Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
J.nr. 2017-29-35-00345/2017-1619
Den 7. februar 2017
MFVM 219
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr.396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for dimethoat og omethoat i eller
på specifikke produkter (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II og
III Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for to aktivstoffer i en række
afgrøder. Forslaget vedrører ændringer af maksimalgrænseværdier på baggrund af revurdering af
stofferne dimethoat og omethoat. Revurderingerne betyder, at der er maksimalgrænseværdier, der
sættes op, maksimalgrænseværdier, der sættes ned og nye maksimalgrænseværdier, der etableres.
Der er gennemført risikovurderinger for de anførte stoffer af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og de ændrede maksimalgrænseværdier vurderes at være
sundhedsmæssigt acceptable. DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en vurdering af forslaget og
vurderer, at der ikke vil være sundhedsmæssige problemer som følge af de foreslåede ændringer
vedrørende maksimalgrænseværdier. DTU Fødevareinstituttet har derudover foretaget en
vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til sundhedsmæssige
betænkeligheder. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder den 16. – 17. februar 2017. Regeringen kan støtte forslaget. Det bemærkes, at
regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere regering i 2012
forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om fastsættelse af
maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II og III Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a og artikel 49, stk. 2 i
pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen
forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,
såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for
tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig
med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,