EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 631
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

5. maj 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-133/15

Titel og kort sagsresumé

Chavez-Vilchez e.a.

Sagen vedrører: Skal artikel 20 TEUF fortolkes

således, at den er til hinder for, at en medlemsstat

fratager en tredjelandsstatsborger, som faktisk og

dagligt drager omsorg for sit mindreårige barn, der er

statsborger i en medlemsstat, ret til ophold i denne

medlemsstat? Har det for besvarelsen af dette

spørgsmål betydning, at den retlige, økonomiske

og/eller følelsesmæssige forsørgelse ikke i det hele

påhviler denne forælder, og at det desuden ikke er

udelukket, at den anden forælder, der er statsborger i

en medlemsstat, faktisk er i stand til at drage omsorg

for barnet. Skal forælderen/tredjelandsstatsborgeren i

dette tilfælde godtgøre, at den anden forælder ikke er

i stand til at drage omsorg for barnet, således at

barnet nødsages til at forlade Unionens område, hvis

retten til ophold fratages

forælderen/tredjelandsstatsborgeren?

Sverige mod Kommissionen

Appel af sag T-306/12, Spirlea mod Kommissionen

Påstande: Dom afsagt den 25. september 2014 af Den

Europæiske Unions Ret i sag T-306/12 ophæves.

Kommissionens afgørelse af 21. juni 2012 om afslag

på at give ægtefællerne Spirlea aktindsigt i de

dokumenter, som de har begæret aktindsigt i,

annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale Kongeriget

Sveriges omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

10.05.17

C-562/14 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

11.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

C-255/16

Falbert

Sagen vedrører: Er der tale om en forskrift, som skal

notificeres i medfør af artikel 8, stk. 1,jf. artikel 1, stk.

1, nr, 2, nr. 5, og nr. 11, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 98/34ÆF af 22. juni 1998 om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske

standarder og forskrifter, som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv af 20. juli 1998 om

ændring af direktiv 98/34ÆF om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske

standarder og forskrifter, når følgende lægges til

grund: a) der skal gennemføres en lov om ændring af

en lov om visse spil, lotterier og væddemål, ved

hvilken ændringslov der skal gennemføres en

bestemmelse om straf bl.a. for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt "udbyder spil, lotterier eller væddemål

her i landet uden at have bevilling efter § 1", og for

den, der forsætligt eller groft uagtsomt "reklamerer

for spil, lotterier eller væddemål, der ikke er omfattet

af en bevilling efter § 1", og b) det fremgår af

bemærkningerne til forslaget til ændringsloven, at det

med de nævnte strafbestemmelser har været

hensigten dels at præcisere eller indføre et forbud

mod spil, som på internettet udbydes af udenlandske

spilleselskaber, og som er rettet direkte mod det

danske marked, dels at forbyde reklamering bl.a. for

spil, der udbydes på internettet af udenlandske

spilleselskaber, idet det af samme lovbemærkninger

fremgår, at der efter de regler, der gjaldt før

ændringerne ikke er tvivl om, at foranstaltning af spil

er ulovligt, hvis et udenlandsk spilleselskab anvender

salgskanaler, hvor spillet rent fysisk sælges inden for

Danmarks grænser, men der er mere tvivl om,

hvorvidt udenlandske spil, der retter sig mod danske

spillere og rent fysisk er placeret uden for Danmark,

også er omfattet af bestemmelsen, og der derfor er

brug for at præcisere, at disse spil er omfattet. Videre

fremgår det af bemærkningerne, at det foreslås at

indføje et reklameforbud mod spil, lotterier og

væddemål, som ikke har bevilling efter denne lov, og

at ændringen er i overensstemmelse med det

gældende forbud i hestevæddeløbslovens § 12, stk. 3,

men er en præcisering af den gældende tips- og

lottolovs § 10, stk. 4. Det fremgår videre af

bemærkningerne, at forbudet skal sikre de

spilleudbydere, der har en bevilling fra de danske

myndigheder mod konkurrence fra selskaber, der ikke

har en sådan bevilling og dermed ikke lovligt kan

udbyde eller formidle spil i Danmark.

