EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 17
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

7. oktober 2016

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

T-167/14

Titel og kort sagsresumé

Søndagsavisen mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens beslutning af 20.

november 2013 om ikke at gøre indsigelse mod

Danmarks produktions- og innovationsstøtte til

skrevne medier (SA.36366) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Kommissionen mod Jørgensen Andersen m.fl.

Påstande: set aside the judgment of the General

Court (Fifth Chamber) of 20 March 2013, notified to

the Commission on 22 March 2013, in Case T-92/11

Jorgen Andersen v European Commissions and -

reject the application to annul Commission Decision

2011/3/EU of 24 February 2010 concerning public

transport service contracts between the Danish

Ministry of Transport and Danske Statsbaner (Case C

41/08 (ex NN 35/08)); - and order the applicant at

first instance to pay the costs; alternatively, - rule that

the third plea at first instance is not well founded and

refer the case back to the General Court for

consideration of the first and second pleas at first

instance; - and reserve the costs of the proceedings at

first instance and on.

Jyske Finans

1. Skal forbuddet mod direkte forskelsbehandling på

grund af etnisk oprindelse i artikel 2, stk. 2, litra a), i

Rådets direktiv nr. 2000/43/EF om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af alle, uanset race eller

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Kulturministeriet

Processkridt

Dom

Dato

11.10.16

T-92/11

RENV

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Transport- og

Bygningsministeriet

Mundtlig

forhandling

11.10.16

C-668/15

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Udlændinge-,

Integrations-, og

Mundtlig

forhandling

12.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

etnisk oprindelse fortolkes således, at det er til hinder

for en praksis som den i den foreliggende sag,

hvorefter personer, der er født uden for Norden, en

medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein,

behandles ringere end personer, der er født i Norden,

en medlemsstat eller Schweiz eller Liechtenstein i en

tilsvarende situation?2. Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende, udgør en sådan praksis – med

mindre den er objektivt begrundet i et legitimt mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og

nødvendige - da indirekte forskelsbehandling på

grund af etnisk oprindelse som fastsat i artikel 2, stk.

2, litra b), i Rådets direktiv nr. 2000/43/EF? 3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,

vil en sådan praksis principielt kunne retfærdiggøres

som et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til

varetagelse af det skærpede kundelegitimationskrav,

som er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv nr. 2005/60/EF af26. oktober 2005

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af

det finansielle system til hvidvaskning af penge og

finansiering af terrorisme?

C-611/14

Canal Digital Danmark

l) Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29ÆF af 11. maj 2005 om virksomheders

urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det

indre marked mv. (direktivet om urimelig

handelspraksis), fortolkes således, at det er til hinder

for en national ordning som den i § 3 i den danske

markedsføringslov, der forbyder vildledende

handelspraksis, herunder i forbindelse med

købsopfordringer, men som hverken i dens § 3 eller

andetsteds i loven nævner de begrænsninger, der

følger af direktivets artikel 7, stk. 1, hvorefter der skal

tages hensyn til, om en handelspraksis udelader

væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren

har behov for i den pågældende situation for at træffe

en informeret transaktionsbeslutning, og følger af

artikel 7, stk. 3, hvorefter der skal tages hensyn til, at

det anvendte kommunikationsmedie indebærer

begrænsninger i tid og rum?

De øvrige spørgsmål kan findes i forelæggelses-

kendelsen.

Boligministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Erhvervsstyrelsen

Finanstilsynet

Forbrugerombuds-

manden

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombudsman

den

Dom

26.10.16

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-185/15

Titel og kort sagsresumé

Kostanjevec

Sagen vedrører: 1) Skal begrebet modkrav i artikel 6,

nr. 3, i forordning [udelades] nr. 44/2001 fortolkes

således, at det også omfatter et krav, som fremsættes i

form af modkrav i henhold til national lovgivning,

efter at en dom [org. s. 10], der er afsagt i en

procedure om sagsøgtes hovedkrav og der er blevet

Interessant

Justitsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

12.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

endelig og eksigibel, under en kassationsankesag er

blevet ophævet, og samme sag er blevet hjemvist til

førsteinstansretten til fornyet behandling, men

sagsøgeren i sit modkrav baseret på uberettiget

berigelse har anmodet om tilbagebetaling af det

beløb, som sagsøgeren er blevet pålagt at betale i

kraft af den dom, som er blevet afsagt i proceduren

om sagsøgtes hovedkrav og efterfølgende er blevet

ophævet?

C-652/15

Tekdemir

1) Er målsætningen om en effektiv styring af

migrationsstrømme et tvingende alment hensyn, som

er egnet til at nægte en på Forbundsrepublikkens

område født tyrkisk statsborger dispensation fra

kravet om opholdstilladelse, som han ville være

berettiget til på grundlag af standstillklausulen i artikel

13 i Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr.

