Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2016-17
ERU Alm.del Bilag 257
Offentligt
1787785_0001.png
1
Forslag
til
Lov om ændring af lov om en rejsegarantifond
1
(Sammensatte rejsearrangementer og ændring af finansierings- og bestyrelsesstruktur)
§1
I lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 3. september 2015, foretages
følgende ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »erhvervs- og vækstministeren« til: »erhvervsministeren«, »Erhvervs- og
vækstministeren« til: »Erhvervsministeren« og »Erhvervs- og Vækstministeriet« til:
»Erhvervsministeriet«.
2.
Overalt i loven ændres »udenlandsk rejseudbyder« til: »udenlandsk rejsearrangør« og
»udenlandske rejseudbydere« til: »udenlandske rejsearrangører«.
3.
Overalt i loven ændres »Kunde« til: »Rejsende«, »Kunder« til: »Rejsende«, »kunde« til:
»rejsende«, »kunder« til: »rejsende«, »kunden« til: »den rejsende«, »kunderne« til: »de rejsende«,
»kundens« til: »den rejsendes«.
4.
§ 1, stk. 1, 2. pkt.
affattes således:
»Fonden yder bistand i henhold til §§ 5, 5 a og 6, når en rejsende har indgået aftale om en
pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement med en registreringspligtig rejseudbyder eller
formidler for en udenlandsk rejsearrangør, jf. § 20, og når en rejsende har indgået aftale om en
rejseydelse, der udelukkende omfatter flytransport med en udbyder af flytransport«.
5.
I
§ 1, stk. 2, 1.
og
3. pkt.
ændres »lov om forbrugerklager« til: »lov om alternativ tvistløsning i
forbindelse med forbrugerklager«.
6.
Overskriften til
§ 2
affattes således:
»Pakkerejser,
sammensatte rejsearrangementer, rejseydelser m.v.«
7.
§ 2
ophæves, og i stedet indsættes inden overskriften til § 3:
Ȥ
2.
Loven finder anvendelse på pakkerejser, der udbydes eller sælges til rejsende af
erhvervsdrivende, og på sammensatte rejsearrangementer, der formidles af erhvervsdrivende, samt
aftaler om rejseydelser, der udelukkende omfatter flytransport.
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2302 af 25.
november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF, EU-Tidende
2015, nr. L 326, s. 1.
1
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
2
Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse på pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der
1) er af en varighed på under 24 timer, medmindre de omfatter overnatning,
2) udbydes og formidles lejlighedsvis og på nonprofitbasis, til udelukkende en begrænset gruppe
rejsende, eller
3) købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.
§ 2 a.
Ved en pakkerejse forstås i denne lov en kombination af mindst to forskellige typer
rejseydelser, jf. § 2 c, med henblik på den samme rejse, hvis
1) ydelserne sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, inden der indgås en enkelt aftale om alle
ydelserne, eller
2) ydelserne, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser,
a) er købt fra et enkelt salgssted og udvalgt, inden den rejsende accepterer at betale,
b) udbydes, sælges til eller faktureres til en samlet pris,
c) annonceres til salg eller sælges under betegnelsen ”pakkerejse” eller lignende,
d) sammensættes efter indgåelsen af en aftale, hvori den erhvervsdrivende giver den rejsende
ret til at vælge blandt et udvalg af forskellige rejeydelser, eller
e) købes fra forskellige erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer, når
den rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse er videregivet fra den
erhvervsdrivende, med hvem den første aftale er indgået, til andre erhvervsdrivende, og der
senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse er indgået en
aftale med sidstnævnte erhvervsdrivende.
Stk. 2.
En kombination, som nævnt i stk. 1, der består af én type rejseydelse, jf. § 2 c, nr. 1, litra a-c,
og en elle flere turistydelser, jf. § 2 c, nr. 1, litra d, er kun en pakkerejse, hvis turistydelserne udgør
en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som, eller på anden måde udgør, en
væsentlig bestanddel af kombinationen, og er udvalgt og købt inden leveringen af rejseydelsen er
påbegyndt.
§ 2 b.
Ved et sammensat rejsearrangement forstås i denne lov to eller flere forskellige typer
rejseydelser, jf. § 2 c, der købes med henblik på den samme rejse, uden at udgøre en pakkerejse, og
om hvilke der indgås særskilte aftaler med hver leverandør, hvis en erhvervsdrivende
1) formidler den rejsendes særskilte udvælgelse og betaling for hver rejseydelse under en enkelt
kontakt med dennes salgssted, eller
2) på målrettet vis formidler køb af mindst én yderligere rejseydelse fra en anden
erhvervsdrivende, når aftalen med en sådan anden erhvervsdrivende indgås senest 24 timer efter
bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse.
Stk. 2.
En kombination, som nævnt i stk. 1, der består af én rejseydelse, jf. § 2 c, nr. 1, litra a-c, og
en eller flere turistydelser, jf. § 2 c, nr. 1. litra c, er kun et sammensat rejsearrangement, hvis
turistydelserne udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som, eller på
anden måde udgør, en væsentlig bestanddel af kombinationen.
§ 2 c.
I denne lov forstås ved:
1) Rejseydelse:
a) passagerbefordring,
b) indkvartering,
c) udlejning af biler, store motorcykler eller andre motorkøretøjer,
d) enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse, som defineret i litra
a-c, og
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
3
2)
3)
4)
5)
e) særskilt flytransport, der ikke indgår i en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement.
Aftale om en pakkerejse: En aftale om en samlet pakkerejse eller, hvis pakkerejsen leveres i
henhold til særskilte aftaler, alle de aftaler, der dækker de i pakkerejsen inkluderede
rejseydelser.
Pakkerejsens begyndelse: Påbegyndelse af levering af de rejseydelser, der er inkluderet i
pakkerejsen.
Erhvervsdrivende: Enhver fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, sin
virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med aftaler omfattet af denne lov.
Salgssted: Ethvert fast eller mobilt detailforretningssted, et detailforretningswebsted eller en
lignende onlinesalgsfacilitet, telefontjenester samt flere detailforretningssteder eller lignende
onlinesalgsfaciliteter og telefontjenester, der præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet.«
8.
Overskriften inden
§ 3
affattes således:
»Rejsearrangører,
erhvervsdrivende, der formidlere sammensatte rejsearrangementer, formidlere,
rejseudbydere og udbydere af flytransport«.
9.
§ 3
affattes således:
Ȥ
3.
Som rejsearrangør anses en erhvervsdrivende, der sammensætter og sælger pakkerejser, eller
udbyder dem til salg, eller en erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes oplysninger til en
anden erhvervsdrivende i henhold til § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra e.
Stk. 2.
Som formidler anses en erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangøren, og som udbyder eller
sælger pakkerejser sammensat af en indenlandsk rejsearrangør.
Stk. 3.
Som formidler for en udenlandsk rejsearrangør, anses en erhvervsdrivende, som ikke er
rejsearrangøren, som udbyder eller sælger pakkerejser sammensat af en udenlandsk rejsearrangør.
Stk. 4.
Som rejseudbyder anses dels en rejsearrangør, som defineret i stk. 1, dels en
erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, jf. § 2 b.
Stk. 5.
Som udbyder af flytransport anses enhver, der i eget navn udbyder eller sælger flytransport
medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis«.
10.
Overskriften til
§ 4
affattes således:
»Rejsende«
11.
§ 4
affattes således:
Ȥ
4.
Som rejsende anses enhver person, som søger at indgå en aftale inden for lovens
anvendelsesområde eller har ret til at rejse på grundlag af en aftale omfattet af loven. Den, der køber
en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg,
anses ikke som rejsende efter denne lov.«
12.
§ 5, stk. 1,
ophæves og i stedet indsættes:
»Når en rejsende har indgået en aftale om en pakkerejse, jf. § 2 a, kan den rejsende få beløb, der er
erlagt som betaling for pakkerejsen, godtgjort af Rejsegarantifonden, hvis rejsearrangørens
økonomiske forhold har medført, at pakkerejsen ikke kan påbegyndes. Hvis pakkerejsen af samme
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
4
grund afbrydes, kan den rejsende kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget, som svarer
til de ydelser, der ikke er opfyldt over for den rejsende.
Stk. 2.
Når en rejsende har indgået en aftale om et sammensat rejsearrangement, jf. § 2 b, kan den
rejsende få beløb, der er betalt til rejseudbyderen, for en rejseydelse, der udgør en del af det
sammensatte rejsearrangement, godtgjort af fonden, hvis rejseudbyderens økonomiske forhold har
medført, at denne rejseydelse ikke kan leveres. Hvis rejseydelsen af samme grund afbrydes, kan den
rejsende kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget, som svarer til den del af ydelsen,
der ikke er leveret.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
13.
§ 5, stk. 5,
der bliver stk. 6, ophæves.
Stk. 6-7 bliver herefter til stk. 5-6.
14.
I
§ 5 a, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 2, stk. 1, nr. 4« til: »§ 2 c, stk. 1, nr. 1, litra e«.
15.
I
§ 5 a, stk. 1, 2. og 3. pkt.
ændres »§ 2, stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 2 a eller § 2 b«.
16.
Overskriften inden
§ 6
affattes således:
»Behandling af og frist for fremsættelse af krav«
17.
I
§ 6, stk. 1,
indsættes som
2. pkt.:
»Fonden behandler en anmodning om godtgørelse uden ugrundet ophold.«
18.
§ 7, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.
19
.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter »udenlandske rejseudbydere«, der efter den foreslåede bestemmelse
i nr. 2, bliver »udenlandske rejsearrangører«: », jf. § 20«.
20.
§ 8, stk. 5,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk.
5.
Garantiens størrelse fastsættes således, jf. dog § 23, stk. 2:
1)
2)
3)
4)
5)
6)
Der stilles ikke garanti, hvis omsætningen ikke er over 1 mio. kr.
Ved en omsætning på mere end 1 mio. kr., men ikke over 5 mio. kr., er garantien 150.000 kr.
Ved en omsætning på mere end 5 mio. kr., men ikke over 10 mio. kr., er garantien 300.000 kr.
Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 15 mio. kr., er garantien 600.000 kr.
Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er garantien 900.000 kr.
Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr., er garantien 1,35 mio.
kr.
7) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr., er garantien 1,8 mio.
kr.
8) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr. er garantien på 2,25 mio. kr. og en yderligere
garanti på 1 mio. kr. for hver 100 mio. kr., omsætningen overstiger 250 mio. kr.«
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
5
21.
I
§ 8
indsættes efter stk. 6, som nyt stykke:
»Stk.
7.
En erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, men ikke modtager
betaling før efter, at det sammensatte rejsearrangement er leveret, skal ikke stille garanti.«
Stk. 7-8 bliver herefter stk. 8-9.
22.
I
§ 8, stk. 7,
som bliver stk. 8, indsættes som 2. pkt.: »En formidler for en udenlandsk
rejsearrangør, der er etableret uden for EØS, skal stille garanti, medmindre formidleren kan
dokumentere, at rejsearrangøren har stillet den behørige garanti, jf. § 20, stk. 3.«
23.
I
§ 9, 1. pkt.
ændres »en pakkerejsefondskasse vedrørende de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte
rejseydelser« til: »en fondskasse for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, jf. §§ 2 a og 2
b«, og § »2, stk. 1, nr. 4« ændres til:
»
§ 2 c, stk. 1, litra e«.
24.
§ 9 a, stk. 1-2,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, jf. § 20, skal betale et
administrationsbidrag til fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer til
finansiering af fondskassens og rejseankenævnets driftsudgifter. Administrationsbidraget består af
et fast grundbidrag og et omsætningsafhængigt bidrag. Bidragets størrelse fastsættes af
Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren.
Stk. 2.
Ved registrering i fonden betales et registreringsbidrag. Registreringsbidraget betales også,
såfremt en rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk rejsearrangør slettes fra registreringen
i fonden, og efterfølgende ansøger om at blive registreret igen. Bidragets størrelse fastsættes af
fondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren.
Stk. 3.
Fondens bestyrelse kan fastsætte, at rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejsearrangører, skal betale et formueopbyggende bidrag. Bidragets størrelse fastsættes af fondens
bestyrelse i forhold til rejseudbyderens eller formidlerens for en udenlandsk rejseudbyders
omsætning. Bidraget godkendes af erhvervsministeren.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
25.
§ 10
affattes således:
Ȥ 10.
Rejsegarantifondens bestyrelse består af en formand og syv medlemmer.
Stk. 2.
Bestyrelsen, og en stedfortræder for formanden, udnævnes af erhvervsministeren for 3 år ad
gangen med mulighed for genudnævnelse. Formanden skal være uafhængig af specifikke erhvervs-
og organisationsinteresser. Et af bestyrelsens medlemmer skal være uafhængig af specifikke
erhvervs- og organisationsinteresser, og samtidig have økonomisk baggrund og regnskabsteknisk
indsigt. Af de øvrige seks medlemmer udnævnes to medlemmer efter indstilling af de i fonden
registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, et medlem efter
indstilling af udbyderne af flytransport og tre medlemmer efter indstilling af de rejsende.
Stk. 3.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.«
26.
Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:
»Balanceret
tilsynsvirksomhed
§ 11 a.
Rejsegarantifondens bestyrelse skal påse, at fondens tilsynsvirksomhed har den rette balance
mellem formuestørrelsen, bidragenes størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og kravene til
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
6
forhøjet garanti. Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern ekspert påtegne, at balancen er robust og
tilstrækkelig til at fastholde forbrugerbeskyttelsen.«
27.
Efter § 14 indsættes i
kapitel 4:
»Centralt
kontaktpunkt for samarbejdet inden for EØS
§ 14 a.
Rejsegarantifonden er centralt kontaktpunkt og medvirker til at lette det administrative
samarbejde og tilsyn med rejsearrangører, og erhvervsdrivende, som formidler sammensatte
rejsearrangementer, der opererer i de forskellige medlemsstater inden for EØS, med hensyn til de
forpligtelser, der udspringer af loven.
Stk. 2.
Fonden stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for andre kontaktpunkter om
rejsegarantifondslovens krav om garantistillelse. Fonden besvarer sådanne henvendelser hurtigst
muligt og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af forespørgslen.
Stk. 3.
Fonden offentliggør elektroniske lister over rejseudbydere, som opfylder deres forpligtelser
efter rejsegarantifondsloven.«
28.
I
§ 17
ændres »fondens bestyrelse« til: »fonden«.
29.
I
§ 19, stk. 1, 1. pkt.
udgår »det efter en konkret analyse af dennes økonomiske forhold må
antages, at«, og i
§ 19, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
»fondens bestyrelse fastsætter retningslinjer for,
hvornår en særlig risiko er til stede.«
30.
I
§ 20
indsættes som
stk. 2
og
stk. 3:
»Stk.
2.
Ved etablering forstås tjenesteyderes faktiske udøvelse af erhvervsvirksomhed i et ikke
nærmere angivet tidsrum fra et fast forretningssted, hvorfra aktiviteten med levering af
tjenesteydelser udføres, jf. § 2, nr. 4, i lov om tjenesteydelser i det indre marked.
Stk. 3.
Rejseudbydere, der er etableret uden for EØS-området, som sælger eller udbyder pakkerejser
eller sammensatte rejsearrangementer til salg her i landet, eller som på en hvilken som helst måde
retter deres virksomhed mod rejsende her i landet, er tilsvarende registreringspligtige og skal stille
garanti i overensstemmelse med reglerne i denne lov. Rejsegarantifonden dækker krav, jf. § 5, som
udspringer af aftaler indgået med registreringspligtige rejseudbydere, i det omfang rejseudbyderen
har stillet garanti efter denne lov.«
31.
§ 21
ophæves.
32.
Overskriften til
§ 22
affattes således:
»Gensidig
anerkendelse og dokumentation for garantistillelse«
33.
§ 22
affattes således:
»Garantistillelse, som en rejseudbyder har stillet i overensstemmelse med reglerne i det land inden
for EU/EØS, hvor rejseudbyderen er etableret, anerkendes som fuldt tilstrækkelig.
Stk. 2.
Rejseudbydere, som er etableret i et andet EØS-land, som sælger eller udbyder pakkerejser
eller sammensatte rejsearrangementer til salg her i landet, eller som på en hvilken som helst måde
retter deres virksomhed mod rejsende her i landet, skal underrette Rejsegarantifonden om omfanget
af denne salgsaktivitet, og oplyse, i hvilket EØS-land garantien er stillet.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
7
Stk. 3.
Stk. 2 gælder tilsvarende for rejseudbydere, der foruden at være etableret her i landet, er
etableret i et eller flere andre lande inden for EØS, og som har valgt at anvende en anden
garantiordning end Rejsegarantifonden
Stk. 4.
Såfremt fonden anmoder herom, skal rejseudbyderen dokumentere, at de i stk. 2 nævnte krav
om sikkerhed er stillet.«
34.
Efter § 22 indsættes i
kapitel 6:
»Offentliggørelse
§ 22 a.
Rejsegarantifonden kan på Rejsegarantifondens hjemmeside offentliggøre oplysninger om
rejseudbydere eller formidlere, der ikke overholder kravene om anmeldelse eller registrering efter §
8, jf. §§ 2-4, §§ 19, 20 og 22.«
35.
I
§ 23
ophæves
stk. 5.
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
36.
I
§ 24
ændres »§§ 19-21« til: »§§ 19-20«, og »§ 22, stk. 1 og stk. 2« ændres til: »§ 22, stk. 2 og
stk. 3«.
37.
I
§ 25, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 22, stk. 3« til: »§ 22, stk. 4«.
§2
Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 9 a, stk. 1, i lov om en rejsegarantifond, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 24, træder i
kraft den 1. januar 2019.
§3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
8
Bemærkninger til lovforslaget
1.
Indledning ................................................................................................................................... 10
1.1.
2.
Lovforslagets baggrund og formål ...................................................................................... 10
Lovforslagets hovedindhold ....................................................................................................... 11
2.1.
Lovforslagets anvendelsesområde og harmoniseringsniveau ............................................. 12
Direktivets artikel 1, 2 og 4 .......................................................................................... 12
Gældende ret ................................................................................................................ 13
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring ..................................... 14
2.1.1.
2.1.2.
2.1.3.
2.2.
Definitioner ......................................................................................................................... 17
Direktivets artikel 3 ...................................................................................................... 17
Gældende ret ................................................................................................................ 17
Definition af rejseydelse ....................................................................................... 17
Definitionen af en pakkerejse ............................................................................... 18
Definitionen af en arrangør og formidler.............................................................. 19
Definitionen af kunde ........................................................................................... 19
2.2.1.
2.2.2.
2.2.2.1.
2.2.2.2.
2.2.2.3.
2.2.2.4.
2.2.3.
Regeringens overvejelser og den foreslåede ændring .................................................. 20
Definition af en pakkerejse ................................................................................... 20
Definition af sammensatte rejsearrangementer .................................................... 25
Definition af rejseydelser ...................................................................................... 28
Definition af aftale om en pakkerejse ................................................................... 32
Definition af pakkerejsens begyndelse ................................................................. 33
Definition af rejsende ........................................................................................... 33
Definition af erhvervsdrivende ............................................................................. 34
Definition af rejsearrangør .................................................................................... 35
Definition af formidler .......................................................................................... 36
Definition af etablering ......................................................................................... 38
Definition af salgssted .......................................................................................... 39
Definition af hjemtransport................................................................................... 40
2.2.3.1.
2.2.3.2.
2.2.3.3.
2.2.3.4.
2.2.3.5.
2.2.3.6.
2.2.3.7.
2.2.3.8.
2.2.3.9.
2.2.3.10.
2.2.3.11.
2.2.3.12.
2.3.
Beskyttelse mod konkurs eller insolvens af pakkerejser ..................................................... 40
Direktivets artikel 17 .................................................................................................... 40
Gældende ret ................................................................................................................ 42
Rejsegarantifondslovens anvendelsesområde og registreringspligt ..................... 42
2.3.1.
2.3.2.
2.3.2.1.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
9
2.3.2.2.
2.3.2.3.
2.3.3.
2.4.
Rejsegarantifondens dækningsområde. ................................................................ 43
Garantistillelse og bidrag ...................................................................................... 45
Erhvervsministeriets overvejelser og forslag til ændring ............................................ 46
Internationale anvendelsesområde ...................................................................................... 47
Direktivets artikel 17, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 17, stk. 3. ........................................ 47
Gældende ret ................................................................................................................ 48
Erhvervsministeriets overvejelser og forslag til ændring ............................................ 49
2.4.1.
2.4.2.
2.4.3.
2.5.
Gensidig anerkendelse og centrale kontaktpunkter ............................................................. 50
Direktivets artikel 18 .................................................................................................... 50
Gældende ret ................................................................................................................ 52
Regeringens overvejelser og den foreslåede ændring .................................................. 53
2.5.1.
2.5.2.
2.5.3.
2.6.
Konkursbeskyttelse af sammensatte rejsearrangementer .................................................... 54
Direktivets artikel 19, stk. 1 ......................................................................................... 54
Gældende ret ................................................................................................................ 55
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring ..................................... 55
2.6.1.
2.6.2.
2.6.3.
2.7. Særlige forpligtelser for formidleren, når rejsearrangøren er etableret uden for Det
Europæiske Økonomiske Samarbejde ............................................................................................ 56
2.7.1.
2.7.2.
2.7.3.
2.8.
Direktivets artikel 20 .................................................................................................... 56
Gældende ret ................................................................................................................ 56
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring ..................................... 56
Valgmuligheder ved gennemførelse af direktivet ............................................................... 56
Formidleransvar for levering af pakkerejsen ............................................................... 56
2.8.1.
2.9.
Ændring af finansieringsstrukturen ..................................................................................... 58
Balanceret tilsynsvirksomhed ...................................................................................... 58
Ordinær garanti ............................................................................................................ 59
Forhøjet garanti ............................................................................................................ 60
Fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementers formue ................ 61
Formueopbyggende bidrag .......................................................................................... 62
Administrationsbidrag og registreringsbidrag ............................................................. 62
Ændring af bestyrelsesstrukturen .................................................................................... 64
2.9.1.
2.9.2.
2.9.3.
2.9.4.
2.9.5.
2.9.6.
2.10.
3.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige ................................................ 65
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.......................................... 65
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
10
5.
6.
7.
8.
9.
Administrative konsekvenser for borgerne ................................................................................. 65
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser .................................................................. 65
Forholdet til EU-retten ................................................................................................................ 65
Hørte myndigheder og organisationer m.v. ................................................................................ 65
Sammenfattende skema .............................................................................................................. 66
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1.
Lovforslagets baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2302 af 25.
november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning
(EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af
Rådets direktiv 90/314/EØF (EU-Tidende 2015, nr. L 326, s. 1), i det følgende benævnt direktivet.
Siden 1990, hvor det gældende pakkerejsedirektiv (Rådets direktiv om pakkerejser, herunder
pakkeferier og pakketure (90/314/EØF)) blev vedtaget, er der sket en fundamental ændring af
rejsemarkedet, hvor flere bruger internettet til at sammensætte individuelle rejsearrangementer frem
for at vælge en færdigarrangeret pakkerejse. De nuværende regler er vanskelige at anvende i forhold
til moderne måder at kombinere rejseydelser på, og dette skaber usikkerhed dels hos de rejsende
om, hvorvidt de er omfattet af beskyttelsen, dels hos udbyderne i forhold til, hvilke forpligtelser de
har.
Formålet med direktivet er at modernisere EU-reglerne om pakkerejser i lyset af den udvikling på
rejsemarkedet, som er sket siden 1990. Direktivet skal samtidig mindske de retlige forskelle
medlemsstaterne imellem og styrke den gensidige anerkendelse af beskyttelsen i tilfælde af konkurs
eller insolvens med henblik på at minimere hindringerne for handel på tværs af grænserne og
mindske omkostningerne for erhvervsdrivende, der ønsker at sælge rejseydelser på tværs af
grænserne.
Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Medlemsstaterne må således ikke i national ret
opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger direktivet, herunder strengere eller lempeligere
bestemmelser, for at sikre et andet beskyttelsesniveau for rejsende, medmindre det er fastsat i
direktivet. Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 1. januar 2018 og
reglerne skal finde anvendelse fra den 1. juli 2018.
Det gældende direktiv (90/314/EØF) er et minimumsdirektiv, hvilket har givet medlemsstaterne en
stor grad af frihed til at opfylde direktivets krav om garantistillelse. Det har medført, at der er
betydelige forskelle mellem lovene i medlemsstaterne. Det gældende direktiv indeholder heller ikke
et krav om gensidig anerkendelse af medlemsstaternes ordninger for konkursbeskyttelse. Som følge
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
11
heraf har det været vanskeligt for virksomheder at konkurrere på lige vilkår, og de er støt på
hindringer, når de har villet udvide deres forretningsområde på tværs af grænserne.
Direktivet skal dels implementeres i regulering på Justitsministeriets område (en ny pakkerejselov),
dels i regulering på Erhvervsministeriets område ved en ændring af rejsegarantifondsloven.
Pakkerejseloven sætter de overordnede rammer for pakkerejse-området, herunder regler om
oplysningspligt og krav til indhold af aftaler indgået med rejsende. Rejsegarantifondsloven
fastsætter regler for Rejsegarantifonden, der yder rejsekunder bistand ved en rejseudbyders konkurs,
og sikrer, at de rejsende beskyttes i tilfælde af en rejseudbyders konkurs. Rejsegarantifondsloven
regulerer rejseudbyderes og formidleres anmeldelse og registrering i fonden, samt garantistillelse og
betaling af bidrag. Derudover følger det af loven, at Rejsegarantifonden finansierer og
sekretariatsbetjener et rejseankenævn - i dag benævnt Pakkerejse-Ankenævnet - der er oprettet og
godkendt i henhold til forbrugerklageloven. Hovedparten af direktivets bestemmelser gennemføres i
pakkerejseloven. Det gælder for artikel 1-16, artikel 19, stk. 2-4, artikel 20 vedrørende henvisningen
til kapitel IV, og artikel 22 og 23, mens artikel 17, 18, artikel 19, stk. 1, og artikel 20 vedrørende
henvisningen til kapitel V gennemføres i rejsegarantifondsloven. For at medvirke til forståelsen af
de foreslåede ændringer af rejsegarantifondsloven, er det valgt at indarbejde direktivets definitioner
i rejsegarantifondsloven.
Der henvises til justitsministerens lovforslag nr. L [xx, fremsat xxx] 2017, om lov om pakkerejser
og sammensatte rejsearrangementer.
2. Lovforslagets hovedindhold
Med lovforslaget foreslås det at tilpasse den eksisterende konkursbeskyttelsen af rejsende, så den i
højere grad svarer til den udvikling, der er sket på rejsemarkedet. Dels udvides definitionen af en
pakkerejse, så en pakkerejse kan opstå på flere måder end i dag. Dels indføres med lovforslaget en
ny type rejseydelse, sammensatte rejsearrangementer, som omfatter køb af to forskellige
rejseydelser, hvor der indgås særskilte aftaler med flere leverandører af rejseydelser vedrørende
samme rejse eller ferie. Rejsegarantifondens anvendelsesområde udvides således. Det medfører dels
en udvidelse af antallet af rejsende, der beskyttes, men også en udvidelse af antallet af
rejseudbydere, der omfattes af loven. Samtidig pålægges aktører fra tredjelande at stille garanti.
Rejsegarantifondsloven omfatter i dag andre pakkerejselignende rejsearrangementer, jf. lovens § 2,
stk. 1, nr. 2-3, som ikke er omfattet af definitionen på en pakkerejse, og som hverken er omfattet af
det gældende direktiv eller direktivet om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer. Det
gælder ydelser, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med samme rejseudbyder eller
formidler, men som ikke udgør en pakkerejse, og ydelser, der omfatter transport og anden
turistmæssig ydelse, som ikke varer over 24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.
Direktivet hæver beskyttelsen af rejsende i hele EU. Det vurderes, at antallet af dækkede rejsende
som følge af direktivet vil blive fordoblet og Rejsegarantifondsordningen udvides betragteligt. Med
implementeringen af det nye pakkerejsedirektiv indføres nye, detaljerede definitioner på
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
12
rejseydelser, pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, som ikke stemmer overens med de
nationale særregler. Selv om den beskyttelse, der foreskrives efter direktivet, ikke omfatter de
nationale særregler om pakkerejselignende rejseydelser, der i dag er beskyttet efter
rejsegarantifondsloven, er det at foretrække at have en ensartet beskyttelse i hele EU, også i forhold
til konkursbeskyttelsen.
Da beskyttelsen generelt udvides, foreslås det derfor, at de nationale særregler i
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2-3, om pakkerejselignende rejser ophæves med det formål at
få en regelforenkling og en ensartet beskyttelse. Rejsegarantifondsloven vil herefter alene vedrøre
konkursbeskyttelse af pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.
For at forbedre mulighederne for håndhævelse af loven, får Rejsegarantifonden mulighed for at
offentliggøre oplysninger om aktører, der – i strid med rejsegarantifondslovens regler – undlader at
stille den fornødne garanti.
Herudover foreslås en række ændringer af finansieringsstrukturen for Rejsegarantifonden.
Det foreslås bl.a., at garantiskalaen, efter hvilken rejsearrangører betaler garanti, nedsættes for alle
rejsearrangører, og mest for virksomheder med en omsætning, der ikke overstiger 15 mio. kr.
Det omsætningsafhængige administrationsbidrag efterreguleres i dag årligt. Det er administrativt
tungt og kræver mange ressourcer fra Rejsegarantifondens side. Det foreslås derfor, at det
omsætningsafhængige administrationsbidrag fremover ikke efterreguleres. Det vil betyde, at et
eventuelt overskud et givent år skal tilgå formuen, ligesom et eventuelt underskud skal trækkes i
den eksisterende formue.
Det foreslås endvidere, at det formueopbyggende bidrag, som Rejsegarantifondens bestyrelse, efter
godkendelse af ministeren, har mulighed for at opkræve, skal være omsætningsafhængigt, og ikke
som i dag være baseret på antallet af solgte rejser.
Herudover pålægges Rejsegarantifondens bestyrelse at sikre, at de økonomiske og administrative
omkostninger for rejsebranchen som helhed minimeres.
Endelig foreslås det, at bestyrelsen udvides med et medlem, der til enhver tid skal være uafhængig
af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser, og samtidig have økonomisk baggrund og
regnskabsteknisk indsigt.
2.1.
2.1.1.
Lovforslagets anvendelsesområde og harmoniseringsniveau
Direktivets artikel 1, 2 og 4
2.1.1.1.
Ifølge direktivets artikel 1 er formålet med direktivet at bidrage til det indre markeds
funktion og til opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, der er så ensartet som muligt.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
13
2.1.1.2.
Direktivets artikel 2, stk. 1, fastslår, at direktivet finder anvendelse på pakkerejser, der
udbydes til salg eller sælges af erhvervsdrivende til rejsende, og på sammensatte
rejsearrangementer, der formidles af erhvervsdrivende til rejsende.
Direktivets artikel 2, stk. 2, indeholder en række undtagelser til direktivets anvendelsesområde.
Efter litra a er pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer
således undtaget, medmindre de omfatter indkvartering natten over. Ifølge litra b undtages
pakkerejser, der udbydes, og sammensatte rejsearrangementer, der formidles lejlighedsvist og på
nonprofitbasis, til udelukkende en begrænset gruppe rejsende.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 19, at artikel 2, stk. 2, litra b, f.eks. kan omfatte
ture, der højst et par gange om året arrangeres af velgørende organisationer, sportsklubber eller
skoler for deres medlemmer uden at blive udbudt til offentligheden.
Endelig er pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer i medfør af artikel 2, stk. 2, litra c,
undtaget, hvis de købes på grundlag af en generel aftale med henblik på forretningsrejser mellem en
erhvervsdrivende og en fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, sin
virksomhed, sit håndværk eller sin profession.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 7, at sådanne generelle aftaler om køb af forretningsrejser
ofte vil være indgået med henblik på flere rejser eller en nærmere bestemt periode, f.eks. med et
rejsebureau.
Det følger af direktivets artikel 2, stk. 3, at direktivet ikke berører almindelig national aftaleret,
herunder regler om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, for så vidt som almindelige
aftaleretlige aspekter ikke reguleres i direktivet.
2.1.1.3.
Efter direktivets artikel 4 er direktivet et totalharmoniseringsdirektiv. Det er således ikke
tilladt for medlemsstaterne at opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger direktivet.
Medlemsstaterne kan dermed som udgangspunkt hverken fastsætte strengere eller lempeligere
bestemmelser for at sikre et andet beskyttelsesniveau for rejsende. På enkelte områder giver
direktivet dog mulighed for at vælge mellem flere mulige løsninger angivet i direktivet, jf. nedenfor
pkt. 2.8.
2.1.2.
Gældende ret
Rejsegarantifondsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 3. september 2015, finder anvendelse på
aftaler om bestemte rejseydelser, som en kunde indgår aftale om med en registreringspligtig
rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk rejseudbyder, jf. rejsegarantifondslovens § 1, stk.
1, jf. dog § 21.
Begrebet ”rejseydelse” omfatter efter rejsegarantifondslovens § 2 flere typer rejsearrangementer.
Først og fremmest forstås ved en rejseydelse efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, en
pakkerejse. Rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, svarer til pakkerejselovens
definition af en pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 2.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
14
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, er det en betingelse, for at en rejse, kan anses for at
være en pakkerejse, at den har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.
Som kunde anses efter rejsegarantifondslovens § 4 enhver, der køber eller i hvis navn der købes en
pakkerejse. Hvis rejsen overdrages, anses tillige den, som får rejsen overdraget, som kunde.
Definitionen svarer til pakkerejselovens definition af en kunde, jf. denne lovs § 4. Både fysiske og
juridiske personer kan være kunder efter bestemmelsen uafhængigt af, om formålet med rejsen er
privat eller erhvervsmæssigt. Efter rejsegarantifondsloven anses den, der køber en rejseydelse med
henblik på erhvervsmæssigt videresalg, dog ikke som kunde.
Det fremgår af rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at enhver, der i eget navn til kunder
udbyder eller sælger rejseydelser enten direkte eller gennem en formidler, anses som rejseudbyder,
medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist. Begrebet lejlighedsvist skal
sammenholdes med begrebet i den gældende pakkerejselov. Heraf fremgår bl.a., at den der
tilrettelægger pakkerejser, kun anses som arrangør i pakkerejselovens forstand, hvis denne
virksomhed er så regelmæssig og systematisk eller i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses
for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger, skoler m.v. skal således anses som
arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejer og lignende dels har et professionelt tilsnit, dels har et
ikke ubetydeligt omfang. Hvis en forening, institution eller lignende kun i enkeltstående tilfælde
udbyder pakkerejser, vil denne sædvanligvis ikke være at ses som arrangør i pakkerejselovens
forstand. Idrætsforeninger, hvis rejsevirksomhed alene består i at arrangere træningsture og
lignende for foreningens medlemmer, vil normalt ikke være omfattet af pakkerejseloven. Det
indebærer, at medlemmerne ikke vil være dækket af Rejsegarantifonden. Det vil bero på en konkret
vurdering af den pågældendes virksomhed og vil normalt heller ikke udelukkende kunne baseres på,
hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer. I tilfælde, hvor f.eks. almennyttige foreninger mv.
undtagelsesvist måtte være omfattet af rejsegarantifondslovens arrangørbegreb, afgøres spørgsmålet
efter rejsegarantifondslovens § 8, stk. 6 og § 14. Almennyttige foreninger mv., der som et led i
deres virksomhed udbyder rejsearrangementer, er generelt undtaget fra rejsegarantifondslovens krav
om garantistillelse, jf. § 8, stk. 6. Dette gælder dog kun, hvis rejsevirksomheden udgør en mindre
del af foreningens almennyttige aktiviteter.
Rejsegarantifondslovens anvendelsesområde er ikke begrænset til forbrugeraftaler.
Forretningsrejser er således omfattet af rejsegarantifondslovens bestemmelser, hvis de opfylder
betingelserne for sammensætning af rejsen.
2.1.3.
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring
2.1.3.1.
Som anført ovenfor finder direktivet anvendelse på ”rejsende”. Det er Erhvervsministeriets
vurdering, at begrebet rejsende svarer til det gældende begreb ”kunde” i rejsegarantifondsloven. For
at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det imidlertid, at begrebet
rejsende fremover anvendes i rejsegarantifondsloven.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
15
2.1.3.2.
Det følger af direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, medmindre de
omfatter indkvartering natten over.
Det svarer for så vidt angår pakkerejser til det, som følger af den gældende rejsegarantifondslov, jf.
§ 2, stk. 1, nr. 1, mens sammensatte rejsearrangementer ikke er reguleret af den gældende
rejsegarantifondslov.
Det bemærkes, at direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, omhandler ”indkvartering natten over”, mens
rejsegarantifondslovens § 2 omhandler ”overnatning”. I både det gældende og det nye
pakkerejsedirektivs engelske sprogversioner er det relevante kriterium imidlertid
”overnight
accommodation”,
mens det i tyske sprogversioner er
”Übernachtung”.
På denne baggrund lægges
det til grund, at indkvartering natten over skal forstås om ”overnatning”.
Det foreslås på den baggrund, at pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, som har en
varighed på under 24 timer, undtages fra rejsegarantifondslovens anvendelsesområde, medmindre
de omfatter overnatning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 1, samt bemærkningerne
hertil.
2.1.3.3.
Ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, litra b, finder direktivet ikke anvendelse på pakkerejser
og sammensatte rejsearrangementer, der udbydes eller formidles lejlighedsvist og på nonproftibasis
til udelukkende en begrænset gruppe rejsende. Efter ordlyden er der tale om kumulative betingelser,
som alle skal være opfyldt, for at en rejse er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
For så vidt angår den første betingelse, hvorefter rejserne skal udbydes eller formidles
lejlighedsvist, bemærkes, at en tilsvarende betingelse findes i rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, jf.
ovenfor under pkt. 2.1.2.
Ved vurderingen af, om udbud og salg sker lejlighedsvist, skal der foretages en samlet og konkret
vurdering af udbyderens aktivitet, hvori bl.a. indgår antallet af rejser, om virksomheden med at
arrangere rejser har erhvervslignende karakter, og om rejserne alene udbydes til en afgrænset kreds.
Direktivets kriterier ”lejlighedsvist”, ”på nonprofitbasis” og ”til udelukkende en begrænset gruppe
rejsende” er efter Erhvervsministeriets opfattelse i overensstemmelse med de ovennævnte kriterier,
som efter gældende ret tillægges vægt ved vurderingen af, om en forening mv. er omfattet af loven.
Direktivet tillader dog i modsætning til den gældende rejsegarantifondslov ikke, at der foretages en
samlet og konkret vurdering, da der er tale om kumulative kriterier.
Det er på denne baggrund Erhvervsministeriets vurdering, at gældende dansk ret ikke er i
overensstemmelse med direktivet.
Endvidere fremgår det af præambelbetragtning nr. 19, at udtrykket ”lejlighedsvist” betyder, at f.eks.
ture, der arrangeres ”højst et par gange om året”, er undtaget fra direktivets anvendelsesområde,
hvis de øvrige betingelser er opfyldt. Dette må efter Erhvervsministeriets opfattelse betragtes som
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
16
en begrænsning af, hvor mange rejser en forening mv. må arrangere om året. Det bemærkes, at den
engelske sprogversion af direktivet henviser til ”a few times a year”, og den tyske til ”wenige Male
im Jahr”. På denne baggrund må præambelbetragtningen forstås således, at der er tale om
”lejlighedsvist” at udbyde pakkerejser mv., hvis disse udbydes højst nogle få gange om året.
