Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 783
Offentligt
1774806_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
30. juni 2017
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-5/16
Titel og kort sagsresumé
Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og
Rådet for Den Europæiske Union
Påstande:
Europa-Parlamentets og Rådets
afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og
anvendelse af en markedsstabilitetsreserve i
forbindelse med Unionens ordning for handel med
kvoter for drivhusgasemissioner og om ændring af
direktiv 2003/ 87/EF (1) annulleres.
Europa-Parlamentet og Rådet for Den
Europæiske Union tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
B m.fl. (tidligere Vomero)
Sag C-316/16, B, vedrører:
Er det på forhånd udelukket, at idømmelsen og den
efterfølgende fuldbyrdelse af en fængselsstraf kan
føre til, at den tætte integration af en unionsborger,
der indrejste i værtsmedlemsstaten i en alder af tre år,
kan anses for afbrudt, således at der ikke foreligger et
uafbrudt ophold i ti år som omhandlet i artikel 28,
stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38 1 , og at der derfor
ikke skal ydes beskyttelse mod udsendelse i henhold
til artikel 28, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38, når
unionsborgeren efter indrejsen i en alder af tre år har
tilbragt hele sit liv i den pågældende
værtsmedlemsstat, ikke længere har nogen tilknytning
til den medlemsstat, hvor han er statsborger, og
lovovertrædelsen, der har ført til idømmelse og
fuldbyrdelse af en fængselsstraf, først er blevet begået
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Energi-, Forsynings-,
og Klimaministeriet
Energistyrelsen
Processkridt
Mundtlig
forhandling
Dato
11.07.17
Forenede
sager C-
316/16 og
C-424/16
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Mundtlig
forhandling
17.07.17
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0002.png
efter 20 års ophold? Såfremt spørgsmål 1 besvares
benægtende: Skal den fængselsstraf, der er blevet
idømt for den lovovertrædelse, der er anledning til
udsendelsen, lades ude af betragtning ved
bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf fører til, at den tætte
integration afbrydes?Såfremt spørgsmål 1 og 2
besvares benægtende: Hvilke kriterier er afgørende
for, om den pågældende unionsborger i et sådant
tilfælde alligevel er omfattet af beskyttelsen mod
udsendelse i henhold til artikel 28, stk. 3, litra a), i
direktiv 2004/38?Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares
benægtende: Findes der ufravigelige EU-retlige
bestemmelser vedrørende fastsættelsen af det
»tidspunkt, hvor spørgsmålet om udsendelse opstår«,
og hvor der skal foretages en samlet vurdering af den
pågældende unionborgers situation med henblik på at
efterprøve, i hvilket omfang det forhold, at opholdet
har været afbrudt i løbet af de ti år, der går forud for
udsendelsen af den pågældende, afskærer denne fra
den øgede beskyttelse?
Sag C-424/16, Vomero vedrører:
1) Afhænger den særlige beskyttelse i henhold til
artikel 28, stk. 3, litra a), [i dir/ektiv 2004/38/EF] af
retten til tidsubegrænset ophold som omhandlet i
artikel 16 og artikel 28, stk. 2? Såfremt det første
spørgsmål besvares benægtende, forelægges
endvidere følgende spørgsmål med henblik på
præjudiciel afgørelse: 2) Beregnes opholdsperioden i
de ti forudgående år som omhandlet i artikel 28, stk.
3, litra a), som a) en almindelig kalenderperiode, der
beregnes fra den relevante dato (her afgørelsen om
udvisning), der omfatter eventuelle perioder med
fravær eller fængsling, eller b) en potentielt afbrudt
periode, der beregnes ved at regne tilbage fra den
relevante dato og lægge perioder sammen, hvor den
pågældende ikke var fraværende eller i fængsel, med
henblik på eventuelt at nå frem til et samlet
forudgående ophold på ti år? 3) Hvorledes er
forholdet mellem vurderingen af, hvorvidt der har
været ophold i ti år som omhandlet i artikel 28, stk. 3,
litra a), og den samlede vurdering af forbindelse med
hensyn til integration?
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-320/16
Titel og kort sagsresumé
Uber France
Indfører artikel L3124-13 i code des transports (lov
om transport), der er indført ved lov nr. 2014-1104 af
1. oktober 2014 om taxikørsel og chaufførtransport,
en ny teknisk og indirekte forskrift, der vedrører en
eller flere tjenester i informationssamfundet som
Interessent
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Processkridt
GA
Dato
04.07.17
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0003.png
omhandlet i direktiv 98/34/EF 1 af 22. juni 1998,
hvorefter det er krav, at der skal gives forudgående
meddelelse om en sådan forskrift til Europa-
Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 8,
eller er den nævnte forskrift omfattet af direktiv
2006/123/EF 2 af 12. december 2006 om
tjenesteydelser, hvorefter dette direktiv i henhold dets
artikel 2, litra d), ikke omfatter transportvirksomhed?
