Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 104
Offentligt
1685432_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 4. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 31 (MOF alm. del) stillet 7. oktober 2016
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 31
”Ministeren bedes redegøre for reglerne vedr. landdistriktsmidlerne, og hvad baggrunden er for, at
embedsmænd advarer om, at det kan blive vanskeligt at overbevise EU-Kommissionen om, at
regeringen må bruge EU-midler øremærket økologi og natur til at finansiere landbrugspakken”.
http://www.b.dk/nationalt/internt-notat-landbrugspakkens-finansiering-er-risikabel”
Svar
Der er få specifikke krav til, hvordan indsatserne i landdistriktsprogrammet skal prioriteres. Ifølge
forordningen skal landdistriktsprogrammet samlet set tilgodese de forskellige behov i landdistrikterne.
Det er muligt at ændre prioriteringen af programindsatsen i løbet af programperioden. Forslaget til
ændring af landdistriktsprogrammet for 2017-2020 er fremsendt til EU-Kommissionen den 30.
september 2016. Heri indgår en beskrivelse af, hvordan prioriteringen af indsatsen imødegår behovene
i landdistrikterne i perioden 2017-2020.
Det er desuden et forordningskrav, at mindst 30 pct. af EU´s bidrag til landdistriktsprogrammet skal
anvendes til visse foranstaltninger med klima- og miljøformål. Forslaget til ændring af
landdistriktsprogrammet overholder dette krav. I det fremsendte forslag er det ca. 80 pct. af EU´s
bidrag, der anvendes til foranstaltninger med klima- og miljøformål. Det danske landdistriktsprogram
lever altså rigeligt op til kravet om at anvende mindst 30 pct. af midlerne til dette formål.
Den bemærkning fra embedsmænd, der er henvist til i spørgsmålet, er fremsat i forløbet inden
indgåelsen af aftale om fødevare- og landbrugspakken. På dette tidspunkt var der behov for at gøre
opmærksom på, at alle midlerne i landdistriktsprogrammet ikke kan prioriteres til én indsats eller ét
område, og at mindst 30 pct. af EU-midlerne skal anvendes til foranstaltninger med klima- og
miljøformål.
Kommissionen skal godkende forslaget til ændring af landdistriktsprogrammet for 2017-2020 og
herunder prioriteringen af indsatserne. Hvis Kommissionen har bemærkninger til forslaget til
programændring, tager vi en drøftelse med Kommissionen med henblik på besvarelse af spørgsmål og
løsning af eventuelle udestående elementer.
Esben Lunde Larsen
/
Sarah Børner
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk