EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 49
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

21. oktober 2016

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-611/14

Titel og kort sagsresumé

Canal Digital Danmark

l) Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29ÆF af 11. maj 2005 om virksomheders

urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det

indre marked mv. (direktivet om urimelig

handelspraksis), fortolkes således, at det er til hinder

for en national ordning som den i § 3 i den danske

markedsføringslov, der forbyder vildledende

handelspraksis, herunder i forbindelse med

købsopfordringer, men som hverken i dens § 3 eller

andetsteds i loven nævner de begrænsninger, der

følger af direktivets artikel 7, stk. 1, hvorefter der skal

tages hensyn til, om en handelspraksis udelader

væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren

har behov for i den pågældende situation for at træffe

en informeret transaktionsbeslutning, og følger af

artikel 7, stk. 3, hvorefter der skal tages hensyn til, at

det anvendte kommunikationsmedie indebærer

begrænsninger i tid og rum?

De øvrige spørgsmål kan findes i forelæggelses-

kendelsen.

Viasat Broadcasting UK mod Kommissionen

(appel)

Påstande: In the light of the foregoing, Viasat

respectfully requests your Court to: set aside the

judgment in Case T-125/12, Viasat Broadcasting UK

Lid v Commission, and annul Commission Decision

2011 /839/EU of 20 April 2011 on measures

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombudsman

den

Processkridt

Dom

Dato

26.10.16

C-660/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Finansministeriet

Kulturministeriet

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Kammeradvokaten

10.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

adopted by the Danish state in favour of

TV2/Danmark (EUT 201 1 L 340, s. 1), and order

the defendant at fiirst instance to pay the costs of

Viasat both incurred in the first instance and before

your Court. In the alternative, Viasat asks your Court

to set aside the judgment under appeal, and refer the

case back to the General Court, and reserve the costs

of the proceedings at first instance and on.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-641/15

Titel og kort sagsresumé

Verwertungsgesellschaft Rundfunk

Er kriteriet »mod entré« i artikel 8, stk. 3, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12.

december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder

samt om visse andre ophavsretsbeslægtede

rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret

opfyldt, hvis – der på de enkelte værelser på et hotel

er installeret tv-apparater, og hotelejeren stiller

signalet fra forskellige fjernsyns- og radioprogrammer

til rådighed gennem disse (»hotelværelses-tv«) og –

hotelejeren for benyttelse af værelset (med

»hotelværelses-tv«) kræver et vederlag for værelset pr.

overnatning, som også omfatter benyttelse af

tvapparatet og de fjernsyns- og radioprogrammer, der

herigennem er stillet til rådighed?

Ultra-Brag

1. Skal artikel 202, stk. 3, første led, i Rådets

forordning (EF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks (herefter

»toldkodeksen«) fortolkes således, at en juridisk

person i henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3,

første led, som den person, der foretager en indførsel,

bliver debitor for toldskylden, hvis en [org. s. 2] af

den juridiske persons medarbejdere, som ikke er dens

retlige repræsentant, inden for rammerne af sine

kompetencer har givet anledning til den ikke

forskriftsmæssige indførsel? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende: Skal toldkodeksens

artikel 202, stk. 3, andet led, da fortolkes således, at a)

en juridisk person (også) har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, hvis en af dens ansatte,

som ikke er dens retlige repræsentant, inden for

rammerne af sine kompetencer har deltaget i denne

indførsel og b) den subjektive betingelse »som vidste

eller med rimelighed burde have vidst« med hensyn til

juridiske personer, der har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, skal vurderes i forhold til

den fysiske person, som hos den juridiske person var

beskæftiget med sagen, 3. Såfremt det første eller det

andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

Skal toldkodeksens artikel 212a da fortolkes således,

at bedømmelsen af, om debitors adfærd giver

Interessant

Kulturministeriet

Processkridt

Dato

25.10.16

C-679/15

Skatteministeriet

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

anledning til mistanke om svigagtig fremgangsmåde

eller åbenbar forsømmelighed, i forbindelse med

juridiske personer udelukkende skal foretages på

grundlag af den juridiske persons henholdsvis dens

organers adfærd, eller skal adfærden hos en fysisk

person, som er ansat hos den juridiske person og

inden for rammerne af sine opgaver behandler sagen,

tilregnes den juridiske person?

T-155/15

Kaddour mod Rådet

Påstande: Det bestemmes, at sagsakterne i sag T-

654/11 inddrages i denne sag. Sagsøgeren gives ret til

at afgive replik og til i denne forbindelse at fremlægge

nye beviser samt føre vidner. Følgende retsakter

annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren:

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/108 af

26. januar 2015 — Rådets gennemførelsesafgørelse

(FUSP) 2015/117 af 26. januar 2015. Rådet tilpligtes

at betale sagens omkostninger.

Jaber mod Rådet

Påstande: Det bestemmes, at sagsakterne i sag T-

653/11 inddrages i denne sag. Sagsøgeren gives ret til

at afgive replik og til i denne forbindelse at fremlægge

nye beviser samt føre vidner. Følgende retsakter

annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren:

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/108 af

26. januar 2015 — Rådets gennemførelsesafgørelse

(FUSP) 2015/117 af 26. januar 2015.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Hamcho og Hamcho International mod Rådet

Påstande: Det bestemmes, at sagsakterne i sag T-

43/12 inddrages i denne sag. Sagsøgerne gives ret til

at afgive replik og til i denne forbindelse at fremlægge

nye beviser samt føre vidner. Følgende retsakter

annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne:

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/108 af

26. januar 2015 — Rådets gennemførelsesafgørelse

(FUSP) 2015/117 af 26. januar 2015. Rådet tilpligtes

at betale sagens omkostninger.