C-190/16
Fries
Sagen vedrører: 1. Er FCL.065, litra b), i bilag I til
forordning (EU) nr. 1178/2011 forenelig med
forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i
chartrets artikel 21, stk. 1? 2. Er FCL.065, litra b), i
bilag I til forordning (EU) nr. 1178/2011 forenelig
med chartrets artikel 15, stk. 1, hvorefter enhver har
ret til at arbejde og til at udøve et frit valgt eller
accepteret erhverv? 3. Såfremt det første og andet
spørgsmål besvares bekræftende: a) Omfatter
begrebet »erhvervsmæssig lufttransport« i den
forstand, hvori dette udtryk er anvendt i henholdsvis
FCL.065, litra b), og FCL.010 i bilag I til forordning
(EU) nr. 1178/2011 ligeledes såkaldt tomme
flyvninger, som foretages som led i et luftfartselskabs
erhvervsvirksomhed, og på hvilke der hverken
transporteres passagerer, gods eller post? b)
Omfatter begrebet »erhvervsmæssig lufttransport« i
den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i
henholdsvis FCL.065, litra b), og FCL.010 i bilag I til
forordning (EU) nr. 1178/2011, uddannelse og
eksaminationer, hvorunder den 65-årige pilot
opholder sig i flyets cockpit som ikke-flyvende
medlem af besætningen?
AEBTRI
1) Har Den Europæiske Unions Domstol for at
undgå modstridende retsafgørelser kompetence til at
fortolke toldkonventionen om international
godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-
Convention) af 14. november 1975, som De
Europæiske Fællesskaber har tiltrådt med Rådets
forordning (EØF) nr. 2112/78, på en for
medlemsstaternes domstole bindende måde, når det
drejer sig om denne konventions artikel 8 og artikel
11, med henblik på at bedømme, om der foreligger
hæftelse for den garanterende organisation, som også
er reguleret i artikel 457, stk. 2, i Kommissionens
forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om
visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets
forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en
EF-toldkodeks (gennemførelsesforordningen til
toldkodeksen)?2) Tillader fortolkningen af artikel 457,
stk. 2, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen
sammenholdt med TIR-konventionens artikel 8, stk.
7, (nu artikel 11, stk. 2) og de tilhørende forklarende
bemærkninger at lægge til grund, at
toldmyndighederne i en sag som den foreliggende,
når de i TIRkonventionens artikel 8, stk. 1 og 2,
nævnte beløb er forfaldne, så vidt muligt skal forlange
Beskæftigelsesministe-
riet
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
05.07.17
C-224/16
SKAT
GA
05.07.17
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0004.png
dem indriet af indehaveren af TIR-carnetet, som
skylder disse beløb direkte, før de retter krav mod
den garanterende organisation? 3) Kan det lægges til
grund, at den modtager, som har erhvervet en vare
eller har den i sin besiddelse, om hvilken det vides, at
den er transporteret med TIR-carnet, og for hvilken
det ikke er konstateret, at den er frembudt for
bestemmelsestoldstedet og angivet til dette, alene på
grundlag af disse omstændigheder er den person, som
burde have vidst, at varen var unddraget toldtilsyn, og
skal den pågældende anses for solidarisk hæftende
debitor som omhandlet i artikel 203, stk. 3, tredje led,
sammenholdt med artikel 213 i Rådets forordning
(EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-
toldkodeks? 4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares
bekræftende: Er toldmyndighedernes passivitet med
hensyn til at forlange betaling af toldskylden af denne
modtager til hinder for, at den garanterende
organisations ansvar i henhold til TIR-konventionens
artikel 1, nr. 16)
som også er reguleret i artikel 457,
stk. 2, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen
indtræder?
C-650/15 P
Polyelectrolyte Producers Group GEIE (PPG) og
SNF SAS mod Det Europæiske
Kemikalieagentur (ECHA) (appel)
Påstande:
Rettens dom i sag T-268/10 RENV
ophæves.
Den anfægtede retsakt annulleres.
Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på
realitetsbehandling af appellanternes
annullationssøgsmål.
ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger,
herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for
Retten.
Moreno Marín e.a.
Sagen vedrører: 1. Kan anvendelsen af et tegn, der
henviser til en vares eller tjenesteydelses kendetegn,
der består i, at varen eller tjenesteydelsen findes i
rigelige mængder på et og samme sted med en høj
grad af værdi og kvalitet, være omfattet af forbuddene
i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95? 2. Kan et
tegn af denne beskaffenhed anses for at være et tegn
vedrørende geografisk oprindelse, for så vidt som
varen eller tjenesteydelsen altid er koncentreret inden
for et bestemt fysisk område?
Air Berlin
1. Skal bestemmelsen i artikel 23, stk. 1, tredje
punktum, i forordning nr. 1008/2008/EF fortolkes
således, at luftfartsselskaber skal angive de i litra b), c)
og d) nævnte skatter, lufthavnsafgifter og andre
afgifter, tillæg eller gebyrer ved offentliggørelsen af
deres flybilletpriser i den faktiske størrelse og derfor
ikke må inddrage dem delvis i deres flybilletpriser i
henhold til denne bestemmelses litra a)? 2. Skal
bestemmelsen i artikel 22, stk. 1, i forordning nr.
1008/2008/EF fortolkes således, at den er til hinder
for at anvende en national bestemmelse om
almindelige forretningsbetingelser, som er baseret på
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
06.07.17
C-139/16
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
06.07.17
C-290/16
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
06.07.17
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0005.png
EU-retten, og hvorefter der af kunder, som ikke har
benyttet en flybillet eller har afbestilt den, ikke må
opkræves et særskilt ekspeditionsgebyr herfor?
C-304/16
American Express
1) Finder kravet i artikel 1, stk. 5, og artikel 2, nr. 18),
i forordning (EU) nr. 2015/751 (herefter »IGF«),
hvorefter en betalingskortordning med tre parter, der
udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter sammen
med en partner under samme varemærke eller
gennem en agent, anses for at være en
betalingskortordning med fire parter, kun anvendelse,
for så vidt som denne co-brandingpartner eller agent
handler som »udsteder« i den forstand, hvori dette
udtryk er anvendt i artikel 2, stk. 2, i og 29.
betragtning til IGF (nemlig når partneren eller
agenten har en aftale med betaleren i medfør af
hvilken, vedkommende stiller et betalingsinstrument
til rådighed med henblik på at initiere og behandle
betalerens kortbaserede betalingstransaktioner)? 2)
Hvis svaret på
det første spørgsmål er »nej«, er IGF’s
artikel 1, stk. 5, og artikel 2, nr. 18), da ugyldige, for så
vidt som de bestemmer, at sådanne ordninger anses
for at være betalingskortordninger med fire parter, på
grund af: a) en manglende begrundelse i
overensstemmelse med artikel 296 TEUF b) åbenbart
urigtigt skøn og/eller c) tilsidesættelse af
proportionalitetsprincippet?
Azarov mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5.
marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP
om restriktive foranstaltninger over for visse
personer, enheder og organer på baggrund af
situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 25), og Rådets
gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts
2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr.
208/2014 om restriktive foranstaltninger over for
visse personer, enheder og organer på baggrund af
situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 1) annulleres i
henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som de
vedrører sagsøgeren. Der træffes foranstaltninger
med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til
artikel 64 i Rettens procesreglement. Rådet tilpligtes
at betale sagens omkostninger i medfør af
procesreglementets artikel 87, stk. 2.
Estland mod Kommissionen
Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse C
(2015) 53 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-
finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne
har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske
Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den
Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af
Landdistrikterne (ELFUL) (1) annulleres, for så vidt
som den vedrører Republikken Estland med et beløb
på 691 746,53 EUR. Europa-Kommissionen tilpligtes
at betale sagens omkostninger
Erhvervsministeriet
Finanstilsynet
GA
06.07.17
T-215/15
Udenrigsministeriet
Erhvervsstyrelsen
Dom
07.07.17
T-157/15
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
12.07.17
5
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0006.png
C-60/15 P
Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod
Europa-Kommissionen (appel)
Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december
2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i
den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,
hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013
(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.
Europa-Kommissionen mod Den Italienske
Republik
Påstande:
a) Det fastslås, at Den Italienske
Republik har tilsidesat sine forpligtelser, som den er
pålagt ved de relevante bestemmelser i EU-retten for
de pågældende produktionsår, og nærmere bestemt i
henhold til artikel 1 og 2 i forordning (EF) nr.
3950/1992 (1), artikel 4 i forordning (EF) nr.
1788/2003 (2), artikel 79, 80 og 83 i forordning (EF)
1234/2007 (3), samt hvad angår Kommissionens
gennemførelsesbestemmelser, artikel 7 i forordning
(EF) 536/1993 (4), artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning
(EF) nr. 1392/2001 (5), og endelig artikel 15 og 17 i
forordning (EF) nr. 595/2004 (6), idet den har
undladt at sikre, at den skyldige tillægsafgift for
overskudsproduktionen i Italien i forhold til
størrelsen af den nationale kvote fra det første
produktionsår, hvor tillægsafgiften reelt blev pålagt i
Italien (1995/1996), til det sidste produktionsår, hvor
der i Italien blev foretaget overproduktion
(2008/2009), rent faktisk blev opkrævet fra de enkelte
producenter, der havde bidraget til hver
produktionsoverskridelse, samt betalt i rette tid efter
meddelelse om det skyldige beløb af køberen eller
producenten i tilfælde af direkte salg, eller når de ikke
blev betalt i rette tid, registreret og eventuelt krævet
betalt af disse købere eller producenter.
b) Den Italienske Republik tilpligtes at betale
sagens omkostninger.
Vecco m.fl. mod Europa- Kommissionen (appel)
Påstande:
—Appellen
fremmes til realitetsbehandling
og appellanterne gives medhold.—Rettens dom i sag
T-360/13 ophæves.—Der træffes afgørelse om
realiteten vedrørende appellanternes påstand om
annullation eller sagen hjemvises til Retten til
afgørelse om realiteten vedrørende påstanden om
annullation.
