Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 670
Offentligt
1756907_0001.png
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Den 11. maj 2017
MFVM 281
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til plan for indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i fiskeriet
efter små pelagiske arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
(delegeret retsakt)
Resumé
Det Regionale Samarbejdsforum om Fiskeriforvaltningen i Nordsøen (Scheveningengruppen)
1
har
udarbejdet udkast til fælles henstilling om udformningen af en ny udsmidsplan til afløsning af den
gældende udsmidsplan for 2015-2017 (Kommissionens delegerede forordning 1385/2014).
Udsmidsplanen skal sikre, at landsforpligtelsen for fiskeri efter små pelagiske arter og fiskeri til
industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat kan fastholdes i overensstemmelse med
grundforordningen for den fælles fiskeripolitik. På baggrund af en fælles henstilling fra Scheve-
ningengruppen skal Kommissionen udarbejde forslag om gennemførelsen af landingsforpligtelsen,
der vedtages som delegeret retsakt. Det forventes, at Scheveningengruppens formandskab
fremsender forslaget til Kommissionen inden den 1. juli 2017 med henblik på forelæggelse for Den
Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) til faglig vurdering. Herefter
kan Kommissionen udstede den delegerede retsakt, således at Kommissionens delegerede retsakt
foreligger, når den gældende retsakt udløber, og dermed træder i kraft med virkning fra den 1.
januar 2018. Regeringen kan støtte et samlet kompromis om fælles henstilling til ny udsmidsplan og
vil 8 dage fra oversendelse af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, særligt artikel 18, lægger op til et udvidet
regionalt samarbejde mellem medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i
geografiske områder inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. De pågældende medlemsstater
har med hjemmel i artikel 18 kunnet fremsende en fælles henstilling om indholdet af en plan for
gennemførelse af landingsforpligtelsen (udsmidsplan) til Kommissionen. Kommissionen kan på
Scheveningengruppen består af de medlemsstater, der har direkte fiskeriinteresser i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Gruppen er drivkraften i regionaliseringsprocessen, ikke mindst med hensyn til formulering af fælles henstillinger på
fiskeriområdet, og helt aktuelt i arbejdet med formuleringen af planer for implementeringen af landingsforpligtelsen.
Kommissionen deltager ad hoc.
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 670: Delegeret retsakt om indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i fiskeriet efter små pelagiske arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
1756907_0002.png
baggrund af den fælles henstilling vedtage en endelig udsmidsplan indeholdende de elementer, som i
henhold til grundforordningen kan inkluderes i en udsmidsplan.
På baggrund af en fælles henstilling for Scheveningengruppen vedtog Kommissionen i 2014 en
delegeret forordning 1395/2014 om fastsættelse af en udsmidsplan for visse fiskerier efter pelagiske
arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for 2015-2017. Denne forordning
udløber den 31. december 2017. Såfremt de gældende udtagelser til landingsforpligtigelsen skal
videreføres, skal der vedtages en ny delegeret forordning. Der er ikke som forudsat i grundforord-
ningen vedtaget en flerårig forvaltningsplan for fiskeriet efter pelagiske arter og industrifiskeri i
Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, som fremadrettet fastsætter rammer for implementering af
landingsforpligtigelsen i stedet for grundforordningen. Der pågår drøftelser mellem Rådet,
Kommissionen og Europa-Parlamentet om hjemmelsgrundlaget for nye udsmidsplaner, der vedtages
efter udløb af den første treårige periode, hvilket forudsættes løst.
Forslaget til udsmidsplan forventes vedtaget af Kommissionen med hjemmel i grundforordningen,
særligt artikel 15, stk. 6, i overensstemmelse med artikel 18 som en delegeret retsakt, der kan gælde op
til tre år, eller alternativt en ny lignende hjemmel. Den delegerede retsakt kan kun træde i kraft, hvis
Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på to måneder. Fristen for
indsigelse kan forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet eller Rådet.
Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med simpelt flertal, mens Rådet træffer
beslutning med kvalificeret flertal.
Kommissionen forventer, at forslaget kan vedtages som en delegeret retsakt cirka seks måneder efter,
at den fælles henstilling er modtaget officielt af Kommissionen.