Yara Suomi e.a.

1. Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU, for så

vidt som den beror på emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5, ugyldig og strider den mod dette

direktivs artikel 23, stk. 3, fordi denne afgørelse ikke

blev truffet på grundlag af forskriftsproceduren med

kontrol, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse

1999/468/EF og artikel 12 i forordning nr.

182/2011/EU? Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare de

øvrige spørgsmål. 2. Strider Kommissionens afgørelse

2013/448/EU mod emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5, litra a), for så vidt som

Kommissionen ved fastsættelsen af industriloftet ikke

tog hensyn til i) en del af de verificerede emissioner i

perioden 2005-2007 fra aktiviteter og anlæg, der

omfattedes af emissionshandelsdirektivets

Udenrigsministeriet

Dom

26.10.16

T-154/15

Udenrigsministeriet

Dom

26.10.16

T-153/15

Udenrigsministeriet

Dom

26.10.16

C-506/14

Energistyrelsen

Dom

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

anvendelsesområde i perioden 2008-2012, men for

hvilke der i perioden 2005-2007 ikke gjaldt nogen

verifikationsforpligtelse, og som derfor ikke var

registreret i CITL-systemet, ii) de nye aktiviteter, der i

perioden 2008-2012 omfattedes og i perioden 2013-

2020 omfattes af emissionshandelsdirektivets

anvendelsesområde, for så vidt som de ikke indgik i

dette direktivs anvendelsesområde i perioden 2005-

2007 og udføres i anlæg, der allerede i perioden 2005-

2007 var omfattet af emissionshandelsdirektivets

anvendelsesområde, iii) emissionerne fra anlæg, der

blev nedlagt før den 30. juni 2011, selv om der rent

faktisk findes verificerede emissioner fra disse anlæg i

perioden 2005-2007 og til dels også i perioden 2008-

2012? Såfremt spørgsmål 2, i)-iii), på nogle punkter

skal besvares bekræftende, er Kommissionens

afgørelse 2013/448/EU da ugyldig med hensyn til

anvendelsen af den tværsektorielle korrektionsfaktor,

således at den ikke skal anvendes? 3. Er

Kommissionens afgørelse 2013/448/EU ugyldig og

strider den mod emissionshandelsdirektivets artikel

10a, stk. 5, og dette direktivs mål som følge af, at

denne afgørelse ved beregningen af industriloftet i

henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,

stk. 5, litra a) og b), ikke medregner emissioner, der

opstår i forbindelse med i) produktion af elektricitet

på basis af spildgasser i anlæg, der er omfattet af

emissionshandelsdirektivets bilag I, og som ikke er

»elektricitetsgeneratorer«, og ii) produktion af varme i

anlæg, der er omfattet af emissionshandelsdirektivets

bilag I, som ikke er »elektricitetsgeneratorer«, og som

i henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,

stk. 1-4, og afgørelse 2011/278/EU må tildeles gratis

certifikater? 4. Er Kommissionens afgørelse

2013/448/EU – i sig selv eller sammenholdt med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 5 –

ugyldig og strider den mod

emissionshandelsdirektivets artikel 3, litra e) og u),

fordi denne afgørelse ved beregningen af

industriloftet i henhold til emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5 a og b, ikke medregner de

emissioner, der er nævnt i spørgsmål 3 ovenfor? 5. Er

Kommissionens afgørelse 2013/448/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 12, for så

vidt som den lader den tværsektorielle

korrektionsfaktor omfatte en sektor, der er defineret i

afgørelse 2010/2/EU, og som er udsat for en

betydelig risiko for carbon leakage? 6. Er afgørelse

2011/278/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 1, for så

vidt som Kommissionens foranstaltninger i

forbindelse med fastsættelsen af benchmarks skal tage

hensyn til incitamenter til anvendelse af

energieffektive teknikker, de mest effektive teknikker,

højeffektiv kraftvarmeproduktion og energieffektiv

genvinding af spildgasser? 7. Er afgørelse

2011/278/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 2, for så

vidt som principperne for benchmarks skal baseres på

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

den gennemsnitlige præstation for de 10% mest

effektive anlæg i en sektor?

C-489/15

CTL Logistics

Sagen vedrører: 1. Skal EU-retlige bestemmelser,

navnlig artikel 30, stk. 1, første punktum, stk. 2, stk.

3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv 2001/14/EF

fortolkes således, at krav om tilbagebetaling af afgifter

for benyttelse af infrastruktur, som er aftalt eller

fastsat mellem en infrastrukturforvalter og en ansøger

i en rammeaftale, er udelukket, hvis sådanne krav ikke

gøres gældende ved de procedurer, der er fastsat for

det nationale tilsynsorgan, og de tilsvarende retslige

procedurer, i forbindelse med hvilke disse afgørelser

fra tilsynsorganet efterprøves? 2. Skal EU-retlige

bestemmelser, navnlig artikel 30, stk. 1, første

punktum, stk. 2, stk. 3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i

direktiv 2001/14/EF fortolkes således, at krav om

tilbagebetaling af afgifter for benyttelse af

infrastruktur, som er aftalt eller fastsat mellem en

infrastrukturforvalter og en ansøger i en rammeaftale,

er udelukket, hvis de omtvistede afgifter ikke

forudgående er blevet forelagt det nationale

tilsynsorgan? 3. Er en civilretlig efterprøvelse af

rimeligheden af afgifter for benyttelse af infrastruktur

på grundlag af en national civilretlig bestemmelse,

som giver domstolene mulighed for at kontrollere

rimeligheden af fastsættelsen af en ydelse, når denne

fastsættes ensidigt af den ene part, og eventuelt selv

ved egen afgørelse at fastsætte den ud fra et rimeligt

skøn, forenelig med EUrettens bestemmelser, som

forpligter infrastrukturforvalteren til at overholde

generelle retningslinjer for fastsættelsen af afgiften

såsom kravet om omkostningsdækning (artikel 6, stk.