Szoja
1) Kan artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april
2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger,
sammenholdt med retten til sociale sikringsydelser og
sociale fordele, som fastlagt i artikel 34, stk. 1 og 2, i
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, under de i hovedsagen omhandlede
omstændigheder, fortolkes uden at tage højde for
uddybningen i artikel 14 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.
september 2009 om de nærmere regler til
Miljøstyrelsen
Dom
13.07.17
C-433/15
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
13.07.17
C-651/15 P
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
13.07.17
C-89/16
Udenrigsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
13.07.17
6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0007.png
gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger og
dermed uden at kunne anvende proceduren i den
nævnte forordnings artikel 16, således at arbejdstidens
korte varighed [org. s. 2] eller arbejdstagerens
begrænsede løn ikke påvirker fastlæggelsen af, hvilken
national lovgivning der skal finde anvendelse i tilfælde
af kumulation af lønnet beskæftigelse og selvstændig
virksomhed, dvs. at den nævnte artikel 14 i
gennemførelsesforordningen ikke finder anvendelse
på fortolkningen af artikel 13, stk. 3, i
grundforordningen? 2) Såfremt det første spørgsmål
besvares benægtende, kan den nationale ret da i
tilfælde af modstrid mellem to forordninger
dvs.
grundforordningen og gennemførelsesforordningen,
som i den foreliggende sag er henholdsvis Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.
september 2009 om de nærmere regler til
gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger
i
forbindelse med anvendelsen heraf vurdere
forordningernes bestemmelser på grundlag af deres
forrang, dvs. deres rang i EU-rettens hierarki? 3) Kan
den fortolkning af grundforordningens bestemmelser,
som Den Administrative Kommission har anlagt i
medfør af grundforordningens artikel 72, opfattes
som en bindende fortolkning fra en EU-institution,
som den nationale ret ikke kan fravige, hvilket således
hindrer forelæggelse af præjudicielle spørgsmål, eller
udgør den alene en af de mulige fortolkninger af EU-
retten, som den nationale ret skal vurdere som et af
de elementer, hvorpå afgørelsen baseres?
C-129/16
Túrkevei Tejtermelő Kft.
1. Er artikel 191 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde og bestemmelserne i direktiv
2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader til hinder
for en national lovgivning, der går videre end
princippet om, at forureneren betaler, idet den tillader
den administrerende myndighed for miljøbeskyttelse
specifikt at pålægge ejeren ansvaret for afhjælpning af
miljøskaden, uden at det er nødvendigt først at påvise
en årsagssammenhæng mellem den pågældendes
(handelsselskabets) adfærd og forureningen? 2.
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,
og såfremt det, i betragtning af at der er tale om
luftforurening, ikke er nødvendigt at afhjælpe
miljøskaden, er det da berettiget at pålægge en
luftkvalitetsbeskyttelsesbøde under påberåbelse af
medlemsstaternes strengere lovgivning som fastsat i
artikel 16 i direktiv 2004/35/EF og artikel 193
TEUF, eller kan denne strengere lovgivning heller
ikke føre til pålæggelse af en bøde, der udelukkende
sanktionerer ejeren, som ikke er ansvarlig for
forureningen?
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
13.07.17
7
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0008.png
C-193/16
E
Sagen vedrører: Udgør appellanten, som er idømt 12
års fængsel for gentagne seksualforbrydelser mod
mindreårige, en reel og umiddelbar trussel for den
offentlige sikkerhed i henhold til bestemmelserne i
artikel 27[, stk. 1 og 2,] i direktiv 2004/38/EF, når
der henses til, at han sidder i fængsel, og at han har
afsonet seks år, hvorfor der resterer adskillige år,
inden han kan blive løsladt?
Bolagsupplysningen et Ilsjan
1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.
december 2012 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område fortolkes således, at
en person, hvis rettigheder er blevet krænket ved
offentliggørelse af urigtige oplysninger om
vedkommende på internettet og gennem manglende
fjernelse af kommentarer om vedkommende, kan
anlægge sag med påstand om berigtigelse af de
urigtige oplysninger og fjernelse af de kommentarer,
som krænker vedkommendes rettigheder, ved
retterne i enhver medlemsstat, på hvis område de på
internettet offentliggjorte oplysninger er eller var, for
så vidt angår den i denne medlemsstat opståede
skade? 2. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.
december 2012 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område fortolkes således, at en
juridisk person, hvis rettigheder [org. s. 2] hævdes at
være blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige
oplysninger om vedkommende på internettet og ved
undladelse af at fjerne kommentarer herom, kan
anlægge sag med påstand om berigtigelse af
oplysningerne, forpligtelse til at fjerne
kommentarerne og erstatning for det økonomiske
tab, der er lidt ved offentliggørelse af de urigtige
oplysninger om vedkommende på internettet, for så
vidt angår det samlede tab, som den pågældende
juridiske person har lidt, gældende ved retterne i den
stat, hvori centrum for denne persons interesser
ligger? 3. Såfremt det andet spørgsmål besvares
bekræftende: Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
fortolkes således, at
det må antages, at centrum for
en juridisk persons interesser og dermed det sted,
hvor den pågældende juridiske persons tab er lidt,
ligger i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted,
eller– der ved fastsættelsen af det sted, hvor den
juridiske person har centrum for sine interesser og
dermed det sted, hvor dens tab er lidt, skal tages
hensyn til samtlige forhold, såsom den juridiske
persons hjemsted og forretningssted, dens kunders
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Dom
13.07.17
C-194/16
Justitsministeriet
GA
13.07.17
8
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0009.png
hjemsted og den måde, hvorpå forretningerne indgås?
