Pensioneret tjenestemand
Nørremarksvej 160, 7120 Vejle Ø – 61713146 – [email protected]
Vejle 20. oktober 2016
Til europaudvalget
Jeg har bevæget mig fra at være tilhænger af det europæiske fællesskab til at være modstander af det nu-
værende EU. Derfor skriver jeg til europaudvalget i håb om at skabe lidt bevægelse i holdningen til, hvor-
dan vi kommer videre.
Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at Europa skal udgøre en samlet enhed i spørgsmål overfor resten af verden,
hvad enten det drejer sig om enkeltstater ude i verden eller det drejer sig om større samlede statsenheder,
men jeg mener ikke, det kan ske før EU lærer at håndtere de interne forskelligheder.
Problemet i EU er nemlig, at de store lande i EU ”tromler” frem med deres holdninger, som de mener
skal være gældende for samtlige enkeltstater. For mig som en slags udenoms parlamentariker synes det,
at en sådan politik er dømt til at skabe problemer for samarbejdet.
Jeg mener, at EU med godkendelse af, at enkeltstater kan stå udenfor enkeltaftaler, erkender, at der er
afgørende forskelle på forholdene i de enkelte stater, som er nødt til at acceptere. Det er bl.a. derfor, at
Danmark har forbehold, der gør, at vi ikke kan deltage fuldt ud i fællesskabet, og det er bl.a. derfor, at
EU ikke kan levere juridiske løsninger, der ensretter forholdene i de enkelte lande.
Når Danmark holdes ude fra forhandlinger i områder som afgrænses for forbeholdene, betyder det jo i
praksis, at Danmark ikke har mulighed for at tiltræde enkeltdele aftalerne inden for disse områder.
Hvis man derimod havde alle medlemslandene med i forhandlingerne omkring, hvordan aftalerne skal
være, kunne man allerede der tage højde for, at staten med forbehold fik udformet reglerne.
Jeg sammenligner situationen med en virksomhed med flere afdelinger, der har en samlet bestyrelse. Her
holder man jo heller ikke en del af bestyrelsen udenfor afgørelserne, for bestyrelsen udgør jo en samlet
ledelse af virksomheden.
Det gør man i EU, og det er netop derfor, samarbejdet knirker så voldsomt, og det vil det blive ved med
så længe, man ikke har alle med i forhandlingerne, og det er netop derfor, at der altid vil forekomme for-
behold. Man har forsøgt at afbøde disse forbehold ved at sige, at hvert land har ret til at aflægge veto un-
der visse situationer, men da reglerne for veto også er betingede, bliver enkelte lande nødt til at deltage
med forbehold.
Det mærkelige er, at skaberne af EU jo har skelet til USA, da de udtænkte planerne for EU, men man
har glemt netop denne lille og meget vigtige del, at de enkelte stater i USA kan undlade at vedtage sena-
tets love, når det drejer sig om interne love altså love, som kun drejer sig om forholdene for borgere i den
enkelte stat i USA. Når det drejer sig om hele USA´s sikkerhed, kan en enkelt stat ikke modsætte sig at
indføre det vedtagne.
Det er min overbevisning, at EU parlamentarismen mangler forståelsen for forskellene i de enkelte stater.
Det ses f.eks. helt klart på den politik, der føres omkring tilskud til enkelte erhverv. EU ønsker med sin
politik, at produktionspriserne skal være ens i samtlige lande. Derfor forsøger man med tilskudspolitik at
udligne produktionsomkostningerne og derved købe sig forståelse for politiken. F.eks. giver man tilskud
til vindyrkning i Danmark fordi produktion af vin i Danmark helt naturligt vil være mere bekostelig end i
f.eks. Italien og Spanien. Det er en tåbelighed, som gør produktionen mindre rentabel for alle landene i
forhold til eksporten til andre lande fordi tilskudsordningen koster penge. Sådan er det med alle tilskuds-
former selv om, man fra andre lande udenfor EU fremfører, at man giver statstilskud til erhverv. I virke-
ligheden er det forkert, for det er borgerne i EU, der betaler for tilskuddene enten i form af skatter eller i
form af en højere pris, når man køber varen.
Hvis man i stedet honorerede, hvad der naturligt er bedst mulighed for at producere i det enkelt område,
ville man for det første skabe bedre kvalitet og for det andet bedre muligheder for højere fortjeneste. Det