Deza mod ECHA

Påstande: Afgørelse truffet af den administrerende

direktør for Det Europæiske Kemikalieagentur den

12. december 2014 med referencen ED/108/2014,

som ajourfører og supplerer den nuværende

bestemmelse vedrørende stoffet DEHP på listen over

stoffer, der eventuelt skal optages i bilag XIV til

forordning (EF) nr. 1907/2006 (1), annulleres.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Mundtlig

forhandling

11.05.17

T-115/15

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

11.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

A-2/15

UDTALELSE 2/15

Har Den Europæiske Union den fornødne

kompetence til på egen hånd at undertegne og indgå

frihandelsaftalen med Singapore? Og for så vidt angår

nærværende sag mere præcist udtrykt:

–

Hvilke

bestemmelser i aftalen hører under EU's

enekompetence?

–

Hvilke bestemmelser i aftalen

hører under EU's delte kompetence?

–

Findes der

nogen bestemmelse i aftalen, som hører under

medlemsstaternes enekompetence?

Ouhrami

Sagen vedrører: 1. Skal tilbagesendelsesdirektivets

artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at den her

omhandlede periode på fem år beregnes a. fra det

tidspunkt, hvor indrejseforbuddet (eller med

tilbagevirkende kraft: den hermed ligestillede

erklæring om, at udlændingen er uønsket) blev

udstedt, eller b. fra den dato, hvor den pågældende

–

kort sagt

–

faktisk har forladt EUmedlemsstaternes

område, eller c. fra et andet tidspunkt? 2. Skal

tilbagesendelsesdirektivets 11, stk. 2, under

hensyntagen til anvendelse af overgangsreglerne

fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at

afgørelser, der er truffet, før dette direktiv trådte i

kraft, og hvis retsvirkning er, at adressaten i de ti

følgende år skal opholde sig uden for Nederlandene,

og at indrejseforbuddet, som kan anfægtes ad rettens

vej, er fastsat ud fra alle relevante omstændigheder i

det konkrete tilfælde, ikke længere har retsvirkning,

såfremt varigheden af denne forpligtelse på det

tidspunkt, da dette direktiv skulle være gennemført,

eller på [org. s. 24] det tidspunkt, da det konstateres,

at afgørelsens adressat opholdt sig i Nederlandene,

overskrider varigheden af den i denne bestemmelse

omhandlede periode?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Søfartsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Udtalelse

16.05.17

C-225/16

18.05.17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-434/15

Titel og kort sagsresumé

Asociación Profesional Elite Taxi

Sagen vedrører: 1) For så vidt som artikel 2, stk. 2,

litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/123/EF af 12. december 2006 om

tjenesteydelser i det indre marked udelukker

transportvirksomhed fra sit anvendelsesområde, skal

den formidlingsvirksomhed, som sagsøgte udøver

med gevinst for øje, og som består i administrering af

elektroniske midler

–

en grænseflade og en

softwareapplikation til »smartphones og en

teknologiplatform« efter sagsøgtes eget udsagn

–

hvorved indehaveren af et køretøj og den person, der

har behov for at foretage en køretur i en by, sættes i

Interessent

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Justitsministeriet

Processkridt

Dato

11.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

forbindelse med hinanden, da anses for alene at være

transportvirksomhed, eller skal den anses for at være

en elektronisk formidlingsydelse eller en

informationssamfundsydelse, som defineret i artikel

1, nr. 2), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

98/34/EF af 22. juni 1998 om en

informationsprocedure med hensyn til tekniske

standarder og forskrifter og om reglerne for

informationssamfundstjenester?

2) Skal denne virksomhed, alt efter hvilken retlig

karakter, den antages at have, anses for delvist at være

en informationssamfundstjeneste, og, såfremt dette er

tilfældet, er den elektroniske formidlingsydelse

omfattet af princippet om fri udveksling af

tjenesteydelser i artikel 56 TEUF, i direktiv

2006/123/EF og i direktiv 2000/31/EF?

