imprisonment in Europe«,

European Journal of Crimino-

logy,

8(4), s. 303-328.

Lauritsen, A.N. (2011).

Anstalten – frihedsberøvelse i Grønland.

Ph.d.-afhandling, Ilisimatusar-

fik, Nuuk.

Lauritsen, A.N. (2012a). »Anstalten i Grønland«,

Materialisten,

39. årgang, 2-3, s. 11-15.

Lauritsen, A.N. (2012b). »Greenland’s Open Institution – Imprisonment in a Land without Pris-

ons«,

Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention,

vol. 13 (1), s.

47-56.

Mathiesen, T. (1965).

Tiltak mot ungdomskriminalitet. En opinionsundersøkelse.

Universitets-

forlaget, Oslo.

Meinel, F. (1996).

Gerningsmandsprincippet.

Speciale ved Det Juridiske Fakultet, Københavns

Universitet.

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

Olaussen, L.P. (2011). »De nordiske rettsbevissthetsundersøkelsene – noen metodiske betrakt-

ninger«,

Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab,

Nr. 3, s. 209-227, s. 239-244.

Putnam, R.D. (2001).

Bowling alone. The collapse and revival of American community.

Touchstone Book, Published by Simon & Shuster, New York.

Skydsbjerg, H. (1996).

Befolkningen og politiet. En undersøgelse af den grønlandske befolk-

nings erfaringer med og holdninger til politiets arbejde.

Den Grønlandske Retsvæsenskom-

mission, Justitsministeriet. København.

Therbild, N. (1965).

Kriminallovens foranstaltningssystem,

bind I og II. København.

Tinggaard Svendsen, G. (2014).

Trust.

Aarhus Universitet.

Van Dijk, J. (2008).

The World of Crime. Breaking the Silence on Problems of Security, Justice,

and Development Across the World.

Sage Publications, London.

Walmsley, R. (2014).

World Prison Population List.

10. udg., International Centre for Prison

Studies, London.

Vestergaard, J. (1999). »Dommerkvalifikationer i byretter og kredsretter«, i Balvig, F. & Kra-

rup, N. (red.):

Grønland – på vej mod et nyt straffesystem?,

Rapport fra NSfK’s 41. forsker-

seminar Illulisat, Grønland, Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, København, s. 132-

141.

Noter

1. Flemming Balvig, professor, dr. jur., mag.scient.soc. er ansat som professor i kriminologi

ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Studiestræde 6, 1455 København K.

Mail: [email protected]

2. Teknisk information vedrørende analyser og præsentation af undersøgelsens resultater: An-

vendte notationer mv.: – = der findes ingen i denne kategori; 0 = der findes mindre end 0,5

pct. i denne kategori; n = antal personer. For overskuelighedens skyld benævnes alle tabeller,

billeder, figurer mv. for »opstillinger«. Det kan skifte fra opstilling til opstilling, hvorvidt

uoplyste, ved-ikke besvarelser o.lign. er medtaget. Derfor kan der også forekomme mindre

forskelle i procentfordelinger mv. for svarene på det samme spørgsmål. Ved såkaldte »kryd-

stabuleringer«, hvor de enkelte forhold sættes i forhold til hinanden – f.eks. køn og holdning

til hvad det primære formål skal være med at foranstalte/straffe – er uoplyste i de fleste til-

fælde ikke medtaget. Derfor kan der her forekomme afvigende procenter i forhold til, når

man alene ser på hyppigheden af enkelte forhold. Som hovedregel angives procenter uden

decimal, da der er tale om relativ små tal. På grund af afrundinger kan det derfor også fore-

komme, at totaler for procenter ikke giver 100, men 99 eller 101.

3. Undersøgelserne har direkte eller indirekte været finansieret af Justitsministeriet i Danmark

(Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningspulje), Grønlands Selvstyre (Departementet

for familie og Justitsvæsen), Politiet i Grønland, Kriminalforsorgen i Grønland, Landsdom-

merembedet i Grønland, Grønlands Universitet (llisimatusarfik) og Københavns Universitet

(Det Juridiske Fakultet). HS Analyse ved Henrik Skydsbjerg har stået for den tekniske gen-

nemførelse af undersøgelserne og dataindsamlingen.