Det foreslås, at rejsegarantifondslovens
overensstemmelse med direktivets ordlyd.
anvendelsesområde
justeres
og
afgrænses
i
Der må efter forslaget foretages en separat og snævrere vurdering af en erhvervsdrivendes aktivitet i
forhold til de tre kriterier i direktivet. Da der er tale om kumulative kriterier, skal hver enkelt af
disse være opfyldt for, at en rejse, som en forening mv. udbyder, ikke er omfattet af loven. Det vil
således medføre, at en rejse er omfattet af loven, hvis den af en forening mv. udbydes til
offentligheden, uanset om foreningen i øvrigt kun arrangerer rejser lejlighedsvist og på
nonprofitbasis. En forening, der er omfattet af loven, vil derfor som udgangspunkt skulle stille
garanti, medmindre der er tale om en almennyttig forening. Er den del af omsætningen, der er
knyttet til pakkerejsen eller det sammensatte rejsearrangement, begrænset, eller indgår der f.eks.
ikke langdistance persontransport i form af f.eks. flyrejser, eller modtager foreningen ikke
forudbetaling eller kun forudbetaling i begrænset omfang, vil der dog være tale om en begrænset
garantistillelse.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 2, samt bemærkningerne
hertil.
2.1.3.4.
Ifølge direktivets artikel 2, stk. 2, litra c, finder direktivet ikke anvendelse på pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer, der købes på grundlag af en generel aftale med henblik på
forretningsrejser mellem en erhvervsdrivende og en anden fysisk eller juridisk person, der handler
som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession.
Efter rejsegarantifondsloven er en rejse omfattet, hvis den opfylder betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1,
for at være en pakkerejse. Det gælder også, selvom rejsen købes af en erhvervsdrivende på grundlag
af en generel aftale om køb af forretningsrejser.
I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at rejsegarantifondsloven justeres, så det fremgår
udtrykkeligt, at loven ikke finder anvendelse på pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer,
der købes på grundlag af en generel aftale med henblik på forretningsrejser mellem
erhvervsdrivende.
Det bemærkes, at direktivets terminologi ”en fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit
erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession”, svarer til den almindelige definition af
en erhvervsdrivende i dansk ret.
Det bemærkes, at undtagelsen alene gælder for rejser, der købes på grundlag af en generel aftale om
køb af forretningsrejser. Loven vil dermed finde anvendelse på øvrige rejser, der opfylder
betingelserne for at være en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, uanset om køberen af
rejsen er en forbruger eller en erhvervsdrivende. Lovforslaget viderefører således den gældende
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
17
retstilstand i relation til, hvem der er omfattet af beskyttelsen i rejsegarantifondsloven, dog således,
at visse typer af aftaler indgået af erhvervsdrivende undtages.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 3, samt bemærkningerne
hertil.
2.2.
2.2.1.
Definitioner
Direktivets artikel 3
Direktivets artikel 3 indeholder definitioner af en række centrale begreber, herunder rejseydelse,
pakkerejse og sammensat rejsearrangement, som afgrænser, hvilke rejser der falder inden for
direktivets anvendelsesområde.
2.2.2.
2.2.2.1.
Gældende ret
Definition af rejseydelse
Som anført under pkt. 2.1.2 anvendes begrebet ”rejseydelse” allerede i dag i rejsegarantifondsloven.
Begrebet dækker over de forskellige typer rejser, som er omfattet af rejsegarantiordningens
konkursdækning. Begrebet rejseydelse blev indført i 2009 (ved lov nr. 518 af 12. juni 2009), da
rejsegarantiordningen blev udvidet til også at omfatte bl.a. særskilt flytransport og formidling af
billeje i udlandet.
Ved rejseydelse forstås først og fremmest en pakkerejse, jf. rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr.
1. Rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, svarer til pakkerejselovens definition af en
pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 2.
En rejseydelse kan imidlertid også omfatte andre pakkerejselignende rejsearrangementer, som ikke
er omfattet af definitionen på en pakkerejse, og som hverken er omfattet af det gældende direktiv
eller direktivet om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.
Det gælder således en rejseydelse efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2, der omhandler
rejsearrangementer, der indeholder transport og indkvartering, som er aftalt med samme
rejseudbyder eller formidler, men hvor de enkelte elementer hverken har været udbudt samlet eller
har været udbudt på forhånd og solgt samlet, og derfor ikke er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1. Det kan
f.eks. være tilfælde, hvor en kunde har købt en flybillet til London i en bestemt uge og kunden
efterfølgende af samme arrangør eller gennem samme formidler køber et hotelophold i London i
samme uge. Disse ydelser har ikke været udbudt eller solgt samlet, men afvikles som en helhed. De
omhandlede rejseydelser vil efter omstændighederne kunne udgøre et sammensat rejsearrangement
efter direktivet.
Dertil kommer rejseydelser efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 3, der består i transport og
anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed på over 24 timer, men har en samlet pris på
over 1.000 kr. Tanken har været at beskytte forholdsvis dyre rejsearrangementer, som varer kort tid,
f.eks. busture til fodboldkampe.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
18
Endelig indeholder rejsegarantiordningen en særlig konkursordning for enkeltstående flyrejser, der
blev gennemført i 2015 (ved lov nr. 531 af 29. april 2015), den såkaldte ”flight-only-ordning”.
Ordningen indebærer, at alle kunder, der har indgået en aftale om en rejseydelse udelukkende
bestående af flytransport, ligeledes er omfattet af rejsegarantifondslovens regler om hjemtransport
samt refusion af forudbetaling. Der er tale om en selvstændigt finansieret ordning, hvor udbydere af
flytransport opkræves et bidrag på 2 kr. pr. afrejsende fra en dansk lufthavn til en udenlandsk
destination. Der er således tale om en national særregel, der falder uden for direktivets
anvendelsesområde. Ordningen vil blive opretholdt, og er ikke en del af lovforslaget, hvorfor det
ikke omtales yderligere i lovforslaget.
2.2.2.2.
Definitionen af en pakkerejse
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, er en pakkerejse en kombination af mindst to
elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges
samlet, hvis den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning. De
elementer, der kan udgøre en pakkerejse, er 1) transport, 2) indkvartering og 3) andre turistmæssige
ydelser, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del
af pakkerejsen.
De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs. udbudt til salg som en
kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser, arrangøren udbyder til salg. Loven omfatter
således også individuelt sammensatte kombinationer.
Ved sagen C-400/00 blev det af EU-Domstolen slået fast, at en rejse, som arrangeres efter
anmodning fra en forbruger i overensstemmelse med forbrugerens ønsker, er en pakkerejse, hvis
kravene til kombinationen af ydelser i øvrigt er opfyldt. Det blev endvidere slået fast, at begrebet
”en på forhånd fastlagt kombination”, i det tidligere direktiv, skal fortolkes således, at det omfatter
kombinationer af turistmæssige ydelser, der var sammensat på det tidspunkt, hvor kontrakten blev
indgået. Begrebet ”en på forhånd fastlagt kombination” svarer til betingelsen i
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, om at rejseydelserne skal være udbudt samlet eller have været
samlet på forhånd og sælges samlet.
På baggrund af EU-Domstolens dom er kombinationer af rejseydelser, som normalt ikke udbydes af
en arrangør, men som sammensættes på foranledning af kunden, også omfattet af
rejsegarantifondsloven, hvis ydelserne sammensættes inden aftalen mellem parterne indgås, og
kombinationen i øvrigt opfylder betingelserne for at være en pakkerejse.
Begrebet indkvartering omfatter indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men ikke
overnatning under transport, f.eks. i en sovevogn i et tog. Ophold i et transportmiddel kan dog være
en turistmæssig attraktion i sig selv, hvilket f.eks. er tilfældet ved krydstogter og lignende.
Begrebet anden turistmæssig ydelse omfatter ydelser, der for det første ikke er direkte knyttet til
transport eller indkvartering, og for det andet udgør en væsentlig del af pakkerejsen. Hvorvidt en
ydelse udgør en væsentlig del af pakkerejsen, beror på en konkret vurdering af den pågældende
ydelses karakter og af dens andel i den samlede rejse. Der lægges i den forbindelse vægt på, om
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
19
prisen for den pågældende ydelse udgør et vigtigt element i den samlede pris, og om opholdet eller
transporten primært tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse. Omfattet af begrebet anden
turistmæssig ydelse er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med naturvejledere og
kort til skiliftsystemer, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser er omfattet. Leje af bil på
rejsens bestemmelsessted kan efter omstændighederne udgøre en turistmæssig ydelse.
2.2.2.3.
Definitionen af en arrangør og formidler
I rejsegarantifondsloven blev begrebet ”arrangør” ved ændringen af loven i 2009 erstattet af
begrebet ”rejseudbyder”, der også dækker over udbydere af pakkerejselignende rejseydelser efter
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2-3. En rejseudbyder kan således både være en rejsearrangør,
der udbyder eller sælger pakkerejser, og en rejsearrangør, der sælger eller udbyder
pakkerejselignende rejsearrangementer.
Baggrunden for at ændre begrebet til ”rejseudbyder” var, at loven i 2009 også tilsigtede at omfatte
udbydere af særskilt flytransport og billeje i udlandet. Med ændringen af rejsegarantifondsloven i
2015, blev bestemmelsen om billeje imidlertid ophævet, og udbydere af flytransport blev særskilt
defineret, ligesom disse udbydere blev undtaget fra rejsegarantifondslovens registreringspligt.
Begrebet ”rejseudbyder” dækker i dag reelt kun over rejsearrangører.
Efter rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, anses som rejseudbyder enhver, der i eget navn til kunder
udbyder eller sælger rejseydelser direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed
alene udøves lejlighedsvist.
I pakkerejseloven anvendes begrebet arrangør. Efter pakkerejselovens § 3, stk. 1, anses som
arrangør enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en
formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist.
Den, der tilrettelægger pakkerejser, er som udgangspunkt den, som står bag det samlede
arrangement. I tilfælde, hvor pakkerejsen faktisk er sammensat af en anden end den, som sælger
pakkerejsen, må sælgeren dog anses for at være arrangør, hvis kunden må gå ud fra, at det er
sælgeren, der har tilrettelagt rejsen.
Definitionen af en rejseudbyder/rejsearrangør er hermed i forhold til udbud af pakkerejser mere
vidtgående end pakkerejselovens § 3, stk. 1, og det gældende direktivs artikel 2, nr. 2, idet disse
tillige stiller krav om, at pakkerejsen skal være tilrettelagt af den, der skal anses som udbyder.
For så vidt angår undtagelsen af virksomhed, som udøves lejlighedsvist, henvises til pkt. 2.1.2 og
2.1.3.3 ovenfor.
Efter rejsegarantifondslovens § 3, stk. 2, anses enhver, der udbyder eller sælger en pakkerejse i
rejseudbyderens navn, for formidler. En formidler er således en fuldmægtig, og parterne i aftaler om
køb af en pakkerejse, som er indgået med en formidler, er rejsearrangøren og kunden.
2.2.2.4.
Definitionen af kunde
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
20
Ifølge rejsegarantifondslovens § 4 defineres en kunde, som enhver, der køber, eller i hvis navn der
købes en rejseydelse. Det er underordnet om formålet med rejsen er privat eller erhvervsmæssigt.
Hvis rejsen overdrages, anses tillige den, som får rejsen overdraget, som kunde.
Det er således muligt at være kunde, selvom man ikke selv har købt rejsen, hvis den dog købes i ens
navn. Ligeledes er det mulig at være deltager på en rejse, uden at være kunde, hvis man ikke er part
i aftalen med arrangøren.
Både fysiske og juridiske personer kan være kunder efter bestemmelsen, hvilket f.eks. kan være
tilfældet, hvis en repræsentant for en forening køber en pakkerejse i foreningens navn. Definitionen
svarer til definitionen i pakkerejselovens § 4. Efter rejsegarantifondsloven anses den, der køber en
rejseydelse med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, dog ikke som kunde.
2.2.3.
2.2.3.1.
Regeringens overvejelser og den foreslåede ændring
Definition af en pakkerejse
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 2, at en pakkerejse grundlæggende er en kombination af
mindst to forskellige typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie. Ud over dette
krav om, at en pakkerejse skal bestå af nogle bestemte ydelser, er det et krav, at pakkerejsen er
kommet i stand på en af flere forskellige måder.
I den gældende rejsegarantifondslov anvendes begrebet rejseydelse som et begreb, der dækker over
de forskellige typer rejser, som er omfattet af Rejsegarantifondens konkursdækning.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at rejsegarantifondsloven ændres, så direktivets
terminologi for ”rejseydelser” anvendes. En rejseydelse vil herefter være et element, der indgår i en
pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement. En rejseydelse vil således ikke kunne defineres
som en pakkerejse eller et pakkerejselignende rejsearrangement, jf. den gældende § 2, stk. 1, nr. 1-
3.
2.2.3.1.1.
Efter direktivets artikel 3, nr. 2, litra a, er en kombination af mindst to forskellige typer
rejseydelser med henblik på samme rejse eller ferie således en pakkerejse, hvis ydelserne
sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, herunder på foranledning af den rejsende eller i
overensstemmelse med dennes udvælgelse, inden der indgås en aftale om alle ydelserne.
En sådan sammensætning er også efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, en pakkerejse, og
der er således for så vidt angår denne type pakkerejser tale om en videreførelse af gældende ret, jf.
ovenfor under pkt. 2.2.2.1.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at rejsegarantifondsloven justeres, så en
kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en
pakkerejse, hvis ydelserne sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale
om alle ydelserne. Dette omfatter i overensstemmelse med direktivet bl.a. tilfælde, hvor ydelserne
sammensættes på foranledning af den rejsende eller i overensstemmelse med den pågældendes
udvælgelse.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
21
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne
hertil.
2.2.3.1.2.
Efter direktivets artikel 3, nr. 2, litra b, kan en pakkerejse derudover opstå, selvom der
indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser, hvis aftalerne om
rejseydelserne indgås på en af de måder, som er angivet i direktivets artikel 3, nr. 2, litra b, nr. i-v,
jf. nedenfor under pkt. 2.2.3.1.2.1 - 2.2.3.1.2.5.
Det er nyt i forhold til rejsegarantifondsloven, at en pakkerejse kan bestå af rejseydelser, som er
købt fra forskellige leverandører af rejseydelser. Baggrunden for, at pakkerejsebegrebet udvides, og
dermed kommer til at omfatte flere rejser, er ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 10, at den
rejsende i de situationer, som er omfattet af bestemmelsen, kan have en rimelig forventning om at
blive beskyttet af direktivet.
2.2.3.1.2.1.
Ifølge artikel 3, nr. 2, litra b, nr. i, opstår en pakkerejse, hvis rejseydelserne er købt fra
et enkelt salgssted, og rejseydelserne er blevet udvalgt, inden den rejsende accepter at betale.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at rejsegarantifondsloven justeres, så en
kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en
pakkerejse, hvis ydelserne er købt fra et enkelt salgssted og udvalgt, inden den rejsende accepter at
betale, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 10 forstås ved ”inden den rejsende
accepterer at betale”, at udvælgelsen foregår ”inden for samme bestillingsprocedure”. Dette
omfatter f.eks. tilfælde, hvor en rejsende på en hjemmeside lægger flere rejseydelser i sin
”indkøbskurv”, inden den pågældende ”går til kassen” for at bestille eller betale sin rejse.
Kravet om, at den rejsende skal acceptere at betale, indebærer ikke nødvendigvis, at den rejsende
dermed samtidig skal foretage betalingen. Den rejsende vil således også acceptere at betale i
lovforslagets forstand, hvis den pågældende blot afgiver en ordre, og dermed indvilger i at betale på
et senere tidspunkt.
2.2.3.1.2.2.
Ifølge artikel 3, nr. 2, litra b, nr. ii opstår en pakkerejse, hvis rejseydelserne udbydes til
salg til, sælges til eller faktureres til en pris, hvor alt er inkluderet, eller til en samlet pris.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at ”en pris, hvor alt er inkluderet” kan rummes i udtrykket
”en samlet pris”.
Det foreslås på den baggrund, at rejsegarantifondsloven justeres, så en kombination af mindst to
forskellige typer rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en pakkerejse, hvis ydelserne
udbydes, sælges eller faktureres til en samlet pris, uanset om der indgås særskilte aftaler med
forskellige leverandører. Herunder omfattes således også tilfælde, hvor rejsen faktureres til en pris,
hvor alt er inkluderet.
Den foreslåede bestemmelse vil således kunne omfatte visse tilfælde, som ikke falder under
lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra a. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
22
et rejsebureau fakturerer den rejsende for en flybillet og en hotelovernatning samlet, selvom den
rejsende har udvalgt og accepteret at betale for flyrejsen først, og rejsen dermed ikke er omfattet af
det foreslåede § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra a.
2.2.3.1.2.3.
Ifølge artikel 3, nr. 2, litra b, nr. iii opstår en pakkerejse, hvis rejseydelserne annonceres
til salg eller sælges under betegnelsen ”pakkerejse” eller en lignende betegnelse.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 10, at sådanne lignende betegnelser f.eks. kan
være ”samlet tilbud”, ”all inclusive” eller ”arrangement med alt inkluderet”.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at en kombination af mindst to forskellige typer
rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en pakkerejse, hvis ydelserne annonceres til salg
eller sælges under betegnelsen »pakkerejse« eller lignende, uanset om der indgås særskilte aftaler
med forskellige leverandører.
2.2.3.1.2.4.
Ifølge direktivets artikel 3, nr. 2, litra b, nr. iv opstår en pakkerejse, hvis rejseydelserne
sammensættes efter indgåelse af en aftale, hvori den erhvervsdrivende giver den rejsende ret til at
vælge blandt et udvalg af forskellige typer rejseydelser.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 11, at bestemmelsen bl.a. tager sigte på
gaveæsker, der indeholder pakkerejser.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at en kombination af mindst to forskellige typer
rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en pakkerejse, hvis ydelserne sammensættes efter
indgåelsen af en aftale, hvori den erhvervsdrivende giver den rejsende ret til at vælge blandt et
udvalg af forskellige typer rejseydelser, uanset om der indgås særskilte aftaler med forskellige
leverandører.
2.2.3.1.2.5.
Ifølge artikel 3, nr. 2, litra b, nr. v opstår en pakkerejse, hvis rejseydelserne købes fra
forskellige erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer, når den rejsendes
navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse er videregivet fra den erhvervsdrivende, med hvem
den første aftale er indgået, til en anden eller andre erhvervsdrivende, og der senest 24 timer efter
bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse er indgået en aftale med sidstnævnte
erhvervsdrivende.
Bestemmelsen vedrører såkaldte ”click through-køb”, hvor den rejsende først indgår aftale om en
rejseydelse med en erhvervsdrivende, og derefter inden for 24 timer indgår aftale om en rejseydelse
med en anden erhvervsdrivende, og der samtidig overføres betalingsoplysninger om den rejsende.
Der er ikke i øvrigt i direktivet oplysninger om, hvad der anses for ”betalingsoplysninger” i
direktivets forstand. Det må dog efter Erhvervsministeriets opfattelse antages, at der skal være tale
om oplysninger, som leder tilbage til en bestemt betaler, og som den erhvervsdrivende kan bruge til
at modtage betaling fra den rejsende, f.eks. kreditoplysninger eller kontooplysninger. Dette vil f.eks.
også kunne være et EAN-nummer, som bruges ved betalinger foretaget af det offentlige.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
23
Efter Erhvervsministeriets opfattelse må ”bekræftelsen af bestillingen” relatere sig til den
ordrebekræftelse, som den rejsende typisk modtager efter at have foretaget køb af en rejseydelse. I
de tilfælde, hvor der ikke udstedes en egentlig ordrebekræftelse, men f.eks. straks udstedes en billet
eller fremsendes en faktura, må dette anses for at være en bekræftelse af bestillingen.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at en kombination af mindst to forskellige typer
rejseydelser med henblik på samme rejse udgør en pakkerejse, hvis ydelserne købes fra forskellige
erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer, når den rejsendes navn, beta-
lingsoplysninger og e-mailadresse er videregivet fra den erhvervsdrivende, med hvem den første
aftale er indgået, til en anden eller andre erhvervsdrivende, og der senest 24 timer efter bekræftelsen
af bestillingen af den første rejseydelse er indgået en aftale med sidstnævnte erhvervsdrivende.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde af såkaldte ”click through-køb”, hvor den rejsende først køber
en rejseydelse hos en erhvervsdrivende, bliver ”stillet videre” til eller opfordret til at besøge en
anden hjemmeside, og herefter på denne hjemmeside ikke behøver at angive sit navn, sine beta-
lingsoplysninger og e-mailadresse, fordi den første erhvervsdrivende har overført disse oplysninger
til den anden erhvervsdrivende. Bestemmelsen vil således f.eks. finde anvendelse, hvis en rejsende
køber en flybillet og betaler med kreditkort, hvorefter den rejsende præsenteres for et link til en
anden hjemmeside, hvor den pågældende kan købe en overnatning på et hotel. Hvis den rejsende i
forbindelse med køb af hotelovernatningen på denne anden hjemmeside ikke behøver at indtaste sit
navn, sine kreditkortoplysninger og sin e-mailadresse, fordi dette er overført fra købet på den første
hjemmeside, vil der være tale om en pakkerejse.
Hvis en rejsende efter at have købt den anden rejseydelse hos den erhvervsdrivende, som har fået
overført oplysningerne, på samme måde bliver viderestillet til en tredje erhvervsdrivende, og de
nødvendige oplysninger overføres til denne tredje erhvervsdrivende, opstår der endnu en
pakkerejse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende for så vidt angår denne pakkerejse være
rejsearrangør, mens den tredje erhvervsdrivende vil være den erhvervsdrivende, som får overført
oplysninger om den rejsende.
Den måde, hvorpå en pakkerejse opstår efter bestemmelsen, har visse ligheder med den måde et
sammensat rejsearrangement kan opstå på, jf. nedenfor pkt. 2.2.3.2. Både pakkerejser efter
bestemmelsen og sammensatte rejsearrangementer opstår således ved, at den rejsende først indgår
aftale med en erhvervsdrivende om en rejseydelse, og derefter inden for 24 timer indgår aftale med
en anden erhvervsdrivende om endnu en rejseydelse. Det er dermed afgørende for, om der opstår en
pakkerejse, om der overføres både den rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse.
Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende, til hvem der er overført oplysninger, indgås mere
end 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse, opstår der ikke en
pakkerejse, og rejsen falder helt uden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
2.2.3.1.3.
Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2, 2. afsnit, at en kombination af rejseydelser, hvor
højst én type rejseydelse, jf. direktivets artikel 3, n. 1, litra a, b eller c, sammensættes med en eller
flere turistydelser, jf. artikel 3, nr. 1, litra d, ikke er en pakkerejse, hvis sidstnævnte ydelser ikke
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
24
udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi og ikke annonceres som eller på anden måde
udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen, eller først er udvalgt og købt, efter at leveringen af
en rejseydelse, jf. artikel 3, nr. 1, litra a, b eller c, er påbegyndt.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 18, at i tilfælde hvor andre turistydelser, jf. artikel 3, nr. 1,
litra d, udgør 25 pct. eller mere af kombinationens værdi, anses disse ydelser for at udgøre en
væsentlig andel af pakkerejsens værdi.
Endvidere fremgår det af samme præambelbetragtning, at direktivet ikke kan omgås ved, at en
rejsearrangør eller formidler tilbyder den rejsende valget mellem yderligere turistydelser på forhånd
og derefter tilbyder først at indgå aftalen om disse ydelser, efter at leveringen af den første
rejseydelse er påbegyndt.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at en kombination som nævnt i lovforslagets § 1,
nr. 7, og det foreslåede § 2 a, stk. 1, der består af én rejseydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den
foreslåede § 2 c, nr. 5, nr. 1, litra a-c, og en eller flere turistydelser, jf. den foreslåede § 2 c nr. 1,
litra d, kun er en pakkerejse, hvis turistydelserne udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi
eller annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen, og er
udvalgt og købt inden leveringen af rejseydelsen er påbegyndt.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct. eller
mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi. Dette
udelukker dog ikke, at en turistydelse, der ikke udgør 25 pct. af kombinationens værdi, i visse
tilfælde vil kunne anses for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi, f.eks. hvis der er
tale om en meget dyr rejse. Den værdi, som en turistydelse har, er som udgangspunkt den
almindelige salgspris. I situationer, hvor der ikke findes en salgspris, f.eks. fordi ydelsen er
inkluderet i prisen for en anden ydelse, eller i situationer, hvor prisen er fastsat kunstigt lavt, vil en
anden pris kunne fastsættes. Prisen kan i disse tilfælde f.eks. fastsættes på baggrund af et skøn over
den værdi, som ydelsen har for den rejsende.
Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, om turistydelser ”annonceres som eller
på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om en
pakkerejse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en rejsearrangør udbyder hotelovernatning og
billetter til en fodboldkamp, hvor det er klart, at overværelsen af fodboldkampen er det primære
formål med rejsen.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.2.1, kan andre turistmæssige ydelser alene udgøre en del af en
pakkerejse efter den gældende rejsegarantifondslovs § 2, stk. 1, nr. 1, litra c, hvis ydelsen udgør en
væsentlig del af pakkerejsen. Der foretages efter denne bestemmelse også en konkret vurdering af
den pågældende rejseydelse. Dermed er forslaget som udgangspunkt en videreførelse af den
gældende retstilstand, idet det dog bemærkes, at en turistydelse, der udgør mere end 25 pct. af
kombinationens værdi, dog altid vil anses for at udgøre en væsentlig del af kombinationens værdi,
jf. ovenfor.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 a, og bemærkningerne hertil.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
25
2.2.3.2.
Definition af sammensatte rejsearrangementer
Direktivets artikel 3, nr. 5, omhandler sammensatte rejsearrangementer, som er en ny kategori af
rejser, der omfattes af direktivet. Sammensatte rejsearrangementer kendes således ikke i gældende
ret.
Ifølge direktivets artikel 3, nr. 5, udgøres et sammensat rejsearrangement af mindst to forskellige
typer rejseydelser, der købes med henblik på den samme rejse eller ferie, uden at udgøre en
pakkerejse, og som fører til indgåelse af særskilte aftaler med hver enkelt leverandør af
rejseydelserne. Det fremgår således, at en rejse ikke kan udgøre en pakkerejse og et sammensat
rejsearrangement på samme tid.
Et sammensat rejsearrangement kan, når de ovennævnte betingelser er opfyldt, opstå på to
forskellige måder.
2.2.3.2.1.
For det første opstår et sammensat rejsearrangement, hvis en erhvervsdrivende formidler
de rejsendes særskilte udvælgelse og særskilte betaling for hver rejseydelse under et enkelt besøg på
dennes salgssted eller i forbindelse med en enkelt kontakt med dennes salgssted, jf. direktivets
artikel 3, nr. 5, litra a.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at to eller flere forskellige typer rejseydelser, der
købes med henblik på den samme rejse, uden at udgøre en pakkerejse, og som fører til indgåelse af
særskilte aftaler med hver leverandør af rejseydelser, udgør et sammensat rejsearrangement, hvis en
erhvervsdrivende formidler den rejsendes særskilte udvælgelse og særskilte betaling for hver
rejseydelse i forbindelse med en enkelt kontakt med den erhvervsdrivendes salgssted.
Der vil dermed f.eks. være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis en rejsende under et besøg
hos et fysisk rejsebureau køber en flyrejse og betaler for den, hvorefter rejsebureauet tilbyder at
formidle et hotelophold på samme rejse, som den rejsende accepterer, og herefter betaler for. Et
sådant køb er ikke en pakkerejse, da betalingen sker separat for hver enkelt rejseydelse, og ikke
samlet som ved en pakkerejse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2, stk. 1, nr. 2, litra a.
Det ville imidlertid i dag være omfattet af rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2, idet det omfatter
transport og indkvartering, og er aftalt med samme rejseudbyder.
På samme vis vil der være tale om et sammensat rejsearrangement efter bestemmelsen, hvis den
rejsende f.eks. ved et enkelt besøg på et rejsebureaus hjemmeside, eller ved en enkelt telefonsamtale
med et rejsebureau, køber en rejseydelse og betaler den, og herefter køber en ny rejseydelse gennem
rejsebureauet hos en anden leverandør. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den rejsende, efter at have
købt den første rejseydelse på rejsebureauets hjemmeside, bliver præsenteret for en række tilbud på
en eller flere yderligere rejseydelser, som formidles for en anden erhvervsdrivende, f.eks. via et pop
op-vindue, som fremkommer efter betalingen af den første rejseydelse.
2.2.3.2.2.
For det andet opstår et sammensat rejsearrangement, hvis en erhvervsdrivende formidler
køb af mindst én yderligere rejseydelse fra en anden erhvervsdrivende på målrettet vis, når aftalen
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
26
med den anden erhvervsdrivende indgås senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den
første rejseydelse, jf. direktivets artikel 3, nr. 5, litra b.
Det bemærkes, at bestemmelsen ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 13 gælder
onlinehandlende. Dette fremgår imidlertid ikke af direktivteksten, og det må således antages, at
såvel onlinekøb som køb på et fysisk salgssted kan medføre et sammensat rejsearrangement efter
artikel 3, nr. 5, litra b.
Det følger endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 13, at formidlingen ofte vil være
baseret på et kommercielt link, der indebærer betaling mellem den erhvervsdrivende, der formidler
købet af yderligere rejseydelser, og den anden erhvervsdrivende.
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at to eller flere forskellige typer rejseydelser, der
købes med henblik på den samme rejse, uden at udgøre en pakkerejse, og som fører til indgåelse af
særskilte aftaler med hver leverandør af rejseydelser, udgør et sammensat rejsearrangement, hvis en
erhvervsdrivende på målrettet vis formidler køb af mindst én yderligere rejseydelse fra en anden
erhvervsdrivende, når aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås senest 24 timer efter
bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse.
Betingelserne for, at der er tale om et sammensat rejsearrangement, vil således i overensstemmelse
med præambelbetragtning nr. 13 i direktivet f.eks. være opfyldt i tilfælde, hvor en rejsende har
bestilt en fly- eller togrejse, og sammen med bekræftelsen på rejsen modtager en opfordring til at
bestille yderligere en rejseydelse, med et link til det websted, hvor der kan foretages bestilling. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis man efter at have købt en flyrejse modtager en e-mail med
flybilletten, hvor der i e-mailen er annoncer, der på målrettet vis tilbyder f.eks. hotelophold på
destinationen, eller hvis en rejsende efter at have købt en flybillet på bekræftelsessiden præsenteres
for en annonce, som tilbyder hotelophold eller biludlejning på destinationen.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 12 må der sondres mellem på den ene
side sammensatte rejsearrangementer online og på den anden side linkede websider, hvis formål
ikke er, at der skal indgås en aftale med den rejsende, og link, hvorigennem rejsende alene bliver
oplyst om andre rejseydelser generelt. Det sidste er ifølge betragtningen bl.a. tilfældet, når et hotel
eller en arrangør af en begivenhed på deres websted angiver en liste over alle de operatører, der
tilbyder transport til deres placering, uden at dette står i forbindelse med en bestilling, eller når der
bruges cookies eller metadata til at indsætte annoncer på websider.
Det er således ikke alle situationer, hvor en rejsende efter købet af én rejseydelse præsenteres for et
tilbud om at købe en eller flere yderligere rejseydelser, som fører til, at der opstår et sammensat
rejsearrangement. Hertil kræves, at der er tale om en målrettet formidling, der ofte vil indebære en
form for betaling og aftale mellem de erhvervsdrivende.
På den ene side vil en reklame for f.eks. et hotel på destinationen, som vises på en
erhvervsdrivendes hjemmeside efter salg af en flybillet på grundlag af en aftale mellem den
erhvervsdrivende og en hotelkæde eller lignende, være et eksempel på målrettet formidling af
yderligere rejseydelser. En sådan aftale vil således ofte indebære, at den rejsende præsenteres for et
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
27
tilbud, som er nøje tilpasset den rejseydelse, som den rejsende netop har købt hos den første
erhvervsdrivende. Som klart udgangspunkt vil det således være målrettet formidling, hvis den
rejsende efter købet af f.eks. en flybillet præsenteres for en annonce for hoteller, der leder til en
oversigt over hoteller, som er tilpasset flybillettens destination og rejsedatoer, og herudover angiver
en pris for overnatning i netop denne periode.
Hvis den erhvervsdrivende derimod har indgået en aftale med en virksomhed om placering af
annoncer på hjemmesiden, vil der på den anden side ikke være tale om målrettet formidling, såfremt
der ved bekræftelsessiden efter køb af en flybillet vises en annonce for hoteller på destinationen,
hvis denne annonce vises på grundlag af cookies, der indeholder data om den rejsendes tidligere
søgninger. En sådan annonce vil således ikke være baseret på data om den rejsendes netop indgåede
aftale, men på cookies indeholdende data om den rejsendes tidligere søgninger, og den
erhvervsdrivende, som har placeret annoncen på bekræftelsessiden, vil som udgangspunkt ikke
være bekendt med, at den rejsende ved klik på annoncen er blevet ”stillet videre” efter køb af en
bestemt rejseydelse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende ikke umiddelbart kunne opfylde sin
forpligtelse til at underrette den formidlende erhvervsdrivende efter direktivets artikel 19, stk. 4.
Hvis den rejsende køber en ydelse hos den anden erhvervsdrivende, som medfører, at der opstår et
sammensat rejsearrangement, og den anden erhvervsdrivende herefter formidler køb af endnu en
rejseydelse på målrette vis i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, opstår der endnu
et særskilt sammensat rejsearrangement. I dette sammensatte rejsearrangement vil den
erhvervsdrivende, som den rejsende købte sin anden rejseydelse hos, således være den
erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement.
Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås mere end 24 timer efter bekræftelsen af
bestillingen af den første rejseydelse, opstår der ikke et sammensat rejsearrangement, og rejsen
falder helt uden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
2.2.3.2.3.
Det følger af direktivets artikel 3, nr. 5, 2. afsnit, at hvis der højst købes én type
rejseydelse, jf. direktivets artikel 3, nr. 1, litra a, b eller c, og en eller flere turistydelser, jf. artikel 3,
nr. 1, litra d, udgør de ikke et sammensat rejsearrangement, hvis sidstnævnte ydelser ikke udgør en
væsentlig andel af ydelsernes samlede værdi og ikke annonceres som eller på anden måde udgør en
væsentlig bestanddel af rejsen eller ferien.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 18, at i tilfælde hvor andre turistydelser, jf. artikel 3, nr. 1,
litra d, udgør 25 pct. eller mere af kombinationens værdi, anses disse ydelser for at udgøre en
væsentlig andel af et sammensat rejsearrangement.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at bestemmelsen på trods af forskelle i ordlyden,
indholdsmæssigt svarer til bestemmelsen i direktivets artikel 3, nr. 2, 2. afsnit, og derfor bør
formuleres på tilsvarende vis.
Det foreslås derfor i overensstemmelse med direktivet, at en kombination som nævnt i lovforslagets
§ 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 b, stk. 1, der består af én rejseydelse, jf. den foreslåede § 2 c, nr. 1,
litra a-c, og en eller flere turistydelser, jf. § 2 c, nr. 1, litra d, kun er et sammensat rejsearrangement,
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
28
hvis turistydelserne udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som eller
på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct. eller
mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi. Det
udelukker dog ikke, at en turistydelse, der ikke udgør 25 pct. af kombinationens værdi, i visse
tilfælde vil kunne anses for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi, f.eks. hvis der er
tale om en meget dyr rejse. Den værdi, som en turistydelse har, er som udgangspunkt den
almindelige salgspris. I situationer, hvor der ikke findes en salgspris, f.eks. fordi ydelsen er
inkluderet i prisen for en anden ydelse, eller i situationer, hvor prisen er fastsat kunstigt lavt, vil en
anden pris kunne fastsætte. Prisen kan i disse tilfælde f.eks. fastsættes på baggrund af et skøn over
den værdi, som ydelsen har for den rejsende.
Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, hvornår turistydelser ”annonceres som
eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om et
sammensat rejsearrangement. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende på en
måde omfattet af lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2 b, stk. 1, først formidler billetter til
en fodboldkamp, og efterfølgende formidler hotelovernatning i eller flytransport til den by, hvor
fodboldkampen skal foregå, hvor det er klart, at entréen til fodboldkampen er det primære formål
med rejsen
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, samt bemærkningerne
hertil.
2.2.3.3.
Definition af rejseydelser
Som anført ovenfor i pkt. 2.1.2. anvendes begrebet ”rejseydelser” i dag i en anden betydning i
rejsegarantifondsloven, jf. lovens § 2. For at følge direktivets systematik og for at sikre en korrekt
gennemførelse af direktivet foreslås det, at direktivets definitioner af rejseydelser anvendes i
rejsegarantifondsloven og at de relevante bestemmelser i rejsegarantifondsloven ændres.
De rejseydelser, som kan indgå i en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, defineres i
direktivets artikel 3, nr. 1. De rejseydelser, som er omfattet af direktivet, er således fælles for begge
typer rejser.
Der er fire forskellige typer rejseydelser, som kan indgå i en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement. Disse gennemgås nedenfor.
2.2.3.3.1.
Den første type rejseydelse, som ifølge direktivet kan indgå i en pakkerejse eller et
sammensat rejsearrangement, er passagerbefordring, jf. direktivets artikel 3, nr. 1, litra a.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 17, at passagertransport er defineret som befordring af
passagerer med bus, tog eller ad sø- eller luftvejen. Opregningen i betragtningen er ikke
udtømmende, og andre former for passagertransport, f.eks. i en personbil, kan ligeledes være
omfattet. Det fremgår endvidere af betragtning 17, at ydelser, der er en uløselig del af en anden
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
29
rejseydelse, ikke bør betragtes som en rejseydelse i sig selv. Dette omfatter ifølge betragtningen
f.eks. mindre transportydelser, såsom befordring af passagerer som led i en guidet tur eller transport
mellem et hotel og en lufthavn eller en banegård.
Det foreslås, at passagerbefordring i overensstemmelse med direktivet indgår i lovforslagets
definition af en rejseydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra a.
Der er ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til den gældende retstilstand, hvor ”transport” er et af
de elementer, der kan indgå i en pakkerejse, jf. rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, litra a.
Det bemærkes, at eksempelvis et turistrabatkort, der indeholder gratis adgang til offentlig transport i
en nærmere angiven periode, efter ordlyden er omfattet af begrebet passagertransport. Hvis et
sådant rabatkort også indeholder gratis adgang til eller giver rabat på besøg på museer mv., må det
imidlertid som udgangspunkt antages, at kortet ikke er passagerbefordring i direktivets forstand,
men i stedet en ”anden turistydelse”. Den endelige vurdering af, om der er tale om
”passagertransport” eller en ”anden turistydelse”, vil dog bero på det konkrete indhold af
rabatkortet.
2.2.3.3.2.
Den anden type rejseydelse, som ifølge direktivet kan indgå i en pakkerejse eller et
sammensat rejsearrangement, er indkvartering, som ikke er en uløselig del af befordringen af
passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold, jf. direktivets artikel 3, nr. 1, litra b.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 17, at indkvartering for at tage mere varigt ophold,
herunder i forbindelse med længerevarende sprogkurser, ikke bør anses for at være indkvartering i
direktivets forstand. Endvidere uddybes det i betragtningen, at i tilfælde, hvor der leveres
indkvartering natten over som en del af passagertransport ad vej, med jernbane eller ad sø- eller
luftvejen, er indkvartering ikke en rejseydelse i sig selv, hvis den primære bestanddel tydeligvis er
transport.
