EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 696
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

26. maj 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-649/15 P

Titel og kort sagsresumé

TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] ophæves, for så

vidt som den frifinder Kommissionen for TV2's

principale påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de undersøgte

foranstaltninger udgjorde statsstøtte omfattet af

artikel 107, stk. 1, TEUF. Subsidiært hjemvises denne

del af sagen til Retten til fornyet behandling. Den

appellerede dom ophæves, for så vidt som den

frifinder Kommissionen for anden del af TV2's

subsidiære påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de licensmidler, der i årene

1997-2002 blev overført til TV2 og derefter

videreført til Regionerne, udgjorde statsstøtte til TV2.

Subsidiært hjemvises denne del af sagen til Retten til

fornyet behandling. Den appellerede dom ophæves,

for så vidt som den pålægger TV2 at bære sine egne

omkostninger og betale tre fjerdele af

Kommissionens omkostninger. Kommissionen

tilpligtes at betale TV2's sagsomkostninger for Retten

såvel som for Domstolen. Såfremt der sker

hjemvisning til Retten, henvises afgørelsen om

sagsomkostninger for den hjemviste del af sagen også

til Retten.

Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark

(appel)

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

Processkridt

Dato

30.05.17

C-657/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

30.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

Ved denne anke nedlægger Viasat følgende påstande:

Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-

674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen

ophæves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af

24. september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark

mod Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje

led i sagsøgerens føsrste anbringende til følge,

ophæves (påstand 2) og Kommissionens frifindes i

annullationssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget

Danmark og TV2/Danmark og Kongeriget

Danmark, sagsøgere i første instans, tilpligtes at

betale Viasats sagsomkostninger

C-656/15 P

Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)

Med denne appel nedlægger Kommissionen påstand

om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som

denne dom annullerer Kommissions afgørelse

2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks

foranstaltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så

vidt som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter

fra 1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-

Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør

Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl

ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet

"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af

begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne

sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel

gældende. Kommissionens appel i nærværende sag

vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der

indgik i TV2 Reklame som følge af salg af

reklamespots og tekst-tvreklamer

(reklameindtægterne) er statsmidler i artikel 107, stk.

1, TEUFs forstand.

Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes

m.fl. (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling)

den 7. oktober 2015 i sag T-689/13, Bilbaína de

Alquitranes m.fl. mod Kommissionen,

EU:T:2015:767, ophæves.

—

Sagen hjemvises til

Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

30.05.17

C-691/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Mundtlig

forhandling

15.06.17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-45/15 P

Titel og kort sagsresumé

Safa Nicu Sepahan Co. mod Rådet for Den

Europæiske Union (appel)

Påstande: 1. Den dom, som Retten afsagde den 25.

november 2014 i sag T-384/11, ophæves delvist, for

så vidt som Retten: herved undlod at fastslå den af

Safa Nicu Sepahan Co. lidte økonomiske skade og

tilkende erstatning herfor fastslog, at Safa Nicu

Sepahan Co. havde lidt ikke-økonomisk skade, men

Interessent

Udenrigsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

30.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

kun tilkendte et vilkårligt lavt beløb på 50 000 EUR i

erstatning for denne skade.

C-164/16

Mercedes Benz Financial Services UK

Sagen vedrører: 1) Hvad skal der forstås ved ordene

»en kontrakt [...] med den klausul, at ejendomsretten

under normale forhold erhverves senest ved betaling

af det sidste afdrag« i artikel 14, stk. 2, litra b)[, i

direktiv 2006/112]? 2) Kræver udtrykket »under

normale forhold«

–

navnlig i forbindelse med den

foreliggende sag

–

at en skattemyndighed begrænser

sig til at identificere eksistensen [org. s. 14] af en

købsoption, som kan udnyttes senest ved betaling af

det sidste afdrag? 3) Eller kræver udtrykket »under

normale forhold«, at den nationale myndighed går

videre og fastlægger det økonomiske formål med

kontrakten? 4) Hvis det tredje spørgsmål bevares

bekræftende: a. Bør fortolkningen af artikel 14, stk.

2,[i direktiv 2006/112] påvirkes af en analyse af, om

det er sandsynligt, at kunden udnytter en sådan

option? b. Er størrelsen af den pris, der skal betales

ved udnyttelsen af købsoptionen, relevant med

henblik på at fastlægge kontraktens økonomiske

formål?

Folk

Sagen vedrører: 1. Skal Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om

miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og

afhjælpning af miljøskader (EUT L 143, s. 56), ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/21/EF af 15. marts 2006 (EUT L 102, s. 15) og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31 EF

af 23. april 2009 (EUT 140, s. 114)

(miljøansvarsdirektivet) også anvendes på skader, der

ganske vist er opstået efter den i

miljøansvarsdirektivets artikel 19, stk. 1, nævnte dato,

men som kan henføres til driften af et anlæg

(vandkraftværk), som blev godkendt og taget i drift

inden den nævnte dato, og som er omfattet af en

bevilling i overensstemmelse med lovgivningen på

vandområdet?

Elecdey Carcelen m.fl.

Sagen vedrører: 1) På baggrund af de

»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i

direktiv 2009/28/EF, og som omfatter

skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,

hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,

der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de

nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at

være obligatoriske og er bindende for

medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte

virkning, således at de kan påberåbes direkte af de

berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder

for retslige eller administrative myndigheder? 2)

Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte

»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset

Skatteministeriet

31.05.17

C-529/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

01.06.17

Forenede

sager

C-215/16,

C-216/16,

C-220/16 og

C-221/16

Energistyrelsen

01.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette

skal forstås således, at disse incitamenter netop

omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud

mod enhver form for konkret og individuel

afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der

pålægges økonomisk virksomhed og produktion af

elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?

Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det

ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses

for at omfatte et forbud mod sammenfald,

dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til

flere almindelige eller individuelle afgifter, som

pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af

produktion af vedvarende energi, når de rammer den

samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges

den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det

foregående spørgsmål besvares benægtende, og det

accepteres, at energi fra vedvarende energikilder

pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige

formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv

2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at

formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at

den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin

opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig

karakter og ikke blot en budget- eller

opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel

4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de

afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for

energiprodukter og elektricitet, som reference

benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,

forstået som summen af alle de direkte eller indirekte

afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen

til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som

kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale

afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig

karakter i betragtning af såvel deres opbygning som

deres specifikke formål, som fortolket under hensyn

til svaret på det foregående spørgsmål?

C-541/15

Freitag

Sagen vedrører: Skal artikel 18 og 21 TEUF fortolkes

således, at myndighederne i en medlemsstat er

forpligtet til at anerkende en navneændring for en

statsborger i den pågældende medlemsstat, hvis

denne samtidig er statsborger i en anden

medlemsstat, og i denne medlemsstat gennem en

navneændring, som ikke er knyttet til en familieretlig

statusændring, har fået sit oprindelige, ved fødslen

givne efternavn (tilbage), selvom generhvervelsen af

navnet ikke er sket under familiemedlemmets

sædvanlige ophold i den anden medlemsstat og efter

hans ansøgning?

