EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 634
Offentligt

Europaudvalget

REFERAT

AF 34. EUROPAUDVALGSMØDE

Dato:

Tidspunkt:

Sted:

Til stede:

torsdag den 20. april 2017

kl. 11.00

vær. 2-133

Erik Christensen (S), formand, Kenneth Kristensen Berth (DF),

næstformand, Jan E. Jørgensen (V), Peter Hummelgaard Thomsen

(S), Søren Søndergaard (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT).

udenrigsminister Anders Samuelsen.

Desuden deltog:

1. Samråd med udenrigsministeren om perspektiverne for, at ansøgerlandene i

Balkan kan blive optaget i EU

EUU alm. del (16)

–

samrådsspørgsmål H

Samrådsspørgsmål H

Stillet af Peter Hummelgaard Thomsen (S)

”Hvordan

ser udenrigsministeren på perspektiverne for, at ansøgerlandene på Balkan kan

blive optaget i EU, og hvordan stiller Danmark sig i forhold til denne proces?”

Peter Hummelgaard Thomsen

sagde i sin begrundelse for samrådet, at det dels skyldtes,

at Federica Mogherini på Balkan havde kundgjort, at man ville køre videre med processen

om EU-optagelse af ansøgerlande, dels at der var uro i en række lande på Vestbalkan.

Derudover var der en vis mæthed i unionen for yderligere optagelse af medlemslande, så

det kunne være interessant at vide, hvad den danske regering og Folketingets andre partier

mente om at udvide EU-medlemskredsen. Som EU fungerede, og som den frie bevæge-

lighed var indrettet, var det ikke helt ligetil at optage nye medlemslande, ligesom der var

lang vej for landene på Balkan. Til gengæld kunne man sige, at det, at der overhovedet var

en proces, var med til at skubbe bag på de reformbestræbelser, der var i mange lande.

Udenrigsministeren:

Jeg vil først takke Peter Hummelgaard Thomsen for at have stillet

spørgsmålet. Jeg er enig i, at det er et vigtigt emne, og jeg havde fornøjelsen af at være

rapporteur på området, da jeg var i Europa-Parlamentet. Jeg har dermed selv rejst en del

i området, og det er vigtigt hele tiden at følge op på situationen dernede. Emnet tiltrækker

sig i hverdagen måske ikke den helt store opmærksomhed, fordi vores fokus ofte er rettet

på aktuelle kriser og problemstillinger. Det stillede spørgsmål drejer sig ikke om en aktuel

krise eller en her og nu-problemstilling. Det drejer sig om en langstrakt proces, men det gør

bestemt ikke emnet mindre vigtigt.

Ifølge EU-traktaten kan ethvert europæisk land søge om optagelse i EU, hvis det respek-

terer EU's demokratiske værdier og forpligter sig til at fremme dem. Hvis et land søger

943

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

optagelse, skal det igennem en længere proces og leve op til tiltrædelseskriterierne. Kø-

benhavnskriterierne fra 1993 danner grundlaget for de forhandlingsrammer, EU opstiller

for forhandlingerne med de enkelte kandidatlande.

Vestbalkans geografiske placering som en enklave af lande helt omsluttet af EU og den

historiske tilknytning mellem regionen og Europa gør tætte relationer til EU uomgængelige.

Det er vigtigt, at disse relationer er positive, og der er da også mange positive aspekter,

f.eks. at dansk eksport til regionen går fremad.

Med Thessalonikierklæringen fra EU-Vestbalkan-topmødet i 2003 blev landene på det

vestlige Balkan stillet i udsigt, at de kunne blive medlemmer af EU, når kriterierne var op-

fyldt. Dette europæiske perspektiv for Vestbalkan er siden blevet bekræftet løbende, se-

nest i forbindelse med mødet i det Det Europæiske Råd i marts måned.

Landene er ikke overraskende en ret broget skare. De har forskellige relationer til hin-an-

den og står over for forskellige interne udfordringer og problemstillinger. De befinder sig på

forskellige stadier i deres respektive reformprocesser. Og de befinder sig naturligt nok også

på forskellige stadier af EU-udvidelsesprocessen.