Det foreslås, at indkvartering indgår i lovforslagets definition af en rejseydelse, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra b.
I overensstemmelse med direktivet forstås herved indkvartering, som ikke er en uløselig del af
befordringen af passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold.
Betingelsen om, at indkvarteringen ikke må være en uløselig del af befordringen af passagerer,
betyder, at en overnatning, der finder sted under transport, f.eks. en overnatning under en tog- eller
skibsrejse, som udgangspunkt ikke er indkvartering i lovforslagets forstand, selvom overnatningen
finder sted i en sovevogn eller kahyt. Dette udgangspunkt er i overensstemmelse med den gældende
retstilstand, jf. ovenfor pkt. 2.2.2.1 og i øvrigt Pakkerejse-Ankenævnets kendelse af 25. august 2011
(sag 2010/0330).
I præambelbetragtning nr. 17 er krydstogter fremhævet som en modsætning til indkvartering natten
over som en del af passagertransport. Endvidere fremgår det af betragtningen, at det kun er i
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
30
tilfælde, hvor den primære bestanddel tydeligvis er transport, at en indkvartering natten over som
del af passagertransport ikke bør betragtes som en rejseydelse i sig selv.
Vurderingen af, om indkvartering natten over som en del af passagertransport anses for en
rejseydelse i sig selv, vil således bero på en konkret afvejning af indkvarteringselementet over for
transportelementet. I overensstemmelse hermed vil et krydstogt efter forslaget som udgangspunkt
anses for at være både passagerbefordring og indkvartering, hvis det i øvrigt opfylder betingelserne
for at være omfattet af lovforslaget. Det samme vil være tilfældet ved andre former for rejser, hvor
transport og overnatning leveres på tilsvarende vis, f.eks. en længere togrejse med en række
overnatninger inkluderet.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.2.1 er indkvartering efter gældende ret defineret som
indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende. Overnatning under transport – f.eks. i en
sovevogn i et tog eller en kahyt på et skib – er derimod ikke indkvartering efter gældende ret. Et
krydstogt anses således efter gældende ret udelukkende som transport, og ikke indkvartering, men
et krydstogt er dog en turistmæssigt attraktion i sig selv, og kan på den baggrund alligevel udgøre
en pakkerejse. Efter Rejsegarantifondens praksis kan en transitovernatning, hvor der sker
overnatning på en lang flyvetur i forbindelse med en mellemlanding, hvor der er lang tid mellem
flyene, efter omstændighederne betragtes som ”overnatning”.
Med lovforslaget vil indkvartering efter den foreslåede bestemmelse ikke være begrænset til
indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men kan også være en indkvartering under
transport, hvis indkvarteringen ikke er en uløselig del af transporten. Vurderingen af, hvorvidt dette
er tilfældet, må som nævnt bero på, om den primære bestanddel er transport.
For så vidt angår betingelsen om, at indkvartering ikke må være for at tage varigt ophold, er det i
præambelbetragtning nr. 17 anført som eksempel, at indkvartering i forbindelse med et
længerevarende sprogkursus ikke anses for indkvartering i direktivets forstand.
Det følger af Pakkerejse-Ankenævnets kendelse af 16. februar 2016 (sag 2015/0164), at
indkvartering i forbindelse med et high school-ophold efter Pakkerejse-Ankenævnets opfattelse er
indkvartering i pakkerejselovens forstand. Lovforslaget vil således på dette punkt indebære en
ændring af den gældende retstilstand.
2.2.3.3.3.
Den tredje type rejseydelse, som ifølge direktivet kan indgå i en pakkerejse eller et
sammensat rejsearrangement, er udlejning af biler, andre motorkøretøjer som defineret i artikel 3,
nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF eller af motorcykler, der kræver et
kategori A-kørekort i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, litra c), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/126/EF, jf. direktivets artikel 3, nr. 1, litra c.
Det foreslås, at udlejning af biler, andre motorkøretøjer, som defineret i artikel 3, nr. 11 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, eller store motorcykler skal indgå i lovforslagets
definition af en rejseydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra c.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
31
I overensstemmelse med direktivet omfatter udlejning af andre motorkøretøjer alle motorkøretøjer
som defineret i artikel 3, nr. 11, i direktiv 2007/46/EF, hvorved forstås ethvert færdigopbygget,
trinvis færdigopbygget eller delvis opbygget selvkørende motordrevet køretøj med mindst fire hjul
og med en konstruktivt bestemt største hastighed på over 25 km/t.
Ved store motorcykler forstås i overensstemmelse med direktivet motorcykler, der kræver et
kategori A-kørekort efter artikel 4, stk. 3, litra c, i direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om
kørekort, som gennemført i dansk ret ved § 11, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts
2015 om kørekort. Motorcykler, som kan føres på grundlag af et kategori A1- eller A2-kørekort, jf.
§§ 9 og 10 i den nævnte bekendtgørelse, er således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Leje af bil på bestemmelsesstedet er ikke efter gældende ret en rejseydelse, men kan efter
omstændighederne være en turistmæssig ydelse.
2.2.3.3.4.
Den fjerde type rejseydelse, som ifølge direktivet kan indgå i en pakkerejse eller et
sammensat rejsearrangement, er enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en af de
øvrige tre typer rejseydelser, jf. direktivets artikel 3, nr. 1, litra d.
Det anføres i præambelbetragtning nr. 18, at andre turistydelser f.eks. kan bestå i entré til koncerter,
sportsbegivenheder, udflugter eller forlystelsesparker, guidede ture, liftkort og leje af sportsudstyr
såsom skiudstyr eller spabehandlinger.
For så vidt angår kriteriet om, at en turistydelse ikke må være en uløselig del af passagerbefordring,
indkvartering eller udlejning af biler mv., er det anført i præambelbetragtning nr. 17, at måltider,
drikkevarer og rengøring, der leveres som en del af indkvartering, og adgang til faciliteter på steder,
f.eks. swimmingpool, sauna, spa eller motionsrum, som er inkluderet for hotelgæster, ikke bør
betragtes som rejseydelser i sig selv.
Det foreslås, at enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret
i lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra a-c, skal indgå i lovforslagets definition
af en rejseydelse, jf. den foreslåede § 2 c nr. 1, litra d.
Betingelsen om, at turistydelsen ikke må være en uløselig del af en anden rejseydelse, svarer til
betingelsen i den gældende rejsegarantifondslovs § 2, stk. 1, litra c, hvorefter den turistmæssige
ydelse ikke må være direkte knyttet til transport eller indkvartering. I overensstemmelse med
præambelbetragtning nr. 17 indebærer dette, at adgang til f.eks. en swimmingpool eller en spa på et
hotel ikke skal anses for at være en turistydelse i sig selv. Omvendt vil adgang til f.eks. en
forlystelsespart eller lignende, som er inkluderet i prise for indkvartering, skulle anses som en
turistydelse i sig selv – og dermed ikke en uløselig del af indkvartering – hvis adgangen til
forlystelsesparken mv. må anses for at være hovedformålet med rejsen, og indkvarteringen i sig selv
dermed ikke er den primære bestanddel.
De eksempler på andre turistydelser, som er nævnt i præambelbetragtning nr. 18, vil også efter
gældende ret jf. rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, litra c, være at anse som andre turistmæssige
ydelser, og der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
32
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, samt bemærkningerne
hertil.
2.2.3.3.5.
Direktivet forhindrer ikke medlemsstaterne i at fastsætte krav om garantistillelse for
rejser, der falder uden for direktivets anvendelsesområde. For eksempel kan medlemsstaterne
opretholde eller indføre tilsvarende bestemmelser for visse enkeltstående aftaler vedrørende enkelte
rejseydelser (såsom leje af feriehuse) eller for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der
udbydes eller formidles på nonprofitbases til en begrænset gruppe af rejsende, og kun lejlighedsvist,
eller rejsearrangementer af en varighed på under 24 timer, der ikke omfatter indkvartering.
Som anført ovenfor under pkt. 2.1.2 indeholder rejsegarantifondsloven nationale særregler om
konkursbeskyttelse af rejsende for visse rejsearrangementer, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2 og 3. De
nationale særregler har lighed med pakkerejser, men svarer ikke til pakkerejselovens definition. Det
er f.eks. rejsearrangementer, hvor de enkelte dele ikke er solgt samlet, eller rejsearrangementer, der
ikke varer over 24 timer, men har en samlet på pris på over 1.000 kr.
Direktivet hæver beskyttelsen af rejsende i hele EU. Det vurderes, at antallet af dækkede rejsende
som følge af direktivet vil blive fordoblet. Samtidig indføres nye, detaljerede definitioner på
rejseydelser, pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, som ikke stemmer overens med de
nationale særregler. Selv om den beskyttelse, der foreskrives efter direktivet, ikke omfatter de
nationale særregler om pakkerejselignende rejseydelser, der i dag er beskyttet efter
rejsegarantifondsloven, er det Erhvervsministeriets vurdering, at det er mest hensigtsmæssigt at
have en ensartet beskyttelse i hele EU, også i forhold til konkursbeskyttelsen.
Da beskyttelsen generelt udvides, foreslås det derfor, at de nationale særregler i
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2-3, om pakkerejselignende rejser ophæves med det formål at
få en regelforenkling og en ensartet beskyttelse. Rejsegarantifondsloven vil herefter alene vedrøre
konkursbeskyttelse af pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer.
2.2.3.4.
Definition af aftale om en pakkerejse
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 3, at en ”aftale om en pakkerejse” defineres som en aftale
om en samlet pakkerejse eller, hvis pakkerejsen leveres i henhold til særskilte aftaler, alle de aftaler,
der dækker de i pakkerejsen inkluderede ydelser.
Begrebet aftale om en pakkerejse er ikke defineret i hverken pakkerejseloven eller
rejsegarantifondsloven. Det tidligere pakkerejsedirektiv indeholdt en definition af ”kontrakt” som
værende en aftale, der omfatter forbrugeren og rejsearrangøren og/eller formidleren.
Pakkerejseudvalget fandt det dog ikke nødvendigt at optage definitionen i udvalgets lovudkast, jf.
betænkning 1240/1992, s. 124, og anvendte i stedet udtrykket ”aftale”, som blev videreført i
pakkerejseloven.
Efter direktivet kan en pakkerejse i modsætning til efter gældende ret udgøres af en kombination af
flere rejseydelser, selvom der indgås særskilte aftaler med forskellige leverandører af rejseydelser,
jf. artikel 3, nr. 2, litra b og ovenfor pkt. 2.2.3.1.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
33
For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet og at det fremgår tydeligt, at en aftale om en
pakkerejse både kan være en aftale om en samlet pakkerejse eller flere aftaler, der dækker de
rejseydelser, som indgår i pakkerejsen, foreslås det, at en definition svarende til direktivets artikel 3,
nr. 3, fremgår af loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.5.
Definition af pakkerejsens begyndelse
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 4, at der ved pakkerejsens begyndelse forstås påbegyndelse
af levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen.
Hverken pakkerejseloven eller rejsegarantifondsloven indeholder en definition af pakkerejsens
begyndelse, men anvender udtrykket pakkerejsens påbegyndelse.
Eftersom flere forskellige typer rejseydelser kan indgå i en pakkerejse, kan der f.eks. opstå den
situation, at en rejsende har købt en pakkerejse bestående af indkvartering og billeje på
rejsedestinationen, mens den rejsende har købt flytransport til destinationen uafhængigt af
pakkerejsen hos en anden erhvervsdrivende. I en sådan situation vil udtrykket ”pakkerejsens
begyndelse” af en forbruger kunne forstås på den måde, at pakkerejsens begyndelse refererer til det
tidspunkt, hvor den pågældende påbegynder sin rejse, hvilket i eksemplet vil være flytransporten til
rejsedestinationen, hvilket ikke vil være korrekt. Det vil derimod være tidspunktet for leveringen af
indkvartering henholdsvis billeje.
For at sikre korrekt gennemførelse af direktivets definition af begrebet ”pakkerejsens begyndelse”,
som anvendes flere steder i direktivet, og for at tydeliggøre, at pakkerejsens begyndelse først
indtræder, når der påbegyndes levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen, foreslås
det, at direktivets definition af pakkerejsens begyndelse fremgår af loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 3, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.6.
Definition af rejsende
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 6, at der ved rejsende forstås enhver person, som søger at
indgå en aftale inden for direktivets anvendelsesområde, eller som har ret til at rejse på grundlag af
en aftale indgået her indenfor.
Det fremgår ikke entydigt af direktivet, om juridiske personer kan være rejsende efter
bestemmelsen. Da det ikke udtrykkeligt fremgår af direktivet, at der med rejsende kun er tale om
fysiske personer, er det Erhvervsministeriets opfattelse, at juridiske personer også vil kunne anses
for rejsende i direktivets forstand, uagtet at en juridisk person ikke vil kunne foretage selve rejsen.
Dette understøttes efter Erhvervsministeriets opfattelse af, at det i direktivets præambelbetragtning
nr. 7, som vedrører direktivets anvendelsesområde, anføres, at virksomheder og organisationer, der
arrangerer rejser på grundlag af en generel aftale, ikke bør være omfattet af direktivet. Endvidere
understøttes det af, at undtagelsen i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c, både omfatter juridiske og
fysiske personer. Hvis en rejsende ikke kunne være en juridisk person, ville det således være
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
34
unødvendigt at nævne organisationer, som er juridiske personer, i præambelbetragtningen, ligesom
det ville have været unødvendigt, at undtagelsen omfatter både juridiske og fysiske personer, der
rejser på grundlag af en generel aftale. Hvis en ansat i en juridisk person bestiller en pakkerejse eller
et sammensat rejsearrangement med fly og hotel, og betaler med sit firmakreditkort, vil både den
juridiske person, som har indgået aftalen med sælgeren, og dermed bliver part i aftalen, og den
ansatte, som rent faktisk har ret til at rejse på grundlag af aftalen, således være rejsende i direktivets
forstand. Dette forudsætter naturligvis, at aftalen ikke er indgået på grundlag af en generel aftale om
forretningsrejser, som anført i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.
I rejsegarantifondsloven anvendes betegnelsen ”kunde”, jf. rejsegarantifondslovens § 4. Herved
forstås ifølge bestemmelsen enhver, der køber, eller i hvis navn der købes en pakkerejse. Hvis
kunden overdrager pakkerejsen, anses tillige den, der får overdraget pakkerejsen, som kunde. Den,
der køber en rejseydelse med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke som kunde.
Direktivets definition af rejsende omfatter alle de tilfælde, som fremgår af rejsegarantifondslovens §
4, idet en rejsende bl.a. er enhver person, som har ret til at rejse på grundlag af en aftale indgået
inden for direktivets anvendelsesområde.
Herudover omfatter definitionen af rejsende enhver person, som søger at indgå en aftale inden for
direktivets anvendelsesområde. Dette stemmer overens med, at en lang række af de forpligtelser,
som rejsearrangører har over for rejsende, skal opfyldes inden de pågældende har købt en rejse og
dermed får ret til at rejse på grundlag af en aftale herom.
Da definitionen af en rejsende er grundlaget for, hvilke personer der er omfattet af direktivets
beskyttelsesregler, foreslås det for at sikre korrekt gennemførelse af direktivet, at
rejsegarantifondsloven justeres i overensstemmelse med direktivets definition af rejsende, dog med
den tilpasning, at den, der køber en pakkerejse eller et sammensat med henblik på erhvervsmæssigt
videresalg, ikke anses som rejsende.
Efter rejsegarantifondslovens § 4 kan både fysiske og juridiske personer være kunder jf. ovenfor
pkt. 2.2.2.3. På baggrund af det ovenstående tilsigtes der ingen ændringer i retstilstanden på dette
punkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og den foreslåede § 4, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.7.
Definition af erhvervsdrivende
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 7, at en erhvervsdrivende efter direktivet er enhver fysisk
person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der
handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led i
sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med de af dette direktiv
omfattede aftaler, og uanset om denne handler i egenskab af rejsearrangør, formidler,
erhvervsdrivende, der formidler et sammensat rejsearrangement, eller rejsetjenesteyder.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
35
Det foreslås på den baggrund, at erhvervsdrivende defineres som enhver fysisk eller juridisk person
der handler som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse
med aftaler omfattet af denne lov.
I overensstemmelse med direktivet omfatter definitionen både offentlige og private juridiske
personer. Herudover følger det af almindelige fuldmagtsregler, at en erhvervsdrivende, der handler
via en anden person, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, bliver bundet af en aftale, som
mellemmanden indgår på den erhvervsdrivendes vegne. Det ændrer således ikke efter gældende
dansk ret på en erhvervsdrivendes status som sådan, at han handler via en mellemmand, der
optræder på den erhvervsdrivendes vegne. En erhvervsdrivende er omfattet af definitionen, uanset
om den erhvervsdrivende handler i egenskab af rejsearrangør, formidler, erhvervsdrivende, der
formidler et sammensat rejsearrangement eller rejsetjenesteyder.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 4, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.8.
Definition af rejsearrangør
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 8, at der ved rejsearrangør forstås en erhvervsdrivende, der
sammensætter og sælger pakkerejser eller udbyder dem til salg enten direkte eller gennem en anden
erhvervsdrivende eller sammen med en anden erhvervsdrivende, eller den erhvervsdrivende, der
videregiver den rejsendes oplysninger til en anden erhvervsdrivende i henhold til direktivets artikel
3, nr. 2, litra b, nr. v.
Rejsegarantifondsloven anvender ikke begrebet rejsearrangør, men derimod rejseudbyder. Efter
rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, anses som rejseudbyder, enhver, der i eget navn til kunder
udbyder eller sælger rejseydelser som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3, direkte eller gennem en formidler,
medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist. Om forståelsen af udtrykket
”lejlighedsvist”, se ovenfor pkt. 2.1.2.
Begrebet ”rejseudbyder” blev introduceret i rejsegarantifondsloven ved ændringen af loven i 2009
(lov nr. 518 af 12. juni 2009). Indtil da blev udtrykket ”arrangør” anvendt i loven ligesom i
pakkerejseloven. Baggrunden for at indføre begrebet ”rejseudbyder” var, at formålet med loven i
2009 var at udvide konkursbeskyttelsen i forbindelse med ferierejser, ved at gøre det obligatorisk
for udbydere af flytransport og billeje at tilbyde kunder dækning af Rejsegarantifonden. Der var
derfor behov for et bredere begreb end ”arrangør”. Med ændringen af rejsegarantifondsloven i 2015
(Lov nr. 531 af 29. april 2015) blev bestemmelsen om formidling af billeje imidlertid ophævet, og
udbydere af flytransport blev særskilt defineret. Begrebet rejseudbyder dækker i dag reelt kun over
rejsearrangører. En rejseudbyder kan imidlertid både være en rejsearrangør, der udbyder eller
sælger pakkerejser, og en rejsearrangør, der sælger eller udbyder pakkerejselignende
rejsearrangementer. Definitionen af en rejseudbyder er i forhold til pakkerejser formelt mere
vidtgående end pakkerejselovens § 3, stk. 1, og det gældende direktivs artikel 2, nr. 2, idet disse
bestemmelser tillige stiller krav om, at pakkerejsen skal være tilrettelagt af den, der skal anses som
arrangør. Rejsegarantifondsloven stiller ikke krav om, at arrangøren selv skal have tilrettelagt
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
36
rejsearrangementet. Enhver, der i eget navn sælger rejsearrangementer, der er tilrettelagt af andre,
anses således som arrangør efter rejsegarantifondsloven.
Med lovforslagets § 1, nr. 9, og den foreslåede § 3, stk. 1, foreslås det, at en rejsearrangør defineres
som en erhvervsdrivende, der sammensætter og sælger pakkerejser eller udbyder dem til salg, eller
en erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes oplysninger til en anden erhvervsdrivende i
henhold til lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2 a, nr. 2, litra e.
I overensstemmelse med direktivet forstås herved både direkte salg, salg gennem en anden
erhvervsdrivende og salg sammen med en anden erhvervsdrivende.
Derudover tilføjes også erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes oplysninger til en anden
erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra e.
I forhold til den gældende definition af en rejseudbyder ændres retstilstanden, idet det forudsættes at
rejsearrangøren tilrettelægger pakkerejsen.
Endelig foreslås det med det formål at opnå regelforenkling at anvende udtrykket ”rejseudbyder”
som en fællesbetegnelse for rejsearrangører og erhvervsdrivende, der formidler sammensatte
rejsearrangementer, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og den foreslåede § 3, stk. 4.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, og den foreslåede § 3, stk. 1, samt bemærkningerne hertil.
2.2.3.9.
Definition af formidler
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 9, at der ved en formidler forstås en erhvervsdrivende, som
ikke er rejsearrangør, og som sælger pakkerejser sammensat af en rejsearrangør eller udbyder dem
til salg.
Efter rejsegarantifondsloven § 3, stk. 2, anses som formidler enhver, der udbyder eller sælger en
rejseydelse i rejseudbyderens navn. Loven skelner mellem formidlere for indenlandske og
udenlandske rejseudbydere. Som anført ovenfor under pkt. 2.2.3.8 dækker begrebet rejseudbyder i
realiteten over en rejsearrangør.
Rejsegarantifondslovens definition af formidlere omfatter således kun udbud eller salg af en
pakkerejse i arrangørens navn. Efter ordlyden af direktivet er det imidlertid ikke et krav for at anses
som formidler, at man sælger pakkerejsen i rejsearrangørens navn. Dermed vil også andre typer af
mellemmænd end fuldmægtige i princippet kunne blive formidlere af pakkerejser.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 22, at det kun er i tilfælde, hvor en anden
erhvervsdrivende optræder som rejsearrangør af en pakkerejse, at en erhvervsdrivende bør kunne
nøjes med at optræde som formidler eller mellemmand og ikke have ansvaret som rejsearrangør.
Efter direktivets ordlyd er en formidler som nævnt en erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangør,
og som sælger pakkerejser sammensat af en rejsearrangør eller udbyder dem til salg. Af den
engelske sprogversion fremgår det imidlertid, at
”retailer’ means a trader other than the organiser
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
37
who sells or offers for sale packages combined by an organiser”.
Ligeledes fremgår det af den
tyske sprogversion, at
”Reisevermittler” defineres som ”einen anderen Unternehmer als den
Reiseveranstalter, der von einem Reiseveranstalter zusammengestellte Pauschalreisen verkauft
oder zum Verkauf anbietet”.
Den danske sprogversion adskiller sig således fra den engelske og den
tyske, derved, at det ikke på samme måde i den danske udgave fremstår klart, at en formidler er en
anden erhvervsdrivende end den konkrete rejsearrangør, men blot, at formidleren ikke er
rejsearrangør.
Med lovforslaget foreslås det på den baggrund, at en formidler defineres på to forskellige måder.
Dels som en erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangøren, og som sælger eller udbyder
pakkerejser sammensat af en indenlandsk rejsearrangør, dels som en erhvervsdrivende, som ikke er
rejsearrangøren, og som udbyder eller sælger pakkerejser sammensat af en udenlandsk
rejsearrangør. Sondringen mellem en indenlandsk og en udenlandsk rejsearrangør er væsentlig, idet
loven i dag skelner mellem formidlere for nationale rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejseudbydere. En formidler for en national rejseudbyder er ikke omfattet af rejsegarantifondslovens
regler om registrering og garantistillelse m.v. Det skyldes, at rejseudbyderen allerede er omfattet af
rejsegarantifondsloven og derfor er forpligtet til at lade sig registrere og stille garanti samt betale
bidrag. Dansk etablerede rejseudbydere må således kun udbyde og sælge rejseydelser, såfremt de er
registreret i Rejsegarantifonden. Det er ligeledes en betingelse for registrering, at rejseudbyderen
stiller garanti og betaler bidrag, jf. rejsegarantifondslovens §§ 8 – 9 a.
Dette indebærer, jf. præambelbetragtning nr. 22, at en formidler kun kan optræde som sådan, hvis
der er en anden erhvervsdrivende, der optræder som rejsearrangør i den konkrete situation.
Vurderingen af, om en erhvervsdrivende er arrangør eller formidler af en pakkerejse, afhænger
ifølge præambelbetragtning nr. 22 af, i hvilken grad den erhvervsdrivende er involveret i
sammensætningen af pakkerejsen, og ikke af, hvordan den erhvervsdrivende betegner sin
virksomhed.
Det er ikke afgørende, hvilken type mellemmand formidleren agerer som. Formidlere vil derfor
kunne være både fuldmægtige, som handler i rejsearrangørens navn, agenter, som blot udbyder
pakkerejser sammensat af rejsearrangører, med henblik på at føre den rejsende og rejsearrangøren
sammen, samt i princippet kommissionærer, som sælger pakkerejsen i eget navn.
For så vidt angår salg af pakkerejser ved kommission bemærkes, at dette må antages at være
sjældent eller aldrig forekommende, idet en rejse ikke på samme måde som en vare egner sig til at
blive solgt i kommission. Endvidere vil en rejsende skulle have oplysninger om, hvem der er
rejsearrangør, i medfør af de oplysningsforpligtelser, som følger af loven, jf. nedenfor pkt. 2.3.3.3.
Det kan dog ikke udelukkes, at en formidler vil sælge en pakkerejse i eget navn, således at aftalen
indgås med formidleren, men samtidig oplyse, at en anden erhvervsdrivende er rejsearrangør, og
dermed den hovedansvarlige for pakkerejsens levering.
I de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende sælger en pakkerejse sammensat af en rejsearrangør eller
udbyder den til salg, og det ikke står klart for den rejsende, at en anden erhvervsdrivende optræder
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
38
som rejsearrangør, vil den første erhvervsdrivende i overensstemmelse med præambelbetragtning
22 skulle anses for at være rejsearrangør. Eftersom der påhviler formidleren en
oplysningsforpligtelse, vil den rejsende imidlertid i langt de fleste tilfælde få besked om, at en
anden erhvervsdrivende end formidleren er rejsearrangør.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, og den foreslåede § 3, stk. 2 og stk. 3, samt
bemærkningerne hertil.
2.2.3.10.
Definition af etablering
2.2.3.10.1. Direktivet
Etablering skal ifølge direktivets artikel 3, nr. 10, forstås som defineret i artikel 4, nr. 5, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF om fri bevægelighed af tjenesteydelser i det indre
marked (Servicedirektivet), som gennemført i lov om tjenesteydelser i det indre marked (nr. 384 af
25. maj 2009). Efter denne bestemmelse forstås ved ”etablering”: ”Tjenesteyderens faktiske
udøvelse af erhvervsvirksomhed som omhandlet i traktatens artikel 43 i et ikke nærmere angivet
tidsrum og ved hjælp af en fast infrastruktur, hvorfra aktiviteten med levering af tjenesteydelser rent
faktisk udføres”.
Definitionen af etablering vedrører direktivets kapitel V om beskyttelse mod konkurs eller
insolvens.
Det følger af Servicedirektivets præambelbetragtning nr. 37, at en tjenesteyders etableringssted bør
fastsættes i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, hvorefter begrebet »etablering«
indebærer faktisk udøvelse af erhvervsvirksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere
angivet tidsrum. Dette krav kan også være opfyldt, hvis et selskab oprettes for en bestemt periode,
eller hvis det lejer den bygning eller det anlæg, det anvender til udøvelse af sin virksomhed. Kravet
kan også være opfyldt, hvis en medlemsstat giver en tidsbegrænset tilladelse til bestemte
tjenesteydelser. En etablering behøver ikke have form af et datterselskab, en filial eller et agentur,
men kan bestå af et kontor, der ledes af en tjenesteyders eget personale eller af en person, der er
selvstændig, men bemyndiget til at handle på en vedvarende måde for virksomheden, som det ville
være tilfældet med et agentur. Ifølge denne definition, der kræver faktisk udøvelse af
erhvervsvirksomhed på tjenesteyderens etableringssted, kan en postkasse ikke udgøre et
etableringssted. Når en tjenesteyder er etableret flere steder, er det vigtigt at afgøre, fra hvilket
etableringssted den pågældende tjenesteydelse faktisk udføres. Såfremt det er vanskeligt at afgøre,
fra hvilket af flere etableringssteder en bestemt tjenesteydelse udføres, bør etableringsstedet være
det sted, der udgør centret for tjenesteyderens virksomhed i relation til den pågældende
tjenesteydelse.
2.2.3.10.2. Gældende ret
For at være omfattet af rejsegarantifondslovens registreringspligt, skal en rejseudbyder eller en
formidler for en udenlandsk rejseudbyder være etableret i Danmark, jf. lovens § 20. Efter
Rejsegarantifondens praksis, er det afgørende for, om en rejsearrangør eller en formidler er etableret
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
39
i Danmark, om rejseudbyderen har et forretningssted eller en repræsentant i Danmark, som
kunderne fysisk kan henvende sig til. En dansk hjemmeside er efter Rejsegarantifondens praksis
ikke tilstrækkeligt til, at rejseudbyderen kan siges at være etableret i Danmark. Efter
Rejsegarantifondens praksis ses der på, hvor en rejse er faktureret til for at afgøre, om aftalen er
indgået med en her i landet etableret rejseudbyder. Der er Erhvervsministeriets vurdering, at
Rejsegarantifondens praksis stemmer overens med Servicedirektivet.
2.2.3.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at Rejsegarantifondens praksis i forhold til vurderingen af,
hvornår en rejseudbyder er etableret i Danmark er i overensstemmelse med direktivets artikel 3. Da
begrebet imidlertid er centralt for flere af direktivets bestemmelser, herunder ikke mindst direktivets
artikel 18 om gensidig anerkendelse, og for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af
direktivet, foreslås det at indføre en bestemmelse, der definerer begrebet i lovforslagets nr. 30.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 30, og den foreslåede § 20, stk. 2, samt bemærkningerne
hertil.
2.2.3.11.
Definition af salgssted
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 15, at et salgssted defineres som ethvert
detailforretningssted, uanset om det er fast eller mobilt, eller et detailforretningswebsted eller en
lignende onlinesalgsfacilitet, herunder når detailforretningswebsteder eller onlinesalgsfaciliteter
præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet, herunder en telefontjeneste.
En tilsvarende definition findes ikke i hverken pakkerejseloven eller rejsegarantifondsloven.
Det følger af direktivbestemmelsen, at både faste og mobile detailforretningssteder, altså fysiske
butikker og salgskontorer mv., anses for salgssteder. Endvidere følger det af bestemmelsen, at
detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter, hvormed forstås hjemmesider mv.,
samt telefontjenester også anses for salgssteder. Endelig fremgår det af bestemmelsen, at hvis
detailforretningswebsteder eller onlinesalgsfaciliteter præsenteres for rejsende som en enkelt
facilitet, anses disse websteder også for et salgssted.
Det sidstnævnte medfører, at i tilfælde, hvor flere forskellige hjemmesider præsenteres for den
rejsende på en sådan måde, at den pågældende må gå ud fra, at der er tale om det samme salgssted,
anses den rejsende for at have haft kontakt med ét salgssted. Dette har betydning i forhold til køb af
pakkerejser efter lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra a, og
sammensatte rejsearrangementer efter lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 b, stk. 1, nr. 1.
Det samme gælder ifølge direktivets artikel 3, nr. 15, for telefontjenester.
Det foreslås på den baggrund, at salgssted i lovforslaget defineres som ethvert fast eller mobilt
detailforretningssted, et detailforretningswebsted eller en lignende onlinesalgsfacilitet,
telefontjenester samt flere detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter og
telefontjenester, der præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
40
Dermed vil flere hjemmesider, der for en rejsende fremstår som en samlet tjeneste, efter det
foreslåede anses for at være et enkelt salgssted. Vurderingen af, om der er tale om et enkelt
salgssted efter forslaget, vil bero på en konkret vurdering af, i hvilken grad den rejsende må have
opfattet flere hjemmesider eller lignende som den samme hjemmeside. Der vil f.eks. kunne lægges
vægt på, om hjemmesiderne har samme skrifttype, logoer og udseende generelt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
2.2.3.12.
Definition af hjemtransport
Det fremgår af direktivets artikel 3, nr. 16, at hjemtransport defineres som en rejsendes
tilbagevenden til afrejsestedet eller til et andet sted, som aftaleparterne er enige om.
En tilsvarende definition findes hverken i rejsegarantifondsloven eller i pakkerejseloven.
Udgangspunktet for hjemtransport er ifølge direktivet, at den rejsende skal vende tilbage til
afrejsestedet. Hvis aftaleparterne er enige herom, kan parterne imidlertid aftale et andet sted, som
hjemtransport skal foregå til.
Erhvervsministeriet finder ikke, at der er behov for at medtage en tilsvarende definition i
lovforslaget. Hjemtransport må således uden en særskilt definition forstås som hjemtransport til
afrejsestedet. Herudover vil det også være muligt for aftaleparterne at aftale et andet sted, hvortil
hjemtransport skal foregå. Det foreslås således kun, at loven ikke ved aftale skal kunne fraviges til
skade for den rejsende. En fravigelse af det sted, som hjemtransporten skal foregå til, er ikke til
skade for den rejsende, og vil dermed kunne aftales, uden at dette fremgår af en særskilt definition.
Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke en særskilt definition af hjemtransport.
2.3.
2.3.1.
Beskyttelse mod konkurs eller insolvens af pakkerejser
Direktivets artikel 17
Det følger af direktivets artikel 17, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne skal sikre, at rejsearrangører,
der er etableret på medlemsstatens område, stiller garanti for, at alle betalinger foretaget af eller på
vegne af rejsende refunderes, i det omfang de relevante ydelser ikke leveres som følge af
rejsearrangørens konkurs eller insolvens. Hvis befordring af passagerer er omfattet af aftalen om en
pakkerejse, skal rejsearrangøren også stille sikkerhed for de rejsendes hjemtransport.
Det fremgår i den forbindelse af direktivets præambelbetragtning nr. 39, at medlemsstaterne bør
sikre, at den fornødne sikkerhed stilles, men at det også bør muligt at rejsende tilbydes fortsættelse
af pakkerejsen.
Det følger endvidere af præambelbetragtning nr. 39, medlemsstaterne fortsat bør have et skøn med
hensyn til, hvordan der arrangeres beskyttelse mod konkurs eller insolvens, men de bør sikre, at
beskyttelsen er effektiv.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
41
Effektiviteten betyder, at beskyttelsen bør blive tilgængelig, så snart rejseydelser som en
konsekvens af rejsearrangørens likviditetsproblemer ikke bliver udført, eller kun delvist vil blive
udført, eller når tjenesteydere kræver, at de rejsende betaler for dem. Det følger heraf, at
hjemtransport ikke kan afvises blot fordi, der endnu ikke er en officiel konkurserklæring. En
strandet rejsende har brug for en hurtig løsning. Kravet om tilbagebetaling er mindre hastende, men
forsinkelser i insolvensbehandlingen bør ikke føre til afvisning af tilbagebetalinger.
Medlemsstaterne bør endvidere kunne kræve, at rejsearrangører giver de rejsende en attest, der
dokumenterer et direkte krav over for den udbyder, der yder beskyttelse mod konkurs eller
insolvens.
Direktivets artikel 17, stk. 2, bestemmer, at garantien skal være effektiv og dække omkostninger,
der med rimelighed kan forudsiges. Den skal dække de betalinger, der er foretaget af eller på vegne
af rejsende i forbindelse med pakkerejser under hensyntagen til længden af den tid, der er gået
mellem betaling af depositum og slutbetaling og afslutningen af pakkerejserne, og de anslåede
hjemtransportomkostninger i tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller insolvens. Så længe kravene
efter artikel 17, stk. 2, er opfyldt, er det op til medlemsstaterne at vælge, hvordan hjemtransport skal
ske.
Garantien skal ikke dække andre udgifter som f.eks. udgifter til visa eller rejseforsikringer
Det fremgår i den forbindelse af direktivets præambelbetragtning nr. 40, at beskyttelsen mod
konkurs eller insolvens skal være effektiv, og at det forudsætter, at den kan dække de forventelige
betalinger, der rammes af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, og i givet fald de forventelige
hjemtransportomkostninger. Det betyder, at beskyttelsen bør være tilstrækkelig til at dække alle
forventelige betalinger, der er foretaget af eller på vegne af rejsende i forbindelse med pakkerejser i
højsæsonen under hensyntagen til perioden mellem modtagelsen af sådanne betalinger og
afslutningen af rejsen eller ferien, samt i givet fald de forventelige hjemtransportomkostninger.
Dette vil generelt betyde, at sikkerheden skal dække en tilstrækkelig høj procentdel af
rejsearrangørens omsætning, for så vidt angår pakkerejser, og kan afhænge af faktorer såsom typen
af de solgte pakkerejser, herunder transportmiddel, rejsedestination mv. Da den nødvendige
dækning kan beregnes på grundlag af de seneste forretningsdata såsom omsætningen i det seneste
regnskabsår, bør rejsearrangørerne være forpligtet til at tilpasse beskyttelsen mod konkurs eller
insolvens ved øgede risici herunder en betydelig stigning i salget af pakkerejser.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 40, at der ved den effektive
beskyttelse mod konkurs eller insolvens ikke skal tages hensyn til meget usandsynlige risici. Det vil
f.eks. kunne være, hvis der samtidig indtræder insolvens eller konkurs af flere af de største
rejsearrangører, hvilket i uforholdsmæssig høj grad ville have en indvirkning på omkostningerne til
beskyttelse. I tilfælde, hvor visse omkostninger ikke med rimelighed har kunnet forudses, vil en
delvis tilbagebetaling være acceptabel.
Udover at medlemsstaterne fortsat skal have et skøn med hensyn til, hvordan der arrangeres
beskyttelse mod konkurs eller insolvens, følger det også af direktivets præambelbetragtning nr. 44,
at medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af direktivets regler om insolvensbeskyttelse,
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
42
ikke bør forhindres i at tage hensyn til mindre virksomheders særlige situation – når blot de sikrer
det samme beskyttelsesniveau for de rejsende. Det fremgår ikke af direktivet, hvad der forstås ved
en mindre virksomhed, eller under hvilke omstændigheder sådanne hensyn kan tages.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at mindre virksomheder ikke generelt kan undtages -
medmindre det følger af lovforslaget § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 2 - og at også
mindre virksomheder er forpligtet til bidrage til at sikre, at rejsende er beskyttet i overensstemmelse
med direktivets krav.
Det bemærkes i den forbindelse, at Rejsegarantifonden har karakter af en lovpligtig
forsikringsordning. Der er registreringspligt for rejseudbydere/formidlere omfattet af loven, og de
må ikke udbyde og sælge rejseydelser uden registrering. Fondens formue opbygges af
formueopbyggende bidrag fra alle rejseudbydere og formidlere, der er omfattet af loven, og
anvendes til at udbetale erstatning og godtgørelse samt hjemtransport i tilfælde af en rejseudbyders
eller formidlers konkurs. Herudover stiller de registrerede rejseudbydere/formidlere en garanti, hvis
størrelse afhænger af deres omsætning, som fonden kan søge sig fyldestgjort i, hvis fonden har
udbetale penge til de rejsende i anledning af den pågældende rejseudbyder/formidlers konkurs. Det
er således ikke den enkelte virksomheds garanti, der dækker tab i forbindelse med konkurs eller
insolvens, men den samlede formue i fonden, der er opbygget af bidrag fra alle registrerede
rejseudbydere.