Van der Weegen et Pot

Sagen vedrører: Er artikel 21, nr. 5), i WIB 1992, som

affattet ved artikel 170 i lov af 25. april 2014 om

forskellige bestemmelser, i strid med artikel 56 og 63

TEUF samt artikel 36 og 40 i EØS-aftalen, idet de

Økonomi- og

Indenrigsministeriet

Børne- og

Socialministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

08.06.17

C-580/15

Finanstilsynet

Dom

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

omhandlede bestemmelser, selv om de gælder uden

forskel for inden- og udenlandske tjenesteydere,

kræver, at der skal opfyldes betingelser, der svarer til

betingelserne i artikel [2] i KB/WIB 1992, som de

facto er en særbestemmelse for det belgiske marked

og udgør en alvorlig hindring for, at udenlandske

tjenesteydere kan tilbyde deres tjenester i Belgien?

C-689/15

W. F. Gözze

Sagen vedrører: 1. Kan anvendelsen af et individuelt

varemærke som kvalitetscertificering udgøre

varemærkemæssig brug som omhandlet i artikel 9,

stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

i forhold til de varer, som kvalitetscertificeringen

anvendes for? 2. Såfremt det første spørgsmål

besvares bekræftende: Skal et sådant varemærke

erklæres ugyldigt i henhold til artikel 52, stk. 1, litra a),

sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra g), i

[forordning nr. 207/2009], eller erklæres fortabt ved

tilsvarende anvendelse afsamme forordnings artikel

73, litra c), hvis varemærkeindehaveren ikke gennem

regelmæssige kvalitetskontroller hos sine licenstagere

sikrer rigtigheden af de forventninger til kvaliteten,

som tegnet er forbundet med i handelen?

Vinyls Italia

Sagen vedrører: Spørgsmål 1: Indebærer den

mulighed for at »godtgøre«, som er indrømmet den,

der har nydt godt af en handling, som er til skade for

alle kreditorerne, ifølge artikel 13 i forordning nr.

1346/2000 for at modsætte sig anfægtelsen af denne

handling i henhold til bestemmelserne i lex fori

concursus, at den interesserede part skal fremsætte en

processuel indsigelse i snæver betydning inden

udløbet af den i domslandets lovgivning fastlagte

frist, påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i

forordningen og godtgøre, at de to betingelser i den

nævnte bestemmelse er opfyldt, eller finder artikel 13

i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, såfremt den

interesserede part har påberåbt sig den omhandlede

bestemmelse under csagen, også efter udløbet af den i

domslandets lov fastlagte frist for fremsættelse af

processuelle indsigelser, eller kan indsigelsen også

konstateres af retten af egen drift, forudsat at den

interesserede part har godtgjort, at den skadelige

handling er undergivet lex causae i en anden

medlemsstat, hvis lovgivning i det pågældende

tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte

denne handling? Spørgsmål 2: Skal henvisningen i

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 til

bestemmelserne i lex causae med henblik på at

fastlægge, hvorvidt »denne lovgivning i det

pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for

at anfægte denne handling«, fortolkes således, at den

part, som har bevisbyrden, skal godtgøre, at lex

causae i den konkrete situation ikke på et generelt og

abstrakt plan fastlægger retsmidler til at anfægte en

angiveligt skadelig handling som den i sagen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

08.06.17

C-54/16

Justitsministeriet

Dom

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

omhandlede

–

betaling af en kontraktmæssig gæld

–

eller således, at den part, som har bevisbyrden, skal

godtgøre, at i det omfang en sådan form for handling

kan anfægtes i henhold til lex causae er de materielle

betingelser

–

der afviger fra dem i lex fori concursus

–

ikke opfyldt, for at anfægtelsen kan tages til følge i

den verserende sag? Spørgsmål 3: Kan den ved

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indførte

undtagelsesordning

–

henset til formålet med

bestemmelsen, dvs. at beskytte parternes ikke

kulpøse forventning om, at handlingen i henhold til

lex causae er uomstødelig

–

finde anvendelse også i

det tilfælde, hvor kontraktparterne har hjemsted i en

og samme medlemsstat, hvis lovgivning forventes at

blive lex fori concursus i tilfælde af en af parternes

insolvens, men parterne ved en klausul om valg af

lovgivningen i en anden medlemsstat undtager

omstødelse af handlinger til gennemførelse af den

omhandlede kontrakt fra anvendelsen af ufravigelige

regler i lex fori concursus, hvis formål er at beskytte

princippet [org. s. 8] om kreditorernes ligestilling,

hvilket i tilfælde af senere indtrådt insolvens er til

skade for alle kreditorerne? Spørgsmål 4: Skal artikel

1, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 fortolkes således,

at »situationer, hvor der skal foretages et lovvalg«,

med hensyn til forordningens anvendelse også

omfatter det tilfælde, hvor en timecharterkontrakt

indgås i en medlemsstat af selskaber med hjemsted i

denne medlemsstat, men indeholder en klausul om

valg af lovgivningen i en anden medlemsstat?

Spørgsmål 5: Såfremt spørgsmål 4 besvares

bekræftende, skal artikel 3, stk. 3, i forordning nr.

593/2008, sammenholdt med artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000, da fortolkes således, at parternes valg

af, at en kontrakt undergives lovgivningen i en anden

medlemsstat end den, hvor »alle andre elementer

med relevans for sagen« er lokaliseret, ikke berører

anvendelsen af ufravigelige regler i den sidstnævnte

medlemsstats lovgivning, der i egenskab af lex fori

concursus finder anvendelse på muligheden for at

anfægte handlinger indgået før insolvensen, som er

til skade for alle kreditorerne, og således har forrang

for undtagelsesbestemmelsen i artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000?

C-214/16

King

Sagen vedrører: 1. Hvis der er en tvist mellem en

arbejdstager og en arbejdsgiver med hensyn til,

hvorvidt arbejdstageren har ret til årlig betalt ferie i

henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88, er det da

foreneligt med EU-retten, og navnlig princippet om

et effektivt retsmiddel, hvis arbejdstageren skal

afholde ferie, inden han kan få fastslået, om han har

ret til betalt ferie? 2. Hvis arbejdstageren ikke

afholder hele eller en del af den årlige ferie, som han

har ret til, i det ferieår, hvor denne ret bør udøves,

under omstændigheder, hvor han ville have gjort det,

hvis ikke arbejdsgiveren havde nægtet ham betalt ferie

for enhver ferie, han afholder, kan arbejdstageren da

Beskæftigelsesministe-

riet

Styrelsen for

Arbejdsmarked og

Rekruttering

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

påstå, at han er forhindret i at udøve sin ret til betalt

ferie, således at denne ret overføres, indtil han har

mulighed for at udøve den? 3. Hvis retten overføres,

overføres den da på ubestemt tid, eller er der en

begrænset periode for udøvelsen af den overførte ret

analogt med de begrænsninger, der gælder, når

arbejdstageren ikke kan udøve retten til ferie i det

relevante ferieår på grund af sygdom? 4. Hvis en

overførselsperiode ikke er fastsat ved lov eller

kontrakt, har retten da pligt til at indføre en grænse

for overførselsperioden med henblik på at sikre, at

anvendelsen af [Working Time] Regulations ikke

fordrejer formålet med artikel 7? 5. Er en periode på

18 måneder efter udløbet af det år, hvori feriekravet

er optjent, i bekræftende fald forenelig med retten i

henhold til artikel 7?