3) Såfremt den tjenesteydelse, som Uber Systems

Spain, S.L., leverer, ikke anses for at være en

transportydelse, og den derfor anses for at være

omfattet af de tilfælde, der er beskyttet i direktiv

2006/123/EF, er artikel 15 i Ley de Competencia

Desleal, der vedrører tilsidesættelse af regler om

konkurrencevirksomhed, da uforenelig med direktiv

2006/123/EF, nærmere bestemt artikel 9 om

etableringsfrihed og tilladelsesordninger, når der

henvises til nationale love eller retsregler uden

hensyntagen til, at reglerne for opnåelse af licenser

eller tilladelser ikke må være restriktive eller

uforholdsmæssige, dvs. at de ikke på ubehørig vis må

være til hinder for princippet om etableringsfrihed?

4) Såfremt det fastslås, at direktiv 2000/31/EF finder

anvendelse på den tjenesteydelse, som Uber Systems

Spain, S.L., leverer, udgør en medlemsstats

restriktioner [hvad angår] fri udveksling af den

elektroniske formidlingsydelse fra en anden

medlemsstat, enten i form af, at levering af

tjenesteydelsen er underlagt en tilladelse eller licens,

eller i form af en retskendelse med påbud om ophør

med levering af den elektroniske formidlingsydelse i

henhold til nationale regler om illoyal konkurrence,

da gyldige foranstaltninger til fravigelse af artikel 3,

stk. 2, idet de opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 4,

i direktiv 2000/31/EF?

C-131/16

Archus et Gama

Sagen vedrører: Spørgsmål 1: Skal artikel 10 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31.

marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne

ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og

energiforsyning, transport samt posttjenester

fortolkes således, at den ordregivende myndighed kan

være forpligtet til at opfordre de økonomiske aktører,

som ikke inden for en fastsat frist (dvs. fristen for

afgivelse af tilbud) har fremlagt de af den

ordregivende myndighed krævede »erklæringer eller

dokumenter«, der bekræfter, at de tilbudte leverancer,

tjenesteydelser eller arbejder opfylder de af den

ordregivende myndighed fastsatte krav (idet begrebet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

11.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

»erklæringer eller dokumentation« også omfatter

prøver af kontraktens genstand), eller som har

indsendt de krævede »erklæringer eller dokumenter«

behæftet med fejl, til at fremlægge de manglende eller

berigtigede »erklæringer eller dokumenter« (prøver)

inden for en fastsat yderligere frist, uden at forbyde,

at de supplerende »erklæringer eller dokumenter«

(prøver) ændrer indholdet af tilbuddet? Spørgsmål 2:

Skal artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om

samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af

kontrakter inden for vand- og energiforsyning,

transport samt posttjenester fortolkes således, at den

ordregivende myndighed må beholde den

økonomiske aktørs sikkerhedsstillelse, når denne efter

opfordring fra den ordregivende myndighed ikke har

fremlagt de »erklæringer eller dokumenter« (prøver),

der bekræfter, at de tilbudte leverancer,

tjenesteydelser eller arbejder opfylder de af den

ordregivende myndighed definerede krav, såfremt en

sådan supplering ville føre til en ændring af tilbuddets

indhold eller den økonomiske aktør ikke var enig i

den ordregivende myndigheds rettelse af tilbuddet,

hvilket havde til følge, at den økonomiske aktørs

tilbud ikke kunne vælges som det mest fordelagtige

tilbud? Spørgsmål 3: Skal artikel 1, stk. 3, i Rådets

direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser

vedrørende anvendelse af EF-reglerne for

fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand-

og energiforsyning samt transport og

telekommunikation, ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007

om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og

92/13/EØF for så vidt angår forbedring af

effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med

indgåelse af offentlige kontrakter fortolkes således, at

der ved en »bestemt kontrakt«, som indgår i denne

bestemmelse i passagen »interesse i at opnå en

bestemt kontrakt«, skal forstås en »bestemt procedure

for tildeling af en offentlig kontrakt« (her:

offentliggjort ved bekendtgørelse af 3.6.2015), eller

således, at der herved skal forstås en »bestemt

kontraktgenstand« (her: tjenesteydelse bestående i

digitalisering af skriftligt materiale fra den

ordregivende myndigheds arkiv), uanset om den

ordregivende myndighed som følge af, at en klage

tages til følge, vil være forpligtet til at annullere den

igangværende procedure for tildeling af en offentlig

kontrakt og eventuelt iværksætte en ny procedure for

tildeling af en offentlig kontrakt?

