Kemikalier
Den 3. november 2016
MFVM 158
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG SAMT MILJØ OG FØDEVAREUDVALG
om ændring af tillæg C i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj med henblik på tilpasning til den
tekniske udvikling for så vidt angår bisphenol A (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om sænkelse af grænseværdien for bisphenol A i legetøj. Formålet
med forslaget er at fastsætte en migrationsgrænse på 0,04 mg/l for bisphenol A i legetøj, der er
beregnet til børn under 36 måneder eller til at blive puttet i munden (grænsen er i dag 0,1 mg/l).
Der skal stemmes om forslaget i komitéen for legetøjssikkerhed den 14. november 2016, efter
forskriftsproceduren med kontrol.
Forslaget vil hæve beskyttelsesniveauet, da det sikrer, at der med den viden, vi har i dag, ikke er
nogen skadelig eksponering for bispenol A i legetøj til børn under 36 måneder og legetøj, der er
beregnet til at blive puttet i munden.
Forslaget har ingen væsentlig statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser, eller
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. De lovgivningsmæssige konsekvenser
er, at forslaget skal implementeres i bekendtgørelse nr. 13 af 10. januar 2011 om sikkerhedskrav til
legetøjsprodukter.
Regeringen er positivt indstillet over for forslaget, da det hæver beskyttelsesniveauet.
Regeringen agter derfor at stemme for forslaget, men vil samtidig arbejde for, at
migrationsgrænsen for bisphenol A sænkes hurtigst muligt i tilfælde af EFSA fastsætter et lavere TDI
eller der i øvrigt foreligger tilstrækkelige nye videnskabelige data, der kan underbygge dette.
Baggrund
Kommissionen sendte den 26. oktober 2016 forslag til nyt direktiv til medlemsstaterne til afstemning
den 14. november 2016.
Forslaget vedrører tilpasning af bilag II, tillæg C, hvor der kan fastsættes specifikke grænseværdier for
kemikalier i legetøj, der er beregnet til børn under 36 måneder eller i legetøj beregnet til at blive puttet