C-268/16 P

Binca Seafoods GmbH mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten den 11. marts

2016 i sag T-94/15 annulleres.

—

Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1358/2014 af 18.

december 2014 om ændring af forordning (EF) nr.

889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår

økologiske akvakulturdyrs oprindelse, opdrætspraksis

for akvakulturdyr, foder til økologiske akvakulturdyr

og produkter og stoffer, der er tilladt i produktionen

af økologisk akvakultur (1), annulleres.

Sharda Europe

Sagen vedrører: 1) Eftersom der er

uoverensstemmelser mellem de forskellige

sprogversioner af artikel 3, stk. 2, i Kommissionens

direktiv 2008/69/EF af 1. juli 2008, ligesom en

eventuel uoverensstemmelse med syvende

betragtning til direktivet, forelægges Domstolen

følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse: »Skal den

dato af 31. december 2008, som er indeholdt i artikel

3, stk. 2, i Kommissionens direktiv 2008/69/EF af 1.

juli 2008, i den spanske sprogversion, forstås som

udløbet af fristen for, hvornår medlemsstaternesenest

kan foretage en revurdering, eller som datoen for,

hvornår de aktivstoffer, som skal revurderes, senest

skal være optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF,

eller som slutdatoen for, hvornår anmodningen om

optagelse kan indgives?« 2) Er udtrykket »pr. 31.

december 2008« 1 i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens

direktiv 2008/69/EF en endelig frist som følge af det

formål, der kan udledes af Rådets direktiv

91/414/EØF af 15. juli 1991, og hvorefter

medlemsstaterne ikke kan udvide fristen, således at

beregningen heraf ikke er mulig i henhold til dette

direktiv? 3) Såfremt fristen kan forlænges, skal den da

forlænges af objektive grunde om force majeure eller

betyder det forhold, at medlemsstaterne er tillagt et

mandat i artikel 3, at de kan forlænge fristen i

henhold til deres nationale lovgivninger i

overensstemmelse med de forudsætninger og krav,

Miljø- og

Fødevareministeriet

08.06.17

C-293/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

som kan udledes heraf?

C-296/16 P

Dextro Energy GmbH & Co. KG mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions

Ret den 16. marts 2016, sag T-100/15, ophæves i sin

helhed. Såfremt appellen tages til følge, nedlægges der

påstand om, at de i førsteinstansen nedlagte påstande

tages til følge i deres helhed, nemlig, at: 1.

Kommissionens forordning (EU) 2015/8 (1) af 6.

januar 2015 om afvisning af visse andre

sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der

henviser til en reduceret risiko for sygdom og til

børns udvikling og sundhed, annulleres.

2. Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

A.S.

Sagen vedrører: 1) Finder domstolsbeskyttelsen som

omhandlet i artikel 27 i forordning nr. 604/2013 også

anvendelse i forbindelse med fortolkningen af

betingelserne for at anvende det kriterium, der er

fastsat i artikel 13, stk. 1, når en medlemsstat træffer

afgørelse om ikke at behandle en ansøgning om

international beskyttelse på et tidspunkt, hvor en

anden medlemsstat allerede har påtaget sig ansvaret

for at behandle ansøgerens ansøgning på samme

grundlag, og når ansøgeren har anfægtet denne

afgørelse? 2) Skal betingelsen om ulovlig passage som

omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr.

604/2013 fortolkes uafhængigt og selvstændigt eller

sammenholdt med artikel 3, nr. 2), i direktiv

2008/115 om tilbagesendelse og

Schengengrænsekodeksens artikel 5, der definerer

begrebet ulovlig grænsepassage, og skal denne

fortolkning anvendes på artikel 13, stk. 1, i forordning

nr. 604/2013? 3) Skal begrebet ulovlig passage som

omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr.

604/2013 i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål

og under hensyn til omstændighederne i den

foreliggende sag fortolkes således, at der ikke sker

ulovlig grænsepassage, når en medlemsstats offentlige

myndigheder organiserer grænsepassagen med

henblik på at sikre gennemrejse til en anden EU-

medlemsstat? 4) Såfremt det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, skal artikel 13, stk. 1, i

forordning nr. 604/2013 da som følge heraf fortolkes

således, at den er til hinder for, at en

tredjelandsstatsborger tilbageføres til den stat, hvori

den pågældende oprindeligt

er indrejst på EU’s

område? 5) Skal artikel 27 i forordning nr. 604/2013

fortolkes således, at de frister, der er fastsat i artikel

13, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, afbrydes, når ansøgeren

har udøvet sin ret til domstolsbeskyttelse, og navnlig

når dette også indebærerforelæggelsen af et

præjudicielt spørgsmål, eller når den nationale ret

afventer Den Europæiske Unions Domstols

besvarelse af et sådant spørgsmål, der er forelagt i en

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

08.06.17

C-490/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

anden sag? Subsidiært spørges, om disse frister løber i

et sådant tilfælde, selv om den ansvarlige medlemsstat

imidlertid ikke har ret til at afslå at modtage den

pågældende?

C-646/16

Jafari

Uddrag af de præjudicielle spørgsmål: 1. Skal der ved

fortolkningen af artikel 2, litra m), artikel 12 og artikel

13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

ansøgning om international beskyttelse, der er

indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i

en af medlemsstaterne (omarbejdning), herefter

»Dublin III-forordningen«, tages hensyn til andre

retsakter, med hvilke Dublin III-forordningen har

berøringspunkter, eller skal disse bestemmelser

tillægges en betydning uafhængigt heraf? 2. Såfremt

Dublin III-forordningens bestemmelser skal fortolkes

uafhængigt af andre retsakter: a) Skal den

omstændighed, at en medlemsstat under de forhold,

der foreligger i hovedsagerne, og som er kendetegnet

ved, at de fandt sted i en periode, hvor de nationale

myndigheder i de stater, der spillede den største rolle i

denne forbindelse, stod over for et usædvanligt stort

antal personer, der ønskede at rejse gennem deres

område, reelt har accepteret en indrejse på sit område,

der alene fandt sted med henblik på at rejse gennem

den pågældende medlemsstat og ansøge om

international beskyttelse i en anden medlemsstat,

anses for »visum« som omhandlet i Dublin III-

forordningens artikel 2, litra m), og artikel 12?

Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares bekræftende: b)

Skal det med hensyn til den reelle accept af indrejsen

med henblik på gennemrejse lægges til grund, at

»visummet« har mistet sin gyldighed ved udrejsen fra

den pågældende medlemsstat? c) Skal det med hensyn

til den reelle accept af indrejsen med henblik på

gennemrejse lægges til grund, at »visummet« stadig er

gyldigt, såfremt udrejsen fra den pågældende

medlemsstat endnu ikke har fundet sted, eller mister

»visummet« uanset den udeblevne udrejse sin

gyldighed på det tidspunkt, hvor en ansøger endeligt

opgiver sit forehavende om at ville rejse til en anden

medlemsstat? d) Indebærer den omstændighed, at

ansøgeren opgiver sit forehavende om at ville rejse til

den medlemsstat, der oprindeligt var tænkt som

destination, at der er tale om, at der er begået svig,

efter at »visummet« er udstedt, som omhandlet i

Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 5, således at

den medlemsstat, der har udstedt »visummet«, ikke er

ansvarlig? Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares

benægtende: e) Skal formuleringen »[at en ansøger]

ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad

land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er

indrejst fra et tredjeland« i Dublin III-forordningens

artikel 13, stk. 1, fortolkes således, at der under de

nævnte særlige forhold i hovedsagerne ikke skal

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

antages at foreligge en ulovlig passage af den ydre

grænse?

C-258/14

Florescu e.a.

Sagen vedrører: 1. Kan et memorandum såsom

Aftalememorandum mellem Det Europæiske

Fællesskab og Rumænien af 23. juni 2009,

offentliggjort i Monitorul Oficial al României den 1.

juli 2009, nr. 455, anses for at være en retsakt, en

beslutning, en meddelelse osv., som ifølge

Domstolens praksis (dom af 3.2.1976, 59/75, Flavia

Manghera, og af 20.3.1997, C-57/95, Frankrig mod

Kommissionen) har juridisk værdi og kan fortolkes af

Den Europæiske Unions Domstol? 2. I bekræftende

fald, skal Aftalememorandum mellem Det

Europæiske Fællesskab og Rumænien af 23. juni

2009, offentliggjort i Monitorul Oficial al României

den 1. juli 2009, nr. 455, da fortolkes således, at

Europa-Kommissionen

–

med henblik på at afbøde

konsekvenserne af finanskrisen gennem reduktion af

personaleomkostningerne

–

lovligt må pålægge

vedtagelsen af en national lov, som fratager en person

retten til bidragspligtig pension, der er optjent

gennem mere end 30 år, og som er fastlagt lovligt og

oppebåret inden lovens indførelse, fordi personen

oppebærer løn for en anden aktivitet udøvet i kraft af

en anden arbejdskontrakt end den, ifølge hvilken

personen er pensioneret? 3. Skal Aftalememorandum

mellem Det Europæiske Fællesskab og Rumænien af

23. juni 2009 fortolkes således, at Europa-

Kommissionen

–

med henblik på at afbøde

konsekvenserne af finanskrisen

–

lovligt må pålægge

vedtagelsen af en national lov, hvorefter en person

fuldstændigt og tidsubegrænset fratages retten til

bidragspligtig pension, der er optjent gennem mere

end 30 år, og som er fastlagt lovligt og oppebåret

inden lovens indførelse, fordi personen oppebærer

løn for en anden aktivitet udøvet i kraft af en anden

arbejdskontrakt end den, ifølge hvilken personen er

pensioneret? 4. Skal memorandummet in integrum,

og især punkt 5, litra d), om omorganisering og

forbedring af den offentlige forvaltnings effektivitet,

fortolkes således, at Europa-Kommissionen

–

med

henblik på at afbøde konsekvenserne af finanskrisen

–

lovligt har pålagt vedtagelsen af en national lov,

hvorefter pensionerede offentlige funktionærer ikke

må kumulere pension med løn? 5. Kan artikel 17, 20,

21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, artikel 6 i traktaten om

Den Europæiske Union (TEU), artikel 110 i traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

retssikkerhedsprincippet som fastlagt i EU-retten og

Den Europæiske Unions Domstols praksis fortolkes

således, at de er til hinder for en bestemmelse, såsom

artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004, ifølge hvilken

alene nationale retsafgørelser på forvaltningsrettens

område kan genoptages i tilfælde af tilsidesættelse af

Udenrigsministeriet

Dom

13.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

princippet om EU-rettens forrang, hvorimod

nationale retsafgørelser på andre områder (det civil-,

straffe- og handelsretlige område) i tilfælde af

tilsidesættelse af samme princip om EU-rettens

forrang ikke kan genoptages? 6. Er artikel 6 TEU til

hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter

udbetaling af pension til retsembedsmænd fastlagt på

grundlag af deres indbetalinger gennem mere end 30

års ansættelse inden for retsvæsenet er betinget af

ophøret af deres arbejdskontrakt som

universitetslærer i jura? 7. Er artikel 6 TEU, artikel 17,

stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og Den Europæiske

Unions Domstols praksis til hinder for bestemmelser,

som fratager den berettigede retten til pension, selv

om denne pension er fastlagt på grundlag af

indbetalinger gennem mere end 30 år, mens

retsembedsmændene for deres aktivitet som

universitetslærer særskilt har indbetalt og fortsat

indbetaler til pension? 8. Er artikel 6 TEU,

bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv

2000/78 om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk oprindelse og Den Europæiske Unions

Domstols praksis til hinder for en dom afsagt af

forfatningsdomstolen i en medlemsstat, som

–

forbindelse med vurdering af, om en lov er forenelig

med forfatningen

–

fastslår, at alene personer

udnævnt i kraft af et mandat har ret til at kumulere

pension med løn, hvorimod denne ret ikke tilkendes

retsembedsmænd, der således ikke må oppebære

pension fastlagt på grundlag af individuelle

indbetalinger gennem mere end 30 år, fordi de

sidstnævnte har fortsat deres undervisningsaktivitet

som universitetslærer i jura? 9. Er artikel 6 TEU og

Den Europæiske Unions Domstols praksis til hinder

for bestemmelser, hvorefter udbetaling af

retsembedsmændenes pension fastlagt pågrundlag af

indbetalinger gennem mere end 30 år er

tidsubegrænset betinget af ophøret som

universitetslærer? 10. Er artikel 6 TEU og Den

Europæiske Unions Domstols praksis til hinder for

bestemmelser, som påvirker den rimelige balance

mellem beskyttelse af personers ejendom og det

almene hensyn, idet kun en bestemt kategori af

personer tvinges til at miste retten til

retsembedsmændenes pension, fordi de er ansat som

universitetslærere?

C-610/15

Stichting Brein

Sagen vedrører: 1) Foretager en administrator af et

websted en overføring til almenheden som

omhandlet i artikel 3, stk. 1, i ophavsretsdirektivet,

såfremt der ikke findes beskyttede værker på

administratorens websted, men et system [som

beskrevet nedenfor i punkt 1-13 og 30], hvorved

meta-information om beskyttede værker, der befinder

sig på brugernes computere, indekseres og

kategoriseres, således at brugerne ved hjælp heraf kan

spore og up- og downloade de beskyttede værker? 2)

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

14.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Er der i ophavsretsdirektivets artikel 8, stk. 3, og

artikel 11 i håndhævelsesdirektivet hjemmel til at

udstede et påbud til en sådan mellemand, som

omhandles i disse bestemmelser, såfremt denne

mellemmand gør det lettere for tredjemand at udføre

ophavsretskrænkelser på den måde, der er beskrevet i

spørgsmål 1?

