Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
J.nr. 2017-29-35-00337/2017-1619
Den 7. februar 2017
MFVM 218
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdien for tricyclazol i eller på specifikke
produkter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende bilag III og V til Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for tricyclazol i eller på specifikke produkter (komitésag).
Forslaget indebærer, at maksimalgrænseværdien for tricyclazol efter en revurdering fastsættes på
detektionsgrænsen for alle produkter. Indtil videre har ris være den eneste afgrøde, hvor en
forekomst over detektionsgrænsen har været godkendt, og det foreslås, at der gennemføres en
overgangsordning, således at ris dyrket i 2016 eller før fortsat kan markedsføres. Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) havde forud for gennemførelsesforordningen gennemført en
vurdering, hvori det blev bemærket, at der mangler tilstrækkeligt data til at vurdere stoffets
genotoksiske og kræftfremkaldende egenskaber. Forslaget forventes at komme til afstemning i Den
Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 16.- 17. februar 2017. En
vedtagelse af forslaget vurderes på baggrund af det nuværende vidensniveau at betyde et forbedret
beskyttelsesniveau i Danmark. Regeringen kan derfor støtte forslaget, idet man vil arbejde for en
kort overgangsordning. Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de
retningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for
behandling af komitésager om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag III og V til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artiklerne 14, stk. 1, litra a, 17, 18, stk. 1, litra b, og 49, stk. 2, i
pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen
forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet, med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,