1/80 af 19. september 1980 om udvikling af

associeringen? 2) Såfremt Den Europæiske Unions

Domstol besvarer dette spørgsmål bekræftende:

Hvilke kvalitative krav skal der stilles til et »tvingende

alment hensyn« for så vidt angår målsætningen om en

effektiv styring af migrationsstrømme?

Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej et

Petrotel

Skal artikel 4, stk. 1, første og tredje punktum, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF

af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(rammedirektivet) (EFT… [udelades] 2002, L 108, s.

33, med ændringer) fortolkes således, at hvis en

netudbyder anfægter en afgørelse fra den nationale

tilsynsmyndighed om afregningssatser for

opkaldsterminering i den pågældende udbyders net

(MTR-afgørelse), og i tilslutning hertil anfægter en

efterfølgende afgørelse fra den nationale

tilsynsmyndighed om ændring af en kontrakt mellem

MTR-afgørelsens adressat og en anden virksomhed,

hvorved der foretages en tilpasning af satserne for

afregning af opkaldsterminering i det net, som MTR-

afgørelsens adressat udbyder, til de i MTR-afgørelsen

fastlagte satser (gennemførelsesafgørelsen), kan den

nationale domstol, der har fastslået, at MTR-

afgørelsen [org. s. 2] blev annulleret, henset til artikel

4, stk. 1, fjerde punktum, i direktiv 2002/21/EF og

de interesser, der gør sig gældende hos den

virksomhed, der drager fordel af

gennemførelsesafgørelsen, og som følger af

princippet on beskyttelse af de berettigede

forventninger og retssikkerhed, ikke annullere

gennemførelsesafgørelsen; eller skal artikel 4, stk. 1,

første og tredje punktum, i direktiv 2002/21/EF,

sammenholdt med artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den

nationale domstol kan annullere

gennemførelsesafgørelsen fra den nationale

tilsynsmyndighed og følgelig lade de pligter, der

Udlændinge-,

Integrations-, og

Boligministeriet

Mundtlig

forhandling

13.10.16

C-231/15

Erhvervsstyrelsen

Dom

13.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

fremgår af gennemførelsesafgørelsen, bortfalde for

perioden indtil retsafgørelsen, såfremt den nationale

domstol antager, at dette er nødvendigt for at sikre en

effektiv retsbeskyttelse af den virksomhed, der har

anfægtet den nationale tilsynsmyndigheds afgørelse,

som havde til formål at gennemføre pligterne i

henhold til den MTR-afgørelse, der senere blev

annulleret?

C-135/15

Nikiforidis

Sagen vedrører: 1. Finder Rom I-forordningen i

henhold til artikel 28 udelukkende anvendelse på

ansættelsesforhold i tilfælde, hvor retsforholdet er

etableret ved en arbejdsaftale, der er indgået efter den

16. december 2009, eller medfører enhver senere

aftale mellem aftaleparterne om at fortsætte

ansættelsesforholdet i ændret eller uændret form, at

forordningen finder anvendelse? 2. Udelukker Rom I-

forordningens artikel 9, stk. 3, alene en direkte

anvendelse af overordnede præceptive bestemmelser i

et tredjeland, hvor de forpligtelser, der udspringer af

aftalen, ikke skal opfyldes eller ikke er opfyldt, eller

også en indirekte hensyntagen i lovgivningen i det

land, hvis lov aftalen er undergivet? 3. Er princippet

om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3,

TEU af retlig betydning for de nationale domstoles

afgørelse om at anvende en anden medlemsstats

overordnede præceptive bestemmelser direkte eller

indirekte?

Sina Bank mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse efter vurdering indeholdt i

bekendtgørel-se af 15. marts 2014 til de personer og

enheder, som er omfattet af de restriktive

foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP

(1) og i Rådets forordning (EU) nr. 267/ 2012 (2) om

restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT C 77,

s. 1), hvorved fastslås, at Rådets afgørelse 2010/413/

FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012

fortsat skal berøre sagsøgeren direkte, annulleres.

Bilag IX, punkt I.B.8 til Rådets forordning (EU) nr.

267/2012 annulleres, da det fortsat berører

sagsøgeren direkte, som fastslået i bekendtgø-relse af

15. marts 2014. Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale

sagsøgerens omkostninger.

Carrefour Hypermarchés

Skal artikel 4, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006

om vildledende og sammenlignende reklame,

hvorefter »[s]ammenlignende reklame er tilladt [...],

når [...] den er ikke vildledende [...], den [på objektiv

vis] sammenligner [...] en eller flere konkrete og

relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som

er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser«,

fortolkes således, at en prissammenligning af varer

kun er lovlig, hvis varerne sælges i butikker af samme

format (f.eks. supermarkeder/hypermarkeder) eller

Justitsministeriet

Dom

18.10.16

T-418/14

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

18.10.16

C-562/15

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

19.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

samme størrelse?

