Komitèsager
MFVM 376
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Kommissionens udkast til anerkendelse af det norske miljøledelsessystem Eco
Lighthouse under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009
(EMAS) (Komitésag)
Resumé
Der er skriftlig afstemning i komiteen den 6. oktober 2017 om Kommissionens udkast til forslag om
anerkendelse af et eksisterende nationalt miljøledelsessystem (det norske Eco-Lighthouse) eller dele
heraf.
Forslaget kan påvirke miljøbeskyttelsesniveauet positivt, såfremt virksomheder med en Eco
Lighthouse certificering vælger at ansøge om EMAS certifikat.
Forslaget vurderes ikke at have væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for stat,
regioner, kommuner eller erhvervslivet.
Regeringen agter at stemme for.
Baggrund
Kommissionen har den 21. september 2017 fremsendt forslag om, at dele af det norske
miljøledelsessystem Eco-Lighthouse (på norsk: Miljøfyrtårn) anerkendes som værende på linje med
EU’s
miljøledelsesordning, EMAS. Beslutningsforslaget skal behandles ved skriftlig afstemning den 6.
oktober 2017 i Kommissionens forskriftudvalg.
Forslaget har hjemmel i EU's EMAS forordning (nr.
1221 af 25. november 2009 om organisationers
frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision),
artikel 45.
Forslaget behandles i en rådgivningsprocedure i EMAS-Komitéen. Når rådgivningsproceduren finder
anvendelse afgiver Komitéen udtalelse, om nødvendigt ved afstemning. Hvis Komitéen stemmer,
afgives udtalelsen med simpelt flertal blandt Komitéens medlemmer. Kommissionen træffer afgørelse
om det udkast til retsakt, der skal vedtages under størst mulig hensynstagen til konklusionerne af
Komitéens drøftelser og Komitéens udtalelse, jf. art. 49, stk. 2 i EMAS forordningen.
Formål og indhold
Virksomheder eller organisationer, der ønsker at opnå EMAS certificering, skal implementere et
miljøledelsessystem og udarbejde en miljøredegørelse. Det udarbejdede miljøledelsessystem og
miljøredegørelsen skal leve op til en række krav og verificeres af en akkrediteret EMAS verifikator.
Kravene i EMAS foreskriver bl.a., at
1) ansøgere har kortlagt alle relevante miljøforhold.
2) der er etableret interne strukturer, som sikrer, at der løbende arbejdes med forbedring af
virksomhedens miljøforhold.
3) der er udarbejdet en miljøpolitik og at denne indeholder konkrete mål, der skal indarbejdes i
en miljøredegørelse.
Nærværende forslag har udspring i EMAS forordningens artikel 45 om gensidig anerkendelse af
nationale miljøledelsessystemer. Norge ansøgte i januar 2017 om at få deres nationale
miljøledelsessystem Eco Lighthouse anerkendt under EMAS. I første omgang vil det ikke medføre
ændringer for de norske certificerede virksomheder, men det vil på sigt gøre det nemmere for dem at
opnå fuld EMAS certificering, hvis de skulle ønske det.