Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 893
Offentligt
1788724_0001.png
Fødevarestyrelsen
J.nr. 2017-8821
Den 12. september 2017
MFVM 343
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II og III, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
396/2005 om pesticidrester med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv i eller på
specifikke produkter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier for pesticidrester i
bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for kviksølv i en række
afgrøder og i produkter af animalsk oprindelse (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af
maksimalgrænseværdier på baggrund af revurderinger for stoffet, der er foretaget på baggrund af den
forekomst af kviksølv i fødevarer, der skyldes kviksølv i miljøet. Revurderingen betyder, at der er nye
maksimalgrænseværdier, der etableres. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurderer på
baggrund af risikovurderinger, at de ændrede maksimalgrænseværdier er sundhedsmæssigt acceptable.
DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en vurdering af forslaget, og vurderer, at der ikke vil være
sundhedsmæssige problemer som følge af de foreslåede ændringer. DTU Fødevareinstituttet har også
foretaget en vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til sundhedsmæssige
betænkeligheder. Forslaget vurderes generelt at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 21.-22. september 2017. Regeringen kan støtte forslaget. Det bemærkes, at regeringens
holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde
Folketingets fødevareordførere for behandlingen af komitésager om fastsættelse af
maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske
og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (herefter
pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a og artikel 16, stk. 1, litra a, i
pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer
og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for
Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 893: Notat om komitésag om pesticidrester med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv
1788724_0002.png
og absolut flertal inden for tre måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-
Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret
flertal i SCoPAFF, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for to måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF)
den 21.-22. september 2017.
Formål og indhold
Kviksølv kan findes i fødevarer fra forskellige kilder. En kilde til kviksølv er miljøforurening, hvor kviksølvet
stammer fra industriel aktivitet, men også i vid udstrækning fra f.eks. vulkansk aktivitet. En anden kilde til
kviksølv er som restindhold efter anvendelse som pesticid. Anvendelse af kviksølvholdige pesticider har
været forbudt i EU i mere end 30 år, men har været reguleret med grænseværdi i EU’s pesticidforordning i
vegetabilske og animalske produkter, fordi denne forordning omfatter alle stoffer, der på et tidspunkt har
været anvendt som pesticid, også selvom den aktuelle kilde til indhold i fødevarer ikke er pesticidanvendelse.
Grænseværdierne i pesticidforordningen er oprindeligt blevet fastsat med udgangspunkt i, at kviksølv er et
forbudt pesticid, og at der derfor ikke kan accepteres rester i fødevarer. Faktisk indhold i fødevarerne som
resultat af baggrundsforurening har ikke været taget i betragtning. Flere fødevaretyper har vist sig generelt -
på grund af baggrundsforurening i miljøet - at have lidt højere indhold af kviksølv end den fastsatte
grænseværdi, der i pesticidreglerne er fastsat på detektionsgrænsen.
Niveauerne for kviksølv i animalske og vegetabilske produkter, som er reguleret i pesticidforordningen, er
væsentligt lavere end niveauerne i fisk, da fisk fra naturens side har en høj akkumulering af kviksølv.
Forbrugernes indtag af kviksølv stammer derfor primært fra fisk og fiskerivarer, som har langt det højeste
indhold af kviksølv. Kviksølv i fisk, fiskerivarer og kosttilskud er reguleret under reglerne for
miljøforureninger (forordning 1881/2006) og er derfor ikke omfattet af nærværende notat.
Generelt om ændringer af maksimalgrænseværdier for pesticidrester
Maksimalgrænseværdier for pesticidrester i fødevarer er fastsat i pesticidrammeforordningens bilag II for de
aktivstoffer, der allerede er fuldt evaluerede i forbindelse med optagelse eller ikke-optagelse
på EU’s
positivliste til anvendelse af pesticider (Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009).