T-303/15

Barqawi mod Rådet

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/375 af

6. marts 2015 om gennemførelse af forordning (EU)

nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Syrien annulleres, for så vidt

som den vedrører sagsøgeren. Rådets

gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2015/383 af 6.

Erhvervsstyrelsen

Dom

11.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

marts 2015 om gennemførelse af afgørelse

2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over

for Syrien annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren. Rådet tilpligtes at betale alle sagens

omkostninger, herunder også de omkostninger, der er

afholdt af sagsøgeren.

T-304/15

Abdulkarim mod Rådet

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/375

af 6. marts 2015 om gennemførelse af forordning

(EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Syrien annulleres for så vidt

angår sagsøgeren. Rådets gennemførelsesafgørelse

(FUSP) 2015/383 af 6. marts 2015 om gennemførelse

af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for Syrien annulleres for så vidt

angår sagsøgeren. Rådet tilpligtes at betale samtlige

sagens omkostninger, herunder de af sagsøgeren

afholdte omkostninger.

Berlioz Investment Fund

1) Gennemfører en medlemsstat EU-retten, således at

chartret følgelig finder anvendelse i henhold til dettes

artikel 51, stk. 1, i en situation som den foreliggende,

når medlemsstaten fastsætter en administrativ bøde

over for en retsundergiven på grund af dennes

manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at

samarbejde, som følger af et oplysningspåbud truffet

af medlemsstatens kompetente myndighed i henhold

til nationale processuelle regler, som er indført i dette

øjemed, inden for rammerne af denne medlemsstats

gennemførelse, som anmodede stat, af en anmodning

om udveksling af oplysninger fra en anden

medlemsstat, som sidstnævnte bl.a. baserer på

bestemmelserne i direktiv 2011/16 om udveksling af

oplysninger efter anmodning? 2) Såfremt chartret

finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, kan en

retsundergiven da påberåbe sig chartrets artikel 47,

når denne finder, at førnævnte administrative bøde,

som denne er blevet pålagt, skal tvinge denne til at

afgive nogle oplysninger inden for rammerne af

gennemførelsen iværksat af den kompetente

myndighed i den anmodede medlemsstat, hvori den

retsundergivne har bopæl, af en anmodning om

oplysninger fra en anden medlemsstat, som ikke

angiver nogen begrundelse for det reelle

skattemæssige formål, således at der ikke foreligger

noget legitimt formål i det foreliggende tilfælde, og

som sigter på at indhente oplysninger, hvis

forventede relevans for det pågældende

beskatningstilfælde ikke foreligger? 3) Såfremt

chartret finder anvendelse på det foreliggende

tilfælde, kræver adgangen til effektive retsmidler og til

en upartisk domstol i chartrets artikel 47 da, uden at

chartrets artikel 52, stk. 1, gør det muligt at fastsætte

begrænsninger, at den kompetente nationale ret skal

have fuld prøvelsesret og følgelig en beføjelse til, i

hvert fald når der foreligger en indsigelse herom, at

efterprøve gyldigheden af et oplysningspåbud truffet

Erhvervsstyrelsen

Dom

11.05.17

C-682/15

SKAT

Dom

16.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

af den kompetente myndighed i en medlemsstat

inden for rammerne af gennemførelsen af en

anmodning om udveksling af oplysninger fremsat af

den kompetente myndighed i en anden medlemsstat,

bl.a. i henhold til direktiv 2011/16, under et søgsmål

anlagt af den tredjepart, som er i besiddelse af

oplysningerne og adressat for oplysningspåbuddet, til

prøvelse af en afgørelse om fastsættelse af en

administrativ bøde på grund af denne retsundergivnes

manglende opfyldelse af sin samarbejdspligt i

forbindelse med gennemførelsen af nævnte

anmodning? 4) Såfremt chartret finder anvendelse på

