Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 866
Offentligt
1785207_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
1. september 2017
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-691/15 P
Titel og kort sagsresumé
Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes
m.fl. (appel)
En række virksomheder i flere medlemsstater har ved
Retten ved EU-Domstolen fået medhold i en sag
anlagt mod Kommissionen med påstand om delvis
annullation af Kommissionens forordning (EU) nr.
944/2013 af 2. oktober 2013 om ændring, med
henblik på tilpasning til den tekniske og
videnskabelige udvikling, af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om
klassificering, mærkning og emballering af stoffer og
blandinger (herefter forordning 944/2013), for så vidt
angår klassificeringen af stoffet beg, kultjære-,
højtemperaturs- (CTPHT) som giftigt for
vandmiljøet. Kommissionen har appelleret sagen til
EU-Domstolen.
Påstande:
Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling)
den 7. oktober 2015 i sag T-689/13, Bilbaína de
Alquitranes m.fl. mod Kommissionen,
EU:T:2015:767, ophæves.
Sagen hjemvises til
Retten med henblik på fornyet behandling.
Afgørelsen om appelsagens omkostninger
udsættes.
Eqiom et Enka
1) Når en medlemsstat gør brug af muligheden i
artikel 1, stk. 2, i direktiv 90/435/EØF af 23. juli
1990, kan der da foretages prøvelse af de retsakter
eller overenskomster, der er truffet for at gennemføre
denne mulighed, i forhold til den primære EU-ret? 2)
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Miljøstyrelsen
Processkridt
GA
Dato
07.09.17
C-6/16
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Skatteministeriet
Dom
07.09.17
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0002.png
Skal bestemmelserne i direktivets artikel 1, stk. 2, der
giver medlemsstaterne en vid skønsmargen til at
fastslå hvilke bestemmelser, der er »nødvendige for at
hindre svig og misbrug«, fortolkes således, at de er til
hinder for, at en medlemsstat vedtager en mekanisme,
der tilsigter at udelukke udbytte udloddet til en
juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres
af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke
er medlem af Unionen, fra fritagelsen, medmindre
denne juridiske person behørigt kan dokumentere, at
kæden af ejerandele ikke har som hovedformål eller
som et af sine hovedformål at sikre, at udbyttet
omfattes af fritagelsen? 3) a) Hvis ovennævnte
mekanismes forenelighed med EU-retten ligeledes
skal vurderes i forhold til traktatbestemmelserne, skal
denne, henset til genstanden af den pågældende
lovgivning, da undersøges i forhold til
bestemmelserne i artikel 43 i traktaten om Det
Europæiske Fællesskab, nu artikel 49 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, selv om det
udbyttemodtagende selskab gennem en kæde af
ejerandele, der blandt andet har som hovedformål at
opnå fritagelse, direkte eller indirekte kontrolleres af
en eller flere personer bosiddende i tredjelande, som
ikke kan påberåbe sig etableringsfriheden? b) I
benægtende fald, skal denne overensstemmelse så
undersøges i forhold til bestemmelserne i artikel 56 i
traktaten om Det Europæiske Fællesskab, nu artikel
63 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde? 4) Skal ovennævnte bestemmelser
fortolkes således, at de er til hinder for, at en national
lovgivning forbeholder fritagelsen for kildeskat for
udbytte, der er udloddet af et selskab i en
medlemsstat til et selskab etableret i en anden
medlemsstat, når modtageren af dette udbytte er en
juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres
af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke
er medlem af EU, medmindre denne kan
dokumentere, at hovedformålet, eller et af
hovedformålene, med kæden af ejerandele ikke er at
sikre, at udbyttet omfattes af fritagelsen?
C-184/16
Petrea
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 27 og 32 i direktiv
2004/38/EF, sammenholdt med artikel 45 TEUF og
49 TEUF samt i lyset af medlemsstaternes
procesautonomi, princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning og princippet om god
forvaltningsskik, fortolkes således, at de pålægger
eller giver mulighed for
at ophæve et bevis for
registrering som unionsborger, der tidligere er blevet
udstedt i henhold til artikel 8, stk. 1, i præsidentdekret
nr. 106/2007 til en statsborger i en anden
medlemsstat, og at træffe en foranstaltning om
tilbagesendelse af den pågældende fra
værtsmedlemsstatens område, såfremt denne borger,
selv om den pågældende er opført på den nationale
liste over uønskede udlændinge og er genstand for et
indrejseforbud af hensyn til den offentlige orden og
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Dom
14.09.17
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0003.png
sikkerhed, atter er indrejst i den pågældende
medlemsstat og her har startet en virksomhed uden at
indgive en ansøgning om ophævelse af
indrejseforbuddet efter proceduren i artikel 32 i
direktiv 2004/38, idetsidstnævnte forbud
(indrejseforbuddet) udgør et selvstændigt hensyn til
den offentlige orden, som begrunder en ophævelse af
beviset for registrering af en statsborger i en
medlemsstat? 2) Såfremt det foregående spørgsmål
besvares bekræftende, kan den omhandlede situation
da sidestilles med et ulovligt ophold for
unionsborgeren på værtsmedlemsstatens område,
således at det organ, der har kompetence til at
ophæve beviset for registrering som unionsborger,
kan træffe afgørelse om tilbagesendelse i henhold til
artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF, og dette selv
om registreringsbeviset ikke, som der generelt er
enighed om, udgør et grundlag for lovligt ophold i
landet, og det personelle anvendelsesområde for
direktiv 2008/115 alene omfatter
tredjelandsstatsborgere?
[…]
5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares
bekræftende, har medlemsstatens kompetente
administrative myndigheder i henhold til artikel 32 i
direktiv 2004/38 da pligt til under alle
omstændigheder at meddele den pågældende
statsborger i en anden medlemsstat afgørelsen om
udsendelse på et sprog, som den pågældende forstår,
således at den pågældende effektivt kan udøve sine
processuelle rettigheder på grundlag af de
ovennævnte bestemmelser i direktivet, selv om den
pågældende ikke har indgivet en anmodning herom?
C-551/16
Klein Schiphorst
1. Kan den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1,
litra c), i forordning nr. 883/2004, henset til denne
forordnings artikel 63 og 7, formålet med og
indholdet af forordningen og personers og
arbejdstagers frie bevægelighed forstås således, at en
ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af
en ydelse ved arbejdsløshed i princippet afslås, med
mindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv
opfattelse på grundlag af sagens konkrete
omstændigheder, herunder eksempelvis at der
foreligger en konkret og beviselig udsigt til arbejde,
ikke med rimelighed kan nægtes? I benægtende fald:
2. Hvorledes skal medlemsstaterne da forstå den
beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i
forordning nr. 883/2004?
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Beskæftigelsesministe-
riet
Styrelsen for
arbejdsmarked og
rekruttering
Mundtlig
forhandling
20.09.17
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0004.png
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-643/15
Titel og kort sagsresumé
Den Slovakiske Republik mod Rådet for Den
Europæiske Union
Påstande:
Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22.
september 2015 om midlertidige foranstaltninger til
fordel for Italien og Grækenland på området
international beskyttelse (1) annulleres.
Rådet for
Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Ungarn mod Rådet for Den Europæiske Union
Påstande:
Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22.
december 2015 om midlertidige foranstaltninger til
fordel for Italien og Grækenland på området
international beskyttelse (1) (herefter »den anfægtede
afgørelse«) annulleres.
Subsidiært: den anfægtede
afgørelse annulleres for så vidt, som den vedrører
Ungarn.
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
European Union Copper Task Force mod
Europa-Kommissionen (appel)
Påstande:
Kendelse afsagt af Retten (Tredje
Afdeling) den 27. april 2016 i sag T-310/15,
European Copper Task Force mod Europa-
Kommissionen, annulleres.