Længst fremme er Montenegro og Serbien. Det er kandidatlande, som EU har åbnet tiltræ-

delsesforhandlinger med. For Montenegros vedkommende blev forhandlingerne åbnet i

juni 2012. Ud af de i

alt 35 forhandlingskapitler, der udgør EU’s acquis, er der åbnet i alt

26 kapitler. To af dem er blevet provisorisk lukket. Tiltrædelsesforhandlingerne med Ser-

bien blev indledt i januar 2014, og der er indtil nu åbnet i alt seks kapitler og provisorisk

lukket to.

Makedonien og Albanien er også anerkendt af EU som kandidatlande, men der er endnu

ikke indledt tiltrædelsesforhandlinger. Begge lande fik i november 2016 en såkaldt betinget

anbefaling fra EU-Kommissionen for påbegyndelse af forhandlingerne. Det vil sige, at Kom-

missionen anbefalede Rådet, at der snart bliver indledt forhandlinger, når de to lande op-

fylder nogle forholdsvis snævert definerede betingelser.

For Makedoniens vedkommende er det en betingelse, at der sker fremskridt i implemente-

ringen af den såkaldte Przinoaftale, der blev indgået blandt de fire største politiske partier

efter pres fra EU og USA. Det betyder bl.a., at der skulle gennemføres et troværdigt parla-

mentsvalg, hvilket der ifølge OSCE/ODIHR skete i tilstrækkeligt omfang i december 2016.

Men den politiske krise i landet er desværre langt fra løst; og her 4 måneder efter valget,

er der fortsat ikke dannet en regering. Derudover er det en betingelse, at der sker betyde-

lige

fremskridt i implementeringen af EU’s såkaldte hastende reformprioriteter. Kommissi-

onen har siden 2009 hvert år anbefalet forhandlingsåbning med Makedonien, men særlig

navnestriden med Grækenland har betydet, at det ikke er sket.

For Albaniens vedkommende er betingelsen i Kommissionens anbefaling, at vi ser trovær-

dige og synlige fremskridt i implementeringen af retsstatsreformer. Det er især den kritiske

944

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

gennemgang af hele dommer- og anklagerstanden, der er i fokus. Det er et vigtigt indsats-

område; men det er ikke tilstrækkeligt. Albanien skal fortsætte med at vise fremskridt inden

for de fem centrale prioritetsområder, der blev stillet op, da landet fik kandidatstatus i 2014.

Det omfatter

–

ud over retssektoren

–

en indsats for at bekæmpe korruption og organiseret

kriminalitet samt reformer af den offentlige administration og menneskerettigheder.

Endelig er der Bosnien-Hercegovina og Kosovo, som er såkaldt potentielle kandidatlande.

Det vil sige, at de hører til gruppen af lande på Vestbalkan, som har et europæisk perspek-

tiv, men som endnu ikke er klar til at være kandidatlande. Relationerne til EU fastlægges i

høj grad ud fra de indgåede stabiliserings- og associeringsaftaler, der ud over at etablere

et frihandelsområde og indføre elementer af det indre marked også definerer de fælles

politiske og økonomiske målsætninger mellem landene og EU.

Udvidelsesprocessen er et vigtigt EU-instrument,

fordi den gennem EU’s tiltrækningskraft

har skabt betydelige politiske, sociale og økonomiske reformer i de lande, som processen

retter sig mod. Det er det billede, vi har set tydeligt i Central- og Østeuropa, og det er også

det billede, vi ser på Balkan, selv om processen her selvfølgelig er noget mindre fremskre-

den. Udvidelsesprocessen bidrager til de berørte landes politiske og økonomiske udvikling

og derigennem til sikkerheden og stabiliteten i regionen. Den sikkerhed og stabilitet er også

vigtig for EU’s egen sikkerhed og stabilitet. Vestbalkan er bogstavelig talt EU’s baghave.

Derfor støtter vi fra dansk side denne politik, og regeringen bakker op om landene på Vest-

balkans europæiske perspektiv.

EU må vedholdende vise et politisk engagement i Vestbalkan, sådan som vi så det for

nylig, hvor Vestbalkan blev drøftet både på udenrigsrådsmødet og i Det Europæiske Råd i

marts. Kort inden rådsmøderne havde Mogherini besøgt alle landene i regionen. Det er en

central indsats, der også sender vigtige signaler om EU’s interesse i og prioritering af regi-

onen. Det må fortsætte.