det foreliggende tilfælde, skal artikel 1, stk. 1, og

artikel 5 i direktiv 2011/16, i lyset af dels paralleliteten

med standarden om forventet relevans i OECD’s

modelbeskatningsoverenskomst vedrørende

indkomst og formue, dels princippet om loyalt

samarbejde i artikel 4 TEU og formålet med direktiv

2011/16, da fortolkes således, at den forventede

relevans af de oplysninger, som en medlemsstat har

udbedt sig hos en anden medlemsstat, i forhold til det

omhandlede beskatningstilfælde og det anførte

skattemæssige formål, udgør en betingelse, som

anmodningen om oplysninger skal overholde for at

udløse en pligt for den kompetente myndighed i den

anmodede medlemsstat til at efterkomme

anmodningen og for at legitimere et oplysningspåbud,

som denne træffer over for den tredjepart, som er i

besiddelse af oplysningerne? 5) Såfremt chartret

finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, skal

artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16,

sammenholdt med chartrets artikel 47, da fortolkes

således, at de er til hinder for en lovbestemmelse i en

medlemsstat, der generelt begrænser den

undersøgelse, som foretages af den kompetente

myndighed i sin egenskab af myndighed i den

anmodede stat, af gyldigheden af en anmodning om

oplysninger, til en kontrol af, om de formelle krav er

opfyldt, og at disse artikler pålægger retten inden for

rammerne af et for denne verserende søgsmål som

det, der er beskrevet i det tredje spørgsmål ovenfor,

at efterprøve overholdelsen af betingelsen om de

ønskede oplysningers forventede relevans i alle

henseender hvad angår deres sammenhæng med det

konkret omhandlede beskatningstilfælde, det

påberåbte skattemæssige formål og overholdelsen af

artikel 17, stk. 1, i direktiv 2011/16? 6) Såfremt

chartret finder anvendelse på det foreliggende

tilfælde, er chartrets artikel 47, stk. 2, da til hinder for

en lovbestemmelse i en medlemsstat, der udelukker

en prøvelse for den kompetente nationale ret i den

anmodede stat inden for rammerne af et for denne

verserende søgsmål som det, der er beskrevet i det

tredje spørgsmål ovenfor, af anmodningen om

oplysninger fremsat af den kompetente myndighed i

en anden medlemsstat, og kræver denne artikel, at

dette dokument fremlægges for den kompetente

nationale ret, og at den tredjepart, som er i besiddelse

af oplysningerne, gives adgang hertil, eller at dette

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

dokument på grund af dets fortrolige karakter

fremlægges for den kompetente nationale ret uden at

nævnte tredjepart gives adgang hertil, på betingelse af

at alle de vanskeligheder, som en sådan begrænsning

af rettigheder medfører for nævnte tredjepart, i

tilstrækkelig grad opvejes af den procedure, som

følges for den kompetente nationale ret?

C-195/16

1. Skal EU-retten, navnlig artikel 2 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20.

december 2006 om kørekort (herefter »3.

kørekortdirektiv«) eller artikel 18, 21, 45, 49 og 56 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(herefter »TEUF«) fortolkes således, at den er til

hinder for en ordning i en medlemsstat, der ikke

anerkender en førerret, der er erhvervet i en anden

medlemsstat, navnlig for det tilfælde at denne førerret

erhvervedes i overensstemmelse med retningslinjerne

i 3. kørekortdirektiv? 2. Skal EU-retten, navnlig 3.

kørekortdirektivs artikel 2 eller artikel 18, 21, 45, 49

og 56 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for

en ordning i en medlemsstat, der ikke anerkender et

legitimationspapir, der blev udstedt til en indehaver af

en førerret, der blev erhvervet i en anden

medlemsstat i overensstemmelse med retningslinjerne

i 3. kørekortdirektiv [org. s. 2] også for det tilfælde, at

denne medlemsstat har begrænset gyldigheden af

dette legitimationspapir tidsmæssigt og til statens eget

område, og såfremt dette legitimationspapir endvidere

ikke følger retningslinjerne for kørekortmodellen i 3.

