Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 390
Offentligt
1722431_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
10. februar 2017
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
Titel og kort sagsresumé
Deltager i PD
Processkridt
Dato
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
A-3/15
Titel og kort sagsresumé
UDTALELSE 3/15
Har Den Europæiske Union enekompetence til at
indgå Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til
offentliggjorte værker for personer, der er blinde,
synshæmmede eller på anden måde
læsehandicappede?
IOS Finance EFC
På baggrund af bestemmelserne i artikel 4, stk. 1,
artikel 6 og artikel 7, stk. 2 og 3, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16.
februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i
handelstransaktioner: Skal direktivets artikel 7, stk. 2,
fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan betinge
betalingen af gældens hovedstol med, at der gives
afkald på morarenter? Skal direktivets artikel 7, stk. 3,
fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan betinge
betalingen af gældens hovedstol med, at der gives
Interessant
Udenrigsministeriet
Kulturministeriet
Miljøstyrelsen
Processkridt
Udtalelse
Dato
14.02.17
C-555/14
Justitsministeriet
Dom
16.02.17
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0002.png
afkald på inddrivelsesomkostninger? Såfremt de to
spørgsmål besvares bekræftende, kan skyldneren, når
denne er en ordregivende myndighed, da påberåbe sig
partsautonomien for at omgå sin forpligtelse til at
betale morarenter og inddrivelsesomkostninger?
C-219/15
Schmitt
Er formålet og intentionen med direktivet, at det
organ, der er bemyndiget til at foretage audit af
kvalitetssystemet, konstruktionsafprøvning og
overvågning af medicinsk udstyr i klasse III, skal
gribe ind med henblik på at beskytte alle potentielle
patienter og derfor kan hæfte direkte og ubegrænset
over for de berørte patienter i tilfælde af culpøs
pligtforsømmelse? Følger det af de nævnte numre i
bilag II til direktiv 93/42/EØF, at det organ, der er
bemyndiget til at foretage audit af kvalitetssystemet,
konstruktionsafprøvning og overvågning, ved
medicinsk udstyr i [org. s. 3] klasse III har en generel
pligt til at undersøge produktet eller i hvert fald en
undersøgelsespligt, når der konkret er grund til at
foretage en sådan? Følger det af de nævnte numre i
bilag II til direktiv 93/42/EØF, at det organ, der er
bemyndiget til at foretage audit af kvalitetssystemet,
konstruktionsafprøvning og kontrol, ved medicinsk
udstyr i klasse III har en generel pligt til at gennemse
fabrikantens forretningsdokumenter og/eller
gennemføre uanmeldte besøg, eller i hvert fald en
pligt til at gøre dette, når der konkret er grund til det?
Menini et Rampanelli
– Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/11, for så vidt
som det heri bestemmes, at direktivet »[ikke berører]
direktiv 2008/52«, fortolkes således, at denne
bestemmelse ikke berører de enkelte medlemsstaters
mulighed for at gøre mægling obligatorisk
udelukkende i de tilfælde, som ikke er omfattet af
anvendelsesområdet for direktiv 2013/11, dvs. de i
artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/11 omhandlede
tilfælde, aftaleretlige tvister, der opstår i forbindelse
med andre aftaler end købs- eller
tjenesteydelsesaftaler, samt tvister, som ikke vedrører
forbrugere? – Skal artikel 1 […] i direktiv 2013/11,
for så vidt som denne bestemmelse sikrer
forbrugerne mulighed for at indgive klager mod
erhvervsdrivende til specifikke instanser for alternativ
tvistbilæggelse, fortolkes således, at denne
bestemmelse er til hinder for en national ordning,
hvorefter gennemførelse af mægling i en af de i artikel
2, stk. 1, i direktiv 2013/11 omhandlede tvister er en
betingelse for at realitetsbehandle et søgsmål for
domstolene anlagt af den part, som anses for
forbruger, og under alle omstændigheder for en
national ordning, som fastsætter, at den forbruger,
som deltager i mæglingen i en af de ovennævnte
tvister, skal bruge en advokat og bære de hermed
forbundne omkostninger, og ifølge hvilken parten
kun har mulighed for at undlade at deltage i
mæglingen, såfremt der er berettigede grunde herfor?