Det fastslås, at det af
European Copper Task Force anlagte
annullationssøgsmål mod Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/408 kan
antages til realitetsbehandling.
Sagen hjemvises til
Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Carl Schlyter mod Europa-Kommissionen
(appel)
Påstande: Dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den
16. april 2015 i sag T-402/12, Carl Schlyter mod
Kommissionen, hvorved Retten annullerede Europa-
Kommissionens afgørelse af 27. juni 2012 om afslag i
status quo-perioden på aktindsigt i Kommissionens
udførlige udtalelse om et udkast til opgørelse om
indholdet af og kravene vedrørende forelæggelse af
den årlige indberetning af nanopartikelstoffer
(2011/673/F), som de franske myndigheder havde
meddelt Kommissionen i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (1) af 22.
juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn
til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af
20. juli 1998, ophæves. Sagen hjemvises til Retten.
De indstævnte tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Interessent
Udenrigsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Processkridt
Dom
Dato
06.09.17
C-647/15
Udenrigsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Dom
06.09.17
C-384/16 P
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
06.09.17
C-331/15 P
Udenrigsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
07.09.17
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0005.png
C-687/15
Europa-Kommissionen mod Rådet for Den
Europæiske Union
Påstande:
Rådets konklusioner om Den
Internationale Telekommunikationsunions (ITU’s)
verdensradiokonference 2015 (WRC-15), vedtaget
den 26. oktober 2015 på Rådets 3419. møde i
Luxembourg, annulleres.
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Vega González
Skal begrebet »ansættelsesvilkår«, der er omhandlet i §
4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset
ansættelse, der indgår i bilaget til Rådets direktiv
1999/70/EF af 28. juni 1999 om tidsbegrænset
ansættelse, fortolkes således [org. s. 8], at det omfatter
den retlige situation, hvor en arbejdstager i et
tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er blevet valgt
til et repræsentativt politisk hverv, i lighed med en
fastansat arbejdstager kan anmode om og opnå, at
ansættelsesforholdet sættes i bero, med henblik på at
vende tilbage til stillingen, når det pågældende
parlamentariske hverv er udløbet?
Skal princippet
om ikke-diskrimination, der er omhandlet i § 4 i
rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse,
der indgår i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af
28. juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse, fortolkes
således, at det er til hinder for en regional lovgivning
såsom lov nr. 3/1985 om en plan for de offentligt
ansatte i Asturien, der i artikel 59, stk. 2, fuldstændigt
udelukker midlertidigt ansatte tjenestemænd fra at
opnå anerkendelse af en administrativ situation med
særlige tjenester, når de bliver valgt til medlemmer af
parlamentet, mens denne ret anerkendes for
fastansatte tjenestemænd?
H.
1) Skal bestemmelserne i Rådets direktiv
2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af
den reviderede rammeaftale vedrørende
forældreorlov, der er indgået af
BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og
om ophævelse af direktiv 96/34/EF og
bestemmelserne i rammeaftalen vedrørende
forældreorlov, der er offentliggjort i bilaget, fortolkes
således, at de er til hinder for en ordning i national
ret, hvorefter prøvetiden, hvori en stilling med
ledelsesfunktion er overdraget til en tjenestemand på
prøve, i henhold til loven og uden mulighed for
forlængelse udløber, selv om den pågældende
tjenestemand i hovedparten af denne prøvetid var og
fortsat er på forældreorlov? 2) Skal bestemmelserne i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF
af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om
lige muligheder for og ligebehandling af mænd og
kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,
navnlig direktivets artikel 14, stk. 1, litra a) og litra c),
artikel 15 eller artikel 16, fortolkes således, at en
ordning i national ret med det i spørgsmål 1 anførte
indhold udgør en indirekte forskelsbehandling på
Udenrigsministeriet
Energi-, Forsynings-,
og Klimaministeriet
GA
07.09.17
C-158/16
Beskæftigelsesministe-
riet
Moderniseringsstyrels
en
GA
07.09.17
C-174/16
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
07.09.17
5
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0006.png
grund af køn, såfremt langt flere kvinder end mænd
er berørt af eller kan berøres af denne ordning? 3)
Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende: Er
fortolkningen af de nævnte EU-retlige bestemmelser
også til hinder for en sådan ordning i national ret,
såfremt ordningen begrundes med, at egnetheden til
at bestride en stilling med ledelsesfunktion, hvori der
skal ske fastansættelse, kun kan fastslås, når
opgaverne varetages over en længere periode i
prøvetiden? 4) Såfremt spørgsmål 3 også besvares
bekræftende: Tillader fortolkningen af EU-retten en
anden retsvirkning end en fortsættelse af prøvetid
en i umiddelbar fortsættelse af forældreorlovens
ophør
for en periode svarende til den ved
forældreorlovens begyndelse resterende del af
prøvetiden
i den samme eller en lignende stilling,
f.eks. når en sådan stilling eller en tilsvarende stilling
ikke længere står til rådighed? 5) Kræver
fortolkningen af EU-retten, at det i et sådant tilfælde
med henblik på besættelse af en anden stilling eller en
anden stilling med ledelsesfunktion skal undlades at
gennemføre en ny udvælgelsesprocedure under
inddragelse af andre ansøgere i henhold til
bestemmelserne i national ret?
C-247/16
Schottelius
Kan der af artikel 3, stk. [5], andet led, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25.
maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og
garantier i forbindelse hermed udledes et princip for
EU’s forbrugerlovgivning, hvorefter det i forbindelse
med alle forretninger vedrørende forbrugsvarer
mellem ikkeforbrugere og forbrugere er tilstrækkeligt
for at kunne gøre sekundære garantirettigheder
gældende, at den garantipligtige ikke-forbruger ikke
har afhjulpet inden for en rimelig tid, uden at det i
denne forbindelse kræves, at der er blevet sat en
udtrykkelig frist for afhjælpning af manglen, og
hvorefter bestemmelserne i den nationale lovgivning
herom, f.eks. også i forbindelse med en bestilling af et
arbejde vedrørende forbrugsvarer, skal fortolkes
tilsvarende og i givet fald anvendes indskrænkende.
Cussens
Sagen vedrører: 1. Finder princippet om misbrug af
rettigheder, der er anerkendt i [Den Europæiske
Unions] Domstols dom [af 21. februar 2006], [Halifax
m.fl. mod Commissioners of Customs and Excise (C-
255/02, EU:C:2006:121)], og som finder anvendelse
på momsområdet, anvendelse over for en person, når
der ikke findes en national foranstaltning, uanset om
den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som
gennemfører princippet, under omstændigheder som
de i denne sag omhandlede, hvor omdefineringen af
transaktionerne forud for salget og
salgstransaktionerne til køberne (samlet kaldet
»appellanternes transaktioner«), således som
[Revenue] Commissioners har påstået, vil medføre, at
appellanterne har et momstilsvar, når et sådant
Justitsministeriet
Dom
07.09.17
C-251/16
Skatteministeriet
SKAT
GA
07.09.17
6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0007.png
momstilsvar ikke ville opstå, hvis de bestemmelser,
der var gældende i national lovgivning på det
relevante tidspunkt for appellanternes transaktioner,
finder anvendelse? 2. Såfremt svaret på det første
spørgsmål er, at princippet om misbrug af rettigheder
finder direkte anvendelse over for en person, selv når
der ikke findes en national foranstaltning, uanset om
den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som
gennemfører princippet, var princippet da
tilstrækkeligt klart og præcist til at kunne anvendes på
appellanternes transaktioner, som blev gennemført,
inden Domstolen afsagde Halifax-dommen, og
navnlig under hensyn til retssikkerhedsprincippet og
princippet om beskyttelse af appellanternes
berettigede forventning? 3. Såfremt princippet om
misbrug af rettigheder finder anvendelse på
appellanternes transaktioner, således at de skal
omdefineres a) hvorledes skal moms på
appellanternes transaktioner da beregnes og
opkræves, eftersom der ikke ville være moms at
beregne eller opkræve ifølge national ret, og b)
hvordan skal de nationale retsinstanser da pålægge et
sådant tilsvar? 4. Ved afgørelsen af, om det
væsentligste formål med appellanternes transaktioner
var at opnå en afgiftsfordel, bør den nationale ret da
behandle transaktionerne forud for salget (som er
blevet anset for alene at være gennemført af
afgiftsmæssige årsager) for sig selv, eller skal formålet
med appellanternes transaktioner behandles som en
helhed? 5. Skal section 4(9) i [Value Added Tax] Act
anses for en national lov, der gennemfører [Rådets
sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om
omsætningsafgifter
Det fælles
merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag
(EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv
95/7/EF af 10. april 1995 (EFT L 102, s. 18)
(herefter »sjette direktiv«)], uanset at den er uforenelig
med lovbestemmelsen i sjette direktivets artikel 4, stk.