C-678/15

Khorassani

Sagen vedrører: Den Europæiske Unions Domstol

forelægges i henhold til artikel 267 TEUF følgende

spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.

april 2004 om markeder for finansielle instrumenter,

om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og

93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets

direktiv 93/22/EØF (EUT L 145, s. 1): Er accept og

formidling af en ordre, som omhandler en

porteføljepleje [artikel 4, stk. 1, nr. 9), i direktiv

2004/39/EF], en investeringsservice som defineret i

artikel 4, stk. 1, nr. 2), første punktum, sammenholdt

med bilag I, afsnit A, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF?

Online Games e.a.

Sagen vedrører: Skal artikel 56 TEUF og artikel 49

TEUF ff. i lyset af EMRK’s

artikel 6, sammenholdt

med chartrets artikel 47, fortolkes således, at disse

bestemmelser med hensyn til domstolenes

objektivitet og upartiskhed, som er påkrævet henset

til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

retspraksis (navnlig dennes dom af 18.5.2010,

64962/01, præmis 54), er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter det ikke er den

retshåndhævende myndighed (eller et andet statsligt

retsforfølgningsorgan) i dennes funktion som

repræsentant for anklagemyndigheden, men derimod

den domstol, som skal træffe afgørelse om

lovligheden af den påklagede strafferetlige

foranstaltning, der (i en og samme person/funktion)

af egen drift og uafhængigt af parternes adfærd i

første omgang helt selvstændigt skal betegne og

afgrænse den dokumentation, som i forbindelse med

en administrativ sanktionsprocedure skal fremlægges

til begrundelse af den strafferetligt beskyttede

monopollignende regulering af det nationale marked

for hasardspil, i lyset af Den Europæiske Unions

Domstols retspraksis (navnlig dennes dom af

30.4.2014, C-390/12, ECLI:EU:C:2014:281, »Pfleger

m.fl.«), og også efterfølgende autonomt og

investigativt skal efterforske og bedømme denne?

Menini et Rampanelli

Sagen vedrører:

–

Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv

2013/11, for så vidt som det heri bestemmes, at

direktivet »[ikke berører] direktiv 2008/52«, fortolkes

således, at denne bestemmelse ikke berører de enkelte

medlemsstaters mulighed for at gøre mægling

obligatorisk udelukkende i de tilfælde, som ikke er

Finanstilsynet

Dom

14.06.17

C-685/15

Justitsministeriet

Dom

14.06.17

C-75/16

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

14.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2013/11,

dvs. de i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/11

omhandlede tilfælde, aftaleretlige tvister, der opstår i

forbindelse med andre aftaler end købs- eller

tjenesteydelsesaftaler, samt tvister, som ikke vedrører

forbrugere?

– Skal artikel 1 […] i direktiv 2013/11,

for så vidt som denne bestemmelse sikrer

forbrugerne mulighed for at indgive klager mod

erhvervsdrivende til specifikke instanser for alternativ

tvistbilæggelse, fortolkes således, at denne

bestemmelse er til hinder for en national ordning,

hvorefter gennemførelse af mægling i en af de i artikel

2, stk. 1, i direktiv 2013/11 omhandlede tvister er en

betingelse for at realitetsbehandle et søgsmål for

domstolene anlagt af den part, som anses for

forbruger, og under alle omstændigheder for en

national ordning, som fastsætter, at den forbruger,

som deltager i mæglingen i en af de ovennævnte

tvister, skal bruge en advokat og bære de hermed

forbundne omkostninger, og ifølge hvilken parten

kun har mulighed for at undlade at deltage i

mæglingen, såfremt der er berettigede grunde herfor?

C-334/16

Núñez Torreiro

Sagen vedrører: 1) Kan begrebet »færdsel med

køretøjer«

–

eller »kørsel« som forsikringsrisiko i

forbindelse med ansvarsforsikring for

motorkøretøjer, som EU-retten (bl.a. artikel 3 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/103/EF af 16.9.2009) henviser til, fastlægges i

en medlemsstats nationale lovgivning på en anden

måde, end den er fastlagt i EU-retten? 2) Såfremt

dette spørgsmål besvares bekræftende, kan dette

begreb da udelukke (ud over bestemte personer,

køretøjer med særligt kendemærke eller bestemte

arter af køretøjer, jf. nævnte direktivs artikel 5, stk. 1

og 2) tilfældeaf færdsel, afhængig af det område, hvor

den finder sted, som f.eks. veje eller terræner, der

»ikke er egnede« til færdsel? 3) Kan bestemte former

for anvendelse af køretøjet, der er forbundet med

formålet hermed (f.eks. i forbindelse med sports-,

industri- eller landbrugsaktiviteter) eller med førerens

hensigt (f.eks. at anvende køretøjet til at begå en

forsætlig forbrydelse) udelukkes fra at være »kørsel«?

TofuTown.com

Sagen vedrører: 1. Kan artikel 78, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles

markedsordning for landbrugsprodukter og om

ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72,

(EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr.

1234/2007 (herefter »forordning (EU) nr.

1308/2013«) fortolkes således, at definitioner,

betegnelser og varebetegnelser i den betydning, hvori

udtrykkene anvendes i bilag VII, ikke behøver at

opfylde de hertil svarende krav i dette bilag, når de

tilsvarende definitioner, betegnelser eller

varebetegnelser ledsages af præciserende eller

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

14.06.17

C-422/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

14.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

beskrivende tilføjelser (som f.eks. »tofusmør« for et

rent vegetabilsk produkt)? 2. Skal bilag VII, del III,

nr. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 forstås

således, at udtrykket »mælk« udelukkende er

forbeholdt et produkt, der stammer fra normal

yversekretion og er opnået ved en eller flere

malkninger, uden nogen tilsætning eller fjernelse af

bestanddele, eller må udtrykket »mælk«

–

eventuelt

ved tilføjelse af forklarende begreber som f.eks.

»sojamælk«

–

også anvendes til vegetabilske

(veganske) produkter i forbindelse med

markedsføringen af dem? 3. Skal bilag VII, del III, nr.

2), til artikel 78 i forordning (EU) nr. 1308/2013

fortolkes således, at de betegnelser, der står opført

dér for de enkelte produkter under nr. 2), litra a),

såsom navnlig »valle«, »fløde«, »smør«, »kærnemælk«,

[org. s. 3] »ost«, »yoghurt« eller begrebet »fløde« osv.,

udelukkende er forbeholdt mejeriprodukter eller kan

også rent vegetabilske/veganske produkter, der er

fremstillet uden (animalsk) mælk, være omfattet af

anvendelsesområdet for bilag VII, del III, nr. 2), i

forordning (EU) nr. 1308/2013?