1, i direktiv 2001/14/EF) eller kriterierne vedrørende

markedsbæredygtigheden (artikel 8, stk. 1, direktiv

2001/14/EF)? 4. Hvis tredje spørgsmål besvares

bekræftende: Skal den civile domstol ved sin

skønsudøvelse overholde kriterier i direktiv

2001/14/EF vedrørende fastsættelsen af afgifterne

for benyttelse af infrastruktur, og i givet fald hvilke?

5. Er den civilretlige efterprøvelse af afgifters

rimelighed på grundlag af den i spørgsmål 3 nævnte

nationale bestemmelse forenelig med EU-retten, for

så vidt som de civile domstole fastsætter afgiften

under afvigelse fra jernbaneforvalterens generelle

afgiftsprincipper og -størrelser [org. s. 3], selv om

jernbaneforvalteren ifølge EU-retten er forpligtet til

at sikre ikkediskriminerende ligebehandling af alle

adgangsberettigede (artikel 4, stk. 5, i direktiv

2001/14/EF)? 6. Er den civilretlige

rimelighedsefterprøvelse af en infrastrukturforvalters

afgifter forenelig med EU-retten i betragtning af den

omstændighed, at EUretten lægger til grund, at

tilsynsorganet har kompetence til at træffe afgørelse

om uenigheder mellem infrastrukturforvalteren og

den adgangsberettigede om afgifterne for benyttelse

af infrastruktur eller om størrelsen eller strukturen af

de afgifter for benyttelse af infrastruktur, som den

Transport- og

Bygningsministeriet

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

adgangsberettigede skal betale eller ville skulle betale

(artikel 30, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv

2001/14/EF), og at tilsynsorganet i lyset af potentielt

mange tvister ved forskellige civile domstole ikke

længere ville kunne sikre en ensartet anvendelse af

jernbanelovgivningen (artikel 30, stk. 3, i direktiv

2001/14/EF)? 7. Er det foreneligt med EU-retten,

navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, hvis

nationale bestemmelser forlanger en beregning af

samtlige infrastrukturforvalterens afgifter for

benyttelse af infrastruktur, som udelukkende er

baseret på direkte omkostninger?

C-448/15

Wereldhave Belgium e.a.

1. Skal Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990

om en fælles beskatningsordning for moder- og

datterselskaber fra forskellige medlemsstater fortolkes

således, at dette direktiv er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter der ikke kan ske fritagelse for

belgisk forskudsskat af dividende, som et belgisk

datterselskab har udloddet til et i Nederlandene

hjemmehørende moderselskab, der opfylder kravene

til minimumsandel, idet det nederlandske

moderselskab er en investeringsforening, der fuldt ud

skal udbetale sit overskud til sine andelshavere, og

som følge heraf er berettiget til en selskabsskattesats

på nul? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

benægtende, skal artikel 49 (tidligere artikel 43) og

artikel 63 (tidligere artikel 56) i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (som ændret og

med ny nummerering i henhold til Lissabontraktaten)

fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder

for en national bestemmelse, hvorefter der ikke kan

ske fritagelse for belgisk forskudsskat af dividende,

som [org. s. 15] et belgisk datterselskab har udloddet

til et i Nederlandene hjemmehørende moderselskab,

der opfylder kravene til minimumsandel, idet det

nederlandske moderselskab er en

investeringsforening, der fuldt ud skal udbetale sit

overskud til sine andelshavere, og som følge heraf er

berettiget til en selskabsskattesats på nul?

Hecht-Pharma

1. Er artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv 2001/83/EF til

hinder for en national bestemmelse som § 21, stk. 2,

nr. 1), i [Gesetz über den Verkehr mit Arzneimitteln

(lov om handel med lægemidler, herefter »AMG«)],

hvorefter der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel,

der er beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi

det påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller

tandlæger, for så vidt angår de væsentlige

produktionstrin og inden for rammerne af normal

apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på

op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige

til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret

inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til

apoteksdrift? For det tilfælde, at spørgsmål 1 skal

besvares bekræftende, spørges: [org. s. 3] 2. Gælder

dette resultat også, såfremt en national bestemmelse

Skatteministeriet

26.10.16

C-276/15

Sundheds- og

Ældreministeriet

Lægemiddelstyrelsen

Dom

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

som AMG’s § 21, stk. 2, nr. 1), fortolkes således, at

der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel, der er

beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi det

påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller

tandlæger, for så vidt angår de væsentlige

produktionstrin og inden for rammerne af normal

apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på

op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige

til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret

inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til

apoteksdrift, hvis lægemidlet enten efter lægerecept,

der ikke nødvendigvis skal være udstedt inden

fremstillingen, udleveres til en bestemt patient, eller

tilberedes på apoteket ifølge forskrifterne i en

farmakopé og er bestemt til direkte udlevering til

patienterne?