4. Med henblik på igangsættelse af undersøgelsen blev der etableret en »fremdriftsgruppe« be-

stående af følgende personer: Politimester Bjørn Tegner Bay (i en periode med Claus Bæk

Lyngholm Risbjerg som stedfortræder), Politiet i Grønland; Direktør for Kriminalforsorgen i

Grønland, Hans Jørgen Engbo; Advokat Anders Meilvang; Departementchef Susie Martin

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

Kjeldsen, Grønlands Selvstyre; Landsdommer Søren Søndergaard Hansen, Grønlands

Landsret; Professor Flemming Balvig, Københavns Universitet – alle medlemmer af Rådet

for Grønlands Retsvæsen. På tidspunktet for undersøgelsens opstart bestod Rådet for Grøn-

lands Retsvæsen i øvrigt af: Forhenværende Højesteretsdommer Per Walsøe (formand); De-

partementschef Anne Kristine Axelsson, Justitsministeriet; Dommer Birgit Skriver, Retten i

Grønland; Helga Rosing, Forsvarerforeningen i Grønland; Vicedirektør Annette Esdorf, Di-

rektoratet for Kriminalforsorgen; Direktør Charlotte Münter, Domstolsstyrelsen; Seniorråd-

giver Kent Fridberg, Grønlands Selvstyre; Bjarne Petersen, Kanukoka (de grønlandske

kommuners landsforening). I øvrigt har bl.a. følgende personer ydet vigtige bidrag til under-

søgelsens gennemførelse: Andreas Emil Christensen, Taitsiannguaq Fleischer, Nina Paninn-

quaq Skydsbjerg Jacobsen, Ellen Kjærgaard, Annemette Nyborg Lauritsen, Myrna Lynge,

Linda Kjær Minke, Rosa Reimer, Klaus Toftgaard og Jimmy Bøgh Veitland. De beskrivel-

ser, analyser, fortolkninger, vurderinger og synspunkter, der fremsættes i artiklen, er forfatte-

rens egne og alene hans ansvar.

5. Det følgende er en forholdsvis summarisk gennemgang af undersøgelsens design og de an-

vendte metoder og materialer. En mere udførlig og systematisk gennemgang findes hos Bal-

vig, 2015b.

6. Der er i skrivende stund betydelige dele af de indsamlede data, der endnu venter på at blive

analyseret. Selv om nærværende artikel er at betragte som hovedrapporten vedrørende de

gennemførte undersøgelser, så er det tænkeligt, at den vil blive suppleret på forskellig vis.

Det betyder også, at de tal og konklusioner, der præsenteres i nærværende artikel principielt

er foreløbige, men der er dog ikke umiddelbart grund til at tro eller forvente, at der i væsent-

lig grad kan eller vil ske ændringer heri.

7. Der vil ikke i nærværende fremstilling blive gået i dybden med selve begrebsdannelsen ved-

rørende retsfølelse.

8. Grønlandske børns faktiske udsathed for seksuelle krænkelser er også blevet kortlagt i andre

undersøgelser, der udviser tilsvarende høje frekvenser for denne form for overgreb (jf. især

Christensen, Kristensen & Baviskar, 2008).

9. I den geografiske opdeling er der anvendt følgende opdeling: Sydgrønland: Nanortalik, Qa-

qortoq, Narsaq og Paamiut; Nuuk: Nuuk; Midtgrønland: Maniitsoq og Sisimiut; Diskobug-

ten: Kangaatsiaq, Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat og Qeqertarsuaq; Nord- og Østgrønland:

Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq, Tasiilaq og Illoqqortoormiut.