C-341/16
Hanssen Beleggingen
Omfatter begrebet »sager om registrering eller
gyldighed af [...] varemærker« som omhandlet i artikel
22, nr. 4), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.
december 2000 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område også en sag anlagt
mod den i Benelux-varemærkeregistret registrerede
formelle indehaver af et Beneluxvaremærke med
påstand om, at sagsøgte over for Benelux-
varemærkekontoret skal afgive erklæring om, at
sagsøgte ikke har ret til det pågældende varemærke og
giver afkald på sin registrering som indehaver af
varemærket?
Kleinsteuber
1.a) Skal de relevante EU-retlige bestemmelser,
navnlig § 4, nr. 1) og 2), i rammeaftalen om
deltidsarbejde, der er vedlagt som bilag til direktiv
97/81 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde,
der er indgået af Unice, CEEP og EFS, som ændret
ved direktiv 98/23, samt artikel 4 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli
2006 om gennemførelse af princippet om lige
muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder
i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,
sammenholdt med Rådets direktiv 2000/78/EF af
27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn
til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er
til hinder for national lovgivning eller praksis, der for
så vidt angår beregning af størrelsen af en
erhvervstilknyttet pensionsordning sondrer mellem
arbejdsindkomst under bidragsberegningsgrænsen for
den lovbestemte pensionsforsikring og
arbejdsindkomst over bidragsberegningsgrænsen
(såkaldt »tvedelt pensionsberegningsformel«), og som
herved ikke behandler indkomst fra
deltidsbeskæftigelse således, at der først foretages en
beregning af indkomsten ved en tilsvarende
fuldtidsbeskæftigelse, på grundlag af hvilken der
foretages en beregning af, hvilken del af denne der
ligger henholdsvis over og under
idragsberegningsgrænsen, hvorefter dette forhold
overføres på den lavere indkomst fra
deltidsbeskæftigelsen? Såfremt spørgsmål 1. a)
besvares benægtende: b) Skal de relevante EU-retlige
bestemmelser, navnlig § 4, nr. 1) og 2), i
rammeaftalen om deltidsarbejde, der er vedlagt som
bilag til direktiv 97/81 om rammeaftalen vedrørende
deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og
EFS, som ændret ved direktiv 98/23, samt artikel 4 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF
af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om
lige muligheder for og ligebehandling af mænd og
kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
13.07.17
C-354/16
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
13.07.17
9
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0010.png
sammenholdt med Rådets direktiv 2000/78/EF af
27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn
til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er
til hinder for national lovgivning eller praksis, der for
så vidt angår beregning af størrelsen af en
erhvervstilknyttet pensionsordning sondrer mellem
arbejdsindkomst under bidragsberegningsgrænsen for
den lovbestemte pensionsforsikring, og
arbejdsindkomst over bidragsberegningsgrænsen
(såkaldt »tvedelt pensionsberegningsformel«), og
hvorved der for så vidt angår en arbejdstager, der dels
har været fuldtidsbeskæftiget, dels deltidsbeskæftiget,
ikke benyttes en periodeopdelt tilgang (f.eks. enkelte
kalenderår), men hvorefter der beregnes en fælles
beskæftigelsesgrad for hele ansættelsesforholdet og
først lader den tvedelte pensionsberegningsformel
finde anvendelse på den gennemsnitsløn, der herved
fremkommer? 2.Skal de relevante EU-retlige
bestemmelser, navnlig forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder i artikel 21 i den
Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, som konkret har fundet udtryk i Rådets
direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om
generelle rammebestemmelser om ligebehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv, særligt
artikel 1, 2 og 6, fortolkes således, at de er til hinder
for national lovgivning eller praksis angående en
erhvervstilknyttet pensionsordning, der
størrelsesmæssigt afhænger af forholdet mellem
anciennitet ved ansættelsesforholdets begyndelse og
opnåelse af den legale pensionsalder i henhold til den
lovbestemte pensionsforsikring (pro rataberegning i
henhold til pro rata temporis-princippet), og i hvilken
forbindelse der fastsættes et loft over det antal
tjenesteår, der kan medregnes, hvilket bevirker, at
arbejdstagere, som optjente deres anciennitet i en ung
alder, opnår en lavere arbejdsmarkedspension end
medarbejdere, der optjente deres anciennitet i en
højere alder, uanset at begge medarbejdere har
samme anciennitet?
C-368/16
Assens Havn (sag forelagt af Højesteret)
Sagen vedrører: Skal artikel 13, nr. 5,jf. artikel 14, nr.
2, litra a, i Domsforordningen (Rådets forordning
(EF) nr. 44/2001 af22. december 2000 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område)
fortolkes således, at en skadelidt, der efter national ret
har hjemmel til at anlægge sag direkte mod
skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en aftale
om værneting, som forsikringsgiver og
forsikringstager gyldigt har indgået efter
Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr.
2, litra a?
Patrick Breyer mod Europa-Kommissionen
(appel)
Påstande: Den appellerede dom ophæves. Der træffes
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Dom
13.07.17
C-213/15 P
Udenrigsministeriet
Dom
18.07.17
10
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0011.png
endelig afgørelse i sagen, og søgsmålet forkastes.
Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagens
omkostninger
C-143/16
Abercrombie & Fitch Italia
1. Den Europæiske Unions domstol forelægges i
henhold til artikel 267 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde følgende
præjudicielle spørgsmål: Er den nationale
bestemmelse i artikel 34 i lovdekret nr. 276/2003,
hvorefter vikarkontrakt under alle omstændigheder
kan indgås med henblik på arbejdsydelser udført af
personer under 25 år, i strid med princippet om
forbud mod forskelsbehandling på grund af alder i
direktiv 2000/78 og Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder (artikel 21, stk. 1)?
VCAST
a) Er en national lovgivning, som forbyder en
erhvervsdrivende til privatpersoner at udbyde
såkaldte cloud computing-tjenester til fjernstyret
videooptagelse med henblik på privatkopiering af
ophavsretligt beskyttede værker, via den
erhvervsdrivendes aktive medvirken i forbindelse
med optagelse og uden rettighedshaverens samtykke,
forenelig med fællesskabsretten
og i særdeleshed
artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om
harmonisering af visse aspekter af ophavsret og
beslægtede rettigheder i informationssamfundet (og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF
af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af
informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked og traktaten)? b) Er en
national lovgivning, hvorefter en erhvervsdrivende til
privatpersonerkan udbyde såkaldte cloud computing-
tjenester til fjernstyret videooptagelse med henblik på
privatkopiering af ophavsretligt beskyttede værker,
selv om dette indebærer en aktiv medvirken fra den
erhvervsdrivende side i forbindelse med optagelse,
herunder også uden rettighedshaverens samtykke,
mod en fast kompensation til rettighedshaveren, idet
den erhvervsdrivende i det væsentlige omfattes af en
tvangslicensordning, forenelig med EU-retten
og i
særdeleshed artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.
maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af
ophavsret og beslægtede rettigheder i
informationssamfundet (og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse
retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked og
traktaten)?
DD mod FRA (appel)
Påstande:
Personalerettens dom af 8. oktober
2015 i de forenede sager F-106/13 og F-25/14
ophæves delvist.
Følgelig:
annulleres de to
afgørelser truffet af FRA (om at pålægge appellanten
en irettesættelse og om at bringe hans
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
19.07.17
C-265/16
Kulturministeriet
GA
19.07.17
T-742/15 P
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
19.07.17
11
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0012.png
ansættelseskontrakt til ophør), ikke kun af
processuelle grunde, men ligeledes på grundlag af de
øvrige anbringender, der er anført under proceduren i
første instans.
tilkendes appellanten en passende
erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade, som
blev forvoldt ved den administrative undersøgelses
samt irettesættelsens åbenbare ulovlighed og
uretmæssige karakter. Denne ikkeøkonomiske skade
er efter ret og billighed opgjort til 15 000 EUR.
tilkendes appellanten en passende erstatning for den
lidte ikke- økonomiske skade, som blev forvoldt ved
den ulovlige procedure med henblik på og afgørelse
om at bringe ansættelseskontrakten til ophør. Denne
ikkeøkonomiske skade er efter ret og billighed
opgjort til 50 000 EUR.
FRA tilpligtes at betale sagens omkostninger.
C-187/16
Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig
Påstande: 1) Det fastslås, at Republikken Østrig har
tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 og
56 TEUF, henholdsvis artikel 4, sammenholdt med
artikel 11-37 i direktiv 92/50/EØF (1) og artikel 14,
20 og 23-55 i direktiv 2004/18/EF (2), for så vidt
som
den har tildelt tjenesteydelseskontrakter
vedrørende fremstilling af visse dokumenter, såsom
pas med chips, nødpas, opholdstilladelser,
identitetskort, pyrotekniske tilladelser, kørekort i
kreditkortformat og registreringsattester i
kreditkortformat under og over de i direktiv
92/50/EØF og direktiv 2004/18/EF gældende
tærskler i perioden før og efter gennemførelsen af
direktiv 2004/18/EF direkte til Österreichische
Staatsdruckerei GmbH, og
den har opretholdt
nationale bestemmelser, navnlig § 2, stk. 3, i
forbundslov om ændring af Österreichische
Staatsdruckereis retsforhold, som forpligter de
ordregivende myndigheder til udelukkende at tildele
disse tjenesteydelseskontrakter udelukkende til
Österreichische Staatsdruckerei GmbH. 2)
Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Shiri
1.) Skal bestemmelserne vedrørende retten til
effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser
vedrørende overførsler i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013
om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse
af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af en ansøgning om international
beskyttelse, der er indgivet af en
tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af
medlemsstaterne, navnlig artikel 27, stk. 1, på
baggrund af 19. betragtning fortolkes således, at en
asylansøger kan gøre gældende, at ansvaret overgår til
den anmodende medlemsstat på grund af udløbet af
overførselsfristen på seks måneder (artikel 29, stk. 1, i
forordning nr. 604/2013)? Såfremt første spørgsmål
besvares bekræftende: 2.) Overgår ansvaret i henhold
Miljø- og
Fødevareministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
20.07.17
C-201/16
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
20.07.17
12
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0013.png
til artikel 29, stk. 2, første punktum, i forordning nr.
604/2013 alene med udløbet af overførselsfristen,
eller kræver en ansvarsovergang på grund af fristens
udløb også, at den ansvarlige medlemsstat afviser
pligten til at overtage eller tilbagetage den pågældende
person?