C-269/15

Hoogstad

Skal artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr.

1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der

flytter inden for Fællesskabet, fortolkes således, at

den er til hinder for, at der opkræves et bidrag –

såsom det bidrag, der indeholdes i henhold til artikel

191, stk. 1, nr. 7, i wet betreffende de verplichte

verzekering voor geneeskundige verzorging (lov om

obligatorisk sygeog invalideforsikring), som

koordineret ved lov af 14. juli 1994, og det

solidaritetsbidrag, der indeholdes i henhold til artikel

68 i wet van 30 maart 1994 houdende sociale

bepalingen (lov af 30.3.1994 om sociale

bestemmelser) – af ydelser fra belgiske supplerende

pensionsordninger, som ikke udgør lovgivning som

omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra j), første

afsnit, såfremt disse ydelser tilkommer en modtager,

der ikke bor i Belgien, og som i henhold til

forordningens artikel 13, stk. 2, litra f), er omfattet af

den sociale sikringsordning i den medlemsstat, på

hvis område denne person er bosat?

James Elliott Construction

Sagen vedrører: 1 a) Såfremt vilkårene i en privatretlig

aftale forpligter en part til at levere et produkt, der er

fremstillet i overensstemmelse med en national

standard, derer udstedt til gennemførelse af en

europæisk standard efter et mandat fra Europa-

Kommissionen i henhold til [org. s. 3]

bestemmelserne i byggevaredirektivet (89/106/EØF),

er fortolkningen af denne standard da et forhold, som

Domstolen kan anmodes om at afgøre ved

præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF?

b) Såfremt spørgsmål 1(a) besvares bekræftende, er

det da et krav efter EN 13242:2002 at overholdelse

eller tilsidesættelse af denne standard kun kan fastslås

ved dokumentation i form af prøvninger i

overensstemmelse med standarder (uden mandat)

udstedt af Den Europæiske

Standardiseringsorganisation (CEN), som

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

26.10.16

C-613/14

Energistyrelsen

Miljøstyrelsen

Dom

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

EN13242:2002 henviser til, og som foretages på

tidspunktet for produktionen og/eller tidspunktet for

leveringen, eller kan tilsidesættelse af en standard (og

følgelig manglende opfyldelse af aftalen) fastslås ved

dokumentation i form af prøvninger udført senere,

såfremt udfaldet af sådanne prøvninger logisk set kan

anses som bevis for, at standarden er blevet tilsidesat?

2) Er en national domstol ved behandlingen af et

privatretligt krav om manglende opfyldelse af en

aftale om et produkt, der er fremstillet i

overensstemmelse med en europæisk standard

udstedt efter et mandat fra Europa-Kommissionen i

henhold til byggevaredirektivet, forpligtet til at afstå

fra at anvende nationale bestemmelser, der indebærer

krav til handelsmæssig kvalitet og egnethed til

formålet, med den begrundelse at enten de

lovbestemte vilkår eller deres anvendelse skaber

standarder eller pålægger tekniske specifikationer eller

krav, der ikke er foretaget underretning om i henhold

til bestemmelserne i informationsproceduredirektivet

(98/34/EF)? 3) Er en national ret, der behandler en

sag om manglende opfyldelse af en privatretlig aftale,

der udspringer af manglende opfyldelse af et vilkår

om handelsmæssig kvalitet eller egnethed til

anvendelse (der indirekte følger af lov i en aftale

mellem parterne og ikke ændret eller fraveget af dem)

for et produkt, der er fremstillet i overensstemmelse

med EN13242:2002, forpligtet til at antage, at

produktet er af sædvanlig handelsmæssig kvalitet og

egnet til sit formål, og i så fald kan en sådan

formodning da kun afvises ved dokumentation for

manglende overholdelse af EN13242:2002 ved

prøvninger udført i [org. s. 4] overensstemmelse med

de prøvninger og protokoller, der henvises til i

EN13242:2002, og som er udført på tidspunktet for

leveringen af produktet? 4) Såfremt spørgsmål 1(a),

og spørgsmål 3 besvares bekræftende, er en grænse

for det samlede svovlindhold i tilslag da foreskrevet

ved eller i henhold til EN13242:2002, således at

overholdelse af en sådan grænse var et krav for bl.a.

at skabe en formodning for sædvanlig handelsmæssig

kvalitet eller egnethed til anvendelse? 5) Såfremt både

[det første spørgsmål,] litra a), og det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, er dokumentation for, at

produktet var forsynet med »CE-mærkning«, da

nødvendig for at kunne støtte sig på formodningen

skabt ved bilag ZA til EN13242:2002 og/eller

byggevaredirektivets artikel 4 (89/106/EØF)?

C-610/15

Stichting Brein

1) Foretager en administrator af et websted en

overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3,

stk. 1, i ophavsretsdirektivet, såfremt der ikke findes

beskyttede værker på administratorens websted, men

et system [som beskrevet nedenfor i punkt 1-13 og

30], hvorved meta-information om beskyttede

værker, der befinder sig på brugernes computere,

indekseres og kategoriseres, således at brugerne ved

hjælp heraf kan spore og up- og downloade de

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Mundtlig

forhandling

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

beskyttede værker? 2) Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende: Er der i ophavsretsdirektivets

artikel 8, stk. 3, og artikel 11 i håndhævelsesdirektivet

hjemmel til at udstede et påbud til en sådan

mellemand, som omhandles i disse bestemmelser,

såfremt denne mellemmand gør det lettere for

tredjemand at udføre ophavsretskrænkelser på den

måde, der er beskrevet i spørgsmål 1?