Rejseudbydere/formidlere med en omsætning under en vis størrelse skal ikke stille garanti. Det
gælder både i dag og efter den foreslåede ordning. Rejsegarantifonden fører et målrettet tilsyn med
branchen. Hvis Rejsegarantifonden vurderer, at der er særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil
lide tab som følge af en rejseudbyders/formidlers økonomiske forhold, kan Rejsegarantifonden
kræve, at den pågældende rejseudbyder/formidler stiller forhøjet garanti. Kravet om forhøjet garanti
gælder også for rejseudbydere/formidlere, hvis omsætning er under en vis størrelse og som derfor
ikke stiller ordinær garanti.
Ordningen indebærer, at alle rejseudbydere og formidlere, der er omfattet af loven, bidrager til
ordningen og det sikres dermed, at alle rejsende er beskyttet i tilfælde af rejseudbyderens eller
formidlerens konkurs. Se nærmere pkt. 2.9 vedr. ændringerne i finansieringsstrukturen.
Direktivets artikel 17, stk. 4, bestemmer, at når leveringen af pakkerejsen påvirkes af
rejsearrangørens konkurs eller insolvens, skal det være muligt at benytte garantien vederlagsfrit for
at sikre hjemtransport og, hvis det er nødvendigt, finansiering af indkvartering forud for
hjemtransport.
Direktivets artikel 17, stk. 5, bestemmer, at rejseydelser, der endnu ikke er leveret, skal refunderes
hurtigst muligt på anmodning af den rejsende.
2.3.2.
2.3.2.1.
Gældende ret
Rejsegarantifondslovens anvendelsesområde og registreringspligt
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
43
Det følger af rejsegarantifondslovens § 1, at Rejsegarantifonden er dækningspligtig efter lovens § 5,
hvis en kunde har indgået aftale om en rejseydelse med en registreringspligtig rejseudbyder eller
formidler for en udenlandsk rejseudbyder, jf. dog § 21. Hvis en kunde køber et rejsearrangement
hos en person eller virksomhed, som alene udøver arrangørvirksomhed lejlighedsvist, vil kunden
ikke kunne få erstattet et eventuelt tab gennem Rejsegarantifonden, jf. ovenfor under pkt. 2.1.3.
Hvis en virksomhed er registreringspligtig, dækker Rejsegarantifonden, uanset om virksomheden
rent faktisk er registreret eller ej.
Registreringspligten omfatter kun her i landet etablerede rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere, jf. rejsegarantifondslovens § 20. Pakkerejser købt af en udenlandsk
rejseudbyder er således ikke dækket, medmindre det er sket gennem en her i landet etableret
formidler. En kunde, der har købt en pakkerejse af en rejseudbyder eller formidler, der ikke er
etableret her i landet, må således gå til den rejsegarantiordning, der evt. gælder i det land, hvor
rejseudbyderen er etableret.
Efter Rejsegarantifondens praksis er det afgørende for, om en rejseudbyder anses for at være
etableret i Danmark, om udbyderen har et forretningssted eller en repræsentant i Danmark, som
kunderne fysisk kan henvende sig til. En dansk hjemmeside på internettet er efter
Rejsegarantifondens praksis ikke nok. Det er uden betydning, hvilket land rejseydelsen udgår fra,
eller om ferien finder sted i udlandet. Efter Rejsegarantifondens praksis ses der på, hvor en rejse er
faktureret for at afgøre, om aftalen er indgået med en her i landet etableret rejseudbyder. En filial vil
efter Rejsegarantifondens praksis således kunne anses for at være etableret i Danmark.
Det følger af rejsegarantifondslovens § 8, stk. 1, at her i landet etablerede rejsearrangører og
formidlere for udenlandske rejsearrangører skal foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden.
Rejsegarantifonden fører et register over de anmeldte arrangører og formidlere.
Efter rejsegarantifondslovens § 8, stk. 2, må her i landet etablerede rejsearrangører og formidlere
for udenlandske rejsearrangører ikke udbyde og sælge pakkerejser, medmindre de er registreret i
Rejsegarantifonden. Overtrædelse af denne bestemmelse er strafbar, jf. rejsegarantifondslovens §
25, stk. 1, nr. 1, og straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder. Formidlere for udenlandske
arrangører er forpligtet til at lade sig registrere, selv om den udenlandske rejsearrangør eventuelt er
omfattet af en garantiordning i udlandet. Formidleren for den udenlandske arrangør har imidlertid
efter § 8, stk. 8, ret til nedsættelse af garantien og bidraget, såfremt han godtgør, at den udenlandske
arrangør har stillet en garanti, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land godkendt
ordning, jf. nedenfor under pkt. 2.5.
2.3.2.2.
Rejsegarantifondens dækningsområde.
Rejsegarantifondslovens § 5 fastlægger Rejsegarantifondens dækningsområde. For at
Rejsegarantifonden kan yde bistand i de i § 5 omhandlede tilfælde, forudsætter det, at den opståede
situation er affødt af en rejseudbyderens økonomiske forhold. Herved skal forstås, at
rejseudbyderen - hvad enten rejseudbyderen er registreret i henhold til § 8, eller i strid med loven
driver en virksomhed uden at være anmeldt og registreret i Rejsegarantifonden - er taget under
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
44
konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling, har afgivet insolvenserklæring i fogedretten,
eller at omstændighederne i øvrigt sandsynliggør, at vedkommende ikke er i stand til at opfylde sine
økonomiske forpligtelser.
Hvis en rejseagent ikke afregner med rejseudbyderen, eller en rejseudbyder ikke afholder de
udgifter, der er nødvendige til rejsens gennemførelse, men i stedet ophører med at drive virksomhed
og anvender de modtagne beløb til uvedkommende formål, kan det, at rejsen ikke gennemføres,
efter omstændighederne betragtes som forårsaget af rejseudbyderens økonomiske forhold.
Begivenheder i udlandet, som krig, revolution og lignende, der får indflydelse på arrangementer, er
Rejsegarantifonden uvedkommende. Tilsvarende kan det forhold, at et rejsearrangement ikke
kvalitetsmæssigt svarer til det ved købet lovede, ikke begrunde en godtgørelse fra
Rejsegarantifonden, og rejsekunden er henvist til at indbringe sin sag for det private godkendte
rejseankenævn.
Efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 1, har Rejsegarantifonden en pligt til at godtgøre beløb, der er
erlagt som betaling for et arrangement, hvis en rejseydelse ikke kan påbegyndes. Det gælder også
beløb, der er forudbetalt for accessoriske ydelser som f.eks. busture, bil- og bådleje. Hvis
rejseydelsen af samme grund afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra Rejsegarantifonden for
den del af vederlaget, som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.
Rejsegarantifonden har efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 2, også en pligt til inden rimelig tid at
sikre kunden passende hjemtransport. Det er praksis at lade rejsekunderne blive på feriestedet indtil
det aftalte hjemtransporttidspunkt, såfremt Rejsegarantifondens udgifter ikke hermed bliver
urimeligt store. Strandede rejsekunder må som altovervejende hovedregel afvente en fælles
hjemtransport. Kun undtagelsesvis, hvor der ikke kan skaffes den pågældende anden
overnatningsmulighed, og hvor det ikke kan forlanges, at kunden afventer fælles hjemtransport, kan
kunden arrangere sin egen hjemrejse, som Rejsegarantifonden skal godtgøre, hvis
Rejsegarantifonden skønner, at individuel hjemrejse er rimelig.
Efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 3, er Rejsegarantifonden pligtig til at sikre kunden passende
overnatningsmuligheder eller yde rimelig godtgørelse for andre væsentlige fornødenheder. Kunder
har således krav på, at Rejsegarantifonden enten sikrer kunden overnatningsmuligheder mv. eller
yder en rimelig godtgørelse. Manglende levering af fornødenheder, der ikke kan anses som
væsentlige – det kan f.eks. være deltagelse i en udflugt på rejsemålet – er ikke omfattet.
Rejsegarantifonden kan efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 4, derudover yde kunden en rimelig
godtgørelse for tab, der skyldes rejseudbyderens økonomiske forhold. Rejsegarantifonden har vide
rammer for den skønsmæssige udmåling af godtgørelse for tab, der skyldes en rejseudbyders
økonomiske forhold. I situationer, hvor kunder har fået rejsen afkortet, er det Rejsegarantifondens
praksis, at rejser af mindst en uges varighed, der afbrydes inden for de 4 første dage godtgøres fuldt
ud. Afbrydes rejserne senere, sker der en forholdsmæssig afkortning af godtgørelsen.
Rejsegarantifonden har mulighed for at yde godtgørelse ved forudbetalte gavekort, hvor kunden
endnu ikke har fastlagt rejsemål og tidspunkt for rejsearrangementet. Gavekort, som arrangøren har
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
45
udstedt til kunderne i forbindelse med reklamation, f.eks. til dækning af erstatning for mangler ved
en tidligere rejse, bør normalt heller ikke dækkes, idet de ikke kan anses som forudbetalte.
Efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 6, kan rejsegarantifonden medvirke til, at et rejsearrangement
gennemføres, såfremt Rejsegarantifonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig økonomisk
besparelse. Rejsegarantifonden har i praksis medvirket til gennemførelse af færdigarrangerede
rejser i de tilfælde, hvor der er sket væsentlige forudbetalinger til underleverandørerne. Denne
praksis er opstået, da det i nogle tilfælde, hvor både flyselskaber og hoteller har modtaget
forudbetaling, har vist sig at være økonomisk fordelagtigt for Rejsegarantifonden at medvirke til at
gennemføre de planlagte rejsearrangementer. Endelig kan Rejsegarantifonden yde godtgørelse til en
formidler, der som følge af en rejseudbyderes økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. §
28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
En anmodning om godtgørelse skal fremsættes inden rimelig tid og senest 1 år efter, at rejseydelsen
er afsluttet eller det er åbenbart, at rejseydelsen ikke vil blive gennemført.
2.3.2.3.
Garantistillelse og bidrag
Rejsegarantifondslovens kapitel 3 indeholder krav om rejseudbyderes og formidleres anmeldelse og
registrering i Rejsegarantifonden, garantistillelse og betaling af bidrag. Efter
rejsegarantifondslovens § 8, stk. 3, er det en betingelse for registrering, at rejseudbyderen eller
formidleren for den udenlandske rejseudbyder over for Rejsegarantifonden stiller en garanti, der er
afhængig af dennes omsætning. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, et forsikringsselskab eller
ved kontant deponering. Garantibeløbet skal af Rejsegarantifonden kunne kræves indbetalt til
dækning af krav, som Rejsegarantifonden får mod arrangøren eller formidleren for en udenlandsk
arrangør. Når Rejsegarantifonden har søgt sig fyldestgjort i det stillede garantibeløb, slettes
rejsearrangørens registrering i Rejsegarantifonden, medmindre den stillede garanti er tilstrækkelig
til at dække Rejsegarantifondens fordringer.
Garantiens størrelse fastsættes i § 8, stk. 5, og er inddelt i otte intervaller, der er afhængig af den
enkeltes omsætning. Der stilles ikke garanti for en omsætning på under 250.000 kr. Garantiskalaen
starter på 300.000 kr., og skal stilles af virksomheder, der har en omsætning over 250.000 kr. og op
til 5. mio. kr. Se nærmere pkt. 2.9.2. Hvis en virksomhed med en omsætning på under 250.000 kr.
går konkurs, bærer Rejsegarantifonden alle udgifterne. Det fremgår endvidere af stk. 6, at
almennyttige foreninger mv., der som et led i deres virksomhed udbyder rejsearrangementer, ikke
skal stille garanti. Det gælder dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af
foreningens almennyttige aktiviteter. Bestemmelsen hænger sammen med forståelsen af begrebet
”lejlighedsvis”, jf. ovenfor under pkt. 2.1.3.
Rejsegarantifonden fører et målrettet tilsyn med branchen. Hvis Rejsegarantifonden vurderer, at der
er særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab som følge af en rejseudbyders økonomiske
forhold, kan Rejsegarantifonden kræve, at udbyderen stiller forhøjet garanti.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
46
Rejsegarantifonden er en juridisk enhed, hvis formue regnskabsteknisk er opdelt i to fondskasser, en
pakkerejsefondskasse, vedrørende de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte rejseydelser, og en
flyrejsefondskasse, vedrørende den i § 2, stk. 1, nr. 4, nævnte rejseydelse.
Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere skal efter rejsegarantifondslovens § 9 a
betale et årligt administrationsgebyr til pakkerejefondskassen til finansiering af
Pakkerejsefondskassens og rejseankenævnets udgifter. Administrationsgebyret består af et
grundbidrag, som er ens for alle registrerede, og et bidrag, der fastsættes i forhold til
rejseudbyderens eller formidleren for en udenlandsk rejseudbyders omsætning.
Administrationsbidraget fastsættes af Rejsegarantifondens bestyrelse den l. juli hvert år og
godkendes af erhvervsministeren.
2.3.3.
Erhvervsministeriets overvejelser og forslag til ændring
Medlemsstaterne skal efter direktivets artikel 17, stk. 1, sikre, at rejsearrangører, der er etableret på
medlemsstatens område, stiller garanti for, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende
refunderes, i det omfang de relevante ydelser ikke leveres som følge af rejsearrangørens konkurs
eller insolvens. Hvis befordring af passagerer er omfattet af aftalen om en pakkerejse, skal
rejsearrangøren også stille sikkerhed for de rejsendes hjemtransport.
Rejsegarantifondsloven indeholder bestemmelser om, at her i landet etablerede rejseudbydere og
formidlere for udenlandske rejseudbydere, skal lade sig registrere og stille garanti i forhold til deres
omsætning. Rejsegarantifonden fører et målrettet tilsyn med branchen og kan kræve forhøjet
garantistillelse af rejseudbydere, der driver virksomhed på et uforsvarligt grundlag. Derudover
betales et administrationsbidrag til Rejsegarantifonden til finansiering af en pakkerejsefondskasse.
Efter § 5 har Rejsegarantifonden pligt til i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk. 1, 1.
afsnit at sikre, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende refunderes, i det omfang de
relevante ydelser ikke leveres som følge af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, og at
hjemtransport m.v. dækkes. Efter § 5 er Rejsegarantifonden også pligtig at sikre kunden passende
overnatningsmuligheder eller yde rimelig godtgørelse for andre væsentlige fornødenheder. Kunder
har således krav på, at Rejsegarantifonden enten sikrer kunden overnatningsmuligheder mv. eller
yder en rimelig godtgørelse. Det er omkostningsfrit for en kunde at benytte sig af
Rejsegarantifondens bistand.
Reglerne i rejsegarantifondslovens kapitel 6 indeholder samtidig regler om rejseudbyderes pligt til
at stille garanti, der sikrer, at Rejsegarantifondens dækningspligt kan overholdes i tilfælde af
insolvens eller konkurs. Der henvises til pkt. 2.9.2.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler opfylder direktivets krav om, at
garantien skal være tilstrækkelig, effektiv og dække omkostninger, der med rimelighed kan
forudsiges, jf. direktivets artikel 17, stk. 2. Rejsegarantifondens bestyrelse sikrer, at
Rejsegarantifondens størrelse er tilstrækkelig til at kunne fungere som sikkerhed i forhold til
konkurser.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
47
Der er ikke i dag regler om, at rejseydelser, der endnu ikke er leveret, skal refunderes hurtigst
muligt på anmodning af den rejsende. Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse om, at
behandlingen af en rejsendes anmodning skal behandles uden ugrundet ophold.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at dansk ret i forhold til rejsearrangører etableret her i landet
og formidlere for udenlandske rejsearrangører er i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk.
1, 1. afsnit, samt artikel 17, stk. 2.
For at sikre en korrekt implementering, foreslås det i overensstemmelse med direktivet, at
rejsegarantifondslovens § 5 justeres, så det fremgår klart, hvad Rejsegarantifondens dækningspligt
er specifikt i forhold til pakkerejser, og at direktivets terminologi for en rejsearrangør anvendes.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og den foreslåede § 5, stk. 1, samt bemærkningerne hertil.
Det foreslås samtidig, at rejsegarantifondslovens udgangspunkt om, at rejsearrangøren eller
formidleren skal være etableret i Danmark for at være omfattet af loven, fastholdes, jf. dog nedenfor
under pkt. 2.4.3. Har en kunde indgået aftale med en rejseudbyder, der er etableret i et andet
EU/EØS-land, må kunden – som i dag – gå til den garantiordning, som den erhvervsdrivende er
omfattet af.
Direktivets udgangspunkt er, at det primært påhviler den medlemsstat, hvor rejsearrangøren er
etableret, at føre tilsyn med, at rejsearrangøren har stillet den fornødne garanti, herunder for
grænseoverskridende handel. Dette tilsyn fører Rejsegarantifonden allerede i dag.
Da
beskyttelsesniveauet med direktivet samtidig harmoniseres, ses der ikke at være et behov for, at
rejsearrangører eller rejseudbydere, der er etableret i et andet EU/EØS-land skal registreres i
Rejsegarantifonden, eller at Rejsegarantifonden skal føre et aktivt tilsyn med disse arrangørers
garantistillelse, i det omfang de markedsfører sig her i landet. Det følger dog af direktivet, at
medlemsstaterne skal samarbejde om at sikre, at den tilstrækkelige insolvensbeskyttelse er til stede
gennem kontaktpunkterne. For at dette skal kunne lade sig gøre på en effektiv måde, foreslås det, at
sådanne rejsearrangører pålægges en underretningspligt i forhold til Rejsegarantifonden, jf. pkt.
2.5.3.
2.4.
2.4.1.
Internationale anvendelsesområde
Direktivets artikel 17, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 17, stk. 3.
Direktivets artikel 17, stk. 1, 2. afsnit, bestemmer, at rejsearrangører, der ikke er etableret i en
medlemsstat, dvs. rejsearrangører, der etableret uden for EU/EØS, som sælger pakkerejser eller
udbyder dem til salg i en medlemsstat, eller som på en hvilken som helst måde retter deres
virksomhed mod en medlemsstat, har pligt til at stille garantien i overensstemmelse med denne
medlemsstats ret. Det fremgår endvidere af direktivets artikel 19, stk. 1, 3. pkt., at artikel 17, stk. 1,
2. afsnit finder tilsvarende anvendelse på erhvervsdrivende, der formidler sammensatte
rejsearrangementer. Der henvises til lovforslagets pkt. 2.6.1.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
48
Det fremgår i den forbindelse af direktivets præambelbetragtning nr. 50, at det bør præciseres, at
direktivets reguleringsmæssige krav om beskyttelse mod konkurs eller insolvens og oplysninger om
sammensatte rejsearrangementer også bør gælde for erhvervsdrivende, der ikke er etableret i en
medlemsstat, men som på en hvilken som helst måde retter deres virksomhed mod en eller flere
medlemsstater.
Baggrunden for bestemmelsen har været et ønske om at undgå diskrimination af rejsearrangører og
formidlere af sammensatte rejsearrangementer, der er etableret inden for EU/EØS-området og sikre,
at vilkårene for udbud af disse rejseydelser bliver lige. Om en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement er solgt eller udbudt til salg i en medlemsstat eller på nogen må anses som rettet
mod en medlemsstat, må afgøres og fortolkes i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningen
(forordning (EU) nr. 1215/2012) og Rom I-forordningen (forordning (EC) nr. 593/2008). Det vil
bl.a. være relevant at se på, hvilket sprog rejsearrangøren anvender i f.eks. sin markedsføring. Hvis
eksempelvis hjemmesiden er udformet på dansk, må det antages, at markedsføringen er rettet mod
Danmark.
Direktivets artikel 17, stk. 3, bestemmer endvidere, at en rejsearrangørs beskyttelse mod konkurs
eller insolvens skal gælde rejsende uanset deres opholds- eller afrejsested eller det sted, hvor
pakkerejsen er solgt, og uanset i hvilken medlemsstat enheden med ansvar for beskyttelse mod
konkurs eller insolvens er beliggende. Hver medlemsstat, hvor en rejsearrangør er etableret, skal
således sikre, at garantien er tilstrækkelig til også at dække grænseoverskridende handel.
2.4.2.
Gældende ret
Efter rejsegarantifondslovens § 20 gælder registreringspligten kun for her i landet etablerede
rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere. I praksis ser Rejsegarantifonden på, fra
hvilken virksomhed rejsen er faktureret, for at afgøre, om der er tale om en rejse solgt af en dansk
etableret rejseudbyder eller formidler.
Derudover følger det af rejsegarantifondslovens § 21, at Rejsegarantifonden som hovedregel ikke
dækker rejseydelser, der er markedsført og solgt i udlandet, selvom der er tale om en
registreringspligtig rejsearrangør. Efter § 21, stk. 2, anses en rejse for markedsført og solgt i
udlandet, hvis rejseudbyderen eller en formidler har modtaget kundens bestilling i udlandet, eller
der er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er foretaget reklamering og kunden derefter i
udlandet har foretaget de handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse. Formuleringen i stk.
2, daterer sig tilbage fra 1997 og er inspireret af lovvalgskonventionen 1980-06-19 om, hvilken lov
der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (80/934/EØF), artikel 5, 2. pkt., om visse
forbrugeraftaler.
Bestemmelsen har haft til formål at hindre, at udenlandske arrangører tilmelder sig
rejsegarantiordningen, med den virkning, at rejsearrangementer, som arrangøren sælger i udlandet
bliver omfattet af Rejsegarantifondens dækningspligt. Bestemmelsen har medført, at dansk
etablerede virksomheder, der markedsfører sig i udlandet, enten selv må stille garanti, eller tilslutte
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
49
sig en af de udenlandske ordninger, der gælder de pågældende steder, og således konkurrere på
samme vilkår.
Rejsegarantifondslovens § 22 er en videreførelse af den oprindelige gennemførelse af artikel 7 om
garantistillelse i det gældende direktiv om pakkerejser (90/314/EØF), der blev indført ved
ændringen af rejsegarantifondsloven i 1994 (lov nr. 454 af 30. juni 1994). I det gældende direktivs
artikel 7 er det forudsat, at en rejsearrangør eller en formidler, der er part i kontrakten, skal
godtgøre, at forbrugeren i tilfælde af insolvens eller konkurs er sikret hjemrejse samt tilbagebetaling
af forudbetalinger. Den gældende bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 22, stk. 1, fastsætter
derfor, at enhver her i landet etableret rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejseudbyder,
der inden for EU/EØS-området udbyder pakkerejser, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal
stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling og
hjemtransport. Det fremgår endvidere af § 22, stk. 2, 1. pkt., at enhver, der fra udlandet
markedsfører pakkerejser her i landet skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller
konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden. § 22, stk. 2, 1. pkt.,
Bestemmelsen omfatter både rejseudbydere inden for og uden for EU/EØS-området.
Det gældende pakkerejsedirektiv indeholder ligesom den gældende lov ikke regler om, hvorledes de
enkelte landes nationale garantiordninger skal afgrænses over for hinanden. Det fremgår således
ikke af bestemmelsen, efter hvilke regler eller hvor garantien skal stilles. Det antages dog, at
garantien skal stilles i det land, hvor rejseudbyderen er etableret. En kunde i Danmark, der har købt
en pakkerejse her i landet af en sådan rejseudbyder, bliver dermed omfattet af de garantiregler, der
gælder i det pågældende land. Rejsegarantifonden har dog efter bestemmelsens stk. 3 mulighed for
at kræve dokumentation for, at den fornødne sikkerhed er stillet. Rejsegarantifonden er behjælpelig
med at finde frem til den respektive garantiordning. Rejsegarantifonden opfordrer kunder til at
undersøge på Rejsegarantifondens hjemmeside, om en rejseudbyder er registreret i
Rejsegarantifonden. En kunde, der har indgået aftale med en rejseudbyder uden for EU/EØS-
området, vil i praksis kunne være uden konkursbeskyttelse.
2.4.3.
Erhvervsministeriets overvejelser og forslag til ændring
Som anført i pkt. 2.4.1 følger det af direktivets artikel 17, stk. 1, 2. afsnit, at rejsearrangører, der
ikke er etableret i en medlemsstat, men som på en hvilken som helst måde retter deres virksomhed
mod en medlemsstat, har pligt til at stille garantien i overensstemmelse med denne medlemsstats
ret. Det fremgår endvidere af direktivets artikel 19, stk. 1, 3. pkt., at artikel 17, stk. 1, 2. afsnit finder
tilsvarende anvendelse på erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer. Der
henvises til pkt. 2.6.1.
Det er nyt i forhold til rejsegarantifondsloven, at rejseudbydere, der ikke er etableret her i landet,
pålægges en pligt til at stille garanti i overensstemmelse med reglerne i loven. Det må lægges til
grund, at medlemsstaterne gennem bestemmelsen pålægges en pligt til at søge at sikre, at 3-landes
rejsearrangører og erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, stiller den
fornødne garanti. Der er her tale om en ændring af gældende ret.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
50
For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet, foreslås det, at sådanne rejseudbydere også skal
registrere sig i Rejsegarantifonden og stille garanti i overensstemmelse med loven.
En sådan bestemmelse må forventes at være forbundet med håndhævelsesmæssige udfordringer.
Kommissionen har opfordret medlemsstaterne til at søge bestemmelsen fremmet ved blødere midler
for håndhævelse, såsom dårlig omtale e.l.
Udgangspunktet om, at Rejsegarantifonden kun omfatter her i landet etablerede rejseudbydere og
formidlere for udenlandske rejseudbydere fraviges hermed. Det foreslås imidlertid, at
Rejsegarantifondens dækningspligt kun indtræder, såfremt den pågældende rejsearrangør rent
faktisk har stillet den nødvendige garanti. Det er ikke hensigten, at Rejsegarantifonden skal føre et
aktivt tilsyn med rejseudbydere, der retter sig mod det danske marked. Hensigten er, at disse
rejseudbydere selv skal anmelde sig til Rejsegarantifonden for at lade sig registrere. I det omfang
Rejsegarantifonden bliver bekendt med, at registreringspligtige rejseudbydere markedsfører sig i
Danmark, må Rejsegarantifonden tage kontakt med henblik på få rejseudbyderne til at stille den
fornødne garanti. For at sikre, at sådanne rejsearrangører stiller garanti, foreslås det derudover, at
der indføres en hjemmel for Rejsegarantifonden til at offentliggøre oplysninger om manglende
efterlevelse af rejsegarantifondslovens krav. En sådan offentliggørelse vil ikke alene kunne
tilskynde rejseudbyderne til at opfylde rejsegarantifondslovens krav om garantistillelse, men også
opfylde et væsentligt informationshensyn, idet de rejsende bliver gjort opmærksomme på, at de ikke
vil være dækket af Rejsegarantifonden, hvis de indgår aftale med de pågældende virksomheder. Det
vil i den forbindelse være vigtigt at opfordre rejsende til at undersøge Rejsegarantifondens register
over registrerede rejseudbydere.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 30, og den foreslåede § 20, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Det følger af direktivets artikel 17, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at garantistillelse også
dækker grænseoverskridende handel. Det er vurderingen, at rejsegarantifondslovens § 21 ikke er
helt i overensstemmelse med direktivet. Det bemærkes, at § 21 er blevet til på et tidspunkt, hvor
ingen kunne forudse den digitale udvikling, herunder det omfang onlinehandel af rejseydelse har
antaget.
For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det på den baggrund at ophæve § 21. På
den måde er der ikke uklarhed om, hvorvidt at rejsegarantifondsloven opfylder direktivets krav om,
at en garanti også skal dække grænseoverskridende handel.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne hertil.
2.5.
2.5.1.
Gensidig anerkendelse og centrale kontaktpunkter
Direktivets artikel 18
Efter direktivets artikel 18, stk. 1, skal medlemsstaterne anse enhver beskyttelse mod konkurs eller
insolvens for at opfylde kravene i deres nationale foranstaltninger til gennemførelsen af artikel 17,
hvis den ydes af en rejsearrangør i henhold til sådanne foranstaltninger i dennes medlemsstat.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
51
Det fremgår i den forbindelse af direktivets præambelbetragtning nr. 42, at det i overensstemmelse
med Servicedirektivet er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for at forhindre, at forpligtelserne med
hensyn til beskyttelse mod konkurs eller insolvens virker som en hindring for den frie bevægelighed
for tjenesteydelser og etableringsfriheden. Medlemsstaterne bør derfor være forpligtet til at
anerkende beskyttelse mod konkurs eller insolvens efter retten i etableringsmedlemsstaten. Det
følger endvidere af direktivets artikel 19, stk. 1, sidste pkt., at artikel 18 finder tilsvarende
anvendelse i forbindelse med erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer.
Det følger af bestemmelsen, at medlemsstaterne ikke kan kræve af rejsearrangører, eller
erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer (rejseudbydere), der er etableret i
et andet EU/EØS-land, og som opfylder kravene til garantistillelse i denne medlemsstat, at de i
forbindelse med grænseoverskridende salg, også skal opfylde de nationale krav i medlemsstaten,
eller at rejseudbyderen etablerer sig i medlemsstaten. En rejseudbyder kan, men skal ikke, etablere
sig eller stille garanti i flere medlemsstater. Rejseudbyderen er alene forpligtet til at opfylde kravene
til insolvensbeskyttelse i etableringsstaten. Garantien skal blot også omfatte den aktivitet, der er
rettet mod en eller flere andre medlemsstater. Effektiviteten af insolvensbeskyttelsn skal således
sikre, at også de rejsende i andre medlemsstater kan nyde godt af insolvensbeskyttelsen uden at
støde på unødige eller processuelle hindringer. Kravet om gensidig anerkendelse er således absolut
Det følger af artikel 18, stk. 2, at medlemsstaterne skal udpege kontaktpunkter til at lette det
administrative samarbejde og tilsyn med rejsearrangører, som operere i forskellige medlemsstater.
Medlemsstaterne skal underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen om
kontaktoplysningerne til kontaktpunkterne.
Af artikel 18, stk. 3, følger det, at de centrale kontaktpunkter skal stille alle nødvendige oplysninger
til rådighed for hinanden om deres nationale krav vedrørende beskyttelse eller insolvens for
specifikke rejsearrangører, der er etableret på deres område. Disse kontaktpunkter skal give
hinanden adgang til eventuelt tilgængelige lister over rejsearrangører, som opfylder deres
forpligtelser med hensyn til beskyttelse mod konkurs eller insolvens. Det følger endvidere, at
sådanne lister skal være offentligt tilgængelige.
Af artikel 18, stk. 4, følger det, at hvis en medlemsstat er i tvivl om en rejsearrangørs beskyttelse
mod konkurs eller insolvens, søger medlemsstaten nærmere oplysninger hos rejsearrangørens
etableringsmedlemsstat. Medlemsstaterne skal besvare forespørgsler fra andre medlemsstater så
hurtigt som muligt under hensyntagen til sagens hastende karakter og kompleksitet. Efter
bestemmelsen er der en tidsfrist på 15 arbejdsdage efter modtagelsen af efterspørgslen.
Formålet med stk. 3 og 4 er at sikre, at der føres kontrol med de rejsearrangører, der operer på tværs
af landegrænserne, så det sikres, at de nødvendige garantier i forbindelse med grænseoverskridende
handel er stillet. Samtidig er det væsentligt, at systemet bliver så smidigt som muligt, så kontrollen
ikke i sig selv kommer til at virke som en hindring for den frie bevægelighed for tjenesteydelser og
etableringsfriheden. For at sikre et effektivt tilsyn med arrangører, der opererer på tværs af
grænserne og lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne, må det antages at være
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
52
berettiget, at et kontaktpunkt kan kræve, at sådanne arrangører underretter kontaktpunktet om
omfanget af den aktivitet, der er rettet mod medlemsstaten.
Artikel 17 og 18 dækker ikke udtrykkeligt den situation, hvor en virksomhed er etableret flere
steder, men det er Erhvervsministeriets opfattelse, at det må antages, at princippet om gensidig
anerkendelse også finder anvendelse i sådanne tilfælde. Formuleringen i artikel 18, stk. 1, ”i dennes
etableringsmedlemsstat”, kan læses som ” i enhver medlemsstat hvor denne er etableret”. Samtidig
fastslår præambelbetragtning nr. 42, ”at det er hensigtsmæssigt at fastsætte regler for at forhindre, at
forpligtelserne med hensyn til beskyttelse mod konkurs eller insolvens virker som en hindring for
en frie bevægelighed for tjenesteydelser og etableringsfriheden” og henviser til arrangører, der
operere i forskellige medlemsstater. Da kravene om insolvensbeskyttelse med direktivet
harmoniseres, ses der ikke at være anledning til ikke at også at anvende gensidig anerkendelse i
tilfælde af flere etableringssteder. I tilfælde af, at en rejseudbyder er etableret flere steder, er der
imidlertid ingen forpligtelse for en insolvensbeskyttelsesmyndighed til at arrangere
insolvensbeskyttelse for rejseudbydere i forskellige medlemsstater.
En rejseudbyder, der er etableret flere steder, kan således vælge i hvilken etableringsstat garantien
skal stilles. Garantien skal i så fald dække al aktivitet rettet mod andre medlemsstater.
Rejseudbyderen må i givet fald underrette kontaktpunktet i det eller de respektive EU/EØS-land,
om at den fornødne garanti er stillet, og i hvilket land det er sket. I tilfælde af en eventuel konkurs,
vil dette indebære, at en rejsende må gå til den garantiordning, som rejseudbyderen har valgt.
Medlemsstaterne afgør selv, hvem der skal fungere som kontaktpunkt. Det væsentligste er, at
kontaktpunktet kan frembringe præcise oplysninger om status for insolvensbeskyttelsen i forhold til
specifikke rejsearrangører. Derudover skal de kunne kommunikere hurtigt og effektivt med de
andre kontaktpunkter.
2.5.2.
Gældende ret
Rejsegarantifondsloven finder anvendelse på her i landet etablerede rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere, jf. rejsegarantifondslovens § 20. Efter den gældende bestemmelse i
rejsegarantifondslovens § 22, stk. 2, skal enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i
landet, uden at det sker gennem en registreringspligtig formidler, stille tilstrækkelig garanti til i
tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af
kunden. Bestemmelsen vedrører alene pakkerejser.
Det følger derudover af rejsegarantifondslovens § 22, stk. 2, 2. pkt., at garantistillelse, der opfylder
betingelserne i en af et andet EU/EØS-land godkendt ordning, anses for tilstrækkelig. Herved
sikres, at der sker anerkendelse af de i henhold til pakkerejsedirektivet andre etablerede ordninger i
EU/EØS. En aftale indgået med en ikke-registreringspligtig rejseudbyder vil ikke være dækket af
Rejsegarantifonden og kunden må i givet fald gå til det EU/EØS-land, hvor rejseudbyderen er
etableret og få dækning. Som anført under pkt. følger det også af rejsegarantifondslovens § 8, stk. 7,
at en formidler for en udenlandsk rejseudbyder ikke skal stille garanti eller betale bidrag, såfremt
garantien for de af formidleren solgte rejseydelser opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
53
land godkendt ordning. Rejsegarantifondens forpligtelse til at yde dækning for kunder hos en
formidler for en udenlandsk arrangør er ikke betinget af, at der faktisk er dækning i den
udenlandske garantiordning.
Af bestemmelsens stk. 3 følger, at såfremt Rejsegarantifonden anmoder herom, skal vedkommende
dokumentere, at det nævnte krav om sikkerhed er stillet.
2.5.3.
Regeringens overvejelser og den foreslåede ændring
Der er ikke i dag regler, der bestemmer, at Rejsegarantifonden skal samarbejde med udenlandske
myndigheder, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af Rådets direktiv
90/314/EØS.
Det foreslås, at der til gennemførelse af direktivets artikel 18, stk. 2-4, indføres en bestemmelse,
hvor Rejsegarantifonden udpeges til centralt kontaktpunkt for Danmark. Det foreslås, at det fremgår
direkte af bestemmelsen, at Rejsegarantifonden skal medvirke til at lette det administrative tilsyn
med rejseudbydere, der opererer på tværs af grænser, og at Rejsegarantifonden skal stille alle
nødvendige oplysninger til rådighed for andre kontaktpunkter om rejsegarantifondslovens krav om
garantistillelse. Samtidig foreslås det, at Rejsegarantifonden skal offentliggøre elektroniske lister –
som i dag – over rejseudbydere, der opfylder deres forpligtelser efter loven.
Som anført ovenfor følger det allerede af rejsegarantifondslovens § 22, at rejseudbydere, der
markedsfører pakkerejser her i landet, skal stille tilstrækkelig garanti til at sikre tilbagebetaling af
erlagte beløb og hjemtransport af kunden. Det fremgår også, at en garantistillelse, der opfylder
betingelserne i en af et andet EU/EØS-land godkendt ordning, anses som tilstrækkelig.
For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås en ny affattelse af den
gældende § 22. Det bør fremgå klart, at garantistillelse, som en rejseudbyder har stillet i
overensstemmelse med reglerne i det land inden for EU/EØS, hvor rejseudbyderen er etableret,
anses om fuldt gyldig.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 33, og den foreslåede § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil
Derudover foreslås det, at det fremgår klart, at rejseudbydere, der er etableret i et andet EU/EØS-
land, og derfor ikke er registreringspligtig, men som markedsfører sig her i landet, skal underrette
Rejsegarantifonden om omfanget af deres salgsaktivitet rettet mod Danmark, og om det EU/EØS-
land, hvor garantien er stillet. Det vil give Rejsegarantifonden mulighed for at føre en vis kontrol
med, om den pågældende rejseudbyder har stillet garanti, der også omfatter salgsaktiviteten rettet
mod Danmark. Som udgangspunkt er det dog den medlemsstat, hvor rejseudbyderen er etableret,
der skal føre kontrol med, at garantien også omfatter grænseoverskridende kontrol.
Rejsegarantifonden vil i tvivlstilfælde kunne det centrale kontaktpunkt udpeget af det respektive
EU/EØS-land og evt. få konfirmeret, at salgsaktiviteten er omfattet af den fornødne garanti.
Rejsegarantifonden kan dog også anmode om at få dokumentation for, at der er stillet garanti.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 33, og den foreslåede § 22, stk. 2, og bemærkningerne hertil
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
54
Da den gensidige anerkendelse efter direktivets artikel 18, må antages også at finde anvendelse i de
tilfælde, hvor en erhvervsdrivende foruden i Danmark også er etableret i et eller flere andre
medlemsstater inden for EU/EØS-området, vil det indebære, at en erhvervsdrivende vil kunne blive
mødt med et krav fra Rejsegarantifonden om, at der skal ske registrering i Rejsegarantifonden, hvor
den erhvervsdrivende måske har valgt at anvende en anden garantiordning.
Det foreslås på den baggrund, at der indføres en tilsvarende underretningspligt for sådanne
erhvervsdrivende, der giver Rejsegarantifonden mulighed for at vurdere, om kravet om registrering
og garantistillelse i Rejsegarantifonden skal eftergives.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 33, og den foreslåede § 22, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
2.6.
2.6.1.