C-251/16
Cussens
Sagen vedrører: 1. Finder princippet om misbrug af
rettigheder, der er anerkendt i [Den Europæiske
Unions] Domstols dom [af 21. februar 2006], [Halifax
m.fl. mod Commissioners of Customs and Excise (C-
255/02, EU:C:2006:121)], og som finder anvendelse
på momsområdet, anvendelse over for en person, når
der ikke findes en national foranstaltning, uanset om
den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som
gennemfører princippet, under omstændigheder som
de i denne sag omhandlede, hvor omdefineringen af
transaktionerne forud for salget og
salgstransaktionerne til køberne (samlet kaldet
»appellanternes transaktioner«), således som
[Revenue] Commissioners har påstået, vil medføre, at
appellanterne har et momstilsvar, når et sådant
momstilsvar ikke ville opstå, hvis de bestemmelser,
der var gældende i national lovgivning på det
relevante tidspunkt for appellanternes transaktioner,
finder anvendelse? 2. Såfremt svaret på det første
spørgsmål er, at princippet om misbrug af rettigheder
finder direkte anvendelse over for en person, selv når
der ikke findes en national foranstaltning, uanset om
den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som
gennemfører princippet, var princippet da
tilstrækkeligt klart og præcist til at kunne anvendes på
appellanternes transaktioner, som blev gennemført,
inden Domstolen afsagde Halifax-dommen, og
navnlig under hensyn til retssikkerhedsprincippet og
princippet om beskyttelse af appellanternes
berettigede forventning? 3. Såfremt princippet om
misbrug af rettigheder finder anvendelse på
appellanternes transaktioner, således at de skal
omdefineres a) hvorledes skal moms på
appellanternes transaktioner da beregnes og
opkræves, eftersom der ikke ville være moms at
beregne eller opkræve ifølge national ret, og b)
hvordan skal de nationale retsinstanser da pålægge et
sådant tilsvar? 4. Ved afgørelsen af, om det
væsentligste formål med appellanternes transaktioner
var at opnå en afgiftsfordel, bør den nationale ret da
behandle transaktionerne forud for salget (som er
blevet anset for alene at være gennemført af
afgiftsmæssige årsager) for sig selv, eller skal formålet
med appellanternes transaktioner behandles som en
helhed? 5. Skal section 4(9) i [Value Added Tax] Act
anses for en national lov, der gennemfører [Rådets
sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om
omsætningsafgifter
Det fælles
merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag
(EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv
Skatteministeriet
SKAT
GA
20.07.17
13
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0014.png
95/7/EF af 10. april 1995 (EFT L 102, s. 18)
(herefter »sjette direktiv«)], uanset at den er uforenelig
med lovbestemmelsen i sjette direktivets artikel 4, stk.
3, hvorefter appellanterne
hvis bestemmelsen
anvendes korrekt
skulle behandles som
afgiftspligtige hvad angår leveringen inden første
indflytning i ejendommene, uanset der var en tidligere
afgiftspligtig råden over ejendommene? 6. Såfremt
section 4(9) er uforenelig med sjette direktiv,
misbruger appellanterne, idet de støtter sig til denne
sub-section, da rettigheder i strid med de principper,
der er anerkendt i Halifax-dommen? 7. Subsidiært og
såfremt section 4(9) ikke er uforenelig med sjette
direktiv, har appellanterne da opnået en afgiftsfordel,
der er i strid med formålet med direktivet og/eller
section 4? 8. Selv såfremt section 4(9) ikke skal anses
for at gennemføre sjette direktiv, finder princippet
om misbrug af rettigheder, således som fastslået i
Halifaxdommen, da ikke desto mindre anvendelse på
de omtvistede transaktioner under henvisning til de i
Halifax-dommen opstillede kriterier?
C-256/16
Deichmann
Er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)
2016/223 af 17. februar 2016 om fastlæggelse af en
procedure for vurdering af en række anmodninger
om markedsøkonomisk behandling og individuel
behandling fra eksporterende producenter i Kina og
Vietnam og om gennemførelse af Domstolens dom i
de forenede sager C-659/13 og C-34/14 gyldig?
