Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 491
Offentligt
1734166_0001.png
Fødevarestyrelsen
Sags.nr.: 2016-29-22-02096/2017-3130
Den 16. marts 2017
MFVM 249
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag om godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk
modificeret bomuld GHB119 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1829/2003 (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om godkendelse af genetisk modificeret (GM) bomuld GHB119 i henhold til
GMO-forordningen. Godkendelsen vil gælde fødevare- og foderanvendelser samt import og forarbejdning af
den genmodificerede bomuld. Godkendelsen vedrører ikke dyrkning i EU. Bomuld GHB119 er ved
genmodificering gjort tolerant over for ukrudtsbekæmpelsesmidler baseret på aktivstoffet glufosinat og
resistent over for angreb af visse skadegørende insekter. Bomulden indeholder ikke antibiotikaresistensgener.
Vurderingen i forbindelse med godkendelsen i EU omhandler sikkerheden af de produkter, der ønskes
markedsført, og ikke hvorvidt der er en nyttevirkning heraf. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA) vurderer, at bomulden er lige så sikker som tilsvarende konventionel ikke-genmodificeret bomuld med
hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet ved de påtænkte anvendelser. De
rådgivende danske eksperter ved DTU Fødevareinstituttet og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus
Universitet er enige i denne vurdering. En vedtagelse af forslaget vurderes ikke at ville berøre
beskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Regeringen konstaterer således, at der ikke er fagligt eller juridisk
grundlag for at modsætte sig en godkendelse, og kan støtte forslaget. Forslaget forventes sat til afstemning i
Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 27. marts 2017.
Baggrund
Kommissionen har den 13. marts 2017 fremsat forslag om tilladelse til markedsføring af produkter, der
indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119 efter reglerne i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede
fødevarer og foderstoffer (GMO-forordningen). Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-forordningens artikel 7
og 19.
Beslutningen træffes på grundlag af et forslag fra Kommissionen, som forelægges Den Stående Komité for Planter,
Dyr, Fødevarer og Foder (Stående Komité) efter undersøgelsesproceduren.
Hvis komitéen afgiver en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Opnås der
ikke kvalificeret flertal for forslaget i komitéen, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden
for to måneder kan forelægge et ændret forslag for komitéen eller inden for en måned kan forelægge forslaget for
appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse eller ingen udtalelse,
vedtager Kommissionen forslaget.
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 491: Notat om komitésag vedr. godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119
1734166_0002.png
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den
27. marts 2017.
Formål og indhold
I marts 2011 indsendte Bayer en ansøgning om godkendelse af bomuld GHB119 til fødevare- og foderbrug samt
import og forarbejdning i henhold til reglerne i GMO-forordningen.
Bomuld GHB119 har ved genmodificering fået tilført generne PAT, som gør planten tolerant over for
ukrudtsmidler med det aktive stof glufosinat ammonium, og Cry2Ac, som giver resistens over for visse
skadegørere af sommerfuglefamilien. Bomulden har ikke fået tilført antibiotikaresistens-markørgener.
Den sundheds- og ernæringsmæssige kvalitet af bomuld GHB119 adskiller sig ifølge ansøgningen ikke fra
konventionel (ikke genmodificeret) bomuld. Udover dokumentation for den sundheds- og ernæringsmæssige
kvalitet af bomulden var ansøgningen i henhold til reglerne ledsaget af et forslag til miljømæssig overvågning.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har med en udtalelse af 21. oktober 2016 vurderet, at
bomuld GHB119 ved de påtænkte anvendelser er lige så sikker at anvende som tilsvarende produkter fra ikke-
genmodificeret bomuld med hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet.
EFSA har i sin vurdering taget hensyn til de specifikke spørgsmål og bekymringer, der var indsendt af EU-
medlemsstaterne i forbindelse med høringen af de kompetente myndigheder i henhold til artikel 6 og 18 i GMO-
forordningen.
EFSA har desuden konkluderet, at den miljømæssige monitoreringsplan i form af en generel overvågningsplan
indsendt af ansøger er på linje med de tiltænkte anvendelser af bomulden.
Godkendelsens omfang
Kommissionens forslag lægger op til, at der gives tilladelse til import, forarbejdning og markedsføring af
fødevarer og foderstoffer, som indeholder, består af eller er fremstillet af bomuld GHB119. Samtidig gives der
godkendelse til anden industriel brug af bomulden på lige fod med konventionel bomuld. Godkendelsen omfatter
ikke dyrkning af bomulden i EU.
Godkendelsen vil gælde fra datoen for offentliggørelse af en eventuel beslutning om godkendelse i EU-Tidende.
Beslutningen vil gælde i 10 år fra denne dato. Såfremt godkendelsen ønskes opretholdt efter udløb af 10 års
fristen, vil der skulle ansøges om re-godkendelse.
Mærkning
Produkter til fødevare- eller foderbrug, der består af, indeholder eller er fremstillet af bomuld GHB119 skal i
henhold til forslaget mærkes til den endelige forbruger med ”genetisk modificeret bomuld” eller ”fremstillet af
genetisk modificeret bomuld” i overensstemmelse med de almindelige GMO-mærkningsregler.
Side 2/4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 491: Notat om komitésag vedr. godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119
Teksten ”Ikke til dyrkning” skal fremgå af mærkningen af foder og produkter til andre formål end fødevare- og
foderbrug, hvis disse indeholder eller består af spiredygtige frø af bomuld GHB119.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens holdning,
at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
En vedtagelse af forslaget kræver ikke implementering og har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser i Danmark,
idet området overordnet er reguleret af en forordning, og dermed er reglerne umiddelbart anvendelige i Danmark.