kørekortdirektiv? 3. Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende: Skal EU-retten, navnlig 3.

kørekortdirektivs artikel 2 eller artikel 18, 21, 45, 49

og 56 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for

en ordning i en medlemsstat, hvorefter det at føre

motorkøretøj kan straffes som en lovovertrædelse

(»Vergehen« 1), fordi føreren af køretøjet ikke havde

ret til at føre dette, uanset at den pågældende fører

har erhvervet en førerret i overensstemmelse med

retningslinjerne i 3. kørekortdirektiv i en anden

medlemsstat, men imidlertid ikke kan godtgøre dette

ved hjælp af et legitimationspapir, der svarer til

kørekortmodellen i 3. kørekortdirektiv? 4. Såfremt det

andet spørgsmål besvares benægtende: Skal EU-

retten, navnlig 3. kørekortdirektivs artikel 2 eller

artikel 18, 21, 45, 49 og 56 TEUF fortolkes således, at

den er til hinder for en ordning i en medlemsstat

–

hvilken kørekortansøgeren normalt får udleveret det

endelige kørekort umiddelbart efter at have bestået

den praktiske køreprøve

–

hvorefter det at føre et

motorkøretøj kan straffes administrativt som en

ordensforseelse (»Ordnungswidrigkeit« 2), fordi

føreren af køretøjet, der har erhvervet førerret i en

anden medlemsstat i overensstemmelse med

retningslinjerne i 3. kørekortdirektiv, ikke medbragte

et endeligt kørekort som bevis for sin førerret under

kørslen, idet han som følge af den særlige procedure

for udstedelse af det endelige kørekort i denne

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

16.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

medlemsstat, hvilken køretøjets fører ikke har nogen

indflydelse på, endnu ikke havde fået udstedt et

sådant kørekort, hvorimod han under kørslen

medbragte en officiel attest for, at han opfyldte de

nødvendige betingelser for erhvervelse af førerret?

T-122/15

Landeskreditbank Baden-Württemberg mod

ECB

ECBs afgørelse af 5. januar 2015

(ECB/SSM/15/10SK1ILSPWNVBNQWU0W18/3)

annulleres, og det fastslås, at virkningerne af

erstatningen af ECBs afgørelse af 1. september 2014

(ECB/SSM/14/1

—

0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/1) opretholdes.

ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

ERGO Poist’ovňa

1. Skal udtrykket »kontrakten mellem tredjemand og

agenturgiver ikke gennemføres« i artikel 11 i Rådets

direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om

samordning af medlemsstaternes lovgivning om

selvstændige handelsagenter (herefter »direktiv

86/653«) fortolkes således, at det omfatter a)

fuldstændig manglende gennemførelse af kontrakten,

og således også det tilfælde, hvor hverken

agenturgiver eller tredjemand end ikke delvist leverer

de i kontrakten fastsatte ydelser, eller b) også delvis

gennemførelse af kontrakten, og således eksempelvis

hvis den fastsatte omsætning ikke nås, eller i givet fald

hvis kontrakten ikke opretholdes i den fastsatte

periode? 2. Såfremt fortolkningen i litra b) i det første

spørgsmål er korrekt, skal artikel 11, stk. 2, i direktiv

86/653 da fortolkes således, at den klausul i

handelsagenturkontrakten, hvorefter agenten skal

tilbagebetale en forholdsmæssig del af sin provision,

såfremt kontrakten mellem agenturgiver og

tredjemand ikke gennemføres i det forventede

omfang, og navnlig i det i handelsagenturkontrakten

fastsatte omfang, ikke udgør en fravigelse til skade for

agenten? 3. Skal vurderingen i situationer som den i

hovedsagen omhandlede ved fastlæggelse af, hvorvidt

»omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiveren«

som omhandlet i artikel 11, stk. 1, andet led, i direktiv

86/653 foreligger, a) alene tage højde for de retlige

omstændigheder, som direkte har ført til kontraktens

ophør (eksempelvis såfremt tredjemand har undladt

at opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser), b) eller

skal det også vurderes, hvorvidt disse retlige

omstændigheder er resultatet af agenturgiverens

adfærd i retsforhold med nævnte tredjemand, idet

tredjemand som følge af denne adfærd har mistet

tilliden til agenturgiveren og i konsekvens heraf har

undladt at opfylde sin forpligtelse i henhold til

kontrakten med agenturgiveren?