Konkursbeskyttelse af sammensatte rejsearrangementer
Direktivets artikel 19, stk. 1
Efter direktivets artikel 19, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at erhvervsdrivende, der formidler
sammensatte rejsearrangementer, stiller garanti for refusion af alle betalinger, som de modtagere fra
rejsende, for så vidt en rejseydelser, der indgår i et sammensat rejsearrangement, ikke leveres som
følge af deres konkurs eller insolvens. Hvis en sådan erhvervsdrivende er den part, der er ansvarlig
for befordring af passagererne, skal garantien også omfatte den rejsendes hjemtransport. Det
fremgår endvidere, at artikel 17, stk. 1, andet afsnit, artikel 17, stk. 2-5 og artikel 18 finder
tilsvarende anvendelse.
Det fremgår i den forbindelse af direktivets præambelbetragtning nr. 14, at for at sikre fair
konkurrence og beskytte de rejsende bør forpligtelsen til i tilstrækkeligt omfang at godtgøre, at der
er garanti for refusion af betalinger og hjemtransport af de rejsende i tilfælde af insolvens eller
konkurs, også finde anvendelse ved sammensatte rejsearrangementer. Principperne for beregning af
garantistillelsen er de samme, men de forskellige risici, der stammer fra sammensatte
rejsearrangementer bør tages i betragtning.
Et sammensat rejsearrangement består – ligesom en pakkerejse - af mindst to forskellige typer
rejseydelser, der købes med henblik på den samme rejse. Modsat en pakkerejse, der kendetegnes
ved, at det er én erhvervsdrivende, der som rejsearrangør er ansvarlig for, at hele pakkerejsen
leveres, er et sammensat rejsearrangement kendetegnet ved, at der indgås særskilte aftaler med hver
enkelt leverandør af rejseydelserne. Disse leverandører er hver især ansvarlig for levering af deres
rejseydelse.
Et sammensat rejsearrangement forudsætter derfor, at der er en erhvervsdrivende, der udbyder én
rejseydelse, og denne erhvervsdrivende formidler den rejsendes køb af mindst endnu en rejseydelse
hos en anden erhvervsdrivende.
Det er kun den erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement, der skal stille
garanti, og garantien omfatter kun den eller de dele af rejsearrangementet, som den
erhvervsdrivende modtager betaling for. Hvis en erhvervsdrivende, der formidler et sammensat
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
55
rejsearrangement, ikke modtager forudbetalinger, eller automatisk overfører beløbet til den anden
tjenesteyder, er der ikke behov for at stille garanti.
2.6.2.
Gældende ret
Sammensatte rejsearrangementer er en ny kategori af rejser, som ikke er reguleret i hverken
pakkerejseloven eller anden lovgivning. Der er ikke i dag regler i rejsegarantifondsloven, om
konkursbeskyttelse af sammensatte rejsearrangementer.
2.6.3.
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring
Det foreslås, at der i rejsegarantifondslovens § 5, indsættes en bestemmelse, der regulerer
Rejsegarantifondens forpligtelse til at tilbagebetale beløb, som den rejsende har betalt til
rejseudbyderen (den erhvervsdrivende, der har formidlet et sammensat rejsearrangement), for en
rejseydelse, der udgør en del af det sammensatte rejsearrangement, hvis det er rejseudbyderens
økonomiske forhold, der har medført at denne rejseydelse ikke kan leveres.
Bestemmelsen omhandler alene den situation, hvor en rejseydelse, som rejseudbyderen har
modtaget forudbetaling for, ikke kan leveres som følge af rejseudbyderens økonomiske forhold.
Bestemmelsen vedrører den situation, hvor rejseudbyderen (f.eks. et rejsebureau) har modtaget
betalinger fra den rejsende, og fortsat har betalingen på tidspunktet for rejseudbyderens insolvens
eller konkurs.
Bestemmelsen omfatter således ikke den situation, hvor rejseudbyderen enten ikke modtager
forudbetaling, eller automatisk overfører betalingen til rejseydelsesleverandøren (f.eks. et
flyselskab). Så snart betalingen er videreført, vil rejseudbyderens insolvens ikke kunne have nogen
effekt på leveringen af ydelserne, og der vil ikke være behov for garantistillelse. Det fremgår af
direktivets præambelbetragtning nr. 43, at den enkelte leverandør af en rejseydelse i et sammensat
rejsearrangement alene er ansvarlig for korrekt opfyldelse af sin aftale. Den erhvervsdrivende, der
formidler et sammensat rejsearrangement er ligeledes kun forpligtet til at stille garanti for sin egen
insolvens eller konkurs, og ikke for risikoen for den anden rejseydelsesleverandørs insolvens eller
konkurs. Hvis f.eks. en rejsende har købt transport og en koncertbillet formidlet af
transportselskabet, og koncerten bliver aflyst på grund af koncertarrangørens konkurs, er
transportselskabet ikke ansvarlig for levering af koncertydelsen og heller ikke forpligtet til at stille
garanti for koncertarrangørens ydelse. Garantistillelsen omfatter således ikke eventuel insolvens
eller konkurs hos den rejsetjenesteleverandør, der ikke har formidlet det sammensatte
rejsearrangement.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og den foreslåede § 5, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Det foreslås også, at der indsættes en bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 8, hvor det eksplicit
fremgår, at en erhvervsdrivende, der ikke modtager forudbetaling eller ikke modtager betaling før
efter at det sammensatte rejsearrangement er leveret, ikke skal stille rejsegaranti.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
56
2.7.
Særlige forpligtelser for formidleren, når rejsearrangøren er etableret uden for Det
Europæiske Økonomiske Samarbejde
2.7.1.
Direktivets artikel 20
Direktivets artikel 20 indeholder en bestemmelse om formidleres særlige pligter, når
rejsearrangøren er etableret uden for EU/EØS.
2.7.2.
Gældende ret
Rejsegarantifondsloven indeholder ikke regler for formidleres særlige pligter, hvis rejsearrangøren
er etableret uden for EU/EØS. Det følger allerede i dag af loven, at formidlere, der er etableret her i
landet, som formidler rejseydelser for udenlandske rejseudbydere, er registreringspligtige og skal
stille garanti og betale bidrag efter rejsegarantifondslovens §§ 8 og 9. Loven skelner ikke på dette
punkt mellem formidlere for rejsearrangører, der er etableret inden for eller uden for EU/EØS. Det
fremgår dog af den gældende § 8, stk. 7, at en formidler for en udenlandsk rejseudbyder, ikke skal
stille garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte rejseydelser opfylder
betingelserne i en af et andet EU-eller EØS-land godkendt ordning.
2.7.3.
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ændring
Det fremgår af direktivets artikel 20, at hvis rejsearrangøren er etableret uden for Det europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, og formidleren er etableret i en medlemsstat, påhviler
rejsearrangørens forpligtelse i henhold til kapitel IV og V (dvs. reglerne om levering af pakkerejsen
og konkursbeskyttelse) formidleren, medmindre denne godtgør, at rejsearrangøren overholder de
nævnte kapitler, jf. dog direktivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit.
Direktivets kapitel IV vedrører levering af pakkerejser og gennemføres i Justitsministeriets
regulering, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag nr. [xx].
Det foreslås i overensstemmelse med direktivet, at hvis rejsearrangøren er etableret uden for Det
Europæiske Samarbejdsområde og formidleren er etableret i et land i Det Europæiske
Samarbejdsområde, påhviler rejsearrangørens forpligtelser om garantistillelse m.v. som i dag
formidleren. Hvis formidleren dokumenterer, at rejsearrangøren overholder reglerne om
garantistillelse efter lovforslagets § 1, nr. 30, og den foreslåede § 20, stk. 3, skal formidleren ikke
stille garanti.
Der er i udgangspunktet tale om en videreførelse af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 22, og den foreslåede § 8, stk. 8, 2. pkt.
2.8.
2.8.1.
Valgmuligheder ved gennemførelse af direktivet
Formidleransvar for levering af pakkerejsen
Efter pakkerejselovens § 28, stk. 1, hæfter en formidler umiddelbart over for kunden for
økonomiske krav, der i medfør af loven kan rejses over for arrangøren. Ifølge § 28, stk. 2, indtræder
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
57
formidleren i kundens krav mod arrangøren. Formidlerens krav kan dog bortfalde eller nedsættes,
hvis kundens krav skyldes formidlerens forhold.
Det fremgår af betænkning nr. 1240/1992 om pakkerejser, at baggrunden for bestemmelsen i
pakkerejselovens § 28, stk. 1, er det gældende pakkerejsedirektivs artikel 5, stk. 1, hvoraf det
fremgår, at medlemsstaterne selv afgør, om arrangøren, formidleren eller begge skal hæfte over for
kunden for aftalens opfyldelse.
Det fremgår endvidere af betænkningen, at den gældende løsning, hvorefter formidleren hæfter for
økonomiske krav, som kunden har mod arrangøren, bl.a. blev valgt ud fra en betragtning om, at
mange formidlere tillige optræder som arrangører, og at mange kunder derfor ikke i praksis ville
lægge mærke til, om den, de indgår aftalen med, er arrangør eller formidler. Hertil kommer, at
arrangøren i nogle tilfælde er hjemmehørende i udlandet, mens formidleren har domicil her i landet.
Udvalget fandt således ikke, at det ville være en tilstrækkelig beskyttelse af kunden, hvis denne
alene kunne rette krav mod arrangøren.
Den gældende ordning indebærer bl.a., at en rejsende kan rette et krav mod den danske formidler
ved en dansk domstol, selvom arrangøren er baseret i et andet land.
Det fremgår af forarbejderne til pakkerejseloven, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 9277,
at Justitsministeriet tiltrådte Pakkerejseudvalgets betragtninger, idet ministeriet dog begrænsede
formidlerens hæftelse til økonomiske krav. Ministeriet fandt det således mest naturligt, at ansva-ret
for overholdelse af de handlepligter, som er givet i pakkerejseloven, alene påhviler kundens
aftalepart, dvs. arrangøren.
Efter gældende ret er der således kun mulighed for som kunde at rette økonomiske krav mod
formidleren.
Ifølge direktivets artikel 13, stk. 1, 1. afsnit, er rejsearrangøren ansvarlig for leveringen af de
rejseydelser, der er inkluderet i aftalen om pakkerejsen, uanset om ydelserne skal leveres af
rejsearrangøren eller af andre rejsetjenesteydere.
Det følger af direktivets artikel 13, stk. 1, 2. afsnit, at medlemsstaterne i deres nationale ret kan
opretholde eller indføre bestemmelser om, at for-midleren også er ansvarlig for levering af
pakkerejsen. I så fald finder de bestemmelser i artikel 7 og kapitel III-V, der gælder for
rejsearrangøren, på tilsvarende vis også anvendelse for formidleren. Det drejer sig om be-
stemmelser om indholdet af aftaler om pakkerejser, ændringer i aftalen om en pakkerejse inden
pakkerejsens begyndelse, levering af pakkerejsen og beskyttelse mod konkurs eller insolvens.
Direktivet giver således mulighed for at indføre et ansvar for bl.a. levering af pakkerejsen, som er
mere vidtgående end det ansvar, som formidleren bærer efter gældende ret.
Justitsministeriet har overvejet, om det vil være muligt at opretholde den gældende ordning, hvor
formidlere hæfter for økonomiske krav, som kan rettes mod arrangøren i medfør af loven. Det
fremgår som nævnt ovenfor af direktivets artikel 13, stk. 1, 2. afsnit, at medlemsstaterne kan
opretholde bestemmelser om, at formidleren også er ansvarlig for levering af pakkerejsen, og at
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
58
visse dele af direktivet i så fald finder anvendelse på formidleren. Efter Justitsministeriets opfattelse
vil det ikke være muligt at opretholde den gældende ordning, uden samtidig at indføre
bestemmelser om, at formidleren – i modsætning til hvad der gælder i dag – forpligtes til at stille
garanti i tilfælde af dennes konkurs. Dette ville således udvide formidlerens forpligtelser i forhold
til i dag. På den baggrund finder Justitsministeriet det ikke hensigtsmæssigt, at direktivets mulighed
for at pålægge formidleren ansvar udnyttes.
2.9.
Ændring af finansieringsstrukturen
Gennemførelsen af direktivet, herunder særligt indførelsen af ”sammensatte rejsearrangementer”
som en ny type rejseydelse, udvider anvendelsesområdet for Rejsegarantifondsloven. Det betyder,
at flere virksomheder skal registrere sig og betale bidrag til fonden. Det udvidede
anvendelsesområde medfører derfor øgede byrder for erhvervslivet, og derudover har rejsebranchen
ønsket øget gennemsigtighed om gebyrerne og fondens bestyrelse en mere smidig ordning. På den
baggrund foreslås en række ændringer i finansieringsstrukturen med det formål at lette byrderne
mest muligt.
Rejsegarantifonden er én juridisk enhed, hvis formue regnskabsteknisk er opdelt i to fondskasser, en
Pakkerejsefondskasse og en flyrejsefondskasse jf. rejsegarantifondslovens § 9. De foreslåede
ændringer af finansieringsstrukturen vedrører alene Pakkerejsefondskassen.
2.9.1.
Balanceret tilsynsvirksomhed
De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 26 og den foreslåede § 11 a vil medføre, at
Rejsegarantifondens bestyrelse skal sikre, at Rejsegarantifondens tilsynsvirksomhed med
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer udføres på en måde, der minimerer de økonomiske
og administrative omkostninger for rejsebranchen som helhed.
Det foreslås at præcisere i loven, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal sikre, at
Rejsegarantifondens tilsynsvirksomhed har den optimale balance mellem: 1) fondskassens
formuestørrelse, 2) bidragenes størrelse, 3) størrelsen på de ordinære garantier og 4) kravene til
forhøjet garanti.
De fire parametre er indbyrdes tæt forbundne. Hvis kravene til, hvornår der kræves forhøjet garanti,
sænkes, kan det øge konkursrisikoen, og derfor medføre behov for at forøge Rejsegarantifondens
formue gennem formueopbyggende bidrag eller alternativt gennem krav om højere ordinære
garantier fra virksomhederne. Tilsvarende er der sammenhæng mellem omfanget af
Rejsegarantifondens
tilsyn
-
dvs.
administrationsomkostningerne
og
dermed
administrationsbidragets størrelse - og risikoen for konkurser, eller alternativt størrelsen på den
ordinære garanti, som virksomhederne skal stille.
På den baggrund foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse hvert fjerde år i samarbejde med en
uafhængig, ekstern ekspert skal foretage en faglig analyse af sammenhængen og omkostningerne,
når den optimale balance skal fastsættes. Den uafhængige, eksterne ekspert skal påtegne, at
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
59
balancen mellem de fire parametre er robust og tilstrækkelig til at fastholde beskyttelsen af de
rejsende. Den uafhængige, eksterne ekspert kan f.eks. være en revisor eller en aktuar.
2.9.2.
Ordinær garanti
I dag er alle rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere pålagt at stille en ordinær
garanti, der er afhængig af rejsearrangørens omsætning. Garantiens størrelse er fastsat i
rejsegarantifondslovens § 8, stk. 5.
Virksomheder, der har en omsætning under 250.000 kr., skal ikke stille garanti.
Virksomheder, hvis omsætning er over 250.000 kr. og ikke overstiger 5 mio. kr., skal stille en
garanti på 300.000 kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 5 mio. kr. og ikke overstiger 10 mio. kr., skal stille en
garanti på 500.000 kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 10 mio. kr. og ikke overstiger 15 mio. kr., skal stille en
garanti på 750.000 kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 15 mio. kr. og ikke overstiger 50 mio. kr., skal stille en
garanti på 1 mio. kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 50 mio. kr. og ikke overstiger 100 mio. kr., skal stille en
garanti på 1,5 mio. kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 100 mio. kr. og ikke overstiger 250 mio. kr., skal stille en
garanti på 2 mio. kr.
Virksomheder, der har en omsætning på mere end 250 mio. kr., skal stille en garanti på 2,5 mio. kr.,
og en yderligere garanti på 1 mio. kr. for hver 100 mio. kr. omsætningen overstiger 250 mio. kr.
Omsætningen fastsættes som den til kunder fakturerede omsætning af rejseydelser de seneste fire
kvartaler jf. rejsegarantifondslovens § 8, stk. 4.
De gældende regler betyder, at de mindre rejsearrangører skal stille højere garantier end de store
rejsearrangører i forhold til deres respektive omsætningsniveauer. Samtidig er det sædvanligvis
dyrere for de mindre rejsearrangører at tilvejebringe f.eks. bankgarantier.
Det foreslås på den baggrund, at garantiskalaen nedsættes for alle rejsearrangører, og mest for
virksomheder med en omsætning, der ikke overstiger 15 mio. kr.
Det foreslås, at virksomheder, hvis omsætning ikke overstiger 1 mio. kr., fremover ikke skal stille
garanti.
Herudover foreslås det, at garantien bliver sænket, således at virksomheder, hvis omsætning er over
1 mio. kr. og ikke overstiger 5 mio. kr., fremover skal stille en garanti på 150.000 kr.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
60
Virksomheder, hvis omsætning er over 5 mio. kr. og ikke overstiger 10 mio. kr., vil skulle stille en
garanti på 300.000 kr.
Virksomheder, hvis omsætning er over 10 mio. kr. og ikke overstiger 15 mio. kr., vil skulle stille en
garanti på 750.000 kr.
For virksomheder med en omsætning, der overstiger 15 mio. kr., foreslås det, at garantibeløbet
nedsættes med ca. 10 pct.
Formålet er at skabe bedre sammenhæng mellem omsætningsinterval og garantistillelse, og at gøre
garantisystemet mindre byrdefuldt for virksomhederne, herunder specielt for nye aktører og mindre
virksomheder. Forslaget vil kunne betyde, at Rejsegarantifondens risiko for at realisere tab, som
følge af konkurser, bliver større. Sekretariatet for Rejsegarantifonden vurderer umiddelbart, at
stigningen i risiko er beskeden, forudsat at Rejsegarantifonden, ligesom i dag, kan imødegå
potentielle konkurser i opløbet i forbindelse med deres tilsyn med rejsearrangørerne.
2.9.3.
Forhøjet garanti
Rejsegarantifonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en rejseudbyder eller en formidler for en
udenlandsk rejseudbyder, når det efter en konkret analyse af dennes økonomiske forhold må
antages, at der er særlig risiko for, at Rejsegarantifonden vil lide tab jf. rejsegarantifondslovens §
19.
Reglen giver Rejsegarantifonden mulighed for at følge virksomhedernes økonomiske situation og
for at kunne gribe ind over for virksomheder med en særlig økonomisk risiko. Bestemmelsen blev
indsat med lovændringen i 2004 (Lov nr. 207 af 29/03/2004). Det fremgår af bemærkningerne til
lovændringen i 2004, at Rejsegarantifonden foretager en screening af branchen på baggrund af en
automatisk indberetning af tre nøgletal (dæknings-, likviditets- og soliditetsgrad) fra alle
rejseudbydere og formidlere for en udenlandsk rejseudbyder. Rejseudbydere og formidlere, hvor et
eller flere nøgletal afviger negativt i forhold til nogle opstillede indikatorer, undergives en nærmere
analyse af deres samlede økonomiske situation i henhold til en række økonomiske indikatorer. Det
samme kan ske, hvis Rejsegarantifonden af andre kanaler får mistanke til et selskabs økonomiske
grundlag, eller hvis der i forbindelse med registrering af en ny virksomhed er mistanke om, at
virksomheden påtænkes drevet på et uforsvarligt grundlag. Hvis Rejsegarantifonden efter en
konkret vurdering på baggrund af den økonomiske analyse finder, at rejseudbyderen/formidleren
har en nærliggende risiko for at gå konkurs, kan Rejsegarantifonden kræve, at denne stiller en
forhøjet garanti. Derved sikres det, at Rejsegarantifonden kan gribe ind over for virksomheder, der
drives på et uforsvarligt økonomisk grundlag, eller som i øvrigt agerer særligt uansvarligt. Kravet
om forøget garanti kan i tilfælde, hvor rejsearrangøren eller formidleren ikke er i stand til at opfylde
kravet om forøget garantistillelse, føre til, at virksomheden må ophøre, hvilket i nogle tilfælde kan
medføre en konkurs jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, spalte 4100.
Efterhånden som tilsynet er blevet etableret og Rejsegarantifonden har indsamlet erfaringer, har det
vist sig, at revisors årlige indberetning af de tre angivne nøgletal ikke alene kan anvendes som
udslagsgivende for, hvornår kapitalberedskabet hos en given rejseudbyder er så utilfredsstillende, at
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
61
Rejsegarantifonden ønsker at kræve forhøjet garanti. Det skyldes bl.a., at de nøgletal, revisorerne
indberettede, var beregnet ud fra rejseudbydernes årsrapporter, dvs. uden at der var taget højde for
f.eks. omplaceringer og sæsonudsving.
I dag vurderer Rejsegarantifonden derfor kapitalberedskabet sammenholdt med en vurdering af den
forretningsmæssige risiko, når det skal afgøres, om der er grundlag for at varsle krav om forhøjet
garanti. I forhold til en vurdering af kapitalberedskabet bliver der primært taget udgangspunkt i
soliditetsgrad, egenkapital i forhold til omsætning, likviditetsgrad samt om likvidberedskabet er
tilfredsstillende. Underskudsgivende drift øger kravene, og det gør sæsonbetonet indtjening også.
Alle nøgletal vurderes efter at der er foretaget omplaceringer, så rejseudbyderens kapitalberedskab
vises ud fra en risikobetragtning.
Hvis Rejsegarantifonden vurderer, at rejseudbyderen har en forhøjet risiko for konkurs fastsættes
den forhøjede garanti til det største af følgende fire beløb: 1) 50.000 kr., 2) niveauet for den
ordinære garanti, 3) den aktuelle forudbetalingsbeholdning (inkl. tillæg) opgjort ultimo måneden
eller 4) den maksimalt forventede forudbetalingsbeholdning (inkl. tillæg) to måneder frem i tiden.
Tillægget er på 21 pct. for rejseudbydere, som anvender garantipladser i forbindelse med transport
eller overnatning og 6 pct. for rejseudbydere, som ikke gør.
Ved Rejsegarantifondens nuværende praksis er der ikke faste rammer for, hvad der fører til krav om
forhøjet garanti. Fordelen herved er, at det giver fleksibilitet til at lave en konkret, individuel
vurdering af den enkelte virksomheds forhold. For rejsearrangørerne er det imidlertid svært at
gennemskue, hvad der får Rejsegarantifonden til at vurdere, at en rejsearrangør skal stille forhøjet
garanti.
For at øge gennemskueligheden for rejseudbyderne foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse
skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet garanti. Hensigten er at
tilstræbe enkelhed og gennemsigtighed, således at nøgletal og efterlevelse af klare
regnskabsprincipper i hovedparten af sagerne er tilstrækkelige til at fastslå, om en rejsearrangør skal
stille en forhøjet garanti på grund af konkursrisiko. Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern
ekspert, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, og den foreslåede § 11 a, påtegne, at retningslinjerne for hvad
der medfører krav om forhøjet garanti, sammenholdt med de øvrige parametre, er tilstrækkelige til
at fastholde forbrugerbeskyttelsen. Den uafhængige, eksterne ekspert kan f.eks. være en revisor
eller en aktuar.
Det forventes, at justeringen vil give et fald i antallet af virksomheder, der pålægges at stille
forhøjet garanti og dermed en reduktion af virksomhedernes byrder.
2.9.4.
Fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementers formue
I henhold til rejsegarantifondslovens § 9 a, stk. 3, fastsættes Pakkerejsefondskassens formue af
Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren. I praksis fastsættes
Rejsegarantifondens formue i dag som summen af de tab, som er realiseret ved de to største
konkurser blandt rejsearrangørerne siden 1997 i nutidskroner.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
62
Det betyder, at Rejsegarantifondens formuestørrelse ikke afspejler en beregning af den reelle risiko,
som Rejsegarantifonden er disponeret overfor. En række andre garantifonde har en aktuar tilknyttet,
enten i bestyrelsen eller som ansvarshavende aktuar. Det gælder f.eks. Lønmodtagernes garantifond
og Garantifonden for skadesforsikringer.
På den baggrund foreslås det, at Rejsegarantifondens bestyrelse udarbejder en metode til
fastsættelse af Rejsegarantifondens risiko, og fastsætter, hvor stor fondskassen for pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementers formue bør være. Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern
ekspert, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, og den foreslåede § 11 a, påtegne, at formuens størrelse
sammenholdt med de øvrige parametre, er tilstrækkelige til at fastholde forbrugerbeskyttelsen. Den
uafhængige, eksterne ekspert kan være revisor eller aktuar. Erhvervsministeren skal som hidtil
godkende størrelsen af Fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementers formue.
2.9.5.
Formueopbyggende bidrag
Rejsegarantifondens bestyrelse kan efter rejsegarantifondslovens § 9 a, stk. 2, efter behov, træffe
beslutning om bidragsbetaling pr. deltager i et rejsearrangement. Formålet er at sikre, at
Rejsegarantifonden løbende har en grundkapital svarende til de to største tab, som
Rejsegarantifonden har lidt siden rejsegarantifondslovens ikrafttræden i 1997. Tabene udgør i dag i
alt ca. 41,3 mio. kr. Såfremt bestyrelsen fastsætter et formueopbyggende bidrag skal bidraget
godkendes af erhvervsministeren.
Rejsearrangørerne blev opkrævet et bidrag på 20 kr. pr. deltager i et rejsearrangement fra 1. januar
2009 til 31. januar 2009. På nuværende tidspunkt bliver der ikke opkrævet et formueopbyggende
bidrag for deltagere i pakkerejser.
Et bidrag baseret på antallet af solgte pakkerejser er skævvridende, idet billige pakkerejser bliver
ramt af en relativt større byrde i forhold til dyre pakkerejser.
Det foreslås derfor, at et eventuelt fremtidigt formueopbyggende bidrag i stedet gøres
omsætningsafhængigt. Formålet er at give en mere fair fordeling af byrden blandt rejsearrangørerne
jf. lovforslagets § 1, nr. 24 og den foreslåede § 9 a, stk. 3.
2.9.6.
Administrationsbidrag og registreringsbidrag
Rejsegarantifondens administration af pakkerejsefondskassen og rejseankenævnet finansieres af et
administrationsbidrag.
Indtil lovændringen i 2004 blev der opkrævet et fast beløb pr. deltager i et rejsearrangement.
I dag fastsættes administrationsbidragets størrelse af Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes
af erhvervsministeren jf. rejsegarantifondslovens § 9 a, stk. 1. I bekendtgørelse nr. 1421 af 3.
december 2015 om registrering, garantistillelse m.v. i Rejsegarantifonden, er det fastslået i § 8, at
bidraget består af et grundbidrag, som er ens for alle registrerede, og et bidrag der fastsættes i
forhold til rejseudbyderens eller formidleren for en udenlandsk rejseudbyders omsætning. Det
følger endvidere af bekendtgørelsens § 9, at der skal betales grundbidrag i forbindelse med
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
63
registrering i Rejsegarantifonden, samt hvis en rejseudbyder eller en formidler for en udenlandsk
rejseudbyder slettes fra registrering i Rejsegarantifonden, og efterfølgende ansøger om at blive
registreret igen.
I praksis fastsatte Rejsegarantifonden i perioden fra 2004 indtil 2009 administrationsbidraget
således, at 70 pct. af driftsudgifterne blev fordelt på rejsearrangørerne/formidlerne i forhold til deres
årsomsætning. De resterende 30 pct. af driftsomkostninger blev reduceret med afkastet af
Rejsegarantifondens formue fratrukket en inflationssikring af en grundformue svarende til de to
største tab, som Rejsegarantifonden havde lidt siden rejsegarantifondslovens ikrafttræden i 1997.
Herefter blev udgiften fordelt ligeligt mellem alle rejseudbydere/formidlere som et grundbidrag. Det
samlede administrationsbidrag blev fastsat årligt den 1. juli af Rejsegarantifondens bestyrelse ud fra
de opgjorte administrationsudgifter, som Rejsegarantifonden havde haft det foregående år, med
mulighed for at korrigere for henholdsvis overskud og underskud ved fastsættelsen af næste års
bidrag jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, spalte 4100.
I forbindelse med lovændringen i 2009 (lov nr. 518 af 12. juni 2009) ændrede Rejsegarantifondens
bestyrelse metoden for fastsættelse af administrationsbidraget. Grundbidraget bliver fastsat hvert år
af Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren. Grundbidraget udgør i 2017
4.250 kr. Den omsætningsafhængige del af administrationsbidraget fastsættes som forskellen
mellem de samlede administrationsudgifter og det totale indbetalte grundbidrag.
Omsætningsbidraget fordeles på rejseudbyderne i forhold til størrelsen af deres omsætning.
Omsætningsbidraget opkræves som et acontobeløb, og efterreguleres det følgende år, når
Rejsegarantifondens nøjagtige administrationsomkostninger kendes, så det enkelte år går i 0.
Det er svært for rejsearrangørerne at budgettere med det nuværende administrationsbidrag på grund
af efterreguleringen og fordi administrationsbidraget varierer fra år til år. Samtidig bliver der fra
Rejsegarantifondens side brugt mange ressourcer på at efterregulere bidraget for hver enkelt
rejseudbyder hvert år.
På den baggrund foreslås det, at det omsætningsafhængige administrationsbidrag fremover ikke
efterreguleres. Et eventuelt overskud et givent år skal tilgå formuen, ligesom et eventuelt underskud
skal trækkes i den eksisterende formue. Ændringen i bidragsstrukturen, herunder at det
overskydende administrationsbidrag tilgår formuen, skal ikke føre til, at størrelsen på fondskassen
for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementers formue kan overstige det, der skønnes
nødvendigt for at dække eventuelle tab, som dækkes af fondskassen. Rejsegarantifondens bestyrelse
sikrer, at grundbidraget, det omsætningsafhængige bidrag og registreringsbidraget samlet set
balancerer over en fireårig periode.
Rejsegarantifondens bestyrelse udarbejder en model til fastsættelse af det omsætningsafhængige
bidrag.
Samtidig foreslås det, at der indføres et registreringsbidrag for ny-tilmeldte virksomheder. Det sker
for at sikre betaling fra nye virksomheder, der ikke har opgivet en årsomsætning endnu, samt for at
styrke den enkelte virksomheds incitament til at undgå hyppig ind- og udmeldelse.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
64
Registreringsbidraget skal også ses i lyset af, at grænsen for, hvornår der skal stilles garanti øges fra
en omsætning på 250.000 kr. til en omsætning på 1 mio. kr.
Størrelsen på grund- og registreringsbidraget fastsættes i bekendtgørelse.
Grundbidraget, det omsætningsafhængige bidrag og registreringsbidraget skal samlet set fortsat
afspejle omkostningerne ved fondens drift. Rejsegarantifondens bestyrelse pålægges at sikre, at
ordningen ikke opbygger en formue set over en årrække (hviler i sig selv) og underlægges et som
udgangspunkt fireårigt balancekrav, jf. pkt. 2.3.1.2 i Budgetvejledningen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24 og den foreslåede § 9 a, stk. 1-2.
Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern ekspert, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, og den foreslåede §
11 a, påtegne, at bidragenes størrelse, herunder modellen for fastsættelse af det
omsætningsafhængige bidrag og registreringsbidraget, sammenholdt med de øvrige parametre, er
tilstrækkelige til at fastholde forbrugerbeskyttelsen. Den uafhængige, eksterne ekspert kan være
revisor eller aktuar.
2.10.
Ændring af bestyrelsesstrukturen
Rejsegarantifondens bestyrelse består af en formand og seks medlemmer, der udnævnes af
erhvervsministeren jf. rejsegarantifondslovens § 10. To af medlemmerne repræsenterer de
registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere, et medlem repræsenterer
udbydere af flytransport, og tre medlemmer repræsenterer kunderne. Bestyrelsen og en
stedfortræder for formanden udnævnes for 3 år. Rejsegarantifondens bestyrelse er på nuværende
tidspunkt sammensat af en række interessenter på rejseområdet, herunder Dansk
Rejsebureauforening (DRF), Rejsearrangører i Danmark (RID) og Brancheforeningen Dansk
Luftfart (BDL). Kunderne er repræsenteret ved to repræsentanter for Forbrugerrådet TÆNK og en
repræsentant for HK.
I 2014 gav Komiteen for god fondsledelse anbefalinger for god fondsledelse til erhvervsdrivende
fonde. Rejsegarantifonden er ikke en erhvervsdrivende fond. En række af anbefalingerne kan det
imidlertid være hensigtsmæssige for Rejsegarantifondens at følge. Det vil f.eks. være relevant, at
indføre en årlig evaluering af sekretariatets arbejde med optimering af drift og administration, samt
offentliggørelse af vederlag for medlemmer i bestyrelsen.
Med udgangspunkt i anbefalingerne fra Komitéen for god Fondsledelse, foreslås det, jf.
lovforslagets § 1, nr. 25, at den gældende rejsegarantifondslov § 10 ændres, så der fremover stilles
krav om, at formanden samt ét bestyrelsesmedlem til enhver tid skal være uafhængig af specifikke
erhvervs- og organisationsinteresser, samt at mindst et af bestyrelsesmedlemmerne skal have
økonomisk baggrund og regnskabsteknisk indsigt. Formålet er at sikre, at bestyrelsen er kompetent
til at foretage vurderingen af den samlede tilsynsmodel, som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 26, og
den foreslåede § 11 a. For at kunne imødekomme dette krav foreslås det, at bestyrelsen udvides med
et medlem. De resterende seks medlemmer skal fordeles som hidtil med 2 medlemmer, der
repræsenterer de i Rejsegarantifonden registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
65
rejsearrangører, 1 medlem der repræsenterer udbydere af flytransport, og 3 medlemmer, der
repræsenterer de rejsende. Det foreslås, at det i loven præciseres, at de seks medlemmer udnævnes
efter indstilling. Se lovforslagets § 1, nr. 25 og den foreslåede § 10.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Forslaget forventes at give en samlet nettobesparelse for de eksisterende tilmeldte virksomheder på
ca. 1 mio. kr. om året som resultat af lavere omkostninger til garantistillelse samt en samlet
administrativ nettobesparelse på 1,4 mio. kr. årligt som resultat af, at lovforslaget fritager
virksomheder med under 1 mio. kr. i omsætning fra at stille garanti.
Direktivet kræver dog en udvidelse rejsegarantidækningen, hvilket betyder at antallet af
virksomheder, der skal tilmelde sig Rejsegarantifonden, fordobles. Således er der en række nye
virksomheder, der skal stille garanti i Rejsegarantifonden, som ikke har tidligere har skullet stille
garanti.
Samlet set betyder dette, at lovforslaget har negative erhvervsøkonomiske konsekvenser på 3 mio.
kr., som følge af de nye virksomheders omkostninger til garantistillelse, samt 5,4 mio. kr., som
følge af de administrative omkostninger, som er forbundet med at skulle være tilknyttet
Rejsegarantifonden. I alt 8,4 mio. kr. årligt i negative økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne
6. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører de dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25.
november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning
(EF) nr. 2016/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophæveles af
rådets direktiv 90/314/EØF (EU-Tidende 2015, nr. L 326, side 1), som vedrører beskyttelse mod
konkurs og insolvens. Direktivets bestemmelser, som ikke vedrører beskyttelse mod konkurs og
insolvens, gennemføres ved en ny lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, som
henhører under Justitsministeriets ressort.
Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 1. januar 2018 og træde i kraft den
1. juli 2018.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0066.png
66
Et udkast til lovforslag har i perioden fra [xx til xx] været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BARD, Brancheforeningen
Dansk Luftfart, Campingrådet, CBS - Copenhagen Business School, Danmarks Idrætsforbund
(DIF), Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Annoncørforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Forening for Internet Handel (FDHI), Dansk
Industri, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Jagtrejse Arrangører DJA, Danske Biludlejere, Danske
Busvognmænd, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, DFDS A/S, Domstolsstyrelsen, Feriehusudlejernes Brancheforening, Finansrådet,
Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (R.I.D.), Forsikring & Pension,
Friluftsrådet, HK/Danmark, HORESTA, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, Københavns
Universitet, Landsforeningen Dansk Vandrelaug, Landsorganisationen i Danmark,
Rejsegarantifonden, Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Hjørring,
Retten i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i
Nykøbing F, Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Roskilde, Retten i
Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten på
Bornholm, Retten på Frederiksberg, Rejsearrangører i Danmark, Rigsrevisionen, SAS, Stena Line
A/S, Syddansk Universitet, Sø- og Handelsretten, Søsportens Brancheforening, Trafik-, Bygge- og
Boligstyrelsen, Transport-, Bygning- og Boligministeriet, Turistvognmændenes
Arbejdsgiverforening, Østre Landsret, Visit Denmark, Vestre Landsret, Aalborg Universitet, Aarhus
Universitet
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Ingen
Negative konsekvenser/
merudgifter
Ingen
Ingen
Virksomheder, der yder
sammensatte pakkerejser, skal
stille garanti til
Rejsegarantifonden. Dansk
Rejsebureau Forening skønner, at
antallet af omfattede aktører
bliver stort set fordoblet, mens
den yderligere omsætning, som
de nye regler tilfører
fondsdækningen, stiger med
mellem 1 og 2 milliarder.
I gennemsnit vil aktørerne
dermed skulle stille 150.000 kr. i
garanti, hvilket med en
garantiprovision på 1,5 pct.
skønnes at give en samlet
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Administrative konsekvenser for Ingen
stat, kommuner og regioner
Økonomiske konsekvenser for Kravene til garantistillelse
erhvervslivet
nedsættes for alle virksomheder
– og specielt for virksomheder
med en omsætning på under 15
mio. kr. Forslaget forventes at
give en samlet nettobesparelse
for de tilmeldte virksomheder på
ca. 1 mio. kr. om året som
resultat af lavere omkostninger
til garantistillelse.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0067.png
67
omkostning på ca. 3 mio. kr. om
året. Der tages i beregningen
ikke højde for, om de nye regler
vil føre til, at danske aktører
registrerer sig under andre landes
garantiordninger og dermed
forlader den danske ordning.
Den ændrede garantiskala
fordeler noget af byrden for de
mindre virksomheder ud over
alle de omfattede rejseaktører.
Det reducerer de mindre
virksomheders omkostning ved
at påtage sig risiko (moral
hazard). Denne adfærdsmæssige
omkostning er ikke indregnet.
Administrative konsekvenser for Lovforslaget hæver
Kommissionen har vurderet, at
erhvervslivet
omsætningsgrænsen for, hvornår ca. dobbelt så mange
en virksomhed skal stille garanti virksomheder som i dag vil blive
til Rejsegarantifonden, således at omfattet af de nye regler.
virksomheder med en omsætning
fra 250.000 kr. til 1 mio. kr. (110 KFST har bl.a. via dialog med
stk.) ikke længere skal stille
branchen samt indhentning af
garanti. Dette vil betyde
branchestatistik forsøgt at lave et
administrative lettelser på ca. 1,4 eget estimat på direktivets
mio. kr. om året.
konsekvenser for antallet af nye
virksomheder, der skal tilmelde
Revisionen af loven er desuden sig Rejsegarantifonden.
fokuseret på, at
Rejsegarantifonden drives ud fra Det har dog ikke været muligt at
et princip om at minimere de
udarbejde et bedre estimat end
samlede byrder og udgifter for kommissionens, som dermed
virksomhederne, samtidigt med lægges til grund.
at den høje forbrugerbeskyttelse
I den seneste AMVAB-måling er
opretholdes. Som noget nyt
pålægger loven bestyrelsen for de administrative omkostninger
Rejsegarantifonden at tilstræbe ved garantiordningen vurderet til
en sådan optimering. Det kan pt at koste 13.000 kr. pr.
ikke estimeres, hvilke lettelser virksomhed, hvilket svarer til 6,8
mio. kr. for de nuværende 514
dette vil medføre.
virksomheder, der stiller garanti.