10. I forbindelse med Den Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde blev der fortaget en

omfattende sammenligning af den registrerede kriminalitets omfang og udvikling forud for

den tidsperiode, offerundersøgelserne dækker over, nemlig 1952-1999 (Breinholt Larsen,

2002). Kortlægningen viser, at der i Grønland fra 1952 til midten af 1980-erne skete en kraf-

tig vækst i antallet af registrerede kriminallovsovertrædelser, som herefter blev afløst af en

mere moderat stigning (og kan det så tilføjes, som nu de seneste år er afløst af et fald). Kort-

lægningen bestyrker de gennemførte offerundersøgelsers konklusion om, at personkriminali-

tet i form af vold, seksuelle overgreb mv. har en særlig høj forekomst i Grønland. Følgende

registrerede kriminallovsovertrædelser forekom således oftere i Grønland set i forhold til be-

folkningsstørrelsen: voldtægt (26 gange så hyppigt), incest, seksuel omgang med børn og

blufærdighedskrænkelser (7 gange), andre seksualforbrydelser (11 gange), drab (11 gange),

drabsforsøg (8 gange)og vold (6 gange). Rapporten indeholder også en analyse af sammen-

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

hængen mellem kriminaliteten på den ene side og samfundsudviklingen på den anden fra

1952-1999. Ser man alene på et enkelt år kan store tilfældigheder spille ind, men med dette

forbehold var situationen i 2013 for anmeldte kriminallovsovertrædelser i Grønland (jf. Års-

statistik fra Politiet i Grønland) og straffelovsovertrædelser i Danmark (jf. Danmarks Stati-

stik), korrigeret for forskelle i folketal: Grønland havde 31 gange flere voldtægt, 8 gange fle-

re blufærdighedskrænkelser og 12 gange flere seksualforbrydelser under ét; 15 gange flere

drab, 10 gange flere drabsforsøg, 6 gange flere voldtilfælde og 5 gange flere vold under ét.

Til gengæld var der i Grønland 20 pct. færre ejendomsforbrydelser, men her varierede det

meget for de enkelte typer af ejendomsforbrydelser: Grønland havde 28 pct. flere røverier, 3

gange flere butikstyverier, dobbelt så mange indbrud i virksomheder o.lign., 4 gange flere

indbrud i både, hytter, sommerhuse o.lign. Til gengæld havde Grønland 67 pct. færre ind-

brud i beboelser, 81 pct. færre brugstyverier og 50 pct. færre andreformer for tyveri. Andet

end personforbrydelser og ejendomsforbrydelser var der 5 gange flere af i Grønland. Samlet

set resulterede det i et antal registrerede kriminallovsovertrædelser, der var 10 pct. større end

det samlede antal registrerede straffelovsovertrædelser i Danmark, stadig korrigeret for for-

skelle i folketal. Af det samlede antal registrerede kriminallovsovertrædelser udgjorde per-

sonforbrydelserne i Grønland 23 pct., i Danmark knapt 5 pct.

11. Når det er en kvinde, der er blevet interviewet af en mand, er det 64 pct., og når det er en

mand, der er blevet interviewet af en kvinde, 67 pct.

12. I 1951 reformeredes retsplejen, og de nye retter begyndte straks at anvende et eksisterende

udkast til en kriminallov.

13. Den juridiske ekspedition bestod af tre unge danske jurister (den senere professor i sam-

fundsvidenskab ved Roskilde Universitets Center Agnete Weis Bentzon (1918-2013), (den

senere professor i kultursociologi ved Københavns Universitet) Werner Goldschmidt (1916-

1982) og (den senere rigsadvokat) Per Lindegaard (1918-1998). Ekspeditionen fandt sted i

1948-49, hvor de på de grønlandske vestkyst forsøgte at kortlægge retspraksis, retsbe-

vidsthed osv. I deres rapport fra 1950 konkluderer de, at den grønlandske opfattelse af, hvad

der burde være strafbart i det store og hele svarede til den danske, mens de anvendte reaktio-

ner og befolkningens ønsker om, hvordan disse burde være og hvorfor, var meget anderle-

des. Den grønlandske befolkning lagde, ifølge ekspeditionens opfattelse vægt på, at reaktio-

nerne var udformet på en sådan måde, at de ved at ændre gerningspersonens personlige for-

hold kunne mindske risikoen for fremtidig kriminalitet, og at dette også var hovedformålet

med reaktionerne.

14. Det drejer sig først og fremmest om en række helt eller delvist tidsubestemte foranstaltnin-

ger, der dog siden enten er blevet helt afskaffet eller har fået et meget snævrere anvendelses-

område. Generelt er den danske straffelovs sanktionssystem blevet radikalt ændret siden

1930.