C-558/15

Vieira

Sagen vedrører: 1 – Er det i henhold til det fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv (Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16.5.2000, som affattet ved Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005), navnlig

betragtning 16a og artikel 4, i betragtning af denne

artikels stk. 4, 5 og 8 i sin helhed (gennemført i

portugisisk ret ved artikel 43 i lovdekret nr. 522/85 af

31.12., som affattet ved lovdekret nr. 72-A/2003 af

14.4.) muligt at sagsøge en repræsentant for et

forsikringsselskab, der ikke udøver virksomhed i det

land, hvor der er indledt en retssag om erstatning i

forbindelse med en trafikulykke på baggrund af den

lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der

er indgået i et andet EU-land? 2 – Såfremt

spørgsmålet besvares bekræftende, afhænger denne

mulighed for at sagsøge repræsentanten da af de

nærmere betingelser for den

repræsentationsbemyndigelse, der forbinder

repræsentanten med forsikringsselskabet?

EL-EM-2001

1. Skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr.

561/2006 fortolkes således, at de nødvendige

foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en

medlemsstat fastsætter og pålægger for en

overtrædelse, kun kan finde anvendelse på den

person, som har begået den pågældende

overtrædelse? Med andre ord: På baggrund af

bestemmelserne i artikel 18 i forordning (EF) nr.

561/2006 er en national bestemmelse, hvorefter de

nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en

sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger,

finder anvendelse på en (fysisk eller juridisk) person,

da i strid med medlemsstaternes forpligtelse i henhold

til artikel 19, stk. 1, første punktum, i forordning (EF)

nr. 561/2006, når det under den administrative

procedure ikke er blevet konstateret, at denne person

har begået en overtrædelse? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 19, stk. 1,

i forordning (EF) [nr. 561/2006] da fortolkes således,

at en foranstaltning, der iværksættes over for

tredjemand (en fysisk eller juridisk person) for en

overtrædelse, som en anden person har begået,

betragtes som en sanktion, der pålægges denne,

uanset hvordan den benævnes, når det ikke er blevet

konstateret, at den pågældende tredjemand har begået

en overtrædelse? 3. Såfremt det andet spørgsmål

besvares bekræftende, er en national bestemmelse,

hvorefter det er muligt at pålægge en anden (fysisk

eller juridisk) person en sanktion – som kaldes

foranstaltning, men som har sanktionerende indhold

– i forbindelse med iværksættelse af den sanktion, der

pålægges for en overtrædelse begået af føreren, i så

fald i strid med det forbud mod mere end én

Transport- og

Bygningsministeriet

19.10.16

C-501/14

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

19.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

sanktion, der henvises til i artikel 19, stk. 1, i

forordning (EF) [nr. 561/2006]?

C-424/15

Ormaetxea Garai et Lorenzo Almendros

Gør en fortolkning af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om

fælles rammebestemmelser for elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester det muligt – ud fra

et synspunkt om en effektiv beskyttelse af de

generelle interesser, som påhviler det nationale

tilsynsorgan på området – at anse det for foreneligt

med dette direktiv, når den nationale lovgiver

opretter et regulerings- og tilsynsorgan, der er en

institution af ikke-specialiseret karakter, som samler

de hidtidige tilsynsmyndigheder – bl.a. på

energiområdet og områderne for telekommunikation

og konkurrence – i ét enkelt organ? Skal de

betingelser vedrørende »uafhængighed« hos de

nationale tilsynsmyndigheder på området for

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der

henvises til i artikel 3, stk. 2 og 3a, i direktiv

2002/21/EF som ændret ved direktiv 2009/140/EF,

svare til de krav, der stilles til de nationale

databeskyttelsesmyndigheder efter artikel 28 i direktiv

95/46/EF? Finder den retspraksis, der fremgår af

dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den

8. april 2014, anvendelse på et tilfælde, hvor de

ansvarlige i en national tilsynsmyndighed inden for

telekommunikationsområdet afskediges inden

udløbet af deres mandat på grund af kravene inden

for en ny retlig ramme, hvorved der oprettes et

tilsynsorgan, der samler flere nationale

tilsynsmyndigheder fra de sektorer, der føres tilsyn

med? Kan denne afskedigelse, der er fremskyndet

alene på grund af ikrafttrædelsen af en national lov og

ikke på grund af et pludseligt tab af de pågældendes

personlige forudsætninger, der på forhånd blev fastsat

i national ret, anses for at være forenelig med

bestemmelserne i artikel 3, stk. 3a i direktiv

2002/21/EF?

Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod

Europa-Kommissionen (appel)

Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december

2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i

den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,

hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013

(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.

Dr. August Wolff GmbH & Co KG Arzneimittel

et Remedia d.oo. mod Kommissionen

Partial annulment of the implementing Commission

decision C (2014) 6030 final of 19 August 2014,

concerning in the framework of Article 31 of

Directive 2001/83/EC of the European Parliament

and of the Council, the marketing authorisations in

respect of topical medicinal products for human use

with high concentration of estradiol.

Energistyrelsen

Dom

19.10.16

C-60/15 P

Miljøstyrelsen

19.10.16

T-672/14

Sundhedsstyrelsen

Dom

20.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

C-169/15

Montis Design

1. Skal ophævelsen af artikel 21, stk. 3, i Benelux-

mønsterloven (den gamle) pr. 1. december 2003 i

medfør af protokollen af 20. juni 2012 om ændring af

Benelux-landenes fælles mønsterlov fortolkes således

– også under hensyntagen til nødvendigheden af en

fortolkning i overensstemmelse med

beskyttelsestidsdirektivet – at ophavsretten til et

brugskunstværk, som ophørte før den 1. december

2003, idet der ikke rettidigt blev afgivet en

bevaringserklæring, er ophørt for bestandigt, eller er

den blevet genoplivet på et givet tidspunkt?

Verwertungsgesellschaft Rundfunk

Er kriteriet »mod entré« i artikel 8, stk. 3, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12.

december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder

samt om visse andre ophavsretsbeslægtede

rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret

opfyldt, hvis – der på de enkelte værelser på et hotel

er installeret tv-apparater, og hotelejeren stiller

signalet fra forskellige fjernsyns- og radioprogrammer

til rådighed gennem disse (»hotelværelses-tv«) og –

hotelejeren for benyttelse af værelset (med

»hotelværelses-tv«) kræver et vederlag for værelset pr.

overnatning, som også omfatter benyttelse af

tvapparatet og de fjernsyns- og radioprogrammer, der

herigennem er stillet til rådighed?

Ultra-Brag

1. Skal artikel 202, stk. 3, første led, i Rådets

forordning (EF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks (herefter

»toldkodeksen«) fortolkes således, at en juridisk

person i henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3,

første led, som den person, der foretager en indførsel,

bliver debitor for toldskylden, hvis en [org. s. 2] af

den juridiske persons medarbejdere, som ikke er dens

retlige repræsentant, inden for rammerne af sine

kompetencer har givet anledning til den ikke

forskriftsmæssige indførsel? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende: Skal toldkodeksens

artikel 202, stk. 3, andet led, da fortolkes således, at a)

en juridisk person (også) har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, hvis en af dens ansatte,

som ikke er dens retlige repræsentant, inden for

rammerne af sine kompetencer har deltaget i denne

indførsel og b) den subjektive betingelse »som vidste

eller med rimelighed burde have vidst« med hensyn til

juridiske personer, der har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, skal vurderes i forhold til

den fysiske person, som hos den juridiske person var

beskæftiget med sagen, 3. Såfremt det første eller det

andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

Skal toldkodeksens artikel 212a da fortolkes således,

at bedømmelsen af, om debitors adfærd giver

anledning til mistanke om svigagtig fremgangsmåde

eller åbenbar forsømmelighed, i forbindelse med

juridiske personer udelukkende skal foretages på

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

20.10.16

C-641/15

Kulturministeriet

25.10.16

C-679/15

Skatteministeriet

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

grundlag af den juridiske persons henholdsvis dens

organers adfærd, eller skal adfærden hos en fysisk

person, som er ansat hos den juridiske person og

inden for rammerne af sine opgaver behandler sagen,

tilregnes den juridiske person?

C-506/14

Yara Suomi e.a.

1. Er Kommissionens afgørelse 2013/448/EU, for så

vidt som den beror på emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5, ugyldig og strider den mod dette

direktivs artikel 23, stk. 3, fordi denne afgørelse ikke

blev truffet på grundlag af forskriftsproceduren med

kontrol, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse

1999/468/EF og artikel 12 i forordning nr.

182/2011/EU? Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende, er det ikke nødvendigt at besvare de

øvrige spørgsmål. 2. Strider Kommissionens afgørelse

2013/448/EU mod emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5, litra a), for så vidt som

Kommissionen ved fastsættelsen af industriloftet ikke

tog hensyn til i) en del af de verificerede emissioner i

perioden 2005-2007 fra aktiviteter og anlæg, der

omfattedes af emissionshandelsdirektivets

anvendelsesområde i perioden 2008-2012, men for

hvilke der i perioden 2005-2007 ikke gjaldt nogen

verifikationsforpligtelse, og som derfor ikke var

registreret i CITL-systemet, ii) de nye aktiviteter, der i

perioden 2008-2012 omfattedes og i perioden 2013-

2020 omfattes af emissionshandelsdirektivets

anvendelsesområde, for så vidt som de ikke indgik i

dette direktivs anvendelsesområde i perioden 2005-

2007 og udføres i anlæg, der allerede i perioden 2005-

2007 var omfattet af emissionshandelsdirektivets

anvendelsesområde, iii) emissionerne fra anlæg, der

blev nedlagt før den 30. juni 2011, selv om der rent

faktisk findes verificerede emissioner fra disse anlæg i

perioden 2005-2007 og til dels også i perioden 2008-

2012? Såfremt spørgsmål 2, i)-iii), på nogle punkter

skal besvares bekræftende, er Kommissionens

afgørelse 2013/448/EU da ugyldig med hensyn til

anvendelsen af den tværsektorielle korrektionsfaktor,

således at den ikke skal anvendes? 3. Er

Kommissionens afgørelse 2013/448/EU ugyldig og

strider den mod emissionshandelsdirektivets artikel

10a, stk. 5, og dette direktivs mål som følge af, at

denne afgørelse ved beregningen af industriloftet i

henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,

stk. 5, litra a) og b), ikke medregner emissioner, der

opstår i forbindelse med i) produktion af elektricitet

på basis af spildgasser i anlæg, der er omfattet af

emissionshandelsdirektivets bilag I, og som ikke er

»elektricitetsgeneratorer«, og ii) produktion af varme i

anlæg, der er omfattet af emissionshandelsdirektivets

bilag I, som ikke er »elektricitetsgeneratorer«, og som

i henhold til emissionshandelsdirektivets artikel 10a,

stk. 1-4, og afgørelse 2011/278/EU må tildeles gratis

certifikater? 4. Er Kommissionens afgørelse

2013/448/EU – i sig selv eller sammenholdt med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 5 –

Energistyrelsen

Dom

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

ugyldig og strider den mod

emissionshandelsdirektivets artikel 3, litra e) og u),

fordi denne afgørelse ved beregningen af

industriloftet i henhold til emissionshandelsdirektivets

artikel 10a, stk. 5 a og b, ikke medregner de

emissioner, der er nævnt i spørgsmål 3 ovenfor? 5. Er

Kommissionens afgørelse 2013/448/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 12, for så

vidt som den lader den tværsektorielle

korrektionsfaktor omfatte en sektor, der er defineret i

afgørelse 2010/2/EU, og som er udsat for en

betydelig risiko for carbon leakage? 6. Er afgørelse

2011/278/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 1, for så

vidt som Kommissionens foranstaltninger i

forbindelse med fastsættelsen af benchmarks skal tage

hensyn til incitamenter til anvendelse af

energieffektive teknikker, de mest effektive teknikker,

højeffektiv kraftvarmeproduktion og energieffektiv

genvinding af spildgasser? 7. Er afgørelse

2011/278/EU i strid med

emissionshandelsdirektivets artikel 10a, stk. 2, for så

vidt som principperne for benchmarks skal baseres på

den gennemsnitlige præstation for de 10% mest

effektive anlæg i en sektor?

C-489/15

CTL Logistics

Sagen vedrører: 1. Skal EU-retlige bestemmelser,

navnlig artikel 30, stk. 1, første punktum, stk. 2, stk.

3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i direktiv 2001/14/EF

fortolkes således, at krav om tilbagebetaling af afgifter

for benyttelse af infrastruktur, som er aftalt eller

fastsat mellem en infrastrukturforvalter og en ansøger

i en rammeaftale, er udelukket, hvis sådanne krav ikke

gøres gældende ved de procedurer, der er fastsat for

det nationale tilsynsorgan, og de tilsvarende retslige

procedurer, i forbindelse med hvilke disse afgørelser

fra tilsynsorganet efterprøves? 2. Skal EU-retlige

bestemmelser, navnlig artikel 30, stk. 1, første

punktum, stk. 2, stk. 3, stk. 5, første afsnit, stk. 6, i

direktiv 2001/14/EF fortolkes således, at krav om

tilbagebetaling af afgifter for benyttelse af

infrastruktur, som er aftalt eller fastsat mellem en

infrastrukturforvalter og en ansøger i en rammeaftale,

er udelukket, hvis de omtvistede afgifter ikke

forudgående er blevet forelagt det nationale

tilsynsorgan? 3. Er en civilretlig efterprøvelse af

rimeligheden af afgifter for benyttelse af infrastruktur

på grundlag af en national civilretlig bestemmelse,

som giver domstolene mulighed for at kontrollere

rimeligheden af fastsættelsen af en ydelse, når denne

fastsættes ensidigt af den ene part, og eventuelt selv

ved egen afgørelse at fastsætte den ud fra et rimeligt

skøn, forenelig med EUrettens bestemmelser, som

forpligter infrastrukturforvalteren til at overholde

generelle retningslinjer for fastsættelsen af afgiften

såsom kravet om omkostningsdækning (artikel 6, stk.