Der betyder at de administrative
konsekvenser ved en fordobling
af tilmeldte virksomheder må
forventes at udgøre 6,8 mio. kr.,
fratrukket de sparede
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0068.png
68
omkostninger for antallet af
virksomheder, der ikke længere
skal stille garanti, som følge af
lovrevisionen (1,4 mio. kr.).
De samlede negative
administrative konsekvenser
estimeres derfor til at være 5,4
mio. kr. om året.
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Administrative konsekvenser for Ingen
borgerne
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører de dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring
af forordning (EF) nr. 2016/2004 og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophæveles af rådets direktiv
90/314/EØF (EU-Tidende 2015, nr. L 326, side 1), som vedrører
beskyttelse mod konkurs og insolvens. Direktivets bestemmelser,
som ikke vedrører beskyttelse mod konkurs og insolvens,
gennemføres ved en ny lov om pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer, som henhører under Justitsministeriets ressort.
Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 1.
januar 2018 og træde i kraft den 1. juli 2018.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
69
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ved kongelig resolution af 28. november 2016 blev betegnelsen Erhvervs- og Vækstministeriet
ændret til Erhvervsministeriet. Som konsekvens heraf ændres rejsegarantifondslovens henvisninger
til erhvervs- og vækstministeren til erhvervsministeren, rejsegarantifondslovens henvisninger til
Erhvervs- og vækstministeren til Erhvervsministeren og rejsegarantifondslovens henvisninger til
Erhvervs- og Vækstministeriet til Erhvervsministeriet.
Til nr. 2
Efter rejsegarantifondsloven defineres en formidler for en udenlandsk rejseudbyder som enhver, der
udbyder eller sælger en rejseydelse i en udenlandsk rejseudbyders navn.
Efter den foreslåede bestemmelse ændres begrebet ”en formidler for en udenlandsk rejseudbyder”
til ”en formidler for en udenlandsk rejsearrangør”. Forslaget er en konsekvens af, at definitionen på
en rejseudbyder og en formidler foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 9 og den foreslåede § 3.
Til nr. 3
Den gældende rejsegarantifondslov finder anvendelse på kunder, der indgår aftale om køb af
rejseydelser.
Efter den foreslåede bestemmelse ændres begrebet ”kunde” overalt i loven til ”rejsende” i
overensstemmelse med direktivets definition. Forslaget er en konsekvens af den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 11 og den foreslåede § 4.
Definitionen af ”rejsende” er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 4
Efter den gældende bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 1, stk. 1, 2. pkt. yder
Rejsegarantifonden i dag bistand i henhold til §§ 5, 5 a og 6, når en kunde har indgået aftale om en
rejseydelse med en registreringspligtig rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejseudbyder,
jf. dog § 21, og når en kunde har indgået aftale med en udbyder af flytransport.
Rejsegarantifonden yder ikke bistand vedrørende rejseydelser, der er markedsført og solgt i
udlandet, jf. henvisningen til den gældende § 21.
Den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, 2. pkt., er en delvis videreførelse af gældende ret. Efter
bestemmelsen, vil Rejsegarantifonden som i dag være dækningspligtig, hvis en rejsende har indgået
aftale om en pakkerejse med en registreringspligtig rejsearrangør eller en formidler for en
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
70
udenlandsk rejsearrangør. Efter den foreslåede bestemmelse er Rejsegarantifonden som noget nyt
derudover dækningspligtig, når en rejsende har indgået aftale om et sammensat rejsearrangement
med en registreringspligtig rejseudbyder. Den foreslåede bestemmelse indeholder derudover en
henvisning til rejsegarantifondslovens § 20, der fastslår, hvem der er registreringspligtig efter loven.
Registreringspligtige efter den foreslåede § 20 er i Danmark etablerede rejseudbydere, formidlere
for udenlandske rejsearrangører og rejseudbydere, der er etableret uden for EU/EØS-området, som
sælger eller udbyder pakkerejser eller sammensatte rejsearrangementer i Danmark, eller som på en
hvilken som helst måde retter deres virksomhed mod rejsende her i Danmark.
Henvisningen til den gældende § 21 foreslås fjernet som konsekvens af, at bestemmelsen foreslås
ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 31.
Rejsegarantifondens dækningsområde skal fortsat fastlægges i rejsegarantifondslovens §§ 5 og 5 a.
Rejsegarantifonden vil således fortsat yde bistand i forbindelse med aftaler vedrørende særskilt
flytransport, jf. rejsegarantifondslovens § 5 a, der ikke foreslås ændret.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 31.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
De foreslåede ændringer i nr. 5 er konsekvensændringer, der følger af, at lov om forbrugerklager, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1095 af 9. september 2010, er ophævet og erstattet af lov nr. 524 af 29. april
2015 om alternativ tvistløsning.
Til nr. 6
Det foreslås med nr. 6, at den nuværende overskrift til § 2 ændres fra ”Rejseydelser” til
”Pakkerejser, sammensatte rejsearrangementer, rejseydelser m.v.”, der dækker for de foreslåede
ændringer af rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
Til nr. 7
Rejsegarantifondslovens § 2 definerer i dag en rejseydelse som fire forskellige typer
rejsearrangementer eller rejseydelser, som er omfattet af rejsegarantiordningens konkursdækning.
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, forstås ved en rejseydelse en pakkerejse.
Rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, svarer til pakkerejselovens definition af en
pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 2. En pakkerejse består i dag af en kombination af mindst to
bestemte elementer, der af rejseudbyderen udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og
sælges samlet. Det forudsættes, at den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller
omfatter overnatning. De elementer, der kan indgå i en pakkerejse er: a) transport, b) indkvartering,
c) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som
udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
71
Rejsegarantifondslovens § 2, stk.1, nr. 2, definerer en rejseydelse, som en ydelse, der omfatter
transport og indkvartering, som er aftalt med samme rejseudbyder eller formidler, men som ikke er
omfattet af nr. 1. Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 3, kan en rejseydelse bestå i transport
og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed på over 24 timer, men har en samlet pris på
over 1.000 kr.
Endelig omfatter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 4, flytransport, der er omfattet af en særlig
konkursordning for enkeltstående flyrejser. Der er tale om en national særregel, der falder uden for
direktivets anvendelsesområde. Ordningen er ikke en del af lovforslaget og omtales derfor ikke
yderligere i lovforslaget.
Direktivets definition af en rejseydelse afviger væsentligt fra den gældende rejsegarantifondslovs §
2. Derudover indeholder direktivet en ny definition af begrebet pakkerejse ligesom direktivet
indeholder en ny kategori af rejser, de sammensatte rejsearrangementer, der ikke kendes fra
gældende ret. Der foreslås på den baggrund en ny affattelse af § 2, og at der indsættes en ny § 2 a –
2 c, der gennemfører direktivets definitioner på en fuldstændig og korrekt måde.
Det bemærkes, at der for at sikre en ensartet beskyttelse i forhold til de øvrige EU/EØS-stater og
regelforenkling foreslås en ophævelse af de gældende nationale særregler i rejsegarantifondslovens
§ 2, stk. 1, nr. 2-3. Disse rejsearrangementer vil således ikke fremover være omfattet af
rejsegarantiordningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Efter rejsegarantifondslovens § 1, stk. 1, yder Rejsegarantifonden bistand i henhold til
rejsegarantifondslovens §§ 5, 5 a og 6, når en kunde har indgået aftale om en rejseydelse med en
registreringspligtig rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejseudbyder, jf. dog § 21, og når
en kunde har indgået aftale om en rejseydelse med en udbyder af flytransport. Efter
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, forstås ved en rejseydelse: 1) en pakkerejse, 2) en ydelse, der
omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med samme rejseudbyder, men ikke er omfattet af
nr. 1, 3) transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed på over 24 timer, men har
en samlet pris på over 1.000 kr. og 4) flytransport.
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, er det en betingelse for, at en rejse anses for en pakkerejse,
at den har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning.
Efter rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, anses som rejseudbydere enhver, der udbyder eller sælger
de i § 2, stk. 1, nr. 1-3 nævnte rejseydelser, enten direkte eller gennem en formidler, medmindre
denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
skal loven finde anvendelse på pakkerejser, der udbydes
eller sælges af erhvervsdrivende til rejsende, og på sammensatte rejsearrangementer, der formidles
af erhvervsdrivende til rejsende, og aftaler om rejseydelser, der udelukkende omfatter flytransport.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
72
Begreberne pakkerejse og sammensat rejsearrangement er defineret i lovforslagets § 1, nr. 7, og den
foreslåede § 2 a og § 2 b.
Den kreds af erhvervsdrivende, som er omfattet af bestemmelsen, og dermed af loven, er defineret i
lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 4.
Anvendelsesområdet for rejsegarantifondsloven udvides til også at omfatte sammensatte
rejsearrangementer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 gennemfører direktivets artikel 2, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
undtages visse pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer fra rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
Med den foreslåede § 2, stk. 2,
nr. 1,
undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer af en
varighed på under 24 timer, medmindre de omfatter overnatning.
For så vidt angår pakkerejser er der tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, jf.
rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
Med den foreslåede § 2, stk. 2,
nr. 2,
undtages pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, der
udbydes og formidles lejlighedsvist og på nonprofitbasis til en begrænset gruppe rejsende.
Kriteriet ”lejlighedsvist” vil i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 som
udgangspunkt være opfyldt, hvis den erhvervsdrivende kun udbyder og formidler pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer nogle få gange om året, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.3.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ved vurdering af, om kriteriet ”nonprofitbasis” er opfyldt, vil der skulle foretages en konkret
vurdering for den enkelte rejse. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, om f.eks. en juridisk person er
organiseret som en nonprofitorganisation eller ej.
Hvorvidt kriteriet ”begrænset gruppe rejsende” er opfyldt, vil ligeledes skulle vurderes konkret i
hvert enkelt tilfælde. Generelt vil kriteriet dog være opfyldt, når en rejse ikke udbydes til
offentligheden, men kun f.eks. medlemmer af en forening eller klub, dvs. til en afgrænset kreds.
Kriterierne i nr. 2 er kumulative. Hvis kun en eller to af betingelserne er opfyldt, vil rejsen således
være inden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde. Hovedsigtet med bestemmelsen er i
overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 19 at sikre, at f.eks. sportsklubber eller
skoler kan arrangere lejrskoler eller træningslejre uden at blive omfattet af loven.
Forslaget ændrer den gældende retstilstand, idet der ikke længere kan foretages en samlet, konkret
vurdering af karakteren af f.eks. en forenings salg af rejser. Der må derimod foretages en separat
vurdering af de ovennævnte kriterier, der som nævnt alle skal være opfyldt, for at aftalen om rejsen
ikke omfattes af loven. Det vil således medføre, at en rejse er omfattet af loven, hvis den af en
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
73
forening mv. udbydes til offentligheden, uanset om foreningen i øvrigt kun arrangerer rejser
lejlighedsvist og på nonprofitbasis.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2,
nr. 3,
undtages pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer, der købes på grundlag af en generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af
forretningsrejser.
En generel aftale mellem erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser kan f.eks. være en aftale,
som en virksomhed har indgået med et rejsebureau for en længere periode, hvorefter virksomheden
opnår visse fordele ved at forpligte sig til at anvende dette rejsebureau ved bestilling af rejser til
brug for virksomheden.
Den foreslåede nr. 3 udgør en begrænsning i forhold til den gældende retstilstand, hvor der ikke er
en tilsvarende undtagelse for pakkerejser, som købes på grundlag af en generel aftale mellem
erhvervsdrivende om køb af forretningsrejser.
Det foreslåede stk. 2 gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede
stk. 3
kan loven ikke ved aftale fraviges til skade for den rejsende eller den, der
indtræder i den rejsendes krav.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 tilsiger at gennemføre direktivets artikel 23.
Til § 2 a
Den foreslåede bestemmelse definerer en pakkerejse.
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, forstås ved en pakkerejse en kombination af mindst to
elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges
samlet, hvis den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning. De
elementer, der mindst to sammen kan udgøre en pakkerejse, er 1) transport, 2) indkvartering og 3)
andre turistmæssige ydelser, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som
udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs. udbudt til salg som en
kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser, arrangøren udbyder til salg. Loven omfatter
således også individuelt sammensatte kombinationer.
Herudover omfattes efter EU-Domstolens praksis også kombinationer af rejseydelser, som normalt
ikke udbydes af en arrangør, men som sammensættes på foranledning af kunden, hvis ydelserne
sammensættes inden aftalen mellem parterne indgås, og kombinationen i øvrigt opfylder
betingelserne for at være en pakkerejse.
Begrebet ”andre turistmæssige ydelser” omfatter ydelser, der for det første ikke er direkte knyttet til
transport eller indkvartering, og for det andet udgør en væsentlig del af pakkerejsen. Vurderingen
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
74
af, om en ydelse udgør en væsentlig del af pakkerejsen, foretages konkret ud fra den pågældende
ydelses karakter og dens andel i den samlede rejse. Der lægges i den forbindelse vægt på, om prisen
for den pågældende ydelse udgør et vigtigt element i den samlede pris, og om opholdet eller
transporten primært tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse. Omfattet af begrebet anden
turistmæssig ydelse er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med naturvejledere og
kort til skiliftsystemer, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser er omfattet. Leje af bil på
bestemmelsesstedet kan efter omstændighederne udgøre en turistmæssig ydelse. Hvorvidt dette er
tilfældet i en konkret situation, afgøres efter Pakkerejse-Ankenævnets praksis ud fra en vurdering af
billejens tidsmæssige udstrækning og værdi i forhold til rejsen.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1,
udgøres en pakkerejse afen kombination af mindst to
forskellige typer rejseydelser med henblik på samme rejse. De rejseydelser, som kan indgå i
kombinationen, er passagerbefordring, indkvartering, udlejning af biler, store motorcykler eller
andre motorkøretøjer og enhver anden turistydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2
c, nr. 1, litra a-d.
For så vidt angår det grundlæggende krav om antallet af rejseydelser (mindst to), for at der er tale
om en pakkerejse, tilsigtes der således ingen ændringer i forhold til den gældende
rejsegarantifondslovs § 2, stk. 1.
For at en kombination af rejseydelser er en pakkerejse, skal aftalen om rejsen indgås på en af de i
bestemmelsens nr. 1 og 2 opregnede måder.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 1,
at en kombination, som nævnt ovenfor, er en pakkerejse, hvis ydelserne
sammensættes af en enkelt erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale om alle ydelserne.
Omfattet af nr. 1 er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 8 både tilfælde, hvor
rejseydelserne kombineres før der er etableret kontakt med den rejsende, på den rejsendes
foranledning eller i overensstemmelse med en udvælgelse den rejsende har foretaget.
Med nr. 1 videreføres den gældende retstilstand efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og
EU-Domstolens praksis.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 1,
nr. 2,
kan en kombination af mindst to rejseydelser
endvidere være en pakkerejse, hvis ydelserne, uanset om der indgås særskilte aftaler med
forskellige leverandører af rejseydelser, købes under visse særlige omstændigheder, som nærmere
opregnes i bestemmelsens litra a-e.
I forhold til den gældende retstilstand er der tale om en udvidelse af pakkerejsebegrebet, idet
særskilte aftaler med forskellige leverandører ikke tidligere har kunnet udgøre en pakkerejse.
Efter det foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2,
litra a,
er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne er
købt fra et enkelt salgssted og udvalgt, inden den rejsende accepterer at betale.
At rejseydelserne er købt fra et enkelt salgssted, og rejseydelserne er blevet udvalgt inden den
rejsende accepterer at betale, betyder, at rejsen købes ”inden for samme bestillingsprocedure”. Dette
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
75
omfatter f.eks. tilfælde, hvor en rejsende på en hjemmeside lægger flere rejseydelser i sin
”indkøbskurv”, inden den pågældende ”går til kassen” for at bestille eller betale sin rejse. At den
rejsende accepterer at betale indebærer ikke nødvendigvis, at den rejsende dermed samtidig
foretager betalingen. Den rejsende vil således f.eks. acceptere at betale, hvis den pågældende blot
afgiver en ordre, og dermed indvilger i at betale på et senere tidspunkt.
Efter det foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2,
litra b,
er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne
udbydes, sælges eller faktureres til en samlet pris. Omfattet heraf er også tilfælde, hvor rejsen
faktureres til en pris, hvor alt er inkluderet.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne omfatte visse tilfælde, som ikke falder under det foreslåede
litra a. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis et rejsebureau fakturerer den rejsende for en flybillet og en
hotelovernatning samlet, selvom den rejsende har udvalgt og accepteret at betale for flyrejsen først,
og rejsen dermed ikke er omfattet af det foreslåede litra a.
Efter det foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2,
litra c,
er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne
annonceres til salg eller sælges under betegnelsen »pakkerejse« eller lignende. Sådanne lignende
betegnelser kan f.eks. være ”samlet tilbud”, ”all inclusive” eller ”arrangement med alt inkluderet”.
Efter det foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2,
litra d,
er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne
sammensættes efter indgåelsen af en aftale, hvori den erhvervsdrivende giver den rejsende ret til at
vælge blandt et udvalg af forskellige typer rejseydelser.
Bestemmelsen tager i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 11 bl.a. sigte på
gaveæsker, der indeholder pakkerejser.
Efter det foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2,
litra e,
er der tale om en pakkerejse, hvis rejseydelserne
købes fra forskellige erhvervsdrivende gennem forbundne onlinebestillingsprocedurer, når den
rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse er videregivet fra den erhvervsdrivende, med
hvem den første aftale er indgået, til en anden eller andre erhvervsdrivende, og der senest 24 timer
efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse er indgået en aftale med sidstnævnte
erhvervsdrivende.
Ved betalingsoplysninger forstås bl.a. kreditkortoplysninger, kontooplysninger eller andre
oplysninger, som leder tilbage til en bestemt betaler, og som den erhvervsdrivende kan bruge til at
modtage betaling fra den rejsende. Dette vil f.eks. også kunne være et EAN-nummer som bruges
ved betalinger foretaget af det offentlige.
Ved bekræftelsen af bestillingen forstås den ordrebekræftelse, som den rejsende typisk modtager
efter at have foretaget køb af en rejseydelse. I de tilfælde, hvor der ikke udstedes en egentlig
ordrebekræftelse, men f.eks. blot som det første udstedes en billet eller fremsendes en faktura, må
dette anses for at være en bekræftelse af bestillingen.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde af såkaldte ”click through-køb”, hvor den rejsende først køber
en rejseydelse hos en erhvervsdrivende, bliver ”stillet videre” til eller opfordret til at besøge en
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
76
anden hjemmeside, og herefter på denne hjemmeside ikke behøver at angive sit navn, sine
betalingsoplysninger og e-mailadresse, fordi den første erhvervsdrivende har overført disse
oplysninger til den anden erhvervsdrivende. Bestemmelsen vil således f.eks. finde anvendelse, hvis
en rejsende køber en flybillet og betaler med kreditkort, hvorefter den rejsende præsenteres for et
link til en anden hjemmeside, hvor den pågældende kan købe en overnatning på et hotel. Hvis den
rejsende på denne anden hjemmeside ikke behøver at indtaste sit navn, sine kreditkortoplysninger
og sin e-mailadresse, fordi dette er overført fra købet på den første hjemmeside, og herefter køber
hotelovernatningen, vil der være tale om en pakkerejse efter den foreslåede bestemmelse. Der
opstår derimod ikke en pakkerejse efter bestemmelsen, hvis f.eks. alene navn, adresse,
legitimationsnummer og e-mailadresse overføres til den anden hjemmeside.
Hvis en rejsende efter at have købt den anden rejseydelse hos den erhvervsdrivende, som har fået
overført oplysningerne på samme måde bliver viderestillet til en tredje erhvervsdrivende, og de
nødvendige oplysninger overføres til denne tredje erhvervsdrivende, opstår der endnu en
pakkerejse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende, for så vidt angår denne pakkerejse være
rejsearrangør, mens den tredje erhvervsdrivende vil være den erhvervsdrivende, som får overført
oplysninger om den rejsende.
Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende, til hvem der er overført oplysninger, indgås mere
end 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse, opstår der ikke en
pakkerejse, og rejsen falder dermed helt uden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
Bestemmelse i § 2 a, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 2, 1. afsnit.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
vil en kombination som nævnt i stk. 1, der består af én
rejseydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra a-c, og en eller flere
turistydelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra d, kun udgøre en
pakkerejse, hvis turistydelserne opfylder to betingelser.
Den ene betingelse efter det foreslåede stk. 2 er, at turistydelserne udgør en væsentlig andel af
kombinationens værdi eller annonceres som eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af
kombinationen.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct.
eller mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.
Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, hvornår turistydelser ”annonceres som
eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om en
pakkerejse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en rejsearrangør udbyder hotelovernatning og
billetter til en fodboldkamp, hvor det er klart, at entréen til fodboldkampen er det primære formål
med rejsen.
Bestemmelsen i nr. 1 viderefører den gældende retstilstand efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1,
idet det dog er en ændring i forhold hertil, at turistydelser der udgør 25 pct. eller mere af
kombinationens værdi altid anses for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
77
Den anden betingelse efter det foreslåede stk. 2 er, at turistydelserne er udvalgt og købt inden
leveringen af rejseydelsen er påbegyndt. Hvis en turistydelse udvælges og købes efterfølgende,
f.eks. efter at et hotelophold er påbegyndt, er der således ikke tale om en pakkerejse, selvom
betingelserne efter lovforslagets § 2 a, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.
Betingelserne efter de foreslåede nr. 1 og 2 er kumulative, og skal således begge være opfyldt,
førend der er tale om en pakkerejse.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 2 gennemfører direktivets artikel 3, nr. 2, 2. afsnit.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2 b
Den foreslåede bestemmelse i § 2 b indeholder definitionen af sammensatte rejsearrangementer.
Dette begreb og reguleringen heraf er ny.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
forstås ved et sammensat rejsearrangement et køb af to
eller flere forskellige typer rejseydelser, med henblik på den samme rejse, som ikke udgør en
pakkerejse, og som fører til indgåelse af særskilte aftaler med hver leverandør af rejseydelserne,
hvis en erhvervsdrivende formidler rejseydelser på en af to mulige måder.
Et sammensat rejsearrangement består – ligesom en pakkerejse - af mindst to forskellige typer
rejseydelser, der købes med henblik på den samme rejse. Modsat en pakkerejse, der kendetegnes
ved, at det er én erhvervsdrivende, der som rejsearrangør er ansvarlig for, at hele pakkerejsen
leveres, er et sammensat rejsearrangement kendetegnet ved, at der indgås særskilte aftaler med hver
enkelt leverandør af rejseydelserne. Disse leverandører er hver især ansvarlig for levering af deres
rejseydelse.
Et sammensat rejsearrangement forudsætter derfor, at der er en erhvervsdrivende, der udbyder én
rejseydelse, og denne erhvervsdrivende formidler den rejsendes køb af mindst endnu en rejseydelse
hos en anden erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 1,
at der for det første opstår et sammensat rejsearrangement, hvis en
erhvervsdrivende i overensstemmelse med stk. 1 formidler den rejsendes særskilte udvælgelse og
særskilte betaling for hver rejseydelse i forbindelse med en enkelt kontakt med den
erhvervsdrivendes salgssted.
Der vil dermed f.eks. være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis en rejsende under et besøg
hos et fysisk rejsebureau køber en flyrejse og betaler for den, hvorefter rejsebureauet formidler et
hotelophold på samme rejse, som den rejsende accepterer, og herefter betaler for. Et sådant køb er
ikke en pakkerejse, da betalingen sker separat for hver enkelt rejseydelse, og ikke samlet som ved
en pakkerejse, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra a.
På samme vis vil der være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis den rejsende f.eks. ved et
enkelt besøg på et rejsebureaus hjemmeside, eller ved en enkelt telefonsamtale med et rejsebureau,
køber en rejseydelse og betaler den, og herefter køber en ny rejseydelse hos en anden leverandør
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
78
gennem rejsebureauet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den rejsende, efter at have købt den første
rejseydelse på rejsebureauets hjemmeside, på bekræftelsessiden bliver præsenteret for en række
tilbud på en eller flere yderligere rejseydelser til samme rejse, som der indgås aftale med en anden
erhvervsdrivende om, f.eks. via et pop op-vindue, som fremkommer efter betalingen af den første
rejseydelse. Dette kan både være tilfælde hvor den rejsende fortsætter bestillingen på samme
hjemmeside og hvor den rejsende fortsætter i et miljø, hvor en anden erhvervsdrivendes
hjemmeside præsenteres for den rejsende som en del af den første erhvervsdrivendes hjemmeside,
jf. definitionen af salgssted i lovforslagets § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 5.
Det foreslås i stk. 1,
nr. 2,
at der for det andet opstår et sammensat rejsearrangement, hvis en
erhvervsdrivende i overensstemmelse med stk. 1 formidler køb af mindst én yderligere rejseydelse
fra en anden erhvervsdrivende på målrettet vis, når aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås
senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse.
Betingelserne for at en rejse udgør et sammensat rejsearrangement efter nr. 2, vil i
overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 13 f.eks. være opfyldt i tilfælde, hvor
en rejsende har bestilt en fly- eller togrejse, og sammen med bekræftelsen på rejsen modtager en
opfordring til at bestille yderligere en rejseydelse, med et link til det websted, hvor der kan
foretages bestilling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den rejsende efter at have købt en flyrejse
modtager en e-mail med flybilletten, hvor der i mailen er annoncer, der på målrettet vis tilbyder
f.eks. hotelophold på destinationen. Det samme gælder tilfælde, hvor den rejsende på
bekræftelsessiden efter køb en f.eks. en flyrejse præsenteres for annoncer, der på målrettet vis
opfordrer den rejsende til at bestille yderligere rejseydelser på destinationen.
Der skal for det første være tale om målrettet formidling. Ved vurderingen af, om der er tale om
formidling på målrettet vis efter bestemmelsen, må der i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 12 sondres mellem sammensatte rejsearrangementer online og linkede
websider, hvis formål ikke er, at der skal indgås en aftale med den rejsende, og link, hvor rejsende
alene bliver oplyst om andre rejseydelser generelt. Det sidste er ifølge betragtningen bl.a. tilfældet,
når et hotel eller en arrangør af en begivenhed på deres websted angiver en liste over alle de
operatører, der tilbyder transport til deres placering, uden at dette står i forbindelse med en
bestilling, eller når der bruges cookies eller metadata til at indsætte annoncer på websider.
Der vil dermed ikke være tale om målrettet formidling i alle situationer, hvor den rejsende efter
købet af én rejseydelse præsenteres for et tilbud om at købe en eller flere yderligere rejseydelser.
Målrettet formidling vil således typisk indebære en form for betaling og aftale mellem de
erhvervsdrivende.
På den ene side vil en reklame for f.eks. et hotel på destinationen, som vises på en
erhvervsdrivendes hjemmeside efter salg af en flybillet på grundlag af en aftale mellem den
erhvervsdrivende og en hotelkæde eller lignende, være et eksempel på målrettet formidling af
yderligere rejseydelser. En sådan aftale vil ofte indebære, at den rejsende præsenteres for et tilbud,
som er nøje tilpasset den rejseydelse, som den rejsende netop har købt hos den første
erhvervsdrivende. Det vil således som klart udgangspunkt være målrettet formidling, hvis den
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
79
rejsende efter at have købt f.eks. en flybillet præsenteres for en annonce for hoteller, der leder til en
oversigt over hoteller, som er tilpasset flybillettens destination og rejsedatoer, og herudover angiver
en pris for overnatning i netop denne periode.
Hvis den erhvervsdrivende derimod har indgået en aftale med en virksomhed om placering af
annoncer på hjemmesiden, vil der på den anden side ikke være tale om målrettet formidling, såfremt
der på bekræftelsessiden efter køb af en flybillet – på grundlag af cookies, der indeholder data om
den rejsendes tidligere søgninger – vises en annonce for hoteller på destinationen. En sådan
annonce vil således ikke være baseret på data om den rejsendes netop indgåede aftale, men på
cookies indeholdende data om den rejsendes tidligere søgninger. Den erhvervsdrivende, som har
placeret annoncen på bekræftelsessiden, vil som udgangspunkt ikke have mulighed for at blive
bekendt med, at den rejsende ved klik på annoncen er blevet ”stillet videre” efter køb af en bestemt
rejseydelse. Dermed vil den anden erhvervsdrivende ikke umiddelbart kunne opfylde sin
forpligtelse til at underrette den formidlende erhvervsdrivende efter direktivets artikel 19, stk. 4,
som gennemføres i Justitsministeriets samtidig fremsatte lovforslag om lov om pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer § 36.
Hvis den rejsende køber en ydelse hos den anden erhvervsdrivende, som medfører, at der opstår et
sammensat rejsearrangement, og den anden erhvervsdrivende herefter formidler køb af endnu en
rejseydelse på målrettet vis i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse, opstår der endnu
et særskilt sammensat rejsearrangement. I dette sammensatte rejsearrangement vil den
erhvervsdrivende, som den rejsende købte sin anden rejseydelse hos, således være den
erhvervsdrivende, der formidler det sammensatte rejsearrangement.
For det andet skal aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås inden 24 timer efter bekræftelsen
af bestillingen af den første rejseydelse.
Hvis aftalen med den anden erhvervsdrivende indgås mere end 24 timer efter bekræftelsen af
bestillingen af den første rejseydelse, opstår der aldrig et sammensat rejsearrangement, og rejsen
falder dermed helt uden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 b, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 5, 1. afsnit.
I den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
foreslås det, at en kombination som nævnt i stk. 1, der består
af én rejseydelse, jf. § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra a-c, og en eller flere turistydelser,
jf. den foreslåede § 2 c, nr. 1, litra d, kun er et sammensat rejsearrangement, hvis turistydelserne
udgør en væsentlig andel af kombinationens værdi eller annonceres som eller på anden måde udgør
en væsentlig bestanddel af kombinationen.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 18 anses turistydelser, der udgør 25 pct.
eller mere af kombinationens værdi, for at udgøre en væsentlig andel af kombinationens værdi.
Det beror på en konkret vurdering af hvert enkelt tilfælde, hvornår turistydelser ”annonceres som
eller på anden måde udgør en væsentlig bestanddel af kombinationen”, og der dermed er tale om et
sammensat rejsearrangement. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en rejsearrangør udbyder
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
80
hotelovernatning og billetter til en fodboldkamp, hvor det er klart, at entréen til fodboldkampen er
det primære formål med rejsen.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 b, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 5, 2. afsnit.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2 c
Den foreslåede § 2 c indeholder definitioner af en række begreber som anvendes i lovforslaget.
Efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 1-3, er de rejseydelser, der kan indgå i en pakkerejse
transport, indkvartering og andre turistmæssige ydelser, der ikke er direkte knyttet til transport eller
indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Begrebet indkvartering omfatter indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men ikke
overnatning under transport, f.eks. i en sovevogn i et tog. Ophold i et transportmiddel kan dog være
en turistmæssig attraktion i sig selv, hvilket f.eks. er tilfældet ved krydstogter og lignende
Begrebet anden turistmæssig ydelse omfatter ydelser, der for det første ikke er direkte knyttet til
transport eller indkvartering, og for det andet udgør en væsentlig del af pakkerejsen. Omfattet af
begrebet anden turistmæssig ydelse er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med
naturvejledere og kort til skiliftsystemer, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser er omfattet.
Leje af en bil på rejsens bestemmelsessted kan efter omstændighederne udgøre en turistmæssig
ydelse. Hvorvidt dette er tilfældet i en konkret situation, afgøres efter Pakkerejse-Ankenævnets
praksis ud fra en vurdering af billejens tidsmæssige udstrækning og værdi i forhold til rejsen.
I det foreslåede
nr. 1
defineres rejseydelse. Bestemmelsen i nr. 1 indeholder de fire typer
rejseydelser, som kan indgå i en kombination, der udgør en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement.
Efter det foreslåede
litra a
er passagerbefordring en rejseydelse.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 17, omfatter bestemmelsen befordring af
passagerer med bus, tog eller ad sø- eller luftvejen. Opregningen i betragtningen er dog ikke
udtømmende, og andre former for passagertransport, f.eks. i en personbil, kan ligeledes være
omfattet. Mindre transportydelser, såsom befordring af passagerer som led i en guidet tur eller
transport mellem et hotel og en lufthavn eller en banegård, er en uløselig del af andre rejseydelser,
og er således ikke rejseydelser i sig selv.
Et turistrabatkort, der indeholder gratis adgang til offentlig transport i en nærmere angiven periode,
er som udgangspunkt omfattet af begrebet passagerbefordring. Hvis et sådant rabatkort også
indeholder gratis adgang til eller giver rabat på besøg på museer mv., vil rabatkortet dog i visse
tilfælde i stedet skulle anses for en ”anden turistydelse” efter lovforslagets § 1, nr. 7, og den
foreslåede § 2 c, nr. 1, litra d, jf. nærmere pkt. 2.2.3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den endelige vurdering vil dog afhænge af det konkrete indhold af rabatkortet.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
81
Der tilsigtes ikke ved anvendelsen af begrebet ”passagerbefordring” nogen ændring i retstilstanden i
forhold til ”transport” efter den gældende rejsegarantifondslovs § 2, stk. 1, nr. 1.
Efter det foreslåede
litra b
er indkvartering en rejseydelse.
Ved indkvartering forstås i overensstemmelse med direktivet indkvartering, som ikke er en uløselig
del af befordringen af passagerer, og som ikke er for at tage varigt ophold. Ved varigt ophold
forstås eksempelvis ophold i forbindelse med længerevarende sprogkurser, jf. præambelbetragtning
nr. 17. Der er på dette punkt tale om en ændring i forhold til gældende ret, jf. Pakkerejse-
Ankenævnets kendelse af 16. februar 2016, hvorefter indkvartering i forbindelse med et high
school-ophold efter Pakkerejse-Ankenævnets opfattelse er indkvartering i pakkerejselovens
forstand.
Betingelsen om, at indkvarteringen ikke må være en uløselig del af befordringen af passagerer,
betyder i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 17, at en indkvartering natten
over som del af passagertransport, hvor den primære bestanddel tydeligvis er transport, ikke
betragtes som en rejseydelse i sig selv. Dermed er udgangspunktet, at en overnatning, der finder
sted under transport, f.eks. en overnatning under en tog- eller skibsrejse, som udgangspunkt ikke er
en rejseydelse i lovforslagets forstand, selvom overnatningen finder sted i en sovevogn eller kahyt.
Vurderingen af, om indkvartering natten over som en del af passagertransport anses for en
rejseydelse i sig selv, beror på en konkret afvejning af indkvarteringselementet over for
transportelementet. I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 17 vil et krydstogt efter
bestemmelsen anses for at være både passagerbefordring og indkvartering, hvis det i øvrigt opfylder
betingelserne for at være omfattet af lovforslaget. Det samme vil være tilfældet ved andre former
for rejser, hvor transport og overnatning leveres på tilsvarende vis, f.eks. en længere togrejse med
en række overnatninger inkluderet.
Bestemmelsen viderefører i det væsentlige den gældende retstilstand.
Med bestemmelsen lægges dog op til en ændring af betydningen af ”indkvartering” i forhold til den
gældende retstilstand efter rejsegarantifondslovens § 2, stk. 1, nr. 2. Indkvartering efter
bestemmelsen er således ikke begrænset til indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende, men
kan også være en indkvartering under transport, hvis indkvarteringen ikke er en uløselig del af
transporten. Vurderingen af, hvorvidt dette er tilfældet, må som nævnt bero på, om den primære
bestanddel tydeligvis er transport.
Efter
litra c
er udlejning af biler, andre motorkøretøjer eller store motorcykler en rejseydelse.
I overensstemmelse med direktivet omfatter udlejning af andre motorkøretøjer alle motorkøretøjer
som defineret i artikel 3, nr. 11, i direktiv 2007/46/EF, hvorved forstås ethvert færdigopbygget,
trinvis færdigopbygget eller delvis opbygget selvkørende motordrevet køretøj med mindst fire hjul
og med en konstruktivt bestemt største hastighed på over 25 km/t.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
82
Ved udlejning af store motorcykler forstås i overensstemmelse med direktivet motorcykler, der
kræver et kategori A-kørekort efter artikel 4, stk. 3, litra c, i direktiv 2006/126/EF, som gennemført
i dansk ret ved § 11, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 312 af 25. marts 2015 om kørekort.
Motorcykler, som kan føres på grundlag af et kategori A1- eller A2-kørekort, jf. §§ 9 og 10 i den
nævnte bekendtgørelse, er således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Efter
litra d
er enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret
i litra a-c, en rejseydelse.
Sådanne turistydelser kan f.eks. være entré til koncerter, sportsbegivenheder, udflugter eller
forlystelsesparker, guidede ture, liftkort og leje af sportsudstyr såsom skiudstyr eller
spabehandlinger.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 17 er måltider, drikkevarer og
rengøring, der leveres som en del af indkvartering, og adgang til faciliteter på steder, f.eks.
swimmingpool, sauna, spa eller motionsrum, som er inkluderet for hotelgæster, uløseligt forbundet
til indkvartering, og dermed ikke en turistydelse efter bestemmelsen.
Omvendt vil adgang til f.eks. en forlystelsespark eller lignende, som er inkluderet i prisen for
indkvartering, skulle anses som en turistydelse i sig selv – og dermed ikke en uløselig del af
indkvartering – hvis adgangen til forlystelsesparken mv. må anses for at være hovedformålet med
rejsen, og indkvarteringen i sig selv dermed ikke den primære bestanddel.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende rejsegarantifondslovs § 2, stk. 1, nr. 3, der
ligesom den foreslåede bestemmelse ikke giver en nærmere afgrænsning af, hvilke ydelser der kan
udgøre turistydelser. Dette må således afgøres ved en konkret vurdering af, om der i det hele taget
er tale om en turistydelse, og om turistydelsen i så fald er uløseligt forbundet med en anden
rejseydelse.
Efter
litra d
er særskilt flytransport, der ikke indgår i en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement ligeledes en rejseydelse. Definitionen har betydning for rejsegarantifondslovens
dækning af aftaler om rejseydelser, der udelukkende omfatter flytransport, jf. den gældende lovs § 5
a, der foreslås opretholdt med enkelte justeringer.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 c, nr. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i
nr. 2
defineres en aftale om en pakkerejse som en aftale om en
samlet pakkerejse, eller hvis pakkerejsen leveres i henhold til særskilte aftaler, alle de aftaler, der
dækker de i pakkerejsen inkluderede rejseydelser.
Bestemmelsen fastslår, at hvis en pakkerejse er opstået på en af de i lovforslagets § 2 a, stk. 1, nr. 2,
angivne måder, hvor der indgås flere aftaler, er disse aftaler samlet at anse for en aftale om en
pakkerejse.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
83
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende rejsegarantifondslov og afspejler, at
pakkerejsebegrebet er udvidet, jf. lovforslagets § 2 a.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 c, nr. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i
nr. 3
defineres pakkerejsens begyndelse som påbegyndelse af
levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen.
Påbegyndelse af eventuelle rejseydelser, som ikke indgår i pakkerejsen, udgør således ikke
pakkerejsens påbegyndelse efter lovforslaget, selvom rejseydelserne er købt til samme rejse som
pakkerejsen.