Formål og indhold
Med reformen af den fælles fiskeripolitik indgår det regionale samarbejde mellem medlemsstaterne
som et centralt element i forbindelse med udarbejdelse af fælles henstillinger/forslag inden for
fiskeriforvaltningen. Scheveningengruppen er i dialog med Kommissionen om det foreløbige udkast til
fælles henstilling til Kommissionen om en ny udsmidsplan for fiskeriet efter små pelagiske arter og
industrifiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
En udsmidsplan kan i henhold til grundforordningen indeholde følgende elementer:
Specifikke bestemmelser for fiskeri eller arter omfattet af landingsforpligtelsen.
Specifikke undtagelser fra landingsforpligtelsen for så vidt angår arter, som ifølge
videnskabelig dokumentation udviser en høj overlevelsesrate.
Bestemmelser om særlige undtagelser (”de minimis”)
2
.
Bestemmelser om fangstdokumentation.
Hvis det er relevant, fastsættelse af bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser
3
.
2
De minimis” er en begrænset undtagelsesbestemmelse, som indebærer, at visse fangster inden for en nærmere fastsat grænse
ikke skal fratrækkes en kvote, ligesom der ikke er krav om, at sådanne fangster skal bringes i land, men de skal dog registreres
fuldt ud. Den overordnede bestemmelse fremgår af grundforordningen, mens de nærmere betingelser fastlægges i
udsmidsplanerne.
3
Fisk under bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse må i henhold til grundforordningen ikke sælges, frembydes eller
udbydes til salg til direkte konsum, og anvendelsen begrænses således til andre formål, herunder fiskemel, fiskeolie, foder til
selskabsdyr, tilsætningsstoffer, lægemidler og kosmetik.
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 670: Delegeret retsakt om indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i fiskeriet efter små pelagiske arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
Nederlandene varetager opgaven med koordinering af et udkast til fælles henstilling om indførelse af
landingsforpligtelsen i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for fiskeri efter små pelagiske arter (sild,
makrel, hestemakrel, blåhvilling og guldlaks) og industrifiskeri. I tilknytning til udkastet til
henstillingen er der forslag om at fortsætte de gældende undtagelsesbestemmelser fra
landingsforpligtelsen som de minimis undtagelser op til 1 % i 2018, 2019 og 2020 af den samlede
fangstmængde for makrel, hestemakrel, sild og hvilling fanget i fiskeriet efter disse arter af fartøjer på
maksimalt 25 meter i længde overalt.
Det forventes endvidere, at der fortsat er mulighed for undtagelse fra landingsforpligtigelsen med
henvisning til høj overlevelse i notfiskeriet efter makrel og sild.
Der forventes stadig ikke at kunne opnås enighed i gruppen om at ophæve de nuværende
bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser for arterne omfattet af planen.
Endelig foreslås det, at den nye udsmidsplan viderefører den foreslåede afvigelse for det lukkede
område for
fangst af brisling i Nordsøen ”brislingekassen”. Scheveningengruppen har til den gældende
udsmidsplan fremsat en fælles henstilling om fravigelse af reglerne om brislingekassen med henblik på
en åbning heraf, og som forventes vedtaget i en delegeret retsakt inden 1. juli 2017.
I Scheveningengruppens udkast til fælles henstilling lægges op til, at udsmidsplanen holdes åben for
evaluering med henblik på justeringer af utilsigtede virkninger af forslaget ikke mindst i lyset af de
mange usikkerheder, der knytter sig til en gennemgribende omlægning af fiskeriforvaltningen. Det
fremgår også specifikt, at medlemsstaterne kan fremlægge andre forslag til undtagelser i tilfælde af høj
overlevelse.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt den delegerede retsakt.
Nærhedsprincippet
Forslaget vil være et led i gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik, hvorfor nærhedsprincippet er
tilgodeset.
Konsekvenser
Der er allerede forudset statsfinansielle og administrative konsekvenser for det offentlige ved
indførelse af landingsforpligtelsen, som er vedtaget i forbindelse med den nye grundforordning.