Sundhedsstyrelsen
Lægemiddelstyrelsen
Dom
16.02.17
C-75/16
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
16.02.17
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0003.png
T-145/16
Rumænien mod Kommissionen
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)
2015/103 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-
finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne
har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske
Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den
Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af
Landdistrikterne (ELFUL) annulleres delvist. Europa-
Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Verwertungsgesellschaft Rundfunk
Er kriteriet »mod entré« i artikel 8, stk. 3, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12.
december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder
samt om visse andre ophavsretsbeslægtede
rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret
opfyldt, hvis – der på de enkelte værelser på et hotel
er installeret tv-apparater, og hotelejeren stiller
signalet fra forskellige fjernsyns- og radioprogrammer
til rådighed gennem disse (»hotelværelses-tv«) og –
hotelejeren for benyttelse af værelset (med
»hotelværelses-tv«) kræver et vederlag for værelset pr.
overnatning, som også omfatter benyttelse af
tvapparatet og de fjernsyns- og radioprogrammer, der
herigennem er stillet til rådighed?
Túrkevei Tejtermelő Kft.
1. Er artikel 191 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde og bestemmelserne i direktiv
2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader til hinder
for en national lovgivning, der går videre end
princippet om, at forureneren betaler, idet den tillader
den administrerende myndighed for miljøbeskyttelse
specifikt at pålægge ejeren ansvaret for afhjælpning af
miljøskaden, uden at det er nødvendigt først at påvise
en årsagssammenhæng mellem den pågældendes
(handelsselskabets) adfærd og forureningen? 2.
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,
og såfremt det, i betragtning af at der er tale om
luftforurening, ikke er nødvendigt at afhjælpe
miljøskaden, er det da berettiget at pålægge en
luftkvalitetsbeskyttelsesbøde under påberåbelse af
medlemsstaternes strengere lovgivning som fastsat i
artikel 16 i direktiv 2004/35/EF og artikel 193
TEUF, eller kan denne strengere lovgivning heller
ikke føre til pålæggelse af en bøde, der udelukkende
sanktionerer ejeren, som ikke er ansvarlig for
forureningen?
Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl.
mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse 2013/497/FUSP af 10.
oktober 2013 om ændring af afgørelse
2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over
for Iran og Rådets forordning (EU) nr. 971/2013 af
10. oktober 2013 om ændring af forordning (EU) nr.
267/2012 om restriktive foranstaltninger over for
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
16.02.17
C-641/15
Kulturministeriet
Dom
16.02.17
C-129/16
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
16.02.17
Forenede
sager T-
14/14 og T-
87/14
Udenrigsministeriet
Erhvervsstyrelsen
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
17.02.17
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0004.png
Iran annulleres.
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Forenede
sager T-
158/14, T-
161/14 og
163/14
JingAo Solar m.fl. mod Rådet
Påstande i sag T-158/14: Sagen fremmes til
realitetsbehandling. Rådets gennemfø-
relsesforordning (EU) nr. 1239/2013 af 2. december
2013 om indførelse af en endelig udligningstold på
importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk
silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med
oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina
(EUT L 325, s. 66) annulleres, for så vidt som den
vedrører sagsøgerne.
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale
sagens omkostninger.
Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet
Påstande i sag T-163/14: Sagen antages til
realitetsbehandling. Rådets gennemførel-
sesforordning (EU) nr. 1239/2013 om indførelse af
en endelig udligningstold på importen af
fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og
nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse
i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2003
L 325, s. 66) annulleres, for så vidt som den vedrører
sagsøgerne.
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale
sagens omkostninger.
T-162/14
Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet
Påstande: Sagen antages til realitetsbehandling. Rådets
gennemførel-sesforordning (EU) nr. 1238/2013 om
indførelse af en endelig antidumpingtold på importen
af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og
nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse
i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013
L 325, s. 1) annulleres, for så vidt som den finder
anvendelse på sagsøgerne.
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale
sagens omkostninger.
ITV Broadcasting e.a.