Bestemmelsen er ny i forhold til rejsegarantifondsloven.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 c, nr. 3, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I det foreslåede
nr. 4
defineres erhvervsdrivende som enhver fysisk eller juridisk person, der
handler som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med
aftaler omfattet af denne lov.
Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at den fysiske eller juridiske person tilsigter en økonomisk
gevinst ved driften af sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession.
I overensstemmelse med direktivet omfatter definitionen både offentlige og private juridiske
personer. Herudover følger det af almindelige fuldmagtsregler, at en erhvervsdrivende, der handler
via en anden person, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, bliver bundet af en aftale, som
mellemmanden indgår på den erhvervsdrivendes vegne. Det ændrer således ikke efter gældende
dansk ret på en erhvervsdrivendes status som sådan, at han handler via en mellemmand, der
optræder på den erhvervsdrivendes vegne. En erhvervsdrivende er omfattet af definitionen, uanset
om den erhvervsdrivende handler i egenskab af rejsearrangør, formidler, erhvervsdrivende, der
formidler et sammensat rejsearrangement eller rejsetjenesteyder.
Bestemmelsen er ny i forhold til rejsegarantifondsloven.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 c, nr. 4, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
I det foreslåede
nr. 5
defineres salgssted som ethvert fast eller mobilt detailforretningssted, et
detailforretningswebsted eller en lignende onlinesalgsfacilitet, telefontjenester samt flere
detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter og telefontjenester, der præsenteres
for rejsende som en enkelt facilitet.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
84
Der findes ikke i dag en tilsvarende bestemmelse i den gældende rejsegarantifondslov, og
definitionen af et salgssted er således ny.
Bestemmelsen omfatter både faste og mobile detailforretningssteder, altså fysiske butikker og
salgskontorer mv. Endvidere følger det af bestemmelsen, at detailforretningswebsteder eller
lignende onlinesalgsfaciliteter, hvormed forstås hjemmesider, samt telefontjenester også anses for
salgssteder. Endelig fremgår det af bestemmelsen, at hvis detailforretningswebsteder eller
onlinesalgsfaciliteter præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet, anses disse websteder også for
et salgssted.
Det sidstnævnte medfører, at i tilfælde hvor flere forskellige hjemmesider præsenteres eller fremstår
for den rejsende på en sådan måde, at den pågældende må gå ud fra, at der er tale om det samme
salgssted, anses den rejsende for at have haft kontakt med ét salgssted. Vurderingen af, om der er
tale om et enkelt salgssted efter forslaget, vil bero på en konkret vurdering af, i hvilken grad den
rejsende må have opfattet flere hjemmesider eller lignende som den samme hjemmeside. Der vil
f.eks. kunne lægges vægt på, om hjemmesiderne har samme skrifttype, logoer og udseende generelt.
Dette har betydning i forhold til køb af pakkerejser efter lovforslagets § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra a, og
sammensatte rejsearrangementer efter lovforslagets § 2 b, stk. 1, nr. 1. Det samme gælder ifølge
direktivets artikel 3, nr. 15, for telefontjenester.
Bestemmelsen i den foreslåede § 2 c, nr. 5, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 15.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Det foreslås, at overskriften inden § 3 ændres, så den i overensstemmelse med lovforslagets
anvendelsesområde omfatter rejsearrangører, erhvervsdrivende, der formidler sammensatte
rejsearrangementer, formidlere, rejseudbydere og udbydere af flytransport.
Til nr. 9
Efter rejsegarantifondslovens § 3, stk. 1, defineres en rejseudbyder som enhver, der i eget navn til
kunder udbyder eller sælger de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte rejseydelser, enten direkte eller gennem
en formilder, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvist. En rejseudbyder kan
således både være en rejsearrangør, der udbyder eller sælger pakkerejser, og en rejsearrangør, der
sælger eller udbyder pakkerejselignende rejsearrangementer.
Direktivet skelner mellem rejsearrangører, formidlere og erhvervsdrivende, der formidler
sammensatte rejsearrangementer. For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det, at
direktivets definitioner anvendes.
Den, der tilrettelægger pakkerejser, er som udgangspunkt den, som står bag det samlede
arrangement. I tilfælde, hvor pakkerejsen faktisk er sammensat af en anden end den, som sælger
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
85
pakkerejsen, må sælgeren dog anses for at være arrangør, hvis kunden må gå ud fra, at det er
sælgeren, der har tilrettelagt rejsen.
For så vidt angår undtagelsen af virksomhed, som udøves lejlighedsvist, henvises til pkt. 2.1.2 og
3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt § 1, nr. 7, og den foreslåede § 2 og
bemærkningerne hertil.
I den foreslåede § 3,
stk. 1
defineres rejsearrangør som en erhvervsdrivende, der sammensætter og
sælger pakkerejser, eller udbyder dem til salg, eller en erhvervsdrivende, der videregiver den
rejsendes oplysninger til en anden erhvervsdrivende i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 1,
nr. 7 og den foreslåede § 2 a, nr. 1, litra e.
I overensstemmelse med direktivet omfatter definitionen også erhvervsdrivende, som sælger
pakkerejser eller udbyder dem til salg gennem en anden eller sammen med en anden
erhvervsdrivende. Bestemmelsen omhandler således både direkte salg, salg gennem en anden
erhvervsdrivende og sammen med en anden erhvervsdrivende. Derudover tilføjes som
rejsearrangører også erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes oplysninger til en anden
erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra e.
I de tilfælde hvor der opstår en pakkerejse i medfør af lovforslagets § 1, nr. 7 og den foreslåede § 2
a, stk. 1, nr. 2, litra e (click through-køb), er det således den erhvervsdrivende, der sælger den første
rejseydelse, der bliver rejsearrangør.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 8.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den gældende bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 3, stk. 2, anses som formidler, enhver,
der udbyder eller sælger en rejseydelse i en indenlandsk rejseudbyders navn. En formidler er
således en fuldmægtig for arrangøren, og parter i aftaler om køb af en pakkerejse, som er indgået
med en formidler, er arrangøren og kunden.
Efter rejsegarantifondslovens § 3, stk. 3, anses som formidler for en udenlandsk rejseudbyder
enhver, der udbyder eller sælger en rejseydelse i en udenlandsk rejseudbyders navn. Definitionen er
sat ind, fordi loven skelner mellem formidlere for nationale rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere.
I det foreslåede § 3,
stk. 2,
defineres en formidler som en erhvervsdrivende, som ikke er
rejsearrangøren, og som udbyder eller sælger pakkerejser, der er sammensat af en indenlandsk
rejsearrangør.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning 22 kan en formidler kun optræde som
sådan, hvis der er en anden erhvervsdrivende, der optræder som rejsearrangør i den konkrete
situation.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
86
Det er ikke afgørende, hvilken type mellemmand formidleren agerer som. Formidlere vil derfor
kunne være både fuldmægtige, som handler i rejsearrangørens navn, agenter, som blot udbyder
pakkerejser, der er sammensat af rejsearrangører, med henblik på at føre den rejsende og
rejsearrangøren sammen, samt i princippet kommissionærer som sælger pakkerejsen i eget navn.
Lovforslaget indebærer således en udvidelse af formidlerbegrebet i forhold til den gældende
retstilstand.
Det er i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 22 ikke afgørende, hvordan en
erhvervsdrivende betegner sin virksomhed. Afgørende er derimod, i hvilken grad den
erhvervsdrivende er involveret i sammensætningen af pakkerejsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3, nr. 9.
Den foreslåede bestemmelse i § 3,
stk. 3,
definerer en formidler for en udenlandsk rejsearrangør,
som en erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangør, som og som udbyder eller sælger pakkerejser,
der er sammensat af en udenlandsk rejsearrangør. Sondringen mellem en formilder for en
indenlandsk eller en udenlandsk rejsearrangør er væsentlig, idet det efter forslaget kun er formidlere
for udenlandske rejsearrangører, der er registreringspligtige.
Der henvises til pkt. 2.2.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 3,
stk. 4,
foreslås det, at begrebet ”rejseudbyder” anvendes som en fælles
betegnelse for rejsearrangører og erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer.
Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at sikre regelforenkling ved så vidt muligt at lade de
samme bestemmelser finde anvendelse på rejsearrangører og erhvervsdrivende, der formidler
sammensatte rejsearrangementer.
Den foreslåede bestemmelse i § 3,
stk. 5,
er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 4,
stk. 4. Bestemmelsen indebærer, at alle udbydere af flytransport, der i eget navn udbyder eller
sælger flytransport, defineres særskilt.
Udbydere af flytransport er undtaget fra pligten til registrering i Rejsegarantifonden og skal ikke
stille garanti for disse rejseydelser, i det omfang de er købt separat, dvs. ikke indgår som en del af
de i § 2 a – 2 b, nævnte rejseydelser.
Til nr. 10
Det foreslås, at overskriften inden § 4 ændres, så den i overensstemmelse med lovforslagets
anvendelsesområde vedrører rejsende og ikke kunder.
Til nr. 11
Efter rejsegarantifondslovens § 4 defineres en ”kunde”, som enhver, der køber eller i hvis navn der
køber en rejseydelse. Hvis rejsen overdrages, anses tillige den, som får rejsen overdraget, som
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
87
kunde. Det er således muligt at være kunde, selvom man ikke selv har købt rejsen, hvis den dog
købes i ens navn. Ligeledes er det muligt at være deltager på en rejse, uden at være kunde, hvis man
ikke er part i aftalen med arrangøren. Både fysiske og juridiske personer kan være kunder efter
bestemmelsen, hvilket f.eks. kan være tilfældet, hvis en repræsentant for en forening køber en
pakkerejse i foreningens navn.
Efter lovforslagets § 1, nr. 11, og den foreslåede § 4 defineres rejsende som enhver person, som
søger at indgå en aftale inden for direktivets anvendelsesområde, eller som har ret til at rejse på
grundlag af en aftale indgået indenfor direktivets anvendelsesområde.
Både fysiske og juridiske personer kan være rejsende efter bestemmelsen. I visse situationer, hvor
en ansat i en juridisk person har købt en pakkerejse til sig selv, men firmaet har betalt rejsen, vil
både den juridiske person og den ansatte kunne være rejsende efter den foreslåede bestemmelse på
samme tid, jf. nærmere herom i pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse udvider definitionen af en rejsende i forhold til definitionen af en
kunde i rejsegarantifondslovens § 4, idet en person allerede anses for rejsende, når denne søger at
indgå en aftale inden for rejsegarantifondslovens anvendelsesområde, men viderefører i øvrigt den
gældende retstilstand. Det foreslås samtidig, at den, der køber en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, som i dag ikke skal anses som
rejsende efter loven. Bestemmelsen indebærer, at der i sådanne tilfælde ikke skal betales bidrag, jf.
rejsegarantifondslovens § 9, to gange for det samme arrangement. Det følger af bestemmelsen, at
den der tilrettelægger rejsearrangementer og sælger disse til en anden virksomhed med henblik på
dennes videresalg, ikke anses som arrangør i rejsegarantifondslovens forstand. Den pågældende vil
imidlertid efter § 7, stk. 6, over for Rejsegarantifonden være forpligtet til at gennemføre
rejsearrangementerne, uanset om vedkommende har modtaget betaling.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 gennemfører direktivets artikel 3, nr. 6.
Der henvises til pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Bestemmelsen gennemfører delvist direktivets artikel 17 og 19.
Den gældende § 5 i rejsegarantifondsloven fastlægger Rejsegarantifondens forpligtelse til at yde
bistand over for kunder, der har indgået en aftale med en registreringspligtig rejseudbyder, når
ydelsen ikke kan leveres eller afbrydes som følge af rejseudbyderens økonomiske forhold.
Den foreslåede bestemmelse i § 5,
stk. 1,
er en videreførelse af gældende ret, men præciserer, at der
er tale om pakkerejser.
Bestemmelsen i
stk. 1, 1. pkt.,
omhandler Rejsegarantifondens pligt til at sikre tilbagebetaling af
erlagte beløb. Rejsegarantifonden har en forpligtelse til at godtgøre forudbetalte beløb, såfremt en
pakkerejse ikke kan påbegyndes. Der vil også være tale om godtgørelse af beløb, der er forudbetalt
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
88
for accessoriske ydelser som f.eks. busture, bil- og bådleje, der ikke indgår som en del af
pakkerejsen. Fonden skal ikke skaffe rejsekunder, der har forudbetalt ikke-påbegyndte rejser, anden
rejsemulighed, men rejsende, der har et krav over for fonden, kan overdrage deres fordring til andre
rejsearrangører til hel eller delvis betaling for en erstatningsrejse. Der vil ikke kunne ydes
godtgørelse for rejser, der er betalt ved modregning med erstatningskrav for mangler ved en
tidligere rejse, herunder ved indfrielse af et gavekort udstedt i den anledning (U 2013 350 Ø).
Såfremt fonden tilbyder den rejsende at gennemføre rejsearrangementet, arrangere hjemtransport
eller overnatning m.v., jf. rejsegarantifondslovens § 5, stk. 2-5, der bliver stk. 3-6, har den rejsende
ikke ret til godtgørelse efter stk. 1 for de samme ydelser. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor
rejsemål eller afrejsetidspunkt mv. ikke er fastlagt. I sådanne tilfælde, der er almindelige i
forbindelse med udstedelse af gavekort, kan der imidlertid ydes godtgørelse efter lovens § 5, stk. 4,
der bliver stk. 5.
Bestemmelsen i den foreslåede
stk. 1, 2. pkt.
præciserer, at der også er pligt for Rejsegarantifonden
til at yde godtgørelse, såfremt et rejsearrangement afbrydes på grund af arrangørens økonomiske
forhold.
Rejsegarantifondens bistand forudsætter ligesom efter den gældende § 5, stk. 1, at arrangørens
misligholdelse skyldes arrangørens ”økonomiske forhold”. Herved skal forstås, at arrangøren, hvad
enten arrangøren er registreret i henhold til § 8, eller i strid med loven driver virksomhed uden at
være anmeldt og registreret i Rejsegarantifonden, er taget under konkursbehandling eller
rekonstruktionsbehandling, har afgivet insolvenserklæring i fogedretten eller at omstændighederne i
øvrigt sandsynliggør, at vedkommende ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
Hvis en rejsearrangør ikke afholder de udgifter, der er nødvendige til rejsens gennemførelse, men i
stedet ophører med at drive virksomhed og anvender de modtagne beløb til uvedkommende formål,
kan det, at rejsen ikke gennemføres efter omstændighederne betragtes som forårsaget af arrangørens
økonomiske forhold. Begivenheder i udlandet, som krig, revolution og lignende, der får indflydelse
på arrangementer, er Rejsegarantifonden uvedkommende. At et rejsearrangement ikke
kvalitetsmæssigt svarer til det lovede, kan ikke begrunde en godtgørelse fra Rejsegarantifonden,
men den rejsende vil være henvist til at indbringe sin sag for det private, godkendte Pakkerejse-
Ankenævnet.
Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke tilfælde, hvor rejsemål eller afrejsetidspunkt mv. ikke er
fastlagt. I sådanne tilfælde, der er almindelig i forbindelse med udstedelse af gavekort, vil der
imidlertid kunne ydes godtgørelse efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 17, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Under tilsvarende betingelser indføres med den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
en forpligtelse for
Rejsegarantifonden til bl.a. at tilbagebetale forudbetalte beløb til en rejsende i forbindelse med
sammensatte rejsearrangementer.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
89
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2, 1. pkt.,
at Rejsegarantifonden er forpligtet til at
tilbagebetale beløb, som den rejsende har betalt til rejseudbyderen (den erhvervsdrivende, der har
formidlet et sammensat rejsearrangement), for en rejseydelse, der udgør en del af det sammensatte
rejsearrangement, hvis det er rejseudbyderens økonomiske forhold, der har medført at denne
rejseydelse ikke kan leveres.
Bestemmelsen omhandler alene den situation, hvor en rejseydelse, som rejseudbyderen har
modtaget forudbetaling for, ikke kan leveres som følge af rejseudbyderens økonomiske forhold.
Bestemmelsen vedrører den situation, hvor rejseudbyderen (f.eks. et rejsebureau) har modtaget
betalinger fra den rejsende, og fortsat har betalingen på tidspunktet for rejseudbyderens insolvens
eller konkurs. Bestemmelsen omfatter således ikke den situation, hvor rejseudbyderen enten ikke
modtager forudbetaling, eller straks overfører betalingen til rejseydelsesleverandøren (f.eks. et
flyselskab). Så snart betalingen er videreført, vil rejseudbyderens insolvens ikke kunne have nogen
effekt på leveringen af ydelserne. Garantistillelsen omfatter ikke eventuel insolvens eller konkurs
hos den rejsetjenesteleverandør, der ikke har formidlet det sammensatte rejsearrangement.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2, 2. pkt.,
fastslår en pligt for Rejsegarantifonden til at yde
godtgørelse, såfremt et rejsearrangement afbrydes på grund af rejseudbyderens økonomiske forhold.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 19, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Efter pakkerejselovens § 28, stk. 1, hæfter en formidler umiddelbart over for kunden for
økonomiske krav, der i medfør af loven kan rejses over for arrangøren. Efter den gældende
rejsegarantifondslovs § 5, stk. 5, kan Rejsegarantifonden yde en godtgørelse til en formidler, der
som følge af en rejseudbyders økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. pakkerejselovens §
28, stk. 1.
Da pakkerejseloven ophæves med det nye forslag til lov om pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer, foreslås henvisningen til pakkerejselovens § 28, stk. 1, ophævet. Det bemærkes,
at det fremgår af Justitsministeriet samtidigt fremsatte lovforslag, jf. L nr. [xx], at Justitsministeriet
har overvejet, om det vil være muligt at opretholde den gældende ordning, hvor formidlere hæfter
for økonomiske krav, som kan rettes mod arrangøren i medfør af loven. Det fremgår af direktivets
artikel 13, stk. 1, 2. afsnit, at medlemsstaterne kan opretholde bestemmelser om, at formidleren også
er ansvarlig for levering af pakkerejsen, og at visse dele af direktivet i så fald finder anvendelse på
formidleren. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være muligt at opretholde den gældende
ordning, uden samtidig at indføre bestemmelser om, at formidleren – i modsætning til hvad der
gælder i dag – forpligtes til at stille garanti i tilfælde af dennes konkurs. Dette ville således udvide
formidlerens forpligtelser i forhold til i dag. På den baggrund finder ministeriet det ikke
hensigtsmæssigt, at direktivets mulighed for at pålægge formidleren ansvar udnyttes.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
90
Til nr. 14
Der er tale om en konsekvens af, at det foreslås at ny affatte den gældende § 2 i
rejsegarantifondsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorfor der i stedet henvises til den foreslåede §
2 c, stk. 1, nr. 1, litra e, der omhandler særskilt flytransport, der ikke indgår i en pakkerejse eller et
sammensat rejsearrangement.
Til nr. 15
Der er tale om en konsekvens af, at det foreslås at ny affatte den gældende § 2 i
rejsegarantifondsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorfor der i stedet henvises til de foreslåede §§
2 a eller 2 b, der definerer henholdsvis pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer
Til nr. 16
Det foreslås med nr. 16, at den nuværende overskrift til § 6 ændres fra ”Frist til fremsættelse af
krav” til ” Behandling af og frist for fremsættelse af krav”. Ændringen er en konsekvens af, at der
foreslås indført en bestemmelse om Rejsegarantifondens behandling af anmodninger om
godtgørelse, jf. lovforslagets nr. 17 og det foreslåede § 6, stk. 1, 2. pkt.
Til nr. 17
I dag er der ikke nogen frist for, hvornår Rejsegarantifonden skal behandle en anmodning om
godtgørelse efter lovens § 5.
Det foreslås med nr. 17, at der i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk. 5, indføres en
bestemmelse, hvorefter Rejsegarantifonden skal behandle en anmodning om godtgørelse efter den
foreslåede § 5 uden ugrundet ophold.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 17, stk. 5.
Til nr. 18
Efter den gældende § 7, stk. 2, i rejsegarantifondsloven, kan Rejsegarantifonden indtræde i kundens
krav imod en formidler, såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag
end § 28, stk. 1, i lov om pakkerejse.
Da pakkerejseloven ophæves med det ny forslag til lov om pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer foreslås henvisning til pakkerejselovens § 28, stk. 1, ophævet. Det bemærkes, at
Justitsministeriet ikke har foreslået formidleransvaret videreført i den ny lov om pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer, Der henvises til bemærkningerne til nr. 13.
Til nr. 19
Med bestemmelsen foreslås, at der henvises til rejsegarantifondslovens § 20, så det klart fremgår,
hvilke rejseudbydere og formidlere den foreslåede § 8 vedrører. Efter den foreslåede § 20, vil der
være tale om her i landet etablerede rejseudbydere, formidlere for udenlandske rejsearrangører samt
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
91
rejseudbydere, der er etableret uden for EU/EØS-området, som sælger eller udbyder rejseydelse til
salg her i landet, eller som på en hvilen som helst måde retter deres virksomhed mod rejsende er i
landet.
Til nr. 20
Den gældende § 8, stk. 5, fastsætter størrelsen på den garanti, som rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejsearrangørere skal stille. Garantiens størrelse er inddelt i otte intervaller, der er
afhængig af den enkeltes rejseudbyder eller formidler for udenlandske rejsearrangørs omsætning.
Det foreslås, at rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører med en omsætning, der
ikke overstiger 1 mio. kr., fremover ikke skal stille garanti. Selvom en rejseudbyder eller formidler
for en udenlandsk rejsearrangør har en omsætning på under 1 mio. kr., skal denne alligevel være
registreret i Rejsegarantifonden og betale bidrag.
Det foreslås endvidere, at de øvrige omsætningsintervaller ændres og størrelsen på garantierne
sænkes. Formålet er at skabe bedre sammenhæng mellem omsætningsinterval og garantistillelse, og
at gøre garantisystemet mindre byrdefuldt for rejseudbydere og formidlerne for udenlandske
rejsearrangører, herunder specielt for nye og mindre aktører. Forslaget vil kunne betyde, at
Rejsegarantifondens risiko for at realisere tab, som følge af konkurser, bliver større. Sekretariatet
for Rejsegarantifonden vurderer umiddelbart, at stigningen i risiko er beskeden, forudsat at
Rejsegarantifonden, ligesom i dag, kan imødegå potentielle konkurser i opløbet i forbindelse med
deres tilsyn med rejsearrangørerne. Der henvises til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Nystartede rejseudbydere eller formidlere for udenlandske rejsearrangører skal ved registreringen
stille en garanti svarende til den budgetterede omsætning i det første kvartal. Det vil sige, at en
rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejsearrangør, der allerede ved registreringen
forventer at nå en omsætning på f.eks. 10 mio. kr. i løbet af det første kvartal, fra begyndelsen skal
stille en garanti på 600.000 kr. Herefter vil garantien blive justeret hvert kvartal i forhold til
omsætningen på samme måde som ved selskaber i drift.
Udover ændringen af garantiskalaen foreslås der enkelte sproglige tilpasninger.
For det første foreslås det, at den gældende bestemmelses 1. pkt. udgår, idet indholdet af 1. pkt.
allerede fremgår af § 8, stk. 3. Det gældende 1. pkt. lyder ”En rejseudbyder eller en formidler for en
udenlandsk rejseudbyder skal stille en garanti, jf. § 23, stk. 2.”. Det følger af § 8, stk. 3, at ”Det er
en betingelse for registrering, at rejseudbyderen eller formidleren for den udenlandske rejseudbyder
over for Rejsegarantifonden stiller en garanti, der afhænger af dennes omsætning, i
overensstemmelse med stk. 4 og 5.” Henvisningen til § 23, stk. 2, bevares i § 8, stk. 5, jf. den
foreslåede
stk. 5, 1. pkt.
Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.
For det andet, foreslås det, at
stk. 5, nr. 1, 1. pkt.
ændres, fra ”en omsætning under” til ”en
omsætning ikke over”, da det efter de gældende regler er uklart, om der skal stilles garanti, hvis
omsætningen rammer skæringsbeløbet.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
92
Bestemmelsen gennemfører dele af direktivets artikel 17 og 19.
Til nr. 21
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse, der fastslår, at en rejseudbyder, der formidler
sammensatte rejsearrangementer, men som ikke modtager betaling, før efter at det sammensatte
rejsearrangement er leveret, ikke er pligtig at stille rejsegaranti.
Der henvises til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 22
Det følger allerede af den gældende § 8, at her i landet etablerede formidlere for udenlandske
rejseudbydere skal registreres i Rejsegarantfonden og stille garanti. Der sondres ikke mellem
rejseudbydere etableret inden for eller uden for EØS-området, men efter den gældende § 8, stk. 7,
sker der gensidig anerkendelse af andre ordninger i EU/EØS.
Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at en formidler for en rejsearrangør, der er etableret uden for EØS,
skal stille garanti, medmindre formidleren kan godtgøre, at rejsearrangøren har stillet den behørige
garanti efter den foreslåede § 20, stk. 2.
Den foreslåede 2. pkt. gennemfører direktivets artikel 20.
Til nr. 23
Der er tale om en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås en ny affattelse af den
gældende § 2 i rejsegarantifondsloven.
Til nr. 24
Den gældende § 9 a fastslår, at der skal betales administrationsbidrag, og giver herudover
Rejsegarantifondens bestyrelse mulighed for, at opkræve et bidrag pr. deltager i en rejseydelse. Det
fremgår i dag af bekendtgørelse nr. 1421 af 3. december 2015 om registrering, garantistillelse m.v. i
Rejsegarantifonden, at administrationsbidraget består af et fast grundbidrag og et
omsætningsbidrag. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 9, at der skal betales grundbidrag i
forbindelse med registrering i Rejsegarantifonden, samt hvis en rejseudbyder eller en formidler for
en udenlandsk rejseudbyder slettes fra registrering i Rejsegarantifonden, og efterfølgende ansøger
om at blive registreret igen.
For at skabe overblik over, hvilke bidrag Rejsegarantifonden opkræver foreslås det, at alle bidrag
samles i en bestemmelse i selve loven.
Den foreslåede
stk. 1
er en videreførelse af den gældende lovs § 9 a, stk. 1. Det følger af
bestemmelsen, at rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører skal betale et
administrationsbidrag til finansiering af Fondskassen for pakkerejser og sammensatte
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
93
rejsearrangementer og rejseankenævnets driftsudgifter. Som noget nyt foreslås det i 2. pkt.
præciseret, at administrationsbidraget består af et fast grundbidrag og et omsætningsbidrag.
I
stk. 2
foreslås det, at der indføres et registreringsbidrag for ny-tilmeldte virksomheder.
Registreringsbidraget er nyt, og vil skulle betales ud over grundbidraget. Registreringsbidraget vil
også blive opkrævet, såfremt en rejseudbyder eller formidlere for udenlandsk rejsearrangør slettes
fra registrering i Rejsegarantifonden og efterfølgende ansøger om at blive registreret igen.
Registreringsbidraget foreslås indført for at sikre betaling fra nye virksomheder, der ikke har
opgivet en årsomsætning endnu, samt for at styrke den enkelte virksomheds incitament til at undgå
hyppig ind- og udmeldelser.
Det foreslås i
stk. 3,
at størrelsen på et eventuelt formueopbyggende bidrag fremover skal afhænge
af omsætning, og ikke være et fast beløb pr. deltager i en rejseydelse.
Det er som hidtil Rejsegarantifondens bestyrelse med godkendelse af erhvervsministeren, der skal
fastsætte størrelsen på fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementers formue.
Ændringen i bidragsstrukturen, herunder at et eventuelt overskydende administrationsbidrag skal
tilgå formuen, skal ikke føre til, at størrelsen på fondskassens formue kan overstige det, der skønnes
nødvendigt for at dække eventuelle tab, som dækkes af fondskassen. Grundbidraget, det
omsætningsafhængige bidrag og registreringsbidraget skal samlet set fortsat afspejle
omkostningerne ved fondens drift. Rejsegarantifondens bestyrelse pålægges at sikre, at ordningen
ikke opbygger en formue set over en årrække (hviler i sig selv) og underlægges et som
udgangspunkt fireårigt balancekrav jf. pkt. 2.3.1.2 i Budgetvejledningen.
Det bemærkes, at det formueopbyggende bidrag efter stk. 3 ikke er underlagt et balancekrav og
afviger derfor i dette tilfælde fra principperne i pkt. 2.3.1.2 i Budgetvejledningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.5 og 2.9.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 25
Rejsegarantifondens bestyrelse består i dag af en formand og seks medlemmer. Bestyrelsesposterne
fordeles med tre medlemmer, der repræsenterer kunderne, to medlemmer der repræsenterer de i
Rejsegarantifonden registrerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører og et
medlem der repræsenterer udbydere af flytransport.
Det foreslås i
stk. 1
at udvide bestyrelsen med et medlem, så der fremover er et medlem, som er
uafhængig af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser, samt har økonomisk baggrund og
regnskabsteknisk indsigt jf. det foreslåede
stk. 2, 3. pkt.
Formålet er at sikre, at bestyrelsen er
kompetent til at foretage vurderingen af den samlede tilsynsmodel, som foreslået i § 11 a.
Det er præciseret i
stk. 2, 1. pkt.,
at medlemmerne kan genudnævnes.
Seks af bestyrelsens medlemmer skal udnævnes af erhvervsministeren efter indstilling af hhv.
rejseudbyderne/formidlerne for de udenlandske rejsearrangører, udbyderne af flytransport og de
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
94
rejsende. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, dog er det præciseret i lovteksten, at
ministeren udnævner medlemmerne på baggrund af en indstilling fra de relevante interessenter på
rejseområdet.
Da det samlede antal bestyrelsesmedlemmer herefter bliver 8, foreslås det, at formandens stemme i
tilfælde af stemmelighed er afgørende jf. det foreslåede
stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 26
Bestemmelsen er ny. Formålet med bestemmelsen er, at sikre, at Rejsegarantifondens bestyrelse
løbende påser, at Rejsegarantifondens tilsynsvirksomhed med pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer udføres på en måde, der minimerer de økonomiske og administrative
omkostninger for rejsebranchen som helhed.
Det foreslås i
1. pkt.,
at Rejsegarantifonden sikrer, at der er den rette balancen mellem 1)
formuestørrelsen, 2) bidragenes størrelse, 3) størrelsen på de ordinære garantier og 4) kravene til
forhøjet garanti.
For det første skal Rejsegarantifondens bestyrelse sikre, at Fondskassen for pakkerejser og
sammensatte rejsearrangementer har den rette størrelse. Det følger af de gældende forarbejder, at
formuestørrelsen fastsættes som summen af de tab, som er realiseret ved de to største konkurser
blandt rejsearrangørerne siden 1997 i nutidskroner. Det er formålet med bestemmelsen, at
bestyrelsen – i samarbejde med f.eks. en revisor eller aktuar – skal sikre at fondskassen for
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer fremadrettet i højere grad afspejler den reelle
risiko, som Rejsegarantifonden er disponeret over. Metoden til fastsættelse af formuestørrelsen for
fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer skal godkendes af
erhvervsministeren jf. den gældende rejsegarantifondslovs § 9 a, stk. 3.
For det andet skal det undersøges, om bidragene kan sænkes. Ved bidrag skal både forstås
administrationsbidraget, registreringsbidraget og et evt. bidrag til opbygning af Rejsegarantifondens
formue. Administrationsbidraget består i dag af et fast grundbidrag, som fastsættes hvert år og et
omsætningsbidrag, som opkræves som et acontobeløb og efterreguleres det følgende år, når de
nøjagtige administrationsomkostninger kendes. Opkrævningen varierer således fra år til år, og
rejseudbyderne og formidlerne for udenlandske rejsearrangører har derfor ikke mulighed for at
budgettere med udgiften. Samtidig bliver der brugt mange ressourcer på at efterregulere bidraget for
hver enkelt erhvervsdrivende hvert år. Det er formålet med bestemmelsen, at Rejsegarantifondens
bestyrelse i samarbejde med f.eks. en revisor eller aktuar skal udarbejde en model til fastsættelse af
den del af administrationsbidraget, som er omsætningsafhængigt. Bidragenes størrelse, herunder
modellen for fastsættelse af det omsætningsafhængige bidrag, skal ligesom i dag godkendes af
erhvervsministeren, jf. den foreslåede § 9 a, stk. 1-2.
Størrelsen på de ordinære garantier fremgår af den foreslåede § 8, stk. 5, men skal som det tredje
element inddrages ved vurderingen af, om den optimale balance er fastsat. Erhvervsministeren har
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
95
som hidtil mulighed for, efter indstilling fra Rejsegarantifonden, at forhøje garantistillelsen, hvis
prisudviklingen eller udviklingen i Rejsegarantifondens formue tilsiger det jf. §
rejsegarantifondslovens 23, stk. 2.
For det fjerde skal Rejsegarantifondens bestyrelse se på kravene til forhøjet garanti. Det dækker
både over, hvornår der skal stilles forhøjet garanti og størrelserne af den forhøjede garanti.
Rejsegarantifondens bestyrelse skal således vurdere de samlede omkostninger for virksomhederne
til forhøjede garantistillelse. For at øge gennemskueligheden for rejsearrangørerne foreslås det, at
Rejsegarantifondens bestyrelse skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører krav om forhøjet
garanti jf. den foreslåede § 1, nr. 29.
Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern ekspert, jf.
2. pkt.,
påtegne, at balancen er robust og
tilstrækkelig til at fastholde forbrugerbeskyttelsen. Den uafhængige, eksterne ekspert kan f.eks.
være en revisor eller en aktuar.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 27
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 2-4.
Der er ikke i gældende ret bestemmelser, der forpligter Rejsegarantifonden eller en anden
myndighed til at samarbejde med andre medlemsstaters insolvensbeskyttelsesenheder.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 14 a
indebærer, at Rejsegarantifonden udpeges til officielt
kontaktpunkt efter direktivets artikel 18, stk. 1. Bestemmelsen forpligter Rejsegarantifonden til at
medvirke til at lette samarbejdet og tilsynet med rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejsearrangører, der opererer på tværs af landegrænser.
Bestemmelsen primære formål er at sikre, at direktivets krav om gensidig anerkendelse fungerer, og
at der ikke stilles hindringer i vejen for den frie etablering eller grænseoverskridende handel, jf.
direktivets artikel 18, stk. 1. Hvis en medlemsstat er i tvivl om en rejsearrangørs beskyttelse mod
konkurs eller insolvens, søger medlemsstaten nærmere oplysninger i den medlemsstat, som
rejsearrangøren er etableret i.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
skal Rejsegarantifonden stille alle nødvendige oplysninger
til rådighed om de krav, der gælder for garantistillelse efter rejsegarantifondsloven, og status i
forhold til specifikke rejseudbydere, såfremt andre medlemslandes kontaktpunkter anmoder herom.
Rejsegarantifonden skal besvare forespørgsler fra andre kontaktpunkter hurtigst muligt.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
skal Rejsegarantifonden offentliggøre elektroniske lister
over rejseudbydere, der opfylder deres forpligtelser efter loven.
Det bemærkes i den forbindelse, at Rejsegarantifonden allerede i dag fører lister over sådanne
rejseudbydere.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
96
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 28
Det foreslås af praktiske hensyn, at det ikke er Rejsegarantifondens bestyrelse, der skal træffe
beslutning om, hvorvidt en registrering i Rejsegarantifonden skal slettes, hvis forpligtelserne ikke er
opfyldt inden en fastsat frist. Bestyrelsen holder som udgangspunkt møde 6 gange årligt, og selv om
bestyrelsen i hastesager godt kan træffe beslutninger imellem møderne – enten ved et ekstraordinært
møde, telefonmøde eller ved skriftlig behandling – så er det administrativt tungt og tidskrævende at
afvente en sådan tilbagemelding. Det drejer sig typisk om kritiske sager, hvor eks. en registreret
rejseudbydere undlader at betale bidrag, stille garanti eller besvare henvendelser.
Da det er objektivt konstaterbart, om en garanti er stillet inden en fastsat frist, ses der ikke at
retssikkerhedsmæssige problemer i, at det er Rejsegarantifondens sekretariat, der fremover træffer
beslutning om sletning.
Til nr. 29
Rejsegarantifonden kan efter den gældende § 19 kræve forhøjet garantistillelse, når det efter en
konkret analyse af en rejseudbyder eller formidlers økonomiske forhold må antages, at der er særlig
risiko for at Rejsegarantifonden vil lide tab.
Det foreslås, at Rejsegarantifondens bestyrelse skal fastsætte retningslinjer for, hvad der medfører
krav om forhøjet garanti. Formålet med ændringen er at øge gennemskueligheden for
rejsearrangørerne, og det er hensigten, at der af retningslinjerne skal fremgå nøgletal og klare
regnskabsprincipper, som i hovedparten af sagerne vil være tilstrækkelige til at fastslå, om en
rejsearrangør skal stille en forhøjet garanti. Retningslinjerne skal være offentligt tilgængelige på
Rejsegarantifondens hjemmeside.
Hvert fjerde år skal en uafhængig, ekstern ekspert, jf. den foreslåede § 11 a, påtegne, at balancen er
robust og tilstrækkelig til at fastholde forbrugerbeskyttelsen. Den uafhængige, eksterne ekspert kan
f.eks. være en revisor eller en aktuar.
Der henvises til pkt. 2.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 30
Den gældende bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 20 fastslår, at registreringspligten kun
omfatter her i landet etablerede rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejseudbydere. Det
foreslås, at rejsegarantifondslovens udgangspunkt fastholdes, jf. dog det foreslåede stk. 3. Efter
Rejsegarantifondens praksis anses en erhvervsdrivende som etableret i Danmark, hvis
rejseudbyderen har et forretningssted eller en repræsentant i Danmark, som kunderne fysisk kan
henvende sig til.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
definerer, hvad der forstås ved ”etablering”.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
97
Det følger af EU-retten, at en tjenesteyder er etableret, hvis vedkommende rent faktisk udøver sin
erhvervsvirksomhed fra et fast forretningssted i et ikke nærmere defineret tidsrum. Der kan også
være tale om etablering, hvis et selskab oprettes for en bestemt periode, eller selskabet lejer den
bygning eller det anlæg, der anvendes til udøvelse af virksomheden. Etablering kan også omfatte
tilfælde, hvor en tjenesteyder gives en tidsbegrænset tilladelse til at udøve bestemte tjenesteydelser.
Etablering behøver ikke at ske i form af etablering af et datterselskab, en filial eller et agentur, men
kan bestå af et kontor, der ledes af tjenesteyderens eget personale eller af en person, der er
selvstændig, men bemyndiget til at handle på en vedvarende måde for virksomheden, som det ville
være tilfældet med et agentur. Omvendt kan en postkasse ikke udgøre et etableringssted.
En tjenesteyder kan godt anvende en bestemt infrastruktur i Danmark uden nødvendigvis at være
etableret i Danmark. For nogle tjenesteydere er det eksempelvis nødvendigt at have en eller anden
form for infrastruktur i landet for overhovedet at kunne levere sin tjenesteydelse, eksempelvis en
praksis eller et kontor. Etablering kræver imidlertid som udgangspunkt integration i dansk økonomi
og erhvervelse af en kundekreds i Danmark med udgangspunkt i et stabilt etableret forretningssted.