3, hvorefter appellanterne
hvis bestemmelsen
anvendes korrekt
skulle behandles som
afgiftspligtige hvad angår leveringen inden første
indflytning i ejendommene, uanset der var en tidligere
afgiftspligtig råden over ejendommene? 6. Såfremt
section 4(9) er uforenelig med sjette direktiv,
misbruger appellanterne, idet de støtter sig til denne
sub-section, da rettigheder i strid med de principper,
der er anerkendt i Halifax-dommen? 7. Subsidiært og
såfremt section 4(9) ikke er uforenelig med sjette
direktiv, har appellanterne da opnået en afgiftsfordel,
der er i strid med formålet med direktivet og/eller
section 4? 8. Selv såfremt section 4(9) ikke skal anses
for at gennemføre sjette direktiv, finder princippet
om misbrug af rettigheder, således som fastslået i
Halifaxdommen, da ikke desto mindre anvendelse på
de omtvistede transaktioner under henvisning til de i
Halifax-dommen opstillede kriterier?
7
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0008.png
C-265/16
VCAST
a) Er en national lovgivning, som forbyder en
erhvervsdrivende til privatpersoner at udbyde
såkaldte cloud computing-tjenester til fjernstyret
videooptagelse med henblik på privatkopiering af
ophavsretligt beskyttede værker, via den
erhvervsdrivendes aktive medvirken i forbindelse
med optagelse og uden rettighedshaverens samtykke,
forenelig med fællesskabsretten
og i særdeleshed
artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om
harmonisering af visse aspekter af ophavsret og
beslægtede rettigheder i informationssamfundet (og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF
af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked og traktaten)? b) Er en
national lovgivning, hvorefter en erhvervsdrivende til
privatpersonerkan udbyde såkaldte cloud computing-
tjenester til fjernstyret videooptagelse med henblik på
privatkopiering af ophavsretligt beskyttede værker,
selv om dette indebærer en aktiv medvirken fra den
erhvervsdrivende side i forbindelse med optagelse,
herunder også uden rettighedshaverens samtykke,
mod en fast kompensation til rettighedshaveren, idet
den erhvervsdrivende i det væsentlige omfattes af en
tvangslicensordning, forenelig med EU-retten
og i
særdeleshed artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.
maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af
ophavsret og beslægtede rettigheder i
informationssamfundet (og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse
retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked og
traktaten)?
Europa-Kommissionen mod Den Tjekkiske
Republik
Påstande: 1. Det fastslås, at a) Den Tjekkiske
Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til
artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, litra d) og f), i
direktiv 2006/126/EF, idet den ikke har sikret, at
definitionerne af kategori C1 og C kun vedrører
andre biler end biler af kategori D1 eller D. b) Den
Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i
henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, litra h),
i direktiv 2006/126/EF (1), idet den har begrænset
definitionen af kategori D1 til biler, der er konstrueret
og fremstillet til befordring af flere end 8 personer.
2. Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Hasan
1. I en sag, hvor tredjelandsstatsborgeren efter at
have indgivet asylansøgning nr. to i en anden
medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) på
grundlag af rettens afvisning af hans ansøgning om
udsættelse af afgørelsen om overførsel i henhold til
Kulturministeriet
GA
07.09.17
C-314/16
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
GA
07.09.17
C-360/16
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
07.09.17
8
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0009.png
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
604/2013 af 26. juni 2013 (Dublin III-forordningen)
er blevet overført til den oprindeligt ansvarlige
medlemsstat, hvor den første asylansøgning blev
indgivet (i den foreliggende sag Italien), og han
derefter omgående illegalt er vendt tilbage til den
anden medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland):
a) Er det ifølge principperne i Dublin III-
forordningen sagens stilling på tidspunktet for
overførslen, der er afgørende for rettens prøvelse af
en afgørelse om overførsel, fordi ansvaret er blevet
endeligt fastslået ved den rettidigt gennemførte
overførsel, og Dublin III-forordningens
ansvarsrelevante bestemmelser derfor ikke længere
finder anvendelse for så vidt angår den videre
udvikling, eller skal der tages hensyn til efterfølgende
udviklinger i de omstændigheder, som generelt er
væsentlige for ansvaret
f.eks. udløb af frister for
tilbagetagelse eller (fornyet) overførsel? b) Er det,
efter at fastlæggelsen af ansvaret er afsluttet, på
grundlag af afgørelsen om overførsel muligt at
foretage yderligere overførsler til den oprindeligt
ansvarlige medlemsstat, og er denne medlemsstat
fortsat forpligtet til at modtage
tredjelandsstatsborgeren? 2. Hvis ansvaret ikke er
endeligt fastslået ved overførslen: Hvilken af de
nedenfor anførte bestemmelser finder i et sådant
tilfælde anvendelse på en person som omhandlet i
Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), c)
eller d), på grund af den endnu verserende appelsag til
prøvelse af den allerede håndhævede
overførselsafgørelse: a) Dublin III-forordningens
artikel 23 (analogt) med den konsekvens, at der ved
en fornyet anmodning om tilbagetagelse, som ikke
fremsættes inden for fristen, kan indtræde en
overgang af ansvaret i henhold til Dublin
IIIforordningens artikel 23, stk. 2 og 3, eller b)
Dublin III-forordningens artikel 24 (analogt) eller c)
ingen af de under a) og b) nævnte bestemmelser? 3. I
tilfælde af, at hverken Dublin III-forordningens
artikel 23 eller artikel 24 finder (analog) anvendelse
[andet spørgsmål, litra c)]: Kan der på grundlag af den
anfægtede afgørelse om overførsel foretages
yderligere overførsler til den oprindeligt ansvarlige
medlemsstat (i den foreliggende sag Italien), indtil den
til prøvelse af denne afgørelse iværksatte appelsag er
afsluttet, og er denne medlemsstat fortsat forpligtet til
at modtage tredjelandsstatsborgeren
uafhængigt af
indgivelse af yderligere ansøgninger om tilbagetagelse
uden overholdelse af fristerne i Dublin III-
forordningens artikel 23, stk. 3, eller artikel 24, stk. 2,
og uafhængigt af fristerne for overførsel i henhold til
Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 og 2? 4. I
tilfælde af, at Dublin III-forordningens artikel 23
finder (analog) anvendelse [andet spørgsmål, litra a]]:
Er den fornyede anmodning om tilbagetagelse bundet
til en ny frist i henhold til Dublin III-forordningens
artikel 23, stk. 2 (analogt)? I bekræftende fald:
Begynder denne nye frist at løbe, når den ansvarlige
9
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0010.png
myndighed får kendskab til, at den pågældende er
indrejst igen, eller er det en anden begivenhed, der er
afgørende for, hvornår fristen begynder at løbe? 5. I
tilfælde af, at Dublin III-forordningens artikel 24
finder (analog) anvendelse på en sådan person [andet
spørgsmål, litra b]]: a) Er den fornyede anmodning
om tilbagetagelse bundet til en ny frist i henhold til
Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 2 (analogt)? I
bekræftende fald: Begynder denne nye frist at løbe,
når den ansvarlige myndighed får kendskab til, at den
pågældende er indrejst igen, eller er det en anden