Spørgsmål 1: Tillader det citerede udtryk, at der
fortsat anvendes en national bestemmelse, hvor
omfanget af »kabel« er defineret i overensstemmelse
med national ret, eller fastsættes omfanget af denne
del af artikel 9 af en betydning af »kabel«, der er
defineret i EU-retten? Spørgsmål 2: Hvis »kabel« i
artikel 9 er defineret i EU-retten, hvad er betydningen
heraf? Følgende ønskes navnlig præciseret: a) Har
termen en teknologisk specifik betydning, som er
begrænset til traditionelle kabelnet, der drives af
udbydere af konventionelle kabeltjenester? b) Har
den alternativt en teknologisk neutral betydning, der
omfatter funktionelt tilsvarende tjenester, der
transmitteres via internettet? c) Omfatter den i hvert
af tilfældene transmission af mikrobølgeenergi
mellem faste jordbaserede punkter? Spørgsmål 3:
Erhvervsstyrelsen
Energistyrelsen
Dom
28.02.17
Erhvervsstyrelsen
Energistyrelsen
Dom
28.02.17
C-275/15
Kulturministeriet
Energistyrelsen
Dom
01.03.17
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0005.png
Finder det citerede udtryk anvendelse 1) på
bestemmelser, der kræver, at kabelnet retransmitterer
visse udsendelser, eller 2) på bestemmelser, der
tillader retransmission pr. kabel af udsendelser, a) når
retransmissionerne er samtidige og begrænset til
områder, hvor udsendelserne blev foretaget med
henblik på modtagelse, og/eller b) hvor
retransmissionerne er af udsendelser på kanaler, der
er underlagt visse public service-forpligtelser?
Spørgsmål 4: Hvis omfanget af »kabel« i artikel 9 er
defineret i overensstemmelse med national ret, er den
nationale bestemmelse da underlagt EU’s
proportionalitetsprincip og princippet om en rimelig
balance mellem rettighedshaveres og kabelejeres
rettigheder og almenhedens interesse? Spørgsmål 5:
Er artikel 9 begrænset til de nationale bestemmelser,
der var gældende på den dato, hvor direktivet blev
vedtaget, den dato, det trådte i kraft, eller den sidste
dato for dets gennemførelse, eller finder den også
anvendelse på senere nationale bestemmelser, der
vedrører adgang til radio- og tvspredningstjenesters
kabel?
C-326/15
DNB Banka
1) Kan der bestå en selvstændig gruppe af personer
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
når medlemmerne af gruppen har hjemsted i
forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union,
hvor den nævnte bestemmelse i direktivet er blevet
gennemført med forskellige betingelser, som ikke er
forenelige? 2) Kan en medlemsstat begrænse en
afgiftspligtig persons ret til at anvende
afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra
f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige
betingelser for at anvende fritagelsen i sin
medlemsstat, men hvor denne bestemmelse i de
nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre
medlemmer af gruppen har hjemsted, er blevet
gennemført med restriktioner, der begrænser
afgiftspligtige personer fra andre medlemsstaters
mulighed for at anvende den tilsvarende
merværdiafgiftsfritagelse i deres egen medlemsstat? 3)
Kan afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1,
litra f), anvendes på nogle tjenesteydelser i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren, som skal
betale merværdiafgift, har hjemsted, når
tjenesteyderen, som skal betale merværdiafgift, i en
anden medlemsstat har anvendt merværdiafgift på
disse tjenesteydelser efter de almindelige regler, dvs. i
den tro, at merværdiafgiften på disse tjenesteydelser i
henhold til direktivets artikel 196 skulle betales i den
medlemsstat, hvor ydelsesmodtageren har hjemsted?
4) Skal begrebet »selvstændig gruppe af personer«
som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra f),
forstås som en særskilt juridisk person, hvis oprettelse
er godtgjort ved en specifik aftale om stiftelse af den
selvstændige gruppe af personer? Såfremt svaret på
dette spørgsmål er, at den selvstændige gruppe af
personer ikke skal anses for en særskilt enhed, skal
Skatteministeriet
SKAT
GA
01.03.17
5
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0006.png
begrebet selvstændig gruppe af personer da forstås
som en gruppe af forbundne virksomheder, inden for
hvilken der inden for rammerne af deres sædvanlige
økonomiske virksomhed gensidigt leveres
supportydelser med henblik på udøvelsen af deres
erhvervsvirksomhed, og kan det forhold, at en sådan
gruppe består, godtgøres med
tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for
interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat
begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende
merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et
tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i
lovgivningen om direkte beskatning i den
medlemsstat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6)
Finder afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.
1, litra f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages
fra tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig
gruppe af personer som omhandlet i den nævnte
bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen
leverer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være
en afgiftspligtig person fra et tredjeland?
Forenede
sager C-
24/16 og C-
25/16
Nintendo m.fl.