X m.fl.

Sag C-31/16 vedrører: 1) Skal begrebet

»tjenesteydelse« i tjenesteydelsesdirektivets artikel 4,

nr. 1), fortolkes således, at detailhandel, der består af

Finanstilsynet

Dom

16.05.17

C-48/16

Justitsministeriet

Dom

17.05.17

Forenede

sager C-

360/15 og

Justitsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Miljøstyrelsen

18.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

C-31/16

salg af varer som sko og tøj til forbrugere, er en

tjenesteydelse, som tjenesteydelsesdirektivet finder

anvendelse på i henhold til dets artikel 2, stk. 1)? 2) I

henhold til den ordning, der omhandles nedenfor i

punkt 8, skal bestemte former for detailhandel, såsom

salg af sko og tøj, ikke være tilladt i området uden for

bycentret af hensyn til at bevare af livskvalitet i

bycentrum og for at forhindre tomme ejendomme i

den indre by.Er en forskrift, der indeholder en sådan

ordning, omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, henset

til dettes niende betragtning, fordi sådanne forskrifter

må betragtes som »regler

om […] by-

landplanlægning […] der ikke specifikt regulerer eller

indvirker på servicevirksomheden, men som skal

overholdes af tjenesteyderne under udøvelsen af

deres erhvervsvirksomhed på samme måde som af

enkeltpersoner, der handler som privatpersoner«? 3)

Er det tilstrækkeligt til at antage, at der foreligger en

grænseoverskridende situation, at det på ingen måde

kan udelukkes, at en detailhandelsvirksomhed vil

kunne etablere sig i området, eller at

detailhandelsvirksomhedens kunder vil kunne komme

fra en anden medlemsstat, eller skal der være faktiske

holdepunkter herfor? 4) Finder

tjenesteydelsesdirektivets kapitel III

(etableringsfriheden) anvendelse på rent interne

situationer, eller finder Domstolens praksis

vedrørendetraktatbestemmelserne om

etableringsfriheden og om den frie udveksling af

tjenesteydelser i rent interne situationer anvendelse

ved prøvelsen af spørgsmålet, om dette kapitel finder

anvendelse? 5a) Er en i en lokalplan indeholdt

ordning som den nedenfor i punkt 8 omhandlede

omfattet af begrebet »krav« i

tjenesteydelsesdirektivets artikel 4,nr. 7), og artikel 14,

nr. 5), og ikke af begrebet »tilladelsesordning« i

tjenesteydelsesdirektivets artikel 4, nr. 6), og artikel 9

og 10? 5b) Er tjenesteydelsesdirektivets artikel 14, nr.

–

såfremt en ordning som dennedenfor i punkt 8

omhandlede er omfattet af begrebet »krav«

–

eller

tjenesteydelsesdirektivets artikel 9 og 10

–

såfremt en

ordning som den nedenfor i punkt 8 omhandlede er

omfattet af begrebet »tilladelse«

–

til hinder for, at en

kommunalforvaltning fastsætter en ordning som den

nedenfor i punkt 8omhandlede?6) Er en ordning som

den nedenfor i punkt 8 omhandlede omfattet af

artikel 34 til 36 TEUF eller artikel 49 til 55 TEUF, og

finder i bekræftende fald de af Domstolen anerkendte

undtagelser

–

såfremt proportionalitetsprincippet er

overholdt

–

da anvendelse?

Hummel Holding

Under hvilke omstændigheder skal et juridisk

selvstændigt selskab med hjemsted i Unionen, som er

et datterdatterselskab af en virksomhed, som ikke selv

har hjemsted i EU, anses for denne virksomheds

»forretningssted« i den forstand, hvori dette udtryk er

anvendt i artikel 97, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

Forbrugerombuds-

manden

C-617/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

18.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 631: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5. maj 2017

(EUT L 78, s. 1)?