C-406/15

Milkova

1. Tillader artikel 5, [stk.] 2, i De Forenede Nationers

konvention om handicappedes rettigheder, at

medlemsstaterne ved lov fastsætter en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 2.

Tillader artikel 4 og de øvrige bestemmelser i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv en national

ordning, der hjemler en særlig forudgående

beskyttelse mod afskedigelse, der kun gælder for

handicappede, der er arbejdstagere, men ikke for

tjenestemænd med samme handicap? 3. Tillader

artikel 7 i direktiv 2000/78, at der fastsættes en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 4.

Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares

benægtende: Kræver overholdelsen af internationale

og fællesskabsretlige bestemmelser henset til de

beskrevne kendsgerninger og omstændigheder i den

foreliggende sag, at den af den nationale lovgiver

fastsatte særlige forudgående beskyttelse mod

afskedigelse, der kun gælder for handicappede, der er

arbejdstagere, også skal finde anvendelse på

tjenestemænd med samme handicap?

D'Oultremont e.a.

Indebærer artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a),

i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet, at en

lovgivning i form af en anordning, som indeholder

forskellige bestemmelser om opstilling af vindmøller,

herunder vedrørende sikkerhed, kontrol, reetablering

og sikkerhedsstillelse, samt regler for støj, som er

fastlagt i forhold til planzoner, bestemmelser

gældende for indrømmelse af administrative

tilladelser, der giver bygherren ret til at opstille og

drive anlæg, som ubetinget underkastes en

miljøvurdering i henhold til national ret, skal

kvalificeres som »en plan eller et program« i de

nævnte bestemmelsers forstand?

Audace e.a.

Sagen vedrører: »Er en national lovgivning, der

udelukkende tillader engrosforhandlere, der er

indehavere af den tilladelse, der er omhandlet i artikel

65 i direktiv 2001/82/EF, at foretage parallelimport

af veterinærlægemidler, og således udelukker

Social- og

Indenrigsministeriet

Moderniseringsstyrel-

sen

27.10.16

C-290/15

Energistyrelsen

Miljøstyrelsen

Dom

27.10.16

C-114/15

Justitsministeriet

Sundhedsstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Dom

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

personer, som har tilladelse til detailforhandling, og

opdrættere, fra at foretage en sådan parallelimport,

forenelig med bestemmelserne i artikel 34 TEUF-36

TEUF? Indebærer bestemmelserne i artikel 65 i

direktiv 2001/82/EF og i artikel 16 i direktiv

2006/123/EF (tjenesteydelsesdirektivet), at en

medlemsstat er berettiget til ikke at anerkende

tilladelser til engrosforhandling af

veterinærlægemidler, som er udstedt af de

kompetente myndigheder i andre medlemsstater til

deres egne statsborgere, og at kræve, at disse desuden

skal være indehavere af en tilladelse til

engrosforhandling, der er udstedt af medlemsstatens

egne kompetente nationale myndigheder, for at have

ret til at ansøge om og gøre brug af tilladelser til

parallelimport af veterinærlægemidler i denne

medlemsstat? Er en national lovgivning, som

sidestiller parallelimportører af veterinærlægemidler

med indehavere af en driftstilladelse, som ikke er

påkrævet i henhold til direktiv 2001/82/EF, med

ændringer, om oprettelse af et fællesskabskodeks for

veterinærlægemidler, og der som følge heraf

underlægger disse importører en forpligtelse til at

råde over et forretningssted på den pågældende

medlemsstats område, og at opfylde samtlige de

foranstaltninger til lægemiddelovervågning, der er

fastsat i nævnte direktivs artikel 72-79, forenelig med

artikel 34 TEUF, 36 TEUF og 56 TEUF samt artikel

16 i direktiv 2006/123/EF

(tjenesteydelsesdirektivet)?«

C-428/15

CAFA:

Sagen vedrører: (1) Finder artikel 15 i forordning

2201/2003 anvendelse på plejesager indledt af en

lokal myndighed i en medlemsstat, når det vil

nødvendiggøre, at et andet organ indleder særskilte

retsforhandlinger i medfør af en anden lovgivning og

muligvis, hvis ikke sandsynligvis, vedrørende andre

faktiske omstændigheder, hvis retten i en anden

medlemsstat påtager sig kompetencen? (2) Hvis dette

er tilfældet, i hvilket omfang, om overhovedet, bør en

ret tage hensyn til den sandsynlige indvirkning, som

en anmodning i henhold til artikel 15 vil have på de

pågældende personers ret til fri bevægelighed, hvis

den tages til følge? (3) Hvis »barnets bedste« i artikel

15, stk. 1, i forordning 2201/2003 kun henviser til

afgørelsen af værneting, hvilke faktorer kan en ret da

tage hensyn til i denne forbindelse, som ikke allerede

er blevet taget i betragtning ved afgørelsen af, om en

anden ret er »bedre egnet«? (4) Kan en ret med

henblik på artikel 15 i forordning 2201/2003 tage

hensyn til materiel ret, processuelle bestemmelser

eller retspraksis fra retterne i den relevante

medlemsstat? (5) I hvilket omfang bør en national ret

ved en prøvelse i henhold til artikel 15 i forordning

2201/2003 tage hensyn til de specifikke

omstændigheder i sagen, herunder moderens ønske

om at flytte til et sted, hvor de sociale myndigheder i

hendes hjemland ikke kan nå hende, for derefter at

Social- og

Indenrigsministeriet

Dom

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

føde sit barn i en anden jurisdiktion med et socialt

forsorgssystem, som hun anser for at være mere

gunstigt? (6) Præcis hvilke forhold skal en national ret

tage hensyn til ved afgørelsen af, hvilken ret der er

bedst egnet til at behandle sagen?