15. En undersøgelse foretaget af et udvalg af domme i Grønland, afsagt i perioden 1992-96, un-

derstøtter tesen om, at med mindsket identifikationsmulighed bliver resocialiseringshensynet

mindre fremtrædende, og de idømte foranstaltninger gennemgående strengere (Meinel,

1996; Balvig, 1999b).

16. Man kan godt rejse spørgsmålet om,

hvor

store forskellene i så henseende reelt længere er

mellem Grønland og Danmark. På den ene side er det tydeligt, at dommene i kriminalsager i

Grønland er blevet meget takstmæssige, primært relateret til gerningens art og alvorlighed,

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

og på den anden side forholder det sig jo også sådan, at personlige forhold i forskellige

sammenhænge og i forskellige grad indgår ved udmålingen af straf i kriminalsager i Dan-

mark. I den danske straffelovs § 80 om straffens fastsættelse hedder det: »Ved straffens fast-

sættelse skal der under hensyn til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertræ-

delsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.« Af flere af de øvrige paragraffer i

den danske straffelovs kapitel om straffens fastsættelse fremgår det, at forhold vedrørende

gerningspersonen og gerningspersonens forhold kan tillægges vægt ved straffastsættelsen.

17. I den oprindelige kriminallov, der trådte i kraft 15. juli 1954, var det dog § 86, stk. 2, men

ordlyden var ikke blevet ændret frem til 2010.

18. Der er grund til at tro, at de svar, der fremkommer, vil være sensitive over for, hvordan

spørgsmålet præcist formuleres. Eksempelvis er der i det anvendte spørgsmål brugt ordene

»hjælp og støtte«. I visse kulturer/samfund kan man forestille sig, at dette i forbindelse med

sociale afvigelser og social kontrol vil være stærke og positivt ladede ord, mens det måske i

andre vil være svage og negative (jf. det danske begreb pladderhumanisme). Det burde må-

ske derfor være bedre blot at spørge om at mindske risiko for ny kriminalitet el.lign.

19. Allerede i en undersøgelse foretaget i Danmark i 1954 forsøgte man at afdække, hvad be-

folkningen synes burde være det primære formål med at reagere over for kriminalitet

(Kutchinsky, 1970). Undersøgelsen er ikke repræsentativ, og desværre spurgte man ikke om

formålet med at reagere over for kriminalitet, men om formålet med at straffe: » Hvorfor sy-

nes De, man skal straffe lovovertrædere?« Svarmulighederne var åbne og op til svarperso-

nerne selv. Af de seks undersøgte grupper var det mellem 7 og 19 pct., der svarede på en

måde, som kunne indpasses under overskriften »Forbedring el. belæring«. I andre tidlige un-

dersøgelser i de nordiske lande er der anvendt lignende spørgsmål, men med faste svarkate-

gorier. Mathiesen foretog en undersøgelse i Norge, hvor der var seks svarmuligheder. Det

hyppigste svar vise sig at være »lovbryderen skal tage skræk « (Mathiesen, 1965). I en anden

undersøgelse fra 1960-erne foretaget i Norge blev der kun givet tre svarmuligheder, nemlig

afskrække, behandle og sone., og svarene fordelte sig nogenlunde ligeligt på disse tre mulig-

heder (Christie, Andenæs & Skirbekk, 1965).

20. Blandt de, der synes, at det primære formål er resocialisering, er der 75 pct., der synes, at det

næst vigtigste er at straffe, og »kun« 25 pct. at det er at afskrække andre fra at begå krimina-

litet.

21. Dette tillægsspørgsmål blev ikke stillet i undersøgelsen i Danmark.

22. Også blandt de mænd og kvinder, der har oplevet sig udsat for alvorlig sexkrænkelse, mens

de var børn eller unge, er der en lille overvægt af personer, der synes, at det primære formål

skal være resocialisering, sammenlignet med dem, der ikke har været udsat.

