Til EFK-udvalget
Ministeren
Dato
24. maj 2017
J nr. 2017 - 640
Orientering om nye ansøgninger om forrentning af indskudskapital
Nærværende brev sendes til jeres orientering i sagen om forrentning af
indskudskapital på varmeområdet.
Energitilsynet har den 19. maj 2017 orienteret Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet om, at de har modtaget 17 ansøgninger om forrentning af
indskudskapital for 2017 og 2018 i dagene op til ikrafttrædelsen af en
bekendtgørelsesændring af reglerne om forrentning af indskudskapital på
varmeområdet, den 19. maj 2017. Da ansøgningerne er modtaget før
bekendtgørelsesændringen trådte i kraft, skal de behandles efter de gamle
regler om forrentning af indskudskapital.
Bekendtgørelsesændringen betyder, at varmevirksomhederne fremadrettet
alene kan indregne en forrentning af indskudskapital, der anvendes i
varmevirksomhedens drift eller til investering. Ændringen vil således reducere
varmevirksomhedernes forrentning. Bekendtgørelsen har været i meget kort
høring fra den 11. til den 15. maj 2017.
De indkomne ansøgninger omfatter ansøgninger fra 3 virksomheder, der ikke
tidligere optrådte på listen over virksomheder, der har ventende ansøgninger
hos Energitilsynet. Der er således nye virksomheder, der har søgt om
forrentning af indskudskapital.
Et meget usikkert estimat viser, at ansøgningerne fra 16 af de 17
varmevirksomheder til sammen vedrører forrentning på yderligere ca. 25 mio.
kr. i 2017 og ca. 75 mio. kr. i 2018. Den sidste virksomhed har ikke oplyst et
ansøgt forrentningsgrundlag. Nettoeffekten afhænger af, hvor meget
selskaberne er berettiget til efter de nye regler.
14 af de 17 nye ansøgninger er indsendt af varmevirksomheder, der er
kommunalt ejet. De kommunale varmevirksomheder vil være omfattet af de nye
regler om 100 pct. modregning ved udlodning af forrentning af indskudskapital
–
også for de netop indkomne ansøgninger.
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Med venlig hilsen
Lars Chr. Lilleholt
Side 1/1
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
www.efkm.dk