C-181/16

Gnandi

Sagen vedrører: Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december

2008 om fælles standarder og procedurer i

medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der

pålægger medlemsstaterne i forbindelse med

gennemførelsen af direktivet at respektere princippet

om nonrefoulement og retten til effektive retsmidler i

samme direktivs artikel 13, stk. 1, og i artikel 47 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for,

at der træffes afgørelse om tilbagesendelse, således

som det fremgår af artikel 6 i direktiv 2008/115/EF

og artikel 52/3, stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur

l’accès au territoire, l'établissement, le séjour et

l'éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om

udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt

udvisning fra statens område) og artikel 75, stk. 2, i

arrêté royal du 8 octobre 1981 sur l'accès au territoire,

le séjour, l'établissement et l'éloignement des

étrangers (kongelig bekendtgørelse af 8.10.1981 om

udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt

udvisning fra statens område), straks når

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides har

givet afslag på en ansøgning om asyl, og dermed

inden retsmidlerne til prøvelse af denne afgørelse er

udtømt, og inden asylproceduren er endelig afsluttet?«

Alytaus regiono atlieku tvarkymo centras

Sagen vedrører: 1. Hvad udgør et »flerårigt program«

som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning

(EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om

beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers

finansielle interesser? 2. Svarer projekter såsom

projekt 2001/LT/16/P/PE/003: »Etablering af et

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

15.06.17

C-436/15

Finansministeriet

Dom

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

system til håndtering af affald for Alytus-regionen«,

som blev bevilget støtte ved Kommissionens

beslutning nr. PH(2001)5367 af 13. december 2001

om godkendelse af foranstaltning 2001 LT 16 P PE

003, med senere ændringer ved Kommissionens

beslutning nr. PH/2002/9380 af 23. december 2002,

til begrebet et »flerårigt program« som omhandlet i

artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom)

nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af

De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser? 3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,

hvilket tidspunkt skal anses som

begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for

retsforfølgning i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets

forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.

december 1995 om beskyttelse af De Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser?

C-587/15

Lietuvos Respublikos transporto priemoniu

draudiku biuras

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2, artikel 10, stk. 1 og

4, og artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103, artikel 3,

stk. 4, artikel 5, stk. 1 og 4, artikel 6, stk. 1, og artikel

10 i den interne overenskomst samt chartrets artikel

47 (hver for sig eller sammenholdt med hinanden,

men ikke begrænset til de ovennævnte bestemmelser)

forstås og fortolkes således, at i tilfælde af, at:

–

nationalt forsikringsbureau (bureau A) udbetaler

erstatning til skadelidte i en færdselsulykke i den

medlemsstat, hvor bureauet har sit etablerede

forretningssted, fordi en anden medlemsstats

statsborger, der var ansvarlig for skaden, ikke havde

tegnet ansvarsforsikring

–

bureau A som følge af

denne erstatning indtræder i skadelidtes rettigheder

og kræver refusion af omkostningerne ved

sagsbehandlingen fra det nationale forsikringsbureau

(bureau B) i den for ulykken ansvarlige persons

oprindelsesland

–

bureau B uden at udføre en

uafhængig undersøgelse eller at anmode om

yderligere oplysninger tiltræder anmodningen om

refusion fra bureau A

–

bureau B anlægger sag mod

de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og

køretøjets ejer) med påstand om refusion af de

afholdte omkostninger, kan sagsøgeren i denne sag

(bureau B) basere sit krav mod de sagsøgte (den for

ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer)

udelukkende på betalingen af omkostninger til bureau

A, og sagsøgeren er herved ikke forpligtet til at

fastslå, at erstatningsansvarsbetingelserne var opfyldt

for sagsøgte/den for ulykken ansvarlige person

(ansvar, ulovlige handlinger, årsagsforbindelse og

erstatningsbeløb) og er ikke forpligtet til at fastslå, at

udenlandsk ret blev anvendt korrekt, da skadelidte fik

udbetalt erstatning? 2) Skal artikel 24, stk. 1, femte

afsnit, litra c), i direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 1

og 4, i den interne overenskomst (hver for sig eller

sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til

de ovennævnte bestemmelser), forstås og fortolkes

således, at bureau A forud for den endelige beslutning

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

om betaling af erstatning for skadelidtes skade på klar

og forståelig måde (herunder for så vidt angår det

sprog, som oplysningerne gives på) skal oplyse den

for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer

(såfremt dette ikke er den samme person) om, at

skadesbehandlingen er indledt, og hvordan den

skrider frem, og give vedkommende tilstrækkelig tid

til at indgive kommentarer til eller indsigelser mod

beslutningen om at udbetale erstatning og/eller

erstatningsbeløbet? 3) Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende (dvs. at de sagsøgte (den for

ulykken ansvarlige person og ejeren af køretøjet) kan

kræve, at sagsøgeren (bureau B) fremlægger beviser,

eller kan gøre indsigelse eller rejse tvivl vedrørende

bl.a. omstændighederne ved færdselsulykken,

anvendelsen af den lovgivningsmæssige ramme for

erstatningsansvaret for den ansvarlige person,

erstatningsbeløbet, og hvordan det blev beregnet),

skal artikel 2, artikel 10, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i

direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i

den interne overenskomst (hver for sig eller

sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til

de ovennævnte bestemmelser) da forstås og [org. s.

11] fortolkes således, at uagtet at bureau B ikke forud

for den endelige beslutning anmodede bureau A om

at give oplysninger om fortolkningen af gældende

lovgivning i det land, hvor færdselsulykken indtraf, og

om sagsbehandlingen, skal bureau A under alle

omstændigheder give disse oplysninger til bureau B,

såfremt sidstnævnte efterfølgende anmoder herom,

sammen med andre oplysninger, der er nødvendige

for, at bureau B kan fastslå sit [refusions]krav mod de

sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og ejeren

af køretøjet)? 4) Såfremt det andet spørgsmål

besvares bekræftende (dvs. at bureau A er forpligtet

til at oplyse den for ulykken ansvarlige person og

køretøjets ejer om skadesbehandlingen og give

vedkommende mulighed for at gøre indsigelse

vedrørende erstatningsansvaret eller

erstatningsbeløbet), hvilke konsekvenser indebærer

bureau A’s undladelse heraf da for: (a) forpligtelsen

for bureau B til at acceptere anmodningen om

refusion fra bureau A (b) forpligtelsen for den for

ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer til at

godtgøre bureau B de beløb, bureauet har afholdt? 5)

Skal artikel 5, stk. 1, og artikel 10 i den interne

overenskomst forstås og fortolkes således, at det

udbetalte erstatningsbeløb fra bureau A til skadelidte

skal betragtes som en risiko, som bureau A selv har

påtaget sig uden mulighed for refusion (medmindre

bureau B påtager sig denne risiko), snarere end en

økonomisk forpligtelse for en anden person

involveret i samme færdselsulykke, henset til

omstændighederne i den foreliggende sag, hvorefter:

–

erstatningsorganet (bureau A) i første omgang

afviste skadelidtes erstatningskrav

–

skadelidte

følgelig anlagde et erstatningssøgsmål

–

bureau A

blev frifundet ved de lavere retsinstanser, idet kravet

var ubegrundet og udokumenteret

–

et forlig mellem

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

skadelidte og bureau A alene blev indgået ved en

højere retsinstans, da sidstnævnte fremhævede, at

sagen, såfremt parterne ikke indgik forlig, ville blive

hjemvist til en fornyet vurdering

–

bureau A

grundlæggende begrundede sin beslutning om at

indgå et forlig ud fra hensynet til at undgå yderligere

omkostninger ved at fortsætte retsforhandlingerne

–

der i den foreliggende sag ikke er nogen domstol, der

har fastslået sagsøgtes erstatningsansvar (skyld) i

forbindelse med færdselsulykken?