Ligeledes er det forudset, at overgangen i forbindelse med indførelsen af landingsforpligtelsen vil have
erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet. Det er vurderingen, at
landingsforpligtelsen på sigt vil bidrage til en mere effektiv og bæredygtig anvendelse af ressourcerne.
I relation til den konkrete udsmidsplan forudses der først og fremmest øgede udgifter til
administration og i relation til kontroldelen. Der vil endvidere være erhvervsøkonomiske
konsekvenser, der især vil afhænge af, hvordan kontroldelen tilrettelægges for fiskeriet efter små
pelagiske arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 670: Delegeret retsakt om indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i fiskeriet efter små pelagiske arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
1756907_0004.png
Høring
Sagen har været i høring i §5-udvalget (fiskeri), hvor der indkommet følgende bemærkninger:
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) bemærker, at som det er dokumenteret
videnskabeligt, så har Brislingekassen ud for den jyske vestkyst ikke den for mange år siden tilsigtede
effekt. DFPO forventer derfor, at Brislingekassen bliver åbent for fiskeri fra den 1. juli 2017.
Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO)
støtter pointerne i DFPO’s høringssvar og
understreger vigtigheden i at fastholde undtagelsen for høj overlevelse i pelagisk fiskeri.
Marine Ingredients Denmark finder det problematisk, at den nærmere fortolkning af anvendelsen af
en række helt centrale elementer i artikel 15 i grundforordningen 1380/2013, som skal muliggøre
indførelsen af landingsforpligtelsen, endnu ikke er afklaret. Marine Ingredients Denmark støtter en
regional tilgang til implementering af landingsforpligtelsen, men med de nuværende forslag lægges der
fortsat op til et kludetæppe af regulering, som ikke synes at sikre lige vilkår for europæisk fiskeri og
forarbejdning. De noterer sig, at der ikke, som forudsat i grundforordningen, er vedtaget en flerårig
forvaltningsplan for fiskeriet efter pelagiske arter og industrifiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
En sådan forvaltningsplan skulle fremadrettet fastsætte rammerne for landingsforpligtelsen i stedet
for grundforordningen. Marine Ingredients Denmark mener, at en flerårig forvaltningsplan for alle
pelagiske arter og industriarter ikke er den rigtige vej at gå. Grundet kompleksiteten og forskellene i
disse bestande er det ikke praktisk muligt at udarbejde en samlet forvaltningsplan. Derfor bør
discardplanerne ikke bindes op på en fælles flerårig forvaltningsplan. Derudover bemærkes det, at der
fortsat er behov for afklaring af håndteringen af bifangster og 9 %-reglen i forhold til discardplanerne.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det vurderes ikke, at der fra Rådet vil blive gjort indsigelse mod Kommissionens delegerede retsakt.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen forholder sig positivt til gennemførelse af tiltag i fiskeriforvaltningen, som følger af den
nye grundforordning.
Regeringen vil arbejde for at få en praktisk velfungerende landingsforpligtelse, og for at reglerne bliver
så enkle, kontrollerbare og omkostningseffektive som muligt.
Regeringen arbejder for en harmoniseret tilgang regionalt i forhold til dokumentation og kontrol.
Regeringen arbejder for at opnå en udsmidsplan for det pelagiske fiskeri og fiskeri til industriformål i
Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, der opfylder målene i reformen om den fælles fiskeripolitik i EU,
herunder en anvendelsen af undtagelser, som er videnskabelig begrundet.
Man arbejder fra regeringens side på en fjernelse af bevarelsesmæssige mindstestørrelser for pelagiske
bestande.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Der er oversendt et orienterende notat om regionalt samarbejde indenfor den fælles fiskeripolitik til
Folketingets Europaudvalg den 2. april 2014.
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 670: Delegeret retsakt om indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i fiskeriet efter små pelagiske arter og fiskeri til industriformål i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
Der er oversendt grundnotater henholdsvis om indførelse af landingsforpligtigelsen i det pelagiske
fiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat og om indførelse af landingsforpligtigelsen af
industrifiskeriet i Nordsøen til Folketingets Europaudvalg den 16. juni 2014.
Notaterne er ligeledes fremsendt til Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
5