Børne- og Undervisningsudvalget 2016-17
BUU Alm.del Bilag 9
Offentligt
Løjt Kirkeby 12. oktober 2016
Kære politikere og uddannelsesordførere.
Udtalelse fra den faglige forening Håndværk og Design.
Det er med stor forundring, at vi erfarer, at der i finanslovsforslaget til 2017 lægges op til en
voldsom besparelse på efter og videreuddannelsens værkstedsfaciliteter i Esbjerg og København.
Håndværk og design er obligatorisk fag i folkeskolen fra august 2016, et nyt fag som har
stor brug for politisk støtte og bevågenhed.
Vi har et massivt behov for efteruddannelse af såvel uddannede sløjd- som
håndarbejdslærere, så de kan blive opdaterede til undervisning i håndværk og design, en
efteruddannelse som typisk foregår i henholdsvis Esbjerg og København.
Vi har desværre haft en stor nedgang i antallet af lærerstuderende med undervisningsfaget
håndværk og design, hvilket betyder, at rekruttering af uddannede lærere til folkeskolen og
privatskoler er tæt på umulig i nogle områder af landet.
Tidligere blev der uddannet væsentlig flere lærere med linjefagene sløjd og håndarbejde
end i dag med undervisningsfaget håndværk og design. I perioden fra 2007- 2015 var
antallet af linjefagsstuderende ekstra lavt, da man i den periode ikke havde
overensstemmelse mellem linjefagsuddannelsens indhold og fælles mål for fagene
håndarbejde og sløjd i folkeskolen.
Vi appellerer til, at skolereformpartierne fortsat vil støtte intentionerne om et kreativt, innovativt
og entreprenant fag i folkeskolen funderet i inspirerende og velfungerende værksteder, der over
år vil skabe nye samarbejder med erhvervsliv og fritidsorganisationer i lokalsamfundene. Derfor er
det nødvendigt at opretholde efter og videreuddannelsesmulighederne for undervisere i
håndværk og design i henholdsvis Esbjerg og København.
Med venlig hilsen
Hanni Eskildsen
Formand
Den Faglige forening Håndværk og design