Forenede

sager C-

688/15 og

C-109/16

Anisimovienė e.a. m.fl.

Sagen vedrører: 1. Skal indskudsdirektivet fortolkes

således, at penge, der hæves med personernes

samtykke, eller som af disse personer selv overføres

til eller indbetales på en konto, der var blevet åbnet i

et kreditinstituts navn i et andet kreditinstitut, kan

anses for et indskud i henhold til direktivet? 2. Skal

indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt

med artikel 8, stk. 3, forstås således, at der skal ske

udbetaling i henhold til en indskudsgaranti op til det

beløb, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, til alle personer,

hvis fordring kan fastslås inden den dato, hvor den i

indskudsdirektivets artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii),

omhandlede afgørelse eller kendelse afsiges? 3. Hvad

angår indskudsdirektivet er definitionen af en

»almindelig bankforretning« da relevant for

fortolkningen af indskudsbegrebet som et

indestående, der hidrører fra bankforretninger? Skal

definitionen også tages i betragtning ved

fortolkningen af begrebet indskud i nationale retlige

foranstaltninger, der har gennemført

indskudsdirektivet? 4. Såfremt det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, hvorledes skal begrebet

almindelig bankforretning i indskudsdirektivets artikel

1, nr. 1), da forstås og fortolkes:(a) hvilke

bankforretninger bør anses for almindelige, eller

hvilke kriterier bør danne grundlag for afgørelsen af,

om en bestemt bankforretning er en almindelig

bankforretning? (b) skal begrebet almindelig

bankforretning vurderes under hensyn til formålet

med de gennemførte bankforretninger eller til de

parter, hvorimellem sådanne bankforretninger

foretages? (c) skal indskudsbegrebet som et

indestående, der hidrører fra almindelige

bankforretninger, i indskudsdirektivet fortolkes

således, at det kun omfatter tilfælde, hvor alle de

forretninger, der fører til et sådant indskud, kan anses

foralmindelige? 5. Hvad angår penge, der ikke er

omfattet af indskudsdefinitionen i indskudsdirektivet,

men hvor medlemsstaten har valgt at gennemføre

indskudsdirektivet og investordirektivet i national ret

på en sådan måde, at penge, hvorpå indskyderen har

en fordring, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til

at yde investeringsservice, også anses for et indskud,

kan dækningen for indskud da kun anvendes efter, at

det er blevet fastslået, at kreditinstituttet i et bestemt

tilfælde har handlet som et investeringsselskab, og det

fik overført penge medhenblik på

Finanstilsynet

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

investeringsvirksomhed/-aktiviteter i den i

investordirektivet og MiFID omhandlede forstand?

C-19/16 P

Al-Bashhir Mohammed Al-Faqih, Ghunia

Abdrabbah, Taher Nasuf og Sanabel Relief

Agency Ltd mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom af 28. oktober

2015 ophæves.

—

Rettens dom erstattes og de

omtvistede foranstaltninger annulleres.

—

Kommissionen, Rådet og Det Forenede

Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger for

Retten og for Domstolen.

The English Bridge Union

Sagen vedører: 1. Hvilke væsentlige kendetegn skal en

aktivitet udvise for at kunne betragtes som en »sport«

som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra m), i Rådets

direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det

fælles merværdiafgiftssystem (»momsdirektivet«)? Skal

en aktivitet særlig omfatte et betydeligt (eller et ikke

ubetydeligt) fysisk element, som har afgørende

betydning for udfaldet af aktiviteten, eller er det

tilstrækkeligt, at aktiviteten omfatter et betydeligt

mentalt element, som har afgørende betydning for

udfaldet af aktiviteten? 2. Er kontraktbridge med

duplikerede kort en »sport« som omhandlet i

momsdirektivets artikel 132, stk. 1, litra m)?

Tigers

Sagen vedrører: I. Tillader artikel 1, stk. 3, i Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13.

maj 2013 om indførelse af en endelig

antidumpingtold og endelig opkrævning af den

midlertidige told på importen af bordservice og

køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i

Folkerepublikken Kina (EUT L 131/1 af 15.5.2013,

herefter: »gennemførelsesforordning nr. 412/2013«),

at en gyldig handelsfaktura med henblik på den første

fastsættelse af den endelige antidumpingtold indgives

efterfølgende, hvis alle andre nødvendige

forudsætninger for at opnå en individuel

antidumpingtoldsats foreligger? II. Såfremt første

spørgsmål besvares benægtende: Er artikel 78 i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober

1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT L

302, s. 1) som ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16.

november 2000 (EUT L 311, s. 17) til hinder for, at

toldmyndigheden i forbindelse med en revision

afviser at refundere en antidumpingtold med den

begrundelse, at klarereren først har forelagt en

korrekt handelsfaktura efter toldangivelsen?

Bolagsupplysningen et Ilsjan

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1215/2012 af 12. december 2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

Udenrigsministeriet

Dom

15.06.17

C-90/16

Kulturministeriet

15.06.17

C-156/16

Skatteministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

SKAT

15.06.17

C-194/16

Justitsministeriet

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

fortolkes således, at en person, hvis rettigheder er

blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige

oplysninger om vedkommende på internettet og

gennem manglende fjernelse af kommentarer om

vedkommende, kan anlægge sag med påstand om

berigtigelse af de urigtige oplysninger og fjernelse af

de kommentarer, som krænker vedkommendes

rettigheder, ved retterne i enhver medlemsstat, på

hvis område de på internettet offentliggjorte

oplysninger er eller var tilgængelige, for så vidt angår

den i denne medlemsstat opståede skade? 2. Skal

artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012

om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område fortolkes således, at en juridisk

person, hvis rettigheder [org. s. 2] hævdes at være

blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige

oplysninger om vedkommende på internettet og ved

undladelse af at fjerne kommentarer herom, kan

anlægge sag med påstand om berigtigelse af

oplysningerne, forpligtelse til at fjerne

kommentarerne og erstatning for det økonomiske

tab, der er lidt ved offentliggørelse af de urigtige

oplysninger om vedkommende på internettet, for så

vidt angår det samlede tab, som den pågældende

juridiske person har lidt, gældende ved retterne i den

stat, hvori centrum for denne persons interesser

ligger? 3. Såfremt det andet spørgsmål besvares

bekræftende: Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1215/2012 af 12. december 2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

fortolkes således, at

–

det må antages, at centrum for

en juridisk persons interesser og dermed det sted,

hvor den pågældende juridiske persons tab er lidt,

ligger i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted,

eller– der ved fastsættelsen af det sted, hvor den

juridiske person har centrum for sine interesser og

dermed det sted, hvor dens tab er lidt, skal tages

hensyn til samtlige forhold, såsom den juridiske

persons hjemsted og forretningssted, dens kunders

hjemsted og den måde, hvorpå forretningerne indgås?