23. Blandt de, der synes at kriminalitet er et meget stort problem for det grønlandske samfund,

er der 82 pct., der mener, at hjælp og støtte bør være det primære, mens der blandt de, der

ikke synes, at kriminalitet er et meget stort problem, er 73 pct. Blandt de, der næsten hele ti-

den eller ofte tænker på deres personlige risiko for at blive udsat for kriminalitet, mener 85

pct., at hjælp og støtte bør være det primært, over for 78 pct. af de mindre eller ikke ængste-

lige.

24. Jf. »Kriminalforsorgen i Grønland. Årsberetning 2013«. Se: www.kriminalforsorgen.gl

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Kriminalitet og retsbevidsthed – i Grønland

25. Holdningen til kredsdommernes rekruttering og baggrund fordeler sig på samme måde

blandt de svarpersoner, der i deres barndom eller ungdom har været udsat for alvorlige sex-

krænkelser, som dem der ikke har det.

26. Tallene er meget små, men umiddelbar ligner procentfordelingerne for de adspurgte domme-

re meget procentfordelingerne for de adspurgte domsmænd.

27. Særlig markant er det, at næsten ingen i bygdernes synes, at kredsdommerne alle skulle være

uddannede jurister.

28. For en oversigt over den internationale forskning vedrørende punitivitet i befolkningen, og

hvordan dette måles, se Adriaenssen, A. & Aertsen, I. (2015).

29. Der er ingen forskel mellem dem, der vurderer deres viden som liggende på det gennemsnit-

lige, og dem der vurderer deres viden som liggende under det gennemsnitlige.

30. I tråd hermed fordeler holdningen til, hvorvidt man synes foranstaltningerne gennemgående

er for milde, sig generelt på samme måde, for dem der for nylig har været udsat for en eller

anden forbrydelse og/eller været udsat for en alvorlig sexkrænkelse, da man var barn/ung.

Ser vi på de specifikke typer af forbrydelser, man kan have været udsat inden for den senere

tid forud for interviewtidspunktet, nuanceres billedet lidt, men ikke i alle tilfælde på den må-

de, man umiddelbart kunne forvente. Udsathed for tyveri gør ingen forskel. Om man har væ-

ret udsat for tyveri, og/eller om man som kvinde har været udsat for en alvorlig sexkrænkel-

se gør ingen betydende forskel. Udsatte for såvel vold som trusler om vold har i noget min-

dre omfang end de ikke-udsatte den overbevisning, at foranstaltningerne gennemgående er

for milde, mens det er modsat – og som »intuitivt forventet« – for de, der har været udsat for

hærværk.

31. På det konkrete plan – i konkrete sager – forholder det sig derimod ofte modsat.

32. Dette skal ikke forstås sådan, at de der ikke ønsker strengere foranstaltninger/straffe, ikke

ønsker mere behandling, kriminalitetsforebyggende arbejde mv. eller i mindre grad., men

alene på den måde, at de, der ønsker strengere foranstaltninger/straffe typisk

også

ønsker fle-

re ressourcer brugt på behandling osv.

33. Jf. data og analyse af disse downloadet fra det såkaldte

General Social Survey,

i USA.

(www.norc.org/ Research/Projects/pages/general-social-survey.aspx

34. Jf. www.ojp.usdog.gov

35. Den sondring, der anvendes i nærværende artikel, mellem retsfølelse og retsfornuft, og den

forankring disse to tænkemåder kan have i menneskets grundlæggende evolutionære natur

og samfundsmæssig socialisering, kan genfindes i mange andre sammenhænge, og er også

overordnet beskrevet og analyseret på forskellig måde. Psykologerne Keith Stanovich og Ri-

chard West har benævnt de to tænkemåder/reaktionsmåder henholdsvis som System 1 og

System 2, og nobelprisvinderen Daniel Kahneman har anvendt begreberne »Fast Thinking«

og »Slow Thinking« (Kahneman, 2012).

36. To af de sanktionsmuligheder, svarpersonerne her har fået at vælge imellem, eksisterer ikke

præcis på denne måde i den grønlandske kriminallov. Det er »Samfundstjeneste hver week-

end gennem meget lang tid« og »Betinget dom med tilsyn og behandling«.