I selve tiltrædelsesforhandlingerne lægger den danske regering vægt på en stram, forsvar-

lig og meritbaseret forhandlingsproces. Der er ingen smutveje til optagelse, og alle aktuelle

kandidater har meget langt igen. Det er helt afgørende, at landene selv påtager sig ansva-

ret og tager ejerskab til processen. De har en tendens til at give EU og den langsomme

optagelsesproces ansvaret for negative udviklinger i deres lande. Det skal vi ikke accep-

tere. I den forbindelse er reformernes implementering essentiel. Det er ikke nok at vedtage

gode reformer på papiret; vi vil se dem ført ud i livet.

Endelig må og skal forhandlingerne baseres på princippet om ligebehandling, så alle kan-

didatlande bliver behandlet ens. Det skal være de samme grundlæggende krav og kriterier,

vi i alle tilfælde lægger til grund for fremdriften i udvidelsesprocessen. Det gælder også for

det sidste kandidatland, Tyrkiet.

Regeringen støtter, at EU står ved allerede indgåede forpligtelser over for alle kandidat-

lande og lande med europæisk perspektiv. Det er vigtigt for

EU’s troværdighed.

Samtidig

holder vi fast i, at forhandlingernes udfald på ingen måde er givet på forhånd. Det afhænger

945

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

helt af landenes reelle evne og vilje til at påtage sig medlemskabets forpligtelser og de

hertil knyttede europæiske værdier. Og der må også i sidste

ende tages hensyn til EU’s

egen evne til at optage nye medlemmer.

Vi må erkende, at EU-samarbejdets interne sammenhængskraft har været under udfor-

dring i de senere år. Storbritanniens beslutning om at forlade EU og dét pres, vi har oplevet

fra finans- og migrationskrisen, har gjort, at mange mennesker i Europa er begyndt at tvivle

på EU’s styrke og kapacitet.

Det kan vi ikke bare ignorere

–

heller ikke, når vi skal overveje

et udvidet EU’s sammenhængskraft.

Og en ting står helt klart: EU-medlemskab står ikke lige for døren for nogen af kandidatlan-

dene. Tiltrædelsesforhandlingerne er en langstrakt proces, pga. det omfattende reformar-

bejde, som landene skal gennemføre. Det er en proces, som først og fremmest skal drives

frem af landene selv! Medlemskab af EU er ikke noget, som noget land har krav på. Det er

noget, som man kan arbejde på at gøre sig fortjent til.

Peter Hummelgaard Thomsen

henviste til ministerens udtalelse om, at

”det

til syvende

og sidst måtte afhænge af EU’s egne evner

til at optage nye medlemmer.” Hvad skulle man

navnlig have til at fungere for at vurdere egne evner? Handlede det om en mere afbalan-

ceret fri bevægelighed af arbejdskraften, interne beslutningsprocesser eller lignende?

Udenrigsministeren havde gennemgået kriterierne for optagelse, men hvad med ansøger-

landet Serbien, der var en decideret russisk allieret? Burde man også gøre sig sikkerheds-

politiske overvejelser?

Kenneth Kristensen Berth

sagde, at det historisk og kulturelt set kun var Serbien, der

kunne gøre sig kvalificeret til at blive medlem. Han syntes, at ministerens besvarelse var

kønsløs og uklar. Regeringens ambitioner for Vestbalkan var baseret på, at en udvidelses-

proces skaber reformer. Betød det, at man skulle tilbyde en stribe lande en medlemsskabs-

proces, som så ville generere reformer? I ræsonnementet tog man ikke stilling til, hvad der

skete på den anden side. Man havde været i optagelsesforhandlinger med Tyrkiet igennem

lang tid, men man kom ingen vegne. Landet var under islamisering, der var også opblom-

string af ekstremisme i lande som Makedonien og Bosnien, og Kosovo havde leveret mere

end 300 jihadkrigere til Syrien. Så ministeren ikke et problem i at stille nogen noget i udsigt,

som man godt vidste ikke kunne gennemføres? Som han opfattede det, var der tale om

forhandlinger med lange perspektiver, der føres på skrømt. Var det så ikke bedre at arbejde

på gode naboskabssamarbejder med de pågældende lande, ligesom man har det med

lande uden for Europa? Ved at trække landene rundt i manegen risikerede man måske at

få det modsatte resultat, når det gik op for dem, at et EU-medlemskab ikke kunne lade sig

gøre.