1, i direktiv 2001/14/EF) eller kriterierne vedrørende

markedsbæredygtigheden (artikel 8, stk. 1, direktiv

Transport- og

Bygningsministeriet

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

2001/14/EF)? 4. Hvis tredje spørgsmål besvares

bekræftende: Skal den civile domstol ved sin

skønsudøvelse overholde kriterier i direktiv

2001/14/EF vedrørende fastsættelsen af afgifterne

for benyttelse af infrastruktur, og i givet fald hvilke?

5. Er den civilretlige efterprøvelse af afgifters

rimelighed på grundlag af den i spørgsmål 3 nævnte

nationale bestemmelse forenelig med EU-retten, for

så vidt som de civile domstole fastsætter afgiften

under afvigelse fra jernbaneforvalterens generelle

afgiftsprincipper og -størrelser [org. s. 3], selv om

jernbaneforvalteren ifølge EU-retten er forpligtet til

at sikre ikkediskriminerende ligebehandling af alle

adgangsberettigede (artikel 4, stk. 5, i direktiv

2001/14/EF)? 6. Er den civilretlige

rimelighedsefterprøvelse af en infrastrukturforvalters

afgifter forenelig med EU-retten i betragtning af den

omstændighed, at EUretten lægger til grund, at

tilsynsorganet har kompetence til at træffe afgørelse

om uenigheder mellem infrastrukturforvalteren og

den adgangsberettigede om afgifterne for benyttelse

af infrastruktur eller om størrelsen eller strukturen af

de afgifter for benyttelse af infrastruktur, som den

adgangsberettigede skal betale eller ville skulle betale

(artikel 30, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv

2001/14/EF), og at tilsynsorganet i lyset af potentielt

mange tvister ved forskellige civile domstole ikke

længere ville kunne sikre en ensartet anvendelse af

jernbanelovgivningen (artikel 30, stk. 3, i direktiv

2001/14/EF)? 7. Er det foreneligt med EU-retten,

navnlig artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, hvis

nationale bestemmelser forlanger en beregning af

samtlige infrastrukturforvalterens afgifter for

benyttelse af infrastruktur, som udelukkende er

baseret på direkte omkostninger?

C-448/15

Wereldhave Belgium e.a.

1. Skal Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990

om en fælles beskatningsordning for moder- og

datterselskaber fra forskellige medlemsstater fortolkes

således, at dette direktiv er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter der ikke kan ske fritagelse for

belgisk forskudsskat af dividende, som et belgisk

datterselskab har udloddet til et i Nederlandene

hjemmehørende moderselskab, der opfylder kravene

til minimumsandel, idet det nederlandske

moderselskab er en investeringsforening, der fuldt ud

skal udbetale sit overskud til sine andelshavere, og

som følge heraf er berettiget til en selskabsskattesats

på nul? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

benægtende, skal artikel 49 (tidligere artikel 43) og

artikel 63 (tidligere artikel 56) i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (som ændret og

med ny nummerering i henhold til Lissabontraktaten)

fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder

for en national bestemmelse, hvorefter der ikke kan

ske fritagelse for belgisk forskudsskat af dividende,

som [org. s. 15] et belgisk datterselskab har udloddet

til et i Nederlandene hjemmehørende moderselskab,

Skatteministeriet

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

der opfylder kravene til minimumsandel, idet det

nederlandske moderselskab er en

investeringsforening, der fuldt ud skal udbetale sit

overskud til sine andelshavere, og som følge heraf er

berettiget til en selskabsskattesats på nul?

C-276/15

Hecht-Pharma

1. Er artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv 2001/83/EF til

hinder for en national bestemmelse som § 21, stk. 2,

nr. 1), i [Gesetz über den Verkehr mit Arzneimitteln

(lov om handel med lægemidler, herefter »AMG«)],

hvorefter der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel,

der er beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi

det påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller

tandlæger, for så vidt angår de væsentlige

produktionstrin og inden for rammerne af normal

apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på

op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige

til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret

inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til

apoteksdrift? For det tilfælde, at spørgsmål 1 skal

besvares bekræftende, spørges: [org. s. 3] 2. Gælder

dette resultat også, såfremt en national bestemmelse

som AMG’s § 21, stk. 2, nr. 1), fortolkes således, at

der ikke kræves tilladelse til et lægemiddel, der er

beregnet til brug hos mennesker, og som, fordi det

påviseligt ofte bliver ordineret af læger eller

tandlæger, for så vidt angår de væsentlige

produktionstrin og inden for rammerne af normal

apoteksdrift fremstilles på et apotek i en mængde på

op til ethundrede pakninger om dagen, der er færdige

til udlevering, og som er beregnet til at blive udleveret

inden for rammerne af den eksisterende tilladelse til

apoteksdrift, hvis lægemidlet enten efter lægerecept,

der ikke nødvendigvis skal være udstedt inden

fremstillingen, udleveres til en bestemt patient, eller

tilberedes på apoteket ifølge forskrifterne i en

farmakopé og er bestemt til direkte udlevering til

patienterne?