C-292/15

Hörmann Reisen

a. Er det i forbindelse med en udbudsprocedure i

henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr.

1370/2007, sammenholdt med direktiv 2004/18/EF

og direktiv 2014/24/EU, i princippet kun

bestemmelserne i disse direktiver, der finder

anvendelse, således at de bestemmelser i forordning

(EF) nr. 1370/2007, der fraviger bestemmelserne i de

pågældende direktiver, ikke skal anvendes?

Lesoochranárske zoskupenie VLK

Er det muligt at sikre adgangen til effektive retsmidler

og retten til en upartisk domstol, som fastlagt i artikel

47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, i tilfælde af en formodet

krænkelse af retten til et højt miljøbeskyttelsesniveau,

som gennemført på de af Den Europæiske Union

fastsatte betingelser, i særdeleshed ved Rådets direktiv

92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af

naturtyper samt vilde dyr og planter, og navnlig

[retten til] at bidrage til høring af offentligheden

angående et projekt, der kan have væsentlig

indvirkning [org. s. 2] på særlige bevaringsområder i

det europæiske økologiske net under betegnelsen

NATURA 2000, samt de rettigheder, som sagsøgeren

i sin egenskab af national almennyttig

miljøbeskyttelsesorganisation gør gældende i henhold

til artikel 9 i konventionen om adgang til oplysninger,

offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt

adgang til klage og domstolsprøvelse på

miljøområdet, og inden for de grænser, der er fastlagt

i Domstolens dom af 8. marts 2011, C-240/09, selv

når den nationale ret afbryder domstolsprøvelsen i en

tvist angående vurderingen af en afgørelse, hvormed

[denne organisation] er blevet nægtet status som part i

en administrativ procedure vedrørende udstedelse af

en tilladelse, således som det er sket i den

foreliggende sag, og opfordrer [organisationen] til at

anlægge sag og gøre gældende, at organisationen er

blevet forbigået i denne administrative procedure?

Dowling e.a.

Sagen vedrører: 1) udelukker andet selskabsdirektiv

da under alle omstændigheder, herunder under

omstændighederne i denne sag, udstedelsen af et

påbud i medfør af section 9 i Credit Institutions

(Stabilisation) Act 2010 i henhold til ministerens

opfattelse, hvorefter den er nødvendig, når et sådant

påbud har den virkning, at selskabets kapital forhøjes

uden generalforsamlingens samtykke, at der tildeles

nye aktier, uden at de tilbydes eksisterende aktionærer

som forkøbsret uden generalforsamlingens samtykke,

at den nominelle værdi af selskabets aktier sænkes

uden generalforsamlingens samtykke, og at selskabets

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

27.10.16

C-243/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

08.10.16

C-41/15

Erhvervsstyrelsen

Dom

08.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

stiftelsesoverenskomst og vedtægter i denne

forbindelse ændres uden generalforsamlingens

samtykke? 2) udgjorde det af High Court i medfør af

section 9 i Credit Institutions (Stabilisation) Act 2010

udstedte påbud i forhold til Irish Life and Permanent

Group Holdings plc og Irish Life and Permanent plc

da en tilsidesættelse af EU-retten?

C-618/15

Concurrence

Skal artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr.

44/2001 af 22. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

fortolkes således, at en godkendt forhandler, der

anser sig for krænket, i tilfælde af en påstået

overtrædelse af forbud mod videresalg uden for et

selektivt distributionsnet og via en markedsplads med

onlinesalgstilbud på en række websteder, der drives i

forskellige medlemsstater, har mulighed for at

anlægge sag med henblik på at bringe det deraf

følgende ulovlige forhold til ophør for retten i den

stat, på hvis område det indhold, der er lagt ud på

internettet, er eller har været tilgængeligt, eller stilles

der krav om en anden tilknytning?

Davitas

Sagen vedrører: Er det af sagsøgeren markedsførte

produkt »De Tox Forte« et levnedsmiddel eller en

levnedsmiddelingrediens med ny molekylestruktur i

henhold til artikel 1, stk. 2, litra c), i forordning (EF)

nr. 258/97? Er det navnlig tilstrækkeligt for at svare

bekræftende på dette spørgsmål, at dette produkt

med indholdsstoffet klinoptilolit i dets særlige

primære molekylestruktur ikke blev anvendt som

levnedsmiddel før den 15. maj 1997, eller kræves det

desuden, at dette produkt skal være fremstillet

gennem fremstillingsprocessen med en metode, som

fører til en ny eller bevidst modificeret

molekylestruktur, og at der altså skal være tale om et

stof, som ikke tidligere har eksisteret i naturen i denne

form?

Enefi

Sagen vedrører: Spørgsmål 1: Skal artikel 4, stk. 1 og

stk. 2, litra f) og k), i Rådets forordning (EF) nr.