begivenhed, der er afgørende for, hvornår fristen
begynder at løbe? b) Hvis den anden medlemsstat (i
den foreliggende sag Tyskland) ikke overholder en
frist i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24,
stk. 2 (analogt): Medfører indgivelse af en ny
asylansøgning i henhold til Dublin IIIforordningens
artikel 24, stk. 3, et direkte ansvar for den anden
medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland), eller
kan denne uden at være bundet af en frist og på trods
af den nye asylansøgning på ny anmode den
oprindeligt ansvarlige medlemsstat (i den foreliggende
sag Italien) om tilbagetagelse eller overføre den
udenlandske statsborger til denne medlemsstat uden
anmodning om tilbagetagelse? c) Hvis den anden
medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) ikke
overholder en frist i henhold til Dublin III-
forordningens artikel 24, stk. 2 (analogt): Skal den
omstændighed, at der i en anden medlemsstat (i den
foreliggende sag Tyskland) verserer en sag
vedrørende en asylansøgning, som er indgivet før
overførslen, i en sådan situation sidestilles med en ny
asylansøgning i henhold til Dublin III-forordningens
artikel 24, stk. 3? d) Hvis den anden medlemsstat (i
den foreliggende sag Tyskland) ikke overholder en
frist i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24,
stk. 2 (analogt), og udlændingen ikke indgiver en ny
asylansøgning, og den omstændighed, at der i en
anden medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland)
verserer en sag vedrørende en asylansøgning, som er
indgivet før overførslen, ikke sidestilles med en ny
asylansøgning i henhold til Dublin III-forordningens
artikel 24, stk. 3: Kan den anden medlemsstat (i den
foreliggende sag Tyskland) uden at være bundet af en
frist på ny anmode den oprindeligt ansvarlige
medlemsstat (i den foreliggende sag Italien) om
tilbagetagelse eller overføre den udenlandske
statsborger til denne medlemsstat uden anmodning
om tilbagetagelse?
C-506/16
Neto de Sousa
Er bestemmelserne i andet og tredje direktiv om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om ansvarsforsikring for motorkøretøjer til hinder for
en national lovgivning, som [i henhold til] artikel 7,
stk. 3, i lovdekret nr. 522 af 31. december 1985, som
ændret ved lovdekret nr. 130 af 19. maj
1994,fastsætter erstatning for økonomisk skade til
den fører, der har forårsaget en ulykke på grund af
Justitsministeriet
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
07.09.17
10
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0011.png
forsømmelighed, i tilfælde af at dennes ægtefælle, som
var pasager i bilen, dør?
C-559/16
Bossen e.a.
Skal artikel 7, stk. 1, andet punktum, i forordning
(EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at begrebet
»distancen« alene omfatter den direkte distance
mellem afgangsstedet og det sidste bestemmelsessted,
beregnet efter storcirkelmetoden, uanset den faktisk
tilbagelagte flyverute?
AlzChem AG mod Kommissionen
Påstande: Sagen antages til realitetsbehandling og
erklæres begrundet. Europa-Kommissionens
afgørelse af 26. maj 2015, Ares (2015) 2176662, der er
truffet i henhold til artikel 4 i Europa- Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj
2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og
Kommissionens dokumenter som følge af ansøgning
nr. GESTDEM 2015/1640, annulleres.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Schweppes
1) Er det foreneligt med artikel 36 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, og med artikel 7,
stk. 1, i direktiv 2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i
direktiv (EU) 2015/2436, at indehaveren af et
varemærke i en eller flere medlemsstater forhindrer
parallelimport eller markedsføring af varer fra en
anden medlemsstat med det identiske eller næsten
identiske varemærke, som en tredjemand er indehaver
af, når indehaveren har fremmet et globalt
varemærkeimage, som er knyttet til den medlemsstat,
hvorfra de varer, som indehaveren vil forbyde,
kommer? 2) Er salg af en vare under et inden for EU
velkendt varemærke, når de registrerede indehavere i
hele EØS opretholder et globalt varemærkeimage,
hvorved der skabes forveksling hos forbrugeren om
varens kommercielle oprindelse, foreneligt med
artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde og med artikel 7, stk. 1, i direktiv
2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)
2015/2436? 3) Er det foreneligt med artikel 36 i
traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, med artikel 7, stk. 1, i direktiv
2008/95/EF og med artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)
2015/2436, at indehaveren af identiske eller næsten
identiske nationale varemærker i forskellige
medlemsstater modsætter sig indførsel til en
medlemsstat, hvor denne er indehaver af varemærket,
af varer forsynet med et varemærke, som er identisk
med eller ligner dennes varemærke, fra en
medlemsstat, hvor denne ikke er indehaver af
varemærket, når denne i mindst en anden
medlemsstat, hvor denne er indehaver af varemærket,
udtrykkeligt eller stiltiende har givet samtykke til at
indføre de samme varer? 4) Er det foreneligt med
artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF, artikel 15, stk.
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
07.09.17
T-451/15
Udenrigsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
07.09.17
C-291/16
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
12.09.17
11
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0012.png
1, i direktiv (EU) 2015/2436 og artikel 36 i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at
indehaver A af varemærket X i en medlemsstat
modsætter sig indførslen af varer forsynet med det
pågældende varemærke, såfremt varerne hidrører fra
en anden medlemsstat, hvor et varemærke, der er
identisk med X (Y) er registreret af en anden
indehaver B, som markedsfører varen, og:– indehaver
A og indehaver B opretholder indbyrdes stærke
økonomiske og handelsmæssige forbindelser, men er
ikke strengt afhængige af hinanden med henblik på en
fælles anvendelse af varemærket X
indehaver A og
indehaver B opretholder en koordineret
varemærkestrategi om bevidst hos den relevante
kundekreds at fremme et billede eller image af et
samlet og globalt varemærke; eller
indehavere A og
indehaver B har indbyrdes stærke økonomiske og
handelsmæssige forbindelser, men er ikke strengt
afhængige af hinanden med henblik på en fælles
anvendelse af varemærket X, og de opretholder
endvidere en koordineret varemærkestrategi om
bevidst hos den relevante kundekreds at fremme et
billede eller image af et samlet og globalt varemærke?
C-537/16
Garlsson Real Estate e.a.
1. Er bestemmelsen i artikel 50 i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder,
fortolket i lyset af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til
EMRK, praksis herom fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol og national lovgivning,
til hinder for at indlede en forvaltningsretlig sag, som
vedrører et forhold (ulovlig adfærd i form af
kursmanipulation), for hvilket den samme person
allerede er blevet domfældt ved en endelig dom? 2.
Kan den nationale ret anvende de EU-retlige
principper direkte med hensyn til princippet ne bis in
idem på grundlag af chartrets artikel 50, fortolket i
lyset af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til EMRK,
praksis herom fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol og national lovgivning?
Di Puma m.fl.
1) Skal artikel 50 i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en
endelig konstatering af, at den adfærd, der udgør den
strafferetlige overtrædelse, ikke foreligger, er til hinder
for, at der
uden behov for yderligere vurderinger
foretaget af den nationale ret
indledes eller
fortsættes endnu en retsforfølgelse for samme
forhold med henblik på at pålægge sanktioner, der
henset til deres karakter og strenghed skal kvalificeres
som strafferetlige? 2) Skal den nationale ret ved
vurdering af, hvorvidt sanktionerne er effektive,
rimelige og præventive, tage højde for strafgrænserne
i direktiv 2014/57/EU med hensyn til konstateringen
af tilsidesættelse af princippet ne bis in idem som
fastlagt i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder?
Justitsministeriet
Finansministeriet
Erhvervsministeriet
Finanstilsynet
GA
12.09.17
C-596/16 og
C-597/16
Justitsministeriet
GA
12.09.17
12
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0013.png
C-329/15
ENEA
1 Skal artikel 107 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde fortolkes således, at den
forpligtelse, som i artikel 9a, stk. 8, i energiloven af
10. april 1997 i den affattelse, der på grundlag af
artikel 1, nr. 13, i lov af 4. marts 2005 om ændring af
energiloven og af miljøbeskyttelsesloven (Dz. U.
2005, nr. 62, pos. 552) var gældende i 2006, er fastsat
til at aftage elektrisk energi, der er produceret i
forbindelse med samtidig varmeproduktion, udgør
statsstøtte? 2 Såfremt det første spørgsmål besvares
bekræftende, skal artikel 107 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde da fortolkes
således, at et energiselskab, der anses for et statsorgan
i en medlemsstat, og som er blevet pålagt den
forpligtelse, der kvalificeres som statsstøtte, i en sag
ved en national ret kan påberåbe sig en tilsidesættelse
af denne bestemmelse? 3 Såfremt det første og det
andet spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel
107 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i
traktaten om Den Europæiske Union da fortolkes
således, at den omstændighed, at en forpligtelse, der
følger af den nationale lovgivning, er uforenelig med
artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, udelukker, at et selskab, der ikke har
overholdt forpligtelsen, pålægges en bøde?
X
1. Skal afsnit II i forordning (EØF) nr. 1408/71
fortolkes således, at en i Nederlandene bosat
arbejdstager, der sædvanligvis udøver sin
beskæftigelse i Nederlandene, og som i tre måneder
har taget ubetalt ferie, må anses for stadig (også) at
have lønnet beskæftigelse i Nederlandene i denne
periode, såfremt (i) tjenesteforholdet opretholdes i
denne periode, og (ii) denne periode i henhold til den
nederlandske arbejdsløshedslov betragtes som en
periode med lønnet beskæftigelse?2a. Hvilken
lovgivning skal finde anvendelse i henhold til
forordning (EØF) nr. 1408/71, såfremt denne
arbejdstager i den ubetalte ferie har lønnet
beskæftigelse i en anden medlemsstat? 2b. Er det
herved af betydning, at arbejdstageren to gange i det
følgende år, og derefter i de tre følgende år én gang
årligt, i en periode på cirka en til to uger havde lønnet
beskæftigelse i denne anden medlemsstat, uden at der
i Nederlandene var tale om ubetalt ferie?
X
Efter hvilket eller hvilke kriterier skal det afgøres,
hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i
henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71, i det
tilfælde, hvor der er tale om en arbejdstager, der bor i
Belgien, og som i det omhandlede år har udført langt
den største del af sin beskæftigelse for sin
nederlandske arbejdsgiver i Nederlandene, og som
derudover har udført 6,5% af beskæftigelsen [org. s.
6] i Belgien, i hjemmet eller hos kunder, uden at der
Erhvervsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Energistyrelsen
Dom
13.09.17
C-569/15
Udenrigsministeriet
Beskæftigelsesministe-
riet
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Dom
13.09.17
C-570/15
Udenrigsministeriet
Beskæftigelsesministe-
riet
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Dom
13.09.17
13
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0014.png
herved er tale om et fast arbejdsmønster, og uden at
der er indgået aftaler med arbejdsgiveren om at
udføre beskæftigelse i Belgien?
C-111/16
Fidenato
a) Er Kommissionen i henhold til [artikel] 54, stk. 1, i
[forordning] nr. 178/2002 forpligtet til iværksættelse
af beredskabsforanstaltninger efter procedurerne i
[artikel] 53 i [forordning] nr. 178/2002, såfremt en
medlemsstat anmoder herom, selv om
Kommissionen vurderer, at der med hensyn til
bestemte fødevarer og foderstoffer ikke foreligger en
alvorlig og åbenbar risiko for menneskers sundhed,
dyresundheden eller miljøet? b) Har den anmodende
medlemsstat beføjelse til at vedtage midlertidige
beskyttelsesforanstaltninger efter procedurerne i
[artikel 53] i [forordning] nr. 178/2002, såfremt
Kommissionen meddeler medlemsstaten om sin
modsatte vurdering af medlemsstatens anmodning,
idet denne vurdering rent konceptuelt er hinder for,
at der skulle være behov for iværksættelse af
beredskabsforanstaltninger, og Kommissionen derfor
ikke iværksætter de af medlemsstaten krævede
beredskabsforanstaltninger i henhold til [artikel] 34 i
[forordning] nr. 1829/2003? c) Kan overvejelser med
relation til forsigtighedsprincippet, som ikke vedrører
parametre om alvorlig og åbenbar risiko for
menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet
ved brug af en fødevare eller et foderstof, begrunde
en medlemsstats iværksættelse af midlertidige
beskyttelsesforanstaltninger i henhold til [artikel] 34 i
[forordning] EF nr. 1829/2003?d) Kan den
anmodende medlemsstat opretholde gyldigheden af
nationale midlertidige beskyttelsesforanstaltninger
og/eller forny gyldigheden herafefter udløbet af den
midlertidige periode, for hvilken foranstaltningerne er
blevet iværksat, såfremt det er utvetydigt og åbenbart,
at Europa- Kommissionen har vurderet, at de
materielle betingelser for iværksættelse af
beredskabsforanstaltninger for en fødevare eller et
foderstof ikke foreligger, hvilket efterfølgende er
blevet bekræftet af en videnskabelig udtalelse fra
EFSA, og disse vurderinger er blevet fremsendt
skriftligt til medlemsstaten?
Simma Federspiel
1) Skal artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv
75/363/EØF, som ændret ved direktiv 82/76/EØF,
fortolkes således, at den er til hinder for en national
bestemmelse som den, der finder anvendelse i [org. s.
2] hovedsagen, hvorefter udbetaling af vederlaget til
læger, som er under uddannelse til speciallæge, er
underlagt et krav om, at den læge, der modtager
vederlaget, fremlægger en erklæring om, at den
pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i det
offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma di
Bolzano (den autonome provins Bolzano), inden for
ti år efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og
hvorefter det i tilfælde af, at denne forpligtelse
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
13.09.17
C-419/16
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
GA
13.09.17
14
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0015.png
fuldstændigt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt
Provincia autonoma di Bolzano som den myndighed,
der udbetaler vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af
det udbetalte vederlag med tillæg af lovbestemte
renter beregnet fra det tidspunkt, hvor myndigheden
udbetalte de enkelte vederlag? 2) Såfremt det første
spørgsmål skal besvares benægtende: Er princippet
om arbejdskraftens frie bevægelighed som omhandlet
i artikel 45 TEUF til hinder for en national
bestemmelse som den, der finder anvendelse i
hovedsagen, hvorefter udbetaling af vederlaget til
læger, som er under uddannelse til speciallæge, er
underlagt et krav om, at den læge, der modtager
vederlaget, fremlægger en erklæring om, at den
pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i det
offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma di
Bolzano, inden for ti år efter speciallægeuddannelsen
er fuldført, og hvorefter det i tilfælde af, [org. s. 3] at
denne forpligtelse fuldstændigt misligholdes,
udtrykkeligt er tilladt Provincia autonoma di Bolzano
som den myndighed, der udbetale vederlaget, at
tilbagesøge op til 70% af det udbetalte vederlag med
tillæg af lovbestemte renter beregnet fra det
tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de enkelte
vederlag?