Maksimalgrænseværdier er fastsat i bilag III for de aktivstoffer og afgrøder, som endnu ikke er
færdigevaluerede med hensyn til alle anvendelser og resulterende restindhold. Der er dog foretaget en
sundhedsmæssig vurdering af alle maksimalgrænseværdier i bilag III.
For nogle pesticider vurderes det ikke nødvendigt at fastsætte maksimalgrænseværdier, fordi et eventuelt
restindhold efter anvendelse af pesticiderne ikke vurderes at have en sundhedsmæssig risiko. Disse stoffer
opføres på en liste i pesticidrammeforordningens bilag IV.
Maksimalgrænseværdien sættes til detektionsgrænsen, hvis der hverken er en relevant godkendelse i EU, en
importtolerance eller en Codex Alimentarius grænseværdi. Pesticider, hvor alle maksimalgrænseværdier
fastsættes på detektionsgrænsen, opføres på bilag V.
Når der er indgivet en ansøgning om en konkret anvendelse af et pesticid i EU, gennemføres der i EU en
konkret risikovurdering. På den baggrund fastlægges specifikke maksimalgrænseværdier for pesticidrester i
bestemte afgrøder. Så længe der ikke er fastlagt en maksimalgrænseværdi på baggrund af konkrete
anvendelser af et pesticid, gælder den automatisk fastsatte analytiske detektionsgrænse på 0,01 mg/kg for
afgrøde-pesticid-kombinationen. Dette er udtryk for en nultolerance, idet det pågældende pesticid ikke må
kunne måles i afgrøden. Undtagelsen for dette generelle princip er pesticider, som opføres på bilag IV.
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 893: Notat om komitésag om pesticidrester med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv
1788724_0003.png
En maksimalgrænseværdi kan, efter den fornødne konkrete risikovurdering i EU, indføres eller ændres på
baggrund af:
en udvidet anvendelse til andre afgrøder af et allerede godkendt pesticid,
en anden anvendelse af et pesticid, for eksempel i en medlemsstat hvor der for en effektiv bekæmpelse
påkræves en øget behandling, der medfører en øget rest i afgrøden,
ansøgninger om importtolerancer fra tredjelande for produkter, der indføres til EU, og hvor der ikke
allerede er fastsat en dækkende EU-grænseværdi,
implementering af Codex Alimentarius (FAO
Food And Agriculture Organization /WHO
World
Health Organization) grænseværdier i EU,
nye oplysninger om eksempelvis toksikologi,
en planlagt revurdering af pesticidet,
andre særlige forhold (for eksempel at stoffet forekommer som miljøforurening) eller,
en tilbagekaldelse af eksisterende godkendelser.
Ansøgninger om fastsættelse af en ny maksimalgrænseværdi på baggrund af anvendelse i EU eller import af
fødevarer, der indeholder rester af stoffet, bliver i første omgang evalueret af en medlemsstat i EU. Den
Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) foretager herefter en videnskabelig sundhedsmæssig
vurdering af alle forslag til ændringer af maksimalgrænseværdier.
Kommissionens forslag
Kommissionen foreslår på baggrund af videnskabelige risikovurderinger fra EFSA, at bilag II og III ændres
med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv, som konsekvens af revurdering af stoffet, og
forekomsten af kviksølv som miljøforurening.
Kommissionen vil med forslaget regulere kviksølv i pesticidreglerne under hensyntagen til
baggrundsforureningen i miljøet med udgangspunkt i EFSA’s
risikovurdering og viden om forekomsten af
kviksølv i fødevarer.
Nedenfor er de væsentligste ændringer beskrevet.
Alle maksimalgrænseværdier for kviksølv i vegetabilske og animalske produkter har hidtil været sat på
detektionsgrænsen, da kviksølv ikke længere er tilladt som pesticid. Nu justeres nogle af værdierne på
baggrund af data for forekomst i fødevarer som følge af miljøforurening.