Hoogstad

Skal artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr.

1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der

flytter inden for Fællesskabet, fortolkes således, at

den er til hinder for, at der opkræves et bidrag –

såsom det bidrag, der indeholdes i henhold til artikel

191, stk. 1, nr. 7, i wet betreffende de verplichte

verzekering voor geneeskundige verzorging (lov om

obligatorisk sygeog invalideforsikring), som

koordineret ved lov af 14. juli 1994, og det

solidaritetsbidrag, der indeholdes i henhold til artikel

68 i wet van 30 maart 1994 houdende sociale

bepalingen (lov af 30.3.1994 om sociale

bestemmelser) – af ydelser fra belgiske supplerende

pensionsordninger, som ikke udgør lovgivning som

omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra j), første

afsnit, såfremt disse ydelser tilkommer en modtager,

Sundheds- og

Ældreministeriet

Lægemiddelstyrelsen

Dom

26.10.16

C-269/15

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

26.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

der ikke bor i Belgien, og som i henhold til

forordningens artikel 13, stk. 2, litra f), er omfattet af

den sociale sikringsordning i den medlemsstat, på

hvis område denne person er bosat?

C-613/14

James Elliott Construction

Sagen vedrører: 1 a) Såfremt vilkårene i en privatretlig

aftale forpligter en part til at levere et produkt, der er

fremstillet i overensstemmelse med en national

standard, derer udstedt til gennemførelse af en

europæisk standard efter et mandat fra Europa-

Kommissionen i henhold til [org. s. 3]

bestemmelserne i byggevaredirektivet (89/106/EØF),

er fortolkningen af denne standard da et forhold, som

Domstolen kan anmodes om at afgøre ved

præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF?

b) Såfremt spørgsmål 1(a) besvares bekræftende, er

det da et krav efter EN 13242:2002 at overholdelse

eller tilsidesættelse af denne standard kun kan fastslås

ved dokumentation i form af prøvninger i

overensstemmelse med standarder (uden mandat)

udstedt af Den Europæiske

Standardiseringsorganisation (CEN), som

EN13242:2002 henviser til, og som foretages på

tidspunktet for produktionen og/eller tidspunktet for

leveringen, eller kan tilsidesættelse af en standard (og

følgelig manglende opfyldelse af aftalen) fastslås ved

dokumentation i form af prøvninger udført senere,

såfremt udfaldet af sådanne prøvninger logisk set kan

anses som bevis for, at standarden er blevet tilsidesat?

2) Er en national domstol ved behandlingen af et

privatretligt krav om manglende opfyldelse af en

aftale om et produkt, der er fremstillet i

overensstemmelse med en europæisk standard

udstedt efter et mandat fra Europa-Kommissionen i

henhold til byggevaredirektivet, forpligtet til at afstå

fra at anvende nationale bestemmelser, der indebærer

krav til handelsmæssig kvalitet og egnethed til

formålet, med den begrundelse at enten de

lovbestemte vilkår eller deres anvendelse skaber

standarder eller pålægger tekniske specifikationer eller

krav, der ikke er foretaget underretning om i henhold

til bestemmelserne i informationsproceduredirektivet

(98/34/EF)? 3) Er en national ret, der behandler en

sag om manglende opfyldelse af en privatretlig aftale,

der udspringer af manglende opfyldelse af et vilkår

om handelsmæssig kvalitet eller egnethed til

anvendelse (der indirekte følger af lov i en aftale

mellem parterne og ikke ændret eller fraveget af dem)

for et produkt, der er fremstillet i overensstemmelse

med EN13242:2002, forpligtet til at antage, at

produktet er af sædvanlig handelsmæssig kvalitet og

egnet til sit formål, og i så fald kan en sådan

formodning da kun afvises ved dokumentation for

manglende overholdelse af EN13242:2002 ved

prøvninger udført i [org. s. 4] overensstemmelse med

de prøvninger og protokoller, der henvises til i

EN13242:2002, og som er udført på tidspunktet for

leveringen af produktet? 4) Såfremt spørgsmål 1(a),

Energistyrelsen

Miljøstyrelsen

Dom

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

og spørgsmål 3 besvares bekræftende, er en grænse

for det samlede svovlindhold i tilslag da foreskrevet

ved eller i henhold til EN13242:2002, således at

overholdelse af en sådan grænse var et krav for bl.a.

at skabe en formodning for sædvanlig handelsmæssig

kvalitet eller egnethed til anvendelse? 5) Såfremt både

[det første spørgsmål,] litra a), og det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, er dokumentation for, at

produktet var forsynet med »CE-mærkning«, da

nødvendig for at kunne støtte sig på formodningen

skabt ved bilag ZA til EN13242:2002 og/eller

byggevaredirektivets artikel 4 (89/106/EØF)?

