Orientering af Energi-, Forsynings-, og Klimaudvalget om resultatet af COP22
i Marrakesh den 7.-18. november 2016
Den 22. partskonference (COP22) under De Forenede Nationers rammekonvention
om klimaændringer (UNFCCC) blev afholdt i Marrakesh, Marokko den 7.-18.
november 2018. Ifølge arrangørerne deltog 23.500 akkrediterede, herunder 37
stats- og regeringschefer samt 18 premierministre samt en række ministre og
virksomheder.
COP22 i Marrakesh var højdepunktet på et år, der generelt har været præget af
momentum omkring opfølgningen på Parisaaftalen, der blev vedtaget på COP21
sidste år og trådte i kraft den 4. november i år. Ved afslutningen af COP22 havde
111 af de 196 parter, der vedtog Parisaftalen, ratificeret aftalen. Den store
opbakning til Parisaftalen blev endnu en gang understreget på COP22, og
stemningen i forhandlingerne var generelt positiv. Fremlæggelsen af den
marokkanske erklæring ’Marrakech Action Proclamation for Climate and
Sustainable Development’ understregede endvidere de politiske lederes fortsatte
forpligtelse til at adressere klimaforandringerne.
Hovedresultaterne af COP22
Blandt hovedresultaterne fra COP22 kan fremhæves, at parterne blev enige om, at
detaljerne af Parisaftalen skal være forhandlet færdig i 2018 – to år før oprindeligt
forventet sidste år i Paris. Dertil blev der opnået enighed om et mere detaljeret
arbejdsprogram for det næste halve år. I foråret vil der således blive afholdt
tekniske drøftelser om det nye regelsæt for rapportering af landenes udledninger
og opgørelse af klimafinansiering samt forhandlinger på embedsmandsniveau i maj
i Bonn som vanligt.
Med Parisaftalen blev vedtaget, at der i 2018 vil blive afholdt en såkaldt
’Faciliterende Dialog’, der skal vurdere den globale reduktionsindsats i forhold til
målsætningerne om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5/2 grader.
På COP22 blev der taget et skridt videre i udmøntningen af Parisaftalen, idet det
blev besluttet, at COP-formandskaberne for COP22 og COP23 (Marokko og Fiji) i
2017 skal konsultere parterne vedr. organiseringen af den’ Faciliterende Dialog’ og
rapportere tilbage på COP23 i 2017.
Det lykkedes ligeledes parterne at nå til enighed om Tilpasningsfondens rolle ift.
Parisaftalen med formuleringen om, at Tilpasningsfonden
bør
tjene Parisaftalen,
afhængig af
en afklaring om fondens struktur, regler og merværdi.
Derudover påbegyndtes forhandlingerne om de spørgsmål, der i forbindelse med
udmøntningen af Parisaftalen, skal forhandles færdige over de kommende år. Det
gælder bl.a. finansiering til implementeringen af aftalen (’klimafinansiering’) og den
såkaldte ’ambitionsmekanisme’ der skal være med til at holde de globale
temperaturstigninger under 1,5/2-grader.
Et yderligere resultat fra COP22 var fremlæggelsen af ’Marrakech Partnership for
Global Climate Action’ - en vision for indholdet af den såkaldte ’Globale Climate
Action Agenda’ i perioden 2017-2020. Globale Climate Action Agenda er en
platform for frivillig klimahandling af bl.a. den private sektor, regioner og kommuner.
Side 1/2
Kontor/afdeling
Internationalt Kontor
Dato
23. november 2016
J nr. 2016-2245
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
www.efkm.dk