Sagen vedrører: 1. Kan retten i en medlemsstat, som
for så vidt angår en sagsøgt alene er kompetent i
medfør af artikel 79, stk. 1, i Rådets forordning (EF)
nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design
sammenholdt med artikel 6, nr. 1), i Rådets
forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000
om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område, fordi denne sagsøgte, som har
hjemsted i en anden medlemsstat, har leveret muligvis
rettighedskrænkende varer til den sagsøgte, som har
hjemsted i den pågældende medlemsstat, i
forbindelse med en sag om håndhævelse af
rettigheder i medfør af et EF-design træffe afgørelser
mod den førstnævnte sagsøgte, som har gyldighed i
hele EU og har virkning ud over de
leveringsrelationer, som danner grundlag for rettens
kompetence? 2. Skal Rådets forordning (EF) nr.
6/2002 af 12. december 2001 om EF-design, navnlig
forordningens artikel 20, stk. 1, litra c), fortolkes
således, at en tredjemand må afbilde EF-designet,
hvis han vil sælge tilbehørsartikler til varer fra
designhaveren, som svarer til EF-designet? Såfremt
spørgsmålet besvares bekræftende: Hvilke kriterier
gælder da herfor? [Org. s. 3] 3. Hvordan bestemmes
det sted, »hvor krænkelsen fandt sted« i artikel 8, stk.
2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for
forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)
i de tilfælde, hvor krænkeren a) tilbyder EF-
designkrænkende varer via et website og dette website
– også – er henvendt til andre medlemsstater end
den medlemsstat, hvor krænkeren har hjemsted b)
lader EF-designkrænkende varer transportere til et
andet medlemsland end det, som han har hjemsted i?
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
01.03.17
6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0007.png
Skal den nævnte forordnings artikel 15, litra a) og g),
fortolkes således, at den således fastsatte lov også
finder anvendelse på andre personers
medvirkenshandlinger?
C-245/15
Casa Noastra
1. Kan udtrykket »uanset hvem der organiserer
befordringen«, som er anvendt i artikel 2, nr. 3), i
forordning nr. 1073/2009, fortolkes således, at en
erhvervsdrivende kan organisere rutekørsel med
henblik på befordring af sine egne ansatte til og fra
arbejdsstedet? 2. Kan udtrykket »rutekørsel med
personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50
km«, som er anvendt i artikel 3, litra a), i forordning
nr. 561/2006, fortolkes således, at det finder
anvendelse på arbejdstagere, når de transporteres til
og fra arbejdsstedet?
Europa-Kommissionen mod Irland
Påstande: — Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 56 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at
opkræve den fulde registreringsafgift, når en person
bosat i Irland registrerer et motorkøretøj, der er leaset
eller lejet i en anden medlemsstat, uden at der herved
tages hensyn til varigheden af køretøjets anvendelse,
når køretøjet hverken i det væsentlige skal anvendes
varigt i Irland, eller faktisk anvendes på denne måde,
og ved at opstille betingelser for en tilbagebetaling af
denne afgift, som går ud over, hvad der er strengt
nødvendigt og forholdsmæssigt.
— Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Zentrale zur Bekämpfung unlauteren
Wettbewerbs Frankfurt am Main
1. Skal artikel 21, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om
forbrugerrettigheder (EUT 2011, L 304, s. 64)
fortolkes således, at der for forbrugeren, hvis den
erhvervsdrivende har en telefonlinje med henblik på
at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med
den indgåede aftale, ikke må opstå højere udgifter,
end der ville være opstået for forbrugeren for et
opkald på et almindeligt (geografisk) fastnet- eller
mobiltelefonnummer? 2. Er artikel 21, stk. 1, i
direktiv 2011/83/EU til hinder for en national
bestemmelse, hvorefter forbrugeren i tilfælde, hvor
den erhvervsdrivende med henblik på at kunne blive
kontaktet telefonisk i forbindelse med den indgåede
aftale har oprettet en servicetjeneste på et 0180-
nummer, skal bære de udgifter, som teleudbyderen
beregner for benyttelsen af denne tjeneste, også i
tilfælde, hvor disse udgifter er højere end de udgifter,
der ville være opstået for forbrugeren for et opkald til
et almindeligt (geografisk) fastnet- eller
mobiltelefonnummer? Er direktivets artikel 21, stk. 1,
i det mindste ikke til hinder for en sådan national
bestemmelse i tilfælde, hvor teleudbyderen ikke
videregiver nogen del af den betaling, som han
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
01.03.17
C-552/15
Skatteministeriet
GA
02.03.17
C-568/15
Justitsministeriet
Dom
02.03.17
7
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0008.png
afkræver forbrugeren for kontakten på 0180-
nummeret, til [org. s. 3] den erhvervsdrivende?