37. På det generelle plan er der en tendens til at undervurdere, i hvilken grad de grønlandske

domstole idømmer ubetinget anstaltsanbringelse i tilfælde af vold. Ifølge det grønlandske

politi idømmes ubetinget anstaltsanbringelse i 30-50 pct. af voldssagerne. Ifølge telefonun-

dersøgelsen havde 34 pct. af grønlænderne oplevelse, at det var sådan, det forholdt sig; 27

GRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 28: Rapport om kriminalitet og retsbevidsthed i Grønland udarbejdet af professor i kriminologi ved Københavns Universitet, Flemming Balvig

Flemming Balvig

pct. at det var mere end halvdelen (heraf 8 pct. at det drejede sig om 90-100 pct. af voldssa-

gerne) og 39 pct., at det var mindre end 30 pct. (heraf godt hver fjerde, 26 pct., at det var

mellem 0 og 10 pct.).

38. Ved den første spørgerunde i fokusgrupperne var der 74 pct., der ville idømme ubetinget

anstaltsanbringelse; ved den anden spørgerunde 65 pct., og så altså 56 pct. ved den tredje og

sidste spørgerunde. Ved den første spørgerunde var der 22 pct., der ville idømme 2 års an-

staltsanbringelse eller mere, ved den anden spørgerunde 21 pct., og ved den tredje og sidste

16 pct.

39. Personlig kommunikation fra direktør i den grønlandske kriminalforsorg, Han Jørgen Engbo.

40. Personlig kommunikation fra direktør i den grønlandske kriminalforsorg, Han Jørgen Engbo.

I januar og februar 2015 har det gennemsnitlige daglige belæg været endnu lavere end i 2014

og i særdeleshed 2013. Det har været på 116, og har således været hele 33 pct. mindre end i

2013.

41. Siden 2010 ser det ud som om stigningen er ophørt, eller i hvert fald, indtil videre, stilnet af.

42. At der i skrivende stund (2015) på en gennemsnitsdag er anbragt 3-4 gange så mange i an-

stalt i Grønland sammenlignet med, hvor mange der sidder indsat i fængsel i Danmark, skyl-

des for en væsentlig del forskelle i kriminalitetsmønsteret. Trods de ændringer med skærpel-

se af foranstaltningerne, der er sket – og sådanne er også sket i Danmark de senere år – så

forholder det sig stadig sådan, at væsentlige grupper af personforbrydelser i Grønland, dels i

mindre omfang overhovedet pådømmes i form af anstaltsanbringelse, og dels i kortere tid,

hvis der bliver tale om anstaltsanbringelse. Dette fremgår i et vist omfang også af de prak-

sisundersøgelser, der har været en del af de grønlandske og danske retsbevidsthedsundersø-

gelser (se tillige Breinholt Larsen, 2002). Når tallet for anstaltsanbragte på baggrund af per-

sonforbrydelser alligevel bliver betydeligt højere i Grønland, skyldes det den langt større fo-

rekomst af disse forbrydelser, den større opdagelses-/anmeldelseshyppighed og den højere

opklaringshyppighed. Der er ikke tale om, at lovovertrædelser generelt pådømmes mildere i

Grønland end i Danmark. Det varierer fra sagsområde til sagsområde, og der er også forhold,

hvor der gennemgående dømmes mildere i Danmark (Vestergaard, 1999), men for det mest

relevante område her, personforbrydelserne, er den generelle tendens, at der i Grønland min-

dre ofte anvendes ubetinget anstaltsanbringelse/fængsel, at dommene til ubetinget anstalts-

anbringelse/fængsel er relativt kortere. Det nødvendige grundlag for mere præcist at kunne

beregne, hvor meget af dette, der forklarer den samlede forskel mellem anstaltsbrug i Grøn-

land og brug af fængsler i Danmark, foreligger desværre ikke. Fra en række analyser ved vi,

at mange andre forhold end kriminalitetens størrelse og karakter, kan influere på, hvor hyp-

pigt og hvor lange frihedsberøvelser, der anvendes i et samfund, og at disse andre forhold of-

te er de vigtigste (jf. bl.a. Aebi & Kuhn, 2000; Barcley, 2000; Lappi-Seppalä, 2010; 2011).