Det skal vurderes fra sag til sag, om der er tale om etablering eller midlertidig levering af
tjenesteydelser. Der skal hermed ikke kun tages hensyn til tjenesteydelsens varighed, men også dens
hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet. Det følger heraf, at der ikke kan fastsættes nogen
generel tidsfrist med henblik på at skelne mellem etablering og udveksling af tjenesteydelser. Selv
tjenesteydelser, der udøves gennem mange år i et land, kan være midlertidig levering af en
tjenesteydelse. Dette er eksempelvis også tilfældet med tilbagevendende tjenesteydelser over en
længere periode, f.eks. konsulentvirksomhed eller rådgivningsvirksomhed.
Efter Servicedirektivet anses etableringsstedet, når en tjenesteyder er etableret i flere EU/EØS-
lande, som det sted, der udgør centret for tjenesteyderens virksomhed i relation til den pågældende
tjenesteydelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den gældende bestemmelse i rejsegarantifondslovens § 22, stk. 2, skal enhver, der fra udlandet
markedsfører pakkerejser her i landet, uden at det sker gennem en registreringspligtig formidler,
stille tilstrækkelig garanti i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte
beløb og hjemtransport af kunden. Garantistillelse i forhold til rejsearrangører, der er etableret uden
for EU/EØS-området, har i praksis ikke kunnet håndhæves, og kunder, der har indgået aftaler om
pakkerejser med sådanne rejsearrangører, har måttet søge at få dækket deres tab gennem en
eventuel garantistillelse i det land, hvor rejsearrangøren var etableret.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
medfører i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk. 2,
en egentlig forpligtelse for rejseudbydere, der er etableret uden for EU/EØS-området, til at lade sig
registrere og stille garanti i overensstemmelse med reglerne i rejsegarantifondsloven. Forpligtelsen
indtræder såfremt rejseudbyderen sælger eller udbyder pakkerejser eller sammensatte
rejsearrangementer til salg her i landet, eller på en hvilken som helst måde retter sin virksomhed
mod rejsende her i landet. Det foreslås samtidig, at Rejsegarantifonden skal dække i tilfælde af
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
98
konkurs eller insolvens, når der er indgået aftale om en pakkerejse eller et sammensatte
rejsearrangementer med sådanne rejseudbydere forudsat, at der er stillet den behørige garanti.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 gennemfører direktivets artikel 3, nr. 10, og artikel 17, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 31
Efter den gældende § 21 dækker Rejsegarantifonden ikke rejseydelser, der er markedsført og solgt i
udlandet. Efter bestemmelsen anses en rejseydelse for markedsført og solgt i udlandet, hvis
rejseudbyderen eller formidleren har modtaget kundens bestilling i udlandet eller der i udlandet er
fremsat særligt tilbud over for kunden eller er foretaget reklamering og kunden derefter i udlandet
har foretaget de handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.
Det foreslås, at den gældende § 21 ophæves. På den måde sikres det, at rejsegarantifondsloven
opfylder direktivets krav om, at en garanti stillet i overensstemmelse med rejsegarantifondsloven
dækker rejsende uanset deres opholds- eller afrejsested eller det sted hvor pakkerejsen er solgt.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 17, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 32
Med den forslåede bestemmelse ændres overskriften til § 22, så den omfatter begrebet gensidig
anerkendelse og dokumentation for garantistillelse.
Til nr. 33
Efter den gældende § 22, stk. 1, i rejsegarantifondsloven skal her i landet etablerede rejseudbydere
eller formidlere, der udbyder pakkerejser inden for EU/EØS-området, der ikke er dækket af
Rejsegarantifonden, jf. § 21, stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at
sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden. Efter stk. 2, skal enhver, der
markedsfører pakkerejser i Danmark fra udlandet – uanset om det er inden eller uden for EU/EØS -
stille tilstrækkelig garanti. Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en anden godkendt
EU/EØS-ordning anses for tilstrækkelig. Stk. 3 giver Rejsegarantifonden – og en udenlandsk
myndighed – mulighed for at kræve dokumentation for garantien.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
fastslår, at garantistillelse, som en rejseudbyder har stillet i
overensstemmelse med reglerne i det land inden for EU/EØS, hvor rejseudbyderen er etableret,
anerkendes som fuldt tilstrækkelig.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
vedrører rejseudbydere, der er etableret i et andet EU/EØS-
land, som sælger eller udbyder pakkerejser eller sammensatte rejsearrangementer i Danmark.
Sådanne rejseudbydere skal ikke stille garanti i Danmark, men er forpligtet til at underrette
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
99
Rejsegarantifonden om omfanget af deres salgsaktivitet rettet mod Danmark. Derudover skal de
oplyse om, i hvilket EU/EØS-land de har stillet garantien.
Bestemmelsen skal gøre det muligt for Rejsegarantifonden at føre kontrol med, at sådanne
rejseudbydere har stillet den fornødne garanti i etableringslandet, og at denne også dækker aktivitet,
der omfatter danske rejsende. Rejsegarantifonden kan i tvivlstilfælde kontakte det respektive
kontaktpunkt i det EU/EØS-land, hvor rejseudbyderen har stillet garantien.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
skal rejseudbydere, der foruden at være etableret her i
landet også er etableret i et eller flere andre lande inden for EU/EØS-området, men som har valgt en
anden garantiordning, ligeledes underrette Rejsegarantifonden om salgsaktivitet m.v. En
rejseudbyder kan således vælge at etablere sig i flere medlemsstater og stille garanti efter de
forskellige ordninger, men det er ikke en pligt. En Rejseudbyder, der er etableret i flere
medlemsstater, kan ligeledes vælge hvilken garantiordning, der skal gælde for det samlede udbud af
rejseaktivitet.
Der henvises til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 4
kan Rejsegarantifonden anmode om, at rejseudbydere
efter stk. 2, dokumenterer, at kravene om sikkerhed er opfyldt.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18, stk. 1.
Til nr. 34
Med den foreslåede bestemmelse får Rejsegarantifonden hjemmel til at offentliggøre oplysninger på
Rejsegarantifondens hjemmeside om rejseudbydere eller formidlere, der ikke overholder kravene
om registrering eller garantistillelse. Offentliggørelsen vil også kunne ske i forbindelse med f.eks.
en pressemeddelelse, så oplysningerne bringes ud til en bredere kreds. Formålet med bestemmelsen
er dels at tilskynde de omhandlede rejseudbyder til at stille garantien, og dels at varetage et
væsentligt forbrugerhensyn, ved at sikre, at rejsende bliver gjort opmærksom på, at de ikke vil være
dækket af Rejsegarantifonden, hvis de indgår aftale med de pågældende virksomheder, der ikke
opfylder rejsegarantifondslovens krav om garantistillelse. Det vil derfor være vigtigt at opfordre
rejsende til at undersøge Rejsegarantifondens register over registrerede rejseudbydere.
Til nr. 35
Efter den gældende § 23, stk. 5, kan erhvervsministeren, såfremt prisudviklingen tilsiger det,
forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse. § 2, stk. 1, nr. 3, omhandler ydelser, der
omfatter transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed på over 24 timer, men
har en samlet pris på over 1.000 kr. Med den foreslåede bestemmelse i nr. 35 ophæves § 23, stk. 5,
som konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås at ophæve § 2, stk. 1, nr. 3.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
100
Til nr. 36
Der er tale om en konsekvens af, at det med lovforslagets § 1, nr. 31, forslås at ophæve § 21, og at
der med lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås en ny affattelse af § 22, hvorfor henvisningerne justeres.
Til nr. 37
Der er tale om en konsekvens af, at der med lovforslaget § 1, nr. 33, foreslås en ny affattelse af §
22, hvorfor henvisningerne justere.
Til § 2
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. juli 2018. Ikrafttrædelsesdatoen svarer til fristen i
direktivets artikel 28, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne skal anvende de love og bestemmelser, der
gennemfører direktivet, fra denne dato.
Det foreslås dog i stk. 2, at ændringerne for betaling af administrationsbidrag først træder i 1. januar
2019, idet Rejsegarantifondens opkrævning af bidrag beregnes på baggrund af
administrationsomkostningerne det foregående regnskabsår.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører rejsegarantifondslovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i
stk. 1,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Det foreslås i
stk. 2,
at loven ved kongelig anordning skal kunne sættes i kraft for Færøerne og
Grønland, med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0101.png
101
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov om en rejsegarantifond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1101 af 3. september
2015, foretages følgende ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »erhvervs- og
vækstministeren« til: »erhvervsministeren«,
»Erhvervs-
og
vækstministeren«
til:
»Erhvervsministeren« og »Erhvervs- og
Vækstministeriet« til: »Erhvervsministeriet«.
2.
Overalt i loven ændres »udenlandsk
rejseudbyder« til: »udenlandsk rejsearrangør«
og
»udenlandske
rejseudbydere«
til:
»udenlandske rejsearrangører«.
3.
Overalt i loven ændres »Kunde« til:
»Rejsende«, »Kunder« til: »Rejsende«, »kunde«
til: »rejsende«, »kunder« til: »rejsende«,
»kunden« til: »den rejsende«, »kunderne« til:
»de rejsende«, »kundens« til: »den rejsendes«.
§ 1.
Rejsegarantifonden er en privat selvejende
institution, der skal yde kunder bistand. Fonden
yder bistand i henhold til §§ 5, 5 a og 6, når en
kunde har indgået aftale om en rejseydelse med
en registreringspligtig rejseudbyder eller
formidler for en udenlandsk rejseudbyder, jf.
dog § 21, og når en kunde har indgået aftale om
en rejseydelse med en udbyder af flytransport.
4.
§ 1, stk. 1, 2. pkt.
affattes således:
»Fonden yder bistand i henhold til §§ 5, 5 a og
6, når en rejsende har indgået aftale om en
pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement
med en registreringspligtig rejseudbyder eller
formidler for en udenlandsk rejsearrangør, jf. §
20, og når en rejsende har indgået aftale om en
rejseydelse,
der
udelukkende
omfatter
flytransport med en udbyder af flytransport«.
Stk. 2
Fonden finansierer og sekretariatsbetjener
5.
I
§ 1, stk. 2, 1.
og
3. pkt.
ændres »lov om
et rejseankenævn, der er oprettet og godkendt i forbrugerklager« til: »lov om alternativ
henhold
til
lov
om
forbrugerklager. tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager«.
Rejseankenævnet behandler klager, der rejses af
forbrugere vedrørende rejseydelser. Nævnet
drives og finansieres i overensstemmelse med
lov om forbrugerklager.
Rejseydelse
6.
Overskriften til
§ 2
affattes således:
»Pakkerejser,
sammensatte rejsearrangementer,
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0102.png
102
rejseydelser m.v.«
§ 2.
Ved en rejseydelse forstås:
1) En pakkerejse, som består af en kombination
af mindst to af følgende elementer, såfremt
de af rejseudbyderen udbydes samlet eller
har været udbudt på forhånd og sælges
samlet, og såfremt den samlede ydelse har
en varighed på over 24 timer eller omfatter
overnatning:
a) Transport.
b) Indkvartering.
c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er
direkte knyttet til transport eller
indkvartering, men som udgør en
væsentlig del af pakkerejsen.
7.
§ 2
ophæves, og i stedet indsættes inden
overskriften til § 3:
Ȥ
2.
Loven finder anvendelse på pakkerejser,
der udbydes eller sælges til rejsende af
erhvervsdrivende,
og
på
sammensatte
rejsearrangementer,
der
formidles
af
erhvervsdrivende, samt aftaler om rejseydelser,
der udelukkende omfatter flytransport.
Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse på
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer,
der
1) er af en varighed på under 24 timer,
medmindre de omfatter overnatning,
2) udbydes og formidles lejlighedsvis og på
nonprofitbasis, til udelukkende en begrænset
gruppe rejsende, eller
2) En ydelse, der omfatter transport og
indkvartering, som er aftalt med samme 3) købes på grundlag af en generel aftale
mellem erhvervsdrivende om køb af
rejseudbyder eller formidler, men som ikke
forretningsrejser.
er omfattet af nr. 1.
3) Transport og anden turistmæssig ydelse,
som ikke har en varighed over 24 timer, men
§ 2 a.
Ved en pakkerejse forstås i denne lov en
har en samlet pris på over 1.000 kr.
kombination af mindst to forskellige typer
4) Flytransport.
rejseydelser, jf. § 2 c, med henblik på den
Stk. 2.
Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte samme rejse, hvis
elementer medfører ikke, at kombinationen af 1) ydelserne sammensættes af en enkelt
disse falder uden for loven.
erhvervsdrivende, inden der indgås en enkelt
aftale om alle ydelserne, eller
2) ydelserne, uanset om der indgås særskilte
aftaler med forskellige leverandører af
rejseydelser,
a) er købt fra et enkelt salgssted og udvalgt,
inden den rejsende accepterer at betale,
b) udbydes, sælges til eller faktureres til en
samlet pris,
c) annonceres til salg eller sælges under
betegnelsen ”pakkerejse” eller lignende,
d) sammensættes efter indgåelsen af en
aftale, hvori den erhvervsdrivende giver
den rejsende ret til at vælge blandt et
udvalg af forskellige rejeydelser, eller
e) købes fra forskellige erhvervsdrivende
gennem
forbundne
onlinebestillingsprocedurer, når den
rejsendes navn, betalingsoplysninger og
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0103.png
103
e-mailadresse er videregivet fra den
erhvervsdrivende, med hvem den første
aftale
er
indgået,
til
andre
erhvervsdrivende, og der senest 24 timer
efter bekræftelsen af bestillingen af den
første rejseydelse er indgået en aftale
med sidstnævnte erhvervsdrivende.
Stk. 2.
En kombination, som nævnt i stk. 1, der
består af én type rejseydelse, jf. § 2 c, nr. 1, litra
a-c, og en elle flere turistydelser, jf. § 2 c, nr. 1,
litra d, er kun en pakkerejse, hvis turistydelserne
udgør en væsentlig andel af kombinationens
værdi eller annonceres som, eller på anden
måde udgør, en væsentlig bestanddel af
kombinationen, og er udvalgt og købt inden
leveringen af rejseydelsen er påbegyndt.
§ 2 b.
Ved et sammensat rejsearrangement
forstås i denne lov to eller flere forskellige typer
rejseydelser, jf. § 2 c, der købes med henblik på
den samme rejse, uden at udgøre en pakkerejse,
og om hvilke der indgås særskilte aftaler med
hver leverandør, hvis en erhvervsdrivende
1) formidler
den
rejsendes
særskilte
udvælgelse og betaling for hver rejseydelse
under en enkelt kontakt med dennes
salgssted, eller
2) på målrettet vis formidler køb af mindst én
yderligere rejseydelse fra en anden
erhvervsdrivende, når aftalen med en sådan
anden erhvervsdrivende indgås senest 24
timer efter bekræftelsen af bestillingen af
den første rejseydelse.
Stk. 2.
En kombination, som nævnt i stk. 1, der
består af én rejseydelse, jf. § 2 c, nr. 1, litra a-c,
og en eller flere turistydelser, jf. § 2 c, nr. 1.
litra c, er kun et sammensat rejsearrangement,
hvis turistydelserne udgør en væsentlig andel af
kombinationens værdi eller annonceres som,
eller på anden måde udgør, en væsentlig
bestanddel af kombinationen.
§ 2 c.
I denne lov forstås ved:
1) Rejseydelse:
a) passagerbefordring,
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0104.png
104
b) indkvartering,
c) udlejning af biler, store motorcykler
eller andre motorkøretøjer,
d) enhver anden turistydelse, der ikke er en
uløselig del af en rejseydelse, som
defineret i litra a-c, og
e) særskilt flytransport, der ikke indgår i en
pakkerejse
eller
et
sammensat
rejsearrangement.
2) Aftale om en pakkerejse: En aftale om en
samlet pakkerejse eller, hvis pakkerejsen
leveres i henhold til særskilte aftaler, alle de
aftaler, der dækker de i pakkerejsen
inkluderede rejseydelser.
3) Pakkerejsens begyndelse: Påbegyndelse af
levering af de rejseydelser, der er inkluderet
i pakkerejsen.
4) Erhvervsdrivende: Enhver fysisk eller
juridisk person, der handler som led i sit
erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller
sin profession i forbindelse med aftaler
omfattet af denne lov.
5) Salgssted: Ethvert fast eller mobilt
detailforretningssted,
et
detailforretningswebsted eller en lignende
onlinesalgsfacilitet, telefontjenester samt
flere detailforretningssteder eller lignende
onlinesalgsfaciliteter og telefontjenester, der
præsenteres for rejsende som en enkelt
facilitet.«
Rejseudbyder,
flytransport
formidler
og
udbydere
af
8.
Overskriften inden
§ 3
affattes således:
»Rejsearrangører,
erhvervsdrivende, der
formidlere sammensatte rejsearrangementer,
formidlere, rejseudbydere og udbydere af
flytransport«.
§ 3.
Som rejseudbyder anses enhver, der i eget
navn til kunder udbyder eller sælger de i § 2,
stk. 1, nr. 1-3 nævnte rejseydelser direkte eller
gennem en formidler, medmindre denne
virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
9.
§ 3
affattes således:
Ȥ
3.
Som
rejsearrangør anses
en
erhvervsdrivende, der sammensætter og sælger
pakkerejser, eller udbyder dem til salg, eller en
erhvervsdrivende, der videregiver den rejsendes
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0105.png
105
Stk. 2.
Som formidler anses enhver, der udbyder oplysninger til en anden erhvervsdrivende i
eller sælger en rejseydelse i en indenlandsk henhold til § 2 a, stk. 1, nr. 2, litra e.
rejseudbyderens navn.
Stk.
2.
Som
formidler
anses
en
erhvervsdrivende, som ikke er rejsearrangøren,
Stk. 3.
Som formidler for en udenlandsk og som udbyder eller sælger pakkerejser
rejseudbyder anses enhver, der udbyder eller sammensat af en indenlandsk rejsearrangør.
sælger en rejseydelse i en udenlandsk
Stk. 3.
Som formidler for en udenlandsk
rejseudbyders navn.
rejsearrangør, anses en erhvervsdrivende, som
ikke er rejsearrangøren, som udbyder eller
Stk. 4.
Som udbyder af flytransport anses sælger pakkerejser sammensat af en udenlandsk
enhver, der i eget navn udbyder eller sælger rejsearrangør.
flytransport, medmindre denne virksomhed
Stk. 4.
Som rejseudbyder anses dels en
alene udøves lejlighedsvis.
rejsearrangør, som defineret i stk. 1, dels en
erhvervsdrivende, der formidler sammensatte
rejsearrangementer, jf. § 2 b.
Stk. 5.
Som udbyder af flytransport anses
enhver, der i eget navn udbyder eller sælger
flytransport medmindre denne virksomhed alene
udøves lejlighedsvis«.
Kunde
10.
Overskriften til
§ 4
affattes således:
»Rejsende«
§ 4.
Som kunde anses enhver, der køber, eller i
hvis navn der købes en rejseydelse. Overdrager
kunden rejseydelsen, anses tillige den, der får
overdraget rejseydelsen, som kunde. Den, der
køber en rejseydelse med henblik på
erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke som
kunde.
11.
§ 4
affattes således:
Ȥ
4.
Som rejsende anses enhver person, som
søger at indgå en aftale inden for lovens
anvendelsesområde eller har ret til at rejse på
grundlag af en aftale omfattet af loven. Den, der
køber en pakkerejse eller et sammensat
rejsearrangement
med
henblik
på
erhvervsmæssigt videresalg, anses ikke som
rejsende efter denne lov.«
12.
§ 5, stk. 1,
ophæves og i stedet indsættes:
»Når en rejsende har indgået en aftale om en
pakkerejse, jf. § 2 a, kan den rejsende få beløb,
der er erlagt som betaling for pakkerejsen,
godtgjort
af
Rejsegarantifonden,
hvis
rejsearrangørens økonomiske forhold har
medført, at pakkerejsen ikke kan påbegyndes.
Hvis pakkerejsen af samme grund afbrydes, kan
den rejsende kræve godtgørelse fra fonden for
den del af vederlaget, som svarer til de ydelser,
der ikke er opfyldt over for den rejsende.
Stk. 2.
Når en rejsende har indgået en aftale om
et sammensat rejsearrangement, jf. § 2 b, kan
§ 5.
Når en kunde har indgået en aftale om en
rejseydelse jf. § 2, stk. 1, nr. 1-3, kan kunden få
beløb, der er erlagt som betaling for et
arrangement, godtgjort af fonden, hvis
rejseudbyderens økonomiske forhold har
medført, at en rejseydelse ikke kan påbegyndes.
Hvis rejseydelsen af samme grund afbrydes, kan
kunden kræve godtgørelse fra fonden for den
del af vederlaget, som svarer til de ydelser, der
ikke er opfyldt over for kunden.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0106.png
106
den rejsende få beløb, der er betalt til
rejseudbyderen, for en rejseydelse, der udgør en
del af det sammensatte rejsearrangement,
godtgjort af fonden, hvis rejseudbyderens
økonomiske forhold har medført, at denne
rejseydelse ikke kan leveres. Hvis rejseydelsen
af samme grund afbrydes, kan den rejsende
kræve godtgørelse fra fonden for den del af
vederlaget, som svarer til den del af ydelsen, der
ikke er leveret.«
Stk. 2-4.---
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
Stk. 5.
Fonden kan yde en godtgørelse til en
13.
§ 5, stk. 5,
der bliver stk. 6, ophæves.
formidler, der som følge af en rejseudbyders
økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, Stk. 6-7 bliver herefter til stk. 5-6.
jf. § 28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 6-7.---
§ 5 a.
Når en kunde har indgået en aftale om en
rejseydelse,
der
udelukkende
omfatter
flytransport, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, er kunden
dækket i henhold til stk. 2 og 3, såfremt rejsen
er påbegyndt, og kunden har et gyldigt
hjemrejsedokument til en dansk lufthavn.
Indenrigsflyvninger og rejseydelser omfattet af
§ 2, stk. 1, nr. 1-3, er ikke omfattet af
bestemmelsen.
Rejsegarantifonden
skal
tilbagebetale flykonkursbidrag, der er opkrævet
fra indenrigsflyvninger til udbydere af flyrejser
og flykonkursbidrag, der er opkrævet fra
flytransport, som efterfølgende er anvendt som
element i en af de § 2, stk. 1, nr. 1-3 nævnte
rejseydelser, til rejseudbyderne.
Stk. 2-3.---
Frist for fremsættelse af krav
14.
I
§ 5 a, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 2, stk. 1, nr.
4« til: »§ 2 c, stk. 1, nr. 1, litra e«.
15.
I
§ 5 a, stk. 1, 2. og 3. pkt.
ændres »§ 2, stk.
1, nr. 1-3« til: »§ 2 a eller § 2 b«.
16.
Overskriften inden
§ 6
affattes således:
»Behandling af og frist for fremsættelse af
krav«
§ 6.
Anmodning fra kunden om godtgørelse i
17.
I
§ 6, stk. 1,
indsættes som 2. pkt.:
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0107.png
107
henhold til § 5 skal fremsættes over for fonden »Fonden behandler en anmodning
inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at godtgørelse uden ugrundet ophold.«
rejseydelsen er afsluttet eller det er åbenbart, at
rejseydelsen ikke vil blive gennemført.
Regreskrav m.v.
§ 7.
---
18.
§ 7, stk. 2,
ophæves.
Stk. 2.
Fonden indtræder dog kun i kundens
krav imod en formidler, såfremt denne har Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.
pådraget sig ansvar over for kunden på andet
grundlag end § 28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 3-6.---
19
.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter »udenlandske
rejseudbydere«, der efter den foreslåede
bestemmelse i nr. 2, bliver »udenlandske
rejsearrangører«: », jf. § 20«.
om
§ 8.
Rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere skal foretage
anmeldelse til Rejsegarantifonden, som
registrerer og underretter de pågældende om
optagelsen i registeret.
Stk. 2-4.---
Stk. 5.
En rejseudbyder eller en formidler for en
udenlandsk rejseudbyder skal stille en garanti,
jf. § 23, stk. 2. Garantiens størrelse fastsættes
således:
1) Der stilles ikke garanti for en omsætning
under 250.000 kr. Ved en omsætning på
mere end 250.000 kr., men ikke over 5 mio.
kr., er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 5 mio. kr.,
men ikke over 10 mio. kr., er garantien
500.000 kr.
3) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr.,
men ikke over 15 mio. kr., er garantien
750.000 kr.
4) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr.,
men ikke over 50 mio. kr., er garantien 1
mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr.,
men ikke over 100 mio. kr., er garantien 1,5
mio. kr.
6) Ved en omsætning på mere end 100 mio.
kr., men ikke over 250 mio. kr., er garantien
2 mio. kr.
7) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr.
20.
§ 8, stk. 5,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk.
5.
Garantiens størrelse fastsættes således,
jf. dog § 23, stk. 2:
1) Der stilles ikke garanti, hvis omsætningen
ikke er over 1 mio. kr.
2) Ved en omsætning på mere end 1 mio. kr.,
men ikke over 5 mio. kr., er garantien
150.000 kr.
3) Ved en omsætning på mere end 5 mio. kr.,
men ikke over 10 mio. kr., er garantien
300.000 kr.
4) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr.,
men ikke over 15 mio. kr., er garantien
600.000 kr.
5) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr.,
men ikke over 50 mio. kr., er garantien
900.000 kr.
6) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr.,
men ikke over 100 mio. kr., er garantien
1,35 mio. kr.
7) Ved en omsætning på mere end 100 mio.
kr., men ikke over 250 mio. kr., er garantien
1,8 mio. kr.
8) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0108.png
108
er garantien på 2,5 mio. kr. og en yderligere
garanti på 1 mio. kr. for hver 100 mio. kr.,
omsætningen overstiger 250 mio. kr.
Stk. 6.
---
er garantien på 2,25 mio. kr. og en
yderligere garanti på 1 mio. kr. for hver 100
mio. kr., omsætningen overstiger 250 mio.
kr. «
21.
I
§ 8
indsættes efter stk. 6, som nyt stykke:
»Stk.
7.
En erhvervsdrivende, der formidler
sammensatte rejsearrangementer, men ikke
modtager betaling før efter, at det sammensatte
rejsearrangement er leveret, skal ikke stille
garanti.«
Stk. 7-8 bliver herefter stk. 8-9.
22.
I
§ 8, stk. 7,
som bliver stk. 8, indsættes som
2. pkt.:»En formidler for en udenlandsk
rejsearrangør, der er etableret uden for EØS,
skal stille garanti, medmindre formidleren kan
dokumentere, at rejsearrangøren har stillet den
behørige garanti, jf. § 20, stk. 3.«
23.
I
§ 9, 1. pkt.
ændres »en
pakkerejsefondskasse vedrørende de i § 2, stk.
1, nr. 1-3, nævnte rejseydelser« til: »en
fondskasse for pakkerejser og sammensatte
rejsearrangementer, jf. §§ 2 a og 2 b«, og § »2,
stk. 1, nr. 4« ændres til:
»
§ 2 c, stk. 1, litra e«.
Stk. 7-8.---
§ 9.
Rejsegarantifonden er én juridisk enhed,
hvis formue regnskabsteknisk er opdelt i to
fondskasser,
en
pakkerejsefondskasse
vedrørende de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte
rejseydelser
og
en
flyrejsefondskasse
vedrørende den i § 2, stk.1, nr. 4, nævnte
rejseydelse. De to fondskasser opgøres separat,
men der kan under visse omstændigheder
optages lån mellem fondskasserne jf. § 9 c.
§ 9 a.
Rejseudbydere og formidlere for
udenlandske rejseudbydere af rejseydelser
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-3, skal betale et
administrationsbidrag til pakkerejsefondskassen
til finansiering af pakkerejsefondskassens og
ankenævnets driftsudgifter. Bidragets størrelse
fastsættes af Rejsegarantifondens bestyrelse og
godkendes af erhvervs- og vækstministeren.
Stk. 2.
Rejsegarantifondens bestyrelse kan
fastsætte, at rejseudbydere og formidlere for en
udenlandsk rejseudbyder af de i § 2, stk. 1, nr.
1-3, nævnte rejseydelser, skal betale et bidrag til
pakkerejsefondskassen pr. deltager i en
rejseydelse, der er omfattet af p
akkerejsefondskassens dækning, jf. § 5.
24.
§ 9 a, stk. 1-2,
ophæves, og i stedet
indsættes:
»Rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejsearrangører, jf. § 20, skal betale et
administrationsbidrag til fondskassen for
pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer
til
finansiering
af
fondskassens
og
rejseankenævnets
driftsudgifter.
Administrationsbidraget består af et fast
grundbidrag og et omsætningsafhængigt bidrag.
Bidragets
størrelse
fastsættes
af
Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af
erhvervsministeren.
Stk. 2.
Ved registrering i fonden betales et
registreringsbidrag.
Registreringsbidraget
betales også, såfremt en rejseudbyder eller en
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0109.png
109
Bidragets
størrelse
fastsættes
af formidler for en udenlandsk rejsearrangør slettes
Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af fra registreringen i fonden, og efterfølgende
erhvervs- og vækstministeren.
ansøger om at blive registreret igen. Bidragets
størrelse fastsættes af fondens bestyrelse og
godkendes af erhvervsministeren.
Stk.
3.
Pakkerejsefondskassens
formue
Stk. 3.
Fondens bestyrelse kan fastsætte, at
fastsættes af fondens bestyrelse og godkendes af rejseudbydere og formidlere for udenlandske
erhvervs- og vækstministeren.
rejsearrangører,
skal
betale
et
formueopbyggende bidrag. Bidragets størrelse
fastsættes af fondens bestyrelse i forhold til
rejseudbyderens eller formidlerens for en
udenlandsk rejseudbyders omsætning. Bidraget
godkendes af erhvervsministeren.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 10.
Fondens bestyrelse består af 1 formand og
6 medlemmer, der udnævnes af erhvervs- og
vækstministeren. Af de 6 medlemmer
repræsenterer 2 medlemmer de i fonden
registrerede rejseudbydere og formidlere for
udenlandske
rejseudbydere,
1
medlem
repræsenterer udbydere af flytransport, og 3
medlemmer
repræsenterer
kunderne.
Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden
udnævnes for 3 år.
25.
§ 10
affattes således:
Ȥ 10.
Rejsegarantifondens bestyrelse består af
en formand og syv medlemmer.
Stk. 2.
Bestyrelsen, og en stedfortræder for
formanden, udnævnes af erhvervsministeren for
3 år ad gangen med mulighed for
genudnævnelse.
Formanden
skal
være
uafhængig af specifikke erhvervs- og
organisationsinteresser. Et af bestyrelsens
medlemmer skal være uafhængig af specifikke
erhvervs- og organisationsinteresser, og
samtidig have økonomisk baggrund og
regnskabsteknisk indsigt. Af de øvrige seks
medlemmer udnævnes to medlemmer efter
indstilling af de i fonden registrerede
rejseudbydere og formidlere for udenlandske
rejsearrangører, et medlem efter indstilling af
udbyderne af flytransport og tre medlemmer
efter indstilling af de rejsende.
Stk. 3.
I tilfælde af stemmelighed er formandens
stemme afgørende.«
26.
Efter § 11 indsættes før overskriften før §
12:
»Balanceret
tilsynsvirksomhed
§ 11 a.
Rejsegarantifondens bestyrelse skal
påse, at fondens tilsynsvirksomhed har den rette
balance mellem formuestørrelsen, bidragenes
størrelse, størrelsen på de ordinære garantier og
kravene til forhøjet garanti. Hvert fjerde år skal
en uafhængig, ekstern ekspert påtegne, at
balancen er robust og tilstrækkelig til at
§ 11.
---
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0110.png
110
fastholde forbrugerbeskyttelsen.«
§ 14.---
27.
Efter § 14 indsættes i
kapitel 4:
»Centralt
kontaktpunkt for samarbejdet inden
for EØS
§ 14 a.
Rejsegarantifonden er centralt
kontaktpunkt og medvirker til at lette det
administrative samarbejde og tilsyn med
rejsearrangører, og erhvervsdrivende, som
formidler sammensatte rejsearrangementer, der
opererer i de forskellige medlemsstater inden
for EØS, med hensyn til de forpligtelser, der
udspringer af loven.
Stk. 2.
Fonden stiller alle nødvendige
oplysninger
til
rådighed
for
andre
kontaktpunkter om rejsegarantifondslovens krav
om garantistillelse. Fonden besvarer sådanne
henvendelser hurtigst muligt og senest 15
arbejdsdage efter modtagelsen af forespørgslen.
Stk. 3.
Fonden offentliggør elektroniske lister
over rejseudbydere, som opfylder deres
forpligtelser efter rejsegarantifondsloven.«
§ 17.
Undlader en registreret rejseudbyder eller
28.
I
§ 17
ændres »fondens bestyrelse« til:
formidler for en udenlandsk rejseudbyder at »fonden«.
betale bidrag til fonden eller at bringe
garantistillelse i overensstemmelse med § 8, stk.
5, eller § 19, eller modtager fonden ikke på
forlangende de i §§ 12 a, 13 og 22, stk. 3,
nævnte oplysninger, kan fondens bestyrelse
beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis
forpligtelserne ikke er opfyldt inden en fastsat
frist.
§ 19.
Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse
af en rejseudbyder eller en formidler for en
udenlandsk rejseudbyder, når det efter en
konkret analyse af dennes økonomiske forhold
må antages, at der er særlig risiko for, at fonden
vil lide tab. Fonden skal i forbindelse hermed
iagttage
forvaltningslovens
regler
om
partshøring og begrundelse.
Stk. 2.---
29.
I
§ 19, stk. 1, 1. pkt.
udgår »det efter en
konkret analyse af dennes økonomiske forhold
må antages, at«, og i
§ 19, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
»fondens bestyrelse fastsætter
retningslinjer for, hvornår en særlig risiko er til
stede.«
§ 20.
Pligten til at lade sig registrere omfatter
30.
I
§ 20
indsættes som
stk. 2
og
stk. 3:
her i landet etablerede rejseudbydere og »Stk.
2.
Ved etablering forstås tjenesteyderes
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0111.png
111
formidlere for udenlandske rejseudbydere.
faktiske udøvelse af erhvervsvirksomhed i et
ikke nærmere angivet tidsrum fra et fast
forretningssted, hvorfra aktiviteten med levering
af tjenesteydelser udføres, jf. § 2, nr. 4, i lov om
tjenesteydelser i det indre marked.
Stk. 3.
Rejseudbydere, der er etableret uden for
EØS-området, som sælger eller udbyder
pakkerejser
eller
sammensatte
rejsearrangementer til salg her i landet, eller
som på en hvilken som helst måde retter deres
virksomhed mod rejsende her i landet, er
tilsvarende registreringspligtige og skal betale
bidrag og stille garanti i overensstemmelse med
reglerne i denne lov. Rejsegarantifonden dækker
krav, jf. 5, som udspringer af aftaler indgået
med registreringspligtige rejseudbydere, i det
omfang rejseudbyderen har stillet garanti efter
denne lov.«
§ 21.
Fonden dækker ikke rejseydelser, der er
31.
§ 21
ophæves.
markedsført og solgt i udlandet.
Stk. 2.
En rejseydelse anses for markedsført og
solgt i udlandet, såfremt
1) rejseudbyderen eller en formidler har
modtaget kundens bestilling i udlandet eller
2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud over
for kunden eller er foretaget reklamering og
kunden derefter i udlandet har foretaget de
handlinger, der er nødvendige for aftalens
indgåelse.
Krav om tilstrækkelig garanti
32.
Overskriften til
§ 22
affattes således:
»Gensidig
anerkendelse og dokumentation for
garantistillelse«
§ 22.
Enhver her i landet etableret rejseudbyder
eller formidler for en udenlandsk rejseudbyder,
der inden for EU/EØS-området udbyder
pakkerejseydelser, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, som ikke
er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille
tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens
eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte
beløb og hjemtransport af kunden.
Stk. 2.
Enhver, der fra udlandet markedsfører
33.
§ 22
affattes således:
»Garantistillelse, som en rejseudbyder har stillet
i overensstemmelse med reglerne i det land
inden for EU/EØS, hvor rejseudbyderen er
etableret, anerkendes som fuldt tilstrækkelig.
Stk. 2.
Rejseudbydere, som er etableret i et andet
EØS-land, som sælger eller udbyder pakkerejser
eller sammensatte rejsearrangementer til salg
her i landet, eller som på en hvilken som helst
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0112.png
112
pakkerejseydelser her i landet, skal stille
tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens
eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte
beløb
og
hjemtransport
af
kunden.
Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en
af et andet EU/EØS-land godkendt ordning,
anses som tilstrækkelig.
Stk. 3.
Såfremt fonden anmoder herom, skal
vedkommende dokumentere, at de i stk. 1 og 2
nævnte krav om sikkerhed er stillet. Tilsvarende
dokumentation skal efter anmodning gives til en
udenlandsk myndighed, der fører kontrol med
regler, der er fastsat til gennemførelse af Rådets
direktiv 90/314/EØF om pakkerejseydelser,
herunder pakkeferier og pakketure.
måde retter deres virksomhed mod rejsende her
i landet, skal underrette Rejsegarantifonden om
omfanget af denne salgsaktivitet, og oplyse, i
hvilket EØS-land garantien er stillet.
Stk. 3.
Stk. 2 gælder tilsvarende for
rejseudbydere, der foruden at være etableret her
i landet, er etableret i et eller flere andre lande
inden for EØS, og som har valgt at anvende en
anden garantiordning end Rejsegarantifonden
Stk. 4.
Såfremt fonden anmoder herom, skal
rejseudbyderen dokumentere, at de i stk. 2
nævnte krav om sikkerhed er stillet.«
34.
Efter § 22 indsættes i
kapitel 6:
»Offentliggørelse
§ 22 a.
Rejsegarantifonden kan på
Rejsegarantifondens hjemmeside offentliggøre
oplysninger om rejseudbydere eller formidlere,
der ikke overholder kravene om anmeldelse
eller registrering efter § 8, jf. §§ 2-4, §§ 19, 20
og 22.«
§ 23. ---
Stk. 2.---
Stk. 3.
---
Stk. 4.
---
Stk. 5.
Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan
erhvervs- og vækstministeren forhøje den i § 2,
stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.
Stk. 6.
---
§ 24.
Fondens afgørelser vedrørende
registreringspligt og garantistillelse efter § 8, jf.
§§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk. 1 og
2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt
og garantistillelse truffet i medfør af regler
fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan
indbringes for Erhvervsankenævnet. Klage skal
indbringes senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
§ 25.
For så vidt højere straf ikke er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde
35.
I
§ 23
ophæves stk. 5. Stk. 6 bliver herefter
stk. 5.
36.
I
§ 24
ændres »§§ 19-21« til: »§§ 19-20«, og
»§ 22, stk. 1 og stk. 2« ændres til: »§ 22, stk. 2
og stk. 3«.
37.
I
§ 25, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 22, stk. 3« til:
»§ 22, stk. 4«.
 ERU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 257: Høring af forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (lovudkast), fra erhvervsministeren
1787785_0113.png
113
eller fængsel i indtil 4 måneder den, der
1) overtræder § 8, stk. 2,
2) undlader at give de af fonden og erhvervs-
og vækstministeren i henhold til § 12 a, §
13, § 22, stk. 3, og § 23, stk. 4, krævede
oplysninger og dokumentation eller
3) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger til fonden eller erhvervs- og
vækstministeren.
Stk. 2.
---
Stk. 3.
§2
Loven træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk.
2.
Stk. 2.
§ 9 a, stk. 1, i lov om en rejsegarantifond,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 23, træder i
kraft den 1. januar 2019.
§3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.