Fødevarestyrelsen
J.nr. 2017- 7147
Den 11. juli 2017
MFVM 315
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPA UDVALG
om forslag til ændring til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om
fødevarehygiejneforordningen til fastsættelse af grænseværdier for bestemte stoffer i fødevarer
vedrørende akrylamid (komitésag)
KOM-dokument foreligger
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om etablering af foranstaltninger og benchmark-værdier for reduktion af
tilstedeværelsen af akrylamid i fødevarer (komitésag). Forslaget skal sikre god praksis i forhold til reduktion af
forekomsten af akrylamid i fødevarer. Den Europæiske Fødevareautoritet (EFSA) har vurderet, at indtaget af
akrylamid bør reduceres. En vedtagelse af forslaget vurderes at betyde et øget beskyttelsesniveau i Danmark og
EU. Forslaget forventes sat til afstemning den 19. juli 2017 i den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Regeringen kan støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til forordning om etablering af foranstaltninger og benchmark-værdier for
reduktion af tilstedeværelsen af akrylamid i fødevarer. Forslaget omfatter benchmark-værdier for akrylamid, samt
retningslinjer for anvendelse af god fremstillingspraksis for at reducere dannelsen af akrylamid. Benchmark-
værdier defineres i forslaget som indikatorer, der kan anvendes til at verificere effektiviteten af tiltag, og som er
baseret på erfaringer og forekomsten i brede fødevarekategorier.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning (EØF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om
fødevarehygiejne, særligt artikel 4, stk. 4.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut
flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig
forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet,
der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager
forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for
tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 19. juli 2017.