C-584/15
Glencore Céréales France
1) Kan det af ordlyden af afgørelsen af 9. marts 2012 i
sag C-564/10, Bundesanstalt für Landwirtschaft und
Ernährung mod Pfeifer & Langen KG udledes, at
artikel 3 i forordning nr. 2988/95, hvorved der
fastsættes en fællesskabsretlig forældelsesordning,
finder anvendelse på foranstaltninger vedrørende
betaling af renter, der skyldes i henhold til artikel 52 i
forordning (EF) nr. 800/1999 og artikel 5a i
forordning (EF) nr. 770/96? 2) Skal kravet på renter
betragtes som en følge af en »vedvarende eller
gentagen« uregelmæssighed, der ophører på det
tidspunkt, hvor hovedfordringen betales, således at
forældelsesfristen for disse først regnes fra dette
tidspunkt? 3) Såfremt spørgsmål 2 besvares
benægtende, skal forældelsesfristen da regnes fra det
tidspunkt, hvor den uregelmæssighed, der
begrundede hovedfordringen, fandt sted, eller kan
den først regnes fra den dag, hvor støtten blev betalt
eller sikkerheden blev frigivet, svarende til det
tidspunkt, fra hvilket de nævnte renter beregnes? 4)
Må det antages, at enhver handling, hvorved
forældelsesfristen afbrydes for så vidt angår
hovedfordringen i relation til anvendelsen af
forældelsesreglerne i forordning nr. 2988/95,
ligeledes afbryder forældelsesfristen for så vidt angår
renterne, selv om disse ikke er nævnt i de handlinger,
der afbrød forældelsesfristen for hovedfordringen? 5)
Indtræder der forældelse, når den maksimale frist, der
fremgår af artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning
nr. 2988/95, er udløbet, såfremt betalingsorganet
inden for denne frist kræver den uberettiget udbetalte
støtte tilbagebetalt uden samtidig at kræve, at der
betales renter? 6) Kan den almindelige forældelsesfrist
på fem år, der i henhold til lov nr. 2008-561 af 17.
juni 2008 blev indført i national ret ved artikel 2224 i
code civil, for så vidt angår forældelse, der endnu ikke
er indtrådt på datoen for lovens ikrafttræden, træde i
stedet for forældelsesfristen på fire år i henhold til
forordning nr. 2988/95 ved anvendelse af
undtagelsen i forordningens artikel 3, stk. 3?
J.D.
Skal begrebet energi fra vandkraft som vedvarende
energikilde, der anvendes i artikel 2, litra a),
sammenholdt med artikel 5, stk. 3, og 30. betragtning
til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2009/28/EF af 23. [org. s. 2] april 2009 om fremme
af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder
og om ændring og senere ophævelse af direktiv
2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140, s. 16),
udelukkende fortolkes som energi, der er produceret
på vandkraftværker ved udnyttelse af hældning på
overfladevand, herunder floder, eller også energi, der
er produceret på et vandkraftværk (der hverken er et
pumpekraftværk eller er udstyret med
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
02.03.17
C-4/16
Energistyrelsen
Dom
02.03.17
8
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0009.png
pumpefunktion), der er placeret et sted, hvor en
anden virksomheds industrispildevand udledes?
C-54/16
Vinyls Italia
Spørgsmål 1: Indebærer den mulighed for at
»godtgøre«, som er indrømmet den, der har nydt
godt af en handling, som er til skade for alle
kreditorerne, ifølge artikel 13 i forordning nr.
