Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2016-17
EFK Alm.del Bilag 303
Offentligt
1776294_0001.png
Notat om indhold af lovforslag om forbedret tredjepartsadgang (forslag til lov
om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund og lov om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat)
Kontor/afdeling
Center for Energiressourcer
Dato
5. juli 2017
J nr.
2017-1800
/jbr/jbc
Regeringen har i Aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Det Radikale Venstre og SF af 22. marts 2017 aftalt at gennemføre en række
ændringer af undergrundsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 13. september
2011 af lov om anvendelse af Danmarks undergrund med senere ændringer og
olierørledningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 25. marts 2014 af lov om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat med
senere ændringer).
Ændringerne skal forbedre den såkaldte tredjepartsadgang til infrastrukturen i den
danske del af Nordsøen og dermed forbedre mulighederne for kommercielt at
udbygge og indvinde mindre fund af olie og gas. Tredjepartsadgang betyder, at
rettighedshavere til tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter, som
ønsker at foretage indvinding ved brug af andre rettighedshaveres anlæg, får
mulighed for at få adgang til disse anlæg.
Af aftalen mellem regeringen og bevillingshaverne (på vegne af DUC partnerne) af
23. marts 2017 fremgår, at regeringen og bevillingshaverne er enige om, at det skal
være enkelt for alle selskaber at anvende infrastrukturen i Nordsøen på
forudsigelige og rimelige vilkår, og at forhandlinger om adgang til infrastruktur skal
gennemføres hurtigt. Det foreslås på denne baggrund, at undergrundsloven
ændres for at forbedre rammerne for gennemførelse af tredjepartsadgangen til
infrastruktur i Nordsøen, og at rørledningsloven ændres med henblik på, at der
sikres mere hensigtsmæssige incitamenter for brugerne til reservation af kapacitet i
olierørledningen i Nordsøen og for ejeren af olierørledningen til nye investeringer i
denne. På denne baggrund er parterne desuden enige om, at lovændringerne vil
være en ændring af betalingen for brug af olierørledningen og dermed en ændring
til aftale af 19. maj 1981 mellem Energiministeren og bevillingshaverne.
Lovforslaget er en udmøntning af ovenstående aftaler.
Undergrundsloven
Lovforslaget indeholder forslag om at ændre undergrundsloven således, at energi-,
forsynings- og klimaministeren kan fastsætte vilkår i godkendelser af planer eller
ændring til planer for indvindingsvirksomhed samt i tilladelser til etablering og drift
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/4
www.efkm.dk
EFK, Alm.del - 2016-17 - Bilag 303: Orientering om høring af lovforslag om forbedret tredjepartsadgang til infrastruktur i Nordsøen, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1776294_0002.png
af rørledningsanlæg om, at en rettighedshaver, som ejer et anlæg, pålægges at
indgå aftale med en anden rettighedshaver, som er potentiel tredjepart om, at
denne kan investere i og anvende kapacitet på anlægget.
Lovforslaget indeholder herudover forslag om, at det i undergrundsloven
præciseres, at en reduktion af en kapacitet for et anlæg, herunder
rørledningsanlæg, i forhold til grundlaget for en udbygningsplan godkendt efter
undergrundsloven, anses for at være en væsentlig ændring af denne plan eller
tilladelse, og at reduktionen skal godkendes af energi-, forsynings- og
klimaministeren.
Det foreslås også, at en rettighedshaver, der ønsker at foretage et udbud af
væsentlige kontrakter på udstyr med lang leveringstid til brug for et nyt anlæg eller
udbygning af et eksisterende anlæg, ikke kan gennemføre udbuddet, medmindre
udbyderen har anmeldt de kapacitetsforudsætninger, dette udstyr vil medføre for
det kommende anlæg til energi-, forsynings- og klimaministeren. Ministeren kan
foreslå ændringer til kapaciteter, senest 2 uger inden udbuddet, herunder for at der
tages hensyn til relevante tredjeparters behov for adgang til et infrastrukturanlæg,
inden udbuddet gennemføres og kontrakterne indgås.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at ministeren i forbindelse med
ansøgninger om godkendelse af indvindingsplaner eller ændringer til disse samt
tilladelse til etablering af rørledningsanlæg kan videregive fortrolige oplysninger,
der måtte findes relevante heri til en potentiel tredjepart med henblik på, at denne
kan afklare sit behov for adgang til anlægget. Den, der modtager sådanne
oplysninger, har tavshedspligt, og skal, såfremt der ikke ønskes indgået en aftale
om tredjepartsadgang, slette alle modtagne oplysninger senest samtidig med
meddelelse om, at der ikke ønskes en aftale. Manglende overholdelse af
tavshedspligten er strafbart efter straffeloven, og manglende sletning eller
tilbagelevering vil være strafbart efter undergrundslovens § 38.