De enkelte beslutninger er rettet til bestemte virksomheder og umiddelbart gældende for disse.
Konsekvenser
Forslaget har ikke samfundsøkonomiske eller statsfinansielle konsekvenser og vurderes ikke at indebære
administrative byrder. Det vurderes, at forslaget kan have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser for den
animalske produktion i Danmark, idet en manglende godkendelse vil kunne afskære erhvervet fra forsyningen af
gængse råvarer på verdensmarkedet. Fødevarestyrelsen bemærker dog, at den eksisterende import af GM bomuld
til brug i foder og fødevarer er meget begrænset. Godkendelsen af den konkrete GM bomuld forventes desuden
ikke at medføre ændringer af det eksisterende importmønster. Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering
vurderer, at tilladelsen ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Med hensyn til de sundheds- og miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af bomuld GHB119 konkluderer
EFSA, at bomulden ved de påtænkte anvendelser er lige så sikker som tilsvarende konventionel, ikke-
genmodificeret bomuld med hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet. Dette
indebærer bl.a., at de nye proteiner, der dannes i bomuld GHB119 som følge af genmodificeringen, vurderes at
være sundhedsmæssigt uproblematiske.
Vurderingen i forbindelse med godkendelsen i EU omhandler sikkerheden af de produkter der ønskes
markedsført, og ikke hvorvidt der er en nyttevirkning heraf.
DTU Fødevareinstituttet har ligeledes vurderet det fremsendte ansøgningsmateriale. Instituttet kan tilslutte sig
EFSA’s vurdering af, at bomuld GHB119 er at betragte som andre konventionelle bomuld i relation til de
sundhedsmæssige og ernæringsmæssige aspekter.
Miljøstyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har bedt eksperter ved Nationalt Center for Miljø og Energi på
Aarhus Universitet (DCE) om at vurdere de miljømæssige konsekvenser ved en godkendelse af bomuld GHB119.
DCE vurderer samlet, at der ikke kan forventes nogen uønskede miljømæssige konsekvenser for dyre- og planteliv
i Danmark ved markedsføring af bomuld GHB119 til andre formål end dyrkning. DCE’s vurdering er hermed i
overensstemmelse med EFSA’s vurdering.
På den baggrund skønnes forslaget ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen. Der er indkommet følgende bemærkninger:
Side 3/4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 491: Notat om komitésag vedr. godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119
1734166_0004.png
DI Fødevarer anbefaler, at ansøgningen imødekommes uden forsinkelse. Ud fra EFSA’s positive udtalelse er det
brancheforeningens vurdering, at der er tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation for at imødekomme
ansøgningen.
Landbrug & Fødevarer finder, at Danmark bør stemme for godkendelsen i lyset af, at EFSA vurderer, at den
pågældende bomuld ikke udgør nogen risiko for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet.
Miljøbevægelsen NOAH finder, at det ikke er bevist, at GM-bomulden har ligeså god ernæringsmæssig kvalitet
som ikke-GM bomuld. Desuden er NOAH modstander af, at der skal gives tilladelse til import af afgrøder, som er
sprøjtet med glufosinat, der ikke er godkendt i EU. Det burde undersøges om bomulden overholder EU’s
grænseværdier. Med henvisning til litteraturen stiller NOAH sig skeptisk overfor, om GM-bomulden er sikker for
mennesker og dyrs sundhed. På den baggrund mener NOAH ikke, at bomuld GHB119 bør godkendes til fødevare-
og foderbrug i EU.
Fødevarestyrelsen bemærker, at sikkerheden ved brug af ukrudtsmidler som glufosinat og rester heraf i fødevarer
og foder vurderes og reguleres under EU’s pesticid-regler, ikke under GMO-reglerne. Eventuelle restindhold af
ukrudtsmidler skal overholde de samme grænser, som konventionelle, ikke-GM afgrøder.
Biodynamisk Forbrugersammenslutning opfordrer til at stemme nej til ansøgningen. Foreningen er ikke enig i
vurderingen af, at markedsføringen af bomulden ikke vil have negative effekter på menneskers og dyrs sundhed.
Forbrugersammenslutningen er af den opfattelse, at GMO’er generelt er farlige for sundhedens opretholdelse.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Hidtidige afstemninger blandt medlemsstaterne om godkendelse af GMO’er under GMO-forordningen har
hverken vist et kvalificeret flertal for eller imod. Det forventes, at afstemningen om forslaget i den Stående Komité
vil give samme resultat. Forslaget kan på den baggrund forventes at blive sendt til appeludvalget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at afgørelser vedrørende tilladelse til at anvende genmodificerede afgrøder
skal træffes på baggrund af en sundheds- og miljømæssig risikovurdering som fastsat i GMO-forordningen.
Den sundheds- og miljømæssige vurdering af anvendelse af fødevarer og foder bestående af eller fremstillet af
bomuld GHB119 giver ikke danske og internationale eksperter anledning til bemærkninger.
Der er ikke krav i lovgivningen om, at ansøgere skal redegøre for den samfundsmæssige nyttevirkning af GMO’er.
Dette aspekt indgår ikke i forordningens kriterier for godkendelse.
Regeringen noterer sig, at betingelserne for opnåelse af en godkendelse er opfyldt og, at der på den baggrund ikke
er fagligt eller juridisk grundlag for at modsætte sig en godkendelse. Regeringen kan støtte forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Side 4/4