Høringsudkast
Bekendtgørelse om forrentningssats for netvirksomheders fremadrettede aktivbase
I medfør af § 69, stk. 5, nr. 3, og § 78, stk. 7, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 418
af 25. april 2016, som ændret ved lov nr. 662 af 8. juni 2017, fastsættes efter bemyndigelse i
henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 436 af 11. maj 2012 om Energistyrelsens opgaver og
beføjelser:
§ 1.
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på Energitilsynets beregning og offentliggørelse af
forrentningssatsen for netvirksomheders fremadrettede aktivbase.
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) CAPM: Capital Asset Pricing Model
2) Fremadrettet aktivbase: En aktivbase fra 1. januar 2018, som beregnes i henhold til regler fastsat
af energi-, forsynings- og klimaministeren i medfør af § 69, stk. 5, nr. 3, i lov om elforsyning.
3) Reguleringsperiode: Den 5-årige periode, som fremgår af § 69, stk. 2, i lov om elforsyning.
Første reguleringsperiode påbegyndes den 1. januar 2018.
4) WACC: Vægtet gennemsnit af afkastkravet for egen- og fremmedkapitalen for en gennemsnitlig
netvirksomhed.
§ 3.
Forrentningssatsen for den fremadrettede aktivbase fastsættes som en nominel WACC, som
er beregnet før skat.
Stk. 2.
Forrentningssatsen efter stk. 1 anvendes for hele reguleringsperioden.
§ 4.
Beregningen af en WACC før skat sker ved konvertering af en WACC efter skat i henhold til
formel 1 i bilag 1.
Stk. 2.
Ved konverteringen efter stk. 1 anvendes den danske nominelle selskabsskattesats for
netvirksomheder, som er gældende den 31. august året før påbegyndelse af en reguleringsperiode.
Såfremt Folketinget på dette tidspunkt har vedtaget en ændret selskabsskattesats for
netvirksomheder med ikrafttræden senest ved påbegyndelse af den nye reguleringsperiode,
anvendes denne sats dog i stedet for selskabsskattesatsen i 1. pkt. Den gældende selskabsskattesats
fremgår af § 17, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, litra e, i selskabsskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016.
§ 5.
Beregningen af en WACC efter skat sker efter formel 2 i bilag 1. Ved fastsættelsen af en
WACC efter skat indgår følgende værdier, som fastsættes efter §§ 6-9:
1) egenkapitalomkostningen.
2) fremmedkapitalomkostningen.
3) andelen af virksomhedens kapital som er fremmedfinansieret.
4) skattesatsen.
§ 6.
Ved fastlæggelse af egenkapitalomkostningen, jf. § 5, nr. 1, anvendes CAPM, hvori indgår
tre parametre med følgende værdier:
1) En risikofri rente opgjort pr. 31. august året før påbegyndelse af en reguleringsperiode beregnet
som et gennemsnit af de seneste 3 måneders tilgængelige daglige observationer af 10-årige
nulkuponrenter for danske statsobligationer.
2) Beta egenkapital, som er fastsat til 0,7.
3) Markedsrisikopræmie, som er fastsat til 5,5 procentpoint.
Stk. 2.
Ved fastlæggelse af egenkapitalomkostningen anvendes formel 3 i bilag 1.
1