Udenrigsministeren

svarede, at EU selv var presset efter Brexit, finans- og gældskrise og

migrationspresset. Derfor skulle man også tage hensyn til, hvad EU kan holde til. Hans

fremstilling var muligvis kønsløs, men til gengæld gav udtalelsen fra Kenneth Kristensen

Berth udtryk for et meget deprimerende livssyn, nemlig at ingenting kan lade sig gøre, og

alt går i den forkerte retning. Man måtte ikke glemme, at der var lang vej til målet, men at

946

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

visse ting dog gik i den rigtige retning. Radikaliseringstendenser

på Vestbalkan havde EU’s

fulde bevågenhed, for det var dybt bekymrende. Man forsøgte bl.a. at modarbejde situati-

onen via initiativer til bekæmpelse af terrorisme på det vestlige Balkan (Western Balcan

counter-terrorism initiative), og den indsats bakkede den danske regering også op om. Ge-

nerelt kunne man spore en vilje i det politiske lederskab på Vestbalkan til at tage sig af

problemet, og myndighederne i Albanien og Kosovo gennemførte en vellykket indsats i

kampen mod militante, islamistiske grupperinger. Ifølge ministerens tal havde ingen af Ko-

sovos statsborgere siden september 2015 tilsluttet sig IS. Det var noget, man skulle være

glad for, for noget tydede på, at udviklingen gik i den rigtige retning. Ministeren mente, at

EU-strategien var rigtig: at lade lande blive EU-medlem, hvis de kan leve op til kriterierne,

men også understrege, at det ikke kommer af sig selv. Man skal også være opmærksom

på, at den dag, der blev lukket ned for medlemsperspektivet, vil spørgsmålet være, hvor

landene så vender sig hen.

Søren Søndergaard

syntes ikke, at ministeren havde givet et decideret svar på samråds-

spørgsmålet. Er det realistisk, at et land som Albanien bliver medlem, selv hvis der sker

mirakler, og man begynder at implementere en fantastisk lovgivning i landet? Ville ministe-

ren selv gå ind for det? Problemet var, at uanset hvad lande gør eller ikke gør, vil det i

sidste ende være helt op til at EU at afgøre, hvad der skal ske

–

og EU’s

ønske er ikke at

optage nogen af de lande

–

ikke Albanien, slet ikke Serbien og under ingen omstændighe-

der Tyrkiet. Det var en relevant diskussion, for fastholdt man bare perspektivet om opta-

gelse, fastholdt man også det perspektiv, der i bedste fald var forberedelse til optagelse

–

i stedet for et samarbejde mellem ligeværdige lande. Man var nødt til at have en diskussion

om, hvordan man skaber et europæisk samarbejde med plads til alle

–

også dem, der ikke

er med i EU. Skal det hele defineres med EU som solen og med de andre lande som

satellitter omkring? Skal det være et samarbejde inden for Europarådet, OECD eller nogle

helt nye rammer?

Rasmus Nordqvist

var enig i, at det havde lange udsigter for mange lande at blive EU-

medlem

–

specielt for et land som Kosovo var der lang vej til overhovedet at blive kandi-

datland. Det kunne derfor være interessant at se på, hvordan man kan sikre en udvikling i

samarbejdet med lande, der end ikke er på vej til at blive kandidatlande. At blive stillet

noget i udsigt har en betydning for reformprocesserne i landene. Som situationen var i EU,

troede han ikke på en stor EU-udvidelse med landene fra Vestbalkan i en overskuelig frem-

tid, så hvordan forestillede ministeren sig, at man kunne få en dynamisk dialog med lan-

dene og et udviklende samarbejde?