C-646/15
Trustees of the P Panayi Accumulation &
Maintenance Settlements
1) Er det foreneligt med etableringsfriheden, de frie
kapitalbevægelser og den frie udveksling af
tjenesteydelser, at en medlemsstat indfører og
opretholder lovgivning såsom section 80 i Taxation
of Chargeable Gains Act 1992, hvorefter der sker
beskatning af urealiserede gevinster på værdien af
aktiver i en trustfund, såfremt trustees i en trust på
noget tidspunkt ophører med at have bopæl eller
sædvanligt opholdssted i medlemsstaten? 2) Forudsat
at en sådan beskatning begrænser udøvelsen af den
relevante frihed, kan en sådan beskatning da
begrundes i en afbalanceret fordeling af
beskatningskompetencen, og er en sådan beskatning
da forholdsmæssig, såfremt lovgivningen hverken
giver trustees mulighed for at udskyde beskatningen
eller at foretage afdragsvis betaling eller tager hensyn
til et efterfølgende fald i værdien af trustens aktiver?
Navnlig forelægges Domstolen følgende spørgsmål:
3) Er det i strid med nogle af de grundlæggende
friheder, at en medlemsstat beskatter urealiserede
kapitalgevinster på værdistigningen af aktiverne i en
trust på det tidspunkt, hvor flertallet af trustees
ophører med at have bopæl eller sædvanligt
opholdssted i medlemsstaten? 4) Kan den restriktion
af den frie bevægelighed, der opstår ved denne
exitbeskatning, begrundes i hensynet til at sikre en
afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen
under omstændigheder, hvor det var muligt, at
kapitalgevinster i form af realiserede gevinster stadig
kunne beskattes, men kun såfremt bestemte
omstændigheder opstod i fremtiden? 5) Skal
Finanstilsynet
Dom
14.09.17
15
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0016.png
forholdsmæssigheden bestemmes ud fra de faktiske
omstændigheder i den enkelte sag? Er den restriktion,
der opstår ved en sådan beskatning, navnlig
forholdsmæssig under omstændigheder, hvor: a)
lovgivningen ikke fastsætter en mulighed for at
udskyde skattebetalingen eller for afdragsvis betaling,
eller for at der kan tages hensyn til efterfølgende fald i
værdien af trustens aktiver efter exit, b) men hvor,
under de særlige omstændigheder ved den
skatteansættelse, som er genstand for appel, aktiverne
blev solgt, før skatten forfaldt, og de relevante aktiver
ikke faldt i værdi mellem flytningen af trusten og
salgsdatoen?
C-103/16
Porras Guisado
1) Skal artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 fortolkes
således, at de »særlige tilfælde, som ikke har
forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er
tilladt efter national lovgivning og/eller praksis«, der
er en undtagelse til forbuddet mod afskedigelse af
arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller
ammer, udgør tilfælde, der ikke svarer til »en eller
flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren
selv« som anført i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv
98/59 af 20. juli 1998, men er et tilfælde af mere
begrænset karakter? 2) I tilfælde af kollektiv
afskedigelse er det med henblik på at vurdere, om der
foreligger særlige tilfælde, der kan begrunde
afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har
født eller ammer, i henhold til artikel 10, nr. 1), i
direktiv 92/85, da et krav, at den berørte arbejdstager
ikke kan indsættes i en anden stilling, eller er det
tilstrækkeligt, at der fremlægges dokumentation for
økonomiske, tekniske eller produktionsmæssige
grunde, der berører den pågældendes stilling? 3) Er
en lovgivning som den spanske, der gennemfører
artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 af 19. oktober 1992,
om forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, der er
gravide, lige har født eller ammer, forenelig med den
nævnte bestemmelse, når denne lovgivning fastsætter
en garanti, hvorefter afskedigelsen erklæres ugyldig,
såfremt der ikke fremlægges beviser for de grunde,
der berettiger afskedigelsen (udbedrende beskyttelse)
uden at fastsætte et forbud mod afskedigelse
(præventiv beskyttelse)? 4) Er en lovgivning som den
spanske, der ikke indebærer en fortrinsret for
arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller
ammer, således at disse kan forblive i virksomheden i
tilfælde af en kollektiv afskedigelse, forenelig med
artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 af 19. oktober 1992?
5) Er en national lovgivning forenelig med artikel 10,
nr. 2), i direktiv 92/85, når denne lovgivning
fastsætter, at det er tilstrækkeligt, at der foreligger en
meddelelse om afskedigelse som i det foreliggende
tilfælde, der ikke henviser til, at der ud over
begrundelsen for den kollektive afskedigelse er tale
om et særligt tilfælde med henblik på, at den gravide
arbejdstager kan omfattes af afgørelsen om kollektiv
opsigelse?
Beskæftigelsesministe-
riet
Moderniseringsstyrels
en
GA
14.09.17
16
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0017.png
C-168/16 og
C-169/16
Miguel José Moreno Osacar mod Ryanair Ltd
Sagen vedrører: Henset til:
de krav om løsningernes
forudsigelighed og om retssikkerhed, som lå til grund
for vedtagelsen af reglerne om retternes kompetence
og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område, som er fastsat i konventionen
af 27. september 1968 om retternes kompetence og
om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,
herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som
ændret ved konventionen af 29. november 1996 om
Republikken Østrigs, Republikken Finlands og
Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997, [C] 15, s.
1), »Bruxelleskonventionen«, samt i Rådets
forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000
om retternes kompetence og om anerkendelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(EFT L 12, s. 1) (jf. bl.a. dom af 19.7.2012,
Mahamdia, C-154/11, [EU:C:2012:491,] præmis 44
og 46)
de særlige forhold i tilknytning til den
europæiske luftfartssektor, hvor kabinepersonalet i
luftfartsselskaber, som har hjemsted i en af Unionens
medlemsstater, dagligt flyver over Den Europæiske
Unions område med udgangspunkt i en hjemmebase,
der, som i den foreliggende sag, kan være beliggende i
en anden af Unionens medlemsstater
de specifikke
omstændigheder i den foreliggende tvist, som der er
gjort rede for i nærværende doms præmisser
det
kriterium vedrørende begrebet »hjemmebase« (som
defineret i bilag III til forordning (EØF) nr.
3922/91), der i forordning nr. 883/2004 er anvendt
til at fastlægge den sociale sikringslovgivning, som
finder anvendelse på flyve- og
kabinebesætningsmedlemmer fra den 28. juni 2012
de principper, som følger af Den Europæiske Unions
Domstols praksis ifølge de domme, der er anført i
nærværende afgørelses præmisser kan udtrykket »det
sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes«, som
omhandlet i artikel 19, stk. 2, i Rådets forordning nr.