C-610/15

Stichting Brein

1) Foretager en administrator af et websted en

overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3,

stk. 1, i ophavsretsdirektivet, såfremt der ikke findes

beskyttede værker på administratorens websted, men

et system [som beskrevet nedenfor i punkt 1-13 og

30], hvorved meta-information om beskyttede

værker, der befinder sig på brugernes computere,

indekseres og kategoriseres, således at brugerne ved

hjælp heraf kan spore og up- og downloade de

beskyttede værker? 2) Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende: Er der i ophavsretsdirektivets

artikel 8, stk. 3, og artikel 11 i håndhævelsesdirektivet

hjemmel til at udstede et påbud til en sådan

mellemand, som omhandles i disse bestemmelser,

såfremt denne mellemmand gør det lettere for

tredjemand at udføre ophavsretskrænkelser på den

måde, der er beskrevet i spørgsmål 1?

Milkova

1. Tillader artikel 5, [stk.] 2, i De Forenede Nationers

konvention om handicappedes rettigheder, at

medlemsstaterne ved lov fastsætter en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 2.

Tillader artikel 4 og de øvrige bestemmelser i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv en national

ordning, der hjemler en særlig forudgående

beskyttelse mod afskedigelse, der kun gælder for

handicappede, der er arbejdstagere, men ikke for

tjenestemænd med samme handicap? 3. Tillader

artikel 7 i direktiv 2000/78, at der fastsættes en særlig

forudgående beskyttelse mod afskedigelse, der kun

gælder for handicappede, der er arbejdstagere, men

ikke for tjenestemænd med samme handicap? 4.

Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares

benægtende: Kræver overholdelsen af internationale

og fællesskabsretlige bestemmelser henset til de

beskrevne kendsgerninger og omstændigheder i den

foreliggende sag, at den af den nationale lovgiver

fastsatte særlige forudgående beskyttelse mod

afskedigelse, der kun gælder for handicappede, der er

arbejdstagere, også skal finde anvendelse på

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Mundtlig

forhandling

27.10.16

C-406/15

Social- og

Indenrigsministeriet

Moderniseringsstyrel-

sen

27.10.16

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 17: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/10-16

tjenestemænd med samme handicap?

C-290/15

D'Oultremont e.a.

Indebærer artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a),

i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet, at en

lovgivning i form af en anordning, som indeholder

forskellige bestemmelser om opstilling af vindmøller,

herunder vedrørende sikkerhed, kontrol, reetablering

og sikkerhedsstillelse, samt regler for støj, som er

fastlagt i forhold til planzoner, bestemmelser

gældende for indrømmelse af administrative

tilladelser, der giver bygherren ret til at opstille og

drive anlæg, som ubetinget underkastes en

miljøvurdering i henhold til national ret, skal

kvalificeres som »en plan eller et program« i de

nævnte bestemmelsers forstand?

Audace e.a.

Sagen vedrører: »Er en national lovgivning, der

udelukkende tillader engrosforhandlere, der er

indehavere af den tilladelse, der er omhandlet i artikel

65 i direktiv 2001/82/EF, at foretage parallelimport

af veterinærlægemidler, og således udelukker

personer, som har tilladelse til detailforhandling, og

opdrættere, fra at foretage en sådan parallelimport,

forenelig med bestemmelserne i artikel 34 TEUF-36

TEUF? Indebærer bestemmelserne i artikel 65 i

direktiv 2001/82/EF og i artikel 16 i direktiv

2006/123/EF (tjenesteydelsesdirektivet), at en

medlemsstat er berettiget til ikke at anerkende

tilladelser til engrosforhandling af

veterinærlægemidler, som er udstedt af de

kompetente myndigheder i andre medlemsstater til

deres egne statsborgere, og at kræve, at disse desuden

skal være indehavere af en tilladelse til

engrosforhandling, der er udstedt af medlemsstatens

egne kompetente nationale myndigheder, for at have

ret til at ansøge om og gøre brug af tilladelser til

parallelimport af veterinærlægemidler i denne

medlemsstat? Er en national lovgivning, som

sidestiller parallelimportører af veterinærlægemidler

med indehavere af en driftstilladelse, som ikke er

påkrævet i henhold til direktiv 2001/82/EF, med

ændringer, om oprettelse af et fællesskabskodeks for

veterinærlægemidler, og der som følge heraf

underlægger disse importører en forpligtelse til at

råde over et forretningssted på den pågældende

medlemsstats område, og at opfylde samtlige de

foranstaltninger til lægemiddelovervågning, der er

fastsat i nævnte direktivs artikel 72-79, forenelig med

artikel 34 TEUF, 36 TEUF og 56 TEUF samt artikel

16 i direktiv 2006/123/EF

(tjenesteydelsesdirektivet)?«

Energistyrelsen

Miljøstyrelsen

Dom

27.10.16

C-114/15

Justitsministeriet

Sundhedsstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Dom

27.10.16