Udenrigsministeren

syntes, at det var vanskeligt at diskutere, hvad der eventuelt kunne

lykkes om 10-20 år. Gik man 10-20 år tilbage og prøvede at forudsige den aktuelle situa-

tion, kom man nok til kort. Han mente, at det var realistisk at forestille sig Albanien i EU,

men at det havde rigtig lange udsigter, for alene det at åbne forhandlinger stod ikke lige for

døren. Grækenland støttede også perspektivet og processen. Kroatien var blevet medlem,

hvilket der sikkert var flere, der engang syntes var urealistisk, og man kunne sikkert også

have sagt det samme om Bulgarien og Rumænien. Montenegro var i øvrigt på vej til at

blive medlem af NATO, for der var ikke kun EU-perspektivet, men forskellige fora, som

947

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

landene søgte at blive en del af. Så sent som dagen før havde ministeren haft en længere

samtale med Kosovos udenrigsminister, Enver Hoxhaj, og det var ikke hans indtryk, at

Hoxhaj efterspurgte, at EU lukker alle døre, og at man prøver at finde et andet perspektiv.

Han var realistisk i sin tilgang til, hvor langt et EU-medlemskab lå fremme i tiden, og var

glad for, at også Danmark bakkede op om muligheden for, at landene kan komme til at

deltage i forskellige internationale fora. Det var med til at hjælpe en reformproces i gang.

Ministeren forstod ikke helt, hvad Enhedslisten og Dansk Folkeparti gerne så

–

at man

skulle lukke ned for perspektivet om EU-medlemskab? Det ville næppe fremme sikkerhe-

den, hvis landene begyndte at se i retning af f.eks. Rusland eller Tyrkiet.

Kenneth Kristensen Berth

var ikke tvivl om, at det bedste var at indføre en god nabo-

skabspolitik: at give landene nogle fordele, der gør det muligt for dem at vende ryggen til

islamismen. At føre optagelsesforhandlinger, som der ikke er noget perspektiv i, skaber

bare utilfredshed og kan medvirke til, at landene vender Europa ryggen helt. Han henviste

til en artikel i New York Times

fra maj 2016 med titlen ”How Kosovo was turned into fertile

ground for ISIS”, som beskriver,

hvordan en række arabiske lande ved at bygge moskeer

og med religiøs påvirkning har medvirket til, at flere kosovarer er blevet radikaliseret. Hvis

forhandlingerne ikke var på skrømt, måtte det indebære, at udenrigsministeren f.eks. på

Liberal Alliances kommende landsmøde passioneret ville forsvare, at Kosovo en dag skal

være medlem af EU. Ville han det? Det var forudsætningen for at aflyse al debatten om

forhandlinger på skrømt. Som han forstod det på Peter Hummelgaard Thomsen, var det

på skrømt fra Socialdemokratiets side, idet man fremlagde et hav af forudsætninger for, at

det kunne lade sig gøre for landene at blive EU-medlemmer

–

så mange, at der reelt ikke

var nogen chance for, at det ville ske.

Rasmus Nordqvist

sagde, at udvalget også havde mødt Kosovos udenrigsminister, og at

han havde givet et klart indtryk af, at EU-perspektivet også var vigtigt for at holde fast i den

kadence, som landet havde i sit reformarbejde. Talte man i Rådet om, hvad man kan gøre

for at holde fast i det positive for landene i udsigten til at få en ordentlig plads i det interna-

tionale samfund?

Udenrigsministeren

påpegede, at

–

som også udenrigsminister Hoxhaj havde ladet Fol-

ketinget vide

–

at Kosovo selv skal tage ejerskab, men selvfølgelig også ud fra en realisme

for, hvor hurtigt det kan gå. Landene skulle leve op til nogle skrappe krav, men ministeren

stod klart på mål for, at der skulle forblive et perspektiv. Regeringens politik var, at EU i sin

kerne bl.a. er en mulighed for at fremme de tre kerneelementer fred, frihed og frihandel.