1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs fortolkes

således, at insolvensbehandlingens virkninger, som

reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor

insolvensbehandlingen er indledt, kan omfatte

fortabelse af rettigheden for en kreditor, som ikke har

deltaget i insolvensbehandlingen, til at gøre sin

fordring gældende i en anden medlemsstat eller

udsættelse af tvangsfuldbyrdelsen angående denne

fordring i den pågældende medlemsstat? Spørgsmål 2:

Er det relevant, at den fordring, som gøres gældende

ved tvangsfuldbyrdelse i en anden medlemsstat end

den, hvor behandlingen er indledt, er en

skattefordring?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

09.11.16

C-448/14

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

09.11.16

C-212/15

Justitsministeriet

Dom

09.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

C-42/15

Home Credit Slovakia

Sagen vedrører: 1) Skal begreberne »papir« og »andet

varigt medium« i artikel 10, stk. 1, [sammenholdt med

artikel 3, litra m),] i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets

direktiv 87/102/EØF (EFT L 133 af 22.5.2008, s. 66;

herefter »direktiv 2008/48/EF«) fortolkes således, at

de omfatter – ikke blot teksten (den fysiske »hard

copy«) af det af aftaleparterne underskrevne

dokument, som skal omfatte de elementer

(oplysninger), som kræves efter artikel 10, stk. 2, litra

a)-v), i direktivet, men også ethvert andet dokument,

hvortil denne tekst henviser, og som i henhold til

national lovgivning udgør en integreret del af aftalen

(eksempelvis et dokument med »generelle

kontraktvilkår«, »kreditvilkår«, en »liste over

udgifterne«, en »afdragsplan« udarbejdet af

kreditgiveren), selv om dette dokument i sig selv ikke

opfylder kravet om »skriftlig form« i henhold til

national lovgivning (eksempelvis fordi det ikke er

underskrevet af aftaleparterne)?

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren

Wettbewerbs Frankfurt am Main

1. Skal artikel 21, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om

forbrugerrettigheder (EUT 2011, L 304, s. 64)

fortolkes således, at der for forbrugeren, hvis den

erhvervsdrivende har en telefonlinje med henblik på

at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med

den indgåede aftale, ikke må opstå højere udgifter,

end der ville være opstået for forbrugeren for et

opkald på et almindeligt (geografisk) fastnet- eller

mobiltelefonnummer? 2. Er artikel 21, stk. 1, i

direktiv 2011/83/EU til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter forbrugeren i tilfælde, hvor

den erhvervsdrivende med henblik på at kunne blive

kontaktet telefonisk i forbindelse med den indgåede

aftale har oprettet en servicetjeneste på et 0180-

nummer, skal bære de udgifter, som teleudbyderen

beregner for benyttelsen af denne tjeneste, også i

tilfælde, hvor disse udgifter er højere end de udgifter,

der ville være opstået for forbrugeren for et opkald til

et almindeligt (geografisk) fastnet- eller

mobiltelefonnummer? Er direktivets artikel 21, stk. 1,

i det mindste ikke til hinder for en sådan national

bestemmelse i tilfælde, hvor teleudbyderen ikke

videregiver nogen del af den betaling, som han

afkræver forbrugeren for kontakten på 0180-

nummeret, til [org. s. 3] den erhvervsdrivende?

de Lange

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 3 i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn

til beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den

finder anvendelse på en skattefordel i en

skattelovgivning, hvorefter udgifter til uddannelse på

Justitsministeriet

Finanstilsynet

Forbrugerombudsman

den

Dom

09.11.16

C-568/15

Justitsministeriet

10.11.16

C-548/15

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

10.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

visse betingelser kan fratrækkes i den skattepligtige

indkomst? 2) Skal princippet om forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder som almindeligt

EU-retligt princip anvendes på en skattefordel,

hvorefter udgifter til uddannelse kun kan fratrækkes

på visse betingelser, også i det tilfælde hvor denne

skattefordel falder uden for det materielle

anvendelsesområde for direktiv 2000/78/EF, og

denne ordning ikke gennemfører EU-ret? 3) a) Kan

en ulige behandling i strid med princippet om forbud

mod forskelsbehandling på grund af alder som

almindeligt EU-retligt princip begrundes på en måde,

som er omhandlet i artikel 6 i direktiv2000/78/EF?

b) Hvis dette ikke er tilfældet, hvilke kriterier gælder

da ved anvendelsen af dette princip eller for

begrundelsen af en sondring på grund af alder? 4) a)

Skal artikel 6 i direktiv 2000/78/EF og/eller

princippet om forbud mod forskelsbehandling på

grund af alder fortolkes således, at en uligebehandling

på grund af alder kan begrundes, når begrundelsen

for denulige behandling kun vedrører en del af de

tilfælde, der omfattes af sondringen på grund af alder?

[Org. s. 21] b) Kan sondringen på grund af alder

begrundes med lovgivers opfattelse,hvorefter en

skattefordel ikke behøver at være til rådighed efter

enbestemt alder, fordi de personer, der gør krav

herpå, har et »selvstændigt ansvar« for at nå det med

skattefordelen tilstræbte mål?

C-528/15

Al Chodor e.a.

Indebærer den omstændighed, at der ikke ved lov er

fastsat objektive kriterier for at vurdere, om der er

væsentlig risiko for, at en udenlandsk statsborger

forsvinder [(artikel 2, litra n), i forordning nr.

604/2013 (EUT L 180, s. 31)], i sig selv, at der ikke

kan ske frihedsberøvelse på grundlag af artikel 28, stk.

2, i den nævnte forordning?