1346/2000 for at modsætte sig anfægtelsen af denne
handling i henhold til bestemmelserne i lex fori
concursus, at den interesserede part skal fremsætte en
processuel indsigelse i snæver betydning inden
udløbet af den i domslandets lovgivning fastlagte
frist, påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i
forordningen og godtgøre, at de to betingelser i den
nævnte bestemmelse er opfyldt, eller finder artikel 13
i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, såfremt den
interesserede part har påberåbt sig den omhandlede
bestemmelse under csagen, også efter udløbet af den i
domslandets lov fastlagte frist for fremsættelse af
processuelle indsigelser, eller kan indsigelsen også
konstateres af retten af egen drift, forudsat at den
interesserede part har godtgjort, at den skadelige
handling er undergivet lex causae i en anden
medlemsstat, hvis lovgivning i det pågældende
tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte
denne handling? Spørgsmål 2: Skal henvisningen i
artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 til
bestemmelserne i lex causae med henblik på at
fastlægge, hvorvidt »denne lovgivning i det
pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling«, fortolkes således, at den
part, som har bevisbyrden, skal godtgøre, at lex
causae i den konkrete situation ikke på et generelt og
abstrakt plan fastlægger retsmidler til at anfægte en
angiveligt skadelig handling som den i sagen
omhandlede – betaling af en kontraktmæssig gæld –
eller således, at den part, som har bevisbyrden, skal
godtgøre, at i det omfang en sådan form for handling
kan anfægtes i henhold til lex causae er de materielle
betingelser – der afviger fra dem i lex fori concursus
– ikke opfyldt, for at anfægtelsen kan tages til følge i
den verserende sag? Spørgsmål 3: Kan den ved
artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indførte
undtagelsesordning – henset til formålet med
bestemmelsen, dvs. at beskytte parternes ikke
kulpøse forventning om, at handlingen i henhold til
lex causae er uomstødelig – finde anvendelse også i
det tilfælde, hvor kontraktparterne har hjemsted i en
og samme medlemsstat, hvis lovgivning forventes at
blive lex fori concursus i tilfælde af en af parternes
insolvens, men parterne ved en klausul om valg af
lovgivningen i en anden medlemsstat undtager
omstødelse af handlinger til gennemførelse af den
omhandlede kontrakt fra anvendelsen af ufravigelige
regler i lex fori concursus, hvis formål er at beskytte
princippet [org. s. 8] om kreditorernes ligestilling,
hvilket i tilfælde af senere indtrådt insolvens er til
skade for alle kreditorerne? Spørgsmål 4: Skal artikel
Justitsministeriet
GA
02.03.17
9
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 390: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 10. februar 2017
1722431_0010.png
1, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 fortolkes således,
at »situationer, hvor der skal foretages et lovvalg«,
med hensyn til forordningens anvendelse også
omfatter det tilfælde, hvor en timecharterkontrakt
indgås i en medlemsstat af selskaber med hjemsted i
denne medlemsstat, men indeholder en klausul om
valg af lovgivningen i en anden medlemsstat?
Spørgsmål 5: Såfremt spørgsmål 4 besvares
bekræftende, skal artikel 3, stk. 3, i forordning nr.
593/2008, sammenholdt med artikel 13 i forordning
nr. 1346/2000, da fortolkes således, at parternes valg
af, at en kontrakt undergives lovgivningen i en anden
medlemsstat end den, hvor »alle andre elementer
med relevans for sagen« er lokaliseret, ikke berører
anvendelsen af ufravigelige regler i den sidstnævnte
medlemsstats lovgivning, der i egenskab af lex fori
concursus finder anvendelse på muligheden for at
anfægte handlinger indgået før insolvensen, som er
til skade for alle kreditorerne, og således har forrang
for undtagelsesbestemmelsen i artikel 13 i forordning
nr. 1346/2000?
C-97/16
Pérez Retamero
1) Skal definitionen af »mobil arbejdstager« i artikel 3,
litra d), i direktiv 2002/15/EF fortolkes således, at
den er til hinder for en national lovbestemmelse
såsom artikel 1, stk. 3, litra g), i lov om arbejdstageres
rettigheder, hvorefter »personer, som leverer
transporttjenester på grundlag af administrative
tilladelser, som de er indehavere af […] ved hjælp af
køretøjer […] som de er ejere af, eller som de har
direkte råderet over«, ikke kan anses for »mobile
arbejdstagere«? 2) Skal direktivets artikel 3, litra e),
andet afsnit – (»For så vidt angår dette direktiv har
chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme
rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til
dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere«) –
fortolkes således, at såfremt ingen eller blot et af
kriterierne for, at en person kan anses for en
»selvstændig chauffør«, er opfyldt, skal den
pågældende anses for en »mobil arbejdstager«?
Beskæftigelsesministe-
riet
Dom
02.03.17
10