Det var der grund til at have fokus på. Ministeren kunne huske, hvordan man efter den

orange revolution muligvis havde misset en historisk chance for at knytte Ukraine tættere

til det europæiske perspektiv på et tidspunkt, hvor Rusland stod i en anden situation, som

gjorde, at man kunne have gjort det. Nu var der store konflikter med russerne, russerne

havde taget Krim, og man opererede med en kombination af sanktioner og forsøg på dia-

log. Ministeren var

ikke den varmeste fortaler for alt inden for EU’s rammer, men EU kunne

noget som drivkraft for, at der bliver gennemført nogle reformer i retning af europæiske

værdier. Alternativet var, at landene vendte EU ryggen, og man måtte erkende, at Rusland

948

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

spillede ind i forhold til Vestbalkan på en måde, som ingen mente, der var ret meget per-

spektiv i.

Peter Hummelgaard Thomsen

ville ikke gå så langt som at sige, at forhandlingerne var

på skrømt, som Kenneth Kristensen Berth havde konkluderet på hans vegne, men det var

rigtigt, at der er mange indbyggede dilemmaer. Det var godt at diskutere dem i udvalget og

i Folketinget generelt. På udvalgets besøg i Kosovo i 2016 havde han stillet følgende

spørgsmål til udenrigsminister Hoxhaj: ”Hvis

Kosovo kommer til den erkendelse, at der reelt

set ikke er en vilje i EU til at absorbere jer, hvordan stiller det Kosovo?” Hans svar var, at

det kunne han slet ikke forestille sig kunne ske, for der måtte jo ske en udvikling på et

tidspunkt. Da det samme spørgsmål blev stillet igen, endte han med at svare, at hvis det

skulle ske, ville reformbestræbelserne falde på jorden, og man ville igen gå tilbage til at

være i konflikt med hinanden. Det var det store dilemma, så hvad skulle man gøre, når

udenrigsministeren sagde, at der var grænser for, hvor mange og på hvilket grundlag, man

kan absorbere nye lande? Skulle man lave en ny form for medlemskabsmodel, hvor der er

en række lande, der godt kan blive optaget, og som får mulighed for at sælge deres varer

etc.? Den store udfordring var så princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed og tje-

nesteydelserne frie bevægelighed, der ikke blev tænkt med ind.

Søren Søndergaard

var enig i Peter Hummelgaard Thomsens gengivelse af mødet med

Kosovos udenrigsminister. Hvis man var gået ud på gaden i Pristina, havde det lydt endnu

stærkere. Man kunne se, hvordan Erdogan brugte det faktum, at forhandlingerne med Tyr-

kiet havde taget så lang tid til at skabe en bestemt stemning. Det var selvfølgelig ikke et

argument for bare at sige ja til Tyrkiet, men udgangspunktet var, at alle vidste, at det kom

til at tage meget lang tid. Problemet med tidsrammer som 20, 30 år eller ikke i min levetid

er, at EU mister mening for befolkningerne. Derfor var det nødvendigt at finde nogle sam-

arbejdsformer i Europa, der giver de lande, der ikke ønsker at være en del af EU, og de

lande, som EU ikke vil acceptere, et ligeberettiget samarbejde. EU er i virkeligheden et

udtryk for storhedsvanvid: Seks lande kalder sig Den Europæiske Union. Den union havde

fået flere og flere lande med sig, dvs. ideen var, at EU kunne udvikle sig til at omfatte alle

lande i Europa. Den idé var dog ikke realistisk længere

–

ikke i vores levetid. Pendanten til

det var ikke NATO. Svaret var at finde en anden måde at have et ligeværdigt samarbejde

på. Lande som Kosovo, Makedonien, Serbien, Ukraine osv. havde måske en interesse i at

indgå i det mere lige samarbejde end bare at blive kaldt til Bruxelles for at forhandle aftaler

med EU.

Udenrigsministeren

sagde, at det åbnede op for en større diskussion i tråd med hvidbo-

gen og

de fem forslag til EU’s fremtid –

især hvis man talte 10-20 år frem. Var det et EU i

flere hastigheder, kunne man diskutere, om der var forskellige måder at være tilknyttet EU

på. Det var ikke enten-eller allerede i dag, for man diskuterede ting løbende undervejs og

åbnede op for ting, f.eks. visumfrihed, som også blev efterspurgt. Så lykkedes det for nogle

n at komme dertil, men ikke at man dermed var medlem af EU. Det indtryk, som Hoxhaj

havde givet ministeren, var, at der nærmest var total opbakning i befolkningen til et EU-

medlemskab

–

også selv om det tager lang tid. Sådan var det ikke i alle lande på Vestbal-

949

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

kan. Reformer skal gennemføres uanset hvad i de lande, men kan EU være med ved per-

spektivet som motor til højere tempo, er det noget, som vi skal være glade for. Om man

kunne absorbere eller ej, handlede også om det med arbejdskraftens frie bevægelighed.