Gelvora
1. Er retsforholdet mellem et selskab, der har
erhvervet rettigheder til en gæld i henhold til en aftale
om overdragelse af krav, og en fysisk person, hvis
gældsbyrde er opstået i henhold til en
forbrugerkreditaftale, omfattet af anvendelsesområdet
for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne pådet
indre marked og om ændring af Rådets direktiv
84/450/EØF og Europa- Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004, når selskabet foretager
gældsinddrivelseshandlinger? 2. Såfremt svaret på
spørgsmål 1 er bekræftende, omfatter udtrykket
»produkt« i direktivets artikel 2, litra c), da handlinger
foretaget i forbindelse med udøvelsen af rettigheder
til gæld, der er erhvervet i henhold til aftalen om
overdragelse af krav, i sammenhæng med
gældsinddrivelse hos en fysisk person, hvis
gældsbyrde er opstået i henhold til en
forbrugerkreditaftale indgået med den oprindelige
kreditor? 3. Er retsforholdet mellem et selskab, der
har erhvervet rettigheder til en gæld i henhold til en
aftale om overdragelse af krav, og en fysisk person,
hvis gældsbyrde er opstået i henhold til en
forbrugerkreditaftale, og hvilken gældsbyrde allerede
Erhvervsstyrelsen
SKAT
GA
20.07.17
C-357/16
Forbrugerombuds-
manden
Dom
20.07.17
14
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0015.png
er blevet fastslået ved en endelig retsafgørelse og
overgivet til fogeden med henblik på fuldbyrdelse,
omfattet af direktivets anvendelsesområde, når
selskabet foretager parallelle
gældsinddrivelseshandlinger? 4. Såfremt svaret på
spørgsmål 3 er bekræftende, omfatter udtrykket
»produkt« i direktivets artikel 2, litra c), da handlinger
foretaget i forbindelse med udøvelsen af rettigheder
til gæld, der er erhvervet i henhold til aftalen om
overdragelse af krav, i sammenhæng med
gældsinddrivelse hos en fysisk person, hvis
gældsbyrde er opstået i henhold til en
forbrugerkreditaftale indgået med den oprindelige
kreditor og er blevet fastslået ved en endelig
retsafgørelse og overgivet til fogeden med henblik på
fuldbyrdelse?
C-393/16
Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne
1) Skal artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning
(EF) nr. 1234/2007 samt artikel 103, stk. 2, litra a),
nr. ii), i forordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes
således, at deres anvendelsesområde også omfatter
tilfælde, hvor den beskyttede oprindelsesbetegnelse
anvendes som del af en betegnelse for en fødevare,
som ikke svarer til produktspecifikationerne, og som
er tilsat en ingrediens, som svarer til
produktspecifikationerne? 2) Såfremt første
spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 118m,
stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EF) nr. 1234/2007
samt artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning
(EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at benyttelse af
en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en
betegnelse for en fødevare, som ikke svarer til
produktspecifikationerne, og som er tilsat en
ingrediens, som svarer til produktspecifikationerne,
udgør en udnyttelse af oprindelsesbetegnelsens
omdømme, hvis betegnelsen for fødevaren svarer til
den sædvanlige betegnelse i den relevante
kundekreds, og ingrediensen er tilsat i en mængde,
som er tilstrækkelig til at give produktet en væsentlig
egenskab? 3) Skal artikel 118m, stk. 2, litra b), i
forordning (EF) nr. 1234/2007 samt artikel 103, stk.
2, litra b), i forordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes
således, at anvendelse af en beskyttet
oprindelsesbetegnelse under de i andet spørgsmål
beskrevne omstændigheder udgør en uretmæssig
anvendelse, efterligning eller antydning? 4) Skal artikel
118m, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 1234/2007
samt artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr.
1308/2013 fortolkes således, at de kun finder
anvendelse på falske eller vildledende betegnelser,
som i den relevante kundekreds kan give et fejlagtigt
indtryk af produktets geografiske oprindelse?
Piscarreta Ricardo
1) Finder artikel 1 i Rådets direktiv 2001/23/EF af
12. marts 2001, navnlig dennes [stk. 1,] litra b),
anvendelse i en situation som i den foreliggende sag,
hvor en kommunal virksomhed (hvis eneste aktionær
Miljø- og
Fødevareministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
20.07.17
C-416/16
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
20.07.17
15
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017
1774806_0016.png
er kommunen) opløses i henhold til en afgørelse
truffet af en kommunes udøvende organ, idet
virksomhedens aktiviteter overføres dels til
kommunen, dels til en anden kommunal virksomhed
(hvis virksomhedsformål blev ændret med henblik
herpå, og som også ejes af kommunen alene), dvs.
kan det antages, at der under sådanne
omstændigheder har fundet en overførsel sted af en
virksomhed eller bedrift som omhandlet i det nævnte
direktiv? 2) Er en arbejdstager, der ikke faktisk
udøver sin funktion (navnlig henset til, at den
pågældende har orlov), omfattet af begrebet
»arbejdstager« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra
d), i direktiv 2001/23, og overgår rettighederne og
forpligtelserne i henhold til ansættelseskontrakten
dermed til erhververen som omhandlet i det nævnte
direktivs artikel 3, stk. 1? 3) Er det foreneligt med
EU-retten at fastsætte begrænsninger for overførslen
af arbejdstagere, navnlig for så vidt angår
ansættelsesforholdets karakter eller dettes varighed, i
forbindelse med overførsel af en virksomhed eller
bedrift, navnlig dem, der er omfattet af artikel 62, stk.
5, 6 og 11, i RJAEL [retlig ordning for lokale
virksomheders aktivitet og lokale myndigheders
kapitalandele]?
C-434/16
Nowak
1 Kan oplysninger, der er nedskrevet/givet som svar
af en deltager i forbindelse med en faglig prøve, være
personoplysninger som omhandlet i direktiv
95/46/EF? 2 Hvis svaret på det første spørgsmål er,
at alle eller nogle af sådanne oplysninger kan være
personoplysninger som omhandlet i direktivet, hvilke
faktorer er da relevante for at afgøre, om en sådan
besvarelse i givet tilfælde er personoplysninger, og
hvilken vægt bør sådanne faktorer tillægges?
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
20.07.17
16