44/2001 af 22. december 2000, ikke fortolkes således,
at det svarer til udtrykket »hjemmebase«, som er
defineret i bilag III til Rådets forordning nr. 3922/91
af 16. december 1991, dvs. »en af
luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor
besætningsmedlemmet normalt påbegynder og
afslutter en tjenesteperiode eller en række af
tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under
normale omstændigheder ikke er ansvarligt for
indkvartering af det pågældende besætningsmedlem«,
med henblik på fastlæggelsen af den kontraherende
stat (og følgelig dens jurisdiktion), på hvis område en
arbejdstager sædvanligvis udfører sit arbejde, når den
pågældende arbejdstager er ansat som medlem af
kabinepersonalet i et selskab, der er underlagt
lovgivningen i en af Unionens medlemsstater og
udfører international passagertransport med fly i hele
Unionens område, når dette tilknytningskriterium
vedrørende »hjemmebasen«, forstået som det
»faktiske midtpunkt for arbejdsforholdet«, for så vidt
som arbejdstageren systematisk påbegynder og
Justitsministeriet
Beskæftigelsesministe-
riet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
14.09.17
17
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0018.png
afslutter sin arbejdsdag på dette sted, tilrettelægger sit
daglige arbejde dér og i den periode, hvor
arbejdsforholdet er gældende, har sin faktiske bopæl i
nærheden, er det sted, som både har den tætteste
tilknytning til en kontraherende stat og sikrer den
mest passende beskyttelse af den svageste part i
aftaleforholdet?«
C-177/16
Autortiesību un komunicēšanās konsultāciju
aģentūra/Latvijas Autoru apvienība
1) Finder artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendelse i
en tvist vedrørende de takster, som er fastsat af en
national forvaltningsorganisation for
ophavsrettigheder, hvis den pågældende organisation
ligeledes opkræver vederlag for udenlandske
ophavsmænds værker, og hvis de af organisationen
fastsatte takster kan modvirke anvendelsen af disse
værker i den omhandlede medlemsstat? 2) Med
henblik på fastlæggelse af begrebet urimelige priser i
artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde på området for
forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede
rettigheder, er det da formålstjenligt og tilstrækkeligt
at foretage en sammenligning mellem priserne
(taksterne) på det pågældende marked og priserne
(taksterne) på beslægtede markeder, og i så fald i
hvilke tilfælde? 3) Med henblik på fastlæggelse af
begrebet urimelige priser i artikel 102, [stk. 2,] litra a),
i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde på området for forvaltning af
ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, er det da
formålstjenligt og tilstrækkeligt at anvende det af
bruttonationalproduktet afledte indeks for
købekraftsparitet? 4) Skal sammenligningen af
taksterne foretages for hvert af de forskellige
segmenter heraf eller ud fra et gennemsnit af
taksterne? 5) Hvornår skal forskellen i de takster, der
undersøges med henblik på at vurdere, om de udgør
urimelige priser i den forstand, hvori dette udtryk er
anvendt i artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde, anses for at
være væsentlig, således at det påhviler den
økonomiske aktør, som har en dominerende stilling,
at godtgøre, at vedkommendes takster er rimelige? 6)
Hvilke oplysninger kan det med rimelighed forventes,
at den økonomiske aktør tilvejebringer for at
godtgøre rimeligheden af taksterne vedrørende de
værker, der er omfattet af ophavsret inden for
rammerne af artikel 102, [stk. 2,] litra a), i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis
omkostningerne forbundet med disse værker ikke kan
fastslås på samme måde som ved materielle
produkter? Er der alene tale om de
administrationsomkostninger, som
forvaltningsorganisationen for ophavsrettigheder har
afholdt? 7) I tilfælde af overtrædelse af
konkurrenceretten, skal de vederlag, som en
forvaltningsorganisation for ophavsrettigheder har
Kulturministeriet
Dom
14.09.17
18
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0019.png
udbetalt til ophavsmændene, da ikke medregnes i den
pågældende økonomiske aktørs omsætning i
forbindelse med fastsættelsen af en bøde?
C-503/16
Delgado Mende
Sagen vedrører: I tilfælde af en trafikulykke, hvor der
er forvoldt person- og tingsskade på en fodgænger,
som er blevet påkørt forsætligt med det køretøj, som
han selv er indehaver af, og som blev ført af den
person, der havde stjålet det, er EU-retten, herunder
navnlig artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/103/EF, da til hinder for, at fodgængeren i
henhold til national ret udelukkes fra enhver form for
erstatning, fordi han selv er køretøjets indehaver og
forsikringstager?
Europa-Kommissionen mod Irland
Påstande:
Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 56 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at
opkræve den fulde registreringsafgift, når en person
bosat i Irland registrerer et motorkøretøj, der er leaset
eller lejet i en anden medlemsstat, uden at der herved
tages hensyn til varigheden af køretøjets anvendelse,
når køretøjet hverken i det væsentlige skal anvendes
varigt i Irland, eller faktisk anvendes på denne måde,
og ved at opstille betingelser for en tilbagebetaling af
denne afgift, som går ud over, hvad der er strengt
nødvendigt og forholdsmæssigt.
Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Achmea
1. Er artikel 344 TEUF til hinder for anvendelsen af
en bestemmelse i en bilateral
investeringsbeskyttelsesaftale mellem EU-
medlemsstater (en såkaldt unionsintern BIT),
hvorefter en investor, som er hjemmehørende i en af
de kontraherende stater, i forbindelse med en tvist
vedrørende investeringer i den anden kontraherende
stat kan indlede en sag mod sidstnævnte ved en
voldgiftsret, hvis investeringsbeskyttelsesaftalen er
indgået før en af de kontraherende staters tiltrædelse
af EU, men voldgiftssagen først skal indledes
derefter? Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:
2. Er artikel 267 TEUF til hinder for anvendelsen af
en sådan bestemmelse? Såfremt første og andet
spørgsmål besvares benægtende: 3. Er artikel 18, stk.
1, TEUF under de i første spørgsmål beskrevne
omstændigheder til hinder for en sådan bestemmelse?
Den Hellenske Republik mod Kommission
Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse
af 25. marts 2015, »om pålæggelse af en finansiel
korrektion for tilskuddet fra EUGFL
Udviklingssektionen for det operative program
2000GR061RO021 CCI (Grækenland
Målsætning
1
Genopbygning af landdistrikterne)«, for et beløb
på 72 105 592,41 EUR, som blev meddelt under
Justitsministeriet
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
14.09.17
C-552/15
Skatteministeriet
Dom
19.09.17
C-284/16
Finanstilsynet
GA
19.09.17
T-327/15
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
19.09.17
19
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0020.png
nummer C(2015) 1936 final, annulleres.
Forenede
sager
C-215/16,
C-216/16,
C-220/16 og
C-221/16
Elecdey Carcelen m.fl.
Sagen vedrører: 1) På baggrund af de
»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i
direktiv 2009/28/EF, og som omfatter
skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,
skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,
hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,
der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de
nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at
være obligatoriske og er bindende for
medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte
virkning, således at de kan påberåbes direkte af de
berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder
for retslige eller administrative myndigheder? 2)
Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte
»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset
til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,
skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette
skal forstås således, at disse incitamenter netop
omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud
mod enhver form for konkret og individuel
afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der
pålægges økonomisk virksomhed og produktion af
elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?
Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det
ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses
for at omfatte et forbud mod sammenfald,
dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til
flere almindelige eller individuelle afgifter, som
pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af
produktion af vedvarende energi, når de rammer den
samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges
den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det
foregående spørgsmål besvares benægtende, og det
accepteres, at energi fra vedvarende energikilder
pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige
formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv
2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at
formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at
den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin
opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig
karakter og ikke blot en budget- eller
opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel
4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de
afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for
energiprodukter og elektricitet, som reference
benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,
forstået som summen af alle de direkte eller indirekte
afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen
til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som
kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale
afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig
karakter i betragtning af såvel deres opbygning som
deres specifikke formål, som fortolket under hensyn
til svaret på det foregående spørgsmål?