C-249/16

Kareda

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, nr. 1), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1215/2012 af 12. december 2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

fortolkes således, at en skyldners tilbagebetalingskrav

(udlignings-/regreskrav) på grundlag af en (fælles)

låneaftale med en bank, som den pågældende

skyldner alene har betalt ydelserne på, mod den

anden debitor på grundlag af samme låneaftale, er et

afledt (sekundært) krav i henhold til låneaftalen? 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Fastsættes opfyldelsesstedet for en skyldners

Finanstilsynet

Dom

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

tilbagebetalingskrav (udlignings- /regreskrav) mod

den anden skyldner på grundlag af den

tilgrundliggende låneaftale a. i henhold til artikel 7, nr.

1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012

(»levering af tjenesteydelser«) eller b. i henhold til

artikel 7, nr. 1), litra c), sammenholdt med litra a), i

forordning nr. 1215/2012 i henhold til lex causae? 3.

Såfremt spørgsmål 2.a. besvares bekræftende: Er

bankens ydelse af lånet den karakteristiske

tjenesteydelse i henhold til låneaftalen, og er

opfyldelsesstedet for levering af denne tjenesteydelse

derfor i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), andet led,

i forordning nr. 1215/2012 bankens hjemsted, hvis

lånet udelukkende er blevet leveret der? 4. Såfremt

spørgsmål 2.b. besvares bekræftende: [Org. s. 3] Er

det afgørende kriterium for fastsættelsen af

opfyldelsesstedet for den misligholdte ydelse i

henhold til kontrakten i henhold til artikel 7, nr. 1),

litra a), i forordning nr. 1215/2012 a. det tidspunkt,

hvor de to skyldnere optog lånet (marts 2007) eller b.

det tidspunkt, hvor den regresberettigede skyldner

foretog de betalinger, hvoraf han afleder regreskravet,

til banken (juni 2012 til juni 2014)?

C-279/16 P

Spanien mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Nærværende appel antages til

realitetsbehandling, og Rettens dom ophæves.

—

Ved

en ny dom kendes Kommissionens

gennemførelsesafgørelse 2014/458/EU af 9. juli 2014

(1) om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den

Europæiske Udviklings- og Garantifond for

Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den

Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) ugyldig for så vidt angår

de udgifter, som er afholdt af Kongeriget Spanien

med et beløb på 2 713 208,07 EUR.

T.KUP

Sagen vedrører: 1) Er forordning nr. 1294/2009

ugyldig i forhold til en importør som i denne sag på

grund af tilsidesættelse af grundforordningens artikel

17, stk. 1, da Kommissionen ved sin nye undersøgelse

har foretaget en stikprøve, oven i købet kun hos 8

importører, selv om et overskueligt antal på 21

importører burde have været undersøgt? 2) Er

forordning nr. 1294/2009 ugyldig i forhold til en

importør som i denne sag på grund af tilsidesættelse

af grundforordningens artikel 11, stk. 2, tredje afsnit,

da Kommissionen ved sin nye undersøgelse ikke i

tilstrækkeligt omfang har taget hensyn til det

foreliggende bevismateriale, idet den i stikprøven

medtog 5 store importører overfor kun 3 små

importøre, og derudover hovedsagligt kun tog hensyn

til oplysningerne fra de store importører? 3) Er

forordning nr. 1294/2009 ugyldig i forhold til en

importør som i denne sag på grund af tilsidesættelse

af grundforordningens artikel 2 og 3, og/eller

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

15.06.17

C-349/16

Erhvervsministeriet

Dom

15.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17

grundforordningens artikel 11, stk. 2, 5 og 9, da

Kommissionen ved sin nye undersøgelse ikke rådede

over tilstrækkelige oplysninger til at kunne fastslå, at

der stadig finder dumpingimport sted, og at der

herved opstår skade? 4) Er forordning nr. 1294/2009

ugyldig i forhold til en importør som i denne sag på

grund af tilsidesættelse af grundforordningens artikel

21, da Kommissionen ved sin nye undersøgelse

kræver, at der skal foreligge særlige holdpunkter for,

at en importør bebyrdes uforholdsmæssigt ved en

forlængelse?

Forenede

sager C-

444/16 og

C-445/16

Immo Chiaradia m.fl.

Sagen vedrører: Er det foreneligt med de regler om

udarbejdelse af resultatopgørelse, der er fastsat i

Rådets fjerde direktiv af 25. juli 1978 om

årsregnskaberne for visse selskabsformer (direktiv

78/660/EØF, EUT L 222 af 14.8.1978, s. 11), og

som bestemmer følgende:

–

årsregnskabet skal give et

pålideligt billede af selskabets aktiver og passiver,

økonomiske stilling samt resultatet (direktivets artikel

2, stk. 3)

–

hensættelser til omkostninger, herunder

uforudsete udgifter, har til formål at dække tab eller

gæld, hvis karakter er klart defineret, og som på

statustidspunktet enten anses for sandsynlige eller

sikre, men som er ubestemmelige med hensyn til

deres størrelse eller tidspunktet for deres afholdelse

(direktivets artikel 20, stk. 1)

–

værdiansættelsen skal i

alle tilfælde ske under udvisning af behørig

forsigtighed og især: må kun den fortjeneste, der er

konstateret på statustidspunktet, medtages skal der

tages hensyn til alle forudseelige risici og eventuelle

tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår,

årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår,

selv om disse risici eller tab først bliver kendtmellem

statustidspunktet og det tidspunkt, hvor det

udarbejdes (direktivets artikel 31, stk. 1, litra c), aa) og

bb))

–

der skal tages hensyn til indtægter og udgifter

vedrørende det år, som regnskabet omfatter, uden

hensyn til det tidspunkt hvor disse indtægter indgår

eller udgifter udbetales (direktivets artikel 31, stk. 1,

litra d))

–

aktiv- og passivposternes bestanddele skal

værdiansættes hver for sig (direktivets artikel 31, stk.

1, litra e)), [org. s. 11] at et aktieoptionsudstedende

selskab bogfører prisen for tildeling af en option som

indtægt i løbet af det regnskabsår, hvor den

pågældende option annulleres, eller efter udløbet af

optionens varighed, for at tage hensyn til den risiko,

som påhviler optionsudstederen som følge af den

forpligtelse, som denne har påtaget sig, [og ikke] i

løbet af det regnskabsår, hvor tildelingen af optionen

finder sted, og hvor prisen for optionen endeligt

indgår, idet den risiko, som påhviler

optionsudstederen, værdiansættes særskilt i

forbindelse med bogføringen af en hensættelse?

Erhvervsstyrelsen

Dom

15.06.17