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske

Republik

Påstande: Det fastslås, at Den Hellenske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 2

og 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj

1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og

planter, a) idet den ikke har truffet passende

foranstaltninger for at undgå forringelse af

naturtyperne og levestederne for arterne samt

forstyrrelser af de arter, for hvilke området er

udpeget, og b) har tilladt tiltag (uden at gennemføre

en passende vurdering af dets virkninger som fastsat i

artikel 6, stk. 3), der i sig selv eller i forbindelse med

andre planer eller projekter kan påvirke den

omhandlede lokalitet væsentligt ved at formindske

eller ødelægge yngleområdet for den prioriterede art

Caretta caretta, som befinder sig i dette område,

hvilket forvolder forstyrrelser for den omhandlede

art, og som endelig formindsker og ødelægger

klithabitaterne 2110, 2220 og den prioriterede

naturtype 2250 samme direktivs artikel 12, stk. 1, litra

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

10.11.16

C-504/14

Miljøstyrelsen

Dom

10.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

b) og d), idet den ikke har truffet de nødvendige

foranstaltninger til at indføre en streng og effektiv

beskyttelsesordning for havskildpadden Caretta

caretta (prioriteret art) i bugten Kyparissia med

henblik på at undgå enhver forstyrrelse af denne art i

yngleperioden og enhver aktivitet, der kan beskadige

eller ødelægge dens yngleområder. Den Hellenske

Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-460/15

Schaefer Kalk

1. Er Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012

ugyldig og tilsidesætter den formålene med direktiv

2003/87/EF, for så vidt som den i artikel 49, stk. 1,

andet afsnit, bestemmer, at CO2, som ikke overføres

som omhandlet i artikel 49, stk. 1, første afsnit,

medregnes som udledt af anlægget, der har frembragt

CO2-mængden? 2. Er Kommissionens forordning

(EU) nr. 601/2012 ugyldig og tilsidesætter den

formålene med direktiv 2003/87/EF, for så vidt som

den i afsnit 10 i bilag IV bestemmer, at CO2, der

overføres til et andet anlæg til fremstilling af PCC

(udfældet kalciumkarbonat), medregnes som udledt af

anlægget, der har frembragt CO2-mængden?

Eco-Emballages (sag C-313/15)

Omfatter begrebet emballage som defineret i artikel 3

i direktiv 94/62/EF, som ændret ved direktiv

2004/12/EF, kartonrør (ruller, rør og tromler), som

der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, såsom

papir eller plastfolie, og som sælges til forbrugerne?

Melitta France e.a. (sag C-530/15)

Omfatter begrebet emballage som defineret i artikel 3

i direktiv 94/62/EF, som ændret ved direktiv

2004/12/EF, »kartonrør« (ruller, rør og tromler),

som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om,

såsom papir eller plastfolie, og som sælges til

forbrugerne?

C-297/15

Ferring Lægemidler

Skal artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om varemærker og den tilknyttede retspraksis

fortolkes således, at en varemærkeindehaver lovligt

kan modsætte sig fortsat markedsføring af et

lægemiddel foretaget af en parallelimportør, når

importøren har ompakket lægemidlet i en ny, ydre

emballage og genanbragt varemærket i en situation,

hvor varemærkeindehaveren har markedsført

lægemidlet samme volumen- og pakningsstørrelser i

alle de E0S-I.ande, hvor lægemidlet udbydes til salg?

Spørgsmål 2) Skal det første spørgsmål besvares

anderledes, hvis varemærkeindehaveren i såvel

eksportlandet som i importlandet har markedsført

lægemidlet i to forskellige pakningsstørrelser, nemlig

10 stk.-pakninger og 1 stk.-pakninger, og importøren

har indkøbt 10 stk.-pakninger i eksportlandet og

ompakket dem til 1 stk.-pakninger, hvorpå

Udenrigsministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Sundhedsstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Dom

10.11.16

Energistyrelsen

10.11.16

Forenede

sager C-

313/15 og

C-530/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

10.11.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 49: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 21/10-16

varemærket er genanbragt, inden markedsføringen i

importlandet?

C-174/15

Vereniging Openbare Bibliotheken mod

Stichting Leenrecht

1. Skal artikel 1, stk. 1, artikel 2, stk. 1, litra b), og

artikel 6, stk. 1, i direktiv 2006/115 fortolkes således,

at »udlån« som omhandlet i disse artikler også

omfatter tilrådighedsstillelse uden direkte eller

indirekte økonomisk eller kommerciel fordel af

ophavsretligt beskyttet materiale såsom romaner,

eventyrsamlinger, biografier, rejseberetninger, børne-

og ungdomslitteratur, når tilrådighedsstillelsen

forestås af en alment tilgængelig offentlig institution -

derved, at en kopi i digital form (kopi A) placeres på

institutionens server, hvorved en bruger sættes i stand

til at kopiere eksemplaret ved downloading på sin

egen computer (kopi B), - hvorved det eksemplar,

som brugeren laver under downloadingen (kopi B),

ikke længere kan bruges efter et begrænset tidsrum,

og - hvorved andre brugere i dette tidsrum ikke kan

downloade kopien (kopi A) på deres computer?

Private Equity Insurance Group

1) Skal bestemmelserne i artikel 4 i direktiv

2002/47/EF om realisering af finansiel sikkerhed,

henset til første og fjerde betragtning til direktivet,

fortolkes således, at disse bestemmelser alene finder

anvendelse på konti, der anvendes ved afregning i

forbindelse med værdipapirafviklingssystemer, eller

således at de også finder anvendelse på enhver konto,

der er åbnet i en bank, herunder en anfordringskonto,

der ikke anvendes ved afregning af

værdipapirtransaktioner?

Kulturministeriet

Dom

10.11.16

C-156/15

Finanstilsynet

Dom

10.11.16