Energistyrelsen
Dom
20.09.17
20
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0021.png
C-85/15 P
Feralpi mod Kommissionen (appel)
Dom af 9. december 2014 ophæves helt eller delvist,
for så vidt som Kommissionen blev frifundet for
Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og følgelig: (i)
annulleres beslutningen helt eller delvist; (ii) og/eller
annulleres eller i det mindste nedsættes den bøde, der
blev pålagt Feralpi ved beslutningen. Subsidiært
ophæves dom af 9. december 2014 helt eller delvist,
for så vidt som Kommissionen blev frifundet for
Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og sagen hjemvises til
Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at
denne ret træffer afgørelse i realiteten i betragtning af
de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.
Under alle omstændigheder nedsættes den bøde, der
blev pålagt Feralpi ved beslutningen som følge af den
urimeligt lange varighed af Rettens behandling i sag
T-70/10. Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger for såvel denne instans som i sag T-
70/10.
DNB Banka
1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
når medlemmerne af gruppen har hjemsted i
forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,
hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet
gennemført med forskellige betingelser, som ikke er
forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en
afgiftspligtig persons ret til at anvende
afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra
f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige
betingelser for at anvende fritagelsen i sin
medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de
nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre
medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet
gennemført med restriktioner, der begrænser
afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters
mulighed for at anvende den tilsvarende
merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)
Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,
litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal
betale merværdiafgift, har hjemsted, når
tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en
anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på
disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i
den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i
henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?
4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse
er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den
selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på
dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af
personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal
begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås
som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for
hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige
Udenrigsministeriet
Dom
21.09.17
C-326/15
Skatteministeriet
SKAT
Dom
21.09.17
21
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0022.png
økonomiske virksomhed gensidigt leveres
supportydelser med henblik på udøvelsen af deres
erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan
gruppe består, godtgøres med
tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for
interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat
begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende
merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et
tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i
lovgivningen om direkte beskatning i den
medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)
Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages
fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig
gruppe af personer som omhandlet i den nævnte
bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen
leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være
en afgiftspligtig person fra et tredjeland?
C-179/16
F. Hoffmann-La Roche e.a.
1) Giver en korrekt fortolkning af artikel 101 TEUF
mulighed for at opfatte parterne i en licensaftale som
konkurrenter, såfremt licenstageren driver
virksomhed på det relevante marked alene i kraft af
den omhandlede aftale? Er eventuelle begrænsninger
af konkurrencen iværksat af licensgiveren over for
licenstageren, selv om de ikke udtrykkeligt er fastsat i
licensaftalen, i en sådan situation da undtaget fra
anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF,
eller omfattes de under alle omstændigheder af
anvendelsesområdet for den lovbestemte undtagelse i
artikel 101, stk. 3, TEUF og i givet fald inden for
hvilke grænser? 2) Kan de nationale
konkurrencemyndigheder i medfør af artikel 101
TEUF definere det relevante marked selvstændigt i
forhold til indholdet af markedsføringstilladelserne
for lægemidler udstedt af den kompetente
lægemiddelmyndighed og Det Europæiske
Lægemiddelagentur (AIFA og EMA), eller forholder
det sig tværtimod således, at det juridisk relevante
marked med hensyn til godkendte lægemidler i
henhold til artikel 101 TEUF skal opfattes som
defineret og udformet primært af den kompetente
lægemiddelmyndighed på en også for de nationale
konkurrencemyndigheder bindende måde? 3) Giver
artikel 101 TEUF
også i lyset af bestemmelserne i
direktiv 2001/83/EF, og i særdeleshed artikel [6] om
markedsføringstilladelse for lægemidler
mulighed
for at opfatte et lægemiddel til off-label-brug og et
lægemiddel, der har opnået en
markedsføringstilladelse med hensyn til de samme
terapeutiske indikationer, som substituerbare og
dermed at inkludere dem i det samme relevante
marked? 4) Er det i medfør af artikel 101 TEUF ved
afgrænsningen af det relevante marked, ud over
lægemidlernes væsentlige substituerbarhed på
efterspørgselssiden, relevant at fastlægge, hvorvidt
udbuddet af disse lægemidler på markedet er sket i
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Lægemiddelstyrelsen
GA
21.09.17
22
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0023.png
overensstemmelse med lovgivningen om
markedsføring af lægemidler eller ej? 5) Kan en
samordnet praksis, der har til formål at fremhæve den
ringere sikkerhed ved eller den mindre effektive
virkning af et lægemiddel
såfremt denne ringere
sikkerhed eller mindre effektive virkning, selv om den
ikke understøttes af sikker videnskabelig viden,
imidlertid i lyset af den på tidspunktet for de faktiske
omstændigheder tilgængelige videnskabelige viden
heller ikke ubestrideligt kan udelukkes
under alle
omstændigheder opfattes som en aftale med
konkurrencebegrænsende formål?
C-297/16
CMVRO
Sagen vedrører:1. Er EU-retten til hinder for
nationale bestemmelser, som giver dyrlæger eneret til
detailsalg og brug af økologiske produkter,
antiparasitære midler til specialbrug og
veterinærlægemidler? 2. Såfremt en sådan eneret er
forenelig med EU-retten, er EU-retten da til hinder
for, at en sådan eneret også vedrører de faciliteter,
gennem hvilke salget heraf sker, således at disse
faciliteter fortrinsvis eller udelukkende skal drives af
en eller flere dyrlæger?
Ciupa e.a.
Skal artikel 2 i direktiv 98/59/EF fortolkes således, at
en arbejdsgiver, som beskæftiger mindst 20
arbejdstagere, og som overfor et antal arbejdstagere,
som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Ustawa o
szczególnych zasadach rozwiązywania z
pracownikami stosunków pracy z przyczyn
niedotyczących
pracowników (lov af 13. marts 2003
om særlige regler i forbindelse med opsigelse af
ansættelsesforhold med arbejdstagere af årsager, som
er uafhængige af arbejdstagerne (Dz. U. 2003, [org. s.
2] nr. 90, pos. 844, med ændringer), påtænker at
opsige vilkår i ansættelseskontrakter, er forpligtet til at
anvende den procedure, som er fastsat i den nævnte
lovs artikel 2, 3, 4 og 6, dvs. gælder denne pligt i de i
følgende artikler nævnte tilfælde: 1. Artikel 24113, § 2,
sammenholdt med artikel 2418, § 2, og artikel 231 i
Kodeks pracy (arbejdsloven) 2. Artikel 24113, § 2,
sammenholdt med arbejdslovens artikel 772, § 5, og
artikel 2417 3. Arbejdslovens artikel 42, § 1,
sammenholdt med samme lovs artikel 45, § 1?
Portugal mod Kommissionen
Påstande:
Kommissionens
gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/417 af 17. marts
2016 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse
udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for
rammerne af Den Europæiske Garantifond for
Landbruget (EGFL) og Den Europæiske
Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne
(ELFUL) (EUT L 75, s. 16), annulleres, for så vidt
som den udelukkede et beløb på 385 762,22 EUR i
udgifter, som Portugal har anmeldt inden for
rammerne af den specifikke støtteforanstaltning, som
indførtes i henhold til artikel 68 i Rådets forordning
Lægemiddelstyrelsen
GA
21.09.17
C-429/16
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
21.09.17
T-261/16
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
21.09.17
23
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 866: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/9-17
1785207_0024.png
(EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009, i regnskabsårene
2011, 2012 og 2013, fra finansiering.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
24