På den baggrund foreslås maksimalgrænseværdier for kviksølv sat op fra den analytiske detektionsgrænse
(etablering af ny maksimalgrænseværdi) for visse nødder, krydderurter, svampe, muskat, ingefær og
gurkemeje, produkter fra vildtlevende dyr samt indmad fra opdrættede dyr.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens
vurdering, at forslaget som følge heraf er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Forslaget vedrører ændring af bilag til pesticidrammeforordningen. Ændringen vil være direkte gældende i
Danmark.
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 893: Notat om komitésag om pesticidrester med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv
1788724_0004.png
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget har heller ingen væsentlige
statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for EU´s budget. Forslaget skønnes
heller ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser. Ligeledes medfører forslaget ingen
nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Forslaget er udarbejdet på baggrund af videnskabelige vurderinger fra EFSA, der har vurderet, at de
foreslåede ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier er sundhedsmæssigt acceptable for forbrugerne.
DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en vurdering af forslaget og vurderer, at der ikke vil være
sundhedsmæssige problemer som følge af de foreslåede ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier.
DTU Fødevareinstituttet bemærker, at EFSA ikke har foretaget en vurdering af eventuelle
kombinationseffekter, idet der endnu ikke foreligger en harmoniseret metode til dette. Der arbejdes i EFSA
målrettet på at udvikle en sådan metode.
Det fremgår af pesticidrammeforordningens artikel 14, stk. 2, at eventuelle kombinationseffekter skal
indarbejdes i vurderingen af pesticidrester i fødevarer, når der findes en egnet metode.
I fravær af en harmoniseret metode til vurdering af mulige kombinationseffekter har DTU
Fødevareinstituttet - på grundlag af den nuværende viden om kombinationseffekter og indtag af
pesticidrester hos den danske befolkning - foretaget en overslagsmæssig vurdering af risikoen for indtaget af
pesticider, hvor der tages højde for kombinationseffekter. På baggrund heraf vurderes de foreslåede
maksimalgrænseværdier ikke at give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder.
En vedtagelse af forslaget vurderes på den baggrund at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark.
Høring
Forslaget, inklusiv de specifikke foreslåede grænseværdier, har været i høring på høringsportalen. Der er
indkommet følgende høringssvar:
Landbrug & Fødevarer har indsendt høringssvar og har ikke bemærkninger til forslaget.
DI Fødevarer har indsendt høringssvar og har ikke bemærkninger til forslaget.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater.
Baseret på afstemningerne fra tidligere lignende forslag vurderes der at være kvalificeret flertal for forslaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Alle pesticider der anvendes i EU, skal gennem en grundig sundhedsmæssig vurdering, som fører til
fastsættelse af en maksimalgrænseværdi for restindholdet i fødevarerne (bilag II og III), eller som fører til en
beslutning om, at det ikke er nødvendigt at fastsætte maksimalgrænseværdier (optagelse på bilag IV). Stoffer,
hvor alle maksimalgrænseværdierne sættes ned til detektionsgrænsen, overføres til bilag V.
Pesticidrammeforordningen og de deraf afledte forordninger, er derfor vigtige elementer i beskyttelsen af de
danske forbrugeres sikkerhed. Regeringen kan alene støtte forslag, der vurderes at være sundhedsmæssigt
acceptable.
Det er højt prioriteret fra dansk side, at pesticidrammeforordningen kan virke med henblik på fuld
harmonisering af reglerne vedrørende fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester i fødevarer i
EU. For at dette kan lade sig gøre, skal rammeforordningens bilag løbende ændres, herunder bilag II, III, IV
og V.
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 893: Notat om komitésag om pesticidrester med hensyn til maksimalgrænseværdier for kviksølv
Det er vurderingen, at Kommissionens forslag vil medføre en tilstand på fødevareområdet, der er
sundhedsmæssigt acceptabel.
Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget.
Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere
regering forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om fastsættelse af
maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
5