Der var det helt forskelligt at tale Tyrkiet eller Kosovo

–

alene størrelsesforholdene, og

derfor måtte man tage det fra land til land. Han holdt fast i, at en af succeserne ved det

europæiske samarbejde var, at medlemmerne af Unionen ikke slås med hinanden på tværs

af grænser. Det inkluderer også nogle af de lande, som man havde været i konflikt med

–

om ikke andet i en kold krig

–

indtil for nylig. Man skulle ikke glemme de positive elementer.

Kenneth Kristensen Berth

spurgte, om udenrigsministeren virkelig mente, at der i Polen

og Tjekkoslovakiet osv., da de befandt sig bag jerntæppet, var et folkeligt ønske om at

bekrige Vesteuropa. Var man ikke enige om, at årsagen til konflikten mellem Warsza-

wapagten og NATO var den ondsindede ideologi, der herskede bag jerntæppet, og var

man så ikke enig om, at den ideologis fald var ikke uvæsentlig i forhold til trusselsbilledet i

Europa. Sandsynligheden for, at Polen og Danmark går i krig, var vel ikke tilstedeværende,

men ministerens anskuelse var meget forenklet at sige, at hvis man ikke havde EU, var der

krig. Han kunne ikke få øje på et historisk belæg for det.

Udenrigsministeren

sagde, at han som søn af en historiker ikke kunne drømme om at

forenkle historien, men at man heller ikke skulle underkende, at det har en betydning, at

landene er bundet sammen i et samarbejde. Det blev vist formuleret således af en af fæd-

rene: Om ikke andet kan man bygge noget bureaukrati op, som folk skal igennem, inden

de begynder at skyde på hinanden. Det gør at der er forsinkelseseffekt, før man skyder på

hinanden. Man skulle passe på ikke at gentage historien, for der var også mange der var

bekymrede, da Polen skulle optages som medlem, idet man var bange for, at polakkerne

ville komme og tage alt arbejdet. Nylige opgørelser viste, at folk, der kommer til Danmark

for at arbejde, er en økonomisk berigelse. Ministeren var dog ikke blind for, at der var en

anden side af indvandringen, som man kunne diskutere, hvorvidt den var en berigelse.

Hans konklusion var, at medlemsperspektivet var vigtigt at bevare

–

også selv om det har

lange udsigter. Til Søren Søndergaard sagde han, at man kunne forestille sig, at det også

ville have været brugt af Erdogan, hvis EU havde meldt ud, at der ikke længere var et

perspektiv om EU-optagelse.

Peter Hummelgaard Thomsen

sluttede af med at sige, at intentionen bag samrådet var

et debattere perspektiverne for Balkanlandene, men også, hvordan man på den lange bane

kunne indrette sig på en måde, så man har alle dimensionerne i et europæisk samarbejde

med. Udenrigsministeren havde bragt noget centralt op i den sidste del af sin besvarelse

af samrådsspørgsmålet, nemlig den tidligere østudvidelse. Ministeren havde ret i, at det for

de enkelte lande og for fællesskabet var gevinst, men glemte at tage i betragtning, at prin-

cippet om arbejdskraftens frie bevægelighed havde vist sig ikke at være fair bevægelighed.

Det var blevet et centralt emne i brexit-afstemningen og for en række vesteuropæiske

lande, hvor mange lønmodtagere oplever et pres mod bunden på deres lønninger og ar-

bejdsvilkår. Det skyldes, at man ikke har reguleret arbejdskraftens frie bevægelighed efter

udvidelserne på en ordentlig måde.

950

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 634: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/4-17

34. Europaudvalgsmøde 20/4 2017

Mødet sluttede kl. 11.58

951