Lovforslaget indeholder ligeledes forslag om, at der skal foregå koordination af
efterforsknings- og indvindingsvirksomhed, hvis flere rettighedshavere har
tilladelser til efterforskning og indvinding, som er afgrænset i dybden, og
tilladelserne er helt eller delvist geografisk overlappende. Det foreslås, at aftaler
herom skal godkendes af ministeren. Ligeledes foreslås, at ministeren kan meddele
påbud om koordination samt fastsætte vilkår herfor, såfremt der ikke inden for
rimelig tid opnås enighed om en aftale om koordination.
Lovforslaget indeholder derudover forslag om, at energi-, forsynings- og
klimaministeren kan forlænge tilladelser til efterforskning efter kulbrinter for en
periode på op til fire år.
Side 2/4
EFK, Alm.del - 2016-17 - Bilag 303: Orientering om høring af lovforslag om forbedret tredjepartsadgang til infrastruktur i Nordsøen, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1776294_0003.png
Herudover indeholder lovforslaget en præcision i undergrundsloven, hvorefter
fordelingen af fortjenesten ved tredjepartsadgang i aftaler herom skal være sådan,
at den hovedsageligt tilfalder rettighedshaveren, mens ejer kan beregne sig en
rimelig fortjeneste under hensyn til den risiko denne påtager sig i forbindelse med
rettighedshaverens brug af anlægget.
Lovforslaget indeholder desuden forslag om, at energi-, forsynings- og
klimaministeren bemyndiges til at træffe beslutning om enkle og klare rammer for
forhandlinger i forbindelse med indgåelse af aftaler om tredjepartsadgang mellem
en rettighedshaver, som ejer et anlæg, og en rettighedshaver, som er potentiel
tredjepart til brug af anlægget. Det foreslås således, at ministeren kan udarbejde
standardaftaler for tredjepartsadgang, kræve oplysninger og aftaler af relevans for
forhandlinger udvekslet mellem forhandlingsparterne samt fastsætte frister og
bindende tidsplaner for forhandlinger om en tredjeparts adgang til infrastruktur.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at energi-, forsynings- og
klimaministeren skal godkende aftaler om tredjepartsadgang, og at der kan
fastsættes vilkår for godkendelsen. Herved skal det vurderes, om aftalen er i
overensstemmelse med formål og hensyn, der skal varetages efter loven, herunder
hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af råstoffer.
Det foreslås også, at det i undergrundsloven præciseres, at ministeren kan kræve
oplysninger udleveret, når de er af relevans for behandling af sager, udøvelse af
tilsyn eller overvågning af virksomhed omfattet af loven og sætte frister herfor.
Lovforslaget indeholder desuden forslag om at ændre undergrundslovens regel om
tilbagekaldelse af tilladelser, så det udtrykkeligt fremgår, at reglen også kan danne
grundlag for afgørelser om delvis tilbagekaldelse.
Rørledningsloven
Lovforslaget indeholder forslag om, at der i rørledningsloven skabes en mere
fleksibel ordning for kapacitetsreservationer i olierørledningen, samt at reglerne om
sammensætningen af omkostningselementerne i tariffen for brug af
olierørledningen ændres. Herudover foreslås en regel om, at energi-, forsynings-
og klimaministeren kan træffe afgørelse om, hvorvidt brugernes
kapacitetsreservationer skal ændres, så reservationer, der betydeligt overstiger den
forventede produktion, undgås. Ændringerne af reglerne har til formål at sikre en
forbedret udnyttelse af kapaciteten i olierørledningen.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at ejeren af olierørledningen får
mulighed for via tariffen at opkræve et beløb til dækning af omkostninger til afvikling
af nyinvesteringer. Derved undgås, at ejeren af olierørledningen undlader at
foretage hensigtsmæssige investeringer, fordi den nuværende tarifregulering ikke
giver mulighed for dækning af omkostningerne til afvikling af disse anlæg.
Side 3/4
EFK, Alm.del - 2016-17 - Bilag 303: Orientering om høring af lovforslag om forbedret tredjepartsadgang til infrastruktur i Nordsøen, fra energi-, forsynings- og klimaministeren
1776294_0004.png
Endelig indeholder lovforslaget nye regler om, at Energiklagenævnet er
klageinstans i forhold til afgørelser omfattet af rørledningsloven.
Side 4/4